Author Archive: Uffe

SKAT når ikke sin målsætning for 3. år i træk

I en artikel i Jyllands-Posten kan man læse, at skattevæsenet for tredje år i træk ikke når sin målsætning angående skatteopkrævning.

Dette indlæg vil jeg dele op i to dele, den første, der tager udgangspunkt i et nøgtern synvinkel ved at bruge fakta, og det næste indlæg, hvor jeg vender tilbage til mine kæpheste, og påpeger at skat er tyveri og at offentlig produktion er økonomisk ineffektiv.

Skattevæsenets effektivitet måles på, hvor tæt skattevæsenets opkrævninger kommer på et beregnet teoretisk tal. Det beregnede tal er udtryk for, hvor stort et skatteprovenu, der kunne opkræves, hvis alle skattereglerne blev fulgt til punkt og prikke i Danmark. Målet for hvor stort et gab der tillades at opstå, mellem det teoretiske maksimum og det opnåede resultat er 2%, og har været det siden 2010. Skattevæsenet er igen i år ikke nået i mål, men har alligevel været tæt på, og rammer et resultat på 2,5%.

Dette måltal er udgangspunktet for en udtalelse fra Jesper Petersen fra Socialdemokratiet, der har indkaldt skatteminster Karsten Lauritzen til et samråd. Ifølge Jesper Petersen er det uacceptabelt, at det tillades at skattevæsenet ikke når sit mål 3 år i træk. De 2,5%, der ikke er opkrævet, svarer ca til 25-30mia. kroner, og skulle skattevæsenet opnå sit måltal på 2,0pct, ville det svare til at øge skatteprovenuet med 5mia kroner. I artiklen fokuserer Jesper Petersens udtalelse på de fulde 2,5%, altså en fuldstændigt perfekt skatteopkrævelse set i forhold til det teoretisk beregnede tal.

Jesper Petersen fortsætter, og postulerer, at det er uacceptabelt, at skattevæsenet ikke formår at opkræve de 25-30 mia. kroner. I hans optik er det penge, som kunne være brugt på velfærdssamfundet, til at hjælpe samfundet. Jesper Petersen fremsætter også argumentet, at det er urimeligt for de virksomheder og personer, der betaler den skat, som de skal betale. De private og de virksomheder, der ikke betaler den fulde skat, snyder dermed velfærdssamfundet for velfærd, da de private ejere dermed selv beholder flere penge, end de ifølge skatteloven er berettiget til at beholde.

Løsningen er heldigvis meget enkel, i følge Jesper Petersen. Skat, der for ganske få år tilbage blev lovet 1000 nye medarbejdere, på baggrund af den sidste skatteskandale, skal tilføres yderligere resurser, for at lukke skattehullet. Men fik SKAT tilført det antal medarbejdere, som politikerne talte om? En ting er hvad politikerne siger, ofte er det en anden sag, hvad virkeligheden viser at der efterfølgende skete.

Lidt empiri

Jeg har været igennem årsrapporterne fra 2008 til 2017 for at notere antallet af årsværk, hvilket mål SKAT havde for skattegabet, og hvilket resultat de opnåede det pågældende år. Det kan være at der er nogen der bliver lidt overraskede, men den kyniske statskritiker vil formentlig ikke blive det.

Det ser ud til, at SKAT fik tilført flere antal årsværk fra 2016 til 2017, i alt 347 ekstra, eller godt 5%. Det kunne se ud til at det er ca. en tredjedel af den tilførsel, som politikerne havde talt om i 2016. Der er dog en hage ved sammenligningen, for de tal jeg har kunnet finde er antal årsværk, og politikerne taler om antal medarbejdere. To personer på deltid kunne udgøre et årsværk, eller mindre, afhængig af ansættelseskontrakten. Derfor kan jeg ikke præcist argumentere for, at politikerne ikke holdt deres løfte, fordi jeg sammenligner pærer med bananer.

Noget andet vi kan se fra tabellen er også, at måltallet for skattegabet har været noget højere før, end det er i dag. Skattegabet har også ændret sig over årene. Det er dog også lidt interessant at læse, hvad SKAT selv skriver i deres årsrapporter om deres eget mål.

En passage fra årsrapporten i 2008:

Målsætningen om at fastholde skattegabet på det historisk lave niveau på 3,1 procent målt i 2006, er derfor et bevidst meget ambitiøst valgt mål. Værdien af dette mål er først og fremmest, at det giver SKAT et fast overordnet mål for tilrettelæggelsen af sin indsats og ikke mindst udstikker kursen for tilrettelæggelsen af indsatsen som effektbaseret. Hermed sikres, at SKAT holder fokus i sin indsats, selvom den generelle udvikling i samfundsøkonomien også har stor betydning for målopfyldelsen det enkelte år

Siden den udtalelser er der gået 10 år, men det er uvist om Jesper Petersen er bekendt med denne historiske udvikling. For 10 år siden betragtede SKAT selv en målsætning med et skattegab på 3,1% som en meget ambitiøs målsætning. I år har de opnået 2,5%, som i dette lys må anses at være ganske pænt.

Det er måske også på sin plads at indtage et andet synspunkt. Da det er SKAT selv der skriver, at deres målsætninger er ambitiøse, kan vi lige så vel forestille os, at dette er et forsøg på at pleje sit eget image overfor befolkningen. Enhver leder af en organisation ved, at det er vigtigt at underbygge organisationens renommé. Dette kan man eksempelvis gøre ved at skrive i årsrapporten, at målsætningerne er meget ambitiøse, og at det er derfor at man ikke nåede i mål. Ikke fordi at man har dovnet den af, og klokket i driften af organisationen, men fordi målsætningen i sig selv var uhyrlig ambitiøs.

For at betragte synspunktet om, hvorvidt det over årene har været meningsfyldt at afsætte flere årsværk i skattevæsenet, kan nærmere visualiseres ved at plotte antal årsværk mod skattegabet i procent. Får vi en ret linje, betyder det, at der er en korrelation mellem antal årsværk og skattegabet. Den følgende figur viser problemet med Jesper Petersens argument. Der er ingen ret linje at observere for de 10 punkter.

Kilde: Årsrapporter fra SKAT

Det er formentlig ikke baseret på tidligere tiders resultater, at Jesper Petersen har sine meninger om, hvor mange resurser skattevæsenet bør råde over. Formentlig har Jesper Petersen sit synspunkt fra en forestilling om, at der er en sammenhæng mellem antallet af årsværk og skattegabet, der entydigt viser, at flere medarbejdere giver et mindre skattegab. Empirisk kan vi dog ikke observere sådan en simpel sammenhæng.

Vi kan end ikke observere, at nyansættelser medfører et fald i skattegabet. Tvært imod. Fra et gab i 2008 på 3,6% til 2013 på 1,17% blev SKAT barberet ned fra 8708 årsværk til 6829 årsværk. Man kan lige så vel argumentere for, at det gælder om at fyre løs i SKAT, hvis vi vil reducere skattegabet.

Om ikke andet, kan man ved henvisning til ovenstående figur argumentere for, at det på overfladen ser ud til, at omtrent 7000-7500 årsværk er det optimale punkt, hvor skattegabet bliver reduceret mest muligt. Denne analyse er naturligvis ikke nogen håndgribelig metode til at reducere skattegabet, for det besvarer ikke de vigtige spørgsmål. Problemet er, at man skal vide præcis hvilke kompetencer der skal bruges, hvilke værktøjer disse personer skal bruge, og hvilke af skatteområderne, der har en positiv skattegabseffekt af, at ansætte flere. Derfor bliver det nødvendigt at gå i dybden med detaljerne, inden der ansættes nogen. Ellers, hvis man blot ansætter således man opnår de knap 500-1000 årsværk yderligere, risikerer man at få en helt anden effekt, end den man søger. Det er også vigtigt at huske på, at SKAT har sine egne incitamenter, som den flittigt vil følge, for at øge sin egen indflydelse, magt og rigdom. Det er eksempelvis pudsigt, at vi altid hører, at det er nødvendigt at ansætte flere i SKAT, når de fejler. Det kunne lige så vel være, at SKAT har behov for at ændre deres produkt, ved at simplificere skattereglerne, ved at justere organisationen til at udføre kun de vigtigste opgaver og ved at automatisere flere processer, så færre mennesketimer skal bruges på at lave arbejde som en computer kan lave.

Denne almindelige organisationsdynamik kommer sjældent til udtryk i medierne.

Skulle du være interesseret i et indlæg om, hvordan jeg benyttede skatteskandalen i 2016 til at kritisere SKAT, kan du læse den her.

Lidt liberalisme

Jesper Petersens argument hviler på nogle forudsætninger, der er uacceptable. Først, at staten og samfundet er det samme, og dernæst at det er til samfundets bedste, at skattevæsenet opkræver alle de penge, reglerne siger, der skal opkræves.

Første punkt er af afgørende vigtighed at modsætte sig. Samfundet er ikke staten, og staten er ikke samfundet. Omend de personer, der udgør staten, tilhører samfundet, er der en afgørende forskel på, hvordan personerne opfører sig i den rolle, som de udfører. I sin rolle som privat person er skattemedarbejderen underlagt reglerne, som alle andre privatpersoner. Men, i sin funktionelle rolle som skattemedarbejder, ændres billedet fuldstændigt. Som skattemedarbejder har du, jævnfør reglerne, lov til at tage andres værdier fra dem, uden at de bliver straffet herfor. I sin rolle som privat person, må skattemedarbejderen ikke tage andres værdier fra dem. Denne forskel mellem rollen som privat person i samfundet, og rollen som skattemedarbejder for staten, er præcis det, der er problemet med systemet. Det tillades, at visse personer må udføre handlinger i rollen som statsansat, som ville være forkastelig og forkert, hvis personen på eget privat initiativ udførte det samme.

Liberalistens syn på samfundet er, at dette er netværket af frivillige udvekslinger, hvor kriminalitet er sjældent, og hvor hver person har lige rettigheder. I modsætning hertil staten agerer som en mafia, der hersker over samfundet, og finansierer sine egne aktiviteter ved at sjæle fra samfundet på en systematisk facon. Mens privat kriminalitet udgør en bagatel i det almindelige samfund, udgør statslig kriminalitet mod samfundets frivillige udvekslinger en enorm trussel. Samfundet underlægges statens magt, og det er kun den offentlige mening, der har mulighed for at standse de mest åbenlyse magtmisbrug af de politiske magthavere og deres bureaukrater. Statens udnyttelse af samfundet er systematisk, regelmæssig og ordentlig. De fleste indbyggere ved, at når SKAT sender et lille brev, der påminder om at betale et beløb, så betaler man beløbet, uden at udfordre om det nu skulle lade sig gøre, at beholde sine egne penge.

Dette problem med en dobbeltmoral i loven mellem rollen som statsansat og som privat person i samfundet, er en liberal betragtning. I stedet for at tillade disse funktionelle privilegier, at kunne stjæle ustraffet, påpeger liberalisten, burde loven være ens for alle. Selv funktionelle privilegier fører til undertrykkelse, også selvom disse funktionelle privilegier kun udnyttes til at sikre statskassen indtægter. Skattevæsenet finansierer naturligvis de offentlige virksomheder, bureaukraterne og politikernes karrierer, samt subsidiere favoriserede virksomheder og sektorer af økonomien, og mange mennesker har dermed accepteret, at fordi nogle af pengene går til at finansiere noget de finder nødvendigt, eksempelvis et sundhedsvæsen, så er skattevæsenets rolle nødvendigt for samfundet. Men den liberale anarkist vil påpege, at det stadig er moralsk forkert at stjæle, og at det er kontraproduktivt at finansiere produktion af hvilken som helst vare eller serviceydelse, ved brug af trusler om vold og fængsel.

Liberalisten påpeger i stedet, at samfundet, hvis det ikke blev systematisk udplyndret af staten, ville have råd til at betale for egne affærer i langt større udstrækning, end tilfældet er i dag. I stedet for at lade det politiske system indføre store økonomiske tab, drive produktionen ineffektivt, og samtidigt prioritere forbruget forkert, ønsker liberalisten at samfundet i større grad finansieres med frivillige udvekslinger og private aftaler, og den liberale anarkist påpeger, at dette gælder alle statens funktioner, inkl. retsvæsen, militær og politi. Da liberalisten kan se, at samfundet selv kan finansiere det, som gør hver privat person mest tilfreds med sin tilstand, da følger det også, at skattevæsenet ikke er et nødvendigt onde, men ganske simpelt blot et onde.

Heraf følger det, at jo mindre skattevæsenet opkræver fra samfundet, jo større velfærd er samfundet i stand til at producere. Dette strider direkte mod det synspunkt, at skattevæsenet er nødvendigt for at producere velfærdsgoder, sådan som det almindeligvis berettes. Alle politiske partier er enige i, at staten er til stor nytte for samfundet, og politiske debatter bliver tandløse og går i stedet ud på at diskutere, hvilken måde staten skal tilrettelægge produktionen på, frem for at gøre op med statslig produktion i det hele taget.

Det næste punkt, angående ønskværdigheden at lukke skattegabet, er der delte meninger om. Et er at minimere skattebetalingen fra samfundet til staten, noget andet er at gøre det på en måde, hvor man på forhånd ved, at der er fri passage. Det er et almindeligt fornuftigt synspunkt at påpege, at det er værdifuldt at undgå usikkerheder. Eksempelvis er klare regler et vigtigt punkt at tage stilling til. Med skattegabet befinder vi os formentlig et sted, hvor det drejer sig om, at håndhæve reglerne lige godt alle steder. Altså, hvis man kommer til at selvangive noget forkert, så opdages det af skattemedarbejderen, og påpeges i en gennemgang af årsopgørelsen. Hvis reglerne var mere tydelige, kunne det være, at der ville ske færre fejl.

Ved første øjekast virker det dermed rimeligt at fastholde at skattegabet skal minimeres, så alle arbejder under samme regelsæt angående skattebetaling. Men der er også andre aspekter i det.

Et af de andre aspekter er, at det ind i mellem er så indviklet at angive tal på forskudsopgørelsen, at skattegabet også bliver er udtryk for, at reglerne er uklare, indviklede og svære at fortolke. Dermed er det ikke godt, når en person fortolker reglerne på en vis måde, som myndighederne senere omstøder, og opkræver store resurser hos den private. Her ville det være bedre, at skattevæsenet ikke blandede sig, og tog til takke med det som personen selv havde anført. Årsagen er, at fortolkningen har ført til en vis opførsel, som med en lavere skattebetaling er mere gunstig for samfundet, fordi tabet der er påført af skatten er blevet mindre. Ved at kontrollere og påføre personen der skal betale skat en større betaling, begrænses hans incitament til at udføre sit arbejde i samfundet. Denne begrænsning er et tab for samfundet. Den tvungne skattebetaling kan ikke vise at gavne samfundet, end ikke hvis pengene går til drift af vigtige funktioner i samfundet, såsom politi, sundhedsvæsen, osv. Årsagen er, naturligvis, at funktionerne varetages af det offentlige, og foræres væk efter bureaukraternes prioritering, i stedet for at blive prioriteret af kunderne via deres køb eller deres afholdelse fra køb.

Skattegabet kan derfor ses som en lille mulighed for at øge samfundets velstand, ved at nogle kommer igennem med en lavere skattebetaling, og dermed bidrager mere til samfundets frie udfoldelse, end de ville have gjort, hvis de vidste at de ville komme til at betale skatten. Usikkerheden om hvorvidt det er positivt at nogle kan slippe i SKAT mens andre følger reglerne gør det mere besværligt at sige, hvad er liberalt og hvad der ikke er liberalt. Det er lettere at tage stilling til hvordan systemet burde være.

Der er endnu et synspunkt, man kan belyse i ovenstående. Hvis en person “slipper” billigere i SKAT, end reglerne tilsiger, og skattegabet øges, hvordan forholder vi os så til, at denne person modtager de samme offentlige services, som hvis denne havde betalt den fulde skat?

Det er vigtigt først at understrege, at der i det offentlige system ikke findes nogen løsning i forvejen. Hvorfor skal alle have den samme service uanset indkomst, uanset skattebetaling? Hvorfor skal direktøren betale langt mere i SKAT, end kontanthjælpsmodtageren? Hvilke økonomiske aktiviteter skal bære skattebyrden? Hvordan skal skattebyrden bæres?

Det er klart, at for mig, er der kun een løsning: Det frie marked i alle afkroge og hjørner af samfundet. Privatiser hele den offentlige sektor.

Stod det til mig, nedlagde vi hele skattevæsenet, for at give samfundet maksimal nytte af de knappe resurser, ved at lade hver enkelt person planlægge sit eget forbrug, opsparing og investering ved at indgå private aftaler med andre på lige fod, og lod det frie marked drive produktionen af alle de goder som i dag drives af staten.

 

Ågerkarlene scorer kassen – kviklån, smslån og andre

Ind i mellem kommer emnet op i medierne, hvor nogle mennesker er kommet i knibe, fordi de har optaget et kviklån og sidenhen måttet betale høje renter for et relativt lille lån. Ofte medfølger en indigneret passage i artiklen om, hvor høje renterne er, og hvor uretfærdigt det er, at det tillades at renterne på lånene fastsættes så højt.

Umiddelbart vil jeg anslå, at der er nogle forskellige delelementer i indignationen, heraf bl.a.

Rige låner penge til fattige (lidt ala Marxismens udnyttelsesteori, kapitalisten udpiner proletarerne ved at udlåne penge til proletarerne og opkræver en rente så høj at det holder proletarerne i fattigdom i uendeligheden)

Renten er for høj i forhold til alternativerne

Det er alt for nemt at tjene penge på ågerrente

Mod alle tre synspunkter kan man forsvare sig, såfremt man forstår markedskræfterne og logikken i menneskets valg. Årsagen til misforståelserne er ofte en malplaceret overestimering af kapitalistens profit af udlånet (eller en underestimering af risikoen der er involveret), og en mekanistisk forståelse af låntagerens valg. Frem for at se låntageren som et individ, der har fri vilje, et sæt værdier der i hovedtræk guider valgene og et verdensbillede der fortæller personen hvordan denne lettest når sine mål, anskuer den indignerede tilskuer låntageren som en stakkel der pga. eksterne omstændigheder ikke har noget reelt valg. Jo, kun valget mellem at sulte eller optage lånet til ågerrenten.

Menneskets eget valg

Et af de første argumenter mod at anskue låntageren således, er at det er ganske enkelt naivt at tro, at låntagerens situation er opstået spontant, uden påvirkning af låntagerens egne tidligere valg. Sagt på en anden måde, anskuelsen af låntagerens situation er baseret på en overfladisk vurdering af den akutte nuværende situation, uden hensyn til al den tid, og alle de valg, der er gået forud.

