Monthly Archive: oktober 2017

Liberalisme del 2: Socialliberalisme

I anden del af min trilogi om liberalismen, tager jeg fat i Socialliberalismen.

Den klassiske liberalisme var et populært modsvar til den enevældige konges herredømme over samfundet, hans privilegier og undertrykkende lovgivning. Den klassiske liberalisme fastholdt at samfundet kan klare sig selv uden en diktator der dirigerer dem omkring. Den sociale liberalisme blev et populært modsvar til den klassiske liberalismes økonomiske doktrin. Hvor den klassiske liberalisme er stejl og hårdnakket fastholder ejendomsretten, markedets suverænitet og samfundets selvregulering, så er socialliberalismen den kloge onkel, der ved nøje teoretiske studier af samfundsmodellerne går på kompromis, og forsøger igennem interventioner at gøre det bedre end det frie marked. Den kloge onkel er ikke stejl og selvom ejendomsretten stadig ikke er helt ligegyldig, så er den alligevel ikke så vigtig. Ejendomsretten må gerne krænkes, bare der er nogle dygtige eksperter til at styre hvordan det foregår, så kan de i det lange løb skabe en bedre situation end det frie samfund kunne.

Essentielt set tror den socialliberale ikke på at et frit marked selv finder de bedste løsninger, eller at samfundet selv kan udvikle sig optimalt. Den socialliberale vil have statslige eksperter til at blande sig i markedsøkonomien, de ønsker at ændre markedsudfaldet for at sørge for at der produceres tilstrækkeligt med socialhjælp, investering, konkurrence, uddannelse eller hvilken niche i samfundet der ligger den socialliberales hjerte nær. Markedet opfattes i denne tænkemåde, ulig de klassiske liberale, som en form for teknisk indretning, der skal opføre sig på en mekanistisk facon (afgjort af de økonomiske modeller der er udviklet til at beskrive markedet) for at tilfredsstille nogle selvopstillede normative målsætninger. Frem for at fastholde at markedet blot er et smukt og frivilligt samarbejdsnetværk, der gør det muligt for samfundets individer at hjælpe hinanden i gensidige fordelagtige transaktioner, så postulerer man i stedet at når staten lægger sig fast på en streng laissez-faire politik at markedet kan blive farligt. Disse farlige situationer kalder man markedsfejl. Idéen er at markedet burde have givet et andet resultat end det som den økonomiske model forudsiger at markedet kommer til at give. Eksempler på sådanne er monopoler der udplyndrer forbrugerne, at asymmetrisk information snyder forbrugerne, kronisk arbejdsløshed, positive eksternaliteter, negative eksternaliteter, usikre produkter, for lidt skolegang, for lav vækst, for høj vækst, for meget opsparing, for lidt opsparing… listen over disse markedsfejl er uendelig. Fælles for denne tankegang er at der er kun et eneste rigtigt mål som bør opnås i hver sektor, et mål som økonomen har fastlagt på forhånd. Hvis økonomens teoretiske markedsmodel ikke opnår dette mål, så er der tale om en markedsfejl som staten kan, og bør, korrigere (eksempelvis ved at ansætte nogle dygtige økonomer der som embedsmænd kan hjælpe politikerne til at regulere markedet, for at øge velfærden for alle – er det ikke bare smukt?).

Her kommer et par citater som forklarer nærmere hvad jeg taler om.

Erik M. Bøye, Deskriptiv økonomi 4 udg. s. 305:

Under liberalismen skete der store materielle fremskridt. Levestandarden steg, dødeligheden faldt og den demografiske transition startede. Desuden fik det ene land efter det andet en fri forfatning. Slaveriet blev afskaffet. Der blev indført næringsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed. Men medaljen viste sig at have en bagside i form af monopoler og kriser (konjunktursvingninger). Desuden blev indkomstfordelingen uacceptabelt skæv. Blandt andet disse markedssvigt giver en begrundelse for at have en offentlig sektor.

307:

Når stordriftsfordele betinger, at der kun er plads på markedet til én producent med den optimale virksomhedsstørrelse, taler man om et naturligt monopol. Som eksempler angives oftest telekommunikation, kollektiv transport og kraftværker. Løsningen kan være at lade det offentlige stå for driften (kommunale værker, statsbaner), eller at give en private virksomhed koncession (eneretsstilling).

s. 309:

Det økonomiske liv pulserer. Højkonjunktur afløses af lavkonjunktur, der igen afløses af højkonjunktur osv. Den hidtil dybeste depression var krisen i 1930’erne. På den måde, som man dengang opgjorde arbejdsløsheden på, var arbejdsløsheden 32% i 1932. Velfærdstabet var kolossalt. Kapitalismen var i krise, og den økonomiske videnskab havde ingen teori til forklaring af miséren. Og derfor heller ingen kur mod sygdommen – Ikke førend den engelske økonom John Maynard Keynes i 1936 udgav sit banebrydende værk The General Theory of Employment, Interest and Money.

Socialliberalismen var også en måde at være pragmatisk på. Det var nødvendigt, mente nogle af de liberale, med et modsvar til tidens socialistiske strømninger, der satte spørgsmålstegn ved den klassiske liberalismes dogmer om laissez-faire (læs gerne den fine artikel om dette opgør som beskrevet af professor Richard M. Ebeling. Bemærk at artiklen omtaler det som neoliberalisme, men det bør nævnes at man overvejede at bruge ordet socialliberalisme. Forskellen mellem den liberalisme omtalt i artiklen og min omtale er brugen af Keynes mirakelkur mod markedsøkonomiens makro-fejl). Under en laissez-faire politik udviklede markedsøkonomien visse ufrie mekanismer, så som store virksomheder der besidder økonomisk magt. Var der ikke mere end blot én slags tvang? Er ejendomsrettens opretholdelse gunstig i alle tilfælde? Kan markedsøkonomien finde den optimale løsning på udfordringer? Tør man overlade vigtige beslutninger til det frivillige samfund? Vil den uhæmmede kapitalisme udvikle monopoler? Vil der blive produceret nok social beskyttelse? Vil alle de der ønsker det, kunne få et job?

Erling Olsen, Danmarks økonomiske historie siden 1750, s 18-19:

I tiden efter den anden verdenskrig fortrængtes interventionismen gradvis af social-liberalismen. Denne politiks sociale indhold kom frem i kravet om, at staten skulle påtage sig ansvaret for beskæftigelsen samt afholde betydelige udgifter til undervisning og social sikring. Dens liberale indhold fandt udtryk i kravet om, at beskæftigelsespolitikken hovedsageligt skulle føres ved hjælp af penge- og finanspolitiske midler, medens det økonomiske liv i øvrigt skulle overlades til kræfternes frie spil. Afgørende for denne kursændring var den økonomiske videnskabs landvindinger. John Maynard Keynes havde i The General Theory of Employment, Interest and Money (1936), gjort det klart, at kapitalismen var funktionsdygtig. Når blot det offentlige over penge- og finanspolitikken regulerede efterspørgslen, skulle det være muligt at opretholde den fulde beskæftigelse.

Med ovenstående citater om kernebudskabet i socialliberalismen, lad os da se nærmere på hvad det betyder for Danmark i dag.

