Monthly Archive: november 2017

Valget er overstået, endelig.

Ovenpå det nyligt overståede kommunalvalg har jeg læst reaktioner fra forskellige debattører.

Toke Kruse, iværksætter og  ildsjæl

Toke Kruse skrev at det trækker op til et blodrødt Danmark, og fortsatte sin ellers gode liberale stil med at kaste sig på knæ for skatteprovenuet. Problemet med de røde partier var at de ville hæve skatterne over punktet på Laffer-kurven, hvor skatteprovenuet ikke var optimalt. Det gælder om at have den størst mulige fælleskasse, dette må der være et flertal der er interesseret i, mener Toke.

Jeg er uenig. Det er uinteressant hvilket skatteprovenu er det optimale for statskassen. Det interessante er at diskutere om et skatteprovenu, i en hvilken som helst størrelsesorden, i det hele taget er gunstigt for samfundet som helhed. Enhver kan se at en politik der tager penge Peter og forærer dem til Poul er til skade for Peter og en gave til Poul – men ingen kan vise at det er gunstigt for samfundet at denne tvungne overførsel finder sted. Tværtimod kan det vises at det er til skade for samfundet, at denne overførsel finder sted. Kritikpunkterne af sådanne overførsler er mange, den vigtigste, finder jeg, er at overførslen er ufrivillig. Hvis det var til fordel for både Peter og Poul at overføre pengene, så var der ingen årsag til at opbygge et stort bureaukrati, der lever sit parasitiske liv som en igle på de produktive i samfundet, ved at suge penge ud af Peter, under påskud af at hjælpe Poul. Undervejs hjælper bureaukratiet sig selv til en solid indtægt, der kommer ud af de midler det er lykkes at tvinge ud af Peter.

Uanset hvad man mener om skatternes moralske dimension, så er det let at vise, at offentlig drift af produktion af et hvilket som helst økonomisk gode er mindre effektivt end markedsbaseret drift. Uanset hvilken idé man måtte have om, at det er i misundelsesvelfærdens interesse at udplyndre de rigeste og udjævne menneskets forskellighed i den økonomiske sfære, så er det slutresultatet af hele processen der tæller. Ikke alene er det tydeligt et tab af velfærd for den som betaler skatten, men ligeledes er det et tab af velfærd for den, som modtager ydelsen, fordi der i det offentlige system ikke kan prioriteres til forbrugernes største velfærd. Det eneste system der kan prioritere resurserne på en værdiproduktiv måde er markedsøkonomien. Under laissez-faire vil markedskræfterne sørge for at bruge resurserne på den måde der optimerer forbrugervelfærden. Det er muligt at nå til denne konklusion fordi markedet tilskynder konkurrence og kun lever af forbrugernes “feedback”. Hvis en vare er for dyr, vil den ikke blive solgt. Hvis en vare er af for dårlig kvalitet, vil den heller ikke blive solgt. Dette feedback gives individuelt af hver forbruger hver gang vi køber et produkt – og inden vi køber et produkt med en vis størrelsesorden af pris, undersøger vi nøje hvad vi får, og om det forventes at leve op til forventningen til produktet.

Det offentlige apparat har ikke dette nuancerede feedback. Dets monopolstatus og særligt dets finansiering af produktionen, gør det offentlige ude af stand til at producere effektivt, og de smuler der produceres, prioriteres forkert. Det er de forkerte der får lov at forbruge resurserne. Det er det forkerte der produceres med de tilgængelige resurser. Resurser der kunne være anvendt bedre, spildes på lavproduktive sysler, produkter hvis kvalitet ikke står mål til prisen, produceres fortsat i det offentlige uden at lide dens naturlige død. Det er et system enhver produktiv borger burde være forskrækket over.

Skattekritik skal derfor ikke dreje sig om at ævle om at topskatten er uretfærdig, tåbelig og skader de mest produktive i samfundet. Skattekritik skal dreje sig om at skatter i det hele taget er uretfærdig, tåbelig og skader enhver produktiv social handling for ethvert produktivt individ i samfundet. Skattekritik skal vindes på sit basale argument, der gælder universelt for alle de produktive i samfundet: Skatter tager fra de produktive og subsidierer de uproduktive. Hvad enten man er moralsk eller nyttemoralsk imod skatter, bør skatteargumentet føres først og fremmest på dets basale præmis, ikke på at der er nogen der skades af en særlig skat, og lade som om at indkomstskatten kun er et problem når den kravler over 50pct, eller hvilken procentsats man selv synes er for høj. Det er helt forkert, alle skatter er forkerte hvad enten man er til det utilitaristiske eller moralistiske argument.

Annika Smith, ræverød og refleksiv

Annika Smith berettede om hvor træt hun var af at høre folk klage deres nød over politikerne. Demokratiet er så dejligt, siger hun, og nævner at det særligt dejlige er at demokrati er at tale sammen, og at i demokratiet er der ingen holdninger der er forkerte. Jeg tror nok jeg kan komme på en hel snes holdninger, som er forkerte, enten moralsk eller økonomisk forkert. Fx at en pris under ligevægtsprisen ikke skaber udsolgte varer og kronisk knaphed. Eller at sorte ikke er mennesker og derfor gerne må holdes som slaver. Eller at beskatning ikke medfører tab af velfærd for den der betaler skatten.

Demokratiets samtale slutter også når det kommer til at udmønte konklusionen af samtalen i praksis. Jeg kan ikke diskutere med skattevæsenet om den grønne afgift på min bil, om ejendomsskatten, størrelsen på mit personfradrag eller min trækprocent. Her holder samtalen op, og går over i stedet over i rendyrket udplyndring.

Demokrati er kun i sin mest naive og blanke fremstilling en samtale mellem mennesker. Når samtalen samtidigt drejer sig om holdningstilkendegivelse, hvor ingen holdning er forkert, hvordan kan man på noget tidspunkt, selv i denne uhyggeligt naive fremstilling, nå frem til at demokratiet kan bruges til at løse problemer af nogen som helst art? Hvis sandhed er ligegyldig, hvis bare flertallet støtter, hvis ikke passivt, så tilbagelænet og mellemfornøjet, hvad end beslutningen bliver, hvordan kan man da tro på at beslutningen vil medføre det man sigtede efter at opnå? Sandt og falskt i holdninger er måske tilforladeligt, da ingen bliver skadet af en andens holdning. Men problemet med demokratiet er at det er legitimerer velfærdsstatens magtbrug overfor den fredelige befolkning. Det medfører at deltagerne med sine forkerte opfattelser, opbygger et kontraproduktivt system, der netop reducerer chancen for at det vil lykkes at nå de mål de selv har sat.

Sandheden er vigtig – bare fordi en holdning ikke skader andre mennesker, så kan en politik der er bygget på disse forfejlede holdninger få grelle konsekvenser for et samfund.

Jeg bliver naturligvis også ramt lidt, når Annika Smith skriver, at de som klager sig over alle politikerne opfører sig som fulde bodegaklienter, der klager over at alle øllene smager dårligt. Den evindelige kritik over politikerne er hun træt af – men som hun ganske rigtigt kommer frem til, hvis man kritiserer alle politikere, så er det ikke politikere man er imod, det er nærmere fordi man ikke kan lide politik.

Meget sandt for mig.

Åh, valgplakaterne er endelig væk igen

Til sidst, og bestemt ikke mindst, er det en lettelse at se politikernes valgplakater blive fjernet fra det offentlige rum. Det har ved gud ikke været kønt at se på, hverken æstetisk eller liberalt. Det æstetiske vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere, men i stedet vil jeg fremstille en liberal kritik af valgplakaterne her.

I det offentlige rum bestemmer politikerne. Der kan ikke være tvivl om hvordan reglerne vil udmønte sig når det kommer til opklæbning af reklamesøjler. Private virksomheder der gjorde bare noget der lignede en valgkampagne med opklæbning af reklameskilte alle vegne, kan vi nok hurtigt finde bødehæftet frem til og sørge for at de reklamer blev pillet ned så hurtigt som muligt. Det passer sig jo ikke for det offentlige rum, siger vi, at private virksomheder må reklamere.

