Månedsarkiv: marts 2017

Socialistisk affaldsspropaganda fra Silkeborg kommune

I fredags fik jeg en lille folder af Silkeborg kommune hvor der står at sovjetkammeraten der står for genanvendelse af affald i Silkeborg Kommune har besluttet at alle i Silkeborg Kommune skal til at sortere deres dagrenovationsaffald i flere kategorier end før.

Før sorterede vi bare i alm. husaffald og papir, nu skal vi sortere i:

  1. Glas
  2. Hård plast og metal
  3. Papir og pap
  4. Madaffald
  5. Rest

For at få denne ekstra arbejdsbyrde til at glide ned i halsen på vælgerne, er der netop lagt op til en god gang propaganda der fremstiller det nye affaldssorteringssystem som en særlig miljøvenlig og social ansvarlig foranstaltning. Forsiden selv siger en del.

 

Afhængig af hvordan man opfatter en tvungen ny daglig rutine som værende “nemmere” så kan jeg umiddelbart ikke se hvad der er nemmere ved at sortere dagrenovationen i flere kategorier end før. Som almindelig husejer har jeg allerede et system der tilfredsstiller mig selv i dag.

Jeg er allerede godt med på genbrugsvognen og bruger genbrugspladsen fornuftigt som tingene er i dag.

Inde i bladet kan man læse nogle ganske helt forskruede argumenter og økonomiske vildledninger. Jeg har taget et par billeder for at illustrere hvad man kan læse om:

 

Hvis Silkeborg Kommune havde været interesseret i at informere økonomisk objektivt og ærligt, så burde de have haft en helt anden indgangsvinkel til miljø, genanvendelse og resurser.

Spørgsmålet der skal besvares er: Er det socialt optimalt at genanvende, deponere eller forbrænde affald?

Økonomisk forståelse af miljø, genanvendelse og resurser

Når fokus falder på hvad der for samfundet er økonomisk optimalt at gøre, så er det nødvendigt at inddrage alle de som påvirkes. Det afgørende sociale element i markedsøkonomien er at prissystemet inkluderer de involverede parters egen prioritering. Markedspriser er en refleksion af prioriteringerne af alle markedsdeltagerne. Prissystemet er “den usynlige hånd”, en samfundsproces der sørger for at priserne udvikler sig således, at det enkelte menneske tilskyndes at gøre det som er socialt optimalt for samfundet som helhed.

Et af de grundlæggende forudsætninger for at prissystemet kan fungere socialt optimalt er at beskytte ejendomsretten for alle menneskene i samfundet – i hvert led af processen skal de direkte samt de afledte effekter indregnes i omkostningerne for at give de bedste signaler til markedets deltagere. For at markedet kan fungere optimalt skal prissystemet derfor reflektere alle deltagernes prioriteringer. Prissystemet bliver dermed et socialt netværk der kan bruges til at guide markedets deltagere til at vælge hvad der er socialt bedst er gøre. Følges prissystemet til at reducere omkostninger og skabe størst profit, følges markedsdeltagernes præferencer og bliver i sin helhed til et beslutningsnetværk, hvor alle deltagere tages med på råd og får indflydelse på udfaldet af processen. Lader man prissystemet fungere under personligt ansvar, skaber man en form for socialt system der danner et fundament til at samarbejde om problemerne.

For at kunne fastsætte priser på hver type affald, skal man kende de sociale omkostninger for håndtering af hver type affald. Prisen for at skaffe sig af med eksempelvis en plasticpose afhænger bl.a. af hvad den totale omkostning er.

Det frie marked kommunikerer omkostninger via priserne

Prisen på affald i det frie marked opstår via markedsprocessens sociale prioriteringer af alle led i processen for at skaffe sig af med affald. Priserne afhænger bl.a. af værdien af den ejendom man bruger til affaldsstation: Det er eksempelvis tydeligt at hvis en iværksætter vil drive en affaldsstation på Frederiksberg ved at købe jorden og bare dumpe plasticposer her, så er det klart en meget dyr måde at gøre det på fordi kapitalomkostningen er enormt høj. Den alternative brug af jorden (attraktive boliger på Frederiksberg) er meget værdifuld for markedet (andre mennesker vil betale høje priser for at eje det samme jord) og fører dermed store omkostninger med sig som formentlig ikke kan forsvares økonomisk. Det ville være alt for dyrt at udbyde profitabel plasticposehåndtering fra en sådan station, da hver plasticpose medfører betydelig forringelse af kapitalværdien af jorden, og kunderne vil vælge andre udbydere for at komme af med deres brugte plasticposer. På den måde tilskynder markedspriserne at du ikke laver sådanne idiotiske prioriteringer, hvor det er tydeligt at samfundet mister store værdier ved meget uøkonomisk anvendelse af resurserne.

