Monthly Archive: juli 2017

Sovjetunionen kollapsede ikke pga. mangel på innovation

Som et led i min gennemlæsning af Martin Ågerups bog “Velfærd i det 21. århundrede” er jeg kommet til en sektion jeg særligt ønsker at diskutere.

Det burde ikke være kommet som en overraskelse for mig, da der på forsiden af bogen står “Fra tilsanding til innovation” – altså antydes det at det er innovationen som er essensen af kuren mod problemet.

Men inden jeg går ind i kritikken, må jeg sige at jeg blev positivt overrasket over Martin Ågerup, for på side 83 skriver han at der er paralleller fra velfærdsstatens krise til krisen i Sovjetunionen der bidrog til systemts kollaps i 1991. Jeg er fuldstændigt enig med Martin Ågerup på dette punkt: Velfærdsstaten og kommunismen deler mange af de problemer som fører til ineffektivitet og ødselhed.

Overraskelsen kom først senere i bogen hvor Martin Ågerup skriver om velfærdsstaten i dens opbygning at:

“Det var staten der trådte til for at øge mængden af human kapital og adgangen til sundhedsydelser. Af to årsager kunne den opnå dette forholdsvis uproblematisk og forholdsvis hurtigt. For det første i udgangspunktet havde Danmark et lavt skattetryk. […] Endvidere var der netop i de år en stor vækst i arbejdsstyrken , dels som følge af demografiske forhold , dels fordi kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Der var altså både masser af penge og masser af arbejdskraft, som kunne kanaliseres imod opbygningen af velfærdsstaten.”

Ovenstående mener jeg er et validt synspunkt, men jeg synes der mangler en vinkel på hele systemet: Der eksisterede på daværende tidspunkt et velfungerende privat system, hvor man havde opdaget de tekniske og økonomiske metoder til at tilfredsstille kunderne. Produktionsstrukturens sammensætning var etableret af markedet og var effektivt i forhold til kundernes daværende behov. Det var med andre ord ikke svært i opbygningsfasen at øge produktionen, man kunne, hvis det var ønskværdigt, udvide produktionen ved at kopiere eksisterende systemer og procedurer.

Det er også værd at pointere at der er to sammenhængende og sammenbundne fænomener til stede: Det ene er den tekniske indretning som er nødvendigt for at producere godet, men det næste er hvordan man på en økonomisk facon kan bruge de tekniske midler til at fastlægge produktionen. Et er at skabe teknologien til at producere et gode, noget andet er at tilrettelægge en produktionsproces der skaber værdi. Det er to vigtige elementer der bør holdes separat i diskussionen om velfærdsstaten.

Eller kort sagt: Det offentlige kunne kopiere præcis hvad det private via markedsprocessen havde identificeret som en effektiv struktur, hvor produktionen af velfærdsydelser var i overensstemmelse med forbrugernes ønsker og behov. Det private havde arbejdet i årevis under profitmotivet, hvor markedspriserne og forbrugernes feedback guider iværksætterne til at tilrette produktionen hele tiden for at undgå tab og søge profit. Denne dynamiske proces blev sat i stå fra det øjeblik beslutningen om at nationalisere og monopolisere produktionen af velfærdsydelser til det offentlige blev effektueret. Uden den konstante udforskning af forbrugernes ønsker ved at prøve nye produkter, andre priser, andre kvaliteter af, kan produktionen af velfærdsydelser på en økonomisk facon ikke tilfredsstille forbrugernes skiftende behov eller følge med den teknologiske udvikling.

Denne dynamiske proces synes jeg at Martin Ågerup hopper for let hen over. Martin Ågerup beskriver hvorledes Sovjetunionen var i stand til at producere militært udstyr til staten, fordi, som han siger, staten har et sæt klart definerede præferencer for produktet. I Martin Ågerups opfattelse, som jeg forstår den, så er det muligt for en central planlagt økonomi at fungere hvis den har et sæt klart definerede præferencer at producere til (s. 87). Det mener jeg er forkert. I dette indlæg vil jeg prøve at forklare hvorfor vha.: Kapitalstrukturen, iværksætterens rolle og markedsprisernes unikke egenskaber. Problemet bunder i fraværet af økonomiske beregninger (economic calculation) som værktøj til at styre rettelser til produktionen.

Hvad har rustende traktorer og ukampdygtige krigsskibe til fælles?

For at gå lidt dybere ind i tilstanden i Sovjetunionen, så er det ganske inspirerende at kigge på et par youtube videoer. Robert Wenzel gennemgår i denne video en lang række udfordringer for den sovjetiske økonomi mod slutningen af dets herredømme. En af pointerne i Robert Wenzels fremlæggelse er at skibe blev leveret til flåden af skibsbyggerne i ufærdig stand, men arbejderne nægtede at arbejde videre, hvis de ikke modtog deres løn for ufærdige skibe. Sovjetunionens ledelse valgte derfor, for at undgå arbejderopstand, at betale for skibe som ikke var færdige. Problemerne med de ufærdige skibe kunne heller ikke pålægges arbejderne i skibsfabrikken: Man kan ikke installere en teknisk indretning i et krigsskib, hvis den ikke findes. Arbejderne på skibsfabrikken skulle samle skibene, men de havde ikke fået leveret de komponenter der skulle til for at færdiggøre skibet og gøre det fuldt kampdygtigt. Der manglede kapitalgoder til færdiggørelse af produktet!

Martin Ågerup skriver på s 88 at “…planøkonomi kan frembringe acceptable resultater, så længe resurseforbruget er relativt underordnet”. Jeg mener at dette synspunkt er forkert, planøkonomi kan ikke på rationel økonomisk vis allokere resurserne i produktionsprocessen til at frembringe selv det resultat som bestemmes politisk. De ufærdige krigsskibe (som skulle afleveres til staten, med den klare præference, som Ågerup fokuserer på) vidner om disse problemer. Planøkonomi er kaotisk og umuligt, hvis man følger Ludwig Von Mises argument om kapitalteori, så kan en planøkonomi ikke fungere fordi markedspriserne på kapitalgoderne er udraderede. Man kan ikke beregne hvad der er effektivt at gøre med resursen, fordi man ikke har prisen som man kan bruge til at sammenligne omkostningen for produktionen med den opnåede salgspris. I markedsprocessen bruger vi profit og tab til at indikere om resurserne i produktionen er blevet brugt effektivt (profit) eller om de er blevet brugt ineffektivt (tab).

Hvis man skulle være lige så vild med østrigernes teorier som jeg, så er det værd at kigge på denne video af Joseph Salerno, hvor Ludwig Von Mises fundamentale argument mod socialismen bliver fremstillet, inklusiv en række eksempler på problemerne i Sovjetunionen. Et af eksemplerne er at der blev bygget rigtige mange nye huse i Sovjetunionen, men at mange af disse huse ikke havde tage (tids-link til Salernos tale her). Problemet var at der ikke var produceret tilstrækkeligt med søm til at montere tagstenene på husene. Derfor måtte husene stå tomme, uden tage, og afvente produktionen af små søm der passer til tagmontering. Som Joseph Salerno beskriver, så var Sovjetunionen nødt til at finde en fællesnævner som alle produktionsgoder kunne måles på. I markedsøkonomien kan vi bare bruge pengepriserne og lade folks egne personlige præferencer koordinere produktionen for at tilfredsstille forbrugernes behov i den rækkefølge hvor det vigtigste tages først, og det mindre vigtigste tages senere. I Sovjetunionen brugte man vægt som en fællesnævner for alle goder. Det betød at man fik nogle bizarre situationer hvor en fabrik fik at vide at den skal producere x ton søm. Men for at leve op til produktionskvoten, så var det langt nemmere at producere store tung søm, frem for små lette søm til tagene. Der opstod derfor en kronisk mangel på små tagsøm og husene fik lov at stå uden tag.

Ludwig Von Mises, Human Action, s 697:

The paradox of “planning” is that it cannot plan, because of the absense of economic calculation. What is called a planned economy is no economy at all. It is just a system of groping about in the dark. There is no question of a rational choice of means for the best possible attainment of the ultimate ends sought. What is called conscious planning is precisely the elimination of conscious purposive action.

Det som er kernen i problemet er at i den centralt planlagte økonomi kender man ikke den relative knaphed, man kender ikke alternativomkostningerne eller forbrugernes præferencer for at kunne producere de vigtigste goder på en effektiv måde. Den centralt planlagte økonomi ligger derfor i ruiner fordi man ikke kan tilrettelægge produktionen af komplekse goder, såsom huse, krigsskibe eller almindeligt brød fordi inputtet til den årelange produktion består af en lang række forskellige faktorer hvor man ikke har signaler til at stimulere produktionen i præcis den mængde der er mest økonomisk.

Der var ikke brød i bagerierne fordi kornet ikke blev høstet (tids-link til eksempel fra Salernos tale her), fordi traktorerne ikke havde brændstof til høsten eller transporten videre i produktionsprocessen. Kornet rådnede på marken mens traktorerne rustede. Det er et eksempel på det kaotiske system.

