Monthly Archive: marts 2018

Skader besparelser i DR danskheden?

For nylig er der kommet en politisk aftale om, at DRs budget skal reduceres med 20pct over de kommende 5 år (i forhold til de planlagte budgetter), og at betalingen til DR fremover vil foregå via indkomstskatten, ved at reducere personfradraget. På almindelig socialdemokratisk vis er byrderne distribueret efter politisk korrekthed – iflg. aftalen skal “de svage” betale mindre, eksempelvis pensionister og handicappede.

I samme forbindelse har Signe Munk på sin blog på Jyllands-Posten skrevet et indlæg om, hvordan en reduktion af DRs budget skader danskheden.

Signe Munk bringer adskillige emner på banen, men hendes bekymring drejer sig mest om kulturbevarelse. Signe skriver, at hun er bekymret for besparelsen i DR, for med danskernes forskellighed, hvordan skal vi kunne fastholde en fælles kultur, uden et stærkt DR?

Signe Munk bekymrer sig om hvad der kan holde danskerne sammen, når landet bliver mere og mere forskelligartet. Nye mennesker kommer til fra andre lande, indkomsterne er forskellige danskerne imellem, og etnicitet og religiøsiteten er ligeledes også under forandring. I mine ører lyder hun lidt konservativ, men hendes løsning på problemerne er den typiske bureaukratiske en af slagsen: For at understøtte danskhed, så skal DR have en pose af skatteydernes penge. I Signe Munks verden virker det til, at der er en vis mængde danskhed, som kan bevares, ved at fortsætte at subsidiere DR. Reducerer politikerne budgettet i DR, så spares der på det som støtter danskheden.

Signe Munk begår den klassiske fejl, som langt de fleste politisk korrekte er tilbøjelig til at begå. De kæder DR sammen med kultur og danskhed, og i deres verdensbillede er det nødvendigt med eksperter (læs: politisk forbundne bureaukrater, med de politisk korrekte meninger, der støtter det danske socialdemokratiske regime) der kan skabe mediestof, der sørger for, at understøtte deres opfattelse af, hvad der er rigtig dansk kultur. Den fundamentale fejl er, at subjektive emner såsom “danskhed” og “kultur”, ikke opstår fra toppen, ikke skal fastholdes i en særlig tilstand (Hvor er vi dog heldige! Lige præcis nu er danskheden fuldstændig optimal, og enhver ændring skal bekæmpes!) men har været en bevægelse der er startet i det almindelige borgerlige samfund, hvor normer og sædvaner langsomt bliver til generelle ditto. Kulturen er altid i bevægelse, da den følger med menneskets behov og verdensopfattelse i en verden, der er i konstant forandring. Se blot på sproget igennem tiden.

I det hele taget er det også ganske overfladisk, hvis argumentet er, at der findes een ægte dansk kultur, og den må ikke forandres, nogensinde. Jeg er sikker på, at Signe Munk ville give mig ret i, at der er stor forskel på en sønderjyde og en københavner, når det kommer til normer, sædvaner og andet der ligger i kulturen. Særligt hvis man følger deres dagligdag vil det være tydeligt.

Man kan jo stille et simpelt spørgsmål: Er det medvirkende til bevarelsen af “danskheden”, at tvinge sønderjyden til at finansiere et politisk korrekt DR, der er lokaliseret i København?

Der kan ikke spares i DR

Et af punkterne som Signe Munk særligt irriteres over er, at der tydeligvis ikke findes noget sted at spare på DR, uden at det går ud over danskheden. I spareplanen skal der spares 700 mio. kr. på DR.

