Author Archive: Uffe

EUs handelsaftaler skader global frihandel

På Jyllands-Posten har Morten Løkkegaard (ML) skrevet et indlæg om frihandel, EU og fred.

I indlægget understreger ML betydningen af den frie handel, og påstår at handelshindringer skader forbrugerne og beskæftigelsen. ML mener, at det er nødvendigt at støtte EU, for at skubbe verden i den rigtige retning, hvor handelsaftaler udbredes og følges. EU skal være et fyrtårn for frihandel og være fredsskabende igennem denne frihandelspolitik. Argumentet er, at hvor handlen er fri, er incitamentet til krig mindre end det ellers ville have været. Indlægget er et rigtig godt eksempel på hvor forkert man kan opfatte frihandel og sammenhængen mellem frihandel, handelsaftaler og EU.

Hvis man vil høre det fra en økonom, kan man blot følge linket her, og læse Niels Westys gode indlæg om fordelene ved frihandel. Det korte budskab i indlægget er, at handelsrestriktioner udgør et tab af velstand, men at det ikke har nogen betydning for beskæftigelsen. Frihandel skaber mere produktive arbejdspladser, hverken flere eller færre, men fordi fordelene ved international handel kan udnyttes, er hver arbejdsplads mere produktiv.

Murray N. Rothbard, Man, Economy, And State s. 1101:

Tariffs injure the consumers within the “protected” area, who are prevented from purchasing from more efficient producers at a lower price. They also injure the more efficient foreign firms and consumers of all areas, who are deprived of the advantages of geographic specialization.

Når det er sagt, at årsagen til at man vil sikre frihandel er, at man ikke vil lægge forhindringer i vejen for, at folk søger at forbedre deres liv ved at handle fredeligt med hinanden, hvad kan man så sige om den nuværende situation, som Danmark og EU er en del af?

Først lidt om argumentet for ensidet frihandel, altså en politik hvor en stat ikke blander sig i handel, uden hensyn til om andre stater gør det eller ej.

Frihandel kan og bør føres uden modkrav

Det første, og vigtigste, budskab er, at frihandel ikke kræver internationale politiske aftaler. Det kræver blot, at statens toldbetjente og skattevæsen undlader at pålægge told på import. Toldpålæggelse er i sin essens blot at statsmagten konfiskerer varer der krydser grænsen, og før varen frigives til sin retmæssige ejermand, kræver de en løsesum. Perfekt frihandel fra borger til borger forudsætter, at der på begge sider af grænserne, der krydses, findes en politik, der tillader varer at skifte ejermand, uden at varen beslaglægges og ejermanden afpresses for toldbetaling. Men det er ikke strengt nødvendigt at kræve perfektion, ensidet frihandel er også gunstigt for frihed og velstand.

Et af argumenterne for en decideret handelspolitik er, at hvis man oplever at visse lande pålægger told, så kan man med sin egen toldpolitik føre “gengældelse” mod anden anden stat. Det er meget oppe i tiden, hvor politikken i USA og Kina går i retning af restriktion og gengældelse. Argumentet synes at hvile i, at politikerne på tværs af grænserne skal have “noget at give af”, for at nå til enighed om at begge sider opgiver deres toldpolitik. Problemet med gengældelsesargumentet er, at det både rammer forbrugerne der er under staten, der gengælder, som de rammer producenterne i staten der “startede” (det er godt eksempel på en børnehave). Hvis man vil føre gengældelsespolitik, er man udsat for kritik for at øge undertrykkelsen af borgerne i statens territorie, samtidigt med, at man argumenterer med halve sandheder.

Det forekommer dog som et pudsigt sammentræf, hvis der på begge sider skulle være interesse i frihandel, men at man ikke fører den politik. Hvorfor ikke bare opgive sin toldpolitik helt og holdent, hvis man i virkeligheden ønsker frihandel?

I det næste tilfælde, hvor den ene part ønsker en toldmur, og den anden part ønsker frihandel, hvad så? Hvad er den bedste måde at agere på, med økonomens briller?

Lad os se lidt nærmere på problemet, lad os tage eksemplet med, at der er told på import til Stat B, men at Stat A ikke pålægger told. I denne situation fører Stat A en ensidet frihandelspolitik og Stat B fører en toldpolitik. Hvad er resultatet for forbrugerne der lever under Stat A og de der lever under Stat B?

Stat A’s forbrugere nyder fordelen ved at kunne købe varer direkte af Stat B’s producenter, mens Stat A’s producenter støder på en toldmur, når deres kunder befinder sig i Stat B’s territorie. Det er derfor fordelagtigt for både Stat A’s producenter og Stat B’s forbrugere at fjerne toldmuren. Der er også en valuta-effekt, der medvirker at der i Stat A befinder sig færre Stat B-penge, end der ellers ville have været. Denne effekt påvirker producenterne i Stat B’s mulighed for at sælge til forbrugerne i Stat A, da betalingsmidlet til betaling for import fra Sta B er reduceret. Det betyder, kort sagt, at en toldmur hos Stat B gør det sværere for producenterne i Stat B at afsætte deres varer til Stat A. En politik der umiddelbart påvirker forbrugerne, påvirker derfor også producenterne af andre varer end den der pålægges told.

Bevæger politikken sig den anden vej, mod mere protektionisme, ved at Stat A også indfører en toldmur, så skader det forbrugere yderligere i Stat A og producenterne i Stat B.

Det er derfor ikke i forbrugernes (eller andre producenters) interesse, at staten pålægger told på udenlandske varer. For producenterne af den told”beskyttede” vare er det lidt anderledes, men ikke på den lange bane.

Producenterne som “beskyttes” af en toldmur kan kun på kort sigt opnå større indtægter, end de ellers ville kunne. Årsagen er, at en toldmur ikke er det samme som et monopolprivilegie. Hvis der var tale om et monopolprivilegie, så ville producenterne af den monopoliserede vare kunne udtrække en større profit, end ellers. Men i tilfældet af en toldmur, så er der ikke tale om et monopol for producenterne. Deres kortsigtede profiteffekt vil på længere sigt blive konkurrereret væk af nye virksomheder, der entrerer markedet, for at tage del i den større profitrate.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 742:

It is important to realize that what those benefited by these measures consider an advantage for themselves lasts only for a limited time. In the long run the privilege accorded to a definite class of producers loses its power to create specific gains. The privileged branch attracts newcomers, and their competition tends to eliminate the specific gains derived from the privilege. The the eagerness of the law’s pet children to acquire privileges is insatiable. They continue to ask for new privileges because the old ones lose their power.

Da investeringer i produktion bestemmes af investorernes forventninger til afkast, så vil toldmure også tiltrække investering til den sektor, der “beskyttes” af toldmuren. Investeringen kan oprinde fra udlandet såvel fra indland, såfremt der er frie kapitalbevægelser. Denne ekstra tiltrukne investering vil dog være suboptimal (i forhold til det frie marked), foranlediget udelukkende ved statens magtanvendelse. Resultatet af den større investering i sektoren bliver, sammenlignet med tilfældet uden toldmur, at investeringerne går til projekter, som er mindre effektive, end de kunne have været, men gives kunstigt åndedræt af toldmuren.

Toldpålæggelse medfører, at produktionen indenfor statens territorie bliver mere rettet mod selvforsyning end mod samhandel og udnyttelse af komparative fordele. I det ekstreme tilfælde, hvor al handel pålægges enorme toldudgifter, vil det statslige territorie hensygne til rå selvforsyning, og til at forbigå gevinsterne ved den internationale arbejdsdeling. Det er værd at have in mente, når man taler om handelsrestriktioner, at en af konsekvenserne er, at landet mister handelsmuligheder, og at det tenderer til en større grad af selvforsyning. Tænk på, hvor meget din levestandard ville falde, hvis du udelukkende ville forbruge dine egne produkter, og ikke ville købe ind hos købmanden, slagteren, bageren, landmanden osv.

Udover at forbrugerne plyndres af statens toldmur, lokkes investorerne til at sætte penge i ineffektiv produktion, der, uden toldmuren, ikke er rentabel. Er toldmuren først opsat, er disse investeringer kun rentable med den kunstige toldmur, og det bliver derfor svært at fjerne toldmuren, så længe investorerne er politisk forbundne. Udsigten til tab på investeret kapital er et udmærket incitament for kapitalisten til at argumentere mod frihandel. Denne pointe er værd at huske på. Senere i indlægget vender jeg tilbage hertil.

Et andet argument for at beholde toldmure er, at det kunne bruges som middel i forhandlinger med fx Stat B’s politikere, for at fjerne begge toldmure. Men hvilket rationale, skulle Stat A kunne bruge, for at beholde en toldmur i et forsøg på at opnå frihandel? Den skade, der påføres af toldmuren, rammer både Stat A’s forbrugere såvel som Stat B’s producenter.  Argumentet kunne være, at politikerne i Stat B vil se protektionistiske ud, hvis Stat A fjerner toldmuren, uden en sammenfaldende fjernelse af toldmuren i Stat B. Det kan man vel argumentere for, men realistisk set, så er det i sidste ende ikke entydigt hvad Stat B’s politikere går til valg på, og får stemmer af. De kan lige så vel være arge protektionister, som de kan være rabiate frihandelsfanatikere.

Hviler argumentet derfor på, hvad politikerne går til valg på, så er der en vis selvmodsigelse i spil. Hvis politikerne i Stat B alligevel er gået til valg på en frihandelspolitik, hvorfor skal Stat A gøre noget som helst, for at Stat B’s politikere kan fjerne deres egen toldmur, for at give forbrugerne fordelene af frihandel? Hvorfor bør de da ikke blot sige, at de har kun magt til at indføre en ensidet frihandelspolitik, og derfor vil de gennemføre denne?

Det eneste lokkemiddel som Stat B’s nye frihandelspolitik indeholder er, at Stat A’s producenter får lettere ved at sælge produkter til Stat B’s forbrugere.

I realiteten er der sjældent tale om sådanne simple sammenfald med enten total frihandel på den ene side, eller toldpolitik på samtlige importvarer. Det håber jeg også læseren har indset. Jeg bilder mig ikke ind, at “frihandel” reelt betragtes sådan som det burde betragtes: Som et gennemsyrende fænomen, der gælder alle varer og tjenesteydelser. Vi kan blot se til vores egen toldlov, og hurtigt blive klar over, at, på trods af alle de politiske flosker om, at Danmark er en lille åben økonomi, så pålægger staten moms på alt der krydser grænsen (med undtagelse af privat import ved egen hjemførsel), samt at der er masser af varetyper, der derudover pålægges told. De varertyper, der pålægges told, er ikke usandsynligt et resultat af politiske aftaler, lobbyarbejde, og meget andet, der har til formål at “beskytte” en særlig forsamling af producenter, der tilfældigvis er gode venner med politikerne, eller ganske simpelt blot et middel til at opkræve flere penge hos skatteyderne.

Frihandelsaftaler – resultat af årevis af lobbyisme og vennetjenester

Det forudgående fører os dermed til næste punkt: Hvis det er politikere, der udformer frihandelsaftalerne, så kan man være ganske sikker på, at der er overvejende sandsynlighed for, at aftalerne strikkes således sammen, sådan at producenter i det ene land fortsat “beskyttes” med en toldmur, mens andre producenter i det andet land, også beskyttes af en toldmur.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 128:

Stærke lobby-organisationer kan også udnytte asymmetrisk information til at bilde politikere, bureaukrater, journalister og offentligheden ind, at forskellige former for regulering i er i almenvellets interesse, mens det i virkeligheden kun fremmer lobbyisternes snævre egeninteresser. Regulering, der gør det svært for udenlanske producenter at komme ind på det danske marked, kan for eksempel sælges som forbruger-eller miljøbeskyttelse.

Afhængig af deres politiske arbejde, sikrer de største producenter sig ofte en form for toldmur, enten i tekniske krav til import (under dække af “forbrugerbeskyttelse”, “klimahensyn” og andet nonsens), eller i toldsatser på udvalgte varer. Opfindsomheden er altid stor, når det kommer til menneskets velfærdssikring. Resultatet er, som altid, at visse producenter beskyttes af staten mod udenlandsk konkurrence, mens disse producenter i rollen som forbruger nyder godt af den skrappere konkurrence fra udlandske producenter. Man ønsker skrap konkurrence på de goder, man køber og meget sparsom konkurrence på de goder, man sælger. Lav pris og høj kvalitet, på de varer man selv køber, og lav kvalitet og høj pris, på de varer man sælger.

Det er den samme drift, der har ført mange danske vælgere til at støtte op om den progressive indkomstskat, omfordelingen og en lang række andre destruktive politikker. De ønsker, at byrderne skal bæres af andre, mens de selv høster gevinsterne (de tror i alt fald, at deres egen velfærd forbedres ved at proppe andres skatteyderpenge i velfærdsstatens ydelser, som de selv ønsker at forbruge).

EUs rolle som moderator i international handelspolitik

I indlægget fra ML understreges det gang på gang, at EU er sådan en fin organisation, der kan agere fyrtårn for frihandel og sikre at staterne imellem følger den overordnede handelspolitik. Med EUs handelsaftaler sikres fri handel, påstår ML. Jævnfør ovenstående diskussion om Stat A og Stat B, kan vi nu i stedet sige “samlingen af Staterne A kontra samlingen af Staterne B” (fx EU kontra USA). Det ændrer ikke på handelsteorien at EU dækker et større territorie, end de enkelte stater dækker. Det er stadig velstandsmaksimerende at føre en ensidet frihandelspolitik. Der er dog visse politiske effekter af sammenlægningen. Det kommer jeg til.

Det er ydermere desværre ikke sandt at EU bedriver frihandelspolitik. Det er korrekt, at internt i EU kan varer udveksles uden pålæggelse af told. I det omfang at EU indbefatter flere og flere nationer, kan der opstå fordele af denne politik, isoleret set (EU har medført andre store velstandstab med sine uendelige reguleringer og subsidier). Det ændrer dog ikke på, at EU er en toldunion, og fører en handelspolitik som kan koges ned til en “der er told på alt udefra, pånær visse undtagelser”-politik. En handelsaftale om ægte frihandel behøver blot en enkelt linje, “Alle varer og tjenesteydelser fra land X,Y og Z kan krydse grænsen uden inspektion af toldvæsenet.” De fleste handelsaftaler indeholder dog en stor mængde tekst udover den ene linje, der er essensen af frihandel. Handelsaftalerne bliver ikke til andet end politiske forhandlinger om hvilke sektorer, der fortsat modtager privilegier af staten. Handelsaftalerne har masser af undtagelser, med henvisning til miljøkrav, klimakrav og meget anden nonsens, med det utvetydige mål at sikre visse produkter mod konkurrence.

Hvorfor tror du, at en kaffemaskine ikke længere må forbruge strøm i standby? Hvorfor må en støvsuger kun have en effekt på 900W? Tekniske krav, der forhindrer handel, er ikke andet en røgslør for protektionisme.

EUs handelsaftaler er derfor ikke en forbedring af problemerne med producent-privilegier. Tværtimod forværres problemet, fordi gevinsten ved at sikre sine privilegier bliver så meget større. De love der vedtages i EU, har langt større effekt, end de nationale love. Derfor er det langt mere fordelagtigt at lobby for EU politik, end det er at lobby for national politik. Dette gælder også for handelspolitikken. Der er ganske enkelt langt mere profit i at sikre sig “gode” aftaler i EU. Da omkostningen for at lobby er ret høje, vil det være muligt for kun de største selskaber at afsætte tilstrækkeligt med resurser til at smøre politikerne. Den almindelige tømrer i Vendsyssel har formentlig ikke resurserne til at lobby for sin lille forretning, mens Volkswagen, Peugeot, Siemens, L’Oréal og Ferrero formentlig har resurser til det, og er tilstrækkeligt store til at kunne tjene udgiften til lobbyarbejdet hjem igen med det opnåede privilegie.

Men hvordan kan det være, at særinteresser har denne magt? Er det ikke demokratiske stater, vi har med at gøre? Særinteresserne er i stærkt undertal, og hovedparten af vælgerne er ikke interesseret i højere priser på varerne, de forbruger.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 127:

Når én gruppe betaler for en aktivitet, som en anden gruppe nyder gavn af, kan det være vanskeligt at få den afviklet, selv om den ikke leverer en værdi, der blot tilnærmelsesvis matcher omkostningerne. Det gælder især, når omkostninger er spredt på mange, mens værdien tilfalder en lille gruppe – økonomer taler om “spredte omkostninger og koncentrerede fordele”.

Situationen er derfor den, at med EU har lobbyorganisationerne endnu større grund til at gå i flæsket på politikerne, fordi det med EUs befolkning på godt 500 mio mennesker er muligt at sprede enorme gevinster til særinteresserne ud på mange flere mennesker.

I meget af det der er sagt og skrevet om Brexit, har der ind i mellem været brugt eksempler med, at Storbritannien ikke har kunnet gennemføre en handelspolitik med New Zealand, fordi de franske bønder ikke ønskede dette. Så længe Storbrittanien var en del af EU, skulle de følge EU reglerne om at opretholde toldmuren udadtil, også selvom det enkelte land ønskede at indgå en handelsaftale med et land udenfor toldmuren. EU var for Storbritannien hvad staten er for den almindelige borger: En restriktion af frihed til at handle.

