Monthly Archive: februar 2017

Slip den politiske korrekthed FDM!

I fredags kom det nye nummer af FDMs medlemsblad “Motor” i postkassen. I lederen, som så mange andre gange før, forklarer Thomas Møller Thomsen (fremover TMT) om visse sammenhænge på bilmarkedet.

I denne udgave taler han særligt om leasingbiler. Der er flere fordele som leasingselskaberne har:

  1. De kun betaler registreringsafgift for bilen i den periode hvor bilen er leaset.
  2. De kan købe et større parti biler ind og få en rabat på mængden.

I forbindelse med 1 kan selskabet efter endt leasingperiode eje en brugt bil der ikke er betalt fuld registreringsafgift på. Dette gør det langt nemmere at eksportere bilen, da statens lovgivning betyder at eksportbiler ikke modtager fuld registreringsafgift retur, da 15% af bilens registreringsafgift tilbageholdes (dog mindst 8500kr for personbiler, autocampere og 4500 for motorcykler, varebiler etc) ved eksport, og hermed står leasingselskaberne bedre end den almindelige forbruger da deres brugte bil ikke har nogen registreringsafgift i “klemme” hos staten.

Ifølge TMT kan leasingselskaberne opnå en rabat på indkøb på ca. 40.000kr, men når regnskabet gøres op, så har leasingselskaberne “sparet” 125.000kr i forhold til hvis Hr. Hansen selv gik ud og købte, og senere solgte, en bil magen til. De 125.000kr er så vidt jeg forstår lederen et udtryk for bilafgifternes effekt på indkøbsprisen der ganges op for at de 40.000kr bliver til 125.000kr.

Kombinationen af en afgiftsfri bil og en lov der fratager bilejeren muligheden for at få registreringsafgiften retur giver naturligvis leasingselskaberne visse fordele, som TMT omtaler i sin leder.  TMT ønsker ikke at leasingselskaberne skal have på puklen, og han taler endda i positive vendinger om mekanismerne i det frie marked. Han angriber derfor den værdibaserede registreringsafgift og lovgivningen der griber forstyrrende ind i markedet.

Forbrugerne bliver ikke snydt af leasingselskaberne

TMT begår dog nogle små fejl i sin leder, som er værd at udpensle lidt. En af kommentarerne som TMT fremlægger er postulatet om at leasingselskaberne kan styre priserne på det danske brugtbilmarked fordi de kan vælge at sælge til udlandet uden at betale statens ekstraskat ved eksport. TMT mener derfor at denne mekanisme ikke kommer forbrugerne til gode. Men det er forkert – det kommer forbrugerne til gode at leasingselskaberne sælger deres brugte biler på markedet, det er blot ikke de danske forbrugere der køber alle bilerne. De danske forbrugere får præcis den fordel de ønsker at opnå ved at kunne købe bilerne på brugtbilmarkedet, og forbrugerne har valgt at prioritere andre ting end at købe alle leasingselskabernes brugte biler. Bare fordi leasingbilen kørte sine første år i Danmark gør det ikke til nogen synd at sælge bilen til udlandet. Udenlandske leasingselskaber gør formentlig det samme, og sælger bilen brugt til Danmark. Det er vigtigt at huske at hver enkelt bil indgår i et kompliceret netværk af udbud og efterspørgsel, det er alt for overfladisk at tale udelukkende om “leasingbiler”, det er vigtigt at gå i nærmere detaljer og finde ud af “hvilken leasingbil er interessant for en dansker at købe brugt?”.

Det er også vigtigt at huske på i denne forbindelse, at forbrugerne ikke har krav på noget som helst fra andre. Forbrugerne og leasingselskaberne finder i fællesskab, via markedspriserne på bilerne, frem til den andel der er optimal at sælge på det danske brugtbilmarked således både køber og sælger drager fordel af handlen. Det er netop forcen ved det frie marked at begge parter i transaktionen drager fordel af den. Det er vigtig at huske på, at de mange leasingselskaber alle er i intern konkurrence om at sælge deres brugte biler, og de er derfor nødsaget til at adlyde forbrugernes prissignaler for at skabe profit.

