Author Archive: Uffe

Cape Towns vandproblemer – samt en potent løsning

I Sydafrikas hovedstad, Cape Town, har de gennem de seneste år haft sværere og sværere ved at skaffe indbyggerne vand. I Jyllands-Postens artikel om emnet kan man læse at byens drikkevandsreservoir nu kun rækker til et par måneders forsyninger, afhængig af hvor meget byens indbyggere forbruger. I Cape Town, modsat os i Danmark, benytter de sig af flere overfladevandsreservoirs til at opfange regnvand som de renser og pumper ud til byens beboere. Byens drikkevand kommer derfor af regnvandet der falder i opsamlingsområderne der fører vandet til de store reservoirs.

Reservoiret er, ifølge artiklen, for indeværende på ca. 20pct kapacitet, og pga. tekniske problemer kan reservoiret kun tømmes indtil 10pct af vandet er tilbage, Cape Town har derfor kun reelt omtrent 10pct kapacitet tilbage. I artiklen nævnes det igen og igen at klimaforandringer har ført til at nedbørsmængden er faldet fra omtrent 1000mm om året i 1970’erne, og det er, ifølge artiklen sjældent at mængden når op på 750mm årligt.

Det er naturligvis en snild teknisk indretning at opsamle regnvand i store reservoirs til at tappe i løbet af året, da forbruget af drikkevand formentlig ikke stemmer præcis overens med hvor stor mængde vand der falder indenfor en kortere periode. Det er derfor en vigtig teknisk beslutning at dimensionere anlægget således man ikke løber tør for vand i løbet af året. Til dimensioneringen af sådan et anlæg skal man naturligvis kende både den mængde vand man påregner at indsamle samt den mængde man påregner at forbruge.

Reservoiret kan således udglatte store regnmængder på kort tid, ved at samle det op, og senere sende det til forbrugerne når de ønsker at forbruge af vandet. Smart.

Hvorfor problemet?

I Cape Town har de dog ikke formået at dimensionere deres anlæg korrekt til at forsyne deres indbyggere. Forhåbentlig når de ikke at tømme reservoiret totalt, men allerede nu er de underlagt en streng daglig kvote på 100 liter per person og føler knapheden melde sig. Cape Town har heller ej tidligere været så tæt på at have forbrugt hele deres reservoir. Ifølge Jyllands-Postens artikel er dette klimaforandringernes skyld. Men det er fuldstændigt forkert, klimaforandringerne er kun en lille del af forklaringen, og disse kunne have været taget højde for med rettidig omhu og en liberal tilgang til forbrug og produktion af vandresursen.

I indeværende situation i Cape Town, med klimaforandringerne pågående siden 1970’erne, må det være klart for enhver at det er nødvendigt med ændringer i vandforsyningen for at imødekomme at der falder mindre vand per kvadratmeter, men også for at imødekomme flere indbyggere. I 1970 havde Cape Town godt 1,1mio indbyggere, mens byen i 2014 havde 3,7 mio indbyggere. Byen har med andre ord tredoblet sit indbyggerantal siden 1970’erne og har samtidigt set en reduktion i nedbør per kvadratmeter på knap 25pct. Sådan en situation er ikke opstået pludseligt, det er en udvikling der er stået på i godt 45 år.

Man kan derfor spørge sig selv, hvis udviklingen er gået så langsomt, hvorfor står de nu i Cape Town med det meget ubehagelige problem at deres drikkevandsreservoirs er meget tæt på at være udtømt?

Hvis man ser på tal for 2016, kan man se at de forbruget i maj måned for 2016 (Cape Town suburbs summary May 2016.xls) er opgivet til ca. 6.629.447m³ mens det årlige tab er opgivet til 1.325.892m³, eller ca 20%. Til sammenligning tabes der knap 8% i 2015 i de danske vandværker, som også bryster sig af at være blandt verdens bedste til at minimere vandtab. Cape Town har altså et rimelig stort vandtab i sammenligning med de danske vandværker.

I Cape Town er der dog udover den forældede og utætte infrastruktur problemer med at rationere vandet. I nuværende stund er vandforsyningen ejet offentligt, og metoden som myndighederne har brugt kan man læse nærmere om her.

Level 4 water restrictions include the following:

  • No hosing down of paved surfaces with municipal drinking water.
  • No irrigation/watering with municipal drinking water allowed.
  • No washing of vehicles and boats with municipal water. (Commercial car washes may apply for exemption.)
  • Private swimming pools may not be topped up or filled with municipal drinking water.
  • Use of portable play pools prohibited.
  • Water features may not use municipal drinking water.

Disse restriktioner på den personlige frihed til selv at allokere det vand man køber til det behov man føler er størst er unødvendige, og klimaforklaringen kan heller ikke bruges som bortforklaring på vandproblemerne i Cape Town. Problemet er i sidste ende ikke et teknisk, men et økonomisk af slagsen.

Offentlig drift fører til bureaukratisk rationering og formindsket forbrugervelfærd

Der er tydeligvis flere ting der kan rettes på den tekniske front, for at sørge for at mere vand når ud til forbrugerne ved at lappe rørsystemet, og samtidigt at re-dimensionere de store opsamlingsanlæg for at modvirke faldet i nedbør. I stedet for at se klimaforandringen som en uundgåelig vandbegrænsning, så kan man udvide opsamlingsområderne og samle mere vand op ved at lægge flere kvadratmeter ud til vandopsamling.

Selvom de tekniske løsninger kan udføres, så er det i sidste ende også nødvendigt at analysere på den økonomiske situation.

Households in informal settlements receive free water and sanitation and every household in Cape Town with a direct water and sanitation connection gets their first 6 000 litres (6 kl) of water and 4 200 litres (4.2 kl) of sewerage per month free of charge.

Hvis man læser nærmere på hjemmesiden for byens vandforsyning er det slående at der ved niveau 1, 2 og 3 af rationering af vandet er gratis vand til alle husholdninger (det er formentlig per vandmåler) der bruger under 6m³ per måned. Det svarer til 72m³ “gratis vand” per år per husholdning. I vores husholdning bruger vi ca 100m³ vand årligt, og boede vi i Cape Town kunne vi få over 2/3 af forbruget uden betaling. Det gratis vandforbrug falder dog bort når niveau 4 restriktionerne træder i kraft, ved et kritisk lavt reservoirniveau.

Tarifferne på hjemmesiden bærer også stærkt præg af socialdemokratiske tanker, hvor betalingen per liter vand er progressiv. Dette er ikke medvirkende til at rationere vandet på en økonomisk facon, men er i stedet et vandforbrugssubsidie der fører til øget spild og reduceret indtægt til at investere i vedligehold af gamle samt at opbygge nye anlæg.

Den bureaukratiske rationering af vandforsyningen er ikke medvirkende til at skabe den ønskede situation som er det politiske slogan for vandforsyningen til Cape Town:

We believe in providing water and sanitation services to all residents in a sustainable, safe, reliable, environmentally friendly and affordable way.

Private investorer holder sig væk

Hvis vi ser på markedets muligheder for at investere og producere mere regnvand til at hjælpe forbrugerne med at få det vand de ønsker, så er det klart at en privat virksomhed ikke ser nogen idé i at tilbyde sig på vandmarkedet, da de progressive tariffer ødelægger den private virksomheds chancer for at drive en profitabel og effektiv forretning. Ingen privatejet virksomhed kan i længden producere til en omkostning meget tæt ved nul, og der er derfor ikke attraktivt at gå ind og investere i at producere mere drikkevand, fordi den offentlige politik er at subsidiere vandforbruget ved at forære meget af vandet væk. Ingen privat virksomhed kan konkurrere med staten og dens beskatningsmagt.

Til alles “store overraskelse” opnår myndighederne altså det modsatte af deres intention med deres vandpolitik. Ønsket var at alle havde rigeligt med vand, men situationen er blevet så kritisk på grund af mangel af investering i vandproduktionsfaciliteter og reparation af vandrørene at vandforsyningen er for lille til at dække behovet, og den meget restriktive rationeringsplan bliver dermed indført for at forsøge at lappe på det typiske resultat af brug af det socialistiske system: Knaphed på selv de mest basale forbrugsgoder.

Markedet allokerer resurserne og lader forbrugerne rationere på deres egen måde

I stedet for at fastholde den kunstige situation, hvor det offentlige subsidie til vandforbrug forhindrer effektiv privat iværksætteri i at producere mere vand, så bør myndighederne så hurtigt som muligt kaste deres dårlige politik ud, og tage markedskræfterne til sig. For at sikre en bæredygtig forsyning af vand til forbrugerne, skal myndighederne privatisere deres reservoirs (evt. ved at danne et eller flere aktieselskaber og give borgerne i byen en lige del aktier) og lade markedet fungere. En af de gode egenskaber ved at bruge markedskræfterne til at allokere den knappe vandresurse er at det er op til enhver person at vælge selv hvor meget vand der skal bruges på dit og dat. Frem for at forære vandet væk, og bagefter opsætte kunstige begrænsninger baseret på bureaukraternes egne forudindfattede meninger om andres tilfredshed ved deres vandforbrug, så kan markedspriserne sørge for at prisen på vandet bliver præcis så høj at forbrugerne rationerer vandet ved at bruge det til at dække deres mest værdifulde behov, og at der altid er vand til forbrugere der er villige til at betale markedsprisen.

Markedet balancerer forbrug og efterspørgsel over tid via flere kanaler.

  1. Profitten til den private virksomhed gør det muligt at investere yderligere i produktionsfaciliteter
  2. Den højere pris på vandet får forbrugeren til at vælge sin egen personlige rationeringsstrategi, og sørger for at allokere vandet til de behov der føltes som de mest værdifulde
  3. Konkurrencen mellem private investorer er sikret via den naturlige regn, her er ingen monopolmulighed, alle kan opsamle vand og sælge det

Markedet vil i nuet hæve prisen på vandet, så forbrugerne selv vælger at rationere vandet, og den højere pris på vand vil skabe større indtægt for det private vandselskab der giver mulighed for større investeringer i produktionsfaciliteterne, således forbrugernes behov fremover bliver stillet bedre end før. De nye indtægter giver også vandselskabet mulighed til at vurdere om det bedre kan betale sig at lappe det utætte rørsystem eller om det er mest profitabelt at opsamle mere vand.

En af de bedste ting ved de frie markedskræfter er også at forbruget af vand bliver balanceret med alle andre forbrugsgoder – og samtidigt at skatteyderen bliver taget af krogen, således de ikke skal indlægges til at betale udgifterne til den ineffektive offentligt drevne vandforsyning. Det giver skatteyderne et velfærdsboost fordi de nu har større frihed til at allokere deres egne penge, de får i første omgang lov at beholde flere penge til eget forbrug, og dernæst bliver deres forbrug i større grad rettet til de goder i markedet som de ønsker at betale for.

Denne potente løsning virker i alle andre sektorer af økonomien, hvor et stort forbrug bliver ønsket velkommen af producenterne, der i forsøget på at tilfredsstille forbrugernes behov og via konkurrencen på markedet medfører en øget produktion. I stedet bliver de stakkels borgere i Cape Town først flået i skat for at subsidiere et ødselt forbrug af en knap resurse, og når bystyrets politik medfører akutte forsyningsproblemer, så kommanderes hver enkelt borger til at følge et centralt dikteret forbrugsmønster, der på ingen måde hænger sammen med forbrugernes personlige ønsker for forbrug af vandmængde eller for at allokere vandforbruget til netop de behov som forbrugeren føler er det vigtigste for dem.

Hvis jeg ikke tager meget fejl i min prognose for fremtiden, så vil ingen af de nævnte løsninger vil blive indført, og Cape Towns situation kan vi følge med i som årene går, og læse om større og større knaphed pga. mangel på rettidig investering i produktionsanlægget samtidig med at de socialdemokratiske subsidier medfører et overforbrug. Resultatet bliver uundgåeligt at det politiske rationeringsvanvid stiger til nye højder.

Naturligvis vil klimaforandringerne få skylden for hele det socialistiske vanvid, det siger sig selv. Deres økonomiske system er jo genialt, og hvilken journalist kunne finde på at kritisere socialismen og samtidigt nedspille klimaforandringernes rolle?

Kritik af “Velfærd i det 21. århundrede”, del 1, 2. omgang

Jeg lovede, i forbindelse med linket på 180grader.dk, at jeg ville skrive noget positivt om Martin Ågerups nye bog.

Ret skal være ret, og da mit sidste indlæg var kritisk overfor Martin Ågerups nye bog, skal dette indlæg, for rimelighedens skyld, være dedikeret de gode elementer i første del af bogen. Jeg er nået lidt videre (tiden med familien og andre sysler som fx arbejde og hvile forsinker processen), og kan i dette indlæg berette om nogle positive oplevelser ved gennemlæsning af Martin Ågerups bog.

I mikrofundamentet i Martin Ågerups økonomiforståelse finder man dejlige passager, som jeg kan tilslutte mig. Det gælder bl.a. følgende:

S 42.:

“Økonomisk vækst er ikke en forudsætning for at en markedsøkonomi kan fungere. Markedsøkonomier har vist sig fremragende til at frembringe investeringer, innovation og dermed stigende produktivitet. Men der er intet i markedsøkonomier, som fremtvinger denne udvikling. Intet forhindrer for eksempel, at borgerne i en markedsøkonomi vælger at omsætte produktivitetsstigninger til stadig mere fritid i stedet for økonomisk vækst.”

og på side 43:

“Når vi ikke har omsat mere til fritid, men i stedet har ladet hovedparten af produktivitetsfremgangen igennem mere end hundrede år bidrage til øget velstand, skyldes det altså, at almindelige mennesker har villet det sådan. De har som frie individer truffet en række valg, som har ført til økonomisk vækst.

Det er ikke markedet der frembringer vækst. Det er mennesker. Markedsøkonomien giver dem friheden til at forfølge deres drømme og ambitioner.”

Hvis man har sat sig lidt ind i markedsøkonomi, så finder man at Martin Ågerups udsagn må være overvejende sande. Det eneste jeg ville fluekneppe var udsagnet om at mennesket i Danmark gennem det sidste århundrede har været noget i nærheden af fri, i den liberalistiske forståelse af økonomisk frihed (beskyttelse af ejendomsret, kontraktret, og alle de andre “negative rettigheder”), til selv at vælge hvordan de ville træffe deres valg og udføre deres planer. Væksten gennem “mere end hundrede år” er næppe fremkommet i den liberale utopi af det frie samfund – der har til alle tider været en restriktiv statsmagt der har forpurret almindelige menneskers fredelige planer, mens den har foræret rovet til sig selv og sine nærmeste allierede.

På den anden side er det tvivlsomt om statens voldelige indgreb i det danske samfund har ført til mere vækst end ellers ville have været tilfældet, og på denne facon er det muligt at sige at i det omfang den almindelige dansker allernådigst har fået lov til at hjælpe sine medmennesker via de økonomiske metoder i markedsøkonomien, så har deres valg ført til den vækst i produktivitet og menneskelig velbefindende som økonomisk historiske studier kan vise.

Ågerup fortsætter den gode stil på side 47:

“I det liberale demokrati har mennesker haft friheden til at forfølge deres drømme. Det har ført til vækst – ikke kun for velstandens egen skyld, men også fordi vi trives med at udrette ting, nå ambitiøse mål, præge et lille hjørne af samfundet.

Det er denne stræben – mere end noget andet – som danskerne igen skal have adgang til, fordi det giver mening i tilværelsen og en følelse af dyb tilfredshed at udrette bemærkelsesværdige ting. Samtidig er det menneskers  stræben, som i sidste instans er nøglen til at løse vores fælles problemer.”

Jeg henleder igen læserens opmærksomhed på det faktum, at i frivillig udveksling af økonomiske goder i markedsøkonomien, drager begge parter nytte af at kunne udveksle med hinanden. Enhver stræben på at vinde økonomiske fordele, for sig selv, kan kun foregå ved at indgå som en middel til at hjælpe andre mennesker til at opnå deres mål. Selv den mest egoistiske og følelseskolde kapitalist vil igennem sine egoistiske handlinger udrette store sociale bedrifter fordi beskyttelsen af ejendomsretten sørger for at ingen indlader sig på uøkonomiske samarbejder. Intet menneske vil i udgangspunktet skade sit egen tilfredsstillelse. Det er naturligvis muligt at begå fejl i sine valg, men i menneskets rationelle forståelse af sin egen tilfredshed, og sin forståelse af de naturlige sammenhænge, vil mennesket søge at optimere sin egen tilfredshed ved at samarbejde med andre.

Ethvert menneskeligt valg drejer sig om at bruge den viden som mennesket besidder i nuet til at danne en forventning om fremtidens resultat af valget. Baseret på sin rationelle tilgang til årsag og virkningssammenhænge vælger mennesket en ting frem for en anden. Det er denne økonomisering der gennemsyrer menneskets valg og fører til de store bevægelser man kan betragte i markedsøkonomien, og som danner grundlaget for civilisationens eksistens. Kunne mennesket ikke drage fordel af at indgå i samarbejde med hinanden via frivillige aftaler, så var der ikke et grundlag længere for et marked eller civilisationen selv. Enhver der betvivler dette umiddelbart bombastiske udsagn kan studere begivenhederne i Nordkorea eller Venezuela i disse år.

