Seneste indlæg

Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, anden del

Det foregående indlæg afsluttedes med en quote fra Hans-Hermann Hoppe, der argumenterer for at liberalismen, for at bibeholde sin radikale og logisk opbyggede samfundskritik, bør omfavne anarkismen som den eneste logiske metode at grundlægge og fastholde en liberal samfundsorden. Det er med andre ord ikke nok at ønske den minimale stat. Historien viser, at når først staten tillades at eksistere, vil den med tiden overtage mere og mere magt fra samfundet. For at sikre samfundet mod statens vokseværk, er det derfor nødvendigt at afskaffe staten fuldstændigt, for at sikre en bæredygtig liberal samfundsorden.

I anden del af indlægget om liberal anarkisme tager jeg fat på at vise hvad de liberale anarkister kritiserer ved minarkismen, hvordan loven kan opstå i fraværet af en stat, hvilke grundlæggende liberale elementer loven skal bygges på og hvad lovens funktion er i samfundet i relation til det frie marked.

Liberal kritik af den minimale stat

I modsætning til den socialliberale eller den klassiske liberalist, tror den liberale anarkist ikke at det er en naturtilstand for mennesket at angribe hinanden og samtidigt forsvare sig selv for dårligt. Det forekommer som en urealistisk antagelse at alle mennesker ikke forstår den situation de befinder sig i. I et samfund hvor der findes personer der begår kriminelle handlinger er der behov for beskyttelse, og den største velfærdsgevinst af beskyttelsen nyder præcis den person eller familie der formår at beskytte sig selv. Enten via selvforsvar eller via køb af beskyttelsesservice på markedet.

En liberal samfundsorden forudsætter at ejendomsretten er beskyttet i loven. For at bygge fundament for en liberal lov, der er universelt gældende for alle, kan man benytte følgende argumentation: Der er behov for regler der minimerer konflikter i samfundet og der er behov for et forsvar af privat ejendom mod kriminelle. Den liberale anarkist mener, ligesom den klassisk liberale, at fred er vigtigt, at lighed for loven skal opretholdes og at det er vigtigt for samfundets fred og rigdom at bevare ejendomsretten og det frie marked.

For den liberale anarkist er ikke tale om kaos, når samtalen falder på regler og love. Modsat hviler systemet ikke i en naiv samfundsopfattelse. Den liberale anarkist tror ikke på at mennesket, uden tilstedeværelsen af en tvangsinstitution som staten, pludseligt bliver ikke-voldelig og forkaster alle dyriske drifter som vold og plyndring, og hengiver sig til at respektere enhver andens ejendomsret. I stedet for at anse mennesket som en engel, ser den liberale anarkist på mennesket som et almindeligt menneske, med irrationelle lyster og dyriske drifter men også som værende i besiddelse af rationelle evner der gør mennesket i stand til at danne samfund og institutioner, der kan beskytte samfundet. I stedet for at hænge sin hat på at det er staten, voldsmonopolet der agerer ultimativ dommer i alle sammenhænge, der skal varetage beskyttelsen af den private ejendomsret og de afledte menneskelige rettigheder, fastholder den liberale anarkist at arbejdsdelingen på dette område også skal varetages af markedskræfterne.

Ligesom den klassisk liberale ønsker markedsproducerede varer, frem for offentligt monopoliseret produktion af postvæsen, togtrafik eller sundhedsvæsen, ønsker den liberale anarkist også at det frie samfund selv producerer lov, retsvæsen og politi.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 161, Mises Institute:

The State indeed performs many important and necessary functions: from provision of law to the supply of police and fire fighters, to building and maintaining the streets, to delivery of the mail. But this in no way demonstrates that only the State can perform such functions, or, indeed, that it performs them even passably well.

Den liberale anarkist ser følgende afgørende teoretiske problemer i den klassiske liberales fremstilling af statens nødvendighed:

Hans-Hermann Hoppe, The Myth of National Defense, s. 4, Mises Institute.

Two of the most widely accepted propositions among political economists and political philosophers are the following:

First: Every “monopoly” is “bad” from the viewpoint of the consumers. Monopoly is here understood in its classical sense as an exclusive privilege granted to a single producer of a commodity or service […] the price of his product x will be higher and the quality of x lower than otherwise.

Second, the production of security must be undertaken by and is the primary function of government. Here, security is understood in the widest sense adopted in the Declaration of Independence[…]. In accordance with generally accepted terminology, government is defined as a territorial monopoly of law and order.