Den ene grådige kapitalist efter den anden vil byde priserne til det punkt, hvor forbrugerne er villige til at købe så mange som leasingselskaberne forsøger at sælge. Leasingselskaberne drager præcis samme fordel af det internationale bilmarked som den danske forbruger gør. I stedet for at priserne fastsættes i et nationalt dansk marked, fastsættes priserne i det internationale bilmarked. Adgangen til det internationale bilmarked er et gode både for danske forbrugere og leasingselskaber.

Derfor er det misvisende når TMT lægger op til at leasingselskaberne “snyder” de danske forbrugere ved at sælge den brugte bil i udlandet. Tværtimod. Hvis de snød de danske forbrugere, så ville leasingselskaberne skade sig selv. Markedsprisen på brugte biler i Danmark ville ligge højere end i udlandet, hvis danskerne havde et relativt større ønske om at købe leasingselskabernes brugte bil. Siden markedsprisen ikke er højere, så er det et udtryk for at forbrugerne ikke tildeler disse en tilstrækkelig vigtighed og knaphed til at lokke leasingselskaberne til at sælge til danskerne.

Derfor er det vigtigt, når man læser sådanne overfladisk fornuftige ledere, at analysere situationen både fra køber og fra sælgers synspunkt. Det er en korrekt kritik som TMT lægger for dagen, når han klager over de forvridende regler og høje værdiafgifter. En liberal som jeg selv kan kun være enig med synspunktet om at det er forvridende for markedet når staten beskatter. Det er blot vigtigt at man forstår forskellen mellem en markedspris og en skat. Markedskræfterne skal forstås korrekt, så man undgår disse fejlslutninger om at leasingselskaberne kan “styre” nogen pris af nogen art. Priserne bestemmes både af køber og sælger i samarbejde om ejerskabet af bilen. Der er ingen der styrer andre i den frivillige udveksling.

Når staten blander sig med politi, retsvæsen og skattevæsen for at beskatte og bestemme over dig, så er der tale om at “styre”. Staten har monopol på lovgivningen, fortolkning af lovgivningen, herunder skattelovene, og udøvelsen af magtanvendelse mod dig. Der kan ikke være tale om frivillighed i udvekslingen når staten blander sig. Staten styrer, markedet tilbyder. Denne forskel må man ikke glemme, da man uden denne forståelse hurtigt kommer i bekneb med at forklare hvorfor momsen er forkert mens en prisstigning i markedet er OK.

FDMs afgiftsomlægning er et røgslør der skjuler de reelle problemer

Kritikken af TMT er dog ikke ovre endnu. Som en af de sidste pointer TMT lægger ud i lederen, så er planen tilsyneladende at omlægge registreringsafgiften frem for at afskaffe den helt og aldeles. TMT viser sine moderate (socialdemokratiske) takter ved at foreslå at registreringsafgiften omlægges fra at være værdibaseret til at være teknikbaseret, og bør betales løbende i bilens levetid. Selvom det i lyset af leasingselskabernes fordel ved løbende registreringsafgift virker som et fornuftig tiltag, så er det af absolut vigtighed at understrege at en skat på teknik betyder det samme som en skat på værdi. I stedet for at forbrugerne mister velfærd i forbindelse med et værdikøb, så mister de i TMTs “nytænkende, fremadskuende og revolutionerende vision” blot deres velfærd når det kommer til bilens teknik i stedet. Det er med andre ord ligegyldigt, hvis den samme sum penge skal indkræves i skat om man tager af bilkøberens forlomme eller baglomme. Forslaget er endnu et røgslør hvor en nytænkende afgiftsstruktur effektivt fungerer som et karte blanche til at lade statens indblanding i markedet fortsætte uhæmmet.

Den sidste pointe TMT når at finde plads til i lederen er et fromt ønske om at reducere afgiftsniveauet, således afgifterne bedre matcher bilismens omkostninger for samfundet. Idéen er ganske udmærket, men der er desværre sneget sig to fejl ind i det fromme forslag om at reducere den nationale statsindkomst fra bilafgifter til at matche samfundets omkostninger.

