Uncategorized

Vaccination, populisme og politik

Jens-Kristian Lütken har på sin Jyllands-Posten blog skrevet et indlæg om vaccinationskravet i Italien.

Situationen er, ganske kort, at Italien under den tidligere regering fremsatte et lovforslag, der krævede at alle børn, der ville gå i den offentlige skole, skulle følge den italienske stats vaccinationsprogram. Den nye regering har trukket dette lovforslag tilbage. Vice-statsministeren har tilmed udtalt sig angående vaccinationsprogrammet i vendinger, der antyder, at 10 vaccinationer måske er mere skadeligt end gavnligt, samt at han støtter en politik, der tillader alle italienske børn at komme i skole.

Jens-Kristian Lütken er tilsyneladende forarget over Matteo Salvini’s udtalelser om vaccination. I alt fald påstår Jens-Kristian Lütken at Salvini sætter spørgsmål ved videnskaben. Ydermere mener Jens-Kristian Lütken, at det “er fuldstændig uhørt, at den slags rablende konspirationsteorier finder vej til regeringskontorerne i et vestligt demokrati“. Lütken kunne måske forstå, at man sætter spørgsmålstegn ved økonomernes modeller, men at man sætter spørgsmålstegn ved lægevidenskaben, det kan tilsyneladende ikke tilgives. Lütken ser Matteo Salvini’s droppede lovforslag som “højre populisme”, som et farligt angreb på det han kalder det “liberale demokrati”, fordi populismen er et opgør ikke blot mod den politiske elite, men også den teknokratiske elite, herunder statslægerne.

Lütken skriver ydermere, at hvis man ikke vaccinerer sit barn, så udsætter man barnet, og andre, for fare.

Der er et par punkter i hans indlæg, som jeg ikke kan lade være med at kommentere.

  1. Hvad er forskellen på et flertalsdemokrati og populisme?
  2. Hvad er forskellen på et lovkrav om vaccination, og en frivillig ordning?
  3. Hvad er successkriteriet for om en vaccine “virker”?
  4. Er et raskt ikke-vaccineret barn en fare for andre?
Demokrati vs populisme

Populisme er et udbredt ord, brugt om alt der er forkasteligt og nederdrægtigt. Alt der går mod den gængse opfattelse af, hvad der er korrekt, kalder man populisme. Jeg slog ordet op, for at se hvad nogle ordbøger mente det betød.

Politikens Nudansk ordbog, 2001, populisme:

1: en folkelig politisk retning som går imod en statslig centraliseret styring af økonomien

2: bestræbelser på at appellere til den brede befolkning

I en anden ordbog, finder man dog en lidt anden udgave af populisme.

Gyldendals Dansk Fremmedordbog, 1999, populisme:

1: folkelig bevægelse rettet mod fx statsmagten el. finkulturen; en ikke særlig veldefineret betegnelse der bruges om visse strømninger af politisk art

Gyldendal mener tilsyneladende at populisme kun kan knyttes til politik, mens Politiken også omfatter ikke-politiske folkelige appeller. Mens politiken indsnævrer den politiske bevægelse til at være anti-stat og pro-marked, tillader Gyldendal at den politiske bevægelse har flere mål end blot frigørelse af økonomien. Der er formentlig flere måder at fortolke ordet på, og givetvis kan man bruge en bred eller snæver fortolkning af ordet. I bred forstand kan det bruges uden nødvendigvis at være knyttet til politik, eller i snæver forstand hvor det knyttes til politiske bevægelser.

Da dette blot er et simpelt blogindlæg, vil jeg tillade mig selv at bruge det i sin brede betydning.

I min optik er der ikke nogen synderlig forskel mellem demokratisk statsundertrykkelse og populistisk statsundertrykkelse. Begge medfører, qua brugen af staten som middel, den samme koncentration af magt, begge tilsidesætter ejendomsretten, og begge medfører uhyrlige situationer som krig, sult, inflation og andre former for udplyndring. For en liberalist som jeg selv, er det meget svært at hidse sig op over populisme som sådan. Hvis det blot var almindelig populisme, såsom modefænomener, hvor privatpersoner bruger sine egne penge på populær musik, eller tøjmærker, så er det ganske udmærket. Der hvor populismen bliver problematisk, er altid, når den bliver politisk, og medfører, at et menneske vil tvinge andre til at følge egne modefænomener og strømninger. Det samme gælder demokratiet. Det er ganske fint at snakke sammen, og i fællesskab komme til beslutninger, eksempelvis på bestyrelsesmøder og aktionærforsamlinger, men når demokratiet pludseligt bruges til at udvælge enkeltpersoner til at styre staten, som i demokratiets navn stjæler dine ting, socialiserer din krop (fx ved at stjæle dine penge, og dermed afholder dig fra at søge den sundhedshjælp du har brug for), tvinger dig til at handle med offentligt ansatte, eller priviligerede private virksomheder, så er demokratiet forkasteligt og uhæderligt.

Da Lütken selv er interesseret i at få magt i demokratiet, er han naturligvis nødt til at trække nogle linjer, for at få det til at se ud som om, at der er nogen forskel mellem populisme og demokrati. På den ene side vil han gerne have mange stemmer, så han kan få magt, og er derfor nødt til at tækkes flertallet for at opnå sine ønsker. På den anden side vil han gerne distancere sig fra den populistiske pøbel, der ikke er videnskabelig, og derfor ikke vil forbedre situationen for samfundet. Lütken skal derfor foregive at hans holdninger distancerer sig fra rå populisme, fordi hans holdninger er baseret på videnskaben, og følger man blot hans anvisninger, så vil de gode resultater blive til virkelighed for den befolkning, som han gerne vil herske over.

I indlægget kritiserer Lütken særligt højre-populismen. I relation til vaccination er der blandt nogle højreorienterede en idé, der siger, at hvis børn dør af børnesygdomme, så er det en darwinistisk mekanisme, der sørger for, at luse lidt ud i de svage individer. Dermed, tænkes det, kan manglende vaccination fungere som en metode til at styrke mennesket som art. I sammenhæng med børnesygdomme er dette dog i langt de fleste tilfælde et meget svagt argument. Studier af udviklingen af børnesygdomme peger kraftigt i retning af, at deres bedring i høj grad drejede sig om bedre og dækkende kost, der understøttede et velfungerende immunforsvar, samt bedre hygiejne og adgang til rent vand – ikke om gener. Darwinismen kommer dermed kun ind i billedet, såfremt man fokuserer på viden om hygiejnens og kostens betydning for immunforsvaret, og fokuserer på markedsøkonomiens evne til at øge produktionen af nærende fødevarer og renere vand og udbredning af kloakering, som kommer børnene til gavn i kamp mod sygdomme. Det sidste element, den frie markedsøkonomi, er også en meget vigtig parameter. Det nytter ikke noget, at man ved, hvad der er godt for barnets chancer for overlevelse, hvis man ikke har råd til at købe det, der skal til.

Lovkrav om vaccination og frivillig vaccination

En vaccination er et indgreb i din krop. Vaccination er ikke speciel på den måde, at den er fuldstændigt uden bivirkninger. Der findes visse kendte bivirkninger fra vaccinen (her kan man se dem fra produktresumé for MFR). Der er også andre ulemper ved vaccination. Nogle læger taler om, at vaccination ikke yder kroppen den fordel gennem livet, som den rigtige sygdom gav kroppen. Immunforsvaret reagerer anderledes overfor vaccinen end sygdommen, og den almindelige reaktion på mæslinger, hvor huden reagerer tydeligt, er fraværende når man vaccineres. Forskellen i kroppens reaktion kan senere vise sig at blive betydningsfuld, men da vaccinen mod mæslinger kun er brugt siden midten af firserne, så findes der ikke data på et livsforløb af almindelig længde endnu. Vaccination er heller ikke fuldstændigt dækkende, og det kræves derfor at man får gentagne vacciner for at hæve sandsynligheden for, at den enkelte person, der tager vaccinen, er dækket.

Givet at der er disse tradeoffs, og givet at vaccination har en effekt på din krop, er det for mig ganske let at komme til den konklusion, at vaccination skal være et privat anliggende. Du læser selv indlægsedlen, sætter dig ind i hvilke risici du løber, vurderer hvordan din egen sundhedstilstand forventes at være (du kan fx kigge til hvordan sygdomshistorien i din familie er, omend det ikke er nogen garanti, er det dog et fingerpeg), vurderer dit behov for at komme udenlands og i risiko for at møde sygdommene, og herefter drager du beslutning om, om du ønsker vaccinationen. Ingen andre kan løfte byrden for dig. Det er din egen, eller dit barns, krop det gælder. Ingen ekspert kan fortælle dig, hvad du bør gøre. De tekniske eksperter kan blot vise fordele og ulemper, sådan du bliver sat ind i, hvilke risici du løber. Desværre er det småt med at snakke åbent om ulemperne ved vaccination i debatten.

I sit blogindlæg taler Lütken ikke om noget som helst andet, end at vaccination “virker”. Han nævner ikke de kendte bivirkninger, dem finder du kun i indlægssedlen. Han taler heller ikke om udviklingen af børnesygdommene før vaccination blev brugt. Hvis du læser hans indlæg, og på denne baggrund beslutter dig for at lade dig, eller dine børn, vaccinere, begår du efter min mening en overilet handling. Du træffer dit valg på et uhyre spinkelt grundlag, ved at lade en politiker tale til dine følelser.

Selvsamme politiker taler om, at populisme ikke må vinde over fakta. Set i lyset af indholdet i hans eget indlæg, virker det mere som et frustreret udfald, end det virker som en nøgtern anskuelse af vaccinernes effekter. Hvis du lader dig overtale til vaccination, fordi en politiker skriver et blogindlæg om det, er du da ikke netop blot en uinformeret del af en populistisk bevægelse? (Hvis du omvendt ikke tager vaccinen, fordi du har læst mit blogindlæg, så er det ikke bedre – du skal selv lave din due-diligence på området, og bruge flere kilder)

Virker vaccinerne?

Før man kan tage stilling til om vaccinerne virker, skal man definere et succeskriterie for at svare ja eller nej. Vi kan finde på forskellige kriterier

  1. Sygdomsforekomsten af den givne sygdom falder
  2. Alvorlige følgevirkninger af sygdommen falder

Jeg tror 1 er det mest almindelige kriterie at benytte. Hvis vi tager et kig på SSIs materiale angående vaccination i historisk kontekst, kan vi se at vaccinationen virker i denne forstand. Ser man på graferne, kan vi se at forekomsten af sygdommen falder efter vaccinationen indføres. Desværre er det meget lidt brugbart, for der er her tale om propaganda for vaccinerne. Det er kun de positive virkninger, der omtales. Der er ingen objektiv vurdering af hvor mange der har lidt af bivirkninger pga. vaccinationsprogrammet. Siden langt de fleste børn er vaccineret, er det da også ganske besværligt at finde en egnet kontrolgruppe til at estimere, hvor mange børn har lidt af bivirkninger, da næsten alle børn har fået vaccinen.

I sig selv er det med til at bolstre vaccinationsprogrammet, fordi der ikke findes ret mange, der ikke deltager. Hvordan skal man så sammenligne?

Hvis vi i stedet bruger det andet successkriterie, altså i stedet for at forebygge udbruddet af sygdommen, at man ser på alvorlige følgevirkninger af sygdommen, så bliver det mere tvivlsomt, om vaccination virker. Ser man på figur 2 her, så kan vi se, at antal dødsfald som følge af mæslinger i 1980’erne var mellem 1 og 3 årligt (vaccinationsprogrammet mod mæslinger blev startet i 1982 i små pilot-forsøg, men gik over til fuldskala i 1987), mens antal smittede med mæslinger var et sted mellem ca. 20.000 og 30.000 årligt. Det svarer til en dødelighed på 0,005-0,01%, eller mindre end en tiendedel af det niveau, hvor bivirkningerne for vaccinationen angives (typisk betragtes under 1 til 1000 tilfælde som en ukendt størrelse). Der er dog nogle tal, som er værd at kende i den forbindelse.

I en ti-årig periode før vaccinens indførsel (1976-1987) kan man også beregne dødeligheden på en anden måde. I perioden i betragtning var der ikke rapporteringspligt for mæslinger, og tallene, vi har til rådighed, baserer sig på estimater. Tager man udgangspunkt i antallet af børn født i perioden (ca. 750.000 se dst.dk), og anslår at 98% bliver smittet med mæslinger, kan vi bruge de registrerede dødsfald og omregne det til en dødsrate på 1 ud af 40.000-45.000, eller 0,0022-0,0025%. Det synes ikke at være de helt store problemer, vi ville risikere, hvis ikke danskerne blev vaccinerede for mæslinger. Risiko i denne størrelsesorden virker ikke værd at nævne, og det fornemmes i stedet at årsagen til den store politiske opbakning til programmet skal findes andre steder end i risikoen forbundet med alvorlige følgevirkninger af sygdommen.

Hvis man mener, at det er værre at være død, end at få fx en betændelse i nervesystemet, så kan man på dette punkt sige, at vaccinationen er at foretrække frem for sygdommen. Men sammenligningen er dog ikke korrekt. Vi kender ikke det reelle tal for dødeligheden af mæslinger i det nuværende Danmark. Umiddelbart virker det meget plausibelt, at der er sket fremskridt på sundhedsteknologi og den generelle sundhedstilstand i Danmark fra 1986 til i dag, hvorfor det må forventes at dødeligheden er faldet yderligere siden slutningen af firserne. I relation til varige men af mæslinger (her hjernebetændelse), er tallene fra 1980’ernes statistik 1 ud af 21.000.

For mæslinger er der en nedadgående trend på følgevirkninger af de kendte børnesygdomme, som startede længe før vaccination blev indført. Vaccinerne har dermed forhindret mange i at få mæslinger, men de har såmænd ikke gjort synderlig forskel på hverken dødelighed eller alvorlige følger af mæslinger.

Uvaccinerede børn, farlige?

Et almindeligt forekommende punkt på enhver propagandakampagne mod vaccinationsskeptikerne er at postulere, at ikke-vaccinerede børn udgør en fare. Det passer naturligvis ikke. Almindelige sunde børn, vaccinerede eller ej, udgør ikke nogen smittefare. Det er korrekt at sige, at syge børn udgør en smittefare for deres omgivelser, men det har intet at gøre med om de er vaccinerede eller ej. Sådanne åbenlyse sammenhænge benytter man sig naturligvis ikke af – formålet med vaccinationspropaganda er at indgyde frygt for sygdommen på den ene side, og skamfølelse over manglende vaccination på den anden. Disse to mekanismer er tilsammen en rigtig effektiv driver for at skabe negative følelser i kroppen for den, som endnu ikke har undersøgt videnskaben på området. Derfor lader man sig overtale, fordi det føles godt. Ikke fordi der er noget videnskabeligt grundlag til stede, men i stedet fordi man ikke vil have en følelse af skam og frygt på samme tid.

Et andet element, der er værd at nævne, er, at hvis man anser vaccination som et effektivt middel til at undgå at blive smittet, så bør det netop være det private valg, der er det optimale. Hvis du selv er vaccineret, hvorfor skal du da være bange for sygdommen, såfremt du tror at vaccinationen har hjulpet dig?

Ofte er der også andre argumenter for at have en høj vaccinationsrate. Et af dem er at man ønsker at undgå en epidemi, som kunne smitte sårbare børn, der ikke kan tåle vaccinationen. Dette er et svagt argument. Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem de, der ikke tåler vaccinationen, og de som ville blive skadet af at blive smittet med den rigtige sygdom. Vaccinen indeholder en masse andre stoffer, end blot sygdommen, og derfor kan man ikke blot sige, at gruppen, der ikke kan tåle vaccinen, heller ikke kan tåle sygdommen. Det kan lige så vel være, at de ikke kan tåle tilsætningsstofferne i vaccinerne. Ydermere er det altid et privat ansvar at håndtere sine egne risici – hvis det er således, at du er i en særlig gruppe, der ikke har noget stærkt immunforsvar, er det op til dine egne planer at håndtere denne risici. Det er korrekt, at du kan få en positiv virkning af, at andre ikke kan viderebringe smitte, men børnesygdomme er blot et ganske lille udpluk af sygdomme, der kan ramme dig. Du er med andre ord ikke sikret, hvis vaccinationer blev udført ved brug af tvang. Dermed drejer det sig kun om at øge en persons chance i livet, ved at påføre en anden person en risiko. Det kan ikke accepteres, at nogle skal tvinges til at bære en risiko for bivirkninger ved vaccination, for at yde en positiv gevinst for andre. Livet er fuld af risici, og de håndteres alle bedst i privat regi.

Konklusion

Valget om at lade sig selv, eller sine børn, blive vaccineret bør hvile på en privat overvejelse om, hvorvidt det er fordelagtigt eller ej. Dette valg ønsker jeg at alle tager, på en afbalanceret facon, med henblik på barnets ve og vel, frem for på politikernes strategier for vaccinationsudbredelse i Danmark.

Det er derfor en stor liberal sejr, at Italien har droppet deres krav om vaccination for skolebørn. Italienerne skal naturligvis også have lov at vælge vaccination til eller fra. Liberalisering betyder ikke en fornægtelse af at vacciner virker, men er i stedet en anerkendelse af, at vaccination er et personligt valg, som hver enkelt har lov til at tage, da det drejer sig om deres egen eller deres barns krop.

Til afslutning er det værd at opsummere, at Lütkens kritik af vaccineskeptikere er en der baserer sig i høj grad på overdrevne skadevirkninger ved sygdommene, og let overser de negative elementer ved vaccinerne. Kort sagt, så er det ikke et indlæg der selv gør særlig brug af videnskaben, men taler i stedet selv netop til de populistiske følelser, som han kritiserer. Ydermere taler Lütken forbi dem, han kritiserer, da hans egen påstand blot er, at vacciner virker, mens dem han kritiserer, tillader det frie valg, men også påpeger, at der er tale om et trade-off mellem virkning og bivirkning.

Burkaforbuddet koster ikke burkabærende kvinder en krone

Burkaforbuddet, som loven populært er navngivet, træder i kraft i dag. Som sædvanlig er meningerne om forbuddet både for og imod.

På den ene side argumenterer fortalerne, at det er nødvendigt at beskytte demokratiet mod islamiseringen af Danmark, fordi demokratiet er skrøbeligt overfor islam. På den anden side argumenterer modstanderne for, at loven er et udtryk for en tom symbolpolitik, der ikke løser problemet med en opfattet fortsat kvindeundertrykkelse i vestlige lande.

Argumenterne både for og imod kan være enten gode (altså plausible og fornuftige) eller dårlige (ikke plausible og ufornuftige). Begge lejre har desværre ikke taget fat i roden af problemet, men svæver let og elegant hen over det altoverskyggende problem, som det Orwellsk navngivne “burkaforbud” skaber.

Kort om loven selv

Loven er, med sædvanlig politisk finesse, navngivet populistisk frem for faktuelt. Burkaforbuddet er ikke blot et forbud mod at bruge burka i det offentlige rum, men et forbud mod at tildække dit ansigt med en hvilket som helst genstand.

Læs justitsministeriets faktaark om tildækningsforbuddet her. Læs lovændringen her.

De som troede, at loven gjaldt burka og andre islamistiske traditioner, har taget fejl. Loven undertrykker ikke bare de islamiske traditioner, men det undertrykker også dig selv. I stedet for at støtte en ikke-voldelig løsning på det problem man umiddelbart troede det henvendte sig til, er støtten gået til at fratage dig selv muligheden for at bevæge dig anonymt omkring i det offentlige rum.