For at belyse emnet lidt nærmere, kan følgende liste af TV-kanaler være behjælpelig (tallene i parentes er de i 2015 estimerede driftsudgifter i mio. kr., se s. 17):

  1. DR1  (1.584)
  2. DR2 (461)
  3. DR3 (265)
  4. DR Ultra (187)
  5. DR K (110)
  6. DR Ramasjang (70)

Udover disse kanaler, findes der også et sæt radiokanaler som DR driver:

  1. DR P1 (199)
  2. DR P2 (60)
  3. DR P3 (96)
  4. DR P4 København (P4 samlet: 361)
  5. DR P4 Bornholm
  6. DR P4 Esbjerg
  7. DR P4 Fyn
  8. DR P4 Midt og Vest
  9. DR P4 Nordjylland
  10. DR P4 Sjælland
  11. DR P4 Syd
  12. DR P4 Trekanten
  13. DR P4 Østjylland
  14. DR P5
  15. DR P6 Beat
  16. DR P7 Mix
  17. DR P8 Jazz
  18. DR LB

Og naturligvis websiden dr.dk (191)

Signe Munk trækker også nogle argumenter frem, der ikke er relevante for diskussionen. Hun diskuterer kvaliteten af de producerede udsendelser, hun taler om deres internationale anerkendelse, intelligens, meningsfulde udsendelser og den historiske læring. Disse argumenter er irrelevante af den simple årsag, at kvalitet er subjektivt. Det bør være frit for den enkelte at vælge, hvilken kvalitet man ønsker at betale for.

Jeg er eksempelvis meget uenig i hendes kvalitetsvurdering af det arbejde DR laver, særligt det historiske makværk, DR havde tilstrækkelig arrogance til at kalde “Vores Danmarkshistorie”. Her var ingen kritik af kongehuset, ingen tid blev brugt på at nævne at kongen undertrykte befolkningen, beskattede den for at finansiere sine tåbelige krige. Al udvikling i retning af centralisering af magt (“hvordan et folk blev til et folk”, er i mine øjne et komplet vanvittigt slogan, særligt fordi magtskabelsen slet ikke diskuteres) blev præsenteret som positiv. Ingen tid blev afsat til at diskutere skatteoprørene, ingen tid blev afsat til at diskutere strømninger i samfundet, udover kongehusets. Når den tyranniske danske konge klokkede i sine egne affærer, og mistede magten over bønderne, lød det som om hele befolkningen stod værre, da de kom under en svensk tyran, i forhold til da de var under en dansk tyran. Den slags propaganda vil jeg gerne være fritaget fra at finansiere, og jeg under alle andre den samme valgmulighed.

Samtidigt ønsker jeg også, at Signe Munk har mulighed for frit at betale for den slags historiefortælling, der gør hende tilfreds.

Nu skal jeg i øvrigt også passe på ikke at lave et fint selvmål, ved at påstå, at der kan spares i DR, fordi de bruger penge på mange områder, samtidigt med, at jeg påstår, at kultur er et lokalt fænomen, der ikke kan centraliseres. Det er et dårligt argument for besparelser i DR. Sådanne argumenter vil bare føre til yderligere budgeteksplosion og dermed større licensbetaling, som er det modsatte af det ønskede mål.

Argumentet jeg vil føre, som forhåbentlig ikke kommer bag på læserne, er, at DR ikke skal finansieres over skatten, eller ved at få privilegier af nogen art. DR, hvis man ønsker at navngive en radio og TV-station således, skal have lov at hvile i det frie marked i konkurrence med alle andre udbydere, der tilbyder deres services, uden at true med skattevæsen, fængsel eller politi.

Kort sagt, kritikken af DR er ikke, at det er en centraliseret organisation, men at den finansieres sådan som den gør. Uanset hvilket ædelt formål man end måtte udse til DR, så kan det under ingen omstændigheder accepteres, at DR finansieres ved at true fredelige mennesker. Det er absolut forkasteligt.

Borgerne skal være frie til at købe de TV-pakker som de ønsker, ingen må true dem til at finansiere TV eller noget andet. Hvis de tvinges til dette, subsidierer de i virkeligheden blot andres subjektive opfattelse af, hvad der er ægte danskhed. I DR er det i dag muligt at leve af andres produktion, uden selv at yde noget målbart produktivt til gengæld. Det skaber også en selvretfærdighed, at man er fritaget for at henvende sig til kunderne, men at man kan nøjes med at gentage politisk korrekt stof, som gør chefen (politikerne) glad. Kunden behøver man ikke at gøre glad, kunden skal betale uanset. Man behøver derfor ikke at interessere sig for, hvad kunderne ønsker, men kan nøjes med at interessere sig for, hvad politikerne ønsker. I den alliance mellem politiker og offentligt ansat, kan man hæve sig over masserne, og bruge deres penge på sin egen karriere og lyster.

