Author Archive: Uffe

Min oplevelse af Libertas’ konference hos CEPOS 10. februar 2018

I lørdags afholdt Libertas sin første konference i et stykke tid. Som beskrevet her på bloggen, var emnerne anarkisme og den østrigske skole.

I alt mødte ca. 15-18 personer frem (inkl. foredragsholderne), så eventen blev en mindre af slagsen, men det betød dog ikke, at der blev slækket på diskussionen, eller oplægsholdernes præsentation.

Der var ændret på mødetidspunktet fra kl 13 til 14, så vi fik os en lille hyggelig snak udenfor lokalerne, mens vi ventede på Niels Westy, som havde nøglerne til lokalerne. Snakken var hyggelig og imødekommende blandt deltagerne der var mødt op lidt før tid. Aldersfordelingen var meget bred, fra unge mennesker i 20erne til omkring pensionsalderen (jeg håber ikke at jeg fornærmer nogen med denne kommentar, det er blot ment for at give et indtryk af at alle aldersgrupper var repræsenteret).

Niels Westy stod for at dirigere afviklingen af præsentationerne, spørgerunderne og for at indlede konferencen. Niels gjorde et fint stykke arbejde og sørgede for at holde en venlig og neutral position igennem hele eventen.

Torben Mark Pedersen – Anarkokapitalismen som voldeligt anarki

Først på programmet var Torben Mark Pedersens fremlæggelse af Rothbards anarkokapitalisme som et voldeligt anarki, hvor Torben viste sin erfaring som fremlægger og sørgede for at involvere hele salen, og holdt sin fremlæggelse livlig og interessant ved at fastslå sine punkter en for en og gik logisk frem i sin argumentation. Torben gav ordet til salen for at spørge om der var kommentarer og spørgsmål til hans fremlæggelse, og jeg meldte mig med det første spørgsmål. Diskussionen forløb i positiv stemning hvor også andre meldte sig med en kommentar, men pga. knaphed af tid, måtte den afsluttes.

Jeg bør måske her indskyde, at jeg ikke var helt overbevist om Torbens argument om voldeligheden af anarkokapitalismen. Jeg tror ikke det kan vides med sikkerhed, at samfundet bliver mere voldeligt, hvis det forkaster staten og går over til et liberalt anarki. Torbens argument er, at uden tvang kan man ikke opretholde et retssamfund. Pga. diskussionens tidsbegrænsning fandt jeg ikke ud af hvilket argument, der gør, at man ikke effektivt kan ekskludere personer fra samfundet, hvis de nægter at følge domstolens afgørelser. Mere om dette punkt i den forsinkede sidste del af mit indlæg om anarkismen (som jeg nu må tænke mere over, igen. Det er Torbens skyld denne gang 🙂 ).

Sebastian Køhlert – Venstreanarkisme

Næste oplæg blev afholdt af Sebastian Køhlert om venstreanarkismen, hvor Sebastian fortalte, at visse af problemerne med anarko-kapitalismen var løst i venstreanarkismen. Sebastian holdt sit oplæg ved tavlen, hvor han skrev nogle matematiske udtryk op, men afholdt sit oplæg tæt på salens deltagere i en mere personlig og tæt atmosfære. Sebastian fremlagde, at problemet med det eksisterende system var, at statens privilegier til de store virksomheder gjorde det svært for nye deltagere, at entrere markedet som iværksættere. Løsningen var et opgør med den eksisterende ejendomsretsopfattelse, hvor ejendomsretten skulle forstås på en anden måde end hidtil. I stedet for at man kan eje noget, man ikke selv direkte benytter sig af, skal ejendom ses som noget, man kun kan eje, hvis man kan demonstrere, at man benytter den selv.

I et større perspektiv skal de naturlige resurser ses som forudgående eksisterende før mennesket, og derfor må mennesket ikke tilegne sig og ødelægge naturen. Mennesket må gerne selv opdyrke naturen og tage den i anvendelse, men må ikke ødelægge naturen sådan som den er. I forlængelse af denne teori, må mennesket derfor ikke eje jord eller naturlige arealer.

Jeg beklager, hvis jeg ikke formår at fremstille teorien korrekt, der var mange nye facetter i ejendomsteorien for mig, som jeg ikke har forstået tilstrækkeligt præcist.

I kombination med denne model for ejendomsret og fratagelse af statslige privilegier skulle det nu være muligt at sænke indgangsbarrierer for nye iværksættere, og den fornyede konkurrence på markedet vil føre til, at arbejderne får den løn, som de er værd. Et centralt element i kritikken af det nuværende system er, at arbejderne ikke får den løn de retmæssigt burde få, og Sebastian argumenterede for at se på arbejdsværdilæren på en sådan måde, at man kan fastholde den subjektive værdilære samtidigt. Ifølge Sebastian er der ingen konflikt mellem de to værditeorier, det er et spørgsmål om perspektiv og en grundig forståelse af Adam Smiths oprindelige værditeori.

Jeg meldte mig igen på banen og stillede spørgsmål, for at forstå ejendomsteorien, men formåede ikke at spørge på en tilstrækkelig præcis facon, og fik desværre ikke den viden jeg gerne ville have haft om teorien. Det er måske værd at pointere, at mit synspunkt er, at arbejdsværdilæren ikke kan reddes, fordi det er umuligt at forklare begrebet tidspræference (rente-teori), så længe man fastholder at al værdi ultimativt opstår via arbejde. Hvis al værdi i sidste ende bunder i arbejdskraftens udnyttelse, så kan jeg ikke forstå, hvorledes det kan argumenteres, at det er værdifuldt at opnå et lån, for at kunne købe goder i nuet frem for at vente. Tidsforskydelse af forbrug har en værdi og er uafhængig af arbejde – den afhænger udelukkende af de involverede parters tidspræference, så vidt jeg har forstået Böhm-Bawerks renteteorier.

Igen – det er vigtigt for mig at understrege her, at vi ikke kom ind på dette punkt i diskussionen. Det er muligt at Sebastian har et godt modargument mod denne kritik, men har ikke haft mulighed for at fremstille, hvordan hans værditeori indbygger tidspræference.

Torben Mark Pedersen – Carl Menger

Næste oplæg var igen fra Torben, som på vanlig vis fremlagde med god stil og i høj kvalitet. Denne gang var emnet Carl Mengers bidrag til den subjektive værdilære, med særlig fokus på Mengers smarte mentale opfindelse af en “bytteøkonomi” (en økonomi med et givent antal goder, altså uden produktion af nye goder). Mengers mentale konstruktion gjorde ham i stand til at se, at i en bytteøkonomi kan vi analysere, at hver person udveksler de goder, som han subjektivt værdsætter mindre, for at opnå nogle goder, som han subjektivt værdsætter højere. Til slut bandt Torben en fin sløjfe på fremlæggelsen og henviste til, at den marginale revolution blev startet af 3 uafhængige mænd (Carl Menger, Leon Walras og William Stanley Jevons), der brugte hver deres metode til at fremkomme til det, som vi i dag kender som loven om faldende marginalnytte. Menger var den eneste som ikke gjorde brug af matematik og samtidigt den eneste der skabte en økonomisk skole (den østrigske). Ifølge Torben var dette også medvirkende til at Menger ikke nåede så langt som de andre.

Mig selv – praxeologi

Næste oplæg blev mig selv, der, sammen med Jonas Ejlersen, skulle forsøge at forklare hvad praxeologi er for noget. Jeg havde brugt meget tid på at forberede mig (læserne på bloggen vil forhåbentlig tilgive mig det valg), fordi jeg ikke har afholdt sådan et oplæg før. Jeg tror det gik nogenlunde, men desværre var min nervøsitet med til at presse mig lidt. Jonas overtog efter mig og præsenterede nogle basale økonomiske love om udbud og efterspørgsel samt en lille anekdote fra det nylige kommunalvalg.

Da Sebastian under spørgerunden gav en kommentar til mit oplæg, var jeg for hurtigt ude og, mens han talte, sagde jeg at det han sagde ikke var korrekt. Det var ikke god stil fra min side. Jeg burde absolut have været nysgerrig på hans kommentar og høfligt have spurgt ind i detaljen for at forstå hans synspunkt. I stedet afbrød jeg ham.

Til alt held blev situationen reddet af Niels Westy, som pointerede at der formentlig var tale om et tilfælde, hvor synspunkterne fra hver part overlappede hinanden, uden at deltagerne selv kunne erkende at det var tilfældet. Jeg giver Niels ret, og jeg er overbevist om, at det havde været meget bedre, hvis jeg havde været nysgerrig, for at finde ud af hvor forskellene i vores synspunkter lå.

Som jeg i bagklogskabens lys forstår det: Sebastian sagde, at der ikke var empiriske observationer indbygget i de aprioriske teorier, hvilket er korrekt. Mit synspunkt, som jeg desværre i ophidelse fik fremlagt forkert, er at udvælgelsen af hvilken af de aprioriske teorier, der kan tages i anvendelse hviler på empiriske observationer. Lidt i stil med at sige at pytagoras’ læresætninger er udviklet syntetisk a priori, uden empiriske tests for deres validitet, mens anvendelsen af de udledte læresætninger, afhænger af at brugeren af dem konstaterer, at det objekt han har med at gøre, rent faktisk er en trekant.

Kristoffer Mousten Hansen – Østrigernes socialismekritik

Til sidst fremlagde Kristoffer sit oplæg om den østrigske socialismekritik, hvor han gennemgik hvordan Mises’ argument mod socialismen er solidt. Det er ikke muligt at gennemføre den komplette socialisme, fordi produktionsgoderne ejes af den samme entitet. Uden udveksling af produktionsfaktorer kan de ikke prissættes, og de produkter der produceres, ved brug af produktionsfaktorerne, kan derfor ikke siges at være værdiskabende eller tabsgivende. I dette planlægingskaos skal socialismen forsøge at tilrettelægge produktion af alle goder. Sovjetunionens historie, der strækker over 70 år, demonstrerer ikke systemets levedygtighed, men demonstrerer i stedet, at så længe socialismen ikke er ført ud til hele verden, således den omspænder al menneskelig aktivitet, så kan socialismen kigge til markedspriserne for at lave en amputeret profitkalkule og afbøde nogle af problemerne.

Kristoffer forklarede også, hvordan denne kritik af socialismen kan bruges til at vise, at på markedet er det umuligt at skabe et kæmpestort monopol, der ejer alle produktionsfaktorerne. Det vil være i det hypotetiske monopols interesse at udbyde deres produktionsfaktorer på markedet i ny og næ, for at finde ud af, om det er profitabelt at sælge dele af dem eller at fortsætte at bedrive monopolvirksomhed.

Til afslutning af konferencen blev hver oplægsholder en flaske vin rigere, det var fint. Mange tak til Torben og Libertas for at give os muligheden for at fremlægge nogle af de østrigske økonomers teorier. Vinens navn var i øvrigt også lidt skægt – det var af producenten Landgraf. Lidt pudsigt navn til en flaske vin der gives på en vej, der hedder Landgreven 🙂

 

 

Libertas konference hos CEPOS om den østrigske skole og anarkisme

Libertas holder konference lørdag den 10. februar 2018 i CEPOS’ lokaler på Landgreven 3 i København. Dørene åbnes kl 13 og kl 14 starter konferencen. Afslutning af konferencen er sat til kl 17.30.

Emnerne er anarkisme og den østrigske skole. Der er oplæg fra forskellige bidragsydere til de to sidste numre af Libertas, hvoraf jeg er en. Jonas Ejlersen og jeg har i fællesskab skrevet en artikel om praxeologi, den østrigske metode til udledning af økonomiske love fra det centrale handlings-axiom. Der vil være oplæg fra flere andre, herunder Torben Mark Pedersen, Kristoffer Mousten Hansen, Sebastian Køhlert, Jonas Ejlersen og undertegnede.

Emnerne der bliver dækket tæller: Carl Menger og den østrigske skole, kritik af anarkokapitalismen, venstreanarkisme, praxeologi og østrigernes socialismekritik.

Det bliver en spændende eftermiddag der byder på kontroversielle emner og til slut en debat om oplæggene. Ved afslutning af hvert oplæg er der tid til spørgsmål til emnet.

Hvis nogen af jer har mulighed og lyst til at deltage skal i være hjertlig velkomne.

Prisen for deltagelse er 75kr for ikke-medlemmer, og 35kr for medlemmer af Libertas 2018.  (pris for medlemsskab er 100kr i år og kan købes her)

Tilmelding til konferencen er påkrævet, følg linket her.

Cape Towns vandproblemer, revisited

I juni 2016 skrev jeg et indlæg om Cape Towns vandproblemer, og forsøgte at forklare hvordan markedet kan hjælpe Cape Town med at løse vandproblemet i byen.

Jyllands-Posten, der bragte den første artikel om Cape Town, har nu skrevet endnu en artikel om samme emne.

Den nye artikel er væsentligt bedre end den oprindelige. I den nye artikel nævnes ligefrem den utætte infrastruktur og befolkningstilvæksten. Allerede her har artiklen fået fat i nogle flere væsentlige årsager til Cape Towns vandproblemer. I et statisk univers, hvor hver borger bruger præcis samme mængde vand over alle årene, ville alene befolkningstilvæksten i Cape Town medføre en tredobling af vandforbruget siden 1970’erne. I den nye artikel gives klimaforandringerne, til journalistens kredit, ikke skylden ene og alene.

Problemerne genbesøgt

For de som har glemt hovedpunkterne i problemstillingen, som jeg gennemgik mere nøje i det tidligere blogindlæg, kan jeg kort ridse dem op igen:

  1. Prisen på vand er progressiv (høj vandpris per liter for et højt forbrug og lav pris per liter for et lavt forbrug)
  2. Vandværket er offentligt ejet og ekskluderer konkurrence fra private udbydere
  3. Rationeringssystemet bygger på bureaukratiske regler frem for personlig rationering på baggrund af markedsprisen på vand
  4. Myndighederne har nægtet at investere i afsaltningsanlæg for at producere drikkevand af havvand

Det er måske værd at nævne at når produktionen falder og knapheden melder sig, gribes til den velkendte offentlige løsningsmetode: Problemet hældes over på forbrugeren. Forbrugeren skældes ud, som minimum bliver visse grupper af forbrugere skældt ud. Bureaukraterne fastlægge regler for hvad resursen må bruges på, og hvad den ikke må bruges på.

Billigt vand er formentlig en “menneskeret” i Cape Town, og derfor blev det valgt at det offentlige skal producere en uøkonomisk mængde vand på en uøkonomisk måde, mens forbrugerne på uøkonomisk vis forbruger resursen. Kaos indfinder sig i vandmarkedet. Investeringen og produktionen matcher ikke behovet. I Cape Town vil denne menneskeret snart ikke kunne ydes, takket være en komplet idiotisk metode til at forsøge gøre vand billigere. Enhver økonom kan forklare, at fastsætter man en maksimalpris under markedsprisen, opstår der mangel. Ødelægger man tilmed konkurrencen med en ekstremt lav maksimalpris, bliver produktionen drevet ineffektivt.

