Monthly Archive: juni 2017

Besøg hos CEPOS for at høre Walter Blocks foredrag om frie markeder

Det er lidt tid siden jeg var afsted, men det er først nu jeg tager mig tid til at skrive et par linjer om turen til København og at deltage hos CEPOS’ gå-hjem møde hvor Walter Block holdt foredrag om frie markeders moralske overlegenhed.

Jeg bor i Bryrup, og det er lidt vej at køre til København. Det er dog langt kortere end en tur til New Orleans hvor Walter Block er professor i økonomi. Jeg besluttede derfor at tage turen til storbyen da min ven Kristoffer Hansen (blogger her). gav mig et tip om at Walter Block kom til Danmark.

Min nærighed gruede naturligvis ved udgifterne til bro, kørsel og parkering men på den anden side så var det en mulighed der ikke måtte glippes. Det er ikke tit man ser en østrigsk økonom i Danmark (og så endda den herlige Walter Block), så jeg tog chancen og bookede mig ind hos CEPOS.

Familien ville med

Det tog kun fruen tre sekunder at melde sig til turen. Når jeg alligevel skulle til København, så kunne jeg lige så godt tage familien med, så kunne de tøffe rundt og se byen mens jeg kunne deltage i foredraget. Sådan blev det også, ungerne og fruen ville en tur i Planetariet. Der var lidt småting der skulle planlægges, den mindste skulle passes af en af bedsteforældrene mens de store skulle tages ud af børnehave og skole for at tage med. Foredraget startede kl 17.30, så vi planlagde at køre hjemmefra kl 13 for at have god tid til de berygtede bilkøer ved hovedstaden.

Vi ankom til alt held i god tid omkring kl 16 på Landgreven 3 ved CEPOS’ lokaler. Parkering var let at finde, der ligger en fin privat parkeringskælder udenfor, og den var heldigvis drevet af de profitmaksimerende kapitalister hos OnePark, så ved at betale 58kr per time var der ledige pladser til den stakkels forvirrede jydefamilie. Hvis socialisterne havde drevet parkeringspladsen var prisen sat for lavt, og vi ville ikke have fundet en plads så tæt på, og måtte i stedet i forvirring og chok køre rundt og rundt for at finde en plads mens tiden tikkede.

Hos CEPOS

I CEPOS huset på 3. sal kunne jeg stå og vente ved mødelokalet mens jeg drak en kop vand og kiggede på diverse plakater af statsmænds (og -kvinders) citater. Den største morsomhed var dog Anders Foghs udtalelse om de fantastiske frie markedskræfter, særligt set i lyset af den bog han skrev kontra den politik han førte op til finanskrisen. Jeg fandt et sæde midtfor på 4. række hvor jeg havde et fint udsyn til podiet hvor Walter skulle give den gas.

Mens jeg sad og ventede ankom en af mine bekendte, og sammen diskuterede vi at det var ganske overraskende at salen rent faktisk blev fyldt. Vi var begge positivt overraskede, fordi det er sådan en sjældenhed at høre argumenter for markedsanarkismen som Walter Block fremfører dem. Man skal tilsyneladende ikke lade sig snyde af sine egne fordomme, der var en god stemning under foredraget og der var ganske udmærkede spørgsmål til Walter.

Tør han give den gas i folkerepublikken Danmark?

Et af de centrale spørgsmål der nagede i hovedet på mig var om Walter Block ville give den lige så meget gas, som han har gjort på de utallige youtube video’er jeg har set af ham. Ville Walter drosle sine synspunkter ned når han giver en tale foran nogle rabiate socialist-demokrater som danskerne?

Ingenlunde. Walter var præcis som jeg kender ham. Frisk og humørfyldt, og præcis så ubøjelig som altid overfor forslag om beskatning for det ene efter det andet forslag om at forbedre på markedet ved at lade staten stjæle fra en gruppe af borgere for at dele noget af byttet med visse politisk favoriserede grupper. Det var dejligt, Walters forsvar for markedsanarkismen blev leveret præcis sådan som han plejer.

Blandt publikum var der en som bad Walter forklare sin analyse af problemet med abort. Uanset den filosofi man tilhører så er abort et særligt problem. Som Walter forklarede, så var abort ligesom fagforeningerne (hvem andre end Walter Block ville sammenligne abort med fagforeninger? fantastisk, og sjovt :)): Det er to ting på een gang. Ligesom fagforeningerne overfladisk set skulle danne en klub for at hjælpe medlemmer, så tvinger fagforeningen andre til at deltage i deres klub (moralsk forkasteligt), ligeså er abort udover at frigøre kvindekroppen fra den uønskede byrde at bære barnet samtidigt også et drab på et uskyldigt menneske.

Som liberalist vægter ejendomsretten højst, og den vigtigste del af din ejendom er nu engang retten til din egen krop. Retten til liv og frihed er umistelig og ukrænkelig i den liberale filosofi, og den gren af den liberale filosofi som jeg finder mest logisk at følge siger at retten til liv og frihed bunder fundamentalt i at du har ejendomsret over din egen krop. Alternativet er grotesk: Hvis du ikke ejer din egen krop, hvem gør så?

Walters løsning er at opdele problemerne, for at løse dem separat. Walter kalder hans løsningsmodel “evictionism”. Kort fortalt går idéen ud på at der kan findes et kompromis i problemet med abort. Kvindens ret til at bestemme over egen krop balanceres mod barnets ret til livet. Det foregår på den måde at når barnet er levedygtigt udenfor livmoderen vha. lægevidenskabelige metoder og medicin, så er tidspunktet kommet hvor kvinden kan få sin egen frihed tilbage. Barnet kan tages ud af livmoderen og får mulighed for at overleve takket være lægevidenskabens udvikling. Kvinden har retten til frihed, men ikke til drab.

