Monthly Archive: februar 2018

Sæt “velfærdens fronttropper” fri på markedet

På Jyllands-Posten har Signe Munk skrevet et indlæg med titlen “Giv bonus til velfærdens fronttropper”. Indlægget handler om hvor hykleriske politikerne er, når de siger, at de unge i højere grad skal fravælge universiteterne, og tage et “arbejde på gulvet”. Hvorfor skulle man fravælge universitetet for at tage et job, hvor man bliver nedslidt, underbetalt og ikke får samme frihed som akademikerne?

Signe Munk har selv været i overvejelserne om, hvilken uddannelse hun skal tage (ligesom alle andre), men da hun selv har valgt universitetet fra, for at blive sygeplejeske, har hun selv haft oplevelsen af, at vælge mellem et job “på gulvet” frem for et job som akademiker og topchef. Hun mener at det er mærkeligt, at politikerne ikke vil betale mere for, at man tager et job, hvor man tager sig af mennesker.

Der er lidt af hvert at tage fat på i sådan et indlæg, når man, som jeg, er meget glad for menneskelig frihed, trivsel og samarbejde.

Først og fremmest er der nogle basale implicitte antagelser, som bør belyses lidt. Blot fordi man vælger at læse på universitetet, og blive akademiker, er man ikke automatisk garanteret at blive topchef for noget som helst. Det er naturligvis også lidt svært at definere hvad en topchef er, for hvis det blot er den minimale definition, at man er chefen på toppen, så kan enhver selvstændig erhvervsdrivende kalde sig topchef.

Et af de punkter som ingeniørernes fagforening ofte slår på, er at mange små og mellemstore virksomheder kunne få gavn af at ansætte en akademiker (ifølge Rambølls analyse fra 2012). Ifølge ingeniørernes fagforening viser undersøgelser, at akademikere forbedrer bundlinjen i virksomheden. Ingeniørernes fagforening er derfor glade for at anbefale alle virksomheder at ansætte en akademiker, for virksomhedens eget bedste. Hvis det nu var sandt, at akademikere forbedrer bundlinjen, og de små og mellemstore virksomheder bare ikke forstår situationen, så ville det være nærliggende, at anbefale akademikerne selv at starte en virksomhed, således de kan udkonkurrere de etablerede virksomheder med deres højere effektivitet.

Det forholder sig midlertid således, at akademikere ikke i særligt høj grad ønsker at være selvstændige. Størstedelen foretrækker en fast indtægt og en lav erhvervsrisiko. Man skal, efter min ydmyge mening, ikke læse på universitetet for at blive topchef. Man skal i stedet læse på universitetet, hvis man finder, at det er det bedste valg for en selv. Ligesom alle andre valg kræver det, at man kender sine egne værdier, hvad man tillægger en høj værdi, og at man kender de tekniske sammenhænge i markedet. Er der behov for arbejdskraften fra den faggruppe, som jeg overvejer at blive medlem i?

De tekniske sammenhænge i markedet, som jeg kalder dem her, er blot et forventet arbejdsforhold og fremtidsudsigten for faggruppen. Hvad kommer man til at tjene, hvilke arbejdsforhold går man ind til, og er der en fremtid for faggruppen som helhed? Alle valg er spekulative af natur, der er ingen der kan sige til dig med sikkerhed, at netop din faggruppe vil opleve høj efterspørgsel i fremtiden.

Det næste problem i indlægget, som jeg ser det, er at det de facto accepteres, at det er politikerne der bestemmer hvad arbejdsforholdene skal være, for de som arbejder med mennesker. Det var da oplagt at tage spørgsmålet op, er det overhovedet nogen særlig god idé, at lade politikere bestemme den slags? Hvorfor kan man ikke bare lade den, som passer blive betalt det, som den der passes vil betale? Hvorfor skal politikerne blande sig i det med lovgivning?

Det er et af punkterne, som Signe Munk understreger. Arbejdsforhold.