Hvis politikerne i Cape Town/Sydafrika ikke var komplet uduelige, ville de straks:

  1. Privatisere vandværkerne
  2. Lade markedet fastsætte prisen på vand
  3. Liberalisere vandproduktionen (tillade at producere vand på en hvilken som helst facon og tillade enhver at producere forbrugsvand)
  4. Sælge offentlige arealer (fx til vandopsamling)

Vandrestriktion er nu på niveau 6, hvor den i juni måned var på niveau 4. Det har dog ingen betydning for vandprisen at gå fra rationeringsniveau 4 til niveau 6. På begge niveau’er er prisen den samme i følge byens vandtarif. Her kan du læse reglerne for niveau 6 rationering.

I juni skrev jeg, desværre forkert, at man fik 72m³ vand per husholdning foræret – det er ikke korrekt, det er kun de socialt udsatte der får det. Det ændrer ikke konklusionerne i mit tidligere indlæg, men det er værd at nævne, at forbrugeren betaler en pris, selv for den første liter vand, hvis man ikke er fattig. Prissystemet er progressivt, så jo mere vand man forbruger, jo dyrere bliver de sidste liter. Lidt ligesom skattesystemet i Danmark. Prisen hæves over produktionsomkostningen for store forbrugere (de rige svin) så man kan forære vandet til en pris lavere end produktionsprisen til de fattige og til den lille husholdning, som, pga. den lave pris, ikke selv rationerer sit vandforbrug på økonomisk vis. Virksomhederne har ingen progressiv vandpris, de betaler en pris fra den første liter der er faktor 4,9 højere end en privat husholdning. En privat husholdning skal bruge over 126m³ ved level 2 rationering for at nå samme prisniveau. Det køber sikkert stemmer. Men uden progression i prisen for virksomheder kan en privat komme til at betale over det dobbelte af virksomhedsprisen for vand, hvis den private husholdning bruger over 294m³ ved niveau 3 rationering.

Teknikeren Anthony Turton

I artiklen henvises til en forsker som hedder Anthony Turton, der i en artikel udgivet i oktober 2017 fremsatte den forudsigelse, at i marts 2018 vil Cape Town løbe tør for vand. Anthony Turton er teknisk specialist, og foreslår en lang række tekniske forbedringer, der kan øge produktionen af vand. Han spørger undrende hvorfor de offentlige myndigheder, der driver vandproduktionen i Cape Town, ikke reagerede på en rapport der, for årtier siden, forudså at visse af reservoirerne ville blive tørlagt?

Anthony siger at det må enten være inkompetence (den gode årsag) eller et politisk middel for at vinde større magt (den dårlige årsag), der har ført til vandkrisen. Hvis det skyldes inkompetence, så kan man jo bare få kloge mennesker ansat, som fx Anthony Turton, så kan de rette skuden op med deres tekniske forståelser og deres lydhørhed på tekniske forudsigelser. Hvis det skyldes at det er et politisk middel der er brugt for at vinde større magt, så er det usmageligt, ifølge Anthony, for så kan dygtige teknikere alligevel ikke gøre nogen forskel.

Anthony spørger også hvad forretningslivets planer er, da forretningslivet ikke kan fortsætte uden vand. Det er naturligt at forretningslivet har en stor interesse i at kunne fortsætte deres daglige drift, og at vandmangel vil være et stort problem for dem, ligesom det er for alle andre. Et sted undrer det mig at Anthony stiller netop dette spørgsmål. Er han ikke klar over at med den førte vandpolitik kan det ikke betale sig for forretningslivet at gøre noget ved problemet? Forretningslivet kan ikke producere vand, fordi de skal drive deres virksomhed på markedsvilkår. De skal kunne tjene penge på at drive virksomheden, ellers kan de ikke drive virksomhed, de kan ikke konkurrere og investere uden en indtægt der mindst dækker alle deres omkostninger. Det offentlige subsidierer vandforbruget, og i visse tilfælde forærer de vandet væk. Ingen person ved sine sansers fulde fem vil gå ind i sådan et marked med egne penge.

Derudover rammer Anthonys kritik mest af alt produktionsleddet ved at stille spørgsmål som: Hvorfor har myndighederne ikke tilladt afsaltning af havvand, hvorfor har de ikke investeret i infrastruktur, hvorfor har de ikke øget produktionen?

Det er ikke brugbar hjælp, når det er så overfladisk og forsimplet. De korrekte spørgsmål at stille, efter man har anvist et udvalg af tekniske muligheder, er de økonomiske: Hvilken teknologi skal vi vælge til at øge produktionen af vand? Hvor meget bør vi øge produktionen? Hvor skal vi sætte ind for at forbedre infrastrukturen? Hvor meget skal investeres? I hvilke specifikke produktionsgoder? Hvordan skal vandet transporteres? Hvilken kvalitet skal vandet have? Hvor mange ansatte har vi brug for? Hvilke kompetencer skal vi bruge? Alle disse spørgsmål kan kun besvares via markedspriserne på vand og et overslag på omkostningen til projektet, kontra den forventede indtægt fra salg af mere vand. Teknisk rådgivning er ikke tilstrækkeligt i sig selv, selvom det er en nødvendig forudsætning. Det der afgør om det er muligt at træffe et rimeligt valg er tilstedeværelsen af markedspriser, der muliggør en økonomisk beregning af forslagene. Såfremt det økonomiske spørgsmål ikke adresseres er det utilstrækkeligt at diskutere de tekniske løsninger. Det er som at omarrangere stolene på dækket på Titanic.

I Cape Town har det offentlige drevet produktionen af vand, og som alle offentlige virksomheder famler de i et økonomisk blinde. I årevis har deres vandpolitik været en katastrofe for byen, men det har været en katastrofe som først er blevet synlig i den seneste tid. Det kræver mange år før dårlig politik bliver til en katastrofe. Det kræver tid at udtømme deres store vandresurser. Situationen er nu så dårlig, at der er næppe er noget der kan nå at vende skuden i det nuværende system. Det skriver Anthony selv. Myndighederne i Cape Town har, i deres desperate forsøg på at sørge for, at det vand de formår at producere strækker så langt som muligt, lavet en rationeringsplan. En ting er at der kan være tale om grov inkompetence, når spørgsmålet om investering bringes op, men det er vigtigt at understrege, at selvom de offentlige bureaukrater var engle, så kan kun kan opnå en ufuldkommen økonomisk viden fra deres salgstal og indtægter. Så længe ejerskabet af vandproduktionen overlades til det offentlige, og underskud dækkes af skatteyderen, så kan investering, produktion og forbrug ikke blive økonomisk rationelt. Teoretisk set kan offentlig drift gøres tålelig (tilsyneladende er det ikke tilfældet i Cape Town), men det kræver at befolkningen accepterer enorme underskud på driften (sådan som danskerne gør, på trods af den nærmest endeløse strøm af kuldsejlede offentlige projekter og elendige offentlige sektor). Men hvorfor absolut vælge den dårlige løsning, når der findes en god?

Vil man absolut subsidiere de fattige så kan andre metoder tages i anvendelse for at hjælpe de nødlidende mennesker (privat velgørenhed i et frit marked). I stedet for at fokusere på at hjælpe de fattige har politikerne valgt at ødelægge vandmarkedet for alle. Ødelæggelsen af vandmarkedet har været sådan en succes at det nu er ved at bringe byen på afgrundens rand.

Udbud kan diskuteres – men hvor er tanken på efterspørgslen?

Det er midlertid langt fra nok at tale om hvordan man producerer vand. Der findes både udbud og efterspørgsel – udbudssiden kan man justere nok så meget på, men hvis man ikke også korrigerer fejlene på efterspørgselssiden, så er situationen ikke meget bedre.

Der er visse spørgsmål der er værd at stille i forbindelse med Cape Towns forbrugere:

Bliver vandet forbrugt på en socialt fornuftig facon, når det er gratis?

Vil forbrugeren spare på vandet på en måde, så han først tilfredsstiller sit vigtigste behov og dernæst det næstvigtigste?

Vil forbrugeren totalt set bruge mere når prisen er nul, end hvis prisen var højere?

En passage i artiklen viser dog en vis form for realitetssans, da det nævnes at Cape Town er en by hvor mange aldrig har tænkt over deres forbrug. Kort efter udlægges situationen som at være positiv, fordi knapheden har skabt et fællesskab, fordi det er blevet populært at spare på vandet og dele sparetips via sociale medier. Ligesom oliekrisen fik de vestlige økonomier til at spare på olien, og gjorde mange mennesker bevidste med at naturlige resurser er knappe, så maler slutningen af artiklen vandkrisen som et positivt socialt fænomen.

Alt kan vendes til noget positivt, hvis man vil det. Jeg tror ikke på at det er positivt at en resurse som vand bliver behandlet så letsindigt. Det er for mig ubegribeligt at befolkningen finder sig i, at ansvaret for noget så vigtigt hviler i det offentliges hænder. Hvis noget er vigtigt, skal man tage det økonomiske spørgsmål seriøst og lade markedet klare ærterne.

Det økonomiske spørgsmål kan besvares i en markedsøkonomi, da vi kan bruge markedspriserne til at beregne om vandproduktionen er rentabel. I det offentlige kan man ikke besvare det økonomiske spørgsmål, fordi det ikke er forbrugeren der frivilligt betaler for en vare produceret i markedet. I det offentlige kan vandproduktion let sjofles, fordi det offentlige ikke risikerer konkurs når driften af produktionen er urentabel.

Økonomi er tilsyneladende uinteressant

Hverken Anthony Turton eller Jyllands-Postens artikel nævner med et ord at kernen i problemet er, at det offentlige producerer vand og fastsætter meget lave priser på vand. Begge ser tydeligt at den nuværende situation er en gigantisk fiasko, men sætter ikke spørgsmålstegn ved det offentlige ejerskab og de store subsidier. I stedet forsøges at henlede opmærksomheden på klimaforandringer, tørke, rige menneskers swimmingpools, bilvask og meget andet. For at afslutte den komplette mangel på klarhed om problemes natur, beskriver artiklen at vandkrisen har skabt solidaritet, fællesskab og socialt samvær, når man står i køen og venter på at få sin ration vand. Det lyder vældig hyggeligt.

Ligesom i Venezuela, hvor man ikke kan få de mest basale varer, rammes Cape Town af socialismens uundgåelige økonomiske problemer: Mangel, ødselhed, inkompetence og stigende bureaukratisk kontrol over det frie menneskes liv.

 

Status på året 2017

Som året går på hæld kigger jeg i dette indlæg tilbage på året der er gået.

Sitet blev søsat i januar måned, og det første indlæg blev lagt op d. 20 januar.  Der har været indlæg med jævne mellemrum i årets løb, i alt 36 indlæg (eksklusiv dette). Det er godt et indlæg hver 14. dag. Jeg vil forsøge at holde tempo’et fremover på samme niveau, og gerne et indlæg hver uge. Det kan knibe lidt med at nå målet, da jeg som lønmodtager og familiefar har visse pligter, der desværre står højere på min rangliste.

Årets højdepunkt er svært at kåre, skulle det være mit besøg hos CEPOS for at høre Walter Blocks indlæg, eller skulle det være min ven Jonas Ejlersen’s bogudgivelse, hvor jeg har fået den ære at være medforfatter, trods en meget beskeden redigeringsindsats?

Selvom det har været en meget stor fornøjelse at overvære et foredrag af den liberale anarkist Walter Block, har jeg valgt at bogudgivelsen er vinderen, da meningen med bloggen er at sprede det liberale budskab, og især at sprede kendskabet til den østrigske skoles økonomiske teorier. Bogudgivelsen giver flere danskere mulighed for at læse et introduktionsværk til de gode teorier, og vinder derfor titlen som årets højdepunkt.

Det største stykke arbejde jeg har lagt er afgjort i artikel-serien om Liberalismen. Denne serie startede forsigtigt ud med et meget kort indlæg om den klassiske liberalisme, og som herefter voksede sig stor med indlæggene om den sociale liberalisme og den liberale anarkisme (her mangler jeg at finpudse og udgive sidste indlæg, bare rolig, det skal jeg nok få gjort). Det har været meget lærerigt at skrive om emnet, og jeg er evigt taknemmelig for hjælpen jeg har fået undervejs af mine venner Kristoffer og Jonas.

Statistik

Som blog-newbie har jeg ikke fra starten haft et statistikprogram kørende på sitet, så jeg er rent faktisk ikke klar over hvordan den første halvdel af året er gået. Det er godt det samme, da enhver opstart må anses for at være risikabel, og om hvert hjørne lurer den totale fiasko. Lykkelig uvidenhed prægede det første halvår, indtil jeg turde installere WP Statistics d. 7. september. Udover min fumlende blogstart er der også visse problemer med at lave statistik over hvilke indlæg, der har været mest populære. Indlæggene ligger på forsiden som komplette indlæg, og et hit på forsiden tæller ikke i indlæggets statistik. Det er derfor ikke nødvendigvis det mest læste indlæg ifølge statistikken som reelt er mest læst.

Det er derfor kun et delvist korrekt statistikgrundlag jeg har for at kunne danne en top3 over indlæg, der er blevet læst mest. Ifølge hit tælleren på siden er top3 disse:

1 – Bør vaccination være et lovkrav? Visits: 804 /?p=416
2 – Det danske banksystem Visits: 474 /?page_id=305
3 – Er praktikanternes arbejde værdiløst, eller er de blot slaver af griske kapitalister? Visits: 180 /?p=1044

Vaccinationsindlægget har tilsyneladende fundet et forum et sted, der flittigt linkede til indlægget og besøgte det. Der var ikke ret mange hits på indlægget indtil d. 19 november, hvorefter det tog fart, og det overhalede den forhenværende etter, artiklen om det danske banksystem.

Antallet af daglige besøgende fik et stort ryk opad da 180grader.dk gjorde mig den ære og glæde at linke permanent til min blog, da deres nye site gik i luften d. 27. november. Efter denne dato fik jeg omtrent 180-200 daglige besøgende, og inden da var tallet ca. 25-35.

Danmarks mest liberale blog?

I mit topbanner står der med store flabede bogstaver, at det er Danmarks mest liberale blog. Jeg har ikke været ude i empiriske studier for at vurdere om andre blogs skriver mere liberalt end jeg gør. Det er, som så meget andet propaganda, ikke et kvalitetsstempel i sig selv, men er i stedet en hensigtserklæring, og naturligvis også en provokation (som min gode ven Kristoffer fra Østrigske Observationer spøgefuldt henviste til i en mail med titlen “Duel på ekstremisme”). Det er op til læserne at vurdere om hensigten og effekten har været i tilfredsstillende overensstemmelse.