Efter foredraget

Jeg havde selv været ganske nervøs for at stå foran Walter Block. Det kan synes at være noget fjolleri, men ikke desto mindre er der noget særligt over at have tid sammen med en person som jeg personligt ser som en stjerne i den liberale bevægelse. Inden jeg tog hjemmefra havde jeg gået og grublet over om jeg burde have taget min kopi af Man, Economy, And State af Murray Rothbard med for at lade Walter Block signere den. Til sidst besluttede jeg at det var disrespektfuldt overfor Walter Block der selv har skrevet egne bøger, og jeg tog ikke bogen med.

Det kom jeg til at fortryde efterfølgende, da jeg fortalte Walter at jeg havde overvejet at tage bogen med svarede han at han ville da have signeret den med glæde. Pokkers også.

Som et lille plaster på såret lykkes det mig dog at få et billede af mig selv og Walter, takket være min bekendtes kameraføring.

Martin Ågerup signerer sin bog

Efter jeg var kommet mig lidt over mødet med Walter (jeg er bare en lille dreng indeni på dette tidspunkt) ser jeg til min glæde at Martin Ågerups nye bog “Velfærd i det 21. århundrede” står i stakke ved indgangen til mødelokalet, og Martin Ågerup signerer bogen ved køb. Jeg havde naturligvis ikke mobilepay på telefonen, og kunne ikke betale for bogen. Mens jeg står og forsøger at finde ud af hvad jeg kan gøre, tilbyder en af CEPOS’ medarbejdere at jeg kan betale dagen efter, hvis jeg blot vil ringe hans telefon op, så han har nummeret. Dansk tillid – det er super!

Jeg får derfor en aftale i hus, og i glæden over at min mission er lykkes, kommer jeg til at afbryde Martin Ågerup der står og er midt i en samtale med en anden person. Efter en hurtig tilbagetrækning og en undskyldning for afbrydelsen, får jeg en signatur og en kopi af bogen af Martin Ågerup. Det var rigtig fin service!

Efter mødet tøffede min bekendte og jeg ud på et tilfældigt nærliggende bodega for at diskutere dagens hændelser.

Video’en fra foredraget kan ses her.

PS: Jeg skrev naturligvis en sms til CEPOS kl 7.17 dagen efter for at betale pengene for bogen. 5 minutter efter jeg fik betalingsoplysningerne fik de kvitteringen for betalingen. Det skal være i orden når man bliver så pænt behandlet af andre og de viser den tillid til en vildt fremmed. Naturligvis.

Cape Towns vandproblemer – samt en potent løsning

I Sydafrikas hovedstad, Cape Town, har de gennem de seneste år haft sværere og sværere ved at skaffe indbyggerne vand. I Jyllands-Postens artikel om emnet kan man læse at byens drikkevandsreservoir nu kun rækker til et par måneders forsyninger, afhængig af hvor meget byens indbyggere forbruger. I Cape Town, modsat os i Danmark, benytter de sig af flere overfladevandsreservoirs til at opfange regnvand som de renser og pumper ud til byens beboere. Byens drikkevand kommer derfor af regnvandet der falder i opsamlingsområderne der fører vandet til de store reservoirs.

Reservoiret er, ifølge artiklen, for indeværende på ca. 20pct kapacitet, og pga. tekniske problemer kan reservoiret kun tømmes indtil 10pct af vandet er tilbage, Cape Town har derfor kun reelt omtrent 10pct kapacitet tilbage. I artiklen nævnes det igen og igen at klimaforandringer har ført til at nedbørsmængden er faldet fra omtrent 1000mm om året i 1970’erne, og det er, ifølge artiklen sjældent at mængden når op på 750mm årligt.

Det er naturligvis en snild teknisk indretning at opsamle regnvand i store reservoirs til at tappe i løbet af året, da forbruget af drikkevand formentlig ikke stemmer præcis overens med hvor stor mængde vand der falder indenfor en kortere periode. Det er derfor en vigtig teknisk beslutning at dimensionere anlægget således man ikke løber tør for vand i løbet af året. Til dimensioneringen af sådan et anlæg skal man naturligvis kende både den mængde vand man påregner at indsamle samt den mængde man påregner at forbruge.

Reservoiret kan således udglatte store regnmængder på kort tid, ved at samle det op, og senere sende det til forbrugerne når de ønsker at forbruge af vandet. Smart.

Hvorfor problemet?

I Cape Town har de dog ikke formået at dimensionere deres anlæg korrekt til at forsyne deres indbyggere. Forhåbentlig når de ikke at tømme reservoiret totalt, men allerede nu er de underlagt en streng daglig kvote på 100 liter per person og føler knapheden melde sig. Cape Town har heller ej tidligere været så tæt på at have forbrugt hele deres reservoir. Ifølge Jyllands-Postens artikel er dette klimaforandringernes skyld. Men det er fuldstændigt forkert, klimaforandringerne er kun en lille del af forklaringen, og disse kunne have været taget højde for med rettidig omhu og en liberal tilgang til forbrug og produktion af vandresursen.

I indeværende situation i Cape Town, med klimaforandringerne pågående siden 1970’erne, må det være klart for enhver at det er nødvendigt med ændringer i vandforsyningen for at imødekomme at der falder mindre vand per kvadratmeter, men også for at imødekomme flere indbyggere. I 1970 havde Cape Town godt 1,1mio indbyggere, mens byen i 2014 havde 3,7 mio indbyggere. Byen har med andre ord tredoblet sit indbyggerantal siden 1970’erne og har samtidigt set en reduktion i nedbør per kvadratmeter på knap 25pct. Sådan en situation er ikke opstået pludseligt, det er en udvikling der er stået på i godt 45 år.