Arbejdsforhold, velfærd og finansiering

Enhver, der har blot den mest basale forståelse af økonomi, ved, at pengene skal komme et sted fra. Det er også vigtigt hvem der betaler for faggruppens arbejdsforhold. I den danske velfærdsstat kan man være så uheldig, at staten blander sig i markedet, der vedrører den faggruppe, man er en del af. Staten kan vælge at subsidiere dine konkurrenter, beskatte faggruppen ekstra, forbyde faggruppen fuldstændigt, eller subsidiere faggruppen.

Vælger man en faggruppe, som er totalt aflønnet af staten, skal man finde sig i at ens arbejdsforhold ikke hviler i markedets belønningsmekanismer. I stedet hviler arbejdsforholdene i den politiske sfære, hvor det økonomiske kaos råder. Økonomisk kaos er eksempelvis hvis en faggruppe bliver underbetalt (og dermed ikke får den indtægt, som markedet ville have betalt) eller overbetalt (modtager mere end markedet ville betale), eller reguleret/forbudt (får ikke lov at tjene markedet effektivt). Økonomisk kaos opstår også hvis betalingen af godet ikke er frivillig. Uden frivillig betaling kan man ikke sige, om godet var værdifuldt i det omfang, som betaleren mente var nødvendigt, for at være betalingens størrelse værd. Da statens drift af virksomhed ikke hviler i markedets profit/tab kalkule og heller ej hviler i frivillig betaling, bliver al offentlig drift et økonomisk kaos: Forbrugeren kan ikke give udtryk for sine værdiovervejelser, produktionen bliver enten for dyr eller billig, eller kvaliteten for høj eller for lav. I markedet er der et solidt feedback fra forbrugeren, der viser hvad han vil betale for, når han vælger at betale af egen fri vilje. I forbrugerens frivillige feedback ligger informationen om, hvorvidt kvaliteten er god nok til prisen, og om kvaliteten i det hele taget er god nok til praktisk anvendelse.

Dette økonomiske kaos har også stor betydning for medarbejdernes forhold.

Som skatteyder er jeg træt af at høre på offentligt ansatte plædere for flere rettigheder, mere løn og bedre vilkår på arbejdspladsen. Hvis det offentlige ikke blev finansieret af skatteyderne, som trues med fængsel; hvis ikke de betaler, hvad skattesystemet er skruet sammen til at opkræve, så var jeg ikke spor generet af krav om bedre løn, vilkår og rettigheder. Hvis deres arbejdskraft blev dyrere, end det de producerede var værd, ville de blive luset ud af markedet. Deres “krav” om højere løn ville blive opvejet mod deres eget ønske om indtægt. I markedet er forbrugeren på lige fod med medarbejderen. Vi er frie til at undlade at indgå handler, hvis vi vil, fordi markedet blot er en betegnelse for netværket af frivillige økonomiske transaktioner mellem ligeværdige parter. Prisen og kvaliteten skal  hænge sammen på markedet, og den eneste der kan vurdere, om det er tilfældet, er dig selv, når du vælger at betale for at få et gode til gengæld. Du får de muligheder, som virksomhederne vælger at tilbyde, men du kan altid sige nej til at betale, hvis de ikke tilbyder en tilpas god handel. Konkurrencen mellem udbyderne sørger også for, at medarbejderne får de forhold, som deres produktivitet kan betale. Kræver de arbejdsforhold som deres produktivitet ikke er i stand til at honorere, bliver de arbejdsløse. Højlydte floskler kan man trygt overhøre, fordi man i sidste ende ikke behøver at betale.

Markedet betaler ultimativt for alt

Produktionen på markedet skaber i det lange løb altid værdi, fordi der er feedback fra forbrugerne af de producerede goder. Duer produktet ikke, går virksomhedens indtægt ned, og uden konstante justeringer til markedsvilkårene risikerer virksomheden konkurs. Værdien af det offentliges produktion kan ikke måles, og det følger deraf, at det kun er markedet, der kan finansiere det offentlige. Skulle det offentlige finansiere sig selv ved forbrugernes frivillige betaling, ville der ikke være noget behov for finansiering via skatter.