  1. Hvordan tilrettelægges anlægsomkostningerne?
  2. Hvordan tilrettelægges driftsomkostningerne?

Jævnfør 1, så er det klart at det er ganske urimeligt at staten bygger tåbelige vejanlæg der er underdimensioneret på trafiktunge områder, mens den bygger overdimensionerede vejanlæg på tyndt befolkede områder. Staten skal ikke have lov at bygge økonomisk uforsvarlige anlæg for derefter at tørre regningen af på frustrerede bilister, det kan enhver intelligent person forstå. Derfor er det forkert at lade staten bygge vejene, fordi omkostningerne ganske enkelt løber løbsk i forbindelse med anlæg af nye veje. Dimensionering og prioritering af vejen bliver ganske enkelt politisk, uøkonomisk og kaotisk når det bliver politikerne der skal fastlægge vejforløb. Uanset man er tilhænger af demokratiet eller ej, så kan man ikke løse det økonomiske problem ved at hver borger kan afgive en stemme, også selvom hver eneste vejanlæg skulle til folkeafstemning (lokalt eller nationalt). Den enkeltes ejendomsret beskyttes ikke i dette forløb, og enhver har lige meget at skulle have sagt uanset hvor mange kilometer man tilbagelægger eller hvilke problemer man ønsker at prioritere at få løst.

Processen at finde ud af forbrugernes prioriteringer og lyster skal fratages politikerne og bør placeres med sindsro hos den private iværksætter der risikerer sin egen kapital, ved at bygge vejanlæg der muligvis er tabsgivende for denne. Kun igennem den frivillige proces af at tilbyde vejservice mod betaling, kan iværksætteren udregne profit og tab som guide til at dirigere resurserne hen, hvor de er mest efterspurgt og dermed højst prioriteret af det sociale netværk, markedspriserne. Det er naturligvis kun det frie marked der kan tilgodese forbrugernes ønsker om afbalancering mellem vejeffektivitet, kvalitet og omkostningsniveau. En total privatisering af vejnettet er lige til højrebenet, og naturligvis bør der følge en nedlæggelse af vejdirektoratet og trafikministeriet. Disse bureaukratier vil ikke være nødvendige i et samfund med private veje. Der er absolut et behov for at fintune kvaliteten og kvantiteten af de danske veje, det ses tydeligst for de af os der dagligt kører på vejsocialisternes asfalt, og den optimale økonomiske metode er den frie laissez-faire kapitalisme.

Jævnfør 2, så har forurening en stor betydning for vejenes placering, form og trafikreglerne der tages i brug på vejen. I dag er situationen den at de som belastes af forureningen ikke modtager den kompensation som forureneren betaler. I stedet modtager staten en indtægt den selv har fastlagt, som ikke har nogen relevans for den som lider under forureningen. Det er tydeligvis forkert at den som forureningen går ud over ikke modtager en kompensation for dette tab af velfærd. I stedet tilbyder staten “lige adgang til sundhedsvæsenet” hvis du en dag bliver syg af forureningen. Men du skal da være heldig at få en populær sygdom, så du kan overleve tiden på ventelisten. Een socialistisk ordning bliver ikke reddet af at indføre endnu en. Socialiseret forureningserstatning går ikke hånd-i-hånd med et socialiseret sundhedsvæsen. Det er blot to mekanismer der begge trækker i den forkerte retning: Resurserne bliver ikke udnyttet optimalt, men i stedet spildes resurser mens andre overudnyttes.