På side 66 overgår Martin Ågerup mine vildeste forventninger, og bruger Murray N. Rothbards bog, Man, Economy, And State som reference for en teoretisk underbyggelse af at økonomisk frihed er positivt korreleret med økonomisk vækst. Træerne vokser ikke ind i himmelen. Martin Ågerup citerer ikke en bestemt side i Rothbards mesterværk, men her vil jeg hjertens gerne stille mig til rådighed og citere Rothbards konklusion, s 1024:

Directly, voluntary action – free exchange – lead to the mutual benefit of both parties to the exchange. Indirectly, as our investigations have shown, the network of these free exchanges on socielty – known as the “free market” – creates a delicate and even awe-inspiring mechanicsm of harmony, adjustment, and precision in allocating productive resources, deciding upon prices, and gently but swiftly guiding the economic system toward the greatest possible satisfaction of the desires of all the consumers. In short, not only does the free market directly benefit all parties and leave them free and uncoerced; it also creates a mighty and efficient instrument of social order.

Fed skrift indsat af undertegnede.

Martin Ågerup fortsætter, til min store glæde:

“Beskyttelsen af ejendomsretten medfører, at borgerne kan regne med at kunne beholde frugten af deres arbejde. Hvis ejendomsretten er uklar eller usikker, vil borgerne være mindre tilbøjelige til at investere kapital og arbejdskraft og i det hele taget gøre sig mindre umage med at skabe nye værdier, hvilket vil være til skade for vækst og velstand.”

Ovenstående citat er et fint springbræt for mig, så jeg kan tage en af mine utallige kæpheste af stald.

Ejendomsretten, som beskrevet af Martin Ågerup, bliver i dagens Danmark ikke fuldstændigt beskyttet. Den bliver ej heller tilsidesat totalt. Ejendomsretten er i Danmark perverteret af statens stærke greb i samfundet, hvor staten konfiskerer store dele af borgernes indkomst, detailregulerer fredelige menneskers samarbejde og monopoliserer hele sektorer i økonomien. Det er grotesk at der i grundloven står at ejendomsretten er ukrænkelig mens skattetrykket er så højt.

I grundloven står således:

§ 73
Stk. 1.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Det selvmodsigende og diffuse begreb “almenvellet” er det juridiske brækjern som staten har benyttet sig af til at invadere borgernes ejendomsret i sit intellektuelt korrupte korstog for at skabe det som ganske Orwell’sk kaldes “lighed og retfærdighed”.

Lighed skal forstås som en progressiv beskatning – en reduktion af ejendomsretten proportionalt med værdiskabelsen.

Retfærdighed skal forstås som en ekspropriation af velstand. Velstand som er skabt via frivillige markedstransaktioner hvor begge parter drog gavn af samarbejdet.

“Almenvellet” er et diffust begreb, som kan bruges som påskud for at nedbryde ejendomsretten, for at omfordele indkomst eller for at forhindre konkurrence og effektiv udnyttelse af de tilgængelige økonomiske resurser. Det påstås gang på gang at det er for almenvellets skyld at topskatten er indført. Det er ikke videnskabeligt muligt at løfte bevisbyrden for at nogen skat er god for almenvellet. Det kan man kun påstå ved at fastlægge arbitrære værdier til de økonomiske goder. Er det godt for almenvellet at det offentlige driver sygehusene? Er det godt for almenvellet at der ingen konkurrence er på domstole? Er det godt for almenvellet at dommere og politi er på statens lønningsliste når de skal tage stilling til om hjemmets fred må krænkes?

Kun hvis man som almindeligt menneske tillægger disse goder en subjektivt opfattet værdi, som tilsidesætter andres værdiopfattelser, kan man konkludere at ja, ja og ja staten skal drive sygehuse, domstole og politi. Men økonomisk forståelse bygger på at godernes værdi opfattes subjektivt, at fremtiden er usikker og at goderne er knappe. Derfor er det nødvendigt, for at opnå den største økonomiske velstand, at goderne kan vurderes frit af alle (frihandel) og ejes af hvem der vil eje dem (ejendomsretten). Det frie marked fører netop til den situation, som beskrevet af Rothbard, hvor forbrugernes tilfredsstillelse når sit højdepunkt. Enhver statslig intervention i det frie marked skaber tab af værdi for den enkelte (medmindre man modtager ydelser eller tjenester af staten der opvejer det negative), og for samfundet totalt set.

Ejendomsretten burde derfor være absolut ukrænkelig, både baseret på moralske men også på nyttebaserede overvejelser. Det er den logiske konklusion af kendskabet til menneskets mangfoldighed. Det er derfor i almenvellets interesse at lade ejendomsretten være i fred, og lade hvert menneske forfølge sine ønsker i samarbejdet i markedsøkonomien.

Kritik af Martin Ågerups “Velfærd i det 21. århundrede” – første del

I Martin Ågerups nye bog “Velfærd i det 21. århundrede” gennemgår forfatteren i første del af bogen hvordan velstand skabes, og diskuterer Danmarks vækstkrise i en historisk kontekst. Under min læsning af afsnittet blev jeg dog overrasket over fremstillingen af vækst og forudsætningerne for vækst som forklaret af forfatteren. Min intention med dette indlæg er at vise en anden måde at se på vækstforudsætningerne og en anden måde at beskrive økonomiens dynamik. Jeg vil forsøge at belyse det som jeg forstår som den fundamentale betingelse for vækst i markedsøkonomien. Først vil jeg dog citere Martin Ågerup for at fremstille hans forståelse af driveren for vækst:

Martin Ågerup skriver, s. 28:

“Der er en grænse for, hvor velstående et samfund kan blive på et givent tidspunkt i historien. Denne grænse afgøres af mange ting, hvoraf teknologi, viden og graden af frihandel imellem landene er blandt de vigtigste. Det er min påstand, at hvor langt et land eller en nation ligger under denne velstandsgrænse i de fleste situationer næsten udelukkende afgøres af nationen selv…”

I citatet beskriver Martin Ågerup at det mest af alt er en teknologisk grænse der afgør hvor stor væksten i samfundet er. Ordet teknologi nævnes som det første i rækken af elementer.

Siden efter beskriver forfatteren også hvorledes denne teknologiske grænse flytter sig, og tillader større vækst end tidligere. Først på side 54 nævnes kapitalinvestering som en mulig vækstdriver, men kort efter henvises til en nobelprisvinder i økonomi der siger at det er teknologisk fremskridt i bredeste forstand (inkl. innovativ ledelse, drift og forretningsmodeller) der driver økonomisk vækst. Det særlige fokus på teknologisk udvikling som driver for samfundets vækst, vil jeg gerne diskutere i dette blogindlæg.

Jeg er blot ingeniør, og inden jeg kritiserer en uddannet økonom som Martin Ågerup, vil det være på sin plads at citere en anden økonom, for at starte diskussionen om vækst på et solidt grundlag. Det er ikke mig der har bygget teorierne, selvom jeg er overbevist om at de er korrekte, jeg forsøger blot at forklare dem (det håber jeg læserne er bekendt med):

Ludwig von Mises, Human Action p. 295:

“The vehicle of economic progress is the accumulation of additional capital goods by means of saving and improvement in technological methods of production the execution of which is almost always conditioned by the availability of such new capital. The agents of progress are the promoting entrepreneurs intent upon profiting by means of adjusting the conduct of affairs to the best possible satisfaction of the consumers.”

Der er med Ludwig von Mises ord kun een måde at opnå vækst på, det er en konstant udbygning af mængden af investeret kapital. Det er kun muligt igennem en øget investering i kapitalgoder at markedet bliver i stand til at producere en øget mængde af forbrugsgoder. Det er klart at teknologisk effektiv investering er at foretrække frem for ineffektiv gammeldags investering, men den vigtige pointe er at det afgørende element er kapital. Teknologien kan være nok så avanceret, men uden kapital er den i sig selv ubrugelig.

Hvorfor er Zimbabwe så tilbagestående når de har adgang til den samme teknologi som alle de vestlige industrialiserede lande? Svaret er ganske enkelt: Zimbabwe mangler den fornødne kapital til at effektuere og opbygge de produktionsgoder der med den tilgængelige teknologi kan konstrueres.

Murray Rothbard, Man, Economy, and State, s 542:

“The relative unimportance of technology in production as compared to the supply of saved capital becomes evident, as Mises points out, simply by looking at the “backward” or “underdeveloped” countries. What is lacking in these countries in not knowledge of Western technological methods; that is learned easily enough. The service of imparting knowledge, in person or in the book form, can be paid for readily. What is lacking is the supply of saved capital needed to put the advanced methods into effect. The African peasant will gain little from looking at pictures of American tractors; what he lacks is the saved capital needed to purchase them. That is the important limit on his investment and on his production.”

Som Rothbard skriver, så er teknologi bare en opskrift (method) på hvordan man kan gøre noget, det er ikke i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for rent faktisk at føre opskriften ud i livet. Selv den bedste kogebog hjælper ikke bagekonen der ikke har råd til en ovn. Uden ovnen kan den bedste opskrift ikke bruges til noget som helst. Det glemmer Ågerup desværre i sin diskussion af vækstpotentiale der i for høj grad er hægtet op på teknologi, det han kalder den teknologiske grænse for vækst. I Ågerups forståelse findes kapital bare, og det findes i de mængder som teknologien tiltrækker.

Polen bruges som eksempel i bogen. Efter Sovjetunionens fald i 1989 nævner Ågerup reduktion af korruption og åbning af landet for udenlandske investeringer der kunne flyde til Polen, som driveren for at skabe vækst. Ifølge Ågerup får Polen en vækstforøgelse pga. et teknologisk catch-up med den vestlige verden. I den forstand er større vækstrater mulig fordi den gamle teknologi der var anvendt i det polske produktionsapparat kunne erstattes med et nyt vestligt og avanceret produktionsapparat der hurtigt var i stand til at øge væksten i Polen. Ågerups forklaring hopper desværre for let henover det afgørende punkt: investeringen, den udenlandske kapital. Da Polen åbnes for udenlandsk investering var mængden af investeret kapital per arbejder i forhold til de vestlige økonomier meget lille, og profitpotentialet for investering var større end i de andre økonomier. Kapital der blev investeret i Polen gav et væsentligt bedre afkast fordi forholdet mellem kapital og arbejdskraft gjorde at der var større profit at hente ved at investere i Polen frem for andre steder (lønningerne var lave, og ved at øge produktiviteten af den polske arbejder med nye maskiner og nyt værktøj kunne kapitalisterne betale polakkerne en lavere løn selvom de med investeringen nærmede sig samme produktivitet som en vestlig relativt højt betalt arbejder – dette forhold vil naturligvis på sigt blive udjævnet ved at de polske lønninger bliver budt op af konkurrerende udenlandske kapitalister der kæmper for at ansætte den polske arbejder, da denne er særlig gunstig i forhold til hans vestlige kollega pga. en lavere lønomkostning).

I stedet for at se at det er markedskræfternes kapitaludjævning der førte til Polens store velstandsfremgang så tror Ågerup at det var pga. vestlig avanceret teknologi at Polen oplevede højere vækstrater end de vestlige lande. Dette er forkert, jævnfør Mises og Rothbard. Det er sandt at produktionsmidlerne der blev investeret i Polen af vestlige profitsøgende kapitalister brugte nyere teknologi, men den vigtige økonomiske faktor for opbygningen af Polen var at tilføre flere kapitalgoder til landet.

Det er langt bedre for forståelsen af vækst at se på kapitalinvesteringen frem for på teknologien. Produktionsmidlerne i Polen var så at sige “frosset i tid” pga. manglende investering i nyere værktøj, maskiner og bygninger til at producere forbrugergoderne under det socialistiske styre der umuliggjorde udenlandsk investering og reducerede indenlandsk opsparing betragteligt. Den drivende faktor for velstandsudviklingen var kapitalinvesteringerne, men overfladisk set kunne man observere at de forældede fabrikker blev erstattet af ny teknologi med vestlig kapital. I stedet for at fæstne blikket på kombinationen af kapitalinvestering og teknologi så har Ågerup udset teknologi som den faktor der afgør hvor meget vækst det er muligt at opnå.

Det er vigtigt at understrege at tilførsel af mere kapital er altafgørende for vækstmulighederne. Teknologi er opskriften på hvordan kapitalen kan udformes og implementeres i produktionen, men uden kapital er teknologi ubrugeligt. Det er også vigtigt at understrege at teknologi i sig selv ikke er nogen eksogen faktor i markedsøkonomien. Teknologiudviklingen hviler også på kapitalopbygningen. Uden investeringer i forskning og udvikling så flytter teknologien sig ingen steder. Denne forståelse for kapitalopbygningens altafgørende betydning kan ikke understreges ofte nok. Selv i en tilstand hvor verden har opnået en fuldstændig og total stagnation af teknologiudvikling, så vil en yderligere øgning af den investerede kapital føre til vækst. Det er med andre ord ikke nok at ny teknologi ser dagens lys, det skal også være en teknologi der er praktisk anvendelig, altså i markedsøkonomiske øjne skal den være profitabel at anvende. Når ny teknologi ser dagens lys, så er det langt fra alle potentielle områder der øjeblikkeligt tager teknologien i anvendelse. Der er en meget lang proces fra den første opdagelse af en ny teknologi og til det tidspunkt i historien hvor denne teknologis virkning på produktionsapparatet har udlevet sit totale bidrag. Først investeres den nye teknologi i de produktionsprocesser der yder den højeste profit, dernæst tages den næste proces til overvejelse – og så fremdeles. Ved hvert skridt af ny anvendelse af teknologien skal det gamle produktionsmateriel erstattes af nyt, og det afgørende element for at kunne erstatte sit produktionsapparat er kapital til investeringen. Men kan det betale sig at investere? Er prisen på kapital for høj (for lidt kapital til rådighed) så kan det ikke betale sig at implementere den nye teknologi, selvom den er mere produktiv end den bestående.

Hvis Polen havde haft tilstrækkeligt med kapital til rådighed, så ville de også have investeret løbende i deres egen produktion og havde ikke været teknologisk bagud. Årsagen til Polens tilsyneladende forældede produktionsudstyr skal findes i socialismens destruktion af kapitalopbygning og af fejlinvesteringstendensen under bureaukratisk styring. Når der ikke kan sættes ny kapital i værk, så må de eksisterende kapitalgoder fortsat udnyttes og blot vedligeholdes for at opretholde produktionsvolumen.

I markedsøkonomien tages ny teknologi kun i anvendelse såfremt det er profitabelt at gøre sådan. Kun hvis omkostningerne til udskiftning af det gamle produktionsapparat er mindre end de forventede afkast til det nye, vil produktionsapparatet blive udskiftet. Det kan i vores bageeksempel være at en partikelaccelerator (kendt teknologi) kan lave noget helt fantastisk lækkert (værdifuldt) glasur, men der er næppe nogen bager der har midlerne til at investere i en partikelaccelerator for at lave glasur. Årsagen til at dette valg er åbenlyst tåbeligt er fordi vi ved at der er mange andre ting der er langt vigtigere at investere i for forbrugerne end at lave lækker glasur ved hjælp af en relativt dyr partikelaccelerator.

Ludwig von Mises, Human Action, s 492-493:

“The treatment of the capital problem customary with those economists who are opposed to the so-called “Austrian” view assumes that the technique employed in production is unalterably determined by the given state of technological knowledge. The “Austrian” economists, on the other hand, show that it is the supply of capital goods available at each moment that determines which of the many known technological methods of production will be employed.”

Markedskræfterne sørger via profitmotivet og kapitaludjævningen for at der ikke bygges vanvittige projekter såsom en glasurproducerende partikelaccelerator mens andre og mere værdifulde forbrugergoder endnu ikke er produceret. Dette var ikke tilfældet i USSR, hvor store atomprogrammer og rumprogrammer blev udført med en kæmpe omkostning for forbrugerne. Man havde ganske enkelt investeret i tåbelige projekter, set med forbrugernes øjne, hvor alternativomkostningen var meget højere end værditilvæksten af investeringen i atomprogrammet eller rumprogrammet. Teknologien til at bygge atomreaktorer og rumstationer var til rådighed og blev udnyttet i den grad det lod sig gøre, men det var et bevidst fravalg at bruge vestlig produktionsteknologi på bilfabrikkerne, formentlig af mangel på kapital.

I stedet for at udbygge bilfabrikkerne til at tilfredsstille forbrugernes ønsker om bedre og flere biler, så blev den knappe kapital brugt på mindre værdifulde projekter som politikerne og bureaukraterne ønskede gennemført. Bilfabrikkerne byggede stadig meget få Trabanter, Ladaer og gamle Skoda 105ere med forældet teknologi, ganske enkelt fordi kapitalinvesteringen i bilfabrikkerne blev udsultet til fordel for politiske projekter såsom atomprogrammet og rumprogrammet. Her virkede markedskræfterne ikke. I USSR besad bureaukraten og politikerne suveræn magt til at bestemme hvor der skulle investeres resurser.  Kapitalen flød ikke til de produktionsprocesser der udfyldte det mest værdifulde behov som følt af forbrugerne, det afgørende vigtige prissignal fra forbrugerne samt den frie iværksætters innovative kræfter var ødelagt i USSR, erstattet af statsligt diktat der blev udført af inkompetente bureaukrater.

Ydermere var kapitalopbygningen i USSR også ganske lav. Det kræver ikke megen forklaring. Som borger i USSR får du intet ud af at spare op, og det som bliver sparet op via centralplanlægningen af produktionsstrukturen går til tåbelige projekter der tilsidesætter forbrugernes ønsker og fremmer politikernes. De private incitamenter til at yde en indsats og søge den største profit, fx via investering, er udslettede i USSR.