Alt der produceres, hvad enten det er offentligt eller privat, betales derfor ultimativt af markedets værdiproduktion. Som almindelig markedsdeltager kan man let irriteres over de særlige privilegier, som de offentligt ansatte nyder. De nyder nemlig et gode, som er fuldstændigt overset i debatten – fritagelse fra både konkurrence samt fra forbrugernes ønske om produktiv beskæftigelse. Det som det offentlige producerer, betaler forbrugerne ikke frivilligt for. Skatteyderne trues med fængsel, hvis ikke de betaler, og politikerne dirigerer hvor midlerne skal spenderes. Det gælder derfor som faggruppe i det offentlige om at være på god fod med politikerne, og konstant gentage flosklerne for befolkningen, så skatteyderne glemmer, at de bliver flået i skat, for at modtage tvivlsomme ydelser. Det kan godt være, at betalingen er ufrivillig, men til gengæld ved du ikke, om du modtager noget, du bryder dig om.

Dermed er vi nået til det sidste punkt: Velfærd.

Velfærd er et rigtigt plus-ord. Hvem kan have noget mod velfærd?

Hvis man bare bruger ordet korrekt, så vil den danske befolkning, der har gennemgået de statslige mediernes og folkeskolens indoktrinering, straks blive bløde i knæene og give efter. Velfærd er jo uddannelse, sundhed og pension. Alt andet er ikke velfærd, det er bare privat grådighed, som er OK så længe staten kan udnytte det via beskatning.

I min optik er velfærd et meget bredere begreb. Velfærd er hvad der gør den enkelte person tilfreds. Velfærd er derfor fuldstændigt subjektivt. Nogle mennesker får et kick ud af en god rockkoncert, andre foretrækker Mozart. Begge dele er velfærd, for den som frit vurderer og vælger. Så længe ejendomsretten ikke overskrides, er velfærd et rimeligt anvendeligt begreb for alt det, som gør dig bedre tilpas. Årsagen til at jeg propper ejendomsretten ind her, er at det for Ku Klux Klanens medlemmer var velfærd at se mennesker brænde på bålet eller hænges eller på anden måde torteres og mishandles. Den slags handlinger, der fører til privat velfærd på bekostning af andres rettigheder, er fuldstændigt uacceptabelt. Eksemplet er sat på spidsen, blot for at understrege, at der er forskel på hvad der udgør velfærd, og at velfærd ikke er alment godt. Velfærd er og bliver subjektivt, og betegnelser som “velfærdens fronttropper” om en særlig faggruppe er meningsløs. Rettigheder der beskytter individet er afgørende for samfundets eksistens. De beskytter mennesket mod et andet menneskes søgen efter pervers velfærd.

Hvis vi hurtigt falder ned på jorden igen, og betragter hvad beskatning er for en størrelse, og husker på, at de offentligt ansattes løn udkommer af beskatningen af markedets deltagere, så kan vi langt tydeligere se hvad der foregår. En gruppe af befolkningen (de offentligt ansatte) lobbyer politikerne, og forsøger at skjule deres egoistiske mål, ved at bruge udtrykket “Velfærdens fronttropper” om dem selv, for at kunne udnytte skatteyderne til deres egen fordel. I princippet er der tale om, at de offentligt ansatte hopper med på sprogmisbruget, det demagogiske håndværk, og lover guld og grønne skove, hvis skatteyderne bare betaler dem bedre. De peger ud i luften og bruger plus-ordet “VELFÆRD” som afledningsmanøvre, mens de stikker hånden i baglommen på skatteyderne, for at opnå bedre forhold for dem selv.

