Monthly Archive: april 2017

Offentligt monopol på gasnettet er en idiotisk idé

På det seneste har der været diskussioner oppe om hvordan “det danske gasnet” fremover skal drives og ejes.

I dag er der flere offentlige instanser som ejer store dele af gasnettet – herunder HMN naturgas og Dansk Gas Distribution (tidligere DONG energy). HMN naturgas ejes af en række kommuner mens Dansk Gas Distribution ligger under energinet, og ejes altså af den danske stat.

Hvorfor ikke bare privatisere hele gasnettet, og lade markedskræfterne finde ud af hvor store andele af gasnettet der er optimalt at drive per firma? En dansk professor udtaler i den forbindelse, at det er vigtigt at politikerne tænker sig godt om, fordi det, ifølge professoren, eneste der er værre end et offentligt monopol er et privat.

For nogle år siden ville jeg selv have sagt det samme. Forestillingen der dannes i hovedet på de fleste er at den private virksomhed med monopol kan hæve prisen til hvad end den vil, og trække så mange penge ud af forbrugeren som han lyster ved at hæve prisen. Forbrugeren må til lommen og betale, koste hvad det vil, hvis forbrugeren vil have varmt vand, varme og madlavningen på gaskomfuret. Magtfordelingen er skæv – ejeren af det monopoliserede produktionsgode har al magten, og forbrugeren, der ledes ud i et meget dyrt forbrug for at kunne imødegå sine basale menneskelige behov, har ingen magt.

På den anden side vil et offentligt monopol, omend ineffektivt, oldnordisk og uden kundeservice, i det mindste blive drevet sådan at forbrugeren ikke udplyndres for at skabe store profitter for griske kapitalistsvin. Det offentlige behøver ikke tjene penge på driften – hvordan kan man nogensinde være imod at det offentlige driver noget? Vi slipper som forbruger fuldstændigt for at betale overprisen der fører til profitten.

Det er efter alt at dømme den gængse tankegang, og jeg har også selv været en af dem der fulgte den. Jeg har dog læst lidt siden dengang, og vil gerne hjælpe andre til at få samme forståelse af problemets natur som jeg selv har været heldig at få.

I det følgende vil jeg tage udgangspunkt i Ludwig Von Mises fantastiske bog “Human Action” kapitel 15 og  Murray N. Rothbards fabelagtige bog “Man, Economy, and State” kapitel 10.

I min indlæg her vil jeg forsøge at skabe forståelse for følgende punkter:

  1. Markedsmonopolet deler fortsat “magten” over produktionen i samarbejde med forbrugeren
  2. Markedsmonopolet er i risiko for nye konkurrenter
  3. Det offentlige monopol kan præcis drives som fordommene siger om det private monopol
Markedsmonopolet

Før jeg går ind i det meget politisk ukorrekte emne, så er det på sin plads med et lynkursus i østrigsk økonomi.

Jeg starter blødt ud med et citat fra Human Action, side 278, hvor Mises pointerer den vigtige adskillelse af monopoler og monopol-priser:

Monopoly in this second connotation of the term becomes a factor in the determination of prices only if the demand curve for the monopoly good concerned is shaped in a particular way. If conditions are such that the monopolist can secure higher net proceeds by selling a smaller quantity of his product at a higher price than by selling a greater quantity of his supply at a lower price, there emerges a monopoly price higher than the potential market price would have been in the absence of monopoly. Monopoly prices are an important market phenomenon, while monopoly as such is only important if it can result in the formation of monopoly prices.

Den intelligente læser ved at der er visse goder som vi har masser af alternativer til. Vi kan tage eksemplet med fødevarer. I denne sektor er det muligt at skifte mellem mange forskellige produkter, der hver for sig kan bruges til at tilfredsstille det menneskelige behov for energi og ernæring. Skulle producenten af wienerbrød få den fjollede idé at hæve prisen til det dobbelte, så er det muligt at vælge at købe kanelstænger som substitut (jeg ved der er en vis form for religiøsitet mellem disse slags valg, men det gælder trods alt ikke alle forbrugere af wienerbrød, og det er pointen).

Mises fortsætter, stadig s 278 i Human Action:

The higher the monopolist fixes the price at which he is ready to sell, the more potential buyers turn their dollars toward other vendible goods. On the market every commodity competes with all other commodities.

På økonom’sk vil man sige at “elasticiteten” af efterspørgselskurven er meget vigtig. Hvis efterspørgselskurven er “elastisk” betyder det bare at producenten kan tjene flere penge ved at sænke prisen og sælge meget mere. Er kurven ikke elastisk, så kan producenten ikke tjene mere ved at sænke prisen og sælge mere. En vigtig detalje at få med i denne forbindelse er at efterspørgselskurven ikke har nogen forudbestemt form. Den kan være stykvis elastisk i nogle dele og uelastisk i andre. Det er også vigtigt at pointere at en efterspørgselskurve også har en tidsfaktor og skifter med tid, når forbrugernes præferencer ændrer sig eller flere nye alternativer kommer på markedet. Det er vigtigt at danne forståelse af hvor dynamisk markedet er, og en naiv fremstilling af en sort/hvid efterspørgselskurve der er statisk i tid og ens over hele kvantitetsaksen er farlig.