Lovændringen er ganske kort, og giver domstolene mere magt. Frem for at tildækning af ansigtet måtte ske med hensyn til vejrliget, er teksten nu ændret således, at man må tildække ansigtet kun i de tilfælde, hvor man har et anerkendelsesværdigt formål med tildækningen. Hvem skal vurdere, hvad der er anerkendelsesværdigt? Dommerne, naturligvis. I den tidligere lov kunne man blot henvise til vejrliget og slippe for tiltale. Den gamle lov var ikke nogen løsning på problemet, men det var trods alt en smule bedre, hvis der var nogle faste betingelser til stede, hvor man vidste, at man kunne tildække ansigtet i fred for lovens magt. Ikke længere. Nu må man stole på, at din egen dømmekraft matcher dommerens. I den initielle fase af loven vil dommerne dømme til højre og venstre og langsomt begynde at fastlægge en retspraksis på området. De første stakler der bliver fældet af den nye lov, er dermed blot prøveklude for dommernes egenhændige vurdering af din situation.

Et andet problem med loven er, at det ikke er tilladt at bevæge dig mellem dit hjem, og det “anerkendelsesværdige formål” med ansigtet tildækket. Glemmer du, enten før eller efter arrangementet, at tage masken, hætten, 80’er brillerne, nylonstrømpen eller hvad end du havde dækket ansigtet med, af, risikerer du at overtræde loven.

Straffen for at overtræde loven er, naturligvis, bøder. Den danske velfærdsstat skal finansieres, og i stedet for et forbud med smæk i får vi som sædvanlig en ny indtægtskilde til staten: en bøderegn for at tildække sit ansigt. Første overtrædelse koster 1.000kr, næste koster 2.000kr, tredje koster 5.000kr og fjerde og fremover koster 10.000kr. Man kommer aldrig i fængsel for at overtræde loven, hvis blot politiet kan få dig til at betale bøden. Med andre ord er det ikke at betragte som en rigtig lov, men mere som en meget dyr fornøjelse man kan betale sig fra at nyde. På lige linje med fartbøder kan vi formentlig se frem til en meget ivrig politimagt, der bedes om at håndhæve tildækningsforbuddet for at skaffe finansiering til krigene, politikernes karrierer, subsidier til vennerne i de store virksomheder og fagforeningerne, til drift af de offentlige bureaukratier og til alle de andre udgifter, som staten påtager sig.

Lovens utilsigtede konsekvenser

En lille finurlig krølle på loven, bøderegnen og de islamiske traditioner er at finde i velfærdsstatens inkompetente forsøg på at styre samfundet. Ved enhver statslig indblanding i det fredelige samfund og marked er der utilsigtede konsekvenser. Dette betragter jeg som en socialvidenskabelig lov. I dette tilfælde er der, efter min ydmyge mening, tale om konsekvenser der gør, at effekten af loven på den gruppe, der var udset til at blive reguleret, er meget lille.

Den påståede årsag til lovens tilblivelse er at finde i islamiske traditioner, der enten ikke er ønskede i det offentlige rum, eller opfattes som udtryk for kvindeundertrykkelse. Lovens formål er derfor at sikre, at vi alle ikke har tildækkede ansigter, og at brug af traditionel/religiøs beklædning holdes på privat område. Metoden til at nå målet er en lov der uddeler bøder. Problemet er midlertid, at der i den danske velfærdsstat er andre systemer, der modarbejder præcis denne effekt. Der er i første omgang mulighed for, at bøden kan blive reduceret til det halve for den gruppe af mennesker, der har en indtægt under 13.975kr pr måned (2018 tal). Man slipper derfor billigere i bøde, hvis man har en lav indtægt. Ydermere kan man få bøden som afdragsordning, som SKAT skal håndtere indkrævning af. Det er formentlig socialdemokratisk fornuft, og menneskesyn, der siger, at vi ikke kan plukke håret af en skaldet, og at en vis levefod må tillades selv for de formastelige lovovertrædere.

Den næste planke i forsvaret mod at miste indtægt er at finde i det lovfastsatte minimums rådighedsbeløb, alle skal tillades at have, efter opkrævning fra kreditorerne, herunder SKAT. Hvis bøden bliver omsat til en afdragsordning, gør SKAT udlæg i indkomsten. Denne må dog ikke blive reduceret til mindre end det, som loven foreskriver, at de må reducere den til. Det er let at forestille sig, at mange kan gøre flittig brug af nedsættelsen af bøden, samt afdragsordningen via SKAT, og derved effektivt blokere opkrævningen af bøden i sidste ende. Hvis din indtægt i forvejen er lav, så kan du ende med at stå i den situation, hvis du bruger afdragsordningen, at SKAT slet ikke kan opkræve nogen penge hos dig, fordi din indtægt er for lav.

Hvilken befolkningsgruppe tror du, vil være særligt at finde i netop denne kategori?

Det er først, hvis den totale sum af bøder overstiger et vist beløb, at man kan blive fængslet i stedet for at betale bøden. Det betyder reelt set, at de fleste på overførselsindkomster kan afværge de første par bøder ved at indgå en afdragsordning, som de ikke er tvunget til at honorere pga. deres lave indtægt, og sidenhen kan de udskyde bødens betaling i uendeligheden. Først hvis den totale bødesum overstiger en specifik grænse, kan deres restancer omsættes til fængselsstraf.

Velfærdsstatens logik

I det tilfælde at systemet reelt vil fungere således, da vil det være mere interessant for politiet, der fungerer som statens alternative skatteopkrævere, at gå efter almindelige danskere, som har betalingsevne, frem for at gå efter de kvinder som bærer burka, da deres betalingsevne er lav. Denne absurde situation kan blive en realitet. Situationen kan opstå, at netop det som loven skulle forsøge at regulere, som medierne og pop-politikere har fremsat som årsagen til tildækningsforbuddet, bliver ramt i langt mindre grad, end man oprindeligt havde troet. I stedet bliver det formentlig den almindelige dansker, der bliver bedt om at betale bøder for at finansiere den svulstige velfærdsstat.

Ligesom fartbøder er en post på finansloven, ligeså kan bøder for tildækning blive det. Bøderne for at gå tildækket er også meget mere givtige for politiet, end de lusede fartbøder, der oftest kun giver 1.000kr per styk. Ofte flyder nyheder om fartkontrol i medierne over med fokus på det enkelte ekstreme farttilfælde, men statistikken siger, at det i overvejende grad er den mindste bøde der uddeles. Gennemsnitsfartbøden er på 1.243,44kr. Et tildækket ansigt kan indbringe 10.000kr, hvis personen er blevet taget tre gange før, men kun hvis den som får bøden har mulighed for at betale den. Det bliver derfor nødvendigt, fordi politiet bliver bedt om at indkræve bøder til velfærdsstaten, at ignorere de burkaklædte kvinder, da der ikke er penge at hente i dem, og gå efter børn og unge fra middelklassen, der er på vej til fastelavn.

Ulvens plads i Danmark, set med liberalistens øjne

I den seneste tid har der været megen tale om ulven. Der har været flere politiske forslag oppe at vende, såsom at bygge et hegn for skatteydernes penge, og spærre ulven inde i en meget stor indhegning.

I dette blogindlæg vil jeg forsøge at belyse, hvordan den liberale tilgang til ejendomsretten kan bruges for at opveje hensynene for de, som vil støtte ulven, og for de som generes af ulven. De som gerne vil læse, hvad den liberale filosofi kan gøre for ulvenes venner, skal dog scrolle ned i slutningen af indlægget og læse, hvordan de kan få deres hensyn mødt, mens de som vil vide, hvordan de kan beskytte sig mod problemulve, ikke behøver at scrolle helt så langt ned i indlægget.

Status quo

For indeværende er det besluttet, at ulven ikke må skydes, medmindre der er tale om en problemulv. I dag må man ansøge om at skyde ulven. I det nuværende tilfælde er det Miljøstyrelsen, der har retten til at vurdere, om ulven er en såkaldt problemulv, der lever op til et vist sæt kriterier, for at man straffrit må skyde dyret (eller bede Naturstyrelsen eller politiet om at klare opgaven).

I dag er regelsættet således, at ulve der viser aggressiv adfærd, må skydes. Ulve der gentagne gange angriber husdyrhold, eller hunde, må også skydes. Hvis ulven blot kommer tæt på bebyggelse, og ikke viser aggressiv adfærd, men blot er en nysgerrig ulv, så må den ikke reguleres. Så skal man i stedet forsøge at fjerne fødeemner, således ulven mister nysgerrigheden, og holder sig væk.

Lykkes det ikke med førnævnte fredelige midler at holde ulven væk, da kan man ansøge om at skyde ulven.

På overfladen lyder det faktisk meget fornuftigt. Man skyder ikke ulven, blot man ser den, da ulven i sig selv ikke er til nogen fare. Det er kun i sjældne tilfælde, at ulven udgør en fare for husdyr og hunde. Derfor, for ikke at fjerne hele ulvebestanden, skal man se tingene an og kun gribe til at skyde ulven, hvis den viser aggressiv adfærd. Idéen er, tror jeg, at man ved, at en ulvebestand i sig selv ikke er noget problem, men at der er visse få individer i flokkene, som udvikler en problematisk adfærd, som er årsag til at ulven forvolder skade på menneskets husdyr og hunde.

Det lyder jo meget tolerant. Regelsættet indebærer, at vi får en rimelig balance mellem de, der gerne vil have ulven i Danmark, og de som generes af ulven. Her er åbnet for muligheden for at skyde ulvene, der skaber problemer, og samtidigt er der ikke givet lov til at føre krig mod ulven. Et rimeligt kompromis i den nuværende situation synes at være nået.

Miljøstyrelsens magt

Der er dog visse hår i suppen, så at sige. Der er nogle forudsætninger indbygget i regelsættet, som kan gøre det svært i praksis at leve op til de hensyn, der tilsyneladende er taget. For at skære det lidt ud i pap, kan følgende spørgsmål måske hjælpe tankerne lidt i den retning jeg ønsker dem.

Hvordan beviser man overfor miljøstyrelsen, at det gentagne gange er den samme problemulv, der er set nær ejendommen?

Hvordan beviser man overfor miljøstyrelsen, at det er den samme ulv, der har ædt fido, sofus og killer?

Hvordan beviser man overfor miljøstyrelsen, at det er den samme ulv, der viser aggressiv adfærd gentagne gange?

Lad os for en stund antage at miljøstyrelsen godkender, at man skyder den pågældende ulv. Hvordan får man så udført bortskydningen? Den dag du får tilladelsen i din e-boks, eller via brev, er ulven langt væk. Hvem siger, at den kommer tilbage? Hvordan beviser man da, at den der kommer næste gang, er den samme som før, og hvordan effektuerer man bortskydningen?

Der er dermed (mindst) to problemer i det nuværende regelsæt.

  1. Der er ingen reaktionsmulighed i den akutte situation, det ulovliggøres at udøve selvforsvar
  2. Ulve har flere rettigheder end mennesker

Ad 1 kan siges, at i den liberale filosofi er både din egen krop, såvel som dine eksterne besiddelser, i samme sfære hvad angår selvforsvar. Ordet bruges dermed også i forbindelse med at til holde uønskede gæster borte. Selvforsvar dækker dermed både din handling, når du standser en, der volder skade på din ejendom eller på din person. I det vedtagne regelsæt, fratager Miljøstyrelsen dig dine basale rettigheder til at forsvare dig selv og din ejendom.

Ad 2 kan siges at, da ulven i dag nyder denne kunstige beskyttelse, hvor Miljøstyrelsen de facto tillader en ulv at nedlægge får og hunde en enkelt gang, uden at man må gribe til selvforsvar, har staten givet ulven positive rettigheder. For at sætte det lidt på spidsen: Kan du forestille dig hvad der ville ske, hvis en person, i besiddelse af et lovligt jagtvåben, skød et får på fåreavlerens jord? Ville denne person blive holdt ansvarlig og kunne afkræves erstatning for fåret? Eller ville man sige at det er i jægerens natur at skyde tilfældige får på må og få, og at denne naturlige drift ikke må hindres af andre personer?

Her skal det straks indskydes, at jægere i Danmark generelt er meget fornuftige mennesker, som følger almindelig fornuft, og indlader sig så sjældent, at det nærmest ikke burde nævnes, på at bruge deres jagtvåben forsætligt til at forvolde skade på andre eller deres ejendom. Jeg håber, at det kan tilgives, at jeg bruger dem i mit eksempel, men det er desværre, så vidt jeg er orienteret, de eneste private mennesker, der lovligt må benytte våben af en vis styrke. De kan dog bruges til at sætte eksemplet på spidsen. Jeg prøver at understrege, at den måde ulven behandles på i det nuværende regelsæt er positiv særbehandling, og hvis denne hensynstagen udvides til andre, ville denne absurditet straks blive synlig.

Skade på andres krop eller ejendom er skade der må tillades at forhindres. Dernæst er ulven blot et dyr, der ikke besidder nogen rettigheder i sig selv. Det burde være fuldt lovligt at skyde enhver ulv, man ser på sin ejendom, såfremt det foregår på en forsvarlig måde, der ikke udsætter andres krop eller ejendom for fare under handlingen. Eksempelvis skal man have et kuglefang, sikre sig en vis sikkerhedsafstand og sikkerhedsvinkel fra kuglens retning når skuddet affyres. Gør man ikke således, er man selv blevet en potentiel skadevolder, og da kan det tillades andre at yde selvforsvar mod din handling. (Almindelige mennesker, der har modtaget den mindste træning i brug af våben, kender til disse regler. Den eneste forskel er, at i den liberale filosofi må man forsvare sig selv mod disse regelbrud eller kræve erstatning for dem, frem for at måtte anmelde det til myndighederne, uden at erstatningen tilfalder dig, indtægter fra bøden tilfalder blot den offentlige kasse).

Et andet problem med de eksisterende regler er, at der ydes offentlig tilskud til at bygge ulvesikre hegn eller til at benytte vogterdyr for at sikre husdyrene mod ulvene. Disse offentlige tilskud er også problematiske, for de tager fra skatteyderen, og bruger pengene på at vedligeholde et bureaukrati og at beskytte ulven mod sin egen natur. Disse udgifter bør naturligvis afholdes mellem de som driver husdyrhold og de som ønsker ulve i Danmark. Skatteyderen bør ikke involveres.

Opvejelser af ulvehensyn i den liberale filosofi

Der er flere hensyn til ulven, som er totalt misforstået i den nuværende debat. De nuværende regler forsøger desperat at løse problemet med farlige dyr, der vandrer frit omkring i naturen. Dyrene ejes ikke af nogen, men tøffer blot rundt på må og få i landskabet. For at forsøge at løse problemet opbygges et offentligt bureaukrati, der skal være overdommer, og har ført til et regelsæt, der nedbryder menneskets ret til at forsvare sig selv. Ulven betragtes af myndighederne som et dyr med rettigheder. Rettigheder der er så positive, at de ikke engang gives til mennesker. Det er tydeligt, at det kan ikke tillades at betragte noget dyr som et væsen, der har rettigheder. Ingen dyr har rettigheder. Hvis dyr havde rettigheder, så kunne de holde et menneske ansvarlig overfor en dyredomstol, der kunne dømme mennesket til at yde erstatning for skaden. Det siger sig selv, at dette ikke er relevant. Dyr besidder ikke evnerne til at afholde en domstol, hvor de kan føre en retssag. Diskussion af individuelle dyrs rettigheder er absurd fra ende til anden.

Dyr bør i stedet ses som et væsen, der kan ejes af mennesker, og det er under denne almindelige beskyttelse af ejendomsretten, at dyrene skal betragtes. Ikke som selvstændige individer, der har rettigheder, men som et privat husdyr, kæledyr eller andet, som nyder beskyttelse (og udnyttelse) såfremt de ejes privat.

For at få en diskussion af problemerne med uejede dyr, kan du læse mit blogindlæg om næsehornet, der lider under samme problematik som ulven.

Hensynet til ulven bliver dermed mere tydeligt, hvis man anser ulven for et privatejet dyr, på linje med en hund. De som ejer ulven, må stå til ansvar for dets gerning, og ellers sørge for at holde deres dyr på en måde, hvor de selv kan nyde det, men samtidigt ikke forvolder skade på andre. Hvis det synes mærkeligt at et vildt dyr som en ulv kan ejes privat, så kan du tænke på Givskud Zoo, og forholde dig til at de plejer og passer mange vilde dyr her, og indgår i successfulde avlssamarbejder for at bevare bestanden af mange forskellige arter. Det private ejerskab af dyrene og det afgrænsede område de bor på, udgør en løsning på problemets økonomiske kerne: Hvor mange dyr af en given art er det gavnligt at have gående? Hvordan skal de beskyttes og have lov at trives? Hvor skal de have hjemme? Hvem afholder udgifterne til dyrene? Disse spørgsmål besvares i markedsøkonomien, hvor priserne på jord, dyr, foder, beskyttelsesforanstaltninger og samfundets præferencer for dyrebeskyttelse smelter sammen, og former en privat løsning, der er skræddersyet til hvert dyr, hvert sted og hvert lokalsamfund.

Beskyttelse mod problemulve

I ovenstående er det i den liberale filosofi tydeligt at en ulv, der trænger ind på din grund, må bortskydes uden du udsættes for retsforfølgelse. Dine årsager for at skyde ulven kan være alle tænkelige, om den træder på dine blomster, eller at du har set, at den har skarpe tænder, eller at den lugter, eller at den efterlader afføring på din grund. Det er ligegyldigt, hvad årsagen for din handling er. Det er ikke op til en myndighed at forsøge at læse ulvens tanker, eller at give dig udgifter i forbindelse med at dokumentere, at det er den samme ulv, du har set gentagne gange æde din hund eller dine får. Ved at bruge ejendomsrettens ukrænkelighed som fundament for analysen, er det derfor ligegyldigt hvad et dyr (som ikke har rettigheder, ligesom mennesker har det) har gjort, hvis den er uønsket på din grund, har du ret til at fjerne den, og bruge de midler du mener er nødvendige (og som ikke overtræder andres ejendomsret). Det betyder derfor ikke at du skal skyde ulven. På din egen grund bestemmer du selv. Du kan lade den gå. Du kan følge Miljøstyrelsens anvisninger om at fjerne fødeemner, eller at lade ulven forvolde skade, som du ønsker at tolerere, før du griber til at fjerne ulven. Du kan vælge at fjerne ulven ved at indfange den, ved at bedøve den, og senere sælge den til ulveelskerne.

Ulvenes venner

Ulvenes venner kan også hjælpes på vej af den liberale filosofi. Da ulven anses som enten en privatejet eller uejet ulv, er det op til ulvenes venner, at skabe et sted hvor ulvene kan boltre sig i fred. I dag er der mange problemer forbundet med at opnå dette mål. De store statsskove dækker mange procent af Danmarks natur, og det er særligt i disse skove at ulven kunne tænkes at leve og trives. Det er derfor nødvendigt, for at lade ulven leve i trivsel, at privatisere statsskovene, således der kan tages hensyn til de der ønsker at bruge arealerne til ulvehold. Man kan forestille sig en art “Givskud Zoo”, et privatejet reservat, hvor ejerne bestemmer om de ønsker at dele deres reservat med andre, og sælge billetter til andre, eller om de ønsker at reservatet skal drives for naturens skyld. Under alle omstændigheder afholder de selv udgiften til drift og vedligehold af reservatet, hvor ulvene kan boltre sig. Dette tager skatteyderen af krogen, og lader samtidigt ulvenes venner om at definere og finansiere hvilken løsning de ønsker.

