Månedsarkiv: januar 2017

Her er mit godhedsbevis

Min gode gerning

En af børnene fik denne seddel med hjem, det er en seddel fra en kampagne der skal hjælpe sultende børn i fattige lande. Målet med kampagnen er tilsyneladende at intet barn må sulte. Kun de færreste vil være uenige i at et vigtigt mål for samfundet er at alle børn har mad og ikke behøver at leve med sult og en konstant tvivl om hvornår de kan få deres næste måltid.

Kampagnen er velgørende, og det er ganske givet at der er behov for midler til at hjælpe mennesker i nød, hvor man kan hjælpe dem igennem en kortvarig krisesituation. Det er dog også rigtig dejligt at vi kan bede vores egne børn om at gøre en god gerning herhjemme. Vores egne børn, hvis maver er fyldte hver dag, har godt at af at tænke i at gøre noget godt for andre end dem selv. Mennesket fødes egoistisk, kun med kendskab til følelsen af egne behov, og mennesket må derfor gennem opvæksten lære at indgå i samfundsordenen baseret på markedsøkonomien og arbejdsdelingen ved at lære at samarbejde med andre.

En vigtig samfundsopgave er netop at klargøre børn til et liv, hvor de skal indgå i et socialt samarbejde i markedsøkonomien, hvor deres evner for at opfatte andres behov og ønsker bliver deres egen billet til et rigt liv, hvor de kan hjælpe sig selv ved at hjælpe andre. Børnene der bedst lærer at finde ud af hvor de kan udnytte deres egne evner bedst, ved at hjælpe andre, får den største frihed i livet til at vælge hvordan de vil indrette deres eget liv. Guidet af markedspriserne kan de skabe nogle trygge rammer for sig selv og deres kommende familier ved at arbejde med at producere de varer og tjenesteydelser som af andre opfattes som mest værdifulde. Ved at lære hvordan man samarbejder, hvordan man tilsidesætter visse af sine egne behov, kan man få succes i vores del af verden, hvor der endnu er en smule markedsøkonomi tilbage. Nogle af de vigtigste menneskelige egenskaber er netop at forstå hvad en god gerning er, for at skille værdifulde fra værdiløse gerninger.

Kampagnen er derfor ganske fornuftig set med en danskers øjne, det kan få børnene til at tænke på andres behov, og den vej kan de også lære at sætte sig ind i deres potentielle kunder eller samarbejdspartners situation. Alting sker med små skridt når man er barn, og denne evne er vigtig at vække tidligt i livet hos barnet.

Derimod er det tvivlsomt om denne kampagne gør nogen forskel, i det lange løb, for de sultende børn der bruges som løftestang for kampagnen. De 25 kroner der doneres til at afhjælpe de sultne børn vil givetvis gå delvist til de sultne børn, der får deres sult stillet for en stund. I det lange løb har disse børn ikke brug for almisser til at leve fra dag til dag, disse sultne børn har brug for et samfund der beskytter ejendomsretten. De har brug for et fredeligt samfund der ikke ødelægger investeringer, og de har i særlig grad brug for laissez-faire kapitalismens enorme produktive potentiale, så fødevarerne i de fattige samfund bliver mulige at købe.

Denne kampagne lægger ved på bålet, den naive tro på at hvis vi bare forærer penge nok væk til fattige børn i socialistiske diktaturer eller andre totalitære regimer, så kan vi redde dem fra sultedøden. Det giver muligvis danskerne en fornemmelse af at hjælpe mennesker i nød, og selvom tanken er både medmenneskelig og overfladisk set fornuftig, så er det nødvendigt at harcelere over hvad det største langvarige problem er for verdens sultne børn: Mangel på beskyttelse af ejendomsretten, mangel på økonomisk frihed i markedet og mangel på fred i samfundet.