Feedback

Der var i starten af bloggens liv mulighed for at kommentere indlæggene. Denne funktion blev flittigt benyttet af robotter, der skrev meget lange indlæg om hvor fin min blog ville blive, hvis jeg blot ville købe deres produkt. På engelsk, naturligvis. I selvforsvar slukkede jeg for kommentarmuligheden, fordi langt de fleste kommentarer var skrevet af en robot, og fordi jeg manuelt skulle godkende hver eneste kommentar. I en periode var kommentarerne lukket helt, indtil jeg stødte på udvidelsen “Akismet”. Jeg har ikke brugt tid på at fjerne robot-kommentarer siden jeg installerede Akismet, men jeg har heller ikke haft fornøjelsen af kommentarer på mine indlæg fra brugere siden.

Har du en idé til et emne for et indlæg her på bloggen er du velkommen til at skrive om den i kommentarfeltet nedenunder. Skulle kommentarfeltet ikke fungere, kan du skrive en mail til mig på uffe_m snabel a teknik.dk (dette ordstunt er mit naive forsøg på at undgå robotterne)

Afslutning

Alt i alt synes jeg det har været et rimeligt år, det første i bloggens levetid. Jeg håber at få et mindst lige så godt 2018, og især håber jeg at du vil følge min blog i året der kommer.

Godt nytår.

Nationalbanken advarer mod bitcoin

finans.dk advarer Nationalbankdirektør Lars Rohde mod at investere i Bitcoin, fordi markedet for Bitcoin er fuldstændigt ureguleret. Lars Rohde ser Bitcoin som en spekulativ vare, hvor man ikke kan vide om værdien er 50% højere eller lavere om en uge.

Direktøren i Finanstilsynet, Jesper Berg, foreslår at regulere Bitcoin, hvis det bliver mere populært end det er nu.

De to offentligt ansatte direktører mener tilsyneladende at det er farligt når et marked ikke er reguleret.

Vi kan kort se på deres udsagn, der kan koges ned til dette: På et ureguleret marked ved man ikke om værdien stiger eller falder hurtigt.

Vi kan prøve at sammenligne det med et marked som er reguleret i Danmark. Lad os bare vælge pengemarkedet. Har der været store udsving i denne størrelsesorden i dette regulerede marked?

Vi kan tage en episode og kigge på – hvad med månederne efter finanskrisen, hvor renten blev sat ned af Nationalbanken? På under 2½ måned blev indskudsbevisrenten sat ned fra 5,0pct til 3,0pct. 6/11 2008 -0,5pct (5,0pct)   15/1 2009 -0,75pct (3,0pct).

I den periode, hvem kunne da vide, hvad pengerenten ville blive fastsat til af centralbankerne, blot et par uger frem?

Måske er et reguleret marked mere stille i lange perioder, for at blive afbrudt af bratte omstillinger. Dette behøver ikke at ske kun i forbindelse med starten på exceptionelle kriser. Der skete også noget i januar 2015, da ECB annoncerede deres QE program, som jeg har skrevet om tidligere. Episoden bærer ikke præg af, at det regulerede marked, som Lars Rohde var chef for, har væren nogen nævneværdig succes for almindelige mennesker. Efter Nationalbankens regulering steg importpriserne fra ikke-EU lande med ca. 10% og da flere pensionsselskaber blev skræmt af begivenheden, indkasserede de store omkostninger, der bæres af deres kunder, ansatte og ejere.

Generelt set har konsekvenserne af den førte politik været ganske nedslående. Rente af indskud i banken er 0pct og den lave rente tilskynder til forbrug og investering for lånte penge og afskrækker fra opsparing. Alt sammen er negativt for finansiel stabilitet og robusthed for den almindelige dansker.

Nationalbankens rolle i forbindelse med at redde banksektoren igen og igen bærer også yderligere ved til spekulationsbålet. Mennesker tager ganske enkelt flere chancer, når man ved, at er der er et sikkerhedsnet i form af en monopolvirksomhed, der har magt til at trykke penge ad libitum til at redde enhver bank fra fallit.

Regulering uden omkostninger?

Lad os for en stund acceptere at idéen om at regulere pengemarkedet er godt for danskernes velfærd. Det næste spørgsmål der straks må stilles er om det medfører konsekvenser for markeder der ikke er reguleret? Hvis det gør, hvordan opvejer man så fordelene mod ulemperne?

Hvis din plan i livet er at bygge en formue op (fx en pensionsopsparing), så vil det være langt mindre gunstigt at sætte pengene på en bankkonto, fordi den regulerede rente gør afkastet relativt lavt (i disse tider, endda negativt pga. inflationen). Du taber med andre ord penge hvert år du lader dem stå på bankkontoen, takket være rentepolitikken fra Nationalbanken.

Hvis du i stedet hæver pengene og sætter dem i mere risikofyldte investeringer, såsom aktier, obligationer – eller sågar Bitcoin, eller en anden kryptovaluta, så er der langt større chance for gevinst. I det regulerede pengemarked koster det at have penge stående, mens det uregulerede marked lokker med stor profitmulighed (og afskrækker ved stor risiko).

Det betyder rent faktisk, at Lars Rohdes regulerede marked er en medvirkende faktor til at markedet for Bitcoin bliver mere volatil end det ville have været. På det regulerede pengemarked er renten trykket ned og tilskynder til at placere pengene andetsteds.

Denne pointe er formentlig tabt på de to direktører, som så gerne ser alle markeder reguleret. Processen hvormed regulering udvides fra marked til marked, medfører at menneskets mulighed for at samarbejde om investering og finansiering bliver hindret i større og større grad af lovgiverne. Hvis eksistensen af et reguleret marked bevirker at andre markeder bliver mere volatile, og at volatilitet ses som en åben invitation til at regulere, så ender processen i den totale socialisme, hvor alle markeder til sidst er under central kontrol af magthavernes bureaukrater.

Ludwig von Mises, Human Action, s 851:

The interventionist doctrinaires and their followers explain all these undesired consequences as the unavoidable features of capitalism. As they see it, it is precisely these disasters that clearly demonstrate the necessity of intensifying interventionism. The failures of the interventionist policies do not in the least impair the popularity of the implied doctrine. They are so interpreted as to strengthen, not to lessen, the prestige of these teachings. As a vicious economic theory cannot be simply refuted by historical experience, the interventionist propagandists have been able to go on in spite of all the havoc they have spread.

 

Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, anden del

Det foregående indlæg afsluttedes med en quote fra Hans-Hermann Hoppe, der argumenterer for at liberalismen, for at bibeholde sin radikale og logisk opbyggede samfundskritik, bør omfavne anarkismen som den eneste logiske metode at grundlægge og fastholde en liberal samfundsorden. Det er med andre ord ikke nok at ønske den minimale stat. Historien viser, at når først staten tillades at eksistere, vil den med tiden overtage mere og mere magt fra samfundet. For at sikre samfundet mod statens vokseværk, er det derfor nødvendigt at afskaffe staten fuldstændigt, for at sikre en bæredygtig liberal samfundsorden.

I anden del af indlægget om liberal anarkisme tager jeg fat på at vise hvad de liberale anarkister kritiserer ved minarkismen, hvordan loven kan opstå i fraværet af en stat, hvilke grundlæggende liberale elementer loven skal bygges på og hvad lovens funktion er i samfundet i relation til det frie marked.

Liberal kritik af den minimale stat

I modsætning til den socialliberale eller den klassiske liberalist, tror den liberale anarkist ikke at det er en naturtilstand for mennesket at angribe hinanden og samtidigt forsvare sig selv for dårligt. Det forekommer som en urealistisk antagelse at alle mennesker ikke forstår den situation de befinder sig i. I et samfund hvor der findes personer der begår kriminelle handlinger er der behov for beskyttelse, og den største velfærdsgevinst af beskyttelsen nyder præcis den person eller familie der formår at beskytte sig selv. Enten via selvforsvar eller via køb af beskyttelsesservice på markedet.

En liberal samfundsorden forudsætter at ejendomsretten er beskyttet i loven. For at bygge fundament for en liberal lov, der er universelt gældende for alle, kan man benytte følgende argumentation: Der er behov for regler der minimerer konflikter i samfundet og der er behov for et forsvar af privat ejendom mod kriminelle. Den liberale anarkist mener, ligesom den klassisk liberale, at fred er vigtigt, at lighed for loven skal opretholdes og at det er vigtigt for samfundets fred og rigdom at bevare ejendomsretten og det frie marked.

For den liberale anarkist er ikke tale om kaos, når samtalen falder på regler og love. Modsat hviler systemet ikke i en naiv samfundsopfattelse. Den liberale anarkist tror ikke på at mennesket, uden tilstedeværelsen af en tvangsinstitution som staten, pludseligt bliver ikke-voldelig og forkaster alle dyriske drifter som vold og plyndring, og hengiver sig til at respektere enhver andens ejendomsret. I stedet for at anse mennesket som en engel, ser den liberale anarkist på mennesket som et almindeligt menneske, med irrationelle lyster og dyriske drifter men også som værende i besiddelse af rationelle evner der gør mennesket i stand til at danne samfund og institutioner, der kan beskytte samfundet. I stedet for at hænge sin hat på at det er staten, voldsmonopolet der agerer ultimativ dommer i alle sammenhænge, der skal varetage beskyttelsen af den private ejendomsret og de afledte menneskelige rettigheder, fastholder den liberale anarkist at arbejdsdelingen på dette område også skal varetages af markedskræfterne.

Ligesom den klassisk liberale ønsker markedsproducerede varer, frem for offentligt monopoliseret produktion af postvæsen, togtrafik eller sundhedsvæsen, ønsker den liberale anarkist også at det frie samfund selv producerer lov, retsvæsen og politi.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 161, Mises Institute:

The State indeed performs many important and necessary functions: from provision of law to the supply of police and fire fighters, to building and maintaining the streets, to delivery of the mail. But this in no way demonstrates that only the State can perform such functions, or, indeed, that it performs them even passably well.

Den liberale anarkist ser følgende afgørende teoretiske problemer i den klassiske liberales fremstilling af statens nødvendighed:

Hans-Hermann Hoppe, The Myth of National Defense, s. 4, Mises Institute.

Two of the most widely accepted propositions among political economists and political philosophers are the following:

First: Every “monopoly” is “bad” from the viewpoint of the consumers. Monopoly is here understood in its classical sense as an exclusive privilege granted to a single producer of a commodity or service […] the price of his product x will be higher and the quality of x lower than otherwise.

Second, the production of security must be undertaken by and is the primary function of government. Here, security is understood in the widest sense adopted in the Declaration of Independence[…]. In accordance with generally accepted terminology, government is defined as a territorial monopoly of law and order.

That both propositions are clearly incompatible has rarely caused concern among economists and philosophers, and in so far as it has, the typical reaction has been one of taking exception to the first proposition rather than the second.

Statens rolle i samfundet, som defineret af den klassiske liberale, beskrives dermed som en logisk selvmodsigelse: Man ønsker at opstille et monopol, der kan beskatte (overtræde ejendomsretten) for at beskytte ejendomsretten mod overtrædelse. Og ikke nok med at staten har monopol på beskatning, så har den også monopol på at udforme lovene som alle der bor i dets territorium skal indordne sig under. Resultatet er, som klart vises i monopolteori, at kvaliteten af beskyttelsen af ejendomsretten daler, mens prisen for beskyttelse stiger. I monopoltilstanden har staten taget magten til at afholde sine borgere fra at vælge andre beskyttelsespersoner end dem ansat af staten selv, og samtidigt beskriver staten reglerne for hvordan man kan leve i samfundet i det territorie, som den behersker.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 175, Mises Institute

If, in fact, we cast a cold and logical eye on the theory of “limited government”, we can see it for the chimera that it really is, for the unrealistic and inconsistent “Utopia” that it holds forth. In the first place, there is no reason to assume that a compulsory monopoly of violence, once acquired by the “Jones family” or by any State rulers, will remain “limited” to protection of person and property. Certainly, historically, no government has long remained “limited” in this way.  And there are excellent reasons to suppose that it never will.

Selve eksistensen af en stat, uanset størrelse, er for den liberale anarkist problematisk. Tager vi ved lære af historien, er vi nødt til at indse, at selve statens eksistens er tilstrækkeligt til at ødelægge fundamentet for det frie samfund, for den sociale orden, der bygger på privat ejerskab. Eksisterer der et territorialt monopol med tvangsbeføjelser til at tage ultimative beslutninger i alle tilfælde af konflikter, selv i tilfælde der involverer den selv, så er privat ejendomsret blot et statsligt privilegie. Al ejendom er kun ejendom så længe staten tillader det. Staten kan til enhver tid inddrage al ejendom, hvis statsapparatet finder det fordelagtigt. Denne farlige situation var de klassisk liberale ikke tilstrækkeligt skrappe kritikere af, de blev med tiden bløde og tillod staten at drive hjørnestenene i samfundet, såsom undervisning, vejdrift, krigsmaskinen, bankvæsenet, retsvæsenet og lovgivning.

Murray N. Rothbard, For a New Liberty, s 18, Mises Institute:

For the liberals became content to leave the war-making power in the hands of the State, to leave the education power in its hands, to leave the power over money and banking, and over roads, in the hands of the State – in short, to concede to State dominion over all the crucial levers of power in society. In contrast to the eighteenth-century liberals’ total hostility to the executive and to bureaucracy, the nineteenth-century liberals tolerated and even welcomed the buildup of executive power and of an entrenched oligarchic civil service bureaucracy.

Den liberale anarkisme er derfor en genopvækkelse af tidligere tiders liberalisme, kampen mod central magt og privilegier, men udover at genoptage kampen, har den liberale anarkist også rettet flere essentielle fejlslutninger i det klassiske liberale tankegods. Statens eksistens er ikke nogen nødvendighed, staten er selve årsagen til meget menneskelig lidelse og nød. Staten har så store resurser under sin kontrol og har, med sine privilegier på magtudøvelse, beføjelser til at starte de mest forfærdelige menneskelige tragedier, krige, og trække disse i langdrag med sin særlige position til at opsuge enorme resurser af samfundet via beskatning og pengeudstedelse, for blot at fortsætte disse afskyelige masseovergreb mod menneskeheden.

Staten har, både i teori og praksis, vist sig at være en elendig beskytter af ejendomsretten, til fredens bevarelse og til konfliktløsning.

Det liberale anarkistiske samfund skal grundlægges ved brug af de liberale principper, ført til deres logiske konklusion: Uden statens indblanding kan friheden i langt højere grad sikres end hvis staten tillades sin eksistens. For samfundets udviklings skyld skal lov opbygges og udvikles, denne lov skal baseres på ejendomsretten for at kunne løse samfundets konflikter.