Den totale indtægt i balance med produktionsomkostningerne afgør om det er profitabelt at sænke prisen og øge produktionen, eller om det er bedre at fortsætte, eller ligefrem sænke produktionen, for at opnå den største profit. Sælgeren af en given vare skal altid være vaks og dristig, det er nødvendigt med eksperimentel prissætning for at finde ud af hvilken pris maksimerer profitten. Prisdannelsen har et stort element af udforskning af ukendt territorium over sig, og med prissystemet kan netop “trial and error” princippet tages i brug. Prøv dig frem, gæt så godt du kan, og ret hele tiden til. Denne opgave varetages af iværksætteren og dennes fantasi.

Lad os for eksemplets skyld vedtage at der fandtes en fabrikant der havde konkurreret alle andre ud, og var den eneste på markedet der kunne producere wienerbrød. En kæmpe kæde ejer alle bagerierne og fabrikkerne der producerer wienerbrød. Nu hvor ejeren har monopol har ejeren tænkt sig at udnytte sin unikke position og vil hæve prisen på wienerbrød. I stedet for at det koster 25kr for en stang wienerbrød, sætter producenten nu prisen til 40kr. Producenten skal, for at hæve prisen til det højere niveau, reducere produktionen af wienerbrød. Afhængig af kundernes efterspørgsel skal producenten enten reducere produktionen betragteligt, eller ganske lidt. Hvis hele forbrugerskaren af wienerbrød er fanatiske wienerbrødselskere, og kunne ikke drømme om at købe kanelstænger i stedet, så kan producenten nøjes med en beskeden reduktion af produktionen for at kunne sælge hele produktionen til den nye monopolistiske pris.

De religiøse forbrugere står nu fattigere end før. Er det ikke uretfærdigt? Monopolisten, nu både med monokel, cigar og guldkæder, har malket forbrugerne og udnyttet deres religiøse overbevisninger til gavn for sin egen egoistiske livsstil og profitliderlige neuroser. Man kan næsten fornemme den onde latter gjalde gennem kontorpaladset, når hans onde plan lykkes og forbrugerne står i regnen, klædt af til skindet.

Nu var det på sin plads at konkurrencestyrelsen gik til angreb og splittede wienerbrødsmonopolet op, tænker du sikkert. Men lad os prøve at se hvad der vil ske i det frie marked med ægte laissez-faire. Vi simulerer situationen lidt videre hvor konkurrencestyrelsen ikke er etableret, fordi politikerne er gale laissez-faire flagellanter.

De tidligere konkurrenter ligger i de rygende ruiner af fallit og gisper efter en indkomst. Deres forretning er slået fejl, de er en slukøret hob af fiaskoer der alle har een ting til fælles: De kan finde ud af at lave wienerbrød, men ikke nær så billigt som monopolet kunne. Deres situation er nu anderledes. Nu hvor monopolisten har hævet prisen på wienerbrød er konkurrenternes ineffektive wienerbrødsproduktionsform pludselig rentabel igen. Deres gamle produktionsmetoder er gangbare ved den nye højere pris, og åbningen i markedet skaber en profitdrevet lystighed hos investorer, der kan se en profitabel situation ved at skyde penge ind i de konkursramte selskaber og begynde at kværne wienerbrød ud til masserne påny.

Udsigten til at måtte tvære konkurrenterne ud igen rammer monopolisten. Hvis prisen ikke sænkes, så begynder de forpestede konkurrenter igen at producere wienerbrød og skærer ind i monopolistens profit. Den øgede produktion fra konkurrenterne vil uafværgeligt føre til reducerede priser, og markedsprisen rammer formentlig igen 25kr. Ikke nok med det. Hvis nu konkurrenterne kommer på banen ved 40kr per wienerbrød og med nye investorer i ryggen kan optimere deres gamle produktionsmetode, så kan de måske stadig hænge på ved 24kr per wienerbrød pga. gældslettelse og eventuel nye produktionsfaciliteter. Tanken er forfærdelig for monopolisten der sidder på en enorm produktionskapacitet. For at øge produktiviteten i hele biksen skal kapitalapparatet, som er gigantisk, udskiftes eller opdateres med nye massive investeringer til følge. Hvor blev profitten nu af?

Klog af tidligere konkurrenceforhold ved monopolisten godt at det ikke er nogen god idé at pirre investorer til at bygge nye skinnende wienerbrødsfabrikker til at udmanøvrere den gamle monopolists nedslidte og hårdt pumpede produktionsapparat, der, omend var mere effektivt end de fallerede producenter, trods alt ikke er state-of-the-art hele vejen rundt. Det er langt bedre at holde prisen lav og forsøge gradvist at optimere produktionen således prisen kan sænkes yderligere, så situationen ikke opstår igen hvor nye teknikker kan udkonkurrere monopolisten, der har massive investeringer der skal forrentes i sin produktion.

Har man først opnået monopol, så er det i sin egen største interesse at fortsætte med at forbedre sig og undgå potentielle konkurrenter der med frisk kapital og ny teknik kan gøre et alvorligt indhug i egen profit. Det er bedre at forsøge at optimere og reducere prisen for ikke at åbne sin profitflanke for andre.