Således er det meget svært at se, hvordan EU skulle være noget fyrtårn for andet end lobbyisme, sikring af privilegier til storindustrien, magtmisbrug og øget udplyndring af borgerne. Ægte frihandel kræver ikke overstatslige organisationer, det kræver blot at staten ikke plyndrer sine borgere, når de bestiller varer fra udlandet. Hvis andre stater ønsker at føre toldpolitik, så er den velstandsmaksimerende politik at fastholde ensidet frihandel, til gavn for produktiviteten og samfundets velstand samlet set.

Skader besparelser i DR danskheden?

For nylig er der kommet en politisk aftale om, at DRs budget skal reduceres med 20pct over de kommende 5 år (i forhold til de planlagte budgetter), og at betalingen til DR fremover vil foregå via indkomstskatten, ved at reducere personfradraget. På almindelig socialdemokratisk vis er byrderne distribueret efter politisk korrekthed – iflg. aftalen skal “de svage” betale mindre, eksempelvis pensionister og handicappede.

I samme forbindelse har Signe Munk på sin blog på Jyllands-Posten skrevet et indlæg om, hvordan en reduktion af DRs budget skader danskheden.

Signe Munk bringer adskillige emner på banen, men hendes bekymring drejer sig mest om kulturbevarelse. Signe skriver, at hun er bekymret for besparelsen i DR, for med danskernes forskellighed, hvordan skal vi kunne fastholde en fælles kultur, uden et stærkt DR?

Signe Munk bekymrer sig om hvad der kan holde danskerne sammen, når landet bliver mere og mere forskelligartet. Nye mennesker kommer til fra andre lande, indkomsterne er forskellige danskerne imellem, og etnicitet og religiøsiteten er ligeledes også under forandring. I mine ører lyder hun lidt konservativ, men hendes løsning på problemerne er den typiske bureaukratiske en af slagsen: For at understøtte danskhed, så skal DR have en pose af skatteydernes penge. I Signe Munks verden virker det til, at der er en vis mængde danskhed, som kan bevares, ved at fortsætte at subsidiere DR. Reducerer politikerne budgettet i DR, så spares der på det som støtter danskheden.

Signe Munk begår den klassiske fejl, som langt de fleste politisk korrekte er tilbøjelig til at begå. De kæder DR sammen med kultur og danskhed, og i deres verdensbillede er det nødvendigt med eksperter (læs: politisk forbundne bureaukrater, med de politisk korrekte meninger, der støtter det danske socialdemokratiske regime) der kan skabe mediestof, der sørger for, at understøtte deres opfattelse af, hvad der er rigtig dansk kultur. Den fundamentale fejl er, at subjektive emner såsom “danskhed” og “kultur”, ikke opstår fra toppen, ikke skal fastholdes i en særlig tilstand (Hvor er vi dog heldige! Lige præcis nu er danskheden fuldstændig optimal, og enhver ændring skal bekæmpes!) men har været en bevægelse der er startet i det almindelige borgerlige samfund, hvor normer og sædvaner langsomt bliver til generelle ditto. Kulturen er altid i bevægelse, da den følger med menneskets behov og verdensopfattelse i en verden, der er i konstant forandring. Se blot på sproget igennem tiden.

I det hele taget er det også ganske overfladisk, hvis argumentet er, at der findes een ægte dansk kultur, og den må ikke forandres, nogensinde. Jeg er sikker på, at Signe Munk ville give mig ret i, at der er stor forskel på en sønderjyde og en københavner, når det kommer til normer, sædvaner og andet der ligger i kulturen. Særligt hvis man følger deres dagligdag vil det være tydeligt.

Man kan jo stille et simpelt spørgsmål: Er det medvirkende til bevarelsen af “danskheden”, at tvinge sønderjyden til at finansiere et politisk korrekt DR, der er lokaliseret i København?

Der kan ikke spares i DR

Et af punkterne som Signe Munk særligt irriteres over er, at der tydeligvis ikke findes noget sted at spare på DR, uden at det går ud over danskheden. I spareplanen skal der spares 700 mio. kr. på DR.

For at belyse emnet lidt nærmere, kan følgende liste af TV-kanaler være behjælpelig (tallene i parentes er de i 2015 estimerede driftsudgifter i mio. kr., se s. 17):

  1. DR1  (1.584)
  2. DR2 (461)
  3. DR3 (265)
  4. DR Ultra (187)
  5. DR K (110)
  6. DR Ramasjang (70)

Udover disse kanaler, findes der også et sæt radiokanaler som DR driver:

  1. DR P1 (199)
  2. DR P2 (60)
  3. DR P3 (96)
  4. DR P4 København (P4 samlet: 361)
  5. DR P4 Bornholm
  6. DR P4 Esbjerg
  7. DR P4 Fyn
  8. DR P4 Midt og Vest
  9. DR P4 Nordjylland
  10. DR P4 Sjælland
  11. DR P4 Syd
  12. DR P4 Trekanten
  13. DR P4 Østjylland
  14. DR P5
  15. DR P6 Beat
  16. DR P7 Mix
  17. DR P8 Jazz
  18. DR LB

Og naturligvis websiden dr.dk (191)

Signe Munk trækker også nogle argumenter frem, der ikke er relevante for diskussionen. Hun diskuterer kvaliteten af de producerede udsendelser, hun taler om deres internationale anerkendelse, intelligens, meningsfulde udsendelser og den historiske læring. Disse argumenter er irrelevante af den simple årsag, at kvalitet er subjektivt. Det bør være frit for den enkelte at vælge, hvilken kvalitet man ønsker at betale for.

Jeg er eksempelvis meget uenig i hendes kvalitetsvurdering af det arbejde DR laver, særligt det historiske makværk, DR havde tilstrækkelig arrogance til at kalde “Vores Danmarkshistorie”. Her var ingen kritik af kongehuset, ingen tid blev brugt på at nævne at kongen undertrykte befolkningen, beskattede den for at finansiere sine tåbelige krige. Al udvikling i retning af centralisering af magt (“hvordan et folk blev til et folk”, er i mine øjne et komplet vanvittigt slogan, særligt fordi magtskabelsen slet ikke diskuteres) blev præsenteret som positiv. Ingen tid blev afsat til at diskutere skatteoprørene, ingen tid blev afsat til at diskutere strømninger i samfundet, udover kongehusets. Når den tyranniske danske konge klokkede i sine egne affærer, og mistede magten over bønderne, lød det som om hele befolkningen stod værre, da de kom under en svensk tyran, i forhold til da de var under en dansk tyran. Den slags propaganda vil jeg gerne være fritaget fra at finansiere, og jeg under alle andre den samme valgmulighed.

Samtidigt ønsker jeg også, at Signe Munk har mulighed for frit at betale for den slags historiefortælling, der gør hende tilfreds.

Nu skal jeg i øvrigt også passe på ikke at lave et fint selvmål, ved at påstå, at der kan spares i DR, fordi de bruger penge på mange områder, samtidigt med, at jeg påstår, at kultur er et lokalt fænomen, der ikke kan centraliseres. Det er et dårligt argument for besparelser i DR. Sådanne argumenter vil bare føre til yderligere budgeteksplosion og dermed større licensbetaling, som er det modsatte af det ønskede mål.

Argumentet jeg vil føre, som forhåbentlig ikke kommer bag på læserne, er, at DR ikke skal finansieres over skatten, eller ved at få privilegier af nogen art. DR, hvis man ønsker at navngive en radio og TV-station således, skal have lov at hvile i det frie marked i konkurrence med alle andre udbydere, der tilbyder deres services, uden at true med skattevæsen, fængsel eller politi.

Kort sagt, kritikken af DR er ikke, at det er en centraliseret organisation, men at den finansieres sådan som den gør. Uanset hvilket ædelt formål man end måtte udse til DR, så kan det under ingen omstændigheder accepteres, at DR finansieres ved at true fredelige mennesker. Det er absolut forkasteligt.

Borgerne skal være frie til at købe de TV-pakker som de ønsker, ingen må true dem til at finansiere TV eller noget andet. Hvis de tvinges til dette, subsidierer de i virkeligheden blot andres subjektive opfattelse af, hvad der er ægte danskhed. I DR er det i dag muligt at leve af andres produktion, uden selv at yde noget målbart produktivt til gengæld. Det skaber også en selvretfærdighed, at man er fritaget for at henvende sig til kunderne, men at man kan nøjes med at gentage politisk korrekt stof, som gør chefen (politikerne) glad. Kunden behøver man ikke at gøre glad, kunden skal betale uanset. Man behøver derfor ikke at interessere sig for, hvad kunderne ønsker, men kan nøjes med at interessere sig for, hvad politikerne ønsker. I den alliance mellem politiker og offentligt ansat, kan man hæve sig over masserne, og bruge deres penge på sin egen karriere og lyster.

Kultur, liberalisme og samfund

Et af de bærende elementer i den liberale filosofi er, at samfundet selv kan finde ud af at arrangere sine affærer. Påstanden er, at borgerne i samfundet er de vigtigste. De har rettigheder der skal respekteres, og deres personlige værdier og ønsker, såfremt de er fredelige, er det som samfundet kan bygge på. Kultur anses ikke som ligegyldigt. Det er vigtigt at understrege, for der findes visse, efter min mening meget forvirrede, liberale, der skøjter let hen over kultur, og siger, at det vigtigste er den økonomiske frihed, således man kan købe hvad som helst, uden at andre blander sig i det.

Det er efter min mening ikke en frugtbar udlægning af liberal filosofi – jeg mener, at det er afgørende vigtigt, netop for udviklingen af en sund og bæredygtig kultur, at de liberale principper følges, med særlig vægt på at liberalismen ikke anbefaler dig at være ligeglad med det samfund, du omgives af. I stedet bør du indleve dig i det, og lytte til de som har noget klogt at fortælle, og forsøge at argumentere for dine egne synspunkter. Selvom vi alle blev frie mennesker i samfundet, vil det til alle tider være nødvendigt med det personlige engagement i samfundets udvikling, særligt hvis man har noget fornuftigt at bringe til debatten.

Kultur opstår ved samkvem mellem mennesker, det opstår ved at mennesker mødes og diskuterer deres synspunkter og overvejelser om livet, moral og etik. Den liberale filosofi skal derfor ikke ses alene som en streng økonomisk frihed, men skal i stedet ses som en gennemsyrende livsopfattelse, der også involverer kultur på lige fod med alle andre kategorier i samfundets dynamik.

Kultur, der får lov at udvikle sig, hvor mennesker mødes frit og argumenterer frit for deres standpunkter, er den liberale kultur. Det er essensen i budskabet, når jeg påpeger, at et skatteyderfinansieret DR aldrig burde være opstået. DR er opstået på et fundament af tvang – ikke på et fundament af ligeværdige parter med fælles interesser med friheden til at sige nej og skabe deres eget. Den kultur som DR bærer på, er en pervers kultur, der ved hver lejlighed bruger sin hypnotiserende magt til at gentage de socialdemokratiske floskler, så lytterne lulles til at tro, at licens er noget, vi giver til hinanden, eller at offentlige hospitaler, der er finansieret ved at true borgerne med fængsel, kan kaldes velfærd.

Netop fordi kultur er så vigtigt for et succesfuldt samfund skal DRs skattefinansiering ophøre. Fuldstændigt. Der skal afsættes 0kr på finansloven til DR. Et liberalt samfund har stadig vigtige landvindinger at gøre, så længe det største nyhedsorgan er finansieret med tvang. Det burde slet ikke være nødvendigt at skrive, men jeg frygter at pointen ikke vinder frem, hvis den ikke gøres eksplicit.

Liberal kulturudvikling i medieverdenen

I et liberalt samfund, vil der være forskellige udbydere, der forsøger at opnå kundernes frivillige betaling for sine ydelser. Såfremt det er frivilligt at fravælge at betale, så er det muligt at sige, at producenterne producerer værdi, i det omfang de har overskud. Hvis det der produceres ikke er af acceptabel kvalitet, hvis indholdet er skudt ved siden af, eller hvis prisen ikke er tilstrækkelig acceptabel, så vil kunderne fravælge produktet. Det er i sig selv ikke noget præcist feedback, det fortæller ikke på en positiv facon hvad producenten skal producere for at gøre kunderne tilfreds. Det er blot det minimale økonomiske feedback. Hvis producenterne vil vide mere om kunderne, må de forsøge at lokke kundernes lyster ud af dem.

Den frivillige betaling er blot et minimumskrav, det gør det muligt for kunderne at beskytte deres midler mod misbrug. Der findes i menneskesamfund intet perfekt system, men der findes forskellige grader af egnethed: I et liberalt samfund vil medierne forsøge at behage kunderne ved at producere det, som kunderne ønsker. Feedbacket giver dog den profitsøgende producent mulighed for at justere budget og kvalitet hele tiden, således pris og kvalitet bedst muligt falder i kundernes smag. Den frivillige betaling viser, hvor mange penge der er profitabel at investere, den viser om det producerede er i overensstemmelse med den kombinerede individuelle prioritering i samfundet. Hvis indtægterne ved salg af udsendelsen ikke dækker udgifterne til produktionen, så har samfundet signalleret, at resurserne der blev brugt på udsendelsen kunne være brugt et bedre sted. Det sørger for at holde producenten i stram snor, og for at undgå tab må producenten derfor altid interessere sig for sine kunders ønsker.

Da kulturen, jævnfør ovenstående sektion, er en udefinerbar størrelse og under konstant forandring, så er det vigtigt at kunderne har mulighed for at sige nej tak til at betale. Når DR producerer noget, så har de ikke andet feedback, udover hvor mange der har set deres udsendelse. Dette feedback fortæller ikke DR om udsendelsen var udgiften værd – eller om pengene er spildt på udsendelsen. Det fortæller dem blot, at en TV-seer, der ikke afkræves betaling for denne specifikke udsendelse, valgte at bruge sin tid på at se udsendelsen, frem for at foretage sig noget andet.

Seeren vælger dermed ikke hvor mange midler det var profitabelt at spendere på produktionen af udsendelsen, men vælger blot at se udsendelsen og bruge tiden på det. Udsendelsen er blevet betalt med skatteydernes penge, og seeren har nu kun en omkostning: tid. DR kan, ud fra deres feedback, slet ikke vurdere om de skulle bruge flere penge på udsendelsen, eller færre penge på udsendelsen. Der er ikke et økonomisk feedback, ingen profit- og tabsregnskab at opveje udgifter med indtægter. Uden dette vitale økonomiske feedback kan intet budget vurderes at være værdiskabende eller -forringende.

Fordi seeren kun tager stilling til tidsforbruget ved at se udsendelsen, og ikke den reelle omkostning i penge, vil det altid være muligt for DR at bryste sig af, hvor populære deres udsendelser er. DR henviser gerne til statistikken over hvor mange der har set udsendelsen, og bruger det som prydfjer, når de skal legitimere deres fortsatte virke. Det er økonomisk nonsens at argumentere således.

Det overser fuldstændigt det elementære problem med offentlig drift. Seeren, der ikke har mulighed for at undgå at betale for udsendelsen, vælger at se den, når hans relevante omkostning blot er, hvad han ellers kunne have foretaget sig i tiden som udsendelsen opsuger. Det betyder ikke at DRs budget er legitimt. Hvis DR ønsker at legitimere deres budget, kunne de vise hvor mange udsendelser, der har været overskudsgivende, der rent faktisk er betalt frivilligt for. Det er derfor ikke et kvalitetsstempel at henvise til statistik over seertal, det er demagogiske tricks for at legitimere DRs fortsatte udplyndring af skatteyderne.

Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, tredje del

Indtil videre har artikelserien om den liberale anarkisme kritiseret idéen om den minimale stat. Jeg har forsøgt at beskrive, hvordan loven opstår spontant i samfundet, hvilke forudsætninger loven har for at opstå og hvilke rationelle årsager der findes, for at støtte en lov.

I tredje del af min artikel om liberal anarkisme beskriver jeg hvordan markedets produktionsevne bidrager til konfliktminimering, hvordan det er muligt at indføre et strafsystem i det liberale anarki, hvordan straf bør udmåles og hvordan domstolene kunne fungere.

Til sidst kommer en kritik af det liberale anarki.

Markedet minimerer konflikter

Kort sagt, markedskræfterne, netværket af frivillige udvekslinger i et samfund, der benytter en lov, der beskytter ejendomsretten, er selve fundamentet for et rigt, fredeligt og liberalt samfund. I de foregående indlæg har jeg forsøgt at fremsætte en række argumenter for det frie samfund, og nu kan jeg derfor springe til nogle konklusioner:

Alle økonomiske goder kan underlægges samfundets frivillige udvekslinger. Der er intet økonomisk gode, der ikke bør håndteres af det frie marked. Markedsøkonomien er dermed i sig selv en institution, der frembringer resultater for samfundet, der minimerer risikoen for konflikter, fordi den er i stand til, i større og større omfang, at producere de resurser, hvis knaphed kan give konflikter. Det er ganske enkelt: Jo flere resurser der er tilgængelig, jo mindre risiko for konflikter, alt andet lige.

