Monthly Archive: februar 2018

Min oplevelse af Libertas’ konference hos CEPOS 10. februar 2018

I lørdags afholdt Libertas sin første konference i et stykke tid. Som beskrevet her på bloggen, var emnerne anarkisme og den østrigske skole.

I alt mødte ca. 15-18 personer frem (inkl. foredragsholderne), så eventen blev en mindre af slagsen, men det betød dog ikke, at der blev slækket på diskussionen, eller oplægsholdernes præsentation.

Der var ændret på mødetidspunktet fra kl 13 til 14, så vi fik os en lille hyggelig snak udenfor lokalerne, mens vi ventede på Niels Westy, som havde nøglerne til lokalerne. Snakken var hyggelig og imødekommende blandt deltagerne der var mødt op lidt før tid. Aldersfordelingen var meget bred, fra unge mennesker i 20erne til omkring pensionsalderen (jeg håber ikke at jeg fornærmer nogen med denne kommentar, det er blot ment for at give et indtryk af at alle aldersgrupper var repræsenteret).

Niels Westy stod for at dirigere afviklingen af præsentationerne, spørgerunderne og for at indlede konferencen. Niels gjorde et fint stykke arbejde og sørgede for at holde en venlig og neutral position igennem hele eventen.

Torben Mark Pedersen – Anarkokapitalismen som voldeligt anarki

Først på programmet var Torben Mark Pedersens fremlæggelse af Rothbards anarkokapitalisme som et voldeligt anarki, hvor Torben viste sin erfaring som fremlægger og sørgede for at involvere hele salen, og holdt sin fremlæggelse livlig og interessant ved at fastslå sine punkter en for en og gik logisk frem i sin argumentation. Torben gav ordet til salen for at spørge om der var kommentarer og spørgsmål til hans fremlæggelse, og jeg meldte mig med det første spørgsmål. Diskussionen forløb i positiv stemning hvor også andre meldte sig med en kommentar, men pga. knaphed af tid, måtte den afsluttes.

Jeg bør måske her indskyde, at jeg ikke var helt overbevist om Torbens argument om voldeligheden af anarkokapitalismen. Jeg tror ikke det kan vides med sikkerhed, at samfundet bliver mere voldeligt, hvis det forkaster staten og går over til et liberalt anarki. Torbens argument er, at uden tvang kan man ikke opretholde et retssamfund. Pga. diskussionens tidsbegrænsning fandt jeg ikke ud af hvilket argument, der gør, at man ikke effektivt kan ekskludere personer fra samfundet, hvis de nægter at følge domstolens afgørelser. Mere om dette punkt i den forsinkede sidste del af mit indlæg om anarkismen (som jeg nu må tænke mere over, igen. Det er Torbens skyld denne gang 🙂 ).

Sebastian Køhlert – Venstreanarkisme

Næste oplæg blev afholdt af Sebastian Køhlert om venstreanarkismen, hvor Sebastian fortalte, at visse af problemerne med anarko-kapitalismen var løst i venstreanarkismen. Sebastian holdt sit oplæg ved tavlen, hvor han skrev nogle matematiske udtryk op, men afholdt sit oplæg tæt på salens deltagere i en mere personlig og tæt atmosfære. Sebastian fremlagde, at problemet med det eksisterende system var, at statens privilegier til de store virksomheder gjorde det svært for nye deltagere, at entrere markedet som iværksættere. Løsningen var et opgør med den eksisterende ejendomsretsopfattelse, hvor ejendomsretten skulle forstås på en anden måde end hidtil. I stedet for at man kan eje noget, man ikke selv direkte benytter sig af, skal ejendom ses som noget, man kun kan eje, hvis man kan demonstrere, at man benytter den selv.

I et større perspektiv skal de naturlige resurser ses som forudgående eksisterende før mennesket, og derfor må mennesket ikke tilegne sig og ødelægge naturen. Mennesket må gerne selv opdyrke naturen og tage den i anvendelse, men må ikke ødelægge naturen sådan som den er. I forlængelse af denne teori, må mennesket derfor ikke eje jord eller naturlige arealer.

Jeg beklager, hvis jeg ikke formår at fremstille teorien korrekt, der var mange nye facetter i ejendomsteorien for mig, som jeg ikke har forstået tilstrækkeligt præcist.

I kombination med denne model for ejendomsret og fratagelse af statslige privilegier skulle det nu være muligt at sænke indgangsbarrierer for nye iværksættere, og den fornyede konkurrence på markedet vil føre til, at arbejderne får den løn, som de er værd. Et centralt element i kritikken af det nuværende system er, at arbejderne ikke får den løn de retmæssigt burde få, og Sebastian argumenterede for at se på arbejdsværdilæren på en sådan måde, at man kan fastholde den subjektive værdilære samtidigt. Ifølge Sebastian er der ingen konflikt mellem de to værditeorier, det er et spørgsmål om perspektiv og en grundig forståelse af Adam Smiths oprindelige værditeori.

Jeg meldte mig igen på banen og stillede spørgsmål, for at forstå ejendomsteorien, men formåede ikke at spørge på en tilstrækkelig præcis facon, og fik desværre ikke den viden jeg gerne ville have haft om teorien. Det er måske værd at pointere, at mit synspunkt er, at arbejdsværdilæren ikke kan reddes, fordi det er umuligt at forklare begrebet tidspræference (rente-teori), så længe man fastholder at al værdi ultimativt opstår via arbejde. Hvis al værdi i sidste ende bunder i arbejdskraftens udnyttelse, så kan jeg ikke forstå, hvorledes det kan argumenteres, at det er værdifuldt at opnå et lån, for at kunne købe goder i nuet frem for at vente. Tidsforskydelse af forbrug har en værdi og er uafhængig af arbejde – den afhænger udelukkende af de involverede parters tidspræference, så vidt jeg har forstået Böhm-Bawerks renteteorier.

