Monthly Archive: august 2017

Giv os skattelettelser nu! del 2

I mit sidste blogindlæg forsøgte jeg at argumentere for, at man ikke kan føre beviset for, at velfærdsstaten er i stand til at sikre en velfærdsforøgelse for samfundet igennem dens interventioner i markedsøkonomien. Særligt de statslige indkomstoverførsler kan ikke vises at være velfærdsskabende, var postulatet.

Det fører naturligvis til en række spørgsmål. Viser argumentationen således, at enhver overførsel af indkomst fra en til en anden, ligeledes også er umulig at vise velfærdsgevinsten af? Vil det fx så også kunne vises at det er en dårlig idé at hjælpe de svage? En sådan konklusion ville være i konflikt med et af de mest almindelige menneskelige træk: empati som ført til udtryk i næstekærligheden.

I gennemlæsningen af det tidligere blogindlæg vil der formentlig være nogle der tænker, at det er meget godt at tale om skattelettelser, men inderst inde kan man føle at det samtidigt ikke må gå så langt at de svageste i samfundet får lov at rådne op i gaderne. Enten af behovet for at sikre et fredeligt samfund, da det tit argumenteres at en reduktion af overførselsindkomsterne vil medføre mere kriminalitet, fordi de som er på overførselsindkomst ikke har andre muligheder. Eller fordi man af sin egen medmenneskelige intuition kan mærke at der skal også være penge til dem som ikke kan klare sig selv.

I dette blogindlæg vil jeg prøve at forklare hvad den liberale, og østrigske økonoms, foretrukne metode er. Det vil nok ikke komme bag på læseren hvad konklusionen ender ud i, men for at dække området, vil jeg alligevel fremføre argumenterne for hvordan det hele kan hænge sammen.

Først et smut tilbage i praxeologien

Som jeg beskrev i det tidligere blogindlæg bygger den misesianske gren af de østrigske økonomers system på praxeologien, læren om menneskets handling.

Der var i det tidligere blogindlæg et fokus på nytteværdibetragtninger, og at den subjektive nytteværdi ikke kan måles, og heller ikke sammenlignes på tværs af personer. Det førte til konklusionen at velfærdsstatens indkomstoverførsler ikke kan vises at være velfærdsskabende. Men hvorfor egentlig? Der manglede en byggesten i argumentet, for hvorfor er det præcis at velfærdsstatens indkomstoverførsler var problematiske? Er der noget specielt ved velfærdsstatens metoder?

Med fokus rettet på praxeologien kan vi blot sige, at vi lader mennesket vise hvordan det har rangeret nytteværdien for hvert gode i en ordinal rækkefølge. Praxeologien kan kun fastslå om et menneske knytter en nytteværdi til et gode der er højere eller lavere end et andet, når mennesket selv handler på disse ordinale rangordner ved at bytte det ene gode væk for at opnå det andet. Nøglen er handlingen i sig selv, med den ekstra forudsætning at handlingen foretages frivilligt. Først under frivillige omstændigheder kommer menneskets egne værdiestimater til syne, når det viser at det foretrækker en ting frem for en anden.

Den frivillige handling er dermed den afgørende nøgle til at forstå hvad der er galt med det statslige velfærdssystem: Det er et lovtvunget system der ikke lader mennesket selv vise sine egne subjektive præferencer, mennesket får ikke friheden til at vælge hvad det foretrækker frem for noget andet. Mennesket er ikke frit i det statslige velfærdssystem, mennesket er underlagt skattevæsenet, politiet og fængselsvæsenet. Det eneste vi kan sige ud fra at mennesket finder sig i skattebetalingen er at mennesket foretrækker at lade sig udplyndre af skattevæsenet frem for at tage konflikten med politiet og fængselsvæsenet.

Den kritiske erkendelse er at indse, at mennesket ikke viser, at det foretrækker at subsidiere et andet menneskes velstand, når det ikke lader sig pågribe af politiet og fængsle for at nægte at følge statens lovgivning om indkomstoverførslen. Det viser blot at mennesket affinder sig med sin situation, det foretrækker en reduceret indtægt frem for et liv i statens fængsel.

Hvordan skaber man da ægte velfærd?

Vi har fastslået at det nødvendige udgangspunkt er at lade mennesket være fri fra tvang, således det selv får mulighed for at vise den følte nytteværdi, via den indre rangorden af goder. I situationen hvor mennesket får lov at dirigere, hvilke goder der er mere værd end andre, skal det bruge den eksterne verden for at få mulighed for at få andre goder under sin kontrol. Fra det ene menneskes synspunkt kan det være fordelagtigt at stjæle fra et andet, fordi dette medfører en gevinst af nytteværdi.

Det er derfor nødvendigt med et system der sikrer at den fredelige frivillighed deles af alle, det er nødvendigt at sørge for at alle har de samme rettigheder, at de er lige for loven. Den rettighed som den liberale anser for den vigtigste er ejendomsretten. Retten til ejendom, retten til at kontrollere eksterne genstande samt egen krop, er forudsætningen for et socialt system, hvor menneskene kan samarbejde og hjælpe hinanden. Ejendomsretten som en universel menneskelig rettighed beskytter hver person mod ufrivillige transaktioner. Da mennesket er et rationelt væsen, vil det være i stand til at anerkende at det er fordelagtigt at, frem for ensidet at bestjæle hinanden, det er langt mere fredeligt, produktivt og langtidsholdbart at bytte varer med hinanden på en sådan måde at ingen udsættes for udplyndring, men i stedet at begge parter drager fordel.

I vores privatliv anerkender vi disse betragtninger, som bl.a. eksemplificeres af de 10 bud, vi ved at respekt samt ærlighed for hinanden fører til den gunstige situation, hvor samfundet er fredeligt. Vi kan stole på hinanden, vi hjælper hinanden til i samarbejde at opnå en værdiforøgelse når vi udveksler varer med hinanden. Særligt i Danmark, og andre lignende lande, har vi en meget stor tillid til hinanden og er samtidigt ærlige grænsende til det pinlige. Det er derfor meget frugtbar jord hvor frivilligheden kan blomstre, og hvor kendskab til de økonomiske love kan bane vejen for et meget produktivt samfund.