Naturligvis kan man ikke som simpel observatør, med meget kort kendskab til personen der betragtes, udtale sig skråsikkert om det ene eller andet. Det vil dermed være lige så forkert at postulere, at uanset den nuværende situation, er det altid personen selv der er 100pct ansvarlig for at være endt her. Det frie valg skal således ikke ses som en ubegrænset resurse, der kan gennembryde alle barrierer og hoppe over alle forhindringer. Men uden forståelsen af det frie valg, er det ikke meningsfyldt at diskutere situationen, som låntageren står i. Man kan naturligvis, som det subjektive og fejlende menneske vi nu engang er, fastsætte sin dom over låntageren på baggrund af fordomme. Det er dog i den situation bedst, om man forholder sig selv til egne domme, og tilbyder sin egen hjælp eller rådgivning til personen, frem for at føre en sag for at skatteyderne skal betale for kontrol eller subsidier til den kommende låntager.

Agiterer man for et forbud mod at fastlægge renten over en vis højde, viser man, at man ønsker at forbruge skatteydernes penge på kontrollanter og strafsystem.

Agiterer man for at subsidiere alle der har lyst til et forbrugslån, viser man sit ønske om at bruge skatteydernes penge på ødselhed, kontrollanter og strafsystem. Det er teoretisk muligt, at man kan fastholde et ønske om et skatteydersubsidie uden tilhørende kontrolinstans og strafsystem, men det hører trods alt til sjældenhederne.

Markedskræfterne

Et af de mest oversete elementer i markedskræfterne er menneskets evne til at finde profit-oaser. En profit-oase er en niche i markedet, som tidligere personer, af en eller anden årsag, ikke har opdaget, og som ligger nøgen og ubenyttet hen til den, som først finder oasen, og omsætter den til produktivt brug. I denne sektion drejer det sig om den vigtige person i markedet, den som tager risiko og estimerer fremtidens priser. Det er iværksætteren, der er kilden til denne opdagelse af profit-oaser (og naturligvis i modsat fald, er det muligt for iværksætteren at finde tabs-oaser, hvor investeringen ikke går godt).

Ludwig von Mises, Human Action p. 288:

Like every acting man, the entrepreneur is always a speculator. He deals with the uncertain conditions of the future. His success or failure depends on the correctness of his anticipation of uncertain events. If he fails in his understanding of things to come, he is doomed. The only source from which an entrepreneur’s profits stem is his ability to anticipate better than other people the future demand of the consumers.

En profit-oase er meget sjælden, den findes ikke som noget fysisk fænomen, ligesom en rigtig oase, og den består ikke i ret lang tid ad gangen. Et eksempel på en profit-oase, der blev fundet, er Apples iPad. Microsoft forsøgte tidligere at udnytte denne niche i markedet, med introduktionen af deres XP Tablet PC i 2001. Hvis du ikke tidligere har hørt om denne tablet, er det nok delvist fordi, det var en dundrende fiasko. Først senere, da Apple introducerede deres iPad, blev profit-oasen til virkelighed. Der var flere teknologiske forskelle på de to produkter, som gjorde at iPad blev en success, mens XP Tablet PC blev en fiasko.

Hvad har en iPad med et smslån at gøre?

I økonomisk forstand har de meget med hinanden at gøre, da begge er et gammelt produkt (lån vs PC) der bruger ny teknologi (telefon vs touchskærm, wifi) til at distancere sig fra konkurrenterne. SMS lånet var en ny finansiel opdagelse, og de første der har taget SMS lånet i brug, har formentlig haft stor succes, da det blev introduceret. Ved at være markedsførende på låneområdet, har det formentlig været muligt at yde et lån, der gav et overskud der lå over markedets almindelige overskud på investering. Ligesom iPad var SMS-lånet et rigtig veltjenende produkt, da det blev introduceret, og skabte større overskud end de penge der blev investeret i gængse produktionsprocesser.

Ville det have været bedre, hvis ikke profit-oasen var blevet opdaget?

Eksistensen af profit-oasen er et udtryk for, at der findes behov, som forbrugerne er meget glade for at få tilfredsstillet. Årsagen til det “overnormale” overskud på investeringer i profit-oaser er, at det tidligere utilfredsstillede behov havde så stor vægt i forbrugernes øjne, at de er villige til at betale mere for en tilfredsstillelse af dette behov, frem for de behov, som de optil nu har tilfredsstillet. En profit-oase er dermed et udtryk for, at der er opdaget et behov hos forbrugerne, som er så værdifuldt, at de ønsker at betale høje priser, for at få deres behov tilfredsstillet. Udtrykt således, må svaret være, såfremt man er interesseret i menneskelig lykke, glæde og tilfredsstillelse, et rungende NEJ. Profit-oasen bør opdages, og forbrugernes behov tilfredsstilles så vidt muligt, med de knappe resurser vi har til rådighed.

Ludvig von Mises, Human Action p 97:

The difference between the value of the price paid (the costs incurred) and that of the goal attained is called gain or profit or net yield. Profit in this primary sense is purely subjective, it is an increase in the acting man’s happiness, it is a psychical phenomenon that can be neither measured nor weighed.

Men, der er så høj rente på SMS lån, at det er helt forkert at tillade, at renten fastlægges så højt.

Renten på et lån er blot prisen. Hvis man fastholdt at prisen for en iPad ikke måtte overstige en vis højde, da ville det ikke have været interessant at forsøge at finde og opdyrke profit-oasen, til stor skade for forbrugerne. Det er her nødvendigt at huske på, at enhver iværksætters aktivitet er fastsat af personens vurdering om fremtidens priser og efterspørgsel. Hvis prisen ikke må følge markedet, men i stedet skal følge bureaukraternes eller politikernes diktater, vil iværksætterne ikke i nær så høj grad investere her. Hvis det ikke havde været tilladt for Apple at prissætte deres iPad sådan som de ønskede, og de på forhånd havde vist at det ville forholde sig således, så er det dermed mindre sandsynligt, at de ville investere i udviklingen af produktet. Eftersøgningen af området, for at se om der skulle være en profit-oase der, ville ganske enkelt være blevet afblæst i forventning om, at risikoen ikke afspejler muligheden for profit.

Det samme gælder for lån. Nye finansieringsformer, der kommer forbrugerne til gode, skal tillades at tilbydes til hvilken som helst pris (rente) som iværksætteren tror markedet kan bære. Hvis markedet ikke havde haft nogen produktiv anvendelse for smslån og andre kviklån, ville investeringen i udviklingen af låneplatformen være spildt. Hvis renten de kunne tage for denne type finansiering ikke var markedsbestemt, men i stedet bestemt af en bureaukrat eller af politikerne, ville nye lånemuligheder, der forbedrer forbrugerens tilfredsstillelse, ikke være blevet tilbudt. Eller de ville være blevet tilbudt i for lille et omfang.

På trods af det banksystem der ligger til grund for långivning, er der trods alt begrænsninger for, hvor stor en kapital man ønsker at risikere på nye typer af lån. Særligt når det kommer til lån, hvor man kun ved at låntageren ejer en mobiltelefon, og formentlig betaler sit mobiltelefonabbonnement.

Udover profit-oase mekanismen, er der i forbindelse med disse særlige kviklån også et element, der gør det dyrere, end andre typer af lån: Risiko.

Murray Rothbard, Man, Economy, and State p. 551, Mises Institute

In the ERE, as we have seen, the interest rate throughout the economy will be uniform. In the real world there is an additional entrepreneurial (or “risk”) component, which adds to the interest rate in particular risky ventures, and in accordance with the degree of risk.

I almindelige banklån, hvor banken spørger om større mængder information, og baggrundstjekker sin kommende kunde, reduceres risikoen for at lånet ikke betales tilbage. Disse omstændige processer tager ofte flere dage, og i nogle tilfælde, flere uger, før undersøgelsen er gennemført, og banken kan vurdere om lånets risiko modsvarer den mulige gevinst.

Uden dette baggrundstjek stiger risikoen for lånet betragteligt. Dermed stiger den komponent i renten der udgøres af risikoen for, at lånet ikke betales tilbage.

Da markedet for SMS lån og andre lån er baseret på frivillighed for låntageren, kommunikerer SMS lånets høje rente også en vigtig information til låntageren: Renten er høj, fordi vi vurderer, at risikoen på lånet er høj. Er du villig til at betale disse høje renter, for at få dit forbrug tilfredsstillet her og nu? Kan du ikke vente, og gennemgå den almindelige låneproces med baggrundstjek?

Det er derfor op til den enkelte at vurdere, om lånets omkostninger er den psykiske gevinst værd. Er det så vigtigt, at få mulighed for at øge forbruget i nuet, mod at betale så mange penge i fremtiden? Det er op til den enkelte selv at vurdere. Her er intet rigtigt svar, der er ens for alle. Vi er alle unikke personer, der har hver vores værdier, og vi tilfredsstilles af forskellige ting. Det vil være en skandale at fastlægge maksimalpriser på renter, da økonomien ganske enkelt vil tilbyde for få lån til de som tilfredsstilles i meget høj grad af deres nuværende forbrug.

Profit på kviklån

Da lånemarkedet endnu ikke er underlagt den totale statskontrol, og nye lånemuligheder udvikles og tilbydes, vil der på lånemarkedet, ligesom på alle andre markeder, være de samme markedstendenser der gør sig gældende. I starten, når profit-oasen pakkes op, og tilbydes til de frådende forbrugere, vil overskuddet af driften på profit-oasen være højere end markedsafkastet af gængse investeringer. Såfremt statens magtapparat holder sig i baggrunden, og ikke tildeler monopolstatus til en enkelt udbyder, vil andre, opsat på at få en bid af profit-oasens lækre frugter, kaste penge i et konkurrerende produkt, der kan substitueres for det originale profit-oase produkt (eksempelvis er Samsungs Galaxy Tablet en konkurrent til Apples iPad). Da flere producenter entrerer markedet og tilbyder lignende produkter til forbrugerne, vil de to konkurrenter presse prisen, og dermed profitten, nedad.

Det er naturligvis også muligt, at den første profit-oase eventyrer klokker i det, og fastlægger prisen for produktet “for lavt”, og dermed ikke skaber profitten for sig selv, men “forærer” i stedet profitten til forbrugerne. Dette kan også forekomme, og i den situation er det muligt, at en indkommende konkurrent ikke hjælper forbrugerne i den forstand, at prisen på produktet falder, men i stedet at produktionen udvides og tilfredsstiller flere forbrugere. Det er vigtigt i denne forbindelse at skelne mellem iværksætterens egne forkerte prisestimater, og statens fastsatte maksimalpris for nye produkter. Iværksætterens fejl kommer forbrugerne til gode, da iværksætteren selv valgte at investere pengene, men undervurderede den mulige salgspris, hvor statens maksimalpris skaber et usikkerhedsmoment for iværksætteren, der skal tages i betragtning inden investeringen foretages. Alt andet lige vil det være bedst om iværksætteren selv fastsætter sine priser, og justerer dem efterfølgende, hvis nødvendigt, frem for at staten fastlægger maksimalpriser og ødelægger opdagelser af profit-oaser der kan komme forbrugerne til gode.

Ludwig von Mises, Human Action p. 805

Profits is the driving force of the market economy. The greater the profits, the better the needs of the consumers are supplied. For profits can only be reaped by removing discrepancies between the demands of the consumers and the previous state of production activities. He who serves the public best, makes the highest profits. In fighthing profits governments deliberately sabotage the operation of the market enconomy.

Samme markedstendens gælder lånemarkedet. Hvis det viser sig, at overskuddet på kviklån er højere end for normale lån, vil flere grådige kapitalister kaste penge i investering til kviklån. Den større sum af penge, der ønskes lånt ud i det nye marked, betyder at prisen på lånet (renten) presses ned, til glæde for forbrugerne af lånet. Denne mekanisme vil fortsætte indtil punktet er nået, hvor afkastet på penge investeret i kviklån er nået ned på det niveau, som er gældende for andre mulige investeringer.

Forslag til en liberal løsning

Det bedste samfundet kan gøre for at afværge problemer med kviklånene og deres høje pris, er at hjælpe deres børn og andre interesserede, hvad det betyder for ens fremtidsudsigter, at optage et kviklån. Jeg husker tydeligt, da jeg selv var ung og naiv (senere i livet er jeg nået dertil at jeg blot er naiv), at jeg ønskede at købe en vare på afbetaling. Min far var prompte med sin respons “Man køber ikke noget som helst på afbetaling.” – et udmærket princip, som jeg til stadighed vil fastholde, at man bør opretholde. I mine øjne er problemet med kviklån ikke at renterne på dem er høje, det ser jeg blot som et udtryk for at markedet fungerer, men problemet er i stedet at der er visse mennesker, der er så forhippede på at forbruge i øjeblikket, at de ikke kan udskyde deres forbrug til deres opsparing tillader dem at forbruge pengene. Det er ikke i disse menneskers tjeneste at forbyde kviklån, der trods deres høje renter, befinder sig på den hvide side af økonomien, men i stedet at forsøge at forklare dem, at det er i deres egen interesse at udskyde deres forbrug, indtil de har midlerne i hånden af egen produktion, til at deres behov kan blive tilfredsstillet.

Det er ikke en løsning at ulovliggøre visse højder af renter på lån, det skubber blot de mest forhippede forbrugere ud på det sorte lånemarked, og det yder ingen tjeneste til de mennesker, der mest af alt har behov for at lære, at deres forbrug, når det udskydes, bliver sødere og større. Det er i stedet nødvendigt at uddanne mennesket i at udskyde sit behov, og denne læring sker bedst mellem forældre og børn, ligesom det skete for mig selv. Det er for mig absolut grotesk at fæstne nogen tillid til, at den største forbruger og gældsoptager, staten, skal betros opgaven at tillære børnene flid og dydighed når det kommer til forbrug af penge. Her bør man i stedet se til fornuftige forældre, som en naturlig authoritet for børnene. Forældrenes egen fornuft burde også være et resultat af at leve i et sundt samfund med respekt for ejendomsretten, med en stærk selvforsørgelsesdrift og hvor opsparing og investering kommer af udskudte behov. Den forældrelige authoritet og de gode normer blomstrer ikke i et perverst velfærdsstatsligt samfund, hvor dyder beskattes og lediggang og overforbrug subsidieres.

Uffe Elbæk – Fælleseje af jorden

Alternativets formand, min kære navnebroder, Uffe Elbæk, tager i sit nye katalog fat på det politiske spørgsmål, om det skal være muligt for privatpersoner at eje jord.

Emnet er kontroversielt, og har været debatteret blandt politiske tænkere i århundreder.

I et interview med BT.dk, skelner Uffe Elbæk mellem ejerskab af bolig og den jord, som boligen står på. Ifølge Uffe Elbæk vil et forbud mod privat ejendom af jord skabe et mere lige samfund. Ifølge Uffe Elbæk er det et principielt spørgsmål om, hvorvidt man kan eje det, der er fælles for alle, nemlig jord, vand og luft.

Uffe Elbæk underbygger sin påstand med endnu en påstand, nemlig, at det der definerer din vej gennem livet, er, om man er født i en ejer eller lejerfamilie. Uffe Elbæk mener, formentlig, at for at nå målet om øget lighed, er det derfor nødvendigt at reducere værdien af ejerboligen, fx ved at nationalisere al jord. Det er ikke lykkes mig at finde ud af hvilken praktisk metode, staten skal tage i brug for at nationalisere al jord. Derfor bliver jeg nødt til at springe den del over.

Der er dog flere goodies at tage fat på i forslaget, men jeg vil forsøge at begrænse mig til det principielle spørgsmål, som Uffe Elbæk forsøger at løse, ved at gøre jorden til fælleseje.

Før vi tager fat på det grundlæggende angående privat ejerskab, vil jeg kort blot indskyde, at det er vildledende at betragte “jord” eller “vand” eller “luft” som et enkelt gigantisk gode, vi alle forbruger en homogen masse af. Der er aldrig tale om aggregerede størrelser for det handlende menneske. For mennesket er der altid tale om specifikke goder, man ønsker at anvende som middel, til at nå sit mål. Et eksempel er, at jeg trækker vejret, og benytter en specifik mængde luft nær mine luftveje, for at udnytte ilten til forbrændingen af mad, som min krop kræver, for at kunne yde energi og vedligeholde mine kropslige funktioner. Jeg udnytter ikke “luften”, jeg benytter mig af en specifik mængde luft per åndedrag i min egen nærhed.

Jeg er som individ derfor ikke interesseret i “luften” som helhed, men i den luft, som jeg benytter til mine formål.

Privat ejendomsret i luften er en nødvendighed, i det omfang vi kan trække vejret, uden at udfylde formularer hvorvidt det fælles gode må benyttes til at videreføre mit liv. Det samme gælder vand og jord. Vi kan som fysiske væsener ikke undgå at betræde et område hvor vores krop står. Derfor er det nødvendigt at have et minimum af privat ejendomsret til jorden, nemlig det område man står i. Naturligvis kan man postulere, at, selvom det er fællesejet, kan vi betræde jorden som individer, når vi følger reglerne for brug af jorden. Det skaber blot konflikter over hvem må stå hvor, og hvem skal bestemme, hvem må stå hvor. Det er langt mindre konfliktfyldt at tillade privat ejendomsret, og lade markedet allokere jordlodderne til de mest værdiproduktive formål.

Privat ejendom

På almindeligt dansk kan vi forstå hvad privat betyder: det tilhører en sfære, hvor der kun er adgang for dig selv, eller dine inviterede gæster. I politisk sammenhæng betyder privat, at det er udenfor statens rækkevidde. Vi forstår også, i alt fald mange gør, at ejendom er et økonomisk gode, der kan kontrollers, og sættes i forbindelse med menneskelig subjektiv værdi. Privat ejendom følger dermed ret enkelt, det er et økonomisk gode, hvor der kun gives adgang til de inviterede gæster. Dermed er der lagt op til storstilet diskrimination mod alt og alle, for enhver årsag man kunne finde på, efter hvilket humør man befinder sig i, og meget andet. Kort fortalt er privat ejendom fuldstændigt fantastisk, for alle. Retten til privat ejendom udgør din mulighed for at bygge et fristed, for dig selv og de, som du finder ønskværdig at dele den med, hvor i fælles (eller dig selv alene) kan vælge at dyrke jeres fællesskab og sociale samhørighed. Muligheden for at smide uromagere, charlataner og døgenigte ud fra sfæren, er med til at skabe en meget større velfærd for dig, og din private kreds.