Men politikerne tillader alligevel deres private politiske kampagne disse privilegier for at underbygge og forstærke demokratiets vægt for samfundet. Det er en af søjlerne i demokratiet at enhver politiker der ønsker at stille op, kan få lov til at opklæbe sit fjæs og nogle sanseløse floskler herunder, for at forsøge at vinde stemmer ved valget. Der er ingen forskel på en virksomheds reklamekampagne og en politikers egen karrierekampagne. Begge dele er interesseret i at bringe til andres opmærksomhed at de eksisterer, og samtidigt at levere et “tilbud” eller gøre opmærksom på et produkt.

Men hov – der er jo stor forskel på private virksomheders reklamekampagner og politikernes kampagner, for der er jo slet ikke nær så mange gange valg i demokratiet som der er i markedet. I markedet vælger vi ved hver brug af vores penge hvem vi mener gør sig fortjent til indtægt fra os. En reklamekampagne for en markedsbaseret virksomhed vil derfor være uendelig, der skulle dagligt nye plakater op og hænge, for at følge med virksomhedens dynamik og forsøg på at skaffe kunder.

Politikerens valgplakater hænges op en gang hvert 4. år (medmindre det både er en lokal- og folketingspolitiker, hvor det kan være hvert 2. år, hvis der ikke udskrives folketingsvalg “før tid”). Det bør også få dig til at stoppe op og tænke en gang til. Det kan være at valgplakaterne er tålelige, når de kun opstilles så få dage om året, men hvorfor er det kun nødvendigt at vide hvad du mener om så stort et emne som demokratiet, hvert 4. år? Og hvorfor er det nødvendigt at stemme på en agent der i dit sted skal vælge for dig?

Personligt savnede jeg en valgplakat for “ingen politikere” i kommunen eller regionen. Eller nærmere, nedlæg kommunen og regionen.

I markedet stemmer vi hver gang vi bruger penge. I politik stemmer vi hvert 4. år på en agent, der kan tage beslutninger som vi personligt er imod.

Forestil dig at du valgte hvert 4. år hvem der skulle købe ind til dig. Når du havde valgt, kunne du ikke gøre indsigelser før efter 4 år. Denne person kunne herefter vælge hvor mange af dine penge der skulle bruges på indkøb, og hvad de skulle bruges på. Der er ingen mulighed for selv at købe ind ved siden af. Agenten har komplet monopol på leverance af dagligvarer.

Ville du være særligt tryg ved denne situation? Ingen ved sine sansers fulde fem ville gå med til sådan en ordning. Men det er præcis hvad der er tilfældet i det politiske cirkus. Vi har givet magten over vores egen skæbne til politikerne.

Ville du stole på at denne person ville bruge dine penge på de bedste produkter, fremfor på agentens venners produkt?

Ville du stole på at agenten brugte præcis så mange penge, som du selv ønsker at bruge?

Ville du stole på at agenten købte præcis de varer, som du selv ville have købt?

Liberale svar på TV2s quiz til regionalvalget

I dag sad jeg og kiggede på TV2s kandidattest til regionalvalget.

Der var nogle af spørgsmålene som jeg synes kunne være sjove at besvare. Svarene jeg har givet skal ses som en modvægt til de værdiladede spørgsmål som TV2 har stillet.

Der skal indføres mere brugerbetaling på sundhedsområdet for at finansiere flere og dyrere behandlinger i fremtiden.

Brugerbetaling er problematisk fra en liberal synsvinkel. På den ene side kan man være for, fordi det dæmmer op for den uhæmmede efterspørgsel. I dag skabes lange ventelister, fordi priserne på sundhedsydelserne i det offentlige er nul, og fordi det samtidigt, uden fri prisdannelse på ydelserne, bliver umuligt at identificere hvor det er samfundsøkonomisk gunstigt at investere i øget produktion og hvor produktionen kan reduceres. På den anden side er det problematisk at udvælge visse ydelser til brugerbetaling, fordi det forudsætter, at andre ydelser skal fortsætte som fuldt offentligt finansierede. Det problematiske indtræffer i de situationer, hvor netop den sygdom man har været så uheldig at få, er udvalgt af bureaukraterne og politikerne til at være underlagt brugerbetaling. Man er med andre ord først tvunget, via skatten, til at betale for andres sygdomsbehandling, mens ens egen behandling betales i større omfang af dig selv.

Det ægte liberale svar er, naturligvis, at sundhedsvæsenet ikke skal drives af det offentlige. Dels fordi det er umuligt at foretage et korrekt moralsk valg for andre mennesker, som er tvunget til at følge, hvad man end har valgt, men også fordi det giver det optimale trade-off mellem pris og kvalitet. Den eneste korrekte liberale løsning er en fuldstændig privatisering af sundhedsvæsenet og en nedlæggelse af sundhedsstyrelsen og alle dets vedhæng. Den liberale ønsker at markedsøkonomien bruges til at udvikle sundhedssystemet, fordi det kun er i markedsøkonomiens frie valg og fravalg, at man kan finde det optimale svar på, hvor mange resurser der skal bruges på sundhedssystemet, hvilke sygdomme skal behandles, hvem der skal lave hvad i systemet, hvor meget dokumentation skal fylde, hvor skal sygehusene ligge henne og mange flere vigtige spørgsmål.

Min region skal – efter svensk forbillede – arbejde for at indføre et gebyr på besøg hos praktiserende læge.

Her er det igen problematisk at den praktiserende læge skal opkræve et gebyr, som fastsættes af de regionale bureaukrater. Det er et sympatisk forsøg på at reducere ventelister, reducere mængden af timer brugt på hypokonderne, og meget andet i effektiviseringens navn. Problemet er blot, igen, at der er kun een mulighed, den politiske vej. I stedet for at lade lægerne vælge deres priser selv, så de var frie til at vælge hvordan de ønsker at imødekomme efterspørgslen, skal regionerne til at diktere hvad lægen skal opkræve af gebyr for hver eneste patient der ankommer.

Lad lægen fastsætte prisen for sine ydelser. Han har ikke råd til at negligere sine kunder, men må, ligesom alle vi andre, i sin rolle som producent, følge kundernes ønsker til pris og kvalitet.

Ligesom lægen skal være fri til at fastsætte prisen på sine ydelser, skal der være fri adgang for konkurrence med lægen. I stedet for at kræve at lægen varetager dit og dat af opgaver, og samtidigt give ham eneret på visse ydelser, skal alle der har lyst, have lov til at forsøge at slå sig op som tilbyder af almen praksis i sundhedsydelser.

Ligesom ejendomsmæglerne har lov at skrive skøder ved hushandler, ligeså kan nærliggende professioner varetage nogle af lægens funktioner.

Der er ingen universel formel der kan bruges alle steder – markedet består af lokale kunder, der kan let være forskel fra by til by, og kvalitetskrav til den lokale læge under fri konkurrence må også sikres af markedsdrevne institutter.

Måske er det ikke det bedste eksempel, fordi det er statsfinansieret i høj grad endnu, men forbrugerorganisationer kan bruges som kvalitetstjek på sundhedsydelserne. Andre markedsbaserede løsninger såsom trustpilot o.m.a. kan også forestille sig vil være behjælpelig til at disciplinere lægerne til at følger kundernes efterspørgsel.

Der er naturligvis, i mit eksempel her, ikke tale om at enhver kvaksalver kan slippe godt fra skadelige behandlinger. Ejendomsretten gælder naturligvis stadigvæk, og hvis der opstår komplikationer som resultat af behandlingen, skal det være under fuld erstatningspligt. Det vil give forsikringsselskaber en stor rolle at spille, da enhver seriøs praktiserende sundhedsudbyder vil forsikre sig. Forsikringen vil da stille krav til forsikringstager for at reducere risikoen for skadesanmeldelser. Markedsdisciplinen vil derfor langsomt indfinde sig og luge de dårlige sundhedsudbydere ud, hvad enten de i dag ville gå for almindeligt praktiserende læger, eller alternative behandlere.