Det kan derfor vises, at velfærd skabes via frivillige udvekslinger i markedsøkonomien, hvor ejendomsretten respekteres.

Liberale velfærdsordninger kontra socialdemokratisk tankegods

I dag er det meget svært at forestille sig hvordan det skulle lykkes at skabe et samfund der tager hånd om de svageste ved at forlade sig på frivillige indkomstoverførsler – de fleste nulevende mennesker har ikke kendskab til tiden før velfærdsstaten, og den tykke socialdemokratiske propaganda efterlader heller ej nogen tvivl om at, i det socialdemokratiske tankegods, frivillighed er synonym for egoisme.

Ønsker du at beholde de penge du har tjent i markedsøkonomien og selv vælge hvad de skal bruges på, så er du egoist. Socialdemokraten ser udelukkende på dit forbrug og ikke på din produktion. Det er særligt vildledende at opstille tingene på sådan en forsimplet, og forkert, facon. Når du har tjent andre i markedet, byttet din arbejdsindsats for en sum penge, så har din arbejdsgiver vurderet at dine tjenester er værdifulde. Det er mere fordelagtigt for arbejdsgiveren at ansætte dig til din løn, end at det er at lade være. Han vurderer dermed at du producerer en værdi for samfundet ved dit arbejde. For at kunne kaste om sig med meningsløse valgslogans, er det meget symptomatisk for socialdemokratismen at se bort fra det ægte sociale arbejde: produktionen til samfundet.

Første velfærdseffekt: Produktion af værdifulde goder

Det forekommer ikke socialdemokraten logisk, at når du arbejder for at øge mængden af goder i samfundet, bidrager du positivt den samlede velfærd. Forbrugerne, rige som fattige, er bedre stillet ved at have flere goder at vælge mellem, og den større produktion af goder er med til at reducere priserne og gør det dermed billigere for forbrugerne.

Der er dermed en stor velfærdseffekt i at producere værdifulde goder til forbrugerne, og den betaling du modtager for dine ydelser i den forbindelse er din ejendom, som i den liberale filosofi er beskyttet mod plyndring af enhver anden, via menneskets rettighed til ejendom.

Beskatning af arbejde medfører en reduktion af den tilgængelige arbejdsstyrke og dermed også en reduktion af de producerede goder til samfundet. Det medfører prisstigninger på goderne, prisstigninger der særligt rammer de svageste i samfundet. For at vende mekanismen er det nødvendigt at lette, eller fjerne, skatten på indkomst.

Anden velfærdseffekt: Investering til ny produktion

Ligeledes er den personlige indkomst en af kilderne til muligheden for at opspare og investere kapital til ny produktion, hvor udvidelsen af produktionsapparatet kræver arbejdskraft, kapital og landområder. Det skaber muligheder for øget menneskelig tilfredsstillelse ved nye eller flere varer, flere arbejdspladser tilbydes og det bliver muligt at øge produktiviteten og at kunne tilfredsstille flere behov.

På det frie marked kan det vises både teoretisk og empirisk at produktiviteten stiger med investeringerne, samt at investeringerne øges år for år. En investering i produktionsapparatet er også godt for samfundets svage, fordi investeringerne øger lønningerne. Mekanismen er at den almindelige arbejder tilføres nyt værktøj og nye arbejdsrutiner og bliver mere produktiv. Relativt til kapitalen bliver arbejderens tid mere knap, og prisen på denne tenderer derfor at stige. Den øgede investering er derfor ikke bare positiv for kapitalisten der investerer, det har positive bivirkninger for medarbejderne der, via konkurrencen i markedet, modtager en større betaling for deres ydelser når deres produktivitet stiger som resultat af kapitalistens investering.

Igen kan det vises, at det frie marked skaber positive resultater, både for kapitalisten, der handler på sine egne mål, men også for arbejdstageren der hjælpes undervejs. Markedet bør derfor beskrives som et samarbejdsnetværk, hvor den enes gevinst bliver den andens gevinst ligeledes – stik modsat det socialdemokratiske synspunkt. Både kapitalisten, forbrugeren og arbejderen vinder på de øgede investeringer. Ingen taber.

Kapitalskatter reducerer incitamentet til at spare op og investere. Dermed bliver arbejdskraften ikke så produktiv som den kunne være blevet, hvis skatten ikke var blevet opkrævet. Det er derfor nødvendigt, for at øge samfundets velstand, mulighederne for ansættelse i nye og måske mere spændende jobs, samt et udvidet produktivt samarbejde, at lette, eller fjerne kapitalskatter.

Tredje velfærdseffekt: Privat velgørenhed til effektiv hjælp

De to ovenstående argumenter for at sænke skatterne på arbejde og kapital er ganske almindelige, og de fleste kan følge ræsonnementet at en lettere skattebyrde medfører øget incitament til arbejde og opsparingen til investering. I Danmark lever vi (endnu) ikke under totalitære forhold, i dag er indkomst og investering stadig et delvist privat foretagende. Vi har med andre ord personlig erfaring med hvad der betyder noget for os selv, og kan godt se, at det vil være gavnligt med lavere skatter da det vil øge vores egen mulighed for at arbejde og opspare til investering i højere grad end før.

Den tredje velfærdseffekt er derimod lidt sværere at servere. Postulatet er at ved en afskaffelse af kontanthjælp, førtidspension, folkepension, efterløn, dagpenge og sygedagpenge vil der opstå andre ordninger spontant i samfundet, der støtter de svage, syge og uheldige.

For at hjælpe forståelsen lidt på vej er man nødt til at begive sig ud i et historisk studie, vi er nødt til at bevæge os tilbage i historien og betragte samfundsudviklingen før velfærdsstaten overtog de private initiativer og nationaliserede, kontrollerede og tvangssubsidierede dem alle.

Jeg har for et års tid siden optaget en video, hvor jeg forsøger at forklare hvordan en privatisering af de offentlige indkomstoverførsler, eksemplificeret ved kontanthjælpen, kan føre samfundet i en liberal og bæredygtig retning, hvor markedsøkonomien, hvor privat initiativ, iværksætteri og markedsdisciplinen er mekanismerne der arbejder for at øge produktionen og via de frivillige transaktioner skabe velfærd for alle.