Kultur, liberalisme og samfund

Et af de bærende elementer i den liberale filosofi er, at samfundet selv kan finde ud af at arrangere sine affærer. Påstanden er, at borgerne i samfundet er de vigtigste. De har rettigheder der skal respekteres, og deres personlige værdier og ønsker, såfremt de er fredelige, er det som samfundet kan bygge på. Kultur anses ikke som ligegyldigt. Det er vigtigt at understrege, for der findes visse, efter min mening meget forvirrede, liberale, der skøjter let hen over kultur, og siger, at det vigtigste er den økonomiske frihed, således man kan købe hvad som helst, uden at andre blander sig i det.

Det er efter min mening ikke en frugtbar udlægning af liberal filosofi – jeg mener, at det er afgørende vigtigt, netop for udviklingen af en sund og bæredygtig kultur, at de liberale principper følges, med særlig vægt på at liberalismen ikke anbefaler dig at være ligeglad med det samfund, du omgives af. I stedet bør du indleve dig i det, og lytte til de som har noget klogt at fortælle, og forsøge at argumentere for dine egne synspunkter. Selvom vi alle blev frie mennesker i samfundet, vil det til alle tider være nødvendigt med det personlige engagement i samfundets udvikling, særligt hvis man har noget fornuftigt at bringe til debatten.

Kultur opstår ved samkvem mellem mennesker, det opstår ved at mennesker mødes og diskuterer deres synspunkter og overvejelser om livet, moral og etik. Den liberale filosofi skal derfor ikke ses alene som en streng økonomisk frihed, men skal i stedet ses som en gennemsyrende livsopfattelse, der også involverer kultur på lige fod med alle andre kategorier i samfundets dynamik.

Kultur, der får lov at udvikle sig, hvor mennesker mødes frit og argumenterer frit for deres standpunkter, er den liberale kultur. Det er essensen i budskabet, når jeg påpeger, at et skatteyderfinansieret DR aldrig burde være opstået. DR er opstået på et fundament af tvang – ikke på et fundament af ligeværdige parter med fælles interesser med friheden til at sige nej og skabe deres eget. Den kultur som DR bærer på, er en pervers kultur, der ved hver lejlighed bruger sin hypnotiserende magt til at gentage de socialdemokratiske floskler, så lytterne lulles til at tro, at licens er noget, vi giver til hinanden, eller at offentlige hospitaler, der er finansieret ved at true borgerne med fængsel, kan kaldes velfærd.

Netop fordi kultur er så vigtigt for et succesfuldt samfund skal DRs skattefinansiering ophøre. Fuldstændigt. Der skal afsættes 0kr på finansloven til DR. Et liberalt samfund har stadig vigtige landvindinger at gøre, så længe det største nyhedsorgan er finansieret med tvang. Det burde slet ikke være nødvendigt at skrive, men jeg frygter at pointen ikke vinder frem, hvis den ikke gøres eksplicit.

Liberal kulturudvikling i medieverdenen

I et liberalt samfund, vil der være forskellige udbydere, der forsøger at opnå kundernes frivillige betaling for sine ydelser. Såfremt det er frivilligt at fravælge at betale, så er det muligt at sige, at producenterne producerer værdi, i det omfang de har overskud. Hvis det der produceres ikke er af acceptabel kvalitet, hvis indholdet er skudt ved siden af, eller hvis prisen ikke er tilstrækkelig acceptabel, så vil kunderne fravælge produktet. Det er i sig selv ikke noget præcist feedback, det fortæller ikke på en positiv facon hvad producenten skal producere for at gøre kunderne tilfreds. Det er blot det minimale økonomiske feedback. Hvis producenterne vil vide mere om kunderne, må de forsøge at lokke kundernes lyster ud af dem.