Driftsomkostningerne til vejnettet bør lægges over i private hænder, således prisen for forurening inddrages i prisen for benyttelse af den enkelte vej. Den private vejejer er naturligvis ansvarlig for den forurening der generer de omkringliggende ejere af ejendomme og arealer. For at skabe et frit marked for vejforurening bliver det naturligvis nødvendigt med en opstartsfase hvor man finder ud af hvad prisen for forurening er, således præcis de individer forureningen belaster modtager en kompensation for den forurening. Det vil blive nødvendigt med “forureningsdetektiver”, eksperter med målegrej der kan måle indholdet af forurening i luften, og v.h.a. retsvæsenets tortlovgivning kan man finde en pris det vil koste for at forurene. På denne måde sikres at den nærliggende ejendom bliver kompenseret for sine økonomiske tab i forbindelse med vejens forurening, og nye vejanlæg vil tage disse priser med i betragtning og i så vidt mulig omfang undgå for høje forureningskompensation i forhold til den markedspris der bliver nødvendig at fastsætte for brug af vejen. Iværksætteren vil ganske enkelt søge at minimere skadevirkningerne af forureningen i balance med forbrugernes ønsker om vejeffektivitet.

Ønsker man at læse mere om denne løsningsmetode til luftforurening i forbindelse med vejanlæg, kan Murray Rothbards artikel “Law, Property Rights and Air pollution” anbefales.

I stedet for at pakke budskabet ind i afgiftsomlægninger, samfundsomkostninger o. lign. burde TMT efter min mening lægge sin politiske korrekthed fra sig, og indse de økonomiske konsekvenser ved sine egne forslag, der griber lige så forstyrrende ind i markedet som de afgifter han ønsker at ophæve. Lad markedet håndtere bilismen fuldstændigt, først da kan vi få den optimale velfærd fra bilismen.

Teknologi er et svagt liberalt argument mod taxaloven

Den nye Taxalov debatteres i de seneste par dage. Som ethvert andet politisk kompromis, forsøger nu hver af de indblandede partier at påpege at netop de elementer som de fik forhandlet igennem er de vigtige, og at hvis det ikke havde været for de andre partier, var loven blevet meget bedre. Både Socialdemokraterne, DF og Liberal Alliance er derfor i medierne med udtalelser der fremhæver deres bidrag til loven og forsøger samtidigt at udstille den resterende del som et onde der måtte accepteres for at få indfriet partiets egne ønsker.

Liberal Alliance forsøger i indeværende stund at redde noget af deres renommé som det mindst socialdemokratiske af de 9 socialdemokratiske partier. De nye Taxalov som præsenteres af “ultraliberalisten” Ole Birk Olesen, forsvares som værende et skridt i den rigtige retning siger bl.a. Joachim B. Olsen til DR.

Joachim B. Olsen ærgrer sig over at taxaloven ikke bliver “moderne” men kun trækker lovgivningen frem til år 2000, altså før Uber ankom på markedet. Dermed fokuserer Joachim B. Olsen retorisk på et tidsperspektiv hvor det vigtige element at tale om er teknologi, og undertoner af at det frie marked er moderne, indfinder sig også mellem linjerne.

Midlertid er teknologien ikke vigtig i forbindelse med de frie markedskræfters evner til at føre til stigende levestandarder, større mulighed for at vælge sin beskæftigelse og større mulighed for at bruge sin ejendom til egen og andres største tilfredsstillelse. Det frie markeds funktion var lige så effektiv i 1900-tallet som det er i dag til at skabe rigdom, frihed og samarbejde. Joachim B. Olsens fokus på teknologi alene virker derfor i mine øjne forfejlet.

Liberalisme drejer sig om ejendomsretten

Hvis jeg i stedet må dreje læserens opmærksomhed over på hvad liberalisering går ud på, og hvad økonomisk frihed virkelig betyder, så vil jeg først og fremmest sige at det afgørende element er ejendomsretten: Når du ejer noget, betyder det at det økonomiske gode er i din kontrol, og du kan gøre med den præcis hvad du ønsker. Såfremt du ikke bruger den på en måde der skader andres lige ret til at bruge deres ejendom, så er du fri til at tage din i anvendelse som du ønsker. I en fri økonomi betyder det at individets fundamentale magt over sine egne besiddelser medfører at et socialt engagement belønnes af kunderne mens en egoistisk anvendelse ikke gør. Hvis du vælger at afskære andre fra at få del af glæden ved din ejendom, så fravælger du indkomst som belønning for at dele med andre. Med andre ord: Markedspriserne lokker dig til at bruge din ejendom på en social optimal måde, hvor din ejendom bedst bruges hvis du deler den med andre, ved at udleje, producere og sælge eller ved at investere. I det frie marked må man ikke bruge tvang mod andre, i det frie marked lokker vi hinanden til at samarbejde, ved at tilbyde modydelser for andres ydelser. På denne fredelige måde bygges et frit samfund op på frivillige interaktioner, hvor vi hjælper hinanden ved at dele brugen af vores ejendom med hinanden.