That both propositions are clearly incompatible has rarely caused concern among economists and philosophers, and in so far as it has, the typical reaction has been one of taking exception to the first proposition rather than the second.

Statens rolle i samfundet, som defineret af den klassiske liberale, beskrives dermed som en logisk selvmodsigelse: Man ønsker at opstille et monopol, der kan beskatte (overtræde ejendomsretten) for at beskytte ejendomsretten mod overtrædelse. Og ikke nok med at staten har monopol på beskatning, så har den også monopol på at udforme lovene som alle der bor i dets territorium skal indordne sig under. Resultatet er, som klart vises i monopolteori, at kvaliteten af beskyttelsen af ejendomsretten daler, mens prisen for beskyttelse stiger. I monopoltilstanden har staten taget magten til at afholde sine borgere fra at vælge andre beskyttelsespersoner end dem ansat af staten selv, og samtidigt beskriver staten reglerne for hvordan man kan leve i samfundet i det territorie, som den behersker.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 175, Mises Institute

If, in fact, we cast a cold and logical eye on the theory of “limited government”, we can see it for the chimera that it really is, for the unrealistic and inconsistent “Utopia” that it holds forth. In the first place, there is no reason to assume that a compulsory monopoly of violence, once acquired by the “Jones family” or by any State rulers, will remain “limited” to protection of person and property. Certainly, historically, no government has long remained “limited” in this way.  And there are excellent reasons to suppose that it never will.

Selve eksistensen af en stat, uanset størrelse, er for den liberale anarkist problematisk. Tager vi ved lære af historien, er vi nødt til at indse, at selve statens eksistens er tilstrækkeligt til at ødelægge fundamentet for det frie samfund, for den sociale orden, der bygger på privat ejerskab. Eksisterer der et territorialt monopol med tvangsbeføjelser til at tage ultimative beslutninger i alle tilfælde af konflikter, selv i tilfælde der involverer den selv, så er privat ejendomsret blot et statsligt privilegie. Al ejendom er kun ejendom så længe staten tillader det. Staten kan til enhver tid inddrage al ejendom, hvis statsapparatet finder det fordelagtigt. Denne farlige situation var de klassisk liberale ikke tilstrækkeligt skrappe kritikere af, de blev med tiden bløde og tillod staten at drive hjørnestenene i samfundet, såsom undervisning, vejdrift, krigsmaskinen, bankvæsenet, retsvæsenet og lovgivning.

Murray N. Rothbard, For a New Liberty, s 18, Mises Institute:

For the liberals became content to leave the war-making power in the hands of the State, to leave the education power in its hands, to leave the power over money and banking, and over roads, in the hands of the State – in short, to concede to State dominion over all the crucial levers of power in society. In contrast to the eighteenth-century liberals’ total hostility to the executive and to bureaucracy, the nineteenth-century liberals tolerated and even welcomed the buildup of executive power and of an entrenched oligarchic civil service bureaucracy.

Den liberale anarkisme er derfor en genopvækkelse af tidligere tiders liberalisme, kampen mod central magt og privilegier, men udover at genoptage kampen, har den liberale anarkist også rettet flere essentielle fejlslutninger i det klassiske liberale tankegods. Statens eksistens er ikke nogen nødvendighed, staten er selve årsagen til meget menneskelig lidelse og nød. Staten har så store resurser under sin kontrol og har, med sine privilegier på magtudøvelse, beføjelser til at starte de mest forfærdelige menneskelige tragedier, krige, og trække disse i langdrag med sin særlige position til at opsuge enorme resurser af samfundet via beskatning og pengeudstedelse, for blot at fortsætte disse afskyelige masseovergreb mod menneskeheden.

Staten har, både i teori og praksis, vist sig at være en elendig beskytter af ejendomsretten, til fredens bevarelse og til konfliktløsning.

Det liberale anarkistiske samfund skal grundlægges ved brug af de liberale principper, ført til deres logiske konklusion: Uden statens indblanding kan friheden i langt højere grad sikres end hvis staten tillades sin eksistens. For samfundets udviklings skyld skal lov opbygges og udvikles, denne lov skal baseres på ejendomsretten for at kunne løse samfundets konflikter.