Enhver afvigelse fra den liberale lov fører til flere konflikter, og det kan derfor rationelt anerkendes, at den lov, der bedst sikrer fred i samfundet, er den liberale. I det omfang det lykkes at erkende dette faktum, vil det civiliserede samfunds love udvikle sig til at sikre den private ejendomsret. Hvis der ikke er nogen stat, der tvinger samfundets borgere til at følge et dikteret lovsæt, så vil menneskets stræben efter at bedre sin situation, føre til at der opstår parallelle systemer, hvor det er muligt at lære af hinandens fejl og kopiere hinandens handlinger. Så længe det er frit for samfundets individer at finde nye løsninger, uhindret af en tvangsinstution som staten, så vil det være muligt at lære af de, der har success, og implementere de mekanismer der førte til success for andre. På den måde spredes idéer og systemer der har ført til en opfattet success til andre dele af samfundet. Fra menneske til menneske. Der er ikke en magtinstitution der truer med fængsel, hvis man forsøger at genskabe fordele for sig selv ved gøre brug af andre systemer.

Beskyttelsen af person, eller ejendom, mod aggression er derfor essentiel, men der er visse undtagelser til reglen. For at kunne bruge ejendomsrettens som skjold mod aggression, skal det godtgøres, at den ejendom, man påstår er sin, er blevet sådan ved legitime handlinger og ikke ved tidligere uetiske handlinger, der er i strid med de liberale principper. Fysisk vold er kun moralsk og etisk acceptabel, hvis den bruges defensivt til at beskytte person, eller ejendom, mod aggression.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 51-52, Mises Institute:

[…] we cannot say that the great axiomatic moral rule of the libertarian society is the protection of property rights, period. For the criminal has no natural right whatever to the retention of property that he has stolen: the aggressor has no right to claim any property that he has acquired by aggression. Therefore, we must modify or rather clarify the basic rule of the libertarian society to say that no one has the right to aggress against the legitimate or just property of another.

For at sikre det civiliserede samfunds økonomiske, sociale og etiske opblomstring og succes, er det nødvendigt at benytte et system, der bevirker at kriminelle tendenser dæmpes. Et er at give de stjålne genstande tilbage til sin retmæssige ejer, men for tyven er det næppe nogen afskrækning, at måtte aflevere det stjålne. Hvis konsekvensen ved tyveri er, at de stjålne goder afleveres tilbage, betyder det, at hvis en tyv tager 1000kr fra dig, skal han bare aflevere 1000kr tilbage. Det afskrækker næppe tyven fra at tage chancen. Lykkes det ikke at opspore tyven, kan han beholde pengene, men bliver han fundet, bliver han bare sat tilbage til sin tidligere position. Altså mister han ingenting ved forsøget på tyveri. Der skal derfor mere til end blot at levere det stjålne gods tilbage.

En måde at fremstille problemet er ved at sige, at kriminalitet er en social interaktion, der er uønsket. Kriminalitet er det modsatte af et økonomisk gode, det er et økonomisk onde. For at minimere et onde, er det nødvendigt med foranstaltninger, der påfører omkostninger, og en af metoderne, der kan tages i brug til at påføre denne omkostning, er at straffe den kriminelle for sin kriminelle gerning.

Straf – hvordan?

Der forekommer at være sket en fejl i systemet. Hidtil har de liberale anarkister sagt, at der ikke findes noget monopol, der skal underkue de kriminelle, men samtidigt er postulatet, at individets ejendomsret skal beskyttes, fordi det er det eneste rationelle (og etiske) system til at sikre retfærdighed. Det forekommer at der er sket en fejl, en logisk selvmodsigelse: Hvis ejendomsretten ikke kan overskrides, hvis et monopol ikke må tvinge samfundets borgere til noget, hvordan kan man da have et retsvæsen der kan straffe kriminelle? Vil det ikke være i strid med grundprincipperne i det liberale anarkistiske samfund?

Murray Rothbard fremførte en løsning på det tilsyneladende uløselige teoretiske problem: Proportionalitetsprincippet. Din ejendomsret er ukrænkelig, såfremt du ikke har overskredet en andens ejendomsret. Hvis en person overskrider en andens ejendomsret, opgiver den aggressive person sin egen ejendomsret i proportion med sin initierede aggression. Det er ved tyvens egen handling, at denne demonstrerer, at han ikke opfatter ejendomsretten som ukrænkelig. Tyvens moralske kompas er i konflikt med samfundets. Tyvens demonstrerede præference for krænkelse af ejendomsretten bruges dermed mod ham selv i den følgende strafudmåling.

En tyv, der tager 10.000kr fra en anden, har opgivet sin ejendomsret for 10.000kr plus de tilstødende omkostninger til retssag, detektivarbejde og offerets tort forbundet med tyveriet. Tyven demonstrerer sin egen præference for at overskride ejendomsretten og i denne kriminelle handling ligger en delvis opgivelse af tyvens egen ejendomsret.

Altså – foretager du intet overgreb på andres ejendomsret, er din egen ejendomsret intakt, men i den udstrækning du overskrider en andens ejendomsret, opgiver du delvist din egen i den pågældende sag. Det er dine egne handlinger, der fører til en opgivelse af din ejendomsret. Ved at overtræde andres ejendomsret, viser du med dine handlinger, at du ikke anser ejendomsretten som en ret, og den, som var offer for din handling, kan derfor i retfærdighedens navn kræve erstatning for at genvinde det tabte, men også straffe dig proportionelt med din overtrædelse.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 85, Mises Institute:

We have advanced the view that the criminal loses his rights to the extent that he deprives another of his rights: the theory of “proportionality”. […] In the first place, it should be clear that the proportionate principle is a maximum, rather than a mandatory, punishment for the criminal.  […] The proportionality rule tells us how much punishment a plaintiff may exact from a convicted wrongdoer, and no more; it imposes the maximum limit on punishment that may be inflicted before the punisher himself becomes a criminal aggressor.

Det er vigtigt at pointere her, at det liberale anarki ikke fastlægger straffen alle skal følge. Strafsystemet der beskrives her, som citatet antyder, fastlægger blot den maksimale straf, der kan udmåles til den kriminelle. Det er dig frit stillet at lempe straffen i forhold til det tilladte, eller helt opgive straf, eller fravælge at føre sagen. En retssag kræver en forurettet part, der søger genoprettelse, der er ingen, der kan føre sager på andres vegne, medmindre samtykke hertil er givet.

Rothbard bruger proportionalitetsprincippet som basis for sin teori om straf. Rothbard skriver selv, at alle teorier om straf er mangelfulde, og han har ikke selv løst problemet fuldstændigt. Der er måske tale om en social konvention, frem for et grundlæggende principielt standpunkt, baseret i ejendomsretten, når proportionalitetsprincippet bruges som fundament for strafudmåling. Problemet er dog til at overse, da proportionalitetsprincippet blot kan bruges til et retssystem. I det liberale anarki vil der være flere konkurrerende retssystemer, der hver især benytter sine egne principper. Hvordan disse principper er fremkommet, er ikke afgørende for systemets levedygtighed og konsistens. Det essentielle er, at det er frivilligt, for den enkelte, at tilvælge det retssystem, der passer personen bedst. Samfundets bærende princip, der ikke må omgås, er blot at de personer, der straffes, selv vælger at lade sig straffe af systemet. Strafudmålingen kan derfor hvile på sociale konventioner. De strafregler der vil blive opbygget i de konkurrerende retssystemer, vil formentlig blive baseret på sædvane og kulturelle forhold. I sidste ende vælger man selv, hvilket system man ønsker at underlægge sig.

Med ovenstående princip i hænde (som et eksempel på et ud af mange mulige retssystemer), kan det lade sig gøre at argumentere for, at dømte kriminelle kan straffes, fordi deres ejendomsret er opgivet delvist ved deres kriminelle handling. Respekterer den kriminelle ikke selv ejendomsretten, så må den liberale lov straffe den kriminelle svarende til det omfang, som den kriminelle har overtrådt en andens rettigheder. Men hvordan skal straffen udføres i praksis? Hvad hvis tyven ikke vil underlægge sig domstolens afgørelse? Hvordan undgår man, at en privat domstol dømmer alt og alle, og inddrager tvivlsomme beviser for overtrædelse af ejendomsretten?

Domstole – udførsel af lovens bogstav

For at holde domstolene i skak er det nødvendigt, at hvert medlem af domstolen har indgået en kontrakt, der viser at personen frivilligt har valgt domstolen. I tilfældet af at de to personer, der kommer i konflikt hører under samme domstol, afsiger domstolen en dom, som personerne er bundet til at følge. Hvis den dømte kriminelle undviger straffen alligevel, risikerer personen at blive fredløs, og mister sin ejendomsret totalt. I vores digitale tidsalder vil der være registre (ligesom RKI i dag har information om hvem der ikke har vedligeholdt sin aftale med kreditorer), der viser, om en person har nægtet at følge en dom, og bliver man oprettet i et sådant register, vil automatiske reaktioner træde i kraft i de tilknyttede virksomheder (såsom banker, købmænd osv.).

Samfundet kunne som reaktion på tillidsbruddet ekskludere personen, nægte at sælge til personen eller at huse personen. Det gælder bl.a. også indefrysning af bankindestående. Strafnægteren har som sagt mistet sin ejendomsret, og derfor kan banken straffrit indefryse personens indskud. Formentlig vil bankerne også være bundet af en lov, der fastlægger, at den skal deltage i det sociale pres på personen. Bankerne er selv interesseret i at loven følges, da bankerne er almindelige mål for kriminalitet, og lovens håndhævelse medfører bestemt en gevinst for bankerne selv. Dette princip blev brugt af købmændene i middelalderen, hvor en købmand, der ikke fulgte den fælles regel mellem købmænd, blev udelukket fra handel, og hurtigt mistede sin indtægt, kapital og handlemuligheder. Denne form for socialt pres har fået de fleste til at følge den afsagte dom. Hvis udelukkelsen fra samfundet er effektiv, vil den lovløse person kun kunne føre et selvforsynende og asketisk liv, uden mulighed for at nyde gevinsten ved arbejdsdelingen eller lovens beskyttelse. De fleste mennesker vil følge loven: Udsigten til en permanent karriere som deltager i “Alene i Vildmarken” (uden en satellit og GPS baseret “jeg-giver-op” knap) tiltaler de færreste.

Spørgsmålet er derfor, om det er muligt at ekskludere de kriminelle personer fra samfundet. Det er kun legitimt i anarkiet at diskriminere mod at dele sin ejendom med andre. Såfremt hele det geografiske område hvor samfundet befinder sig, er privatiseret, er alle arealer privat ejendom. I det omfang det er økonomisk gunstigt, vil det være i personerne i samfundets interesse, at sørge for en effektiv eksklusion af strafnægtere. Hvis det ikke er muligt at ekskludere kriminelle personer fra samfundet, fordi ejerne af visse arealer ikke håndhæver deres ret til at ekskludere (det kan være uøkonomisk at indhegne store arealer, som private skove fx), så er problemet ikke nødvendigvis ødelæggende for samfundets retsvæsen.

Pointen er, at det blot skal være tilstrækkeligt afskrækkende, og tilstrækkeligt effektivt at afholde strafnægterne fra at opnå økonomiske gevinster, ved at fortsætte deres kriminelle aktivitet på områder hvor udbyttet er højt. Kort sagt – hvis man kan ekskludere strafnægterne fra at gå ind på byens torv (som er privat ejet), indkøbscenteret, banken og andre kommercielle centre, samt huse med stor økonomisk aktivitet, så kan man fremsætte en tilstrækkelig stor trussel mod strafnægtelse, således det er i den kriminelles egeninteresse, at acceptere straffen, mod at få lov at fortsat deltage i samfundet. I anarkiet kan man kun diskriminere andre, ved at afholde dem fra at bruge ens ejendom og kun straffe, såfremt den som straffen påfalder, erkender sin skyld (strengt taget er det måske ikke nødvendigt at erkende, at man er skyldig, men blot at man følger dommen) og vedgår sin straf.

Konkurrerende domstole

Hvis to personer i konflikt tilhører forskellige domstole, kan hver benytte hver sin domstol til sagens udredning, og kommer de to domstole ikke til samme dom, må en appeldomstol, tilhørende et overordnet lovsystem, mægle mellem de to oprindelige domstole. Da loven udvikler sig i samfundet baseret på erfaring og tidligere afsagte domme, vil disse appelsager medføre en tendens til, at systemerne vil komme til at ligne hinanden, således loven delvist homogeniseres på tværs af juridiske systemer, men kun i et omfang der er i overensstemmelse med borgernes præferencer. I det liberale anarki kan der opstå forskellige lovsystemer, der tiltaler forskellige kulturelle tilhørsforhold. For at sætte pointen på spidsen kan vi betragte et lidt ekstremt tilfælde: Hvis der er tilstrækkeligt med borgere der ønsker at underlægge sig en sharia-lov, kan de gå sammen om at lave en domstol, hvor de kan blive dømt efter sharia-lov. Denne domstol kan ikke dømme andre end dens medlemmer efter sharia-loven. Andre domstole vil have andre juridiske principper, baseret på deres kunders præferencer. Kommer to i konflikt med hinanden, der tilhører hver domstol, vil en tredje domstol som sagt mægle mellem dem. Ingen kan dømmes efter sharia-loven, hvis de ikke tilhører denne domstol, og omvendt tillader det, at de som ønsker at blive dømt efter sharia-loven, at blive dømt således.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 97, continuum:

Conflict of laws, then, is a fact of life but despite this, the different jurisdictions manage to arrange their affairs to minimize conflict and to resolve intersystemic problems adequately.

More fundamentally, however, the restriction of law to matters of justice – the prevention and punishment of aggression – will ensure that there will be a tendency of initially divergent legal systems to converge on a set of common principles.

Skulle en domstol begynde at udnytte sin position, så vil det være muligt at appellere til en anden domstol, ligesom det i dag er muligt at anke en dom. I stedet for at der er fastsat tre niveauer, som i dag (byret, landsret og højesteret), vil det liberale anarkistiske samfund finde frem til dets egen stoppunkt for, hvor mange gange en dom kan ankes til en appeldomstol, og således forhindre en juridisk strid i at fortsætte i det uendelige.

I det liberale anarkistiske samfund tilhører man frivilligt en domstol, og følger de afgørelser som domstolen afsiger. Ønsker man at skifte domstol, kan dette også forekomme. Der vil være regler for under hvilke betingelser det er gyldigt at skifte domstol (eksempelvis hvis domstolen gentagne gange er kommet frem til det forkerte svar på skyldsspørgsmålet, hvis skiftet sker i direkte forbindelse med en sag, eller ved almindeligt skifte med et aftalt opsigelsesvarsel, hvor skiftet sker uden forbindelse med en sag). Domstole er derfor i sin egen interesse nødt til at være rimelige og følge god praksis for at undgå kundeflugt.

Tilhører man ikke en domstol, fordi man eksempelvis ikke har råd til “abonnementet”, er man ikke lovløs. I forbindelse med en sag må man da blot betale det gebyr, som domstolen kan tilbyde sin service til. For de personer der ikke har råd til at finansiere deres retssag (fx hvis de ikke har haft en ansvarsforsikring), kan almindelig velgørenhed støtte personen, enten ved at domstolene yder gratis juridisk bistand til fattige, eller ved at familie eller private organisationer der hjælper de svage, tager sig af denne del af udgifterne.

Straf – erstatning til offeret frem for rehabilitering af gerningsmanden

I stedet for et tvangsmonopol til at beskytte de rettigheder, som monopolet finder belejligt at beskytte, så er det liberale anarki som et marked for beskyttelse, hvor du via arbejdsdelingen kan uddelegere opgaven for din beskyttelse til konkurrerende beskyttelsesfirmaer. Disse vil udføre opgaven at beskytte din ejendom mod invasion, og hvis det ikke lykkes at undgå eksempelvis tyveri, vil firmaet tage sig af at returnere din legitime ejendom til dig igen. Dette står i skarp kontrast til i dag, hvor politiet ikke gider bruge tid på tyveri, medmindre en grænse på 100.000kr er overskredet. I det liberale anarki vil der også være en “selvrisiko”, men til forskel fra det eksisterende tvangsmonopol på beskyttelse, kan du i det liberale anarki vælge blandt flere muligheder. Og skulle ingen af de eksisterende muligheder falde i din smag, kan du vælge ikke at finansiere nogen af virksomhederne. Synes du at politiet ikke er pengene værd i dag, så har du ikke mulighed for at undlade at finansiere deres aktiviteter via skatten, udover at opgive at være værdiproduktiv.