Man kan derfor spørge sig selv, hvis udviklingen er gået så langsomt, hvorfor står de nu i Cape Town med det meget ubehagelige problem at deres drikkevandsreservoirs er meget tæt på at være udtømt?

Hvis man ser på tal for 2016, kan man se at de forbruget i maj måned for 2016 (Cape Town suburbs summary May 2016.xls) er opgivet til ca. 6.629.447m³ mens det årlige tab er opgivet til 1.325.892m³, eller ca 20%. Til sammenligning tabes der knap 8% i 2015 i de danske vandværker, som også bryster sig af at være blandt verdens bedste til at minimere vandtab. Cape Town har altså et rimelig stort vandtab i sammenligning med de danske vandværker.

I Cape Town er der dog udover den forældede og utætte infrastruktur problemer med at rationere vandet. I nuværende stund er vandforsyningen ejet offentligt, og metoden som myndighederne har brugt kan man læse nærmere om her.

Level 4 water restrictions include the following:

  • No hosing down of paved surfaces with municipal drinking water.
  • No irrigation/watering with municipal drinking water allowed.
  • No washing of vehicles and boats with municipal water. (Commercial car washes may apply for exemption.)
  • Private swimming pools may not be topped up or filled with municipal drinking water.
  • Use of portable play pools prohibited.
  • Water features may not use municipal drinking water.

Disse restriktioner på den personlige frihed til selv at allokere det vand man køber til det behov man føler er størst er unødvendige, og klimaforklaringen kan heller ikke bruges som bortforklaring på vandproblemerne i Cape Town. Problemet er i sidste ende ikke et teknisk, men et økonomisk af slagsen.

Offentlig drift fører til bureaukratisk rationering og formindsket forbrugervelfærd

Der er tydeligvis flere ting der kan rettes på den tekniske front, for at sørge for at mere vand når ud til forbrugerne ved at lappe rørsystemet, og samtidigt at re-dimensionere de store opsamlingsanlæg for at modvirke faldet i nedbør. I stedet for at se klimaforandringen som en uundgåelig vandbegrænsning, så kan man udvide opsamlingsområderne og samle mere vand op ved at lægge flere kvadratmeter ud til vandopsamling.

Selvom de tekniske løsninger kan udføres, så er det i sidste ende også nødvendigt at analysere på den økonomiske situation.

Households in informal settlements receive free water and sanitation and every household in Cape Town with a direct water and sanitation connection gets their first 6 000 litres (6 kl) of water and 4 200 litres (4.2 kl) of sewerage per month free of charge.

Hvis man læser nærmere på hjemmesiden for byens vandforsyning er det slående at der ved niveau 1, 2 og 3 af rationering af vandet er gratis vand til alle husholdninger (det er formentlig per vandmåler) der bruger under 6m³ per måned. Det svarer til 72m³ “gratis vand” per år per husholdning. I vores husholdning bruger vi ca 100m³ vand årligt, og boede vi i Cape Town kunne vi få over 2/3 af forbruget uden betaling. Det gratis vandforbrug falder dog bort når niveau 4 restriktionerne træder i kraft, ved et kritisk lavt reservoirniveau.

Tarifferne på hjemmesiden bærer også stærkt præg af socialdemokratiske tanker, hvor betalingen per liter vand er progressiv. Dette er ikke medvirkende til at rationere vandet på en økonomisk facon, men er i stedet et vandforbrugssubsidie der fører til øget spild og reduceret indtægt til at investere i vedligehold af gamle samt at opbygge nye anlæg.

Den bureaukratiske rationering af vandforsyningen er ikke medvirkende til at skabe den ønskede situation som er det politiske slogan for vandforsyningen til Cape Town:

We believe in providing water and sanitation services to all residents in a sustainable, safe, reliable, environmentally friendly and affordable way.

Private investorer holder sig væk

Hvis vi ser på markedets muligheder for at investere og producere mere regnvand til at hjælpe forbrugerne med at få det vand de ønsker, så er det klart at en privat virksomhed ikke ser nogen idé i at tilbyde sig på vandmarkedet, da de progressive tariffer ødelægger den private virksomheds chancer for at drive en profitabel og effektiv forretning. Ingen privatejet virksomhed kan i længden producere til en omkostning meget tæt ved nul, og der er derfor ikke attraktivt at gå ind og investere i at producere mere drikkevand, fordi den offentlige politik er at subsidiere vandforbruget ved at forære meget af vandet væk. Ingen privat virksomhed kan konkurrere med staten og dens beskatningsmagt.

Til alles “store overraskelse” opnår myndighederne altså det modsatte af deres intention med deres vandpolitik. Ønsket var at alle havde rigeligt med vand, men situationen er blevet så kritisk på grund af mangel af investering i vandproduktionsfaciliteter og reparation af vandrørene at vandforsyningen er for lille til at dække behovet, og den meget restriktive rationeringsplan bliver dermed indført for at forsøge at lappe på det typiske resultat af brug af det socialistiske system: Knaphed på selv de mest basale forbrugsgoder.

Markedet allokerer resurserne og lader forbrugerne rationere på deres egen måde

I stedet for at fastholde den kunstige situation, hvor det offentlige subsidie til vandforbrug forhindrer effektiv privat iværksætteri i at producere mere vand, så bør myndighederne så hurtigt som muligt kaste deres dårlige politik ud, og tage markedskræfterne til sig. For at sikre en bæredygtig forsyning af vand til forbrugerne, skal myndighederne privatisere deres reservoirs (evt. ved at danne et eller flere aktieselskaber og give borgerne i byen en lige del aktier) og lade markedet fungere. En af de gode egenskaber ved at bruge markedskræfterne til at allokere den knappe vandresurse er at det er op til enhver person at vælge selv hvor meget vand der skal bruges på dit og dat. Frem for at forære vandet væk, og bagefter opsætte kunstige begrænsninger baseret på bureaukraternes egne forudindfattede meninger om andres tilfredshed ved deres vandforbrug, så kan markedspriserne sørge for at prisen på vandet bliver præcis så høj at forbrugerne rationerer vandet ved at bruge det til at dække deres mest værdifulde behov, og at der altid er vand til forbrugere der er villige til at betale markedsprisen.