De 25 kroner hjælper børnene med at klare sig igennem den næste uge, men den største hjælp man kan give dem er at holde fast i at der er kun een måde at skabe et produktivt og rigt samfund på, hvor børn ikke skal sulte: Laissez-faire kapitalismen, det frie uregulerede marked der hviler i et samfund hvor ejendomsretten er beskyttet. Kun således kan børnenes forældre vide sig sikre på at deres arbejdsindsats går til at de kan opnå deres egne mål, og kun vha. kapitalopbygning kan produktionen af fødevarer udvides og produktiviteten øges. Det er kun den vej samfundet kan tage, hvis det skal gå fra et fattigt samfund til et rigt, således det bliver muligt at brødføde flere af de mennesker der i dag har svært ved at finde mad og vand.

Lad endeligt dit barn gøre en god gerning så det kan lære at indgå i markedsøkonomiens arbejdsdeling, men vær ikke naiv og tro at almisser redder mennesker fra sultedøden. Den største redning et samfund kan få er at omfavne fred, det frie marked og ejendomsrettens sociale gavnlige egenskaber, der er livsnødvendigt for os alle, men især for de fattige.

Den liberale klassekampsteori

Karl Marx er kendt bl.a. for sin teori om klassekamp. I hans bøger fra 1800-tallet taler Karl Marx om den uundgåelige klassekamp i det kapitalistiske samfund, hvor kapitalisterne udnytter arbejderne, der bl.a. i det lange løb fører til at levestandarden for arbejderne blot daler og daler, mens kapitalisterne scorer kassen og sætter sig på mere og mere af samfundets velstand. I de sidste dage af kapitalismen, ifølge Marx, konflikter de fysiske produktionskræfter i en sådan grad med hinanden, at kapitalismen går under, og proletariatet (de ejendomsløse) overtager magten i desperat revolution.

Idéen om en klassekamp i samfundet er ikke ny med Marx. Til trods for at den liberale klassekampsteori er ældre, så kender de fleste kun teorien om klassekamp i samfundet som fremsat af Karl Marx. Rent faktisk medgiver (mere her) Marx selv at hans klassekampsteori blev baseret på tidligere franske liberale (inspireret af J.B. Say og hans svigersøn, Charles Comte), der i deres analyse af klassekonflikten i samfundet nåede frem til at der var rent faktisk to grupperinger der var interessante at betragte hver for sig i samfundet.

I den liberale grundtanke er der to måder at tjene sin indkomst i samfundet:

  1. Markedsmetoden (den frivillige udveksling i markedsøkonomien)
  2. Den politiske metode (den ufrivillige udveksling under anvendelse af magt)

Den liberale analyse af samfundets klasser bygger derfor på hvilken af de to grupper man hører til, om man tjener sin indkomst via markedsøkonomien, hvor hver udveksling kommer både køber og sælger til gode, altså en socialt optimal metode, eller om man bruger den politiske metode, hvor man ved hjælp af politikerne udnytter muligheden for at gennemføre lovgivning der tilgodeser dig på bekostning af skatteyderne.

Den liberale klassekonflikt teori siger derfor, at der ganske rigtigt er to klasser i samfundet, dem der får sin indkomst ved at tvinge andre til at betale, og dem der får sin indkomst ved at tilbyde varer og serviceydelser i bytte for en sum penge, hvor køber frivilligt indgår handlen, og dermed selv nyder godt heraf.