Regionerne løser vigtige opgaver, som hverken staten eller kommunerne kan løse bedre.

Et af de liberale elementer er at decentralisere demokratiske beslutninger, så de tages så tæt på borgerne som det er muligt. I spørgsmålet ligger der dog en underforstået tilbedelse af regionerne som en speciel størrelse enhed, som skulle være bedre end kommunalt eller statslig. Det reelle spørgsmål ligger formentlig i hvor store produktionsenhederne, som fx hospitalerne, skal være. Her er man fastlåst mellem tre dårlige valg, stat, region eller kommunalt. Man skal have den helt store liberale lup frem fra gemmerne, for at finde forskellen på at drive noget kommunalt, regionalt eller statsligt. Alle tre benytter den meget uhensigtsmæssige skattefinansiering, og hvis man vælger een fravælger man, for hele produktionsenheden, muligheder for diversitet.

Det er indlysende, når man forstår markedsøkonomien, at hospitalernes størrelse, placering og udbud af sundhedsydelser skal være op til markedskræfterne. Det essentielle er ikke at opdele hospitaler i region-, stat- eller kommunale hospitaler, men at lade dem følge markedets data, således de, ligesom alle andre økonomiske goder, drives til markedets største tilfredsstillelse. I visse områder kan det være smart med et stort hospital, og i andre områder vil et mindre hospital være det optimale valg.

I spørgsmålet ser man også en udelukkelse af de to andre valg, ved at træffe et valg. Det er den facon politik oftest fungerer på – one size fits all. I markedet udelukker valgene ikke hinanden – her er diversiteten langt større. Markedet kan til nogle sundhedsydelser vælge et lille lokalt hospital, mens til andre sundhedsydelser vil et større hospital være det optimale valg.

Det er i orden at spare på busruter med få passagerer.

Der kan være adskillige problemer med busruter der har få passagerer. Enten er prisen på ydelsen for høj, dækningen for ringe, ruten er ikke attraktiv, eller også er området ikke interesseret i at benytte busruten – eller mange andre årsager.

Hvis man svarer ja til spørgsmålet virker man overfladisk til at være den fornuftige mand, der kan kende en dårlig forretning, når man ser en. Det er åbenlyst at en rute der ikke kan tiltrække passagerer, er fravalgt af markedet.

Hvis man svarer nej til spørgsmålet, skal man forklare at man eventuelt er mere interesseret i at omlægge ruterne, for at gøre dem mere attraktive, men risikerer at fremstå som en ødeland der spilder samfundets resurser på mindre vigtige opgaver.

For at sikre at busdriften bliver drevet effektivt, skal den i hænderne på private iværksættere, der kan identificere de gode ruter, investere i den rette bus og sætte et prisniveau der gør at buslinjen kan opretholdes. Hvis busdriften overlades til markedet, vil man i stedet se en busdrift der søger at gøre kunderne tilfredse, ved at se på behovene på hver enkelt busrute og ved at prøve nye ting af, rute for rute, for at optimere samfundsnytten af busdriften.

I stedet for at lade bureaukraterne diktere hvordan busserne skal køre, efter en overordnet plan, ligesom i Sovjetunionen, skal busdriften overlades fuldstændigt til markedskræfterne, der i langt højere grad fungerer smidigt og effektivt end et offentligt bureaukrati.

Markedet bestemmer således også hvilke busruter der er gavnlige, og hvilke der spilder de knappe resurser på tabsgivende busruter.

Min region skal bruge flere penge på kollektiv trafik.

Dette er det dårligste spørgsmål af dem alle – men det letteste at svare liberalt på: NEJ.

Underforstået i spørgsmålet er der den naive tanke at flere penge proppet i et offentligt bureaukrati kan generere mere samfundsnytte og glæde. Det er absolut ikke givet at flere penge sikrer større kvalitet, bedre dækning eller større samfundsglæde. Problemet er, som altid, at alle goder i samfundet skal holdes op mod hinanden, af kunderne til godet, for at sikre at ingen af goderne får for lille eller for stor prioritet. Det er vigtigt at al drift lægges i markedets hænder, for at tillade en prioritering af kunderne, således man ikke bruger uhensigtsmæssigt mange penge på busdrift, hvis pengene kunne være brugt bedre på hospitalssenge eller lægevagten.

Alle disse prioritetsspørgsmål kan kun besvares til samfundets gavn af markedskræfternes frie udfoldelse. Med politisk kontrol følger økonomisk kaos.

Kritik af socialliberalismen, anden del

Her følger anden del af min kritik af socialliberalismen.  I denne del tager jeg fat på velfærdsstaten, beskatningen og de mange markedsreguleringer der kræver ekspertvælde for at kontinuerligt finjustere markedsøkonomien til at give resultater som eksperterne mener er bedre.

Velfærdsstaten, en konsekvens af socialliberalt politisk arbejde

Den socialliberale tankegang fører til velfærdsstaten, med alle de problemer den medfører. Det er ind i mellem meget svært at se forskel på en socialdemokrat og en socialliberal, i alt fald hvis vi ser på forskellen på den førte politik mellem Venstre og Socialdemokratiet. Min fornemmelse er at for den socialliberale er markedsdrevne virksomheder gode, såfremt den “fuldkomne konkurrence” er sikret med konkurrenceloven, lighed ikke så vigtigt som statslig sikring mod absolut fattigdom, beskæftigelsen kan sikres med finans- og pengepolitik og der er også så vidt jeg fornemmer modstand mod progressive skatter. Med alle de stylter påsat markedsøkonomien, så kan den trods alt godt bruges. Disse elementer findes ikke i så stor udstrækning i den socialdemokratiske bevægelse. Her er lighed et mål og progressive skatter et egnet middel til at nå målet. Hos den socialliberale er den klassiske liberales ideologiske standpunkt overfor statens rolle i samfundet udskiftet med eksperternes opvejelser mellem forskellige menneskers velfærd. De socialliberales kritik af velfærdsstaten i sin nuværende udformning bliver til nogle vage argumenter om at visse skatter er lidt for forvridende og ind i mellem også at der måske er mere provenu i at sænke nogle skattesatser.

Det socialliberale projekt er på mange måder overfladisk set ganske sympatisk. Man ønsker blot at samfundet producerer den maksimalt opnåelige velfærd. Problemet er at med justering af markedsøkonomien via interventionismen, reguleringen, skattetrykket og overførselsindkomsterne skaber man også problemer undervejs, problemer som er større end det oprindelige problem, og som de socialliberale i deres misforståelse af markedsøkonomien søger at bedre ved at indføre igen flere forbud, påbud, tilskud og beskatning. Konkurrenceloven opbryder effektive virksomheder, og afholder forbrugerne stordriftsfordele, Nationalbanken svækker købekraften af pengene og begunstiger et bankkartel samt skaber konjunkturcyklussen, overførselsindkomsterne skaber svage mennesker, der ikke ville være svage uden statens indblanding. Den offentlige sektors “forsikringsrolle” skaber kapitalforbrug, generationsudplyndring og kan ikke finansieres i sin nuværende form på lang sigt. Problemet bunder i at der ikke spares op til at møde fremtidige udgifter. Staten sørger for at holde forbruget højt, og lover at der er penge til fremtidige problemer, når de opstår. Et forsikringsselskab der bedrev samme praksis ville være blevet lukket som det pyramidespil det retteligt bør anklages for at være. Blot fordi staten bedriver pyramidespillet kan det “lovligt” fortsætte, det er jo staten selv der fastlægger lovene.