I det liberale anarki vil der pga. markedsefterspørgselen opstå forsikringsvirksomheder, der kan hjælpe med at sikre værdien af ejendom mod tyveri og hærværk. For at reducere risikoen for hærværk, tyveri, røveri osv. vil det være i forsikringsselskabets interesse at identificere, hvilke metoder kan tages i brug for at forhindre omtalte kriminalitet. I modsætning til staten vil forsikringsselskabet formentlig ikke opstille krav, som fx at alle skal afleverer deres våben til forsikringsselskabet for at modtage beskyttelse af selskabet. Det er medvirkende til at reducere risikoen for kriminalitet, hvis man har mulighed for at beskytte sig selv. Det er let at forestille sig, at forsikringsselskaber vil tilbyde lavere risikopræmie, hvis man kan fremvise et bevis på, at man er egnet til at benytte et våben (fx via kurser og certifikater), som selskabet anser for brugbart til selvforsvar. Modsat, hvis du ejer våben uden at være egnet til det, eller hvis du ejer våben uegnet til selvforsvar, vil din risikopræmie måske være højere (køkkenknive, pander og kageruller vil formentlig ikke kræve kurser og certifikater). Tænk på forsikringspræmien i forbindelse med anhængertræk til bilen. Har du et anhængertræk fast monteret, forårsager du lettere skade på andre biler, og din præmie bliver højere. Det samme gælder visse typer våben, der kan udrette skade på andres ejendom.

Det står også i skærende kontrast til det eksisterende statslige system. Incitamentet for forsikringsselskaber med tilhørende beskyttelsesfunktion er at opspore og returnere din ejendom til dig efter et tyveri eller røveri. Lykkes det ikke at tilvejebringe de stjålne genstande skal forsikringsselskabet betale erstatning til dig, jævnfør den forsikringspolice du har tegnet. I dag kan staten ignorere din tabte ejendom og tvinge dig til at betale for deres service. Staten eksternalisere omkostningen på forsikringsselskaberne, der, takket være den ikke-eksisterende konkurrence på beskyttelse og opsporing af stjålne genstande, hæver priserne på forsikringerne som resultat af den ringere beskyttelse af ejendomsretten. Hvis det skulle lykkes for det statslige beskyttelsesvæsen at finde forbryderen, udmåles en straf, og forbryderen sættes i fængsel, mens regningen for dette ophold sendes til skatteyderne, heraf ofret for forbrydelsen. Denne absurditet er et af resultaterne af det statslige monopol på beskyttelse: prisen stiger, kvaliteten falder.

I tilfælde af røveri, involveres flere elementer end blot at du har mistet noget af din ejendom. Du har også været igennem en mere eller mindre skrækindjagende oplevelse af at være blevet truet undervejs. I det liberale anarkistiske samfund vil røveren blive pålagt, hvis skadelidte ønsker det, at betale en bod for tort. I stedet for at spilde resurser på at spærre røveren inde, vil strafsystemet i stedet fokusere på erstatning til offeret for kriminaliteten. Afhængig af loven, naturligvis, vil der være definerede erstatningsrater for forskellige typer røveri. Kan røveren ikke betale den pålagte bod, kan tvangsarbejde komme på tale (afhængig af loven, igen). Her kan man lade sig inspirere af velfærdsstatens metode til at opsuge den størst mulige produktion, uden at ødelægge hele grundlaget for den parasitiske udplyndring. Skal røveren betale 100pct af sin indtægt som bod, er det formentlig ikke let at få denne til at arbejde. Det er nok bedre at nøjes med en mindre andel af røverens indtægt, fx 56,4pct, for ikke at ødelægge hele hans incitament til at arbejde.

Kritik

Det liberale anarki er den logiske konsekvens af en forståelse af de økonomiske love, at alle goder i samfundet skal produceres i markedet. Selv loven.

Fra en liberal synsvinkel er det svært at kritisere den liberale anarkisme, da positionen ikke kan blive mere ekstremt liberal. Fra en klassisk liberal vinkel vil det være muligt at kritisere anarkismen på nogle fronter, fx ved at fastholde at tvangen i strafsystemet skal opretholdes og ikke kan overlades til private aktører. Kritikken mangler desværre det historiske aspekt, for omend det kan være svært at forestille sig det, så er tilfældet det, at statens varetagelse af domstolene er baseret på en overtagelse fra et privat foretagende (ligesom alt andet staten gør). Altså: Staten var ikke pioner på området, men som med alle andre af samfundets institutioner, overtog staten det eksisterende private foretagende, der var bygget op fra fundamentet af frivillige kræfter. Problemet med statens ejerskab af disse institutioner er, at deres basale funktion bliver perverteret i det politiske liv. Uden noget feedback fra frivillige brugere bliver systemet tyrannisk, og begynder langsomt at ændre funktion. Hvor det markedsbaserede system hele tiden er udsat for konkurrence og underlagt brugernes præferencer, kan det statslige system begynde at udnytte sin position, og vender sig langsomt fra at tjene kunderne til at tjene de politiske venner (bureaukraterne, politikerne osv.)

I sidste ende er det vigtigste spørgsmål hvorvidt loven kan tilvejebringes af et liberalt anarki. Historisk set er svaret, at det kan lade sig gøre, og at det har været gjort i flere tilfælde.

Kritikken falder, for mit vedkommende, tilbage på at spørge ind til udfaldet af visse dele af samfundets institutioner. Vil loven der skabes i anarkiet blive en liberal lov? Kan det liberale anarki forsvare sig mod eksterne fjender? Vil der være fred i samfundet? Vil det være et rigt samfund?

Som i alle andre dele af samfundet der er baseret på frivillige interaktioner, kan man ikke vide noget om udfaldet af dette samfund. Hvis loven tillades at udvikle sig i samfundet, kan vi ikke på forhånd sige noget om, hvordan strafsystemet bliver, hvordan domstolene vil fungere i det praktiske tilfælde, eller hvordan politifunktionen vil blive håndteret, hvor mange resurser der vil blive brugt på politi, domstole, forsvar osv. Det er den samme kritik der kan rettes mod alle markedsbaserede løsninger – der er ingen central aktør der fastlægger produktionsforløbet og intet offentligt budget til at finansiere udgifter med.

Kritikken er imidlertid lidt svag, for hvor meget kan vi egentlig vide om udviklingen af samfundet under den demokratiske stat? Kan vi reelt vide om enhedslisten en dag får flertal og nationaliserer al privat ejendom? Kan vi reelt vide os sikre på, at staten kan forsvare os mod eksterne fjender? I Danmark har vi historisk set haft meget svært ved det – både i 1864, 1940, men også tidligere. I alle tilfælde har danskerne haft en stat, hvis opgave bl.a. var at beskytte landet mod krig, mod indtrængende fjender. Men som historien viser, har statens rolle i flere tilfældet af krig været en medvirkende årsag til krigen selv. Staten har fungeret som katalysator for at skabe situationer, der “kræver” en stat. Tilfældet af krigen i 1864 er i alt fald nævneværdig.

Forskellen mellem statsligt nationalt forsvar og det liberale anarki kan forklares rimelig simpelt:

Staten kan træffe beslutninger på hele nationens vegne, den kan fx indgå samarbejdspolitik og overgive hele nationen på én gang til den indtrængende fjende. Sat på spidsen: Et lille slagsmål i Sønderborg tvinger Københavnerne til at overgive sig. Det har vidtrækkende konsekvenser for hele landet, når politikerne indgiver en overgivelse til fjenden, som tilfældet har været ind i mellem. Det liberale anarki, i funktion af sit individualiserede politiske system, kan ikke med et slag overgive hele nationen Danmark. Da der ikke er nogen central styring med samfundet, er det ikke tilstrækkeligt at erobre Christiansborg for at få Vendsyssel til at underlægge sig fjendens regler.

Modsat vil det ikke være givet på forhånd, at det liberale anarki har større succes med at afvise fjender, uanset hvor produktivt og frit et lille samfund er, så er det altid let for en stor og ressourcestærk modstander at overvinde en lille og mindre ressourcestærk. Dette faktum er uændret, men det er heller ikke formålet at ændre alle virkelighedens facetter, kun at ændre de politiske strukturer.

I det almindelige tilfælde hvor en stat overtager en anden stat, benytter sejrherren det eksisterende kontrolnetværk, som den tidligere stat benyttede sig af til at kontrollere og plyndre samfundet, til at overtage styringen med samfundet. Dette kontrolnetværk findes ikke i det liberale anarki, hvilket også vil gøre det mere besværligt at overtage og udnytte det liberale anarkistiske samfund, hvis man som fremmed stat forsøger med et erobringstogt.

Dannelse af loven hviler stærkt på at den liberale lov bliver anerkendt som den bedste og mest retfærdige af anarkistiske lovsystemer. Skulle det gå hen og være således at anarkiets lov udvikler sig i en ikke-liberal retning, hvad så? Her er anarkiet rent faktisk overlegent – for med anarkiet følger muligheden for individet at sige nej tak til alt. Hvis visse lovsystemer udvikler sig til eksempelvis sharia-lov, så er det tilladt at underlægge sig sådan et system frivilligt, og modsat er det tilladt at afholde sig fra at underlægge sig denne lov. Der er derfor mulighed for at det liberale lovsystem kan få en eksistens og dømme efter beskyttelse af ejendomsretten og ved at bruge proportionalitetsprincippet. Da brugerne selv har frit valg, og iværksætterne ligeledes kan konkurrere om kunderne, er det ikke utænkeligt, at det liberale lovsystem også vil få en plads i det anarkistiske samfund. Det er tvivlsomt om det liberale lovsystem vil dække hele nationen, men det er blot forcen ved anarkiet: Der er plads til forskellige lovsystemer, og man kan deltage i det, som man finder bedst egnet til sine egne ønsker.

Alle disse elementer gør det liberale anarki en svær størrelse at kritisere, fordi der er så lidt der vides med sikkerhed. Det eneste som man kan vide, hvis det skulle lykkes at skabe dette samfund, er at samfundet vil optimere sit resurseforbrug og bruge de resurser, der er til rådighed, til det mest værdiproduktive mål. Der vil ikke være en stat, der systematisk snylter på samfundet, beskatter og bestemmer, og i den forstand vil for hver borgers rettigheder være sikret mod det systematiske overgreb, som staten står for i dag. Modsat kan det ikke ignoreres, at borgernes rettigheder vil blive udsat for overgreb fra andre borgere, de kriminelle. De borgere i samfundet der er fast besluttet på at reducere kriminalitet for dem selv, kan også forvente at få gode resultater, men omvendt kan vi ikke i udgangspunktet vide os sikre på, at dette mål vil være så meget værd, at kriminaliteten bliver reduceret til et omfang, der er mindre end hvad staten, plus de kriminelle, ville have initieret.

Vi kan med andre ord ikke på forhånd sikre, at borgernes rettigheder forbliver fuldkomment beskyttede i det liberale anarki. Det kan vi dog heller ikke i den demokratiske stat. Grundloven var et naivt og svagt forsøg på at sikre borgernes rettigheder mod staten, men som historien så tydeligt viser, så er grundloven ikke nogen sikring. Et stykke papir kan ikke fastholde nye politikere på dydens smalle sti (i minarkistens syn finders der et rimeligt spillerum for politikere), og denne naivitet har ført til, at vi i dag har en demokratisk stat, der konfiskerer en meget stor del af samfundets produktion, og spilder resurserne på vennetjenester, store bureaukratier og magtudøvelse mod fredelige mennesker.

Når man skal kritisere det liberale anarki, må man derfor forlade sig på sammenligninger mellem onder. Vil statens eksistens føre til mindre aggression end uden statens eksistens? Spørgsmålet er ikke om det ene system er perfekt, og sikrer menneskets rettigheder fuldkomment mod overgreb, men i stedet hvilket af de to systemer der bedst beskytter mod overgreb. Hvis vi ønsker at forlade os på empiriske studier, så er vi nødt til at prøve anarkiet af, nedlægge staten og se om ikke anarkiet er bedre end staten. Hvorfor ikke prøve det af, da staten er blevet så utålelig, som den er?

 

Sæt “velfærdens fronttropper” fri på markedet

På Jyllands-Posten har Signe Munk skrevet et indlæg med titlen “Giv bonus til velfærdens fronttropper”. Indlægget handler om hvor hykleriske politikerne er, når de siger, at de unge i højere grad skal fravælge universiteterne, og tage et “arbejde på gulvet”. Hvorfor skulle man fravælge universitetet for at tage et job, hvor man bliver nedslidt, underbetalt og ikke får samme frihed som akademikerne?

Signe Munk har selv været i overvejelserne om, hvilken uddannelse hun skal tage (ligesom alle andre), men da hun selv har valgt universitetet fra, for at blive sygeplejeske, har hun selv haft oplevelsen af, at vælge mellem et job “på gulvet” frem for et job som akademiker og topchef. Hun mener at det er mærkeligt, at politikerne ikke vil betale mere for, at man tager et job, hvor man tager sig af mennesker.

Der er lidt af hvert at tage fat på i sådan et indlæg, når man, som jeg, er meget glad for menneskelig frihed, trivsel og samarbejde.

Først og fremmest er der nogle basale implicitte antagelser, som bør belyses lidt. Blot fordi man vælger at læse på universitetet, og blive akademiker, er man ikke automatisk garanteret at blive topchef for noget som helst. Det er naturligvis også lidt svært at definere hvad en topchef er, for hvis det blot er den minimale definition, at man er chefen på toppen, så kan enhver selvstændig erhvervsdrivende kalde sig topchef.

Et af de punkter som ingeniørernes fagforening ofte slår på, er at mange små og mellemstore virksomheder kunne få gavn af at ansætte en akademiker (ifølge Rambølls analyse fra 2012). Ifølge ingeniørernes fagforening viser undersøgelser, at akademikere forbedrer bundlinjen i virksomheden. Ingeniørernes fagforening er derfor glade for at anbefale alle virksomheder at ansætte en akademiker, for virksomhedens eget bedste. Hvis det nu var sandt, at akademikere forbedrer bundlinjen, og de små og mellemstore virksomheder bare ikke forstår situationen, så ville det være nærliggende, at anbefale akademikerne selv at starte en virksomhed, således de kan udkonkurrere de etablerede virksomheder med deres højere effektivitet.

Det forholder sig midlertid således, at akademikere ikke i særligt høj grad ønsker at være selvstændige. Størstedelen foretrækker en fast indtægt og en lav erhvervsrisiko. Man skal, efter min ydmyge mening, ikke læse på universitetet for at blive topchef. Man skal i stedet læse på universitetet, hvis man finder, at det er det bedste valg for en selv. Ligesom alle andre valg kræver det, at man kender sine egne værdier, hvad man tillægger en høj værdi, og at man kender de tekniske sammenhænge i markedet. Er der behov for arbejdskraften fra den faggruppe, som jeg overvejer at blive medlem i?

De tekniske sammenhænge i markedet, som jeg kalder dem her, er blot et forventet arbejdsforhold og fremtidsudsigten for faggruppen. Hvad kommer man til at tjene, hvilke arbejdsforhold går man ind til, og er der en fremtid for faggruppen som helhed? Alle valg er spekulative af natur, der er ingen der kan sige til dig med sikkerhed, at netop din faggruppe vil opleve høj efterspørgsel i fremtiden.

Det næste problem i indlægget, som jeg ser det, er at det de facto accepteres, at det er politikerne der bestemmer hvad arbejdsforholdene skal være, for de som arbejder med mennesker. Det var da oplagt at tage spørgsmålet op, er det overhovedet nogen særlig god idé, at lade politikere bestemme den slags? Hvorfor kan man ikke bare lade den, som passer blive betalt det, som den der passes vil betale? Hvorfor skal politikerne blande sig i det med lovgivning?

Det er et af punkterne, som Signe Munk understreger. Arbejdsforhold.

Arbejdsforhold, velfærd og finansiering

Enhver, der har blot den mest basale forståelse af økonomi, ved, at pengene skal komme et sted fra. Det er også vigtigt hvem der betaler for faggruppens arbejdsforhold. I den danske velfærdsstat kan man være så uheldig, at staten blander sig i markedet, der vedrører den faggruppe, man er en del af. Staten kan vælge at subsidiere dine konkurrenter, beskatte faggruppen ekstra, forbyde faggruppen fuldstændigt, eller subsidiere faggruppen.

Vælger man en faggruppe, som er totalt aflønnet af staten, skal man finde sig i at ens arbejdsforhold ikke hviler i markedets belønningsmekanismer. I stedet hviler arbejdsforholdene i den politiske sfære, hvor det økonomiske kaos råder. Økonomisk kaos er eksempelvis hvis en faggruppe bliver underbetalt (og dermed ikke får den indtægt, som markedet ville have betalt) eller overbetalt (modtager mere end markedet ville betale), eller reguleret/forbudt (får ikke lov at tjene markedet effektivt). Økonomisk kaos opstår også hvis betalingen af godet ikke er frivillig. Uden frivillig betaling kan man ikke sige, om godet var værdifuldt i det omfang, som betaleren mente var nødvendigt, for at være betalingens størrelse værd. Da statens drift af virksomhed ikke hviler i markedets profit/tab kalkule og heller ej hviler i frivillig betaling, bliver al offentlig drift et økonomisk kaos: Forbrugeren kan ikke give udtryk for sine værdiovervejelser, produktionen bliver enten for dyr eller billig, eller kvaliteten for høj eller for lav. I markedet er der et solidt feedback fra forbrugeren, der viser hvad han vil betale for, når han vælger at betale af egen fri vilje. I forbrugerens frivillige feedback ligger informationen om, hvorvidt kvaliteten er god nok til prisen, og om kvaliteten i det hele taget er god nok til praktisk anvendelse.