Lovens oprindelse i det frie samfund

Når der opstår konflikter i samfundet (mere om årsager til konflikter senere) skal disse bilægges.  Der er kun tre muligheder for at bilægge konflikter:

  1. Opnå enighed (fredeligt)
  2. Falde tilbage på vold (ikke fredeligt)
  3. Tilkende en afgørelse (tredjeparts afgørelse i konflikten) (fredeligt)

Formålet med at have en lov er at konflikter mellem mennesker kan bilægges fredeligt, for at undgå vold og større usikkerhed i samfundet.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy s. 88:

Violence is expensive and inherently risky. It is expensive in that if a dispute escalates into an open conflict, the increase in overall wealth resulting from the division of labour and comparative advantage will diminsh or disappear altogether and that is mutually non-beneficial, and that is not to mention the possibility of collateral damage. […] Both parties to the dispute (and their neighbors also) therefore have an interest in its peaceful resolution. […] If agreement cannot be reached and violence is not an acceptable option then only adjudication remains.

Der er visse grundbetingelser der skal være mødt for at lov kan opstå. Hvis vi tager udgangspunkt i en Robinson Crusoe-situation, hvor en enkelt person er strandet på en øde ø, er det let at se at lov som sådan er overflødigt. I fraværet af et socialt netværk, er der ikke behov for en lov der fastlægger sociale regler og konventioner. Hvis endnu en person skyller op på stranden, kan der opstå konflikter, men i samme situation kan der ikke opstå lov, som sådan, fordi der mangler noget i samfundet, nemlig en neutral person der kan afgøre konflikter mellem anklagede og forurettede.

I situationen med kun to individer i samfundet kan konflikter kun afgøres ved enten at opnå enighed eller ved at falde tilbage på vold.

For at lov kan opstå er det nødvendigt at en tredje person ankommer. Hvor der er tre personer til stede, kan man i tilfælde af konflikt mellem to personer finde en tredjepart, som kan afgøre konflikter, ved at afsige en tilkendelse.

Neutralitet i tilkendelser

Et af de vigtige elementer i opbygning og vedligeholdelse af loven er at tilkendelserne i sagerne er objektive og neutrale. Loven skal med andre ord forholde sig til en objektiv bevisførelse og afgive en neutral tilkendelse. Det kan ikke nytte noget hvis A altid, uanset sagens indhold, holder med enten den anklagede eller den forurettede. Kommer A selv i konflikt, skal han bruge de to andre personers afgørelse til at bilægge sin egen konflikt. I tilfældet af vores lille mini-samfund med 3 individer, A, B og C, vil der være en rationel stræben efter at tilkendelserne bliver retfærdige. Det er i hver individs interesse at alle afgørelser er objektive og neutrale.

Lad os eksempelvis sige at A og B er bedste venner, og C ikke kommer ret godt ud af det med hverken A eller B. Selv i denne situation kan det vises, at det vil være i alles interesse at B afgiver en tilkendelse, der er retfærdig, i en konflikt mellem A og C. Lad os sige at de tre ikke har prøvet at bilægge konflikter fredeligt før, og at de endnu ikke har tænkt konsekvenserne af deres handlinger igennem. A og C er kommet i konflikt og er uenige om hvorvidt en høne tilhører A eller C. I tilfældet her er det B som skal afgøre konflikten, som er bedste ven med A. B vil formentlig være biased og tilkende hønen til As ejerskab. Lad os sige at det objektivt forholder sig således at hønen retfærdigvis tilhørte C, og tilkendelsen er uretfærdig. Hvad sker der så?

C føler sig naturligvis uretfærdigt behandlet af de to bedste venner, og at de to bedste venner formentlig tilsammen er stærke nok til at overmande C, så det kan ikke lade sig gøre for C at åbenlyst gå ud og hente hønen uden at komme i problemer. C har i dette tilfælde valgmuligheden at lade sig underkue eller at hævne sig voldeligt på enten A eller B. Selvom han er i undertal, kan tidspunktet for hans hævntogt bære frugt. Han kan med andre ord skade A eller B mens de sover.

Lad os sige at C er et fredeligt menneske og lader sig underkue af afgørelsen af B. C har nu et horn i siden på både A og B. I tilfælde af konflikter mellem A og B vil C nu ikke kunne fungere særligt objektivt, afhængig af hvilken person han ønsker at genere, kan hans fremtidige tilkendelser blive uretfærdige med overlæg. Med tiden vil konfliktløsningerne vise sig at blive kompromitteret af manglende retfærdighed i tilkendelserne. Erfaring og rationalitet viser A, B og C at det bedste er at skabe en proces der er retfærdig og objektiv, således konflikter mellem alle samfundets indvider kan bilægges fredeligt. De har alle brug for hinanden til at bilægge konflikter ved at danne tilkendelser som er objektive som det er muligt. A og B er derfor nødt til at se bort fra deres indbyrdes venskab når de skal afsige en tilkendelse i konflikter, ganske enkelt for at sikre at de ikke selv kommer i problemer senere.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 89:

Even if a particular judgement is substantially bizarre, it stil has to have an appearance of rationality. In the long term, it will not do for Charlie to simply say that the dispute is to be resolved in Barbara’s favour and then for him to go off to lunch, satisfied that he has done his duty. He has to say why his judgement should be as it is. Only if disputes are resolved by judgements that have the form decision + reason (rule) can they provide guidance for future conduct.

Dermed vil der være en tendens til at skabe et retfærdigt og objektivt lovgrundlag, en lov som alle personerne er underlagt, og en proces som følges. Dette kan opstå spontant, som en anerkendelse af behovet for et fredeligt og retfærdig samfund. Egeninteressen i kombination med rationalitet og erfaring kan bruges til at vise, at der vil være en tendens til at samfundsloven bliver objektiv og retfærdig. Ganske ligesom det frie menneskes samarbejde i markedsøkonomien tilrettelægger produktion, investering og forbrug kan de producere lov i fællesskab.

Konfliktløsningsmetoder

I det følgende afsnit vil jeg gengive hvad Hans-Hermann Hoppe har argumenteret i utallige forelæsninger. Ønsker man hans egen fremlæggelse, kan jeg henvise til denne video.

Først er det vigtigt at understrege hvad der kan udgøre konflikter i et samfund, defineret som social kontakt mellem flere individer. Konflikter opstår, ifølge Hoppe, fordi der ikke er et uendeligt antal resurser til rådighed. Hvis to individer har modstridende ønsker til anvendelse af et specifikt gode, vil der opstå en konflikt. For eksempel, hvis Per ønsker at bruge en specifik bil til at køre til og fra sit arbejde dagligt, mens Poul ønsker at bruge samme bil til at køre sin gamle mor til og fra plejehjemmet. I den situation er det nødvendigt med regler for at undgå konflikter – og igen er det væsentligt at understrege at målet med regler, hvis de ikke skal blive tyranniske eller ligegyldige, er, at de sørger for at minimere konflikter. Hvis konflikter ikke kan opstå, så er der ikke brug for regler i sociale sammenhænge. En effektiv måde at løse konflikten på er at tildele ejerskabet af bilen til enten Per eller Poul, således er det defineret præcist, hvem der har kontrol med bilen og kan allokere den til den brug som ejeren finder bedst (fx ved at bruge bilen eksklusivt selv, eller at låne den til andre, eller en blanding heraf, hvad end ejeren ønsker).

Hvis det også fastholdes, at menneskets rettigheder skal ligestilles, altså at ingen har særlige privilegier over andre, at enhver rettighed skal være universel, gældende for alle individer, som den klassiske liberale ville sige, så er lighed for loven og et opgør med særlige privilegier til enkelte individer afgørende for et fredeligt og succesfuldt samfund. Hvilken rettighed kan gøres universel, gældende for alle?

Du har måske allerede gættet det: Den private ejendomsret er den fundamentale metode til at løse sociale konflikter. Med eksklusiv privat kontrol over samfundets resurser kan konflikter løses med simple og letforståelige regler: Hvis du ejer resursen bestemmer du hvad den skal bruges til, hvis du ikke ejer resursen kan du ikke bestemme. Privat ejendomsret betyder ultimativ og eksklusiv kontrol over et givent gode.

Det er vigtigt her at understrege at den private ejendomsret ikke er nogen konvention, altså et system der er vedtaget af en eller anden årsag, og at der eksisterer alternative løsningsmuligheder for konfliktløsning. Privat ejendomsret er den eneste logisk konsistente metode til at løse sociale konflikter med. For at demonstrere hvorfor det er sådan, kan man filosofere over alternativerne til privat ejendomsret. Vi kan starte med et let eksempel: Din krop. Din krop er under din kontrol og du kan bevæge den som du har lyst, det er her dit sind, dine intellektuelle og fysiske evner udvikles og har hjemme. Du har eksklusiv kontrol over din egen krop. Dine tanker og hjerneprocesser bestemmer hvordan dine muskler skal trække sig sammen og slappe af, for at producere en bevægelse som du har valgt (naturligvis er reflekser undtaget i denne sammenhæng, da der ligger menneskelige impulser dybt i centralnervesystemet som vi med tankens kraft ikke systematisk kan påvirke eller kontrollere). Din krop er det eksempel, hvor det er mest simpelt at se, at her er det åbenlyst meningsfuldt, at den private ejendomsret gælder. Enhver alternativ løsningsmetode giver afgjort absurde resultater. Enten ejer du din egen krop alene, eller også ejer du den delt med andre (og alle andre ejer ligeså ikke deres egen krop eksklusivt) – eller måske ejer andre din krop fuldstændigt, og dermed ejer de ikke deres egen krop overhovedet. Det er fra de tre nævnte muligheder tydeligt, hvilken der giver færrest konflikter og er mest meningsfyldt, hvis vi bruger kroppen som eksempel. Det demonstrerer at kroppen er absolut privat ejendom, at ejendomsretten over din egen krop ikke er en konvention, men det eneste logiske og universelle system der kan tages i anvendelse.

Konfliktløsning angående eksterne goder

Nu har vi diskuteret den private ejendomsret over din egen krop. Hvad så med eksterne objekter? Privat ejerskab over de økonomiske goder eksternt fra egen krop kan ikke udledes fra de fysiologiske sammenhænge, der beskriver menneskets anatomi. Det som virkede mest overbevisende for egen krop, pga. de tekniske og etiske problemer med at kontrollere andres kroppe eksklusivt, kan ikke direkte tages i brug her. Eksterne objekter skal derfor analyseres på en anden måde end for menneskets egen krop. Udgangspunktet for analysen kan være todelt. Det kan enten være et utilitaristisk synspunkt, at det mest værdiproduktive system skal vinde, eller et etisk synspunkt, det skal være det system hvis proces sikrer at de etiske retningslinjer følges, der skal vælges.

I begge tilfælde er svaret det samme: Den private ejendomsret. I det følgende forsøger jeg at forklare begge synspunkter.

Utilitarismens svar

Fra den utilitaristiske vinkel demonstrerede Ludwig von Mises i 1922 med bogen “Socialism”, hvordan et socialistisk system famler i blinde og producerer irrationelle udfald. Hans analyser af socialismen demonstrerede at det er umuligt at producere værdifulde produkter på en industriel skala, når produktionsgoderne er ejet af staten. Når arbejdsdelingen kontrolleres totalt af et centralt bureau der dirigerer alle produktionsmidlerne til fastlagte mål, kan produktionen ikke fastholdes på et niveau der tilfredsstiller et industrielt samfunds behov. Det ville være muligt at undvære markedet, hvis alle borgerne var selvforsynende, da produktionsprocesserne her er meget simple. Når det er det samme menneskes værdiskala, der bruges til at vurdere omkostningen ved produktionen samt produktionens afkast, så kan man undvære markedet, da der ingen transaktion mellem mennesker er. Det er også muligt i små enheder, som fx familier, at arrangere produktion uden brug af markedet. Det er først når et menneske skal producere til et andet via en tredjepart der kontrollerer deres handlinger, at socialismen bryder sammen. Individer kan vælge og fastlægge en produktionsproces af meget kort længde og af lav kompleksitet og vurdere, om omkostningen var mindre end udkommet. Det enkelte menneske kan vurdere om det er vigtigere at kløve brænde eller jage harer på marken, fordi det selv bærer omkostningerne af valget direkte. Indsættes en tredjeperson mellem to menneskers produktionsprocesser, mistes værdiovervejelserne der opvejer omkostningerne med den vundne værdi og systemet bryder sammen. Genialiteten i markedsøkonomien med priser og penge gør netop, at de subjektive værdiovervejelser bliver afspejlet på en objektiv facon i markedspriserne, og disse kan bruges til at koordinere arbejdsdelingen på en facon, der gør den mere produktiv end streng selvforsyning. Socialismen, fælleseje, er dermed et system, hvormed samfundet og civilisationen nedbrydes, fordi mennesket ikke længere ser sine medmennesker som partnere, men som fjender. Sociale relationer fyldes med konflikter, fordi produktionen af resurser daler, og fordi metoden til konfliktløsning er fuldstændigt irrationel. Privilegierne, der uddeles til de centrale planlæggere, nedbryder enhver rest af tillid, da det bliver tydeligt at se hvem denne samfundsindretning er gavnlig for.

Ludwig von Mises, Socialism, s. 424, Liberty Fund:

Socialist policy employs two methods to accomplish its purposes: the first aims directly at converting society to Socialism; the second aims only indirectly at this conversion by destroying the social order which is based on private ownership. The parties of social reform and the evolutionary wings of the socialist parties prefer the first means; the second is the weapon of revolutionary Socialism, which is privarily concerned to clear the ground for building up a new civilization by liquidating the old one. To the first category belong municipalization and nationalization of enterprises: to the second, sabotage and revolution. [..]  As we have shown, even the direct method which aims at the creation of a new society can only destroy; it cannot create. Thus the beginning and end of the socialist policy, which has dominated the world for decades, is destruction. In the policy of the communists the will to destroy is so clear that no one can overlook it. […] That production is still being carried on, even semi-rationally, is to be ascribed only to the fact that destructionist laws and measures have not yet been able to operate completely and effectively. Were they more effective, hunger and mass extinction would be the lot of all civilized nations today.

Etikkens svar

Det etiske argument, som formuleret af Murray N. Rothbard i sin fænomenale bog “Ethics of Liberty”, følger den oprindelige argumentation som grundlagt af John Locke i 1600-tallet. Ved at bygge på en naturgiven lov, følger det at mennesket har sine rettigheder med sig fra fødslen ifølge Rothbard. Hvis man ejer sin egen krop, så vil man med sit arbejde kunne transformere naturgivne jomfruelige goder (dvs. goder der ikke tidligere er blevet taget til en andens ejendom) til sin ejendom ved at blande sit arbejde med godet. Hvis mennesket ejer sin krop, og mennesket bruger denne til at transformere naturgivne jomfruelige goder til brug for mennesket selv, da har mennesket brugt af sin egen energi, viden og fysik, for at opnå ejerskab af et eksternt gode ved at transformere det fra en jomfruelig naturtilstand til et produceret og nu ejet gode. Uden menneskets indblanding var godet ikke produceret. Hvem skal da sige, når et jomfrueligt gode først på denne måde er bearbejdet af et menneske, at resultatet af denne bearbejdelse ikke tilhører det menneske der har udført arbejdet? Hvis godet ikke tilhører mennesket, der udførte arbejdet, hvem kan da tage ejerskab af godet, under et system der bygger på en universelle rettigheder? Er det den næste der forsøger at transformere det jomfruelige gode? Skal den første der transformerer godet, vente til nummer to melder sig som interesseret i godet? Og hvis ikke den første eller den anden, hvorfor så den tredje? Det logiske svar må være at den første der med sit arbejde transformerer jomfruelige goder opnår ejerskab af godet. Eksterne goder bliver så at sige ligeså logisk tilhørende ejet af mennesket der tager dem i brug for første gang, som det er for menneskets egen krop.