Den frie brug af din egen ejendom omfatter naturligvis dit transportmiddel. Hvis du ønsker at sælge ydelser til andre der har et behov for transport, så er friheden til at gøre præcis dette naturligvis givet i den frie markedsøkonomi. I den nuværende kontekst betyder det at præcis de elementer som stadig forhindrer eller besværliggør at du som privatperson kan bruge dit transportmiddel til at hjælpe andre med at få deres behov opfyldt er de elementer som er mod det liberale budskab. Liberalisme drejer sig dermed ikke om teknologi, modernitet eller andet tidsmæssigt relateret til taxakørsel – det drejer sig helt essentielt om at din ejendom må du dele med andre præcis sådan som du finder det bedst for dig, i samarbejde med andre. Vælger du at være taxachauffør, så er det dit valg, og dine kunders valg vil også disciplinere dig til at gøre et ordentligt stykke arbejde – for ellers kommer de ikke tilbage.

Kritik af Liberal Alliance, og et lille nik trods alt

Joachim B. Olsen fokuserer derfor på det forkerte. Teknologi har kun begrænset betydning for den liberale politiske filosofi, udover at det er en stærk driver for ændringer i fremtidens produktion af det man kalder et økonomiske gode. Det er mere effektivt at bruge en smartphone til at arrangere taxakørsel, men det er ikke det som er problemet i taxaloven. Problemet i taxaloven er at du bliver forhindret i at bruge din ejendomsret til at udforske måder hvor du kan tjene andre i samfundet ved at dele din ejendom med andre, og hjælpe andre.

Skulle Liberal Alliance så have stemt imod lovændringen, hvis det virkelig trækker i den rigtige retning? Sandsynligvis ikke. Men efterfølgende ville jeg have sat stor pris på, at de gik ud og sagde, at deres politiske modstandere ikke ville frigive magten, altså kontrollen med taxakørsel, til at lade et friere samfund selv finde ud af hvor mange taxa’er der skal køre på vejene, hvad prisen skal være, og hvilket niveau af sikkerhed, kontrol og service kunderne efterspørger. I stedet for at få en ægte liberalisering der vil føre til glæde for forbrugere og taxachauffører tilsidesættes din mulighed for let og billigt at dele bil med dine medmennesker. Dette er netop pointen, ikke at du ikke må bestille en taxatur på din smartphone.

Hvad er der galt med skattefinansiering af velfærd?

I Danmark har staten igennem tiden, særligt siden 1970’erne, øget skattesatserne og indført afgifter for det ene og andet. Disse skattesatser er blevet indført for at betale for en række offentlige udgifter, som med tiden har vokset sig større og har ført til en stor stigning i skatteopkrævningen.

I 1947 opkrævede staten i 2015-penge en sum af 72 mia kr i skatter og afgifter. I 2015 opkrævede staten en sum af 956mia kr. Tallene stammer fra danmarks statistik, og er korrigeret for udviklingen i forbrugerprisindekset.Behovet for finansiering af det offentlige forbrug har resulteret i en situation det ikke er helt forkert at kalde “endemålet for skatteopkrævning”. Hvis man begynder at læse listen over skatter og afgifter på danmarks statistik, mister man hurtigt overblikket og finder noget andet at beskæftige sig med. Selvom en fantasifuld person kan opfinde flere skatter, så er det tvivlsomt om det kan lade sig gøre at indføre flere skatter eller øge eksisterende, for at øge statens indtægter.

