Author Archive: Uffe

Markedet bringer balance i hele økonomien – også for socialhjælp

Hvorfor flyver vi ikke alle rundt i vores egen selvflyvende private helikopter?

Nogle vil måske indvende, at det gør vi ikke, fordi vi så ville “dræbe” klimaet og alt liv på jorden på en eftermiddag. Men så kan jeg jo bare sige, at det jeg taler om, er selvflyvende elektriske helikoptere, der er så effektive, at de flyver på strøm fra vindmøller og solceller. Igen – hvorfor flyver vi ikke alle rundt i sådanne pragtfulde transportmidler til daglig?

Er det fordi vi ikke har teknologi til at lave disse helikoptere? Tydeligvis ikke, vi har allerede teknologi til at lave solceller, vindmøller og eldrevne helikoptere i mindre skala (droner). Så igen, hvorfor flyver vi ikke bare rundt i sådan nogle? Det er da meget smartere end de åndssvage biler, der skal holde i kø, og der skal bygges asfaltveje til at køre på. Der er masser af slid, slæb til vedligehold af vejene, og der er forurening i forbindelse med bilerne, så hvorfor ikke bare vælge helikopterne?

Resurser er knappe

Det er naturligvis fordi verden består af knappe resurser. Det økonomiske systems opgave er, at resurserne bliver prioriteret, så samfundet opnår den størst mulige værdi med dem. Det er ganske enkelt alt for dyrt at producere selvflyvende helikoptere, der flyver på grøn strøm, til alle. Det ville medføre et udtræk af resurser fra andre sektorer af samfundet, som vi slet ikke kunne leve med. Det ville med andre ord føles som et kæmpe tab, hvis dette projekt blev en realitet i den nuværende situation.

Markedets rolle som effektiv koordinator af brugen af resurserne sørger for, at fejlallokering ikke får lov til at udvikle sig. Under en fri markedsøkonomi kommer det ikke til at ske, at en sektor pludseligt opsuger alt for mange resurser på at bygge selvflyvende el-helikoptere. Markedet er netop i stand til at sikre, at resurserne går til de mest produktive formål, til det som er mest værdifuldt for samfundet som helhed. Det er meget vigtigt at forstå denne pointe – det er kun på det frie marked, at vi kan føle os sikre på, at en sektor ikke “snylter” resurser fra andre sektorer, der kunne bruge dem til mere værdifulde produkter. Det er kun i det frie marked, at vi ved, at sektorernes størrelse og resurseforbrug er optimal. Det gælder både for produktionen af sko, ketsjere, mobiltelefoner, computere, lamper, huse, biler, mad – alt. Det gælder sågar også for socialhjælp. Det er kun markedet, der kan sørge for, at en sektor ikke “stikker af”, og bliver til en resursesnylter. Det er en af de afgørende vigtige punkter at belyse i diskussionerne om de problemer, som Statens indgriben i markedet medfører.

Markedet balancerer alle sektorer mod hinanden, fordi hver enkelt gode balanceres mod hinanden af menneskets værdiovervejelser. Lidt firkantet sagt: Forbrugernes værdiovervejelser lægger fundamentet for priserne på forbrugsgoder, mens iværksætternes værdiovervejelser lægger fundamentet for priserne på kapitalgoder. Deltagerne i markedet afvejer også i hvilken udstrækning, de kan og vil donere penge til socialhjælp. Den frivillige proces sikrer, at hver deltager kun udveksler med hverandre såfremt det er fordelagtigt, eller produktivt, at gøre. Da begge parter i transaktionerne er frivillige deltagere, sikrer markedet, at begge stilles bedre af deres indbyrdes handel. Det gælder også socialhjælp, for det er kontraproduktivt at tvinge folk, der ikke har råd, til at give penge til andre.

Disse frivillige handler, og den nødvendige værdiovervejelse fra hver enkelt deltager, pålægger alle deltagere i markedet en begrænsning. Hver transaktion skal være fordelagtig for begge parter. Den ene part, der kunne tænke sig at gennemføre en transaktion, der ikke er produktiv for begge parter, men kun værdifuld for sig selv, oplever sin modpart som “uvillig” til at handle. Markedets begrænsning kan derfor let virke som et snærende bånd på de ambitiøse, og derfor forsøger de, der er utilfredse med markedets begrænsning, at overvinde begrænsningen.

Overvindelse af markedets begrænsning

Hvis iværksætteren der begrænses, søger at bryde begrænsningen, er der to måder at overvinde den på. Den første måde er at iværksætteren finder en mere produktiv måde at levere sit produkt, fx ved at finde nye fremgangsmåder, teknologier, eller ved at øge investeringerne i processen. Hvis ændringen er produktiv, falder produktets omkostning per enhed, og det er profitabelt at sælge hver enhed til en lavere pris end før. Alt andet lige: Flere enheder af det samme produkt kan kun sælges, hvis prisen først reduceres (men det er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at sikre salget – måske er markedet “mættet” af dette produkt). Det er den økonomiske måde at udbygge produktionen af sit produkt, den frivillige markedsorienterede metode kommer alle involverede parter til gode. Prisen kan sænkes, flere transaktioner bliver fordelagtige for begge parter, og dermed kan iværksætteren øge salget. Den nye situation kan føre til en større indkomst til iværksætteren, som måske var motivet for hans bestræbelser.