Et samfund der ikke kan spare op kan ganske enkelt ikke investere i tilstrækkeligt nye teknologiske produktionsformer fordi kapitalgoderne ikke skabes grundet manglende forudgående opsparing og lyst til investering. Dernæst skal den investerede kapital være drevet af markedskræfterne for at sikre at investeringen bliver til forbrugernes gunst. Kun markedsbaseret investering kan føre til øget velstand. Politisk investering fører til fejlinvestering og stagnation eller tilbagegang, som tilfældet var i Polen. Det er dette fænomen der skal bringes frem i lyset. Det er vigtigt for forståelsen af vækst at se teknologi som en gemen “bageform” mens kapitalen er den dej man hælder i formen. Uden dej, ingen kage. Det er ganske enkelt forkert at kalde teknologien for vækstgrænsen. Den ægte barriere for vækst er samfundets mulighed og lyst til opsparing og kapitalopbygning til produktion til forbrugerne, ikke blot teknologi og frihandel.

Forståelsen af opsparing og investeringslyst er nøglen til at forstå det grundlæggende problem som Danmark er ramt af: Det er ikke tilstrækkeligt at have teknologisk kendskab og spare op, danskerne skal også have lyst til at investere i en markedsdreven produktion til forbrugerne i Danmark, uden disse elementer er det ikke muligt at øge danskernes velstand. Dermed er det tydeligt at jo færre investeringer der drives politisk jo bedre, samtidigt at jo større mulighed der er for den enkelte at spare op, jo bedre. Disse elementer er vigtige at forstå for at begribe årsagerne til vækstkrisen i Danmark. Der er ganske enkelt for megen politisk kontrol og for lidt lyst til at spare op og investere.

Løsningen er ganske simpel: Politikerne skal i højere grad holde op med at investere og skattevæsenet skal ligeledes i højere grad holde sig væk.

Bør vaccination være et lovkrav?

I den seneste tid har der været forskellige politikere på banen for at tale for øget støtte til det danske vaccinationsprogram, der betales af skatteyderne, og foræres til personer unger 18 (typisk børn). Selv den såkaldt liberale Laura Lindahl har talt varmt for at gøre det til et krav for alle forældre der har børn i offentlige institutioner at deres børn er vaccinerede. Ligeledes har Italien ved lov fastlagt at alle børn over seks år skal have en række vacciner for at kunne gå i skole.

Vaccinationsprogrammet er en del af det præventive arbejde for at komme visse børnesygdomme til livs som tidligere har været farlige, enten pga. dødeligheden i sig selv, eller pga. visse komplikationer i forbindelse med sygdommen.

Langt de fleste forældre kender vaccinationsprogrammet, og langt de fleste forældre vælger at lade deres børn blive vaccinerede. Vaccinationsprocenten svinger fra vaccine til vaccine, men er for børnevaccinerne generelt over 90 (med undtagelse af HPV vaccinen), se fx på årsrapporten 2016 for Statens Serum Institut (SSI), her. Det vil formentlig ikke være nogen overdrivelse at påstå at sygdommen er meget sjælden i Danmark og at de fleste forventer en stor beskyttelse fra vaccinerne, sygdommene var i alt fald rædsomme og en bekæmpelse af disse må derfor være til det bedste. Da udbrud af sygdommene er meget sjældne er det også naturligt at have en halvdårlig viden om både sygdommen men også om vaccinationsprogrammet selv. Det gælder også mig selv, indtil for ganske nylig.

Der vil være to dele som er værd at belyse i dette indlæg, den ene del er det liberale aspekt af LAs ytring om vaccinationskrav, den anden del om vaccinationsprogrammets effektivitet i bekæmpelse af sygdommene.

Er det liberalt at kræve vaccination på offentlige institutioner?

Det første punkt jeg vil tage hul på er hvor liberalt det er at kræve vaccinationer af alle børn der er i offentlige institutioner. Det er i denne forbindelse ikke vigtigt om vaccinationsprogrammet er guds gave til mennesket, det bedste der er sket for menneskeheden eller om det er en uvirksom metode til forebyggelse af sygdomstilfælde. Først fokuserer vi alene på det liberale aspekt.

I det liberale tankegods ligger frivilligheden som en af grundpillerne: Det skal være muligt at vælge til eller fra i alle henseender i livet. Liberale holdninger må derfor fastholde kravet om frivillighed mellem mennesker. Det er muligvis nødvendigt at nævne at kontrakter er gældende, og har man først underskrevet en kontrakt, kan man ikke blot bryde den, med henvisning til frivilligheden og det frie valg. Når kontrakten er underskrevet og aftalen er indgået, så fanger bordet, og enhver må følge sine aftaler med andre eller godtgøre bruddet med en eventuel bodsbetaling til modparten. Dette nævner jeg blot for at tage fat i problematikken der ind i mellem rettes mod liberale, hvor anklagen om komplet frivillighed uden aftaler ikke kan bygge noget samfund er valid, men ikke rammer den liberale filosofi, da beskyttelsen af ejendomsretten implicit også dækker aftaleforpligtigelser.

Når Laura Lindahl siger at alle børn i offentlige institutioner afkræves vaccination så er det midlertid nødvendigt at nedbryde det i to dele. I den ene del ser vi udelukkende på regelaspektet og den anden på det økonomiske aspekt.

Regelaspektet

Det må for enhver institution være frit at opstille betingelser for adgang for kunderne. Det gælder såvel børnepasning som det gælder diskoteker og andre beværtninger i nattelivet. Det er forretningen selv der opstiller reglerne for kundernes færden og kundernes adgang gives absolut af indehaveren af forretningen, eller en betroet person der i indehaverens sted udfærdiger reglerne. Det må derfor understreges først og fremmest at indehaveren naturligvis har lov til at fastsætte krav om vaccination af alle børn der kommer i indehaverens institution. I tilfældet af den offentligt ejede institution er der dermed frit lejde til at fastlægge regler omkring vaccinationskrav af institutionen selv eller dens betroede. I dette tilfælde falder ansvaret enten hos den enkelte institution (decentral beslutningstagen) eller hos mere centrale aktører i kommune, region eller stat. I sidste ende kan politikerne udfærdige love der fastsætter nationale krav til alle offentlige institutioner. Så vidt har den liberale ikke nogen kritik af regeludfærdigelsen. Den som ejer geschæften fastsætter reglerne.

I den liberale ånd vil det dog være at foretrække at hver enkelt institution vælger selv, og i stedet for at fastsætte nationale krav, så bør hver enkelt institution vurdere behovet for dette vaccinationskrav på egen hånd og fastsætte reglerne. Jo nærmere virkeligheden beslutningen tages, jo bedre tenderer den at følge de relevante behov. Den decentrale beslutningstagen vil også føre til større valgmulighed – et gode ifølge den liberale.

Den liberale kritik af det offentlige ejerskab stikker midlertid dybere end blot regelfastsættelsen.

Det økonomiske aspekt

Alle offentlige institutioner understøttes af skatteyderne for at kunne fungere. Selv de statslige monopoler der drives som forsøg på almindelig virksomhed med betalende kunder uden implicit skatteyderunderstøttelse drives så ineffektivt at de bliver tabsgivende – tab som skatteyderne skal betale. I driften af disse institutioner er skatteyderen på krogen for at finansiere opbygning, drift og vedligehold. Denne skattebyrde er ikke en liberal mekanisme – det fratager individet sine valg i livet. De penge som er tjent ved at deltage i markedsøkonomien bør være ejet fuldt og helt af den som har ekspederet den ejendom der er oprindelsen til fortjenesten – herunder de opgaver som din krop og dit sind løser der fører til din lønindkomst fra din arbejdsgiver. Det er dermed absolut nødvendigt at ophøre med at tage penge fra skatteyderne og give til institutionerne for at følge det liberale mindset.

Den liberale kritik af skatteyderfinansierede foretagender er velkendt og behøver ikke gentagelse her, det vil være mere givtigt at diskutere nogle få sideeffekter af liberale tanker for “problemet” med manglende vaccination og regelfastsættelse af offentlige institutioner.

Et af de første forslag jeg kom på, for at trække situationen i en liberal retning, var at foreslå at enhver der dermed ikke ønskede at lade sine børn vaccinere heller ej skulle betale for de offentlige institutioner. Man kunne dermed få en reduktion af skattebyrden ved at fravælge at sende børnene på en offentlig institution og vælge en privat i stedet. Denne idé skaber dog nogle problemer for det statslige subsidiesystem, som jeg kommer ind på lige om lidt.

Hvert barn får i dag en sum penge allokeret i den offentlige kasse til institutioner, børnehave, dagpleje, vuggestue eller skole. Denne sum penge reduceres med 25% hvis forældrene vælger en privat institution i stedet for den offentlige. Det er et problem man kan undre sig lidt over – på trods af denne tydelige diskrimination klarer de private sig stadigvæk. Det er bemærkelsesværdigt at det private kan drives for en sum mindre end det offentlige (som i vid udstrækning endda skal underlægge sig samme ineffektive og dyre undervisningsformer og regler), men det burde ikke komme bag på nogen der har en sund forståelse af markedsøkonomi og statsindblanding.

Det næste problem er at den sum penge der allokeres i den offentlige kasse til institutionerne kommer ikke direkte fra forældrene selv. Det er en kasse der er fyldt med skatteydernes penge, og der er ingen relation mellem forældrenes indkomst og børnenes institutionsomkostninger. Den liberale må derfor igen påpege at offentlig drift af institutionerne fører til situationer der er meget lidt ønskværdig set med liberale øjne.

Det fører hurtigt til interessante spørgsmål, hvorfor skal andre skatteydere, som ikke har børn (eller ikke har børn der benytter institutionerne) betale for andre menneskers brug af disse institutioner? Hvis ikke-vaccinerede børn kan føre til skattelettelser for forældrene, så vil det være et godt argument at ligeledes må barnløse kunne fravælge at betale for de offentlige institutioner. Det er en logisk følge af det første forslag at udbrede valgmuligheden til flere, og det vil afgjort trække samfundet i en liberal retning at kunne takke nej som skatteyder til enkelte eller alle offentlige ordninger.

Det offentlige system ville hurtigt bryde sammen, hvis det var frivilligt at deltage i betaling af institutionerne. Skatteyderne ville hurtigt trække deres penge fra subsidieringen, særligt de som er produktive og har børn i private skoler ville få en gevinst af kunne få lov at beholde deres egne penge og bruge dem direkte på skolen frem for at betale skat og få 75% af skolepengene for en offentlig elev med igen. Meget hurtigt ville det vise sig at være umuligt at dække omkostningerne til driften af de offentlige institutioner fordi midlerne ikke længere kom i en lind strøm fra skatteyderne, der nu har fået et valg hvor de tidligere ikke havde noget.

Det liberale svar på spørgsmål om det er liberalt at kræve vaccination på offentlige institutioner er derfor: Det er absolut ikke liberalt at drive offentlige institutioner, og efterfølgende tekniske spørgsmål om driften er mindre vigtige. Når det økonomiske fundament er bygget på ufrivillig betaling og tvangsopkrævede midler så er resten af de små teknikaliteter mindre vigtige fra et liberalt synspunkt. Man kan naturligvis stadig forsøge at agitere for større valgmulighed ved lokale beslutninger i den demokratiske proces, men som udgangspunkt bliver situationen aldrig rendyrket liberal.

Er vaccinationsprogrammet guds gave til mennesket?

Efter at have talt lidt om de liberale aspekter om regelfastsættelsen for institutionerne, skal vi nu prøve den mere kontroversielle del af emnet. Hvordan virker vaccinationsprogrammet i det hele? Er det guds gave til menneskeheden? Var vi alle døden nær før vaccinationsprogrammet blev indført af kloge og uselviske offentlige bureaukrater?

Jeg har ikke sat mig ind i alle detaljerne og teknikaliteterne i hele vaccinationsprogrammet – jeg har blot set nogle meget interessante grafer for mæslinger som jeg mener burde være mere udbredt kendskab til. Hvis de tåbelige politikere vil fastsætte nationale regler for krav til vaccination så bør vælgerne i det mindste kende bare en flig af historien om børnesygdommene og vaccinationsprogrammets effektivitet.

Hvis du sad med en forståelse af at vaccinationsprogrammet var et fantastisk program, der hjalp mennesket med at kravle ned fra træerne for at kunne dyrke et liv i fred og tryghed sammen, så tager du fejl. Hvis du troede at dødeligheden af mæslinger var kæmpestor inden vaccinationsprogrammet blev indført, og ved indførsel af vaccinationsprogrammet blev hundreder af børn skånet fra den sikre død, så har du særlig brug for at følge med i det næste her, ikke for at afskrive vaccinationsprogrammet, men for at afbalancere emnet og sætte tingene i perspektiv til så mange andre problemer samfundet bøvler med.

Jeg tager udgangspunkt i børnedødeligheden af mæslinger, via data taget fra SSIs temaside om mæslinger. (link opdateret 11-02-2019)

Prøv at tage en grundig kig på de to grafer, den ene om børnedødeligheden fra 1877 til i dag og den anden fra 1960 og til i dag.

Man ser ganske tydeligt en markant reduktion af børnedødeligheden overfor mæslinger fra 1890’erne til 1952 hvor grafen næsten er helt i bund med dødeligheden. Vaccinationsprogrammet blev iværksat i 1987, nogle fik vacciner allerede fra 1982, men dette er 30 år efter børnedødeligheden var reduceret fra flere hundrede om året til 0-15 årligt. Vaccinationsprogrammet kan derfor ikke tage æren for reduktionen af børnedødeligheden, børnedødeligheden faldt betragteligt, og næsten til ingenting inden vaccinationsprogrammet blev indført.

Effekten af vaccinationsprogrammet er derfor at forhindre sygdommen end det er at forhindre dødeligheden fra sygdommen. Den variabel som falder dramatisk ved indførelse af vaccinationsprogrammet er ikke dødeligheden, da den i forvejen var lav, det er i stedet antallet af tilfælde af sygdommen der er blevet reduceret. Mæslinger er en træls sygdom der kan give feber i 3-4 dage men i sjældne tilfælde også hjernehindebetændelse. Som forælder til almindelige børn der får feber, så synes feberen ikke som det værste i verden, det vil naturligvis være at foretrække ikke at få nogen sygdomme overhovedet, men set i det store billede, så er en enkelt febersygdom ekstra ikke noget voldsomt besværligt at overkomme. I den forbindelse er ufarlige skoldkopper langt mere irriterende fordi sygdommen trækker ud så længe (over 1 uge), og mens den står på må barnet, selvom det ellers er ved godt mod og i godt humør, ikke komme i institution.

Der er forskellige forklaringer på hvad der skete med den historiske udvikling af barnedødeligheden i forbindelse med mæslinger. SSI skriver at det skyldes bedre behandlinger på sygehuse og bedre mulighed for indlæggelse til medicinsk behandling. Men med mellem 30.000 – 70.000 tilfælde af mæslinger årligt i 1970’erne, så vil det være sandsynligt at de færreste blev indlagt på hospitalet. Langt størstedelen klarede formentlig sygdommen hjemme med almindelig pasning og pleje. Andre siger at det skyldes ernæringsmæssige faktorer, såsom viden om vitaminernes afgørende rolle for menneskets helbred (viden om vitaminer steg betragteligt i starten af det 20. århundrede, særligt vitamin C). Det bør her nævnes at der ikke er nogen konflikt mellem de to synspunkter, begge har haft en positiv betydning for menneskets helbred gennem tiden.

Den interessante stigning i dødelighed omkring 2. verdenskrig med det efterfølgende fald (mens antallet af smittede steg) hverken bekræfter eller afkræfter den ene eller anden forklaring. Det viser blot tydeligt at så længe resurserne bruges på tåbelige krige, som fører til lavere velstand når samfundet drænes, så risikerer vi sygdom og højere dødelighed. Der er en ganske velkendt sammenhæng mellem økonomisk velstand og menneskelig sygdom. Om pengene til krigen er taget fra god ernæring, hospitalsydelser eller begge kan muligvis graves frem, men den opgave tager jeg ikke på mig og nøjes med at tildele begge synspunkter et nik.

Dette betyder dog også at skræmmebilledet om sygdommens hærgen i Danmark, hvis vaccinationsprogrammet ikke fandtes, er stærkt overdrevene. Misforstå mig ikke, der er ingen dødsfald der er acceptable. Et dødt menneske er et dødt menneske for meget. Men det er i det store billede nødvendigt at fastholde en vis rimelighed i reglerne som desværre fastsættes af politikerne. Det er ikke noget problem der er kæmpestort, hvis nogle fravælger vaccinationsprogrammet. Selv da ingen modtog vaccinationerne i årene fra 1970 til 1980 var dødeligheden mellem 0-5 om året (ingen døde i årene 1973, 1975 og 1977).

Et af argumenterne som Laura Lindahl benytter er bl.a. at hun vil sikre at nogle forældres valg ikke rammer andre. Men da er spørgsmålet så om vaccinationsprogrammet er noget værd, hvis man selv er vaccineret, hvad betyder det så at andre ikke er vaccineret? Kan man blive smittet alligevel, hvad så?