Markedet balancerer forbrug og efterspørgsel over tid via flere kanaler.

  1. Profitten til den private virksomhed gør det muligt at investere yderligere i produktionsfaciliteter
  2. Den højere pris på vandet får forbrugeren til at vælge sin egen personlige rationeringsstrategi, og sørger for at allokere vandet til de behov der føltes som de mest værdifulde
  3. Konkurrencen mellem private investorer er sikret via den naturlige regn, her er ingen monopolmulighed, alle kan opsamle vand og sælge det

Markedet vil i nuet hæve prisen på vandet, så forbrugerne selv vælger at rationere vandet, og den højere pris på vand vil skabe større indtægt for det private vandselskab der giver mulighed for større investeringer i produktionsfaciliteterne, således forbrugernes behov fremover bliver stillet bedre end før. De nye indtægter giver også vandselskabet mulighed til at vurdere om det bedre kan betale sig at lappe det utætte rørsystem eller om det er mest profitabelt at opsamle mere vand.

En af de bedste ting ved de frie markedskræfter er også at forbruget af vand bliver balanceret med alle andre forbrugsgoder – og samtidigt at skatteyderen bliver taget af krogen, således de ikke skal indlægges til at betale udgifterne til den ineffektive offentligt drevne vandforsyning. Det giver skatteyderne et velfærdsboost fordi de nu har større frihed til at allokere deres egne penge, de får i første omgang lov at beholde flere penge til eget forbrug, og dernæst bliver deres forbrug i større grad rettet til de goder i markedet som de ønsker at betale for.

Denne potente løsning virker i alle andre sektorer af økonomien, hvor et stort forbrug bliver ønsket velkommen af producenterne, der i forsøget på at tilfredsstille forbrugernes behov og via konkurrencen på markedet medfører en øget produktion. I stedet bliver de stakkels borgere i Cape Town først flået i skat for at subsidiere et ødselt forbrug af en knap resurse, og når bystyrets politik medfører akutte forsyningsproblemer, så kommanderes hver enkelt borger til at følge et centralt dikteret forbrugsmønster, der på ingen måde hænger sammen med forbrugernes personlige ønsker for forbrug af vandmængde eller for at allokere vandforbruget til netop de behov som forbrugeren føler er det vigtigste for dem.

Hvis jeg ikke tager meget fejl i min prognose for fremtiden, så vil ingen af de nævnte løsninger vil blive indført, og Cape Towns situation kan vi følge med i som årene går, og læse om større og større knaphed pga. mangel på rettidig investering i produktionsanlægget samtidig med at de socialdemokratiske subsidier medfører et overforbrug. Resultatet bliver uundgåeligt at det politiske rationeringsvanvid stiger til nye højder.

Naturligvis vil klimaforandringerne få skylden for hele det socialistiske vanvid, det siger sig selv. Deres økonomiske system er jo genialt, og hvilken journalist kunne finde på at kritisere socialismen og samtidigt nedspille klimaforandringernes rolle?

Kritik af “Velfærd i det 21. århundrede”, del 1, 2. omgang

Jeg lovede, i forbindelse med linket på 180grader.dk, at jeg ville skrive noget positivt om Martin Ågerups nye bog.

Ret skal være ret, og da mit sidste indlæg var kritisk overfor Martin Ågerups nye bog, skal dette indlæg, for rimelighedens skyld, være dedikeret de gode elementer i første del af bogen. Jeg er nået lidt videre (tiden med familien og andre sysler som fx arbejde og hvile forsinker processen), og kan i dette indlæg berette om nogle positive oplevelser ved gennemlæsning af Martin Ågerups bog.

I mikrofundamentet i Martin Ågerups økonomiforståelse finder man dejlige passager, som jeg kan tilslutte mig. Det gælder bl.a. følgende:

S 42.:

“Økonomisk vækst er ikke en forudsætning for at en markedsøkonomi kan fungere. Markedsøkonomier har vist sig fremragende til at frembringe investeringer, innovation og dermed stigende produktivitet. Men der er intet i markedsøkonomier, som fremtvinger denne udvikling. Intet forhindrer for eksempel, at borgerne i en markedsøkonomi vælger at omsætte produktivitetsstigninger til stadig mere fritid i stedet for økonomisk vækst.”

og på side 43:

“Når vi ikke har omsat mere til fritid, men i stedet har ladet hovedparten af produktivitetsfremgangen igennem mere end hundrede år bidrage til øget velstand, skyldes det altså, at almindelige mennesker har villet det sådan. De har som frie individer truffet en række valg, som har ført til økonomisk vækst.

Det er ikke markedet der frembringer vækst. Det er mennesker. Markedsøkonomien giver dem friheden til at forfølge deres drømme og ambitioner.”

Hvis man har sat sig lidt ind i markedsøkonomi, så finder man at Martin Ågerups udsagn må være overvejende sande. Det eneste jeg ville fluekneppe var udsagnet om at mennesket i Danmark gennem det sidste århundrede har været noget i nærheden af fri, i den liberalistiske forståelse af økonomisk frihed (beskyttelse af ejendomsret, kontraktret, og alle de andre “negative rettigheder”), til selv at vælge hvordan de ville træffe deres valg og udføre deres planer. Væksten gennem “mere end hundrede år” er næppe fremkommet i den liberale utopi af det frie samfund – der har til alle tider været en restriktiv statsmagt der har forpurret almindelige menneskers fredelige planer, mens den har foræret rovet til sig selv og sine nærmeste allierede.

