Monthly Archive: august 2017

I et interview på Jyllands-Posten med den herlige titel “»Jeg så da gerne, at folk jublede og råbte: ”Giv os skattelettelser nu”« svarer Jakob Ellemann-Jensen på det sædvanlige socialdemokratiske spørgsmål “hvorfor give skattelettelser, når befolkningen hellere vil have velfærd?”, at skattelettelserne drejer sig også om velfærd, men blot ikke her og nu.

Jakob Ellemann-Jensen (JEJ) siger, at det drejer sig om at sænke skattetrykket for at få flere i arbejde, og målet med skattelettelserne er at kunne bevare velfærden i fremtiden. JEJ anerkender dermed den selvindlysende økonomiske sammenhæng at hældningen på efterspørgselskurver er nedad – eller med mere jævne ord, at når prisen sænkes så vil mængden der sælges af det økonomiske gode enten være den samme eller stige.

Pointen som JEJ vil fremføre er, at offentlig velfærd betales af penge der tages fra skatteyderne, og for at øge størrelsen af skatteopkrævningen, der er velfærdsstatens livsblod, er det nødvendigt, pga. de økonomiske love, at sænke skattetrykket procentuelt for den enkelte for at tilskynde flere til at tage et arbejde. Målet er at øge antallet af arbejdende personer, at øge den økonomiske aktivitet i samfundet og ad den vej kan flere personer blive nyttige skatteobjekter for regeringen. Det kommer vel ikke som nogen overraskelse, men det sidste er noget jeg selv har ræsonneret mig frem til.

JEJ tilbageviser dermed også socialdemokraternes ønske om at bibeholde skattetrykket (eller evt. øge det?) fordi en skattelettelse, ifølge det socialdemokratiske tankegods, reducerer samfundets velfærd.

Formålet er ikke at sænke skattetrykket alene fordi det er borgerlige dyder, men også for at opretholde velfærdsstaten på lang sigt, ved at øge samfundets produktivitet, som en slags såsæd på produktivitetens mark, for at staten kan høste større skatteindtægter i fremtiden, som ad denne vej sikrer en større velfærd i fremtiden.

Vi skal derfor reducere skatterne i nuet således de private investeringer øges for at opbygge yderligere privat kapital der kan give et afkast til fremtidens velfærdsborgere. Venstre er dermed det ansvarlige parti, der tænker på fremtiden, hvor socialdemokratiet er partiet der vil forbruge såsæden i nuet mod at risikere en ringere høst i fremtiden.

JEJ siger også, jævnfør overskriften, at han ville håbe at befolkningen råbte i takt: “Giv os skattelettelser nu”. Måske gør han det fordi budskabet flugter med JEJ’s egne holdninger til det danske skattetryk, eller, måske mere sandsynligt, fordi JEJ er sendt i byen for at tale til de borgerlige vælgere. Når selveste Venstres politiske ordfører er i byen med budskabet om at Venstre skam også er deres parti, så kan det være at nogle skeptiske borgerlige vælgere falder til ro. JEJ er citeret for at svare til journalisten at pengene ligger bedst i borgernes lomme og han underbygger synspunktet ved at sige noget i retning af, at skattepenge er penge der er taget fra borgerne.

Venstre markerer dermed at det stadig er “Danmarks liberale parti“.

Det er relativt gode toner, og det er for mig en lettelse at læse, når der ind i mellem kommer andre synspunkter fra en politiker, udover at molestere skatteyderen for at fremme velfærdsstaten.

Skal vi alle stemme på Venstre igen?

Det er op til den enkelte at vælge hvor denne vil placere sin stemme, men jeg kan ikke anbefale at stemme på venstre blot fordi deres ordfører i et billigt interview svarer nogenlunde fornuftigt på journalistens spørgsmål. Se i stedet tiden an, og prøv at følge med i om venstres handling også følger de fine ord.

Der er dog, på trods af de mange gode takter i svarene som JEJ giver, nogle detaljer som jeg synes er værd at understrege som liberal. Det er meget sympatiske argumenter overfor den liberale at forklare at staten tager pengene fra borgerne via skatterne, og at statens typiske pengeforbrug ikke gør samfundet mere produktivt i fremtiden, end det private pengeforbrug gør.

Dette tip med hatten til den liberale filosofi er kærkommen, men der er alligevel nogle knaster i interviewet, som generer mig. JEJ godtager rent faktisk det socialdemokratiske tankegods at velfærdsstaten er i stand til at øge velfærden i samfundet, dette synspunkt mener jeg ikke man kan forsvare.

Hvad er velfærd egentlig?

Et almindeligt opslag i ordbøger siger at velfærd og trivsel er synonymer. I almindelig tale er det ganske passende at bruge de to ord som man lyster, men det giver os ikke megen information om, hvad det betyder i en politisk kontekst. Velfærd opfattes i samfundsforstand, for den almindelige dansker, at det er noget som staten stiller til rådighed for alle borgerne, betalt af skatteyderne, fordi det kun er rigtig velfærd, hvis alle har adgang til denne ydelse eller dette gode.