Ulvenes venner behøver derfor heller ikke at plyndres i skat, for at holde ulvene i live i den åbne natur, og de kan også få lov at handle ulve på markedet, ligesom man i dag kan handle med andre dyr. Dette er et vigtigt element, for det kan sikre en mere fredelig omgang med ulvene, hvis ulvene har en pris på markedet, og det tillades at eje og handle med dem. Hvis ulvene ikke må ejes, er der meget større sandsynlighed for, at de bliver skudt.

Grænsetilfældet – ulvenes venner og fåreavleren klods op ad hinanden

Lad os for eksemplets skyld antage, at den liberale filosofi blev opfyldt og indført i samfundet. Det tillades private at købe noget af statsskovene (gerne det hele), og det tillades at skyde ulve der betræder ens grund, ligesom det er tilladt at købe og sælge ulve. Det mest ekstreme tilfælde jeg kan komme på, udover “det lille hus i skoven”, er hvor fåreavlerens arealer ligger klods op ad det areal, hvor ulvenes venner holder deres dyr. Hvad så? Forudser man her en krig mellem fåreavlerens AK-47, der nådeløst plaffer alle ulve der betræder hans areal, mens ulvenes venner jævnligt sagsøger fåreavleren, for at udsætte ulvene på deres areal for skudfare?

Hvordan kan det problem løses? Her er mange tekniske muligheder at diskutere. En mulighed er at ulvenes venner opstiller et hegn, der holder ulvene inde på deres jord. Når ulvene ikke kan slippe igennem hegnet, er der en fin adskillelse mellem de to ejeres besiddelser, og det er muligt at får og ulv lever fredfyldt i nærhed af hinanden. Det er den mest simple løsning, rent teknisk. Men det kan være en forfærdelig løsning, rent økonomisk. Måske er det for ulvenes venner af større betydning, at købe et større areal af skoven, for at give ulvene mere plads at gå på. I stedet for at bruge pengene på et hegn, kan de vælge at bruge pengene på et større areal, og undvære hegnet helt.

Jeg er bekendt med, at får også kan forvolde skade på skove. I fraværet af et hegn kan fårene tøffe ind og skade skoven, som ulvenes venner også kan kræve erstatning for. I dette blogindlæg vil jeg dog på enøjet facon blot behandle ulven som skadevolder (de samme pripper jeg beskriver nedenfor kan bruges i det tilfælde at fårene volder skade). Uden et hegn kan der opstå en situation, hvor ulvene og af og til tøffer ind og guffer et får hos fåreavleren. I den situation kan man forestille sig flere løsninger:

  1. Fåreavleren skyder ulve der ses på hans fårefold
  2. Fåreavleren opstiller kameraer og dokumenterer de private ulves hærgen af sin besætning og kræver erstatning af ulvenes venner
  3. Fåreavleren opstiller fælder der fanger ulvene
  4. Fåreavleren opstiller foranstaltninger der besværliggør ulvenes færden på fårefolden
  5. Fåreavleren bruger vogterdyr til at skræmme ulvene væk fra sine får

De fem løsninger (der findes garanteret flere tænkelige!) er her blot præsenteret i tilfældig rækkefølge, og det er ikke givet på forhånd hvilke løsninger der vil blive taget i anvendelse. Det er i mine øjne mest sandsynligt at løsningerne vil forsøges afprøvet over tid, for at finde et godt kompromis mellem de to ejere af private dyr. Priserne på hver løsning vil guide de to lodsejere til at forsøge at finde en effektiv løsning på deres fælles problem: De har dyr, som ind i mellem forvolder skade på andens ejendom.

Frugter og bier

Hvis vi tager et skridt tilbage, og relaterer problemet mellem fåreavleren og ulvenes venner til et konkret problem som i dag håndteres mellem to lodsejere, kan man eksempelvis tænke på frugtavlere og biavlere. Ganske vist er problemet lidt anderledes, i stedet for en negativ påvirkning, er der skiftevis en positiv og negativ påvirkning.

Biavlerens bier er gunstige for frugtplantagen, når træerne skal bestøves optimalt. Det er en god håndsrækning at få for en frugtavler, at en biavlers bier bestøver træerne meget grundigt. Her er en positiv symbiose mellem bier og frugttræer, som kan benyttes mellem de to ejere. Når træerne er befrugtede, opstår der et andet problem for driften af frugtplantagen: Insekter angriber frugterne og forvolder skade på dem. Frugtavleren vil gerne bekæmpe disse uønskede insekter, men risikerer at skade bestanden af bier i sit forsøg på at redde frugterne. Lader man blot stå til, nyder frugtavleren godt af bestøvning af sine træer mens biavleren må se sin bestand reduceret, når frugtavleren kaster om sig med insektgift, der dræber både uønskede og ønskede insekter i frugtplantagen.

Et samarbejde mellem frugtavler og biavler kan dog opstå – for at høste den positive gevinst af bierne, kan frugtavleren betale biavleren for at opstille sine bier i frugtplantagen i foråret, når bestøvning er ønskelig, og sidenhen når andre insekter bliver problematiske kan biavleren flytte sine bistader væk, mens bekæmpelsen af de uønskede insekter pågår.

Eksemplet viser at det er muligt at koordinere indsatsen for at øge effektiviteten (eller minimere tabet) af produktionen. Her behøves ingen lovtekst, men i stedet blot en fri kontraktret således de to avlere kan indgå samarbejdet og aftale betaling og tidsfrister for flytning af bistader osv.

Samarbejde mellem ulvens venner og fåreavleren

Ulvene lader sig ikke så let flytte som bierne. Men samarbejdet mellem fåreavler og ulvenes venner kan stadig opstå. En af løsningerne kunne være, at lodsejerene indgik aftaler om at ulvenes venner betalte en del af udgifterne til vogterdyr, eller beskyttende hegn hos fåreavleren, samt at fåreavleren accepterede at han ikke måtte skyde ulve han så på sin fold. Under forhandlinger kunne det eventuelt aftales at ulvene måtte skydes med bedøvelse, og afleveres på nærmere aftalt sted og tid, mod en lille betaling. Dette kunne blive en mulig løsning på at holde dyr tæt ved hinanden, hvor hensynet til ulvens frihed vægtes op mod hensynet til fårenes ve og vel.

Den ulv der gentagne gange bedøves og afleveres til ulvenes venner for at gå på fårejagt, kan ulvenes venner vurdere om de ønsker at betale for fremover. Deres hensyn til deres mulighed for at hjælpe de andre ulve indgår i deres overvejelser om den enkelte ulvs eskapader udgør et problem for hensynet til bestanden. Eller kort sagt: Har de råd til at lade en ulv gentage problemet? Det kan de selv kontrollere, hvis de mærker ulvene, for at pleje bestanden bedst muligt.

I alt fald finder jeg det langt mere praktisk og korrekt at lade de to parter forhandle sig frem til en gensidig brugbar løsning, frem for at bruge skatteindtægter på at opbygge et bureaukrati og subsidiere tåbelige regler og beskyttelse af ulven på nationalt plan. Staten skal ikke blande sig i disse problemer, for det er de private selv, der bedst kan finde den mest økonomisk favorable løsning på deres indbyrdes problemer. Det eneste der er nødvendigt for den frie udfoldelse af gunstige løsninger, er retten til ejendom og til at indgå kontrakter med hinanden. Hvert geografisk område kan have sin egen økonomisk optimal løsning, og det gælder om at udnytte disse forskelle, så det er muligt at tage så meget hensyn til begge parter i sagen som muligt. Hvis man benytter myndighederne og skattevæsenet, så spildes flere af de knappe resurser, og resultaterne bliver alt andet lige dårligere af det, når resurserne spildes, frem for at de bliver brugt effektivt. Med andre ord: Jo mere ineffektiv offentlig kontrol, jo mindre har vi råd til at beskytte ulven og fåreavlerne.

Politikken om åbne grænser, set med liberale briller

I Jyllands-Posten har Morten Uhrskov skrevet et indlæg, hvor han i overskriften skriver: “Libertarianere, progressive og venstreradikale ønsker helt åbne grænser”

Jeg tænkte, at det kunne være brugbart at diskutere emnet, ud fra den filosofi om liberalisme, som jeg her på sitet forsøger at præsentere.

Standardliberalisme

Først og fremmest må det erkendes, at det er meget let at tillægge liberale den holdning, som Morten Uhrskov kritiserer. Det er ikke sjældent, at det synspunkt fremlægges hos debattører som forbinder sig selv med en liberal tankegang. Hvis man tager udgangspunkt i, at man er for det frie marked, og at man har opfattet, at markedet fungerer bedst, hvis der er fri bevægelse for arbejdstagere, varer og tjenesteydelser, så kan man let komme til den konklusion, at der ikke må opstilles barrierer for, at arbejdskraften kan bevæge sig til de geografiske områder af markedsøkonomien, hvor deres produktivitet er størst.

Synspunktet, som jeg forstår det, er, at markedet fungerer bedst (eller rettere – producerer mest output), hvis man tillader kapital, varer og arbejdskraften den frie bevægelse. Derfor vil mange økonomisk orienterede personer støtte den frie grænse for at sikre, at markedsøkonomien fungerer mest effektivt. Man kan i den forbindelse godt forstå den, som, af principielle årsager, ikke vil gå på kompromis med nationalt orienterede personer, og opstille restriktioner for adgang til det geografiske område, som vi i daglig tale kalder Danmark.

Andre liberale har et andet synspunkt, nemlig at det skal være muligt for undertrykte mennesker at søge ly for et diskriminerende flertal (eller en diktator) i deres hjemland, ved at rejse til Danmark og skabe sig et nyt liv i friere udfoldelse. Her er det ikke så vigtigt, hvad deres opfattelse af markedets mekanismer er, men de tager det synspunkt, at der skal være åbenhed overfor underkuede mennesker, sådan at de får mulighed for at leve deres liv på deres egen måde, i stedet for at blive undertrykt.

Der ser dermed ud til at være opstået en kløft mellem de, der har erkendt problemerne med integration, og de som fastholder at markedsøkonomien skal have lov at opsuge arbejdskraft fra andre geografiske lokationer, for at sikre den største velfærd for markedsdeltagerne, eller at Danmark skal være et trygt sted at flytte til, hvis man bliver undertrykt hjemme.

Problemets kerne

Som jeg forstår det, så er problemet ikke at der kommer flittige arbejdere fra lignende kulturer hertil, for at deltage i arbejdsmarkedet. Den gængse kritik af politikken om åbne grænser er, at der er en høj andel af de personer der er muslimer, og afrikanere, der kommer her til som lever på offentlig forsørgelse, og som i deres samfundsvirke forsøger at skabe nogle af deres hjemlige institutioner i Danmark (moskéer, minaretter, basarer osv.).

Den liberale, der går ind for åbne grænser, tager til genmæle overfor kritikken angående ovenstående problem ved at påpege, at det er klart, at vi får disse problemer, så længe vi har så gavmilde velfærdsydelser, som enhver kan modtage, såfremt de har addresse i Danmark. Ved at fjerne velfærdsydelserne vil man reducere problemet med integration, ghettodannelse og mange af de andre kulturelle problemer.

Der er også en gruppe af mennesker, der tager ophold i Danmark, som bliver involveret i kriminalitet. Denne gruppe tror jeg ikke der er nogen der forsvarer. Her bør den liberale med sit “åbne grænser” mindset også kunne se, at kriminelle ikke er ønskværdige.

Et slogan, som den liberale ofte gentager, er, “åbne grænser, lukkede kasser”. Incitamenterne for at leve på statslig forsørgelse er i Danmark særligt store, og det skaber et utal af problemer, som kunne løses, hvis vi blot fjerner de offentlige ydelser.

Er det umuligt at være for det frie marked, for det frie valg, for personlig frihed og samtidigt erkende problemerne med integrationen?

Essensen af problemet

Som jeg ser problemet, så er det muligt at tage det standpunkt, at man kan være liberalist (med ovenstående synspunkter), uden at være nationalliberal, og fastholde at der er store problemer med integration.

Hvis vi først tager et skridt tilbage, så er det for mig muligt at se, at der er visse elementer i diskussionen, som går igen i begge lejre. Her er det vigtigt at indskyde, at der i hver “lejr” er et undersæt af lejre, som har visse punkter de er uenige om. Men generelt tør jeg vove den påstand, at både de liberale og de nationalt orienterede, er enige om, at det i udgangspunktet ikke er meningen, at vi skal til en situation, hvor ingen mennesker må krydse grænsen. Det er tydeligt, at den største frustration fra de nationalt orienteredes side er, at integrationen ofte slår fejl, når de mennesker, der kommer hertil, er fra meget fremmedartede kulturer. Polakker, Englændere, Svenskere, Nordmænd, Tyskere, Belgiere, Hollændere og mange andre er der ikke ret mange problemer med. Disse personer kan begge lejre formentlig tillade at få adgang til Danmark. Nøglen til enigheden herom er både kulturelt men også markedsbaseret. Personerne fra disse lande er både relativt vestligt orienterede og samtidigt produktive mennesker, der har noget at bidrage med. De kan forsørge sig selv og de kan indgå i vores eksisterende kulturelle institutioner.

Det er derfor ikke indvandring som generelt fænomen, der er kilden til konflikten mellem de to grupper. Det er specifikke kulturer og lande, der skaber størstedelen af problemerne, men fra hver kultur og fra hvert land er der undtagelser til reglen. Det hele baserer sig i sidste ende i et statistisk spørgsmål om hvorvidt personer fra land X i gennemsnit er ønskværdige eller ej. Nogle få meget problematiske personer kan derfor skabe ravage, og mudrer billedet markant.

Der er derfor et vist element af individualisme blandet ind i indvandring. Man kan ikke på forhånd sige, at blot fordi personen kommer fra land X, som har en statistisk dårlig status i integration, at denne person, Y, også vil være dårlig til at integrere sig. Y tilhører en gruppe, baseret på geografisk lokation X og kultur, men er i sig selv stadig et individ, der har sine egne personlige træk.

I et forsøg på at erobre den personlige del af indvandringsproblemet har mange nationale forsøgt at opstille restriktioner for indvandring, ved at agitere for en politik, der skulle sikre at integrationsproblemet minimeres. Integrationstests, statsborgerskabs tests og alverdens andre tests skulle bruge som middel til at holde de mest problematiske personer udelukket fra at skabe ravage i det skatteyderfinansierede velfærdsorgie.

Problemet med denne tilgang er, at hvis hver person, der vælger at indvandre til Danmark, er unik, således er hver person, der allerede bor i Danmark, det også. Skatteyderen, der skal finansiere det statslige indvandringsprojekt, har derfor sin egen mening om, hvem der skal have lov at komme, og hvem der ikke skal have lov. Problemet bliver nationalt, og forsøges håndteret af den demokratiske nationalstat. Løsningen, som man optimistisk kalder den, bliver den demokratiske statsløsning. Et program, som alle skal klemmes igennem, finansieret med skatteydernes penge, skal afgøre hvem der får adgang og hvem der ikke gør. Det forsøges med et one-size-fits-all, ligesom det gør alle andre steder i den nationale stats programmer, og resultaterne har været lige så ringe for samfundet, som alle de andre nationale statsprogrammer har været det. Det har været en eklatant fiasko, ud over alle grænser.

Liberalisme baseret på streng ejendomsret

Løsningen, som jeg ser den, er at nedbryde liberalismen til sin kerne, og analysere sig fra denne kerne og op til en løsning på problemet med integration. Kernen i liberalismen er ejendomsretten. Retten til din krop og dine retmæssigt erhvervede eksterne goder er fundamentet for et retfærdigt samfund, hvor problemerne kan håndteres på en rimelig måde, med et minimum af konflikter mellem mennesker. Hvis dette erkendes som fundamentet i liberalismen, så er det også muligt at erkende, at det almindelige liberale synspunkt om åbne nationale grænser er en farce. Ejendomsretten medfører at de rettigheder, som mennesket besidder, er negative rettigheder. Retten til at være i fred, retten til at sige hvad man vil på sin egen ejendom, retten til at skrive hvad man vil, på sit eget papir og retten til at forsamle på sin egen ejendom, er alle rettigheder der er funderet som en negativ ret, frihed fra ikke-selvvalgt undertrykkelse af andre.

Åbne grænser, derimod, er en positiv rettighed. Det er retten til at indtrænge på andres område, uden deres accept. Når man formulerer det således, er der ingen tvivl om, at det ikke kan være liberalt at støtte en politik om åbne grænser. Sagt på en anden måde, så er åbne grænser et statsligt projekt, der sponsoreres af skatteyderne. Dette er naturligvis i konflikt med den uindskrænkede ejendomsret. Derfor kan det ikke være 100pct korrekt som liberal, at støtte et statslige projekt om fri indtrængen af gud og hver mand. Man kan heller ikke helhjertet støtte et statsligt selektionsprogram, der udvælger visse personer, som gives adgang, da det statslige program i sig selv er et angreb på ejendomsretten, både for den som ønsker at hjælpe en fremmed, eller give denne et job, og for den som helst ser en adskillelse af indfødte danskere og udenlandske personer.

Som kompromissøgende liberal kan man dog være nødsaget, pga. situationens omstændigheder, til at støtte et statsligt selektionsprogram, som kun accepterer personer der kvalificerer sig ved visse egenskaber. Enten at de har et job, eller at de har formue til at forsørge sig selv – eller mange andre tænkelige krav og konstruktioner. Liberalt i sin essen er det ikke, men det er dog nødvendigt, da vi for tiden lever under velfærdsstatens åg, at tage højde for de store problemer det skaber, at vi har så gavmilde offentlige ydelser.

For at forstå hvordan ejendomsretten kan være behjælpelig til en ren liberal løsning, er det måske behjælpeligt at stille sig selv spørgsmålet: Hvem ejer Danmark?

Spørgsmålet er vigtigt, fordi det i den liberale ånd er ejeren af det økonomiske gode, der bestemme reglerne for brugen heraf. Ergo må det være ejeren af landområdet, der bestemmer hvem der tillades adgang hertil. Ligeledes er det frit for ejeren at tillade uhæmmet adgang. Beslutningen er op til ejeren.

I dag er det staten der påstår, at den ejer hele Danmark. Staten konfiskerer indbyggernes ejendom, tvinger dem til at følge dens regler, og sætter dem i fængsel, hvis ikke de makker ret. Liberalister, som jeg selv, anser ikke staten for legitim ejer af hele Danmark. Som det fremgik tidligere, er det kun retmæssigt erhvervet ejendom, som man kan eje. I bund og grund kan staten dermed ikke bestemme hvad der foregår på andres ejendom, og statens ejendom er let at kritisere, for alt den ejer er noget den har stjålet fra dens retmæssige ejermand i en tidligere periode. Staten er derfor blot illegitim ejer af Danmarks arealer, og bør derfor ikke tillades at beslutte hvad indbyggerne ønsker at indlade sig på. Statens greb om arealerne bør derfor opløses, og så vidt muligt skal arealerne ejes privat i stedet.

Med inddelingen af Danmarks arealer i private områder bliver løsningen på indvandringens problem synlig. I stedet for en national politik, nedbrydes enheden Danmark til en samling af mange små eller større private jordbesiddere. De må tillade adgang for hvem de vil samarbejde med, ved at bruge deres egne resurser og deres egen tid, til at samarbejde med hvem de har lyst til. Indvandringspolitikken bliver dermed sat af ejeren af det areal som er i betragtning.