Det kritiske element at forstå i denne sammenhæng er derfor at for at kunne producere et komplekst produkt skal man bruge et komplekst system til at tilrettelægge, justere og nyopfinde produktionsprocessen og tydeligt kommunikere knapheden til producenterne for at stimulere produktionen i en udstrækning der gør at hele processen kan forløbe glat og effektivt. Mangler man blot et input i processen, så går produktionen af produktet helt eller delvist i stå.

Et krigsskib kan formentlig godt bruges uden radar, men et hus er ikke brugbart uden tag. Det input der mangles i processen afgør om slutproduktet kan bruges delvist eller slet ikke.

Ved velfærdsstatens start var dette komplekse system oprettet via de private iværksættere i markedet. Det offentlige bureaukrati kunne overtage strukturen og producere som før, og for et stykke tid var produktionen rimelig effektiv og tilfredsstillede forbrugerne i en vid udstrækning.

Innovation i sig selv er meningsløst

Martin Ågerups opfattelse af innovation er efter min mening en smule upræcist. Martin Ågerup skriver direkte at Sovjetunionen kollapsede fordi den ikke kunne innovere (s. 94). Innovationen som Martin Ågerup hele tiden vender tilbage til mangler en underbyggende forudsætning for at være meningsfyldt. Innovation alene er ikke et meningsfyldt økonomisk begreb i Martin Ågerups fremstilling, fordi enhver ændring er en innovation. Enhver ny teknologi er en innovation, enhver ny organisationssammensætning og enhver ændring af produktionssammensætning er innovation. Innovation for innovationens skyld er tåbeligt.

Nøglen for at forstå hvad Martin Ågerup mener er, at innovation naturligvis skal være produktiv. Innovationen skal medføre en ændring således det medfører højere værdiskabelse. Først når vi introducerer det faste begreb “værdiskabelse” begynder innovation at lyde attraktivt. Innovation er dermed en proces der skal tilrettelægge produktionen på nye metoder for at skabe mere værdi. Det er værd at gentage: Innovation i sig selv er blot ændringer, og ændringer uden mål er meningsløse. Det er en meget væsentlig pointe at understrege at der skal være et mål med innovationen og et signal der viser om målet er nået.

Den offentlige bureaukrat i det danske velfærdssystem kan dermed godt ændre processer og tage nye beslutninger om allokering af penge til andre projekter. Disse ændringer er midlertid i blinde: Bureaukraten følger ikke forbrugernes feedback fra deres køb eller deres afholdelse fra køb, til at se om innovationen er produktiv eller om den er tabsgivende. Det er en af årsagerne til at det danske velfærdssystem er blevet så elendigt: Alle ændringerne der er indført siden overtagelsen fra den private drift har været i blinde, jo længere tid der går, jo værre bliver fejlene.

Forskellen mellem den centrale planlægning af økonomien i Sovjetunionen og den danske velfærdssektor er at det er muligt at tilrettelægge produktionen af velfærdsydelserne rent teknisk i det danske velfærdssystem. Det er ikke almindeligt forekommende at der mangler inputs til produktionsprocessen således den går i stå eller er ufuldkommen. Det kan opstå midlertidigt, men vil kunne rettes til, fordi produktionen af inputs til den offentlige drift sker i markedet med markedspriserne som ledetråd for produktionsstørrelser. Der vil derfor ikke opstå kroniske mangeltilstande, fordi prissignalerne i markedet kan guide de private producenter til at øge produktionen af det knappe gode.

Markedsprocessen, iværksætteren, innovation og prissignaler

Det som begynder at ligne noget er hvis man ser på markedsprocessen, afskaffer det offentlige bureaukratiske monster via privatisering, og lader iværksætterne i det private tilrette produktionsstrukturen for at sikre værdiskabelsen. Iværksætterne som enkeltpersoner er ikke helte. Enhver privat iværksætter der fortsætter ind i det offentlige bliver en tyran: Produktiviteten af enhver innovation der indføres i produktionen af velfærdsydelserne kan ikke måles når det er det offentlige der betaler for produktionen. Der er intet feedback fra forbrugerne i det offentlige system.

Den afgørende vigtige innovation som skal introduceres er den profitsøgende iværksætter som følger markedssignalerne, og via markedsprocessen opdager hvad forbrugerne er villige til at betale for den givne ydelse. I markedet bestemmer forbrugerne hvad skal produceres i hvilken kvantitet og i hvilken kvalitet. Iværksætterens rolle er at blive guidet af markedspriserne som formes af de økonomiserende individer i samfundet, til at søge profit og undgå tab. På denne vis sikres en effektiv produktionsstruktur der er rettet mod forbrugernes behov.  Dette er innovationsprocessen der er produktiv: Iværksætteren der guides af markedspriserne på alle sine inputs og sine kunders villighed til at betale for produktet. Innovationen i nye produkter og nye produktionsformer der anvender resurserne bedre kan i det private markedsbaserede system tilrettes således at resurserne anvendes på den måde der giver den største tilfredsstillelse for forbrugerne.

Det offentliges produktivitetsproblem kan ikke løses med innovation i offentligt regi, problemet kan kun løses ved privatisering da det igen bliver forbrugerne der bestemmer, frem for bureaukraterne og politikerne.

Markedspriserne er en perle

Det der gør de private iværksættere gode til at producere værdifulde goder, og fremme positive udviklinger over årene, er at de responderer på markedspriserne. Produktionen tilrettes kontinuerligt af iværksætterne, der observerer markedspriserne for deres inputs og outputs, og når det er denne proces der tilrettelægger produktionen, opnås således den størst mulige forbrugertilfredsstillelse med de til rådighed stående resurser.

Sovjetunionen brugte vægt som en fællesnævner for produktionsrettelser, og det resulterede i katastrofale hungerepidemier fordi traktorerne manglede brændstof. Sovjetunionens fællesnævner var uduelig og meningsløs for tilfredsstillelse af menneskelige behov. Det lykkedes dem ikke at skabe et succesfuldt system, hverken til at producere krigsmaskiner til statens brug, eller til at producere biler, jeans eller køleskabe til forbrugernes glæde. Sovjetunionen var en all-round fiasko.

Markedsprisernes unikke egenskab er at de er fællesnævneren for at rette produktionsstrukturen til. Forbrugernes evigt omskiftende luner kan kommunikeres til producenterne via markedspriserne, hvis en vare er særligt efterspurgt kan sælger kræve højere priser og stadig sælge sit varelager, fordi forbrugerne tillægger denne vare en særlig stor værdi. Dette giver markedspriserne den unikke egenskab, at de er i stand til at kommunikere subjektiv værdiopfattelse fra forbrugerne til producenterne af goderne på en objektiv facon. Det er derfor at det frie marked er så fantastisk til at dække de menneskelige behov: Producenterne får besked på hvad de skal producere, i hvilken mængde og i hvilken kvalitet, hver eneste dag af forbrugerne via efterspørgslen.

Ludwig Von Mises, Human Action s 209:

“But the practical man, eager to improve human conditions by removing uneasiness as far as possible, must know whether, under given conditions, what he is planning is the best method, or even a method, to make people less uneasy. He must know whether what he wants to achieve will be an improvement when compared with the present state of affairs and with the advantages to be expectred from the execution of other technically realized projects which cannot be put into execution if the project he has in mind absorbs the available means. Such comparisons can only be made by the use of money prices. Thus money becomes the vehicle of economic calculation.”

Iværksætternes rolle i markedsøkonomien er derfor at vurdere, justere og tage risiko for at komme forbrugernes tilfredsstillelse bedst i møde i konkurrencen med andre iværksættere. Iværksætterens rolle er, i Martin Ågerups version af ordet, at innovere således produktionen rettes til forbrugerne og sikrer deres største tilfredsstillelse. Iværksætterne i det frie marked er dermed nøglen til at sikre produktivitet, fremgang og menneskelig tilfredsstillelse. Denne opgave kan de kun løse, hvis der eksisterer markedspriser på alle inputs og outputs af det de producerer. Uden markedspriser, altså kommunikeret subjektiv tilfredshed, kan iværksætterne ikke gøre det ret meget bedre end den offentlige bureaukrat.

Det offentlige i Danmark har ingen output priser, og dets innovation bliver dermed dømt til fiasko, fordi den spilder knappe resurser på at producere goder af tvivlsom værdi. Enhver innovation i det offentlige har intet økonomisk feedback, forbrugerne tilbydes varerne efter bureaukraternes betingelser for forbrug er mødt, forbrugerne betaler ikke selv frivilligt for at købe varer eller serviceydelserne og tilkendegiver derfor ikke deres subjektive opfattelse af produktet. Skatteyderne betaler ufrivilligt hele udgiften. Forskellen mellem velfærdsstaten i Danmark og Sovjetunionen er dog den at det for velfærdsstaten er teknisk muligt at opretholde en glidende produktion, der ikke standses brat af planlægningens kaotiske effekt på produktionen af de vigtige kapitalgoder. Men ligesom Sovjetunionen er den danske velfærdsstat ikke i stand til at sørge for at komme efterspørgslen på forbrugertilfredsstillelse i møde: Ventelister på hospitalsbehandlinger, elendig ældrepleje, stigende ufinansierede udgifter til folkepension og økonomisk kaotisk rationering af børnehaver og skoler er blot nogle af eksemplerne på problemerne ved den offentligt planlagte produktion.