Det ville være bedre for hele samfundet, og også for de offentligt ansatte selv (de af dem der er produktive), at få fjernet politikernes magt over deres faggruppe, ved at opgive deres privilegier, for i stedet at få den løn, som de fortjener, ved at blive en almindelig markedsdeltager, der frivilligt aflønnes af forbrugeren efter produktivitet. Aflønnes man efter sin produktivitet, kan man også slippe for at lobby politikere, der har tusind andre punkter på agendaen, og nøjes med at koncentrere sig om at tjene kunderne.

Kort sagt: Giv velfærdens frontropper hvad de fortjener, sæt dem fri på markedet.

Min oplevelse af Libertas’ konference hos CEPOS 10. februar 2018

I lørdags afholdt Libertas sin første konference i et stykke tid. Som beskrevet her på bloggen, var emnerne anarkisme og den østrigske skole.

I alt mødte ca. 15-18 personer frem (inkl. foredragsholderne), så eventen blev en mindre af slagsen, men det betød dog ikke, at der blev slækket på diskussionen, eller oplægsholdernes præsentation.

Der var ændret på mødetidspunktet fra kl 13 til 14, så vi fik os en lille hyggelig snak udenfor lokalerne, mens vi ventede på Niels Westy, som havde nøglerne til lokalerne. Snakken var hyggelig og imødekommende blandt deltagerne der var mødt op lidt før tid. Aldersfordelingen var meget bred, fra unge mennesker i 20erne til omkring pensionsalderen (jeg håber ikke at jeg fornærmer nogen med denne kommentar, det er blot ment for at give et indtryk af at alle aldersgrupper var repræsenteret).

Niels Westy stod for at dirigere afviklingen af præsentationerne, spørgerunderne og for at indlede konferencen. Niels gjorde et fint stykke arbejde og sørgede for at holde en venlig og neutral position igennem hele eventen.

Torben Mark Pedersen – Anarkokapitalismen som voldeligt anarki

Først på programmet var Torben Mark Pedersens fremlæggelse af Rothbards anarkokapitalisme som et voldeligt anarki, hvor Torben viste sin erfaring som fremlægger og sørgede for at involvere hele salen, og holdt sin fremlæggelse livlig og interessant ved at fastslå sine punkter en for en og gik logisk frem i sin argumentation. Torben gav ordet til salen for at spørge om der var kommentarer og spørgsmål til hans fremlæggelse, og jeg meldte mig med det første spørgsmål. Diskussionen forløb i positiv stemning hvor også andre meldte sig med en kommentar, men pga. knaphed af tid, måtte den afsluttes.

Jeg bør måske her indskyde, at jeg ikke var helt overbevist om Torbens argument om voldeligheden af anarkokapitalismen. Jeg tror ikke det kan vides med sikkerhed, at samfundet bliver mere voldeligt, hvis det forkaster staten og går over til et liberalt anarki. Torbens argument er, at uden tvang kan man ikke opretholde et retssamfund. Pga. diskussionens tidsbegrænsning fandt jeg ikke ud af hvilket argument, der gør, at man ikke effektivt kan ekskludere personer fra samfundet, hvis de nægter at følge domstolens afgørelser. Mere om dette punkt i den forsinkede sidste del af mit indlæg om anarkismen (som jeg nu må tænke mere over, igen. Det er Torbens skyld denne gang 🙂 ).

Sebastian Køhlert – Venstreanarkisme

Næste oplæg blev afholdt af Sebastian Køhlert om venstreanarkismen, hvor Sebastian fortalte, at visse af problemerne med anarko-kapitalismen var løst i venstreanarkismen. Sebastian holdt sit oplæg ved tavlen, hvor han skrev nogle matematiske udtryk op, men afholdt sit oplæg tæt på salens deltagere i en mere personlig og tæt atmosfære. Sebastian fremlagde, at problemet med det eksisterende system var, at statens privilegier til de store virksomheder gjorde det svært for nye deltagere, at entrere markedet som iværksættere. Løsningen var et opgør med den eksisterende ejendomsretsopfattelse, hvor ejendomsretten skulle forstås på en anden måde end hidtil. I stedet for at man kan eje noget, man ikke selv direkte benytter sig af, skal ejendom ses som noget, man kun kan eje, hvis man kan demonstrere, at man benytter den selv.