På den måde kan man også slippe for at betale for andres dårskab. Der vil helt afgjort være mennesker, som ønsker at hjælpe, der får sig et meget grimt møde med realiteterne, når først de har prøvet at hjælpe vildt fremmede på en rundhåndet manér. Det kender vi allerede eksempler på i dag. Tillader man de forkerte personer adgang, risikerer man kun sin egen velfærd og rigdom, frem for at eksternalisere omkostningen for ens egen politik til andre. Løsningen som jeg fremsætter er derfor, at tillade alle at bruge deres egne resurser og deres egen tid på at støtte de mennesker de har lyst til, men også at de selv bærer byrden som de påtager sig. Det kan også organiseres igennem større frivillige organisationer, som kan hjælpe mennesker i nød, udenlandske såvel som indenlandske.

Den som ikke ønsker at indlade sig på integrationsprojekter, kan frit nægte at lade andre end etniske danskere adgang. Det er naturligvis også muligt at indgå i større organisationer, og tilvælge et fælles regelsæt, som fx grundejerforeninger i større skala, for at sikre at integrationsproblemet ikke kommer til ens eget nabolag.

I dette scenarie tillades det at finde en løsning på problemet på en personlig facon, samtidigt med at man gøres ansvarlig for sine egne overbevisninger. Dette ville også kunne gøres uden at nedlægge nationalstaten, såfremt beskatningen faldt til en bagatel og offentlige arealer blev privatiseret i meget stort omfang, således man kunne bruge sine penge som man selv lyster.

Den eneste måde at tillade frihed på, er ved at tildele ansvar samtidigt. Tillader man frihed til at bruge andres penge, så smadres ansvarligheden, og resultaterne bliver præcis så ringe, som de er blevet det i dag.

SKAT når ikke sin målsætning for 3. år i træk

I en artikel i Jyllands-Posten kan man læse, at skattevæsenet for tredje år i træk ikke når sin målsætning angående skatteopkrævning.

Dette indlæg vil jeg dele op i to dele, den første, der tager udgangspunkt i et nøgtern synvinkel ved at bruge fakta, og det næste indlæg, hvor jeg vender tilbage til mine kæpheste, og påpeger at skat er tyveri og at offentlig produktion er økonomisk ineffektiv.

Skattevæsenets effektivitet måles på, hvor tæt skattevæsenets opkrævninger kommer på et beregnet teoretisk tal. Det beregnede tal er udtryk for, hvor stort et skatteprovenu, der kunne opkræves, hvis alle skattereglerne blev fulgt til punkt og prikke i Danmark. Målet for hvor stort et gab der tillades at opstå, mellem det teoretiske maksimum og det opnåede resultat er 2%, og har været det siden 2010. Skattevæsenet er igen i år ikke nået i mål, men har alligevel været tæt på, og rammer et resultat på 2,5%.

Dette måltal er udgangspunktet for en udtalelse fra Jesper Petersen fra Socialdemokratiet, der har indkaldt skatteminster Karsten Lauritzen til et samråd. Ifølge Jesper Petersen er det uacceptabelt, at det tillades at skattevæsenet ikke når sit mål 3 år i træk. De 2,5%, der ikke er opkrævet, svarer ca til 25-30mia. kroner, og skulle skattevæsenet opnå sit måltal på 2,0pct, ville det svare til at øge skatteprovenuet med 5mia kroner. I artiklen fokuserer Jesper Petersens udtalelse på de fulde 2,5%, altså en fuldstændigt perfekt skatteopkrævelse set i forhold til det teoretisk beregnede tal.

Jesper Petersen fortsætter, og postulerer, at det er uacceptabelt, at skattevæsenet ikke formår at opkræve de 25-30 mia. kroner. I hans optik er det penge, som kunne være brugt på velfærdssamfundet, til at hjælpe samfundet. Jesper Petersen fremsætter også argumentet, at det er urimeligt for de virksomheder og personer, der betaler den skat, som de skal betale. De private og de virksomheder, der ikke betaler den fulde skat, snyder dermed velfærdssamfundet for velfærd, da de private ejere dermed selv beholder flere penge, end de ifølge skatteloven er berettiget til at beholde.

Løsningen er heldigvis meget enkel, i følge Jesper Petersen. Skat, der for ganske få år tilbage blev lovet 1000 nye medarbejdere, på baggrund af den sidste skatteskandale, skal tilføres yderligere resurser, for at lukke skattehullet. Men fik SKAT tilført det antal medarbejdere, som politikerne talte om? En ting er hvad politikerne siger, ofte er det en anden sag, hvad virkeligheden viser at der efterfølgende skete.

Lidt empiri

Jeg har været igennem årsrapporterne fra 2008 til 2017 for at notere antallet af årsværk, hvilket mål SKAT havde for skattegabet, og hvilket resultat de opnåede det pågældende år. Det kan være at der er nogen der bliver lidt overraskede, men den kyniske statskritiker vil formentlig ikke blive det.

Det ser ud til, at SKAT fik tilført flere antal årsværk fra 2016 til 2017, i alt 347 ekstra, eller godt 5%. Det kunne se ud til at det er ca. en tredjedel af den tilførsel, som politikerne havde talt om i 2016. Der er dog en hage ved sammenligningen, for de tal jeg har kunnet finde er antal årsværk, og politikerne taler om antal medarbejdere. To personer på deltid kunne udgøre et årsværk, eller mindre, afhængig af ansættelseskontrakten. Derfor kan jeg ikke præcist argumentere for, at politikerne ikke holdt deres løfte, fordi jeg sammenligner pærer med bananer.

Noget andet vi kan se fra tabellen er også, at måltallet for skattegabet har været noget højere før, end det er i dag. Skattegabet har også ændret sig over årene. Det er dog også lidt interessant at læse, hvad SKAT selv skriver i deres årsrapporter om deres eget mål.

En passage fra årsrapporten i 2008:

Målsætningen om at fastholde skattegabet på det historisk lave niveau på 3,1 procent målt i 2006, er derfor et bevidst meget ambitiøst valgt mål. Værdien af dette mål er først og fremmest, at det giver SKAT et fast overordnet mål for tilrettelæggelsen af sin indsats og ikke mindst udstikker kursen for tilrettelæggelsen af indsatsen som effektbaseret. Hermed sikres, at SKAT holder fokus i sin indsats, selvom den generelle udvikling i samfundsøkonomien også har stor betydning for målopfyldelsen det enkelte år

Siden den udtalelser er der gået 10 år, men det er uvist om Jesper Petersen er bekendt med denne historiske udvikling. For 10 år siden betragtede SKAT selv en målsætning med et skattegab på 3,1% som en meget ambitiøs målsætning. I år har de opnået 2,5%, som i dette lys må anses at være ganske pænt.

Det er måske også på sin plads at indtage et andet synspunkt. Da det er SKAT selv der skriver, at deres målsætninger er ambitiøse, kan vi lige så vel forestille os, at dette er et forsøg på at pleje sit eget image overfor befolkningen. Enhver leder af en organisation ved, at det er vigtigt at underbygge organisationens renommé. Dette kan man eksempelvis gøre ved at skrive i årsrapporten, at målsætningerne er meget ambitiøse, og at det er derfor at man ikke nåede i mål. Ikke fordi at man har dovnet den af, og klokket i driften af organisationen, men fordi målsætningen i sig selv var uhyrlig ambitiøs.

For at betragte synspunktet om, hvorvidt det over årene har været meningsfyldt at afsætte flere årsværk i skattevæsenet, kan nærmere visualiseres ved at plotte antal årsværk mod skattegabet i procent. Får vi en ret linje, betyder det, at der er en korrelation mellem antal årsværk og skattegabet. Den følgende figur viser problemet med Jesper Petersens argument. Der er ingen ret linje at observere for de 10 punkter.

Kilde: Årsrapporter fra SKAT

Det er formentlig ikke baseret på tidligere tiders resultater, at Jesper Petersen har sine meninger om, hvor mange resurser skattevæsenet bør råde over. Formentlig har Jesper Petersen sit synspunkt fra en forestilling om, at der er en sammenhæng mellem antallet af årsværk og skattegabet, der entydigt viser, at flere medarbejdere giver et mindre skattegab. Empirisk kan vi dog ikke observere sådan en simpel sammenhæng.

Vi kan end ikke observere, at nyansættelser medfører et fald i skattegabet. Tvært imod. Fra et gab i 2008 på 3,6% til 2013 på 1,17% blev SKAT barberet ned fra 8708 årsværk til 6829 årsværk. Man kan lige så vel argumentere for, at det gælder om at fyre løs i SKAT, hvis vi vil reducere skattegabet.

Om ikke andet, kan man ved henvisning til ovenstående figur argumentere for, at det på overfladen ser ud til, at omtrent 7000-7500 årsværk er det optimale punkt, hvor skattegabet bliver reduceret mest muligt. Denne analyse er naturligvis ikke nogen håndgribelig metode til at reducere skattegabet, for det besvarer ikke de vigtige spørgsmål. Problemet er, at man skal vide præcis hvilke kompetencer der skal bruges, hvilke værktøjer disse personer skal bruge, og hvilke af skatteområderne, der har en positiv skattegabseffekt af, at ansætte flere. Derfor bliver det nødvendigt at gå i dybden med detaljerne, inden der ansættes nogen. Ellers, hvis man blot ansætter således man opnår de knap 500-1000 årsværk yderligere, risikerer man at få en helt anden effekt, end den man søger. Det er også vigtigt at huske på, at SKAT har sine egne incitamenter, som den flittigt vil følge, for at øge sin egen indflydelse, magt og rigdom. Det er eksempelvis pudsigt, at vi altid hører, at det er nødvendigt at ansætte flere i SKAT, når de fejler. Det kunne lige så vel være, at SKAT har behov for at ændre deres produkt, ved at simplificere skattereglerne, ved at justere organisationen til at udføre kun de vigtigste opgaver og ved at automatisere flere processer, så færre mennesketimer skal bruges på at lave arbejde som en computer kan lave.

Denne almindelige organisationsdynamik kommer sjældent til udtryk i medierne.

Skulle du være interesseret i et indlæg om, hvordan jeg benyttede skatteskandalen i 2016 til at kritisere SKAT, kan du læse den her.

Lidt liberalisme

Jesper Petersens argument hviler på nogle forudsætninger, der er uacceptable. Først, at staten og samfundet er det samme, og dernæst at det er til samfundets bedste, at skattevæsenet opkræver alle de penge, reglerne siger, der skal opkræves.

Første punkt er af afgørende vigtighed at modsætte sig. Samfundet er ikke staten, og staten er ikke samfundet. Omend de personer, der udgør staten, tilhører samfundet, er der en afgørende forskel på, hvordan personerne opfører sig i den rolle, som de udfører. I sin rolle som privat person er skattemedarbejderen underlagt reglerne, som alle andre privatpersoner. Men, i sin funktionelle rolle som skattemedarbejder, ændres billedet fuldstændigt. Som skattemedarbejder har du, jævnfør reglerne, lov til at tage andres værdier fra dem, uden at de bliver straffet herfor. I sin rolle som privat person, må skattemedarbejderen ikke tage andres værdier fra dem. Denne forskel mellem rollen som privat person i samfundet, og rollen som skattemedarbejder for staten, er præcis det, der er problemet med systemet. Det tillades, at visse personer må udføre handlinger i rollen som statsansat, som ville være forkastelig og forkert, hvis personen på eget privat initiativ udførte det samme.

Liberalistens syn på samfundet er, at dette er netværket af frivillige udvekslinger, hvor kriminalitet er sjældent, og hvor hver person har lige rettigheder. I modsætning hertil staten agerer som en mafia, der hersker over samfundet, og finansierer sine egne aktiviteter ved at sjæle fra samfundet på en systematisk facon. Mens privat kriminalitet udgør en bagatel i det almindelige samfund, udgør statslig kriminalitet mod samfundets frivillige udvekslinger en enorm trussel. Samfundet underlægges statens magt, og det er kun den offentlige mening, der har mulighed for at standse de mest åbenlyse magtmisbrug af de politiske magthavere og deres bureaukrater. Statens udnyttelse af samfundet er systematisk, regelmæssig og ordentlig. De fleste indbyggere ved, at når SKAT sender et lille brev, der påminder om at betale et beløb, så betaler man beløbet, uden at udfordre om det nu skulle lade sig gøre, at beholde sine egne penge.

Dette problem med en dobbeltmoral i loven mellem rollen som statsansat og som privat person i samfundet, er en liberal betragtning. I stedet for at tillade disse funktionelle privilegier, at kunne stjæle ustraffet, påpeger liberalisten, burde loven være ens for alle. Selv funktionelle privilegier fører til undertrykkelse, også selvom disse funktionelle privilegier kun udnyttes til at sikre statskassen indtægter. Skattevæsenet finansierer naturligvis de offentlige virksomheder, bureaukraterne og politikernes karrierer, samt subsidiere favoriserede virksomheder og sektorer af økonomien, og mange mennesker har dermed accepteret, at fordi nogle af pengene går til at finansiere noget de finder nødvendigt, eksempelvis et sundhedsvæsen, så er skattevæsenets rolle nødvendigt for samfundet. Men den liberale anarkist vil påpege, at det stadig er moralsk forkert at stjæle, og at det er kontraproduktivt at finansiere produktion af hvilken som helst vare eller serviceydelse, ved brug af trusler om vold og fængsel.

Liberalisten påpeger i stedet, at samfundet, hvis det ikke blev systematisk udplyndret af staten, ville have råd til at betale for egne affærer i langt større udstrækning, end tilfældet er i dag. I stedet for at lade det politiske system indføre store økonomiske tab, drive produktionen ineffektivt, og samtidigt prioritere forbruget forkert, ønsker liberalisten at samfundet i større grad finansieres med frivillige udvekslinger og private aftaler, og den liberale anarkist påpeger, at dette gælder alle statens funktioner, inkl. retsvæsen, militær og politi. Da liberalisten kan se, at samfundet selv kan finansiere det, som gør hver privat person mest tilfreds med sin tilstand, da følger det også, at skattevæsenet ikke er et nødvendigt onde, men ganske simpelt blot et onde.

Heraf følger det, at jo mindre skattevæsenet opkræver fra samfundet, jo større velfærd er samfundet i stand til at producere. Dette strider direkte mod det synspunkt, at skattevæsenet er nødvendigt for at producere velfærdsgoder, sådan som det almindeligvis berettes. Alle politiske partier er enige i, at staten er til stor nytte for samfundet, og politiske debatter bliver tandløse og går i stedet ud på at diskutere, hvilken måde staten skal tilrettelægge produktionen på, frem for at gøre op med statslig produktion i det hele taget.

Det næste punkt, angående ønskværdigheden at lukke skattegabet, er der delte meninger om. Et er at minimere skattebetalingen fra samfundet til staten, noget andet er at gøre det på en måde, hvor man på forhånd ved, at der er fri passage. Det er et almindeligt fornuftigt synspunkt at påpege, at det er værdifuldt at undgå usikkerheder. Eksempelvis er klare regler et vigtigt punkt at tage stilling til. Med skattegabet befinder vi os formentlig et sted, hvor det drejer sig om, at håndhæve reglerne lige godt alle steder. Altså, hvis man kommer til at selvangive noget forkert, så opdages det af skattemedarbejderen, og påpeges i en gennemgang af årsopgørelsen. Hvis reglerne var mere tydelige, kunne det være, at der ville ske færre fejl.

Ved første øjekast virker det dermed rimeligt at fastholde at skattegabet skal minimeres, så alle arbejder under samme regelsæt angående skattebetaling. Men der er også andre aspekter i det.

Et af de andre aspekter er, at det ind i mellem er så indviklet at angive tal på forskudsopgørelsen, at skattegabet også bliver er udtryk for, at reglerne er uklare, indviklede og svære at fortolke. Dermed er det ikke godt, når en person fortolker reglerne på en vis måde, som myndighederne senere omstøder, og opkræver store resurser hos den private. Her ville det være bedre, at skattevæsenet ikke blandede sig, og tog til takke med det som personen selv havde anført. Årsagen er, at fortolkningen har ført til en vis opførsel, som med en lavere skattebetaling er mere gunstig for samfundet, fordi tabet der er påført af skatten er blevet mindre. Ved at kontrollere og påføre personen der skal betale skat en større betaling, begrænses hans incitament til at udføre sit arbejde i samfundet. Denne begrænsning er et tab for samfundet. Den tvungne skattebetaling kan ikke vise at gavne samfundet, end ikke hvis pengene går til drift af vigtige funktioner i samfundet, såsom politi, sundhedsvæsen, osv. Årsagen er, naturligvis, at funktionerne varetages af det offentlige, og foræres væk efter bureaukraternes prioritering, i stedet for at blive prioriteret af kunderne via deres køb eller deres afholdelse fra køb.

Skattegabet kan derfor ses som en lille mulighed for at øge samfundets velstand, ved at nogle kommer igennem med en lavere skattebetaling, og dermed bidrager mere til samfundets frie udfoldelse, end de ville have gjort, hvis de vidste at de ville komme til at betale skatten. Usikkerheden om hvorvidt det er positivt at nogle kan slippe i SKAT mens andre følger reglerne gør det mere besværligt at sige, hvad er liberalt og hvad der ikke er liberalt. Det er lettere at tage stilling til hvordan systemet burde være.

Der er endnu et synspunkt, man kan belyse i ovenstående. Hvis en person “slipper” billigere i SKAT, end reglerne tilsiger, og skattegabet øges, hvordan forholder vi os så til, at denne person modtager de samme offentlige services, som hvis denne havde betalt den fulde skat?

Det er vigtigt først at understrege, at der i det offentlige system ikke findes nogen løsning i forvejen. Hvorfor skal alle have den samme service uanset indkomst, uanset skattebetaling? Hvorfor skal direktøren betale langt mere i SKAT, end kontanthjælpsmodtageren? Hvilke økonomiske aktiviteter skal bære skattebyrden? Hvordan skal skattebyrden bæres?

Det er klart, at for mig, er der kun een løsning: Det frie marked i alle afkroge og hjørner af samfundet. Privatiser hele den offentlige sektor.

Stod det til mig, nedlagde vi hele skattevæsenet, for at give samfundet maksimal nytte af de knappe resurser, ved at lade hver enkelt person planlægge sit eget forbrug, opsparing og investering ved at indgå private aftaler med andre på lige fod, og lod det frie marked drive produktionen af alle de goder som i dag drives af staten.

 

Ågerkarlene scorer kassen – kviklån, smslån og andre

Ind i mellem kommer emnet op i medierne, hvor nogle mennesker er kommet i knibe, fordi de har optaget et kviklån og sidenhen måttet betale høje renter for et relativt lille lån. Ofte medfølger en indigneret passage i artiklen om, hvor høje renterne er, og hvor uretfærdigt det er, at det tillades at renterne på lånene fastsættes så højt.

Umiddelbart vil jeg anslå, at der er nogle forskellige delelementer i indignationen, heraf bl.a.

Rige låner penge til fattige (lidt ala Marxismens udnyttelsesteori, kapitalisten udpiner proletarerne ved at udlåne penge til proletarerne og opkræver en rente så høj at det holder proletarerne i fattigdom i uendeligheden)

Renten er for høj i forhold til alternativerne

Det er alt for nemt at tjene penge på ågerrente

Mod alle tre synspunkter kan man forsvare sig, såfremt man forstår markedskræfterne og logikken i menneskets valg. Årsagen til misforståelserne er ofte en malplaceret overestimering af kapitalistens profit af udlånet (eller en underestimering af risikoen der er involveret), og en mekanistisk forståelse af låntagerens valg. Frem for at se låntageren som et individ, der har fri vilje, et sæt værdier der i hovedtræk guider valgene og et verdensbillede der fortæller personen hvordan denne lettest når sine mål, anskuer den indignerede tilskuer låntageren som en stakkel der pga. eksterne omstændigheder ikke har noget reelt valg. Jo, kun valget mellem at sulte eller optage lånet til ågerrenten.