Nationalbanken er ingen helt

I en artikel på Finans.dk beskriver journalisten, at Nationalbankdirektør Lars Rohde for nylig, under et foredrag i Schweiz, var efter de danske pensionskasser, som i 2015 var med til at presse kronen under en 2-måneder lang valutauro.

I artiklen berettes det hvorledes profitglade valutaspekulanter forsøgte at få bugt med fastkurspolitikken, som den noble og værdige Nationalbank forsøger at opretholde i stille vejr og storm:

Et omfattende angreb fra valutaspekulanter betød, at Nationalbanken måtte arbejde hårdt for at holde Danmarks fastkurspolitik over for euroen i den periode.

I artiklen udtaler pensionsrådgiver Søren Andersen fra Fpension at det ikke er pensionsselskabernes opgave at hjælpe Nationalbanken med fastkurspolitikken, men det er deres opgave at sikre det størst mulige afkast (fx ved at undgå tab på valuta). De danske pensionsselskaber har for omkring 1.000 mia. DKK investering i euroområdet, og er derfor meget udsatte hvis der skulle opstå valutasving.

I sin essens har journalisten fremstillet Nationalbankdirektøren som den dygtige og ærværdige forsvarer af den danske fastkurspolitik der sørger for at beskæftigelsen i den skrøbelige, udsatte lille bitte danske økonomi kan opretholdes i det kæmpestore internationale profithajfyldte farvand, mens den cigarrygende monokelbærende mega-egoist hos pensionsselskaberne ikke kærer sig om nationens ve og vel, men i stedet udelukkende beskæftiger sig med profitten til sig selv og sine.

På den ene side har vi helten, Lars Rohde, og på den anden side har vi skurken, pensionsselskaberne. Det bliver ikke mere tegneserie-agtigt end dette.

Profit til hvem?

Hvis journalisten havde nogen intention om at viderebringe faktuel viden og forklare befolkningen hvordan tingene udspillede sig i den periode i starten af 2015, så ville han have gjort noget ganske andet. Han ville have belyst Nationalbankens rolle i ligevægt med spekulantens rolle. I stedet kolporteres en gang pladder der intet har med virkeligheden at gøre.

I januar 2015 skete der en masse ting, og for at holde rede på hvad der var den udløsende faktor og hvad der var den efterfølgende reaktion, skal vi grave os lidt ned i detaljerne. For at få det fulde overblik kan jeg henvise til min artikel på mises.org der beskriver situationen udfoldelse rimelig detaljeret. I korte træk kan det nævnes at Schweiz (hvor Lars Rohde holdt sin tale for nylig) reagerede først ved at opgive sin fastkurspolitik med Euro’en, dernæst annoncerede ECBs præsident Mario Draghi det europæiske pengetrykkeriprogram, uden Nationalbanken gjorde noget som helst for at indikere at den ville fastholde fastkurspolitikken. Det interessante er at Nationalbanken altid annoncerer sin respons på ændringer i ECBs pengepolitik samme dag, men denne gang var der ingen prompte meddelelser fra Nationalbanken. I en situation så usikker som januar 2015 er det meget pudsigt at Nationalbanken intet sagde, og endda at Nationalbanken ikke engang reagerede som den plejer på politikændringer. Var der ændret politik? Ville Nationalbanken følge Schweiz og opgive fastkurspolitikken?

Hvis jeg havde 1.000 mia DKK  stående i udlandske investeringer og jeg blev i tvivl om at euroen blev bombet sønder og sammen af nye pengetrykkeriprogrammer, så ville jeg gøre mit for at afdække denne risiko. Afdækningen af risikoen medfører at pensionselskaberne skal købe en stor mængde kroner i valutamarkedet, som i et frit marked med markedspenge vil medføre at prisen på valutaen stiger (hvis mængden af penge er uændret vil en øget efterspørgsel medføre højere priser på penge). Det er sandt at pensionskasserne efterspurgte mange kroner i januar-februar 2015 – dette er sandt. I opgørelsen fra oprindelsen af efterspørgslen på kroner i hele januar måned vises at 2/3 kom fra danske pensionskasser. Nationalbanken har været oppe på den store klinge på seddelpressen for at dække behovet så det kunne forhindres at “prisen” på kroner steg.

Hvorfor har danske pensionsselskaber så store euro-investeringer?

Et af de centrale spørgsmål i hele problematikken er hvorfor disse selskaber har så stor eksponering overfor euro? Det er tydeligt at de udgør en destabiliserende faktor, med deres enorme vægt, der kan føre til store udsving på valutamarkedet hvis de vil afdække deres valutarisiko.

Det essentielle problem med fastkurspolitikken er at den fastholder en kurs overfor kun én valuta. Det betyder desværre modsat også at alle andre valutaer kommer til at svinge mere end de ellers ville have gjort. Ved at binde kronen til euro gør man det også langt mindre risikofyldt at investere i euro, og mere risikofyldt at investere i andre valutaer.

Fastkurspolitikken er dermed en af de faktorer der gør at pensionsselskaberne investerer så meget i euro som de gør. Nationalbankens egen politik øger rent faktisk risikoen for valutasving overfor euro, hvis der en dag skulle opstå problemer med tilliden til fastkurspolitikken. De store investeringer i euroland fra danskerne udsætter samlet set nationen for mere risiko, ved at lægge for mange æg i een kurv. Årsagen til denne større risikotagen for investorer er den blinde tillid til Nationalbankens fastkurspolitik. Det er en ægte moral hazard der har stået på siden 1982.

Det er derfor ganske forståeligt at der kan opstå et stort pres på kronen, når en overnormal investeringsmængde ligger i den politisk favoriserede valuta. Mister valutamarkedet tilliden til fastkurspolitikken, så er der langt mere vægt bag presset, end der ellers ville være.

Nationalbankens profitmekanisme

Situationen var som følger: Nationalbanken glemmer at gøre som den plejer, og efterspørgslen på kroner stiger voldsomt pga. uroen. Nationalbanken kan trykke penge der er meget værd, de “sælger” deres friske pengesedler til udlandet og køber euroobligationer for dem, og da presset på kronen (efter 4 rentenedsættelser) aftager og kronens værdi er faldet, kan Nationalbanken sælge deres euroobligationer dyrt mens renten er lav og kronens værdi ligeså, og score en profit i kroner denne vej.

Det er lidt pudsigt at det er Nationalbankdirktør Lars Rohde der får rollen som helten mod profitsøgende kapitalister, når det var Nationalbanken der tjente over 2mia DKK på deres selvskabte kronekrise. Det er det stik modsatte af journalistens fortælling. Og ikke nok med det – pengene blev “tjent” ved at malke pensionskasserne. Pengestrømmen gik fra pensionskasserne (de grådige kapitalister) til Nationalbanken (den uselviske nationale beskytter af de svage).

Er det i øvrigt kun mig der har tænkt at det er meget interessant at dette skete netop i et valgår? Alle bureaukratierne skal naturligvis gøre sig lækre for en kommende regering, og for en grådig politiker der er intet der er mere lækkert end skatteydernes penge på et fad, serveret i en tæt tåge af statsforherligelse, skabt af statspropaganda af medløbende journalister. Lars Rohdes politik gennem hans selvskabte kronekrise forærede 2 mia af skatteydernes penge til politikerne i et valgår. Det er ganske interessant. Der er naturligvis også åbent for muligheden at det hele var tilfældighedernes spil, at Lars Rohde gjorde det bedste han kunne for nationens ve og vel – men jeg tror ikke at Lars Rohde er så inkompetent.

Det er for mig langt mere plausibelt at Lars Rohde så mulighederne for at malke valutamarkedet og give pengene til sine overordnede i staten. I fortællingen som journalisterne så gerne vil fremføre så var Lars Rohde en helt, men efter sin heltedåd som statens mand i januar-februar, blev han måske lidt for kåd, og slækkede bagefter på sine helteegenskaber. I alt fald fik han ansat sin nabo til en 5-cifret månedsløn  i august samme år. Måske er reglerne blevet fulgt til punkt og prikke under hele kronekrisen og den efterfølgende ansættelse af naboen. Jeg er ikke bekendt med nogen opfølgning, og jeg må derfor antage at problemet enten er dysset ned eller at der ikke er noget problem. Måske var kronekrisen uundgåelig. Måske var naboen den mest kompetente. I alt fald har der ikke været nogen offentlig kritik udover et par artikler om naboen.