De negative effekter af pyramidespillet, at hvis der går færre ind end der går ud, snydes de sidst ankomne, kan ikke viftes væk. I statslig sammenhæng er der dog ingen frivillighed, alle der opholder sig indenfor dens territorie underlægges dens magt. Som befolkningssammensætningen ændrer sig over årene, beskattes således forskelligt og det fører til forskellige størrelse af kapitalforbrug. Når de store årgange, der er lovet guld og grønne skove i pension, går fra arbejdsmarkedet, har staten ikke sparet penge op som den kan udbetale, eller bruge til at afholde deres sundhedsomkostninger. Kapitalen, der skulle være gemt til senere brug, er spist op af staten, feset af på politiske programmer der alle yder samfundet et netto tab. I stedet for at spare op og investere pengene i produktive markedsvirksomheder, er pengene kastet ud til særinteresserne af politikerne, i deres søgen efter at fastholde magten. Pengene, der kunne være anbragt produktivt til borgernes velfærd, er blevet anbragt politisk til skade for markedets fremtidige evne til at producere det afkast som man som pensionist skulle leve af.

Som de sociale ordninger gøres mere venlige og imødekommende, så gøres problemet større. For tiden ses tendenser til at regulere antallet af klienter der tillades indskrivning i de sociale ordninger, senest med førtidspensionen, som er blevet meget restriktiv. Folkeskolereformen var også en spareøvelse, effektivitetskravene til offentlig produktion er ligeledes en manifestation af virkeligheden: Der er ikke råd til at spilde så mange penge som der var før, pyramidespillets dynamik og kapitalforbruget reducerer råderummet. De penge der skulle være brugt til helbredelse af gamle findes ikke, for afkastet af de såkaldte offentlige investeringer findes ikke. Denne bevægelse vil ramme flere af de sociale ordninger som tiden går, som de negative konsekvenser af interventionismen fattiggør samfundet, mistes også muligheden for at beskatte borgerne hårdt nok til at opretholde de gunstige og ønskede ordninger. Alle de offentlige udgifter kan ikke stige samtidigt, beskatningsgrænsen er nået, og overskredet. Fremover vil kun mirakler (eller effektfulde politiske reformer, som er det samme) løse statens finansieringsproblem på lang sigt. Standses kapitalforbruget ikke effektivt, ved at liberalisere store dele af økonomien, kan det ikke lade sig gøre at producere tilstrækkeligt med velstand til at servicere den store udgiftsbyrde der ligger i fremtiden.

Giver velfærdsstaten mere frihed og øget velfærd?

Lars Løkkes udsagn om at staten giver frihed til borgerne er i intern modstrid med sig selv. Det er ikke muligt at have en udvidet velfærdsstat og samtidigt give den enkelte frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv som man lyster. Det er ikke engang nødvendigt at være ekstremist for at påstå dette. Det følger ganske logisk at det ikke kan lade sig gøre at have en stor stat og samtidigt en lille stat. Lad mig forklare.

For at kritisere Lars Løkkes synspunkt må det først gøres klart, at staten intet overskud producerer og den har ingen penge selv. Staten er ikke en virksomhed der tjener penge ved at sælge til markedet og gennem denne indtægtskilde finansierer driften. Kunne staten gøre dette (og vi for en stund ser bort fra lovgivningsmagten), ville man blot kalde det et almindeligt aktieselskab, der i stedet for at have profitmotivet som det eneste pejlemærke også har en form for socialprofit som motiv for sit virke. Det forholder sig ikke således, for uanset velfærdsstatens smarte systemer og ordlyden af skattevæsenets breve til skatteyderne, så er velfærdsstatens virke kun muliggjort af de resurser det lykkes for politikerne og bureaukraterne at tage fra skatteyderne ved lovgivning der enten beskatter, belåner eller trykker penge, for at give en del af midlerne til velfærdsstatens klienter, til de politiske interessegrupper og bruge resten på sig selv. Jo større udgifter, jo større andel af samfundets resurser tages af staten og fordeles politisk.

For den enkelte der mister muligheden for selv at bruge hele sin indtægt, er det et tab af velfærd, i det omfang indtægten bliver beskattet væk eller eroderet af inflation på den ene side og muligheden for absolut kontrol med sin ejendom indskrænkes af regulering på den anden side. Muligheden for at søge sin største tilfredsstillelse i markedsøkonomien indskrænkes også af at markedskræfterne ikke får fri udfoldelse til at etablere de mest effektive virksomheder. De påståede markedsfejl er argumentet for at gribe ind i markedet og forhindre den frie udveksling. Det fører til ringere effektivitet og reduceret producent- såvel som forbrugervelfærd.

De der modtager penge som overførselsindkomst modtager naturligvis en større total indkomst (i kombination af penge og fritid) end de ville have valgt selv i den hæmmede markedsøkonomi, der er et resultat af årtiers politisk indblanding. Deres velfærd er på overfladen øget takket være indkomstoverførslen, tager man indkomstoverførslen fra dem og fastholder alle andre politikker er det klart at det ikke er gavnligt for dem. Deres valg viser at deres velfærd bliver maksimeret på offentlig overførsel. Det fører til at de uproduktive subsidieres og de produktive beskattes. Men har denne forcerede transaktion medført større velfærd totalt set? Tydeligvis ikke for skatteyderen, men hvad med personen på indkomstoverførsel? I dette tilfælde er teorien ude på glatis fordi det argumenteres at samfundets velfærd forøges ved at overføre indkomst fra en rig til en fattig. Den grundlæggende præmis er at velfærd per krone er meget forskellig fra den rige til den fattige. Ved at øge pengebeholdningen for en fattig skaber man en større velfærd pga. den aftagende marginalnytte af homogene goder. De første kroner på konto’en går til de vigtigste goder, og derfor påstås det at den rige allerede har dækket sine basale behov og de sidste kroner på kontoen, er, for den rige, mindre velfærd, end hvis selvsamme beløb indsættes på den fattiges konto og indgår til at dække de vigtigste behov.

Selvom det er muligt at forestille sig at dette kunne være tilfældet, så er der intet videnskabeligt over det. Det er blot et postulat, der hviler i den blå luft. Vi kan godt som subjektive personer forstå den aftagende marginalnytte af indkomst, for vi ved udmærket godt at overarbejde, for os selv, skal betale ret godt, før vi vil spendere flere timer på arbejde. I den forstand er der dele af teorien som forekommer korrekt. Vi ville selv ikke vælge at arbejde i uendeligheden, fordi de sidste penge køber os en tilfredsstillelse af behov, der ligger lavere end de allerede tilfredsstillede behov. På et tidspunkt finder vi, at marginalerne mellem arbejdstid og fritid gør, at vi foretrækker fritid. Det er dog når postulatet tages videre herfra at det bliver til nonsens.

Argumentet fungerer fint så længe vi holder os til samme person, og at vi kun rangerer valgmulighederne ordinalt (første, anden, tredje osv.). Det næste skridt er at den marginale nytte gøres kardinal, (at tælle nytteenheder og fastslå deres højde, fx ved decimaltal som 37,5) og dernæst at denne nytteværdiskala er sammenlignelig mellem mennesker. Der er intet menneskeligt i at gøre valgmuligheder op i kardinal nytteværdi, alle vore valg hviler på at vi foretrækker et valg og forkaster et andet. Vi kan ikke bestemme hvor mange nytteenheder vi knytter til hvert valg. Det postulerer eksperten, at han kan. Det er uvidenskabeligt, det kan ikke bevises at det forholder sig således. Det eneste økonomi har at gå ud fra er at frie mennesker givet det frie valg vælger således at det maksimerer deres velfærd. Tvinges en af deltagerne (i den klassiske forståelse af tvang) til at gennemføre en transaktion mister vi muligheden for at sige om det, i økonomisk forstand, øger velfærden, eller ej.