I samme åndedræt bør det derfor også indskydes, at det er denne klassekampsteori der ligger mellem linjerne, når de liberale taler mod høje skatter og mod indblanding fra statens side i markedets og samfundets frivillige samarbejde mellem individerne. Den liberale vil præcis påpege at en øget magtanvendelse i samfundet fører til en optrapning af klassekonflikten. Årsagen til at den liberale ikke ønsker denne konflikt er at den liberale ønsker et fredeligt samfund – et samfund hvor den enkelte har frihed til at forfølge sin fredelige egeninteresse, i erkendelse af at når den enkelte gør hvad denne kan for at opnå sine egne fredelige mål, ved brug af frivillige midler, så må denne inddrage sine medborgere i et frivilligt samarbejde der også kommer dem til gode. Det fredelige samfund er hjørnestenen i den liberale samfundsopfattelse, fordi markedsøkonomien fungerer mest effektivt til at skabe velstand, der giver mennesket mulighed for at vælge mellem mere materiel rigdom eller at forfølge andre ikke-materielle mål i livet, hvis samfundet hviler i en fredelig tilstand hvor tvang, vold og ufrivillighed er minimeret.

Hver enkelt borger bruger dermed sine medborgere til at opnå sine egne mål, men i denne stræben efter egen gevinst (monetært eller psykisk), indgår borgeren frivilligt i andre borgeres stræben efter deres mål. Den spontane fredelige udveksling fører til et rigt, produktivt og lykkeligt samfund, i en så høj grad de nuværende knappe resurser kan strække sig til.

Derimod ser den liberale også med afsky på anvendelsen af magt mellem mennesker. Den der ved magtanvendelse opnår sine mål indgår ikke selv som et led i sit offers stræben efter egne mål, men udnytter sit offer og efterlader denne fattigere end før. Magtanvendelsen, den politiske metode, fører dermed til nedbrydelse af samfundet og til at skabe konflikter mellem grupper i samfundet. Midlet til at dæmpe konflikter og til at skabe harmoni mellem borgerne er at sørge for at samfundet i så høj grad som det er muligt benytter sig af frivilligt samarbejde (via markedsøkonomien, der er ikke tale om at arbejde gratis), for at skabe forståelse, fred og glæde i samfundet i processen.

Karl Marx mente i stedet, at klassekonflikten i samfundet udkæmpedes mellem kapitalisterne og proletariatet. Hans klassekampsteori byggede på de klassiske økonomers værditeori der sagde at al værdi skabes af arbejde. Heraf følger det naturligt at en kapitalist derfor ikke må tjene penge, medmindre denne selv arbejder. Kapitalisterne tjente betydeligt flere penge end arbejderne, og ud fra værditeorien måtte der være tale om en udnyttelse. Kapitalisten tog ganske enkelt en del af arbejderens løn, ved simpel udnyttelse. Marx skrev i 1840erne, og det var få årtier før værditeorien blev revolutioneret med marginalnytte teorien, som Carl Menger var en af ophavsmændene til.

I marginalnytteteorien skabes værdi ikke blot af arbejderen. I forbindelse med produktion af goder og serviceydelser betyder det at markedsøkonomien sørger for at marginalnytten for kapital, land og arbejdskraft balancerer, og at værdiskabelsen derfor stammer delvist fra alle tre grundelementer. Kapitalen som kapitalisten tilvejebringer, bibringer sin andel af værdi til slutproduktet, og værdien stammer ikke blot fra arbejderen alene. Med den marginale værditeori kunne man derfor forklare hvorfor kapitalisten tjener mere end arbejderen – kapitalisten bibringer en mere værdifuld vare til produktionen: kapital.

For at forstå hvordan de liberale ser på kapitalister og arbejdere og forbrugeres rolle i samfundet, er det værd at quote Ludwig von Mises Human Action, s. 270:

The direction of all economic affairs is in the market society a task of the entrepreneurs. Theirs is the control of production. They are at the helm and steer the ship. A superficial observer would believe that they are supreme. But they are not. They are bound to obey unconditionally the captains orders. The captain is the consumer. Neither the entrepreneurs nor the farmers nor the capitalists determine what has to be produced. The consumers do that. If a businessman does not strictly obey the orders of the public as they are conveyed to him by the structure of market prices, he suffers losses, he goes bankrupt, and is thus removed from his eminent position at the helm. Other men who did better in satisfying the demand of the consumers replace him.