Så længe det er muligt, at vi alle kan finde steder, hvor vi bliver tilladt at socialisere og samarbejde, så er privat ejendomsret med til at sikre en meget større velfærd for samfundet som helhed, og for individet i særdeleshed. Diskrimination mod uønskede individer er et udmærket middel til at sikre sig selv mod overgreb, eller ubehag. Charlatanerne, uromagerne og døgenigtene skal derfor stramme sig an, for at blive accepteret i andres private kredse, hvis de ønsker at deltage i dem. Da privat ejendomsret ikke dikterer nogen regler for brugen af ejendommen (det bestemmer ejeren – det er denne, der udgør regeldanneren og håndhæveren, for det afgrænsede gode) kan alle regeltyper principielt forestilles. Det betyder, at det også giver charlatanerne, uromagerne og døgenigtene mulighed for at skabe deres eget private sted, hvor de kan dyrke deres interesser, der ville forargre andre.

Eksklusionen af andre fra den private ejendom betyder dog ikke blot lykke og velfærd i spandevis. Det betyder også omkostninger. Dette er et meget vigtigt punkt at fastholde i analysen. Omkostninger til drift og opretholdelse af nydelsen ved den private ejendom tilfalder ejeren. Jo flere, der ekskluderes fra at dele ejendommen, jo mere koncentreres omkostningerne. Det er derfor nødvendigt, som ejer, at tage stilling til, hvordan man ønsker at finansiere ens ejendom. Ønsker man den fuldkommen for sig selv, betaler man også omkostningerne selv. Ønsker man at dele den med andre, kan man tage en pris for at dele, og fastlægger man en rimelig pris, vil andre også deltage i delingen af ejendommen, således de frivilligt indgår i samarbejdet om at bære omkostningerne til de udgifter, som ejeren ønsker at afholde på at vedligeholde ejendommen. Udgiften til vedligehold af ejendommen skal være på et niveau, der yder en værdi, som de frivilligt betalende ejendomsdelere (forbrugerne, i daglig tale) finder rimelig. På den måde har både ejere og forbrugere af ejendommen noget at skulle have sagt i sagen. Ejeren står med det endegyldige ansvar for drift, mens forbrugeren blot behøver at tage stilling til prisen, og via sit valg, eller fravalg, signallerer til ejeren hvorvidt driften er rimelig eller ej. Et eksempel på denne deling kunne være en forlystelsespark, en købmand, en fabrik eller et transportmiddel.

Det grundlæggende princip er derfor, at den private ejendomsret giver dig mulighed for, at invitere dem du kan lide indenfor, og til at fastlægge reglerne for jeres sociale samkomst. Kort sagt, privat ejendomsret giver dig mulighed for at bestemme over et begrænset/knapt gode.

Den private ejendomsret er derfor let at forstå: Den giver en specifik person, eller gruppe af personer, kontrol med regeludformning og regelhåndhævning på et afgrænset område eller af et knapt gode. Klokker disse personer i sammensætningen af udgifter og værdi, fravælger andre at bære omkostningerne til vedligeholdet, og omkostningerne bæres i større og større grad af ejeren selv. Som ejer, der ønsker at dele med andre, bliver man derfor nødt til at tilbyde noget rimeligt til kunderne, da man ellers risikerer at stå med regningen for herligheden alene. Det er en disciplinerende mekanisme, som man i daglig tale henviser til under navnet “markedskræfterne” eller “egeninteressen”.

Hvis det økonomiske gode ejes af en gruppe af mennesker, fx aktionærer, kunne man måske tale om, at denne type af ejerskab er et “fælles” ejerskab. Ligeledes kunne man også argumentere for, at der er et vist fællesskab mellem ejer og forbruger af ejendom, der tilbydes til tjeneste for forbrugerne. Det er næppe denne type fællesskab som Uffe Elbæk tænker på.

Hvad betyder fælleseje egentlig?

Fælleseje, formoder jeg, er meget anderledes.

Hvor fælles er dette “fællesskab”? Fælles betyder sandsynligvis, at alle bestemmer reglerne. Det er omgående klart, at dette er upraktisk. Hvem tæller med, som en del af dette fællesskab? Børn? Demente? Bedøvede patienter på sygehusene? Hvordan deltager de i regelfastsættelsen, når de i deres nuværende tilstand ikke kan træffe rationelle beslutninger?

Måske er det en god idé at falde tilbage på definitionen af fællesskab til at blive de, som har valgret. Men er det tilstrækkeligt? Kan man forestille sig, at afholde folkeafstemning om hvert eneste lille regelændring, på hvert eneste afgrænsede område? Man kan jo, med rette, spørge, hvad fordelen er ved at københavneren har ret til at bestemme over vestjydens mark, eller hvad fordelen er ved at vestjyden får ret til at bestemme over københavnerens park. Og hvorfor være nationalist, når det kommer til ægte fælleseje? Lad os spørge alle mennesker i hele verden om deres mening om hvad reglerne bør være.

Jeg tror at Uffe Elbæk mener, at fælleseje er, når det er staten, der fastlægger reglere og håndhæver disse. Fælleseje dækker formentlig ikke over en gruppe af mennesker, der indgår i frivilligt samarbejde, men i stedet er der tale om det tvungne fællesskab, som staten presser ned over den danske befolkning via sit territoriale magtmonopol og sit mægtige finansieringsvåben, beskatning.

Det bærer derfor i retning af, at reglerne fastlægges af politikerne og håndhæves af statens magtapparat, i stedet for at reglerne fastlægges af private ejere. En tendens til centralisering og ensartede regler opstår. Afhængig af den politiske enhed, hvor regelfastlæggelsen underlægges, opstår der mere eller mindre centralisering. Lægges reglerne ud til kommunerne, centraliseres mindre, end hvis regelfastlæggelsen lægges hos politikerne på Christiansborg. I det nuværende politiske miljø ender det i en one-size-fits-all løsning, i det danske land.

Velfærdsforringelse og omkostningseksplosion

Hvis man ikke fornægter historien og økonomisk videnskab, kommer vi nødvendigvis til den konklusion, at brugen af det økonomiske gode, der lægges under statens kontrol og betales af skatteyderen, vil bevæge sig fra, i tilfældet af privat ejendom, at optimere velfærd og minimere omkostninger, til den offentlige ejendom, at minimere velfærd og maksimere omkostningerne.

Vi kan herfra tage fat i nogle konkrete eksempler på, hvad Uffe Elbæks forslag vil betyde for den almindelige dansker.

Der er forskellige modeller, man kan forestille sig. Den ene model læner sig op ad måden, de offentlige sygehuse drives på.

Hvis jord ikke må ejes af privatpersoner, så betyder det, at skatteyderen skal betale for vedligehold af haven. Det er ikke svært at forestille sig, at gartnere og handymen vil se forslaget som meget attraktivt for deres forretning. Nu hvor det ikke længere er boligejeren, der fastlægger hvor ofte græsset skal slås og hækken klippes, kan gartnerne og handymændene slå sig sammen i en politisk organisation, der agiterer for at øge standarderne for græsslåning og hækklipning. De kan formentlig også få en politisk håndsrækning af gødningsfabrikanter og pesticidfabrikanter. Haverne skal have et rigtig boost, og gøres flotte, for det gør almenvellet godt, når haverne er i orden og strutter af grønne planter og vækst. Alle borgere kan nyde velfærden af en flot have. Siger gartnerne og handymændene, mens de med glæde trækker i arbejdstøjet, og sætter rovet fra skatteyderen i banken.

Kort sagt, så vil der være et stort pres fra lobbyorganisationer, for at øge udgifterne til haverne. Den lille merbetaling fra den udpinte skatteyder vil formentlig ikke skabe en vred hob af ophidsede demonstranter, bevæbnet med høtyve og fakler, foran Christiansborg.

Den anden metode man kunne forestille sig, er den som bruges i dag for danske fortorve. Selvom disse ejes af kommunen eller staten, pålægges det boligejeren på matriklen at vedligeholde fortorvet, så det om vinteren er fri for sne og blade, og om sommeren ikke er tildækket af ukrudt. Kort sagt – bestemmelser om vedligeholdet foretages politisk, og den enkelte husejer pålægges at leve op til bestemmelserne og bære omkostningerne hertil.

Fortorvene er i dag frit tilgængelige for alle, der er ingen der ekskluderes fra at benytte dem. Man kunne benytte Uffe Elbæks argument om fælleseje til at sige, at enhver må holde fest i enhver andens have. Efterladenskaberne kan boligejeren herefter få fornøjelsen af at fjerne. Ligesom brugere af fortorvene ind i mellem benytter lejligheden til at henkaste affald i haven, således kan brugen af haven som affaldsplads øges med det fælles ejerskab. Boligejeren pålægges blot at opretholde en vis standard i haven, således det er muligt for den næste festarrangør, at benytte haven til det formål, som de finder belejligt.

I begge tilfælde bliver udfaldet det samme: Omkostningen til vedligehold af ejendommen eksternaliseres fra beslutningstageren, og perverse situationer opstår, hvor det er fordelagtigt at opstille kontraproduktive regler for driften, mens al ødselheden kommer de nærmeste politiske allierede til gode. Det er måske ikke for meget at sige, at den situation, som Uffe Elbæk ønsker bliver til virkelighed, forekommer mig at være ganske forfærdelig.

Hvor er revolutionen?

Uffe Elbæk mener, at spørgsmålet om den private ejendomsret til jord, er principiel, og at han modigt tager det med til debat.

Jeg mener, at Uffe Elbæk ikke forstår, hvad den private ejendomsret er. Ejendomsret betyder eksklusiv kontrol med økonomiske goder for private personer. Hvis jord var underlagt privat ejendomsret, hvorfor må jeg så ikke opstille et 11m² skur på min grund, uden kommunens tilladelse? Hvorfor må jeg ikke bebygge 40% af grunden, hvis det er det, som er den bedste brug af mine knappe resurser? Hvorfor skal jeg årligt betale skat af ejerskabet, hvis det retteligt er mit? Hvorfor må jeg ikke tænde bål på min grund, hvor jeg har lyst?

Hvis idéen går ud på at ejeren af jorden fremover skal leje den af staten, må jeg blot henvise til, at jordejere allerede i dag betaler skat, grundskyld, af den jord, de har købt og betalt. Staten opkræver dermed allerede en vis leje af al jord, og i princippet er jorden derfor ikke ejet af den private person, men i stedet ejer staten jorden og tillader private at forvalte jorden, såfremt denne betaler det vederlag, som staten har fastlagt.

Spørgsmålene burde allerede nu gøre det tydeligt for enhver: Den private ejendomsret til jord er en hul ret til at forvalte et stykke jord på statens præmisser. Det revolutionære og modige forslag af Uffe Elbæk, er derfor blot en fortsættelse af det socialdemokratiske nedbrydningsprojekt, der gør os alle fattigere, og magthaverne mere magtfulde.

Det eneste der kunne være en smule nyt i Uffe Elbæks forslag er, hvis det ikke længere er muligt for grundejeren at bestemme, hvem der er velkomne, og hvem der ikke er, på sin grund. Ejendomsretten til jord under den danske velfærdsstat er i realiteten kun fiat ejendom, man ejer ikke jorden egenrådigt, langt de fleste regler er bestemt af staten og kommunen, der sågar tager sig vældigt fint betalt i form af grundskyld, for at regulere dit brug af jorden, som du har købt. Hvis jorden ejes af fællesskabet, og alle må bruge jorden til hvad de lyster, vil det føre til store konflikter mellem husejeren og festarrangører der ønsker at benytte haver til deres fester.

Hvis målet er at skabe mere lighed, så vil jeg foreslå at fjerne de uendelige regler, der blokerer den uhæmmede ejendomsret, og frigive flere offentligt ejede grunde til privat ejendom. Det vil lette byrden på skatteyderen og påbegynde et ægte økonomiske brug af de store arealer, og tillade flere afvigende anvendelser af den knappe resurse. Offentligt ejet jord er et restriktionspolitik der tjener som subsidie til eksisterende jordejere. Sælg den offentlige jord, og lad priserne falde, således flere får råd til at købe det jord, der kan give dem merværdi i livet, og lad dem bruge jorden til det, der tjener deres private velfærd.

 

Dommen over Peter Madsen

I går blev Peter Madsen dømt af retten. Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at forklare, hvad Peter Madsen er anklaget for, og hvad politiets efterforskere har fundet af beviser i sagen. Sagen har fået så megen medieomtale, at jeg vil springe et kort resumé over.

Det som er interessant, som jeg vil belyse i dette indlæg, er dommen, der er tilkendt Peter Madsen. De fleste vil nok fokusere på fængselsstraffen, som Peter Madsen er blevet tilkendt, men i dette blogindlæg vil jeg fokusere på andre aspekter af dommen, som jeg håber læseren vil finde interessante.

Det kan være, at der er nogen der tænker, at det er besynderligt at interessere sig for retsvæsenet, når man driver en liberal blog. Hvorfor tale om kriminelle, dom og straf? Er meningen med liberalismen ikke, at vi alle skal være frie, til at gøre hvad vi vil?

Det er ind i mellem det indtryk man får, når man taler med folk om liberalisme og frihed. Frihed til at gøre hvad man har lyst til, frihed til at vælge, frihed fra begræsninger osv. Denne type af opfattelse af frihed er ren gift. Det er meget let at se, at sådan en konstruktion af frihed, som en ret til at gøre, hvad man har lyst til, til at blive frigjort fra begrænsninger, er en falsk frihed, der i det tilfælde det praktiseres, kun kan udleves af en del af befolkningen, på bekostning af andre.

Den frihedsopfattelse jeg beskriver, og fastholder, er den hvor individet er fri fra andres voldelig indblanding, jævnfør de negative rettigheder, men også begrænset til kun at bruge sin retmæssige ejendom, på sådan en vis at man ikke overtræder andres ligeværdige ejendomsret. Ejendomsretten er absolut vigtig for forståelsen af frihed i den liberale tradition. Årsagen er, at det er den eneste rettighed, der kan gøres universel, altså at alle kan opnå den.

Ludwig von Mises, Liberalism, s. 2 Liberty Fund:

The program of liberalism, therefore, if condensed into a single word, would have to read: property, that is, private ownership of the means of production. All the other demands of liberalism result from this fundamental demand.

Eksempelvis kan den førstnævnte form for frihed blive meget indskrænkende for andres frihed (altså ikke universel, og bestemt i konflikt med ejendomsretten). Et eksempel er velfærdsstaten der giver borgeren friheden til at sige sit job op, og benytte sig af de offentlige ydelser, til at opretholde livet. Denne form for frihed har en omkostning for andre, skatteyderen, der må se sig plyndret af skattevæsenet, for at finansiere den “frie” udfoldelse af et andet menneske. Da liberalismen anser mennesker for ligeværdige i rettigheder, må det deraf følge, at det er forkert at tage fra en for at give til en anden. Retten til ejendom er ukrænkelig i den liberale frihedsfilosofi (i alt fald den version af de mange liberalismer der findes, som udfolder sig i Murray Rothbards politiske filosofi).

Hvad har ejendomsretten med retsvæsenet at gøre?

Ejendomsretten er først og fremmest grundfast i dit individuelle ejerskab af din egen krop. Uden først at erkende, at ethvert menneske har ejerskab (altså, med andre ord, eksklusiv kontrol over) sin egen krop, kan der ikke etableres nogen logisk sammenhængende politisk filosofi omkring menneskets samfund. Det er også fra et rent teknisk perspektiv ganske svært at udøve kontrol over et andet menneske. Hertil bruges ikke elektroniske redskaber, men i stedet den velkendte politiske tvangsmekanisme, hvor man med trusler om vold, indirekte udøver kontrol med et andet menneske igennem menneskets individuelle valg.

Hvis der fandtes en teknisk indretning, der kunne bevæge andre menneskekroppe på kommando, og styre dem til at gøre, hvad kontrolløren fandt passende, var det ikke nødvendigt at anvende trusler om vold, for at få individet til at følge kontrollørens ordrer. I stedet kunne kontrolløren “fredeligt” blot anvende sit kontrolaggregat til at dirigere det andet menneske omkring. Idet det endnu ikke teknisk er muligt at styre et andet menneske med tekniske indretninger, tyer de politiske herskere i samfundet i stedet til at anvende trusler om vold, for at mennesket selv vælger at følge ordrer frem for at modsætte sig herskeren.

I og med at det er rimelig ukontroversielt at påstå, at det er fornuftigt, at lade mennesket styre sin egen krop, følger det også heraf, at ejendomsretten til din krop naturligt er din egen. Du bestemmer selv, hvad du vil bruge din krop til, du har eksklusiv kontrol med din krop, og du må fylde din krop med slik og kage dagen lang, hvis det er det, du lyster.

Når det kommer til forbrydelser mod ejendomsretten, er det nødvendigt med et retssystem, der sørger for, at disse tendenser for at dominere, ødelægge, udnytte og udplyndre hinanden reduceres, og såfrem det er muligt, at erstatning for tab bliver godtgjort af den, som forvolder skaden. Hermed kommer vi til den del af sagen, der har interesse for den liberalt interesserede person. Når ejendomsretten krænkes, skal der ske erstatning for tabet. Den kriminelle skal betale erstatningen som bod for sin krænkelse af et ligeværdigt menneskes rettighed.

Det er rimelig ukontroversielt at sige, at Kim Walls ejendomsret til sin egen krop, er blevet krænket af Peter Madsen. Da det ikke længere er muligt at yde erstatning til Kim Wall personligt, da hun under tragiske og forfærdelige omstændigheder er gået bort, træder hendes nærmeste i samfundet i hendes sted, og bør modtage en erstatning for det tab, som Peter Madsen har påført. Eller – sådan ville jeg ønske at det foregik.

Dommen over Peter Madsen

I denne video (med tilhørende domsresumé) kan man høre/læse et uddrag af dommen. Kort opsummeret bliver Peter Madsen dømt til livstid i fængslet, hvor det efter denne artikel angives, at det almindeligvis betyder, at Peter Madsen vil sidde mellem 16 og 17 år i fængsel.

I spørgsmålet angående pengeoverførsler i forbindelse med retssagen, er følgende blevet fastlagt:

  • Sagens omkostninger skal betales af Peter Madsen, herunder 247.075kr plus moms til forsvarsadvokaten.

Advokaten har udført et stykke arbejde, og tager sig betalt for det arbejde, der er udført. Der er ikke så meget at sige til det, udover at man kan påpege at advokatbranchen fører en restriktiv politik, når det kommer til nyuddannelse af nye advokater. Igennem et sæt høje karakterkrav mindskes antallet af nye advokater, der kan konkurrere med de eksisterende. Denne restriktive politik tilgodeser advokaterne, og øger deres løn over det niveau, hvor et frit marked ville fastlægge det. Ydermere modtager advokaterne subsidier i form af kravet om, at alle har ret til en rettergang, samt at staten fører sager på gud og hver mands vejne, selv i tilfælde, hvor parterne ikke ønsker en retssag. Advokaterne er derfor en priviligeret klasse i samfundet, som nyder godt af deres politiske forbindelser.

  • 120.000kr til tidligere samlever.

Tidligere samlever tilkendes 120.000kr i erstatning, med begrundelsen at det har været hårdt at følge med i medierne, og at forbrydelsens karakter er meget voldsom.