Murray N. Rothbard, Man, Economy, And State, s. 301-302

It follows that the law of the diminishing marginal utility of money applies only to the valuations of each individual person. There can be no comparision of such utility between persons. Thus, we cannot, as some writers have done, assert that an extra dollar is enjoyed less by a Rockefeller than by a poor man, If Rockerfeller were suddenly to become poor, each dollar would be worth more to him than it is now; similarly, if the poor man were to become rich, his value scales remaining the same, each dollar would be worth less than it is now. But this ia far cry from attempting to compare different individuals’ enjoyments or subjective valuations. It is certainly possible that a Rockefeller enjoys the services of each dollar more than a poor, but hightly ascetic, individual does.

Det er naturligvis et problem at arbejdsmarkedet ikke er liberalt, og derfor afholdes mange mennesker for at opnå den indtægt de ønsker. Problemerne bliver midlertid ikke mindre af at indføre en indkomstoverførsel for at hjælpe de som tager skade af den dårlige arbejdsmarkedspolitik. Det er bedst for alle at både arbejdsmarkedspolitikken (samt politik på alle andre markeder) bliver ophævet og samtidigt at indkomstoverførselspolitikken også bliver det.

Udover at skatteyderen mister velfærd pga. den tvungne indkomstoverførsel mister personen på offentlig indkomstoverførsel også velfærd pga. andre politikker der gjorde valget på offentlig indkomstoverførsel til dennes foretrukne. For at være på indkomstoverførsel skal man leve op til et sæt krav som politikerne har vedtaget i folketinget. Afhængig af hvilken indkomst man modtager af det offentlige er det nødvendigt at bevise at kravene er mødt. Man har dermed på overførselsindkomst ikke fået en ubegrænset frihed og bliver let underlagt kontrol af det offentlige. Den enkelte på indkomstoverførsel havde måske haft større velfærd om arbejdsmarkedet lod denne person vælge sin beskæftigelse i fri konkurrence med andre, og kunne vælge et arbejde med en markedsindkomst frem for offentlig indkomstoverførsel og medfølgende kontrol.

Først hvis alle borgere besidder deres økonomiske frihed, kan det videnskabeligt bevises, at deres handlinger medfører at den sociale velfærd maksimeres. Statslige programmer der hviler på beskatning og indkomstdistribution kan ikke vises at være velfærdsforøgende, end ikke for socialklienterne.

Den politiske proces

Der er i politik ikke tale om at det er de svage og nødlidende der får størst vægt. Det er en simpelt fejl at tro det. Ikke desto mindre bruges det som påskud, at staten hjælper de svage, og virker til at distrahere vælgerne fra, at politikerne også fører en politik der gavner de venner politikerne ønsker at have. Når politik bliver til lovgivning, så er der altid en overvægt af særinteresser bag vedtagne forslag. En politiker sælger så at sige sin tid og sin midlertidige magt i folketinget og i regeringen til de organisationer, som denne ønsker at handle med, for at fremme sin egen interesse.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 127

Når én gruppe betaler for en aktivitet, som en anden gruppe nyder gavn af, kan det være vanskeligt at få den afviklet, selv om den ikke leverer en værdi, der blot tilnærmelsesvis matcher omkostningerne. Det gælder især, når omkostningerne er spredt på mange, mens værdien tilfælder en lille gruppe – økonomer taler om “spredte omkostninger og koncentrerede fordele”.

For denne lille gruppe kan det betale sig at udøve voldsom lobbyisme for at fastholde sit privilegium, mens den store gruppe af skatteydere hver især ikke betaler nok for aktiviteten til, at det kan betale sig at bedrive lobbyisme for at undgå denne omkostning.

Martin Ågerup fortsætter,

s.129:

En lang række af velfærdsstatens institutioner arbejder for at sikre flest mulige skattekroner til lige præcis deres område. Ud over de offentligt ansattes fagforeninger gælder det for eksempel patientforeninger, udviklingsorganisationer, kulturinstitutioner som teatre, museer og spillesteder, gymnasier, erhvervsskoler, folkeskoler, svømmehaller, Ældresagen, miljøorganisationer, universiteter, sektorforskningsinstitutter, jobcentre, daginstitutioner, børnehaver, efterskoler, højskoler osv. osv. Selv erhvervsorganisationerne trækker ikke entydig i retning af lavere skatter. Der gives i Danmark subsidier til det private erhvervsliv for cirka 20 milliarder kroner, og meget af denne støtte lobbyer erhvervsorganisationerne for at bevare. Oveni kommer indirekte støtte via offentlig finansieret rådgivning til iværksættere, støtteordninger til iværksættere og små og mellemstore virksomheder osv.

Et typisk eksempel på denne proces kan ses i vores skattelovgivning, hvor diverse interesseorganisationer har forsøgt, mange med held, at få indført særlige fradrag i indkomstskatten for at undgå at betale det fulde skattebeløb alle andre skal betale. Fagforeningsfradrag, rentefradrag, kørselsfradrag, håndværkerfradrag – listen er meget længere end disse få velkendte fradrag.

Hvis fagforeningerne er så solidariske, hvorfor agiterer de så for et skattefradrag til deres medlemmer, så de kan betale fagforeningens kontingent? Burde de ikke i stedet argumentere for at særligt fagforeningsmedlemmer, som især er solidariske mennesker, skal betale det fulde beløb i skat, fordi det gavner de svage, syge, handikappede og ældre? Naturligvis ikke. Fagforeningerne ser også skatten som et onde der søges minimeret, de er også godt klar over deres egen interesse i situationen, og de ved at de kan få større fagforeningstilslutning ved at bruge deres politiske indflydelse til at skaffe skattefradrag ved at sælge deres loyalitet til særlige partier eller politikere, fx i form af partistøtte eller ledige ledelsesstillinger.

Politik er kampen om magten. Det er nødvendigt med alliancer for at sikre sin egen overlevelse, og en af de bedste alliancer en politiker kan have er interesseorganisationer der lobbyer for særlige privilegier til dem selv på bekostning af forbrugerne eller skatteyderne (hvis det er muligt, gerne begge på samme tid). Lobbyorganisationen vil også se til at bruge resurser på at få folkelig opbakning til deres projekt, ved at påstå at netop deres produkt eller service er specielt værdifuld og bør støttes af det offentlige. Det hjælper naturligvis også politikerne i deres valg af samarbejdspartner, hvis det lykkes for lobbyisterne at sikre en vis opbakning til deres projekt. Det er ikke ualmindeligt at politikere gør karriere i lobbyvirksomheder efter en periode i folketinget eller regeringen. Det kan selvfølgelig være af egen drift og dygtighed som leder eller andre kvalifikationer såsom netværk osv., men det kan nok ikke helt udelukkes at det også er muligt at der er tale om en vennetjeneste der betales tilbage.

Som støtteordningerne, subsidierne og den særlovgivning der beskytter erhvervsinteresserne deles ud, stiger omkostningerne for samfundet som helhed. Omkostninger der skal betales ved at tage penge fra skatteyderne. Der er derfor tale om at velfærdsstaten i sig selv er et frontalangreb på friheden for borgerne. Borgerne beskattes, reguleres og dirigeres omkring af statens lovgivning. Det kan dermed ikke lade sig gøre at påstå at velfærdsstaten giver frihed, givet dens dynamik. Velfærdsstaten tager borgernes frihed. Det er kun hvis man er heldig at være i en interessegruppe med stor politisk magt, at man kan sige at velfærdsstaten hjælper en. Friheden man selv opnår via den politiske proces kommer på bekostning af andres ligeværdige frihed ved at bruge statsapparatet til at tiltuske sig privilegier eller finansiering på bekostning af skatteyderne.

Ekspertvældet

Der er såmænd, i min optik, ikke noget galt med at sige at det er eksperterne der bidrager til at samfundet opnår den størst opnåelige velfærd. Vi er som forbrugere interesseret i at de produkter vi køber designes af dygtige teknikere og produceres af dygtige producenter. Som forbruger ønsker vi en arbejdsdeling der er effektiv, hvor specialisterne sørger for at dykke ned i de tekniske detaljer i det omfang det er økonomisk fordelagtigt. Eksperter i den forstand er afgørende for en succesfuld arbejdsdeling. Problemet med socialliberalismen er at man ønsker at indsætte eksperter der kan bruge statens magt til at regulere og bestemme over de økonomiske forhold mellem mennesker. Det er en helt forkert metode at gribe til, hvis man ønsker at opbygge et velfærdssamfund. Det er netop markedets force at det frasorterer de dårligste, fordi forbrugerne kan sige “njet” til produkterne. De tilbageværende er de som er eksperter i den forstand, at de har formået at bruge resurserne produktivt.