Da flertallet af forbrugere er almindelige arbejdere, så er det dem der har magten i markedsøkonomien. Forbrugerne køber kun de varer de finder værdifulde, og iværksætterne forsøger blot at lokke forbrugerne til at købe ved at tilbyde effektivt producerede varer i den kvalitet og mængde som forbrugerne finder det fordelagtigt at købe.

I stedet for at give forbrugerne magten i det danske samfund, så har det socialdemokratiske tankegods sparet forbrugerne for deres egne menneskelige lyster ved at beskatte, subsidere og regulere markedsøkonomien. I stedet for at lade forbrugerne fredeligt købe eller afholde fra at købe, tager skattevæsenet pengene fra forbrugeren og giver det til de personer der har været bedst til at påvirke den politiske proces.

Hvis den virkelige verden ind i mellem giver dig fornemmelsen af at Karl Marx havde ret, eksempelvis fordi adskillige store virksomheder tjene rigtig mange penge, som kan virke meget provokerende, så tænk ind i mellem også på den liberale klassekampsteori: Årsagen til at nogle af de store virksomheder klarer sig så godt er at de er politisk velforbundne og har fået megen af deres indkomst v.h.a. den politiske metode. Andre er rent faktisk deres indtjening værd, de der har tjent pengene via markedsmetoden.

I stedet for at forfølge Karl Marx’ (og socialdemokraternes) ideologiske felttog for at indføre socialismen, så husk dig selv på at det liberale tankegods, stik modsat af Marx, siger at den politiske metode skal minimeres, således virksomhederne skal konkurrere frit på markedet hvor forbrugerne bestemmer.

Nej Skat, du må ikke komme ind.

Den liberale skatteminister Karsten Lauritzen har fået øje på et problem for staten. I dag er de politisk fastsatte regler, det vi i daglig tale kalder loven, udformet på en sådan måde, at offentlige organisationer ikke frit må færdes i private hjem. Eller sagt på en anden måde, hvis politiet eller SKAT gerne vil ind i dit hjem, må du gerne sige nej og bede dem om at få en dommerkendelse før de må gå ind hos dig. På denne måde kan man forsinke den offentlige organisation, der, som en temperamentsfuld amerikansk ægtemand der ønsker at købe et våben for at skyde fruen i affekt øjeblikkeligt, har et stort behov for at tænke sig om før de går langt over grænsen.

Samtidig med at disse regler kan forsinke statsmagtens indtrængen i dit private hjem, så er der mange private virksomheder der drives fra de private hjem. Små virksomheder fører ofte bogholderiet fra hjemmet fordi det er økonomisk optimalt for dem af mange årsager.

Det har naturligvis ført til et såkaldt problem, nemlig at den private virksomheds regnskab kan gemme sig bag privatlivets fred og kræve en dommerkendelse før SKAT eller politiet kan komme inden døre for at undersøge, og i sidste ende konfiskere, private ejendom, herunder den lille virksomheds bogholderi.

De liberale tanker der førte til denne pseudobeskyttelse af private mod statsmagten er meget bedre end alternativet, men går efter min mening ikke langt nok. Hvorfor skal en offentligt betalt embedsmand være gummi-stopklods for at sikre de ganske få rettigheder borgerne er sikret via grundloven? Hvis der var nogen god grund til at påpege at habilitet er et vigtigt element for et retssamfund, så er det da absolut også her ganske påfaldende at dommerens løn betales med midler som skattevæsenet indkræver hos den godmodige befolkning. Ægte objektivitet findes ikke, det medgiver jeg gerne, men det er alligevel strengt at organisationen der besidder monopolet på lovgivningen og skatteopkrævning også sidder på den daglige udførsel af beskyttelse af ejendomsrettens ukrænkelighed.