Det kan være du tænker at det lyder alt sammen meget godt – men hvad med geografi’en? Vi har alle hørt historien om at John D. Rockefeller fra Standard Oil brugte priskrige til at molestere sine konkurrenter. Ved at pumpe priserne op i eet område dækkede virksomheden tabet ind i andre områder, hvor en konkurrent skulle ekspederes.

Problemet med den teori er at forbrugerne kan bygge lagre hvis du dumper priserne, mens andre igen vil opkøbe din produktion det billige sted, og transportere den hen og konkurrere mod dig selv, hvor prisen er høj. Det største du kan opnå er transportomkostningen som forskel mellem et sted og det næste. Det vil sjældent være tilstrækkeligt til at udkonkurrere alle. Reducerer du prisen for meget, fylder forbrugerne sig op på produktet, og der vil gå lang tid igen før dit salg normaliseres. Tabet, som den største producent, vil være meget stort, og strategien er uholdbar at begive sig ud i.

Ovenstående eksempel viser at det er meget svært at bruge et monopol til noget som helst, så længe det er muligt for andre at konkurrere med dig, eller hvis der er alternativer til dit produkt. Er det let at vælge kanelstang frem for wienerbrød hvis prisen godtgør det nye valg, så er det ganske enkelt den letteste vej til ruin at hæve priserne, fordi kunderne flygter over til alternative produkter der tilfredsstiller deres behov.

I sidste ende er det vigtigt at huske på at monopolisten også har behov for at kunderne køber hans varer eller tjenesteydelser frivilligt. På det frie marked er det ikke muligt at sælge noget medmindre køberen er villig til at købe. Køberen fravælger dit produkt hvis det er for dyrt – det må selv den mest griske monopolist finde sig i. Monopolets magt er derfor så som så, det er ikke så enkelt som det tit forlyder fra diverse såkaldt intellektuelle eller fra centraladministrationens bureaukrater der har en vældig stor interesse i deres egen karriere og i at fortsætte med at propagandere for farligheden af markedskræfternes mekanistiske dannelse af monopoler.

Rothbard skriver, i Man, Economy, And State side 635:

If the consumers were really opposed to the cartel action, and if the resulting exchanges really hurt them, they would boycott the “monopolistic” firm or firms, they would lower their purchasing so that the demand curve became elastic, and the firm would be forced to to increase its production and reduces its price again. If the “monopolistic price” action had been taken by a cartel of firms, and the cartel had no other advantages for rendering production more efficient, it would then have to disband, because of the now demonstrated elasticity of the demand schedule.

På markedet er monopoler sjældne. Selv monopoler, som diskuteret her, løber ind i problemer hvis de forsøger at afpresse forbrugerne. Et monopol på markedet bør derfor ikke frygtes af forbrugerne i det lange løb, for uanset hvad efterspørgselskurven er i ét øjeblik, så er monopolisten nødt til at give forbrugerne værdi for pengene, da de ellers bare køber andre goder der pludseligt bliver mere interessante når prisen på det monopoliserede gode hæves. Forbrugerne er ikke bare en statisk efterspørgselskurve, som enten er elastisk eller ikke elastisk. Forbrugerne, i det frie marked, er mennesker med valgmuligheder og egne prioriteringer.

Det politiske monopol

Der er to typer af offentlig produktion der kan betragtes. Den ene sælger sin produktion på markedet, hvor forbrugerne kan vælge til eller fra. Den anden type er den bureaukratisk optimale, her kan forbrugerne ignoreres, og produktionen foræres væk, mens visse forbrugsbetingelser opstilles. I Danmark kender vi den første type som det pålidelige og driftsikre DSB eller PostNord, mens vi kender den næste type som vore ufejlbarlige og resursestærke sygehuse og skoler.

I det politiske spil fungerer produktionen ikke ved at undersøge efterspørgselskurver, ved risikable iværksætterbeslutninger og ved frivillig betaling for den producerede vare eller tjenesteydelse. I denne situation bestemmer politikerne hvor høje skatterne skal være og hvordan de indkomne midler spenderes. Der er to grupper i det politiske system der arbejder sammen om at på den ene side skabe reglerne for produktionens overordnede retning, her finder man politikerne, og på den anden side at sørge for den daglige drift, rapportering og at adlyde ordrer fra oven, her finder man bureaukraterne.

Forbrugerens egne prioriteter, der kollektivt giver udslag i en samlet såkaldt efterspørgselskurve på markedet, bliver i mindre grad betydende for udviklingen af produktionen. Den afgørende forskel er det offentliges mulighed for at fortsætte år efter år med underskud, enten fordi varen eller tjenesteydelsen bliver foræret væk eller ganske enkelt fordi forbrugerne ikke ønsker at betale den pris der ville resultere i balance eller et overskud. Det offentlige kan dække sine underskud ved at tage skatteyderens penge med magt.

Det offentlige har også andre muligheder for at tage sig af eventuelle konkurrenter. Det offentlige er styret af politikerne, som kan fastsætte love, der gør det ulovligt at producere den vare eller tjenesteydelse som det offentlige udbyder. Det kan eksempelvis være kørekort, pas, veje, broer, domstole, politi etc. Oftest er det nok at det offentlige driver en tabsgivende produktion, som forærer varen eller tjenesteydelsen væk, eller tager en meget lav pris i forhold til produktionsomkostningerne, til at holde eventuelle konkurrenter bort. Nogle gange gives der små tilladelser til at drive et lille privat firma ved siden af det offentlige, men markedsandelene bliver typisk fordelt således det private ikke kan vokse sig større end det offentlige eller købe det offentlige ud.