Dette økonomiske kaos har også stor betydning for medarbejdernes forhold.

Som skatteyder er jeg træt af at høre på offentligt ansatte plædere for flere rettigheder, mere løn og bedre vilkår på arbejdspladsen. Hvis det offentlige ikke blev finansieret af skatteyderne, som trues med fængsel; hvis ikke de betaler, hvad skattesystemet er skruet sammen til at opkræve, så var jeg ikke spor generet af krav om bedre løn, vilkår og rettigheder. Hvis deres arbejdskraft blev dyrere, end det de producerede var værd, ville de blive luset ud af markedet. Deres “krav” om højere løn ville blive opvejet mod deres eget ønske om indtægt. I markedet er forbrugeren på lige fod med medarbejderen. Vi er frie til at undlade at indgå handler, hvis vi vil, fordi markedet blot er en betegnelse for netværket af frivillige økonomiske transaktioner mellem ligeværdige parter. Prisen og kvaliteten skal  hænge sammen på markedet, og den eneste der kan vurdere, om det er tilfældet, er dig selv, når du vælger at betale for at få et gode til gengæld. Du får de muligheder, som virksomhederne vælger at tilbyde, men du kan altid sige nej til at betale, hvis de ikke tilbyder en tilpas god handel. Konkurrencen mellem udbyderne sørger også for, at medarbejderne får de forhold, som deres produktivitet kan betale. Kræver de arbejdsforhold som deres produktivitet ikke er i stand til at honorere, bliver de arbejdsløse. Højlydte floskler kan man trygt overhøre, fordi man i sidste ende ikke behøver at betale.

Markedet betaler ultimativt for alt

Produktionen på markedet skaber i det lange løb altid værdi, fordi der er feedback fra forbrugerne af de producerede goder. Duer produktet ikke, går virksomhedens indtægt ned, og uden konstante justeringer til markedsvilkårene risikerer virksomheden konkurs. Værdien af det offentliges produktion kan ikke måles, og det følger deraf, at det kun er markedet, der kan finansiere det offentlige. Skulle det offentlige finansiere sig selv ved forbrugernes frivillige betaling, ville der ikke være noget behov for finansiering via skatter.

Alt der produceres, hvad enten det er offentligt eller privat, betales derfor ultimativt af markedets værdiproduktion. Som almindelig markedsdeltager kan man let irriteres over de særlige privilegier, som de offentligt ansatte nyder. De nyder nemlig et gode, som er fuldstændigt overset i debatten – fritagelse fra både konkurrence samt fra forbrugernes ønske om produktiv beskæftigelse. Det som det offentlige producerer, betaler forbrugerne ikke frivilligt for. Skatteyderne trues med fængsel, hvis ikke de betaler, og politikerne dirigerer hvor midlerne skal spenderes. Det gælder derfor som faggruppe i det offentlige om at være på god fod med politikerne, og konstant gentage flosklerne for befolkningen, så skatteyderne glemmer, at de bliver flået i skat, for at modtage tvivlsomme ydelser. Det kan godt være, at betalingen er ufrivillig, men til gengæld ved du ikke, om du modtager noget, du bryder dig om.

Dermed er vi nået til det sidste punkt: Velfærd.

Velfærd er et rigtigt plus-ord. Hvem kan have noget mod velfærd?

Hvis man bare bruger ordet korrekt, så vil den danske befolkning, der har gennemgået de statslige mediernes og folkeskolens indoktrinering, straks blive bløde i knæene og give efter. Velfærd er jo uddannelse, sundhed og pension. Alt andet er ikke velfærd, det er bare privat grådighed, som er OK så længe staten kan udnytte det via beskatning.

I min optik er velfærd et meget bredere begreb. Velfærd er hvad der gør den enkelte person tilfreds. Velfærd er derfor fuldstændigt subjektivt. Nogle mennesker får et kick ud af en god rockkoncert, andre foretrækker Mozart. Begge dele er velfærd, for den som frit vurderer og vælger. Så længe ejendomsretten ikke overskrides, er velfærd et rimeligt anvendeligt begreb for alt det, som gør dig bedre tilpas. Årsagen til at jeg propper ejendomsretten ind her, er at det for Ku Klux Klanens medlemmer var velfærd at se mennesker brænde på bålet eller hænges eller på anden måde torteres og mishandles. Den slags handlinger, der fører til privat velfærd på bekostning af andres rettigheder, er fuldstændigt uacceptabelt. Eksemplet er sat på spidsen, blot for at understrege, at der er forskel på hvad der udgør velfærd, og at velfærd ikke er alment godt. Velfærd er og bliver subjektivt, og betegnelser som “velfærdens fronttropper” om en særlig faggruppe er meningsløs. Rettigheder der beskytter individet er afgørende for samfundets eksistens. De beskytter mennesket mod et andet menneskes søgen efter pervers velfærd.

Hvis vi hurtigt falder ned på jorden igen, og betragter hvad beskatning er for en størrelse, og husker på, at de offentligt ansattes løn udkommer af beskatningen af markedets deltagere, så kan vi langt tydeligere se hvad der foregår. En gruppe af befolkningen (de offentligt ansatte) lobbyer politikerne, og forsøger at skjule deres egoistiske mål, ved at bruge udtrykket “Velfærdens fronttropper” om dem selv, for at kunne udnytte skatteyderne til deres egen fordel. I princippet er der tale om, at de offentligt ansatte hopper med på sprogmisbruget, det demagogiske håndværk, og lover guld og grønne skove, hvis skatteyderne bare betaler dem bedre. De peger ud i luften og bruger plus-ordet “VELFÆRD” som afledningsmanøvre, mens de stikker hånden i baglommen på skatteyderne, for at opnå bedre forhold for dem selv.

Det ville være bedre for hele samfundet, og også for de offentligt ansatte selv (de af dem der er produktive), at få fjernet politikernes magt over deres faggruppe, ved at opgive deres privilegier, for i stedet at få den løn, som de fortjener, ved at blive en almindelig markedsdeltager, der frivilligt aflønnes af forbrugeren efter produktivitet. Aflønnes man efter sin produktivitet, kan man også slippe for at lobby politikere, der har tusind andre punkter på agendaen, og nøjes med at koncentrere sig om at tjene kunderne.

Kort sagt: Giv velfærdens frontropper hvad de fortjener, sæt dem fri på markedet.

Min oplevelse af Libertas’ konference hos CEPOS 10. februar 2018

I lørdags afholdt Libertas sin første konference i et stykke tid. Som beskrevet her på bloggen, var emnerne anarkisme og den østrigske skole.

I alt mødte ca. 15-18 personer frem (inkl. foredragsholderne), så eventen blev en mindre af slagsen, men det betød dog ikke, at der blev slækket på diskussionen, eller oplægsholdernes præsentation.

Der var ændret på mødetidspunktet fra kl 13 til 14, så vi fik os en lille hyggelig snak udenfor lokalerne, mens vi ventede på Niels Westy, som havde nøglerne til lokalerne. Snakken var hyggelig og imødekommende blandt deltagerne der var mødt op lidt før tid. Aldersfordelingen var meget bred, fra unge mennesker i 20erne til omkring pensionsalderen (jeg håber ikke at jeg fornærmer nogen med denne kommentar, det er blot ment for at give et indtryk af at alle aldersgrupper var repræsenteret).

Niels Westy stod for at dirigere afviklingen af præsentationerne, spørgerunderne og for at indlede konferencen. Niels gjorde et fint stykke arbejde og sørgede for at holde en venlig og neutral position igennem hele eventen.

Torben Mark Pedersen – Anarkokapitalismen som voldeligt anarki

Først på programmet var Torben Mark Pedersens fremlæggelse af Rothbards anarkokapitalisme som et voldeligt anarki, hvor Torben viste sin erfaring som fremlægger og sørgede for at involvere hele salen, og holdt sin fremlæggelse livlig og interessant ved at fastslå sine punkter en for en og gik logisk frem i sin argumentation. Torben gav ordet til salen for at spørge om der var kommentarer og spørgsmål til hans fremlæggelse, og jeg meldte mig med det første spørgsmål. Diskussionen forløb i positiv stemning hvor også andre meldte sig med en kommentar, men pga. knaphed af tid, måtte den afsluttes.

Jeg bør måske her indskyde, at jeg ikke var helt overbevist om Torbens argument om voldeligheden af anarkokapitalismen. Jeg tror ikke det kan vides med sikkerhed, at samfundet bliver mere voldeligt, hvis det forkaster staten og går over til et liberalt anarki. Torbens argument er, at uden tvang kan man ikke opretholde et retssamfund. Pga. diskussionens tidsbegrænsning fandt jeg ikke ud af hvilket argument, der gør, at man ikke effektivt kan ekskludere personer fra samfundet, hvis de nægter at følge domstolens afgørelser. Mere om dette punkt i den forsinkede sidste del af mit indlæg om anarkismen (som jeg nu må tænke mere over, igen. Det er Torbens skyld denne gang 🙂 ).

Sebastian Køhlert – Venstreanarkisme

Næste oplæg blev afholdt af Sebastian Køhlert om venstreanarkismen, hvor Sebastian fortalte, at visse af problemerne med anarko-kapitalismen var løst i venstreanarkismen. Sebastian holdt sit oplæg ved tavlen, hvor han skrev nogle matematiske udtryk op, men afholdt sit oplæg tæt på salens deltagere i en mere personlig og tæt atmosfære. Sebastian fremlagde, at problemet med det eksisterende system var, at statens privilegier til de store virksomheder gjorde det svært for nye deltagere, at entrere markedet som iværksættere. Løsningen var et opgør med den eksisterende ejendomsretsopfattelse, hvor ejendomsretten skulle forstås på en anden måde end hidtil. I stedet for at man kan eje noget, man ikke selv direkte benytter sig af, skal ejendom ses som noget, man kun kan eje, hvis man kan demonstrere, at man benytter den selv.

I et større perspektiv skal de naturlige resurser ses som forudgående eksisterende før mennesket, og derfor må mennesket ikke tilegne sig og ødelægge naturen. Mennesket må gerne selv opdyrke naturen og tage den i anvendelse, men må ikke ødelægge naturen sådan som den er. I forlængelse af denne teori, må mennesket derfor ikke eje jord eller naturlige arealer.

Jeg beklager, hvis jeg ikke formår at fremstille teorien korrekt, der var mange nye facetter i ejendomsteorien for mig, som jeg ikke har forstået tilstrækkeligt præcist.

I kombination med denne model for ejendomsret og fratagelse af statslige privilegier skulle det nu være muligt at sænke indgangsbarrierer for nye iværksættere, og den fornyede konkurrence på markedet vil føre til, at arbejderne får den løn, som de er værd. Et centralt element i kritikken af det nuværende system er, at arbejderne ikke får den løn de retmæssigt burde få, og Sebastian argumenterede for at se på arbejdsværdilæren på en sådan måde, at man kan fastholde den subjektive værdilære samtidigt. Ifølge Sebastian er der ingen konflikt mellem de to værditeorier, det er et spørgsmål om perspektiv og en grundig forståelse af Adam Smiths oprindelige værditeori.

Jeg meldte mig igen på banen og stillede spørgsmål, for at forstå ejendomsteorien, men formåede ikke at spørge på en tilstrækkelig præcis facon, og fik desværre ikke den viden jeg gerne ville have haft om teorien. Det er måske værd at pointere, at mit synspunkt er, at arbejdsværdilæren ikke kan reddes, fordi det er umuligt at forklare begrebet tidspræference (rente-teori), så længe man fastholder at al værdi ultimativt opstår via arbejde. Hvis al værdi i sidste ende bunder i arbejdskraftens udnyttelse, så kan jeg ikke forstå, hvorledes det kan argumenteres, at det er værdifuldt at opnå et lån, for at kunne købe goder i nuet frem for at vente. Tidsforskydelse af forbrug har en værdi og er uafhængig af arbejde – den afhænger udelukkende af de involverede parters tidspræference, så vidt jeg har forstået Böhm-Bawerks renteteorier.

Igen – det er vigtigt for mig at understrege her, at vi ikke kom ind på dette punkt i diskussionen. Det er muligt at Sebastian har et godt modargument mod denne kritik, men har ikke haft mulighed for at fremstille, hvordan hans værditeori indbygger tidspræference.

Torben Mark Pedersen – Carl Menger

Næste oplæg var igen fra Torben, som på vanlig vis fremlagde med god stil og i høj kvalitet. Denne gang var emnet Carl Mengers bidrag til den subjektive værdilære, med særlig fokus på Mengers smarte mentale opfindelse af en “bytteøkonomi” (en økonomi med et givent antal goder, altså uden produktion af nye goder). Mengers mentale konstruktion gjorde ham i stand til at se, at i en bytteøkonomi kan vi analysere, at hver person udveksler de goder, som han subjektivt værdsætter mindre, for at opnå nogle goder, som han subjektivt værdsætter højere. Til slut bandt Torben en fin sløjfe på fremlæggelsen og henviste til, at den marginale revolution blev startet af 3 uafhængige mænd (Carl Menger, Leon Walras og William Stanley Jevons), der brugte hver deres metode til at fremkomme til det, som vi i dag kender som loven om faldende marginalnytte. Menger var den eneste som ikke gjorde brug af matematik og samtidigt den eneste der skabte en økonomisk skole (den østrigske). Ifølge Torben var dette også medvirkende til at Menger ikke nåede så langt som de andre.

Mig selv – praxeologi

Næste oplæg blev mig selv, der, sammen med Jonas Ejlersen, skulle forsøge at forklare hvad praxeologi er for noget. Jeg havde brugt meget tid på at forberede mig (læserne på bloggen vil forhåbentlig tilgive mig det valg), fordi jeg ikke har afholdt sådan et oplæg før. Jeg tror det gik nogenlunde, men desværre var min nervøsitet med til at presse mig lidt. Jonas overtog efter mig og præsenterede nogle basale økonomiske love om udbud og efterspørgsel samt en lille anekdote fra det nylige kommunalvalg.

Da Sebastian under spørgerunden gav en kommentar til mit oplæg, var jeg for hurtigt ude og, mens han talte, sagde jeg at det han sagde ikke var korrekt. Det var ikke god stil fra min side. Jeg burde absolut have været nysgerrig på hans kommentar og høfligt have spurgt ind i detaljen for at forstå hans synspunkt. I stedet afbrød jeg ham.

Til alt held blev situationen reddet af Niels Westy, som pointerede at der formentlig var tale om et tilfælde, hvor synspunkterne fra hver part overlappede hinanden, uden at deltagerne selv kunne erkende at det var tilfældet. Jeg giver Niels ret, og jeg er overbevist om, at det havde været meget bedre, hvis jeg havde været nysgerrig, for at finde ud af hvor forskellene i vores synspunkter lå.

Som jeg i bagklogskabens lys forstår det: Sebastian sagde, at der ikke var empiriske observationer indbygget i de aprioriske teorier, hvilket er korrekt. Mit synspunkt, som jeg desværre i ophidelse fik fremlagt forkert, er at udvælgelsen af hvilken af de aprioriske teorier, der kan tages i anvendelse hviler på empiriske observationer. Lidt i stil med at sige at pytagoras’ læresætninger er udviklet syntetisk a priori, uden empiriske tests for deres validitet, mens anvendelsen af de udledte læresætninger, afhænger af at brugeren af dem konstaterer, at det objekt han har med at gøre, rent faktisk er en trekant.

Kristoffer Mousten Hansen – Østrigernes socialismekritik

Til sidst fremlagde Kristoffer sit oplæg om den østrigske socialismekritik, hvor han gennemgik hvordan Mises’ argument mod socialismen er solidt. Det er ikke muligt at gennemføre den komplette socialisme, fordi produktionsgoderne ejes af den samme entitet. Uden udveksling af produktionsfaktorer kan de ikke prissættes, og de produkter der produceres, ved brug af produktionsfaktorerne, kan derfor ikke siges at være værdiskabende eller tabsgivende. I dette planlægingskaos skal socialismen forsøge at tilrettelægge produktion af alle goder. Sovjetunionens historie, der strækker over 70 år, demonstrerer ikke systemets levedygtighed, men demonstrerer i stedet, at så længe socialismen ikke er ført ud til hele verden, således den omspænder al menneskelig aktivitet, så kan socialismen kigge til markedspriserne for at lave en amputeret profitkalkule og afbøde nogle af problemerne.

Kristoffer forklarede også, hvordan denne kritik af socialismen kan bruges til at vise, at på markedet er det umuligt at skabe et kæmpestort monopol, der ejer alle produktionsfaktorerne. Det vil være i det hypotetiske monopols interesse at udbyde deres produktionsfaktorer på markedet i ny og næ, for at finde ud af, om det er profitabelt at sælge dele af dem eller at fortsætte at bedrive monopolvirksomhed.