På den anden side er det tvivlsomt om statens voldelige indgreb i det danske samfund har ført til mere vækst end ellers ville have været tilfældet, og på denne facon er det muligt at sige at i det omfang den almindelige dansker allernådigst har fået lov til at hjælpe sine medmennesker via de økonomiske metoder i markedsøkonomien, så har deres valg ført til den vækst i produktivitet og menneskelig velbefindende som økonomisk historiske studier kan vise.

Ågerup fortsætter den gode stil på side 47:

“I det liberale demokrati har mennesker haft friheden til at forfølge deres drømme. Det har ført til vækst – ikke kun for velstandens egen skyld, men også fordi vi trives med at udrette ting, nå ambitiøse mål, præge et lille hjørne af samfundet.

Det er denne stræben – mere end noget andet – som danskerne igen skal have adgang til, fordi det giver mening i tilværelsen og en følelse af dyb tilfredshed at udrette bemærkelsesværdige ting. Samtidig er det menneskers  stræben, som i sidste instans er nøglen til at løse vores fælles problemer.”

Jeg henleder igen læserens opmærksomhed på det faktum, at i frivillig udveksling af økonomiske goder i markedsøkonomien, drager begge parter nytte af at kunne udveksle med hinanden. Enhver stræben på at vinde økonomiske fordele, for sig selv, kan kun foregå ved at indgå som en middel til at hjælpe andre mennesker til at opnå deres mål. Selv den mest egoistiske og følelseskolde kapitalist vil igennem sine egoistiske handlinger udrette store sociale bedrifter fordi beskyttelsen af ejendomsretten sørger for at ingen indlader sig på uøkonomiske samarbejder. Intet menneske vil i udgangspunktet skade sit egen tilfredsstillelse. Det er naturligvis muligt at begå fejl i sine valg, men i menneskets rationelle forståelse af sin egen tilfredshed, og sin forståelse af de naturlige sammenhænge, vil mennesket søge at optimere sin egen tilfredshed ved at samarbejde med andre.

Ethvert menneskeligt valg drejer sig om at bruge den viden som mennesket besidder i nuet til at danne en forventning om fremtidens resultat af valget. Baseret på sin rationelle tilgang til årsag og virkningssammenhænge vælger mennesket en ting frem for en anden. Det er denne økonomisering der gennemsyrer menneskets valg og fører til de store bevægelser man kan betragte i markedsøkonomien, og som danner grundlaget for civilisationens eksistens. Kunne mennesket ikke drage fordel af at indgå i samarbejde med hinanden via frivillige aftaler, så var der ikke et grundlag længere for et marked eller civilisationen selv. Enhver der betvivler dette umiddelbart bombastiske udsagn kan studere begivenhederne i Nordkorea eller Venezuela i disse år.

På side 66 overgår Martin Ågerup mine vildeste forventninger, og bruger Murray N. Rothbards bog, Man, Economy, And State som reference for en teoretisk underbyggelse af at økonomisk frihed er positivt korreleret med økonomisk vækst. Træerne vokser ikke ind i himmelen. Martin Ågerup citerer ikke en bestemt side i Rothbards mesterværk, men her vil jeg hjertens gerne stille mig til rådighed og citere Rothbards konklusion, s 1024:

Directly, voluntary action – free exchange – lead to the mutual benefit of both parties to the exchange. Indirectly, as our investigations have shown, the network of these free exchanges on socielty – known as the “free market” – creates a delicate and even awe-inspiring mechanicsm of harmony, adjustment, and precision in allocating productive resources, deciding upon prices, and gently but swiftly guiding the economic system toward the greatest possible satisfaction of the desires of all the consumers. In short, not only does the free market directly benefit all parties and leave them free and uncoerced; it also creates a mighty and efficient instrument of social order.

Fed skrift indsat af undertegnede.

Martin Ågerup fortsætter, til min store glæde:

“Beskyttelsen af ejendomsretten medfører, at borgerne kan regne med at kunne beholde frugten af deres arbejde. Hvis ejendomsretten er uklar eller usikker, vil borgerne være mindre tilbøjelige til at investere kapital og arbejdskraft og i det hele taget gøre sig mindre umage med at skabe nye værdier, hvilket vil være til skade for vækst og velstand.”

Ovenstående citat er et fint springbræt for mig, så jeg kan tage en af mine utallige kæpheste af stald.

Ejendomsretten, som beskrevet af Martin Ågerup, bliver i dagens Danmark ikke fuldstændigt beskyttet. Den bliver ej heller tilsidesat totalt. Ejendomsretten er i Danmark perverteret af statens stærke greb i samfundet, hvor staten konfiskerer store dele af borgernes indkomst, detailregulerer fredelige menneskers samarbejde og monopoliserer hele sektorer i økonomien. Det er grotesk at der i grundloven står at ejendomsretten er ukrænkelig mens skattetrykket er så højt.

I grundloven står således:

§ 73
Stk. 1.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Det selvmodsigende og diffuse begreb “almenvellet” er det juridiske brækjern som staten har benyttet sig af til at invadere borgernes ejendomsret i sit intellektuelt korrupte korstog for at skabe det som ganske Orwell’sk kaldes “lighed og retfærdighed”.

Lighed skal forstås som en progressiv beskatning – en reduktion af ejendomsretten proportionalt med værdiskabelsen.

Retfærdighed skal forstås som en ekspropriation af velstand. Velstand som er skabt via frivillige markedstransaktioner hvor begge parter drog gavn af samarbejdet.