Socialliberalismen

Socialliberalismen er et udspring af den klassiske liberalisme. Socialliberalismen tager udgangspunkt i, at det ikke er nok med de negative frihedsrettigheder der skal beskytte individet mod overgreb på sin person og sin ejendom. Nogle positive sociale frihedsrettigheder må også formuleres til at skabe et velfærdssamfund, for at undgå at den lange liste af markedsfejl manifesterer sig, og reducerer samfundets velfærd. Den stringente fastholdelse af ejendomsretten må opgives og overgives til eksperternes vurdering om hvornår det er gunstigt og ikke gunstigt at opretholde ejendomsretten for den enkelte. I Danmarks Grundlov finder vi utallige eksempler på denne tankegang, da enhver borgers rettigheder kan tilsidesættes. I grundloven står der meget ofte efter hver rettighed “undtagen hvor almenvellet kræver det”. Denne form for socialliberalisme har mange grene, og spænder fra tæt ved socialdemokratiske synspunkter om statens sociale arbejde der tæller bl.a. hele den blå fløj i folketinget og til de som mener at staten bør sørge for en universel basisindtægt (fx borgerløn), men ikke mere end det. Det spænder således fra de blå partier i folketinget til Milton Friedman og Friedrich August von Hayek.

Den økonomiske frihed må files lidt ned, og til gengæld kan man opleve et sikkert og trygt samfund, der regulerer de farlige aspekter af markedsøkonomen ved hjælp af eksperterne. De personlige friheder skal også sikres, og må ikke trædes på, medmindre de provokerer andre mennesker. Hvor den klassiske liberalisme definerede tvang som aggressiv vold eller overlagte trusler herom mod en person eller dennes ejendom, så opfinder socialliberalismen nye former for tvang, som skal retfærdiggøre statens interventioner i markedsøkonomien. Tvang kan i denne sammenhæng være økonomisk tvang, som et monopol udsætter markedet for, da monopolet kan kræve ublu priser og tjene styrtende med penge. Forskellen i synspunktet angående tvang er centralt for frihedsforståelsen, og derfor er det meget vigtigt at nævne i forbindelse med liberalismen der som sagt ønsker at sætte mennesket fri for tvang. En udvidet beskrivelse af hvad der er tvang bevirker at det er nødvendigt at udvide den sociale beskyttelsesfunktion, som staten, naturligvis, skal tage sig af. De socialliberale mener, som de klassiske liberale, at staten er det eneste legitime voldsmonopol, og staten skal bruges til at beskytte borgerne mod både den klassiske aggressive vold eller trusler herom, samt den nye økonomiske tvang.

Friedrich August von Hayek, The Constitution of Liberty, s. 20-21:

“By ‘coercion’ we mean such control of the environment or circumstances of a person by another that, in order to avoid greater evil, he is forced to act not according to a coherent plan of his own but to serve the ends of another.”

I denne forstand bliver det derfor nødvendigt med en basisindkomst, da en arbejdsgiver ellers kan styre dig til at gøre noget (fx arbejde overtid) ved at kontrollere din situation (din ansættelse). I denne form for frihedsopfattelse bliver det statens opgave at sikre dig nogle positive rettigheder, således det ikke er muligt for andre at få dig til at gøre noget du ikke bryder dig om.

Hvis udgangspunktet for ens egen samfundsforståelse starter fra folkeskolens, mediernes og politiske debatters udgangspunkt, så er Danmark allerede et socialliberalt land. Synspunktet underbygges i undervisningen i samfundsfag med at i Danmark er det offentlige system meget lidt korrupt, bl.a. takket være magtens tredeling samt en solid dansk anti-korruptionskultur, der kan eksemplificeres med diverse “ærlighedstests”, hvor punge med penge leveres tilbage inklusiv indhold i Danmark i langt højere grad end andre europæiske lande. Det er derfor intet problem i Danmark at den offentlige sektor udgør en meget stor del af den samlede samfundsøkonomi, fordi den offentlige sektor er meget lidt korrupt, og vi kan forvente at eksperterne på topposterne i det offentlige kun går på arbejde for at højne samfundets velfærd. Fra samfundsfag får vi at vide, at det socialdemokratiske tankegods har skabt en velfærdsstat, som vi kan være stolte af, som hjælper de svage, helbreder de syge, udjævner de handikappedes hverdagsproblemer og giver de ældre en respektabel eksistens. De socialliberale har bidraget ved at sørge for at markedsøkonomien giver borgerne et vellønnet arbejde og en høj levestandard. Samspillet mellem de to strømninger har skabt det danske sikkerhedsnet, som er solidarisk, gavmildt og stærkt. Det sørger for at vi igennem livet får et minimum af goder serveret, således vores vej gennem livet bekommer os vel. Det kaldes velfærd, når vi er tilpas med vores tilværelse. Hvem andre end staten skulle sørge for de udsatte i samfundet får det godt, kapitalismen kan jo ikke vride penge ud af dem der ingen har, så hvorfor overhovedet tale om at den kan gøre noget for dem?

Hjørnestenen i det socialliberale tankegods: Økonomisk tvang

De socialliberale har et særligt stort fokus på det de kalder økonomisk tvang. Økonomisk tvang er, for eksempel, hvis en virksomhed eller person opbygger en stor velstand, og kan derved bruge sine større resurser på at mele sin egen kage, ved at bruge resurser på en sådan måde, at det er muligt at kontrollere folks adfærd. Den rige kapitalist, kan eksempelvis få sine ansatte til lidt af hvert, ved at føre firmapolitik på en sådan måde, at hvis de ansatte ikke følger reglerne for ansættelsen, som kapitalisten ændrer som han lyster, mister de deres ansættelse hos ham. De mindre resursestærke medarbejdere er i denne situation udsat for økonomisk tvang af en overmagt, der ikke mister lige så meget velfærd som de gør, hvis kapitalisten finder på at diskriminere på særlige måder eller ved at føre virksomheden således medarbejderne føler sig udsat for ubehageligheder til en sådan grad, at vedkommende selv siger op. Tabet af velfærd for den ansatte vurderes at være større end tabet af velfærd for arbejdsgiveren.

Et citat fra Hans-Jørgen Schanz lommebog “Tænkepauser” om frihed understreger synspunktet, s 54:

Neoliberalisternes illusion – hvis det da var en sådan – bestod i troen på, at kapitalens frihed ville føre til menneskelig frihed. De overså eller ignorerede, at positiv og negativ frihed meget let kolliderer, og så er ulven løs. Resultaterne af neoliberalismens gennemslag har været økonomisk frihed for færre og elendighed for mange.

Ulven i ovenstående citat er transformationen af det enkelte menneske i samfundet i naturtilstanden som Thomas Hobbes beskrev. Mennesket bliver til en ulv der overfalder sine medmennesker for egen vindings skyld. Ifølge Hobbes vil mennesket i naturtilstanden, uden en ordensmagt der sørger for beskyttelse, bruge for få resurser på at beskytte sig, og det vil derfor være fordelagtigt for alle at plyndre hinanden, givet omstændighederne at alle forsvarer sig for dårligt. Staten er derfor et nødvendigt onde for at opretholde et fredeligt samfund.

Hans-Jørgen Schanz fortsætter, på side 56:

De moderne vestlige samfund har netop ikke villet betale for kapitalens frihed med fattigdom og elendighed. Friedman har heldigvis ikke sejret, og hvis han havde, ville han have sejret ad helvede til: Med den frie kapital følger en økonomisk tvang, der dræber just den frihed, der var målet. Den neoliberale negative frihed – frihed fra ydre omstændigheder, der kan hindre en i at handle – har i høj grad vist sig ikke kun at have staten som modspiller. Også den stumme økonomiske tvang – ja netop tvang – har vist sig som en effektiv blokering af handlingsmulighed og frihed.