Den anden måde at overvinde markedets nuværende begrænsning er ved at forgribe sig på modpartens ejendomsret. Frem for at hvile på det frivillige grundlag, der i nuet begrænser transaktionerne, kan et større antal transaktioner gennemføres ved at overskride spillereglerne. Indtægten for den ene part kan øges ved at snyde modparten, men i den nye situation kan vi ikke længere sige, at transaktionen er gensidig fordelagtig.

Et eksempel er, hvis en person ønsker at have flere penge. Den første mulighed er, at personen vælge at tage et arbejde eller investere, og tjene penge i det frie marked under det regelsæt, der forudsætter frivillighed og opretholdelse af ejendomsretten. Den anden mulighed er, at personen overtræder ejendomsretten, fx ved at bestille en hacker til at overføre penge fra en anden persons bankkonto til sin egen. Den tredje mulighed er, at personen går til Staten for at få sin indkomst. I det nuværende demokratiske samfund er den accepterede måde enten den første eller den tredje.

Den anden metode er uønsket af samfundet, fordi det er tydeligt, at den enkelte person, der forgriber sig på en andens ejendomsret, begår en kriminel handling. Fra en liberalistisk synsvinkel er der dog meget lidt forskel på den anden og den tredje mulighed. Begge hviler i overgreb på ejendomsretten, men af social-psykologiske årsager mener de fleste, at den tredje mulighed er legitim. Forskellen er blot, at i stedet for at en hacker overfører penge fra en person til en anden uden “giverens” accept, så er Staten mellemmanden der kan snuppe penge fra enhver ved at afpresse arbejdsgiveren eller personen selv. I øjnene på størstedelen af befolkningen kan Staten på magisk vis tillade sig denne handling, mens en hacker ikke kan. I forhold til ejendomsretten er resultatet dog det samme.

For at lægge sig ind under magien, der omringer Statens sfære, foretrækker langt de fleste iværksættere derfor at gå til Staten for at overvinde markedets snærende begrænsning af deres indkomst, i stedet for at tage kontakt med hackere.

Staten klarer det sure arbejde

Den, som forsøger at overvinde markedets begrænsning ved at forgribe sig på ejendomsretten, kan lobby Staten for at få den til at udføre det beskidte arbejde, som kan blive ganske farligt for en enkeltperson. Hvis man forsøgte at hacke en anden persons bankkonto, risikerede man, at ens udvalgte offer opdagede forsøget, og kunne kæmpe tilbage, og trak dig i retten og puttede dig i et bur. Med Statens involvering i samfundet har den politiske lobbyist fået en herlig partner, som ikke engang møder det samme problem, som den oprindelige hacker vil møde. Når Staten stjæler penge fra sine ofre, møder Staten ingen risiko dermed. Skattevæsenets medarbejdere bliver ikke konfronteret med deres kriminelle overgreb på andre personers ejendom, og de retslige krav kan ikke stilles overfor skattevæsenets medarbejdere. De bliver ikke trukket i retten og puttet i et bur, som en lov, der var lige for alle, ville kræve.

Staten er en helgen i samfundet, hvis medarbejdere tillades at svæve over det moralske regelsæt, der kontrollerer den almindelige del af befolkningens adfærd. En overvældende stor andel af Statens ofre ser Staten som deres frelser, og kunne slet ikke drømme om at putte deres frelsers medarbejdere i bure. Denne overbevisning bliver fodret af det faktum, at der findes to typer af love: Privat lov og offentlig lov. Offentlig lov tillader Statens medarbejdere at opføre sig på måder, som privat lov forbyder dem. Da Staten er det territoriale voldsmonopol med lovgivnings- og beskatningsmagt, er det let at forstå, hvorfor disse to lovtyper er en realitet. Det er et smart trick, der har sikret Staten sin overlevelse igennem århundreder.