Er det virkelig sandsynligt at en dommer vil nægte at udlevere en dommerkendelse, hvis SKAT vil snuse rundt i regnskabet hos en virksomhed? Vil alle tilgængelige dommere nægte? Tvivlsomt. Hvad er den reelle funktion? Udover at systemet på denne vis har et skalkeskjul for at få statsmagten til overfladisk at virke objektiv og reel, hvilken overtrædelse af hjemmets ukrænkelighed forhindrer denne ordning da? Enhver offentlig bureaukrat med lidt erfaring ved naturligvis at det er nødvendigt med dommerkendelsen, og denne udleveres lettest hvis man samtidigt kender dommeren man skal gå til for at få den.

Hvad er problemet med at SKAT kan få adgang til private virksomheders bogholderi i deres private hjem? Hvis du ikke overtræder politikernes regelsæt, så har du jo ikke noget at skjule, siges det ofte. Det drejer sig i høj grad om at ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen der ikke har fået tilladelse til at træde ind i dit hjem må træde ind, uanset hvem det er. I dit hjem, din ejendom, der er du i fred og kan ikke chikaneres eller forfølges. Dit hjem er din centrale base, det er hvor du har fred og kan slappe af. I hjemmet råder du selv og din eventuelle partner over reglerne der gælder. Her gælder politikernes regelsæt ikke, hvis man vil følge den liberale grundtanke om ejendomsretten (se disclaimer nedenfor).

Det praktiske aspekt er dog også, at det til tider kan være ganske svært at overholde alle de regler som de hyperaktive politikere vælter ned over samfundet i en strøm af bekendtgørelser, love og retningslinjer. På trods af bedste bestræbelse for at overholde alle reglerne kan det ikke undgås at man fra tid til anden overtræder nogle af reglerne, særligt som forretningsdrivende. Disse bagateller bør ikke angå nogen, og der er, så længe det foregår i hjemmet, ingen årsag til at andre skal have kendskab til forholdene. Hvis SKAT først får adgang til dit hjem, så er det op til den bureaukrat der træder ind i hjemmet om det skal foregå høfligt, venligt og ydmygt eller om det skal foregå som en kontrollerende aktion mod alle potentielle elementer i hjemmet der kunne tænkes at overskride visse obskure regler og cirkulærer.

Det næste problem melder sig dog også hurtigt: I tvivlstilfælde benytter SKAT sig af deres fuldstændigt illegitime ret til at kræve omvendt bevisbyrde. Det betyder kort sagt at du er skyldig, medmindre du kan bevise det modsatte. Denne type af lovgivning er gift for et fredeligt samfund, og det er da næppe muligt at forestille sig at denne magt ikke fører til tendenser for magtmisbrug eksempelvis ved at “skyde med hagl i tågen” for at se om man kan ramme et eller andet. SKAT opererer naturligvis også med måltal, og en bureaukrat der skal leve op til sine forpligtelser overfor ledelsen vil naturligvis benytte sig af flere af denne slags metoder end ellers for at sikre chefens tilfredsstillelse med arbejdet.

Alle disse problemer kunne naturligvis undgås, hvis man lod samfundet indrette sig i den liberale ånd, hvor det er frivilligheden og samfundets organiske udvikling og markedsøkonomiens udvekslinger der blev anvendt i alle tænkelige sammenhænge. Da behøvede man intet skattevæsen, for der var ikke nogen organisation der legitimt kunne indkræve penge ved brug af vold eller trusler herom til at opretholde sig selv. Alt skulle her foregå på frivillig basis, her var ejendomsretten suveræn og ukrænkelig (med få undtagelser, se disclaimer nedenfor).

Dette er naturligvis meget langt fra den socialdemokratiske debat, hvor man kun tænker på at statsmagten skal have lov at udøve sin monopolistiske magt. Selv tænketanken Justitia udtaler i forbindelse med dette forrykte forslag følgende:

– Selvfølgelig har vi som samfund en interesse i, at Skat kan kontrollere. Problemet her er, at Skat får en meget vid adgang til at gå ind i private hjem, siger Mette Juul.