I ovenstående citat kritiserer Hans-Jørgen Schanz at kammeraterikapitalismen er et system hvor de store virksomheder benytter sig af deres forbindelser til politikerne, så de vedtager love der skaber en skævvridning af konkurrencevilkårene til virksomhedens fordel. Typisk sker det ved at ekskludere andre fra at konkurrere, enten ved at indføre store overheadomkostninger der er nemmere at bære for en stor virksomhed, men som små virksomheder tynges relativt mere af, eller ved at vedtage tekniske krav til specifikke varer (fx effektivitetskrav, forureningskrav, osv). Denne kritik er udmærket at tage frem, men det er nok ikke specielt godt rettet mod Milton Friedman, som ikke støtter kammeraterikapitalismen. De solide forbindelser mellem politikerne og de store virksomheder giver de store virksomheder nogle konkurrencefordele, omend de selv også lider en skade af den førte politik, lider deres konkurrenter endnu mere. Det hæver omkostningerne som smitter af på prisen på produkterne, så både potentielle konkurrenter samt almindelige forbrugere stilles værre.

Der er, så vidt jeg ved, kun ét punkt hvor Milton Friedman kan kritiseres for at skabe forhold der er gunstige for kammeraterikapitalisme, og det er hans politiske program der støtter centralbankens manipulation med pengemængderne. Det er ikke muligt at undgå kammeraterikapitalisme, når hovedfokus for pengepolitikken er at centralbanken skal sørge for at pengemængderne vokser med en bestemt rate per år. Bankerne tjener så at sige penge ved at skabe nye penge til ingen omkostning. De bærer blot en risiko for at udlånet går galt, og bankerne er derfor særligt privilegerede i deres funktion som pengeskaber. De nye penge der udstedes vil give fordele til de store virksomheder der har lettere adgang til kapitalmarkeder end små virksomheder. Den lettere adgang til kredit vil også gøre det mere favorabelt at låne penge, således man er den første der kan bruge de nye penge, før priserne på varerne man agter at købe er steget. For at styre pengemængdens vækst igennem kreditmarkedet favoriserer man låntagere, og jo større låntager man er, jo større favorisering modtager man af denne politik.

Milton Friedman er også kendt for sit tankeeksperiment om helikopter-penge (fra en artikel i 1969 med titlen “The Optimum Quantity of Money”), hvor centralbanken blot indsætter et vist beløb hos enhver borger, således pengemængden stiger ved kunstige bankindskud. Hvorvidt Milton Friedman blot spekulerede over de økonomiske dynamikker i et sådant indgreb, eller om han kunne finde på at fremsætte det som et forslag til centralbankerne, er jeg ikke afklaret med. Her vil jeg blot nævne det som eksempel på hvordan pengepolitik kunne udføres, i den socialliberale ånd. Denne form for indgreb vil alt andet lige også skævvride markedet, da det er forskelligt hvordan hver person bruger de nye penge. Alt efter om man vælger at beholde pengene på sin konto eller ej vil afgøre hvilken effekt man får af dem, og i det store spil vil de der vælger at lade pengene stå til en regnvejrsdag miste købekraft. Det gælder, kort og godt, om at bruge de nye penge så hurtigt som muligt, for at undgå erosion af købekraften. Det er igen en særlig gruppe i samfundet der drager nytte heraf, og afhængig af hvordan fordelingen af pengene udmøntes, kan man kalde det kammeraterikapitalisme eller ej. Kommer det særligt de store virksomheder til gavn, da deres pengebeholdning også øges, kan det være endnu et tilfælde hvor store virksomheder drager særlig fordel af projektet.

Ligesom Friedrich August von Hayek introducerer nye begreber om hvad udgør tvang, ligeså gør Hans-Jørgen Schanz. Begge ser nogle nødvendige positive rettigheder som staten skal tildele for at beskytte borgeren mod deres forskellige opfattelser af hvad tvang er for en størrelse.

Hans-Jørgen Schanz vil jeg umiddelbart vurdere til at være en socialliberal meget tæt på socialdemokratismen. Hans postulater om nødvendigheden af positive frihedsrettigheder og advarsler om de negative, er en demonstrationen af hvordan kritikken af de negative frihedsrettigheder fremføres. Han har tilsyneladende ikke meget til overs for Milton Friedman, men jeg vælger at kategorisere dem begge indenfor socialliberalismen, i den meget brede kategorisering jeg har valgt. Blot for at gentage mit synspunkt, så er det min egen kategorisering, og der er sikkert mange der synes at det er forkert at sætte de to herrer i bås sammen. Ikke desto mindre er det nødvendigt for mig at gøre, fordi der ikke er plads til Milton Friedman i min kategorisering af den klassiske liberalisme pga. hans tilhørsforhold angående pengepolitik og socialpolitik.

Overførselsindkomstens kilde: Beskatning

I socialliberalismen vægtes det højt at individet har en basisindkomst garanteret, således det bliver muligt for individet at opleve frihed til at vælge produkter som denne synes er værdifulde. Hvad er friheden værd, hvis man sulter og dør af den? Ejendomsretten er også vigtig, men mest i den forstand, at man gerne må sige nej til at tage mod gæster i sit eget hjem. Den økonomiske frihed vejes op mellem skatteyderens velfærd på den ene side, og den svage i samfundets velfærd som for eksperten synes også at være vigtig. Eksperten kan afgøre, at det nok vil være til gavn for samfundets totale velfærd, hvis man pænt overfører indkomsten fra en skatteyder til en socialt udsat person. Det er vigtigt for dette overførselssystem at det er så lidt generende for borgerne som muligt. Der er ingen grund til at blive grov. Systemet skal fungere smidigt så de fleste skatteydere ikke engang ser de penge, der oprindeligt var deres, og kildeskatten opsuger nænsomt og uden fanfare en del af indkomsten, før den når ud på skatteyderens bankkonto. Staten skal finde på sirlige metoder til at lirke borgernes penge fra dem på den mest skånsomme måde, således deres følelser ikke opstemmes.

Skattevæsenets breve er høflige men bestemte. Du skal betale din skat. På overfladen ånder fred og ingen fare, så længe man blot gør som der bliver sagt. Lovene er kendt på forhånd, og man udsættes kun for en forventelig beskatning, da man kan læse sig frem til reglerne. Man bestemmer selv om man vil betale skat, ønsker man at undgå at betale skat, kan man bare overholde reglerne ved ikke at indgå i den økonomiske transaktion der udløser skatten. Her er ingen tvang. Staten opfører sig pænt overfor borgerne, taler i et afdæmpet og roligt toneleje og fremsætter blot at lovgivningen skal følges.

Sikring af beskæftigelsen: Justering af finans- og pengepolitik

John Maynard Keynes, som omtalt tidligere, beskrev i sin berømte bog, at markedsøkonomien fungerer udmærket ved fuld beskæftigelse. De klassiske økonomer (Adam Smith, David Ricardo, John Stuart Mill, Jean-Baptiste Say etc) studerede desværre kun et særtilfælde af markedsøkonomien. Særtilfældet var at økonomien var i fuld beskæftigelse. I andre tilfælde, fx efter en økonomisk tilbagegang, var de klassiske økonomer helt galt på den. Det var, i følge Keynes, muligt at markedsøkonomien kunne være i ligevægt med en massiv arbejdsløshed til følge. Årsagen til denne utilfredsstillende situation var en mangel på efterspørgsel. Ved at gennemføre visse politiske rettelser, kunne staten sikre samfundet fuld beskæftigelse. Dette skulle foregå ved store offentlige udgifter til fx byggeri af infrastruktur finansieret ved at trykke penge og ved at staten optog lån der var store nok, til at beskæftige alle. De positive resultater af disse tiltag ville være at markedsøkonomien blev genoprettet, og i denne situation med fuld beskæftigelse kunne den klassiske økonomiske lære genindtræde, og staten kunne neddrosle sit engagement og lade markedskræfterne være i fred på ny.