NB: Følgende er ikke for at hakke på Lolland-Falster! Det er blot for at forklare sammenhængen mellem samfundets værdifastsættelse i markedspriser og iværksætterens prioriteringer.

Hvis man i stedet opkøber et stort jordareal på Lolland-Falster og ønsker at drive det som affaldsstation, så vil den profitable pris for at tage mod plasticposer være lavere end på Frederiksberg. Hver plasticpose vil stadig forurene jorden og gøre kapitalværdien af jorden ringere, men i dette tilfælde kan man bedre drive et affaldsdepot fordi jordprisen er lav. Markedet vil derfor søge at placere sådanne depoter steder hvor jordprisen er lav fordi omkostningen (reduktion af kapitalværdi af jorden, renter etc.) er lav. Jordprisen på Lolland-Falster er lav fordi der er ganske rigeligt at købe af, resursen er relativt stor og efterspørgslen relativt lille. Markedet ville placere en affaldsstation et sted hvor jorden er tilstrækkelig lavt værdsat således det jord der bruges til affaldsdeponi præcis er den jord som er mindst værd. Det giver god mening fra et samfunds synspunkt at lade markedet allokere resurserne, fordi markedet netop er en social institution der omfatter andres prioriteringer såvel som dine egne.

Den totale omkostning for en affaldsstation til deponi er naturligvis ikke bare jordprisen, der er en række andre faktorer der ligeledes skal opvejes mod hinanden, såsom transportomkostninger, personale omkostninger og omkringliggende ejendomshensyn (det som på Orwell’sk kaldes “miljø” af vores socialdemokratiske kammerater). Det frie marked kan også indregne prisen for forurening i prissystemet – og det er sådan en prisdannelse der er behov for hvis man ønsker at bruge resursen socialt optimalt. Ved at opveje prisen på at forurene luften kontra deponere i jorden kan iværksætteren beregne i penge-priser hvilket valg er det sociale bedste for samfundet. For at indregne prisen på forurening skal man have et retsligt system til at beskytte ejendomsretten mod forurening. Forurenes luften ved drift af affaldsstationen skal denne omkostning indregnes ved at kompensere omkringliggende ejendomme eller helt stoppe forureningen afhængig af omkringliggende ejendommes værdi, graden af forurening og ejernes ønske om ikke-forurenet luft.

På den måde skabes markedspriser på forurening til at guide iværksætteren til at vælge det som er socialt optimale og mest profitabelt. Denne pris indgår i omkostningerne ved drift af affaldsstationen og dermed i prisen for at skaffe sig af med fx plasticposer.

Markedspriser på affald hjælper forbrugerne

Ovenfor beskrev jeg kort hvordan markedets prisfastsættelser kan hjælpe en iværksætter til at vælge en affaldsstation der er samfundsmæssig optimalt placeret, ved at opveje de omkostninger der er forbundet med en sådan. Det guider iværksætteren til at placere (fx jordpris og transport) og drive (fx deponi vs afbrænding) affaldsstationen.

Et eksempel hvor markedets prissystem hjælper forbrugerne til at prioritere socialt optimalt kan gøres fx ved brug af poser til indkøb. Hvis prisen for at skaffe sig af med en plasticpose er 5kr og en papirpose ditto er 0,5kr, så vil den pris indgå i forbrugerens vurdering af brugen af plastic- vs papirposer.

Koster papir og plasticposen det samme i indkøb så er forskellen i affaldsomkostningen 4,5kr oveni, som skal godtgøres ved eksempelvis at plasticposen kan bruge flere gange end papirposen kan. Disse priser på affald guider dermed forbrugeren til at vælge det socialt optimale for samfundet som helhed: I det frie marked med beskyttelse af ejendomsretten tages alle med på råd, og finder (uvidende herom) i fællesskab ud af hvordan resurserne bedst anvendes ved brug af prissystemet, den sociale lokkemekanisme.