I det offentlige sidder heller ingen profitdrevet investor som kaster egne penge i projektet. Der sidder heller ingen fantasifuld iværksætter der vil prøve nye priser af. Visse ligheder kan dog findes: I de private virksomheder ønsker de ansatte, ligesom de offentligt ansatte, så få ændringer som muligt. Organisationsændringer eller projektændringer skaber forvirring, irritation og frustrationer. Forskellen på det offentlige og det private er at ledelsen i det private har en meget stor egeninteresse i at drive produktionen profitabelt, ved at følge forbrugernes egne prioriteringer ud fra markedsvilkårene. I det offentlige er der ikke sådan en økonomisering. Det er ganske vist politiske gevinster ved at tilrettelægge produktionen på nye måder, med nye mål og nye fokusområder. Processen mellem offentlig og privat er afgørende forskellig på det vigtigste område: Hvordan bruges resurserne optimalt? Målet for offentlig produktion er politisk prestige og genvalg, hvor man særligt henvender sig til vælgere som ikke er kunder, men som kan vindes med floskler og fordomme, mens målet for privat produktion er profit og tilfredse kunder.

På disse afgørende måder har det offentlige monopol derfor visse af de karakteristika som vi normalt får at vide er gældende for det markedsbaserede monopol. Det offentlige kan bandlyse konkurrence, det kan producere med store tab, det kan ignorere forbrugernes prioriteringer og det kan tvinge skatteyderne til at betale for driften. De som styrer produktionen er politikerne i samarbejde med bureaukraterne. Det vigtige budskab for det offentlige monopol er derfor at det ikke ligger under for markedets vilkår om fri konkurrence eller om forbrugernes egen vilje.

I det offentlige ender situationen enten i et statsstøttet projekt, der holdes i live med skatteydernes penge, eller som en gylden gås, der kan malkes til at finansiere andre luftkasteller som politikerne propaganderer for i samarbejde med sine interessegrupper. Enten bliver det som offentlig transport der modtager subsidier eller også bliver det som Storebæltsbroen der malkes for at kunne godtgøre bygningen af Fehmern-forbindelsen. Et offentligt projekt der tjener markedet så dygtigt som en privat virksomhed er urealistisk, privilegierne i forbindelse med tilvejebringelse af kapital og eksklusionen af konkurrence kombineret med den komplette mangel på iværksættere gør udsigterne for effektiv drift af produktionen til forbrugernes glæde håbløs.

Det danske gasnet på private hænder

Skulle der stadig være en enlig læser eller to, som har kæmpet sig vej igennem ovenstående bjerg af tekst, så er det endelig tid til at snakke om realiteterne for det forhåndsværende problem: Hvad vil der ske med gasnettet på private hænder?

Som beskrevet ovenfor, i markedsmonopolet, så skal selv et monopol opføre sig tilstrækkeligt ordentligt for at forbrugerne gider at købe produktet. Det er derfor vigtigt at huske på at selvom gasnettet har været på offentlige hænder i mange år, så vil en privatisering ikke medføre det øjeblikkelige private monopol. Det er langt fra sikkert at det er favorabelt at eksponere sig i sådan en grad overfor en risiko så stor som at eje gasnettet i sin helhed. Det er langt mere sandsynligt at der vil være købere til dele af gasnettet, og med tiden vil det vise sig hvilke størrelser disse inddelinger vil få. Det afhænger af markedsbetingelser, det afhænger af forbrugernes ønsker og om produktionen af naturgas samt alternativer til den.

Hvis det skulle ende med at en virksomhed sidder på hele gasnettet, og lad os for eksemplets skyld antage at konkurrencestyrelsen ikke fandtes (hvilket ville være positivt og udviklende for dansk økonomi), da må vi betragte mulighederne for monopolpriser i sin rette kontekst. Der er ikke tale om et frit energimarked, der er tale om et politisk og stranguleret energimarked. Hvis monopolisten skulle få sig den idé at hæve prisen på transport af gas, så vil det kunne udnyttes i større grad, end hvis der var tale om et ægte frit energimarked.

Et af de store konkurrenter til forbrugerens opvarmning med naturgas er opvarmning med elektricitet, solvarmeanlæg og/eller med fastbrændsel. Det antages derfor at udbuddet af alternativer reelt drejer sig om opvarmning med elektricitet, som langt den største del af almindelige forbrugere vil kunne benytte sig af. For at udnytte elektricitetens potentiale, er det formentlig varmepumper af forskellig type der vil komme i betragtning. Der er flere typer at vælge mellem, i rækkefølge af billigst til dyrest er luft/luft, luft/vand og vand/vand.

Elektricitet er desværre belagt med høje afgifter i Danmark. Det gør det muligt for gasnet monopolet at hæve prisen mere end ellers havde været muligt, før forbrugerne skifter til det eneste reelle store alternativ: varmepumper. Der er også igen flere problemer ved at vælge en anden varmekilde: Høje skatter på håndværkerarbejde og kraftig regulering og kartelisering af arbejdsmarkedet af fagforeningerne.