I en tidlig naturtilstand, hvor alle omgivelser er jomfruelige og ikke ejet af andre mennesker, vil det menneske, der knækker en gren af et træ og forarbejder den ved sit arbejde, tage den tidligere ikke-ejede gren i sin besiddelse. Grenen kan da bruges til at domesticere okser, som også bliver menneskets ejendom. Med hjælp fra sit eget originale arbejde og efterfølgende anvendelse af redskaber og dyr, domesticeret af en selv, kan mennesket forarbejde jorden og tage større arealer under sin besiddelse. Det er naturligvis kun den person, der oprindeligt domesticerer jomfruelige naturresurser der på denne måde kan tage resursen under sin kontrol. Alt, der hermed produceres, er også under ejerskab, kun naturresurser der er jomfruelige kan tages under personligt ejerskab.

Fra en situation uden ejerskab kan naturen gradvist tages i ejerskab af mennesker ved at blande sit arbejde og sine opbyggede midler, der oprinder af eget arbejde eller legitim udveksling med andre, med naturens resurser. Resurser der allerede ejes af et menneske kan overføres til et andet menneske igennem frivillige udvekslinger, fx med gensidige overførsel af ejendom, ved gaver, arv eller på anden frivillig måde. Det etiske aspekt af systemet er at det giver alle mulighed for at bruge sin medfødte ejendom, sin krop, til at tilegne sig ejendom fra jomfruelig natur eller ved at udveksle med andre.

Eksterne goder kan dermed også trygt lægges under den private ejendomsret, som en universel etisk, eller utilitaristisk, løsning.

 

Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, første del

Dette indlæg er blevet noget mere omfangsrigt end de to foregående, og er derfor delt op i tre dele der udgives løbende.

I min tredje kategori af liberalismen finder vi den formentlig mest kontroversielle og mindst kendte af de tre.

Denne form for samfundsteori har mange forskellige navne. Murray Rothbard kaldte den “anarcho-capitalism”, Hans-Herman Hoppe kalder den “private law society” og jeg kunne finde på at fordanske den til liberal anarkisme (ikke at jeg på nogen måde tør sammenligne mig med de to tidligere nævnte intellektuelle giganter indenfor anarkismen).

Det er i sig selv kontroversielt at kalde dette samfundssyn for liberal anarkisme, og der er nogle der mener at den ikke tilhører liberalismen, da liberalismen bl.a. fastholder staten som en essentiel samfundsinstitution der skal tage sig af beskyttelse af ejendomsretten og opretholdelsen af lov og orden.

Ludwig von Mises, Liberalism, s. 17:

Liberalism is not anarchism, nor has it anything whatsoever to do with anarchism. The liberal understands quite clearly that without resort to compulsion, the existence of society would be endangered and that behind the rules of conduct whose observance is necessary to assure peaceful human cooperation must stand the threat of force if the whole edifice of society is not to be continually at the mercy of any one of its members. One must be a in a position to compel the person who will not respect the lives, health, personal freedom, or private property of others to acquiesce in the rules of life in society. This is the function that the liberal doctrine assigns to the state: the protection of property, liberty, and peace.

For den klassiske liberalist er demokratiet en nødvendig institution, demokrati ses som en fredelig metode til at vælge en ny regering, og valgene medfører løbende justering af staten til at følge med tiden. I stedet for at kaste samfundet ud i borgerkrig for at vælte en upopulær regering, vil den klassiske liberalist fastholde at demokratiet, på trods af alle dens fejl og mangler, trods alt er en fredelig mekanisme til at erstatte en upopulær regering med en populær. For nogle klassiske liberale var politisk demokrati den samme fredelige vej til samfundsjustering indenfor politik, som markedsøkonomien var en fredelig metode til at vælge produktionskonfiguration til de økonomiske goder. Ludwig von Mises, en klassisk liberal, fastslog at demokrati og markedsøkonomi hænger sammen.

Ludwig von Mises, Economic Freedom and Interventionism, s. 44 Liberty Fund edition.

The individual is free and supreme as long as he does not restrict the freedom of his fellow citizens in pursuance of his own ends. In the market he is sovereign in his capacity as a consumer. In the governmental sphere he is a voter and in this capacity a part of the sovereign lawgiver. Political democracy and democracy of the market are congeneric.

Det siger sig selv at den liberale anarkist ikke anser demokratiet for nogen legitim styreform. Blot fordi flertallet har stemt om en politik giver det dem ingen ret til at begå overgreb på andre, ej heller ved at stemme på nogen, der i næste ombæring stemmer på at tage fra en gruppe i samfundet og give til en anden. Den liberale anarkist anser det, naturligvis, for nødvendigt at der er regler og strukturer i samfundet som bibringer fredelige forhold, men fastholder at disse regler skal komme ud af en frivillig proces, hvor sædvane og almindelige moralske principper fastlægger reglerne og sikrer deres opretholdelse. Ingen selvstændig institution bør have monopol på at fastlægge lovene, opfinde nye love, og ændre eksisterende love som tiden går. For den liberale anarkist er det ikke andet end et statsligt program, når man ønsker at bruge staten til at beskytte ejendomsretten. Beskyttelsen af ejendomsretten er et økonomisk gode, såvel som alle andre goder.

Det kan virke paradoksalt at jeg, på trods af ovennævnte citat fra Ludwig von Mises, stadig vælger at kategorisere denne form for anarkisme som liberal anarkisme. Er jeg ikke blot ved at begå samme fejl som de socialliberale, der kaldte sig liberale, men som stred imod samtlige af de klassiske liberales økonomiske principper?

Årsagen til at jeg definerer det som liberal anarkisme er de fælles værdier såsom lighed for loven, beskyttelse af ejendomsretten og, naturligvis, en stædig kritik af centraliseret magt. Om det vil lykkes mig at fremføre systemet fornuftigt lader jeg være op til læseren selv at vurdere.

Murray Rothbards teoretiske arbejde står ikke som et pionerarbejde i alle henseender, det bygger på tidligere tænkere som Gustave de Molinari, John Locke, Ludwig von Mises, Lysander Spooner, H.L. Mencken og mange andre liberale der kom før ham. I det følgende indlæg vil jeg forsøge at give bud på hvordan Ludwig von Mises’ ovennævnte kritik af anarkisme kan imødekommes – hvordan samfundsloven, der udvikler sig i det liberale anarkistiske samfund, tillader at bruge vold til beskyttelse af ejendomsretten (selvforsvar, enten personligt eller, via arbejdsdelingen, en agent der udfører forsvaret i dit sted), hvordan lovene kan udvikle sig og hvordan det kan lade sig gøre at undvære staten.

Følgende opslag fra en ældre ordbog kan dirigere læserens tanker på sporet:

Fra Meyers Fremmedordbog:

Anarchi, anarki, gr., et, Mangel paa Regering (arche) […] et Samfund, hvor intet Menneske har Ret til at herske over et andet;

Liberal anarkisme

Alle de klassiske liberales kritikpunkter af statens indblanding i markedsøkonomien deles af den liberale anarkist. Det er indlysende at det frie marked producerer bedre produkter, af højere kvalitet, og i større kvantitet, end de offentligt drevne produktionsfaciliteter. Markedskræfternes disciplinerende effekt på effektivitet og kvalitet, samt sikring af at de knappe resurser går til de mest værdiproduktive menneskelige mål, viser at markedskræfterne kan bruges til at dirigere samfundets knappe resurser på en både moralsk og effektiv facon. Brugen af markedskræfterne sikrer den størst mulige produktion, den højeste levestandard, selv for et stigende antal mennesker, og sikrer dermed at de produktive kræfter, både menneskelige og naturgivne, bruges på en måde der gør samfundet i stand til at tage sig i større og større grad af de menneskelige behov.

Karl Marx kaldte kapitalismen for “produktionens anarki”, hvor der hersker planløshed, hvor spontane sociale relationer fører til produktion og hvor der tilsyneladende ikke er styr på noget som helst. Hvor folk selv bestemmer hvem de vil arbejde for, hvad de vil producere, og hvad de ønsker at forbruge. I det klassiske liberale samfund bestemmer man disse ting fuldstændigt selv. Der er ingen fastlagt teknologisk central plan for produktionen af sko, biler, fødevarer, mobiltelefoner og mange andre økonomiske goder. Hvordan kan det være, at markedet på trods af denne komplette mangel på central kontrol fungerer så godt som den gør?

Den liberale anarkist mener, at det er de selvsamme kræfter, der skaber decentrale økonomisk-teknologiske planer for produktion af de økonomiske goder i markedsøkonomien, der skal betragtes med nye øjne som bevæggrund for et helt frit samfund. Hvis mennesker selv kan finde sammen for at producere sko, lave kontrakter med hinanden om betaling for arbejde, investering osv., hvorfor kan selvsamme mennesker da ikke gå sammen i frivillige fællesskaber og skabe et samfund, der beskytter ejendomsretten ved frivillige midler, såsom at acceptere at i et et givet område er reglerne fastlagt af ejerne af området, i stedet for af staten?

Hvis frie individer kan indgå fælles ejerskab, fx i et aktieselskab, hvor individerne sammenlægger deres ejendom for at skabe en fælles enhed for at udnytte stordriftsfordelene ved masseproduktion, hvorfor kan selvsamme individer da ikke gå sammen og fastlægge fælles regler for et område hvor flere individers ejendomme vælger at underlægge sig et fælles regelsæt? Den decentraliserede beslutningsproces medfører også at størrelsen på områderne der deler regelsæt, vil være afgjort af den spontane proces af menneskets frie valg til at associere eller dissociere fra området. I dag kan du ikke skifte regelsæt uden samtidigt at flytte helt ud af landet, fordi staten i Danmark monopoliserer regelsættet der bruges i hele landet. I det liberale anarki vil størrelsen af områderne der tilhører et enkelt regelsæt ikke bestemmes centralt af politikere og magthaverne (kommuner, regioner etc.), men i stedet udvikle sig som en samfundsproces, hvor det er frivilligt at følge samme regelsæt eller ej. Det giver mennesket i samfundet mulighed for at vælge i en reel forstand, det bliver ikke nødvendigt at udskifte kultur og sprog for at skifte regelsæt. I stedet for at flytte fra Danmark til fx Tyskland, fordi man er utilfreds med topskatten eller børnepasningen, kan man i det liberale anarki nemmere udskifte de problematiske regler ved at melde sig ud af en mindre forening eller ved at flytte til et nærliggende område med et andet regelsæt.

Den lettere valgmulighed for mennesket gør også et regelsættene skal tilpasse sig hurtigere og nærmere stemme overens med indbyggernes ønsker.

De liberale anarkister tæller bl.a. Hans-Hermann Hoppe, Murray Rothbard, Jesus Huerta De Soto, Guido Hülsmann, Robert P. Murphy, Gerard Casey, Thomas Woods, Stefan Molyneux og Lew Rockwell.

Anarki, betyder det ikke kaos og menneskelig tragedie?

Den liberale anarkisme er konceptuelt meget svær at forstå (det var den i alle tilfælde for undertegnede – andre kan formentlig have nemmere ved at forstå systemet, men for min egen skyld går vi roligt frem), så for at introducere det politiske system gradvist kan det være gavnligt at starte fra en situation der er velkendt og acceptabel for flere: Minarkismen, den minimale stat, der kun tager sig af beskyttelse af ejendomsretten.

Hvis vi starter udgangspunktet i den minarkistiske situation, at staten varetager produktion af beskyttelse af ejendomsretten som dens eneste opgave, hvorfor kan man da ikke herfra argumentere, at det offentlige retsvæsen er langsomt og ineffektivt, ligesom postvæsenet er det i den nuværende velfærdsstat? I det minarkistiske udgangspunkt er der stadig visse økonomiske goder der monopoliseres af staten – kan det ikke gøres bedre end at lade det offentlige drive monopolvirksomhed på så vigtige samfundsopgaver?

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Det offentlige retsvæsen er plaget af lange ventelister og bureaukratiske arbejdsprocesser. Ydermere beskæftiger det sig udover legitime sager også med sager der ikke involverer overtrædelse af ejendomsretten. Det offentlige retsvæsen bruger tid på offerløse forbrydelser, eller postulerede forbrydelser af en borger mod “samfundet”. Ydermere finansieres monopolproduktionen ved anvendelse af tvang, og i denne situation, i en hvilken som helst anden del af markedsøkonomien (biler, fødevarer, mobiltelefoner, computere etc.), er det let for minarkisten at forstå, at det er meget usandsynligt at produktionen forløber til kundernes tilfredsstillelse. Hvorfor kan de offentlige domstole ikke privatiseres så konkurrerende dommere kappes om buddet? Behøver dommerne at være offentligt ansatte? Den større konkurrence kan øge produktiviteten og kvaliteten af domsafsigelser og reducere kødannelsen i retsvæsenet.

Hvis det frie marked er mere produktivt end et offentligt bureaukrati, så bør den klassiske liberale også, ligesom logikken af privatisering af synshallerne tilsiger det, kunne forstå, at samme dynamik kan benyttes til at privatisere domstolene. Loven, de følger, er jo stadig den samme som før, fastlagt af politikerne med håndsoprækning i folketinget. Hvorfor skulle det ikke være muligt at privatisere domstolene, hvis det er muligt at privatisere synshallerne? Synshallerne tilses stadig af offentlige kontrollanter, og reglerne for et bilsyn er stadig lagt i hænderne på transportministeriet. De private domstole kunne på samme vis tilses af justitsministeriet.

I det private eksisterer også virksomheder der tager sig af beskyttelse af privat ejendom. Der findes adskillige private vagtfirmaer som bruges til beskyttelse af virksomheders ejendom, særligt i industriområder som havne, store varelagre og lignende. Hvorfor kunne disse virksomheder ikke også konkurrere med det offentligt styrede politi? Hvis det kan frigive resurser og øge produktionen af beskyttelse af ejendomsretten, hvorfor kan det så ikke lade sig gøre at bruge private virksomheder i konkurrence med hinanden til at hjælpe samfundet? Kan man privatisere ældreplejen, så kan man vel også privatisere at køre patruljevogn og uddele fartbøder? Nu vi alligevel er i gang, så kan man også gabe over langt større opgaver, hvor det gælder om at finde stjålne genstande og give dem tilbage til sin retmæssige ejer? Private detektiver bruges allerede i forsikringsbranchen, og hvis det gælder at konkurrence udsætte offentlige opgaver for at sikre den mest hensigtsmæssige produktion, hvorfor så ikke også lade private detektiver finde tyvekoster og få dem returneret til deres retmæssige ejermand?