Penge er magt

Det korte af det lange er at Nationalbanken har magten til at tjene så mange penge som den har lyst til i valutamarkedet, fordi den har monopol på udstedelsen af nye penge. Penge der er langt mere værd end produktionsomkostningen, og forskellen mellem digitale nye kroner og købekraften af kroner kan dermed høstes ved at producere nye kroner. Nationalbanken, sammen med banksystemet, er den institution der har størst magt i Danmark. De kan ruinere hele befolkningen hvis de ønsker det, de kan udrydde hele opsparinger og smadre pengeøkonomien totalt ved at trykke så mange penge som Reichsbank gjorde i Tyskland i 1918-1923.

Det er denne magt som ingen bør have. Penge bør produceres af markedet, det bør være en vare som alle kender og tør stole på. Der er intet menneske der kan besidde magten til at skabe penge ud af ingenting uden at udnytte den. Hver gang magten udnyttes går det ud over andre. Man kan kun skabe intet ud af intet, skaber man penge ud af intet, så berøver man andre deres retmæssige ejendom i processen. Man kan købe noget for de nye penge, uden at have ydet noget for dem.

For at skjule denne sandhed bliver Nationalbanken altid beskrevet i medierne som en institution der beskytter den skrøbelige borger mod fæle inden- eller udenlandske kapitalister. I stedet for at være oplysende om tingenes tilstand, så hjælper journalisterne magthaverne, når de portrætterer Nationalbanken som en helt. Nationalbanken berøver den almindelige forbruger muligheden for en stærkere krone, der kunne skabe større forbrug og større forbrugerglæde. Nationalbanken er ingen helt, det er den som er skurken.

Lad markedet beskytte næsehornet

Familien og jeg var i går i Givskud Zoo.

Konceptet er fabelagtigt, man kører sin bil med ind på parkens arealer (der er også en safari-bus man kan tage hvis man er til fods) og følger de små grusveje rundt i forskellige indhegninger hvor man kan se de forskellige dyr. Med til turen kan man købe en lille tour-guide på CD indtalt af Sebastian Klein, hvor hver del af køreturen har sit eget lydspor på CD’en, og ved start af hver del af turen står et lille skilt der fortæller dig hvilket lydspor du skal gå til for at få en forklaring på hvad det er for nogle dyr du ser, og lidt ekstra information om dyrene. Det er smart og hyggeligt at sidde mageligt i bilen mens Sebastian fortæller om dyrene som tøffer rundt tæt på bilen mens ungerne lytter og deltager.

Grusvejen er bred så der er plads til overhaling, da vi tog turen 2. gang fik vi os en kop kaffe og lidt snacks mens vi kiggede på dyrene. De andre gæster der ikke gad vente på kaffe-klubben i vores bil kunne bare overhale og selv bestemme deres tempo.

Der er mellem safariområderne tre forskellige parkeringspladser hvor man kan lade ungerne lege med geder og gyngestativer, mens de nedslidte forældre kan få sig et hvil på nogle opstillede bænke. Glimrende.

På turen igennem parken hørte jeg flere gange at Givskud Zoo var med i et avlsprogram for at forhindre at visse dyrearter (fx næsehornet) skulle uddø. Fortællingen var at krybskytter nedlægger de store dyr for at tage hornet fra dem, fordi prisen på hornet er meget høj på det sorte marked i bl.a. Asien. Næsehornet er ellers fredet, men på trods heraf nedskydes der stadig mange dyr, og hvis man vil undgå at arten uddør, så skal der gøres noget yderligere.

Problemet med næsehornet

Sebastian Klein fremførte argumentet at problemet er at næsehornets horn er så dyrt, at det kan betale sig for krybskytterne at jagte dyret (selvom det er farligt og ulovligt) for at tjene penge ved at sælge den sorte vare på det sorte marked.

For at tjene penge som krybskytte skal man blot investere i en højkaliber jagtriffel, lidt ammunition, en fukssvans, bestikke et par parkbetjente og leje et egnet transportmiddel. Det er ikke uoverkommelige omkostninger, den potentielle gevinst taget i betragtning. Problemets natur er naturligvis at krybskytten kan score den private gevinst mens omkostningerne bæres af andre. Når gevinsten er i den størrelsesorden, og omkostningerne er så små, er der et stort incitament til at berige sig selv ved at overtræde loven og stjæle et næsehorns horn for at sælge det videre på det sorte marked.

Prisen for et næsehorns horn er 370.000kr per kilo, ifølge artiklen på reepark.dk. Organisationen “Save the Rhino” opfordrer til at man ikke fortæller hvad næsehornets værdi er, fordi man er bange for at det skaber større udbud af næsehornets horn af krybskytter der i større antal vil begynde at skyde dyrene, når de opdager hvor værdifulde hornet er. Tanken er igen at denne resurse (hornet) er meget knap, og det vigtigste er at undgå at fortælle om knapheden, fordi det driver prisen i vejret og øger sandsynligheden for krybskytterne intensiverer jagten på dyret.

Det er måske på sin plads at sige at “Save the Rhino” som sådan ikke er imod legalt salg af næsehorns horn, deres hovedfokus er på artens overlevelse. De kipper med flaget til muligheden for at afskære næsehornets horn i et forsøg på at undgå at dyret bliver skudt. Hvad vil en krybskytte med et dødt næsehorn alligevel? Hvis hornet er fjernet så er værdien af selve næsehornet ikke nær så høj for krybskytten.

Næsehornet går omkring i sine naturlige omgivelser og er et let bytte for krybskytter (hvis man ser bort fra muligheden for at blive kanøflet af næsehornet i forsøget, naturligvis) der har adgang til naturen hvor næsehornet færdes. Problemet er at det er for let at få adgang til næsehornet og man har ikke nogen ligevægtig interesse i at beskytte dyret. Krybskytten der ikke skyder et næsehorn har ingen sikkerhed for at næsehornet er der i morgen. I stedet kan krybskytten skyde næsehornet nu og tage gevinsten med hjem. Krybskytten skal ikke afholde udgifterne til at erstatte næsehornet med et nyt dyr.

Naturelskende fundamentalister vil fastholde at dyrenes rette sted er den frie natur, og resultatet af deres politiske pres for at fastholde dyrene i naturen kan man se på statistikkerne over næsehornets antal. På trods af dette politiske pres for at lade næsehornene være offentligt eje med straf for at nedskyde dyrene er statistikken nedslående. Særligt siden finanskrisen i 2008 er næsehornet blevet jagtet langt mere intensivt end før. Ifølge den forudsigelse fra linket vil næsehornet være uddød i Afrika i 2025, takket være krybskytterne. I skrivende stund er der 8 år tilbage hvis forudsigelsen om krybskytternes “succes” holder stik.

Statsløsningen

Siden slutningen af 1800-tallet har næsehornene været fredede og siden 1970erne har handel med næsehornets horn været forbudt. Den nuværende løsningsmodel er ikke robust, på trods af midlertidige fald i krybskytternes aktivitet er denne genoptaget siden finanskrisen.

Et stykke papir der ligger inde hos lovgiverne hvorpå der står at det er ulovligt at skyde og handle med næsehorn betyder ikke så meget i praksis for krybskytten. Parkbetjentene kan formentlig også bestikkes til at kigge den anden vej når man tøffer ud i landskabet for at nedlægge et næsehorn.

For at beskytte næsehornet må man derfor tage andre midler i brug udover at skrive på et stykke papir at det er ulovligt. Man må bruge resurser på at beskytte næsehornet, fx med indhegning og “bodyguards” til at forsvare næsehornet. En passiv indhegning i sig selv gør ikke den store forskel, det er nødvendigt at der er mekanismer på plads der aktivt sørger for at næsehornet kun kan nærmes af udpegede personer der står for plejen og driften af anlægget.

Ydermere er det formentlig også vigtigt at parkbetjentene der bevogter dyrene er loyale overfor projektet, og derfor kan det være en god idé at betale dem en høj løn for at minimere problemet med bestikkelse. Øgede lønninger til personalet medfører naturligvis større omkostninger til beskyttelse af dyrene. Disse midler skal opkræves hos skatteyderne eller modtages som gave fra naturbeskyttelsesforeningerne verden over for at dække omkostningerne til beskyttelse af næsehornet.

For at øge beskyttelsen af næsehornene kan man udover de kvalitative metoder tage drastiske kvantitative metoder i brug: Man kan forestille sig at det vil hjælpe på beskyttelseseffekten at tæppebombe Savannen med parkbetjente udstyret med automatgeværer og helikoptere. I det tilfælde at hvert næsehorn har en eller flere personlige loyale bodyguards bevæbnet til tænderne kan man nok forestille sig at krybskytteri bliver besværliggjort i en sådan grad at det vil være ganske få dyr på årsbasis der vil blive nedlagt af krybskytterne.