Alle disse faktorer medvirker at gasnettet bliver kunstigt attraktivt at investere i. For at gøre noget godt for den danske energiforbruger burde man derfor nedlægge fagforeningernes statslige hjælp (politiet ser den anden vej når fagforeningerne tydeligvis er voldelige), fjerne indkomstskatterne og energiafgifterne. Når markedet gøres mere frit og konkurrencen øges, så er det langt sværere for et monopol at drage særlig fordel af at købe sig andele af tidligere offentligt ejede kapitalgoder.

Korruption, svindel og bedrag

Det største problem som jeg forestiller mig bliver realistisk i forbindelse med den (desværre) urealistiske forventning om en total privatisering af gasnettet er at det offentlige vil sælge hele baduljen på een gang, og udelukker dermed præcis de små private ejere at købe små dele af gasnettet. Dernæst forventer jeg også en vis politisk malkning af manøvren, således den der bliver “inviteret til bords” bliver nogle af de velkendte venner fra storbankerne, såsom Goldman Sachs og andre nuttede politiske iværksættere.

Det er ganske enkelt nødvendigt at fastholde det liberale fokus igennem hele processen: Hold fast i at det private monopol er langt at foretrække for et offentligt, hold fast i at udbuddet skal deles op i mindre dele, alle skal have lov at byde (intet politisk “bord” der skal inviteres til for at ekskludere ivrige købere, der ikke er politiske allierede), og det bør udbydes så man kan tillade små bidder købes, og hold fast i at det er fordelagtigt for markedets positive udvikling at bekæmpe alle de nærliggende områder med dårlig konkurrence: Arbejdsmarkedet og energimarkedet som helhed skal udsættes for konkurrence på frie markedsvilkår og afgifterne og skatterne afskaffes. Det private gasnet skal føle den ægte konkurrence, hvor forbrugerne kan skifte til andre varmekilder på markedsvilkår uden at skulle betale staten eksorbitante summer. Den nuværende situation med høje skatter, afgifter og et kartelbaseret arbejdsmarked størkner økonomien og reducerer konkurrencen til gavn for de politisk favoriserede grupper. Disse politiske venner bør miste sine privilegier således nye markedsmuligheder kan opstå for at skabe en god løsning på udviklingen af energimarkedet i fremtiden.

Det værste vi kan få er endnu en offentlige mastodont, der fungerer som et møllehjul om halsen på samfundet nu og i fremtiden. Frygten for en teoretisk privat monopolist bør hvile på et informeret og nuanceret grundlag, ikke på politiske floskler og de intellektuelles fordomme.

Juuhuu, nu stiger inflationen!

 

De sidste par måneders inflationstal viser et lille hop i inflationen fra en middelværdi fra tidligere <0,5pct til godt og vel 1pct.

 

Er vi så ude af finanskrisen nu? Er det nu vi skal forvente et opsving, stigende beskæftigelse, stigende priser på aktiver og stigende priser på fødevarer?

 

Det er typisk sådan man ser på inflationen i det generelle mediebillede. Inflation på 2pct er godt, 1pct mindre godt, 0pct er grænsende til forfærdeligt.

 

Som almindelig forbruger ser jeg på stigende priser med irritation, jeg foretrækker afgjort at priserne på de ting jeg køber for mine penge enten forbliver hvor de er, eller falder. Der er intet der gør så godt i privatøkonomien og mit subjektive velvære som et tilbud eller en anden kampagne med reducerede priser.

 

Men jeg er naturligvis bare en egoistisk forbruger, der ikke tænker på samfundets bedste. Inflation på 2pct er “the sweet spot” for centralbankerne, målet for den Europæiske Centralbank (ECB) er at opnå tæt på men under 2pct inflation. Årsagen til at inflationen på 2pct er så fantastisk er at det øger de nominelle renter i pengemarkedet, som centralbankerne manipulerer med deres pengepolitik, og giver dermed et øget spillerum for at kunne reducere renten for at kunne “stimulere” økonomien igen.

Manglende inflation gør det besværligt for centralbankernes pengepolitik, da de opfatter 0pct renten som den lavest mulige rente, da negative renter vil medføre at bankkunderne trækker deres kontanter ud af bankerne og dermed mister negative renter deres potentiale til at piske opsparere til at skaffe sig af med deres indestående. Som forbruger er din rolle at kaste dine penge ud så hurtigt som centralbankerne mener det er belejligt for dem. Du er jo bare en egoist, hvorimod deres formål er det ædle at styre samfundet. Det forstår vi jo alle sammen godt – dine personlige glæder og fornøjelser er ligegyldige, du skal bare gøre som der bliver sagt.

 

Problemet bliver naturligvis når man derefter spørger, hvad så hvis flertallet af forbrugere er enige om ikke at bruge pengene? Så tager centralbankerne fejl – og deres mission bliver den egoistiske i stedet for den som maksimerer samfundets velfærd.