Menneskets eget valg

Et af de første argumenter mod at anskue låntageren således, er at det er ganske enkelt naivt at tro, at låntagerens situation er opstået spontant, uden påvirkning af låntagerens egne tidligere valg. Sagt på en anden måde, anskuelsen af låntagerens situation er baseret på en overfladisk vurdering af den akutte nuværende situation, uden hensyn til al den tid, og alle de valg, der er gået forud.

Naturligvis kan man ikke som simpel observatør, med meget kort kendskab til personen der betragtes, udtale sig skråsikkert om det ene eller andet. Det vil dermed være lige så forkert at postulere, at uanset den nuværende situation, er det altid personen selv der er 100pct ansvarlig for at være endt her. Det frie valg skal således ikke ses som en ubegrænset resurse, der kan gennembryde alle barrierer og hoppe over alle forhindringer. Men uden forståelsen af det frie valg, er det ikke meningsfyldt at diskutere situationen, som låntageren står i. Man kan naturligvis, som det subjektive og fejlende menneske vi nu engang er, fastsætte sin dom over låntageren på baggrund af fordomme. Det er dog i den situation bedst, om man forholder sig selv til egne domme, og tilbyder sin egen hjælp eller rådgivning til personen, frem for at føre en sag for at skatteyderne skal betale for kontrol eller subsidier til den kommende låntager.

Agiterer man for et forbud mod at fastlægge renten over en vis højde, viser man, at man ønsker at forbruge skatteydernes penge på kontrollanter og strafsystem.

Agiterer man for at subsidiere alle der har lyst til et forbrugslån, viser man sit ønske om at bruge skatteydernes penge på ødselhed, kontrollanter og strafsystem. Det er teoretisk muligt, at man kan fastholde et ønske om et skatteydersubsidie uden tilhørende kontrolinstans og strafsystem, men det hører trods alt til sjældenhederne.

Markedskræfterne

Et af de mest oversete elementer i markedskræfterne er menneskets evne til at finde profit-oaser. En profit-oase er en niche i markedet, som tidligere personer, af en eller anden årsag, ikke har opdaget, og som ligger nøgen og ubenyttet hen til den, som først finder oasen, og omsætter den til produktivt brug. I denne sektion drejer det sig om den vigtige person i markedet, den som tager risiko og estimerer fremtidens priser. Det er iværksætteren, der er kilden til denne opdagelse af profit-oaser (og naturligvis i modsat fald, er det muligt for iværksætteren at finde tabs-oaser, hvor investeringen ikke går godt).

Ludwig von Mises, Human Action p. 288:

Like every acting man, the entrepreneur is always a speculator. He deals with the uncertain conditions of the future. His success or failure depends on the correctness of his anticipation of uncertain events. If he fails in his understanding of things to come, he is doomed. The only source from which an entrepreneur’s profits stem is his ability to anticipate better than other people the future demand of the consumers.

En profit-oase er meget sjælden, den findes ikke som noget fysisk fænomen, ligesom en rigtig oase, og den består ikke i ret lang tid ad gangen. Et eksempel på en profit-oase, der blev fundet, er Apples iPad. Microsoft forsøgte tidligere at udnytte denne niche i markedet, med introduktionen af deres XP Tablet PC i 2001. Hvis du ikke tidligere har hørt om denne tablet, er det nok delvist fordi, det var en dundrende fiasko. Først senere, da Apple introducerede deres iPad, blev profit-oasen til virkelighed. Der var flere teknologiske forskelle på de to produkter, som gjorde at iPad blev en success, mens XP Tablet PC blev en fiasko.

Hvad har en iPad med et smslån at gøre?

I økonomisk forstand har de meget med hinanden at gøre, da begge er et gammelt produkt (lån vs PC) der bruger ny teknologi (telefon vs touchskærm, wifi) til at distancere sig fra konkurrenterne. SMS lånet var en ny finansiel opdagelse, og de første der har taget SMS lånet i brug, har formentlig haft stor succes, da det blev introduceret. Ved at være markedsførende på låneområdet, har det formentlig været muligt at yde et lån, der gav et overskud der lå over markedets almindelige overskud på investering. Ligesom iPad var SMS-lånet et rigtig veltjenende produkt, da det blev introduceret, og skabte større overskud end de penge der blev investeret i gængse produktionsprocesser.

Ville det have været bedre, hvis ikke profit-oasen var blevet opdaget?

Eksistensen af profit-oasen er et udtryk for, at der findes behov, som forbrugerne er meget glade for at få tilfredsstillet. Årsagen til det “overnormale” overskud på investeringer i profit-oaser er, at det tidligere utilfredsstillede behov havde så stor vægt i forbrugernes øjne, at de er villige til at betale mere for en tilfredsstillelse af dette behov, frem for de behov, som de optil nu har tilfredsstillet. En profit-oase er dermed et udtryk for, at der er opdaget et behov hos forbrugerne, som er så værdifuldt, at de ønsker at betale høje priser, for at få deres behov tilfredsstillet. Udtrykt således, må svaret være, såfremt man er interesseret i menneskelig lykke, glæde og tilfredsstillelse, et rungende NEJ. Profit-oasen bør opdages, og forbrugernes behov tilfredsstilles så vidt muligt, med de knappe resurser vi har til rådighed.

Ludvig von Mises, Human Action p 97:

The difference between the value of the price paid (the costs incurred) and that of the goal attained is called gain or profit or net yield. Profit in this primary sense is purely subjective, it is an increase in the acting man’s happiness, it is a psychical phenomenon that can be neither measured nor weighed.

Men, der er så høj rente på SMS lån, at det er helt forkert at tillade, at renten fastlægges så højt.

Renten på et lån er blot prisen. Hvis man fastholdt at prisen for en iPad ikke måtte overstige en vis højde, da ville det ikke have været interessant at forsøge at finde og opdyrke profit-oasen, til stor skade for forbrugerne. Det er her nødvendigt at huske på, at enhver iværksætters aktivitet er fastsat af personens vurdering om fremtidens priser og efterspørgsel. Hvis prisen ikke må følge markedet, men i stedet skal følge bureaukraternes eller politikernes diktater, vil iværksætterne ikke i nær så høj grad investere her. Hvis det ikke havde været tilladt for Apple at prissætte deres iPad sådan som de ønskede, og de på forhånd havde vist at det ville forholde sig således, så er det dermed mindre sandsynligt, at de ville investere i udviklingen af produktet. Eftersøgningen af området, for at se om der skulle være en profit-oase der, ville ganske enkelt være blevet afblæst i forventning om, at risikoen ikke afspejler muligheden for profit.

Det samme gælder for lån. Nye finansieringsformer, der kommer forbrugerne til gode, skal tillades at tilbydes til hvilken som helst pris (rente) som iværksætteren tror markedet kan bære. Hvis markedet ikke havde haft nogen produktiv anvendelse for smslån og andre kviklån, ville investeringen i udviklingen af låneplatformen være spildt. Hvis renten de kunne tage for denne type finansiering ikke var markedsbestemt, men i stedet bestemt af en bureaukrat eller af politikerne, ville nye lånemuligheder, der forbedrer forbrugerens tilfredsstillelse, ikke være blevet tilbudt. Eller de ville være blevet tilbudt i for lille et omfang.

På trods af det banksystem der ligger til grund for långivning, er der trods alt begrænsninger for, hvor stor en kapital man ønsker at risikere på nye typer af lån. Særligt når det kommer til lån, hvor man kun ved at låntageren ejer en mobiltelefon, og formentlig betaler sit mobiltelefonabbonnement.

Udover profit-oase mekanismen, er der i forbindelse med disse særlige kviklån også et element, der gør det dyrere, end andre typer af lån: Risiko.

Murray Rothbard, Man, Economy, and State p. 551, Mises Institute

In the ERE, as we have seen, the interest rate throughout the economy will be uniform. In the real world there is an additional entrepreneurial (or “risk”) component, which adds to the interest rate in particular risky ventures, and in accordance with the degree of risk.

I almindelige banklån, hvor banken spørger om større mængder information, og baggrundstjekker sin kommende kunde, reduceres risikoen for at lånet ikke betales tilbage. Disse omstændige processer tager ofte flere dage, og i nogle tilfælde, flere uger, før undersøgelsen er gennemført, og banken kan vurdere om lånets risiko modsvarer den mulige gevinst.

Uden dette baggrundstjek stiger risikoen for lånet betragteligt. Dermed stiger den komponent i renten der udgøres af risikoen for, at lånet ikke betales tilbage.

Da markedet for SMS lån og andre lån er baseret på frivillighed for låntageren, kommunikerer SMS lånets høje rente også en vigtig information til låntageren: Renten er høj, fordi vi vurderer, at risikoen på lånet er høj. Er du villig til at betale disse høje renter, for at få dit forbrug tilfredsstillet her og nu? Kan du ikke vente, og gennemgå den almindelige låneproces med baggrundstjek?

Det er derfor op til den enkelte at vurdere, om lånets omkostninger er den psykiske gevinst værd. Er det så vigtigt, at få mulighed for at øge forbruget i nuet, mod at betale så mange penge i fremtiden? Det er op til den enkelte selv at vurdere. Her er intet rigtigt svar, der er ens for alle. Vi er alle unikke personer, der har hver vores værdier, og vi tilfredsstilles af forskellige ting. Det vil være en skandale at fastlægge maksimalpriser på renter, da økonomien ganske enkelt vil tilbyde for få lån til de som tilfredsstilles i meget høj grad af deres nuværende forbrug.

Profit på kviklån

Da lånemarkedet endnu ikke er underlagt den totale statskontrol, og nye lånemuligheder udvikles og tilbydes, vil der på lånemarkedet, ligesom på alle andre markeder, være de samme markedstendenser der gør sig gældende. I starten, når profit-oasen pakkes op, og tilbydes til de frådende forbrugere, vil overskuddet af driften på profit-oasen være højere end markedsafkastet af gængse investeringer. Såfremt statens magtapparat holder sig i baggrunden, og ikke tildeler monopolstatus til en enkelt udbyder, vil andre, opsat på at få en bid af profit-oasens lækre frugter, kaste penge i et konkurrerende produkt, der kan substitueres for det originale profit-oase produkt (eksempelvis er Samsungs Galaxy Tablet en konkurrent til Apples iPad). Da flere producenter entrerer markedet og tilbyder lignende produkter til forbrugerne, vil de to konkurrenter presse prisen, og dermed profitten, nedad.

Det er naturligvis også muligt, at den første profit-oase eventyrer klokker i det, og fastlægger prisen for produktet “for lavt”, og dermed ikke skaber profitten for sig selv, men “forærer” i stedet profitten til forbrugerne. Dette kan også forekomme, og i den situation er det muligt, at en indkommende konkurrent ikke hjælper forbrugerne i den forstand, at prisen på produktet falder, men i stedet at produktionen udvides og tilfredsstiller flere forbrugere. Det er vigtigt i denne forbindelse at skelne mellem iværksætterens egne forkerte prisestimater, og statens fastsatte maksimalpris for nye produkter. Iværksætterens fejl kommer forbrugerne til gode, da iværksætteren selv valgte at investere pengene, men undervurderede den mulige salgspris, hvor statens maksimalpris skaber et usikkerhedsmoment for iværksætteren, der skal tages i betragtning inden investeringen foretages. Alt andet lige vil det være bedst om iværksætteren selv fastsætter sine priser, og justerer dem efterfølgende, hvis nødvendigt, frem for at staten fastlægger maksimalpriser og ødelægger opdagelser af profit-oaser der kan komme forbrugerne til gode.

Ludwig von Mises, Human Action p. 805

Profits is the driving force of the market economy. The greater the profits, the better the needs of the consumers are supplied. For profits can only be reaped by removing discrepancies between the demands of the consumers and the previous state of production activities. He who serves the public best, makes the highest profits. In fighthing profits governments deliberately sabotage the operation of the market enconomy.

Samme markedstendens gælder lånemarkedet. Hvis det viser sig, at overskuddet på kviklån er højere end for normale lån, vil flere grådige kapitalister kaste penge i investering til kviklån. Den større sum af penge, der ønskes lånt ud i det nye marked, betyder at prisen på lånet (renten) presses ned, til glæde for forbrugerne af lånet. Denne mekanisme vil fortsætte indtil punktet er nået, hvor afkastet på penge investeret i kviklån er nået ned på det niveau, som er gældende for andre mulige investeringer.

Forslag til en liberal løsning

Det bedste samfundet kan gøre for at afværge problemer med kviklånene og deres høje pris, er at hjælpe deres børn og andre interesserede, hvad det betyder for ens fremtidsudsigter, at optage et kviklån. Jeg husker tydeligt, da jeg selv var ung og naiv (senere i livet er jeg nået dertil at jeg blot er naiv), at jeg ønskede at købe en vare på afbetaling. Min far var prompte med sin respons “Man køber ikke noget som helst på afbetaling.” – et udmærket princip, som jeg til stadighed vil fastholde, at man bør opretholde. I mine øjne er problemet med kviklån ikke at renterne på dem er høje, det ser jeg blot som et udtryk for at markedet fungerer, men problemet er i stedet at der er visse mennesker, der er så forhippede på at forbruge i øjeblikket, at de ikke kan udskyde deres forbrug til deres opsparing tillader dem at forbruge pengene. Det er ikke i disse menneskers tjeneste at forbyde kviklån, der trods deres høje renter, befinder sig på den hvide side af økonomien, men i stedet at forsøge at forklare dem, at det er i deres egen interesse at udskyde deres forbrug, indtil de har midlerne i hånden af egen produktion, til at deres behov kan blive tilfredsstillet.

Det er ikke en løsning at ulovliggøre visse højder af renter på lån, det skubber blot de mest forhippede forbrugere ud på det sorte lånemarked, og det yder ingen tjeneste til de mennesker, der mest af alt har behov for at lære, at deres forbrug, når det udskydes, bliver sødere og større. Det er i stedet nødvendigt at uddanne mennesket i at udskyde sit behov, og denne læring sker bedst mellem forældre og børn, ligesom det skete for mig selv. Det er for mig absolut grotesk at fæstne nogen tillid til, at den største forbruger og gældsoptager, staten, skal betros opgaven at tillære børnene flid og dydighed når det kommer til forbrug af penge. Her bør man i stedet se til fornuftige forældre, som en naturlig authoritet for børnene. Forældrenes egen fornuft burde også være et resultat af at leve i et sundt samfund med respekt for ejendomsretten, med en stærk selvforsørgelsesdrift og hvor opsparing og investering kommer af udskudte behov. Den forældrelige authoritet og de gode normer blomstrer ikke i et perverst velfærdsstatsligt samfund, hvor dyder beskattes og lediggang og overforbrug subsidieres.

Uffe Elbæk – Fælleseje af jorden

Alternativets formand, min kære navnebroder, Uffe Elbæk, tager i sit nye katalog fat på det politiske spørgsmål, om det skal være muligt for privatpersoner at eje jord.

Emnet er kontroversielt, og har været debatteret blandt politiske tænkere i århundreder.

I et interview med BT.dk, skelner Uffe Elbæk mellem ejerskab af bolig og den jord, som boligen står på. Ifølge Uffe Elbæk vil et forbud mod privat ejendom af jord skabe et mere lige samfund. Ifølge Uffe Elbæk er det et principielt spørgsmål om, hvorvidt man kan eje det, der er fælles for alle, nemlig jord, vand og luft.

Uffe Elbæk underbygger sin påstand med endnu en påstand, nemlig, at det der definerer din vej gennem livet, er, om man er født i en ejer eller lejerfamilie. Uffe Elbæk mener, formentlig, at for at nå målet om øget lighed, er det derfor nødvendigt at reducere værdien af ejerboligen, fx ved at nationalisere al jord. Det er ikke lykkes mig at finde ud af hvilken praktisk metode, staten skal tage i brug for at nationalisere al jord. Derfor bliver jeg nødt til at springe den del over.

Der er dog flere goodies at tage fat på i forslaget, men jeg vil forsøge at begrænse mig til det principielle spørgsmål, som Uffe Elbæk forsøger at løse, ved at gøre jorden til fælleseje.

Før vi tager fat på det grundlæggende angående privat ejerskab, vil jeg kort blot indskyde, at det er vildledende at betragte “jord” eller “vand” eller “luft” som et enkelt gigantisk gode, vi alle forbruger en homogen masse af. Der er aldrig tale om aggregerede størrelser for det handlende menneske. For mennesket er der altid tale om specifikke goder, man ønsker at anvende som middel, til at nå sit mål. Et eksempel er, at jeg trækker vejret, og benytter en specifik mængde luft nær mine luftveje, for at udnytte ilten til forbrændingen af mad, som min krop kræver, for at kunne yde energi og vedligeholde mine kropslige funktioner. Jeg udnytter ikke “luften”, jeg benytter mig af en specifik mængde luft per åndedrag i min egen nærhed.

Jeg er som individ derfor ikke interesseret i “luften” som helhed, men i den luft, som jeg benytter til mine formål.

Privat ejendomsret i luften er en nødvendighed, i det omfang vi kan trække vejret, uden at udfylde formularer hvorvidt det fælles gode må benyttes til at videreføre mit liv. Det samme gælder vand og jord. Vi kan som fysiske væsener ikke undgå at betræde et område hvor vores krop står. Derfor er det nødvendigt at have et minimum af privat ejendomsret til jorden, nemlig det område man står i. Naturligvis kan man postulere, at, selvom det er fællesejet, kan vi betræde jorden som individer, når vi følger reglerne for brug af jorden. Det skaber blot konflikter over hvem må stå hvor, og hvem skal bestemme, hvem må stå hvor. Det er langt mindre konfliktfyldt at tillade privat ejendomsret, og lade markedet allokere jordlodderne til de mest værdiproduktive formål.

Privat ejendom

På almindeligt dansk kan vi forstå hvad privat betyder: det tilhører en sfære, hvor der kun er adgang for dig selv, eller dine inviterede gæster. I politisk sammenhæng betyder privat, at det er udenfor statens rækkevidde. Vi forstår også, i alt fald mange gør, at ejendom er et økonomisk gode, der kan kontrollers, og sættes i forbindelse med menneskelig subjektiv værdi. Privat ejendom følger dermed ret enkelt, det er et økonomisk gode, hvor der kun gives adgang til de inviterede gæster. Dermed er der lagt op til storstilet diskrimination mod alt og alle, for enhver årsag man kunne finde på, efter hvilket humør man befinder sig i, og meget andet. Kort fortalt er privat ejendom fuldstændigt fantastisk, for alle. Retten til privat ejendom udgør din mulighed for at bygge et fristed, for dig selv og de, som du finder ønskværdig at dele den med, hvor i fælles (eller dig selv alene) kan vælge at dyrke jeres fællesskab og sociale samhørighed. Muligheden for at smide uromagere, charlataner og døgenigte ud fra sfæren, er med til at skabe en meget større velfærd for dig, og din private kreds.