Løsningen for at standse krybskytteriet er dog ikke det eneste der skal sættes i værk: For at sikre artens overlevelse og dyrenes naturlige plads skal et intensivt avlsprogram sættes i værk. Hvis man ønsker at opnå tidligere tiders  bestand (fx 1960) af næsehorn skal der produceres i omegnen af 800.000 dyr.

Problemet med denne løsning er at ingen ejer dyrene og at beskyttelsen af dyrene ikke medfører en indtægt til beskytteren. Den statslige løsning medfører en stor skattebyrde på de fattige lande (som fx Namibia, Zimbabwe og Kenya) der ikke har midlerne til at beskytte dyrene i deres naturlige miljø. Omkostningerne bliver svære at dække med skatteydernes midler og den fanatiske fastholdelse af naturlig opbevaring af næsehornene, i fri skudlinje fra eventuelle krybskytter, føjer spot til skade. Problemet er ikke let at løse, men det er dog ikke umuligt.

Hvorfor efterspørge næsehornets horn?

Næsehornets horn er særligt efterspurgt i Asien fordi det siges at have helbredende effekter. Asiaterne har derfor et ønske om at bruge næsehornets horn til at helbrede deres familiemedlemmer, når de bliver syge. “Problemet” med efterspørgslen er derfor at der er mennesker som finder hornet værdifuldt og bruger det til at stille deres behov for medicin tilfreds.

I den vestlige verden vil sådan et standpunkt på medicin måske blive opfattet som overtroisk, grænsende til idioti. I vores kultur er det almindeligt at medicin fabrikeres af syntetisk fremstillede materialer på en organisk-kemisk fabrik under kontrollerede forhold. Det er derfor ikke let for de vestlige godhedsindustrier at tage Japanerne, Vietnamesernes eller Thailændernes behov seriøst. Hvorfor bruge ufatteligt store summer på det sorte marked for at kurere en sygdom der sandsynligvis kan kureres med en pille, et kirurgisk indgreb eller en anden vestlig type af løsning på sundhedsproblemet der ikke involverer brutal nedslagtning af truede dyrearter? Hvorfor er det forkert?

Problemet med at kritisere forbrugerne af godet som en løsning er at man tilsidesætter deres subjektive behov og deres menneskelige velvære i et forsøg på at dæmme op for et problem der er skabt af andre årsager. Hvis noget er særligt værdifuldt for mennesket, hvorfor være så nærig at nægte dem at få deres ønske opfyldt ved at lobbye for fredning og handelsbarrierer? Problemets natur har mange paralleller til narkotikalovgivningen: Vi bryder os ikke om dette forbrug, og derfor gør vi det ulovligt. Resultatet bliver at markedet går under jorden og bliver sort, at markedskræfternes sædvanlige virke bliver saboteret, menneskets velvære bliver undergravet af det sorte markeds andenrangsprodukter og et kæmpe statsligt apparatur skal konfiskere varen og fængsle fredelige mennesker. I stedet for at kunne købe varen af andre lovlydige og fredelige mennesker tvinges forbrugeren til at købe varen af fordækte personer der ikke har så mange skrupler ved at overtræde loven. Man presser derved forbrugeren ud i det kriminelle miljø og udsætter denne for en større risiko end ellers.

Med næsehornet er det naturligvis en meget anderledes teknisk løsning at producere flere af dem i forhold til at dyrke nogle hamp planter i et privat drivhus, men i princippet er problemet det samme. Den liberale måde at tackle problemet på er at efterkomme efterspørgslen ved at øge produktionen for at lade mennesket opleve glæden ved at tilfredsstille sit behov.

Markedsløsningen

Problemet med næsehornet er et problem om ejendomsretten. Hvem ejer næsehornet? I dag er det “det offentlige” der ejer næsehornene, og de klarer opgaven dårligt. Det offentlige har store problemer med at finde ud af hvordan dyrene beskyttes på økonomisk vis og hvordan man finansierer driften af de store naturparker. Det offentlige har intet seriøst avlsprogram der kultiverer og intensiverer avlen af næsehornene, dyrene får lov at tøffe rundt på egen hånd og den naturlige ineffektive avl får lov at bestå år efter år. Der er ingen dyrepasser der sikrer at dyrene undgår sygdom og at fødslen af næsehornet foregår under kontrollerede forhold for at sikre kalvens overlevelse.

Historier som denne får mig til at tænke på at der må være rigtig mange penge at tjene på at opdrætte og sælge næsehorn. I stedet for at problematisere næsehornets høje værdi, så kan problemet vendes på hovedet, og bruges til næsehornets fordel. Frem for at socialisere næsehornet og sætte politikerne til at plyndre skatteyderne for at beskytte dyret enormt ineffektivt i den frie natur, så lad private om at gøre det. Privatiser næsehornet. Markedet har en fantastisk drivkraft til at producere værdifulde genstande, hvorfor skulle et næsehorn være anderledes end en ko? Køer er også værdifulde dyr, men de tamme husdyr findes i så enorme antal at der er ingen seriøs person der vil vove at påstå at den almindelige jersey eller sortbrogede ko er tæt på at uddø fordi den er værdifuld. Tværtimod vil nogle personer mene at vi har for mange køer, bl.a. fordi det skader menneskets sundhed at forbruge så meget rødt kød, og andre igen fordi husdyrholdet af køer medfører en stor produktion af drivhusgassen metan der slippes ud i atmosfæren.

Den kritiske forskel på en privatejet ko og et offentligt ejet næsehorn er de omkostninger og gevinster som en slagtning medfører. Det offentligt ejede næsehorn medfører meget få omkostninger for krybskytten, men en meget stor gevinst, hvorimod den privatejede ko ikke giver samme cost-benefit. Hvad er omkostningen ved at slagte en ko i dag? Det er prisen på koen i morgen. Hvad bestemmer værdien af koen over tid?

Det gør forbrugerne på markedet kombineret med koens anatomi og udvikling. Hvis forbrugerne ønsker at betale en tilstrækkelig høj pris for at få kalvekød frem for oksekød, så vil værdien af koen under sin opvækst øges til et vist punkt, indtil værdien begynder at falde. Der er flere elementer i værdien af en ko, det kan være fødedygtigheden, slagtevægten eller noget tredje. Vi kan tage eksemplet med et kødkvæg som er udset til slagtning frem for reproduktion. Fælles for alle elementerne er at kombinationen af disse elementer giver en værdi for producenten og det er med denne værdi i mente at producenten afgør hvornår det er profitabelt at slagte:

Den forventede slagtevægt af koen samt markedsprisen for kalve kontra oksekød fortæller producenten hvilket tidspunkt er det bedste for at slagte koen, når overskuddet ved driften er størst. Derfor slagter man ikke sin ko når den er meget ung, men venter indtil tilvæksten af kød på koen samt når værdien af kødets pris per kilo giver den største indtægt. Hvis koen var udpeget til avl så ville det være kontraproduktivt at slagte koen inden den havde født sin kalv. Det kan enhver se, men det udtrykkes også i værdien af koen der er drægtig, den bærer på en potentiel ny indtægtskilde, dens kalv.

Producenten sørger dermed for at tilfredsstille markedet ved at slagte når dyret har større værdi som slagtekød end som produktionsdyr. Derfor er producentens jagt på profit afgørende vigtig for at opbygge og vedligeholde et produktionsapparat der sørger for at mætte markedet ved at producere den største værdi både i dag og i morgen.

Næsehornet er naturligvis langt mere værdifuldt end en ko i den nuværende situation (bl.a. pga. den intense knaphed på dyret). Hvor den almindelige ko kan få lov at gå frit omkring og græsse på marken (fordi dens værdi er relativt lav, takket være en stor produktion af nye køer), skal næsehornet formentlig holdes under tættere bevogtning. Det vil derfor kræve store investeringer i sikrede anlæg og en lang årrække af udforskning i hvordan næsehornene kan avles så hurtigt som det er profitabelt for at sikre artens overlevelse, jævnfør ovenstående beskrivelse af værdiproduktion.

Der er kun ganske få år at løbe på, hvis det er korrekt at næsehornet uddør fra Afrika i 2025. Hvis man søger markedsløsningen skal man huske på hvilket udgangspunkt markedet har at arbejde med. i 1960 var der 800.000 næsehorn, hvor der i 1995 knap var 2500 individer tilbage, i dag findes omkring 5000 sorte næsehorn i naturen. Hvor mange næsehorn vil markedet producere og vedligeholde? Det tal bestemmer markedet – ligesom det i dag er markedet der bestemmer hvor mange køer der er i Danmark, hvor mange svin, høns osv. Det afgøres af hvor stor værdi næsehornet har kontra de omkostninger der er forbundet med at opdrætte det, herunder beskyttelsesomkostninger, avlseffektivitet og meget andet. Det betyder blot at markedet opvejer omkostninger kontra gevinster for at sikre at der ikke bruges for mange resurser på at beskytte og opdrætte næsehorn eller for den sags skyld at der bruges for få resurser til at sikre et værdifuldt gode for forbrugerne.