 

Det er netop hvad vi har været vidne til i de sidste mange år siden finanskrisen. Det ene vilde tiltag efter det andet fra centralbankernes side har ikke medført den “ønskede” inflation. Programmerne har været aktive i årevis nu. Forbrugerne har reageret mod den konventionelle magt siden finanskrisen ved at opbygge deres opsparing, eller nedbragt deres gæld, eller har stoppet den tidligere konstante øgning af gælden – ganske enkelt: de har opført sig fornuftigt og rationelt i deres privatøkonomi. Centralbankerne har med andre ord forsøgt at tvinge en uønsket pengepolitik igennem, og det er centralbankerne og deres politiske venner der har opført sig fuldstændigt egoistisk for at presse priserne op ved at pumpe penge ud i økonomien stik imod forbrugernes ønsker.

 

Markedsløsning på forbrugernes ønsker

Lad os for argumentets skyld antage at det er fornuftigt at have en vis form for centralplanlagt kontrol med hvor stor pengemængde der er i samfundet. Det er ikke just min kop te, og det bliver også gendrevet fuldstændigt i mange af østrigernes bøger såsom Ludwig Von Mises’ “The theory of money and credit” og Murray N. Rothbards “The mystery of banking”, men lad os blot lade som om at dette argument var logisk sammenhængende og gyldigt. Hvad skulle pengemængden så være?

 

Svaret er: Konstant. Det samme hele tiden. Ingen ændring.

 

Vi kan tage eksemplet fra finanskrisen, hvor et tidligere såkaldt opsving satte en forbrugsfest i gang, hvor forbrugerne gældsatte sig voldsomt i forventning om yderligere prisstigninger i deres huse og andre aktiver. De fik let til kredit og lånte til sortglaserede tegl på alt – selv sommerhuset, dyre samtalekøkkener og en tredje bil i garagen til teenageren der boede hjemme. Så kommer krisen, kreditten strammes op, aktivpriserne falder og der indfinder sig en generel forståelse af at det er svært at sælge sine varer mens gælden stadig tynger privatbudgettet.

 

Det logiske privatøkonomiske at gøre er naturligvis at reducere sit forbrug, sætte ind på at beholde sit arbejde og nedbringe gælden eller bringe privatøkonomien under kontrol i det mindste. Hver forbruger vælger sin egen løsning i sin egen situation, men generelt var der bevægelser mod at flere ønskede at opbygge lidt reserver på bankkontoen mens ny gæld var mindre attraktiv (og ofte sværere end før at opnå).

 

I et markedsbaseret pengesystem, hvor pengevaren ikke kan manipuleres gratis, men har en høj produktionsomkostning for at tilvejebringe flere enheder af pengevaren, der vil sådan en situation betyde at når færre penge cirkulerer (det individuelle ønske til egen beholdning af penge stiger) vil varerne til salg i markedet blive solgt langsommere end før så længe priserne forbliver de samme som før.

 

De som har lagre vil se situationen som forfærdelig – deres lageropbygning har været omkostningsfuld, og kombineret med en fortløbende produktionsproces, vil et langsommere salg medføre stigende varelagre. Noget må derfor gøres. Den trælse, men markedsbaserede, løsning er at reducere priserne således forbrugerne igen vil købe den varestrøm der kommer ud af produktionen. Produktionen må også rettes til den nye efterspørgsel og varelageret mister noget af sin værdi. Det er dyrt at være spekulant og have varelagre når priserne falder. Omvendt er det godt for spekulanten når de stiger.

 

Ikke desto mindre er den markedsbaserede løsning også med til at fremskynde justeringsprocessen. Markedskræfterne vil medføre at priserne falder indtil efterspørgslen kan opsuge hele udbuddet af varer igen. Ved lavere priser kan flere varer sælges – det siger loven om efterspørgsel. Skal hele justeringsbyrden lægges over på producenter og lagerførende grossister?

 

Der er flere sider at betragte

Det er vigtigt at huske på at det man ønsker at have i reserve ikke er en nominel størrelse af penge. Når du vælger hvor stor din opsparing til en regnvejrsdag skal være, så er du ikke ligeglad med hvad priserne på hverdagens varer er, du er ikke ligeglad med hvad din løn er. Din beslutning afhænger af markedssignalerne, herunder din løn og priserne på de varer du ønsker at købe.

 

I justeringsprocessen betyder det derfor at som priserne på de varer du køber falder, ligeledes falder dit behov for at opbygge penge på din opsparingskonto i banken fordi købekraften af hver enhed penge stiger. Det betyder at to bevægelser trækker i samme retning i processen: Du tilbageholder penge og priserne falder. Tilsammen betyder de to effekter at situationen opnås hurtigere hvor forbrugernes efterspørgsel på opsparing er opnået og de begynder langsomt igen at sætte flere penge til på forbrug. Den samlede effekt bliver at som forbrugerne opbygger opsparing og priserne falder, så stiger realværdien af opsparingen hurtigere end forbrugerne lægger penge til side. Den kombinerede proces mellem prisfald og opsparing betyder at situationen, hvor forbrugerne igen øger andelen af deres indkomst til forbrug, opstår tidligere end hvis priserne var forblevet høje.

 

Hjælp fra 3. part

Hvis pengevaren blev produceret af markedet, så ville en værdistigning af pengevaren betyde at en større produktion bliver profitabel. Det betyder at de som producerer penge opsuger flere resurser til produktion af flere penge, de vil øge produktionen bl.a. ved at øge antallet af medarbejdere og afhjælpe problemet med arbejdsløshed – samtidig med at den nye produktion af pengevaren øger den cirkulerende pengemængde og hjælper med at mætte efterspørgslen.