Ovenpå denne fremstilling af den ægte sociale sammenhæng mellem genanvendelse, miljø og affaldshåndtering, så er det let at se hvorfor jeg bliver sur over Silkeborg Kommunes propaganda. Dit bidrag er i øvrigt ikke bare at du skal til at sortere dit affald for at passe ind i Silkeborg Kommunes monopol på affaldshåndtering, nej du er også indlagt til at betale for affaldshåndteringen i din skattebetaling.

Socialiseret affaldshåndtering er noget ubrugeligt bras

Alle omkostninger i deres affaldshåndtering er socialiserede: Der er ingen markedspriser på hverken kapitalværdien ( eller forureningen, der er ingen markedspris på affald for forbrugeren, der er ingen konkurrence mellem udbydere og iværksætterens opdagelsesproces af hvilken måde at håndtere affald på findes slet ikke. Omkostningerne til driften betales af skatteyderne og forbrugerne guides derfor til at opføre sig tåbeligt. Det forsøger man så at løse ved at diktere fra oven hvordan vi skal sortere vores affald. Men det er ingen løsning overhovedet, der er ingen af dem der har nogen idé om de sociale omkostninger fordi der ikke er nogen markedspriser til at styre processen. Det hele er et kæmpe socialistisk monster, der burde afskaffes øjeblikkeligt.

Man kan blot observere affaldskammeratens sidste forkvaklede forsøg på at propagandere for hvor fantastisk affaldssortering er, ved at se bort fra langt de største udgifter i forbindelse med genanvendelse. Deres ensidige fokus på det materielle og umiddelbare er slående.

Tænk, jeg som gik og troede at man skulle bruge cykelfabrikker, smelteværker, elektricitet, kapital, arbejde, jord og meget mere til at lave en cykel. Man skal tilsyneladende bare bruge aluminiumsdåser. Det samme gør sig gældende med de to andre færdigprodukter: Propaganda’en her er så tyk at man må skære sig igennem den med en kniv. Det er korrekt at kalde dette for propaganda for det belyser emnet udelukkende ensidet fra de “positive” vinkler.

Denne nye ordning med affaldssortering fra husstanden er et led i de problemer den socialiserede affaldsløsning medfører. Når omkostningerne ikke kan indregnes i prisen for den enkelte husejer fordi det offentlige “håndterer” affaldet og der ikke findes konkurrence hos forbrugerne, så opstår situationen let at man deponerer store mængder affald, og at emballageproblemet kunstigt holdes i live fordi forbrugeren ikke betaler prisen for at skaffe sig af med affaldet og fordi der ikke er markedspriser på hele processen, kan ingen beregne om det er bedre at genanvende, deponere, afbrænde eller noget helt tredje.

Silkeborg Kommune forsøger sikkert at gøre noget godt, men de har ingen rettesnor (markedspriser) til at guide affaldskammeraten i kommunen til at træffe rationelle beslutninger baseret på omkostningerne ved at genanvende, deponere eller forbrænde affaldet. Deres påstand om at det er godt for miljø’et er noget socialistisk sludder: Miljø er omkringliggende ejendom. Forurener du den, betaler du prisen for det i det frie marked, men i det socialistiske system aner ingen hvad “mijø’et” er værd for mennesket og dermed hvad der er den bedste brug heraf.

 

Vil du være social og bæredygtig, Josephine Fock?

Josephine Fock (herefter: JF), medstifter og folketingsmedlem af det politiske parti Alternativet, har skrevet et blogindlæg på Jyllands-Posten hvor hun kritiserer det hun kalder “vækstfantasien” hos de gamle partier.

Som deloverskrift skriver JF:

Økonomisk vækst fører ikke automatisk til et bedre samfund og bedre liv. Det sikrer vi kun, hvis vi bevidst sørger for altid at medtænke den sociale og miljømæssige bundlinje.

I grundsubstansen kan jeg godt være enig med JF her: Vækst er ikke et mål i sig selv, vækst kan være et resultat af økonomiserende mennesker der frit forfølger sine egne interesser, under hensyntagen til andres ejendomsret (det sociale er menneskets indbyrdes handler og miljø’et er blot et fancy udtryk for dine omgivelser, typisk din og andres ejendom), med alt der hertil hører af underelementer. Det viser sig empirisk blot at være sådan, at væksten er størst i de lande hvor den økonomiske frihed er størst. Tilsyneladende er statsindgreb gode til at reducere væksten i økonomien.