Men blot fordi Staten ikke møder modstand mod sin systematiske overtrædelse af ejendomsretten, betyder det ikke, at alle tabene i økonomien er forsvundet. Det er netop den opgave, det påhviler økonomer, orienteret mod det frie marked, at forklare. Det er ikke omkostningsfrit at beskatte. Det er ikke omkostningsfrit at regulere. Det er ikke omkostningsfrit at subsidiere. Alle disse omkostninger har imidlertid den store demokratiske ulempe, at de er “usynlige” omkostninger, som den simple mand på gaden ikke er i stand til, eller oftere, interesseret i, at fatte. Statstilskud, statssubsidier, statsstøtte osv. er alle “hurra-ord” i det danske demokrati. En nøje læsning af historien viser, at dette forhold er meget ældre, end jeg selv troede. Jeg troede, at der var stærk modstand mod Statens indblanding i økonomien, hvis bare vi gik tilbage til 1930erne. Men det ser ikke ud til at holde stik. Historien om Foreningen af 1837 til forsømte børns frelse viser med al tydelighed, at i 1890erne var mange foreninger ganske opsat på at stikke snablen i statskassen. Det er en skam, for hver gang det sker, ødelægges markedets begrænsende mekanisme, der sørger for at holde styr på balancerne i det sociale liv.

Relation til Foreningen af 1837

I 1890erne havde børnene, der blev anbragt væk fra hjemmet, det ikke godt i sammenligning med i vore dage. Men det havde de andre børn det heller ikke. Markedets tilstand var på det tidspunkt ikke tilstrækkeligt rigt til at give bedre muligheder. Ligesom den elektriske selvflyvende helikopter i dag tydeligvis er galimatias, ligeså var det galimatias på en mindre skala at støtte de filantropiske foreninger med midler fra Staten. De fik større andel af samfundets resurser, end markedssituationen tilsagde. Som resultat heraf blev deres statsstøttede vækst et dræn på andre af samfundets produktive goder. Da markedet er det eneste realiserbare produktive økonomiske system, så er det altid bedst at lade markedet håndtere alle sektorer i økonomien. Kun på den måde balancerer de, og det kan dermed sikres, at samfundets resurser bruges i et omfang, der sikrer at det giver den største værdi for samfundet som helhed.

Markedshjælp til børnene er ikke et spørgsmål om børnene ikke må hjælpes bedre og bedre, som tiden går. I dag ville det være meget tydeligt, at børnenes forhold i midten af 1800-tallet var dårlige. Det er kun et spørgsmål om at vente til at markedssituationen forbedres, således det er produktivt at hjælpe børnene bedre. Fremgangen i kapitalopbygning og produktiv spekulation i det frie marked ville have reduceret omkostninger på tværs af sektorerne, og have forbedre mulighederne for pasning af børnene. Den økonomiske vækst løfter alle dele af samfundet til større velstand. Børnene blev oprindeligt placeret i private hjem, og i disse hjem ville den almindelige velstandsstigning også give plejebørnene bedre vilkår. Men hvis en sektor dræner de andre med Statens magtmidler, så hæmmes væksten som helhed og de beskattede goders vækst i særdeleshed.

Politikken har derfor blot fremskyndet den naturlige udvikling, men har undervejs kostet langt mere, end det er nødvendigt. Politikere i demokratiet er på denne måde blot små børn, der ikke kan vente med at få sin is. De vil have resultater, NU. Med lovgivning og skattemidler dirigerer de penge til uproduktive områder på bekostning af produktive. Det sætter hele samfundets udvikling bagud, og hæmmer i sidste ende de muligheder, vi alle kan vælge mellem senere.

I historien kan vi også se, at de øgede skatter, der finansierede Statens “velfærdsopgaver” førte til problemer særligt for de svage i samfundet, og tvang blev nødvendigt for at “hjælpe” børnene. Er det ikke kontraproduktivt? Demokratiet kan med Statens hjælp flytte omkostninger til egne formål over på andre, og det er ofte de politisk dårligst forbundne, der bliver ofrene på den ene eller anden måde.

Den liberale kritik af Statens indblanding er derfor ikke, at de er “for gode” ved børn, fattige, syge, gamle osv – kritikken er at de nedbryder samfundets mulighed for at klare sig selv. Staten har derudover ikke den fjerneste anelse om, hvor stor “hjælpen” skal være, og hvordan den skal gives for at bruge resurserne bedst. Statens lobbyister bruger andre personers ejendom til deres eget formål. Og så er vi endnu ikke begyndt at tale om problemerne med Statens monopoldannelse af socialhjælpen, der blot føjer spot til skade. Ikke nok med, at tabene i økonomien stiger, fordi for mange resurser bruges på et område, men hver enkelt af de kaprede resurser bliver også dirigeret til specifikke formål, der ikke kan vises at være produktive. Det er et dobbeltspild, som bør belyses og bekæmpes. Det drejer sig ikke om at være “rationel og hjerteløs”, for hvordan kan det forsvares at spilde knappe resurser og tvinge andre til at betale for spildet? Resurserne tages med Staten fra formål, der er vigtigere, og dirigeres til formål, der er mindre vigtige. I det frie markeds perspektiv er det muligt at sige, at man er mere hjertelig og medmenneskelig uden Statens indblanding.

Konklusionen af analysen bliver derfor: Det er en dårlig idé at lade Staten stå for socialhjælp, for det spilder nogle af resurserne, og det tvinger nogle mennesker til livet som klient eller malkeko, mens andre bliver herskere.