Den socialliberale er her blottet for principper og realitetssans. De har smidt den basale økonomiske lære overbord: Værdi er subjektivt. Ingen ekspert kan afgøre hvad du nu vægter højest, ingen ekspert sidder med din nuværende viden, kender dine nuværende behov, kender dine nuværende ønsker og ingen ekspert kan planlægge hvad du mener om det hele i morgen.

Selv hvis vi for argumentets skyld accepterede, at det var muligt at skabe et meningsfyldt og handlingsorienteret feedback, så er det ikke meningen at eksperterne skal udskiftes. Eksperterne i den socialliberale regering er embedsmændene, og de bliver siddende som regeringerne skifter. Den eneste læring disse eksperter modtager er de akademiske diskussioner de inddrages i. Så længe det ikke er frivilligt at underkaste sig eksperterne, som fx eksperterne der forsøger at lave et nyt produkt, så bliver eksperterne despotiske. Eksperternes dom rammer hele sektoren af samfundet de hersker over, de tillader ingen eksperimenter der går imod deres teorier, fordi de har lovgivningens magt bag sig. Hele ekspertvældeteorien falder til jorden, så snart man gennemskuer at eksperternes agenda er baseret på deres egne tilfældige værdidomme og deres egne opfattelser af markedsøkonomien.

Eksperterne, der påstår at være med til at øge velfærden i samfundet, begiver sig derfor ud på en uvidenskabelig rejse i absurditeter, hvor de fastholder at de kan maksimere velfærden i modsætning til frie individer der forfølger deres egne mål i fredeligt samarbejde med andre. Det frivillige valg er fundamentet bag individernes sociale velfærdsmaksimeringen, tages det frie valg bort, famler al teori om velfærd i blinde, præcis som eksperterne der udformede Gosplan i Sovjetunionen.

Trods de gode hensigter ender de små sociale ydelser med at blive store og universelle, og skatterne, ikke mindst pga. beskæftigelsespolitikken, med at blive høje og altopslugende. Velfærden i samfundet undertrykkes af eksperternes værdidomme og “videnskabelige” metoder, der bruges til at tillade eller forbyde visse produkter og transaktioner mellem fredelige individer. Socialliberalismen er et sammensurium af intellektuelle fejl, som desværre ikke har affødt en tilstrækkelig stor folkelig modstand til at fratage dem kontrollen med velfærdsstaten.

Socialliberalismen er efter min mening vejen til den totale socialisme. Hvis statens udvikling og overtagelse af magten fra samfundets frivillige sfære ikke holdes i skak af vælgerne i demokratiet, får eksperterne lov til at pille mere og mere ved borgernes liv og økonomiske forhold, indtil eksperterne styrer hele økonomien, i den maksimale sociale velfærds tegn.

Ludwig von Mises, Economic Freedom and Interventionism, s. 175, Liberty Fund

In fact, the Welfare State is merely a method for transforming the market economy step-by-step into socialism. The original plan of socialist action, as developed by Karl Marx in 1848 in the Communist Manifesto, aimed at a gradual realization of socialism by a series of governemental measures. The ten most powerful of such measures were enumerated in the Manifesto. They are well known to everybody because they are the very measures that form the essence of the activities of the Welfare State, of Bismarck’s and the Kaiser Wilhelm’s German Sozialpolitik as well as of the American New Deal and the British Fabian Socialism.

Kritik af socialliberalismen, første del

Det er svært at vide hvor kritikken af socialliberalismen bør starte. De socialliberales grundtanke er så uforenelig med de frie markedskræfter, ejendomsretten og personlige friheder. Baseret på deres opfattelse af hvad der udgør tvang i samfundet, skaber de et system hvor eksperterne ved lovgivning og rådgivning til politikere skal rette alle de af eksperterne opfundne markedsfejl, hvor eksperterne benytter sig af interpersonelle velfærdssammenligninger, hvor eksperterne skal godtgøre at tilsidesætte borgernes rettigheder ved at vise at hensynet til almenvellet kræver det.

Det essentielle problem i socialliberalismen er at det er ikke muligt at skabe det samfund de ønsker. Positive rettigheder er ikke muligt at gøre universelle, hvis man fastholder at ejendomsretten er ukrænkelig. De positive rettigheder, der kræver indkomstoverførsler, regulering af økonomien og ekspertvælde, er alle ekstra omkostninger som samfundet tynges af. Det er derfor ikke en mulighed at gennemføre projektet, for der skal kun et indgreb til før markedsøkonomien giver uønskede konsekvenser, der igen, i den socialliberale filosofi, skal tages hånd om med nye indgreb. Beskyldningerne om at markedsøkonomien er eneansvarlig for de dårlige resultater er kraftigt medvirkende til at denne dårlige politik fortsætter og udbygges med flere politiske indgreb.

Ludwig von Mises, Human Action, s.851

The interventionist doctrinaires and their followers explain all these undesired consequences as the unavoidable features of capitalism. As they see it, it is precisely these disasters that clearly demonstrate the necessity of intensifying interventionism. The failures of the interventionist policies do no in the least impair the popularity of the implied doctrine. They are so interpreted as to strengthen, not to lessen, the prestige of these teachings. As a vicios economic theory cannot be simply refuted by historical experience, the inventionist propagandists have been able to go on in spite of all the havoc they have spread.

Det socialliberale projekt inkluderer nogle væsentlige statslige funktioner der får stor betydning for markedets udfald. Mange af de negative konsekvenser ved den førte politik kan man med lethed observere i dag. Boligbobler pga. billig kredit, arbejdsløshed pga. fagforeningsindblanding, et stort antal mennesker på overførselsindkomst, store problemer med finansiering af alderspensioner, invalidepensioner, kroniske ventelister på hospitalerne og en evig mistænkeliggørelse af alle der trods den store stat klarer sig godt.

Det mest morsomme, hvis man stadig kan finde sin humoristiske sans i morasset, er at de socialliberale tror at deres system fører til et mere effektivt marked, til et mere retfærdigt samfund, ved at indføre kontrol, påbud, tilskud, inflation, monopolisere hele sektorer, tilskynde kammerateri, og ved at lade staten, den mindst effektive aktør, drive produktion af mange af goderne. Det er næsten håbløst at færdiggøre kritikken af alle de programmer den socialliberale ønsker. Jeg vil derfor kun tage fat på nogle enkelte, da jeg frygter at indlægget ellers aldrig bliver færdigt.

Pengemanipulation, statsunderskud osv.

Det vil tage mange blogindlæg at vise hvorfor pengepolitik som agiteret af keynesianere eller montarister ikke fører til det ønskede resultat, hvorfor det vil føre til økonomiske kriser og øget kammeraterikapitalisme, hvorfor Keynes tog fejl i sine teorier og hvordan den uregulerede markedsøkonomi fungerer som beskrevet af de klassiske økonomer, uden forudsætninger om fuld beskæftigelse. Jeg vil derfor blot fremsætte nogle få argumenter mod deres politik og referere videre til yderligere læsning til den interesserede.

Det er et logisk paradoks at påstå at markedsøkonomien er i ligevægt når der er arbejdsløshed. Det er som at sige, at der er ligevægt når store varelagre er usælgelige. Det er en selvmodsigelse. I stedet for at påstå at det er et tilfælde af en ligevægtssituation, så er det gavnligt at analysere hvad der afholder markedet i at søge mod sin ligevægt på netop arbejdsmarkedet. Keynes’ postulat om “sticky wages” er en nødvendig forudsætning for brugbarheden af hans teoretiske værk. Men i stedet for at rette fejlene, at staten tillader fagforeningerne at bedrive vold og optøjer mod private virksomheder, der skaber de rigide lønninger (fagforeningstvang, indkomstoverførsler, regulering etc.), søger Keynes at beholde alle de fejlagtige statsprogrammer og at føje spot til skade ved at introducere endnu et.