Nej Mette Juul, samfundet har ikke interesse i at SKAT kan kontrollere noget som helst. Det er i statens interesse, og de personer der særligt drager fordel af statens eksistens, at SKAT kan kontrollere regler og opkræve penge fra borgerne. Skattevæsenets aktiviteter skulle i stedet afskaffes fuldstændigt, hvis man har samfundets interesse for øje. Ejendomsretten er ukrænkelig med meget god grund, uanset hvor meget man end ønsker at være moderat, så tager man i mine øjne fejl, når man giver køb på så væsentligt et samfundselement som ejendomsretten.

 

Disclaimer: I dette indlæg går jeg implicit ud fra at den private person ikke er mistænkt for alvorlige forbrydelser. Det er med andre ord ikke nok at skattevæsenet vil se om tingene der er givet fradrag for befinder sig på adressen. Denne kontrol kan ske ved almindelig fremvisning af genstandene udenfor hjemmet efter aftale. Hvis en privat har begået forbrydelse mod anden privats ejendom eller person, kan det være nødvendigt at trænge ind i det private hjem. Forbryderen har med sin egen gerning overtrådt ejendomsretten hos modparten, og har derfor, ifølge proportionalitetsprincippet, opgivet sin egen ejendomsret i proportion med forbrydelsen. Har man stjålet en snickers fra den lokale brugs, bør man nok ikke overtræde hjemmets ukrænkelighed, men hvis man har udøvet grov vold mod anden person, kan det være retfærdigt at trænge ind og hente forbryderen i sit hjem.

Hvad er økonomisk frihed?

Frihed bliver ofte brugt og misbrugt som begreb. I dette indlæg vil jeg blot forsøge at skitsere hvad jeg forstår ved frihed, og hvorfor det er så vigtigt for mennesket at leve i et samfund med en meget høj grad af frihed.

I mine unge dage troede jeg at frihed drejede sig om hensynsløshed: eksempelvis veje uden fartgrænser, eller at man kunne tillade sig alt uden indskrænkning fra andres side. I dag mener jeg at vide bedre. Frihed er noget ganske andet. Frihed kan kun forstås i forbindelse med et samfund hvor menneskene indgår i socialt samarbejde med hinanden. Det drejer sig derfor ikke blot om at individet kan gøre præcis som det ønsker, når det ønsker at handle. Det drejer sig i stedet om at skabe rammerne for et frugtbart samarbejde mellem sociale individer, hvor flertallet indser at det er i deres egen største interesse at tilsidesætte den indre trang til vold og plyndring, for at skabe langvarige forhold med hinanden baseret på frivillig udveksling i markedsøkonomien.

Uden et samfund, så er det meningsløst at tale om frihed. Uden et samfund kan man betragte det isolerede menneske krybe i ly i et krat for stormen, eller alene forsøge at flygte fra eller kæmpe mod naturens kræfter. Denne form for frihed, i naturens brutale magtforhold, er ikke den form for frihed som er vigtig for menneskene. Om kapitalismen siges det ofte, helt forfejlet, at det er jungleloven der gælder, alles kamp mod alle. Det er bl.a. derfor den farlige socialdemokratiske ideologi benytter sig af disse små mundheld når kapitalismen beskrives. Det er vigtigt for dem at understrege deres syn på det frie marked og de frivillige transaktioner deri. For socialdemokraterne drejer det sig om at stille hypotetiske forfejlede billeder op af markedsøkonomien ved at fortælle en analogi der siger, at i markedet, der er konkurrencepræget og stiller krav til enhver, der er det den stærke der vinder over den svage. Det er naturens orden. Den enes død, den andens brød.