For at tillade staten at gældsætte sig i tilstrækkelig grad, var det nødvendigt at have en låner til rådighed. Det måtte ikke være en af de almindelige lånere, kapitalisterne, for de var alligevel utilregnelige. Det var nødvendigt at have en låner der var pålidelig, en der altid kunne lånes penge af, en centralbank. Pengesystemet var nødvendigt at planlægge centralt, for med centralbankens rolle i Keynes vision, kunne staten netop opnå at låne de midler det var nødvendigt for gennemførslen af de politiske indgreb som han foreslog. Centralbanken, og under den, de private banker, skulle være bolværket der sikrede staten magten til at låne store summer, så man blev uafhængig af borgernes lyst til at låne penge til staten. Centralbanken var en vigtig brik i spillet, og pengesystemet skulle baseres fuldstændigt på papir, således det blev så billigt som muligt for staten at optage gæld og for banksystemet at skabe nye penge.

En anden variant af benyttelse af centralbanken til at øge samfundets velfærd, som eksemplificeret i Milton Friedmans monetarisme, eller andre nyere keynesianske eller pseudokeynesianske strømninger, er at fokusere på væksten i pengemængderne, og lade centralbanken sænke renten for at stimulere investering (gerne blot privat) således beskæftigelsen stiger på ny. Andre mener at centralbanken skal sigte efter en vis vækst i nominel BNP for at drive inflationen og efterspørgslen opad. Alle har det til fælles at de ønsker en centralt planlagt valuta, som eksperter skal administrere. Indbyrdes er de alle uenige i reguleringsstrategien, men i hovedtræk er enhver af de omtalte økonomiske skoler interesseret i at kontrollere centralbanken. Få af de socialliberale er interesseret i at nedlægge centralbanken og lade markedet producere penge på egen hånd.

Regulering af konkurrencen

I den socialliberale filosofi er den økonomiske tvang som eksemplificeret ved monopoler en af de frygteligste former for antisocial adfærd. Den økonomiske tvang kan i denne omgang neutraliseres ved konkurrencelovgivning. Den socialliberale ønsker at virksomheder ikke opnår en økonomisk magt på markedet, da de store virksomheder med større end x procent markedsandel kan malke forbrugerne ved at bruge sin økonomiske magt mod dem. Monopolet fastsætter prisen og forbrugerne bøjer sig, i fraværet af konkurrenter, og køber produktet alligevel. Forbrugeren er udsat for økonomisk tvang i det omfang prisen ville have været lavere under en tilstand af perfekt konkurrence. Det flugter udmærket med citatet ovenfor af Hans-Jørgen Schanz. Den økonomiske tvang er en blokering af friheden.

Erik M. Bøye, Deskriptiv Økonomi, s 212:

Hvis markedet domineres af nogle få store virksomheder, hersker der u-fuldkommen konkurrence. Er der kun én udbyder på markedet, er der monopol, og monopolisten kan sætte sin pris uden hensyn til konkurrenter, for han har ingen. Ved at begrænse produktionen kan prisen sættes højere end omkostningerne. Monopolisten opnår derved profit. En profit, som vel at mærke ikke bliver konkurreret væk. Et centralt element i erhvervspolitikken hos lande med markedsøkonomi er at korrigere for dette markedssvigt med en monopollovgivning.

Monopolisten, der har udkonkurreret alle på sit område, kan efterfølgende nedskære produktionen, hæve priserne, og nyde et overnormalt afkast på sin investering. Den efterfølgende profit for denne ene virksomhed er en markedsfejl, fordi tabet for forbrugerne er større end gevinsten for monopolisten (figur). Der er derfor ikke blot tale om at udnytte sin økonomiske magt mod andre, men også at brugen af den økonomiske magt fører til et tab af velfærd for samfundet som helhed. Staten kan derfor med fordel regulere virksomhederne med konkurrenceloven i hånden, og sørge for at virksomhederne ikke bliver store nok til at kunne opnå denne overnormale profit og udnytte forbrugerne.

Dygtige eksperter kan ansættes i konkurrencerådet der administrerer konkurrenceloven. Disse kan via fastlagt lovgivning vurdere om to virksomheder må fusionere eller ej. De kan pålægge bøder til virksomheder der overtræder loven, og den afskrækkende virkning på potentielle monopolister sørger for at markedet til dagligt fungerer tættere på den fuldkomne konkurrence, der kommer forbrugerne til gode.

Den liberale statsminister

“Danmark er langt fra en socialistisk planøkonomi. Danmark er en markedsøkonomi”, sagde Lars Løkke Rasmussen under det amerikanske valg til Bernie Sanders i en tale på Harvard. Bernie Sanders refererede netop til Danmark, som et bevis på, at socialismen er medvirkende til social nytte og særligt til hjælp til de fattige. Lars Løkke Rasmussen måtte dog gå mod Bernie Sanders, fordi, som leder af Danmarks Liberale Parti, kan man naturligvis ikke have det hængende på sig, at man er statsleder for et socialistisk land, og da slet ikke at blive holdt op som et eksempel på en succesfuldt implementeret socialisme.

Lars Løkke argumenterer, at selvom vi har en udvidet velfærdsstat, som giver en høj grad af sikkerhed for sine borgere, så er det også en succesfuld markedsøkonomi, hvor den enkelte har frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv som man lyster.

Lars Løkkes udsagn underbygger alt det tidligere beskrevne. Velfærdsstaten er en venlig organisation, der sørger for at alle har mulighed for friheden til at udfolde sig. Enten ved at være beskyttet mod de farlige markedsfejl, at være sikret en minimumsindkomst, ved at øge beskæftigelsen eller ved at være sikret gratis sundhedsvæsen eller gratis uddannelse. På denne måde sikrer velfærdsstaten friheden for den enkelte ved at beskytte mod de sociale konsekvenser af uheld og ulykke i livet. Velfærdsstaten sørger for at du har en fair chance i livet, og at du får hjælp og støtte til at forfølge de drømme og de værdier du har valgt er vigtige at forfølge.

Lars Løkkes argumentation er at velfærdsstaten kan alt, man kan både have en stor velfærdsstat og samtidig en stor personlig frihed. Der er ingen ende på lyksalighederne når velfærdsstaten styres af politikere med ægte samfundssind, af den socialliberale regering.

Kritik

Min kritik af socialliberalismen viste sig at blive ret omfangsrig, omend den på ingen måde dækkede hele det store område. I et desperat forsøg på at holde blogindlæggene på en rimelig længde vil jeg derfor udgive kritikken i to dele.

Liberalisme del 1: Klassisk liberalisme

Når man beskæftiger sig med liberalismen bliver man let forvirret. Der findes et utal af tråde der er udsprunget af det liberale tankegods, og i debatten hører man tit meget forskellige synspunkter serveret af folk der alle kalder sig liberale. Da der ikke er nogen fastlagt og kontrolleret definition af hvad liberalisme betyder, er det efter min mening en udmærket idé at forsøge at kategorisere nogle hovedtråde af liberalismen og beskrive dem enkeltvis. I min opdeling vil der givetvis være nogle tråde der ikke er beskrevet, jeg håber på tilgivelse af læserne der havde set frem til en anden kategorisering og beskrivelse.

Jeg har valgt at dele op i tre kategorier, som bliver diskuteret i de følgende tre blogindlæg:

  1. Klassisk liberalisme
  2. Socialliberalisme
  3. Anarkistisk liberalisme

Jeg havde oprindeligt tænkt at skrive et indlæg om de tre, men da jeg nævnte ordantallet for fruen, mente hun at det nok var en god idé at dele artiklen op i tre dele og udgive dem løbende, for overskueligheden og for bloglivlighedens skyld.