Igen – det er vigtigt for mig at understrege her, at vi ikke kom ind på dette punkt i diskussionen. Det er muligt at Sebastian har et godt modargument mod denne kritik, men har ikke haft mulighed for at fremstille, hvordan hans værditeori indbygger tidspræference.

Torben Mark Pedersen – Carl Menger

Næste oplæg var igen fra Torben, som på vanlig vis fremlagde med god stil og i høj kvalitet. Denne gang var emnet Carl Mengers bidrag til den subjektive værdilære, med særlig fokus på Mengers smarte mentale opfindelse af en “bytteøkonomi” (en økonomi med et givent antal goder, altså uden produktion af nye goder). Mengers mentale konstruktion gjorde ham i stand til at se, at i en bytteøkonomi kan vi analysere, at hver person udveksler de goder, som han subjektivt værdsætter mindre, for at opnå nogle goder, som han subjektivt værdsætter højere. Til slut bandt Torben en fin sløjfe på fremlæggelsen og henviste til, at den marginale revolution blev startet af 3 uafhængige mænd (Carl Menger, Leon Walras og William Stanley Jevons), der brugte hver deres metode til at fremkomme til det, som vi i dag kender som loven om faldende marginalnytte. Menger var den eneste som ikke gjorde brug af matematik og samtidigt den eneste der skabte en økonomisk skole (den østrigske). Ifølge Torben var dette også medvirkende til at Menger ikke nåede så langt som de andre.

Mig selv – praxeologi

Næste oplæg blev mig selv, der, sammen med Jonas Ejlersen, skulle forsøge at forklare hvad praxeologi er for noget. Jeg havde brugt meget tid på at forberede mig (læserne på bloggen vil forhåbentlig tilgive mig det valg), fordi jeg ikke har afholdt sådan et oplæg før. Jeg tror det gik nogenlunde, men desværre var min nervøsitet med til at presse mig lidt. Jonas overtog efter mig og præsenterede nogle basale økonomiske love om udbud og efterspørgsel samt en lille anekdote fra det nylige kommunalvalg.

Da Sebastian under spørgerunden gav en kommentar til mit oplæg, var jeg for hurtigt ude og, mens han talte, sagde jeg at det han sagde ikke var korrekt. Det var ikke god stil fra min side. Jeg burde absolut have været nysgerrig på hans kommentar og høfligt have spurgt ind i detaljen for at forstå hans synspunkt. I stedet afbrød jeg ham.

Til alt held blev situationen reddet af Niels Westy, som pointerede at der formentlig var tale om et tilfælde, hvor synspunkterne fra hver part overlappede hinanden, uden at deltagerne selv kunne erkende at det var tilfældet. Jeg giver Niels ret, og jeg er overbevist om, at det havde været meget bedre, hvis jeg havde været nysgerrig, for at finde ud af hvor forskellene i vores synspunkter lå.

Som jeg i bagklogskabens lys forstår det: Sebastian sagde, at der ikke var empiriske observationer indbygget i de aprioriske teorier, hvilket er korrekt. Mit synspunkt, som jeg desværre i ophidelse fik fremlagt forkert, er at udvælgelsen af hvilken af de aprioriske teorier, der kan tages i anvendelse hviler på empiriske observationer. Lidt i stil med at sige at pytagoras’ læresætninger er udviklet syntetisk a priori, uden empiriske tests for deres validitet, mens anvendelsen af de udledte læresætninger, afhænger af at brugeren af dem konstaterer, at det objekt han har med at gøre, rent faktisk er en trekant.

Kristoffer Mousten Hansen – Østrigernes socialismekritik

Til sidst fremlagde Kristoffer sit oplæg om den østrigske socialismekritik, hvor han gennemgik hvordan Mises’ argument mod socialismen er solidt. Det er ikke muligt at gennemføre den komplette socialisme, fordi produktionsgoderne ejes af den samme entitet. Uden udveksling af produktionsfaktorer kan de ikke prissættes, og de produkter der produceres, ved brug af produktionsfaktorerne, kan derfor ikke siges at være værdiskabende eller tabsgivende. I dette planlægingskaos skal socialismen forsøge at tilrettelægge produktion af alle goder. Sovjetunionens historie, der strækker over 70 år, demonstrerer ikke systemets levedygtighed, men demonstrerer i stedet, at så længe socialismen ikke er ført ud til hele verden, således den omspænder al menneskelig aktivitet, så kan socialismen kigge til markedspriserne for at lave en amputeret profitkalkule og afbøde nogle af problemerne.

Kristoffer forklarede også, hvordan denne kritik af socialismen kan bruges til at vise, at på markedet er det umuligt at skabe et kæmpestort monopol, der ejer alle produktionsfaktorerne. Det vil være i det hypotetiske monopols interesse at udbyde deres produktionsfaktorer på markedet i ny og næ, for at finde ud af, om det er profitabelt at sælge dele af dem eller at fortsætte at bedrive monopolvirksomhed.

Til afslutning af konferencen blev hver oplægsholder en flaske vin rigere, det var fint. Mange tak til Torben og Libertas for at give os muligheden for at fremlægge nogle af de østrigske økonomers teorier. Vinens navn var i øvrigt også lidt skægt – det var af producenten Landgraf. Lidt pudsigt navn til en flaske vin der gives på en vej, der hedder Landgreven 🙂