Så længe det er muligt, at vi alle kan finde steder, hvor vi bliver tilladt at socialisere og samarbejde, så er privat ejendomsret med til at sikre en meget større velfærd for samfundet som helhed, og for individet i særdeleshed. Diskrimination mod uønskede individer er et udmærket middel til at sikre sig selv mod overgreb, eller ubehag. Charlatanerne, uromagerne og døgenigtene skal derfor stramme sig an, for at blive accepteret i andres private kredse, hvis de ønsker at deltage i dem. Da privat ejendomsret ikke dikterer nogen regler for brugen af ejendommen (det bestemmer ejeren – det er denne, der udgør regeldanneren og håndhæveren, for det afgrænsede gode) kan alle regeltyper principielt forestilles. Det betyder, at det også giver charlatanerne, uromagerne og døgenigtene mulighed for at skabe deres eget private sted, hvor de kan dyrke deres interesser, der ville forargre andre.

Eksklusionen af andre fra den private ejendom betyder dog ikke blot lykke og velfærd i spandevis. Det betyder også omkostninger. Dette er et meget vigtigt punkt at fastholde i analysen. Omkostninger til drift og opretholdelse af nydelsen ved den private ejendom tilfalder ejeren. Jo flere, der ekskluderes fra at dele ejendommen, jo mere koncentreres omkostningerne. Det er derfor nødvendigt, som ejer, at tage stilling til, hvordan man ønsker at finansiere ens ejendom. Ønsker man den fuldkommen for sig selv, betaler man også omkostningerne selv. Ønsker man at dele den med andre, kan man tage en pris for at dele, og fastlægger man en rimelig pris, vil andre også deltage i delingen af ejendommen, således de frivilligt indgår i samarbejdet om at bære omkostningerne til de udgifter, som ejeren ønsker at afholde på at vedligeholde ejendommen. Udgiften til vedligehold af ejendommen skal være på et niveau, der yder en værdi, som de frivilligt betalende ejendomsdelere (forbrugerne, i daglig tale) finder rimelig. På den måde har både ejere og forbrugere af ejendommen noget at skulle have sagt i sagen. Ejeren står med det endegyldige ansvar for drift, mens forbrugeren blot behøver at tage stilling til prisen, og via sit valg, eller fravalg, signallerer til ejeren hvorvidt driften er rimelig eller ej. Et eksempel på denne deling kunne være en forlystelsespark, en købmand, en fabrik eller et transportmiddel.

Det grundlæggende princip er derfor, at den private ejendomsret giver dig mulighed for, at invitere dem du kan lide indenfor, og til at fastlægge reglerne for jeres sociale samkomst. Kort sagt, privat ejendomsret giver dig mulighed for at bestemme over et begrænset/knapt gode.

Den private ejendomsret er derfor let at forstå: Den giver en specifik person, eller gruppe af personer, kontrol med regeludformning og regelhåndhævning på et afgrænset område eller af et knapt gode. Klokker disse personer i sammensætningen af udgifter og værdi, fravælger andre at bære omkostningerne til vedligeholdet, og omkostningerne bæres i større og større grad af ejeren selv. Som ejer, der ønsker at dele med andre, bliver man derfor nødt til at tilbyde noget rimeligt til kunderne, da man ellers risikerer at stå med regningen for herligheden alene. Det er en disciplinerende mekanisme, som man i daglig tale henviser til under navnet “markedskræfterne” eller “egeninteressen”.

Hvis det økonomiske gode ejes af en gruppe af mennesker, fx aktionærer, kunne man måske tale om, at denne type af ejerskab er et “fælles” ejerskab. Ligeledes kunne man også argumentere for, at der er et vist fællesskab mellem ejer og forbruger af ejendom, der tilbydes til tjeneste for forbrugerne. Det er næppe denne type fællesskab som Uffe Elbæk tænker på.

Hvad betyder fælleseje egentlig?

Fælleseje, formoder jeg, er meget anderledes.

Hvor fælles er dette “fællesskab”? Fælles betyder sandsynligvis, at alle bestemmer reglerne. Det er omgående klart, at dette er upraktisk. Hvem tæller med, som en del af dette fællesskab? Børn? Demente? Bedøvede patienter på sygehusene? Hvordan deltager de i regelfastsættelsen, når de i deres nuværende tilstand ikke kan træffe rationelle beslutninger?

Måske er det en god idé at falde tilbage på definitionen af fællesskab til at blive de, som har valgret. Men er det tilstrækkeligt? Kan man forestille sig, at afholde folkeafstemning om hvert eneste lille regelændring, på hvert eneste afgrænsede område? Man kan jo, med rette, spørge, hvad fordelen er ved at københavneren har ret til at bestemme over vestjydens mark, eller hvad fordelen er ved at vestjyden får ret til at bestemme over københavnerens park. Og hvorfor være nationalist, når det kommer til ægte fælleseje? Lad os spørge alle mennesker i hele verden om deres mening om hvad reglerne bør være.

Jeg tror at Uffe Elbæk mener, at fælleseje er, når det er staten, der fastlægger reglere og håndhæver disse. Fælleseje dækker formentlig ikke over en gruppe af mennesker, der indgår i frivilligt samarbejde, men i stedet er der tale om det tvungne fællesskab, som staten presser ned over den danske befolkning via sit territoriale magtmonopol og sit mægtige finansieringsvåben, beskatning.

Det bærer derfor i retning af, at reglerne fastlægges af politikerne og håndhæves af statens magtapparat, i stedet for at reglerne fastlægges af private ejere. En tendens til centralisering og ensartede regler opstår. Afhængig af den politiske enhed, hvor regelfastlæggelsen underlægges, opstår der mere eller mindre centralisering. Lægges reglerne ud til kommunerne, centraliseres mindre, end hvis regelfastlæggelsen lægges hos politikerne på Christiansborg. I det nuværende politiske miljø ender det i en one-size-fits-all løsning, i det danske land.

Velfærdsforringelse og omkostningseksplosion

Hvis man ikke fornægter historien og økonomisk videnskab, kommer vi nødvendigvis til den konklusion, at brugen af det økonomiske gode, der lægges under statens kontrol og betales af skatteyderen, vil bevæge sig fra, i tilfældet af privat ejendom, at optimere velfærd og minimere omkostninger, til den offentlige ejendom, at minimere velfærd og maksimere omkostningerne.

Vi kan herfra tage fat i nogle konkrete eksempler på, hvad Uffe Elbæks forslag vil betyde for den almindelige dansker.

Der er forskellige modeller, man kan forestille sig. Den ene model læner sig op ad måden, de offentlige sygehuse drives på.

Hvis jord ikke må ejes af privatpersoner, så betyder det, at skatteyderen skal betale for vedligehold af haven. Det er ikke svært at forestille sig, at gartnere og handymen vil se forslaget som meget attraktivt for deres forretning. Nu hvor det ikke længere er boligejeren, der fastlægger hvor ofte græsset skal slås og hækken klippes, kan gartnerne og handymændene slå sig sammen i en politisk organisation, der agiterer for at øge standarderne for græsslåning og hækklipning. De kan formentlig også få en politisk håndsrækning af gødningsfabrikanter og pesticidfabrikanter. Haverne skal have et rigtig boost, og gøres flotte, for det gør almenvellet godt, når haverne er i orden og strutter af grønne planter og vækst. Alle borgere kan nyde velfærden af en flot have. Siger gartnerne og handymændene, mens de med glæde trækker i arbejdstøjet, og sætter rovet fra skatteyderen i banken.

Kort sagt, så vil der være et stort pres fra lobbyorganisationer, for at øge udgifterne til haverne. Den lille merbetaling fra den udpinte skatteyder vil formentlig ikke skabe en vred hob af ophidsede demonstranter, bevæbnet med høtyve og fakler, foran Christiansborg.

Den anden metode man kunne forestille sig, er den som bruges i dag for danske fortorve. Selvom disse ejes af kommunen eller staten, pålægges det boligejeren på matriklen at vedligeholde fortorvet, så det om vinteren er fri for sne og blade, og om sommeren ikke er tildækket af ukrudt. Kort sagt – bestemmelser om vedligeholdet foretages politisk, og den enkelte husejer pålægges at leve op til bestemmelserne og bære omkostningerne hertil.

Fortorvene er i dag frit tilgængelige for alle, der er ingen der ekskluderes fra at benytte dem. Man kunne benytte Uffe Elbæks argument om fælleseje til at sige, at enhver må holde fest i enhver andens have. Efterladenskaberne kan boligejeren herefter få fornøjelsen af at fjerne. Ligesom brugere af fortorvene ind i mellem benytter lejligheden til at henkaste affald i haven, således kan brugen af haven som affaldsplads øges med det fælles ejerskab. Boligejeren pålægges blot at opretholde en vis standard i haven, således det er muligt for den næste festarrangør, at benytte haven til det formål, som de finder belejligt.

I begge tilfælde bliver udfaldet det samme: Omkostningen til vedligehold af ejendommen eksternaliseres fra beslutningstageren, og perverse situationer opstår, hvor det er fordelagtigt at opstille kontraproduktive regler for driften, mens al ødselheden kommer de nærmeste politiske allierede til gode. Det er måske ikke for meget at sige, at den situation, som Uffe Elbæk ønsker bliver til virkelighed, forekommer mig at være ganske forfærdelig.

Hvor er revolutionen?

Uffe Elbæk mener, at spørgsmålet om den private ejendomsret til jord, er principiel, og at han modigt tager det med til debat.

Jeg mener, at Uffe Elbæk ikke forstår, hvad den private ejendomsret er. Ejendomsret betyder eksklusiv kontrol med økonomiske goder for private personer. Hvis jord var underlagt privat ejendomsret, hvorfor må jeg så ikke opstille et 11m² skur på min grund, uden kommunens tilladelse? Hvorfor må jeg ikke bebygge 40% af grunden, hvis det er det, som er den bedste brug af mine knappe resurser? Hvorfor skal jeg årligt betale skat af ejerskabet, hvis det retteligt er mit? Hvorfor må jeg ikke tænde bål på min grund, hvor jeg har lyst?

Hvis idéen går ud på at ejeren af jorden fremover skal leje den af staten, må jeg blot henvise til, at jordejere allerede i dag betaler skat, grundskyld, af den jord, de har købt og betalt. Staten opkræver dermed allerede en vis leje af al jord, og i princippet er jorden derfor ikke ejet af den private person, men i stedet ejer staten jorden og tillader private at forvalte jorden, såfremt denne betaler det vederlag, som staten har fastlagt.

Spørgsmålene burde allerede nu gøre det tydeligt for enhver: Den private ejendomsret til jord er en hul ret til at forvalte et stykke jord på statens præmisser. Det revolutionære og modige forslag af Uffe Elbæk, er derfor blot en fortsættelse af det socialdemokratiske nedbrydningsprojekt, der gør os alle fattigere, og magthaverne mere magtfulde.

Det eneste der kunne være en smule nyt i Uffe Elbæks forslag er, hvis det ikke længere er muligt for grundejeren at bestemme, hvem der er velkomne, og hvem der ikke er, på sin grund. Ejendomsretten til jord under den danske velfærdsstat er i realiteten kun fiat ejendom, man ejer ikke jorden egenrådigt, langt de fleste regler er bestemt af staten og kommunen, der sågar tager sig vældigt fint betalt i form af grundskyld, for at regulere dit brug af jorden, som du har købt. Hvis jorden ejes af fællesskabet, og alle må bruge jorden til hvad de lyster, vil det føre til store konflikter mellem husejeren og festarrangører der ønsker at benytte haver til deres fester.

Hvis målet er at skabe mere lighed, så vil jeg foreslå at fjerne de uendelige regler, der blokerer den uhæmmede ejendomsret, og frigive flere offentligt ejede grunde til privat ejendom. Det vil lette byrden på skatteyderen og påbegynde et ægte økonomiske brug af de store arealer, og tillade flere afvigende anvendelser af den knappe resurse. Offentligt ejet jord er et restriktionspolitik der tjener som subsidie til eksisterende jordejere. Sælg den offentlige jord, og lad priserne falde, således flere får råd til at købe det jord, der kan give dem merværdi i livet, og lad dem bruge jorden til det, der tjener deres private velfærd.

 

Dommen over Peter Madsen

I går blev Peter Madsen dømt af retten. Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at forklare, hvad Peter Madsen er anklaget for, og hvad politiets efterforskere har fundet af beviser i sagen. Sagen har fået så megen medieomtale, at jeg vil springe et kort resumé over.

Det som er interessant, som jeg vil belyse i dette indlæg, er dommen, der er tilkendt Peter Madsen. De fleste vil nok fokusere på fængselsstraffen, som Peter Madsen er blevet tilkendt, men i dette blogindlæg vil jeg fokusere på andre aspekter af dommen, som jeg håber læseren vil finde interessante.

Det kan være, at der er nogen der tænker, at det er besynderligt at interessere sig for retsvæsenet, når man driver en liberal blog. Hvorfor tale om kriminelle, dom og straf? Er meningen med liberalismen ikke, at vi alle skal være frie, til at gøre hvad vi vil?

Det er ind i mellem det indtryk man får, når man taler med folk om liberalisme og frihed. Frihed til at gøre hvad man har lyst til, frihed til at vælge, frihed fra begræsninger osv. Denne type af opfattelse af frihed er ren gift. Det er meget let at se, at sådan en konstruktion af frihed, som en ret til at gøre, hvad man har lyst til, til at blive frigjort fra begrænsninger, er en falsk frihed, der i det tilfælde det praktiseres, kun kan udleves af en del af befolkningen, på bekostning af andre.

Den frihedsopfattelse jeg beskriver, og fastholder, er den hvor individet er fri fra andres voldelig indblanding, jævnfør de negative rettigheder, men også begrænset til kun at bruge sin retmæssige ejendom, på sådan en vis at man ikke overtræder andres ligeværdige ejendomsret. Ejendomsretten er absolut vigtig for forståelsen af frihed i den liberale tradition. Årsagen er, at det er den eneste rettighed, der kan gøres universel, altså at alle kan opnå den.

Ludwig von Mises, Liberalism, s. 2 Liberty Fund:

The program of liberalism, therefore, if condensed into a single word, would have to read: property, that is, private ownership of the means of production. All the other demands of liberalism result from this fundamental demand.

Eksempelvis kan den førstnævnte form for frihed blive meget indskrænkende for andres frihed (altså ikke universel, og bestemt i konflikt med ejendomsretten). Et eksempel er velfærdsstaten der giver borgeren friheden til at sige sit job op, og benytte sig af de offentlige ydelser, til at opretholde livet. Denne form for frihed har en omkostning for andre, skatteyderen, der må se sig plyndret af skattevæsenet, for at finansiere den “frie” udfoldelse af et andet menneske. Da liberalismen anser mennesker for ligeværdige i rettigheder, må det deraf følge, at det er forkert at tage fra en for at give til en anden. Retten til ejendom er ukrænkelig i den liberale frihedsfilosofi (i alt fald den version af de mange liberalismer der findes, som udfolder sig i Murray Rothbards politiske filosofi).

Hvad har ejendomsretten med retsvæsenet at gøre?

Ejendomsretten er først og fremmest grundfast i dit individuelle ejerskab af din egen krop. Uden først at erkende, at ethvert menneske har ejerskab (altså, med andre ord, eksklusiv kontrol over) sin egen krop, kan der ikke etableres nogen logisk sammenhængende politisk filosofi omkring menneskets samfund. Det er også fra et rent teknisk perspektiv ganske svært at udøve kontrol over et andet menneske. Hertil bruges ikke elektroniske redskaber, men i stedet den velkendte politiske tvangsmekanisme, hvor man med trusler om vold, indirekte udøver kontrol med et andet menneske igennem menneskets individuelle valg.

Hvis der fandtes en teknisk indretning, der kunne bevæge andre menneskekroppe på kommando, og styre dem til at gøre, hvad kontrolløren fandt passende, var det ikke nødvendigt at anvende trusler om vold, for at få individet til at følge kontrollørens ordrer. I stedet kunne kontrolløren “fredeligt” blot anvende sit kontrolaggregat til at dirigere det andet menneske omkring. Idet det endnu ikke teknisk er muligt at styre et andet menneske med tekniske indretninger, tyer de politiske herskere i samfundet i stedet til at anvende trusler om vold, for at mennesket selv vælger at følge ordrer frem for at modsætte sig herskeren.

I og med at det er rimelig ukontroversielt at påstå, at det er fornuftigt, at lade mennesket styre sin egen krop, følger det også heraf, at ejendomsretten til din krop naturligt er din egen. Du bestemmer selv, hvad du vil bruge din krop til, du har eksklusiv kontrol med din krop, og du må fylde din krop med slik og kage dagen lang, hvis det er det, du lyster.

Når det kommer til forbrydelser mod ejendomsretten, er det nødvendigt med et retssystem, der sørger for, at disse tendenser for at dominere, ødelægge, udnytte og udplyndre hinanden reduceres, og såfrem det er muligt, at erstatning for tab bliver godtgjort af den, som forvolder skaden. Hermed kommer vi til den del af sagen, der har interesse for den liberalt interesserede person. Når ejendomsretten krænkes, skal der ske erstatning for tabet. Den kriminelle skal betale erstatningen som bod for sin krænkelse af et ligeværdigt menneskes rettighed.

Det er rimelig ukontroversielt at sige, at Kim Walls ejendomsret til sin egen krop, er blevet krænket af Peter Madsen. Da det ikke længere er muligt at yde erstatning til Kim Wall personligt, da hun under tragiske og forfærdelige omstændigheder er gået bort, træder hendes nærmeste i samfundet i hendes sted, og bør modtage en erstatning for det tab, som Peter Madsen har påført. Eller – sådan ville jeg ønske at det foregik.

Dommen over Peter Madsen

I denne video (med tilhørende domsresumé) kan man høre/læse et uddrag af dommen. Kort opsummeret bliver Peter Madsen dømt til livstid i fængslet, hvor det efter denne artikel angives, at det almindeligvis betyder, at Peter Madsen vil sidde mellem 16 og 17 år i fængsel.

I spørgsmålet angående pengeoverførsler i forbindelse med retssagen, er følgende blevet fastlagt:

  • Sagens omkostninger skal betales af Peter Madsen, herunder 247.075kr plus moms til forsvarsadvokaten.

Advokaten har udført et stykke arbejde, og tager sig betalt for det arbejde, der er udført. Der er ikke så meget at sige til det, udover at man kan påpege at advokatbranchen fører en restriktiv politik, når det kommer til nyuddannelse af nye advokater. Igennem et sæt høje karakterkrav mindskes antallet af nye advokater, der kan konkurrere med de eksisterende. Denne restriktive politik tilgodeser advokaterne, og øger deres løn over det niveau, hvor et frit marked ville fastlægge det. Ydermere modtager advokaterne subsidier i form af kravet om, at alle har ret til en rettergang, samt at staten fører sager på gud og hver mands vejne, selv i tilfælde, hvor parterne ikke ønsker en retssag. Advokaterne er derfor en priviligeret klasse i samfundet, som nyder godt af deres politiske forbindelser.

  • 120.000kr til tidligere samlever.

Tidligere samlever tilkendes 120.000kr i erstatning, med begrundelsen at det har været hårdt at følge med i medierne, og at forbrydelsens karakter er meget voldsom.

  • 33.775kr til søfartsstyrelsen, formentlig for usikker sejlads.

Det beskrives ikke i detaljer i resuméet hvorfor søfartsstyrelsen skal have 33.775kr. Jeg antager, at det drejer sig om det forhold, at Peter Madsen har sejlet uden lanterner og for tæt på et andet fartøj.

  • 0kr til forældrene.