I ovenstående citat er det underforstået at “vi” tiltænkes at være demokratiet, som vælger dygtige og fremsynede politikere som Josephine Fock, til at dirigere statsapparaturet, lovgivningen, skattevæsenet og politiet således “folkets vilje” bliver fulgt. Der er naturligvis ikke tale om, at overlade beslutningen og planlægningen til det enkelte menneske, der i samarbejde med sine medmennesker kan finde et kompromis mellem sig, der fører til at begge drager fordel af deres samarbejde.

JF kritiserer dogmet at “vi skal have vækst”, at det er et mål i sig selv, som ikke længere behøver at blive forklaret. Det er dog ret interessant at observere, at selvom det for nogle personer kan virke ganske overvældende al den snak om vækst, så har det ikke haft nogen særlig betydning virkeligheden, hvis vi ser nærmere på BNP per indbygger målt i faste priser, som nedenstående figur (1997-2016) viser.

Omregnet til en procentuel vækst per år er det danske BNP per indbygger steget gennemsnitligt med 0,8pct årligt siden 1997. Du kan selv regne efter hvis du har lyst:

338,6/290,7 =1,1644774, tag den 19. rod af dette tal, så får du ca. 1,00806

Kilde: Danmarks statistik.

Det ser dermed ud til at det ikke er nok at tale om vækst, endda sådan at det har nået til et punkt, hvor JF beskriver det som et dogme, for rent faktisk at opnå vækst. Det er tilsyneladende nødvendigt at føre politikken ud i livet, frem for blot at tale om den.

Markedet klarer fordelingen af resurserne af sig selv

Hvis vi sætter virkeligheden lidt til side, og lader som om, at det rent faktisk er tilfældet at Danmark har høj vækst, så kan man alligevel kritisere JFs indlæg i nogle af hendes følgende kommentarer.

Der er stadig fordelingsmæssige udfordringer i Danmark, men overordnet set er vi et rigt land. Til gengæld fylder stress, angst og depression mere og mere i vores hverdag, og netop de former for mistrivsel kan vi ikke producere os ud af.

Jeg er naturligvis enig med JF i at der er meget store fordelingsmæssige udfordringer i Danmark, problemet var i 2015 956 mia kr stort. Mit synspunkt, som formentlig er det stik modsatte af JF, er at der ikke findes nogen fordelingsmæssige problemer i en fri markedsøkonomi, hvor hver enkelt økonomiserende menneske selv vælger hvad der er værd at købe, og sammenlagt bestemmer køberne af de økonomiske goder hvilken indkomst enhver skal have. Problemet man herefter kan grave sig frem til er at man er uenig med sine medmennesker i det udfald som den frie økonomiske udfoldelse førte til. Man kan kun være uenig i det udfald som opstår i det frie marked, hvis man har en lille diktator gemt i maven, og ønsker at andre skal opføre sig anderledes. Man ønsker således at andre mennesker skal gøre hvad diktatoren selv synes er passende, uden hensyntagen til andres prioriteringer, deres værdier og deres behov.

Reduceret arbejdstid muliggøres af økonomisk vækst

Der er også et andet element i det relativt korte citat: Påstanden om at man ikke kan producere sig ud af angst, depression og stress. Denne er fuldstændigt forkert, af flere årsager.

  1. En større produktion, alt andet lige, giver mennesket flere muligheder for at tilrettelægge sin egen tid, en større velstand giver dig mulighed for at holde flere timer fri.
  2. En del af produktionen går direkte til at behandle angst, stress og depression. Psykologer og psykoterapeuter i Danmark gør deres til at hjælpe de som er ramt af angst, depression og stress.

Ifølge 1 er det naturligt sandt, at med større velstand ser vi også en tendens til at det almindelige menneske vælger færre arbejdstimer per uge. Det bliver ganske enkelt muligt at prioritere sin tid, hvor en større andel af den totale tid kan bruges på fritidssysler, familie, venner og at skrive blogindlæg der kritiserer overfladiske politikere. Se nedenstående figur.

Kilde: Den store danske.