Hvad håber politikerne på?

Den danske stat er med andre ord i den pinlige situation, at den eneste måde den kan opkræve et større provenu er gennem økonomisk vækst. Politikerne kan ikke indføre flere ordninger på skatteydernes regning, de kan ikke øge forbruget af eksisterende ordninger, de er henvist til at forsøge at opretholde systemet sådan som det er nu, og blot håbe på at miraklet sker, at økonomien begynder at vokse igen.

Som så mange andre politiske fantasier så ser det også ganske sort ud med væksten i dansk økonomi, hvor en af hovedårsagerne netop er det store skattetryk. Efter finanskrisen har den danske vækst været lav, selv i forhold til den normale danske vækst under det socialdemokratiske regime, og der er ikke udsigter til skattelettelser, liberaliseringer af industrien eller opgør med fagforeningerne. I store træk kan vi forvente en vækst der ligger på samme niveau som efter finanskrisen, medmindre det lykkes den hasarderede pengepolitik at slå igennem og skabe en højkonjunktur baseret på papirpenge og illusoriske, uholdbare prisstigninger.

Det er hård kost at kigge på billedet øverst og se at staten har opført sig som en gedigen landevejsrøver: Den har beskattet alt der kan beskattes, og har taget så meget det overhovedet kunne lade sig gøre. Denne tendens til udnyttelse af den danske skatteyder er et af de moralske problemer der uundgåeligt skabes, når staten skal gøre noget som helst. En ting er at det skaber en øget kamp mellem de to klasser i samfundet: Skatteyderne og skattenyderne, men det næste er at borgerne i samfundet over tid vænner sig til at blive systematisk udnyttet af staten mens det samtidigt påstås at de store problemer som staten løser netop er en del af uretfærdigheden der naturligt opstår i det kapitalistiske samfund: Ulighed i samfundet.

Denne systematiske udnyttelse og Orwellske argumentationsteknik er en gængs politisk fremgangsmåde i debatten. Det påstås ofte at profit er egoistisk, at kapitalister udnytter arbejderne og at samfundet overladt til sig selv ville degenerere til kaos. Det er midlertid svært at se hvordan samfundet skulle blive mere udnyttet end af staten, der tager omtrent halvdelen af alt der produceres af værdi i landet, og distribuerer det efter det som giver den største politiske magt til politikere og bureaukrater. Som Milton Friedman pointerede, så er der fire måder at bruge penge på: Du kan bruge dine egne penge på dig selv, du kan bruge dine penge på andre, du kan bruge andres penge på dig selv, og du kan bruge andres penge på andre. I det sidste eksempel finder vi den mest ineffektive af slagsen, den som staten benytter sig mest af: At bruge andres penge på andre. I denne kategori argumenterer Friedman for at den som bruger andres penge på andre sigter efter at bruge pengene uden at tænke på kvaliteten eller på at minimere omkostningen.

Men giver staten os ikke en masse offentlige services, som kommer os alle til gavn? Det er vel rigtigt at alle de mange skattekroner går til samfundets bedste, ikke?

Dette er en del af et gængs argument for en stor stat, et højt skattetryk og meget lille personlig økonomisk frihed: Skatteindtægterne går til fornuftige ting, som gavner hele samfundet. Det går til sundhed, uddannelse, omsorg for de svage i samfundet og støtte til udlandet. Selvom det er svært at have noget mod alle disse vigtige samfundsopgaver, så er det ikke svært at påpege den logiske fejl der opstod i argumentet, når det pludseligt er staten der skal finansiere udgifterne til disse opgaver.

Et af problemerne med den offentlige produktion er at hele produktionsapparatet skal styres bureaukratisk. Der er ikke andre måder at dirigere de offentlige midler på, end ved hjælp af store lovsamlinger og masser af administratorer der skal bruge tid og energi på at sørge for at budgetloven for det pågældende område bliver overholdt. Der er mange debattører som siger at det er “New Public Management” som er årsagen til hele problemet med ineffektive offentlige virksomheder, og at det offentlige i gamle dage blev drevet langt mere effektivt. Dette synspunkt er sympatisk, og det er formentlig også sandt at skattepengene kunne bruges bedre selv i det offentlige bureaukrati. Men det grundlæggende økonomiske problem som bureaukraterne kæmper med er desværre uløseligt i offentligt regi.