Skulle man tilmed blive smittet, og man er vaccineret, så er der rigtig gode prognoser for at man kommer over sygdommen igen. Det sidste dødsfald blev registreret i 1989 ifølge SSIs temaside.

Pointen med at se på data og forholde sig til virkeligheden er at kunne demontere politisk propaganda fra politikere der pisker på den sygdomsforskrækkede befolkning. Det er værd at sætte sig lidt ind i sagerne for at kunne forholde sig nøgtern til problemet, i stedet for at følge med og blive skræmt til at indføre endnu mindre frihed for samfundet. Hvis vi lader os skræmme hele tiden, så kan politikerne få os til at opgive alle vore friheder til sidst, i den evindelige jagt på absolut og perfekt tryghed. Dette er netop kernen i problemet her.

Skulle man øge folkesundheden og middellevealderen, så kunne man starte med at frigøre store dele af økonomien til markedet igen, således den ekstra velstand gør os i stand til at kurere flere sygdomme. I stedet for at skrige på flere statslige opgaver der kan tvinge befolkningen ind på politikerens linje, så burde liberale arbejde på at fjerne statens knusende åg fra befolkningens produktive kapacitet, så vi bedre bliver i stand til at ernære os og tilkøbe de sundhedsydelser som er mest værdifulde. Den nuværende socialistiske tildeling af bureaukratiske sundhedsresurser er under alle omstændigheder langt vigtigere at komme til livs, end at bede forældre om at vaccinere deres børn mod deres vilje.

Fællesskaber på det frie marked

Liberalister får ind i mellem på puklen for at være egoister, for at bekæmpe kollektive bevægelser og folkelige strømninger. Det er ikke så svært at forstå at disse indvendinger rettes mod liberalister, der ind i mellem fremstår som en gruppe mennesker der for alt i verden ikke vil have fællesskabet (staten) til at dirigere og bestemme.

Den liberale kritik af statens magt behøver jeg ikke komme ind på i dette indlæg, mit fokus vil i stedet være på at forklare hvordan man som liberal kan fastholde sin glæde ved fællesskaber, og indgå i sociale konstruktioner der gavner en fælles gruppe.

1. Maj bliver ofte brugt som arbejdernes gruppekritik af kapitalismen. Det tager ikke mange sekunder på google med søgeordet “1. maj” før man støder på en række bannere og reklamer der eksplicit taler mod kapitalismen, eller blot “kapitalen”. Bag bannerne står en organisation der har til formål at fremme arbejdernes sag, men på mig virker det meget finurligt at man som arbejder er mod kapitalismen som system, hvis man vel at mærke har taget sig tiden til at forstå det komplekse og fleksible system der baseres på frivillige sociale relationer i handel.

Med de gængse slogans og politiske budskaber er det let at fortolke situationen som en hvor kapitalismen er for de få og rige (egoisterne), mens flertallet (de sociale) er for, om end ikke den direkte socialisme, så en neddroslet social-demokratisk version, bygget af det samme Marxistiske tankegods med proletariatets eller vælgernes diktatur. Følger man ukritisk tankegangen kan man let blive påvirket til at gentage fejlene i argumenterne, og dermed underbygges med gentagelsens kunst at kapitalismen er egoistisk, mens arbejderbevægelsen er solidarisk, socialt funderet og søger at skabe opmærksomhed og positivitet omkring fællesskaber.

Der er dog visse elementer der bør kigges nøje efter, før man tager argumentationen til sig, eller ligefrem gentager den for andre.

Markedet – de liberales foretrukne handelsplatform

Hvis vi tager et skridt tilbage fra skåltalerne og de store røde bannere, og kigger nøgtern på hvad grundlaget for kapitalismen er, så skal vi først skabe en forståelse af hvad handel mellem to mennesker indebærer. Hvis der ikke er nogen der direkte befaler dig at søge andre for at handle med dem, hvis du er fri til selv at vælge, hvorfor kan det så være at du søger markedet for at handle?

I grundstenen finder vi at årsagen er en udbredt forståelse af arbejdsdelingens unikke bidrag til produktiviteten – eller sagt på en anden måde, så ved vi godt at tømreren er bedre til at sætte døre i huset, end du selv er (hvis du da ikke selv er tømrer eller udpræget handyman). Ser vi en person arbejde som er velbevandret i sit arbejde, så opdager vi hurtigt at tingene sker langt hurtigere end hvis vi selv skulle begynde arbejdet. Vi kan med egne øjne se at det er væsentligt lettere og mere pålideligt at lade de dygtige tømrere bygge tage, sætte døre i og gøre meget andet, end os selv.

Arbejdsdelingen er grundstenen i det sociale netværk, uden fordelen ved arbejdsdelingen, er der meget lidt behov for et samfund. Naturligvis er den almindelige menneskelige sociale glæde også anseelig, men her kan økonomerne snige sig udenom spørgsmålet ved at sige, at værdiskabelse er subjektivt, og nyder man et godt selskab med andre, gavner det også din subjektive opfattelse og du vil se på situationen som værdiskabende. Det også selvom intet reelt arbejde, som vi almindeligvis opfatter noget sådant, finder sted.

Grundlæggende er arbejdsdelingen ikke nødvendigvis forbundet med de frie markedskræfter, socialisterne mener at vi kan beholde arbejdsdelingen og samfundet, men i stedet for at hver enkelt har råderet over sine egne resurser, sikret med ejendomsrettens beskyttelse, så skal et fællesskab (staten) bestemme brugen og tildelingen af resurserne.

Den store force ved det frie marked er netop den subjektive del af menneskets liv, den måde vi anskuer værdi, den måde vi føler glæde på, og den måde vi ønsker at bruge vores tid og resurser selv, er meget forskellig fra person til person. En central kritik af socialismen bygger således på problemet omkring viden, hvordan kan et fællesskab forstå dine inderste følelser og sørge for at netop hvad du bliver tildelt er det, ud af mulighederne, som giver dig den største glæde og fornøjelse?

Det frie marked er derfor nødt til at bygge på arbejdsdelingen, den private ejendomsret og individets eget initiativ. Da man som liberal ikke kan acceptere andre bestemmer over andre, så bliver den liberale grundfilosofi absolut bygget på individets egne handlinger, drevet af individets egne ønsker og lyster.

Liberale siger derfor at det frie marked er nøglen til at sikre at ingen bliver trådt under fode (beskyttelse af ejendomsretten og lighed for loven for enhver) af andre. Det frie marked skal opfattes som et system der sørger for at enhver kan søge sin egen lykke så længe de selv respekterer andres søgen efter deres. I den forstand betyder det at man accepterer hinandens forskellighed i valg af de mål som man sætter sig selv i livet, men i særlig grad respekteres også de midler man tager i brug for at nå sine mål.

Markedets fællesskaber

Den absolutte fokus på individets frihed til at vælge bliver ind i mellem en hæmsko for den liberale. Kritikken hagler let ned over det store fokus på individet, for, som kritikken antyder, så glemmer den liberale fuldstændigt de sunde mekanismer som mennesket også har brug for hos andre i fællesskabet. Men kritikken er forfejlet, der er rigelig plads i den liberale filosofi til at danne fællesskaber og indgå samarbejde. Det burde være børnelærdom, men er desværre aldrig blevet taget op til undervisningsmateriale i skolevæsenet her til lands.

Markedet er bare en platform hvor man kan indgå frivillige sociale relationer med hinanden. Det giver også friheden til at danne fællesskaber, store som små. Den liberale fastholder blot overfor fællesskabet at fællesskabet ikke har nogen ret over individet – ønsker individet at forlade fællesskabet, skal denne være fri til at gøre således. Det er alt.

Hvis vi går tilbage til arbejdernes kamp for deres rettigheder og for fællesskabets ånd, så er det vigtige liberale budskab ikke at fagforeninger er forkerte som sådan. Fagforeninger er vigtige instrumenter til at hjælpe hinanden med råd, viden og vejledning. Den liberale ser på fagforeningerne som idé som ganske glimrende: Fagforeningen kan opbygge viden, give juridisk specialisthjælp i tvisttilfælde, og give særlig opbakning til personer der har svært ved selv at løfte den tunge opgave af selv at skulle gå i retten for sin egen sag. Der er ikke nogen årsag til at den liberale skulle være mod fagforeninger der tog sig af medlemmerne, og som hjalp dem med at forhandle løn, vilkår osv. Her er ingen problemer, så længe fagforeningerne holder sig indenfor lovens rammer og bruger frivilligheden i markedet som platform.

Desværre er fagforeningerne ikke blot denne idylliske udgave af en behjælpelig organisation, der støtter usikre arbejdere og sikrer deres ret mod utålelige chefer og svindlere. Fagforeningerne gør meget mere end blot hjælpe medlemmerne, de fungerer som en kartelorganisation der bruger vold med statens velsignelse mod andre markedsdeltagere, typisk arbejdsgiverne. Det er netop her den liberale springer fra og kræver fagforeningerne gjort ansvarlig for deres voldelige handlinger, og påpeger urimeligheden af statsstøtten til kartellet der prisfixer arbejdskraften indenfor mange sektorer. Ikke-medlemmer af fagforeningen har ikke mulighed for at søge arbejde i en fagforeningsramt sektor, hvis denne ikke følger fagforeningskartellets overenskomster.

I stedet for at bruge vold mod uskyldige arbejdssøgende mennesker, burde fagforeningen koncentrere sig om det markedsbaserede arbejde, for eksempel at hjælpe medlemmerne juridisk ved tvister, arrangere relevante kurser, skabe faglige netværk og hjælpe med jobsøgning for de som ønsker et job. Fagforeningernes rolle behøver ikke at holde sig inde for disse rammer. På det frie marked skabes initiativ og nye ideer prøves af, derfor kan det ikke på forhånd defineres hvad markedets deltagere sammen finder på.

Et andet og langt mindre kendt fællesskab på markedet er aktieselskaber. Det lyder måske meget søgt ved første tanke, men prøv at give denne tanke en chance. Et aktieselskab overholder, såvidt det ikke er et svindelforetagende, der skal straffes via det juridiske system og bringes i orden igen, liberalistens krav om frivillighed og ejendomsrettens beskyttelse. En medejer af et aktieselskab kan gøre sine ønsker gældende i den udstrækning som ejerskabet tillader – jo større aktiepost jo mere indflydelse på selskabet. Det er også en frivillig konstruktion, hvor aktionærer kan sælge sine aktier på markedet, hvis man ønsker at slippe af med dem, af den ene eller anden årsag.

Et aktieselskab har stort potentiale, og kunne bruges til at løfte langt større samfundsopgaver end vi bruger dem til i dag. Det er ikke ualmindeligt at forsikringsselskaber er aktieselskaber, og ønsker man et forsikringsselskab der tager særligt socialt ansvar der passer til ens egen overbevisning, kan man købe aktier i dette selskab og deltage i beslutningsprocesserne for at underbygge de processer man mener selskabet bør have. Hvis man mener at overskuddet i virksomheden skal gå til at drive et plejehjem, børnehave for handikappede børn eller andet, så kan man via aktieselskabet finde ligesindede der ønsker at fremme en særlig sag i samfundet.

Denne slags fællesskaber taler vi sjældent om. Det er en skam, for det er bl.a. disse fællesskaber som er produktive for samfundet. Uden dem ville vi være fattigere som mennesker, uden valget om at kunne forlade et utilfredsstillende fællesskab kan man ikke skabe bæredygtige fællesskaber. Alle organisationer skal hele tiden formes til beslutningsdeltagernes glæde og det kræver at der er fri adgang til at komme og gå, som det passer. Har man ikke mulighed for at sige fra overfor fællesskabet ender det let som et fællesskab der bestemmer over dig og træder dine værdier under fode.

Det behøver heller ej dreje sig om profit – markedet er frit, det er ikke tvunget til at dreje sig om profit i pengemæssig forstand. Ønsker man at drive en profitløs virksomhed, så er dette også muligt. Såfremt man kan overtale andre ligesindede om at grundlægge et aktieselskab på et fælles fundament og en forståelse for driften og fremtiden, så er det på det frie marked muligt at gøre præcis som man ønsker. Man kan dyrke sine fællesskaber frit i samarbejde med andre, det frie marked er ikke egoistisk og pengegrisk. Det frie marked sætter mennesket frit til at gøre som det lyster. Det siges desværre alt for sjældent.

Offentligt monopol på gasnettet er en idiotisk idé

På det seneste har der været diskussioner oppe om hvordan “det danske gasnet” fremover skal drives og ejes.

I dag er der flere offentlige instanser som ejer store dele af gasnettet – herunder HMN naturgas og Dansk Gas Distribution (tidligere DONG energy). HMN naturgas ejes af en række kommuner mens Dansk Gas Distribution ligger under energinet, og ejes altså af den danske stat.

Hvorfor ikke bare privatisere hele gasnettet, og lade markedskræfterne finde ud af hvor store andele af gasnettet der er optimalt at drive per firma? En dansk professor udtaler i den forbindelse, at det er vigtigt at politikerne tænker sig godt om, fordi det, ifølge professoren, eneste der er værre end et offentligt monopol er et privat.

For nogle år siden ville jeg selv have sagt det samme. Forestillingen der dannes i hovedet på de fleste er at den private virksomhed med monopol kan hæve prisen til hvad end den vil, og trække så mange penge ud af forbrugeren som han lyster ved at hæve prisen. Forbrugeren må til lommen og betale, koste hvad det vil, hvis forbrugeren vil have varmt vand, varme og madlavningen på gaskomfuret. Magtfordelingen er skæv – ejeren af det monopoliserede produktionsgode har al magten, og forbrugeren, der ledes ud i et meget dyrt forbrug for at kunne imødegå sine basale menneskelige behov, har ingen magt.

På den anden side vil et offentligt monopol, omend ineffektivt, oldnordisk og uden kundeservice, i det mindste blive drevet sådan at forbrugeren ikke udplyndres for at skabe store profitter for griske kapitalistsvin. Det offentlige behøver ikke tjene penge på driften – hvordan kan man nogensinde være imod at det offentlige driver noget? Vi slipper som forbruger fuldstændigt for at betale overprisen der fører til profitten.

Det er efter alt at dømme den gængse tankegang, og jeg har også selv været en af dem der fulgte den. Jeg har dog læst lidt siden dengang, og vil gerne hjælpe andre til at få samme forståelse af problemets natur som jeg selv har været heldig at få.

I det følgende vil jeg tage udgangspunkt i Ludwig Von Mises fantastiske bog “Human Action” kapitel 15 og  Murray N. Rothbards fabelagtige bog “Man, Economy, and State” kapitel 10.

I min indlæg her vil jeg forsøge at skabe forståelse for følgende punkter:

  1. Markedsmonopolet deler fortsat “magten” over produktionen i samarbejde med forbrugeren
  2. Markedsmonopolet er i risiko for nye konkurrenter
  3. Det offentlige monopol kan præcis drives som fordommene siger om det private monopol
Markedsmonopolet

Før jeg går ind i det meget politisk ukorrekte emne, så er det på sin plads med et lynkursus i østrigsk økonomi.

Jeg starter blødt ud med et citat fra Human Action, side 278, hvor Mises pointerer den vigtige adskillelse af monopoler og monopol-priser:

Monopoly in this second connotation of the term becomes a factor in the determination of prices only if the demand curve for the monopoly good concerned is shaped in a particular way. If conditions are such that the monopolist can secure higher net proceeds by selling a smaller quantity of his product at a higher price than by selling a greater quantity of his supply at a lower price, there emerges a monopoly price higher than the potential market price would have been in the absence of monopoly. Monopoly prices are an important market phenomenon, while monopoly as such is only important if it can result in the formation of monopoly prices.

Den intelligente læser ved at der er visse goder som vi har masser af alternativer til. Vi kan tage eksemplet med fødevarer. I denne sektor er det muligt at skifte mellem mange forskellige produkter, der hver for sig kan bruges til at tilfredsstille det menneskelige behov for energi og ernæring. Skulle producenten af wienerbrød få den fjollede idé at hæve prisen til det dobbelte, så er det muligt at vælge at købe kanelstænger som substitut (jeg ved der er en vis form for religiøsitet mellem disse slags valg, men det gælder trods alt ikke alle forbrugere af wienerbrød, og det er pointen).

Mises fortsætter, stadig s 278 i Human Action:

The higher the monopolist fixes the price at which he is ready to sell, the more potential buyers turn their dollars toward other vendible goods. On the market every commodity competes with all other commodities.

På økonom’sk vil man sige at “elasticiteten” af efterspørgselskurven er meget vigtig. Hvis efterspørgselskurven er “elastisk” betyder det bare at producenten kan tjene flere penge ved at sænke prisen og sælge meget mere. Er kurven ikke elastisk, så kan producenten ikke tjene mere ved at sænke prisen og sælge mere. En vigtig detalje at få med i denne forbindelse er at efterspørgselskurven ikke har nogen forudbestemt form. Den kan være stykvis elastisk i nogle dele og uelastisk i andre. Det er også vigtigt at pointere at en efterspørgselskurve også har en tidsfaktor og skifter med tid, når forbrugernes præferencer ændrer sig eller flere nye alternativer kommer på markedet. Det er vigtigt at danne forståelse af hvor dynamisk markedet er, og en naiv fremstilling af en sort/hvid efterspørgselskurve der er statisk i tid og ens over hele kvantitetsaksen er farlig.