Hvis der er interesse i et mere detaljeret studie af forholdene i Danmark før velfærdsstaten, kan jeg anbefale at købe/låne og læse Henrik Gade Jensens bog, “Menneskekærlighedens værk, det danske civilsamfund før velfærdsstaten”. Ved lanceringen af bogen i 2012 holdt CEPOS et møde herom, video her. Bogen er en meget sigende beskrivelse af hvordan de private initiativer blev nationaliseret skridt for skridt. Velfærdsstaten har med andre ord ikke opfundet noget som helst selv – velfærdsstaten har taget eksisterende private tilbud og enten udkonkurreret dem ved subsidier eller ved direkte subsidier og medfølgende offentlig kontrol overtaget driften. Dette gælder både skole, hospitaler, læge, ældrepleje og social sikring.

Et af de mere slående eksempler på dette er præcis det offentlige fattigvæsens overtagelse af de private velgørenhedsorganisationer. Om det skete ved et uheld eller hvorledes det gik til skal være usagt, faktum er at de danske private velgørenhedsorganisationers finansiering delvist bestod af store kapitalinvesteringer i rentebærende obligationer, hvorfra en stor del af deres årlige indtægter til socialt arbejde oprandt.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, side 69:

“Borgernes opsparing i fonde og kapitaler indgår som en parameter i politikernes konjunktur- og valutapolitik. Under ikke-inflationære forhold kunne civilsamfundets institutioner fungere mere autonomt og leve af en fast og arvet kapital, men da pengenes værdi drastisk forringes af storpolitiske begivenheder og efterfølgende af national lovgivning, svækkes civilsamfundets autonomi betydeligt. Der er sammenhæng mellem pengepolitik og velgørenhed. Jo mere usikkerhed om pengenes værdi og stabilitet, des større tilskyndelse til at undgå opsparing og forbruge i stedet. For filantropiske institutioner giver det vanskelige vilkår.”

Investeringerne i disse obligationer gjorde velgørenhedsorganisationerne følsomme overfor statslig inflation af pengemængden – og som resultat af statens kreditpolitik i 1850erne faldt pengeværdien af disse investeringer. Samtidigt blev det for den almindelige borger sværere at hjælpe de nødlidende medmennesker, fordi almindelige forbrugervarer, som resultat af den øgede pengemængde, steg i pris. I 1850 var pengemængden (indskud plus seddelomløb) 25 mio rigsdaler. I 1860 var det steget til 50mio rigsdaler (Erling Olsens bog, side 282-283). Som kommentar til disse katastrofale pengeinterventioner i markedet kommenterer Erling Olsen i sin bog “Danmarks Økonomiske Historie siden 1750” udgivet 1967, på side 295:

“Under en krise i 1853 bemyndigedes kommunerne til at midlertidigt at yde bistand til nødlidende, der søgte at undgå fattigvæsenet. Tre år senere bestemtes det ved lov, at de midler som fattigvæsenet modtog gennem kirkebøsser og lignende, skulle indgå i en særlig kasse, hvis midler skulle anvendes til hjælp for personer, der ikke var under den lovbestemte, kommunale fattigforsorg. De fattiges kasser tænktes således fyldt ved frivillige bidrag fra private, men da det skortede noget på offerviljen, begyndte kommunerne at yde bidrag til kasserne.”

Forholdene var således at priserne på almindelige forbrugsvarer steg pga. inflationen i pengemængden (der skyldes Nationalbankens kreditekspansion i perioden, på dette tidspunkt var private banker ikke tilladt at skabe kredit – det skete først i 1857 med Privatbanken i København (s. 254 i Erling Olsens bog)), hvordan havde man da forestillet sig at der var råd til eksorbitante donationer til andre fattige, når man selv føler at fattigdommen banker på døren? Hvorfor nævnes det ikke med et ord hvad årsagen til den “skortende offervilje” kunne tænkes at være? Er årsagen ikke at almindelige forbrugsvarer stiger i pris, og overskuddet i husholdningen skrumper? Har dette da noget med offerviljen at gøre? Er det ikke i stedet et forudsigeligt resultat af en fattiggørelse af den almindelige borger via en inflationspolitik? Statsløsningen på dette problem er naturligvis bare at tage pengene i stedet for at lade folk selv vælge, hvor mange penge der skal gå til forsørgelse, hvor meget kan de selv undvære er tilsyneladende underordnet, når man skal være god ved nogle der er relativt fattigere.

Igen og igen ser man at statslig indblanding i markedsøkonomien skabe grobund for forhold man selv finder dårlige, og løsningen på det første indgreb er naturligvis ikke at anerkende at markedet fungerer godt, men i stedet gribes der til flere indgreb for at rette op på de utilsigtede konsekvenser af det første. Således arbejder staten kontinuerligt på at oprette sine egne fejl, mens den undertiden giver den private skylden fordi denne er egoistisk.

For at forhindre denne proces i at føre til den totale socialisme er det nødvendigt at tale imod det socialdemokratiske tankegods og forhindre at samfundet kollapser under statens tyngde. Skattelettelser er en del af løsningen på problemet, og i den sammenhæng er det derfor nødvendigt at gentage, hvad der er skrevet et utal af gange – skattelettelser er i sig selv velfærdsforøgende, fordi det skaber større albuerum for de frivillige udvekslinger i markedsøkonomien.

Det frie samfund indeholder drivkraften til sikring af de svageste

De historiske beretninger forklarer, hvis analyseret mere end blot overfladisk og hånligt overfor den private ejendomsret, at samfundet besidder mulighederne for at støtte og hjælpe de svage i samfundet via frivillige udvekslinger igennem en privat velgørenhedsorganisation, gennem familien og gennem venner. Der er med andre ord mange muligheder for at det velfærdsmaksimerende private initiativ, udover at sørge for at tilrettelægge produktionen til at koncentrere sig om de vigtigste goder først og imødekomme forbrugernes ønsker, også kan drive socialhjælp på en effektiv facon. Socialhjælp har ikke alle dage været et offentligt anliggende, og med de disciplinerende mekanismer der ligger i markedsøkonomien, kan privat velgørenhed hjælpe mere effektivt og virksomt end de offentlige ordninger. En afskaffelse af socialhjælpen er derfor ikke ensbetydende med at samfundet fravælger at hjælpe de der ikke kan klare sig selv – det er i stedet en erkendelse af at det private initiativ fungerer bedre, og at socialhjælp, ligesom så meget andet, også bør hvile i markedet og underlægges markedets disciplinerende mekanismer.

