Author Archive: Uffe

Partierne – Klaus Riskær Pedersen

Partiet Klaus Riskær Pedersen er opstillingsberettiget til Folketingsvalget 2019.

Selvom personen Klaus Riskær Pedersen har en ganske interessant historie, har hans parti ingen historie i politik, og en lynhistorie om partiet er derfor overflødigt.

I Klaus Riskær Pedersens politiske program er ikke noget principprogram, som sådan. I stedet bruger partiet ordet “pejlemærker”. Pejlemærkerne er:

  • Skat
  • Banker og realkredit
  • Udlændingepolitik og integration
  • Klima
  • Miljø
  • Sundhed
  • Offentlig sektor
  • Delvis borgerløn
  • Børn og unge
  • Pension og pensionister
  • Privatliv og frihed
  • Tobak, alkohol og cannabis
  • Familie
  • Kultur
  • Kirke og religion
  • Erhvervsliv
  • Retssikkerhed
  • Borgerrettigheder
  • EU
  • Udenrigspolitik
  • Regeringsdannelse og regeringens arbejdsform

For at undgå at drukne mig selv i skrivearbejde, og læseren i tekst, vil jeg plukke i pejlemærkerne. De udvalgte bliver:

  • Skat
  • Retssikkerhed
  • Tobak, alkohol og cannabis
  • Offentlig sektor
  • Banker og Realkredit
Skat

Ca. 450 mia omlægges over 10 år hvorved skattebyrden fordeles mere fair mellem borger og erhverv. Samlet reduceres beskatning af borgerne med ca. 80 mia der dækkes af erhverv og finanssektor.

Få hundrede danske virksomheder betaler størstedelen af alle selskabsskatterne. Med omlægningen kommer alle virksomheder til at betale og udenlandske virksomheder kommer også til at give deres bidrag.

I interview med DRs journalist Kåre Quist fortæller Klaus Riskær Pedersen, problemet med skattetrykket er, at det er almindelige danskere, der betaler 80% af skatterne, og kun 20% der betales af virksomhederne. Idéen er at omlægge skattesystemet, således det bliver mere fair.

Klaus Riskær Pedersen er tilsyneladende af den opfattelse, at blot man er virksomhedsejer, så har man masser af penge, og at det i sig selv gør det legitimt at tage dem. Dette synspunkt går igen. Skattevæsenet skal tage pengene, hvor de er. Her udviser Klaus Riskær Pedersen den samme logik som en gemen bankrøver. Bankrøveren er klar over, at det er bankerne, der har pengene, og derfor vælger at røve dem. Simpelt.

Idéen er, at udenlandske virksomheder skal betale skat af deres omsætning, danske virksomheder skal betale mere skat og der skal lægges en skat på finansielle transaktioner.

I en virksomhed er der tre parter, der kan betale skat. Virksomheden selv kan ikke betale skat. En virksomhed er bare en juridisk sammenslutning af ejere, medarbejdere og kunder. Disse tre grupper kan betale skat, fordi det er mennesker, der kan handle, og beordres med trusler om fængsling til at afgive nogle af (eller alle) deres penge. Hvis Klaus Riskær Pedersen vil beskatte virksomheden, så er det kun de tre grupper, der mellem sig vælger at bære byrden.

Når en skat pålægges en transaktion mellem personer, uanset hvilken person der formelt skal indsende pengene, så sker der det, økonomer kalder “incidence of taxation” eller på dansk fordeling af skattebyrden. Det udslagsgivende er ganske enkelt hvordan hver part “finder sig i” at blive beskattet. Hvor følsom overfor pris er hver part? Hvis man pålægger en virksomhed at betale 25% moms af salgsværdien (minus værdien af de forbrugte produktionsfaktorer) af hver vare, skal byrden fordeles mellem de tre parter, ejere, medarbejdere og kunder. Hvis kunderne ikke vil købe lige så mange varer ved en højere pris, som de købte ved den lavere pris, så mister virksomheden indtægt og må reducere sine udgifter. Hvis medarbejderne går med til en lønreduktion svarende til den mistede indtægt, så bærer medarbejderne byrden alene, men hvis virksomhedens ejere går med til at skære i deres profit alene, så bærer de byrden.