Til afslutning af konferencen blev hver oplægsholder en flaske vin rigere, det var fint. Mange tak til Torben og Libertas for at give os muligheden for at fremlægge nogle af de østrigske økonomers teorier. Vinens navn var i øvrigt også lidt skægt – det var af producenten Landgraf. Lidt pudsigt navn til en flaske vin der gives på en vej, der hedder Landgreven 🙂

 

 

Libertas konference hos CEPOS om den østrigske skole og anarkisme

Libertas holder konference lørdag den 10. februar 2018 i CEPOS’ lokaler på Landgreven 3 i København. Dørene åbnes kl 13 og kl 14 starter konferencen. Afslutning af konferencen er sat til kl 17.30.

Emnerne er anarkisme og den østrigske skole. Der er oplæg fra forskellige bidragsydere til de to sidste numre af Libertas, hvoraf jeg er en. Jonas Ejlersen og jeg har i fællesskab skrevet en artikel om praxeologi, den østrigske metode til udledning af økonomiske love fra det centrale handlings-axiom. Der vil være oplæg fra flere andre, herunder Torben Mark Pedersen, Kristoffer Mousten Hansen, Sebastian Køhlert, Jonas Ejlersen og undertegnede.

Emnerne der bliver dækket tæller: Carl Menger og den østrigske skole, kritik af anarkokapitalismen, venstreanarkisme, praxeologi og østrigernes socialismekritik.

Det bliver en spændende eftermiddag der byder på kontroversielle emner og til slut en debat om oplæggene. Ved afslutning af hvert oplæg er der tid til spørgsmål til emnet.

Hvis nogen af jer har mulighed og lyst til at deltage skal i være hjertlig velkomne.

Prisen for deltagelse er 75kr for ikke-medlemmer, og 35kr for medlemmer af Libertas 2018.  (pris for medlemsskab er 100kr i år og kan købes her)

Tilmelding til konferencen er påkrævet, følg linket her.

Cape Towns vandproblemer, revisited

I juni 2016 skrev jeg et indlæg om Cape Towns vandproblemer, og forsøgte at forklare hvordan markedet kan hjælpe Cape Town med at løse vandproblemet i byen.

Jyllands-Posten, der bragte den første artikel om Cape Town, har nu skrevet endnu en artikel om samme emne.

Den nye artikel er væsentligt bedre end den oprindelige. I den nye artikel nævnes ligefrem den utætte infrastruktur og befolkningstilvæksten. Allerede her har artiklen fået fat i nogle flere væsentlige årsager til Cape Towns vandproblemer. I et statisk univers, hvor hver borger bruger præcis samme mængde vand over alle årene, ville alene befolkningstilvæksten i Cape Town medføre en tredobling af vandforbruget siden 1970’erne. I den nye artikel gives klimaforandringerne, til journalistens kredit, ikke skylden ene og alene.

Problemerne genbesøgt

For de som har glemt hovedpunkterne i problemstillingen, som jeg gennemgik mere nøje i det tidligere blogindlæg, kan jeg kort ridse dem op igen:

  1. Prisen på vand er progressiv (høj vandpris per liter for et højt forbrug og lav pris per liter for et lavt forbrug)
  2. Vandværket er offentligt ejet og ekskluderer konkurrence fra private udbydere
  3. Rationeringssystemet bygger på bureaukratiske regler frem for personlig rationering på baggrund af markedsprisen på vand
  4. Myndighederne har nægtet at investere i afsaltningsanlæg for at producere drikkevand af havvand

Det er måske værd at nævne at når produktionen falder og knapheden melder sig, gribes til den velkendte offentlige løsningsmetode: Problemet hældes over på forbrugeren. Forbrugeren skældes ud, som minimum bliver visse grupper af forbrugere skældt ud. Bureaukraterne fastlægge regler for hvad resursen må bruges på, og hvad den ikke må bruges på.

Billigt vand er formentlig en “menneskeret” i Cape Town, og derfor blev det valgt at det offentlige skal producere en uøkonomisk mængde vand på en uøkonomisk måde, mens forbrugerne på uøkonomisk vis forbruger resursen. Kaos indfinder sig i vandmarkedet. Investeringen og produktionen matcher ikke behovet. I Cape Town vil denne menneskeret snart ikke kunne ydes, takket være en komplet idiotisk metode til at forsøge gøre vand billigere. Enhver økonom kan forklare, at fastsætter man en maksimalpris under markedsprisen, opstår der mangel. Ødelægger man tilmed konkurrencen med en ekstremt lav maksimalpris, bliver produktionen drevet ineffektivt.

Hvis politikerne i Cape Town/Sydafrika ikke var komplet uduelige, ville de straks:

  1. Privatisere vandværkerne
  2. Lade markedet fastsætte prisen på vand
  3. Liberalisere vandproduktionen (tillade at producere vand på en hvilken som helst facon og tillade enhver at producere forbrugsvand)
  4. Sælge offentlige arealer (fx til vandopsamling)

Vandrestriktion er nu på niveau 6, hvor den i juni måned var på niveau 4. Det har dog ingen betydning for vandprisen at gå fra rationeringsniveau 4 til niveau 6. På begge niveau’er er prisen den samme i følge byens vandtarif. Her kan du læse reglerne for niveau 6 rationering.

I juni skrev jeg, desværre forkert, at man fik 72m³ vand per husholdning foræret – det er ikke korrekt, det er kun de socialt udsatte der får det. Det ændrer ikke konklusionerne i mit tidligere indlæg, men det er værd at nævne, at forbrugeren betaler en pris, selv for den første liter vand, hvis man ikke er fattig. Prissystemet er progressivt, så jo mere vand man forbruger, jo dyrere bliver de sidste liter. Lidt ligesom skattesystemet i Danmark. Prisen hæves over produktionsomkostningen for store forbrugere (de rige svin) så man kan forære vandet til en pris lavere end produktionsprisen til de fattige og til den lille husholdning, som, pga. den lave pris, ikke selv rationerer sit vandforbrug på økonomisk vis. Virksomhederne har ingen progressiv vandpris, de betaler en pris fra den første liter der er faktor 4,9 højere end en privat husholdning. En privat husholdning skal bruge over 126m³ ved level 2 rationering for at nå samme prisniveau. Det køber sikkert stemmer. Men uden progression i prisen for virksomheder kan en privat komme til at betale over det dobbelte af virksomhedsprisen for vand, hvis den private husholdning bruger over 294m³ ved niveau 3 rationering.

Teknikeren Anthony Turton

I artiklen henvises til en forsker som hedder Anthony Turton, der i en artikel udgivet i oktober 2017 fremsatte den forudsigelse, at i marts 2018 vil Cape Town løbe tør for vand. Anthony Turton er teknisk specialist, og foreslår en lang række tekniske forbedringer, der kan øge produktionen af vand. Han spørger undrende hvorfor de offentlige myndigheder, der driver vandproduktionen i Cape Town, ikke reagerede på en rapport der, for årtier siden, forudså at visse af reservoirerne ville blive tørlagt?

Anthony siger at det må enten være inkompetence (den gode årsag) eller et politisk middel for at vinde større magt (den dårlige årsag), der har ført til vandkrisen. Hvis det skyldes inkompetence, så kan man jo bare få kloge mennesker ansat, som fx Anthony Turton, så kan de rette skuden op med deres tekniske forståelser og deres lydhørhed på tekniske forudsigelser. Hvis det skyldes at det er et politisk middel der er brugt for at vinde større magt, så er det usmageligt, ifølge Anthony, for så kan dygtige teknikere alligevel ikke gøre nogen forskel.

Anthony spørger også hvad forretningslivets planer er, da forretningslivet ikke kan fortsætte uden vand. Det er naturligt at forretningslivet har en stor interesse i at kunne fortsætte deres daglige drift, og at vandmangel vil være et stort problem for dem, ligesom det er for alle andre. Et sted undrer det mig at Anthony stiller netop dette spørgsmål. Er han ikke klar over at med den førte vandpolitik kan det ikke betale sig for forretningslivet at gøre noget ved problemet? Forretningslivet kan ikke producere vand, fordi de skal drive deres virksomhed på markedsvilkår. De skal kunne tjene penge på at drive virksomheden, ellers kan de ikke drive virksomhed, de kan ikke konkurrere og investere uden en indtægt der mindst dækker alle deres omkostninger. Det offentlige subsidierer vandforbruget, og i visse tilfælde forærer de vandet væk. Ingen person ved sine sansers fulde fem vil gå ind i sådan et marked med egne penge.

Derudover rammer Anthonys kritik mest af alt produktionsleddet ved at stille spørgsmål som: Hvorfor har myndighederne ikke tilladt afsaltning af havvand, hvorfor har de ikke investeret i infrastruktur, hvorfor har de ikke øget produktionen?

Det er ikke brugbar hjælp, når det er så overfladisk og forsimplet. De korrekte spørgsmål at stille, efter man har anvist et udvalg af tekniske muligheder, er de økonomiske: Hvilken teknologi skal vi vælge til at øge produktionen af vand? Hvor meget bør vi øge produktionen? Hvor skal vi sætte ind for at forbedre infrastrukturen? Hvor meget skal investeres? I hvilke specifikke produktionsgoder? Hvordan skal vandet transporteres? Hvilken kvalitet skal vandet have? Hvor mange ansatte har vi brug for? Hvilke kompetencer skal vi bruge? Alle disse spørgsmål kan kun besvares via markedspriserne på vand og et overslag på omkostningen til projektet, kontra den forventede indtægt fra salg af mere vand. Teknisk rådgivning er ikke tilstrækkeligt i sig selv, selvom det er en nødvendig forudsætning. Det der afgør om det er muligt at træffe et rimeligt valg er tilstedeværelsen af markedspriser, der muliggør en økonomisk beregning af forslagene. Såfremt det økonomiske spørgsmål ikke adresseres er det utilstrækkeligt at diskutere de tekniske løsninger. Det er som at omarrangere stolene på dækket på Titanic.

I Cape Town har det offentlige drevet produktionen af vand, og som alle offentlige virksomheder famler de i et økonomisk blinde. I årevis har deres vandpolitik været en katastrofe for byen, men det har været en katastrofe som først er blevet synlig i den seneste tid. Det kræver mange år før dårlig politik bliver til en katastrofe. Det kræver tid at udtømme deres store vandresurser. Situationen er nu så dårlig, at der er næppe er noget der kan nå at vende skuden i det nuværende system. Det skriver Anthony selv. Myndighederne i Cape Town har, i deres desperate forsøg på at sørge for, at det vand de formår at producere strækker så langt som muligt, lavet en rationeringsplan. En ting er at der kan være tale om grov inkompetence, når spørgsmålet om investering bringes op, men det er vigtigt at understrege, at selvom de offentlige bureaukrater var engle, så kan kun kan opnå en ufuldkommen økonomisk viden fra deres salgstal og indtægter. Så længe ejerskabet af vandproduktionen overlades til det offentlige, og underskud dækkes af skatteyderen, så kan investering, produktion og forbrug ikke blive økonomisk rationelt. Teoretisk set kan offentlig drift gøres tålelig (tilsyneladende er det ikke tilfældet i Cape Town), men det kræver at befolkningen accepterer enorme underskud på driften (sådan som danskerne gør, på trods af den nærmest endeløse strøm af kuldsejlede offentlige projekter og elendige offentlige sektor). Men hvorfor absolut vælge den dårlige løsning, når der findes en god?

Vil man absolut subsidiere de fattige så kan andre metoder tages i anvendelse for at hjælpe de nødlidende mennesker (privat velgørenhed i et frit marked). I stedet for at fokusere på at hjælpe de fattige har politikerne valgt at ødelægge vandmarkedet for alle. Ødelæggelsen af vandmarkedet har været sådan en succes at det nu er ved at bringe byen på afgrundens rand.

Udbud kan diskuteres – men hvor er tanken på efterspørgslen?

Det er midlertid langt fra nok at tale om hvordan man producerer vand. Der findes både udbud og efterspørgsel – udbudssiden kan man justere nok så meget på, men hvis man ikke også korrigerer fejlene på efterspørgselssiden, så er situationen ikke meget bedre.

Der er visse spørgsmål der er værd at stille i forbindelse med Cape Towns forbrugere:

Bliver vandet forbrugt på en socialt fornuftig facon, når det er gratis?

Vil forbrugeren spare på vandet på en måde, så han først tilfredsstiller sit vigtigste behov og dernæst det næstvigtigste?

Vil forbrugeren totalt set bruge mere når prisen er nul, end hvis prisen var højere?

En passage i artiklen viser dog en vis form for realitetssans, da det nævnes at Cape Town er en by hvor mange aldrig har tænkt over deres forbrug. Kort efter udlægges situationen som at være positiv, fordi knapheden har skabt et fællesskab, fordi det er blevet populært at spare på vandet og dele sparetips via sociale medier. Ligesom oliekrisen fik de vestlige økonomier til at spare på olien, og gjorde mange mennesker bevidste med at naturlige resurser er knappe, så maler slutningen af artiklen vandkrisen som et positivt socialt fænomen.

Alt kan vendes til noget positivt, hvis man vil det. Jeg tror ikke på at det er positivt at en resurse som vand bliver behandlet så letsindigt. Det er for mig ubegribeligt at befolkningen finder sig i, at ansvaret for noget så vigtigt hviler i det offentliges hænder. Hvis noget er vigtigt, skal man tage det økonomiske spørgsmål seriøst og lade markedet klare ærterne.

Det økonomiske spørgsmål kan besvares i en markedsøkonomi, da vi kan bruge markedspriserne til at beregne om vandproduktionen er rentabel. I det offentlige kan man ikke besvare det økonomiske spørgsmål, fordi det ikke er forbrugeren der frivilligt betaler for en vare produceret i markedet. I det offentlige kan vandproduktion let sjofles, fordi det offentlige ikke risikerer konkurs når driften af produktionen er urentabel.

Økonomi er tilsyneladende uinteressant

Hverken Anthony Turton eller Jyllands-Postens artikel nævner med et ord at kernen i problemet er, at det offentlige producerer vand og fastsætter meget lave priser på vand. Begge ser tydeligt at den nuværende situation er en gigantisk fiasko, men sætter ikke spørgsmålstegn ved det offentlige ejerskab og de store subsidier. I stedet forsøges at henlede opmærksomheden på klimaforandringer, tørke, rige menneskers swimmingpools, bilvask og meget andet. For at afslutte den komplette mangel på klarhed om problemes natur, beskriver artiklen at vandkrisen har skabt solidaritet, fællesskab og socialt samvær, når man står i køen og venter på at få sin ration vand. Det lyder vældig hyggeligt.

Ligesom i Venezuela, hvor man ikke kan få de mest basale varer, rammes Cape Town af socialismens uundgåelige økonomiske problemer: Mangel, ødselhed, inkompetence og stigende bureaukratisk kontrol over det frie menneskes liv.

 

Status på året 2017

Som året går på hæld kigger jeg i dette indlæg tilbage på året der er gået.

Sitet blev søsat i januar måned, og det første indlæg blev lagt op d. 20 januar.  Der har været indlæg med jævne mellemrum i årets løb, i alt 36 indlæg (eksklusiv dette). Det er godt et indlæg hver 14. dag. Jeg vil forsøge at holde tempo’et fremover på samme niveau, og gerne et indlæg hver uge. Det kan knibe lidt med at nå målet, da jeg som lønmodtager og familiefar har visse pligter, der desværre står højere på min rangliste.

Årets højdepunkt er svært at kåre, skulle det være mit besøg hos CEPOS for at høre Walter Blocks indlæg, eller skulle det være min ven Jonas Ejlersen’s bogudgivelse, hvor jeg har fået den ære at være medforfatter, trods en meget beskeden redigeringsindsats?

Selvom det har været en meget stor fornøjelse at overvære et foredrag af den liberale anarkist Walter Block, har jeg valgt at bogudgivelsen er vinderen, da meningen med bloggen er at sprede det liberale budskab, og især at sprede kendskabet til den østrigske skoles økonomiske teorier. Bogudgivelsen giver flere danskere mulighed for at læse et introduktionsværk til de gode teorier, og vinder derfor titlen som årets højdepunkt.

Det største stykke arbejde jeg har lagt er afgjort i artikel-serien om Liberalismen. Denne serie startede forsigtigt ud med et meget kort indlæg om den klassiske liberalisme, og som herefter voksede sig stor med indlæggene om den sociale liberalisme og den liberale anarkisme (her mangler jeg at finpudse og udgive sidste indlæg, bare rolig, det skal jeg nok få gjort). Det har været meget lærerigt at skrive om emnet, og jeg er evigt taknemmelig for hjælpen jeg har fået undervejs af mine venner Kristoffer og Jonas.