Den frivillige betaling er blot et minimumskrav, det gør det muligt for kunderne at beskytte deres midler mod misbrug. Der findes i menneskesamfund intet perfekt system, men der findes forskellige grader af egnethed: I et liberalt samfund vil medierne forsøge at behage kunderne ved at producere det, som kunderne ønsker. Feedbacket giver dog den profitsøgende producent mulighed for at justere budget og kvalitet hele tiden, således pris og kvalitet bedst muligt falder i kundernes smag. Den frivillige betaling viser, hvor mange penge der er profitabel at investere, den viser om det producerede er i overensstemmelse med den kombinerede individuelle prioritering i samfundet. Hvis indtægterne ved salg af udsendelsen ikke dækker udgifterne til produktionen, så har samfundet signalleret, at resurserne der blev brugt på udsendelsen kunne være brugt et bedre sted. Det sørger for at holde producenten i stram snor, og for at undgå tab må producenten derfor altid interessere sig for sine kunders ønsker.

Da kulturen, jævnfør ovenstående sektion, er en udefinerbar størrelse og under konstant forandring, så er det vigtigt at kunderne har mulighed for at sige nej tak til at betale. Når DR producerer noget, så har de ikke andet feedback, udover hvor mange der har set deres udsendelse. Dette feedback fortæller ikke DR om udsendelsen var udgiften værd – eller om pengene er spildt på udsendelsen. Det fortæller dem blot, at en TV-seer, der ikke afkræves betaling for denne specifikke udsendelse, valgte at bruge sin tid på at se udsendelsen, frem for at foretage sig noget andet.

Seeren vælger dermed ikke hvor mange midler det var profitabelt at spendere på produktionen af udsendelsen, men vælger blot at se udsendelsen og bruge tiden på det. Udsendelsen er blevet betalt med skatteydernes penge, og seeren har nu kun en omkostning: tid. DR kan, ud fra deres feedback, slet ikke vurdere om de skulle bruge flere penge på udsendelsen, eller færre penge på udsendelsen. Der er ikke et økonomisk feedback, ingen profit- og tabsregnskab at opveje udgifter med indtægter. Uden dette vitale økonomiske feedback kan intet budget vurderes at være værdiskabende eller -forringende.

Fordi seeren kun tager stilling til tidsforbruget ved at se udsendelsen, og ikke den reelle omkostning i penge, vil det altid være muligt for DR at bryste sig af, hvor populære deres udsendelser er. DR henviser gerne til statistikken over hvor mange der har set udsendelsen, og bruger det som prydfjer, når de skal legitimere deres fortsatte virke. Det er økonomisk nonsens at argumentere således.

Det overser fuldstændigt det elementære problem med offentlig drift. Seeren, der ikke har mulighed for at undgå at betale for udsendelsen, vælger at se den, når hans relevante omkostning blot er, hvad han ellers kunne have foretaget sig i tiden som udsendelsen opsuger. Det betyder ikke at DRs budget er legitimt. Hvis DR ønsker at legitimere deres budget, kunne de vise hvor mange udsendelser, der har været overskudsgivende, der rent faktisk er betalt frivilligt for. Det er derfor ikke et kvalitetsstempel at henvise til statistik over seertal, det er demagogiske tricks for at legitimere DRs fortsatte udplyndring af skatteyderne.

Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, tredje del

Indtil videre har artikelserien om den liberale anarkisme kritiseret idéen om den minimale stat. Jeg har forsøgt at beskrive, hvordan loven opstår spontant i samfundet, hvilke forudsætninger loven har for at opstå og hvilke rationelle årsager der findes, for at støtte en lov.

I tredje del af min artikel om liberal anarkisme beskriver jeg hvordan markedets produktionsevne bidrager til konfliktminimering, hvordan det er muligt at indføre et strafsystem i det liberale anarki, hvordan straf bør udmåles og hvordan domstolene kunne fungere.