  • 33.775kr til søfartsstyrelsen, formentlig for usikker sejlads.

Det beskrives ikke i detaljer i resuméet hvorfor søfartsstyrelsen skal have 33.775kr. Jeg antager, at det drejer sig om det forhold, at Peter Madsen har sejlet uden lanterner og for tæt på et andet fartøj.

  • 0kr til forældrene.

Argumentet for ikke at betale erstatning til forældrene er, ifølge uddraget af dommen, at Kim Wall var flyttet hjemmefra, selvom hun havde folkeregisteradresse hos forældrene. Der er lagt vægt på hendes alder, og der er set bort fra forældrenes argument om, at de havde et særdeles godt forhold til hende. De vise dommere fandt dog ikke, at forældrenes tilknytning til deres datter var af nogen særlig betydning. Deres tab er sandsynligvis meget stort, men pyt med det, siger dommerne. Sæt dette i kontrast med søfartsstyrelsen, der modtager 33.775kr som betaling for en triviel overtrædelse. Forældrene, der har fulgt Kim Wall gennem hele hendes liv, som har investeret enorme mængder af tid og penge i hendes opvækst, som har et personligt bånd, og som repræsenterer Kim Walls efterladte, de tilkendes ikke en bøjet fem-øre af det statslige organ der er navngivet på klassisk Orwell’sk som “retsvæsenet”. Selv samleveren modtager en ganske lille erstatning på 120.000kr.

Systemet er fuldstændigt absurd.

Her er det være ganske passende at indsætte et citat fra Gustave de Molinari:

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Professionerne, der særligt nyder gavn af systemet er advokaterne, psykiaterne, politiet, fængselsbetjentene og dommerne. Alle disse involverede parter nyder godt af, at retssager trækker ud og at staten kan tvinge alle til at benytte det samme system, og betale for det, uanset effektivitet og dommens rimelighed og straffens udmåling. Er man i tvivl om udsagnet, kan man jo blot sammenligne advokatens salær med forældrenes erstatning eller samleverens erstatning. Eller sammenligne søfartsstyrelsens “erstatning” med forældrenes erstatning.

Liberal lov

I et liberalt privatretligt system ville der formentlig være sket noget helt andet. Essensen i erstatningsprincippet er at forbryderen, så vidt muligt, skal erstatte det som er ødelagt. Det er et almindeligt princip, som kan udledes af ejendomsretten. Hvis man ikke fastholder ejendomsretten bortfalder også erstatningsprincippet. Og omvendt: Hvad er ejendomsretten værd, hvis en overtrædelse ikke medfører en erstatning af det tabte?

Der er mange forskellige mulige valg af erstatning for drab, jeg vil blot nævne et par stykker, men andre er også mulige at diskutere.

Pengeerstatning:

Det er naturligvis umuligt at opgøre et menneskeliv i penge, for de som er involveret, men indirekte ved vi lidt om hvilken størrelsesorden et menneskeliv repræsenterer i pengeværdi, ved at se på hvilken størrelse af livsforsikring man ønsker at tegne, og i et frit samfund vil der også være data at trække på, fx hvor store summer man ønsker at dække sig ind med sundhedsforsikringer. Forbryderen betaler eksempelvis den sum som en almindelig livs-/sundhedsforsikring lyder på. Alternativt kunne man se på, hvor stor en indkomst personen havde udsigt til at skabe i sit liv, og bruge det som basis for erstatningens størrelse. Der er fejl i alle disse forslag, og det må være op til almindelig udvikling af retspraksis i det private lovsamfund at nå frem til et rimeligt kompromis. Derudover er der et spørgsmål om den tort, som de pårørende har lidt, som også bør afgøres.

Betalingen kunne falde som en beskatning af Peter Madsen, gennem en periode af hans liv (jeg foreslår at erstatningsskatten skal løbe resten af hans liv, eller indtil beløbet med renter er betalt af) sådan at en vis procentdel af hans indkomst skal tilfalde de pårørende.

Livserstatning:

Hvis det var muligt at genoplive Kim Wall, ville det da ikke være den eneste ægte erstatning? Hvilken pris ville da være rimelig at tage, for at sætte en maskine til at genoplive Kim Wall? Jeg mener godt man kan argumentere, at hvis maskinen kun fungerede ved at suge livskraften ud af Peter Madsen, for at genoplive Kim Wall, så ville det være retfærdigt at trykke på knappen. Hvis det derimod kostede 10kr at genoplive Kim Wall, da ville erstatningen ikke være fuldført ved en betaling af 10kr til maskinen fra Peter Madsen, da Kim Wall personligt har været igennem en stor tort, samt oplevelsen som de pårørende har lidt også er et stort tab. Da er vi tilbage til pengeerstatningen, og selvom det er muligt at betale endnu et teknisk apparat for at slette oplevelserne fra hukommelsen, har de pårørende lidt en tort ved at have mistet tid i deres liv, de kunne have brugt på andre ting. Da der ikke findes sådan en maskine skal der både betales for oplevelserne (torten) samt tiden der er gået fra deres almindelige liv i forbindelse med forbrydelsen og den efterfølgende retssag.

Uanset hvilken form for erstatning man vælger at benytte, bør det være tydeligt, at en fængsling af Peter Madsen ikke er en rimelig mulighed, ligesom dødsstraf heller ikke udgør nogen erstatning. Det kan argumenteres, at mens han sidder indespærret, skader han da ikke flere. Dette er ikke helt sandt, men det er et argument jeg selv har brugt før i tiden, hvor jeg brugte det som en trøst over tingenes tilstand. Jeg er dog kommet lidt i tvivl om, hvorvidt argumentet er i overensstemmelse med ejendomsretten for skatteyderne (der tvinges til at betale for Peter Madsens ophold), og for Peter Madsen selv. Ejendomsretten giver dig mulighed for at ekskludere andre fra at bruge din ejendom, men ikke at forhindre andre i at tillade Peter Madsen ophold. Hvis Peter Madsen skal have en chance for at betale en stor erstatning, må det være nødvendigt, at han foretager sig noget produktivt, frem for at sidde i fængsel. Principielt kunne han bo i et privat center for kriminelle, der skal betale erstatning til deres ofre, hvor han får mulighed for at producere goder, og med indkomsten fra salget herfra går en del til erstatning til de pårørende af hans gerning.

Uanset disse uafklarede elementer i et liberalt anarki, er der dog visse tydelige fejl i det nuværende system, set med liberale øjne.

Man fristes til at sige følgende om de nuværende incitamenter i retsvæsenet:

Hvis forældrene ville have nogen trøst af, at have mistet deres datter, skulle de have valgt at forsvare drabsmanden, og have modtaget 257.075kr plus moms for deres ydelser, frem for absolut ingenting.

Jeg kan blot håbe på, at landsretten kommer frem til en anden afgørelse i spørgsmålet om erstatning til de ægte ofre i sagen. Ikke søfartsstyrelsen eller forsvarsadvokaten, men i stedet familien og de pårørende.

EUs handelsaftaler skader global frihandel

På Jyllands-Posten har Morten Løkkegaard (ML) skrevet et indlæg om frihandel, EU og fred.

I indlægget understreger ML betydningen af den frie handel, og påstår at handelshindringer skader forbrugerne og beskæftigelsen. ML mener, at det er nødvendigt at støtte EU, for at skubbe verden i den rigtige retning, hvor handelsaftaler udbredes og følges. EU skal være et fyrtårn for frihandel og være fredsskabende igennem denne frihandelspolitik. Argumentet er, at hvor handlen er fri, er incitamentet til krig mindre end det ellers ville have været. Indlægget er et rigtig godt eksempel på hvor forkert man kan opfatte frihandel og sammenhængen mellem frihandel, handelsaftaler og EU.

Hvis man vil høre det fra en økonom, kan man blot følge linket her, og læse Niels Westys gode indlæg om fordelene ved frihandel. Det korte budskab i indlægget er, at handelsrestriktioner udgør et tab af velstand, men at det ikke har nogen betydning for beskæftigelsen. Frihandel skaber mere produktive arbejdspladser, hverken flere eller færre, men fordi fordelene ved international handel kan udnyttes, er hver arbejdsplads mere produktiv.

Murray N. Rothbard, Man, Economy, And State s. 1101:

Tariffs injure the consumers within the “protected” area, who are prevented from purchasing from more efficient producers at a lower price. They also injure the more efficient foreign firms and consumers of all areas, who are deprived of the advantages of geographic specialization.

Når det er sagt, at årsagen til at man vil sikre frihandel er, at man ikke vil lægge forhindringer i vejen for, at folk søger at forbedre deres liv ved at handle fredeligt med hinanden, hvad kan man så sige om den nuværende situation, som Danmark og EU er en del af?

Først lidt om argumentet for ensidet frihandel, altså en politik hvor en stat ikke blander sig i handel, uden hensyn til om andre stater gør det eller ej.

Frihandel kan og bør føres uden modkrav

Det første, og vigtigste, budskab er, at frihandel ikke kræver internationale politiske aftaler. Det kræver blot, at statens toldbetjente og skattevæsen undlader at pålægge told på import. Toldpålæggelse er i sin essens blot at statsmagten konfiskerer varer der krydser grænsen, og før varen frigives til sin retmæssige ejermand, kræver de en løsesum. Perfekt frihandel fra borger til borger forudsætter, at der på begge sider af grænserne, der krydses, findes en politik, der tillader varer at skifte ejermand, uden at varen beslaglægges og ejermanden afpresses for toldbetaling. Men det er ikke strengt nødvendigt at kræve perfektion, ensidet frihandel er også gunstigt for frihed og velstand.

Et af argumenterne for en decideret handelspolitik er, at hvis man oplever at visse lande pålægger told, så kan man med sin egen toldpolitik føre “gengældelse” mod anden anden stat. Det er meget oppe i tiden, hvor politikken i USA og Kina går i retning af restriktion og gengældelse. Argumentet synes at hvile i, at politikerne på tværs af grænserne skal have “noget at give af”, for at nå til enighed om at begge sider opgiver deres toldpolitik. Problemet med gengældelsesargumentet er, at det både rammer forbrugerne der er under staten, der gengælder, som de rammer producenterne i staten der “startede” (det er godt eksempel på en børnehave). Hvis man vil føre gengældelsespolitik, er man udsat for kritik for at øge undertrykkelsen af borgerne i statens territorie, samtidigt med, at man argumenterer med halve sandheder.

Det forekommer dog som et pudsigt sammentræf, hvis der på begge sider skulle være interesse i frihandel, men at man ikke fører den politik. Hvorfor ikke bare opgive sin toldpolitik helt og holdent, hvis man i virkeligheden ønsker frihandel?

I det næste tilfælde, hvor den ene part ønsker en toldmur, og den anden part ønsker frihandel, hvad så? Hvad er den bedste måde at agere på, med økonomens briller?

Lad os se lidt nærmere på problemet, lad os tage eksemplet med, at der er told på import til Stat B, men at Stat A ikke pålægger told. I denne situation fører Stat A en ensidet frihandelspolitik og Stat B fører en toldpolitik. Hvad er resultatet for forbrugerne der lever under Stat A og de der lever under Stat B?

Stat A’s forbrugere nyder fordelen ved at kunne købe varer direkte af Stat B’s producenter, mens Stat A’s producenter støder på en toldmur, når deres kunder befinder sig i Stat B’s territorie. Det er derfor fordelagtigt for både Stat A’s producenter og Stat B’s forbrugere at fjerne toldmuren. Der er også en valuta-effekt, der medvirker at der i Stat A befinder sig færre Stat B-penge, end der ellers ville have været. Denne effekt påvirker producenterne i Stat B’s mulighed for at sælge til forbrugerne i Stat A, da betalingsmidlet til betaling for import fra Sta B er reduceret. Det betyder, kort sagt, at en toldmur hos Stat B gør det sværere for producenterne i Stat B at afsætte deres varer til Stat A. En politik der umiddelbart påvirker forbrugerne, påvirker derfor også producenterne af andre varer end den der pålægges told.

Bevæger politikken sig den anden vej, mod mere protektionisme, ved at Stat A også indfører en toldmur, så skader det forbrugere yderligere i Stat A og producenterne i Stat B.

Det er derfor ikke i forbrugernes (eller andre producenters) interesse, at staten pålægger told på udenlandske varer. For producenterne af den told”beskyttede” vare er det lidt anderledes, men ikke på den lange bane.

Producenterne som “beskyttes” af en toldmur kan kun på kort sigt opnå større indtægter, end de ellers ville kunne. Årsagen er, at en toldmur ikke er det samme som et monopolprivilegie. Hvis der var tale om et monopolprivilegie, så ville producenterne af den monopoliserede vare kunne udtrække en større profit, end ellers. Men i tilfældet af en toldmur, så er der ikke tale om et monopol for producenterne. Deres kortsigtede profiteffekt vil på længere sigt blive konkurrereret væk af nye virksomheder, der entrerer markedet, for at tage del i den større profitrate.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 742:

It is important to realize that what those benefited by these measures consider an advantage for themselves lasts only for a limited time. In the long run the privilege accorded to a definite class of producers loses its power to create specific gains. The privileged branch attracts newcomers, and their competition tends to eliminate the specific gains derived from the privilege. The the eagerness of the law’s pet children to acquire privileges is insatiable. They continue to ask for new privileges because the old ones lose their power.

Da investeringer i produktion bestemmes af investorernes forventninger til afkast, så vil toldmure også tiltrække investering til den sektor, der “beskyttes” af toldmuren. Investeringen kan oprinde fra udlandet såvel fra indland, såfremt der er frie kapitalbevægelser. Denne ekstra tiltrukne investering vil dog være suboptimal (i forhold til det frie marked), foranlediget udelukkende ved statens magtanvendelse. Resultatet af den større investering i sektoren bliver, sammenlignet med tilfældet uden toldmur, at investeringerne går til projekter, som er mindre effektive, end de kunne have været, men gives kunstigt åndedræt af toldmuren.

Toldpålæggelse medfører, at produktionen indenfor statens territorie bliver mere rettet mod selvforsyning end mod samhandel og udnyttelse af komparative fordele. I det ekstreme tilfælde, hvor al handel pålægges enorme toldudgifter, vil det statslige territorie hensygne til rå selvforsyning, og til at forbigå gevinsterne ved den internationale arbejdsdeling. Det er værd at have in mente, når man taler om handelsrestriktioner, at en af konsekvenserne er, at landet mister handelsmuligheder, og at det tenderer til en større grad af selvforsyning. Tænk på, hvor meget din levestandard ville falde, hvis du udelukkende ville forbruge dine egne produkter, og ikke ville købe ind hos købmanden, slagteren, bageren, landmanden osv.

Udover at forbrugerne plyndres af statens toldmur, lokkes investorerne til at sætte penge i ineffektiv produktion, der, uden toldmuren, ikke er rentabel. Er toldmuren først opsat, er disse investeringer kun rentable med den kunstige toldmur, og det bliver derfor svært at fjerne toldmuren, så længe investorerne er politisk forbundne. Udsigten til tab på investeret kapital er et udmærket incitament for kapitalisten til at argumentere mod frihandel. Denne pointe er værd at huske på. Senere i indlægget vender jeg tilbage hertil.

Et andet argument for at beholde toldmure er, at det kunne bruges som middel i forhandlinger med fx Stat B’s politikere, for at fjerne begge toldmure. Men hvilket rationale, skulle Stat A kunne bruge, for at beholde en toldmur i et forsøg på at opnå frihandel? Den skade, der påføres af toldmuren, rammer både Stat A’s forbrugere såvel som Stat B’s producenter.  Argumentet kunne være, at politikerne i Stat B vil se protektionistiske ud, hvis Stat A fjerner toldmuren, uden en sammenfaldende fjernelse af toldmuren i Stat B. Det kan man vel argumentere for, men realistisk set, så er det i sidste ende ikke entydigt hvad Stat B’s politikere går til valg på, og får stemmer af. De kan lige så vel være arge protektionister, som de kan være rabiate frihandelsfanatikere.

Hviler argumentet derfor på, hvad politikerne går til valg på, så er der en vis selvmodsigelse i spil. Hvis politikerne i Stat B alligevel er gået til valg på en frihandelspolitik, hvorfor skal Stat A gøre noget som helst, for at Stat B’s politikere kan fjerne deres egen toldmur, for at give forbrugerne fordelene af frihandel? Hvorfor bør de da ikke blot sige, at de har kun magt til at indføre en ensidet frihandelspolitik, og derfor vil de gennemføre denne?

Det eneste lokkemiddel som Stat B’s nye frihandelspolitik indeholder er, at Stat A’s producenter får lettere ved at sælge produkter til Stat B’s forbrugere.

I realiteten er der sjældent tale om sådanne simple sammenfald med enten total frihandel på den ene side, eller toldpolitik på samtlige importvarer. Det håber jeg også læseren har indset. Jeg bilder mig ikke ind, at “frihandel” reelt betragtes sådan som det burde betragtes: Som et gennemsyrende fænomen, der gælder alle varer og tjenesteydelser. Vi kan blot se til vores egen toldlov, og hurtigt blive klar over, at, på trods af alle de politiske flosker om, at Danmark er en lille åben økonomi, så pålægger staten moms på alt der krydser grænsen (med undtagelse af privat import ved egen hjemførsel), samt at der er masser af varetyper, der derudover pålægges told. De varertyper, der pålægges told, er ikke usandsynligt et resultat af politiske aftaler, lobbyarbejde, og meget andet, der har til formål at “beskytte” en særlig forsamling af producenter, der tilfældigvis er gode venner med politikerne, eller ganske simpelt blot et middel til at opkræve flere penge hos skatteyderne.

Frihandelsaftaler – resultat af årevis af lobbyisme og vennetjenester

Det forudgående fører os dermed til næste punkt: Hvis det er politikere, der udformer frihandelsaftalerne, så kan man være ganske sikker på, at der er overvejende sandsynlighed for, at aftalerne strikkes således sammen, sådan at producenter i det ene land fortsat “beskyttes” med en toldmur, mens andre producenter i det andet land, også beskyttes af en toldmur.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 128:

Stærke lobby-organisationer kan også udnytte asymmetrisk information til at bilde politikere, bureaukrater, journalister og offentligheden ind, at forskellige former for regulering i er i almenvellets interesse, mens det i virkeligheden kun fremmer lobbyisternes snævre egeninteresser. Regulering, der gør det svært for udenlanske producenter at komme ind på det danske marked, kan for eksempel sælges som forbruger-eller miljøbeskyttelse.