Hvis argumentet mod privatisering af disse funktioner er at det absolut skal være det offentlige, der producerer dem, så kan vi jo spørge, hvorfor dette ikke også gælder postvæsenet? Sundhedsvæsenet? Skolevæsenet? Fødevarer? Huse? Sko? Biler? Telefoner? Adskillelsen af produktion af økonomiske goder mellem “statslige” og “private” er arbitrær og selvvalgt uden hæftelse i nogen fundamental logik der siger, at postvæsenet skal være offentligt. Ligesom produktionen af biler og mobiltelefoner varetages elendigt i det offentlige, så kan enhver med al tydelighed se, at offentlig postomdeling er en farce. Hvis postvæsenet ikke skal være offentligt, hvorfor skal politiet så være det? Er der ingen fordel i at udsætte politiopgaver for konkurrence?

Det er da klart at samfundet er bedst tjent med et effektivt retsvæsen og politi. Gælder det ikke også for beskyttelsen af ejendomsretten, den fundamentalt afgørende samfundsinstitution, at den skal være så effektiv som muligt? Hvorfor pludseligt klappe sammen, blive nærig, og nægte samfundet adgang til høj kvalitet og lav pris på præcis disse vigtige områder, ved at monopolisere og tvangsfinansiere beskyttelsesbureaukratiet?

Hvis denne hurdle kan overkommes, ligesom alle de tidligere hurdles af privatisering af produktion af økonomiske goder, er der måske håb forude. Med andre ord: Hvis det er lykkes for dig at gå fra at være almindelig socialdemokrat (fx hvis du tidligere var tilhænger af et af de 9 socialdemokratiske partier, som jeg selv var), til at blive minarkist, så kan det være at den sidste hurdle er langt mere konceptuelt vanskelig at overkomme. Nemlig den der ligger mellem den minimale stat der kun definerer loven og overlader politi og retsvæsen til det private, til den totale anarkisme: Privatisering af loven.

Hans-Hermann Hoppe, The future of Liberalism: A plea for a new radicalism, s. 140:

If liberalism is to have any future, it must repair its fundamental error. Liberals will have to recognize that no government can be contractually justified, that every government is destructive of what they want to preserve, and that protection and the production of security can only be rightfully and effectively undertaken by a system of competitive security suppliers. That is, liberalism will have to be transformed into the theory of private property anarchism (or a private law society), as first outlined nearly 150 years ago by Gustave de Molinari and in our own time fully elaborated by Murray Rothbard.

 

 

Er praktikanternes arbejde værdiløst, eller er de blot slaver af griske kapitalister?

En kommentar i Berlingske angående praktikanters vilkår, særligt deres løn, har fået mig til at skrive dette blogindlæg.

Kommentaren går i sin enkelthed ud på, at, nu hvor loven tillader at virksomhederne betaler praktikanterne 3.000kr pr måned, uden praktikanten trækkes i SU, så er det kun griske kapitalister der ikke betaler løn til sine praktikanter. Argumentet er, at det koster mange penge at leje en lejlighed, hele SU’en går typisk til leje af lejlighed, og for at få mad på bordet, så er det forældrene, eller måske endda praktikantens egen opsparing, der må betale.

Det giver økonomisk usikkerhed for praktikanten at forholdene er sådan.

Det er også et problem at alle praktikanter ikke får samme vilkår, selvom de arbejder lige hårdt. De fleste arbejdsgivere, de griske kapitalister, vil ikke engang betale 19kr i timen for deres fuldtidspraktikanter. De får ellers, påstås det, en praktikant der er villig til at “arbejde røven ud af bukserne” for virksomheden. Alle praktikanter er tilsyneladende meget arbejdsomme.

I kommentaren postuleres det at hvis arbejdsgiveren ikke betaler en løn, så signalerer man at praktikanten ingen værdi har for virksomheden.

De fremførte pointer fra indlægget i Berlingske er naturligvis ikke den forståelse som alle mennesker har, men jeg har en fornemmelse af at der er mange der deler elementer af den forståelse. Derfor finder jeg det som en god øvelse at skrive et indlæg her, i et forsøg på at hjælpe forståelsen lidt på vej. Jeg vil forsøge at forklare situationen set fra en økonomisk synsvinkel. Jeg håber det vil lykkes mig at belyse emnet på en anden måde, og vise at verden ikke er så uretfærdig, som den ind i mellem fremstilles.

Praktikanten som investor

I stedet for at se på praktikanten som en stakkels person der er underlagt andre menneskers tilfældige gøren og laden, kan man vælge at se praktikanten som en der selv har taget nogle valg, som har ført ham til den situation som han er i. Praktikanten har selv valgt at påbegynde sin uddannelse. Praktikanten har valgt uddannelsen på baggrund af sine egne lyster, ønsker og fremtidsudsigter. Givet det frie valg, har praktikanten, trods alt, valgt det der faldt ham bedst på det tidspunkt valget skulle tages.

Praktikanten har også flere valg af virksomhed, men da virksomheden ligeledes også har det frie valg, vil en attraktiv virksomhed kunne få de praktikanter de ønsker, uden at betale løn, eller betale mindre løn, fordi praktikanterne vurderer at få arbejde for virksomheden er så værdifuld for dem, at deres belønning for arbejdet ligger udenfor pengesfæren. Det kan være oplevelsen, erfaringen, prestigen eller måske CV linjen der viser man har været på virksomheden, der gør at denne belønning udgør tilstrækkelig kompensation for indsatsen.

Fremtiden er uvis, en hvilken som helst uddannelse involverer en vis risiko, en vis potentiel gevinst, og har en vis omkostning for den studerende. Derfor bør man se praktikanten som en investor. Investering kræver kapital, dvs. der må være en periode hvor man forbruger mindre, end man ellers ville have forbrugt, og forskellen lægges til side til forbrug i perioden hvor uddannelsen står på. Den studerende skal holde sine omkostninger op mod den forventede gevinst og træffe sit valg. Den studerende skal danne nogle fremtidsudsigter, opveje sine egne evner, vurdere fremtidens efterspørgsel af arbejdskraft indenfor det interessante faglige felt, og yde en indsats for at tilegne sig den viden, der er nødvendig for at opnå eksamen og bestride erhvervet. Kun fremtiden vil vise om det var omkostningen værd at tage uddannelsen. Valget af uddannelse er til en vis grad spekulation under usikre omstændigheder, som så meget andet.

I et frit marked skulle den studerende nøje opveje omkostningen ved uddannelsen og holde den op mod den forventede fremtidige indkomst. Omkostningen er fx at spare op af egen indkomst, låne pengene på lånemarkedet, eller, hvis de valgte det, at forældrene betalte uddannelsen på deres betingelser.  Markedet ville sørge for at give incitamenter til at uddanne de personer indenfor de felter hvor efterspørgslen er stor, og give incitamenter til at fravælge uddannelser hvor efterspørgslen er lille. En dyr uddannelse til en job med relativt lav indkomst ville ikke være attraktiv. Men i det frie marked ville den studerende selv danne disse forventninger og tage alle omkostningerne i mente.

I Danmark har vi ikke noget der ligner et frit marked. I Danmark modtager de studerende skatteydermidler der ændrer billedet meget. Skatteyderen nægtes hele sin retmæssige indkomst, staten forærer en portion af skatteyderens midler til den studerende. Der er to overførsler, den ene finansierer bureaukraterne i den offentlige uddannelsesadministration og den anden finansierer den studerendes forbrug til hverdagsting.

Den studerende, der burde opveje sine omkostninger strengt privat, befinder sig i stedet i et socialiseret uddannelsessystem, hvor omkostningerne og gevinsterne ved uddannelse ikke er private. Omkostningen bæres i høj grad af skatteyderne, og gevinsten ved uddannelsen beskattes senere. Den studerende er dermed i Danmark næsten fuldkommen frataget sin oprindelige rolle som investor. Den studerende kan investere skatteydernes penge i sin egen private uddannelse og bliver senere hen plukket af skattevæsenet, såfremt uddannelsen har givet personen en vis produktivitet, der kan beskattes.

Den socialiserede model, hvor de to fejl (subsidier og beskatning) får lov at fortsætte år efter år, fører til misforståelser af hvad der foregår for den studerende under studieforløbet. Det medfører at den studerende tror at det er en ret at tage en uddannelse, og at “hårdt arbejde” er tilstrækkeligt til at få en høj indkomst. Både investeringsforløbet og gevinstudmøntningen er forvredet, så den studerende gør sig ikke mange økonomiske overvejelser inden studiet påbegyndes. Da det er en rettighed at få en uddannelse betalt af skatteyderne, tænker man ikke så meget over sit valg, og da subsidierne er tårnhøje er det almindelig økonomisk logik, at det vil føre til at flere vælger en lang uddannelse. Det at vælge en lang uddannelse bliver sædvane og baseres på egne personlige ønsker og lyster uden hensyn til omkostningerne, frem for at følge markedets ønsker og inddrage såvel omkostning som gevinst.

Dette glemmes alt for ofte, og det bærer indlægget tydeligt præg af. Det er den studerendes egen private overvejelser der gør at uddannelsen er påbegyndt, men omkostningerne for uddannelsen er blevet socialiseret af politikerne og har gjort den studerende til en privilegeret person i samfundet, der kvit og frit får uddannelsen foræret på skatteydernes regning. Denne særstatus har kvalt mange almindelige overvejelser om uddannelse, og bevirker at den privilegerede studerende tror at studielivet skal være let, og at det er helt fair at bede alle andre om at betale uddannelse og alle medfølgende omkostninger. Denne opfattelse er ren gift for et samfund. Den basale misforståelse af hvad omkostninger er, skaber let en vrangforestilling for den studerende. Det ses også i indlægget at omkostningerne for virksomheden i forbindelse med at have praktikanter er overset.

Den studerende burde have betalt hele fornøjelsen selv. Både husleje, mad og uddannelsesomkostninger burde være finansieret med private midler, og gevinsten ved uddannelsen burde selvsagt også have været privat. I den del af systemet som praktikanten befinder sig er det let at forfalde til at tænke på enhver udgift som noget systemet (andre) burde betale – og hvad skulle man ellers tænke om omkostninger, når man slet ikke er vant til at tage stilling til dem?

Den omtalte økonomiske usikkerhed er til gengæld ganske pudsig. Denne usikkerhed gælder alle mennesker i samfundet – der er ingen der er skånet fra økonomisk usikkerhed. Alle risikerer at miste indtægt, investeringer slår fejl, dagligvarer bliver dyrere, sygdom, uheld og en lang række andre faktorer der til sammen udgør den økonomiske usikkerhed. Selvom det er den økonomiske usikkerhed der trækkes frem som argument for at betale mere for praktikanter, drejer indlægget sig i virkeligheden om at praktikanterne ønsker bedre levestandard. Hvem gør ikke det? Hvem kunne ikke godt tænke sig at leve uden økonomisk usikkerhed, eller ved en højere levestandard? Men hvad skal man gøre for at gøre sig fortjent til denne bedring af sine vilkår?

Det er netop dette som markedet er god til at vise. Markedet sørger for at man får løn som fortjent, og lokker dig til at skifte til en mere værdiproduktiv produktion via prissystemet.

Praktikanten som medarbejder

I virksomheden er praktikanten en særlig person. Når virksomheder ansætter nye medarbejdere på almindelig basis er der visse foranstaltninger som tages for at sikre at den nye medarbejder vil være et godt valg. Der foretages flere jobinterviews af virksomhedens eksisterende medarbejdere, der udføres ind i mellem visse tests, og ansøgeren bliver bedt om at svare på en lang række spørgsmål. Alle disse bestræbelser har til hensigt at finde ud af om personen er en der er kvalificeret til at bestride arbejdet, og vigtigst af alt, at personen kan bidrage til virksomhedens indtjening i det lange løb.

Når en ny medarbejder starter i en virksomhed, skal denne igennem en proces for at blive bekendt med virksomhedens regler, strukturer og arbejdsgange. Det er lige meget om det er en mekaniker på et værksted, en økonom på et kontor eller en tømrer. Alle skal sætte sig ind i virksomhedens arbejdsgange, vide hvor værktøjerne kan findes, hvordan kvaliteten forventes at blive sikret og meget andet. Alt dette tager tid, jo flere processer og værktøjer der skal vises frem, jo længere tid varer processen.

I visse simple typer arbejde kan denne proces være ganske kort, i andre snørklede processer kan det tage måneder, eller år, før medarbejderen positivt bidrager til bundlinjen i virksomheden.

For undertegnede tog det knap 3 år før det føltes som at mit eget arbejde bidrog positiv over lange perioder i træk til virksomheden. Inden da var der naturligvis perioder hvor det var tydeligt at arbejdet jeg udførte var et positivt bidrag, men i andre perioder var det ikke tydeligt.

I starten er medarbejderen med andre ord en udgift for virksomheden, og først senere hen begynder medarbejderen at producere netto øget indtjening til virksomheden.

Denne dynamik for nyansættelser gælder også for praktikanter. Der er en lang række opgaver som kræver vidensdeling, introforløb, værktøjer og tålmodighed. Vidensdelingen koster andre medarbejderes produktivitet, værktøjerne ligeledes, pladsen som optages af praktikanten er også en plads der kunne være brugt på en langsigtet medarbejder, osv. Der er med andre ord ganske mange omkostninger for virksomheden ved at tage en praktikant ind, fordi man reserverer en plads på kontoret, værkstedet, osv. til praktikanten frem for en medarbejder.

I det lys skal man se på praktikantens produktivitet – det er en kortvarig affære hvor meget af tiden går med at give praktikanten en indsigt i arbejdsgangene og dagligdagen i virksomheden, hvor virksomheden stiller værktøjer til rådighed (som vel at mærke ikke er gratis at stille til rådighed) og giver praktikanten mulighed for at lære af de erfarne medarbejdere der skal hjælpe praktikanten med at løse sin opgave.

Praktikanten har i lønhenseender en meget stor ulempe som medarbejder – man ved ganske enkelt fra start, at forløbet bliver af en varighed på ca. 6 måneder, at praktikanten skal have værktøjer stillet til rådighed, at praktikanten skal have lov at få viden fra de erfarne medarbejdere (som derved har mindre tid til deres almindelige arbejde) og at den plads som praktikanten optager koster den mulighed at have en ny medarbejder ansat i en længerevarende periode. Det er derfor ikke givet at 6 måneder er tid nok til at praktikanten når at bidrage positivt til virksomhedens bundlinje.

Det bør også påpeges, for en god ordens skyld, at ordningen om at modregne SU’en i praktikperioder er blevet ændret for nylig, og at virksomhederne skal have tid til at omstille sig til de nye vilkår.