Den totale indtægt i balance med produktionsomkostningerne afgør om det er profitabelt at sænke prisen og øge produktionen, eller om det er bedre at fortsætte, eller ligefrem sænke produktionen, for at opnå den største profit. Sælgeren af en given vare skal altid være vaks og dristig, det er nødvendigt med eksperimentel prissætning for at finde ud af hvilken pris maksimerer profitten. Prisdannelsen har et stort element af udforskning af ukendt territorium over sig, og med prissystemet kan netop “trial and error” princippet tages i brug. Prøv dig frem, gæt så godt du kan, og ret hele tiden til. Denne opgave varetages af iværksætteren og dennes fantasi.

Lad os for eksemplets skyld vedtage at der fandtes en fabrikant der havde konkurreret alle andre ud, og var den eneste på markedet der kunne producere wienerbrød. En kæmpe kæde ejer alle bagerierne og fabrikkerne der producerer wienerbrød. Nu hvor ejeren har monopol har ejeren tænkt sig at udnytte sin unikke position og vil hæve prisen på wienerbrød. I stedet for at det koster 25kr for en stang wienerbrød, sætter producenten nu prisen til 40kr. Producenten skal, for at hæve prisen til det højere niveau, reducere produktionen af wienerbrød. Afhængig af kundernes efterspørgsel skal producenten enten reducere produktionen betragteligt, eller ganske lidt. Hvis hele forbrugerskaren af wienerbrød er fanatiske wienerbrødselskere, og kunne ikke drømme om at købe kanelstænger i stedet, så kan producenten nøjes med en beskeden reduktion af produktionen for at kunne sælge hele produktionen til den nye monopolistiske pris.

De religiøse forbrugere står nu fattigere end før. Er det ikke uretfærdigt? Monopolisten, nu både med monokel, cigar og guldkæder, har malket forbrugerne og udnyttet deres religiøse overbevisninger til gavn for sin egen egoistiske livsstil og profitliderlige neuroser. Man kan næsten fornemme den onde latter gjalde gennem kontorpaladset, når hans onde plan lykkes og forbrugerne står i regnen, klædt af til skindet.

Nu var det på sin plads at konkurrencestyrelsen gik til angreb og splittede wienerbrødsmonopolet op, tænker du sikkert. Men lad os prøve at se hvad der vil ske i det frie marked med ægte laissez-faire. Vi simulerer situationen lidt videre hvor konkurrencestyrelsen ikke er etableret, fordi politikerne er gale laissez-faire flagellanter.

De tidligere konkurrenter ligger i de rygende ruiner af fallit og gisper efter en indkomst. Deres forretning er slået fejl, de er en slukøret hob af fiaskoer der alle har een ting til fælles: De kan finde ud af at lave wienerbrød, men ikke nær så billigt som monopolet kunne. Deres situation er nu anderledes. Nu hvor monopolisten har hævet prisen på wienerbrød er konkurrenternes ineffektive wienerbrødsproduktionsform pludselig rentabel igen. Deres gamle produktionsmetoder er gangbare ved den nye højere pris, og åbningen i markedet skaber en profitdrevet lystighed hos investorer, der kan se en profitabel situation ved at skyde penge ind i de konkursramte selskaber og begynde at kværne wienerbrød ud til masserne påny.

Udsigten til at måtte tvære konkurrenterne ud igen rammer monopolisten. Hvis prisen ikke sænkes, så begynder de forpestede konkurrenter igen at producere wienerbrød og skærer ind i monopolistens profit. Den øgede produktion fra konkurrenterne vil uafværgeligt føre til reducerede priser, og markedsprisen rammer formentlig igen 25kr. Ikke nok med det. Hvis nu konkurrenterne kommer på banen ved 40kr per wienerbrød og med nye investorer i ryggen kan optimere deres gamle produktionsmetode, så kan de måske stadig hænge på ved 24kr per wienerbrød pga. gældslettelse og eventuel nye produktionsfaciliteter. Tanken er forfærdelig for monopolisten der sidder på en enorm produktionskapacitet. For at øge produktiviteten i hele biksen skal kapitalapparatet, som er gigantisk, udskiftes eller opdateres med nye massive investeringer til følge. Hvor blev profitten nu af?

Klog af tidligere konkurrenceforhold ved monopolisten godt at det ikke er nogen god idé at pirre investorer til at bygge nye skinnende wienerbrødsfabrikker til at udmanøvrere den gamle monopolists nedslidte og hårdt pumpede produktionsapparat, der, omend var mere effektivt end de fallerede producenter, trods alt ikke er state-of-the-art hele vejen rundt. Det er langt bedre at holde prisen lav og forsøge gradvist at optimere produktionen således prisen kan sænkes yderligere, så situationen ikke opstår igen hvor nye teknikker kan udkonkurrere monopolisten, der har massive investeringer der skal forrentes i sin produktion.

Har man først opnået monopol, så er det i sin egen største interesse at fortsætte med at forbedre sig og undgå potentielle konkurrenter der med frisk kapital og ny teknik kan gøre et alvorligt indhug i egen profit. Det er bedre at forsøge at optimere og reducere prisen for ikke at åbne sin profitflanke for andre.

Det kan være du tænker at det lyder alt sammen meget godt – men hvad med geografi’en? Vi har alle hørt historien om at John D. Rockefeller fra Standard Oil brugte priskrige til at molestere sine konkurrenter. Ved at pumpe priserne op i eet område dækkede virksomheden tabet ind i andre områder, hvor en konkurrent skulle ekspederes.

Problemet med den teori er at forbrugerne kan bygge lagre hvis du dumper priserne, mens andre igen vil opkøbe din produktion det billige sted, og transportere den hen og konkurrere mod dig selv, hvor prisen er høj. Det største du kan opnå er transportomkostningen som forskel mellem et sted og det næste. Det vil sjældent være tilstrækkeligt til at udkonkurrere alle. Reducerer du prisen for meget, fylder forbrugerne sig op på produktet, og der vil gå lang tid igen før dit salg normaliseres. Tabet, som den største producent, vil være meget stort, og strategien er uholdbar at begive sig ud i.

Ovenstående eksempel viser at det er meget svært at bruge et monopol til noget som helst, så længe det er muligt for andre at konkurrere med dig, eller hvis der er alternativer til dit produkt. Er det let at vælge kanelstang frem for wienerbrød hvis prisen godtgør det nye valg, så er det ganske enkelt den letteste vej til ruin at hæve priserne, fordi kunderne flygter over til alternative produkter der tilfredsstiller deres behov.

I sidste ende er det vigtigt at huske på at monopolisten også har behov for at kunderne køber hans varer eller tjenesteydelser frivilligt. På det frie marked er det ikke muligt at sælge noget medmindre køberen er villig til at købe. Køberen fravælger dit produkt hvis det er for dyrt – det må selv den mest griske monopolist finde sig i. Monopolets magt er derfor så som så, det er ikke så enkelt som det tit forlyder fra diverse såkaldt intellektuelle eller fra centraladministrationens bureaukrater der har en vældig stor interesse i deres egen karriere og i at fortsætte med at propagandere for farligheden af markedskræfternes mekanistiske dannelse af monopoler.

Rothbard skriver, i Man, Economy, And State side 635:

If the consumers were really opposed to the cartel action, and if the resulting exchanges really hurt them, they would boycott the “monopolistic” firm or firms, they would lower their purchasing so that the demand curve became elastic, and the firm would be forced to to increase its production and reduces its price again. If the “monopolistic price” action had been taken by a cartel of firms, and the cartel had no other advantages for rendering production more efficient, it would then have to disband, because of the now demonstrated elasticity of the demand schedule.

På markedet er monopoler sjældne. Selv monopoler, som diskuteret her, løber ind i problemer hvis de forsøger at afpresse forbrugerne. Et monopol på markedet bør derfor ikke frygtes af forbrugerne i det lange løb, for uanset hvad efterspørgselskurven er i ét øjeblik, så er monopolisten nødt til at give forbrugerne værdi for pengene, da de ellers bare køber andre goder der pludseligt bliver mere interessante når prisen på det monopoliserede gode hæves. Forbrugerne er ikke bare en statisk efterspørgselskurve, som enten er elastisk eller ikke elastisk. Forbrugerne, i det frie marked, er mennesker med valgmuligheder og egne prioriteringer.

Det politiske monopol

Der er to typer af offentlig produktion der kan betragtes. Den ene sælger sin produktion på markedet, hvor forbrugerne kan vælge til eller fra. Den anden type er den bureaukratisk optimale, her kan forbrugerne ignoreres, og produktionen foræres væk, mens visse forbrugsbetingelser opstilles. I Danmark kender vi den første type som det pålidelige og driftsikre DSB eller PostNord, mens vi kender den næste type som vore ufejlbarlige og resursestærke sygehuse og skoler.

I det politiske spil fungerer produktionen ikke ved at undersøge efterspørgselskurver, ved risikable iværksætterbeslutninger og ved frivillig betaling for den producerede vare eller tjenesteydelse. I denne situation bestemmer politikerne hvor høje skatterne skal være og hvordan de indkomne midler spenderes. Der er to grupper i det politiske system der arbejder sammen om at på den ene side skabe reglerne for produktionens overordnede retning, her finder man politikerne, og på den anden side at sørge for den daglige drift, rapportering og at adlyde ordrer fra oven, her finder man bureaukraterne.

Forbrugerens egne prioriteter, der kollektivt giver udslag i en samlet såkaldt efterspørgselskurve på markedet, bliver i mindre grad betydende for udviklingen af produktionen. Den afgørende forskel er det offentliges mulighed for at fortsætte år efter år med underskud, enten fordi varen eller tjenesteydelsen bliver foræret væk eller ganske enkelt fordi forbrugerne ikke ønsker at betale den pris der ville resultere i balance eller et overskud. Det offentlige kan dække sine underskud ved at tage skatteyderens penge med magt.

Det offentlige har også andre muligheder for at tage sig af eventuelle konkurrenter. Det offentlige er styret af politikerne, som kan fastsætte love, der gør det ulovligt at producere den vare eller tjenesteydelse som det offentlige udbyder. Det kan eksempelvis være kørekort, pas, veje, broer, domstole, politi etc. Oftest er det nok at det offentlige driver en tabsgivende produktion, som forærer varen eller tjenesteydelsen væk, eller tager en meget lav pris i forhold til produktionsomkostningerne, til at holde eventuelle konkurrenter bort. Nogle gange gives der små tilladelser til at drive et lille privat firma ved siden af det offentlige, men markedsandelene bliver typisk fordelt således det private ikke kan vokse sig større end det offentlige eller købe det offentlige ud.

I det offentlige sidder heller ingen profitdrevet investor som kaster egne penge i projektet. Der sidder heller ingen fantasifuld iværksætter der vil prøve nye priser af. Visse ligheder kan dog findes: I de private virksomheder ønsker de ansatte, ligesom de offentligt ansatte, så få ændringer som muligt. Organisationsændringer eller projektændringer skaber forvirring, irritation og frustrationer. Forskellen på det offentlige og det private er at ledelsen i det private har en meget stor egeninteresse i at drive produktionen profitabelt, ved at følge forbrugernes egne prioriteringer ud fra markedsvilkårene. I det offentlige er der ikke sådan en økonomisering. Det er ganske vist politiske gevinster ved at tilrettelægge produktionen på nye måder, med nye mål og nye fokusområder. Processen mellem offentlig og privat er afgørende forskellig på det vigtigste område: Hvordan bruges resurserne optimalt? Målet for offentlig produktion er politisk prestige og genvalg, hvor man særligt henvender sig til vælgere som ikke er kunder, men som kan vindes med floskler og fordomme, mens målet for privat produktion er profit og tilfredse kunder.

På disse afgørende måder har det offentlige monopol derfor visse af de karakteristika som vi normalt får at vide er gældende for det markedsbaserede monopol. Det offentlige kan bandlyse konkurrence, det kan producere med store tab, det kan ignorere forbrugernes prioriteringer og det kan tvinge skatteyderne til at betale for driften. De som styrer produktionen er politikerne i samarbejde med bureaukraterne. Det vigtige budskab for det offentlige monopol er derfor at det ikke ligger under for markedets vilkår om fri konkurrence eller om forbrugernes egen vilje.

I det offentlige ender situationen enten i et statsstøttet projekt, der holdes i live med skatteydernes penge, eller som en gylden gås, der kan malkes til at finansiere andre luftkasteller som politikerne propaganderer for i samarbejde med sine interessegrupper. Enten bliver det som offentlig transport der modtager subsidier eller også bliver det som Storebæltsbroen der malkes for at kunne godtgøre bygningen af Fehmern-forbindelsen. Et offentligt projekt der tjener markedet så dygtigt som en privat virksomhed er urealistisk, privilegierne i forbindelse med tilvejebringelse af kapital og eksklusionen af konkurrence kombineret med den komplette mangel på iværksættere gør udsigterne for effektiv drift af produktionen til forbrugernes glæde håbløs.

Det danske gasnet på private hænder

Skulle der stadig være en enlig læser eller to, som har kæmpet sig vej igennem ovenstående bjerg af tekst, så er det endelig tid til at snakke om realiteterne for det forhåndsværende problem: Hvad vil der ske med gasnettet på private hænder?

Som beskrevet ovenfor, i markedsmonopolet, så skal selv et monopol opføre sig tilstrækkeligt ordentligt for at forbrugerne gider at købe produktet. Det er derfor vigtigt at huske på at selvom gasnettet har været på offentlige hænder i mange år, så vil en privatisering ikke medføre det øjeblikkelige private monopol. Det er langt fra sikkert at det er favorabelt at eksponere sig i sådan en grad overfor en risiko så stor som at eje gasnettet i sin helhed. Det er langt mere sandsynligt at der vil være købere til dele af gasnettet, og med tiden vil det vise sig hvilke størrelser disse inddelinger vil få. Det afhænger af markedsbetingelser, det afhænger af forbrugernes ønsker og om produktionen af naturgas samt alternativer til den.

Hvis det skulle ende med at en virksomhed sidder på hele gasnettet, og lad os for eksemplets skyld antage at konkurrencestyrelsen ikke fandtes (hvilket ville være positivt og udviklende for dansk økonomi), da må vi betragte mulighederne for monopolpriser i sin rette kontekst. Der er ikke tale om et frit energimarked, der er tale om et politisk og stranguleret energimarked. Hvis monopolisten skulle få sig den idé at hæve prisen på transport af gas, så vil det kunne udnyttes i større grad, end hvis der var tale om et ægte frit energimarked.

Et af de store konkurrenter til forbrugerens opvarmning med naturgas er opvarmning med elektricitet, solvarmeanlæg og/eller med fastbrændsel. Det antages derfor at udbuddet af alternativer reelt drejer sig om opvarmning med elektricitet, som langt den største del af almindelige forbrugere vil kunne benytte sig af. For at udnytte elektricitetens potentiale, er det formentlig varmepumper af forskellig type der vil komme i betragtning. Der er flere typer at vælge mellem, i rækkefølge af billigst til dyrest er luft/luft, luft/vand og vand/vand.

Elektricitet er desværre belagt med høje afgifter i Danmark. Det gør det muligt for gasnet monopolet at hæve prisen mere end ellers havde været muligt, før forbrugerne skifter til det eneste reelle store alternativ: varmepumper. Der er også igen flere problemer ved at vælge en anden varmekilde: Høje skatter på håndværkerarbejde og kraftig regulering og kartelisering af arbejdsmarkedet af fagforeningerne.

Alle disse faktorer medvirker at gasnettet bliver kunstigt attraktivt at investere i. For at gøre noget godt for den danske energiforbruger burde man derfor nedlægge fagforeningernes statslige hjælp (politiet ser den anden vej når fagforeningerne tydeligvis er voldelige), fjerne indkomstskatterne og energiafgifterne. Når markedet gøres mere frit og konkurrencen øges, så er det langt sværere for et monopol at drage særlig fordel af at købe sig andele af tidligere offentligt ejede kapitalgoder.

Korruption, svindel og bedrag

Det største problem som jeg forestiller mig bliver realistisk i forbindelse med den (desværre) urealistiske forventning om en total privatisering af gasnettet er at det offentlige vil sælge hele baduljen på een gang, og udelukker dermed præcis de små private ejere at købe små dele af gasnettet. Dernæst forventer jeg også en vis politisk malkning af manøvren, således den der bliver “inviteret til bords” bliver nogle af de velkendte venner fra storbankerne, såsom Goldman Sachs og andre nuttede politiske iværksættere.

Det er ganske enkelt nødvendigt at fastholde det liberale fokus igennem hele processen: Hold fast i at det private monopol er langt at foretrække for et offentligt, hold fast i at udbuddet skal deles op i mindre dele, alle skal have lov at byde (intet politisk “bord” der skal inviteres til for at ekskludere ivrige købere, der ikke er politiske allierede), og det bør udbydes så man kan tillade små bidder købes, og hold fast i at det er fordelagtigt for markedets positive udvikling at bekæmpe alle de nærliggende områder med dårlig konkurrence: Arbejdsmarkedet og energimarkedet som helhed skal udsættes for konkurrence på frie markedsvilkår og afgifterne og skatterne afskaffes. Det private gasnet skal føle den ægte konkurrence, hvor forbrugerne kan skifte til andre varmekilder på markedsvilkår uden at skulle betale staten eksorbitante summer. Den nuværende situation med høje skatter, afgifter og et kartelbaseret arbejdsmarked størkner økonomien og reducerer konkurrencen til gavn for de politisk favoriserede grupper. Disse politiske venner bør miste sine privilegier således nye markedsmuligheder kan opstå for at skabe en god løsning på udviklingen af energimarkedet i fremtiden.