Afhængig af deres politiske arbejde, sikrer de største producenter sig ofte en form for toldmur, enten i tekniske krav til import (under dække af “forbrugerbeskyttelse”, “klimahensyn” og andet nonsens), eller i toldsatser på udvalgte varer. Opfindsomheden er altid stor, når det kommer til menneskets velfærdssikring. Resultatet er, som altid, at visse producenter beskyttes af staten mod udenlandsk konkurrence, mens disse producenter i rollen som forbruger nyder godt af den skrappere konkurrence fra udlandske producenter. Man ønsker skrap konkurrence på de goder, man køber og meget sparsom konkurrence på de goder, man sælger. Lav pris og høj kvalitet, på de varer man selv køber, og lav kvalitet og høj pris, på de varer man sælger.

Det er den samme drift, der har ført mange danske vælgere til at støtte op om den progressive indkomstskat, omfordelingen og en lang række andre destruktive politikker. De ønsker, at byrderne skal bæres af andre, mens de selv høster gevinsterne (de tror i alt fald, at deres egen velfærd forbedres ved at proppe andres skatteyderpenge i velfærdsstatens ydelser, som de selv ønsker at forbruge).

EUs rolle som moderator i international handelspolitik

I indlægget fra ML understreges det gang på gang, at EU er sådan en fin organisation, der kan agere fyrtårn for frihandel og sikre at staterne imellem følger den overordnede handelspolitik. Med EUs handelsaftaler sikres fri handel, påstår ML. Jævnfør ovenstående diskussion om Stat A og Stat B, kan vi nu i stedet sige “samlingen af Staterne A kontra samlingen af Staterne B” (fx EU kontra USA). Det ændrer ikke på handelsteorien at EU dækker et større territorie, end de enkelte stater dækker. Det er stadig velstandsmaksimerende at føre en ensidet frihandelspolitik. Der er dog visse politiske effekter af sammenlægningen. Det kommer jeg til.

Det er ydermere desværre ikke sandt at EU bedriver frihandelspolitik. Det er korrekt, at internt i EU kan varer udveksles uden pålæggelse af told. I det omfang at EU indbefatter flere og flere nationer, kan der opstå fordele af denne politik, isoleret set (EU har medført andre store velstandstab med sine uendelige reguleringer og subsidier). Det ændrer dog ikke på, at EU er en toldunion, og fører en handelspolitik som kan koges ned til en “der er told på alt udefra, pånær visse undtagelser”-politik. En handelsaftale om ægte frihandel behøver blot en enkelt linje, “Alle varer og tjenesteydelser fra land X,Y og Z kan krydse grænsen uden inspektion af toldvæsenet.” De fleste handelsaftaler indeholder dog en stor mængde tekst udover den ene linje, der er essensen af frihandel. Handelsaftalerne bliver ikke til andet end politiske forhandlinger om hvilke sektorer, der fortsat modtager privilegier af staten. Handelsaftalerne har masser af undtagelser, med henvisning til miljøkrav, klimakrav og meget anden nonsens, med det utvetydige mål at sikre visse produkter mod konkurrence.

Hvorfor tror du, at en kaffemaskine ikke længere må forbruge strøm i standby? Hvorfor må en støvsuger kun have en effekt på 900W? Tekniske krav, der forhindrer handel, er ikke andet en røgslør for protektionisme.

EUs handelsaftaler er derfor ikke en forbedring af problemerne med producent-privilegier. Tværtimod forværres problemet, fordi gevinsten ved at sikre sine privilegier bliver så meget større. De love der vedtages i EU, har langt større effekt, end de nationale love. Derfor er det langt mere fordelagtigt at lobby for EU politik, end det er at lobby for national politik. Dette gælder også for handelspolitikken. Der er ganske enkelt langt mere profit i at sikre sig “gode” aftaler i EU. Da omkostningen for at lobby er ret høje, vil det være muligt for kun de største selskaber at afsætte tilstrækkeligt med resurser til at smøre politikerne. Den almindelige tømrer i Vendsyssel har formentlig ikke resurserne til at lobby for sin lille forretning, mens Volkswagen, Peugeot, Siemens, L’Oréal og Ferrero formentlig har resurser til det, og er tilstrækkeligt store til at kunne tjene udgiften til lobbyarbejdet hjem igen med det opnåede privilegie.

Men hvordan kan det være, at særinteresser har denne magt? Er det ikke demokratiske stater, vi har med at gøre? Særinteresserne er i stærkt undertal, og hovedparten af vælgerne er ikke interesseret i højere priser på varerne, de forbruger.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 127:

Når én gruppe betaler for en aktivitet, som en anden gruppe nyder gavn af, kan det være vanskeligt at få den afviklet, selv om den ikke leverer en værdi, der blot tilnærmelsesvis matcher omkostningerne. Det gælder især, når omkostninger er spredt på mange, mens værdien tilfalder en lille gruppe – økonomer taler om “spredte omkostninger og koncentrerede fordele”.

Situationen er derfor den, at med EU har lobbyorganisationerne endnu større grund til at gå i flæsket på politikerne, fordi det med EUs befolkning på godt 500 mio mennesker er muligt at sprede enorme gevinster til særinteresserne ud på mange flere mennesker.

I meget af det der er sagt og skrevet om Brexit, har der ind i mellem været brugt eksempler med, at Storbritannien ikke har kunnet gennemføre en handelspolitik med New Zealand, fordi de franske bønder ikke ønskede dette. Så længe Storbrittanien var en del af EU, skulle de følge EU reglerne om at opretholde toldmuren udadtil, også selvom det enkelte land ønskede at indgå en handelsaftale med et land udenfor toldmuren. EU var for Storbritannien hvad staten er for den almindelige borger: En restriktion af frihed til at handle.

Således er det meget svært at se, hvordan EU skulle være noget fyrtårn for andet end lobbyisme, sikring af privilegier til storindustrien, magtmisbrug og øget udplyndring af borgerne. Ægte frihandel kræver ikke overstatslige organisationer, det kræver blot at staten ikke plyndrer sine borgere, når de bestiller varer fra udlandet. Hvis andre stater ønsker at føre toldpolitik, så er den velstandsmaksimerende politik at fastholde ensidet frihandel, til gavn for produktiviteten og samfundets velstand samlet set.

Skader besparelser i DR danskheden?

For nylig er der kommet en politisk aftale om, at DRs budget skal reduceres med 20pct over de kommende 5 år (i forhold til de planlagte budgetter), og at betalingen til DR fremover vil foregå via indkomstskatten, ved at reducere personfradraget. På almindelig socialdemokratisk vis er byrderne distribueret efter politisk korrekthed – iflg. aftalen skal “de svage” betale mindre, eksempelvis pensionister og handicappede.

I samme forbindelse har Signe Munk på sin blog på Jyllands-Posten skrevet et indlæg om, hvordan en reduktion af DRs budget skader danskheden.

Signe Munk bringer adskillige emner på banen, men hendes bekymring drejer sig mest om kulturbevarelse. Signe skriver, at hun er bekymret for besparelsen i DR, for med danskernes forskellighed, hvordan skal vi kunne fastholde en fælles kultur, uden et stærkt DR?

Signe Munk bekymrer sig om hvad der kan holde danskerne sammen, når landet bliver mere og mere forskelligartet. Nye mennesker kommer til fra andre lande, indkomsterne er forskellige danskerne imellem, og etnicitet og religiøsiteten er ligeledes også under forandring. I mine ører lyder hun lidt konservativ, men hendes løsning på problemerne er den typiske bureaukratiske en af slagsen: For at understøtte danskhed, så skal DR have en pose af skatteydernes penge. I Signe Munks verden virker det til, at der er en vis mængde danskhed, som kan bevares, ved at fortsætte at subsidiere DR. Reducerer politikerne budgettet i DR, så spares der på det som støtter danskheden.

Signe Munk begår den klassiske fejl, som langt de fleste politisk korrekte er tilbøjelig til at begå. De kæder DR sammen med kultur og danskhed, og i deres verdensbillede er det nødvendigt med eksperter (læs: politisk forbundne bureaukrater, med de politisk korrekte meninger, der støtter det danske socialdemokratiske regime) der kan skabe mediestof, der sørger for, at understøtte deres opfattelse af, hvad der er rigtig dansk kultur. Den fundamentale fejl er, at subjektive emner såsom “danskhed” og “kultur”, ikke opstår fra toppen, ikke skal fastholdes i en særlig tilstand (Hvor er vi dog heldige! Lige præcis nu er danskheden fuldstændig optimal, og enhver ændring skal bekæmpes!) men har været en bevægelse der er startet i det almindelige borgerlige samfund, hvor normer og sædvaner langsomt bliver til generelle ditto. Kulturen er altid i bevægelse, da den følger med menneskets behov og verdensopfattelse i en verden, der er i konstant forandring. Se blot på sproget igennem tiden.

I det hele taget er det også ganske overfladisk, hvis argumentet er, at der findes een ægte dansk kultur, og den må ikke forandres, nogensinde. Jeg er sikker på, at Signe Munk ville give mig ret i, at der er stor forskel på en sønderjyde og en københavner, når det kommer til normer, sædvaner og andet der ligger i kulturen. Særligt hvis man følger deres dagligdag vil det være tydeligt.

Man kan jo stille et simpelt spørgsmål: Er det medvirkende til bevarelsen af “danskheden”, at tvinge sønderjyden til at finansiere et politisk korrekt DR, der er lokaliseret i København?

Der kan ikke spares i DR

Et af punkterne som Signe Munk særligt irriteres over er, at der tydeligvis ikke findes noget sted at spare på DR, uden at det går ud over danskheden. I spareplanen skal der spares 700 mio. kr. på DR.

For at belyse emnet lidt nærmere, kan følgende liste af TV-kanaler være behjælpelig (tallene i parentes er de i 2015 estimerede driftsudgifter i mio. kr., se s. 17):

  1. DR1  (1.584)
  2. DR2 (461)
  3. DR3 (265)
  4. DR Ultra (187)
  5. DR K (110)
  6. DR Ramasjang (70)

Udover disse kanaler, findes der også et sæt radiokanaler som DR driver:

  1. DR P1 (199)
  2. DR P2 (60)
  3. DR P3 (96)
  4. DR P4 København (P4 samlet: 361)
  5. DR P4 Bornholm
  6. DR P4 Esbjerg
  7. DR P4 Fyn
  8. DR P4 Midt og Vest
  9. DR P4 Nordjylland
  10. DR P4 Sjælland
  11. DR P4 Syd
  12. DR P4 Trekanten
  13. DR P4 Østjylland
  14. DR P5
  15. DR P6 Beat
  16. DR P7 Mix
  17. DR P8 Jazz
  18. DR LB

Og naturligvis websiden dr.dk (191)

Signe Munk trækker også nogle argumenter frem, der ikke er relevante for diskussionen. Hun diskuterer kvaliteten af de producerede udsendelser, hun taler om deres internationale anerkendelse, intelligens, meningsfulde udsendelser og den historiske læring. Disse argumenter er irrelevante af den simple årsag, at kvalitet er subjektivt. Det bør være frit for den enkelte at vælge, hvilken kvalitet man ønsker at betale for.

Jeg er eksempelvis meget uenig i hendes kvalitetsvurdering af det arbejde DR laver, særligt det historiske makværk, DR havde tilstrækkelig arrogance til at kalde “Vores Danmarkshistorie”. Her var ingen kritik af kongehuset, ingen tid blev brugt på at nævne at kongen undertrykte befolkningen, beskattede den for at finansiere sine tåbelige krige. Al udvikling i retning af centralisering af magt (“hvordan et folk blev til et folk”, er i mine øjne et komplet vanvittigt slogan, særligt fordi magtskabelsen slet ikke diskuteres) blev præsenteret som positiv. Ingen tid blev afsat til at diskutere skatteoprørene, ingen tid blev afsat til at diskutere strømninger i samfundet, udover kongehusets. Når den tyranniske danske konge klokkede i sine egne affærer, og mistede magten over bønderne, lød det som om hele befolkningen stod værre, da de kom under en svensk tyran, i forhold til da de var under en dansk tyran. Den slags propaganda vil jeg gerne være fritaget fra at finansiere, og jeg under alle andre den samme valgmulighed.

Samtidigt ønsker jeg også, at Signe Munk har mulighed for frit at betale for den slags historiefortælling, der gør hende tilfreds.

Nu skal jeg i øvrigt også passe på ikke at lave et fint selvmål, ved at påstå, at der kan spares i DR, fordi de bruger penge på mange områder, samtidigt med, at jeg påstår, at kultur er et lokalt fænomen, der ikke kan centraliseres. Det er et dårligt argument for besparelser i DR. Sådanne argumenter vil bare føre til yderligere budgeteksplosion og dermed større licensbetaling, som er det modsatte af det ønskede mål.

Argumentet jeg vil føre, som forhåbentlig ikke kommer bag på læserne, er, at DR ikke skal finansieres over skatten, eller ved at få privilegier af nogen art. DR, hvis man ønsker at navngive en radio og TV-station således, skal have lov at hvile i det frie marked i konkurrence med alle andre udbydere, der tilbyder deres services, uden at true med skattevæsen, fængsel eller politi.

Kort sagt, kritikken af DR er ikke, at det er en centraliseret organisation, men at den finansieres sådan som den gør. Uanset hvilket ædelt formål man end måtte udse til DR, så kan det under ingen omstændigheder accepteres, at DR finansieres ved at true fredelige mennesker. Det er absolut forkasteligt.

Borgerne skal være frie til at købe de TV-pakker som de ønsker, ingen må true dem til at finansiere TV eller noget andet. Hvis de tvinges til dette, subsidierer de i virkeligheden blot andres subjektive opfattelse af, hvad der er ægte danskhed. I DR er det i dag muligt at leve af andres produktion, uden selv at yde noget målbart produktivt til gengæld. Det skaber også en selvretfærdighed, at man er fritaget for at henvende sig til kunderne, men at man kan nøjes med at gentage politisk korrekt stof, som gør chefen (politikerne) glad. Kunden behøver man ikke at gøre glad, kunden skal betale uanset. Man behøver derfor ikke at interessere sig for, hvad kunderne ønsker, men kan nøjes med at interessere sig for, hvad politikerne ønsker. I den alliance mellem politiker og offentligt ansat, kan man hæve sig over masserne, og bruge deres penge på sin egen karriere og lyster.

Kultur, liberalisme og samfund

Et af de bærende elementer i den liberale filosofi er, at samfundet selv kan finde ud af at arrangere sine affærer. Påstanden er, at borgerne i samfundet er de vigtigste. De har rettigheder der skal respekteres, og deres personlige værdier og ønsker, såfremt de er fredelige, er det som samfundet kan bygge på. Kultur anses ikke som ligegyldigt. Det er vigtigt at understrege, for der findes visse, efter min mening meget forvirrede, liberale, der skøjter let hen over kultur, og siger, at det vigtigste er den økonomiske frihed, således man kan købe hvad som helst, uden at andre blander sig i det.

Det er efter min mening ikke en frugtbar udlægning af liberal filosofi – jeg mener, at det er afgørende vigtigt, netop for udviklingen af en sund og bæredygtig kultur, at de liberale principper følges, med særlig vægt på at liberalismen ikke anbefaler dig at være ligeglad med det samfund, du omgives af. I stedet bør du indleve dig i det, og lytte til de som har noget klogt at fortælle, og forsøge at argumentere for dine egne synspunkter. Selvom vi alle blev frie mennesker i samfundet, vil det til alle tider være nødvendigt med det personlige engagement i samfundets udvikling, særligt hvis man har noget fornuftigt at bringe til debatten.

Kultur opstår ved samkvem mellem mennesker, det opstår ved at mennesker mødes og diskuterer deres synspunkter og overvejelser om livet, moral og etik. Den liberale filosofi skal derfor ikke ses alene som en streng økonomisk frihed, men skal i stedet ses som en gennemsyrende livsopfattelse, der også involverer kultur på lige fod med alle andre kategorier i samfundets dynamik.

Kultur, der får lov at udvikle sig, hvor mennesker mødes frit og argumenterer frit for deres standpunkter, er den liberale kultur. Det er essensen i budskabet, når jeg påpeger, at et skatteyderfinansieret DR aldrig burde være opstået. DR er opstået på et fundament af tvang – ikke på et fundament af ligeværdige parter med fælles interesser med friheden til at sige nej og skabe deres eget. Den kultur som DR bærer på, er en pervers kultur, der ved hver lejlighed bruger sin hypnotiserende magt til at gentage de socialdemokratiske floskler, så lytterne lulles til at tro, at licens er noget, vi giver til hinanden, eller at offentlige hospitaler, der er finansieret ved at true borgerne med fængsel, kan kaldes velfærd.

Netop fordi kultur er så vigtigt for et succesfuldt samfund skal DRs skattefinansiering ophøre. Fuldstændigt. Der skal afsættes 0kr på finansloven til DR. Et liberalt samfund har stadig vigtige landvindinger at gøre, så længe det største nyhedsorgan er finansieret med tvang. Det burde slet ikke være nødvendigt at skrive, men jeg frygter at pointen ikke vinder frem, hvis den ikke gøres eksplicit.

Liberal kulturudvikling i medieverdenen

I et liberalt samfund, vil der være forskellige udbydere, der forsøger at opnå kundernes frivillige betaling for sine ydelser. Såfremt det er frivilligt at fravælge at betale, så er det muligt at sige, at producenterne producerer værdi, i det omfang de har overskud. Hvis det der produceres ikke er af acceptabel kvalitet, hvis indholdet er skudt ved siden af, eller hvis prisen ikke er tilstrækkelig acceptabel, så vil kunderne fravælge produktet. Det er i sig selv ikke noget præcist feedback, det fortæller ikke på en positiv facon hvad producenten skal producere for at gøre kunderne tilfreds. Det er blot det minimale økonomiske feedback. Hvis producenterne vil vide mere om kunderne, må de forsøge at lokke kundernes lyster ud af dem.

Den frivillige betaling er blot et minimumskrav, det gør det muligt for kunderne at beskytte deres midler mod misbrug. Der findes i menneskesamfund intet perfekt system, men der findes forskellige grader af egnethed: I et liberalt samfund vil medierne forsøge at behage kunderne ved at producere det, som kunderne ønsker. Feedbacket giver dog den profitsøgende producent mulighed for at justere budget og kvalitet hele tiden, således pris og kvalitet bedst muligt falder i kundernes smag. Den frivillige betaling viser, hvor mange penge der er profitabel at investere, den viser om det producerede er i overensstemmelse med den kombinerede individuelle prioritering i samfundet. Hvis indtægterne ved salg af udsendelsen ikke dækker udgifterne til produktionen, så har samfundet signalleret, at resurserne der blev brugt på udsendelsen kunne være brugt et bedre sted. Det sørger for at holde producenten i stram snor, og for at undgå tab må producenten derfor altid interessere sig for sine kunders ønsker.