Hvad afgør din løn?

I det frie marked har din løn tendens til at blive lig med den diskonterede marginale værdi produktivitet. Det lyder lidt snørklet, men er ikke så slemt igen, lad os se på hvad det betyder nedenfor.

Diskonteret betyder blot at kapitalisten betaler dig en løn før produktet af dit arbejde er solgt, og i tidsperioden fra starten på arbejdet og salget af produktet, løber der renter på den løn du har fået forudbetalt af arbejdsgiveren, mens han ventede på at du fik snøvlet dig færdig til at lave, og sælge, produktet. Hvis du havde et forbrug på 0kr og satte alle pengene fra dine lønchecks ind til en “markedsrente” (hvor end denne kunne findes henne), så ville du få den totale værdi produktivitet af dit bidrag til det endelige produkt. Dette får du midlertidig ikke, fordi din mave knurrer, din krop afkøles og du har gavn af at få pengene nu, så du kan tilfredsstille dine behov i nuet, frem for at udskyde hele behovet i den periode hvor produktet færdiggøres.

Der er også et usikkerhedselement i processen, hvad nu hvis kapitalistens nyeste påhit af et produkt bliver en dundrende fiasko? Så er der ikke nok indkomst fra salget til at kunne tilbagebetale kapitalisten sit udlæg til løn. Men på trods heraf har medarbejderne fået deres løn udbetalt i perioden. Dette usikkerhedselement medfører enten profit eller tab. Gætter kapitalisten rigtigt, underbetaler han dig for det du var værd, og han scorer en profit, gætter han forkert, lider han selv et tab. På denne måde håndterer markedet den naturlige risiko ved tidskrævende produktion på en gavnlig måde for begge parter. Kapitalisten er indforstået med risikoen og ønsker at løbe den, mens du som medarbejder ikke ønsker at løbe risikoen, men foretrækker at få din løn udbetalt med jævne mellemrum. I samarbejder om processen og når frem til en kontrakt i begge er tjent med.

Den marginale værdi produktivitet er dit individuelle bidrag af værdi til produktet. Hvis en virksomheds overskud stiger med 100kr for din indsats i en time, så vil dette være den højest mulige løn du i længden kan oppebære. Den laveste løn du vil acceptere er det største alternative bud du har fået, eller forventer at få. Her er det igen vigtigt at påpege at for at der kan blive tale om at få udbetalt en løn, skal din produktivitet først overvinde omkostningerne forbundet med din ansættelse hos virksomheden. Hvis der er store omkostninger ved at have en medarbejder, så vil lønnen, alt andet lige, være lavere, end hvis omkostningerne var lavere.

Det korte af det lange er, at det du producerer kun har værdi hvis forbrugerne ønsker at købe produktet. Det er kun hvis virksomheden kan se en fordel i at ansætte dig, fordi det arbejde du bidrager med i produktionen af det endelige produkt opfattes af forbrugerne som værdifuldt, at du får ansættelse. Ligeledes er konkurrencen mellem kapitalisterne om at skaffe medarbejdere med til at hæve lønnen. Din løn vil ligge i et spænd mellem to punkter, det højeste er afgjort af din diskonterede marginale værdi produktivitet, og det laveste er afgjort af konkurrencen mellem kapitalisterne for at få dig ansat.

Hvis produktet tager meget lang tid at lave, fx udviklings- eller forskningsprojekter, så vil lønnen også blive diskonteret mere end ved kortere forløb.

Lønnen bliver dermed et resultat af hvor let det er at få praktikanten til at give overskud (produktivitet minus omkostninger), hvor mange praktikanter der vil have en plads, hvor mange kapitalister der vil have en praktikant, hvor lange projekter praktikanten indgår i og hvad kapitalisten tror at praktikantens værdibidrag til produktet er, samt hvad kapitalisten tror at virksomhedens kunder i fremtiden synes at produktet som helhed er værd.

Lønnen er dermed bestemt af hele markedet og ikke kun af arbejdsgiveren.

Hvad er praktikanten værd?

Givet alt det ovenstående, optræning af praktikanten, praktikantens forbrug af værktøj, viden og plads på arbejdspladsen, den korte ansættelse, og virksomhedens mål med praktikanten, så er det ganske forståeligt at der er meget stor forskel på hvad en praktikant kan få i løn af arbejdsgiveren. På samme måde er det forståeligt at der er forskellige lønninger for forskellige typer jobs i arbejdsmarkedet. Det er dermed ikke fordi arbejdsgiveren værdsætter praktikantens indsats til nul og niks at praktikanten ikke får en løn, det er også pga. markedets priser på alle omkostningerne og konkurrencen om at få praktikanter der gør at lønnen er nul.

Her spiller subsidierne til uddannelse også ind. Hvis der er “for mange” praktikanter så kan de ikke få ret meget løn for deres arbejde. Det er for let for virksomhederne at skaffe praktikanter, praktikanterne accepterer tilbud uden løn fordi de skal have en praktikplads.

Der er visse arbejdsgivere der ønsker at betale løn til praktikanten, og det må være deres egen sag. De kan lige så vel ønske at aflønne praktikanten, fordi de synes det er synd for de studerende, som de kan gøre det for at lokke praktikanten til virksomheden efter endt uddannelse, eller af andre årsager. Nogle arbejdsgivere køber formentlig også historien om at det sender signaler om at praktikanten ikke er noget værd, hvis man ikke betaler en løn.

En vigtig ting at huske på i denne sammenhæng er at praktikanten, ligesom alle andre i markedet, bør underlægges markedets disciplin og incitamenter. Det har intet at gøre med hvor hårdt du arbejder, hvad din løn er. Det er markedet, der består af forbrugere, ejere og medarbejdere, der vurderer hvad det produkt du arbejder med er værd. Man kan sagtens bruge rigtig meget tid på en opgave, som ikke er noget værd for andre. Det er ikke om arbejdet er hårdt, der alene afgør din løn, det er også om din indsats er værdifuld for andre. Det vigtige er at incitamenterne til at vælge sin plads i arbejdsdelingen hviler i markedet, sådan at løndannelsen er fri og at arbejdsvalget ligeledes er frit.

Ikke alle vælger jobbet med den højeste løn, der er, naturligvis, mange forskellige elementer der spiller ind når man vælger sin beskæftigelse. Det er markedets lokkemetode, igennem prissystemet, at forsøge at få dig til at vælge det som giver en høj løn, for at tilfredsstille forbrugernes ønsker i større grad, ved at producere noget der er meget værd, frem for at bruge tid på at producere noget som er mindre værd.

Derfor rammer pointen fra Berlingske ved siden af målet, når det fremstilles at indsatsen værdsættes til nul, hvis der ikke udbetales løn. Dette er forkert – for inden en løn kan udbetales skal summen af omkostninger og indtægter først være positiv. Hvis indtægten fra medarbejderen er positiv, men omkostningerne modsvarer indtægten, så er lønnen naturligvis nul. Det betyder ikke at værdien af praktikantens arbejde er nul, men blot at de afholdte omkostninger er lige så store som værdien af praktikantens arbejde. Dernæst er det også vigtigt at pointere at antallet af praktikanter der strømmer ud fra universiteterne alle ankommer på samme tid, og skal finde en praktikplads samtidigt. Antallet af praktikanter der sendes ud er også kunstigt hævet over markedsniveauet pga. subsidierne til uddannelse.

Her bør det også indskydes, igen, at lovændringen er relativt ny, og enhver justering af virksomhedens brug af praktikanter tager tid. Hvor det førhen var at foretrække for praktikanten, at der var en masse behagelige ting ved at være på virksomheden, altså en form for psykisk indtægt der ikke var en overførsel af penge (fordi penge modregnes i SU), er det nu attraktivt at modtage en beskeden indtægt fra virksomheden. Balancen mellem disse psykiske goder og pengeindtægter bliver skubbet som tiden går, og er et mellemværende mellem virksomhed og praktikant. Det kan være at virksomheder som er “kedelige” lettere kan tiltrække praktikanter ved at tilbyde de 3.000kr om måneden, mens de prestigefyldte virksomheder kan nøjes med at tilbyde 0kr som de plejer. Lovændringen kan derfor udvide hvilke virksomheder kan tiltrække praktikanter.

I praksis kan teorien koges ned til at virksomhederne tilbyder en vis pakke til praktikanter, og er den ikke attraktiv, vil praktikanterne fravælge tilbuddet. Kan virksomheder der ønsker praktikanter ikke få dem de ønsker, må de gøre deres tilbud mere attraktivt sådan flere vælger at afholde praktikophold hos dem. Førhen kunne virksomheden ikke lokke med løn, fordi det bare blev modregnet, men nu hvor loven er ændret kan virksomheden tiltrække praktikanterne med penge. Den nye konkurrencen om praktikanterne vil, alt andet lige, skubbe til konkurrencen om praktikanterne, så der i større grad vil blive udbetalt løn til praktikanterne end før. Processen tager lidt tid, markedet er ikke uendeligt hurtigt.

Det ville være interessant at vide, hvis lovgiverne havde tilladt virksomhederne at betale 200.000kr om måneden, uden at trække praktikanterne i SU, hvilket krav den retorikstuderende da havde fremsat. Det er påfaldende at den retorikstuderende ikke kritiserer lovgiverne for at være nærige. Hvorfor er indlægget ikke skrevet som en kritik af lovgiverne, der prisfixer at lønudbetalingen modregnes hvis den overstiger 3.000kr om måneden? Det er måske helt OK at politikerne trykker lønningerne ned på praktikanter, men det er ikke OK hvis virksomhederne gør det?

Valget er overstået, endelig.

Ovenpå det nyligt overståede kommunalvalg har jeg læst reaktioner fra forskellige debattører.

Toke Kruse, iværksætter og  ildsjæl

Toke Kruse skrev at det trækker op til et blodrødt Danmark, og fortsatte sin ellers gode liberale stil med at kaste sig på knæ for skatteprovenuet. Problemet med de røde partier var at de ville hæve skatterne over punktet på Laffer-kurven, hvor skatteprovenuet ikke var optimalt. Det gælder om at have den størst mulige fælleskasse, dette må der være et flertal der er interesseret i, mener Toke.

Jeg er uenig. Det er uinteressant hvilket skatteprovenu er det optimale for statskassen. Det interessante er at diskutere om et skatteprovenu, i en hvilken som helst størrelsesorden, i det hele taget er gunstigt for samfundet som helhed. Enhver kan se at en politik der tager penge Peter og forærer dem til Poul er til skade for Peter og en gave til Poul – men ingen kan vise at det er gunstigt for samfundet at denne tvungne overførsel finder sted. Tværtimod kan det vises at det er til skade for samfundet, at denne overførsel finder sted. Kritikpunkterne af sådanne overførsler er mange, den vigtigste, finder jeg, er at overførslen er ufrivillig. Hvis det var til fordel for både Peter og Poul at overføre pengene, så var der ingen årsag til at opbygge et stort bureaukrati, der lever sit parasitiske liv som en igle på de produktive i samfundet, ved at suge penge ud af Peter, under påskud af at hjælpe Poul. Undervejs hjælper bureaukratiet sig selv til en solid indtægt, der kommer ud af de midler det er lykkes at tvinge ud af Peter.

Uanset hvad man mener om skatternes moralske dimension, så er det let at vise, at offentlig drift af produktion af et hvilket som helst økonomisk gode er mindre effektivt end markedsbaseret drift. Uanset hvilken idé man måtte have om, at det er i misundelsesvelfærdens interesse at udplyndre de rigeste og udjævne menneskets forskellighed i den økonomiske sfære, så er det slutresultatet af hele processen der tæller. Ikke alene er det tydeligt et tab af velfærd for den som betaler skatten, men ligeledes er det et tab af velfærd for den, som modtager ydelsen, fordi der i det offentlige system ikke kan prioriteres til forbrugernes største velfærd. Det eneste system der kan prioritere resurserne på en værdiproduktiv måde er markedsøkonomien. Under laissez-faire vil markedskræfterne sørge for at bruge resurserne på den måde der optimerer forbrugervelfærden. Det er muligt at nå til denne konklusion fordi markedet tilskynder konkurrence og kun lever af forbrugernes “feedback”. Hvis en vare er for dyr, vil den ikke blive solgt. Hvis en vare er af for dårlig kvalitet, vil den heller ikke blive solgt. Dette feedback gives individuelt af hver forbruger hver gang vi køber et produkt – og inden vi køber et produkt med en vis størrelsesorden af pris, undersøger vi nøje hvad vi får, og om det forventes at leve op til forventningen til produktet.

Det offentlige apparat har ikke dette nuancerede feedback. Dets monopolstatus og særligt dets finansiering af produktionen, gør det offentlige ude af stand til at producere effektivt, og de smuler der produceres, prioriteres forkert. Det er de forkerte der får lov at forbruge resurserne. Det er det forkerte der produceres med de tilgængelige resurser. Resurser der kunne være anvendt bedre, spildes på lavproduktive sysler, produkter hvis kvalitet ikke står mål til prisen, produceres fortsat i det offentlige uden at lide dens naturlige død. Det er et system enhver produktiv borger burde være forskrækket over.

Skattekritik skal derfor ikke dreje sig om at ævle om at topskatten er uretfærdig, tåbelig og skader de mest produktive i samfundet. Skattekritik skal dreje sig om at skatter i det hele taget er uretfærdig, tåbelig og skader enhver produktiv social handling for ethvert produktivt individ i samfundet. Skattekritik skal vindes på sit basale argument, der gælder universelt for alle de produktive i samfundet: Skatter tager fra de produktive og subsidierer de uproduktive. Hvad enten man er moralsk eller nyttemoralsk imod skatter, bør skatteargumentet føres først og fremmest på dets basale præmis, ikke på at der er nogen der skades af en særlig skat, og lade som om at indkomstskatten kun er et problem når den kravler over 50pct, eller hvilken procentsats man selv synes er for høj. Det er helt forkert, alle skatter er forkerte hvad enten man er til det utilitaristiske eller moralistiske argument.

Annika Smith, ræverød og refleksiv

Annika Smith berettede om hvor træt hun var af at høre folk klage deres nød over politikerne. Demokratiet er så dejligt, siger hun, og nævner at det særligt dejlige er at demokrati er at tale sammen, og at i demokratiet er der ingen holdninger der er forkerte. Jeg tror nok jeg kan komme på en hel snes holdninger, som er forkerte, enten moralsk eller økonomisk forkert. Fx at en pris under ligevægtsprisen ikke skaber udsolgte varer og kronisk knaphed. Eller at sorte ikke er mennesker og derfor gerne må holdes som slaver. Eller at beskatning ikke medfører tab af velfærd for den der betaler skatten.