Det værste vi kan få er endnu en offentlige mastodont, der fungerer som et møllehjul om halsen på samfundet nu og i fremtiden. Frygten for en teoretisk privat monopolist bør hvile på et informeret og nuanceret grundlag, ikke på politiske floskler og de intellektuelles fordomme.

Juuhuu, nu stiger inflationen!

 

De sidste par måneders inflationstal viser et lille hop i inflationen fra en middelværdi fra tidligere <0,5pct til godt og vel 1pct.

 

Er vi så ude af finanskrisen nu? Er det nu vi skal forvente et opsving, stigende beskæftigelse, stigende priser på aktiver og stigende priser på fødevarer?

 

Det er typisk sådan man ser på inflationen i det generelle mediebillede. Inflation på 2pct er godt, 1pct mindre godt, 0pct er grænsende til forfærdeligt.

 

Som almindelig forbruger ser jeg på stigende priser med irritation, jeg foretrækker afgjort at priserne på de ting jeg køber for mine penge enten forbliver hvor de er, eller falder. Der er intet der gør så godt i privatøkonomien og mit subjektive velvære som et tilbud eller en anden kampagne med reducerede priser.

 

Men jeg er naturligvis bare en egoistisk forbruger, der ikke tænker på samfundets bedste. Inflation på 2pct er “the sweet spot” for centralbankerne, målet for den Europæiske Centralbank (ECB) er at opnå tæt på men under 2pct inflation. Årsagen til at inflationen på 2pct er så fantastisk er at det øger de nominelle renter i pengemarkedet, som centralbankerne manipulerer med deres pengepolitik, og giver dermed et øget spillerum for at kunne reducere renten for at kunne “stimulere” økonomien igen.

Manglende inflation gør det besværligt for centralbankernes pengepolitik, da de opfatter 0pct renten som den lavest mulige rente, da negative renter vil medføre at bankkunderne trækker deres kontanter ud af bankerne og dermed mister negative renter deres potentiale til at piske opsparere til at skaffe sig af med deres indestående. Som forbruger er din rolle at kaste dine penge ud så hurtigt som centralbankerne mener det er belejligt for dem. Du er jo bare en egoist, hvorimod deres formål er det ædle at styre samfundet. Det forstår vi jo alle sammen godt – dine personlige glæder og fornøjelser er ligegyldige, du skal bare gøre som der bliver sagt.

 

Problemet bliver naturligvis når man derefter spørger, hvad så hvis flertallet af forbrugere er enige om ikke at bruge pengene? Så tager centralbankerne fejl – og deres mission bliver den egoistiske i stedet for den som maksimerer samfundets velfærd.

 

Det er netop hvad vi har været vidne til i de sidste mange år siden finanskrisen. Det ene vilde tiltag efter det andet fra centralbankernes side har ikke medført den “ønskede” inflation. Programmerne har været aktive i årevis nu. Forbrugerne har reageret mod den konventionelle magt siden finanskrisen ved at opbygge deres opsparing, eller nedbragt deres gæld, eller har stoppet den tidligere konstante øgning af gælden – ganske enkelt: de har opført sig fornuftigt og rationelt i deres privatøkonomi. Centralbankerne har med andre ord forsøgt at tvinge en uønsket pengepolitik igennem, og det er centralbankerne og deres politiske venner der har opført sig fuldstændigt egoistisk for at presse priserne op ved at pumpe penge ud i økonomien stik imod forbrugernes ønsker.

 

Markedsløsning på forbrugernes ønsker

Lad os for argumentets skyld antage at det er fornuftigt at have en vis form for centralplanlagt kontrol med hvor stor pengemængde der er i samfundet. Det er ikke just min kop te, og det bliver også gendrevet fuldstændigt i mange af østrigernes bøger såsom Ludwig Von Mises’ “The theory of money and credit” og Murray N. Rothbards “The mystery of banking”, men lad os blot lade som om at dette argument var logisk sammenhængende og gyldigt. Hvad skulle pengemængden så være?

 

Svaret er: Konstant. Det samme hele tiden. Ingen ændring.

 

Vi kan tage eksemplet fra finanskrisen, hvor et tidligere såkaldt opsving satte en forbrugsfest i gang, hvor forbrugerne gældsatte sig voldsomt i forventning om yderligere prisstigninger i deres huse og andre aktiver. De fik let til kredit og lånte til sortglaserede tegl på alt – selv sommerhuset, dyre samtalekøkkener og en tredje bil i garagen til teenageren der boede hjemme. Så kommer krisen, kreditten strammes op, aktivpriserne falder og der indfinder sig en generel forståelse af at det er svært at sælge sine varer mens gælden stadig tynger privatbudgettet.

 

Det logiske privatøkonomiske at gøre er naturligvis at reducere sit forbrug, sætte ind på at beholde sit arbejde og nedbringe gælden eller bringe privatøkonomien under kontrol i det mindste. Hver forbruger vælger sin egen løsning i sin egen situation, men generelt var der bevægelser mod at flere ønskede at opbygge lidt reserver på bankkontoen mens ny gæld var mindre attraktiv (og ofte sværere end før at opnå).

 

I et markedsbaseret pengesystem, hvor pengevaren ikke kan manipuleres gratis, men har en høj produktionsomkostning for at tilvejebringe flere enheder af pengevaren, der vil sådan en situation betyde at når færre penge cirkulerer (det individuelle ønske til egen beholdning af penge stiger) vil varerne til salg i markedet blive solgt langsommere end før så længe priserne forbliver de samme som før.

 

De som har lagre vil se situationen som forfærdelig – deres lageropbygning har været omkostningsfuld, og kombineret med en fortløbende produktionsproces, vil et langsommere salg medføre stigende varelagre. Noget må derfor gøres. Den trælse, men markedsbaserede, løsning er at reducere priserne således forbrugerne igen vil købe den varestrøm der kommer ud af produktionen. Produktionen må også rettes til den nye efterspørgsel og varelageret mister noget af sin værdi. Det er dyrt at være spekulant og have varelagre når priserne falder. Omvendt er det godt for spekulanten når de stiger.

 

Ikke desto mindre er den markedsbaserede løsning også med til at fremskynde justeringsprocessen. Markedskræfterne vil medføre at priserne falder indtil efterspørgslen kan opsuge hele udbuddet af varer igen. Ved lavere priser kan flere varer sælges – det siger loven om efterspørgsel. Skal hele justeringsbyrden lægges over på producenter og lagerførende grossister?

 

Der er flere sider at betragte

Det er vigtigt at huske på at det man ønsker at have i reserve ikke er en nominel størrelse af penge. Når du vælger hvor stor din opsparing til en regnvejrsdag skal være, så er du ikke ligeglad med hvad priserne på hverdagens varer er, du er ikke ligeglad med hvad din løn er. Din beslutning afhænger af markedssignalerne, herunder din løn og priserne på de varer du ønsker at købe.

 

I justeringsprocessen betyder det derfor at som priserne på de varer du køber falder, ligeledes falder dit behov for at opbygge penge på din opsparingskonto i banken fordi købekraften af hver enhed penge stiger. Det betyder at to bevægelser trækker i samme retning i processen: Du tilbageholder penge og priserne falder. Tilsammen betyder de to effekter at situationen opnås hurtigere hvor forbrugernes efterspørgsel på opsparing er opnået og de begynder langsomt igen at sætte flere penge til på forbrug. Den samlede effekt bliver at som forbrugerne opbygger opsparing og priserne falder, så stiger realværdien af opsparingen hurtigere end forbrugerne lægger penge til side. Den kombinerede proces mellem prisfald og opsparing betyder at situationen, hvor forbrugerne igen øger andelen af deres indkomst til forbrug, opstår tidligere end hvis priserne var forblevet høje.

 

Hjælp fra 3. part

Hvis pengevaren blev produceret af markedet, så ville en værdistigning af pengevaren betyde at en større produktion bliver profitabel. Det betyder at de som producerer penge opsuger flere resurser til produktion af flere penge, de vil øge produktionen bl.a. ved at øge antallet af medarbejdere og afhjælpe problemet med arbejdsløshed – samtidig med at den nye produktion af pengevaren øger den cirkulerende pengemængde og hjælper med at mætte efterspørgslen.

 

Den vigtige pointe at tage med fra fordelen af markedsbaserede penge er at udvidelse af pengemængden sker i markedet selv, og de nye penge bliver i høj grad solgt på markedet til markedsprisen – de indgår ikke som et lån der forstyrrer rentesignalet, men bliver i stedet solgt som andre varer i markedet.

 

Centralplanlagte digital/papirpenge som er realiteten i dag har mange problemer, herunder at produktionen er så billig og let at det ikke opsuger arbejdskraft og naturligvis det moralsk forkastelige i at gevinsten for pengeproducenten er enorm: Omkostningen til produktionen af digital/papirpenge er knap nul – men købekraften af pengene er langt højere. Det er derfor klart at staten har taget kontrollen med pengevaren, har karteliseret banksystemet og monopoliseret valuta’en for at sørge for at denne magt, altså forskellen på produktionsomkostning og købekraft, forbliver stor og politisk styret.

 

Det er derfor meget belejligt at indoktrinere befolkningen til at tro at stigende priser er gunstigt for alle mulige positivt opfattede samfundselementer: Beskæftigelse, forbrug og let adgang til kredit. Det er farligt for de politiske magthavere hvis befolkningen får viden om at pengesystemet er umoralsk, korrupt og skadeligt.

 

Derudover introduceres nye digital/papirpenge i systemet via lånemarkedet – nye penge opstår som gæld via banksystemet. De negative langtidseffekter for markedsøkonomien vil jeg komme ind på senere i indlægget.

 

Hov, hvad med min løn?

Det er klart at i sådan en justeringsperiode vil der være behov for virksomheder at revurdere situationen og fyre medarbejdere for at finde den nye optimale struktur i produktionen. For at kunne producere varer til lavere salgspriser, skal produktionen gøres mere effektiv, det kræver bl.a. at inputpriserne reduceres. Inputprisen for produktionen er blandt mange andre ting også lønmodtagernes betaling for deres arbejde.

 

Det vigtige at forstå i denne sammenhæng er at der ikke startes en ond cirkel der i det uendelige reducerer lønningerne, forbrugerne sparer mere og mere, og til sidst har ingen et arbejde og alle skriger på opsparing. Det er den fortælling medierne udbasunerer igen og igen, at deflationsspiralen er så forfærdelig. Men det er forkert. Som fortalt tidligere så er ønsket om en pengereserve på bankkontoen afhængig af markedssignalerne, dvs. situationen hvor priserne falder og virksomhederne fyrer folk kan ikke fortsætte i det uendelige – markedet har feedbacksignaler internt der sørger for at stabilisere økonomien automatisk uden at føre til den visse død eller ulidelige tilstande.

 

Det som kræves for at kunne kaste deflationsspøgelset ud af vinduet er at indse at så længe priserne i markedet kan justere sig både op og ned uden forhindringer i lovgivningen, så kan markedet finde en ny balance, hvor alle der ønsker et job kan få et, og man selv kan vælge hvor stor en opsparing man ønsker at have. En almindelig forståelse af Say’s lov om markeder er at produktion til markedet er den drivende kraft der skaber efterspørgsel – en recession er ikke et resultat af for stor produktion, men af forkert produktion.

Som Ricardo skrev til Thomas Malthus:

“Men err in their production; there is no deficiency of demand.”

Menneskets ønske om at klare sig og løse problemerne i livet gør at efterspørgslen ikke kan falde til nul og ødelægge samfundet. Så længe markedsøkonomien er fri og umolesteret af statens lovgivning mod prisændringer, så kan markedet automatisk klare enhver krise og ruste samfundet til at klare fremtidige kriser bedre end noget kombineret stats- eller centralbankprogram nogensinde vil kunne gøre.

 

Markedet opdrager mennesket gennem erfaring

En af de helt store problemer med de valgte pseudoløsninger på finanskrisen er at man har forsøgt at løse et gældsproblem ved at “stimulere” økonomien, og gøre det langt mere attraktivt at optage mere gæld. Løsningen på gældsproblemet er mere gæld. Det næste er den komplette mangel på realitetssans på løsningerne: Finanskrisen er i bredeste forstand blevet opfattet som et problem med de fundamentale markedsmekanismer, og alt for lidt fokus har været rettet mod de statslige programmer der konstant ødelægger pålideligheden af markedssignalerne såsom renten på penge, risikoen ved lån og politisk pres for at redde boligejere.

 

Det er nødvendigt at bruge markedet sådan som det er – med alle de disciplinerende funktioner der eksisterer i markedet. Risiko skal opvejes mod profit – men alle funktionerne i markedet skal være baseret på markedet. Det nytter ikke noget for forståelsen af problemet, hvis man nægter at se problemerne i øjnene som centralbankerne skaber, og samtidigt efter at have begået en kæmpe fejl, begår den samme fejl een gang mere.

 

Stigningen i pengemængderne siden finanskrisen er formentlig indenfor det “almindelige” i disse kredse. Det som har været nyt er de midler som centralbankerne har måttet tage i brug for at gennemtrumfe deres politiske mål. I gamle dage var det ikke nødvendigt med storstilede opkøbsprogrammer, her nøjes man med at reducere renten og foretage enkelte open market operations, hvor centralbanken køber aktiver af bankerne, og hælder dermed nye penge på økonomien, som bankerne kan bruge som base der i sidste ende bliver flerdoblet via deres gensidige udlån.

 

Ovenstående kritik er naturligvis bare mig som almindelig forbruger der synes at centralbankerne er nogle slyngler der presser prisstigninger ned over hovedet på mig, under påskud af at være samfundsopbyggende og “statsmandsagtige”. Der er en langt vigtigere kritik at rette mod centralbanksystemet som det er i dag.

 

Den østrigske opsving og recessionsteori

Centralbanksystemet fungerer i dag ved at skabe nye penge via opkøb af finansielle aktiver samt ved at kartelisere bankvæsenet således alle bankkunder får statsgaranti for deres indskud, uanset hvilken falleret bank de end måtte vælge at låne deres penge ud til, samt særligt at fastsætte en interbank rente i centralbanken, hvor alle banker kan låne af hinanden til samme rente – igen uanset hvor falleret og tåbelig banken er.

 

Rentemanipulationen og den socialiserede risiko i banksystemet er absolut ikke markedet værdigt. Markedets største force er at priserne på hver enkelt transaktion bliver nuanceret og dannes på baggrund af risikoopfattelsen hos deltagerne. Det er derfor langt at foretrække at lade markedet indprise risikoen og lade markedsdisciplinen styre hver enkelt deltager til at være troværdig og pålidelig – inklusiv bankerne.

 

Østrigernes store indsigt i opsving og recessioner er at renten er et vigtigt markedssignal. Renten styrer investeringshorisonterne, så at sige, altså længden på investeringen og størrelsen på investeringen. Renten i det frie marked er prisen på penge i fremtiden – hvad vil udlåner have som betaling for at låne ud på udbudssiden, og på efterspørgselssiden styrer hvad der profitabelt kan investeres i (eller som almindelig forbruger, hvor meget er det værd for dig at få ting nu kontra at vente på at spare op til dem?). Renten styrer derfor både hvor profitabelt det er at spare op og hvor profitabelt det er at låne, for den enkelte.

 

Når renten hviler i markedet, så betyder det at de tilrådighed stående opsparingsreserver bliver modsvaret af en efterspørgsel på investering der følger det sociale værdisæt for samfundet, og det betyder dermed også, at de opsparede resurser og forbrugernes ønske om at udskyde forbrug flugter således der er råd til at investere, hvis man ser på de fysiske resurser i samfundet. Det er vigtigt at huske på at hvis du sparer penge op, så har du produceret en værdi, som du har valgt at udskyde at forbruge. Værdien reflekteres oftest i nogle resurser (træ, cement, jern, rådgivningstimer etc) ikke bliver brugt men i stedet er der “ledige resurser” der nu kan gå til investering i stedet.

 

Din opsparing betyder at der er udbydere andre steder som kan sættes i gang – investerer du pengene, kan investoren i stedet bruge resurserne. Via pengeøkonomien kan resurser “transformeres” fra hvad du ville have efterspurgt til hvad investoren efterspørger. Pointen er at markedsøkonomien er plastisk og formelig i en vis grad, som indikeres af relative priser mellem varerne, mens den vigtige koordinerende funktion over tid afgøres af renten på penge. Renten driver så at sige “længden” på den investering du kan foretage, en lav rente medfører at lange investeringsprojekter bliver rentable, mens en høj rente afskrækker en lang investeringshorisont.

Inflation er mindre interessant

Østrigernes kritik af centralbanksystemet er derfor ikke at prisstigninger i samfundet er skidt, tværtimod siger de, at priserne i samfundet reflekterer markedets ønsker. Prisstigninger i sig selv er markedet der fungerer ved at rationere tilgængelige resurser. Inflation i den forstand er ikke særligt interessant. Det er derimod stigningen i pengemængden via lånemarkedet der medfører rentereduktioner der er skadeligt for markedet på sigt.

 

Østrigernes kritik af centralbankerne går på at deres rentemanipulation påvirker lånemarkedet og diskoordinerer investering og forbrug. Markedet bliver ude af stand til at planlægge investering og forbrug, fordi signalet (renten på penge) bliver forstyrret og forårsager forbrugere til at forbruge mere end de reelt ville hvis markedssignalerne var ægte, samt at investorer investerer i andre linjer og på andre projekter end de ville, hvis markedssignalet var ægte.