Som vi går igennem livet lærer vi som menneske med tiden nye ting. Vores viden om livet, naturvidenskaben og de sociale videnskaber ændrer sig over tid, som vi kommer i kontakt med nye opdagelser, nye perspektiver og nye argumenter. Vi tager nye idéer til os og forkaster gamle. De nye idéer er ikke nødvendigvis tættere på sandheden end de gamle. Det samme gælder undertegnede, jeg har ikke alle de rigtige svar. Det håber jeg at læseren er bekendt med. Denne artikelserie er derfor blot mit nuværende syn på de tre hovedtråde af liberalismen, og det er muligt jeg tager fejl om nogle detaljer, uvæsentlige som væsentlige. Forhåbentlig tager jeg dog ikke fejl af hovedbudskabet, som jeg håber læseren vil påskønne.

Fra Gyldendals Dansk Fremmedordbog

libera’lisme (-n) (polit) samfundsopfattelse der kræver størst mulig frihed for den enkelte borger, dvs. med et minimum af styring fra statens side.

Klassisk liberalisme

Den klassiske liberalisme udsprang i kølvandet på den enevældige konges magt over sine undersåtter og hans særlige privilegier, han alene stod hævet over loven. Liberalismens kerne gav borgerne deres egne rettigheder, ret til at eje hvad de igennem frivillige aftaler arbejder sig til at opnå og ret til at forsamle, til at sige og mene hvad de ville og til at blive behandlet retfærdigt af det retslige system. Særligt gennem den sidste tid af kongemagtens herredømme havde retssystemet taget en drejning mod større undertrykkelse af borgerne, og den enevældige konge i Danmark var særligt anset som værende despotisk. Gradvist lykkes det for liberale tænkere at vende den faktiske retstilstand i magtens centrum.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 184

Danmark havde under enevælden fra 1660-1848 en af Europas mest absolutistiske forfatninger, Kongeloven fra 1665, som i 1683 blev supplementeret af lovværket Danske Lov. Kongeloven gav Danmark et ry i Europa som diktatorisk og undertrykkende, fordi europæiske intellektuelle tog enevældens forfatning for en beskrivelse af den faktiske retstilstand, hvad der ikke altid var tilfældet. Især i den sidste halvdel af enevælden blev Danmark opinionsstyret af oplyste adelige og embedsmænd, og i slutningen af 1700-tallet var praksis langt mere liberal end ordlyden.

Liberalismen var en modreaktion på enevældens magt og privilegier, men opstod ikke som en komplet politisk teori, det tog mange år at udvikle, og som årene gik blev det filosofiske system mere udviklet i både teori og praksis.

De grundlæggende værdier for den klassiske liberalisme er lighed for loven, fred i og mellem samfund og ejendomsrettens ukrænkelighed (samt de heraf følgende personlige friheder, indenfor religion, forsamling, nærings- og ytringsfrihed). De klassiske liberale tæller fx Adam Smith, John Locke, Jean-Baptiste Say, Frederic Bastiat, Ludwig von Mises og Nikolai Frederik Severin Grundtvig. I daglig tale siger vi at hvis man er tilhænger af at staten kun skal sørge for “politi, retsvæsen og militær” så er man en klassisk liberal. Underforstået er uddannelse, arbejdsløshed, sygdom og alderdom ikke noget staten skal varetage nogens interesser i. Staten skal beskytte ejendomsretten og lade markedet være i fred.

Her er Ralph Raicos beskrivelse af liberalisme ganske velplaceret:

Ralph Raico, Classical Liberalism and the Austrian School, s 302.

Liberalism is, in fact, the ideology of the capitalist revolution that prodigiously raised the living standards of the mass of people; a doctrine gradually elaborated over several centuries, which offered a new concept of social order, encompassing freedom in the only form suited to the modern world. Step by step, in practice and theory, the various sectors of human activity were withdrawn from the jurisdiction of coercive authority and given over to the voluntary action of self-regulating society.

På flere områder er der dog uenighed. Transportsektoren og visse infrastrukturer (såsom, veje og “naturlige monopoler” som vandværker, varmeværker osv) skal staten alligevel regulere, for nogle. Penge er også et omstridt emne, skal staten monopolisere pengeproduktionen og forsøge derigennem at optimere samfundsnytten? Er penge noget staten skal blande sig i? Må staten stemple guldmønterne? Skal guld være penge? Skal staten subsidiere uddannelse? Skal staten tage sig af de absolut svageste der ikke kunne tjene til dagen og vejen?

På trods af deres uenigheder var der dog et fællespunkt for deres tankegang: Staten var den eneste organisation i samfundet der måtte bruge vold og tvang mod borgerne. Staten er et legalt voldsmonopol. Freden i samfundet skulle lægges i statens hænder, hvor staten var betroet opgaven at opretholde beskyttelsen af ejendomsretten og de personlige friheder der udspringer af ejendomsretten. Udover denne ene opgave, at beskytte borgernes rettigheder mod aggressive elementer, både indenlands og udenlands, havde staten intet at gøre for samfundet.

I den forstand var disse liberale såkaldte minarkister – tilhængere af kun et minimum af episoder hvor borgeren underkues af statens magt. For minarkisterne var tvang defineret som aggression mod person eller ejendom, eller akutte trusler herom. Staten skulle dermed sørge for frihed fra denne slags vold mellem mennesker, og fungerede ved at producere beskyttelse mod tvang der passede i denne snævre kategori. Der var kun et tilfælde hvor det var i orden at underkue borgere over længere tid, og det var i tilfælde af kriminelle dømt igennem en retfærdig rettergang. De klassisk liberale mente det var nødvendigt for at kunne afslutte konflikter mellem mennesker, at der skulle være een lov som blev anvendt til disse processer, at der var en uafhængig dommer og politiinstans der tog sig af disse konflikter. Uden en fælles lov var det dem ikke muligt at se en løsning på konflikt mellem borgerne. I sin essens er denne liberale tråd også influeret kraftigt af Thomas Hobbes vision – mennesket i naturtilstanden søger konflikt og samfundets nedbrydelse (mere om Hobbes i næste blogindlæg).

Markedsøkonomien er basis for samfundet

Statens rolle i samfundet er at tage sig af at minimere aggressiv voldelig adfærd rettet mod personer eller deres ejendom. Ved at opretholde lov og orden i samfundet bliver staten en gevinst for samfundet. Når lovens opretholdelse varetages af staten, kan det gensidige samarbejde mellem samfundets individer begynde og markedsøkonomien bliver fundamentet for samfundets organisering og arbejde:

Ludwig von Mises, Human Action, s 258.

The market economy is the social system of the division of labor under private ownership of the means of production. Everybody acts on his own behalf; but everybody’s actions aim at the satisfaction of other people’s needs as well as at the satisfaction of his own. Everbody in acting serves his fellow citizens. Everybody, on the other hand, is served by his fellow citizens. Everybody is both a means and an end in himself; an ultimate end for himself and a means to other people in their endeavors to attain their own ends.

Ludwig von Mises var stor kritiker af statslig indblanding i markedsøkonomien. Ifølge ham var det ikke muligt for staten at blande sig og skabe en situation der for hele samfundets synspunkt var bedre end en markedet kunne skabe. Når staten blandede sig, skabte indblandingen utilsigtede konsekvenser, der var værre end udgangspunktet, og hvis ikke politikerne opgav ævred og rullede lovgivningen tilbage, måtte de fortsætte på stien mod den totale socialisme.

Et godt eksempel på denne udviklingsmekanisme kan findes i samspillet mellem fagforeningernes påvirkning på arbejdsmarkedet og det ideologiske krav om sociale ydelser til arbejdsløse.

Ludwig von Mises, Human Action, s 374.