Lovens oprindelse i det frie samfund

Når der opstår konflikter i samfundet (mere om årsager til konflikter senere) skal disse bilægges.  Der er kun tre muligheder for at bilægge konflikter:

  1. Opnå enighed (fredeligt)
  2. Falde tilbage på vold (ikke fredeligt)
  3. Tilkende en afgørelse (tredjeparts afgørelse i konflikten) (fredeligt)

Formålet med at have en lov er at konflikter mellem mennesker kan bilægges fredeligt, for at undgå vold og større usikkerhed i samfundet.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy s. 88:

Violence is expensive and inherently risky. It is expensive in that if a dispute escalates into an open conflict, the increase in overall wealth resulting from the division of labour and comparative advantage will diminsh or disappear altogether and that is mutually non-beneficial, and that is not to mention the possibility of collateral damage. […] Both parties to the dispute (and their neighbors also) therefore have an interest in its peaceful resolution. […] If agreement cannot be reached and violence is not an acceptable option then only adjudication remains.

Der er visse grundbetingelser der skal være mødt for at lov kan opstå. Hvis vi tager udgangspunkt i en Robinson Crusoe-situation, hvor en enkelt person er strandet på en øde ø, er det let at se at lov som sådan er overflødigt. I fraværet af et socialt netværk, er der ikke behov for en lov der fastlægger sociale regler og konventioner. Hvis endnu en person skyller op på stranden, kan der opstå konflikter, men i samme situation kan der ikke opstå lov, som sådan, fordi der mangler noget i samfundet, nemlig en neutral person der kan afgøre konflikter mellem anklagede og forurettede.

I situationen med kun to individer i samfundet kan konflikter kun afgøres ved enten at opnå enighed eller ved at falde tilbage på vold.

For at lov kan opstå er det nødvendigt at en tredje person ankommer. Hvor der er tre personer til stede, kan man i tilfælde af konflikt mellem to personer finde en tredjepart, som kan afgøre konflikter, ved at afsige en tilkendelse.

Neutralitet i tilkendelser

Et af de vigtige elementer i opbygning og vedligeholdelse af loven er at tilkendelserne i sagerne er objektive og neutrale. Loven skal med andre ord forholde sig til en objektiv bevisførelse og afgive en neutral tilkendelse. Det kan ikke nytte noget hvis A altid, uanset sagens indhold, holder med enten den anklagede eller den forurettede. Kommer A selv i konflikt, skal han bruge de to andre personers afgørelse til at bilægge sin egen konflikt. I tilfældet af vores lille mini-samfund med 3 individer, A, B og C, vil der være en rationel stræben efter at tilkendelserne bliver retfærdige. Det er i hver individs interesse at alle afgørelser er objektive og neutrale.

Lad os eksempelvis sige at A og B er bedste venner, og C ikke kommer ret godt ud af det med hverken A eller B. Selv i denne situation kan det vises, at det vil være i alles interesse at B afgiver en tilkendelse, der er retfærdig, i en konflikt mellem A og C. Lad os sige at de tre ikke har prøvet at bilægge konflikter fredeligt før, og at de endnu ikke har tænkt konsekvenserne af deres handlinger igennem. A og C er kommet i konflikt og er uenige om hvorvidt en høne tilhører A eller C. I tilfældet her er det B som skal afgøre konflikten, som er bedste ven med A. B vil formentlig være biased og tilkende hønen til As ejerskab. Lad os sige at det objektivt forholder sig således at hønen retfærdigvis tilhørte C, og tilkendelsen er uretfærdig. Hvad sker der så?

C føler sig naturligvis uretfærdigt behandlet af de to bedste venner, og at de to bedste venner formentlig tilsammen er stærke nok til at overmande C, så det kan ikke lade sig gøre for C at åbenlyst gå ud og hente hønen uden at komme i problemer. C har i dette tilfælde valgmuligheden at lade sig underkue eller at hævne sig voldeligt på enten A eller B. Selvom han er i undertal, kan tidspunktet for hans hævntogt bære frugt. Han kan med andre ord skade A eller B mens de sover.