Til sidst kommer en kritik af det liberale anarki.

Markedet minimerer konflikter

Kort sagt, markedskræfterne, netværket af frivillige udvekslinger i et samfund, der benytter en lov, der beskytter ejendomsretten, er selve fundamentet for et rigt, fredeligt og liberalt samfund. I de foregående indlæg har jeg forsøgt at fremsætte en række argumenter for det frie samfund, og nu kan jeg derfor springe til nogle konklusioner:

Alle økonomiske goder kan underlægges samfundets frivillige udvekslinger. Der er intet økonomisk gode, der ikke bør håndteres af det frie marked. Markedsøkonomien er dermed i sig selv en institution, der frembringer resultater for samfundet, der minimerer risikoen for konflikter, fordi den er i stand til, i større og større omfang, at producere de resurser, hvis knaphed kan give konflikter. Det er ganske enkelt: Jo flere resurser der er tilgængelig, jo mindre risiko for konflikter, alt andet lige.

Enhver afvigelse fra den liberale lov fører til flere konflikter, og det kan derfor rationelt anerkendes, at den lov, der bedst sikrer fred i samfundet, er den liberale. I det omfang det lykkes at erkende dette faktum, vil det civiliserede samfunds love udvikle sig til at sikre den private ejendomsret. Hvis der ikke er nogen stat, der tvinger samfundets borgere til at følge et dikteret lovsæt, så vil menneskets stræben efter at bedre sin situation, føre til at der opstår parallelle systemer, hvor det er muligt at lære af hinandens fejl og kopiere hinandens handlinger. Så længe det er frit for samfundets individer at finde nye løsninger, uhindret af en tvangsinstution som staten, så vil det være muligt at lære af de, der har success, og implementere de mekanismer der førte til success for andre. På den måde spredes idéer og systemer der har ført til en opfattet success til andre dele af samfundet. Fra menneske til menneske. Der er ikke en magtinstitution der truer med fængsel, hvis man forsøger at genskabe fordele for sig selv ved gøre brug af andre systemer.

Beskyttelsen af person, eller ejendom, mod aggression er derfor essentiel, men der er visse undtagelser til reglen. For at kunne bruge ejendomsrettens som skjold mod aggression, skal det godtgøres, at den ejendom, man påstår er sin, er blevet sådan ved legitime handlinger og ikke ved tidligere uetiske handlinger, der er i strid med de liberale principper. Fysisk vold er kun moralsk og etisk acceptabel, hvis den bruges defensivt til at beskytte person, eller ejendom, mod aggression.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 51-52, Mises Institute:

[…] we cannot say that the great axiomatic moral rule of the libertarian society is the protection of property rights, period. For the criminal has no natural right whatever to the retention of property that he has stolen: the aggressor has no right to claim any property that he has acquired by aggression. Therefore, we must modify or rather clarify the basic rule of the libertarian society to say that no one has the right to aggress against the legitimate or just property of another.

For at sikre det civiliserede samfunds økonomiske, sociale og etiske opblomstring og succes, er det nødvendigt at benytte et system, der bevirker at kriminelle tendenser dæmpes. Et er at give de stjålne genstande tilbage til sin retmæssige ejer, men for tyven er det næppe nogen afskrækning, at måtte aflevere det stjålne. Hvis konsekvensen ved tyveri er, at de stjålne goder afleveres tilbage, betyder det, at hvis en tyv tager 1000kr fra dig, skal han bare aflevere 1000kr tilbage. Det afskrækker næppe tyven fra at tage chancen. Lykkes det ikke at opspore tyven, kan han beholde pengene, men bliver han fundet, bliver han bare sat tilbage til sin tidligere position. Altså mister han ingenting ved forsøget på tyveri. Der skal derfor mere til end blot at levere det stjålne gods tilbage.