Det havde været langt nemmere for markedet at tilfredsstille forbrugerne hvis bestanden ikke havde været socialiseret i årtier, og det er ikke givet at markedsløsningen vil sikre artens overlevelse – måske er det allerede for sent at redde næsehornet. Markedsløsningen som tankeeksperiment er dog ganske interessant, for det betyder at man tænker over problemerne på en anden måde.

I stedet for at se på slagtning af og handel med næsehorn med gru og ophidselse, så kan man vende problemet på hovedet og både komme naturelskerne og forbrugerne af næsehorns horn i møde. Det burde være et spiseligt forslag for naturelskerne, der formentlig ikke er afklaret med om de hader kapitalisterne mere end krybskytterne:

Vend vreden til noget positivt ved at sætte kapitalisterne op mod krybskytterne: Lad kapitalisterne tjene penge på at producere næsehorn og de vil beskytte næsehornet mod krybskytterne.

Markedsløsningen kræver at markedet for næsehornsavl og salg af næsehornsprodukter bliver frigjort og lovliggjort. Det skal være lovligt at sælge næsehornets horn igen, det skal være lovligt at eje næsehorn og holde dem i fangenskab (dels for beskyttelse dels for at kontrollere avlen).

På trods af den nuværende situation med opretholdelse af forbud om salg af næsehorns horn så er markedet allerede i gang med alternative løsninger på problemet:

Løsning 1: Producere syntetisk næsehorns horn

Løsning 2: En 30.000 HA naturpark i Keyna, Masai Mara

Markedsløsningerne har nogle klare fordele:

  1. Produktionen og beskyttelsen af næsehorn vil foregå effektivt, frem for på den åbne savanne (som undertiden antager form af rene skydetelte)
  2. Indtægterne fra salget af produktionen bruges til at sikre fremtidig produktion (og måske artens overlevelse)
  3. Asiens forbrugeres behov bliver tilfredsstillet på en fredelig og lovlig måde, i den udstrækning de selv ønsker at betale
  4. Naturelskernes behov bliver tilfredsstillet i den udstrækning de selv ønsker at betale

Men hvad med behovet for at have dyrene gående frit og ikke i fangenskab? Hvordan løser markedet denne konflikt mellem de naturelskende fundamentalister på den ene side og de asiatiske forbrugere på den anden side?

Igen er markedsløsningen meget simpel: Privatiser naturen. Lad kapitalisterne opkøbe arealer i de udsatte områder og lad dem drive jagtturisme, safariturisme og alskens anden slags produktion til markedet for at give dem indtægter der kan gå til at vedligeholde og udbygge produktionen af næsehorn og naturfaciliteter. Det betyder ikke at hele Afrika skal omdannes til Disney World, indhegnet og proppet med amerikanske turister. Det vil være naivt at tro at alle vil gøre det samme: Enhver kan drive sin ejendom som denne lyster. Ønsker man at have en ægte naturpark som er uberørt, så vil forbrugernes efterspørgsel dirigere resurser til at drive en sådan naturpark, hvis der er tilstrækkeligt med mennesker der deler den opfattelse. Hvis der virkeligt er tilstrækkeligt med naturelskere i verden, så vil det også være muligt at drive sådan en naturpark og bevare den fremover. Det er med andre ord vigtigt at understrege at markedet giver forbrugerne det som de vil have: Hvis det er værdifuldt for markedet at store parker drives så naturtro som muligt, så vil det være disse parker der klarer skærene bedst, mens det vil være de mere kommercielle parker der kan klare sig hvis markedet ønsker sådanne. Glem heller ej at begge dele kan lade sig gøre parallelt – det udelukker ikke hinanden, markedet kan sagtens drive begge slags parker, fordi ejerskabet er opdelt. Når ejerskabet af naturparkerne drives af det offentlige bliver løsningen ofte af alt-eller-intet typen. I det offentlige ser man sjældnere diversitet i løsningsmodellen, mens det private ejerskab fører til diversitet.

Givskud Zoo er et strålende eksempel på markedsløsningen

Givskud Zoo gør præcis det som er nødvendigt for at beskytte og avle flere næsehorn: De tjener penge på dyret. De har midlerne til at beskytte og avle næsehornene i Givskud Zoo, så hvis det betyder noget for dig at disse dyr bevares og overlever, så besøg Givskud Zoo og brug penge hos dem så der er råd til at avle og beskytte dyrene. Jeg skal ikke kunne afgøre for dig om det er vigtigere at donere penge til www.savetherhino.org eller om du vil tage i Givskud Zoo (eller en anden næsehornsavlende zoologisk have) hvor du får en dag med familien for dine penge.

Hvis asiatiske medicinfabrikanter vil betale for store næsehornsfarme, så lad dem endelig betale for det. Ligeledes, hvis naturelskerne vil betale for store private reservater der drives på en meget naturlig facon med næsehorn og andre naturlige arter, så lad dem endelig betale for det.

Som afsluttende bemærkning vil jeg blot gentage at næsehornets problem ikke er at det har et meget værdifuldt horn – problemet er at næsehornet ikke ejes privat og nyder fuld beskyttelse svarende til dets værdi. Næsehornets horn er så dyrt fordi private ikke har haft mulighed for at eje og producere tilstrækkeligt med næsehorn til at øge bestanden og reducere krybskytteriproblemet: Jo færre dyr der er tilbage, jo højere bliver prisen på hornet (hvis efterspørgslen ikke ændrer sig). De statslige metoder har været brugt i massevis af år, og det har skabt en kronisk underproduktion af næsehorn til at tilfredsstille forbrugerne i Asien samt naturelskende naturbeskyttere. Underproduktionen har været så markant at krybskytteriet er blevet så profitabel en levevis at det truer artens overlevelse indenfor meget få år. Det er tosset at tro at mere af det samme vil føre til en bæredygtig produktion af næsehorn, det er langt mere plausibelt at tro at privat ejerskab og beskyttelse af næsehorn samt individuelle private avlsprogrammer kan sikre næsehornets overlevelse.

Smugleri og sort arbejde snyder staten

I en kronik på Jyllands-Posten skriver Nils Valdersdorf Jensen, museumsinspektør på Svendborg Museum, sit syn på smugleri, stat og samfund.

Kronikken hedder “Smugleri som dansk folkesport” og fortæller om smuglernes historie med oprindelse i det Sydfynske øhav.

For Nils er der to slags smugleri, det ene er den private familiefar der snupper lidt ekstra med over grænsen hjem til familien, og det andet er storskala forretningsbetonet smugleri. Det første anses som en lille hyggelig familiesmugler mens den sidste anses for at være kriminel. Nils er selv inde på at overgangen mellem hvad der opfattes som almindelig og velanset smugling på den ene side og kriminelt forretningsbetonet storsmugleri på den anden side, drejer sig om etik.

Inden vi begraver os i kronikken er det måske en god idé at forklare hvad den almindelige danske definition er på smugling. Fordi jeg altid er sådan en politisk korrekt person tager jeg udgangspunkt i Politikens Nudansk Ordbog, som beskriver ordet “smugle” således:

1. smugle ngt ulovligt og i smug føre forbudt el. toldpligtig vare over en landegrænse”

Det fører naturligvis til næste spørgsmål, for hvad er loven og hvad er en landegrænse? Begge dele er statslige fænomener der er fastlagt af den herskende politiske organisation, i Danmark er det Folketinget. Det vil sige at smugling er at købe en vare hos en anden person i markedet, hvor sælgeren og køberen begge har frivillige interesser i at hjælpe hinanden ved at bytte en sum penge for en given vare. Købet i udlandet kan naturligvis være enten lovligt eller ulovligt i landet hvor det købes, men jeg tror (en søgning på smuglerstatistik/smuglergods osv. gav mig ikke noget brugbart, desværre) for langt størstedelen af smuglergodset drejer det sig om ganske almindelige forbrugergoder (øl, spiritus, chokolade, slik, cigaretter, sodavand og vin) som handles på markedet mellem to parter der begge drager fordel af udvekslingen.

Smuglerakten er således at føre sin retmæssige ejendom, købt i udlandet, hen over den danske grænse, hvor Folketinget ved håndsoprækning har vedtaget at det må du ikke.

Der er to slags goder der kan smugles over. Den ene kan købes lovligt i Danmark, og smuglervaren er bare billigere men stadig lovlig at købe og forbruge. Den anden er ulovlig og kan ikke anskaffes i Danmark fordi det er forbudt. Forbrugerens nydelse af begge typer af goder lider dermed skade af Folketingets lovgivning.

Det liberale syn på smugling

I det liberale syn på markedstransaktionerne så er det Folketingets lovgivning der er forkert. Varerne er tilvejebragt via markedstransaktioner mellem to parter der begge drager fordel af at sælge til hinanden, og er begge parter den retmæssige ejer af goderne, så er der fra liberal side ikke mere at sige til transaktionen mellem parterne end at de begge får noget ud af at hjælpe hinanden. Varerne skifter blot ejermand, både køber og sælger gøres bedre tilfreds med livet ved at bytte.