Normalt kan vi bedst forestille os, at det kun i begrænset omfang lykkes at sælge lige så mange produkter ved en højere pris. Husk fx på fedtafgiftens virkning på smørpriserne (først satte butikkerne priserne op med fedtafgiftens størrelse, senere måtte de sænke priserne igen, og prisen på smør nåede langsomt tilbage til en tand over den oprindelige pris). Murray Rothbard argumenterede for, at forbrugerne ikke bærer skattebyrden, men i stedet begrænser deres forbrug af den beskattede vare (Man, Economy, And State, s. 927-934). De mister naturligvis glæden ved produktet, der er blevet dyrere. I stedet argumenterer Rothbard for, at de der bærer byrden, er ejerne af virksomheden, der mister kapitalværdi af produktionsapparatet, samt medarbejderne fordi alle udgifter skal gennemgås for at finde steder at skære ned (enten fyringer, reduceret løn, reducerede vilkår eller lignende). De der bærer skattebyrden (målt i penge), er dermed virksomhedens ejere og deres medarbejdere, hvis byrden falder således ud. Fordelingen af skattebyrden foretages på markedet, uanset hvem der nominelt betaler skatten til skattevæsenet.

Der er dog et forhold, der er anderledes i Klaus Riskær Pedersens skatteomlægning i forhold til Rothbards eksempel med den “rene” afgiftsforhøjelse. Indkomstskatterne for forbrugerne falder. Lad os bare antage at varepriserne kan stige af den årsag (altså at en del af byrden rent faktisk bæres af forbrugerne, der før bar byrden af indkomstskatten). Forbrugerne får dermed et større nominelt rådighedsbeløb og samtidigt en højere varepris. Afhængig af hvordan skattelettelsen udmøntes til hver enkelt borger, vil det give den samme, mere eller mindre købekraft set i forhold til før. Hvis ikke hele byrden bæres af forbrugerne, altså at skatteomlægningen er “perfekt”, således hver borger får flere penge, svarende til at han med de nye varepriser kan opretholde sit tidligere forbrugsmønster fuldstændigt (glem alt om forbrugerprisindeks, det er totalt værdiløst til at håndtere de komplekse individuelle værdivurderinger, der justerer forbrugerens varekøb), så vil noget af byrden falde på ejere og medarbejdere. I det omfang at skattelettelsen for hver enkelt ikke præcis modsvarer ændringen af den subjektive vurdering af de stigende varepriser på de specifikke varer hver enkelt indkomstskatteyder køber, så vil der være en effekt på prisen af varerne, og dermed holdes medarbejdere og ejere ikke helt og aldeles fri for byrden. Hvis denne restbyrde ikke bæres totalt af medarbejderen, og ejeren dermed ikke går fuldstændigt fri af byrden, så er der problemer for den lille danske økonomi.

Danmark er et lille land, og hvis forrentningen af kapital reduceres pga. den nye skattebyrde, så vil investeringerne i Danmark være dårligere forrentet end udenlandske. Da Danmark i kraft af sin størrelse ikke kan påvirke verdensprisen på kapitalgoder i nogen målbar størrelse, vil den øgede skattebyrde på kapital medføre ringere forrentning af kapital og dermed mindre investeringsaktivitet i Danmark i forhold til udlandet (en forværring af de eksisterende forretningsbetingelser i Danmark). Investeringer i udlandet vil være relativt bedre forrentet end investering i Danmark, med stagnation i løn og generel velstand til følge for danskere og til glæde for udlandet.

Igennem prisændringerne på varerne vil der også ske en distribuering af velstand i landet. De der har varelagre, og de der har pengelagre (bankkonto), vil opleve en spekulativ gevinst/tab ved deres lagre igennem tiden, hvor priserne ændrer sig markant. Såfremt de ikke præcis og perfekt forudser enhver prisændring, vil de stå enten bedre eller ringere end før. De der har penge i banken, vil se realværdien af deres opsparing formindskes, mens de der har varelagre og produktion, vil se deres velstand øges afhængig af timingen af salg og af prisbevægelserne på de produktionsfaktorer, der er relevante for dem. Effekten af skatteomlægningen, der driver forbrugerpriserne op, kan vel beskrives som det, der foregår under en inflation, der udføres i en enkelt aktion.