Fra at arbejde over 60 timer om ugen i 1900, er danskerne gået ned i tid indtil 1990, hvor en af de mange pauser i nedtrapningen har indfundet sig. En af årsagerne til at vi ikke har set faldende arbejdstid siden 1990erne kunne man gætte på havde noget at gøre med den elendige vækst per indbygger i Danmark. Det er i øvrigt en interessant betragtning at det parti som JF er medlem af folketinget for har en mærkesag på at reducere arbejdstiden. Samtidigt har de tilsyneladende en idé om at vækst ikke er så vigtigt, men her sætter de sig naturligvis i führersædet og i stedet for at lade mennesket selv vælge sin arbejdstid, vil de lovgive om arbejdstiden.

Det vil være for omfattende for dette allerede omfattende indlæg at kritisere deres syn på økonomien i forhold til arbejdsugen, automatisering og vækst. Det må blive en anden gang. Det er dog nok at sige at det næppe er en reduktion af arbejdstiden der skaber vækst.

Det sidste citat jeg vil bringe fra JFs indlæg i JP er dette:

Vi må ikke tage det for givet, at økonomisk vækst automatisk fører til et bedre samfund og bedre liv. For det er simpelthen forkert. Den eneste måde vi kan sikre, at økonomisk vækst skaber gode og meningsfulde liv er, hvis vi bevidst sørger for at medtænke både den økonomiske, den sociale og den miljømæssige bundlinje hver eneste gang, vi taler om vækst.

Substansen er jeg i det store hele enig med JF i. Vækst er i sig selv et meningsløst mål, vækst er for mig et udkomme af frie menneskers bestræbelser, samarbejde og privat udveksling. Det er et resultat af enkelte menneskers personlige valg, hvor de selv har haft lov til at prioritere hvordan de vil bruge deres tid, deres penge, deres ejendom og deres kræfter. Hvis det betyder stigende BNP, så er dette helt fint med mig, jeg ønsker ikke at fastsætte hvilket vækst-tal jeg tror vil optimere hver enkelt menneskes velbefindende.

Det er for den liberale kun nødvendigt at fastholde, at målet er at lade samfundet være i fred, sådan at samfundet spontant skaber den sociale struktur baseret på frivillighed og hensyntagen til hinanden. Det viser sig empirisk at det frie marked, med beskyttelse af ejendomsret, er absolut nødvendigt som fundament for at skabe vækst. Uden tilstrækkelig beskyttelse af ejendomsretten og menneskets frie valg degenererer fordelene ved privat udveksling og frivilligt samarbejde i en sådan grad, at det til slut ikke er nogen fordel at indgå i arbejdsdelingen, fordi produktivitetsstigningen, der er den kritiske fordel ved arbejdsdelingen, er blevet fuldstændigt konfiskeret af staten. Herefter er det for den enkelte attraktivt kun at forsørge sig selv og fravælge at indgå i det sociale samarbejde i samfundet. Samfundets eksistens ophører, når forståelsen breder sig til alle lag i befolkningen at egoistisk egenproduktion er alt der kan svare sig.

Der findes intet system der er bedre til at indregne samtlige omkostninger for samfundet, end det frie marked. Så længe loven beskytter ejendomsretten og alle dens delelementer, så vil de sociale, miljømæssige og bæredygtige elementer blive indregnet præcis på en måde, hvor alle deltagere drager fordel heraf. Det er vigtigt at pointere at alle de fine ord der nedfældes af JF bliver til rene farcer i hænderne på staten, mens de fine ord bliver til virkelighed, hvis samfundet selv får lov at finde løsningerne uden at blive beordret rundt af Sovjetiske centralplanlæggere, som tror de kan forbedre det frivillige udfald af millioner af menneskers jagt på at forbedre deres tilværelse.

Centralplanlæggeren, diktatoren og de socialdemokratiske politikere vil benægte at det forholder sig sådan. De vil så gerne tro på at det som de finder forkert og forkasteligt, kan reddes ved brug af lovgivning og politik. De tager fejl. De ødelægger mere end de redder. Hvis de vil redde nogen som helst, så skal de gøre det med de frivillige kræfter i samfundet, og i stedet for at kritisere markedsudfaldet her og nu, skal de omfavne tålmodighed, tolerance og overbærenhed der er grundstenene i laissez-faire filosofien.