Smugling har derfor en særlig status i det liberale tankegods. Smugling er ikke forkert iflg. den liberale når det sker over landegrænser hvor man blot fører sin retmæssige ejendom med sig eller beder anden person om at gøre det for dig. Dette skal naturligvis ikke ses som en opfordring til at begå handlinger der udsætter dig for problemer med toldvæsen eller politi, det er blot værd at nævne at smugling over landegrænser i den liberale filosofi ikke er forkert.

Der er dog en type smugling hvor den liberale også rynker på næsen: Smugling af varer ind på privat ejendom hvor de er uønskede. Det kan eksempelvis være en biograf hvor det er imod reglerne at medbringe slik og sodavand, som ikke er købt hos biografejeren, i salen. Den person der køber billet og på trods af tydelige regler medbringer sodavand og slik i salen har forbrudt sig mod den aftale personen har indgået med biografejeren.

Hvad er så forskellen mellem den privatejede biograf der selv kan fastsætte regler, og den danske stat, der de facto står som ejer af alle områderne? Er det ikke det samme om en privat fastsætter reglerne for et privatejet område, og folkevalgte politikere fastsætter regler for et offentligt område?

En omvej via den liberale utopi

I forbindelse med etablering af regler for brug af privat ejendom, herunder forbud eller tilladelse af medbragt slik og sodavand i biografer, er det nødvendigt at fastslå hvem den retmæssige ejer af ejendommen er. I tilfældet af den private biograf må man finde et skøde eller andet bevis på at ejendommen er købt på ærlig vis med en modpart der var den retmæssige ejer, og så fremdeles. Går man kæden af tidligere ejere tilbage vil man på et tidspunkt, udokumenteret eller dokumenteret, støde på at ejendommen (grunden) var almindelig fri natur, som intet menneske ejede. I den naturlige tilstand uden menneskeligt ejerskab tilknyttet overgår den liberale ejendomsret til at hvile på det Lockianske begreb at “blande sit arbejde med jorden” for at vinde ejendomsret af grunden. For at kunne omdanne naturlig uejet jord til sin ejendom skal man have været den første til at benytte den, ved at arbejde på jorden, ved at tage den i brug og tydeligt vise at denne er taget i brug fx ved indhegning og opdyrkning. Den første som gør således med uejet jord er i den liberale filosofi, hvis man er tilhænger af John Lockes teori, den retmæssige ejer. Herfra kan man råde over ejendommen som man ønsker, og kan sælge eller give den bort.

Der er rester af den Lockianske filosofi i den danske lovgivning, som stammer tilbage fra sidst i 1600-tallet hvor begrebet hævd er indført. Hævd kræver dog en vis tidsperiode for at vinde ejendomsretten til jorden, i den danske lov er det 20 år. En sådan lov ville i udgangspunktet (før bronzealderen) have være skadelig for samfundets blomstring og udvikling da man ville være usikker på sin ejendomsret i 20 år, og derfor er det formentlig først senere der er opstået krav om 20 års brugsret. Det er formentlig en naturlig tilstand at den som bosætter sig i et uejet område får lov at beholde området som sit. Naboområdet vil i det tilfælde være åbent for alle og den rigelige tilgængelighed af brugbar naturgrund har formentlig medvirket til at konflikter over ejendomsretten har været sparsomme.

Med ejendomsretten i baghovedet kombineret med Lockes filosofiske oprindelige vinding af ejendomsret kan vi nu vende tilbage til spørgsmålet: Er det ikke legitimt at staten fastsætter regler for brug af dets territorium?

Det umiddelbare svar er at det er meget svært i den liberale filosofi, at se hvordan staten skulle være den retmæssige ejer af Danmarks arealer. Staten er i første omgang ikke nogen privat person der har blandet sit arbejde med arealerne, staten har ikke retmæssigt købt ejendommen af tidligere ejere, men har i stedet eksproprieret retten til arealer ved at skrive på et stykke papir, underskrevet af folketinget, at arealerne nu ejes af staten. Den liberale kritik af statens regeludstedelse hviler derfor på at statens ejendomsret over området ikke kan etableres og området må anses for at være uejet – men blokeret fra privat ejendomsret. Offentlig ejendom er således ikke det samme som privat ejendom og regler for brug af de offentlige arealer gør det umuligt for den liberale fundamentalist at anerkende statens regler for brug af området som legitime i en lovmæssig sammenhæng.

Det betyder ikke i den liberale filosofi at alt er tilladt på arealerne der er offentlige. Ejendomsretten tager udgangspunkt i at man ejer sin egen krop og sind, og dermed er denne altid beskyttet mod aggressiv vold uanset hvor den befinder sig. I den liberale filosofi betyder det også at statens ejendom burde privatiseres således ejendomsretten kunne fastlægges og regler for brug kunne fastsættes. Det vil i den liberale utopi betyde at smugling ikke bliver et spørgsmål om hvorvidt staten skal have penge af dig hvis du vil hjemføre varer du er kommet til på ærlig vis i udlandet, men i stedet et spørgsmål om de private jordejere tillader brug af vejen til at fragte godset. I den forstand vil der opstå konkurrence på drift af vejene, og det vil være meget omkostningsfuldt for ejerne at opstille skrappe regler for hvilke varer der må være i bilen der kører gennem deres område.

Her ser den liberale igen på markedet som driver for samfundets udvikling: Når statens toldvæsen drives for skatteydernes midler kan de tillade sig en langt større grad af ineffektivitet og tilsidesættelse af menneskelige behov end det private kan. Den private indkomst hviler på frivillig brug af vejen og urimelige høje omkostninger vil medføre tab af indtægt og store profitmuligheder for konkurrenterne som kan tilbyde vejservice på mere spiselige vilkår. Toldvæsenet har monopol og garanteret skatteyderbetalt indkomst. Mellem de to ikke-perfekte systemer kan man vælge. Hvilket system tror du vil være mest interesseret i at gøre forbrugerne glade?

Tilbage til virkeligheden

For en stund har vi befundet os i den teoretiske liberale utopi, og nu vender vi tilbage til realiteterne. Øvelsen i at forestille sig den liberale utopi er en vigtig øvelse, ligesom det for fysikeren er vigtigt at betragte urealistiske fænomener såsom den vægtløse stang, eller den modstandsløse elektriske leder. Uanset de utopiske fænomener i den “rene” model så giver det vigtige indsigter. Det samme gælder sociale sammenhænge, hvor det er vigtigt at adskille tingene ved at kende sit fundament og herfra analysere på den nuværende situation for at fokusere på de elementære begreber og fastslå hvad der er ægte liberalisme og hvad der er statslig socialdemokratisme. Grænsen er ind i mellem hårfin, men uden en streng rettesnor føres man let til absurde situationer, som når Ole Birk Olesen kalder det liberalt at give statslige lån til almennyttige boliger. Dette røgslør kan kun afsløres ved at grave dybt i den liberale filosofi – for på overfladen er det afgjort ikke liberalt, selvom ministeren forsøger at redegøre for at det skam er liberalt fordi det sænker statens udgifter.

Der kan ikke være tvivl om at staten i Danmark opfører sig som den ejer hele arealet, og flertallet af befolkningen følger det samme tankesæt. I praksis er staten den som bestemmer. Den besidder et monopol på lovgivning og kan gøre med denne uindskrænkede magt hvad den lyster. Staten hersker over borgerne, herom kan ikke være tvivl. Loven udvikler sig ikke som en markedsproces ved domstolene, loven dikteres af politikerne og håndhæves af skatteyderbetalte bureaukrater som toldvæsen og politi.

Da situationen er således at de offentlige arealer i praksis ejes af staten og ikke af private, samt at loven defineres af politikere og bliver håndhævet af politi og toldvæsen, og man ønsker at minimere sine uoverensstemmelser mellem myndighederne og sig selv, må den liberale påpege at lovene bør udformes således der er fri adgang til fredelig handel mellem borgerne. Staten skal ikke opstille barrierer mellem borgerne, hvad enten den ene part er dansk, tysk, fransk eller noget fjerde. Det burde være frit for borgeren at medbringe de varer man retmæssigt er kommet i besiddelse af, og benytte de offentlige veje og arealer til fredelig handelsrute som man ønsker det. Smugling over landegrænserne bør lovliggøres, hvis det ikke er muligt at privatisere arealerne og lade private jordejere finde ud af hvad de optimale regler skal være via markedsprocessen. Kan vi ikke slippe af med staten, så kan vi i det mindste kræve at den lader borgeren være så fri som muligt ved at henvise til ejendomsretten.

Ønsker man at læse mere om den liberale tankegang om ejendomsretten, frihedsbegreberne og den naturlige overgang fra uejet til ejet jord, kan det anbefales at læse Murray Rothbards “The Ethics of Liberty” eller “For a New Liberty” af samme forfatter. Rothbard kan virke lidt ekstrem, men det giver brugbare værktøjer til at analysere problemerne som samfundet befinder sig i.