Velfærdsstatens historie er med andre ord en historie om at overtage eksisterende private foretagender, og påbegynde en politisk drift af noget der tidligere var en markedsbaseret drift. Organisationerne gik fra at være effektive og disciplinerede til at blive offentligt, ineffektivt og slapt. Det er ikke noget under at det er så omkostningsfuldt at hjælpe de svage i dagens Danmark, når man tænker på alle de tusindvis af markedsinterventioner staten har gennemført, for at forsøge at lempe byrden som en tidligere intervention har medført.

Giv os skattelettelser nu!

I et interview på Jyllands-Posten med den herlige titel “»Jeg så da gerne, at folk jublede og råbte: ”Giv os skattelettelser nu”« svarer Jakob Ellemann-Jensen på det sædvanlige socialdemokratiske spørgsmål “hvorfor give skattelettelser, når befolkningen hellere vil have velfærd?”, at skattelettelserne drejer sig også om velfærd, men blot ikke her og nu.

Jakob Ellemann-Jensen (JEJ) siger, at det drejer sig om at sænke skattetrykket for at få flere i arbejde, og målet med skattelettelserne er at kunne bevare velfærden i fremtiden. JEJ anerkender dermed den selvindlysende økonomiske sammenhæng at hældningen på efterspørgselskurver er nedad – eller med mere jævne ord, at når prisen sænkes så vil mængden der sælges af det økonomiske gode enten være den samme eller stige.

Pointen som JEJ vil fremføre er, at offentlig velfærd betales af penge der tages fra skatteyderne, og for at øge størrelsen af skatteopkrævningen, der er velfærdsstatens livsblod, er det nødvendigt, pga. de økonomiske love, at sænke skattetrykket procentuelt for den enkelte for at tilskynde flere til at tage et arbejde. Målet er at øge antallet af arbejdende personer, at øge den økonomiske aktivitet i samfundet og ad den vej kan flere personer blive nyttige skatteobjekter for regeringen. Det kommer vel ikke som nogen overraskelse, men det sidste er noget jeg selv har ræsonneret mig frem til.

JEJ tilbageviser dermed også socialdemokraternes ønske om at bibeholde skattetrykket (eller evt. øge det?) fordi en skattelettelse, ifølge det socialdemokratiske tankegods, reducerer samfundets velfærd.

Formålet er ikke at sænke skattetrykket alene fordi det er borgerlige dyder, men også for at opretholde velfærdsstaten på lang sigt, ved at øge samfundets produktivitet, som en slags såsæd på produktivitetens mark, for at staten kan høste større skatteindtægter i fremtiden, som ad denne vej sikrer en større velfærd i fremtiden.

Vi skal derfor reducere skatterne i nuet således de private investeringer øges for at opbygge yderligere privat kapital der kan give et afkast til fremtidens velfærdsborgere. Venstre er dermed det ansvarlige parti, der tænker på fremtiden, hvor socialdemokratiet er partiet der vil forbruge såsæden i nuet mod at risikere en ringere høst i fremtiden.

JEJ siger også, jævnfør overskriften, at han ville håbe at befolkningen råbte i takt: “Giv os skattelettelser nu”. Måske gør han det fordi budskabet flugter med JEJ’s egne holdninger til det danske skattetryk, eller, måske mere sandsynligt, fordi JEJ er sendt i byen for at tale til de borgerlige vælgere. Når selveste Venstres politiske ordfører er i byen med budskabet om at Venstre skam også er deres parti, så kan det være at nogle skeptiske borgerlige vælgere falder til ro. JEJ er citeret for at svare til journalisten at pengene ligger bedst i borgernes lomme og han underbygger synspunktet ved at sige noget i retning af, at skattepenge er penge der er taget fra borgerne.

Venstre markerer dermed at det stadig er “Danmarks liberale parti“.

Det er relativt gode toner, og det er for mig en lettelse at læse, når der ind i mellem kommer andre synspunkter fra en politiker, udover at molestere skatteyderen for at fremme velfærdsstaten.

Skal vi alle stemme på Venstre igen?

Det er op til den enkelte at vælge hvor denne vil placere sin stemme, men jeg kan ikke anbefale at stemme på venstre blot fordi deres ordfører i et billigt interview svarer nogenlunde fornuftigt på journalistens spørgsmål. Se i stedet tiden an, og prøv at følge med i om venstres handling også følger de fine ord.

Der er dog, på trods af de mange gode takter i svarene som JEJ giver, nogle detaljer som jeg synes er værd at understrege som liberal. Det er meget sympatiske argumenter overfor den liberale at forklare at staten tager pengene fra borgerne via skatterne, og at statens typiske pengeforbrug ikke gør samfundet mere produktivt i fremtiden, end det private pengeforbrug gør.

Dette tip med hatten til den liberale filosofi er kærkommen, men der er alligevel nogle knaster i interviewet, som generer mig. JEJ godtager rent faktisk det socialdemokratiske tankegods at velfærdsstaten er i stand til at øge velfærden i samfundet, dette synspunkt mener jeg ikke man kan forsvare.

Hvad er velfærd egentlig?

Et almindeligt opslag i ordbøger siger at velfærd og trivsel er synonymer. I almindelig tale er det ganske passende at bruge de to ord som man lyster, men det giver os ikke megen information om, hvad det betyder i en politisk kontekst. Velfærd opfattes i samfundsforstand, for den almindelige dansker, at det er noget som staten stiller til rådighed for alle borgerne, betalt af skatteyderne, fordi det kun er rigtig velfærd, hvis alle har adgang til denne ydelse eller dette gode.