 

Derfor er det ikke vigtigt hvad inflationen i forbrugerprisindekset er, udover at man som forbruger ikke kan lide prisstigninger på de ting man køber, det vigtige er stigningen i pengemængderne der skabes via manipulation af rentemarkedet, kartelisering af bankvæsenet og socialiseringen af risiko. Alle medfører en øget pengemængde, reduceret rente, større iver efter risiko og det garanterer at markedssignalerne bliver forvrængede og medfører uundgåeligt at investeringerne i højere grad risikerer at blive tabsgivende samtidigt på sigt – en ny recession er uundgåelig.

 

For mere om opsving og recession, læs eksempelvis siden “Banksystemet og pengerenten“.

Socialistisk affaldsspropaganda fra Silkeborg kommune

I fredags fik jeg en lille folder af Silkeborg kommune hvor der står at sovjetkammeraten der står for genanvendelse af affald i Silkeborg Kommune har besluttet at alle i Silkeborg Kommune skal til at sortere deres dagrenovationsaffald i flere kategorier end før.

Før sorterede vi bare i alm. husaffald og papir, nu skal vi sortere i:

  1. Glas
  2. Hård plast og metal
  3. Papir og pap
  4. Madaffald
  5. Rest

For at få denne ekstra arbejdsbyrde til at glide ned i halsen på vælgerne, er der netop lagt op til en god gang propaganda der fremstiller det nye affaldssorteringssystem som en særlig miljøvenlig og social ansvarlig foranstaltning. Forsiden selv siger en del.

 

Afhængig af hvordan man opfatter en tvungen ny daglig rutine som værende “nemmere” så kan jeg umiddelbart ikke se hvad der er nemmere ved at sortere dagrenovationen i flere kategorier end før. Som almindelig husejer har jeg allerede et system der tilfredsstiller mig selv i dag.

Jeg er allerede godt med på genbrugsvognen og bruger genbrugspladsen fornuftigt som tingene er i dag.

Inde i bladet kan man læse nogle ganske helt forskruede argumenter og økonomiske vildledninger. Jeg har taget et par billeder for at illustrere hvad man kan læse om:

 

Hvis Silkeborg Kommune havde været interesseret i at informere økonomisk objektivt og ærligt, så burde de have haft en helt anden indgangsvinkel til miljø, genanvendelse og resurser.

Spørgsmålet der skal besvares er: Er det socialt optimalt at genanvende, deponere eller forbrænde affald?

Økonomisk forståelse af miljø, genanvendelse og resurser

Når fokus falder på hvad der for samfundet er økonomisk optimalt at gøre, så er det nødvendigt at inddrage alle de som påvirkes. Det afgørende sociale element i markedsøkonomien er at prissystemet inkluderer de involverede parters egen prioritering. Markedspriser er en refleksion af prioriteringerne af alle markedsdeltagerne. Prissystemet er “den usynlige hånd”, en samfundsproces der sørger for at priserne udvikler sig således, at det enkelte menneske tilskyndes at gøre det som er socialt optimalt for samfundet som helhed.

Et af de grundlæggende forudsætninger for at prissystemet kan fungere socialt optimalt er at beskytte ejendomsretten for alle menneskene i samfundet – i hvert led af processen skal de direkte samt de afledte effekter indregnes i omkostningerne for at give de bedste signaler til markedets deltagere. For at markedet kan fungere optimalt skal prissystemet derfor reflektere alle deltagernes prioriteringer. Prissystemet bliver dermed et socialt netværk der kan bruges til at guide markedets deltagere til at vælge hvad der er socialt bedst er gøre. Følges prissystemet til at reducere omkostninger og skabe størst profit, følges markedsdeltagernes præferencer og bliver i sin helhed til et beslutningsnetværk, hvor alle deltagere tages med på råd og får indflydelse på udfaldet af processen. Lader man prissystemet fungere under personligt ansvar, skaber man en form for socialt system der danner et fundament til at samarbejde om problemerne.

For at kunne fastsætte priser på hver type affald, skal man kende de sociale omkostninger for håndtering af hver type affald. Prisen for at skaffe sig af med eksempelvis en plasticpose afhænger bl.a. af hvad den totale omkostning er.

Det frie marked kommunikerer omkostninger via priserne

Prisen på affald i det frie marked opstår via markedsprocessens sociale prioriteringer af alle led i processen for at skaffe sig af med affald. Priserne afhænger bl.a. af værdien af den ejendom man bruger til affaldsstation: Det er eksempelvis tydeligt at hvis en iværksætter vil drive en affaldsstation på Frederiksberg ved at købe jorden og bare dumpe plasticposer her, så er det klart en meget dyr måde at gøre det på fordi kapitalomkostningen er enormt høj. Den alternative brug af jorden (attraktive boliger på Frederiksberg) er meget værdifuld for markedet (andre mennesker vil betale høje priser for at eje det samme jord) og fører dermed store omkostninger med sig som formentlig ikke kan forsvares økonomisk. Det ville være alt for dyrt at udbyde profitabel plasticposehåndtering fra en sådan station, da hver plasticpose medfører betydelig forringelse af kapitalværdien af jorden, og kunderne vil vælge andre udbydere for at komme af med deres brugte plasticposer. På den måde tilskynder markedspriserne at du ikke laver sådanne idiotiske prioriteringer, hvor det er tydeligt at samfundet mister store værdier ved meget uøkonomisk anvendelse af resurserne.

NB: Følgende er ikke for at hakke på Lolland-Falster! Det er blot for at forklare sammenhængen mellem samfundets værdifastsættelse i markedspriser og iværksætterens prioriteringer.

Hvis man i stedet opkøber et stort jordareal på Lolland-Falster og ønsker at drive det som affaldsstation, så vil den profitable pris for at tage mod plasticposer være lavere end på Frederiksberg. Hver plasticpose vil stadig forurene jorden og gøre kapitalværdien af jorden ringere, men i dette tilfælde kan man bedre drive et affaldsdepot fordi jordprisen er lav. Markedet vil derfor søge at placere sådanne depoter steder hvor jordprisen er lav fordi omkostningen (reduktion af kapitalværdi af jorden, renter etc.) er lav. Jordprisen på Lolland-Falster er lav fordi der er ganske rigeligt at købe af, resursen er relativt stor og efterspørgslen relativt lille. Markedet ville placere en affaldsstation et sted hvor jorden er tilstrækkelig lavt værdsat således det jord der bruges til affaldsdeponi præcis er den jord som er mindst værd. Det giver god mening fra et samfunds synspunkt at lade markedet allokere resurserne, fordi markedet netop er en social institution der omfatter andres prioriteringer såvel som dine egne.

Den totale omkostning for en affaldsstation til deponi er naturligvis ikke bare jordprisen, der er en række andre faktorer der ligeledes skal opvejes mod hinanden, såsom transportomkostninger, personale omkostninger og omkringliggende ejendomshensyn (det som på Orwell’sk kaldes “miljø” af vores socialdemokratiske kammerater). Det frie marked kan også indregne prisen for forurening i prissystemet – og det er sådan en prisdannelse der er behov for hvis man ønsker at bruge resursen socialt optimalt. Ved at opveje prisen på at forurene luften kontra deponere i jorden kan iværksætteren beregne i penge-priser hvilket valg er det sociale bedste for samfundet. For at indregne prisen på forurening skal man have et retsligt system til at beskytte ejendomsretten mod forurening. Forurenes luften ved drift af affaldsstationen skal denne omkostning indregnes ved at kompensere omkringliggende ejendomme eller helt stoppe forureningen afhængig af omkringliggende ejendommes værdi, graden af forurening og ejernes ønske om ikke-forurenet luft.

På den måde skabes markedspriser på forurening til at guide iværksætteren til at vælge det som er socialt optimale og mest profitabelt. Denne pris indgår i omkostningerne ved drift af affaldsstationen og dermed i prisen for at skaffe sig af med fx plasticposer.

Markedspriser på affald hjælper forbrugerne

Ovenfor beskrev jeg kort hvordan markedets prisfastsættelser kan hjælpe en iværksætter til at vælge en affaldsstation der er samfundsmæssig optimalt placeret, ved at opveje de omkostninger der er forbundet med en sådan. Det guider iværksætteren til at placere (fx jordpris og transport) og drive (fx deponi vs afbrænding) affaldsstationen.

Et eksempel hvor markedets prissystem hjælper forbrugerne til at prioritere socialt optimalt kan gøres fx ved brug af poser til indkøb. Hvis prisen for at skaffe sig af med en plasticpose er 5kr og en papirpose ditto er 0,5kr, så vil den pris indgå i forbrugerens vurdering af brugen af plastic- vs papirposer.

Koster papir og plasticposen det samme i indkøb så er forskellen i affaldsomkostningen 4,5kr oveni, som skal godtgøres ved eksempelvis at plasticposen kan bruge flere gange end papirposen kan. Disse priser på affald guider dermed forbrugeren til at vælge det socialt optimale for samfundet som helhed: I det frie marked med beskyttelse af ejendomsretten tages alle med på råd, og finder (uvidende herom) i fællesskab ud af hvordan resurserne bedst anvendes ved brug af prissystemet, den sociale lokkemekanisme.

Ovenpå denne fremstilling af den ægte sociale sammenhæng mellem genanvendelse, miljø og affaldshåndtering, så er det let at se hvorfor jeg bliver sur over Silkeborg Kommunes propaganda. Dit bidrag er i øvrigt ikke bare at du skal til at sortere dit affald for at passe ind i Silkeborg Kommunes monopol på affaldshåndtering, nej du er også indlagt til at betale for affaldshåndteringen i din skattebetaling.

Socialiseret affaldshåndtering er noget ubrugeligt bras

Alle omkostninger i deres affaldshåndtering er socialiserede: Der er ingen markedspriser på hverken kapitalværdien ( eller forureningen, der er ingen markedspris på affald for forbrugeren, der er ingen konkurrence mellem udbydere og iværksætterens opdagelsesproces af hvilken måde at håndtere affald på findes slet ikke. Omkostningerne til driften betales af skatteyderne og forbrugerne guides derfor til at opføre sig tåbeligt. Det forsøger man så at løse ved at diktere fra oven hvordan vi skal sortere vores affald. Men det er ingen løsning overhovedet, der er ingen af dem der har nogen idé om de sociale omkostninger fordi der ikke er nogen markedspriser til at styre processen. Det hele er et kæmpe socialistisk monster, der burde afskaffes øjeblikkeligt.

Man kan blot observere affaldskammeratens sidste forkvaklede forsøg på at propagandere for hvor fantastisk affaldssortering er, ved at se bort fra langt de største udgifter i forbindelse med genanvendelse. Deres ensidige fokus på det materielle og umiddelbare er slående.

Tænk, jeg som gik og troede at man skulle bruge cykelfabrikker, smelteværker, elektricitet, kapital, arbejde, jord og meget mere til at lave en cykel. Man skal tilsyneladende bare bruge aluminiumsdåser. Det samme gør sig gældende med de to andre færdigprodukter: Propaganda’en her er så tyk at man må skære sig igennem den med en kniv. Det er korrekt at kalde dette for propaganda for det belyser emnet udelukkende ensidet fra de “positive” vinkler.

Denne nye ordning med affaldssortering fra husstanden er et led i de problemer den socialiserede affaldsløsning medfører. Når omkostningerne ikke kan indregnes i prisen for den enkelte husejer fordi det offentlige “håndterer” affaldet og der ikke findes konkurrence hos forbrugerne, så opstår situationen let at man deponerer store mængder affald, og at emballageproblemet kunstigt holdes i live fordi forbrugeren ikke betaler prisen for at skaffe sig af med affaldet og fordi der ikke er markedspriser på hele processen, kan ingen beregne om det er bedre at genanvende, deponere, afbrænde eller noget helt tredje.

Silkeborg Kommune forsøger sikkert at gøre noget godt, men de har ingen rettesnor (markedspriser) til at guide affaldskammeraten i kommunen til at træffe rationelle beslutninger baseret på omkostningerne ved at genanvende, deponere eller forbrænde affaldet. Deres påstand om at det er godt for miljø’et er noget socialistisk sludder: Miljø er omkringliggende ejendom. Forurener du den, betaler du prisen for det i det frie marked, men i det socialistiske system aner ingen hvad “mijø’et” er værd for mennesket og dermed hvad der er den bedste brug heraf.

 

Vil du være social og bæredygtig, Josephine Fock?

Josephine Fock (herefter: JF), medstifter og folketingsmedlem af det politiske parti Alternativet, har skrevet et blogindlæg på Jyllands-Posten hvor hun kritiserer det hun kalder “vækstfantasien” hos de gamle partier.

Som deloverskrift skriver JF:

Økonomisk vækst fører ikke automatisk til et bedre samfund og bedre liv. Det sikrer vi kun, hvis vi bevidst sørger for altid at medtænke den sociale og miljømæssige bundlinje.

I grundsubstansen kan jeg godt være enig med JF her: Vækst er ikke et mål i sig selv, vækst kan være et resultat af økonomiserende mennesker der frit forfølger sine egne interesser, under hensyntagen til andres ejendomsret (det sociale er menneskets indbyrdes handler og miljø’et er blot et fancy udtryk for dine omgivelser, typisk din og andres ejendom), med alt der hertil hører af underelementer. Det viser sig empirisk blot at være sådan, at væksten er størst i de lande hvor den økonomiske frihed er størst. Tilsyneladende er statsindgreb gode til at reducere væksten i økonomien.

I ovenstående citat er det underforstået at “vi” tiltænkes at være demokratiet, som vælger dygtige og fremsynede politikere som Josephine Fock, til at dirigere statsapparaturet, lovgivningen, skattevæsenet og politiet således “folkets vilje” bliver fulgt. Der er naturligvis ikke tale om, at overlade beslutningen og planlægningen til det enkelte menneske, der i samarbejde med sine medmennesker kan finde et kompromis mellem sig, der fører til at begge drager fordel af deres samarbejde.

JF kritiserer dogmet at “vi skal have vækst”, at det er et mål i sig selv, som ikke længere behøver at blive forklaret. Det er dog ret interessant at observere, at selvom det for nogle personer kan virke ganske overvældende al den snak om vækst, så har det ikke haft nogen særlig betydning virkeligheden, hvis vi ser nærmere på BNP per indbygger målt i faste priser, som nedenstående figur (1997-2016) viser.

Omregnet til en procentuel vækst per år er det danske BNP per indbygger steget gennemsnitligt med 0,8pct årligt siden 1997. Du kan selv regne efter hvis du har lyst:

338,6/290,7 =1,1644774, tag den 19. rod af dette tal, så får du ca. 1,00806

Kilde: Danmarks statistik.

Det ser dermed ud til at det ikke er nok at tale om vækst, endda sådan at det har nået til et punkt, hvor JF beskriver det som et dogme, for rent faktisk at opnå vækst. Det er tilsyneladende nødvendigt at føre politikken ud i livet, frem for blot at tale om den.

Markedet klarer fordelingen af resurserne af sig selv

Hvis vi sætter virkeligheden lidt til side, og lader som om, at det rent faktisk er tilfældet at Danmark har høj vækst, så kan man alligevel kritisere JFs indlæg i nogle af hendes følgende kommentarer.

Der er stadig fordelingsmæssige udfordringer i Danmark, men overordnet set er vi et rigt land. Til gengæld fylder stress, angst og depression mere og mere i vores hverdag, og netop de former for mistrivsel kan vi ikke producere os ud af.

Jeg er naturligvis enig med JF i at der er meget store fordelingsmæssige udfordringer i Danmark, problemet var i 2015 956 mia kr stort. Mit synspunkt, som formentlig er det stik modsatte af JF, er at der ikke findes nogen fordelingsmæssige problemer i en fri markedsøkonomi, hvor hver enkelt økonomiserende menneske selv vælger hvad der er værd at købe, og sammenlagt bestemmer køberne af de økonomiske goder hvilken indkomst enhver skal have. Problemet man herefter kan grave sig frem til er at man er uenig med sine medmennesker i det udfald som den frie økonomiske udfoldelse førte til. Man kan kun være uenig i det udfald som opstår i det frie marked, hvis man har en lille diktator gemt i maven, og ønsker at andre skal opføre sig anderledes. Man ønsker således at andre mennesker skal gøre hvad diktatoren selv synes er passende, uden hensyntagen til andres prioriteringer, deres værdier og deres behov.

Reduceret arbejdstid muliggøres af økonomisk vækst

Der er også et andet element i det relativt korte citat: Påstanden om at man ikke kan producere sig ud af angst, depression og stress. Denne er fuldstændigt forkert, af flere årsager.

  1. En større produktion, alt andet lige, giver mennesket flere muligheder for at tilrettelægge sin egen tid, en større velstand giver dig mulighed for at holde flere timer fri.
  2. En del af produktionen går direkte til at behandle angst, stress og depression. Psykologer og psykoterapeuter i Danmark gør deres til at hjælpe de som er ramt af angst, depression og stress.

Ifølge 1 er det naturligt sandt, at med større velstand ser vi også en tendens til at det almindelige menneske vælger færre arbejdstimer per uge. Det bliver ganske enkelt muligt at prioritere sin tid, hvor en større andel af den totale tid kan bruges på fritidssysler, familie, venner og at skrive blogindlæg der kritiserer overfladiske politikere. Se nedenstående figur.