Det er ikke let at se, hvorfor Klaus Riskær Pedersen synes, at denne beskatning er bedre. Hvis det alligevel er markedet, der fordeler byrden, hvorfor skal danskerne betale for disse ændringer? Ændringen i skattesystemet koster også skatter, så hvorfor er det en god idé at bruge krudt på at ændre det?

I sidste ende er det kun reduktionen af statens aktiviteter, der hjælper samfundet. Klaus Riskær Pedersen vil ikke sænke skatterne. Her tror Klaus Riskær Pedersen, at med reduceret kapitalforrentning vil samfundet kunne fortsætte med at betale den enorme skattebyrde, der pålægges dem af staten. Dette mener jeg er den største brøler i Klaus Riskær Pedersens skatteargument. Han tror, at en forøgelse af kapitalskatter er holdbar i længden. Øger man skatten på kapital opfordrer man til investering andetsteds, eller rent ud sagt at forbruge mere af sin indtægt. Danmarks fremtid kan ikke bygges på forbrug. Velstand kan udelukkende bygges og fastholdes, hvis der hele tiden sker løbende kapitalinvestering i produktionsapparatet. Uden en fortsættelse af investeringsstørrelsen falder forbrugsmulighederne. Kapitalen opbruges til sidst helt, hvis ikke den fornys. Enhver bevægelse i retning af kapitalforbrug bør ses som samfundsnedbrydende.

Hvis man vil sikre Danmarks forbrug i fremtiden, skal man ophøre med at beskatte investeringer og reducere eller helt fjerne finansiering til den systematiske fejlinvestering i den offentlige sektor (al aktivitet i den offentlige sektor er at betragte som fejlinvesteringer, fordi de ikke giver et afkast) samt subsidier til privat investering hid og did. Kapitalopbygning er kritisk for fremtidens levestandard, men korrekt spekulation i investering er også en forudsætning. Hvad nytter det at være god til at opbygge kapital, hvis store dele af kapitalen konsekvent fejlinvesteres i den offentlige sektor? (MES s. 938-941)

Retssikkerhed

Politi og anklagemyndighed skal adskilles.

Lægdommer systemet revurderes til sikring af at lægdommere repræsenterer den almindelig befolkning og ikke er en del af domstolssystemet.

Idéen om adskillelse af politi og anklagemyndighed er såmænd ganske god. Det tager netop fat i et af habilitetsproblemerne i det eksisterende retsvæsen. For at adskille politi og anklagemyndighed kunne man fx privatisere begge funktioner, således betaling blev frivillig, og dermed vil der være en form for legitimitet i de systemer, som bygges op. Hvis kunderne ikke er tilfreds med systemet, kan en ny iværksætter prøve at bygge et bedre system, som kunderne er mere tilfredse med. Under et regulært markedsforhold kan der komme alternative systemer til, mens der i det nuværende skattefinansierede monopol ikke er nogen chance for, at et alternativt system kan prøves af. Markedet vil se til at fremelske gode system, for hvis det er bedre, bliver det udbygget, pga. kundernes køb tilfører indtægt til bedre systemer, og deres afholdelse fra køb vil fjerne indtægt fra dårligere systemer.

Domstolene og dommerne bør naturligvis også privatiseres. Dommerstanden er i dag betalt af skatter, og det er ikke logisk, at det skal være et skattefinansieret monopol. Netop rollen som dommer er alt for vigtig til at overlade til det politiske system. Et markedsbaseret system vil også overvinde problemerne med kødannelse, ligesom det vil i sygehusvæsenet.

Tobak, alkohol og cannabis

Salg af cigaretter og stærk alkohol fjernes fra den almindelige detailhandel der ikke kan sælge højere styrke end vin og hedvin/øl over disken.

Tilladelse til at udvalgte bevillingssteder kan tillade indendørs rygning efter kl 22.

Cannabis skal afkriminaliseres. Cannabis som kosttilskud skal kunne købes uden recept. Rekreativ cannabis kan hjemmedyrkes op til 500 gr topskud til eget forbrug.

Klaus Riskær Pedersen er central planlægger. Hvorfor skal bodegaer rette sig efter en politiker, eller 90 politikere? Det er deres sted, og det må være deres valg, om de vil tillade rygning eller ej. De er naturligvis erstatningsansvarlige, hvis det fører til gener i nærliggende ejendomme. Et markedsbaseret system med overholdelse af ejendomsretten betyder, at de ikke må genere andres krop og ejendom. Derfor kan de ikke bare spille høj musik hele natten, eller udsende store røgskyer til nærliggende ejendomme.