Markedsøkonomien er fuldstændigt det modsatte. Det kommer måske som en overraskelse for de fleste, det gjorde det også for mig selv, men det som karakteriserer markedsøkonomien er det menneskelige samarbejde, hvor begge parter drager fordel af hinanden. I stedet for menneskets kamp mod mennesket, så er det menneskets sociale samarbejdsnetværk, det totale net af samfundets frivillige byttehandler, der kæmper mod naturen for at bedre menneskets situation, tilfredsstillelse og lykke.

Her er det vist på sin plads at quote Ludwig von Mises’ Human Action, p 143:

Society is the outcome of conscious and purposeful behaviour. This does not mean that individuals have concluded contracts by virtue of which they have founded human society. The actions which have brought about social cooperation and daily bring it about anew do not aim at anything else than cooperation and coadjuvancy with others for the attainment of definite singular ends. The total complex of the mutual relations created by such concerted actions is called society.

Det som fik de isolerede mennesker til at gå sammen i deres (og vores) kamp mod naturens kræfter, er ganske enkelt menneskets rationelle egenskaber. Det blev gensidigt anerkendt at ved at samarbejde om arbejdsopgaverne, ved at erkende arbejdsdelingens naturligt højere produktivitet, da gik mennesket fra at se hinanden som gensidige fjender der kæmpede om knappe resurser, til at se hinanden som samarbejdspartnere der kunne bedre hinandens tilfredsstillelse med livet ved at samarbejde og dele arbejdet mellem sig. Frem for at bekæmpe hinanden over de naturgivne resurser, frem for at se det andet menneske som en dødelig fjende der reducerede ens egen mulighed for at tilfredsstille sine behov, så man sine medmennesker som produktive samarbejdspartnere der var med til at øge tilfredsstillelsen af dine egne behov.

Ludwig von Mises, Human Action p. 157

Experience teaches man that cooperative action is more efficient and productive than isolated action of self-sufficient individuals. The natural conditions determining man’s life and effort are such that the division of labor increases output per unit of labor expended.

Denne erkendelse førte til det sociale samarbejde der foregår i samfundet i dag. Erkendelsen af at det er i din egen interesse at begrave stridsøksen overfor din næste, frem for at bekrige ham og hans, så var det langt mere fordelagtigt i det lange løb at indgå i et fredeligt forhold og bytte varer med ham for at tjene dig selv og din egen interesse. Markedsøkonomien fungerer netop på dette fundamentale princip, som er altafgørende at forstå, for at dyrke det frie marked som det fantastiske samarbejdsnetværk det er. Det frie marked er bygget af hele samfundets frivillige transaktioner med hinanden, hver transaktion gavner begge parter i handlen. Dette fundament bør man altid huske på, når man hører demagogerne fra socialdemokraterne. Ifølge deres tankegods, bygget på det Marxistiske manifest, så er markedsøkonomien den stærkes ret over den svage. Dette er absolut forkert, og tjener kun eet formål, netop at diskreditere den altafgørende sociale institution der muliggør samfundet i det hele taget, og overføre magt fra decentrale individer der tager beslutninger i egen interesse ved at hjælpe andre og sig selv, til at give magten til en politisk elite der centraliserer samfundets beslutninger frem for at lade dem være frivillige.

Det følger naturligt af ovenstående, at når man udskifter det frie marked med det hæmmede marked, så begynder vi at se nogle af de dynamikker klart og tydeligt vi kender fra vores hverdag: Der er nogle der har magten over andre, fordi de besidder den politiske magt til at dirigere politiet ved hjælp af lovgivningen. Transaktionerne i samfundet bygger ikke længere på den frivillige handel for begge parter, nu er den ene part den anden overlegen og kan diktere hvad handlen går ud på: Du skal betale skat til staten, for ellers overtræder du loven som politikerne har skrevet ned, og risikerer bøder og fængselsstraf.

Frihed skal derfor forstås som en mulighed for at sige nej til transaktioner. Frihed drejer sig derfor om en situation i et samfund, hvor det er muligt at leve som man vil, handle med hvem man vil, og sige hvad man vil uden trusler om molestering af politiet eller andre.