Da kulturen, jævnfør ovenstående sektion, er en udefinerbar størrelse og under konstant forandring, så er det vigtigt at kunderne har mulighed for at sige nej tak til at betale. Når DR producerer noget, så har de ikke andet feedback, udover hvor mange der har set deres udsendelse. Dette feedback fortæller ikke DR om udsendelsen var udgiften værd – eller om pengene er spildt på udsendelsen. Det fortæller dem blot, at en TV-seer, der ikke afkræves betaling for denne specifikke udsendelse, valgte at bruge sin tid på at se udsendelsen, frem for at foretage sig noget andet.

Seeren vælger dermed ikke hvor mange midler det var profitabelt at spendere på produktionen af udsendelsen, men vælger blot at se udsendelsen og bruge tiden på det. Udsendelsen er blevet betalt med skatteydernes penge, og seeren har nu kun en omkostning: tid. DR kan, ud fra deres feedback, slet ikke vurdere om de skulle bruge flere penge på udsendelsen, eller færre penge på udsendelsen. Der er ikke et økonomisk feedback, ingen profit- og tabsregnskab at opveje udgifter med indtægter. Uden dette vitale økonomiske feedback kan intet budget vurderes at være værdiskabende eller -forringende.

Fordi seeren kun tager stilling til tidsforbruget ved at se udsendelsen, og ikke den reelle omkostning i penge, vil det altid være muligt for DR at bryste sig af, hvor populære deres udsendelser er. DR henviser gerne til statistikken over hvor mange der har set udsendelsen, og bruger det som prydfjer, når de skal legitimere deres fortsatte virke. Det er økonomisk nonsens at argumentere således.

Det overser fuldstændigt det elementære problem med offentlig drift. Seeren, der ikke har mulighed for at undgå at betale for udsendelsen, vælger at se den, når hans relevante omkostning blot er, hvad han ellers kunne have foretaget sig i tiden som udsendelsen opsuger. Det betyder ikke at DRs budget er legitimt. Hvis DR ønsker at legitimere deres budget, kunne de vise hvor mange udsendelser, der har været overskudsgivende, der rent faktisk er betalt frivilligt for. Det er derfor ikke et kvalitetsstempel at henvise til statistik over seertal, det er demagogiske tricks for at legitimere DRs fortsatte udplyndring af skatteyderne.

Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, tredje del

Indtil videre har artikelserien om den liberale anarkisme kritiseret idéen om den minimale stat. Jeg har forsøgt at beskrive, hvordan loven opstår spontant i samfundet, hvilke forudsætninger loven har for at opstå og hvilke rationelle årsager der findes, for at støtte en lov.

I tredje del af min artikel om liberal anarkisme beskriver jeg hvordan markedets produktionsevne bidrager til konfliktminimering, hvordan det er muligt at indføre et strafsystem i det liberale anarki, hvordan straf bør udmåles og hvordan domstolene kunne fungere.

Til sidst kommer en kritik af det liberale anarki.

Markedet minimerer konflikter

Kort sagt, markedskræfterne, netværket af frivillige udvekslinger i et samfund, der benytter en lov, der beskytter ejendomsretten, er selve fundamentet for et rigt, fredeligt og liberalt samfund. I de foregående indlæg har jeg forsøgt at fremsætte en række argumenter for det frie samfund, og nu kan jeg derfor springe til nogle konklusioner:

Alle økonomiske goder kan underlægges samfundets frivillige udvekslinger. Der er intet økonomisk gode, der ikke bør håndteres af det frie marked. Markedsøkonomien er dermed i sig selv en institution, der frembringer resultater for samfundet, der minimerer risikoen for konflikter, fordi den er i stand til, i større og større omfang, at producere de resurser, hvis knaphed kan give konflikter. Det er ganske enkelt: Jo flere resurser der er tilgængelig, jo mindre risiko for konflikter, alt andet lige.

Enhver afvigelse fra den liberale lov fører til flere konflikter, og det kan derfor rationelt anerkendes, at den lov, der bedst sikrer fred i samfundet, er den liberale. I det omfang det lykkes at erkende dette faktum, vil det civiliserede samfunds love udvikle sig til at sikre den private ejendomsret. Hvis der ikke er nogen stat, der tvinger samfundets borgere til at følge et dikteret lovsæt, så vil menneskets stræben efter at bedre sin situation, føre til at der opstår parallelle systemer, hvor det er muligt at lære af hinandens fejl og kopiere hinandens handlinger. Så længe det er frit for samfundets individer at finde nye løsninger, uhindret af en tvangsinstution som staten, så vil det være muligt at lære af de, der har success, og implementere de mekanismer der førte til success for andre. På den måde spredes idéer og systemer der har ført til en opfattet success til andre dele af samfundet. Fra menneske til menneske. Der er ikke en magtinstitution der truer med fængsel, hvis man forsøger at genskabe fordele for sig selv ved gøre brug af andre systemer.

Beskyttelsen af person, eller ejendom, mod aggression er derfor essentiel, men der er visse undtagelser til reglen. For at kunne bruge ejendomsrettens som skjold mod aggression, skal det godtgøres, at den ejendom, man påstår er sin, er blevet sådan ved legitime handlinger og ikke ved tidligere uetiske handlinger, der er i strid med de liberale principper. Fysisk vold er kun moralsk og etisk acceptabel, hvis den bruges defensivt til at beskytte person, eller ejendom, mod aggression.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 51-52, Mises Institute:

[…] we cannot say that the great axiomatic moral rule of the libertarian society is the protection of property rights, period. For the criminal has no natural right whatever to the retention of property that he has stolen: the aggressor has no right to claim any property that he has acquired by aggression. Therefore, we must modify or rather clarify the basic rule of the libertarian society to say that no one has the right to aggress against the legitimate or just property of another.

For at sikre det civiliserede samfunds økonomiske, sociale og etiske opblomstring og succes, er det nødvendigt at benytte et system, der bevirker at kriminelle tendenser dæmpes. Et er at give de stjålne genstande tilbage til sin retmæssige ejer, men for tyven er det næppe nogen afskrækning, at måtte aflevere det stjålne. Hvis konsekvensen ved tyveri er, at de stjålne goder afleveres tilbage, betyder det, at hvis en tyv tager 1000kr fra dig, skal han bare aflevere 1000kr tilbage. Det afskrækker næppe tyven fra at tage chancen. Lykkes det ikke at opspore tyven, kan han beholde pengene, men bliver han fundet, bliver han bare sat tilbage til sin tidligere position. Altså mister han ingenting ved forsøget på tyveri. Der skal derfor mere til end blot at levere det stjålne gods tilbage.

En måde at fremstille problemet er ved at sige, at kriminalitet er en social interaktion, der er uønsket. Kriminalitet er det modsatte af et økonomisk gode, det er et økonomisk onde. For at minimere et onde, er det nødvendigt med foranstaltninger, der påfører omkostninger, og en af metoderne, der kan tages i brug til at påføre denne omkostning, er at straffe den kriminelle for sin kriminelle gerning.

Straf – hvordan?

Der forekommer at være sket en fejl i systemet. Hidtil har de liberale anarkister sagt, at der ikke findes noget monopol, der skal underkue de kriminelle, men samtidigt er postulatet, at individets ejendomsret skal beskyttes, fordi det er det eneste rationelle (og etiske) system til at sikre retfærdighed. Det forekommer at der er sket en fejl, en logisk selvmodsigelse: Hvis ejendomsretten ikke kan overskrides, hvis et monopol ikke må tvinge samfundets borgere til noget, hvordan kan man da have et retsvæsen der kan straffe kriminelle? Vil det ikke være i strid med grundprincipperne i det liberale anarkistiske samfund?

Murray Rothbard fremførte en løsning på det tilsyneladende uløselige teoretiske problem: Proportionalitetsprincippet. Din ejendomsret er ukrænkelig, såfremt du ikke har overskredet en andens ejendomsret. Hvis en person overskrider en andens ejendomsret, opgiver den aggressive person sin egen ejendomsret i proportion med sin initierede aggression. Det er ved tyvens egen handling, at denne demonstrerer, at han ikke opfatter ejendomsretten som ukrænkelig. Tyvens moralske kompas er i konflikt med samfundets. Tyvens demonstrerede præference for krænkelse af ejendomsretten bruges dermed mod ham selv i den følgende strafudmåling.

En tyv, der tager 10.000kr fra en anden, har opgivet sin ejendomsret for 10.000kr plus de tilstødende omkostninger til retssag, detektivarbejde og offerets tort forbundet med tyveriet. Tyven demonstrerer sin egen præference for at overskride ejendomsretten og i denne kriminelle handling ligger en delvis opgivelse af tyvens egen ejendomsret.

Altså – foretager du intet overgreb på andres ejendomsret, er din egen ejendomsret intakt, men i den udstrækning du overskrider en andens ejendomsret, opgiver du delvist din egen i den pågældende sag. Det er dine egne handlinger, der fører til en opgivelse af din ejendomsret. Ved at overtræde andres ejendomsret, viser du med dine handlinger, at du ikke anser ejendomsretten som en ret, og den, som var offer for din handling, kan derfor i retfærdighedens navn kræve erstatning for at genvinde det tabte, men også straffe dig proportionelt med din overtrædelse.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 85, Mises Institute:

We have advanced the view that the criminal loses his rights to the extent that he deprives another of his rights: the theory of “proportionality”. […] In the first place, it should be clear that the proportionate principle is a maximum, rather than a mandatory, punishment for the criminal.  […] The proportionality rule tells us how much punishment a plaintiff may exact from a convicted wrongdoer, and no more; it imposes the maximum limit on punishment that may be inflicted before the punisher himself becomes a criminal aggressor.

Det er vigtigt at pointere her, at det liberale anarki ikke fastlægger straffen alle skal følge. Strafsystemet der beskrives her, som citatet antyder, fastlægger blot den maksimale straf, der kan udmåles til den kriminelle. Det er dig frit stillet at lempe straffen i forhold til det tilladte, eller helt opgive straf, eller fravælge at føre sagen. En retssag kræver en forurettet part, der søger genoprettelse, der er ingen, der kan føre sager på andres vegne, medmindre samtykke hertil er givet.

Rothbard bruger proportionalitetsprincippet som basis for sin teori om straf. Rothbard skriver selv, at alle teorier om straf er mangelfulde, og han har ikke selv løst problemet fuldstændigt. Der er måske tale om en social konvention, frem for et grundlæggende principielt standpunkt, baseret i ejendomsretten, når proportionalitetsprincippet bruges som fundament for strafudmåling. Problemet er dog til at overse, da proportionalitetsprincippet blot kan bruges til et retssystem. I det liberale anarki vil der være flere konkurrerende retssystemer, der hver især benytter sine egne principper. Hvordan disse principper er fremkommet, er ikke afgørende for systemets levedygtighed og konsistens. Det essentielle er, at det er frivilligt, for den enkelte, at tilvælge det retssystem, der passer personen bedst. Samfundets bærende princip, der ikke må omgås, er blot at de personer, der straffes, selv vælger at lade sig straffe af systemet. Strafudmålingen kan derfor hvile på sociale konventioner. De strafregler der vil blive opbygget i de konkurrerende retssystemer, vil formentlig blive baseret på sædvane og kulturelle forhold. I sidste ende vælger man selv, hvilket system man ønsker at underlægge sig.

Med ovenstående princip i hænde (som et eksempel på et ud af mange mulige retssystemer), kan det lade sig gøre at argumentere for, at dømte kriminelle kan straffes, fordi deres ejendomsret er opgivet delvist ved deres kriminelle handling. Respekterer den kriminelle ikke selv ejendomsretten, så må den liberale lov straffe den kriminelle svarende til det omfang, som den kriminelle har overtrådt en andens rettigheder. Men hvordan skal straffen udføres i praksis? Hvad hvis tyven ikke vil underlægge sig domstolens afgørelse? Hvordan undgår man, at en privat domstol dømmer alt og alle, og inddrager tvivlsomme beviser for overtrædelse af ejendomsretten?

Domstole – udførsel af lovens bogstav

For at holde domstolene i skak er det nødvendigt, at hvert medlem af domstolen har indgået en kontrakt, der viser at personen frivilligt har valgt domstolen. I tilfældet af at de to personer, der kommer i konflikt hører under samme domstol, afsiger domstolen en dom, som personerne er bundet til at følge. Hvis den dømte kriminelle undviger straffen alligevel, risikerer personen at blive fredløs, og mister sin ejendomsret totalt. I vores digitale tidsalder vil der være registre (ligesom RKI i dag har information om hvem der ikke har vedligeholdt sin aftale med kreditorer), der viser, om en person har nægtet at følge en dom, og bliver man oprettet i et sådant register, vil automatiske reaktioner træde i kraft i de tilknyttede virksomheder (såsom banker, købmænd osv.).

Samfundet kunne som reaktion på tillidsbruddet ekskludere personen, nægte at sælge til personen eller at huse personen. Det gælder bl.a. også indefrysning af bankindestående. Strafnægteren har som sagt mistet sin ejendomsret, og derfor kan banken straffrit indefryse personens indskud. Formentlig vil bankerne også være bundet af en lov, der fastlægger, at den skal deltage i det sociale pres på personen. Bankerne er selv interesseret i at loven følges, da bankerne er almindelige mål for kriminalitet, og lovens håndhævelse medfører bestemt en gevinst for bankerne selv. Dette princip blev brugt af købmændene i middelalderen, hvor en købmand, der ikke fulgte den fælles regel mellem købmænd, blev udelukket fra handel, og hurtigt mistede sin indtægt, kapital og handlemuligheder. Denne form for socialt pres har fået de fleste til at følge den afsagte dom. Hvis udelukkelsen fra samfundet er effektiv, vil den lovløse person kun kunne føre et selvforsynende og asketisk liv, uden mulighed for at nyde gevinsten ved arbejdsdelingen eller lovens beskyttelse. De fleste mennesker vil følge loven: Udsigten til en permanent karriere som deltager i “Alene i Vildmarken” (uden en satellit og GPS baseret “jeg-giver-op” knap) tiltaler de færreste.

Spørgsmålet er derfor, om det er muligt at ekskludere de kriminelle personer fra samfundet. Det er kun legitimt i anarkiet at diskriminere mod at dele sin ejendom med andre. Såfremt hele det geografiske område hvor samfundet befinder sig, er privatiseret, er alle arealer privat ejendom. I det omfang det er økonomisk gunstigt, vil det være i personerne i samfundets interesse, at sørge for en effektiv eksklusion af strafnægtere. Hvis det ikke er muligt at ekskludere kriminelle personer fra samfundet, fordi ejerne af visse arealer ikke håndhæver deres ret til at ekskludere (det kan være uøkonomisk at indhegne store arealer, som private skove fx), så er problemet ikke nødvendigvis ødelæggende for samfundets retsvæsen.

Pointen er, at det blot skal være tilstrækkeligt afskrækkende, og tilstrækkeligt effektivt at afholde strafnægterne fra at opnå økonomiske gevinster, ved at fortsætte deres kriminelle aktivitet på områder hvor udbyttet er højt. Kort sagt – hvis man kan ekskludere strafnægterne fra at gå ind på byens torv (som er privat ejet), indkøbscenteret, banken og andre kommercielle centre, samt huse med stor økonomisk aktivitet, så kan man fremsætte en tilstrækkelig stor trussel mod strafnægtelse, således det er i den kriminelles egeninteresse, at acceptere straffen, mod at få lov at fortsat deltage i samfundet. I anarkiet kan man kun diskriminere andre, ved at afholde dem fra at bruge ens ejendom og kun straffe, såfremt den som straffen påfalder, erkender sin skyld (strengt taget er det måske ikke nødvendigt at erkende, at man er skyldig, men blot at man følger dommen) og vedgår sin straf.

Konkurrerende domstole

Hvis to personer i konflikt tilhører forskellige domstole, kan hver benytte hver sin domstol til sagens udredning, og kommer de to domstole ikke til samme dom, må en appeldomstol, tilhørende et overordnet lovsystem, mægle mellem de to oprindelige domstole. Da loven udvikler sig i samfundet baseret på erfaring og tidligere afsagte domme, vil disse appelsager medføre en tendens til, at systemerne vil komme til at ligne hinanden, således loven delvist homogeniseres på tværs af juridiske systemer, men kun i et omfang der er i overensstemmelse med borgernes præferencer. I det liberale anarki kan der opstå forskellige lovsystemer, der tiltaler forskellige kulturelle tilhørsforhold. For at sætte pointen på spidsen kan vi betragte et lidt ekstremt tilfælde: Hvis der er tilstrækkeligt med borgere der ønsker at underlægge sig en sharia-lov, kan de gå sammen om at lave en domstol, hvor de kan blive dømt efter sharia-lov. Denne domstol kan ikke dømme andre end dens medlemmer efter sharia-loven. Andre domstole vil have andre juridiske principper, baseret på deres kunders præferencer. Kommer to i konflikt med hinanden, der tilhører hver domstol, vil en tredje domstol som sagt mægle mellem dem. Ingen kan dømmes efter sharia-loven, hvis de ikke tilhører denne domstol, og omvendt tillader det, at de som ønsker at blive dømt efter sharia-loven, at blive dømt således.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 97, continuum:

Conflict of laws, then, is a fact of life but despite this, the different jurisdictions manage to arrange their affairs to minimize conflict and to resolve intersystemic problems adequately.

More fundamentally, however, the restriction of law to matters of justice – the prevention and punishment of aggression – will ensure that there will be a tendency of initially divergent legal systems to converge on a set of common principles.

Skulle en domstol begynde at udnytte sin position, så vil det være muligt at appellere til en anden domstol, ligesom det i dag er muligt at anke en dom. I stedet for at der er fastsat tre niveauer, som i dag (byret, landsret og højesteret), vil det liberale anarkistiske samfund finde frem til dets egen stoppunkt for, hvor mange gange en dom kan ankes til en appeldomstol, og således forhindre en juridisk strid i at fortsætte i det uendelige.

I det liberale anarkistiske samfund tilhører man frivilligt en domstol, og følger de afgørelser som domstolen afsiger. Ønsker man at skifte domstol, kan dette også forekomme. Der vil være regler for under hvilke betingelser det er gyldigt at skifte domstol (eksempelvis hvis domstolen gentagne gange er kommet frem til det forkerte svar på skyldsspørgsmålet, hvis skiftet sker i direkte forbindelse med en sag, eller ved almindeligt skifte med et aftalt opsigelsesvarsel, hvor skiftet sker uden forbindelse med en sag). Domstole er derfor i sin egen interesse nødt til at være rimelige og følge god praksis for at undgå kundeflugt.

Tilhører man ikke en domstol, fordi man eksempelvis ikke har råd til “abonnementet”, er man ikke lovløs. I forbindelse med en sag må man da blot betale det gebyr, som domstolen kan tilbyde sin service til. For de personer der ikke har råd til at finansiere deres retssag (fx hvis de ikke har haft en ansvarsforsikring), kan almindelig velgørenhed støtte personen, enten ved at domstolene yder gratis juridisk bistand til fattige, eller ved at familie eller private organisationer der hjælper de svage, tager sig af denne del af udgifterne.