En af hjørnestenene af Keynes værk er hans tilbagevisning af Says lov om markeder. Denne tilbagevisning er blevet grundigt analyseret af mange økonomer, som man ikke har ønsket at lytte til i populære kredse. Til læseren der ønsker at forfølge denne tråd, kan jeg henvise til Henry Hazlitt’s bog “The failure of the new economics” (særligt kapitel 3), “The critics of keynesian economics” og til Friedrich August von Hayeks artikelsamling “A tiger by the tail”.

Hvad angår Keynes beskæftigelsesteori, så er der, udover de teoretiske argumenter mod keynesianismens brug af midler til at nå sit udtalte mål, også fundamentalt noget galt med socialliberalismen på dette punkt. Ralph Raico forklarer ganske simpelt hvad det problem er.

Ralph Raico, Classical liberalism and the Austrian school, s. 154:

If liberalism’s core doctrine is that, given institutional adherence to the rights of life, liberty and property, civil society can be counted on by and large to run itself, and if the showcase example in liberalism’s brief is the capacity of the undirected market economy to function satisfactorily, then the “Keynesian Revolution” signaled the abandonment of liberalism. […]

In the United States, the Employment Act of 1946 recognized the primary responsibility of the federal government for ensuring maximum employment through fiscal operations. The results of this revolution were disastrous.

Prior to Keynes, budget balancing had at least been the goal of the governments of civilized countries. Keynesianism reversed this “fiscal constitution”. By making governments responsible for “counter-cyclical” fiscal policy while ignoring the tendency of shortsighted politicians to accumulate deficits, it set the stage for the unprecedented levels of taxation and public debt of the decades following the Second World War.

Monetarismen har mange afskygninger som afviger meget fra ovennævnte keynesianisme, og selvom ovennævnte kritik kan rettes mod dem der stadig påstår at de er liberale, så har ingen af dem tilsyneladende taget Ludwig von Mises’ konjunkturcyklusteori alvorligt. I deres kådhed over hvor fedt det vil være, hvis eksperterne brugte deres teori til at regulere pengemængden, overser de de specifikke problemer i produktionsstrukturen som deres ønskede pengepolitik skaber. For de økonomiske teorier der anser det for en velfærdsmaksimerende politik at manipulere med renterne og udvide pengemængderne, er det eneste problem der kunne opstå i forbindelse med at følge deres teorier at inflationen i priser bliver stor og skaber forvridninger i markedet. De anser det ikke som relevant at renten i sig selv har en koordinerende rolle at udføre i markedsøkonomien. Det er en skam, for hvis man forstår rentens effekt på investeringshorisonten, så følger det heraf at manipulation af renten er et startsignal til fejlagtig brug af de til rådighed stående kapitalgoder. Ønsker man at sætte sig lidt ind i den østrigske konjunkturcyklusteori kan denne knap 8 minutter korte video forklare nogle af de grundlæggende elementer.

Konkurrenceloven

I gamle dage betød ordet “monopol” et privilegie som eneproducent af en given vare, givet til en enkelt virksomhed, af staten. Staten kunne håndhæve monopolets eksistens ved at bruge politiet og retsvæsenet mod de formastelige som forsøgte at konkurrere mod monopolet. I dag er monopol blevet brugt om virksomheder der i markedet har en meget stor markedsandel, og denne betegnelse er forvirrende for læserne der ønsker at forstå sammenhængene.

Det reelle problem med monopol er ikke dannelsen af en enkelt virksomhed der med overvældende salgstal fylder hele, eller næsten hele, markedet. Monopoler findes overalt i økonomien og er intet problem i sig selv, set fra forbrugernes synspunkt. Forbrugernes problem opstår først, hvis monopolet kan sikre sig større indtægt ved at reducere produktionen og hæve priserne – og som udkomme af denne taktik kan opnå større indtægt end før.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 356:

Monopoly is a prerequisite for the emergence of monopoly prices, but it is not the only prerequisite. There is a further condition required, namely a certain shape of the demand curve. The mere existence of a monopoly does not mean anything. The publisher of a copyright book is a monopolist. But he may not be able to sell a single copy, no matter how low the price he asks. Not every price at which a monopolist sells a monopolized commodity is a monopoly price. Monopoly prices are only prices at which it is more advantageous for the monopolist to restrict the total amount to be sold than to expand his sales to the limit which a competitive market would allow.

I Mises’ monopolteori er det meget usandsynligt at monopoldannelse i sig selv skaber problemer for forbrugerne. Det er kun i meget sjældne tilfælde, hvor et gode monopoliseres og samtidigt at forbrugernes efterspørgselskurve er sådan at de vil betale en totalt set større sum for en mindre mængde af produktet. Selv hvis vi tog de socialliberales tankegods for gode varer, følger det ikke at store virksomheder skal reguleres af staten. Det er kun hvis de store virksomheder kan hæve prisen og, ved at reducere mængden der produceres, få en større indtjening end før, at der kan være tale om en form for “økonomisk tvang”. Det er dog vigtigt at nedbryde denne type virksomhed i to overordnede typer, for at forstå hvornår det er ligegyldigt med monopoler, og hvornår det ikke er ligegyldigt.

I det følgende benytter jeg Murray Rothbards monopolteori, der bygger på Ludwig von Mises’ teori. Hvor Mises understregede forbrugernes suverænitet, satte Rothbard fokus på en mere generaliseret markedsteori der understreger individets suverænitet (altså både som forbruger og som producent).

Et offentligt monopol kan tvinge dig til at betale for produkter via beskatning, som du ikke ønsker at betale for. Det offentlige monopol kan med beskatningsmagten sørge for sin egen indtægt, uanset hvad det producerer og uanset hvad kunderne synes om produktet. Med beskatningsmagten kan monopolet tage for sig af retterne i det omfang det er muligt, så længe det ikke møder stor politisk modstand. Staten kan ikke gøre alt, men må i en vis udstrækning tækkes vælgerne. Det er dog ikke svært at opnå denne situation i praksis – jeg behøver vel blot at nævne den nylige kapitalindsprøjtning af skatteydernes midler i PostNord.

En privat virksomhed der er eneudbyder på et specifikt marked af en specifik vare kan ikke tvinge dig til at købe noget som helst af det. Et privat eneudbyder er dermed underlagt forbrugernes efterspørgsel, på samme måde som hvis der var mange konkurrenter aktive. Den eneste måde den private udbyder kan tjene flere penge ved at hæve prisen på produktet, er hvis forbrugerne frivilligt betaler merprisen. Hvis efterspørgselskurven er elastisk, så er det i eneudbyderens interesse at producere mere, for at tjene flere penge. Hvis efterspørgselskurven er uelastisk, kan eneudbyderen nedskære produktionen og hæve prisen, og totalt set have en større indtægt. Eneudbyderen i det frie marked er dermed stadig underlagt forbrugernes værdidomme. Dette simple faktum overses meget let, og tales ofte ikke om, når det kommer til diskussioner om eneudbydere på markedet (undertegnede var selv af den opfattelse, at staten skulle bruges til at øge konkurrencen, da jeg var ung og naiv 🙂 ). Hvis de socialliberale reelt var bange for økonomisk magt, så burde de også af den  logiske følge måtte advokere for at forbrugerne skulle tvinges til at købe gode produkter (som anbefalet af eksperterne), da producenten af produktet kan blive tvunget til at lukke sin virksomhed, hvis produktet ikke falder i forbrugernes smag. Producenten ville være udsat for økonomisk tvang, hvis forbrugerne ikke ønskede at betale prisen for produktet.