I et større perspektiv skal de naturlige resurser ses som forudgående eksisterende før mennesket, og derfor må mennesket ikke tilegne sig og ødelægge naturen. Mennesket må gerne selv opdyrke naturen og tage den i anvendelse, men må ikke ødelægge naturen sådan som den er. I forlængelse af denne teori, må mennesket derfor ikke eje jord eller naturlige arealer.

Jeg beklager, hvis jeg ikke formår at fremstille teorien korrekt, der var mange nye facetter i ejendomsteorien for mig, som jeg ikke har forstået tilstrækkeligt præcist.

I kombination med denne model for ejendomsret og fratagelse af statslige privilegier skulle det nu være muligt at sænke indgangsbarrierer for nye iværksættere, og den fornyede konkurrence på markedet vil føre til, at arbejderne får den løn, som de er værd. Et centralt element i kritikken af det nuværende system er, at arbejderne ikke får den løn de retmæssigt burde få, og Sebastian argumenterede for at se på arbejdsværdilæren på en sådan måde, at man kan fastholde den subjektive værdilære samtidigt. Ifølge Sebastian er der ingen konflikt mellem de to værditeorier, det er et spørgsmål om perspektiv og en grundig forståelse af Adam Smiths oprindelige værditeori.

Jeg meldte mig igen på banen og stillede spørgsmål, for at forstå ejendomsteorien, men formåede ikke at spørge på en tilstrækkelig præcis facon, og fik desværre ikke den viden jeg gerne ville have haft om teorien. Det er måske værd at pointere, at mit synspunkt er, at arbejdsværdilæren ikke kan reddes, fordi det er umuligt at forklare begrebet tidspræference (rente-teori), så længe man fastholder at al værdi ultimativt opstår via arbejde. Hvis al værdi i sidste ende bunder i arbejdskraftens udnyttelse, så kan jeg ikke forstå, hvorledes det kan argumenteres, at det er værdifuldt at opnå et lån, for at kunne købe goder i nuet frem for at vente. Tidsforskydelse af forbrug har en værdi og er uafhængig af arbejde – den afhænger udelukkende af de involverede parters tidspræference, så vidt jeg har forstået Böhm-Bawerks renteteorier.

Igen – det er vigtigt for mig at understrege her, at vi ikke kom ind på dette punkt i diskussionen. Det er muligt at Sebastian har et godt modargument mod denne kritik, men har ikke haft mulighed for at fremstille, hvordan hans værditeori indbygger tidspræference.

Torben Mark Pedersen – Carl Menger

Næste oplæg var igen fra Torben, som på vanlig vis fremlagde med god stil og i høj kvalitet. Denne gang var emnet Carl Mengers bidrag til den subjektive værdilære, med særlig fokus på Mengers smarte mentale opfindelse af en “bytteøkonomi” (en økonomi med et givent antal goder, altså uden produktion af nye goder). Mengers mentale konstruktion gjorde ham i stand til at se, at i en bytteøkonomi kan vi analysere, at hver person udveksler de goder, som han subjektivt værdsætter mindre, for at opnå nogle goder, som han subjektivt værdsætter højere. Til slut bandt Torben en fin sløjfe på fremlæggelsen og henviste til, at den marginale revolution blev startet af 3 uafhængige mænd (Carl Menger, Leon Walras og William Stanley Jevons), der brugte hver deres metode til at fremkomme til det, som vi i dag kender som loven om faldende marginalnytte. Menger var den eneste som ikke gjorde brug af matematik og samtidigt den eneste der skabte en økonomisk skole (den østrigske). Ifølge Torben var dette også medvirkende til at Menger ikke nåede så langt som de andre.