Lad os sige at C er et fredeligt menneske og lader sig underkue af afgørelsen af B. C har nu et horn i siden på både A og B. I tilfælde af konflikter mellem A og B vil C nu ikke kunne fungere særligt objektivt, afhængig af hvilken person han ønsker at genere, kan hans fremtidige tilkendelser blive uretfærdige med overlæg. Med tiden vil konfliktløsningerne vise sig at blive kompromitteret af manglende retfærdighed i tilkendelserne. Erfaring og rationalitet viser A, B og C at det bedste er at skabe en proces der er retfærdig og objektiv, således konflikter mellem alle samfundets indvider kan bilægges fredeligt. De har alle brug for hinanden til at bilægge konflikter ved at danne tilkendelser som er objektive som det er muligt. A og B er derfor nødt til at se bort fra deres indbyrdes venskab når de skal afsige en tilkendelse i konflikter, ganske enkelt for at sikre at de ikke selv kommer i problemer senere.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 89:

Even if a particular judgement is substantially bizarre, it stil has to have an appearance of rationality. In the long term, it will not do for Charlie to simply say that the dispute is to be resolved in Barbara’s favour and then for him to go off to lunch, satisfied that he has done his duty. He has to say why his judgement should be as it is. Only if disputes are resolved by judgements that have the form decision + reason (rule) can they provide guidance for future conduct.

Dermed vil der være en tendens til at skabe et retfærdigt og objektivt lovgrundlag, en lov som alle personerne er underlagt, og en proces som følges. Dette kan opstå spontant, som en anerkendelse af behovet for et fredeligt og retfærdig samfund. Egeninteressen i kombination med rationalitet og erfaring kan bruges til at vise, at der vil være en tendens til at samfundsloven bliver objektiv og retfærdig. Ganske ligesom det frie menneskes samarbejde i markedsøkonomien tilrettelægger produktion, investering og forbrug kan de producere lov i fællesskab.

Konfliktløsningsmetoder

I det følgende afsnit vil jeg gengive hvad Hans-Hermann Hoppe har argumenteret i utallige forelæsninger. Ønsker man hans egen fremlæggelse, kan jeg henvise til denne video.

Først er det vigtigt at understrege hvad der kan udgøre konflikter i et samfund, defineret som social kontakt mellem flere individer. Konflikter opstår, ifølge Hoppe, fordi der ikke er et uendeligt antal resurser til rådighed. Hvis to individer har modstridende ønsker til anvendelse af et specifikt gode, vil der opstå en konflikt. For eksempel, hvis Per ønsker at bruge en specifik bil til at køre til og fra sit arbejde dagligt, mens Poul ønsker at bruge samme bil til at køre sin gamle mor til og fra plejehjemmet. I den situation er det nødvendigt med regler for at undgå konflikter – og igen er det væsentligt at understrege at målet med regler, hvis de ikke skal blive tyranniske eller ligegyldige, er, at de sørger for at minimere konflikter. Hvis konflikter ikke kan opstå, så er der ikke brug for regler i sociale sammenhænge. En effektiv måde at løse konflikten på er at tildele ejerskabet af bilen til enten Per eller Poul, således er det defineret præcist, hvem der har kontrol med bilen og kan allokere den til den brug som ejeren finder bedst (fx ved at bruge bilen eksklusivt selv, eller at låne den til andre, eller en blanding heraf, hvad end ejeren ønsker).

Hvis det også fastholdes, at menneskets rettigheder skal ligestilles, altså at ingen har særlige privilegier over andre, at enhver rettighed skal være universel, gældende for alle individer, som den klassiske liberale ville sige, så er lighed for loven og et opgør med særlige privilegier til enkelte individer afgørende for et fredeligt og succesfuldt samfund. Hvilken rettighed kan gøres universel, gældende for alle?

Du har måske allerede gættet det: Den private ejendomsret er den fundamentale metode til at løse sociale konflikter. Med eksklusiv privat kontrol over samfundets resurser kan konflikter løses med simple og letforståelige regler: Hvis du ejer resursen bestemmer du hvad den skal bruges til, hvis du ikke ejer resursen kan du ikke bestemme. Privat ejendomsret betyder ultimativ og eksklusiv kontrol over et givent gode.