Problemet med den opfattelse er at dens logiske konklusion forudsætter en uendelig mængde af alle velfærdsgoder, som frit kan distribueres til alle af staten. Enten det, eller at staten har vist en evne til at skabe værdi, at staten på en eller anden måde kan producere velfærdsydelser uden at den totale velfærd i samfundet bliver mindre.

Forudsætningen for at dette kunne være tilfældet er at staten er produktiv, altså at de inputs staten forbruger i løbet af produktionen, skaber noget som er mere værd, når produktionen afsættes som velfærdsgoder. Dette er vigtigt fordi i samfundsforstand må man fastholde, at et politisk udspil der påstår at være velfærd i bredeste forstand, kun kan være dette, hvis den stiller nogle bedre, uden at stille andre dårligere som resultat.

Hvis det ikke kan bevises at statens produktion af den offentlige velfærd fungerer på en sådan måde, så bliver man nødt til at betvivle hvorvidt det er rimeligt af socialdemokraterne at kalde det for en velfærdsstat. Kan staten kun tage fra nogle og give til andre, og man samtidigt antager at tabet af velfærd i processen er nul, så er der ikke tale om velfærdsproduktion, men blot om fordeling af velfærd.

For at tale om velfærd, i streng forstand, bliver man nødt til at bevise at det tabte hos skatteyderen modsvares af mindst den samme værdi hos den som modtager velfærdsydelsen. Jeg vil nu prøve at forklare, hvorfor det er tvivlsomt om dette kan bevises.

Værdi – for hvem?

I økonomisk forstand bruger man begrebet “nytteværdi” når man taler om velfærd. Nyttenværdien der vindes af modtageren af en given velfærdsydelse skal derfor mindst tilsvare eller overstige den tabte nytteværdi for skatteyderen. Er der ikke tale om en gevinst ved transaktionen siger man at den ikke er pareto-optimal. Meget firkantet sagt kan man sige at pareto-optimalitet betyder, i social sammenhæng, at nogle personer (der skal mere end en person til at være social) beviseligt har vundet nytteværdi uden at andre har tabt nytteværdi. For at bevise at velfærdsstaten er pareto-optimal (og dermed velfærdsskabende) skal man derfor kunne føre bevis for hvordan denne statslige merværdi skabes. Der er dog flere afgørende forudsætninger for at gennemføre denne tredjepersons (fx politikere eller bureaukrater) vurdering af værdi:

1. Det forudsætter at man kan måle den tabte værdi for skatteyderen og den vundne værdi for velfærdsmodtageren i en kvantitativ størrelse som fx 47 nytteenheder
2. Det forudsætter derudover at nytteenheden kan sammenlignes på tværs af flere personer

Jeg er blot en dilettant indenfor økonomi, en “brugtidéforhandler”, og jeg tyr derfor let til at gengive økonomiske betragtninger fremsat af rigtige økonomer, her Ludwig Von Mises fra hans “Theory of Money and Credit“, side 52:

But subjective valuation, which is the pivot of all economic activity, only arranges commodities in order of their significance; it does not measure this significance. And economic activity has no other basis than the value scales thus constructed by individuals.

For at give et eksempel på en kritik af ovenstående statslige velfærdsbegreb, så kan man sige, jævnfør punkt 1, at det er legitimt at vurdere værdi i en rækkefølge (ordinalt), men ikke som en målbar størrelse (kardinalt). Det er OK at sige at man kan lide bananer bedre end æbler, men det er meningsløst at sige at en banan er 1 nytteenhed, mens et æble er 0,7 nytteenheder. Hvorfra skulle individet kende dette forhold mellem goderne? Kan en tredjeperson måle dette forhold eksternt? Er forholdet stabilt, så man altid kan stole på at denne vurdering af de to goders værdi er det samme over tid? Ifølge Ludwig Von Mises er det ikke legitimt at måle nytte som en størrelse med kardinalværdi, men det er legitimt at betragte nytteværdi som en individuel rangorden, som en ordinal rangeret nytteværdi.

Hvorfor kommer Mises til netop denne konklusion? Det virker lidt nærigt at påstå, at sådan er det bare, og andre teorier er ikke gangbare. Så længe det bliver ved dette postulat, så er den ene påstand ikke bedre end den anden. Det er her Mises’ teori om menneskets handling kommer i spil, praxeologien forklarer hvorfor Mises har ret i sin teori, hvorfor det uundgåeligt må hænge således sammen. Praxeologi er en teori der beskriver menneskets valg, og en teori af en sådan karakter må benytte sig af de observerbare handlinger mennesket foretager sig. Det er derfor op til det enkelte menneske at tilkendegive sin indre rangorden af nytteværdi ved at handle på det. I Mises’ terminologi kan vi kun observere et menneske handle på sine værdivurderinger. Alle andre psykologiske hypoteser er overflødige i økonomisk forstand. Når mennesket vælger, vil det via sit valg vise, hvordan de økonomiske goder rangerer på individets ordinale nytteværdiskala. Det som byttes væk har mindre nytteværdi end det som opnås i transaktionen. Der er ingen måde at måle den indre værdiforøgelse via observation af menneskets handlinger af tredjepart.