Ludwig von Mises, Bureaucracy s 43:

There are many things about governmental administration which need to be reformed. Of course, all human institutions must again and again be adjusted anew to the change of conditions. But no reform could transform a public office into a sort of private enterprise. A government is not a profit-seeking enterprise. The conduct of its affairs cannot be checked by profit-and-loss statements. Its achievements cannot be valued in terms of money. This is fundamental for any treatment of the problems of bureaucracy.

Privat kontra offentlig produktion

Et af hovedargumenterne mod skatteopkrævning går typisk på at det er moralsk forkert at opkræve skat, fordi skattevæsenet tager privat ejendom fra borgerne mod deres vilje, men i dette tilfælde går argumentet ikke ud på at vise at det er umoralsk at opkræve skat. I stedet skal vi i det følgende forsøge at forklare hvorfor det er ineffektivt at staten bruger penge i det hele taget.

En af de vigtigste indsigter i økonomisk videnskab er erkendelsen af at værdi opfattes subjektivt. Det som er værdifuldt i øjnene på en anden person, kan være væsentligt mindre værdifuldt set med dine øjne. Havde du selv muligheden for at prioritere, ville du have valgt anderledes end en fra din familie eller en af dine bekendte.

Dette betyder ganske enkelt, at når du sætter andre til at prioritere dine penge, så får du et andet resultat end det du selv ville have forsøgt at opnå. Det betyder ikke automatisk at dette resultat er teknisk ringere end det du selv ville have opnået med den samme sum penge, men når pengene først tages fra dig med skattevæsenet og herefter bruges af en anden, betyder det desværre at man med ikke længere med sikkerhed kan sige at begge parter drager en økonomisk gevinst heraf. Mængden af penge der blev brugt kunne med lethed have ramt forkert af dine præferencer, og kvaliteten af produktet kunne ligeså være andet end du selv ville have valgt. Du har dermed, på nær i det mest optimale tilfælde, fået mindre værdi for dine penge.

Det er et af østrigernes kernekritikpunkter mod offentlig produktion: Hver enkelt borger i samfundet besidder en række personlige præferencer, disse præferencer er absolut subjektive og kommer kun til udtryk i den økonomisering som borgeren demonstrerer ved sine personlige handlinger. Dette betyder at for at optimere og økonomisere med resurserne i samfundet så er det afgørende vigtigt at hver borger råder over sine egne resurser til fulde, for det er kun gennem frivillige handlinger i markedet at borgerne optimerer den sociale gevinst af resurserne. Kun når både køber og sælger indgår handlen frivilligt er der tale om en social optimal transaktion.

Murray Rothbard, Man, Economy, And State s. 953:

No government enterprise can ever determine prices or costs or allocate factors or funds in a rational, welfare-maximizing manner. No government enterprise could be established on a “business basis” even if the desire were present. Thus, any governmental operation injects a point of chaos into the economy; and since all markets are interconnected in the economy every governmental activity disrups and distorts pricing, the allocation of factors, consumption/investment ratios, etc. … The greater the extent of government ownership, of course, the more powerful will this impact become.

Hvis værdi er subjektivt og kun findes når det ses med egne øjne, så kan man reelt ikke vide som 3. part hvad der skal købes eller hvor meget der skal købes, for at tilfredsstille den enkelte. Dette fører uundgåeligt til at hvis staten bruger pengene på dine vegne, så er den altafgørende feedback mekanisme, frivillige transaktioner, afkoblet fra at skabe og dirigere værdifuld produktion. Når de offentlige sygehuse forærer deres services gratis væk, må de i stedet for at regne profit og tab forsøge at skabe en illusion af værdiskabelsen ved at måle på antal operationer eller antal læge- eller sygeplejesketimer forbrugt. Dette er dog underordnet. Det afgørende er om prisen på ydelsen set med forbrugerens øjne var værdifuld – vil forbrugeren frivilligt betale prisen for sundhedsvæsenets service så har sundhedsvæsenet været produktivt, hvis ikke, så har det været tabsgivende. Dette altafgørende faktum bør man altid holde sig for øje, når man diskuterer offentlig produktion og forbrug.