Argumentet for ikke at betale erstatning til forældrene er, ifølge uddraget af dommen, at Kim Wall var flyttet hjemmefra, selvom hun havde folkeregisteradresse hos forældrene. Der er lagt vægt på hendes alder, og der er set bort fra forældrenes argument om, at de havde et særdeles godt forhold til hende. De vise dommere fandt dog ikke, at forældrenes tilknytning til deres datter var af nogen særlig betydning. Deres tab er sandsynligvis meget stort, men pyt med det, siger dommerne. Sæt dette i kontrast med søfartsstyrelsen, der modtager 33.775kr som betaling for en triviel overtrædelse. Forældrene, der har fulgt Kim Wall gennem hele hendes liv, som har investeret enorme mængder af tid og penge i hendes opvækst, som har et personligt bånd, og som repræsenterer Kim Walls efterladte, de tilkendes ikke en bøjet fem-øre af det statslige organ der er navngivet på klassisk Orwell’sk som “retsvæsenet”. Selv samleveren modtager en ganske lille erstatning på 120.000kr.

Systemet er fuldstændigt absurd.

Her er det være ganske passende at indsætte et citat fra Gustave de Molinari:

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Professionerne, der særligt nyder gavn af systemet er advokaterne, psykiaterne, politiet, fængselsbetjentene og dommerne. Alle disse involverede parter nyder godt af, at retssager trækker ud og at staten kan tvinge alle til at benytte det samme system, og betale for det, uanset effektivitet og dommens rimelighed og straffens udmåling. Er man i tvivl om udsagnet, kan man jo blot sammenligne advokatens salær med forældrenes erstatning eller samleverens erstatning. Eller sammenligne søfartsstyrelsens “erstatning” med forældrenes erstatning.

Liberal lov

I et liberalt privatretligt system ville der formentlig være sket noget helt andet. Essensen i erstatningsprincippet er at forbryderen, så vidt muligt, skal erstatte det som er ødelagt. Det er et almindeligt princip, som kan udledes af ejendomsretten. Hvis man ikke fastholder ejendomsretten bortfalder også erstatningsprincippet. Og omvendt: Hvad er ejendomsretten værd, hvis en overtrædelse ikke medfører en erstatning af det tabte?

Der er mange forskellige mulige valg af erstatning for drab, jeg vil blot nævne et par stykker, men andre er også mulige at diskutere.

Pengeerstatning:

Det er naturligvis umuligt at opgøre et menneskeliv i penge, for de som er involveret, men indirekte ved vi lidt om hvilken størrelsesorden et menneskeliv repræsenterer i pengeværdi, ved at se på hvilken størrelse af livsforsikring man ønsker at tegne, og i et frit samfund vil der også være data at trække på, fx hvor store summer man ønsker at dække sig ind med sundhedsforsikringer. Forbryderen betaler eksempelvis den sum som en almindelig livs-/sundhedsforsikring lyder på. Alternativt kunne man se på, hvor stor en indkomst personen havde udsigt til at skabe i sit liv, og bruge det som basis for erstatningens størrelse. Der er fejl i alle disse forslag, og det må være op til almindelig udvikling af retspraksis i det private lovsamfund at nå frem til et rimeligt kompromis. Derudover er der et spørgsmål om den tort, som de pårørende har lidt, som også bør afgøres.

Betalingen kunne falde som en beskatning af Peter Madsen, gennem en periode af hans liv (jeg foreslår at erstatningsskatten skal løbe resten af hans liv, eller indtil beløbet med renter er betalt af) sådan at en vis procentdel af hans indkomst skal tilfalde de pårørende.

Livserstatning:

Hvis det var muligt at genoplive Kim Wall, ville det da ikke være den eneste ægte erstatning? Hvilken pris ville da være rimelig at tage, for at sætte en maskine til at genoplive Kim Wall? Jeg mener godt man kan argumentere, at hvis maskinen kun fungerede ved at suge livskraften ud af Peter Madsen, for at genoplive Kim Wall, så ville det være retfærdigt at trykke på knappen. Hvis det derimod kostede 10kr at genoplive Kim Wall, da ville erstatningen ikke være fuldført ved en betaling af 10kr til maskinen fra Peter Madsen, da Kim Wall personligt har været igennem en stor tort, samt oplevelsen som de pårørende har lidt også er et stort tab. Da er vi tilbage til pengeerstatningen, og selvom det er muligt at betale endnu et teknisk apparat for at slette oplevelserne fra hukommelsen, har de pårørende lidt en tort ved at have mistet tid i deres liv, de kunne have brugt på andre ting. Da der ikke findes sådan en maskine skal der både betales for oplevelserne (torten) samt tiden der er gået fra deres almindelige liv i forbindelse med forbrydelsen og den efterfølgende retssag.

Uanset hvilken form for erstatning man vælger at benytte, bør det være tydeligt, at en fængsling af Peter Madsen ikke er en rimelig mulighed, ligesom dødsstraf heller ikke udgør nogen erstatning. Det kan argumenteres, at mens han sidder indespærret, skader han da ikke flere. Dette er ikke helt sandt, men det er et argument jeg selv har brugt før i tiden, hvor jeg brugte det som en trøst over tingenes tilstand. Jeg er dog kommet lidt i tvivl om, hvorvidt argumentet er i overensstemmelse med ejendomsretten for skatteyderne (der tvinges til at betale for Peter Madsens ophold), og for Peter Madsen selv. Ejendomsretten giver dig mulighed for at ekskludere andre fra at bruge din ejendom, men ikke at forhindre andre i at tillade Peter Madsen ophold. Hvis Peter Madsen skal have en chance for at betale en stor erstatning, må det være nødvendigt, at han foretager sig noget produktivt, frem for at sidde i fængsel. Principielt kunne han bo i et privat center for kriminelle, der skal betale erstatning til deres ofre, hvor han får mulighed for at producere goder, og med indkomsten fra salget herfra går en del til erstatning til de pårørende af hans gerning.

Uanset disse uafklarede elementer i et liberalt anarki, er der dog visse tydelige fejl i det nuværende system, set med liberale øjne.

Man fristes til at sige følgende om de nuværende incitamenter i retsvæsenet:

Hvis forældrene ville have nogen trøst af, at have mistet deres datter, skulle de have valgt at forsvare drabsmanden, og have modtaget 257.075kr plus moms for deres ydelser, frem for absolut ingenting.

Jeg kan blot håbe på, at landsretten kommer frem til en anden afgørelse i spørgsmålet om erstatning til de ægte ofre i sagen. Ikke søfartsstyrelsen eller forsvarsadvokaten, men i stedet familien og de pårørende.

EUs handelsaftaler skader global frihandel

På Jyllands-Posten har Morten Løkkegaard (ML) skrevet et indlæg om frihandel, EU og fred.

I indlægget understreger ML betydningen af den frie handel, og påstår at handelshindringer skader forbrugerne og beskæftigelsen. ML mener, at det er nødvendigt at støtte EU, for at skubbe verden i den rigtige retning, hvor handelsaftaler udbredes og følges. EU skal være et fyrtårn for frihandel og være fredsskabende igennem denne frihandelspolitik. Argumentet er, at hvor handlen er fri, er incitamentet til krig mindre end det ellers ville have været. Indlægget er et rigtig godt eksempel på hvor forkert man kan opfatte frihandel og sammenhængen mellem frihandel, handelsaftaler og EU.

Hvis man vil høre det fra en økonom, kan man blot følge linket her, og læse Niels Westys gode indlæg om fordelene ved frihandel. Det korte budskab i indlægget er, at handelsrestriktioner udgør et tab af velstand, men at det ikke har nogen betydning for beskæftigelsen. Frihandel skaber mere produktive arbejdspladser, hverken flere eller færre, men fordi fordelene ved international handel kan udnyttes, er hver arbejdsplads mere produktiv.

Murray N. Rothbard, Man, Economy, And State s. 1101:

Tariffs injure the consumers within the “protected” area, who are prevented from purchasing from more efficient producers at a lower price. They also injure the more efficient foreign firms and consumers of all areas, who are deprived of the advantages of geographic specialization.

Når det er sagt, at årsagen til at man vil sikre frihandel er, at man ikke vil lægge forhindringer i vejen for, at folk søger at forbedre deres liv ved at handle fredeligt med hinanden, hvad kan man så sige om den nuværende situation, som Danmark og EU er en del af?

Først lidt om argumentet for ensidet frihandel, altså en politik hvor en stat ikke blander sig i handel, uden hensyn til om andre stater gør det eller ej.

Frihandel kan og bør føres uden modkrav

Det første, og vigtigste, budskab er, at frihandel ikke kræver internationale politiske aftaler. Det kræver blot, at statens toldbetjente og skattevæsen undlader at pålægge told på import. Toldpålæggelse er i sin essens blot at statsmagten konfiskerer varer der krydser grænsen, og før varen frigives til sin retmæssige ejermand, kræver de en løsesum. Perfekt frihandel fra borger til borger forudsætter, at der på begge sider af grænserne, der krydses, findes en politik, der tillader varer at skifte ejermand, uden at varen beslaglægges og ejermanden afpresses for toldbetaling. Men det er ikke strengt nødvendigt at kræve perfektion, ensidet frihandel er også gunstigt for frihed og velstand.

Et af argumenterne for en decideret handelspolitik er, at hvis man oplever at visse lande pålægger told, så kan man med sin egen toldpolitik føre “gengældelse” mod anden anden stat. Det er meget oppe i tiden, hvor politikken i USA og Kina går i retning af restriktion og gengældelse. Argumentet synes at hvile i, at politikerne på tværs af grænserne skal have “noget at give af”, for at nå til enighed om at begge sider opgiver deres toldpolitik. Problemet med gengældelsesargumentet er, at det både rammer forbrugerne der er under staten, der gengælder, som de rammer producenterne i staten der “startede” (det er godt eksempel på en børnehave). Hvis man vil føre gengældelsespolitik, er man udsat for kritik for at øge undertrykkelsen af borgerne i statens territorie, samtidigt med, at man argumenterer med halve sandheder.

Det forekommer dog som et pudsigt sammentræf, hvis der på begge sider skulle være interesse i frihandel, men at man ikke fører den politik. Hvorfor ikke bare opgive sin toldpolitik helt og holdent, hvis man i virkeligheden ønsker frihandel?

I det næste tilfælde, hvor den ene part ønsker en toldmur, og den anden part ønsker frihandel, hvad så? Hvad er den bedste måde at agere på, med økonomens briller?

Lad os se lidt nærmere på problemet, lad os tage eksemplet med, at der er told på import til Stat B, men at Stat A ikke pålægger told. I denne situation fører Stat A en ensidet frihandelspolitik og Stat B fører en toldpolitik. Hvad er resultatet for forbrugerne der lever under Stat A og de der lever under Stat B?

Stat A’s forbrugere nyder fordelen ved at kunne købe varer direkte af Stat B’s producenter, mens Stat A’s producenter støder på en toldmur, når deres kunder befinder sig i Stat B’s territorie. Det er derfor fordelagtigt for både Stat A’s producenter og Stat B’s forbrugere at fjerne toldmuren. Der er også en valuta-effekt, der medvirker at der i Stat A befinder sig færre Stat B-penge, end der ellers ville have været. Denne effekt påvirker producenterne i Stat B’s mulighed for at sælge til forbrugerne i Stat A, da betalingsmidlet til betaling for import fra Sta B er reduceret. Det betyder, kort sagt, at en toldmur hos Stat B gør det sværere for producenterne i Stat B at afsætte deres varer til Stat A. En politik der umiddelbart påvirker forbrugerne, påvirker derfor også producenterne af andre varer end den der pålægges told.

Bevæger politikken sig den anden vej, mod mere protektionisme, ved at Stat A også indfører en toldmur, så skader det forbrugere yderligere i Stat A og producenterne i Stat B.

Det er derfor ikke i forbrugernes (eller andre producenters) interesse, at staten pålægger told på udenlandske varer. For producenterne af den told”beskyttede” vare er det lidt anderledes, men ikke på den lange bane.

Producenterne som “beskyttes” af en toldmur kan kun på kort sigt opnå større indtægter, end de ellers ville kunne. Årsagen er, at en toldmur ikke er det samme som et monopolprivilegie. Hvis der var tale om et monopolprivilegie, så ville producenterne af den monopoliserede vare kunne udtrække en større profit, end ellers. Men i tilfældet af en toldmur, så er der ikke tale om et monopol for producenterne. Deres kortsigtede profiteffekt vil på længere sigt blive konkurrereret væk af nye virksomheder, der entrerer markedet, for at tage del i den større profitrate.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 742:

It is important to realize that what those benefited by these measures consider an advantage for themselves lasts only for a limited time. In the long run the privilege accorded to a definite class of producers loses its power to create specific gains. The privileged branch attracts newcomers, and their competition tends to eliminate the specific gains derived from the privilege. The the eagerness of the law’s pet children to acquire privileges is insatiable. They continue to ask for new privileges because the old ones lose their power.

Da investeringer i produktion bestemmes af investorernes forventninger til afkast, så vil toldmure også tiltrække investering til den sektor, der “beskyttes” af toldmuren. Investeringen kan oprinde fra udlandet såvel fra indland, såfremt der er frie kapitalbevægelser. Denne ekstra tiltrukne investering vil dog være suboptimal (i forhold til det frie marked), foranlediget udelukkende ved statens magtanvendelse. Resultatet af den større investering i sektoren bliver, sammenlignet med tilfældet uden toldmur, at investeringerne går til projekter, som er mindre effektive, end de kunne have været, men gives kunstigt åndedræt af toldmuren.

Toldpålæggelse medfører, at produktionen indenfor statens territorie bliver mere rettet mod selvforsyning end mod samhandel og udnyttelse af komparative fordele. I det ekstreme tilfælde, hvor al handel pålægges enorme toldudgifter, vil det statslige territorie hensygne til rå selvforsyning, og til at forbigå gevinsterne ved den internationale arbejdsdeling. Det er værd at have in mente, når man taler om handelsrestriktioner, at en af konsekvenserne er, at landet mister handelsmuligheder, og at det tenderer til en større grad af selvforsyning. Tænk på, hvor meget din levestandard ville falde, hvis du udelukkende ville forbruge dine egne produkter, og ikke ville købe ind hos købmanden, slagteren, bageren, landmanden osv.

Udover at forbrugerne plyndres af statens toldmur, lokkes investorerne til at sætte penge i ineffektiv produktion, der, uden toldmuren, ikke er rentabel. Er toldmuren først opsat, er disse investeringer kun rentable med den kunstige toldmur, og det bliver derfor svært at fjerne toldmuren, så længe investorerne er politisk forbundne. Udsigten til tab på investeret kapital er et udmærket incitament for kapitalisten til at argumentere mod frihandel. Denne pointe er værd at huske på. Senere i indlægget vender jeg tilbage hertil.

Et andet argument for at beholde toldmure er, at det kunne bruges som middel i forhandlinger med fx Stat B’s politikere, for at fjerne begge toldmure. Men hvilket rationale, skulle Stat A kunne bruge, for at beholde en toldmur i et forsøg på at opnå frihandel? Den skade, der påføres af toldmuren, rammer både Stat A’s forbrugere såvel som Stat B’s producenter.  Argumentet kunne være, at politikerne i Stat B vil se protektionistiske ud, hvis Stat A fjerner toldmuren, uden en sammenfaldende fjernelse af toldmuren i Stat B. Det kan man vel argumentere for, men realistisk set, så er det i sidste ende ikke entydigt hvad Stat B’s politikere går til valg på, og får stemmer af. De kan lige så vel være arge protektionister, som de kan være rabiate frihandelsfanatikere.

Hviler argumentet derfor på, hvad politikerne går til valg på, så er der en vis selvmodsigelse i spil. Hvis politikerne i Stat B alligevel er gået til valg på en frihandelspolitik, hvorfor skal Stat A gøre noget som helst, for at Stat B’s politikere kan fjerne deres egen toldmur, for at give forbrugerne fordelene af frihandel? Hvorfor bør de da ikke blot sige, at de har kun magt til at indføre en ensidet frihandelspolitik, og derfor vil de gennemføre denne?

Det eneste lokkemiddel som Stat B’s nye frihandelspolitik indeholder er, at Stat A’s producenter får lettere ved at sælge produkter til Stat B’s forbrugere.

I realiteten er der sjældent tale om sådanne simple sammenfald med enten total frihandel på den ene side, eller toldpolitik på samtlige importvarer. Det håber jeg også læseren har indset. Jeg bilder mig ikke ind, at “frihandel” reelt betragtes sådan som det burde betragtes: Som et gennemsyrende fænomen, der gælder alle varer og tjenesteydelser. Vi kan blot se til vores egen toldlov, og hurtigt blive klar over, at, på trods af alle de politiske flosker om, at Danmark er en lille åben økonomi, så pålægger staten moms på alt der krydser grænsen (med undtagelse af privat import ved egen hjemførsel), samt at der er masser af varetyper, der derudover pålægges told. De varertyper, der pålægges told, er ikke usandsynligt et resultat af politiske aftaler, lobbyarbejde, og meget andet, der har til formål at “beskytte” en særlig forsamling af producenter, der tilfældigvis er gode venner med politikerne, eller ganske simpelt blot et middel til at opkræve flere penge hos skatteyderne.

Frihandelsaftaler – resultat af årevis af lobbyisme og vennetjenester

Det forudgående fører os dermed til næste punkt: Hvis det er politikere, der udformer frihandelsaftalerne, så kan man være ganske sikker på, at der er overvejende sandsynlighed for, at aftalerne strikkes således sammen, sådan at producenter i det ene land fortsat “beskyttes” med en toldmur, mens andre producenter i det andet land, også beskyttes af en toldmur.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 128:

Stærke lobby-organisationer kan også udnytte asymmetrisk information til at bilde politikere, bureaukrater, journalister og offentligheden ind, at forskellige former for regulering i er i almenvellets interesse, mens det i virkeligheden kun fremmer lobbyisternes snævre egeninteresser. Regulering, der gør det svært for udenlanske producenter at komme ind på det danske marked, kan for eksempel sælges som forbruger-eller miljøbeskyttelse.

Afhængig af deres politiske arbejde, sikrer de største producenter sig ofte en form for toldmur, enten i tekniske krav til import (under dække af “forbrugerbeskyttelse”, “klimahensyn” og andet nonsens), eller i toldsatser på udvalgte varer. Opfindsomheden er altid stor, når det kommer til menneskets velfærdssikring. Resultatet er, som altid, at visse producenter beskyttes af staten mod udenlandsk konkurrence, mens disse producenter i rollen som forbruger nyder godt af den skrappere konkurrence fra udlandske producenter. Man ønsker skrap konkurrence på de goder, man køber og meget sparsom konkurrence på de goder, man sælger. Lav pris og høj kvalitet, på de varer man selv køber, og lav kvalitet og høj pris, på de varer man sælger.

Det er den samme drift, der har ført mange danske vælgere til at støtte op om den progressive indkomstskat, omfordelingen og en lang række andre destruktive politikker. De ønsker, at byrderne skal bæres af andre, mens de selv høster gevinsterne (de tror i alt fald, at deres egen velfærd forbedres ved at proppe andres skatteyderpenge i velfærdsstatens ydelser, som de selv ønsker at forbruge).

EUs rolle som moderator i international handelspolitik

I indlægget fra ML understreges det gang på gang, at EU er sådan en fin organisation, der kan agere fyrtårn for frihandel og sikre at staterne imellem følger den overordnede handelspolitik. Med EUs handelsaftaler sikres fri handel, påstår ML. Jævnfør ovenstående diskussion om Stat A og Stat B, kan vi nu i stedet sige “samlingen af Staterne A kontra samlingen af Staterne B” (fx EU kontra USA). Det ændrer ikke på handelsteorien at EU dækker et større territorie, end de enkelte stater dækker. Det er stadig velstandsmaksimerende at føre en ensidet frihandelspolitik. Der er dog visse politiske effekter af sammenlægningen. Det kommer jeg til.