 

Den vigtige pointe at tage med fra fordelen af markedsbaserede penge er at udvidelse af pengemængden sker i markedet selv, og de nye penge bliver i høj grad solgt på markedet til markedsprisen – de indgår ikke som et lån der forstyrrer rentesignalet, men bliver i stedet solgt som andre varer i markedet.

 

Centralplanlagte digital/papirpenge som er realiteten i dag har mange problemer, herunder at produktionen er så billig og let at det ikke opsuger arbejdskraft og naturligvis det moralsk forkastelige i at gevinsten for pengeproducenten er enorm: Omkostningen til produktionen af digital/papirpenge er knap nul – men købekraften af pengene er langt højere. Det er derfor klart at staten har taget kontrollen med pengevaren, har karteliseret banksystemet og monopoliseret valuta’en for at sørge for at denne magt, altså forskellen på produktionsomkostning og købekraft, forbliver stor og politisk styret.

 

Det er derfor meget belejligt at indoktrinere befolkningen til at tro at stigende priser er gunstigt for alle mulige positivt opfattede samfundselementer: Beskæftigelse, forbrug og let adgang til kredit. Det er farligt for de politiske magthavere hvis befolkningen får viden om at pengesystemet er umoralsk, korrupt og skadeligt.

 

Derudover introduceres nye digital/papirpenge i systemet via lånemarkedet – nye penge opstår som gæld via banksystemet. De negative langtidseffekter for markedsøkonomien vil jeg komme ind på senere i indlægget.

 

Hov, hvad med min løn?

Det er klart at i sådan en justeringsperiode vil der være behov for virksomheder at revurdere situationen og fyre medarbejdere for at finde den nye optimale struktur i produktionen. For at kunne producere varer til lavere salgspriser, skal produktionen gøres mere effektiv, det kræver bl.a. at inputpriserne reduceres. Inputprisen for produktionen er blandt mange andre ting også lønmodtagernes betaling for deres arbejde.

 

Det vigtige at forstå i denne sammenhæng er at der ikke startes en ond cirkel der i det uendelige reducerer lønningerne, forbrugerne sparer mere og mere, og til sidst har ingen et arbejde og alle skriger på opsparing. Det er den fortælling medierne udbasunerer igen og igen, at deflationsspiralen er så forfærdelig. Men det er forkert. Som fortalt tidligere så er ønsket om en pengereserve på bankkontoen afhængig af markedssignalerne, dvs. situationen hvor priserne falder og virksomhederne fyrer folk kan ikke fortsætte i det uendelige – markedet har feedbacksignaler internt der sørger for at stabilisere økonomien automatisk uden at føre til den visse død eller ulidelige tilstande.

 

Det som kræves for at kunne kaste deflationsspøgelset ud af vinduet er at indse at så længe priserne i markedet kan justere sig både op og ned uden forhindringer i lovgivningen, så kan markedet finde en ny balance, hvor alle der ønsker et job kan få et, og man selv kan vælge hvor stor en opsparing man ønsker at have. En almindelig forståelse af Say’s lov om markeder er at produktion til markedet er den drivende kraft der skaber efterspørgsel – en recession er ikke et resultat af for stor produktion, men af forkert produktion.

Som Ricardo skrev til Thomas Malthus:

“Men err in their production; there is no deficiency of demand.”

Menneskets ønske om at klare sig og løse problemerne i livet gør at efterspørgslen ikke kan falde til nul og ødelægge samfundet. Så længe markedsøkonomien er fri og umolesteret af statens lovgivning mod prisændringer, så kan markedet automatisk klare enhver krise og ruste samfundet til at klare fremtidige kriser bedre end noget kombineret stats- eller centralbankprogram nogensinde vil kunne gøre.

 

Markedet opdrager mennesket gennem erfaring

En af de helt store problemer med de valgte pseudoløsninger på finanskrisen er at man har forsøgt at løse et gældsproblem ved at “stimulere” økonomien, og gøre det langt mere attraktivt at optage mere gæld. Løsningen på gældsproblemet er mere gæld. Det næste er den komplette mangel på realitetssans på løsningerne: Finanskrisen er i bredeste forstand blevet opfattet som et problem med de fundamentale markedsmekanismer, og alt for lidt fokus har været rettet mod de statslige programmer der konstant ødelægger pålideligheden af markedssignalerne såsom renten på penge, risikoen ved lån og politisk pres for at redde boligejere.

 

Det er nødvendigt at bruge markedet sådan som det er – med alle de disciplinerende funktioner der eksisterer i markedet. Risiko skal opvejes mod profit – men alle funktionerne i markedet skal være baseret på markedet. Det nytter ikke noget for forståelsen af problemet, hvis man nægter at se problemerne i øjnene som centralbankerne skaber, og samtidigt efter at have begået en kæmpe fejl, begår den samme fejl een gang mere.