Kaotisk offentlig investering

Når det offentlige fastlægger budgetter og næste års produktion, så sker dette på baggrund af bureaukratiske arbitrære beslutninger der ikke er funderet i markedsøkonomiens strenge disciplin der sikrer produktivitet, tilpas kvalitet og tilpas lave omkostninger. Beslutningerne i sundhedsvæsenet træffes politisk, og efterlader den enkelte forbruger uden mulighed for selv at til- eller fravælge at betale, og dermed fra at holde den produktionsansvarlige i stram snor. Det skaber også kaotiske problemer med ventelister, hvor visse sygdomsgrupper politisk bliver udsultet, og lange køer opstår i forbindelse med besøg hos forskellige speciallæger.

I stedet for at lade markedskræfterne håndtere problemet, således speciallægerne kun arbejder med de vigtigste sager, ender økonomien i en situation hvor personalet bruger for meget tid på uproduktivt arbejde med raske patienter fordi systemet er bureaukratisk og centralt “planlagt” således det økonomiske system afkobles effektivt fra at disciplinere produktionen til at komme kunderne til gavn. Skulle hver patient betale markedsprisen for hver ydelse, ville det disciplinere både patient og dennes rådgiver til at overveje omkostningen og opveje den mod den forventede gevinst. Er omkostningen nul for patienten, vil denne prioritere anderledes.

En af de største forskelle fra det nuværende offentlige system og et system baseret på det frie marked og ejendomsretten, er at det altid er muligt at få fat i varen eller ydelsen man ønsker, hvis man er villig til at betale markedsprisen for ydelsen. På denne måde sikrer man et udbud der passer med efterspørgslen, og på samme måde sikrer dette at ventelister forsvinder dels fordi kun de væsentligste problemer tages hånd om, men særligt fordi i det lange løb at investeringerne øges for at imødekomme efterspørgslen i balance med alle andre investeringsmuligheder i markedsøkonomien. Hvis forbrugerne værdsætter større investering i sundhedsvæsenet frem for skolevæsenet, vil profit og investering flyde fra skolevæsenet til sundhedsvæsenet og automatisk følge forbrugernes præferencer i det lange løb. Denne gunstige smidige og præcise styring af produktionsmidlerne i det frie marked er fuldstændigt afkoblet og amputeret i det offentlige bureaukrati, hvor investeringsstørrelsen besluttes politisk og de enkelte investeringsobjekter ikke findes på basis af profitmotivet, men i stedet på basis af politisk-bureaukratiske beslutninger der ingen rettesnor har at gå efter.

Selvom vi provisorisk antager at de offentlige bureaukrater og politikere er engle og kun har den største menneskelige velfærd i tankerne når de beslutter sig, så er det økonomiske problem uløseligt i offentligt regi. Det eneste system der er bæredygtigt i længden og smidigt tilpasser sig forbrugernes ønsker og prioriteringer er den frie laissez-faire kapitalisme.

Derfor dør argumentet om at det offentlige skal stå for produktion af noget vigtigt for samfundet, og dermed kan skatteopkrævningen med sindsro reduceres kraftigt. Det offentlige er notorisk ineffektivt og spilder vigtige resurser i sit desperate forsøg på at koordinere forbrug, efterspørgsel og investering vha. arbitrære bureaukratiske beslutninger.

Hvis man ønsker et produktivt og bæredygtigt samfund, så er det nødvendigt at underlægge al produktion de frie markedskræfter, der sørger for at der er rigeligt produceret til at møde efterspørgslen, og at der er en stram snor i omkostningerne og kvaliteten af produkterne.