Det er ydermere desværre ikke sandt at EU bedriver frihandelspolitik. Det er korrekt, at internt i EU kan varer udveksles uden pålæggelse af told. I det omfang at EU indbefatter flere og flere nationer, kan der opstå fordele af denne politik, isoleret set (EU har medført andre store velstandstab med sine uendelige reguleringer og subsidier). Det ændrer dog ikke på, at EU er en toldunion, og fører en handelspolitik som kan koges ned til en “der er told på alt udefra, pånær visse undtagelser”-politik. En handelsaftale om ægte frihandel behøver blot en enkelt linje, “Alle varer og tjenesteydelser fra land X,Y og Z kan krydse grænsen uden inspektion af toldvæsenet.” De fleste handelsaftaler indeholder dog en stor mængde tekst udover den ene linje, der er essensen af frihandel. Handelsaftalerne bliver ikke til andet end politiske forhandlinger om hvilke sektorer, der fortsat modtager privilegier af staten. Handelsaftalerne har masser af undtagelser, med henvisning til miljøkrav, klimakrav og meget anden nonsens, med det utvetydige mål at sikre visse produkter mod konkurrence.

Hvorfor tror du, at en kaffemaskine ikke længere må forbruge strøm i standby? Hvorfor må en støvsuger kun have en effekt på 900W? Tekniske krav, der forhindrer handel, er ikke andet en røgslør for protektionisme.

EUs handelsaftaler er derfor ikke en forbedring af problemerne med producent-privilegier. Tværtimod forværres problemet, fordi gevinsten ved at sikre sine privilegier bliver så meget større. De love der vedtages i EU, har langt større effekt, end de nationale love. Derfor er det langt mere fordelagtigt at lobby for EU politik, end det er at lobby for national politik. Dette gælder også for handelspolitikken. Der er ganske enkelt langt mere profit i at sikre sig “gode” aftaler i EU. Da omkostningen for at lobby er ret høje, vil det være muligt for kun de største selskaber at afsætte tilstrækkeligt med resurser til at smøre politikerne. Den almindelige tømrer i Vendsyssel har formentlig ikke resurserne til at lobby for sin lille forretning, mens Volkswagen, Peugeot, Siemens, L’Oréal og Ferrero formentlig har resurser til det, og er tilstrækkeligt store til at kunne tjene udgiften til lobbyarbejdet hjem igen med det opnåede privilegie.

Men hvordan kan det være, at særinteresser har denne magt? Er det ikke demokratiske stater, vi har med at gøre? Særinteresserne er i stærkt undertal, og hovedparten af vælgerne er ikke interesseret i højere priser på varerne, de forbruger.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 127:

Når én gruppe betaler for en aktivitet, som en anden gruppe nyder gavn af, kan det være vanskeligt at få den afviklet, selv om den ikke leverer en værdi, der blot tilnærmelsesvis matcher omkostningerne. Det gælder især, når omkostninger er spredt på mange, mens værdien tilfalder en lille gruppe – økonomer taler om “spredte omkostninger og koncentrerede fordele”.

Situationen er derfor den, at med EU har lobbyorganisationerne endnu større grund til at gå i flæsket på politikerne, fordi det med EUs befolkning på godt 500 mio mennesker er muligt at sprede enorme gevinster til særinteresserne ud på mange flere mennesker.

I meget af det der er sagt og skrevet om Brexit, har der ind i mellem været brugt eksempler med, at Storbritannien ikke har kunnet gennemføre en handelspolitik med New Zealand, fordi de franske bønder ikke ønskede dette. Så længe Storbrittanien var en del af EU, skulle de følge EU reglerne om at opretholde toldmuren udadtil, også selvom det enkelte land ønskede at indgå en handelsaftale med et land udenfor toldmuren. EU var for Storbritannien hvad staten er for den almindelige borger: En restriktion af frihed til at handle.

Således er det meget svært at se, hvordan EU skulle være noget fyrtårn for andet end lobbyisme, sikring af privilegier til storindustrien, magtmisbrug og øget udplyndring af borgerne. Ægte frihandel kræver ikke overstatslige organisationer, det kræver blot at staten ikke plyndrer sine borgere, når de bestiller varer fra udlandet. Hvis andre stater ønsker at føre toldpolitik, så er den velstandsmaksimerende politik at fastholde ensidet frihandel, til gavn for produktiviteten og samfundets velstand samlet set.

Skader besparelser i DR danskheden?

For nylig er der kommet en politisk aftale om, at DRs budget skal reduceres med 20pct over de kommende 5 år (i forhold til de planlagte budgetter), og at betalingen til DR fremover vil foregå via indkomstskatten, ved at reducere personfradraget. På almindelig socialdemokratisk vis er byrderne distribueret efter politisk korrekthed – iflg. aftalen skal “de svage” betale mindre, eksempelvis pensionister og handicappede.

I samme forbindelse har Signe Munk på sin blog på Jyllands-Posten skrevet et indlæg om, hvordan en reduktion af DRs budget skader danskheden.

Signe Munk bringer adskillige emner på banen, men hendes bekymring drejer sig mest om kulturbevarelse. Signe skriver, at hun er bekymret for besparelsen i DR, for med danskernes forskellighed, hvordan skal vi kunne fastholde en fælles kultur, uden et stærkt DR?

Signe Munk bekymrer sig om hvad der kan holde danskerne sammen, når landet bliver mere og mere forskelligartet. Nye mennesker kommer til fra andre lande, indkomsterne er forskellige danskerne imellem, og etnicitet og religiøsiteten er ligeledes også under forandring. I mine ører lyder hun lidt konservativ, men hendes løsning på problemerne er den typiske bureaukratiske en af slagsen: For at understøtte danskhed, så skal DR have en pose af skatteydernes penge. I Signe Munks verden virker det til, at der er en vis mængde danskhed, som kan bevares, ved at fortsætte at subsidiere DR. Reducerer politikerne budgettet i DR, så spares der på det som støtter danskheden.

Signe Munk begår den klassiske fejl, som langt de fleste politisk korrekte er tilbøjelig til at begå. De kæder DR sammen med kultur og danskhed, og i deres verdensbillede er det nødvendigt med eksperter (læs: politisk forbundne bureaukrater, med de politisk korrekte meninger, der støtter det danske socialdemokratiske regime) der kan skabe mediestof, der sørger for, at understøtte deres opfattelse af, hvad der er rigtig dansk kultur. Den fundamentale fejl er, at subjektive emner såsom “danskhed” og “kultur”, ikke opstår fra toppen, ikke skal fastholdes i en særlig tilstand (Hvor er vi dog heldige! Lige præcis nu er danskheden fuldstændig optimal, og enhver ændring skal bekæmpes!) men har været en bevægelse der er startet i det almindelige borgerlige samfund, hvor normer og sædvaner langsomt bliver til generelle ditto. Kulturen er altid i bevægelse, da den følger med menneskets behov og verdensopfattelse i en verden, der er i konstant forandring. Se blot på sproget igennem tiden.

I det hele taget er det også ganske overfladisk, hvis argumentet er, at der findes een ægte dansk kultur, og den må ikke forandres, nogensinde. Jeg er sikker på, at Signe Munk ville give mig ret i, at der er stor forskel på en sønderjyde og en københavner, når det kommer til normer, sædvaner og andet der ligger i kulturen. Særligt hvis man følger deres dagligdag vil det være tydeligt.

Man kan jo stille et simpelt spørgsmål: Er det medvirkende til bevarelsen af “danskheden”, at tvinge sønderjyden til at finansiere et politisk korrekt DR, der er lokaliseret i København?

Der kan ikke spares i DR

Et af punkterne som Signe Munk særligt irriteres over er, at der tydeligvis ikke findes noget sted at spare på DR, uden at det går ud over danskheden. I spareplanen skal der spares 700 mio. kr. på DR.

For at belyse emnet lidt nærmere, kan følgende liste af TV-kanaler være behjælpelig (tallene i parentes er de i 2015 estimerede driftsudgifter i mio. kr., se s. 17):

  1. DR1  (1.584)
  2. DR2 (461)
  3. DR3 (265)
  4. DR Ultra (187)
  5. DR K (110)
  6. DR Ramasjang (70)

Udover disse kanaler, findes der også et sæt radiokanaler som DR driver:

  1. DR P1 (199)
  2. DR P2 (60)
  3. DR P3 (96)
  4. DR P4 København (P4 samlet: 361)
  5. DR P4 Bornholm
  6. DR P4 Esbjerg
  7. DR P4 Fyn
  8. DR P4 Midt og Vest
  9. DR P4 Nordjylland
  10. DR P4 Sjælland
  11. DR P4 Syd
  12. DR P4 Trekanten
  13. DR P4 Østjylland
  14. DR P5
  15. DR P6 Beat
  16. DR P7 Mix
  17. DR P8 Jazz
  18. DR LB

Og naturligvis websiden dr.dk (191)

Signe Munk trækker også nogle argumenter frem, der ikke er relevante for diskussionen. Hun diskuterer kvaliteten af de producerede udsendelser, hun taler om deres internationale anerkendelse, intelligens, meningsfulde udsendelser og den historiske læring. Disse argumenter er irrelevante af den simple årsag, at kvalitet er subjektivt. Det bør være frit for den enkelte at vælge, hvilken kvalitet man ønsker at betale for.

Jeg er eksempelvis meget uenig i hendes kvalitetsvurdering af det arbejde DR laver, særligt det historiske makværk, DR havde tilstrækkelig arrogance til at kalde “Vores Danmarkshistorie”. Her var ingen kritik af kongehuset, ingen tid blev brugt på at nævne at kongen undertrykte befolkningen, beskattede den for at finansiere sine tåbelige krige. Al udvikling i retning af centralisering af magt (“hvordan et folk blev til et folk”, er i mine øjne et komplet vanvittigt slogan, særligt fordi magtskabelsen slet ikke diskuteres) blev præsenteret som positiv. Ingen tid blev afsat til at diskutere skatteoprørene, ingen tid blev afsat til at diskutere strømninger i samfundet, udover kongehusets. Når den tyranniske danske konge klokkede i sine egne affærer, og mistede magten over bønderne, lød det som om hele befolkningen stod værre, da de kom under en svensk tyran, i forhold til da de var under en dansk tyran. Den slags propaganda vil jeg gerne være fritaget fra at finansiere, og jeg under alle andre den samme valgmulighed.

Samtidigt ønsker jeg også, at Signe Munk har mulighed for frit at betale for den slags historiefortælling, der gør hende tilfreds.

Nu skal jeg i øvrigt også passe på ikke at lave et fint selvmål, ved at påstå, at der kan spares i DR, fordi de bruger penge på mange områder, samtidigt med, at jeg påstår, at kultur er et lokalt fænomen, der ikke kan centraliseres. Det er et dårligt argument for besparelser i DR. Sådanne argumenter vil bare føre til yderligere budgeteksplosion og dermed større licensbetaling, som er det modsatte af det ønskede mål.

Argumentet jeg vil føre, som forhåbentlig ikke kommer bag på læserne, er, at DR ikke skal finansieres over skatten, eller ved at få privilegier af nogen art. DR, hvis man ønsker at navngive en radio og TV-station således, skal have lov at hvile i det frie marked i konkurrence med alle andre udbydere, der tilbyder deres services, uden at true med skattevæsen, fængsel eller politi.

Kort sagt, kritikken af DR er ikke, at det er en centraliseret organisation, men at den finansieres sådan som den gør. Uanset hvilket ædelt formål man end måtte udse til DR, så kan det under ingen omstændigheder accepteres, at DR finansieres ved at true fredelige mennesker. Det er absolut forkasteligt.

Borgerne skal være frie til at købe de TV-pakker som de ønsker, ingen må true dem til at finansiere TV eller noget andet. Hvis de tvinges til dette, subsidierer de i virkeligheden blot andres subjektive opfattelse af, hvad der er ægte danskhed. I DR er det i dag muligt at leve af andres produktion, uden selv at yde noget målbart produktivt til gengæld. Det skaber også en selvretfærdighed, at man er fritaget for at henvende sig til kunderne, men at man kan nøjes med at gentage politisk korrekt stof, som gør chefen (politikerne) glad. Kunden behøver man ikke at gøre glad, kunden skal betale uanset. Man behøver derfor ikke at interessere sig for, hvad kunderne ønsker, men kan nøjes med at interessere sig for, hvad politikerne ønsker. I den alliance mellem politiker og offentligt ansat, kan man hæve sig over masserne, og bruge deres penge på sin egen karriere og lyster.

Kultur, liberalisme og samfund

Et af de bærende elementer i den liberale filosofi er, at samfundet selv kan finde ud af at arrangere sine affærer. Påstanden er, at borgerne i samfundet er de vigtigste. De har rettigheder der skal respekteres, og deres personlige værdier og ønsker, såfremt de er fredelige, er det som samfundet kan bygge på. Kultur anses ikke som ligegyldigt. Det er vigtigt at understrege, for der findes visse, efter min mening meget forvirrede, liberale, der skøjter let hen over kultur, og siger, at det vigtigste er den økonomiske frihed, således man kan købe hvad som helst, uden at andre blander sig i det.

Det er efter min mening ikke en frugtbar udlægning af liberal filosofi – jeg mener, at det er afgørende vigtigt, netop for udviklingen af en sund og bæredygtig kultur, at de liberale principper følges, med særlig vægt på at liberalismen ikke anbefaler dig at være ligeglad med det samfund, du omgives af. I stedet bør du indleve dig i det, og lytte til de som har noget klogt at fortælle, og forsøge at argumentere for dine egne synspunkter. Selvom vi alle blev frie mennesker i samfundet, vil det til alle tider være nødvendigt med det personlige engagement i samfundets udvikling, særligt hvis man har noget fornuftigt at bringe til debatten.

Kultur opstår ved samkvem mellem mennesker, det opstår ved at mennesker mødes og diskuterer deres synspunkter og overvejelser om livet, moral og etik. Den liberale filosofi skal derfor ikke ses alene som en streng økonomisk frihed, men skal i stedet ses som en gennemsyrende livsopfattelse, der også involverer kultur på lige fod med alle andre kategorier i samfundets dynamik.

Kultur, der får lov at udvikle sig, hvor mennesker mødes frit og argumenterer frit for deres standpunkter, er den liberale kultur. Det er essensen i budskabet, når jeg påpeger, at et skatteyderfinansieret DR aldrig burde være opstået. DR er opstået på et fundament af tvang – ikke på et fundament af ligeværdige parter med fælles interesser med friheden til at sige nej og skabe deres eget. Den kultur som DR bærer på, er en pervers kultur, der ved hver lejlighed bruger sin hypnotiserende magt til at gentage de socialdemokratiske floskler, så lytterne lulles til at tro, at licens er noget, vi giver til hinanden, eller at offentlige hospitaler, der er finansieret ved at true borgerne med fængsel, kan kaldes velfærd.

Netop fordi kultur er så vigtigt for et succesfuldt samfund skal DRs skattefinansiering ophøre. Fuldstændigt. Der skal afsættes 0kr på finansloven til DR. Et liberalt samfund har stadig vigtige landvindinger at gøre, så længe det største nyhedsorgan er finansieret med tvang. Det burde slet ikke være nødvendigt at skrive, men jeg frygter at pointen ikke vinder frem, hvis den ikke gøres eksplicit.

Liberal kulturudvikling i medieverdenen

I et liberalt samfund, vil der være forskellige udbydere, der forsøger at opnå kundernes frivillige betaling for sine ydelser. Såfremt det er frivilligt at fravælge at betale, så er det muligt at sige, at producenterne producerer værdi, i det omfang de har overskud. Hvis det der produceres ikke er af acceptabel kvalitet, hvis indholdet er skudt ved siden af, eller hvis prisen ikke er tilstrækkelig acceptabel, så vil kunderne fravælge produktet. Det er i sig selv ikke noget præcist feedback, det fortæller ikke på en positiv facon hvad producenten skal producere for at gøre kunderne tilfreds. Det er blot det minimale økonomiske feedback. Hvis producenterne vil vide mere om kunderne, må de forsøge at lokke kundernes lyster ud af dem.

Den frivillige betaling er blot et minimumskrav, det gør det muligt for kunderne at beskytte deres midler mod misbrug. Der findes i menneskesamfund intet perfekt system, men der findes forskellige grader af egnethed: I et liberalt samfund vil medierne forsøge at behage kunderne ved at producere det, som kunderne ønsker. Feedbacket giver dog den profitsøgende producent mulighed for at justere budget og kvalitet hele tiden, således pris og kvalitet bedst muligt falder i kundernes smag. Den frivillige betaling viser, hvor mange penge der er profitabel at investere, den viser om det producerede er i overensstemmelse med den kombinerede individuelle prioritering i samfundet. Hvis indtægterne ved salg af udsendelsen ikke dækker udgifterne til produktionen, så har samfundet signalleret, at resurserne der blev brugt på udsendelsen kunne være brugt et bedre sted. Det sørger for at holde producenten i stram snor, og for at undgå tab må producenten derfor altid interessere sig for sine kunders ønsker.

Da kulturen, jævnfør ovenstående sektion, er en udefinerbar størrelse og under konstant forandring, så er det vigtigt at kunderne har mulighed for at sige nej tak til at betale. Når DR producerer noget, så har de ikke andet feedback, udover hvor mange der har set deres udsendelse. Dette feedback fortæller ikke DR om udsendelsen var udgiften værd – eller om pengene er spildt på udsendelsen. Det fortæller dem blot, at en TV-seer, der ikke afkræves betaling for denne specifikke udsendelse, valgte at bruge sin tid på at se udsendelsen, frem for at foretage sig noget andet.

Seeren vælger dermed ikke hvor mange midler det var profitabelt at spendere på produktionen af udsendelsen, men vælger blot at se udsendelsen og bruge tiden på det. Udsendelsen er blevet betalt med skatteydernes penge, og seeren har nu kun en omkostning: tid. DR kan, ud fra deres feedback, slet ikke vurdere om de skulle bruge flere penge på udsendelsen, eller færre penge på udsendelsen. Der er ikke et økonomisk feedback, ingen profit- og tabsregnskab at opveje udgifter med indtægter. Uden dette vitale økonomiske feedback kan intet budget vurderes at være værdiskabende eller -forringende.

Fordi seeren kun tager stilling til tidsforbruget ved at se udsendelsen, og ikke den reelle omkostning i penge, vil det altid være muligt for DR at bryste sig af, hvor populære deres udsendelser er. DR henviser gerne til statistikken over hvor mange der har set udsendelsen, og bruger det som prydfjer, når de skal legitimere deres fortsatte virke. Det er økonomisk nonsens at argumentere således.

Det overser fuldstændigt det elementære problem med offentlig drift. Seeren, der ikke har mulighed for at undgå at betale for udsendelsen, vælger at se den, når hans relevante omkostning blot er, hvad han ellers kunne have foretaget sig i tiden som udsendelsen opsuger. Det betyder ikke at DRs budget er legitimt. Hvis DR ønsker at legitimere deres budget, kunne de vise hvor mange udsendelser, der har været overskudsgivende, der rent faktisk er betalt frivilligt for. Det er derfor ikke et kvalitetsstempel at henvise til statistik over seertal, det er demagogiske tricks for at legitimere DRs fortsatte udplyndring af skatteyderne.