Problemet med den opfattelse er at dens logiske konklusion forudsætter en uendelig mængde af alle velfærdsgoder, som frit kan distribueres til alle af staten. Enten det, eller at staten har vist en evne til at skabe værdi, at staten på en eller anden måde kan producere velfærdsydelser uden at den totale velfærd i samfundet bliver mindre.

Forudsætningen for at dette kunne være tilfældet er at staten er produktiv, altså at de inputs staten forbruger i løbet af produktionen, skaber noget som er mere værd, når produktionen afsættes som velfærdsgoder. Dette er vigtigt fordi i samfundsforstand må man fastholde, at et politisk udspil der påstår at være velfærd i bredeste forstand, kun kan være dette, hvis den stiller nogle bedre, uden at stille andre dårligere som resultat.

Hvis det ikke kan bevises at statens produktion af den offentlige velfærd fungerer på en sådan måde, så bliver man nødt til at betvivle hvorvidt det er rimeligt af socialdemokraterne at kalde det for en velfærdsstat. Kan staten kun tage fra nogle og give til andre, og man samtidigt antager at tabet af velfærd i processen er nul, så er der ikke tale om velfærdsproduktion, men blot om fordeling af velfærd.

For at tale om velfærd, i streng forstand, bliver man nødt til at bevise at det tabte hos skatteyderen modsvares af mindst den samme værdi hos den som modtager velfærdsydelsen. Jeg vil nu prøve at forklare, hvorfor det er tvivlsomt om dette kan bevises.

Værdi – for hvem?

I økonomisk forstand bruger man begrebet “nytteværdi” når man taler om velfærd. Nyttenværdien der vindes af modtageren af en given velfærdsydelse skal derfor mindst tilsvare eller overstige den tabte nytteværdi for skatteyderen. Er der ikke tale om en gevinst ved transaktionen siger man at den ikke er pareto-optimal. Meget firkantet sagt kan man sige at pareto-optimalitet betyder, i social sammenhæng, at nogle personer (der skal mere end en person til at være social) beviseligt har vundet nytteværdi uden at andre har tabt nytteværdi. For at bevise at velfærdsstaten er pareto-optimal (og dermed velfærdsskabende) skal man derfor kunne føre bevis for hvordan denne statslige merværdi skabes. Der er dog flere afgørende forudsætninger for at gennemføre denne tredjepersons (fx politikere eller bureaukrater) vurdering af værdi:

  1. Det forudsætter at man kan måle den tabte værdi for skatteyderen og den vundne værdi for velfærdsmodtageren i en kvantitativ størrelse som fx 47 nytteenheder
  2. Det forudsætter derudover at nytteenheden kan sammenlignes på tværs af flere personer

Jeg er blot en dilettant indenfor økonomi, en “brugtidéforhandler”, og jeg tyr derfor let til at gengive økonomiske betragtninger fremsat af rigtige økonomer, her Ludwig Von Mises fra hans “Theory of Money and Credit“, side 52:

But subjective valuation, which is the pivot of all economic activity, only arranges commodities in order of their significance; it does not measure this significance. And economic activity has no other basis than the value scales thus constructed by individuals.

For at give et eksempel på en kritik af ovenstående statslige velfærdsbegreb, så kan man sige, jævnfør punkt 1, at det er legitimt at vurdere værdi i en rækkefølge (ordinalt), men ikke som en målbar størrelse (kardinalt). Det er OK at sige at man kan lide bananer bedre end æbler, men det er meningsløst at sige at en banan er 1 nytteenhed, mens et æble er 0,7 nytteenheder. Hvorfra skulle individet kende dette forhold mellem goderne? Kan en tredjeperson måle dette forhold eksternt? Er forholdet stabilt, så man altid kan stole på at denne vurdering af de to goders værdi er det samme over tid? Ifølge Ludwig Von Mises er det ikke legitimt at måle nytte som en størrelse med kardinalværdi, men det er legitimt at betragte nytteværdi som en individuel rangorden, som en ordinal rangeret nytteværdi.

Hvorfor kommer Mises til netop denne konklusion? Det virker lidt nærigt at påstå, at sådan er det bare, og andre teorier er ikke gangbare. Så længe det bliver ved dette postulat, så er den ene påstand ikke bedre end den anden. Det er her Mises’ teori om menneskets handling kommer i spil, praxeologien forklarer hvorfor Mises har ret i sin teori, hvorfor det uundgåeligt må hænge således sammen. Praxeologi er en teori der beskriver menneskets valg, og en teori af en sådan karakter må benytte sig af de observerbare handlinger mennesket foretager sig. Det er derfor op til det enkelte menneske at tilkendegive sin indre rangorden af nytteværdi ved at handle på det. I Mises’ terminologi kan vi kun observere et menneske handle på sine værdivurderinger. Alle andre psykologiske hypoteser er overflødige i økonomisk forstand. Når mennesket vælger, vil det via sit valg vise, hvordan de økonomiske goder rangerer på individets ordinale nytteværdiskala. Det som byttes væk har mindre nytteværdi end det som opnås i transaktionen. Der er ingen måde at måle den indre værdiforøgelse via observation af menneskets handlinger af tredjepart.

Vi udvider nu teorien med punkt 2 ovenfor, nu postulerer vi ikke blot at vi kan måle nytteværdiens højde hos den enkelte person, vi postulerer nu også at vi kan sammenligne disse målinger interpersonelt: Vores socialdemokratiske økonomiske research har fundet frem til en fantastisk metode til at øge samfundets velfærd: En banan er 1 nytteenhed værd for Peter, men 1,1 nytteenhed værd for Jens. Det er dermed velfærdsoptimerende at tage bananen fra Peter og give den til Jens. Vupti, så har vi skabt 0,1 nytteenhed i økonomisk forstand, hvis teorien holder.

Problemet er, naturligvis, at værdi opfattes subjektivt, samt at værdien af et gode ikke kan andet end rangordnes af individet, den præcise nytteværdi af hvert gode kan ikke fastslås. Som Walter Block ville sige, er det at tale om interpersonel sammenligning af værdi, som han kalder “nonsens på stylter”.