Deres alkoholbevilling skal naturligvis ikke gives af folkevalgte personer. De må servere, hvad de har lyst til i deres bar, og hvis de forgifter nogen, er de erstatningsansvarlige for skaden. Hvis man frivilligt vælger at drikke 40 øl på en aften, kan man naturligvis ikke komme og kræve erstatning fra bodegaen, fordi man har tømmermænd dagen efter. Her er det et almindeligt kendt fænomen at alkohol kan give disse bivirkninger. Så længe det er rimeligt klart for kunden, hvad det medfører at drikke substansen, kan bodegaen ikke holdes til ansvar. Hvis bodegaen i stedet hælder krokodil i øllene, uden at angive at de gør det, har de fuppet kunderne, og skal naturligvis erstatte de skader, det forvolder. Markedet kan derfor sagtens regulere hvad bodegaerne sælger, det behøver vi ikke fjollede politikere til at bestemme. Et retsvæsen der opretholder beskyttelsen af ejendomsretten vil reflektere på borgernes valg, og skabe gode vilkår for markedsregulering, ved at belønne god adfærd med profit og straffe dårlig adfærd med erstatningskrav.

Det er ikke tydeligt, at Klaus Riskær Pedersen vil tillade industriel fremstilling af cannabis. Det antydes i hans sætning om at man må købe cannabis uden recept. Nogen må jo have produceret den cannabis. Men hvorfor må man så kun fremstille 500g topskud hjemme i sit eget væksthus? Det er noget pjat, man må naturligvis bruge sin retmæssige ejendom fuldstændigt som man ønsker det, såfremt man ikke i processen påfører fysisk skade på andres ligeledes retmæssige ejendom, eller overtræder kontrakter man har indgået.

Men hvorfor kun afkriminalisere cannabis? Hvorfor ikke ophæve alle begrænsninger for produktion og distribuering af euforiserende stoffer? Hvorfor er Klaus Riskær Pedersen sådan en tøsedreng? Så længe man bruger sin egen ejendom, så er det ikke legitimt at andre blander sig med vold i, hvad man foretager sig. Igen – såfremt man ikke fysisk skader andres ejendom. Her kan en almindelig markedsregulering sagtens indføres, fx ved at mindre samfund går sammen og vedtager, ved at alle personligt skriver under på, at de vil/ikke vil tillade indførelse og produktion af euforiserende stoffer. Hvis denne forening ejer vejene, kan transport af euforiserende stoffer reguleres, og hvis man personligt underskriver en kontrakt, hvori der står, at man ikke vil producere og distribuere euforiserende stoffer fra sin bopæl, så kan man naturligvis blive holdt ansvarlig for at bryde en kontrakt, hvis man alligevel vælger at producere eller distribuere euforiserende stoffer.

Vi behøver ikke politikere til at sikre os mod disse stoffer. Det er ikke en hjælp for samfundet, at stofmisbrugere kyles i kachotten og priserne på euforiserende stoffer pumpes op, og distribueres af kriminelle. Problemet med en afkriminalisering og legalisering er de offentlige arealer, hvor det pludseligt bliver lovligt at stå og skyde sig høj på heroin eller kokain. Det er der ikke ret stor opbakning til, og det forstår jeg ganske udmærket. Problemet her er, at reglerne gælder de offentlige arealer, og reguleringen derfor tillader brug af narkotika på politisk udpegede arealer. En privatisering af arealerne kan sikre, at brugen af narkotika kun tillades de steder, hvor ejerne synes, at det er i orden. Det er en væsentlig pointe at tage med, når man evaluerer legalisering af euforiserende stoffer. Det bør gøres således, at de offentlige arealer privatiseres (fx ved oprettelse af aktieselskaber og udlodning af aktier til skatteyderne efter størrelsen på historiske skattebetaling), så reglerne for områderne kan fastlægges af legitime ejere, frem for af politikerne.

Offentlig sektor

Problemerne indenfor Sundhed, Skoler, Pasning og Pleje har intet at gøre med kasser, diagrammer, krydser og boller. Det er arbejdsklimaet den er gal med. De offentlige ansatte løber livet af sig selv for at løse stadigt større forventninger og krav til deres bistand.