On the domestic market the unions to not tolerate the competition of the nonunionized workers and admit only a restricted number to union membership. Those not admitted must go into less remunerative jobs or must remain unemployed. The unions are not interested in the fate of these people. […] For the unemployed union members are not the only people wronged by the union’s policy of substituting higher wage rates. The interests of those excluded from membership are not taken into account.

Når fagforeningerne lykkes at hæve lønningerne, sker det på bekostning af de grupper i samfundet som ikke er i fagforening samt en andel af fagforeningens egne medlemmer. Lykkes det at få alle arbejdere i alle sektorer i en fagforening af en eller anden slags, så skabes stadig arbejdsløshed. I stedet for at producere varer med manuelt arbejde, introduceres kapitalkrævende maskiner i stedet, eller produktionen forlader landet, for at fortsat være produktiv i kundernes øjne. Nogle arbejdere mister arbejdet, andre mister indtægt fordi de skal affinde sig med at arbejde i sektorer hvor ingen fagforening hersker over arbejdssituationen. Som antallet af arbejdsløse fagforeningsmedlemmer stiger, ønsker fagforeningerne at bruge de intellektuelles ideologi om lighed til at sikre at skatteyderne betaler for arbejdsløshedsdækningen, det erklærede mål er at sikre solidariteten med arbejderen. I Danmark tager dette form af dagpengesystemet og kontanthjælpen.

Frem for at fagforeningerne er solidariske med egne medlemmer, så eksternaliserer de via staten omkostningerne ved deres førte arbejdsmarkedspolitik, og sørger for at skatteyderne betaler for, hvis ikke hele; så store dele af, effekterne af deres politik. Arbejdsløshedsforsikring var i gamle dage et privat foretagende, som gradvist blev indlemmet under staten som udviklingen af velfærdsstaten tog til. Dagpengesystemet finansieres i dag i høj grad af arbejdsmarkedsbidraget, som er en skat der tager 8pct af din indtægt, og har intet at gøre med din personlige risiko for arbejdsløshed. Da det er en skat, er den heller ikke en frivillig betaling. Den lille egenbetaling for medlemskab af en a-kasse dækker knap 20pct af udgifterne og denne bagatel bruges til at foregive at det er en forsikringsordning man selv kan fravælge.

Her er det måske værd at indsætte at der ikke er nogen konflikt mellem de klassiske liberales syn på foreningsfriheden og deres aversion mod de etablerede fagforeninger som vi kender dem i dag. For at forstå kritikken mere nærgående så er det nødvendigt at sige at de klassiske liberale ikke forholder sig kritisk til foreninger af arbejdere der gennem frivillige og fredelige handlinger søger at forbedre deres vilkår. Arbejdsgiverens frihed til at sige nej til deres krav er stadig gældende i dette tilfælde. Først når fagforeningen træder ud over at bruge fredelige metoder, så bliver det nødvendigt for den liberale at sige fra overfor foreningen. Bruger fagforeningen midler som, hvis udført af almindelige private, er kriminelt, så er fagforeningen også kriminel og skal standses af politiet og underlægges retsvæsenets regler for straf. Her gælder ingen særlig lov. Det er helt legitimt og i overensstemmelse med den klassiske liberales opfattelse af tvang, at arbejdsgiveren siger nej til at ansætte medarbejdere der kræver en løn der er højere end arbejdsgiveren er villig til at betale. Arbejdsgiveren må ansætte andre der ønsker at arbejde for den tilbudte løn. Når fagforeningerne med statens velsignelse stiller op for at chikanere kunder og true nye medarbejdere fra at tage arbejde hos arbejdsgiveren, så er det tydeligvis i konflikt med beskyttelse af arbejdsgiverens og arbejdstagerens ejendomsret. Fagforeningerne må bruge fredelige midler til at opnå sine mål, ligesom alle andre i samfundet. Hverken fagforeningerne for arbejdsgiver eller arbejdstager må gribe til vold eller trusler herom for at få sine krav gennemført.

Trinnene i udviklingen er således:

  1. Fagforeningen ønsker at arbejderne skal have bedre vilkår
  2. Fagforeningerne sikrer sig igennem voldsmetoder en højere løn til sine medlemmer
  3. Arbejdsløsheden tager til pga. uligevægten skabt af fagforeningens plyndringstogt i markedet
  4. De intellektuelle kritiserer kapitalismen for at være defekt fordi den skaber arbejdsløshed
  5. Presset af kravene om en fair indkomstfordeling indfører politikerne en lille arbejdsløshedsforsikring
  6. Skatterne stiger, også for fagforeningsmedlemmerne

Når lønstigningerne begynder at skabe større arbejdsløshed end medlemmerne vil tolerere bremses lønkravet. Pga. den demokratiske struktur i fagforeningen, standses lønstigningen på et niveau der ikke skaber for stor risiko for afskedigelse fra arbejdspladsen. Ikke desto mindre vil nogle af medlemmerne have mistet arbejdet undervejs da markedsprocessen ikke er en uendelig hurtig proces. Det tager tid fra de nye lønkrav indføres til arbejdsgiverne reagerer på dem.

Resultatet af det initielle ønske om bedre vilkår for arbejdere er større arbejdsløshed og højere skatter. Ingen af delene er til arbejdernes fordel, kun til de privilegerede arbejdere der har kunnet beholde deres arbejde og hvis lønstigning har været så stor at de højere skatter ikke har opsuget hele stigningen.

Interventionismen er vejen til socialismen

Interventionisternes idé om indblanding og fordeling af indkomst var defekt fra starten, det løste ikke problemerne for samfundet når staten blandede sig i markedet. Resultaterne der flød fra statens indblanding ville være så dårlige at ny indblanding var nødvendig. I deres forsøg på at skabe velfærdsstaten ville det reducere produktionen, og gøre flere og flere afhængige af statens indkomstoverførsel. Når først indkomstoverførslen var begyndt at skabe socialklienter, begynder en negativ spiral. Hvor det før var gunstigt at gå på arbejde for lavtlønnede, bliver det nu en mulighed at vælge den offentlige indkomstoverførsel i stedet. Afhængig af personernes værdianskuelser, hvor højt selvoprettelseskraften vægter i deres afvejelser, vil det være mere eller mindre gunstigt at tage mod indkomstoverførslen. Denne søgen mod større indkomst og lempeligere vilkår på offentlig betalt ophold, hvis den var succesfuld, ville tillokke flere at vælge et liv på offentlig ophold, udvide klientellet og gøre det mere sandsynligt at stemmerne gik til at udvide ordningerne påny. Den ene mekanisme er at ydelsernes størrelse stiger og stiger, men den anden side af situationen er at skatterne også stiger og stiger. Forskellen mellem indkomstoverførsel og indkomst fra markedsøkonomien ville til stadighed eroderes og gøre problemet større.

Interventionisterne ser også hvordan indkomstoverførslen giver de svageste i samfundet en hjælp, de svageste får større materiel velbefindende, og de intellektuelle vil lobby for at hjælpe flere mennesker. Staten har jo virkelig hjulpet de svageste i samfundet, så den næste gruppe der kan hjælpes skal også have en ydelse. Denne søgen mod at hjælpe flere og flere, samt at gøre hjælpen mere generøs er et politisk samarbejde mellem de intellektuelles ideologiske synspunkter (deres princip om lighed i indkomst har stor vægt) og bureaukraternes egen interesse i større budget og prestige. Det politiske samarbejde skaber desværre problemer for alle andre end de privilegerede grupper i samfundet, og som problemerne andre steder vokser, bliver nye grupper marginaliserede og falder under kategorien “svage”.