Hvis teorien om interpersonel kardinaltalsbaseret nytteværdi ikke holder, hvad sker der så med velfærdsstatens projekt? Den logiske konklusion er, såfremt man fastholder sig i det økonomiske felt, at velfærdsstaten ikke kan proklamere at være en stat der skaber velfærd. Den kan ikke føre bevis for at være velfærdsskabende.

Skattelettelser eller velfærd?

Såfremt ovenstående argumentation ikke falder fra hinanden, er det rimeligt at sige at påstanden om statslig velfærd hviler på et meget tyndt grundlag, og formentlig ikke har noget videnskabelig økonomisk fundament. Ikke nok med at argumentationen ødelægger grundlaget for indkomstoverførsler, fordi man ikke kan bevise at det øger velfærden at flytte pengene fra den ene til den anden person, så bliver problemerne endnu større, når man begynder at analysere de funktioner der er lagt ind i velfærdsstaten som den har udviklet sig i dag.

Vi kan tage nogle almindelige eksempler, hvor den almindelige arbejder bliver beskattet for at finansiere middelklassens børns universitetsuddannelse. Vi kan tage eksemplet hvor en person der arbejder i den private sektor, og konkurrerer mod andre personer der pga. statslige tilskudsordninger modtager offentligt tilskud. I disse tilfælde tager velfærdsstaten penge fra den privat ansatte eller den private iværksætter, og støtter konkurrenterne via tilskudsordninger, pujler, konkurrencebeskyttelse, fagforeningsbeskyttelse og en lang liste af andre politiske tiltag der er sat i søen for at give til nogle mens det tager fra andre.

I mange af tilfældene kan man kun med hovedrysten se til mens den ene faglige organisation efter den anden påstår at være aktiv i et velfærdsfag – eksempelvis læger, tandlæger, sygeplejersker, psykologer og skolelærerer. Det åbenbart selvindlysende incitament for disse faggrupper er at blive forskånet fra markedets disciplin, fra medmenneskets krav om effektivitet og frivillig betaling. Disse faggrupper lever i dag stort på deres politiske pres for at blive privilegerede med skatteydernes penge. I deres egen søgen efter beskyttelse fra markedets disciplin har de midlertid fået mere trange kår på den statslige velfærdsordning, der pga. statens knusende ineffektivitet fører til en række af besparelser i forsøget på at holde liv i en uproduktiv benyttelse af samfundets knappe resurser.

Murray N. Rothbard skrev det ganske godt i sin Man, Economy, And State, side 1363:

While an exchange is coerced, on the other hand – when criminals or governments intervene – one group gains at the expense of others. On the free market, everyone earns according to his productive value in satisfying consumer desires. Under statist distribution, everone earns in proportion to the amount he can plunder from the producers. The market is an interpersonal relation of peace and harmony; statism is a relation of war and caste conflict. Not only do earnings on the fre market correspond to productivity, but freedom also permits a continually enlarged market, with a wider division of labor, investment to satisfy future wants, and increased living standards.

Den brede befolkning, der ikke forstår økonomi, bliver vildledt af propaganda fra de socialdemokratiske charlataner der påstår at velfærd produceres af det offentlige, og ikke af andre. Derfor, hvis man ønsker velfærd, skal man finde sig i at blive beskattet, således man kan få velfærd. Argumenterne der føres kan blive mere sofistikerede, men i grundsubstansen hviler de alle på fejlslutningen der siger at et offentligt monopol er velfærdsskabende.

Ønsker man derfor et velstående samfund, et rigtigt velfærdssamfund (og altså ikke en velfærdsstat) bliver man nødt til at erkende fortidens fejl og nedrive velfærdsstaten for at give plads til velfærdssamfundet. Giv os skattelettelser, nu!

 

Folkeskolen er ineffektiv, ensrettende og umenneskelig

I denne omgang af min gennemgang af Martin Ågerups bog, Velfærd i det 21. århundrede, vil jeg tage et enkelt emne op, og diskutere det. Jeg har udvalgt Martin Ågerups pointer om folkeskolen, og hans forslag til at reducere resurseforbruget af folkeskolerne ved at minimere spild, eksempelvis på administration og overdimensionering (disse to elementer er taget ud af en generel figur for den offentlige sektor fra s. 105 i bogen, Martin Ågerup nævner ikke specifikt disse to elementer i forbindelse med diskussionen om folkeskolen).

På side 110-111 skriver Martin Ågerup:

“Det mere fundamentale spørgsmål er, om højere kommunale udgifter overhovedet er et udtryk for et højere serviceniveau, eller om det dækker over lavere produktivitet eller en kombination af de to ting. Det ved vi ikke, men ser man på skoleområdet, kunne noget tyde på, at højere udgifter ikke giver bedre kvalitet. Der findes ikke måder, hvorpå man kan sammenligne det generelle kommunale serviceniveau direkte på tværs af alle kommunale serviceområder – forstået som kvaliteten eller værdien af de leverede ydelser. Det skyldes de nævnte vanskeligheder med at  vurdere værdien af en ydelse, som brugeren ikke selv betaler for. Hvilket igen fører til den problematiske antagelse, at værdien af velfærdsydelser er lig med omkostningerne ved at producere dem.”

Produktivitet, som Martin Ågerup bruger lidt tid på at diskutere, kan kun vurderes af den som køber produktet. Her er ingen uenighed mellem os.

Martin Ågerup går herefter videre til at estimere hvor stort et besparelsespotentiale der ligger i driften af folkeskolen, hvis man beholder de nuværende skoleregler, og lader de mindst effektive skoler kopiere de mest effektive skolers metoder.

Martin Ågerup diskuterer eksempelvis, hvordan folkeskolen kan spare penge, og undervejs opstiller han sit eget mål for folkeskolen: Indlæring. Martin Ågerup måler dog ikke bare indlæring som en absolut størrelse, men i stedet en mere sofistikeret relativ vurdering baseret på de sociale faktorer.

