Author Archive: Uffe

Velfærdsforeningen der sejrede sig selv ihjel

Jeg er stødt på en bog, der omhandler en privat velfærdsforening, der tog sig af de mest hjælpeløse i samfundet: Forsømte børn. Det er en meget interessant historie, som jeg tror, at du som liberalist vil få meget stor glæde af at lære at kende.

En kort intro

Foreningen startede i 1837, og blev drevet med private midler i lang tid, og viser, at det er muligt at starte en velfærdsforening i private hænder. Den klarede sig med sine medlemmers bidrag og efter en snes år fik den fat i lidt sporadiske offentlige midler fra politiets bødekasse. Men fordi tiden ændrede sig, og det blev mere attraktivt at søge statstilskud til velfærdsopgaver, begyndte foreningen selv at lobby for at få del i pengene. Den var på det tidspunkt slet ikke klar over, hvad det kunne betyde for den selv, og den valgte en ny bestyrelsesformand, der straks gik i gang med at drive politisk arbejde. Kampen om statsmidlerne blev vundet af foreningen, og pengene strømmede ind til at finansiere deres velfærdsopgave.

Med tiden stillede statsmagten større og større krav, som gjorde velfærdsarbejdet dyrere og dyrere. Først blev private plejehjem skrottet til fordel for større institutioner. Siden blev fællessovesale skrottet til fordel for 2senges- eller 3sengesstuer. Kravene til personalet på institutionen blev også øget og professionaliseret. På et tidspunkt knagede foreningens økonomi, og den gik endnu engang til staten for at dække sine udgifter, som staten imødekom. Arbejdet med velfærdsopgaven fortsatte således med et skærpet tilsyn fra det offentlige, og flere og flere dyre krav blev indført. Mere personale, dyrere personale, fortrukne uddannelseskompetencer (frem for menneskelige kompetencer…) gjorde driften kontinuerligt dyrere.

Da disse krav blev drevet frem af de offentlige bureaukrater, og blev finansieret af de magtesløse skatteyderes midler, kom situationen hurtigt helt ud af trit med markedsvilkårene. Bureaukraterne kunne kræve hvad-som-helst uden at henvise til noget seriøst grundlag – udover “det synes vi”. Et udmærket eksempel er, da den offentlige socialdirektør begynder at klage over dit og dat. På trods af gode resultater med børnene og lokalsamfundets glædelige lovprisning af foreningens arbejde forlangte han en af foreningens institutioner lukket, og harcelerede jævnligt over andre af foreningens institutioner. Kun pga. gode forbindelser afværgede foreningen en lukning af en vellidt institution og Foreningen fastholdt sit samarbejde i andre sammenhænge.

Der er tre tidsperioder, der er værd at bemærke for Foreningen:

  1. 1837-1904: Den frivillige periode, hvor både børn og penge afleveres frivilligt
  2. 1905-1955: Den ekspanderende periode med offentlige tilskud, få regler og stigende andel af tvangsfjernede børn
  3. 1956-1974: Nedgangsperiode med stigende regelbyrde fra det offentlige, der til sidst førte til nationalisering af Foreningen

Tvang avler tvang

I starten fik Foreningen forældrenes tilsagn om at passe på deres børn, og de overdrog frivilligt forældremyndigheden til Foreningen, indtil barnet var fyldt 18. Senere i forløbet blev denne praksis opgivet, da det blev muligt for de kommunale bureaukrater at tvangsfjerne børnene fra hjemme. Både de dejlige skattekroner og den store strøm af tvangsfjernede børn øgede de kommunale bureaukrater samt Foreningens aktivitetsniveau, og den ekspanderede i hele perioden med tilbygning af eksisterende institutioner og tilkøb af flere.

Den lykkelige situation (lykkelig for Foreningen og bureaukraterne, forstås) kunne ikke fortsætte for evigt. Til sidst blev Foreningen fuldstændigt kvalt af det offentliges kontrolapparat, og den kastede håndklædet i ringen. Alle institutionerne blev solgt til det offentlige, og foreningen lukkede endeligt i 1985. Det er en fantastisk historie om, hvordan det kan gå, når man først begynder at stikke snablen i statskassen og modtage “gratis” penge fra skatteyderne til at fremme sin egen forretning. Selvom man er i bestyrelsen i en privat velfærdsforening, og man ikke får penge for sin indsats, kan man ønske at udvide aktiviteterne, udover hvad markedets situation tillader. Det er med foreningen, som det er med alle andre private virksomheder – de ønsker at ekspandere og føler en vis irritation over at blive holdt tilbage af markedet. Statens støtte eller tilskud kan give virksomheden et boost til at overskride det aktivitetsniveau som markedet tilsiger er det maksimale.