 

Stigningen i pengemængderne siden finanskrisen er formentlig indenfor det “almindelige” i disse kredse. Det som har været nyt er de midler som centralbankerne har måttet tage i brug for at gennemtrumfe deres politiske mål. I gamle dage var det ikke nødvendigt med storstilede opkøbsprogrammer, her nøjes man med at reducere renten og foretage enkelte open market operations, hvor centralbanken køber aktiver af bankerne, og hælder dermed nye penge på økonomien, som bankerne kan bruge som base der i sidste ende bliver flerdoblet via deres gensidige udlån.

 

Ovenstående kritik er naturligvis bare mig som almindelig forbruger der synes at centralbankerne er nogle slyngler der presser prisstigninger ned over hovedet på mig, under påskud af at være samfundsopbyggende og “statsmandsagtige”. Der er en langt vigtigere kritik at rette mod centralbanksystemet som det er i dag.

 

Den østrigske opsving og recessionsteori

Centralbanksystemet fungerer i dag ved at skabe nye penge via opkøb af finansielle aktiver samt ved at kartelisere bankvæsenet således alle bankkunder får statsgaranti for deres indskud, uanset hvilken falleret bank de end måtte vælge at låne deres penge ud til, samt særligt at fastsætte en interbank rente i centralbanken, hvor alle banker kan låne af hinanden til samme rente – igen uanset hvor falleret og tåbelig banken er.

 

Rentemanipulationen og den socialiserede risiko i banksystemet er absolut ikke markedet værdigt. Markedets største force er at priserne på hver enkelt transaktion bliver nuanceret og dannes på baggrund af risikoopfattelsen hos deltagerne. Det er derfor langt at foretrække at lade markedet indprise risikoen og lade markedsdisciplinen styre hver enkelt deltager til at være troværdig og pålidelig – inklusiv bankerne.

 

Østrigernes store indsigt i opsving og recessioner er at renten er et vigtigt markedssignal. Renten styrer investeringshorisonterne, så at sige, altså længden på investeringen og størrelsen på investeringen. Renten i det frie marked er prisen på penge i fremtiden – hvad vil udlåner have som betaling for at låne ud på udbudssiden, og på efterspørgselssiden styrer hvad der profitabelt kan investeres i (eller som almindelig forbruger, hvor meget er det værd for dig at få ting nu kontra at vente på at spare op til dem?). Renten styrer derfor både hvor profitabelt det er at spare op og hvor profitabelt det er at låne, for den enkelte.

 

Når renten hviler i markedet, så betyder det at de tilrådighed stående opsparingsreserver bliver modsvaret af en efterspørgsel på investering der følger det sociale værdisæt for samfundet, og det betyder dermed også, at de opsparede resurser og forbrugernes ønske om at udskyde forbrug flugter således der er råd til at investere, hvis man ser på de fysiske resurser i samfundet. Det er vigtigt at huske på at hvis du sparer penge op, så har du produceret en værdi, som du har valgt at udskyde at forbruge. Værdien reflekteres oftest i nogle resurser (træ, cement, jern, rådgivningstimer etc) ikke bliver brugt men i stedet er der “ledige resurser” der nu kan gå til investering i stedet.

 

Din opsparing betyder at der er udbydere andre steder som kan sættes i gang – investerer du pengene, kan investoren i stedet bruge resurserne. Via pengeøkonomien kan resurser “transformeres” fra hvad du ville have efterspurgt til hvad investoren efterspørger. Pointen er at markedsøkonomien er plastisk og formelig i en vis grad, som indikeres af relative priser mellem varerne, mens den vigtige koordinerende funktion over tid afgøres af renten på penge. Renten driver så at sige “længden” på den investering du kan foretage, en lav rente medfører at lange investeringsprojekter bliver rentable, mens en høj rente afskrækker en lang investeringshorisont.

Inflation er mindre interessant

Østrigernes kritik af centralbanksystemet er derfor ikke at prisstigninger i samfundet er skidt, tværtimod siger de, at priserne i samfundet reflekterer markedets ønsker. Prisstigninger i sig selv er markedet der fungerer ved at rationere tilgængelige resurser. Inflation i den forstand er ikke særligt interessant. Det er derimod stigningen i pengemængden via lånemarkedet der medfører rentereduktioner der er skadeligt for markedet på sigt.

 

Østrigernes kritik af centralbankerne går på at deres rentemanipulation påvirker lånemarkedet og diskoordinerer investering og forbrug. Markedet bliver ude af stand til at planlægge investering og forbrug, fordi signalet (renten på penge) bliver forstyrret og forårsager forbrugere til at forbruge mere end de reelt ville hvis markedssignalerne var ægte, samt at investorer investerer i andre linjer og på andre projekter end de ville, hvis markedssignalet var ægte.

 

Derfor er det ikke vigtigt hvad inflationen i forbrugerprisindekset er, udover at man som forbruger ikke kan lide prisstigninger på de ting man køber, det vigtige er stigningen i pengemængderne der skabes via manipulation af rentemarkedet, kartelisering af bankvæsenet og socialiseringen af risiko. Alle medfører en øget pengemængde, reduceret rente, større iver efter risiko og det garanterer at markedssignalerne bliver forvrængede og medfører uundgåeligt at investeringerne i højere grad risikerer at blive tabsgivende samtidigt på sigt – en ny recession er uundgåelig.

 

For mere om opsving og recession, læs eksempelvis siden “Banksystemet og pengerenten“.