“Almenvellet” er et diffust begreb, som kan bruges som påskud for at nedbryde ejendomsretten, for at omfordele indkomst eller for at forhindre konkurrence og effektiv udnyttelse af de tilgængelige økonomiske resurser. Det påstås gang på gang at det er for almenvellets skyld at topskatten er indført. Det er ikke videnskabeligt muligt at løfte bevisbyrden for at nogen skat er god for almenvellet. Det kan man kun påstå ved at fastlægge arbitrære værdier til de økonomiske goder. Er det godt for almenvellet at det offentlige driver sygehusene? Er det godt for almenvellet at der ingen konkurrence er på domstole? Er det godt for almenvellet at dommere og politi er på statens lønningsliste når de skal tage stilling til om hjemmets fred må krænkes?

Kun hvis man som almindeligt menneske tillægger disse goder en subjektivt opfattet værdi, som tilsidesætter andres værdiopfattelser, kan man konkludere at ja, ja og ja staten skal drive sygehuse, domstole og politi. Men økonomisk forståelse bygger på at godernes værdi opfattes subjektivt, at fremtiden er usikker og at goderne er knappe. Derfor er det nødvendigt, for at opnå den største økonomiske velstand, at goderne kan vurderes frit af alle (frihandel) og ejes af hvem der vil eje dem (ejendomsretten). Det frie marked fører netop til den situation, som beskrevet af Rothbard, hvor forbrugernes tilfredsstillelse når sit højdepunkt. Enhver statslig intervention i det frie marked skaber tab af værdi for den enkelte (medmindre man modtager ydelser eller tjenester af staten der opvejer det negative), og for samfundet totalt set.

Ejendomsretten burde derfor være absolut ukrænkelig, både baseret på moralske men også på nyttebaserede overvejelser. Det er den logiske konklusion af kendskabet til menneskets mangfoldighed. Det er derfor i almenvellets interesse at lade ejendomsretten være i fred, og lade hvert menneske forfølge sine ønsker i samarbejdet i markedsøkonomien.

Kritik af Martin Ågerups “Velfærd i det 21. århundrede” – første del

I Martin Ågerups nye bog “Velfærd i det 21. århundrede” gennemgår forfatteren i første del af bogen hvordan velstand skabes, og diskuterer Danmarks vækstkrise i en historisk kontekst. Under min læsning af afsnittet blev jeg dog overrasket over fremstillingen af vækst og forudsætningerne for vækst som forklaret af forfatteren. Min intention med dette indlæg er at vise en anden måde at se på vækstforudsætningerne og en anden måde at beskrive økonomiens dynamik. Jeg vil forsøge at belyse det som jeg forstår som den fundamentale betingelse for vækst i markedsøkonomien. Først vil jeg dog citere Martin Ågerup for at fremstille hans forståelse af driveren for vækst:

Martin Ågerup skriver, s. 28:

“Der er en grænse for, hvor velstående et samfund kan blive på et givent tidspunkt i historien. Denne grænse afgøres af mange ting, hvoraf teknologi, viden og graden af frihandel imellem landene er blandt de vigtigste. Det er min påstand, at hvor langt et land eller en nation ligger under denne velstandsgrænse i de fleste situationer næsten udelukkende afgøres af nationen selv…”

I citatet beskriver Martin Ågerup at det mest af alt er en teknologisk grænse der afgør hvor stor væksten i samfundet er. Ordet teknologi nævnes som det første i rækken af elementer.

Siden efter beskriver forfatteren også hvorledes denne teknologiske grænse flytter sig, og tillader større vækst end tidligere. Først på side 54 nævnes kapitalinvestering som en mulig vækstdriver, men kort efter henvises til en nobelprisvinder i økonomi der siger at det er teknologisk fremskridt i bredeste forstand (inkl. innovativ ledelse, drift og forretningsmodeller) der driver økonomisk vækst. Det særlige fokus på teknologisk udvikling som driver for samfundets vækst, vil jeg gerne diskutere i dette blogindlæg.

Jeg er blot ingeniør, og inden jeg kritiserer en uddannet økonom som Martin Ågerup, vil det være på sin plads at citere en anden økonom, for at starte diskussionen om vækst på et solidt grundlag. Det er ikke mig der har bygget teorierne, selvom jeg er overbevist om at de er korrekte, jeg forsøger blot at forklare dem (det håber jeg læserne er bekendt med):

Ludwig von Mises, Human Action p. 295:

“The vehicle of economic progress is the accumulation of additional capital goods by means of saving and improvement in technological methods of production the execution of which is almost always conditioned by the availability of such new capital. The agents of progress are the promoting entrepreneurs intent upon profiting by means of adjusting the conduct of affairs to the best possible satisfaction of the consumers.”

Der er med Ludwig von Mises ord kun een måde at opnå vækst på, det er en konstant udbygning af mængden af investeret kapital. Det er kun muligt igennem en øget investering i kapitalgoder at markedet bliver i stand til at producere en øget mængde af forbrugsgoder. Det er klart at teknologisk effektiv investering er at foretrække frem for ineffektiv gammeldags investering, men den vigtige pointe er at det afgørende element er kapital. Teknologien kan være nok så avanceret, men uden kapital er den i sig selv ubrugelig.

Hvorfor er Zimbabwe så tilbagestående når de har adgang til den samme teknologi som alle de vestlige industrialiserede lande? Svaret er ganske enkelt: Zimbabwe mangler den fornødne kapital til at effektuere og opbygge de produktionsgoder der med den tilgængelige teknologi kan konstrueres.