På side 111 skriver Martin Ågerup:

“Hvis man bruger de faktiske karakterer ved afgangsprøven som kvalitetsmål, går man imidlertid galt i byen, fordi man derved i høj grad fanger noget helt andet end kvaliteten af undervisningen, nemlig om eleverne på skolen er bogligt begavede. CEPOS har derfor udviklet måling af det, vi kalder “undervisningseffekt”, nemlig hvor godt den enkelte elev klarer sig set i forhold til, hvad man skulle forvente ud fra elevens sociale baggrund.”

Martin Ågerup har desværre sat analysen op på en særlig måde, for at kunne sammenligne folkeskolernes effektivitet. Han har selv defineret hvad målet skal være og han bruger myndighedernes pensum som målestok for at se om målet er nået. Hvor blev subjektiviteten af?

Det viser sig, som i alle andre sammenhænge, at et mål for det ene individ ikke er et mål for et andet individ. En spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til børn, der starter i skole for første gang, viser at forældrene vægter social trivsel højere end indlæring. Det vil sige at, hvis vi kan stole på spørgeskemaet og resultatet for det, at forældrene har et højere mål end blot indlæring, når de sender deres barn i skole. Det vil, alt andet lige, også være ganske besynderligt, hvis et menneske kun havde et eneste mål med en given aktivitet. Særligt når det kommer til ens egne børn, så er det let at forstå, at forældre danner flere mål for barnet end blot indlæring. Martin Ågerup befinder sig derfor i et problem som han ganske vel er klar over: Han gør sig selv til dommer for hvad der er effektivitet i en skole. Martin Ågerup kan dog forsøge at argumentere for at indlæring bl.a. er et resultat af trivsel. Vi ved fra sociologi at menneskets indlæring er langt bedre i en atmosfære, hvor mennesket trives, end hvis det ikke trives. Derfor kan Martin Ågerup fastholde sit fokus på indlæring som det vigtigste mål, med henvisning til ovenstående og samtidigt have trivsel med i sit resultat.

Der er dog andre problemer, som Martin Ågerup ikke kan snige sig udenom. Det statsligt fastsatte pensum som universel målestok er ganske ubrugeligt i en velfærdssammenhæng.

Hvad skal indlæres?

Problemet med at fastlægge indlæring set i forhold til et myndighedsfastsat pensum er, at forældrene kan have andre læreretninger i tankerne, end de som folkeskolen underviser. Det kan være at forældrene er rabiate socialister eller fritmarkedsanarkister, og finder at folkeskolen ikke lever op til deres forventning i forhold til at undervise tilstrækkeligt om hhv. socialismen og kapitalismen. Havde de haft valgmuligheden, ville de have fravalgt folkeskolen og det statsligt fastsatte pensum, og valgt en anden skole i stedet. I den forstand er selve målepunkterne, som Martin Ågerup benytter sig af, arbitrære og blot fastsat af myndighederne, som ikke på nogen måde kan være velfærdsmaksimerende. Det vigtige formål med indlæring er at tillade mennesket at lære det, som det finder værdifuldt, som kan bruges i forhold til menneskets egne evner og lyster, og kun i så lang tid mennesket drager fordel af indlæring. Det er i den sammenhæng ligegyldigt at matematik er brugbart til at løse diverse tekniske problemer. Det betyder ikke at man kan vedtage ved lov hvilket pensum hver elev skal igennem og hvor mange timer der skal bruges på det pensum, og samtidigt påstå at det er velfærd (her ser vi for en stund bort fra finansieringen). Det er ikke velfærdsmaksimerende, fordi velfærd opfattes subjektivt, og det afviger fra person til person hvad værdien af matematikundervisning er. Hvorfor har man den afgrundsdybe foragt for andre mål, værdidomme og trivsel, at man fastsætter nationale mål for skolegangens indhold og længde? Det er at benægte menneskets forskellighed, slet og ret.

Indlæring bør også ses som et middel til at nå sine mål: Hvorfor skal alle, selv de som befinder sig meget dårligt med boglige fag, underkastes det samme pensum, som middelklassen har defineret som værende “et fælles minimumsvidensniveau”, for at deltage i det store statslige plyndringstogt mod markedet? Kan nogle mennesker ikke få mere værdi for uddannelsespengene, ved at have langt flere undervisningstimer i praktiske fag, såvel som andre kan få mere værdi ved at bruge mere tid på de boglige? Hvorfor er udbuddet af undervisningsstrukturer så enfoldig og ensrettet? I sig selv er dette en af de store knuder i uddannelsessystemet, særligt i folkeskolen: Der er ikke alternativer til den boglige middelklasseundervisning. Det er en skandale, at det er lykkes for statstilhængerne at presse deres egne subjektive værdidomme og målsætninger ned over alle andre ved at fastlåse alle skolerne i en lovgivet skruetvinge.

Indlæring er ikke blot formel skolegang

Da velfærd opfattes subjektivt fra menneske til menneske, kan man ikke fastslå om skolerne der formår at opnå mest indlæring for skattekronerne, er effektive. Folkeskolen har udviklet sig til et pseudo-fængsel for børn og unge, hvor de hver dag skal igennem timevis af foredrag afholdt af lærere, der ved lov er afkrævet at undervise præcist i dit og dat. Med præcis så og så mange timer i det og det fag. Det er en umenneskelig tilgang til indlæring, hvor myndighederne anser det eneste rigtige at gøre er at give børnene indlæring ved foredrag foran skoleklasser med særlig stort fokus på boglige fag. Selv hvis vi anerkender at indlæringen i sig selv var det højst rangerede mål for folkeskoleforældre, så er det ikke givet at det er skolegang der er den foretrukne form for indlæring. Indlæring er meget andet end bare formel skolegang, indlæring foregår hver eneste dag vi lever, hvor vi i vores sociale omgang med hinanden bliver klogere, når vi udveksler tanker, idéer og historier med hinanden. Lad forældrene vælge om barnet skal gå i skole, lad barnet vise sin nysgerrighed for andre områder end bare skolegang, og lad samfundets initiativtagere skabe alternativer til den konforme og ensrettende skolegang.