Demokratiets samtale slutter også når det kommer til at udmønte konklusionen af samtalen i praksis. Jeg kan ikke diskutere med skattevæsenet om den grønne afgift på min bil, om ejendomsskatten, størrelsen på mit personfradrag eller min trækprocent. Her holder samtalen op, og går over i stedet over i rendyrket udplyndring.

Demokrati er kun i sin mest naive og blanke fremstilling en samtale mellem mennesker. Når samtalen samtidigt drejer sig om holdningstilkendegivelse, hvor ingen holdning er forkert, hvordan kan man på noget tidspunkt, selv i denne uhyggeligt naive fremstilling, nå frem til at demokratiet kan bruges til at løse problemer af nogen som helst art? Hvis sandhed er ligegyldig, hvis bare flertallet støtter, hvis ikke passivt, så tilbagelænet og mellemfornøjet, hvad end beslutningen bliver, hvordan kan man da tro på at beslutningen vil medføre det man sigtede efter at opnå? Sandt og falskt i holdninger er måske tilforladeligt, da ingen bliver skadet af en andens holdning. Men problemet med demokratiet er at det er legitimerer velfærdsstatens magtbrug overfor den fredelige befolkning. Det medfører at deltagerne med sine forkerte opfattelser, opbygger et kontraproduktivt system, der netop reducerer chancen for at det vil lykkes at nå de mål de selv har sat.

Sandheden er vigtig – bare fordi en holdning ikke skader andre mennesker, så kan en politik der er bygget på disse forfejlede holdninger få grelle konsekvenser for et samfund.

Jeg bliver naturligvis også ramt lidt, når Annika Smith skriver, at de som klager sig over alle politikerne opfører sig som fulde bodegaklienter, der klager over at alle øllene smager dårligt. Den evindelige kritik over politikerne er hun træt af – men som hun ganske rigtigt kommer frem til, hvis man kritiserer alle politikere, så er det ikke politikere man er imod, det er nærmere fordi man ikke kan lide politik.

Meget sandt for mig.

Åh, valgplakaterne er endelig væk igen

Til sidst, og bestemt ikke mindst, er det en lettelse at se politikernes valgplakater blive fjernet fra det offentlige rum. Det har ved gud ikke været kønt at se på, hverken æstetisk eller liberalt. Det æstetiske vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere, men i stedet vil jeg fremstille en liberal kritik af valgplakaterne her.

I det offentlige rum bestemmer politikerne. Der kan ikke være tvivl om hvordan reglerne vil udmønte sig når det kommer til opklæbning af reklamesøjler. Private virksomheder der gjorde bare noget der lignede en valgkampagne med opklæbning af reklameskilte alle vegne, kan vi nok hurtigt finde bødehæftet frem til og sørge for at de reklamer blev pillet ned så hurtigt som muligt. Det passer sig jo ikke for det offentlige rum, siger vi, at private virksomheder må reklamere.

Men politikerne tillader alligevel deres private politiske kampagne disse privilegier for at underbygge og forstærke demokratiets vægt for samfundet. Det er en af søjlerne i demokratiet at enhver politiker der ønsker at stille op, kan få lov til at opklæbe sit fjæs og nogle sanseløse floskler herunder, for at forsøge at vinde stemmer ved valget. Der er ingen forskel på en virksomheds reklamekampagne og en politikers egen karrierekampagne. Begge dele er interesseret i at bringe til andres opmærksomhed at de eksisterer, og samtidigt at levere et “tilbud” eller gøre opmærksom på et produkt.

Men hov – der er jo stor forskel på private virksomheders reklamekampagner og politikernes kampagner, for der er jo slet ikke nær så mange gange valg i demokratiet som der er i markedet. I markedet vælger vi ved hver brug af vores penge hvem vi mener gør sig fortjent til indtægt fra os. En reklamekampagne for en markedsbaseret virksomhed vil derfor være uendelig, der skulle dagligt nye plakater op og hænge, for at følge med virksomhedens dynamik og forsøg på at skaffe kunder.

Politikerens valgplakater hænges op en gang hvert 4. år (medmindre det både er en lokal- og folketingspolitiker, hvor det kan være hvert 2. år, hvis der ikke udskrives folketingsvalg “før tid”). Det bør også få dig til at stoppe op og tænke en gang til. Det kan være at valgplakaterne er tålelige, når de kun opstilles så få dage om året, men hvorfor er det kun nødvendigt at vide hvad du mener om så stort et emne som demokratiet, hvert 4. år? Og hvorfor er det nødvendigt at stemme på en agent der i dit sted skal vælge for dig?

Personligt savnede jeg en valgplakat for “ingen politikere” i kommunen eller regionen. Eller nærmere, nedlæg kommunen og regionen.

I markedet stemmer vi hver gang vi bruger penge. I politik stemmer vi hvert 4. år på en agent, der kan tage beslutninger som vi personligt er imod.

Forestil dig at du valgte hvert 4. år hvem der skulle købe ind til dig. Når du havde valgt, kunne du ikke gøre indsigelser før efter 4 år. Denne person kunne herefter vælge hvor mange af dine penge der skulle bruges på indkøb, og hvad de skulle bruges på. Der er ingen mulighed for selv at købe ind ved siden af. Agenten har komplet monopol på leverance af dagligvarer.

Ville du være særligt tryg ved denne situation? Ingen ved sine sansers fulde fem ville gå med til sådan en ordning. Men det er præcis hvad der er tilfældet i det politiske cirkus. Vi har givet magten over vores egen skæbne til politikerne.

Ville du stole på at denne person ville bruge dine penge på de bedste produkter, fremfor på agentens venners produkt?

Ville du stole på at agenten brugte præcis så mange penge, som du selv ønsker at bruge?

Ville du stole på at agenten købte præcis de varer, som du selv ville have købt?

Liberale svar på TV2s quiz til regionalvalget

I dag sad jeg og kiggede på TV2s kandidattest til regionalvalget.

Der var nogle af spørgsmålene som jeg synes kunne være sjove at besvare. Svarene jeg har givet skal ses som en modvægt til de værdiladede spørgsmål som TV2 har stillet.

Der skal indføres mere brugerbetaling på sundhedsområdet for at finansiere flere og dyrere behandlinger i fremtiden.

Brugerbetaling er problematisk fra en liberal synsvinkel. På den ene side kan man være for, fordi det dæmmer op for den uhæmmede efterspørgsel. I dag skabes lange ventelister, fordi priserne på sundhedsydelserne i det offentlige er nul, og fordi det samtidigt, uden fri prisdannelse på ydelserne, bliver umuligt at identificere hvor det er samfundsøkonomisk gunstigt at investere i øget produktion og hvor produktionen kan reduceres. På den anden side er det problematisk at udvælge visse ydelser til brugerbetaling, fordi det forudsætter, at andre ydelser skal fortsætte som fuldt offentligt finansierede. Det problematiske indtræffer i de situationer, hvor netop den sygdom man har været så uheldig at få, er udvalgt af bureaukraterne og politikerne til at være underlagt brugerbetaling. Man er med andre ord først tvunget, via skatten, til at betale for andres sygdomsbehandling, mens ens egen behandling betales i større omfang af dig selv.

Det ægte liberale svar er, naturligvis, at sundhedsvæsenet ikke skal drives af det offentlige. Dels fordi det er umuligt at foretage et korrekt moralsk valg for andre mennesker, som er tvunget til at følge, hvad man end har valgt, men også fordi det giver det optimale trade-off mellem pris og kvalitet. Den eneste korrekte liberale løsning er en fuldstændig privatisering af sundhedsvæsenet og en nedlæggelse af sundhedsstyrelsen og alle dets vedhæng. Den liberale ønsker at markedsøkonomien bruges til at udvikle sundhedssystemet, fordi det kun er i markedsøkonomiens frie valg og fravalg, at man kan finde det optimale svar på, hvor mange resurser der skal bruges på sundhedssystemet, hvilke sygdomme skal behandles, hvem der skal lave hvad i systemet, hvor meget dokumentation skal fylde, hvor skal sygehusene ligge henne og mange flere vigtige spørgsmål.

Min region skal – efter svensk forbillede – arbejde for at indføre et gebyr på besøg hos praktiserende læge.

Her er det igen problematisk at den praktiserende læge skal opkræve et gebyr, som fastsættes af de regionale bureaukrater. Det er et sympatisk forsøg på at reducere ventelister, reducere mængden af timer brugt på hypokonderne, og meget andet i effektiviseringens navn. Problemet er blot, igen, at der er kun een mulighed, den politiske vej. I stedet for at lade lægerne vælge deres priser selv, så de var frie til at vælge hvordan de ønsker at imødekomme efterspørgslen, skal regionerne til at diktere hvad lægen skal opkræve af gebyr for hver eneste patient der ankommer.

Lad lægen fastsætte prisen for sine ydelser. Han har ikke råd til at negligere sine kunder, men må, ligesom alle vi andre, i sin rolle som producent, følge kundernes ønsker til pris og kvalitet.

Ligesom lægen skal være fri til at fastsætte prisen på sine ydelser, skal der være fri adgang for konkurrence med lægen. I stedet for at kræve at lægen varetager dit og dat af opgaver, og samtidigt give ham eneret på visse ydelser, skal alle der har lyst, have lov til at forsøge at slå sig op som tilbyder af almen praksis i sundhedsydelser.

Ligesom ejendomsmæglerne har lov at skrive skøder ved hushandler, ligeså kan nærliggende professioner varetage nogle af lægens funktioner.

Der er ingen universel formel der kan bruges alle steder – markedet består af lokale kunder, der kan let være forskel fra by til by, og kvalitetskrav til den lokale læge under fri konkurrence må også sikres af markedsdrevne institutter.

Måske er det ikke det bedste eksempel, fordi det er statsfinansieret i høj grad endnu, men forbrugerorganisationer kan bruges som kvalitetstjek på sundhedsydelserne. Andre markedsbaserede løsninger såsom trustpilot o.m.a. kan også forestille sig vil være behjælpelig til at disciplinere lægerne til at følger kundernes efterspørgsel.

Der er naturligvis, i mit eksempel her, ikke tale om at enhver kvaksalver kan slippe godt fra skadelige behandlinger. Ejendomsretten gælder naturligvis stadigvæk, og hvis der opstår komplikationer som resultat af behandlingen, skal det være under fuld erstatningspligt. Det vil give forsikringsselskaber en stor rolle at spille, da enhver seriøs praktiserende sundhedsudbyder vil forsikre sig. Forsikringen vil da stille krav til forsikringstager for at reducere risikoen for skadesanmeldelser. Markedsdisciplinen vil derfor langsomt indfinde sig og luge de dårlige sundhedsudbydere ud, hvad enten de i dag ville gå for almindeligt praktiserende læger, eller alternative behandlere.

Regionerne løser vigtige opgaver, som hverken staten eller kommunerne kan løse bedre.

Et af de liberale elementer er at decentralisere demokratiske beslutninger, så de tages så tæt på borgerne som det er muligt. I spørgsmålet ligger der dog en underforstået tilbedelse af regionerne som en speciel størrelse enhed, som skulle være bedre end kommunalt eller statslig. Det reelle spørgsmål ligger formentlig i hvor store produktionsenhederne, som fx hospitalerne, skal være. Her er man fastlåst mellem tre dårlige valg, stat, region eller kommunalt. Man skal have den helt store liberale lup frem fra gemmerne, for at finde forskellen på at drive noget kommunalt, regionalt eller statsligt. Alle tre benytter den meget uhensigtsmæssige skattefinansiering, og hvis man vælger een fravælger man, for hele produktionsenheden, muligheder for diversitet.

Det er indlysende, når man forstår markedsøkonomien, at hospitalernes størrelse, placering og udbud af sundhedsydelser skal være op til markedskræfterne. Det essentielle er ikke at opdele hospitaler i region-, stat- eller kommunale hospitaler, men at lade dem følge markedets data, således de, ligesom alle andre økonomiske goder, drives til markedets største tilfredsstillelse. I visse områder kan det være smart med et stort hospital, og i andre områder vil et mindre hospital være det optimale valg.

I spørgsmålet ser man også en udelukkelse af de to andre valg, ved at træffe et valg. Det er den facon politik oftest fungerer på – one size fits all. I markedet udelukker valgene ikke hinanden – her er diversiteten langt større. Markedet kan til nogle sundhedsydelser vælge et lille lokalt hospital, mens til andre sundhedsydelser vil et større hospital være det optimale valg.

Det er i orden at spare på busruter med få passagerer.

Der kan være adskillige problemer med busruter der har få passagerer. Enten er prisen på ydelsen for høj, dækningen for ringe, ruten er ikke attraktiv, eller også er området ikke interesseret i at benytte busruten – eller mange andre årsager.

Hvis man svarer ja til spørgsmålet virker man overfladisk til at være den fornuftige mand, der kan kende en dårlig forretning, når man ser en. Det er åbenlyst at en rute der ikke kan tiltrække passagerer, er fravalgt af markedet.

Hvis man svarer nej til spørgsmålet, skal man forklare at man eventuelt er mere interesseret i at omlægge ruterne, for at gøre dem mere attraktive, men risikerer at fremstå som en ødeland der spilder samfundets resurser på mindre vigtige opgaver.

For at sikre at busdriften bliver drevet effektivt, skal den i hænderne på private iværksættere, der kan identificere de gode ruter, investere i den rette bus og sætte et prisniveau der gør at buslinjen kan opretholdes. Hvis busdriften overlades til markedet, vil man i stedet se en busdrift der søger at gøre kunderne tilfredse, ved at se på behovene på hver enkelt busrute og ved at prøve nye ting af, rute for rute, for at optimere samfundsnytten af busdriften.

I stedet for at lade bureaukraterne diktere hvordan busserne skal køre, efter en overordnet plan, ligesom i Sovjetunionen, skal busdriften overlades fuldstændigt til markedskræfterne, der i langt højere grad fungerer smidigt og effektivt end et offentligt bureaukrati.

Markedet bestemmer således også hvilke busruter der er gavnlige, og hvilke der spilder de knappe resurser på tabsgivende busruter.

Min region skal bruge flere penge på kollektiv trafik.

Dette er det dårligste spørgsmål af dem alle – men det letteste at svare liberalt på: NEJ.

Underforstået i spørgsmålet er der den naive tanke at flere penge proppet i et offentligt bureaukrati kan generere mere samfundsnytte og glæde. Det er absolut ikke givet at flere penge sikrer større kvalitet, bedre dækning eller større samfundsglæde. Problemet er, som altid, at alle goder i samfundet skal holdes op mod hinanden, af kunderne til godet, for at sikre at ingen af goderne får for lille eller for stor prioritet. Det er vigtigt at al drift lægges i markedets hænder, for at tillade en prioritering af kunderne, således man ikke bruger uhensigtsmæssigt mange penge på busdrift, hvis pengene kunne være brugt bedre på hospitalssenge eller lægevagten.

Alle disse prioritetsspørgsmål kan kun besvares til samfundets gavn af markedskræfternes frie udfoldelse. Med politisk kontrol følger økonomisk kaos.