Murray Rothbard, Man, Economy, and State, s 542:

“The relative unimportance of technology in production as compared to the supply of saved capital becomes evident, as Mises points out, simply by looking at the “backward” or “underdeveloped” countries. What is lacking in these countries in not knowledge of Western technological methods; that is learned easily enough. The service of imparting knowledge, in person or in the book form, can be paid for readily. What is lacking is the supply of saved capital needed to put the advanced methods into effect. The African peasant will gain little from looking at pictures of American tractors; what he lacks is the saved capital needed to purchase them. That is the important limit on his investment and on his production.”

Som Rothbard skriver, så er teknologi bare en opskrift (method) på hvordan man kan gøre noget, det er ikke i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for rent faktisk at føre opskriften ud i livet. Selv den bedste kogebog hjælper ikke bagekonen der ikke har råd til en ovn. Uden ovnen kan den bedste opskrift ikke bruges til noget som helst. Det glemmer Ågerup desværre i sin diskussion af vækstpotentiale der i for høj grad er hægtet op på teknologi, det han kalder den teknologiske grænse for vækst. I Ågerups forståelse findes kapital bare, og det findes i de mængder som teknologien tiltrækker.

Polen bruges som eksempel i bogen. Efter Sovjetunionens fald i 1989 nævner Ågerup reduktion af korruption og åbning af landet for udenlandske investeringer der kunne flyde til Polen, som driveren for at skabe vækst. Ifølge Ågerup får Polen en vækstforøgelse pga. et teknologisk catch-up med den vestlige verden. I den forstand er større vækstrater mulig fordi den gamle teknologi der var anvendt i det polske produktionsapparat kunne erstattes med et nyt vestligt og avanceret produktionsapparat der hurtigt var i stand til at øge væksten i Polen. Ågerups forklaring hopper desværre for let henover det afgørende punkt: investeringen, den udenlandske kapital. Da Polen åbnes for udenlandsk investering var mængden af investeret kapital per arbejder i forhold til de vestlige økonomier meget lille, og profitpotentialet for investering var større end i de andre økonomier. Kapital der blev investeret i Polen gav et væsentligt bedre afkast fordi forholdet mellem kapital og arbejdskraft gjorde at der var større profit at hente ved at investere i Polen frem for andre steder (lønningerne var lave, og ved at øge produktiviteten af den polske arbejder med nye maskiner og nyt værktøj kunne kapitalisterne betale polakkerne en lavere løn selvom de med investeringen nærmede sig samme produktivitet som en vestlig relativt højt betalt arbejder – dette forhold vil naturligvis på sigt blive udjævnet ved at de polske lønninger bliver budt op af konkurrerende udenlandske kapitalister der kæmper for at ansætte den polske arbejder, da denne er særlig gunstig i forhold til hans vestlige kollega pga. en lavere lønomkostning).

I stedet for at se at det er markedskræfternes kapitaludjævning der førte til Polens store velstandsfremgang så tror Ågerup at det var pga. vestlig avanceret teknologi at Polen oplevede højere vækstrater end de vestlige lande. Dette er forkert, jævnfør Mises og Rothbard. Det er sandt at produktionsmidlerne der blev investeret i Polen af vestlige profitsøgende kapitalister brugte nyere teknologi, men den vigtige økonomiske faktor for opbygningen af Polen var at tilføre flere kapitalgoder til landet.

Det er langt bedre for forståelsen af vækst at se på kapitalinvesteringen frem for på teknologien. Produktionsmidlerne i Polen var så at sige “frosset i tid” pga. manglende investering i nyere værktøj, maskiner og bygninger til at producere forbrugergoderne under det socialistiske styre der umuliggjorde udenlandsk investering og reducerede indenlandsk opsparing betragteligt. Den drivende faktor for velstandsudviklingen var kapitalinvesteringerne, men overfladisk set kunne man observere at de forældede fabrikker blev erstattet af ny teknologi med vestlig kapital. I stedet for at fæstne blikket på kombinationen af kapitalinvestering og teknologi så har Ågerup udset teknologi som den faktor der afgør hvor meget vækst det er muligt at opnå.

Det er vigtigt at understrege at tilførsel af mere kapital er altafgørende for vækstmulighederne. Teknologi er opskriften på hvordan kapitalen kan udformes og implementeres i produktionen, men uden kapital er teknologi ubrugeligt. Det er også vigtigt at understrege at teknologi i sig selv ikke er nogen eksogen faktor i markedsøkonomien. Teknologiudviklingen hviler også på kapitalopbygningen. Uden investeringer i forskning og udvikling så flytter teknologien sig ingen steder. Denne forståelse for kapitalopbygningens altafgørende betydning kan ikke understreges ofte nok. Selv i en tilstand hvor verden har opnået en fuldstændig og total stagnation af teknologiudvikling, så vil en yderligere øgning af den investerede kapital føre til vækst. Det er med andre ord ikke nok at ny teknologi ser dagens lys, det skal også være en teknologi der er praktisk anvendelig, altså i markedsøkonomiske øjne skal den være profitabel at anvende. Når ny teknologi ser dagens lys, så er det langt fra alle potentielle områder der øjeblikkeligt tager teknologien i anvendelse. Der er en meget lang proces fra den første opdagelse af en ny teknologi og til det tidspunkt i historien hvor denne teknologis virkning på produktionsapparatet har udlevet sit totale bidrag. Først investeres den nye teknologi i de produktionsprocesser der yder den højeste profit, dernæst tages den næste proces til overvejelse – og så fremdeles. Ved hvert skridt af ny anvendelse af teknologien skal det gamle produktionsmateriel erstattes af nyt, og det afgørende element for at kunne erstatte sit produktionsapparat er kapital til investeringen. Men kan det betale sig at investere? Er prisen på kapital for høj (for lidt kapital til rådighed) så kan det ikke betale sig at implementere den nye teknologi, selvom den er mere produktiv end den bestående.