Straf – erstatning til offeret frem for rehabilitering af gerningsmanden

I stedet for et tvangsmonopol til at beskytte de rettigheder, som monopolet finder belejligt at beskytte, så er det liberale anarki som et marked for beskyttelse, hvor du via arbejdsdelingen kan uddelegere opgaven for din beskyttelse til konkurrerende beskyttelsesfirmaer. Disse vil udføre opgaven at beskytte din ejendom mod invasion, og hvis det ikke lykkes at undgå eksempelvis tyveri, vil firmaet tage sig af at returnere din legitime ejendom til dig igen. Dette står i skarp kontrast til i dag, hvor politiet ikke gider bruge tid på tyveri, medmindre en grænse på 100.000kr er overskredet. I det liberale anarki vil der også være en “selvrisiko”, men til forskel fra det eksisterende tvangsmonopol på beskyttelse, kan du i det liberale anarki vælge blandt flere muligheder. Og skulle ingen af de eksisterende muligheder falde i din smag, kan du vælge ikke at finansiere nogen af virksomhederne. Synes du at politiet ikke er pengene værd i dag, så har du ikke mulighed for at undlade at finansiere deres aktiviteter via skatten, udover at opgive at være værdiproduktiv.

I det liberale anarki vil der pga. markedsefterspørgselen opstå forsikringsvirksomheder, der kan hjælpe med at sikre værdien af ejendom mod tyveri og hærværk. For at reducere risikoen for hærværk, tyveri, røveri osv. vil det være i forsikringsselskabets interesse at identificere, hvilke metoder kan tages i brug for at forhindre omtalte kriminalitet. I modsætning til staten vil forsikringsselskabet formentlig ikke opstille krav, som fx at alle skal afleverer deres våben til forsikringsselskabet for at modtage beskyttelse af selskabet. Det er medvirkende til at reducere risikoen for kriminalitet, hvis man har mulighed for at beskytte sig selv. Det er let at forestille sig, at forsikringsselskaber vil tilbyde lavere risikopræmie, hvis man kan fremvise et bevis på, at man er egnet til at benytte et våben (fx via kurser og certifikater), som selskabet anser for brugbart til selvforsvar. Modsat, hvis du ejer våben uden at være egnet til det, eller hvis du ejer våben uegnet til selvforsvar, vil din risikopræmie måske være højere (køkkenknive, pander og kageruller vil formentlig ikke kræve kurser og certifikater). Tænk på forsikringspræmien i forbindelse med anhængertræk til bilen. Har du et anhængertræk fast monteret, forårsager du lettere skade på andre biler, og din præmie bliver højere. Det samme gælder visse typer våben, der kan udrette skade på andres ejendom.

Det står også i skærende kontrast til det eksisterende statslige system. Incitamentet for forsikringsselskaber med tilhørende beskyttelsesfunktion er at opspore og returnere din ejendom til dig efter et tyveri eller røveri. Lykkes det ikke at tilvejebringe de stjålne genstande skal forsikringsselskabet betale erstatning til dig, jævnfør den forsikringspolice du har tegnet. I dag kan staten ignorere din tabte ejendom og tvinge dig til at betale for deres service. Staten eksternalisere omkostningen på forsikringsselskaberne, der, takket være den ikke-eksisterende konkurrence på beskyttelse og opsporing af stjålne genstande, hæver priserne på forsikringerne som resultat af den ringere beskyttelse af ejendomsretten. Hvis det skulle lykkes for det statslige beskyttelsesvæsen at finde forbryderen, udmåles en straf, og forbryderen sættes i fængsel, mens regningen for dette ophold sendes til skatteyderne, heraf ofret for forbrydelsen. Denne absurditet er et af resultaterne af det statslige monopol på beskyttelse: prisen stiger, kvaliteten falder.

I tilfælde af røveri, involveres flere elementer end blot at du har mistet noget af din ejendom. Du har også været igennem en mere eller mindre skrækindjagende oplevelse af at være blevet truet undervejs. I det liberale anarkistiske samfund vil røveren blive pålagt, hvis skadelidte ønsker det, at betale en bod for tort. I stedet for at spilde resurser på at spærre røveren inde, vil strafsystemet i stedet fokusere på erstatning til offeret for kriminaliteten. Afhængig af loven, naturligvis, vil der være definerede erstatningsrater for forskellige typer røveri. Kan røveren ikke betale den pålagte bod, kan tvangsarbejde komme på tale (afhængig af loven, igen). Her kan man lade sig inspirere af velfærdsstatens metode til at opsuge den størst mulige produktion, uden at ødelægge hele grundlaget for den parasitiske udplyndring. Skal røveren betale 100pct af sin indtægt som bod, er det formentlig ikke let at få denne til at arbejde. Det er nok bedre at nøjes med en mindre andel af røverens indtægt, fx 56,4pct, for ikke at ødelægge hele hans incitament til at arbejde.

Kritik

Det liberale anarki er den logiske konsekvens af en forståelse af de økonomiske love, at alle goder i samfundet skal produceres i markedet. Selv loven.

Fra en liberal synsvinkel er det svært at kritisere den liberale anarkisme, da positionen ikke kan blive mere ekstremt liberal. Fra en klassisk liberal vinkel vil det være muligt at kritisere anarkismen på nogle fronter, fx ved at fastholde at tvangen i strafsystemet skal opretholdes og ikke kan overlades til private aktører. Kritikken mangler desværre det historiske aspekt, for omend det kan være svært at forestille sig det, så er tilfældet det, at statens varetagelse af domstolene er baseret på en overtagelse fra et privat foretagende (ligesom alt andet staten gør). Altså: Staten var ikke pioner på området, men som med alle andre af samfundets institutioner, overtog staten det eksisterende private foretagende, der var bygget op fra fundamentet af frivillige kræfter. Problemet med statens ejerskab af disse institutioner er, at deres basale funktion bliver perverteret i det politiske liv. Uden noget feedback fra frivillige brugere bliver systemet tyrannisk, og begynder langsomt at ændre funktion. Hvor det markedsbaserede system hele tiden er udsat for konkurrence og underlagt brugernes præferencer, kan det statslige system begynde at udnytte sin position, og vender sig langsomt fra at tjene kunderne til at tjene de politiske venner (bureaukraterne, politikerne osv.)

I sidste ende er det vigtigste spørgsmål hvorvidt loven kan tilvejebringes af et liberalt anarki. Historisk set er svaret, at det kan lade sig gøre, og at det har været gjort i flere tilfælde.

Kritikken falder, for mit vedkommende, tilbage på at spørge ind til udfaldet af visse dele af samfundets institutioner. Vil loven der skabes i anarkiet blive en liberal lov? Kan det liberale anarki forsvare sig mod eksterne fjender? Vil der være fred i samfundet? Vil det være et rigt samfund?

Som i alle andre dele af samfundet der er baseret på frivillige interaktioner, kan man ikke vide noget om udfaldet af dette samfund. Hvis loven tillades at udvikle sig i samfundet, kan vi ikke på forhånd sige noget om, hvordan strafsystemet bliver, hvordan domstolene vil fungere i det praktiske tilfælde, eller hvordan politifunktionen vil blive håndteret, hvor mange resurser der vil blive brugt på politi, domstole, forsvar osv. Det er den samme kritik der kan rettes mod alle markedsbaserede løsninger – der er ingen central aktør der fastlægger produktionsforløbet og intet offentligt budget til at finansiere udgifter med.

Kritikken er imidlertid lidt svag, for hvor meget kan vi egentlig vide om udviklingen af samfundet under den demokratiske stat? Kan vi reelt vide om enhedslisten en dag får flertal og nationaliserer al privat ejendom? Kan vi reelt vide os sikre på, at staten kan forsvare os mod eksterne fjender? I Danmark har vi historisk set haft meget svært ved det – både i 1864, 1940, men også tidligere. I alle tilfælde har danskerne haft en stat, hvis opgave bl.a. var at beskytte landet mod krig, mod indtrængende fjender. Men som historien viser, har statens rolle i flere tilfældet af krig været en medvirkende årsag til krigen selv. Staten har fungeret som katalysator for at skabe situationer, der “kræver” en stat. Tilfældet af krigen i 1864 er i alt fald nævneværdig.

Forskellen mellem statsligt nationalt forsvar og det liberale anarki kan forklares rimelig simpelt:

Staten kan træffe beslutninger på hele nationens vegne, den kan fx indgå samarbejdspolitik og overgive hele nationen på én gang til den indtrængende fjende. Sat på spidsen: Et lille slagsmål i Sønderborg tvinger Københavnerne til at overgive sig. Det har vidtrækkende konsekvenser for hele landet, når politikerne indgiver en overgivelse til fjenden, som tilfældet har været ind i mellem. Det liberale anarki, i funktion af sit individualiserede politiske system, kan ikke med et slag overgive hele nationen Danmark. Da der ikke er nogen central styring med samfundet, er det ikke tilstrækkeligt at erobre Christiansborg for at få Vendsyssel til at underlægge sig fjendens regler.

Modsat vil det ikke være givet på forhånd, at det liberale anarki har større succes med at afvise fjender, uanset hvor produktivt og frit et lille samfund er, så er det altid let for en stor og ressourcestærk modstander at overvinde en lille og mindre ressourcestærk. Dette faktum er uændret, men det er heller ikke formålet at ændre alle virkelighedens facetter, kun at ændre de politiske strukturer.

I det almindelige tilfælde hvor en stat overtager en anden stat, benytter sejrherren det eksisterende kontrolnetværk, som den tidligere stat benyttede sig af til at kontrollere og plyndre samfundet, til at overtage styringen med samfundet. Dette kontrolnetværk findes ikke i det liberale anarki, hvilket også vil gøre det mere besværligt at overtage og udnytte det liberale anarkistiske samfund, hvis man som fremmed stat forsøger med et erobringstogt.

Dannelse af loven hviler stærkt på at den liberale lov bliver anerkendt som den bedste og mest retfærdige af anarkistiske lovsystemer. Skulle det gå hen og være således at anarkiets lov udvikler sig i en ikke-liberal retning, hvad så? Her er anarkiet rent faktisk overlegent – for med anarkiet følger muligheden for individet at sige nej tak til alt. Hvis visse lovsystemer udvikler sig til eksempelvis sharia-lov, så er det tilladt at underlægge sig sådan et system frivilligt, og modsat er det tilladt at afholde sig fra at underlægge sig denne lov. Der er derfor mulighed for at det liberale lovsystem kan få en eksistens og dømme efter beskyttelse af ejendomsretten og ved at bruge proportionalitetsprincippet. Da brugerne selv har frit valg, og iværksætterne ligeledes kan konkurrere om kunderne, er det ikke utænkeligt, at det liberale lovsystem også vil få en plads i det anarkistiske samfund. Det er tvivlsomt om det liberale lovsystem vil dække hele nationen, men det er blot forcen ved anarkiet: Der er plads til forskellige lovsystemer, og man kan deltage i det, som man finder bedst egnet til sine egne ønsker.

Alle disse elementer gør det liberale anarki en svær størrelse at kritisere, fordi der er så lidt der vides med sikkerhed. Det eneste som man kan vide, hvis det skulle lykkes at skabe dette samfund, er at samfundet vil optimere sit resurseforbrug og bruge de resurser, der er til rådighed, til det mest værdiproduktive mål. Der vil ikke være en stat, der systematisk snylter på samfundet, beskatter og bestemmer, og i den forstand vil for hver borgers rettigheder være sikret mod det systematiske overgreb, som staten står for i dag. Modsat kan det ikke ignoreres, at borgernes rettigheder vil blive udsat for overgreb fra andre borgere, de kriminelle. De borgere i samfundet der er fast besluttet på at reducere kriminalitet for dem selv, kan også forvente at få gode resultater, men omvendt kan vi ikke i udgangspunktet vide os sikre på, at dette mål vil være så meget værd, at kriminaliteten bliver reduceret til et omfang, der er mindre end hvad staten, plus de kriminelle, ville have initieret.

Vi kan med andre ord ikke på forhånd sikre, at borgernes rettigheder forbliver fuldkomment beskyttede i det liberale anarki. Det kan vi dog heller ikke i den demokratiske stat. Grundloven var et naivt og svagt forsøg på at sikre borgernes rettigheder mod staten, men som historien så tydeligt viser, så er grundloven ikke nogen sikring. Et stykke papir kan ikke fastholde nye politikere på dydens smalle sti (i minarkistens syn finders der et rimeligt spillerum for politikere), og denne naivitet har ført til, at vi i dag har en demokratisk stat, der konfiskerer en meget stor del af samfundets produktion, og spilder resurserne på vennetjenester, store bureaukratier og magtudøvelse mod fredelige mennesker.

Når man skal kritisere det liberale anarki, må man derfor forlade sig på sammenligninger mellem onder. Vil statens eksistens føre til mindre aggression end uden statens eksistens? Spørgsmålet er ikke om det ene system er perfekt, og sikrer menneskets rettigheder fuldkomment mod overgreb, men i stedet hvilket af de to systemer der bedst beskytter mod overgreb. Hvis vi ønsker at forlade os på empiriske studier, så er vi nødt til at prøve anarkiet af, nedlægge staten og se om ikke anarkiet er bedre end staten. Hvorfor ikke prøve det af, da staten er blevet så utålelig, som den er?

 

Sæt “velfærdens fronttropper” fri på markedet

På Jyllands-Posten har Signe Munk skrevet et indlæg med titlen “Giv bonus til velfærdens fronttropper”. Indlægget handler om hvor hykleriske politikerne er, når de siger, at de unge i højere grad skal fravælge universiteterne, og tage et “arbejde på gulvet”. Hvorfor skulle man fravælge universitetet for at tage et job, hvor man bliver nedslidt, underbetalt og ikke får samme frihed som akademikerne?

Signe Munk har selv været i overvejelserne om, hvilken uddannelse hun skal tage (ligesom alle andre), men da hun selv har valgt universitetet fra, for at blive sygeplejeske, har hun selv haft oplevelsen af, at vælge mellem et job “på gulvet” frem for et job som akademiker og topchef. Hun mener at det er mærkeligt, at politikerne ikke vil betale mere for, at man tager et job, hvor man tager sig af mennesker.

Der er lidt af hvert at tage fat på i sådan et indlæg, når man, som jeg, er meget glad for menneskelig frihed, trivsel og samarbejde.

Først og fremmest er der nogle basale implicitte antagelser, som bør belyses lidt. Blot fordi man vælger at læse på universitetet, og blive akademiker, er man ikke automatisk garanteret at blive topchef for noget som helst. Det er naturligvis også lidt svært at definere hvad en topchef er, for hvis det blot er den minimale definition, at man er chefen på toppen, så kan enhver selvstændig erhvervsdrivende kalde sig topchef.

Et af de punkter som ingeniørernes fagforening ofte slår på, er at mange små og mellemstore virksomheder kunne få gavn af at ansætte en akademiker (ifølge Rambølls analyse fra 2012). Ifølge ingeniørernes fagforening viser undersøgelser, at akademikere forbedrer bundlinjen i virksomheden. Ingeniørernes fagforening er derfor glade for at anbefale alle virksomheder at ansætte en akademiker, for virksomhedens eget bedste. Hvis det nu var sandt, at akademikere forbedrer bundlinjen, og de små og mellemstore virksomheder bare ikke forstår situationen, så ville det være nærliggende, at anbefale akademikerne selv at starte en virksomhed, således de kan udkonkurrere de etablerede virksomheder med deres højere effektivitet.

Det forholder sig midlertid således, at akademikere ikke i særligt høj grad ønsker at være selvstændige. Størstedelen foretrækker en fast indtægt og en lav erhvervsrisiko. Man skal, efter min ydmyge mening, ikke læse på universitetet for at blive topchef. Man skal i stedet læse på universitetet, hvis man finder, at det er det bedste valg for en selv. Ligesom alle andre valg kræver det, at man kender sine egne værdier, hvad man tillægger en høj værdi, og at man kender de tekniske sammenhænge i markedet. Er der behov for arbejdskraften fra den faggruppe, som jeg overvejer at blive medlem i?

De tekniske sammenhænge i markedet, som jeg kalder dem her, er blot et forventet arbejdsforhold og fremtidsudsigten for faggruppen. Hvad kommer man til at tjene, hvilke arbejdsforhold går man ind til, og er der en fremtid for faggruppen som helhed? Alle valg er spekulative af natur, der er ingen der kan sige til dig med sikkerhed, at netop din faggruppe vil opleve høj efterspørgsel i fremtiden.

Det næste problem i indlægget, som jeg ser det, er at det de facto accepteres, at det er politikerne der bestemmer hvad arbejdsforholdene skal være, for de som arbejder med mennesker. Det var da oplagt at tage spørgsmålet op, er det overhovedet nogen særlig god idé, at lade politikere bestemme den slags? Hvorfor kan man ikke bare lade den, som passer blive betalt det, som den der passes vil betale? Hvorfor skal politikerne blande sig i det med lovgivning?

Det er et af punkterne, som Signe Munk understreger. Arbejdsforhold.

Arbejdsforhold, velfærd og finansiering

Enhver, der har blot den mest basale forståelse af økonomi, ved, at pengene skal komme et sted fra. Det er også vigtigt hvem der betaler for faggruppens arbejdsforhold. I den danske velfærdsstat kan man være så uheldig, at staten blander sig i markedet, der vedrører den faggruppe, man er en del af. Staten kan vælge at subsidiere dine konkurrenter, beskatte faggruppen ekstra, forbyde faggruppen fuldstændigt, eller subsidiere faggruppen.

Vælger man en faggruppe, som er totalt aflønnet af staten, skal man finde sig i at ens arbejdsforhold ikke hviler i markedets belønningsmekanismer. I stedet hviler arbejdsforholdene i den politiske sfære, hvor det økonomiske kaos råder. Økonomisk kaos er eksempelvis hvis en faggruppe bliver underbetalt (og dermed ikke får den indtægt, som markedet ville have betalt) eller overbetalt (modtager mere end markedet ville betale), eller reguleret/forbudt (får ikke lov at tjene markedet effektivt). Økonomisk kaos opstår også hvis betalingen af godet ikke er frivillig. Uden frivillig betaling kan man ikke sige, om godet var værdifuldt i det omfang, som betaleren mente var nødvendigt, for at være betalingens størrelse værd. Da statens drift af virksomhed ikke hviler i markedets profit/tab kalkule og heller ej hviler i frivillig betaling, bliver al offentlig drift et økonomisk kaos: Forbrugeren kan ikke give udtryk for sine værdiovervejelser, produktionen bliver enten for dyr eller billig, eller kvaliteten for høj eller for lav. I markedet er der et solidt feedback fra forbrugeren, der viser hvad han vil betale for, når han vælger at betale af egen fri vilje. I forbrugerens frivillige feedback ligger informationen om, hvorvidt kvaliteten er god nok til prisen, og om kvaliteten i det hele taget er god nok til praktisk anvendelse.