En ny måder at tilrettelægge arbejdet på, skal sikre de offentlige ansatte bedre arbejdsforhold, muliggøre større selvansvar og sikre de enkelte afdelinger afgørende indflydelse på eget arbejde og egen arbejdssituation.

Overalt hvor der er offentligt ansatte skal de derfor tilbydes mulighed for omlægning til ‘kooperative arbejdsfællesskaber’, hvor arbejde og arbejdsfordeling bedre kan tilrettelægges så der samtidig sikres en mere inspirerende og motiverende daglig arbejdssituation.

Socialismen i den offentlige sektor ødelægger arbejdsmiljøet, lige så vel som det skete i Sovjetunionen. For at sikre et rimeligt arbejdsmiljø skal den offentlige sektor privatiseres, så arbejdsmiljøet bestemmes på markedet i stedet for af politikerne. Det vil føre til bedre forhold, når den offentlige sektor nedlægges, ganske enkelt fordi investering i produktion vil være meget gunstig, og kapitalopbygning vil være nemmere uden trusler om konfiskation af en del af den spekulative gevinst fra investering. Klaus Riskær Pedersen foreslår at sætte et Mikey Mouse plaster på et åbent snit på en halspulsåre. Det er ikke muligt at løse problemerne ved at forære flere af skatteydernes penge til fejlinvesteringer. Danskerne er maksimalt beskattet, og velfærdsstatens stagnation standses ikke ved at gøre det hyggeligere at bruge tiden på de kontraproduktive opgaver som ansat i de offentlige sygehuse/plejehjem/børnehaver/skoler/universiteter osv.

 

Banker og Realkredit

‘Bank-supermarkeder’ brydes op i deres naturlige bestanddele: kundebank, investeringsbank og realkredit.

Realkreditten skal føres tilbage til den oprindelige struktur og der skal loft over bidragssatser. Der skal genåbnes for lån til unge og seniorer (over 60 år).

Klaus Riskær Pedersen foreslår ødelæggelse af effektive pengevirksomheder og derudover priskontrol. Det er dømt til fiasko. I stedet skal finanssektoren frigives til markedet ved at nedlægge Nationalbanken, gøre bankerne til “pengevarehuse” ved at fjerne deres støtte i krisesituationer, og ved at privatisere pengeskabelsen. Danskernes tillid til bankerne er kunstigt høj, fordi staten yder indskudsgaranti. Den garanti skal afvikles, og bankerne gøres ansvarlige for deres gerninger. Pengevaren vil hurtigt vende tilbage til en reel pengevare som fx sølv eller guld, når det bliver tydeligt, at bankerne forsøger at stikke af med samfundets velstand, ved at prakke kunderne værdiløse papirsedler på. Med nedlæggelsen af Nationalbanken vil sedlerne skulle udstedes af bankerne selv, og hvem vil tage mod “Danske bank kroner” eller “Nordea daleren”? Nej tak, jeg tager mod sølv og guld, jeres papir kan i beholde selv. Herefter bliver kreditudvidelser, moderen til alle bankkriser, elimineret.

Dette er kuren, som bankvæsenet har brug for. En absolut liberalisering af markedet for lån og pengeopbevaring. Nedlæggelsen af Nationalbanken kan foregå stille og roligt, så vi undgår panik og uroligheder. Men målet må være klart: Penge skal produceres på markedet og vælges af markedet. Staten og pengevæsenet skal separeres fuldkomment, og staten må aldrig igen blande sig i borgernes pengesager.

Stem på Klaus Riskær Pedersen

Hvis du er typen der:

  • Ikke forstår at virksomheder ikke kan betale skat
  • Ikke forstår at problemet med SKAT er, at de stjæler
  • Tror at problemet med velfærdsstaten er, at den centrale plan har været dårlig, og bør erstattes af en ny central plan
  • Tror at problemet med bankerne er, at de selv må sætte priserne på deres ydelser
  • Tror at det offentlige produktionskaos kan kureres med et skud arbejdsmiljø
  • Tror at flere grene af samme statsmagt kan sikre retssikkerheden

Så er Klaus Riskær Pedersen lige noget for dig!