Før 1961 havde man ikke stemmeret hvis man modtog offentlig hjælp, så udviklingen i statens socialhjælp gik forholdsvist langsomt. Det var drevet af de intellektuelle der ønskede at udvide ordningerne, og disse udvidelser kunne kun gennemføres hvis skatteyderne var med på idéen. Ideologien havde afgørende betydning i denne fase af velfærdsstaten. Med ændringen af forsorgsloven blev det muligt at være på offentlig forsørgelse og samtidigt stemme. Pludseligt blev det lettere at være politiker og tale for store sociale programmer betalt af skatteyderne, fordi der var mange vælgere som oplevede at det var nødvendigt at have disse ordninger, da det ikke var til at finde arbejde.

Bent Jensen, Vil der være hænder nok?, s 35.

I 1961 reformeredes bestemmelserne om offentlig forsorg. Det system, der blev indført med Steinckes socialreform, blev afløst af mere generøse ordninger. Fattighjælpen med dennes tab af valgret blev nu helt afskaffet. Den sidste af 1800-tallets socialt diskriminerende bestemmelser forsvandt herved ud af den offentlige forsorg.

Udover den negative samfundsudvikling der kunne sættes i gang ved at klientgøre store dele af befolkningen, var de klassiske liberale også mod større skatteopkrævning, ikke mindst fordi det angreb ejendomsretten (din indkomst er også din ejendom) og gav staten resurserne og muligheden for politisk indblanding i markedet, men også fordi det store statsapparat giver mulighed for at lobby politikerne for at skaffe sig selv, eller sin interessegruppe, særlige privilegier.

Ludwig von Mises, Human Action, s 273.

In an unhampered market economy the capitalists and entrepreneurs cannot expect an advantage from bribing officeholders and politicians. On the other hand, the officeholders and politicians are not in a position to blackmail businessmen and to extort graft from them. In an interventionist country powerful pressure groups are intent upon securing for their members privilegies at the expense of the weaker groups and individuals. Then the businessmen may deem it expedient to protect themselves against discriminatory acts on the part of the executive officers and the legislature by bribery; once used to such methods, they may even try tro employ them in order to secure privileges for themselves.

Min fremhævning.

Den ivrige stat, der blander sig i markedets gøren og laden, var derfor et element der kunne skabe konflikter mellem samfundets individer. De der søgte politisk indflydelse, vandt på bekostning af andre, og skabte særligt gode forhold for afgrænsede grupper. Det politiske arbejde kendetegnes ved at man opnår noget uden at yde noget til gengæld andre frivilligt vil have. Denne konfliktmekanisme var også væsentlig at adressere, fordi det på den ene side skabte en afhængighed af staten og på den anden side igangsatte en ond cirkel for samfundet som helhed.

Indkomstoverførslerne var også et problem, og efter at have besøgt England og undersøgt de sociale problemer der var opstået her, formulerede N.F.S Grundtvig følgende, som beskrevet i Henrik Gade Jensens bog:

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s 58:

Grundtvig, der var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848-1849, hørte til skeptikerne over for at indføre en generel forsørgelsespligt. Han anså forslaget for en national ulykke og ville have formuleret den mere restriktivt. “Det eer en almindelig Forsørgelsesret, som denne Paragraph stræber at indføre i Danmarks Grundlov, og saa høit og lydeligt, som jeg kan, maa jeg da protestere derimod som en af de største Ulykker, som kunde skee baade for Grundloven og, hvis den kommer til at staae i Grundloven, følgeligen ogsaa for hele Landet.”

Og så refererer Grundtvig ret indgående erfaringerne fra England, som han havde besøgt flere gange i 1830’erne, og hvor en for storsindet fattighjælp førte til omfattende pauperisme. En pauper er ikke bare en fattig, men også afhængig, så pauperisme bliver et system af storstilet offentlig hjælp, der samtidig skaber afhængighed.

Frivillig velgørenhed kan løfte den sociale opgave

I stedet for at lade staten give indkomstoverførsel til de der blev kategoriseret som svage, så ønskede de klassisk liberale at bevare retten til selvhjælp og til frivillig socialhjælp. Staten skulle ikke tage sig af alle, den skulle i yderste tilfælde hjælpe ganske få mennesker fra at leve et kummerligt liv, men langt størstedelen af socialhjælpen skulle leveres af frivillige organisationer drevet af ønsket om at fastholde selvhjælpen på lang sigt. Problemets størrelse kunne i høj grad afhjælpes ved at liberalisere arbejdsmarkedet, bl.a. ved at fratage fagforeningerne sine privilegier, privilegier der tillader dem at true med, eller at bruge, vold uden retsforfølgelse. Var arbejdsmarkedet frit ville langt færre have behov for socialhjælp. Friheden for arbejdstager og arbejdsgiver var essentiel for et samfund der hviler på selvhjælp og frivillig socialhjælp.

For at håndtere de sociale begivenheder der kunne gøre et mindre antal almindelige mennesker fattige og svage, kunne private velgørenhedsorganisationer og privat forsikring klare problemerne. Det beskrives fint således:

Ludwig von Mises, Socialism, s 430:

No ordered community has callously allowed the poor and incapacitated to starve. There has always been some sort of institution designed to save from destitution people unable to sustain themselves. As general well-being has increased hand in hand with the development of capitalism, so too has the relief of the poor improved.

I stedet for at se på kapitalismen som en en-øjet profitmekanisme, der intet har at bruge de fattige og syge til, ses igennem den klassiske liberalisme i stedet det frie samfund hvor borgerne bærende på næstekærlige værdier, hvis midler igennem den frie markedsøkonomi blomstrer, gør det i større udstrækning muligt at tilfredsstille samfundets svagestes behov over tid. Den frie udvikling af produktionen skaber gradvist et større overskud, hvor en del af samfundets indkomst bliver overført til nødlidende via frivillige organisationer. Overførslens størrelse bestemmes af summen af de enkelte donorers valg, de agerer på sine egne overbevisninger om, hvor meget er rimeligt at betale, hvem er ægte nødlidende og hvilken organisation der bedst varetager brugen af de velgørende midler. Som samfundets produktion øges af kapitalismens udvikling, takket være den stigende mængde kapital til rådighed, kan flere mennesker undvære flere resurser til socialhjælp. Samtidigt bliver produkterne bedre og billigere og løfter samfundets mulighed for at øge levestandarden for de uheldige heri. I dette perspektiv er en velgørenhedskultur, baseret på næstekærlighed, sympati og empati, vigtig at opretholde. Det er både vigtigt for den som giver, men også for den som modtager. Gøres hjælpen frivillig indskydes også markedsdisciplinen og -effektiviteten i driften af de velgørende organisationer. De giver ydermere mulighed for at have mange forskellige regelstrukturer, der hver gavner på forskellige måder.

I denne vision af samfundet kan den klassisk liberale fastholde det sociale arbejde og samtidigt beskytte ejendomsretten mod statens ekspansion på dette område.

Fred er afgørende

Markedsøkonomien var også set af de klassiske liberale som en mekanisme til at øge sandsynligheden for fred i og mellem samfund. Hvor der ikke var handelsbarrierer var risikoen for krig mindre end hvor der var handelsbarrierer. Deres budskab var ikke, som man ofte hører gentaget fra dem som ikke har ønsket at sætte sig grundigt ind i synspunkterne, at frihandel sikrer fred i og mellem samfund. Frihandel var et gode der skulle fastholdes, et gode der kunne skabe sociale bånd på tværs af landegrænser, og vise at det er meningsløst med erobringstogter for materiel vindings skyld. Hvad nytter det at udvide landets grænser, hvis du alligevel skal købe produkterne fra egnen på markedet til samme pris som før erobringen? Hvilken materiel fordel har du af at producenten efterfølgende residerer indenlands, hvis det ikke er for at mindske din betaling til statens told? Andre årsager til krig findes i mennesket, disse drifter for erobring og blodsudgydelser skulle angribes intellektuelt og vises at de var i modstrid med menneskelig velbefindende. Et spinkelt håb om, at mennesket trods alt også vægter sin materielle tilstand højt på ranglisten af værdier, og at sprede budskabet om dette faktum ville dæmpe krigslysten for masserne. Måske var de klassiske liberale en smule naive på visse punkter, men på dette punkt var de realistiske.