Dette økonomiske kaos har også stor betydning for medarbejdernes forhold.

Som skatteyder er jeg træt af at høre på offentligt ansatte plædere for flere rettigheder, mere løn og bedre vilkår på arbejdspladsen. Hvis det offentlige ikke blev finansieret af skatteyderne, som trues med fængsel; hvis ikke de betaler, hvad skattesystemet er skruet sammen til at opkræve, så var jeg ikke spor generet af krav om bedre løn, vilkår og rettigheder. Hvis deres arbejdskraft blev dyrere, end det de producerede var værd, ville de blive luset ud af markedet. Deres “krav” om højere løn ville blive opvejet mod deres eget ønske om indtægt. I markedet er forbrugeren på lige fod med medarbejderen. Vi er frie til at undlade at indgå handler, hvis vi vil, fordi markedet blot er en betegnelse for netværket af frivillige økonomiske transaktioner mellem ligeværdige parter. Prisen og kvaliteten skal  hænge sammen på markedet, og den eneste der kan vurdere, om det er tilfældet, er dig selv, når du vælger at betale for at få et gode til gengæld. Du får de muligheder, som virksomhederne vælger at tilbyde, men du kan altid sige nej til at betale, hvis de ikke tilbyder en tilpas god handel. Konkurrencen mellem udbyderne sørger også for, at medarbejderne får de forhold, som deres produktivitet kan betale. Kræver de arbejdsforhold som deres produktivitet ikke er i stand til at honorere, bliver de arbejdsløse. Højlydte floskler kan man trygt overhøre, fordi man i sidste ende ikke behøver at betale.

Markedet betaler ultimativt for alt

Produktionen på markedet skaber i det lange løb altid værdi, fordi der er feedback fra forbrugerne af de producerede goder. Duer produktet ikke, går virksomhedens indtægt ned, og uden konstante justeringer til markedsvilkårene risikerer virksomheden konkurs. Værdien af det offentliges produktion kan ikke måles, og det følger deraf, at det kun er markedet, der kan finansiere det offentlige. Skulle det offentlige finansiere sig selv ved forbrugernes frivillige betaling, ville der ikke være noget behov for finansiering via skatter.

Alt der produceres, hvad enten det er offentligt eller privat, betales derfor ultimativt af markedets værdiproduktion. Som almindelig markedsdeltager kan man let irriteres over de særlige privilegier, som de offentligt ansatte nyder. De nyder nemlig et gode, som er fuldstændigt overset i debatten – fritagelse fra både konkurrence samt fra forbrugernes ønske om produktiv beskæftigelse. Det som det offentlige producerer, betaler forbrugerne ikke frivilligt for. Skatteyderne trues med fængsel, hvis ikke de betaler, og politikerne dirigerer hvor midlerne skal spenderes. Det gælder derfor som faggruppe i det offentlige om at være på god fod med politikerne, og konstant gentage flosklerne for befolkningen, så skatteyderne glemmer, at de bliver flået i skat, for at modtage tvivlsomme ydelser. Det kan godt være, at betalingen er ufrivillig, men til gengæld ved du ikke, om du modtager noget, du bryder dig om.

Dermed er vi nået til det sidste punkt: Velfærd.

Velfærd er et rigtigt plus-ord. Hvem kan have noget mod velfærd?

Hvis man bare bruger ordet korrekt, så vil den danske befolkning, der har gennemgået de statslige mediernes og folkeskolens indoktrinering, straks blive bløde i knæene og give efter. Velfærd er jo uddannelse, sundhed og pension. Alt andet er ikke velfærd, det er bare privat grådighed, som er OK så længe staten kan udnytte det via beskatning.

I min optik er velfærd et meget bredere begreb. Velfærd er hvad der gør den enkelte person tilfreds. Velfærd er derfor fuldstændigt subjektivt. Nogle mennesker får et kick ud af en god rockkoncert, andre foretrækker Mozart. Begge dele er velfærd, for den som frit vurderer og vælger. Så længe ejendomsretten ikke overskrides, er velfærd et rimeligt anvendeligt begreb for alt det, som gør dig bedre tilpas. Årsagen til at jeg propper ejendomsretten ind her, er at det for Ku Klux Klanens medlemmer var velfærd at se mennesker brænde på bålet eller hænges eller på anden måde torteres og mishandles. Den slags handlinger, der fører til privat velfærd på bekostning af andres rettigheder, er fuldstændigt uacceptabelt. Eksemplet er sat på spidsen, blot for at understrege, at der er forskel på hvad der udgør velfærd, og at velfærd ikke er alment godt. Velfærd er og bliver subjektivt, og betegnelser som “velfærdens fronttropper” om en særlig faggruppe er meningsløs. Rettigheder der beskytter individet er afgørende for samfundets eksistens. De beskytter mennesket mod et andet menneskes søgen efter pervers velfærd.

Hvis vi hurtigt falder ned på jorden igen, og betragter hvad beskatning er for en størrelse, og husker på, at de offentligt ansattes løn udkommer af beskatningen af markedets deltagere, så kan vi langt tydeligere se hvad der foregår. En gruppe af befolkningen (de offentligt ansatte) lobbyer politikerne, og forsøger at skjule deres egoistiske mål, ved at bruge udtrykket “Velfærdens fronttropper” om dem selv, for at kunne udnytte skatteyderne til deres egen fordel. I princippet er der tale om, at de offentligt ansatte hopper med på sprogmisbruget, det demagogiske håndværk, og lover guld og grønne skove, hvis skatteyderne bare betaler dem bedre. De peger ud i luften og bruger plus-ordet “VELFÆRD” som afledningsmanøvre, mens de stikker hånden i baglommen på skatteyderne, for at opnå bedre forhold for dem selv.

Det ville være bedre for hele samfundet, og også for de offentligt ansatte selv (de af dem der er produktive), at få fjernet politikernes magt over deres faggruppe, ved at opgive deres privilegier, for i stedet at få den løn, som de fortjener, ved at blive en almindelig markedsdeltager, der frivilligt aflønnes af forbrugeren efter produktivitet. Aflønnes man efter sin produktivitet, kan man også slippe for at lobby politikere, der har tusind andre punkter på agendaen, og nøjes med at koncentrere sig om at tjene kunderne.

Kort sagt: Giv velfærdens frontropper hvad de fortjener, sæt dem fri på markedet.

Min oplevelse af Libertas’ konference hos CEPOS 10. februar 2018

I lørdags afholdt Libertas sin første konference i et stykke tid. Som beskrevet her på bloggen, var emnerne anarkisme og den østrigske skole.

I alt mødte ca. 15-18 personer frem (inkl. foredragsholderne), så eventen blev en mindre af slagsen, men det betød dog ikke, at der blev slækket på diskussionen, eller oplægsholdernes præsentation.

Der var ændret på mødetidspunktet fra kl 13 til 14, så vi fik os en lille hyggelig snak udenfor lokalerne, mens vi ventede på Niels Westy, som havde nøglerne til lokalerne. Snakken var hyggelig og imødekommende blandt deltagerne der var mødt op lidt før tid. Aldersfordelingen var meget bred, fra unge mennesker i 20erne til omkring pensionsalderen (jeg håber ikke at jeg fornærmer nogen med denne kommentar, det er blot ment for at give et indtryk af at alle aldersgrupper var repræsenteret).

Niels Westy stod for at dirigere afviklingen af præsentationerne, spørgerunderne og for at indlede konferencen. Niels gjorde et fint stykke arbejde og sørgede for at holde en venlig og neutral position igennem hele eventen.

Torben Mark Pedersen – Anarkokapitalismen som voldeligt anarki

Først på programmet var Torben Mark Pedersens fremlæggelse af Rothbards anarkokapitalisme som et voldeligt anarki, hvor Torben viste sin erfaring som fremlægger og sørgede for at involvere hele salen, og holdt sin fremlæggelse livlig og interessant ved at fastslå sine punkter en for en og gik logisk frem i sin argumentation. Torben gav ordet til salen for at spørge om der var kommentarer og spørgsmål til hans fremlæggelse, og jeg meldte mig med det første spørgsmål. Diskussionen forløb i positiv stemning hvor også andre meldte sig med en kommentar, men pga. knaphed af tid, måtte den afsluttes.

Jeg bør måske her indskyde, at jeg ikke var helt overbevist om Torbens argument om voldeligheden af anarkokapitalismen. Jeg tror ikke det kan vides med sikkerhed, at samfundet bliver mere voldeligt, hvis det forkaster staten og går over til et liberalt anarki. Torbens argument er, at uden tvang kan man ikke opretholde et retssamfund. Pga. diskussionens tidsbegrænsning fandt jeg ikke ud af hvilket argument, der gør, at man ikke effektivt kan ekskludere personer fra samfundet, hvis de nægter at følge domstolens afgørelser. Mere om dette punkt i den forsinkede sidste del af mit indlæg om anarkismen (som jeg nu må tænke mere over, igen. Det er Torbens skyld denne gang 🙂 ).

Sebastian Køhlert – Venstreanarkisme

Næste oplæg blev afholdt af Sebastian Køhlert om venstreanarkismen, hvor Sebastian fortalte, at visse af problemerne med anarko-kapitalismen var løst i venstreanarkismen. Sebastian holdt sit oplæg ved tavlen, hvor han skrev nogle matematiske udtryk op, men afholdt sit oplæg tæt på salens deltagere i en mere personlig og tæt atmosfære. Sebastian fremlagde, at problemet med det eksisterende system var, at statens privilegier til de store virksomheder gjorde det svært for nye deltagere, at entrere markedet som iværksættere. Løsningen var et opgør med den eksisterende ejendomsretsopfattelse, hvor ejendomsretten skulle forstås på en anden måde end hidtil. I stedet for at man kan eje noget, man ikke selv direkte benytter sig af, skal ejendom ses som noget, man kun kan eje, hvis man kan demonstrere, at man benytter den selv.

I et større perspektiv skal de naturlige resurser ses som forudgående eksisterende før mennesket, og derfor må mennesket ikke tilegne sig og ødelægge naturen. Mennesket må gerne selv opdyrke naturen og tage den i anvendelse, men må ikke ødelægge naturen sådan som den er. I forlængelse af denne teori, må mennesket derfor ikke eje jord eller naturlige arealer.

Jeg beklager, hvis jeg ikke formår at fremstille teorien korrekt, der var mange nye facetter i ejendomsteorien for mig, som jeg ikke har forstået tilstrækkeligt præcist.

I kombination med denne model for ejendomsret og fratagelse af statslige privilegier skulle det nu være muligt at sænke indgangsbarrierer for nye iværksættere, og den fornyede konkurrence på markedet vil føre til, at arbejderne får den løn, som de er værd. Et centralt element i kritikken af det nuværende system er, at arbejderne ikke får den løn de retmæssigt burde få, og Sebastian argumenterede for at se på arbejdsværdilæren på en sådan måde, at man kan fastholde den subjektive værdilære samtidigt. Ifølge Sebastian er der ingen konflikt mellem de to værditeorier, det er et spørgsmål om perspektiv og en grundig forståelse af Adam Smiths oprindelige værditeori.

Jeg meldte mig igen på banen og stillede spørgsmål, for at forstå ejendomsteorien, men formåede ikke at spørge på en tilstrækkelig præcis facon, og fik desværre ikke den viden jeg gerne ville have haft om teorien. Det er måske værd at pointere, at mit synspunkt er, at arbejdsværdilæren ikke kan reddes, fordi det er umuligt at forklare begrebet tidspræference (rente-teori), så længe man fastholder at al værdi ultimativt opstår via arbejde. Hvis al værdi i sidste ende bunder i arbejdskraftens udnyttelse, så kan jeg ikke forstå, hvorledes det kan argumenteres, at det er værdifuldt at opnå et lån, for at kunne købe goder i nuet frem for at vente. Tidsforskydelse af forbrug har en værdi og er uafhængig af arbejde – den afhænger udelukkende af de involverede parters tidspræference, så vidt jeg har forstået Böhm-Bawerks renteteorier.

Igen – det er vigtigt for mig at understrege her, at vi ikke kom ind på dette punkt i diskussionen. Det er muligt at Sebastian har et godt modargument mod denne kritik, men har ikke haft mulighed for at fremstille, hvordan hans værditeori indbygger tidspræference.

Torben Mark Pedersen – Carl Menger

Næste oplæg var igen fra Torben, som på vanlig vis fremlagde med god stil og i høj kvalitet. Denne gang var emnet Carl Mengers bidrag til den subjektive værdilære, med særlig fokus på Mengers smarte mentale opfindelse af en “bytteøkonomi” (en økonomi med et givent antal goder, altså uden produktion af nye goder). Mengers mentale konstruktion gjorde ham i stand til at se, at i en bytteøkonomi kan vi analysere, at hver person udveksler de goder, som han subjektivt værdsætter mindre, for at opnå nogle goder, som han subjektivt værdsætter højere. Til slut bandt Torben en fin sløjfe på fremlæggelsen og henviste til, at den marginale revolution blev startet af 3 uafhængige mænd (Carl Menger, Leon Walras og William Stanley Jevons), der brugte hver deres metode til at fremkomme til det, som vi i dag kender som loven om faldende marginalnytte. Menger var den eneste som ikke gjorde brug af matematik og samtidigt den eneste der skabte en økonomisk skole (den østrigske). Ifølge Torben var dette også medvirkende til at Menger ikke nåede så langt som de andre.

Mig selv – praxeologi

Næste oplæg blev mig selv, der, sammen med Jonas Ejlersen, skulle forsøge at forklare hvad praxeologi er for noget. Jeg havde brugt meget tid på at forberede mig (læserne på bloggen vil forhåbentlig tilgive mig det valg), fordi jeg ikke har afholdt sådan et oplæg før. Jeg tror det gik nogenlunde, men desværre var min nervøsitet med til at presse mig lidt. Jonas overtog efter mig og præsenterede nogle basale økonomiske love om udbud og efterspørgsel samt en lille anekdote fra det nylige kommunalvalg.

Da Sebastian under spørgerunden gav en kommentar til mit oplæg, var jeg for hurtigt ude og, mens han talte, sagde jeg at det han sagde ikke var korrekt. Det var ikke god stil fra min side. Jeg burde absolut have været nysgerrig på hans kommentar og høfligt have spurgt ind i detaljen for at forstå hans synspunkt. I stedet afbrød jeg ham.

Til alt held blev situationen reddet af Niels Westy, som pointerede at der formentlig var tale om et tilfælde, hvor synspunkterne fra hver part overlappede hinanden, uden at deltagerne selv kunne erkende at det var tilfældet. Jeg giver Niels ret, og jeg er overbevist om, at det havde været meget bedre, hvis jeg havde været nysgerrig, for at finde ud af hvor forskellene i vores synspunkter lå.

Som jeg i bagklogskabens lys forstår det: Sebastian sagde, at der ikke var empiriske observationer indbygget i de aprioriske teorier, hvilket er korrekt. Mit synspunkt, som jeg desværre i ophidelse fik fremlagt forkert, er at udvælgelsen af hvilken af de aprioriske teorier, der kan tages i anvendelse hviler på empiriske observationer. Lidt i stil med at sige at pytagoras’ læresætninger er udviklet syntetisk a priori, uden empiriske tests for deres validitet, mens anvendelsen af de udledte læresætninger, afhænger af at brugeren af dem konstaterer, at det objekt han har med at gøre, rent faktisk er en trekant.

Kristoffer Mousten Hansen – Østrigernes socialismekritik

Til sidst fremlagde Kristoffer sit oplæg om den østrigske socialismekritik, hvor han gennemgik hvordan Mises’ argument mod socialismen er solidt. Det er ikke muligt at gennemføre den komplette socialisme, fordi produktionsgoderne ejes af den samme entitet. Uden udveksling af produktionsfaktorer kan de ikke prissættes, og de produkter der produceres, ved brug af produktionsfaktorerne, kan derfor ikke siges at være værdiskabende eller tabsgivende. I dette planlægingskaos skal socialismen forsøge at tilrettelægge produktion af alle goder. Sovjetunionens historie, der strækker over 70 år, demonstrerer ikke systemets levedygtighed, men demonstrerer i stedet, at så længe socialismen ikke er ført ud til hele verden, således den omspænder al menneskelig aktivitet, så kan socialismen kigge til markedspriserne for at lave en amputeret profitkalkule og afbøde nogle af problemerne.

Kristoffer forklarede også, hvordan denne kritik af socialismen kan bruges til at vise, at på markedet er det umuligt at skabe et kæmpestort monopol, der ejer alle produktionsfaktorerne. Det vil være i det hypotetiske monopols interesse at udbyde deres produktionsfaktorer på markedet i ny og næ, for at finde ud af, om det er profitabelt at sælge dele af dem eller at fortsætte at bedrive monopolvirksomhed.

Til afslutning af konferencen blev hver oplægsholder en flaske vin rigere, det var fint. Mange tak til Torben og Libertas for at give os muligheden for at fremlægge nogle af de østrigske økonomers teorier. Vinens navn var i øvrigt også lidt skægt – det var af producenten Landgraf. Lidt pudsigt navn til en flaske vin der gives på en vej, der hedder Landgreven 🙂

 

 

Libertas konference hos CEPOS om den østrigske skole og anarkisme

Libertas holder konference lørdag den 10. februar 2018 i CEPOS’ lokaler på Landgreven 3 i København. Dørene åbnes kl 13 og kl 14 starter konferencen. Afslutning af konferencen er sat til kl 17.30.

Emnerne er anarkisme og den østrigske skole. Der er oplæg fra forskellige bidragsydere til de to sidste numre af Libertas, hvoraf jeg er en. Jonas Ejlersen og jeg har i fællesskab skrevet en artikel om praxeologi, den østrigske metode til udledning af økonomiske love fra det centrale handlings-axiom. Der vil være oplæg fra flere andre, herunder Torben Mark Pedersen, Kristoffer Mousten Hansen, Sebastian Køhlert, Jonas Ejlersen og undertegnede.

Emnerne der bliver dækket tæller: Carl Menger og den østrigske skole, kritik af anarkokapitalismen, venstreanarkisme, praxeologi og østrigernes socialismekritik.

Det bliver en spændende eftermiddag der byder på kontroversielle emner og til slut en debat om oplæggene. Ved afslutning af hvert oplæg er der tid til spørgsmål til emnet.

Hvis nogen af jer har mulighed og lyst til at deltage skal i være hjertlig velkomne.

Prisen for deltagelse er 75kr for ikke-medlemmer, og 35kr for medlemmer af Libertas 2018.  (pris for medlemsskab er 100kr i år og kan købes her)

Tilmelding til konferencen er påkrævet, følg linket her.