Det er vigtigt her at understrege at den private ejendomsret ikke er nogen konvention, altså et system der er vedtaget af en eller anden årsag, og at der eksisterer alternative løsningsmuligheder for konfliktløsning. Privat ejendomsret er den eneste logisk konsistente metode til at løse sociale konflikter med. For at demonstrere hvorfor det er sådan, kan man filosofere over alternativerne til privat ejendomsret. Vi kan starte med et let eksempel: Din krop. Din krop er under din kontrol og du kan bevæge den som du har lyst, det er her dit sind, dine intellektuelle og fysiske evner udvikles og har hjemme. Du har eksklusiv kontrol over din egen krop. Dine tanker og hjerneprocesser bestemmer hvordan dine muskler skal trække sig sammen og slappe af, for at producere en bevægelse som du har valgt (naturligvis er reflekser undtaget i denne sammenhæng, da der ligger menneskelige impulser dybt i centralnervesystemet som vi med tankens kraft ikke systematisk kan påvirke eller kontrollere). Din krop er det eksempel, hvor det er mest simpelt at se, at her er det åbenlyst meningsfuldt, at den private ejendomsret gælder. Enhver alternativ løsningsmetode giver afgjort absurde resultater. Enten ejer du din egen krop alene, eller også ejer du den delt med andre (og alle andre ejer ligeså ikke deres egen krop eksklusivt) – eller måske ejer andre din krop fuldstændigt, og dermed ejer de ikke deres egen krop overhovedet. Det er fra de tre nævnte muligheder tydeligt, hvilken der giver færrest konflikter og er mest meningsfyldt, hvis vi bruger kroppen som eksempel. Det demonstrerer at kroppen er absolut privat ejendom, at ejendomsretten over din egen krop ikke er en konvention, men det eneste logiske og universelle system der kan tages i anvendelse.

Konfliktløsning angående eksterne goder

Nu har vi diskuteret den private ejendomsret over din egen krop. Hvad så med eksterne objekter? Privat ejerskab over de økonomiske goder eksternt fra egen krop kan ikke udledes fra de fysiologiske sammenhænge, der beskriver menneskets anatomi. Det som virkede mest overbevisende for egen krop, pga. de tekniske og etiske problemer med at kontrollere andres kroppe eksklusivt, kan ikke direkte tages i brug her. Eksterne objekter skal derfor analyseres på en anden måde end for menneskets egen krop. Udgangspunktet for analysen kan være todelt. Det kan enten være et utilitaristisk synspunkt, at det mest værdiproduktive system skal vinde, eller et etisk synspunkt, det skal være det system hvis proces sikrer at de etiske retningslinjer følges, der skal vælges.

I begge tilfælde er svaret det samme: Den private ejendomsret. I det følgende forsøger jeg at forklare begge synspunkter.

Utilitarismens svar

Fra den utilitaristiske vinkel demonstrerede Ludwig von Mises i 1922 med bogen “Socialism”, hvordan et socialistisk system famler i blinde og producerer irrationelle udfald. Hans analyser af socialismen demonstrerede at det er umuligt at producere værdifulde produkter på en industriel skala, når produktionsgoderne er ejet af staten. Når arbejdsdelingen kontrolleres totalt af et centralt bureau der dirigerer alle produktionsmidlerne til fastlagte mål, kan produktionen ikke fastholdes på et niveau der tilfredsstiller et industrielt samfunds behov. Det ville være muligt at undvære markedet, hvis alle borgerne var selvforsynende, da produktionsprocesserne her er meget simple. Når det er det samme menneskes værdiskala, der bruges til at vurdere omkostningen ved produktionen samt produktionens afkast, så kan man undvære markedet, da der ingen transaktion mellem mennesker er. Det er også muligt i små enheder, som fx familier, at arrangere produktion uden brug af markedet. Det er først når et menneske skal producere til et andet via en tredjepart der kontrollerer deres handlinger, at socialismen bryder sammen. Individer kan vælge og fastlægge en produktionsproces af meget kort længde og af lav kompleksitet og vurdere, om omkostningen var mindre end udkommet. Det enkelte menneske kan vurdere om det er vigtigere at kløve brænde eller jage harer på marken, fordi det selv bærer omkostningerne af valget direkte. Indsættes en tredjeperson mellem to menneskers produktionsprocesser, mistes værdiovervejelserne der opvejer omkostningerne med den vundne værdi og systemet bryder sammen. Genialiteten i markedsøkonomien med priser og penge gør netop, at de subjektive værdiovervejelser bliver afspejlet på en objektiv facon i markedspriserne, og disse kan bruges til at koordinere arbejdsdelingen på en facon, der gør den mere produktiv end streng selvforsyning. Socialismen, fælleseje, er dermed et system, hvormed samfundet og civilisationen nedbrydes, fordi mennesket ikke længere ser sine medmennesker som partnere, men som fjender. Sociale relationer fyldes med konflikter, fordi produktionen af resurser daler, og fordi metoden til konfliktløsning er fuldstændigt irrationel. Privilegierne, der uddeles til de centrale planlæggere, nedbryder enhver rest af tillid, da det bliver tydeligt at se hvem denne samfundsindretning er gavnlig for.