Et af folkeskolens største brølere er inklusion, hvor man med vold og tvang vil sætte ethvert barn med en puls på en stol i et folkeskolelokale, og proppe middelklassens undervisningsideal ned i halsen på dem alle. Det er i alt fald ifølge en nyere undersøgelse fra Kolding Kommune bl.a. inklusion der har fået forældrene til at vælge privatskole frem for folkeskolen. Inklusion er netop en del af fornægtelsen af at mennesker er forskellige og trives med forskellig indlæringsform. I stedet for denne ensretning for alle, så burde man være ydmyg overfor andres evner og lyster. Det er synd både for læreren og klassen, at alle skal ind i samme lokale og gennem samme forløb. Et menneske er ikke en kødklump der kan formes af planlæggeren, der med lovgivningen masserer kødmassen, til denne synes det ser pænt ud. Et menneske er et individ med egne værdier, egne ideer og egne evner. Det eneste der kommer ud af at bruge denne metode på mennesker er foragt og passivitet hos eleverne der ikke trives med “tilbuddet”. Hvorfor behøver det absolut at være således? Det var dog langt mere befriende, at der var flere tilbud der var drevet af markedets evne til at tilbyde produkter af forskellig kvalitet, til mere end bare én smag.

Østrigsk filosofi

Martin Ågerups formål er ganske tydeligt: Han ønsker at folkeskolen bliver mere indlæringseffektiv, at den bruger færre resurser på at opnå sine resultater. Synspunktet hviler i den utilitaristiske tankegang, hvor produktionseffektivitet er vigtigt (vigtigst?). Han påpeger hvor det er muligt at effektivisere produktionen af velfærdsydelserne som modargument mod de offentlige fagforeningernes evige propaganda for større offentlig sektor, samt deres afvisning af muligheden for at effektivisere sektoren. Jeg opfatter Martin Ågerups forsøg som sympatisk, fordi det belyser den offentlige sektors produktionsineffektivitet og den manglende selvjustering af systemet. Det er tydeligt at der er meget at komme efter for at få systemet til at fungere på en måde, hvor resurserne strækker længst muligt. Som Martin Ågerup også påpeger, så findes der gode offentlige skoler med høj produktionseffektivitet, og det er disse andre skoler kunne tage ved lære af. Martin Ågerups pointe er dog at de dårlige ikke lærer af de gode og at de dårlige mangler incitamentet til at gøre det.

I min optik er det nødvendigt at forklare, hvorfor jeg, på trods af sympatierne med Martin Ågerup, forsøger at kritisere indholdet i bogen. Det drejer sig om at se anderledes på tingene, det er ikke tilstrækkeligt at justere på kvantiteten af indlæringseffekten, det er også nødvendigt at eksplodere myten om at folkeskolens eksistens medfører øget velfærd, ved at kritisere den fra en kvalitativ synsvinkel.

Jeg mener at et indlæringseffektivitetsmål er i konflikt med forståelsen af produktivitet i økonomisk forstand. Indlæringseffektivitet hviler fuldstændigt på politisk fastsatte mål, ikke individets egne mål. Når Martin Ågerup måler indlæringseffekten med sit matematisk-statistiske værktøj, så ved han ikke hvordan menneskene værdsætter opnåelsen af indlæringsmålene, og det er heller ikke muligt at måle sig frem til det kontrafaktuelle univers hvor andre indlæringsmål var opnået, og hvilken velfærdsværdi disse ville have. Det kan være at de, som den først linkede artikel påpeger, rangerer indlæring lavere end social trivsel. For at forstå dybden af det kaotiske danske velfærdssystem nytter det derfor ikke at se på givne mål og givne midler og sammenligne skolernes produktionsfunktioner. Disse elementer er en slags kvantitativ kritik af den offentlige sektor, men dette er ikke det essentielle. Det essentielle er ikke begrænset til den kvantitative kritik af produktionseffektivitet, det essentielle omfatter ligeledes en kvalitetskritik. Det centrale spørgsmål er: Lykkedes det for skolen at gøre kunderne tilfredse, at give forældrene det som de søgte deres børn skulle have, til en pris som forældrene ville betale?

Martin Ågerup var så venlig at skrive til mit tidligere indlæg om hans bog, og jeg er blevet sat i forventning at jeg finder hans analyse af den offentlige sektor med tilhørende reformforslag senere i bogen, særligt i kapitel 9. Jeg kan afsløre at jeg er 150+ sider fra dette kapitel, og at dømme efter antallet af blogindlæg jeg har skrevet om bogen per bogside, skal der skrives omtrent yderligere 4 blogindlæg før jeg når til dette eventyrlige kapitel. Jeg er skeptisk overfor udsigten til at få mine vilde subjektivistiske fritmarkedsidéer indfriet i bogen, indtil videre er der rigeligt af forskelle på den måde østrigerne ville kritisere den offentlige sektor og måden Martin Ågerup gør det på.

Det er såmænd udmærket at kritisere den offentlige sektor fra flere vinkler, men personligt finder jeg det dog mere interessant at tage fat i de fundamentale kvalitetsproblemer og udpinde disse, frem for at underkaste sig systemet og kun forholde sig til et arbitrært effektivitetskriterie. Efter min opfattelse så fastlåser man sig på denne vis i systemet sådan som det er, det accepterer nødvendigheden af uddannelsesministeriet og deres målsætninger og den politiske styring af folkeskolen. Det er der desværre ikke meget frihed over. Det liberale endemål er at nedlægge undervisningsministeriet og sætte skolernes valg af indlæring helt fri af lovens tvang, og naturligvis uden skatteydermidler til at finansiere dem. Først i denne situation er det muligt at møde forældrenes værdier og mål for deres børn ved at lade skolerne udvikle sig i samfundet, uden central styring.

Efter min ydmyge mening så er vores nuværende system en katastrofe der udviser foragt for den vestlige civilisations historie, der gang på gang har vist, at fred og frihed har ført gode resultater med sig, og at ensretning og statslig propaganda har ført til de største menneskelige katastrofer man kan forestille sig.

Folkeskolen er naturligvis ikke Hitler Jugend, i den danske udgave er skolen et frugtbart territorium for at oplære næste generation som velfærdsstatens lydige og flittige myrer, der finder sig i at blive udplyndret gennem livet af et vanvittigt skattesystem og reguleret af nidkære bureaukrater og politikere.