Frihed er derfor ikke at man kan bryde alle love og regler som man ønsker – nej frihed er et frivilligt samarbejde mellem sociale individer. Det har vidtrækkende konsekvenser for tankegangen om samfundet, hvis man tillader sig at gå de veje hvor man følger logikken ud i de små kringelkroge. Med hensyn til vejene, så betyder friheden her, at det ikke er statens monopol der ejer vejene. Friheden betyder at private kan eje vejene, og når du benytter dem, skal du følge de regler som vejejeren fastlægger for brugen af vejen. Ejeren af vejen kan ikke tillade sig at sætte ubegrænset hastighed, ej heller en hastighedsgrænse på 10km/t overalt, men skal i stedet i konkurrence med andre finde den afvejning som giver ham færrest omkostninger og producerer vejglæde i så høj grad som markedstilstanden gør det muligt at opnå.

Frihed betyder bl.a. at du skal overholde fartgrænsen, hvis du ikke vil straffes, men det betyder også at vejen skal ejes privat.

Velkommen til Liberale tanker

Liberale tanker har svære kår i dagens Danmark. De fleste danskere er opvokset i et miljø hvor hovedparten af danskerne på den ene eller anden måde er afhængig af offentlige midler i form af overførsler, subsidier eller lønninger.

Udover at opvæksten for danskerne er sket i et miljø, hvor det offentlige fylder meget, begås vi dagligt med hinanden i en atmosfære, hvor de ansvarlige diskussionsemner er hvordan det offentlige system skal tilrettelægges for at skabe det bedste samfund. Der er sjældent plads til tanker om at samfundet rent faktisk kan styre sig selv, og staten ikke har succes med at rette de frivillige samfundsbevægelser til, uden at ødelægge mere end den skaber.

I uddannelsessystemet lærer vi eksempelvis at samfundsfag er læren om hvordan politikerne vedtager love, hvordan magtens tredeling teoretisk fungerer og hvordan demokratiet og den politiske proces sørger for at alle bliver hørt og ingen lider overlast. I samfundsfag lærer du intet om markedsøkonomi. Du får ingen introduktion til hvordan frivillige transaktioner mellem to personer skaber større tilfredsstillelse for begge personer. Du lærer ikke at love opstår i samfundet og er af menneskelig oprindelse mellem ligeværdige parter.

Kort sagt, så lærer vi under opvæksten og i vores uddannelsessystem, altså vore unge år hvor vi lettest lærer og har mindst erfaring til at rejse skepsis, at staten er det rette værktøj til at forme samfundet med. Vi går i en atmosfære hvor vi ikke taler om at staten står i vejen, vi anerkender sjældent det logiske i at staten har monopol på en række afgørende områder såsom lovgivning og lovhåndhævelse. Ganske som i gamle dage, da flertallet troede at kirken var nødvendig for at opbygge og fastholde en næstekærlig moral, således tror flertallet i dag at samfundet har brug for staten til at holde os på dydens smalle sti, for vores egen skyld, og især for de svages skyld.

Formålet med denne blog er at ryste det fundament ved at tale om de alternativer samfundet har, både dem vi har brugt før i tiden, men også de muligheder der ligger foran os. Det er efter bloggerens klare opfattelse muligt at skabe et samfund hvor statens indflydelse er kraftigt reduceret, i erkendelse af at den centrale forskel mellem stat og samfund er at udviklingen i samfundet er baseret på frivillige relationer, mens de påduttede systemer fra det offentlige er baseret på lovgivningens tvang og et voldsmonopol til at rette borgerne ind.

Her på bloggen vil du finde en gennemgribende anderledes måde at anskue samfundet og staten på. Der findes mange typer liberale du kan støde på, men her på bloggen bliver du præsenteret for den klassiske variant der tilhører en filosofisk retning der tager ejendomsrettens  ukrænkelig strengt alvorligt.

Velkommen til.