Statistik

Som blog-newbie har jeg ikke fra starten haft et statistikprogram kørende på sitet, så jeg er rent faktisk ikke klar over hvordan den første halvdel af året er gået. Det er godt det samme, da enhver opstart må anses for at være risikabel, og om hvert hjørne lurer den totale fiasko. Lykkelig uvidenhed prægede det første halvår, indtil jeg turde installere WP Statistics d. 7. september. Udover min fumlende blogstart er der også visse problemer med at lave statistik over hvilke indlæg, der har været mest populære. Indlæggene ligger på forsiden som komplette indlæg, og et hit på forsiden tæller ikke i indlæggets statistik. Det er derfor ikke nødvendigvis det mest læste indlæg ifølge statistikken som reelt er mest læst.

Det er derfor kun et delvist korrekt statistikgrundlag jeg har for at kunne danne en top3 over indlæg, der er blevet læst mest. Ifølge hit tælleren på siden er top3 disse:

1 – Bør vaccination være et lovkrav? Visits: 804 /?p=416
2 – Det danske banksystem Visits: 474 /?page_id=305
3 – Er praktikanternes arbejde værdiløst, eller er de blot slaver af griske kapitalister? Visits: 180 /?p=1044

Vaccinationsindlægget har tilsyneladende fundet et forum et sted, der flittigt linkede til indlægget og besøgte det. Der var ikke ret mange hits på indlægget indtil d. 19 november, hvorefter det tog fart, og det overhalede den forhenværende etter, artiklen om det danske banksystem.

Antallet af daglige besøgende fik et stort ryk opad da 180grader.dk gjorde mig den ære og glæde at linke permanent til min blog, da deres nye site gik i luften d. 27. november. Efter denne dato fik jeg omtrent 180-200 daglige besøgende, og inden da var tallet ca. 25-35.

Danmarks mest liberale blog?

I mit topbanner står der med store flabede bogstaver, at det er Danmarks mest liberale blog. Jeg har ikke været ude i empiriske studier for at vurdere om andre blogs skriver mere liberalt end jeg gør. Det er, som så meget andet propaganda, ikke et kvalitetsstempel i sig selv, men er i stedet en hensigtserklæring, og naturligvis også en provokation (som min gode ven Kristoffer fra Østrigske Observationer spøgefuldt henviste til i en mail med titlen “Duel på ekstremisme”). Det er op til læserne at vurdere om hensigten og effekten har været i tilfredsstillende overensstemmelse.

Feedback

Der var i starten af bloggens liv mulighed for at kommentere indlæggene. Denne funktion blev flittigt benyttet af robotter, der skrev meget lange indlæg om hvor fin min blog ville blive, hvis jeg blot ville købe deres produkt. På engelsk, naturligvis. I selvforsvar slukkede jeg for kommentarmuligheden, fordi langt de fleste kommentarer var skrevet af en robot, og fordi jeg manuelt skulle godkende hver eneste kommentar. I en periode var kommentarerne lukket helt, indtil jeg stødte på udvidelsen “Akismet”. Jeg har ikke brugt tid på at fjerne robot-kommentarer siden jeg installerede Akismet, men jeg har heller ikke haft fornøjelsen af kommentarer på mine indlæg fra brugere siden.

Har du en idé til et emne for et indlæg her på bloggen er du velkommen til at skrive om den i kommentarfeltet nedenunder. Skulle kommentarfeltet ikke fungere, kan du skrive en mail til mig på uffe_m snabel a teknik.dk (dette ordstunt er mit naive forsøg på at undgå robotterne)

Afslutning

Alt i alt synes jeg det har været et rimeligt år, det første i bloggens levetid. Jeg håber at få et mindst lige så godt 2018, og især håber jeg at du vil følge min blog i året der kommer.

Godt nytår.

Nationalbanken advarer mod bitcoin

finans.dk advarer Nationalbankdirektør Lars Rohde mod at investere i Bitcoin, fordi markedet for Bitcoin er fuldstændigt ureguleret. Lars Rohde ser Bitcoin som en spekulativ vare, hvor man ikke kan vide om værdien er 50% højere eller lavere om en uge.

Direktøren i Finanstilsynet, Jesper Berg, foreslår at regulere Bitcoin, hvis det bliver mere populært end det er nu.

De to offentligt ansatte direktører mener tilsyneladende at det er farligt når et marked ikke er reguleret.

Vi kan kort se på deres udsagn, der kan koges ned til dette: På et ureguleret marked ved man ikke om værdien stiger eller falder hurtigt.

Vi kan prøve at sammenligne det med et marked som er reguleret i Danmark. Lad os bare vælge pengemarkedet. Har der været store udsving i denne størrelsesorden i dette regulerede marked?

Vi kan tage en episode og kigge på – hvad med månederne efter finanskrisen, hvor renten blev sat ned af Nationalbanken? På under 2½ måned blev indskudsbevisrenten sat ned fra 5,0pct til 3,0pct. 6/11 2008 -0,5pct (5,0pct)   15/1 2009 -0,75pct (3,0pct).

I den periode, hvem kunne da vide, hvad pengerenten ville blive fastsat til af centralbankerne, blot et par uger frem?

Måske er et reguleret marked mere stille i lange perioder, for at blive afbrudt af bratte omstillinger. Dette behøver ikke at ske kun i forbindelse med starten på exceptionelle kriser. Der skete også noget i januar 2015, da ECB annoncerede deres QE program, som jeg har skrevet om tidligere. Episoden bærer ikke præg af, at det regulerede marked, som Lars Rohde var chef for, har væren nogen nævneværdig succes for almindelige mennesker. Efter Nationalbankens regulering steg importpriserne fra ikke-EU lande med ca. 10% og da flere pensionsselskaber blev skræmt af begivenheden, indkasserede de store omkostninger, der bæres af deres kunder, ansatte og ejere.

Generelt set har konsekvenserne af den førte politik været ganske nedslående. Rente af indskud i banken er 0pct og den lave rente tilskynder til forbrug og investering for lånte penge og afskrækker fra opsparing. Alt sammen er negativt for finansiel stabilitet og robusthed for den almindelige dansker.

Nationalbankens rolle i forbindelse med at redde banksektoren igen og igen bærer også yderligere ved til spekulationsbålet. Mennesker tager ganske enkelt flere chancer, når man ved, at er der er et sikkerhedsnet i form af en monopolvirksomhed, der har magt til at trykke penge ad libitum til at redde enhver bank fra fallit.

Regulering uden omkostninger?

Lad os for en stund acceptere at idéen om at regulere pengemarkedet er godt for danskernes velfærd. Det næste spørgsmål der straks må stilles er om det medfører konsekvenser for markeder der ikke er reguleret? Hvis det gør, hvordan opvejer man så fordelene mod ulemperne?

Hvis din plan i livet er at bygge en formue op (fx en pensionsopsparing), så vil det være langt mindre gunstigt at sætte pengene på en bankkonto, fordi den regulerede rente gør afkastet relativt lavt (i disse tider, endda negativt pga. inflationen). Du taber med andre ord penge hvert år du lader dem stå på bankkontoen, takket være rentepolitikken fra Nationalbanken.

Hvis du i stedet hæver pengene og sætter dem i mere risikofyldte investeringer, såsom aktier, obligationer – eller sågar Bitcoin, eller en anden kryptovaluta, så er der langt større chance for gevinst. I det regulerede pengemarked koster det at have penge stående, mens det uregulerede marked lokker med stor profitmulighed (og afskrækker ved stor risiko).

Det betyder rent faktisk, at Lars Rohdes regulerede marked er en medvirkende faktor til at markedet for Bitcoin bliver mere volatil end det ville have været. På det regulerede pengemarked er renten trykket ned og tilskynder til at placere pengene andetsteds.

Denne pointe er formentlig tabt på de to direktører, som så gerne ser alle markeder reguleret. Processen hvormed regulering udvides fra marked til marked, medfører at menneskets mulighed for at samarbejde om investering og finansiering bliver hindret i større og større grad af lovgiverne. Hvis eksistensen af et reguleret marked bevirker at andre markeder bliver mere volatile, og at volatilitet ses som en åben invitation til at regulere, så ender processen i den totale socialisme, hvor alle markeder til sidst er under central kontrol af magthavernes bureaukrater.

Ludwig von Mises, Human Action, s 851:

The interventionist doctrinaires and their followers explain all these undesired consequences as the unavoidable features of capitalism. As they see it, it is precisely these disasters that clearly demonstrate the necessity of intensifying interventionism. The failures of the interventionist policies do not in the least impair the popularity of the implied doctrine. They are so interpreted as to strengthen, not to lessen, the prestige of these teachings. As a vicious economic theory cannot be simply refuted by historical experience, the interventionist propagandists have been able to go on in spite of all the havoc they have spread.

 

Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, anden del

Det foregående indlæg afsluttedes med en quote fra Hans-Hermann Hoppe, der argumenterer for at liberalismen, for at bibeholde sin radikale og logisk opbyggede samfundskritik, bør omfavne anarkismen som den eneste logiske metode at grundlægge og fastholde en liberal samfundsorden. Det er med andre ord ikke nok at ønske den minimale stat. Historien viser, at når først staten tillades at eksistere, vil den med tiden overtage mere og mere magt fra samfundet. For at sikre samfundet mod statens vokseværk, er det derfor nødvendigt at afskaffe staten fuldstændigt, for at sikre en bæredygtig liberal samfundsorden.

I anden del af indlægget om liberal anarkisme tager jeg fat på at vise hvad de liberale anarkister kritiserer ved minarkismen, hvordan loven kan opstå i fraværet af en stat, hvilke grundlæggende liberale elementer loven skal bygges på og hvad lovens funktion er i samfundet i relation til det frie marked.

Liberal kritik af den minimale stat

I modsætning til den socialliberale eller den klassiske liberalist, tror den liberale anarkist ikke at det er en naturtilstand for mennesket at angribe hinanden og samtidigt forsvare sig selv for dårligt. Det forekommer som en urealistisk antagelse at alle mennesker ikke forstår den situation de befinder sig i. I et samfund hvor der findes personer der begår kriminelle handlinger er der behov for beskyttelse, og den største velfærdsgevinst af beskyttelsen nyder præcis den person eller familie der formår at beskytte sig selv. Enten via selvforsvar eller via køb af beskyttelsesservice på markedet.

En liberal samfundsorden forudsætter at ejendomsretten er beskyttet i loven. For at bygge fundament for en liberal lov, der er universelt gældende for alle, kan man benytte følgende argumentation: Der er behov for regler der minimerer konflikter i samfundet og der er behov for et forsvar af privat ejendom mod kriminelle. Den liberale anarkist mener, ligesom den klassisk liberale, at fred er vigtigt, at lighed for loven skal opretholdes og at det er vigtigt for samfundets fred og rigdom at bevare ejendomsretten og det frie marked.

For den liberale anarkist er ikke tale om kaos, når samtalen falder på regler og love. Modsat hviler systemet ikke i en naiv samfundsopfattelse. Den liberale anarkist tror ikke på at mennesket, uden tilstedeværelsen af en tvangsinstitution som staten, pludseligt bliver ikke-voldelig og forkaster alle dyriske drifter som vold og plyndring, og hengiver sig til at respektere enhver andens ejendomsret. I stedet for at anse mennesket som en engel, ser den liberale anarkist på mennesket som et almindeligt menneske, med irrationelle lyster og dyriske drifter men også som værende i besiddelse af rationelle evner der gør mennesket i stand til at danne samfund og institutioner, der kan beskytte samfundet. I stedet for at hænge sin hat på at det er staten, voldsmonopolet der agerer ultimativ dommer i alle sammenhænge, der skal varetage beskyttelsen af den private ejendomsret og de afledte menneskelige rettigheder, fastholder den liberale anarkist at arbejdsdelingen på dette område også skal varetages af markedskræfterne.

Ligesom den klassisk liberale ønsker markedsproducerede varer, frem for offentligt monopoliseret produktion af postvæsen, togtrafik eller sundhedsvæsen, ønsker den liberale anarkist også at det frie samfund selv producerer lov, retsvæsen og politi.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 161, Mises Institute:

The State indeed performs many important and necessary functions: from provision of law to the supply of police and fire fighters, to building and maintaining the streets, to delivery of the mail. But this in no way demonstrates that only the State can perform such functions, or, indeed, that it performs them even passably well.

Den liberale anarkist ser følgende afgørende teoretiske problemer i den klassiske liberales fremstilling af statens nødvendighed:

Hans-Hermann Hoppe, The Myth of National Defense, s. 4, Mises Institute.

Two of the most widely accepted propositions among political economists and political philosophers are the following:

First: Every “monopoly” is “bad” from the viewpoint of the consumers. Monopoly is here understood in its classical sense as an exclusive privilege granted to a single producer of a commodity or service […] the price of his product x will be higher and the quality of x lower than otherwise.

Second, the production of security must be undertaken by and is the primary function of government. Here, security is understood in the widest sense adopted in the Declaration of Independence[…]. In accordance with generally accepted terminology, government is defined as a territorial monopoly of law and order.

That both propositions are clearly incompatible has rarely caused concern among economists and philosophers, and in so far as it has, the typical reaction has been one of taking exception to the first proposition rather than the second.

Statens rolle i samfundet, som defineret af den klassiske liberale, beskrives dermed som en logisk selvmodsigelse: Man ønsker at opstille et monopol, der kan beskatte (overtræde ejendomsretten) for at beskytte ejendomsretten mod overtrædelse. Og ikke nok med at staten har monopol på beskatning, så har den også monopol på at udforme lovene som alle der bor i dets territorium skal indordne sig under. Resultatet er, som klart vises i monopolteori, at kvaliteten af beskyttelsen af ejendomsretten daler, mens prisen for beskyttelse stiger. I monopoltilstanden har staten taget magten til at afholde sine borgere fra at vælge andre beskyttelsespersoner end dem ansat af staten selv, og samtidigt beskriver staten reglerne for hvordan man kan leve i samfundet i det territorie, som den behersker.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 175, Mises Institute

If, in fact, we cast a cold and logical eye on the theory of “limited government”, we can see it for the chimera that it really is, for the unrealistic and inconsistent “Utopia” that it holds forth. In the first place, there is no reason to assume that a compulsory monopoly of violence, once acquired by the “Jones family” or by any State rulers, will remain “limited” to protection of person and property. Certainly, historically, no government has long remained “limited” in this way.  And there are excellent reasons to suppose that it never will.

Selve eksistensen af en stat, uanset størrelse, er for den liberale anarkist problematisk. Tager vi ved lære af historien, er vi nødt til at indse, at selve statens eksistens er tilstrækkeligt til at ødelægge fundamentet for det frie samfund, for den sociale orden, der bygger på privat ejerskab. Eksisterer der et territorialt monopol med tvangsbeføjelser til at tage ultimative beslutninger i alle tilfælde af konflikter, selv i tilfælde der involverer den selv, så er privat ejendomsret blot et statsligt privilegie. Al ejendom er kun ejendom så længe staten tillader det. Staten kan til enhver tid inddrage al ejendom, hvis statsapparatet finder det fordelagtigt. Denne farlige situation var de klassisk liberale ikke tilstrækkeligt skrappe kritikere af, de blev med tiden bløde og tillod staten at drive hjørnestenene i samfundet, såsom undervisning, vejdrift, krigsmaskinen, bankvæsenet, retsvæsenet og lovgivning.

Murray N. Rothbard, For a New Liberty, s 18, Mises Institute:

For the liberals became content to leave the war-making power in the hands of the State, to leave the education power in its hands, to leave the power over money and banking, and over roads, in the hands of the State – in short, to concede to State dominion over all the crucial levers of power in society. In contrast to the eighteenth-century liberals’ total hostility to the executive and to bureaucracy, the nineteenth-century liberals tolerated and even welcomed the buildup of executive power and of an entrenched oligarchic civil service bureaucracy.

Den liberale anarkisme er derfor en genopvækkelse af tidligere tiders liberalisme, kampen mod central magt og privilegier, men udover at genoptage kampen, har den liberale anarkist også rettet flere essentielle fejlslutninger i det klassiske liberale tankegods. Statens eksistens er ikke nogen nødvendighed, staten er selve årsagen til meget menneskelig lidelse og nød. Staten har så store resurser under sin kontrol og har, med sine privilegier på magtudøvelse, beføjelser til at starte de mest forfærdelige menneskelige tragedier, krige, og trække disse i langdrag med sin særlige position til at opsuge enorme resurser af samfundet via beskatning og pengeudstedelse, for blot at fortsætte disse afskyelige masseovergreb mod menneskeheden.

Staten har, både i teori og praksis, vist sig at være en elendig beskytter af ejendomsretten, til fredens bevarelse og til konfliktløsning.

Det liberale anarkistiske samfund skal grundlægges ved brug af de liberale principper, ført til deres logiske konklusion: Uden statens indblanding kan friheden i langt højere grad sikres end hvis staten tillades sin eksistens. For samfundets udviklings skyld skal lov opbygges og udvikles, denne lov skal baseres på ejendomsretten for at kunne løse samfundets konflikter.