Ludwig von Mises, Socialism, s. 424, Liberty Fund:

Socialist policy employs two methods to accomplish its purposes: the first aims directly at converting society to Socialism; the second aims only indirectly at this conversion by destroying the social order which is based on private ownership. The parties of social reform and the evolutionary wings of the socialist parties prefer the first means; the second is the weapon of revolutionary Socialism, which is privarily concerned to clear the ground for building up a new civilization by liquidating the old one. To the first category belong municipalization and nationalization of enterprises: to the second, sabotage and revolution. [..]  As we have shown, even the direct method which aims at the creation of a new society can only destroy; it cannot create. Thus the beginning and end of the socialist policy, which has dominated the world for decades, is destruction. In the policy of the communists the will to destroy is so clear that no one can overlook it. […] That production is still being carried on, even semi-rationally, is to be ascribed only to the fact that destructionist laws and measures have not yet been able to operate completely and effectively. Were they more effective, hunger and mass extinction would be the lot of all civilized nations today.

Etikkens svar

Det etiske argument, som formuleret af Murray N. Rothbard i sin fænomenale bog “Ethics of Liberty”, følger den oprindelige argumentation som grundlagt af John Locke i 1600-tallet. Ved at bygge på en naturgiven lov, følger det at mennesket har sine rettigheder med sig fra fødslen ifølge Rothbard. Hvis man ejer sin egen krop, så vil man med sit arbejde kunne transformere naturgivne jomfruelige goder (dvs. goder der ikke tidligere er blevet taget til en andens ejendom) til sin ejendom ved at blande sit arbejde med godet. Hvis mennesket ejer sin krop, og mennesket bruger denne til at transformere naturgivne jomfruelige goder til brug for mennesket selv, da har mennesket brugt af sin egen energi, viden og fysik, for at opnå ejerskab af et eksternt gode ved at transformere det fra en jomfruelig naturtilstand til et produceret og nu ejet gode. Uden menneskets indblanding var godet ikke produceret. Hvem skal da sige, når et jomfrueligt gode først på denne måde er bearbejdet af et menneske, at resultatet af denne bearbejdelse ikke tilhører det menneske der har udført arbejdet? Hvis godet ikke tilhører mennesket, der udførte arbejdet, hvem kan da tage ejerskab af godet, under et system der bygger på en universelle rettigheder? Er det den næste der forsøger at transformere det jomfruelige gode? Skal den første der transformerer godet, vente til nummer to melder sig som interesseret i godet? Og hvis ikke den første eller den anden, hvorfor så den tredje? Det logiske svar må være at den første der med sit arbejde transformerer jomfruelige goder opnår ejerskab af godet. Eksterne goder bliver så at sige ligeså logisk tilhørende ejet af mennesket der tager dem i brug for første gang, som det er for menneskets egen krop.

I en tidlig naturtilstand, hvor alle omgivelser er jomfruelige og ikke ejet af andre mennesker, vil det menneske, der knækker en gren af et træ og forarbejder den ved sit arbejde, tage den tidligere ikke-ejede gren i sin besiddelse. Grenen kan da bruges til at domesticere okser, som også bliver menneskets ejendom. Med hjælp fra sit eget originale arbejde og efterfølgende anvendelse af redskaber og dyr, domesticeret af en selv, kan mennesket forarbejde jorden og tage større arealer under sin besiddelse. Det er naturligvis kun den person, der oprindeligt domesticerer jomfruelige naturresurser der på denne måde kan tage resursen under sin kontrol. Alt, der hermed produceres, er også under ejerskab, kun naturresurser der er jomfruelige kan tages under personligt ejerskab.

Fra en situation uden ejerskab kan naturen gradvist tages i ejerskab af mennesker ved at blande sit arbejde og sine opbyggede midler, der oprinder af eget arbejde eller legitim udveksling med andre, med naturens resurser. Resurser der allerede ejes af et menneske kan overføres til et andet menneske igennem frivillige udvekslinger, fx med gensidige overførsel af ejendom, ved gaver, arv eller på anden frivillig måde. Det etiske aspekt af systemet er at det giver alle mulighed for at bruge sin medfødte ejendom, sin krop, til at tilegne sig ejendom fra jomfruelig natur eller ved at udveksle med andre.

Eksterne goder kan dermed også trygt lægges under den private ejendomsret, som en universel etisk, eller utilitaristisk, løsning.