Årsagen til at foreningen kunne tiltrække så højtstående bestyrelsesmedlemmer til det ulønnede arbejde var formentlig den gode sag, den medfølgende prestige og det lukrative netværk af embedsmænd.

Velfærdsstaten er en parasit

Der er nogle, der vil beskrive udviklingen af velfærdsstaten som et samarbejde mellem det offentlige og det private. Men det er i mine øjne helt forkert i dette tilfælde. Det var de enkelte private foreninger for børneforsorg, som ønskede at plyndre andre produktive aktiviteter i samfundet, altså andre private virksomheder, med skattevæsenets magt. De ønskede at modtage en større andel af samfundets indkomster, end de var berettiget til. De gik til Staten for at søge denne større uretmæssige indkomst. Deres agitation kom på bekostning af andre private virksomheder og arbejdere, der blev plyndret af skattevæsenet for at finansiere børneforsorgens overnormale indkomstniveau.

Det er ikke muligt at lave samarbejde mellem det private og det offentlige, de er hinandens modsætninger. Det private virker i markedet på frivillige vilkår, mens Staten og det offentlige fungerer ved brug af tvang. Det er som olie og vand – det kan ikke blandes sammen. Enten er en transaktion frivillig, eller også er den tvungen. Det er kun muligt for nogle private at søge den uretmæssige ekstra indkomst ved at ofre andre privates indkomst på skattebålet. Samarbejdet fungerer dermed kun mellem Staten og den private, der modtager privilegier af Staten. Men som helhed kan det private ikke samarbejde med Staten. Staten kan i den sammenhæng kun omfordele indkomst fra en privat til en anden.

Det var staten, der havde magten i hele forløbet, og Foreningen fungerede bare som statens forlængede arm til at udføre statens pålagte opgave. Der er kun tale om en ganske kort periode, hvor Foreningen modtager skattepenge uden at ligge under for krav fra det offentlige – men dette hviler på det faktum, at det var Foreningens lobbyarbejde, der fastlagde strukturen i børneforsorgen i en rum periode. Andre foreningers aktiviteter led skade som følge af monopoliseringen af strukturen i børneforsorgen. Nogle af “konkurrenterne” til Foreningen valgte at sælge deres institution, da Foreningen kaprede lovgivningen. Ganske enkelt fordi deres virksomhed blev frataget den offentlige støtte, som den hidtil havde været afhængig af.

Monopoltilstanden ødelagde, naturligvis, konkurrencen i markedet. Oprindeligt da børnene skulle afleveres frivilligt til Foreningen, måtte de levere gode resultater, men det var ikke nødvendigt efter deres lobbyarbejde havde smadret konkurrencesituationen på markedet. Hvad skulle forældrene sammenligne med? Hvis alle institutioner der håndterer børneforsorg køres efter det samme princip, hvordan udvælger man så hvilken, der er mest fordelagtig for sit barn? Der er ingenting at gøre! Alle institutioner er de samme! Ingen konkurrence, ingen udvikling, ingen iværksætteri og afprøvning af nye metoder til genopretning af børnenes livsbane. Det er fuldstændigt horribelt som resultaterne af det offentlige “samarbejde” har været – først har Foreningen kapret den offentlige lov om børneforsorg, og sikret sig at være i førersædet på markedet, dernæst har de offentlige bureaukrater påbegyndt deres sædvanlige magtsøgende tendenser og har smadret hele børneforsorgens udvikling med ensretning og krav uden forbindelse til markedsvilkårene.

Stigende skatter skaber flere ofre

I perioden ændrede statsmagten sit syn på familien, siges det. Pga. velfærdsstatens glubende appetit på flere og flere penge sendte politikerne skatterne i vejret, og lagde tilmed afgifter på det helt basale forbrug som tøj og fødevarer. Indkomstskatten eksisterede ikke i starten af perioden, her var kun skatter på nogle få forbrugsgoder og jord. Takket være bøndernes vræleri over jordskatterne under en landbrugskrise og deres politiske engagement, blev skattebyrden løftet fra dem og lagt over på andre, da indkomstskatten blev indført af Venstre, da de kom til magten som afløser for Højre-regeringerne.

Disse skatter medførte en situation, hvor politisk aktive synes, at det begyndte at “blive synd” for nogle familier. Men i stedet for at fjerne afgifter og skatter, lagde man bare mere over på skatteyderne, og et tilskud var løsningen! De første “børnetilskud” kom i form af fradrag i indkomsten, men fordi socialisterne synes, at det var socialt skævt fx for familier med lav indkomst og mange børn, ønskede man et kontant børnetilskud, for at rette op på de høje skatter på forbrug, som særligt ramte børnefamilier. En intervention i det frie marked fører til den næste. Men det stoppede ikke her. Hvem er mest sandsynlig at have børn, der kunne få hjælp af at vokse op væk fra hjemmet? Relativt rige forældre eller relativt fattige forældre?