Kilde: Den store danske.

Fra at arbejde over 60 timer om ugen i 1900, er danskerne gået ned i tid indtil 1990, hvor en af de mange pauser i nedtrapningen har indfundet sig. En af årsagerne til at vi ikke har set faldende arbejdstid siden 1990erne kunne man gætte på havde noget at gøre med den elendige vækst per indbygger i Danmark. Det er i øvrigt en interessant betragtning at det parti som JF er medlem af folketinget for har en mærkesag på at reducere arbejdstiden. Samtidigt har de tilsyneladende en idé om at vækst ikke er så vigtigt, men her sætter de sig naturligvis i führersædet og i stedet for at lade mennesket selv vælge sin arbejdstid, vil de lovgive om arbejdstiden.

Det vil være for omfattende for dette allerede omfattende indlæg at kritisere deres syn på økonomien i forhold til arbejdsugen, automatisering og vækst. Det må blive en anden gang. Det er dog nok at sige at det næppe er en reduktion af arbejdstiden der skaber vækst.

Det sidste citat jeg vil bringe fra JFs indlæg i JP er dette:

Vi må ikke tage det for givet, at økonomisk vækst automatisk fører til et bedre samfund og bedre liv. For det er simpelthen forkert. Den eneste måde vi kan sikre, at økonomisk vækst skaber gode og meningsfulde liv er, hvis vi bevidst sørger for at medtænke både den økonomiske, den sociale og den miljømæssige bundlinje hver eneste gang, vi taler om vækst.

Substansen er jeg i det store hele enig med JF i. Vækst er i sig selv et meningsløst mål, vækst er for mig et udkomme af frie menneskers bestræbelser, samarbejde og privat udveksling. Det er et resultat af enkelte menneskers personlige valg, hvor de selv har haft lov til at prioritere hvordan de vil bruge deres tid, deres penge, deres ejendom og deres kræfter. Hvis det betyder stigende BNP, så er dette helt fint med mig, jeg ønsker ikke at fastsætte hvilket vækst-tal jeg tror vil optimere hver enkelt menneskes velbefindende.

Det er for den liberale kun nødvendigt at fastholde, at målet er at lade samfundet være i fred, sådan at samfundet spontant skaber den sociale struktur baseret på frivillighed og hensyntagen til hinanden. Det viser sig empirisk at det frie marked, med beskyttelse af ejendomsret, er absolut nødvendigt som fundament for at skabe vækst. Uden tilstrækkelig beskyttelse af ejendomsretten og menneskets frie valg degenererer fordelene ved privat udveksling og frivilligt samarbejde i en sådan grad, at det til slut ikke er nogen fordel at indgå i arbejdsdelingen, fordi produktivitetsstigningen, der er den kritiske fordel ved arbejdsdelingen, er blevet fuldstændigt konfiskeret af staten. Herefter er det for den enkelte attraktivt kun at forsørge sig selv og fravælge at indgå i det sociale samarbejde i samfundet. Samfundets eksistens ophører, når forståelsen breder sig til alle lag i befolkningen at egoistisk egenproduktion er alt der kan svare sig.

Der findes intet system der er bedre til at indregne samtlige omkostninger for samfundet, end det frie marked. Så længe loven beskytter ejendomsretten og alle dens delelementer, så vil de sociale, miljømæssige og bæredygtige elementer blive indregnet præcis på en måde, hvor alle deltagere drager fordel heraf. Det er vigtigt at pointere at alle de fine ord der nedfældes af JF bliver til rene farcer i hænderne på staten, mens de fine ord bliver til virkelighed, hvis samfundet selv får lov at finde løsningerne uden at blive beordret rundt af Sovjetiske centralplanlæggere, som tror de kan forbedre det frivillige udfald af millioner af menneskers jagt på at forbedre deres tilværelse.

Centralplanlæggeren, diktatoren og de socialdemokratiske politikere vil benægte at det forholder sig sådan. De vil så gerne tro på at det som de finder forkert og forkasteligt, kan reddes ved brug af lovgivning og politik. De tager fejl. De ødelægger mere end de redder. Hvis de vil redde nogen som helst, så skal de gøre det med de frivillige kræfter i samfundet, og i stedet for at kritisere markedsudfaldet her og nu, skal de omfavne tålmodighed, tolerance og overbærenhed der er grundstenene i laissez-faire filosofien.

Slip den politiske korrekthed FDM!

I fredags kom det nye nummer af FDMs medlemsblad “Motor” i postkassen. I lederen, som så mange andre gange før, forklarer Thomas Møller Thomsen (fremover TMT) om visse sammenhænge på bilmarkedet.

I denne udgave taler han særligt om leasingbiler. Der er flere fordele som leasingselskaberne har:

  1. De kun betaler registreringsafgift for bilen i den periode hvor bilen er leaset.
  2. De kan købe et større parti biler ind og få en rabat på mængden.

I forbindelse med 1 kan selskabet efter endt leasingperiode eje en brugt bil der ikke er betalt fuld registreringsafgift på. Dette gør det langt nemmere at eksportere bilen, da statens lovgivning betyder at eksportbiler ikke modtager fuld registreringsafgift retur, da 15% af bilens registreringsafgift tilbageholdes (dog mindst 8500kr for personbiler, autocampere og 4500 for motorcykler, varebiler etc) ved eksport, og hermed står leasingselskaberne bedre end den almindelige forbruger da deres brugte bil ikke har nogen registreringsafgift i “klemme” hos staten.

Ifølge TMT kan leasingselskaberne opnå en rabat på indkøb på ca. 40.000kr, men når regnskabet gøres op, så har leasingselskaberne “sparet” 125.000kr i forhold til hvis Hr. Hansen selv gik ud og købte, og senere solgte, en bil magen til. De 125.000kr er så vidt jeg forstår lederen et udtryk for bilafgifternes effekt på indkøbsprisen der ganges op for at de 40.000kr bliver til 125.000kr.

Kombinationen af en afgiftsfri bil og en lov der fratager bilejeren muligheden for at få registreringsafgiften retur giver naturligvis leasingselskaberne visse fordele, som TMT omtaler i sin leder.  TMT ønsker ikke at leasingselskaberne skal have på puklen, og han taler endda i positive vendinger om mekanismerne i det frie marked. Han angriber derfor den værdibaserede registreringsafgift og lovgivningen der griber forstyrrende ind i markedet.

Forbrugerne bliver ikke snydt af leasingselskaberne

TMT begår dog nogle små fejl i sin leder, som er værd at udpensle lidt. En af kommentarerne som TMT fremlægger er postulatet om at leasingselskaberne kan styre priserne på det danske brugtbilmarked fordi de kan vælge at sælge til udlandet uden at betale statens ekstraskat ved eksport. TMT mener derfor at denne mekanisme ikke kommer forbrugerne til gode. Men det er forkert – det kommer forbrugerne til gode at leasingselskaberne sælger deres brugte biler på markedet, det er blot ikke de danske forbrugere der køber alle bilerne. De danske forbrugere får præcis den fordel de ønsker at opnå ved at kunne købe bilerne på brugtbilmarkedet, og forbrugerne har valgt at prioritere andre ting end at købe alle leasingselskabernes brugte biler. Bare fordi leasingbilen kørte sine første år i Danmark gør det ikke til nogen synd at sælge bilen til udlandet. Udenlandske leasingselskaber gør formentlig det samme, og sælger bilen brugt til Danmark. Det er vigtigt at huske at hver enkelt bil indgår i et kompliceret netværk af udbud og efterspørgsel, det er alt for overfladisk at tale udelukkende om “leasingbiler”, det er vigtigt at gå i nærmere detaljer og finde ud af “hvilken leasingbil er interessant for en dansker at købe brugt?”.

Det er også vigtigt at huske på i denne forbindelse, at forbrugerne ikke har krav på noget som helst fra andre. Forbrugerne og leasingselskaberne finder i fællesskab, via markedspriserne på bilerne, frem til den andel der er optimal at sælge på det danske brugtbilmarked således både køber og sælger drager fordel af handlen. Det er netop forcen ved det frie marked at begge parter i transaktionen drager fordel af den. Det er vigtig at huske på, at de mange leasingselskaber alle er i intern konkurrence om at sælge deres brugte biler, og de er derfor nødsaget til at adlyde forbrugernes prissignaler for at skabe profit.

Den ene grådige kapitalist efter den anden vil byde priserne til det punkt, hvor forbrugerne er villige til at købe så mange som leasingselskaberne forsøger at sælge. Leasingselskaberne drager præcis samme fordel af det internationale bilmarked som den danske forbruger gør. I stedet for at priserne fastsættes i et nationalt dansk marked, fastsættes priserne i det internationale bilmarked. Adgangen til det internationale bilmarked er et gode både for danske forbrugere og leasingselskaber.

Derfor er det misvisende når TMT lægger op til at leasingselskaberne “snyder” de danske forbrugere ved at sælge den brugte bil i udlandet. Tværtimod. Hvis de snød de danske forbrugere, så ville leasingselskaberne skade sig selv. Markedsprisen på brugte biler i Danmark ville ligge højere end i udlandet, hvis danskerne havde et relativt større ønske om at købe leasingselskabernes brugte bil. Siden markedsprisen ikke er højere, så er det et udtryk for at forbrugerne ikke tildeler disse en tilstrækkelig vigtighed og knaphed til at lokke leasingselskaberne til at sælge til danskerne.

Derfor er det vigtigt, når man læser sådanne overfladisk fornuftige ledere, at analysere situationen både fra køber og fra sælgers synspunkt. Det er en korrekt kritik som TMT lægger for dagen, når han klager over de forvridende regler og høje værdiafgifter. En liberal som jeg selv kan kun være enig med synspunktet om at det er forvridende for markedet når staten beskatter. Det er blot vigtigt at man forstår forskellen mellem en markedspris og en skat. Markedskræfterne skal forstås korrekt, så man undgår disse fejlslutninger om at leasingselskaberne kan “styre” nogen pris af nogen art. Priserne bestemmes både af køber og sælger i samarbejde om ejerskabet af bilen. Der er ingen der styrer andre i den frivillige udveksling.

Når staten blander sig med politi, retsvæsen og skattevæsen for at beskatte og bestemme over dig, så er der tale om at “styre”. Staten har monopol på lovgivningen, fortolkning af lovgivningen, herunder skattelovene, og udøvelsen af magtanvendelse mod dig. Der kan ikke være tale om frivillighed i udvekslingen når staten blander sig. Staten styrer, markedet tilbyder. Denne forskel må man ikke glemme, da man uden denne forståelse hurtigt kommer i bekneb med at forklare hvorfor momsen er forkert mens en prisstigning i markedet er OK.

FDMs afgiftsomlægning er et røgslør der skjuler de reelle problemer

Kritikken af TMT er dog ikke ovre endnu. Som en af de sidste pointer TMT lægger ud i lederen, så er planen tilsyneladende at omlægge registreringsafgiften frem for at afskaffe den helt og aldeles. TMT viser sine moderate (socialdemokratiske) takter ved at foreslå at registreringsafgiften omlægges fra at være værdibaseret til at være teknikbaseret, og bør betales løbende i bilens levetid. Selvom det i lyset af leasingselskabernes fordel ved løbende registreringsafgift virker som et fornuftig tiltag, så er det af absolut vigtighed at understrege at en skat på teknik betyder det samme som en skat på værdi. I stedet for at forbrugerne mister velfærd i forbindelse med et værdikøb, så mister de i TMTs “nytænkende, fremadskuende og revolutionerende vision” blot deres velfærd når det kommer til bilens teknik i stedet. Det er med andre ord ligegyldigt, hvis den samme sum penge skal indkræves i skat om man tager af bilkøberens forlomme eller baglomme. Forslaget er endnu et røgslør hvor en nytænkende afgiftsstruktur effektivt fungerer som et karte blanche til at lade statens indblanding i markedet fortsætte uhæmmet.

Den sidste pointe TMT når at finde plads til i lederen er et fromt ønske om at reducere afgiftsniveauet, således afgifterne bedre matcher bilismens omkostninger for samfundet. Idéen er ganske udmærket, men der er desværre sneget sig to fejl ind i det fromme forslag om at reducere den nationale statsindkomst fra bilafgifter til at matche samfundets omkostninger.

  1. Hvordan tilrettelægges anlægsomkostningerne?
  2. Hvordan tilrettelægges driftsomkostningerne?

Jævnfør 1, så er det klart at det er ganske urimeligt at staten bygger tåbelige vejanlæg der er underdimensioneret på trafiktunge områder, mens den bygger overdimensionerede vejanlæg på tyndt befolkede områder. Staten skal ikke have lov at bygge økonomisk uforsvarlige anlæg for derefter at tørre regningen af på frustrerede bilister, det kan enhver intelligent person forstå. Derfor er det forkert at lade staten bygge vejene, fordi omkostningerne ganske enkelt løber løbsk i forbindelse med anlæg af nye veje. Dimensionering og prioritering af vejen bliver ganske enkelt politisk, uøkonomisk og kaotisk når det bliver politikerne der skal fastlægge vejforløb. Uanset man er tilhænger af demokratiet eller ej, så kan man ikke løse det økonomiske problem ved at hver borger kan afgive en stemme, også selvom hver eneste vejanlæg skulle til folkeafstemning (lokalt eller nationalt). Den enkeltes ejendomsret beskyttes ikke i dette forløb, og enhver har lige meget at skulle have sagt uanset hvor mange kilometer man tilbagelægger eller hvilke problemer man ønsker at prioritere at få løst.

Processen at finde ud af forbrugernes prioriteringer og lyster skal fratages politikerne og bør placeres med sindsro hos den private iværksætter der risikerer sin egen kapital, ved at bygge vejanlæg der muligvis er tabsgivende for denne. Kun igennem den frivillige proces af at tilbyde vejservice mod betaling, kan iværksætteren udregne profit og tab som guide til at dirigere resurserne hen, hvor de er mest efterspurgt og dermed højst prioriteret af det sociale netværk, markedspriserne. Det er naturligvis kun det frie marked der kan tilgodese forbrugernes ønsker om afbalancering mellem vejeffektivitet, kvalitet og omkostningsniveau. En total privatisering af vejnettet er lige til højrebenet, og naturligvis bør der følge en nedlæggelse af vejdirektoratet og trafikministeriet. Disse bureaukratier vil ikke være nødvendige i et samfund med private veje. Der er absolut et behov for at fintune kvaliteten og kvantiteten af de danske veje, det ses tydeligst for de af os der dagligt kører på vejsocialisternes asfalt, og den optimale økonomiske metode er den frie laissez-faire kapitalisme.

Jævnfør 2, så har forurening en stor betydning for vejenes placering, form og trafikreglerne der tages i brug på vejen. I dag er situationen den at de som belastes af forureningen ikke modtager den kompensation som forureneren betaler. I stedet modtager staten en indtægt den selv har fastlagt, som ikke har nogen relevans for den som lider under forureningen. Det er tydeligvis forkert at den som forureningen går ud over ikke modtager en kompensation for dette tab af velfærd. I stedet tilbyder staten “lige adgang til sundhedsvæsenet” hvis du en dag bliver syg af forureningen. Men du skal da være heldig at få en populær sygdom, så du kan overleve tiden på ventelisten. Een socialistisk ordning bliver ikke reddet af at indføre endnu en. Socialiseret forureningserstatning går ikke hånd-i-hånd med et socialiseret sundhedsvæsen. Det er blot to mekanismer der begge trækker i den forkerte retning: Resurserne bliver ikke udnyttet optimalt, men i stedet spildes resurser mens andre overudnyttes.

Driftsomkostningerne til vejnettet bør lægges over i private hænder, således prisen for forurening inddrages i prisen for benyttelse af den enkelte vej. Den private vejejer er naturligvis ansvarlig for den forurening der generer de omkringliggende ejere af ejendomme og arealer. For at skabe et frit marked for vejforurening bliver det naturligvis nødvendigt med en opstartsfase hvor man finder ud af hvad prisen for forurening er, således præcis de individer forureningen belaster modtager en kompensation for den forurening. Det vil blive nødvendigt med “forureningsdetektiver”, eksperter med målegrej der kan måle indholdet af forurening i luften, og v.h.a. retsvæsenets tortlovgivning kan man finde en pris det vil koste for at forurene. På denne måde sikres at den nærliggende ejendom bliver kompenseret for sine økonomiske tab i forbindelse med vejens forurening, og nye vejanlæg vil tage disse priser med i betragtning og i så vidt mulig omfang undgå for høje forureningskompensation i forhold til den markedspris der bliver nødvendig at fastsætte for brug af vejen. Iværksætteren vil ganske enkelt søge at minimere skadevirkningerne af forureningen i balance med forbrugernes ønsker om vejeffektivitet.

Ønsker man at læse mere om denne løsningsmetode til luftforurening i forbindelse med vejanlæg, kan Murray Rothbards artikel “Law, Property Rights and Air pollution” anbefales.

I stedet for at pakke budskabet ind i afgiftsomlægninger, samfundsomkostninger o. lign. burde TMT efter min mening lægge sin politiske korrekthed fra sig, og indse de økonomiske konsekvenser ved sine egne forslag, der griber lige så forstyrrende ind i markedet som de afgifter han ønsker at ophæve. Lad markedet håndtere bilismen fuldstændigt, først da kan vi få den optimale velfærd fra bilismen.