Vi udvider nu teorien med punkt 2 ovenfor, nu postulerer vi ikke blot at vi kan måle nytteværdiens højde hos den enkelte person, vi postulerer nu også at vi kan sammenligne disse målinger interpersonelt: Vores socialdemokratiske økonomiske research har fundet frem til en fantastisk metode til at øge samfundets velfærd: En banan er 1 nytteenhed værd for Peter, men 1,1 nytteenhed værd for Jens. Det er dermed velfærdsoptimerende at tage bananen fra Peter og give den til Jens. Vupti, så har vi skabt 0,1 nytteenhed i økonomisk forstand, hvis teorien holder.

Problemet er, naturligvis, at værdi opfattes subjektivt, samt at værdien af et gode ikke kan andet end rangordnes af individet, den præcise nytteværdi af hvert gode kan ikke fastslås. Som Walter Block ville sige, er det at tale om interpersonel sammenligning af værdi, som han kalder “nonsens på stylter”.

Hvis teorien om interpersonel kardinaltalsbaseret nytteværdi ikke holder, hvad sker der så med velfærdsstatens projekt? Den logiske konklusion er, såfremt man fastholder sig i det økonomiske felt, at velfærdsstaten ikke kan proklamere at være en stat der skaber velfærd. Den kan ikke føre bevis for at være velfærdsskabende.

Skattelettelser eller velfærd?

Såfremt ovenstående argumentation ikke falder fra hinanden, er det rimeligt at sige at påstanden om statslig velfærd hviler på et meget tyndt grundlag, og formentlig ikke har noget videnskabelig økonomisk fundament. Ikke nok med at argumentationen ødelægger grundlaget for indkomstoverførsler, fordi man ikke kan bevise at det øger velfærden at flytte pengene fra den ene til den anden person, så bliver problemerne endnu større, når man begynder at analysere de funktioner der er lagt ind i velfærdsstaten som den har udviklet sig i dag.

Vi kan tage nogle almindelige eksempler, hvor den almindelige arbejder bliver beskattet for at finansiere middelklassens børns universitetsuddannelse. Vi kan tage eksemplet hvor en person der arbejder i den private sektor, og konkurrerer mod andre personer der pga. statslige tilskudsordninger modtager offentligt tilskud. I disse tilfælde tager velfærdsstaten penge fra den privat ansatte eller den private iværksætter, og støtter konkurrenterne via tilskudsordninger, pujler, konkurrencebeskyttelse, fagforeningsbeskyttelse og en lang liste af andre politiske tiltag der er sat i søen for at give til nogle mens det tager fra andre.

I mange af tilfældene kan man kun med hovedrysten se til mens den ene faglige organisation efter den anden påstår at være aktiv i et velfærdsfag – eksempelvis læger, tandlæger, sygeplejersker, psykologer og skolelærerer. Det åbenbart selvindlysende incitament for disse faggrupper er at blive forskånet fra markedets disciplin, fra medmenneskets krav om effektivitet og frivillig betaling. Disse faggrupper lever i dag stort på deres politiske pres for at blive privilegerede med skatteydernes penge. I deres egen søgen efter beskyttelse fra markedets disciplin har de midlertid fået mere trange kår på den statslige velfærdsordning, der pga. statens knusende ineffektivitet fører til en række af besparelser i forsøget på at holde liv i en uproduktiv benyttelse af samfundets knappe resurser.

Murray N. Rothbard skrev det ganske godt i sin Man, Economy, And State, side 1363:

While an exchange is coerced, on the other hand – when criminals or governments intervene – one group gains at the expense of others. On the free market, everyone earns according to his productive value in satisfying consumer desires. Under statist distribution, everone earns in proportion to the amount he can plunder from the producers. The market is an interpersonal relation of peace and harmony; statism is a relation of war and caste conflict. Not only do earnings on the fre market correspond to productivity, but freedom also permits a continually enlarged market, with a wider division of labor, investment to satisfy future wants, and increased living standards.

Den brede befolkning, der ikke forstår økonomi, bliver vildledt af propaganda fra de socialdemokratiske charlataner der påstår at velfærd produceres af det offentlige, og ikke af andre. Derfor, hvis man ønsker velfærd, skal man finde sig i at blive beskattet, således man kan få velfærd. Argumenterne der føres kan blive mere sofistikerede, men i grundsubstansen hviler de alle på fejlslutningen der siger at et offentligt monopol er velfærdsskabende.

Ønsker man derfor et velstående samfund, et rigtigt velfærdssamfund (og altså ikke en velfærdsstat) bliver man nødt til at erkende fortidens fejl og nedrive velfærdsstaten for at give plads til velfærdssamfundet. Giv os skattelettelser, nu!