Efter denne korte introduktion til liberal filosofi, kan vi tage hul på kronikken. Nu vil læseren være godt rustet til at gennemskue problemerne som den liberale finder i Nils’ indlæg.

Nils ophøjer staten

I kronikken tager Nils udgangspunkt i at statens regelsæt er legitimt og bør opretholdes overalt. I kronikken beskriver Nils problemet med smugleriet således:

Smugleri er en forbrydelse, hvis offer ikke har et menneskeligt ansigt. Ofret er statskassen. Det gør smugleri til en politisk handling.

Smugleri er en temperaturmåling på forholdet til staten. Jo mere loyalt et område er over for staten, jo mindre smugleri er der.

Sydfyn og øerne har altid været langt væk fra magtens centrum. Når øboerne så toldskibene i horisonten, stak de af eller smed smuglergodset over bord. Der var mange steder at gemme sig og der var utallige landingssteder. De lokale dækkede over hinanden. Loyaliteten til det lille samfund vandt over loyaliteten til det store.

Når jeg læser disse linjer så tænker jeg, modsat Nils, at smugleri er den undertrykte borgers mulighed for at krybe væk fra åget som staten pålægger ham, for at søge sin større glæde og tilfredsstillelse med livet ved at handle med udenlandske borgere. Det er ikke smugleren der ved sin fredelige handel med udlandet begår en politisk handling, det er folketinget der gør fredelige borgeres frivillige handler strafbare. Som Nils også er inde på så er der en sammenhæng mellem statens tilstedeværelse og borgerens lyst til at følge lovens ord. I stedet for at se på det som et loyalitetsproblem overfor staten, ser jeg nærmere på det som den frihed det giver at være langt fra statens bureaukrater kontra at føle deres evige tilstedeværelse.

Er det godt at være loyal overfor staten? Staten har i Danmark en særlig status hos den almindelige borger, borgeren ser staten som et ordentligt system der sørger for at holde styr på det rodede samfund, ved at pålægge love og betale for veje osv. Den liberale ser i stedet staten som en tyran når den blander sig i fredelige borgeres frivillige virke. Den liberale ser på mennesket som et frit individ der har ret til at være i fred for indblanding fra andre mennesker. Staten er en organisation der hyrer sine medarbejdere til at blande sig i hvad andre mennesker gør og under truslen af tvang påvirker de borgerne i samfundene i Danmark til at gøre noget andet end de ellers ville have gjort. Fx at handle mindre med udlandet eller at købe færre dagligvarer.

Nils’ sidste sætning nævner loyalitet overfor det lille nære samfund kontra loyalitet overfor det store samfund. Hertil er der bl.a. at sige at staten ikke er samfundet. Samfundet er almindelige ligeværdige borgere som alle underlægges den samme lov der kan hjælpe hinanden via markedet eller igennem almindelige civilsamfundsnyttige handlinger. Fx at hjælpe nabo’en med at klippe hæk eller give en hånd med til sommerfesten. Så snart staten blandes ind i samfundet begynder der hurtigt at opstå problemer, for mellem borgere ses det ikke som værende lige for loven at true sig til penge eller konfiskere varer og afkræve løsesum. Men således må statens skattevæsen true sig til dele af din indkomst mens toldvæsenet kan konfiskere dine varer og opkræve en løsesum for dem hvis du vil have dem udleveret.

Dette er tydeligvis i konflikt med lighed for loven-princippet. Hvorfor må toldvæsenets medarbejdere konfiskere andres ejendom og kræve løsesum? Hvorfor må skattevæsenet true sig til dine penge? Hvis et princip skal være et ægte af slagsen, og ikke udvandes og ødelægges, så er lighed for loven også gældende for statsligt ansatte som for almindelige borgere. Det er ulovligt at stjæle. Punktum.

I alle grene af den liberale filosofi har staten en særlig rolle. Afhængigt af hvor meget man vil udvande rettigheden til privat ejendom og princippet om lighed for loven, så kan man få forskellige udlægninger af det liberale tankegods. I visse grene er staten nødvendig for at sikre den sociale velfærd ved at sikre en indkomst til alle, i andre for at sikre fred og ro ved at stille forsvar, politi og retsvæsen til rådighed, og i endnu andre er staten blot en tyran der undertrykker borgerne og skaber et økonomisk kaos og tab af velfærd for borgerne.

Nils fortsætter i sin kronik med at sammenligne smugling med sort arbejde. Det er i min forståelse en ganske udmærket sammenligning også fra en liberal synsvinkel.

Smugleri har en moderne parallel i sort arbejde. Sort arbejde er i dag den nemmeste måde til personlig berigelse uden om myndighederne – det er den rolle, smugleri havde tidligere.

Sat på spidsen har smugleri og sort arbejde været med til at skabe bånd mellem mennesker samtidig med, at velfærdssamfundet undergraves.

Det kollapser til sidst hvor Nils igen sætter lighedstegn mellem samfund og stat. I min optik så er sort arbejde og smugling med til at øge samfundets velfærd, fordi den almindelige borger får mulighed for at købe billigere varer af andre end ellers. Det er ikke så vigtigt om det er et stykke sort arbejde der udføres eller om det er en plade chokolade der importeres. Så længe ejendomsretten bliver respekteret så har begge parter draget fordel af at hjælpe hinanden uden at skade andre. Ingen andre har krav på dele af en handel der respekterer deres ejendomsret.  Hvis mennesket skal være frit til at forfølge sine fredelige interesser og samarbejde med andre, så gælder det absolut også at ingen 3. part må blande sig og kræve betaling uden at kunne godtgøre at der er sket skade på dennes ejendom.

En statslig bureaukrat har derfor ingen råderet over at lægge hånd på dele af udkommet af andres handel.

Liberale forslag til forbedringer

Som jeg altid plejer så vil jeg også denne gang komme med nogle forslag til hvad man kan gøre for at trække det danske samfund i en mere liberal retning.

Det er først og fremmest punktafgifterne og toldvæsenet der kommer i søgelyset i denne omgang. Punktafgifterne opkræves af myndighederne hos de handlende, men da staten kun kan opkræve disse afgifter hos danske handlende, så kan de tyske købmænd (fordi der i dette tilfælde er tale om lavere afgifter – eksemplet dør øjeblikkeligt hvis man ser til Sverige og Norge som har langt højere priser på mange varer) skabe profit ved at sælge billigere end de danske. Købmændene i Danmark er derfor nødt til at forsvare sig mod “unfair konkurrence” fra de tyske ved at kræve at toldvæsenet opkræver moms og punktafgifter af importerede varer. I Nils’ kronik giver han også sin stemme til at sørge for at statens regler gælder ligeligt for alle, således skal alle de tyndtbefolkede områder, særligt langs grænserne, patruljeres yderligere og enhver privat der krydser grænsen skal have sine varer nøje gennemrodet af myndighederne for at sikre at ingen i Danmark kan smugle varer over grænsen.

I stedet for at bevæge samfundet mod mere totalitær socialisme, så foreslår jeg at man hjælper de danske købmænd ved at ophæve punktafgifterne og momsen, og samtidigt sparer skatteyderne for at finansiere et velfærdsnedbrydende toldsystem ved at nedlægge dette fuldstændigt. De danske købmænd vil, særligt i grænseegnene, kunne begynde at sælge varer til tyskerne. Situationen vil kunne vendes på hovedet: Ved at fjerne afgifter og moms på varerne kan det forekomme at tyskerne vil begynde at handle hos de danske købmænd, og grænsehandlen vil gå fra Danmark til Tyskland frem for i dag hvor det er omvendt.

Alle danske forbrugere vil få et stort velfærdsboost ved at kunne købe varerne billigere hos deres lokale købmand, og behøver ikke længere i så høj grad at drage til Tyskland for at købe billige varer. Velfærden for den enkelte borger vil være langt højere, fordi de billigere varer efterlader flere penge i hænderne på produktive borgere til at købe flere af andre typer varer som de nu får råd til at købe. Velfærden til den almindelige forbruger vil også stige på anden vis, da man kan se at varesortimentet også vil øges når priserne på almindelige forbrugervarer falder – dette er logisk: Når forbrugeren har flere penge til overs efter at have købt de basale fornødenheder bliver der også råd til lidt ekstra forbrug der før var at betragte som en luksus.

Købmændene vil se en større efterspørgsel på deres varer, mere profit vil flyde fra drift af dagligvaresektoren som vil blive brugt til at udbygge butikkerne (hvis planloven nu ikke stod i vejen, så kunne de endda bygge endnu større) for at imødekomme forbrugernes ønsker. Flere jobs vil blive udbudt i dagligvaresektoren.

Kort sagt: Forbrugerne og købmændene vil kunne drage fordel af den friere handel mellem sig. Når den lokale købmand kan sælge billigere end den ditto tyske, hvorfor så bevæge sig over grænsen for at købe dyrt?