Mig selv – praxeologi

Næste oplæg blev mig selv, der, sammen med Jonas Ejlersen, skulle forsøge at forklare hvad praxeologi er for noget. Jeg havde brugt meget tid på at forberede mig (læserne på bloggen vil forhåbentlig tilgive mig det valg), fordi jeg ikke har afholdt sådan et oplæg før. Jeg tror det gik nogenlunde, men desværre var min nervøsitet med til at presse mig lidt. Jonas overtog efter mig og præsenterede nogle basale økonomiske love om udbud og efterspørgsel samt en lille anekdote fra det nylige kommunalvalg.

Da Sebastian under spørgerunden gav en kommentar til mit oplæg, var jeg for hurtigt ude og, mens han talte, sagde jeg at det han sagde ikke var korrekt. Det var ikke god stil fra min side. Jeg burde absolut have været nysgerrig på hans kommentar og høfligt have spurgt ind i detaljen for at forstå hans synspunkt. I stedet afbrød jeg ham.

Til alt held blev situationen reddet af Niels Westy, som pointerede at der formentlig var tale om et tilfælde, hvor synspunkterne fra hver part overlappede hinanden, uden at deltagerne selv kunne erkende at det var tilfældet. Jeg giver Niels ret, og jeg er overbevist om, at det havde været meget bedre, hvis jeg havde været nysgerrig, for at finde ud af hvor forskellene i vores synspunkter lå.

Som jeg i bagklogskabens lys forstår det: Sebastian sagde, at der ikke var empiriske observationer indbygget i de aprioriske teorier, hvilket er korrekt. Mit synspunkt, som jeg desværre i ophidelse fik fremlagt forkert, er at udvælgelsen af hvilken af de aprioriske teorier, der kan tages i anvendelse hviler på empiriske observationer. Lidt i stil med at sige at pytagoras’ læresætninger er udviklet syntetisk a priori, uden empiriske tests for deres validitet, mens anvendelsen af de udledte læresætninger, afhænger af at brugeren af dem konstaterer, at det objekt han har med at gøre, rent faktisk er en trekant.

Kristoffer Mousten Hansen – Østrigernes socialismekritik

Til sidst fremlagde Kristoffer sit oplæg om den østrigske socialismekritik, hvor han gennemgik hvordan Mises’ argument mod socialismen er solidt. Det er ikke muligt at gennemføre den komplette socialisme, fordi produktionsgoderne ejes af den samme entitet. Uden udveksling af produktionsfaktorer kan de ikke prissættes, og de produkter der produceres, ved brug af produktionsfaktorerne, kan derfor ikke siges at være værdiskabende eller tabsgivende. I dette planlægingskaos skal socialismen forsøge at tilrettelægge produktion af alle goder. Sovjetunionens historie, der strækker over 70 år, demonstrerer ikke systemets levedygtighed, men demonstrerer i stedet, at så længe socialismen ikke er ført ud til hele verden, således den omspænder al menneskelig aktivitet, så kan socialismen kigge til markedspriserne for at lave en amputeret profitkalkule og afbøde nogle af problemerne.

Kristoffer forklarede også, hvordan denne kritik af socialismen kan bruges til at vise, at på markedet er det umuligt at skabe et kæmpestort monopol, der ejer alle produktionsfaktorerne. Det vil være i det hypotetiske monopols interesse at udbyde deres produktionsfaktorer på markedet i ny og næ, for at finde ud af, om det er profitabelt at sælge dele af dem eller at fortsætte at bedrive monopolvirksomhed.

Til afslutning af konferencen blev hver oplægsholder en flaske vin rigere, det var fint. Mange tak til Torben og Libertas for at give os muligheden for at fremlægge nogle af de østrigske økonomers teorier. Vinens navn var i øvrigt også lidt skægt – det var af producenten Landgraf. Lidt pudsigt navn til en flaske vin der gives på en vej, der hedder Landgreven 🙂