Hvis Polen havde haft tilstrækkeligt med kapital til rådighed, så ville de også have investeret løbende i deres egen produktion og havde ikke været teknologisk bagud. Årsagen til Polens tilsyneladende forældede produktionsudstyr skal findes i socialismens destruktion af kapitalopbygning og af fejlinvesteringstendensen under bureaukratisk styring. Når der ikke kan sættes ny kapital i værk, så må de eksisterende kapitalgoder fortsat udnyttes og blot vedligeholdes for at opretholde produktionsvolumen.

I markedsøkonomien tages ny teknologi kun i anvendelse såfremt det er profitabelt at gøre sådan. Kun hvis omkostningerne til udskiftning af det gamle produktionsapparat er mindre end de forventede afkast til det nye, vil produktionsapparatet blive udskiftet. Det kan i vores bageeksempel være at en partikelaccelerator (kendt teknologi) kan lave noget helt fantastisk lækkert (værdifuldt) glasur, men der er næppe nogen bager der har midlerne til at investere i en partikelaccelerator for at lave glasur. Årsagen til at dette valg er åbenlyst tåbeligt er fordi vi ved at der er mange andre ting der er langt vigtigere at investere i for forbrugerne end at lave lækker glasur ved hjælp af en relativt dyr partikelaccelerator.

Ludwig von Mises, Human Action, s 492-493:

“The treatment of the capital problem customary with those economists who are opposed to the so-called “Austrian” view assumes that the technique employed in production is unalterably determined by the given state of technological knowledge. The “Austrian” economists, on the other hand, show that it is the supply of capital goods available at each moment that determines which of the many known technological methods of production will be employed.”

Markedskræfterne sørger via profitmotivet og kapitaludjævningen for at der ikke bygges vanvittige projekter såsom en glasurproducerende partikelaccelerator mens andre og mere værdifulde forbrugergoder endnu ikke er produceret. Dette var ikke tilfældet i USSR, hvor store atomprogrammer og rumprogrammer blev udført med en kæmpe omkostning for forbrugerne. Man havde ganske enkelt investeret i tåbelige projekter, set med forbrugernes øjne, hvor alternativomkostningen var meget højere end værditilvæksten af investeringen i atomprogrammet eller rumprogrammet. Teknologien til at bygge atomreaktorer og rumstationer var til rådighed og blev udnyttet i den grad det lod sig gøre, men det var et bevidst fravalg at bruge vestlig produktionsteknologi på bilfabrikkerne, formentlig af mangel på kapital.

I stedet for at udbygge bilfabrikkerne til at tilfredsstille forbrugernes ønsker om bedre og flere biler, så blev den knappe kapital brugt på mindre værdifulde projekter som politikerne og bureaukraterne ønskede gennemført. Bilfabrikkerne byggede stadig meget få Trabanter, Ladaer og gamle Skoda 105ere med forældet teknologi, ganske enkelt fordi kapitalinvesteringen i bilfabrikkerne blev udsultet til fordel for politiske projekter såsom atomprogrammet og rumprogrammet. Her virkede markedskræfterne ikke. I USSR besad bureaukraten og politikerne suveræn magt til at bestemme hvor der skulle investeres resurser.  Kapitalen flød ikke til de produktionsprocesser der udfyldte det mest værdifulde behov som følt af forbrugerne, det afgørende vigtige prissignal fra forbrugerne samt den frie iværksætters innovative kræfter var ødelagt i USSR, erstattet af statsligt diktat der blev udført af inkompetente bureaukrater.

Ydermere var kapitalopbygningen i USSR også ganske lav. Det kræver ikke megen forklaring. Som borger i USSR får du intet ud af at spare op, og det som bliver sparet op via centralplanlægningen af produktionsstrukturen går til tåbelige projekter der tilsidesætter forbrugernes ønsker og fremmer politikernes. De private incitamenter til at yde en indsats og søge den største profit, fx via investering, er udslettede i USSR.

Et samfund der ikke kan spare op kan ganske enkelt ikke investere i tilstrækkeligt nye teknologiske produktionsformer fordi kapitalgoderne ikke skabes grundet manglende forudgående opsparing og lyst til investering. Dernæst skal den investerede kapital være drevet af markedskræfterne for at sikre at investeringen bliver til forbrugernes gunst. Kun markedsbaseret investering kan føre til øget velstand. Politisk investering fører til fejlinvestering og stagnation eller tilbagegang, som tilfældet var i Polen. Det er dette fænomen der skal bringes frem i lyset. Det er vigtigt for forståelsen af vækst at se teknologi som en gemen “bageform” mens kapitalen er den dej man hælder i formen. Uden dej, ingen kage. Det er ganske enkelt forkert at kalde teknologien for vækstgrænsen. Den ægte barriere for vækst er samfundets mulighed og lyst til opsparing og kapitalopbygning til produktion til forbrugerne, ikke blot teknologi og frihandel.

Forståelsen af opsparing og investeringslyst er nøglen til at forstå det grundlæggende problem som Danmark er ramt af: Det er ikke tilstrækkeligt at have teknologisk kendskab og spare op, danskerne skal også have lyst til at investere i en markedsdreven produktion til forbrugerne i Danmark, uden disse elementer er det ikke muligt at øge danskernes velstand. Dermed er det tydeligt at jo færre investeringer der drives politisk jo bedre, samtidigt at jo større mulighed der er for den enkelte at spare op, jo bedre. Disse elementer er vigtige at forstå for at begribe årsagerne til vækstkrisen i Danmark. Der er ganske enkelt for megen politisk kontrol og for lidt lyst til at spare op og investere.

Løsningen er ganske simpel: Politikerne skal i højere grad holde op med at investere og skattevæsenet skal ligeledes i højere grad holde sig væk.