Denne absurditet, som er et logisk udkomme af de socialliberales definition af “økonomisk tvang”, sender samfundet direkte i det totalitære fængsel, hvis man fulgte deres logik til sin ultimative konklusion. Enten har økonomisk tvang ingen berettigelse i sociale sammenhænge, eller også kan alle udsætte alle andre for økonomisk tvang. Hvad enten det er producenter, der via påstået monopolmagt, tvinger forbrugerne til at betale overpris, eller forbrugerne der tvinger virksomheder til at gå konkurs, fordi den producerer for dyre, eller for dårlige, produkter, så er økonomisk tvang en gennemsyrende kraft i alle markedssammenhænge der skal reguleres eller også er den ikke. Hvis man vil denne form for tvang til livs, så bør alle markedstransaktioner nøje overvåges og reguleres af eksperterne. Der er ingen middelvej.

Er der nogen der kan forestille sig at der er noget som helst liberalt i sådan en situation? Her er det værd at fremhæve den gode definition, som de klassiske liberale brugte, af tvang, som værende aggressiv vold, eller overlagte trusler herom, mod en anden person eller dennes ejendom.

Med konkurrenceloven er det endegyldigt slut med at store effektive virksomheder kan producere til det nationale marked. I stedet for at lade markedskræfterne vise hvilken konfiguration af kapitalstrukturen der er mest effektiv, beslutter bureaukraterne i konkurrencerådet at nedsable enhver virksomhed der opnår mere end x procent markedsandel. Dette forhindrer stordriftsfordele og er et angreb på ejendomsretten for virksomhedens ejere og en hån mod markedets frie udfoldelse. Teorien der beskriver nødvendigheden af konkurrencelovgivning er teorien om den “fuldkomne konkurrence” (eller perfekt konkurrence). Denne teori hviler på den antagelse at markedet er “perfekt”, eller tilnærmelsesvist perfekt, under visse helt unikke betingelser. Det er klart at fra denne perfektionistiske teori er det let at finde fejl i markedet, da markedet er en manifestation af mennesker der samarbejder, og at holde det samarbejde op mod en syntetisk perfekt verden er meget tynd argumentation for statsindgreb, ligeledes af mennesker.

Murray Rothbard, Man, Economy, And State s. 645:

We do not know, and economics cannot tell us, the optimum size of a firm in a given industry. The optimum size depends on the concrete technological conditions of each situation, as well as on the state of consumer demand in relation to the given supply of various factors in this and in other industries. All these complex questions enter into the decisions of producers, and ultimately of consumers, concerning how large the firms in various lines of prodution will be. […] As a result, any existing situation on the free market will tend to be the most desirable for the satisfaction of consumers’ demands (including herein the non-monetary wishes of the producers).

Neither economists nor engineers can decide the most efficient size of a firm in any situation. Only the entrepreneurs themselves can determine what size of firm will operate most efficiently, and it is presumptuous and unwarranted for economists or for any other outside observers to attempt to dictate otherwise.

Et andet punkt der er værd at diskutere er valget af, hvor stor en virksomhed må være, før det kolliderer med tesen om den perfekte konkurrence. I dette meget simplificerede verdenssyn er konkurrence tilstedeværelsen af flere virksomheder. Hvorfor skulle det være bedre for forbrugerne at virksomhederne blev splittet op i mindre dele? Hvordan kan man føre argument for at ved at splitte virksomhederne op, at det tjener forbrugernes interesse?

Et tredje punkt at angribe er, hvorfor det præcis er den samme procentsats for ethvert marked, der er det optimale trade-off punkt? Et fjerde punkt er, hvordan det kan være at et monopol aldrig oplever konkurrenter, som alle andre markeder udsættes for kontinuert? Det må være klart for enhver at et monopol, der opnår overnormal profit, er et tegn på at i denne sektor kan man tjene store penge ved at begynde at konkurrere. Overvejer man at starte en virksomhed, og søger man at få et godt afkast på sin investering, så er det åbenlyst at man bør prøve at gå ind på monopolets marked, da chancen for profit her er større end andre markeder hvor konkurrencen er kraftigere.

Et femte kritikpunkt af monopolteorien er, at postulatet om at monopolet kan få en overnormal profit, fordi monopolets omkostninger er langt lavere end salgsprisen, er absurd. Det essentielle i enhver omkostning er at forstå, at en omkostning altid er en alternativomkostning. Det betyder, for monopolteorien, at deres anskuelser om omkostninger løftes fra den almindelige forståelse af ordet omkostninger, til at blive en særlig art af omkostning, der kun gælder for monopolvirksomheder. I stedet for at bruge den universelle alternativomkostning, så opfinder bureaukraterne deres egen omkostningsteori og påstår at den eneste omkostning der gælder, er den monetære omkostning i faktiske udgifter til driften af produktionen. I alle andre sammenhænge vil enhver økonom, der er noget værd, sige, at alle omkostninger er alternativomkostninger. Altså omkostninger der består af “det næstbedste alternativ man kunne have forfulgt”.

For monopolisten er det tydeligt at, hvis denne virkelig er monopolist i den strenge definition, hans alternativomkostning er, at ved at sænke produktionen yderligere, kunne han hæve prisen endnu mere. Monopolistens omkostning er derfor den mulighed for større profit, der går tabt, når han sænker prisen og øge produktionen. Monopolisten er dog ingen gud der ved præcis hvordan efterspørgselskurven ser ud i alle prispunkter, og han ved heller ikke hvor elastisk kurven er. Ligesom alle andre erhvervsdrivende i markedet må man være villig til at tage risiko og udforske markedets respons på pris- og kvalitetsændringer. I denne risiko ligger også risikoen for, at hvis det bliver en succes at hæve prisen, tiltrækker det nye konkurrenter på markedet der ønsker en del af profitkagen.

I sidste ende er det vigtigt at pointere, at en efterspørgselskurve på det frie marked er et frivilligt fænomen. Ingen er tvunget til at købe det monopoliserede gode af producenten, og i den virkelige verden er transport samt international handel med til at sikre at monopoler ikke opstår. Det er blot en empirisk observation at monopoldrift af virksomheder ikke sikrer dem større indtjening end almindelig “konkurrencepræget”, for at bruge socialliberalisternes ordvalg, drift. Selv velkendte tilfælde af monopolvirksomheder som John D. Rockefellers Standard Oil resulterede i en massiv ekspansion af produktionen, et dramatisk fald på 90pct af prisen på lampeolie, og da staten begyndte retssagen mod Standard Oil var markedsandelen for firmaet godt en tiendedel.

Thomas J. DiLorenzo, The Gates-Rockefeller Myth

The industry’s output of refined petroleum increased rapidly throughout this period–just the opposite of what mainstream monopoly theory would predict. In 1911, the year in which the federal government forced the breakup of Standard Oil, the company faced fierce competition from Associated Oil and Gas, Texaco, Gulf, and 147 other independent refineries. Because of this competition Standard Oil’s market share fell from 88 percent in 1890 to a mere 11 percent by 1911.

Markedet havde fungeret som forventet af de gode økonomer – monopolet kunne ikke holde fordi nye iværksættere fandt mere effektive måder at tilfredsstille forbrugerne. Læs mere i artiklen her og her.

Deraf følger det, at de eneste monopoler der er nødvendigt at nedbryde, er statens egne monopoler, de offentlige virksomheder. Det er ikke nødvendigt at blande sig i et frit marked, men det er nødvendigt at privatisere samtlige offentlige virksomheder, for at sikre den største velfærd for samfundet.

Ønsker man en grundig gennemgang af problemerne, kan jeg henvise til Peter Kleins 3 delte serie hos Mises Instituttet der omhandler konkurrence, monopoler og iværksætteri. Alternativt kan man også få megen god information ud af Thomas DiLorenzos lektion angående konkurrenceloven i USA. Er man en læsehest, kan Murray N. Rothbards “Man, Economy, And State”, særligt kapitel 10, anbefales.