Forældrene der blev “hjulpet” af børnetilskuddet, har måske været ganske tøvende med at aflevere deres børn frivilligt, fordi de udgjorde en relativt stor indtægt for familier med lave indkomster, men her har statens bureaukrater fundet løsningen: Tvangsfjernelsen af børnene! Hvis forældrene tjener penge på børnene, så de ikke længere vil aflevere børnene frivilligt til pasning, jamen så sender vi da bare politiet, der med sine knipler og pistoler kan underkue forældrene, og tvinge børnene ud af familiens skød. Den situation er den allerværste, man kan forestille sig!

Bureaukraterne sejrer, selvom de er inhabile og inkompetente

Magten er ganske enkelt blevet tilranet af en flok inkompetente offentligt ansatte, der ikke har gidet lytte til markedssignalerne, fordi de har haft fat i tøjlerne til politistatens magtapparat. De har villet udvide deres aktivitetsniveau, ligesom alle mulige andre ønsker mere og mere, men deres middel til at opnå deres mål har været magt. De har fungeret som de “offentlige eksperter” og har fundet på utallige påskud for at øge deres aktiviteter. Deres argumentation svæver frit i luften, uanset om de har været velmenende eller ej, for det økonomiske spørgsmål kan de ikke besvare. Det er kun det frie marked, der kan besvare de økonomiske spørgsmål som fx “Hvor mange børn er det optimale antal at håndtere i socialforsorgen?” eller “Hvilke metoder er optimale at bruge for at passe børnene i forsorgen?” eller “Hvor mange penge er optimale at bruge på socialforsorg til børn?” eller “Hvor mange senge per værelse er optimalt at have i børneforsorgen?” eller “Er det optimalt at passe børnene på institution eller i private hjem?”.

Løsningen findes i markedets frivillige forhold: Markedets priser og de frivillige donorer og forældre skaber et gensidigt fordelagtigt samarbejde. Markedet tilbyder den enkelte forælder/familie at foretage et valg, som er det bedste for barnet og familien, og donorerne belønner gode velfærdsforeninger, der er frie til at udvikle sig på en økonomisk forsvarlig måde. I stærk kontrast hertil er det offentliges metoder: De dikterer den eneste tilladelige struktur for børneforsorg, som ved lovgivning trækkes ned over hovedet på alle, og dirigerer politiets knipler og pistoler til at sikre, at det kun er denne struktur, der følges. Det offentlige stjæler både pengene og børnene, og udvider hensynsløst sine aktiviteter, blot det bekommer de offentlige papirnussere. Finansieringen til deres aktiviteter er ganske let at skaffe, for selvom vælgerne kan være skatteydere og har stemmeret, så har de ingen viden om, hvordan det går på institutionerne eller om pengene bruges fornuftigt. Da forældre af tvangsfjernede børn udgør en udskammet minoritet, er det ikke muligt for dem at gøre oprør. Deres råb om hjælp bliver på den ene side steriliseret af vælgernes naive fantasier om, at de offentlige bureaukrater er velmenende, og at der sikkert er noget om snakken, hvis børnene er fjernet fra hjemmet, og på den anden side af offentlig propaganda om velfærdsstatens fortræffelighed. Dette er ingen løsning, det er ren og skær gift for samfundet!

Det er grufuldt for en liberalist at tænke på, hvor forfærdelig situationen er i dag, i sammenligning med dengang det var private, der drev børneforsorgen for private midler, og skulle overbevise forældrene om, at en frivillig placering af barnet i børneforsorgens varetægt var gunstig. Dengang kunne forældrene sige nej tak, og dengang kunne skatteyderne beholde flere af deres egne penge. Men dengang havde magthaverne mindre magt. Den situation ville de, naturligvis, ikke længe finde sig i. Med propaganda kunne de offentlige myndigheder lobby for at forøge deres eget aktivitetsniveau, og henvise til alle mulige bagateller eller irrelevante fakta. Enhver fejl der blev begået, medførte straks en offentlig regel, der fordyrede processen. Uden hensyn til prisen på reglen kan det offentlige hæve kravene ved at henvise til “det er en risiko at …”. Deres arbejde gik ud over forældrene som skatteydere og familier, og det gik ud over børnene, der blot blev skakbrikker i bureaukraternes evige søgen efter magt og penge.

Velfærdsstaten er ikke nogen medspiller, den er en parasit, en diktator og den er tilmed uduelig til det, den foretager sig.

Hvis du vil have flere detaljer om historien, kan du blot fortsætte læsningen her.