Lovens oprindelse i det frie samfund

Når der opstår konflikter i samfundet (mere om årsager til konflikter senere) skal disse bilægges.  Der er kun tre muligheder for at bilægge konflikter:

  1. Opnå enighed (fredeligt)
  2. Falde tilbage på vold (ikke fredeligt)
  3. Tilkende en afgørelse (tredjeparts afgørelse i konflikten) (fredeligt)

Formålet med at have en lov er at konflikter mellem mennesker kan bilægges fredeligt, for at undgå vold og større usikkerhed i samfundet.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy s. 88:

Violence is expensive and inherently risky. It is expensive in that if a dispute escalates into an open conflict, the increase in overall wealth resulting from the division of labour and comparative advantage will diminsh or disappear altogether and that is mutually non-beneficial, and that is not to mention the possibility of collateral damage. […] Both parties to the dispute (and their neighbors also) therefore have an interest in its peaceful resolution. […] If agreement cannot be reached and violence is not an acceptable option then only adjudication remains.

Der er visse grundbetingelser der skal være mødt for at lov kan opstå. Hvis vi tager udgangspunkt i en Robinson Crusoe-situation, hvor en enkelt person er strandet på en øde ø, er det let at se at lov som sådan er overflødigt. I fraværet af et socialt netværk, er der ikke behov for en lov der fastlægger sociale regler og konventioner. Hvis endnu en person skyller op på stranden, kan der opstå konflikter, men i samme situation kan der ikke opstå lov, som sådan, fordi der mangler noget i samfundet, nemlig en neutral person der kan afgøre konflikter mellem anklagede og forurettede.

I situationen med kun to individer i samfundet kan konflikter kun afgøres ved enten at opnå enighed eller ved at falde tilbage på vold.

For at lov kan opstå er det nødvendigt at en tredje person ankommer. Hvor der er tre personer til stede, kan man i tilfælde af konflikt mellem to personer finde en tredjepart, som kan afgøre konflikter, ved at afsige en tilkendelse.

Neutralitet i tilkendelser

Et af de vigtige elementer i opbygning og vedligeholdelse af loven er at tilkendelserne i sagerne er objektive og neutrale. Loven skal med andre ord forholde sig til en objektiv bevisførelse og afgive en neutral tilkendelse. Det kan ikke nytte noget hvis A altid, uanset sagens indhold, holder med enten den anklagede eller den forurettede. Kommer A selv i konflikt, skal han bruge de to andre personers afgørelse til at bilægge sin egen konflikt. I tilfældet af vores lille mini-samfund med 3 individer, A, B og C, vil der være en rationel stræben efter at tilkendelserne bliver retfærdige. Det er i hver individs interesse at alle afgørelser er objektive og neutrale.

Lad os eksempelvis sige at A og B er bedste venner, og C ikke kommer ret godt ud af det med hverken A eller B. Selv i denne situation kan det vises, at det vil være i alles interesse at B afgiver en tilkendelse, der er retfærdig, i en konflikt mellem A og C. Lad os sige at de tre ikke har prøvet at bilægge konflikter fredeligt før, og at de endnu ikke har tænkt konsekvenserne af deres handlinger igennem. A og C er kommet i konflikt og er uenige om hvorvidt en høne tilhører A eller C. I tilfældet her er det B som skal afgøre konflikten, som er bedste ven med A. B vil formentlig være biased og tilkende hønen til As ejerskab. Lad os sige at det objektivt forholder sig således at hønen retfærdigvis tilhørte C, og tilkendelsen er uretfærdig. Hvad sker der så?

C føler sig naturligvis uretfærdigt behandlet af de to bedste venner, og at de to bedste venner formentlig tilsammen er stærke nok til at overmande C, så det kan ikke lade sig gøre for C at åbenlyst gå ud og hente hønen uden at komme i problemer. C har i dette tilfælde valgmuligheden at lade sig underkue eller at hævne sig voldeligt på enten A eller B. Selvom han er i undertal, kan tidspunktet for hans hævntogt bære frugt. Han kan med andre ord skade A eller B mens de sover.

Lad os sige at C er et fredeligt menneske og lader sig underkue af afgørelsen af B. C har nu et horn i siden på både A og B. I tilfælde af konflikter mellem A og B vil C nu ikke kunne fungere særligt objektivt, afhængig af hvilken person han ønsker at genere, kan hans fremtidige tilkendelser blive uretfærdige med overlæg. Med tiden vil konfliktløsningerne vise sig at blive kompromitteret af manglende retfærdighed i tilkendelserne. Erfaring og rationalitet viser A, B og C at det bedste er at skabe en proces der er retfærdig og objektiv, således konflikter mellem alle samfundets indvider kan bilægges fredeligt. De har alle brug for hinanden til at bilægge konflikter ved at danne tilkendelser som er objektive som det er muligt. A og B er derfor nødt til at se bort fra deres indbyrdes venskab når de skal afsige en tilkendelse i konflikter, ganske enkelt for at sikre at de ikke selv kommer i problemer senere.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 89:

Even if a particular judgement is substantially bizarre, it stil has to have an appearance of rationality. In the long term, it will not do for Charlie to simply say that the dispute is to be resolved in Barbara’s favour and then for him to go off to lunch, satisfied that he has done his duty. He has to say why his judgement should be as it is. Only if disputes are resolved by judgements that have the form decision + reason (rule) can they provide guidance for future conduct.

Dermed vil der være en tendens til at skabe et retfærdigt og objektivt lovgrundlag, en lov som alle personerne er underlagt, og en proces som følges. Dette kan opstå spontant, som en anerkendelse af behovet for et fredeligt og retfærdig samfund. Egeninteressen i kombination med rationalitet og erfaring kan bruges til at vise, at der vil være en tendens til at samfundsloven bliver objektiv og retfærdig. Ganske ligesom det frie menneskes samarbejde i markedsøkonomien tilrettelægger produktion, investering og forbrug kan de producere lov i fællesskab.

Konfliktløsningsmetoder

I det følgende afsnit vil jeg gengive hvad Hans-Hermann Hoppe har argumenteret i utallige forelæsninger. Ønsker man hans egen fremlæggelse, kan jeg henvise til denne video.

Først er det vigtigt at understrege hvad der kan udgøre konflikter i et samfund, defineret som social kontakt mellem flere individer. Konflikter opstår, ifølge Hoppe, fordi der ikke er et uendeligt antal resurser til rådighed. Hvis to individer har modstridende ønsker til anvendelse af et specifikt gode, vil der opstå en konflikt. For eksempel, hvis Per ønsker at bruge en specifik bil til at køre til og fra sit arbejde dagligt, mens Poul ønsker at bruge samme bil til at køre sin gamle mor til og fra plejehjemmet. I den situation er det nødvendigt med regler for at undgå konflikter – og igen er det væsentligt at understrege at målet med regler, hvis de ikke skal blive tyranniske eller ligegyldige, er, at de sørger for at minimere konflikter. Hvis konflikter ikke kan opstå, så er der ikke brug for regler i sociale sammenhænge. En effektiv måde at løse konflikten på er at tildele ejerskabet af bilen til enten Per eller Poul, således er det defineret præcist, hvem der har kontrol med bilen og kan allokere den til den brug som ejeren finder bedst (fx ved at bruge bilen eksklusivt selv, eller at låne den til andre, eller en blanding heraf, hvad end ejeren ønsker).

Hvis det også fastholdes, at menneskets rettigheder skal ligestilles, altså at ingen har særlige privilegier over andre, at enhver rettighed skal være universel, gældende for alle individer, som den klassiske liberale ville sige, så er lighed for loven og et opgør med særlige privilegier til enkelte individer afgørende for et fredeligt og succesfuldt samfund. Hvilken rettighed kan gøres universel, gældende for alle?

Du har måske allerede gættet det: Den private ejendomsret er den fundamentale metode til at løse sociale konflikter. Med eksklusiv privat kontrol over samfundets resurser kan konflikter løses med simple og letforståelige regler: Hvis du ejer resursen bestemmer du hvad den skal bruges til, hvis du ikke ejer resursen kan du ikke bestemme. Privat ejendomsret betyder ultimativ og eksklusiv kontrol over et givent gode.

Det er vigtigt her at understrege at den private ejendomsret ikke er nogen konvention, altså et system der er vedtaget af en eller anden årsag, og at der eksisterer alternative løsningsmuligheder for konfliktløsning. Privat ejendomsret er den eneste logisk konsistente metode til at løse sociale konflikter med. For at demonstrere hvorfor det er sådan, kan man filosofere over alternativerne til privat ejendomsret. Vi kan starte med et let eksempel: Din krop. Din krop er under din kontrol og du kan bevæge den som du har lyst, det er her dit sind, dine intellektuelle og fysiske evner udvikles og har hjemme. Du har eksklusiv kontrol over din egen krop. Dine tanker og hjerneprocesser bestemmer hvordan dine muskler skal trække sig sammen og slappe af, for at producere en bevægelse som du har valgt (naturligvis er reflekser undtaget i denne sammenhæng, da der ligger menneskelige impulser dybt i centralnervesystemet som vi med tankens kraft ikke systematisk kan påvirke eller kontrollere). Din krop er det eksempel, hvor det er mest simpelt at se, at her er det åbenlyst meningsfuldt, at den private ejendomsret gælder. Enhver alternativ løsningsmetode giver afgjort absurde resultater. Enten ejer du din egen krop alene, eller også ejer du den delt med andre (og alle andre ejer ligeså ikke deres egen krop eksklusivt) – eller måske ejer andre din krop fuldstændigt, og dermed ejer de ikke deres egen krop overhovedet. Det er fra de tre nævnte muligheder tydeligt, hvilken der giver færrest konflikter og er mest meningsfyldt, hvis vi bruger kroppen som eksempel. Det demonstrerer at kroppen er absolut privat ejendom, at ejendomsretten over din egen krop ikke er en konvention, men det eneste logiske og universelle system der kan tages i anvendelse.

Konfliktløsning angående eksterne goder

Nu har vi diskuteret den private ejendomsret over din egen krop. Hvad så med eksterne objekter? Privat ejerskab over de økonomiske goder eksternt fra egen krop kan ikke udledes fra de fysiologiske sammenhænge, der beskriver menneskets anatomi. Det som virkede mest overbevisende for egen krop, pga. de tekniske og etiske problemer med at kontrollere andres kroppe eksklusivt, kan ikke direkte tages i brug her. Eksterne objekter skal derfor analyseres på en anden måde end for menneskets egen krop. Udgangspunktet for analysen kan være todelt. Det kan enten være et utilitaristisk synspunkt, at det mest værdiproduktive system skal vinde, eller et etisk synspunkt, det skal være det system hvis proces sikrer at de etiske retningslinjer følges, der skal vælges.

I begge tilfælde er svaret det samme: Den private ejendomsret. I det følgende forsøger jeg at forklare begge synspunkter.

Utilitarismens svar

Fra den utilitaristiske vinkel demonstrerede Ludwig von Mises i 1922 med bogen “Socialism”, hvordan et socialistisk system famler i blinde og producerer irrationelle udfald. Hans analyser af socialismen demonstrerede at det er umuligt at producere værdifulde produkter på en industriel skala, når produktionsgoderne er ejet af staten. Når arbejdsdelingen kontrolleres totalt af et centralt bureau der dirigerer alle produktionsmidlerne til fastlagte mål, kan produktionen ikke fastholdes på et niveau der tilfredsstiller et industrielt samfunds behov. Det ville være muligt at undvære markedet, hvis alle borgerne var selvforsynende, da produktionsprocesserne her er meget simple. Når det er det samme menneskes værdiskala, der bruges til at vurdere omkostningen ved produktionen samt produktionens afkast, så kan man undvære markedet, da der ingen transaktion mellem mennesker er. Det er også muligt i små enheder, som fx familier, at arrangere produktion uden brug af markedet. Det er først når et menneske skal producere til et andet via en tredjepart der kontrollerer deres handlinger, at socialismen bryder sammen. Individer kan vælge og fastlægge en produktionsproces af meget kort længde og af lav kompleksitet og vurdere, om omkostningen var mindre end udkommet. Det enkelte menneske kan vurdere om det er vigtigere at kløve brænde eller jage harer på marken, fordi det selv bærer omkostningerne af valget direkte. Indsættes en tredjeperson mellem to menneskers produktionsprocesser, mistes værdiovervejelserne der opvejer omkostningerne med den vundne værdi og systemet bryder sammen. Genialiteten i markedsøkonomien med priser og penge gør netop, at de subjektive værdiovervejelser bliver afspejlet på en objektiv facon i markedspriserne, og disse kan bruges til at koordinere arbejdsdelingen på en facon, der gør den mere produktiv end streng selvforsyning. Socialismen, fælleseje, er dermed et system, hvormed samfundet og civilisationen nedbrydes, fordi mennesket ikke længere ser sine medmennesker som partnere, men som fjender. Sociale relationer fyldes med konflikter, fordi produktionen af resurser daler, og fordi metoden til konfliktløsning er fuldstændigt irrationel. Privilegierne, der uddeles til de centrale planlæggere, nedbryder enhver rest af tillid, da det bliver tydeligt at se hvem denne samfundsindretning er gavnlig for.

Ludwig von Mises, Socialism, s. 424, Liberty Fund:

Socialist policy employs two methods to accomplish its purposes: the first aims directly at converting society to Socialism; the second aims only indirectly at this conversion by destroying the social order which is based on private ownership. The parties of social reform and the evolutionary wings of the socialist parties prefer the first means; the second is the weapon of revolutionary Socialism, which is privarily concerned to clear the ground for building up a new civilization by liquidating the old one. To the first category belong municipalization and nationalization of enterprises: to the second, sabotage and revolution. [..]  As we have shown, even the direct method which aims at the creation of a new society can only destroy; it cannot create. Thus the beginning and end of the socialist policy, which has dominated the world for decades, is destruction. In the policy of the communists the will to destroy is so clear that no one can overlook it. […] That production is still being carried on, even semi-rationally, is to be ascribed only to the fact that destructionist laws and measures have not yet been able to operate completely and effectively. Were they more effective, hunger and mass extinction would be the lot of all civilized nations today.

Etikkens svar

Det etiske argument, som formuleret af Murray N. Rothbard i sin fænomenale bog “Ethics of Liberty”, følger den oprindelige argumentation som grundlagt af John Locke i 1600-tallet. Ved at bygge på en naturgiven lov, følger det at mennesket har sine rettigheder med sig fra fødslen ifølge Rothbard. Hvis man ejer sin egen krop, så vil man med sit arbejde kunne transformere naturgivne jomfruelige goder (dvs. goder der ikke tidligere er blevet taget til en andens ejendom) til sin ejendom ved at blande sit arbejde med godet. Hvis mennesket ejer sin krop, og mennesket bruger denne til at transformere naturgivne jomfruelige goder til brug for mennesket selv, da har mennesket brugt af sin egen energi, viden og fysik, for at opnå ejerskab af et eksternt gode ved at transformere det fra en jomfruelig naturtilstand til et produceret og nu ejet gode. Uden menneskets indblanding var godet ikke produceret. Hvem skal da sige, når et jomfrueligt gode først på denne måde er bearbejdet af et menneske, at resultatet af denne bearbejdelse ikke tilhører det menneske der har udført arbejdet? Hvis godet ikke tilhører mennesket, der udførte arbejdet, hvem kan da tage ejerskab af godet, under et system der bygger på en universelle rettigheder? Er det den næste der forsøger at transformere det jomfruelige gode? Skal den første der transformerer godet, vente til nummer to melder sig som interesseret i godet? Og hvis ikke den første eller den anden, hvorfor så den tredje? Det logiske svar må være at den første der med sit arbejde transformerer jomfruelige goder opnår ejerskab af godet. Eksterne goder bliver så at sige ligeså logisk tilhørende ejet af mennesket der tager dem i brug for første gang, som det er for menneskets egen krop.

I en tidlig naturtilstand, hvor alle omgivelser er jomfruelige og ikke ejet af andre mennesker, vil det menneske, der knækker en gren af et træ og forarbejder den ved sit arbejde, tage den tidligere ikke-ejede gren i sin besiddelse. Grenen kan da bruges til at domesticere okser, som også bliver menneskets ejendom. Med hjælp fra sit eget originale arbejde og efterfølgende anvendelse af redskaber og dyr, domesticeret af en selv, kan mennesket forarbejde jorden og tage større arealer under sin besiddelse. Det er naturligvis kun den person, der oprindeligt domesticerer jomfruelige naturresurser der på denne måde kan tage resursen under sin kontrol. Alt, der hermed produceres, er også under ejerskab, kun naturresurser der er jomfruelige kan tages under personligt ejerskab.

Fra en situation uden ejerskab kan naturen gradvist tages i ejerskab af mennesker ved at blande sit arbejde og sine opbyggede midler, der oprinder af eget arbejde eller legitim udveksling med andre, med naturens resurser. Resurser der allerede ejes af et menneske kan overføres til et andet menneske igennem frivillige udvekslinger, fx med gensidige overførsel af ejendom, ved gaver, arv eller på anden frivillig måde. Det etiske aspekt af systemet er at det giver alle mulighed for at bruge sin medfødte ejendom, sin krop, til at tilegne sig ejendom fra jomfruelig natur eller ved at udveksle med andre.

Eksterne goder kan dermed også trygt lægges under den private ejendomsret, som en universel etisk, eller utilitaristisk, løsning.