Ludwig von Mises “Liberalism”, s 6:

The liberal critique of the argument in favor of war is fundamentally different from that of the humanitarians. It starts from the premise that not war, but peace, is the father of all things. What alone enables mankind to advance and distinguishes man from the animals is social cooperation. It is labor alone that is productive: it creates wealth and there with lays the outward foundations for the inward flowering of man.

Materiel rigdom er ikke så vigtigt, påstås det af mange kritikere af liberalismen. De siger at mennesket indeholder rigdomme der ikke er materielle, og at den materielle rigdom ikke må tage forspring over den spirituelle, intellektuelle eller emotionelle, hvilken man end selv holder mest af. Det gennemgående fokus på de økonomiske friheder skaber tomme forbrugermennesker, hvor man i stedet burde skabe hele mennesker, der kan nyde deres rigdomme og se bort fra materiel skrammel.

Ludwig von Mises “Liberalism”,s XX

It is not from a disdain of spiritual goods that liberalism concerns itself exclusively with man’s material well-being, but from a conviction that what is highest and deepest in man cannot be touched by any outward regulation. It seeks to produce only outer well-being because it knows that inner, spiritual riches cannot come to man from without, but only from within his own heart. It does not aim at anything but create the the outward preconditions for the development of the inner life.

Kritik

På trods af den klassiske liberalismes mange gode takter og tilhørsforhold til markedsøkonomien, det frie samfund og den vigtige ejendomsret som grundsten for arbejdsdelingen og samfundets eksistens, er der visse problemer i den klassiske liberalisme. De klassiske liberales fastholdelse af at demokratiet er vejen til det liberale samfund er usikkert. De liberale vidste godt at med demokratiet kommer også strømninger mod “ualmindelige” mennesker, altså en kamp mellem grupperinger i samfundet. En klassekamp mellem flertallet og mindretallet. De liberale kendte til disse farer, og i deres håb om at løse problemerne ved at binde statens magtbeføjelser, ønskede de en grundlov der beskyttede borgernes friheder mod overgreb fra staten. Et overgreb på den personlige frihed var et overgreb, hvad enten den var initieret af en diktatorisk eller demokratisk stat.

Det er ikke længere et teoretisk spørgsmål om denne foranstaltning er effektiv til at dæmme op for demokratiets diktatoriske tendenser. Den har været en eklatant fiasko. Eksemplerne på denne intellektuelle fiasko findes overalt man søger. Den danske grundlov, hvor vag og elendig den er til at beskytte borgernes friheder, ville alligevel ikke have været et problem at overkomme for de socialistiske strømninger der i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet tog sit indtog hos vælgerne og de politiske partier i Europa. Et af de bedre eksempler på denne fiasko er dog den amerikanske grundlov, der på trods af et tydeligt sprog, der ønskede at begrænser magten, havde den naivitet at give magten for fortolkning til den samme organisation som den ønskede at tilbageholde. Hvem skal få staten til at følge grundloven, når det er staten selv, der fortolker den?

Det næste problem, hvis vi accepterer at det lykkes at fastholde den minimale stat til beskyttelse af ejendomsretten og de personlige friheder, er at de klassiske liberale tilsyneladende glemmer at produktionen af beskyttelse i sig selv er et økonomisk gode. Det betyder at det er udsat for præcis de samme problemer som alle andre goder: Hvis vi accepterer de økonomiske loves eksistens, så kan vi også sige ved at fastlægge et tvangsmonopol på beskyttelse, vil det føre til de samme problemer som et hvilket som helst andet monopol. I et tvangsmonopol bestemmer udbyderen præcis hvad denne ønsker at kræve som betaling for sin service. Det er forskelligt fra det frie marked. Hvis der kun findes en enkelt virksomhed på det frie marked der udbyder godet, så kan udbyderen ikke tvinge dig til at betale for produktet. Virksomheden kan heller ikke forhindre konkurrenter fra at opstå ved brug af vold mod dem. Det betyder at selv i det frie marked, hvor kun en enkelt udbyder tilbyder et økonomisk gode, kan du stadig som forbruger nægte at betale for en vare du ikke ønsker, og konkurrenter kan stå på spring for at overtage dele af markedet fra den eneudbyder der tidligere har udkonkurreret alle. Denne mulighed er ikke eksisterende i det statslige tvangsmonopol på beskyttelse. Du skal betale for statens beskyttelse, hvad end du bryder dig om det, eller ej. Prisen for denne monopoliserede beskyttelse kan staten også selv fastsætte, og den kan samtidigt med sit voldsmonopol afholde konkurrenter fra at tilbyde samme services til dig.

Gustave de Molinari, som kritiserede de klassiske liberales blinde punkt, mente at det var nødvendigt med konkurrence på markedet for produktion af beskyttelse, ligesom på alle andre markeder, fordi uden konkurrence vil prisen stige og kvaliteten falde.

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Skulle det lykkes staten at afgrænse sine aktiviteter til kun at producere beskyttelse, vil det producerede gode være af dårligere kvalitet, og på grund af den manglende forbrugerfeedback, vil produktet være ude af trit med forbrugernes ønsker. Statens udgifter til produktion af beskyttelse vil derfor stige mens kvaliteten falder, og der er ikke nogen økonomisk lov der afholder disse omkostninger fra at blive ekstravagant høje. Selv uden velfærdsstaten kan det ikke a priori afvises at statens udgifter i det lange løb sniger sig op på præcis så meget som det er muligt at opkræve i skatter.

Med statens monopol på beskyttelse kan den fastlægge betingelserne for beskyttelse. Eksempelvis at du ikke må eje våben til at beskytte dig selv med. Dette kan fremføres ved det typiske argument at våben er farlige, og derfor, hvis ingen ejer dem, kan farlige situationer ikke opstå. Denne form for betingelse er desværre medvirkende til at skabe afhængighed af staten. Hvis det ikke er lovligt at eje våben til selvforsvar, og du ikke må bruge markedet til at uddelegere arbejdsopgaven til andre end staten selv, så bliver du naturligvis helt afhængig af statens beskyttelse. De kriminelle er de facto de eneste der ejer våben, og med statens blotlægning af sine undersåtter, har de kriminelle bedre vilkår for sine aktiviteter.

Af praktiske årsager ville jeg være langt bedre tilfreds med en stat der fulgte de klassiske liberales formaninger, fordi under den klassiske liberalisme er friheden næsten uindskrænket. Forhåbentlig kan det lade sig gøre at holde statens udgifter fra at stige mod smertegrænsen, og det er en stor trøst at kammeraterikapitalismen, interventionismen og socialismen ikke eksisterer. Politiske privilegier gives ikke til forretningsdrivende eller politiske interessegrupper. Rent realistisk set, så er det tvivlsomt om det er realiserbart, i det lange løb, at fastholde staten som en lille organisation. Der findes ikke mange eksempler på at staten holder sig lille. Den konstante søgen efter mere magt, i kombination med den lette adgang til finansiering, giver staten en udsøgt mulighed for stadigt større ekspansion ved at beskatte det stadigt større afkast som kapitalismen leverer. Den minarkistiske drøm af en minimalstat er måske realiserbar, men om den er holdbar er et helt andet spørgsmål.