En måde at fremstille problemet er ved at sige, at kriminalitet er en social interaktion, der er uønsket. Kriminalitet er det modsatte af et økonomisk gode, det er et økonomisk onde. For at minimere et onde, er det nødvendigt med foranstaltninger, der påfører omkostninger, og en af metoderne, der kan tages i brug til at påføre denne omkostning, er at straffe den kriminelle for sin kriminelle gerning.

Straf – hvordan?

Der forekommer at være sket en fejl i systemet. Hidtil har de liberale anarkister sagt, at der ikke findes noget monopol, der skal underkue de kriminelle, men samtidigt er postulatet, at individets ejendomsret skal beskyttes, fordi det er det eneste rationelle (og etiske) system til at sikre retfærdighed. Det forekommer at der er sket en fejl, en logisk selvmodsigelse: Hvis ejendomsretten ikke kan overskrides, hvis et monopol ikke må tvinge samfundets borgere til noget, hvordan kan man da have et retsvæsen der kan straffe kriminelle? Vil det ikke være i strid med grundprincipperne i det liberale anarkistiske samfund?

Murray Rothbard fremførte en løsning på det tilsyneladende uløselige teoretiske problem: Proportionalitetsprincippet. Din ejendomsret er ukrænkelig, såfremt du ikke har overskredet en andens ejendomsret. Hvis en person overskrider en andens ejendomsret, opgiver den aggressive person sin egen ejendomsret i proportion med sin initierede aggression. Det er ved tyvens egen handling, at denne demonstrerer, at han ikke opfatter ejendomsretten som ukrænkelig. Tyvens moralske kompas er i konflikt med samfundets. Tyvens demonstrerede præference for krænkelse af ejendomsretten bruges dermed mod ham selv i den følgende strafudmåling.

En tyv, der tager 10.000kr fra en anden, har opgivet sin ejendomsret for 10.000kr plus de tilstødende omkostninger til retssag, detektivarbejde og offerets tort forbundet med tyveriet. Tyven demonstrerer sin egen præference for at overskride ejendomsretten og i denne kriminelle handling ligger en delvis opgivelse af tyvens egen ejendomsret.

Altså – foretager du intet overgreb på andres ejendomsret, er din egen ejendomsret intakt, men i den udstrækning du overskrider en andens ejendomsret, opgiver du delvist din egen i den pågældende sag. Det er dine egne handlinger, der fører til en opgivelse af din ejendomsret. Ved at overtræde andres ejendomsret, viser du med dine handlinger, at du ikke anser ejendomsretten som en ret, og den, som var offer for din handling, kan derfor i retfærdighedens navn kræve erstatning for at genvinde det tabte, men også straffe dig proportionelt med din overtrædelse.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 85, Mises Institute:

We have advanced the view that the criminal loses his rights to the extent that he deprives another of his rights: the theory of “proportionality”. […] In the first place, it should be clear that the proportionate principle is a maximum, rather than a mandatory, punishment for the criminal.  […] The proportionality rule tells us how much punishment a plaintiff may exact from a convicted wrongdoer, and no more; it imposes the maximum limit on punishment that may be inflicted before the punisher himself becomes a criminal aggressor.

Det er vigtigt at pointere her, at det liberale anarki ikke fastlægger straffen alle skal følge. Strafsystemet der beskrives her, som citatet antyder, fastlægger blot den maksimale straf, der kan udmåles til den kriminelle. Det er dig frit stillet at lempe straffen i forhold til det tilladte, eller helt opgive straf, eller fravælge at føre sagen. En retssag kræver en forurettet part, der søger genoprettelse, der er ingen, der kan føre sager på andres vegne, medmindre samtykke hertil er givet.

Rothbard bruger proportionalitetsprincippet som basis for sin teori om straf. Rothbard skriver selv, at alle teorier om straf er mangelfulde, og han har ikke selv løst problemet fuldstændigt. Der er måske tale om en social konvention, frem for et grundlæggende principielt standpunkt, baseret i ejendomsretten, når proportionalitetsprincippet bruges som fundament for strafudmåling. Problemet er dog til at overse, da proportionalitetsprincippet blot kan bruges til et retssystem. I det liberale anarki vil der være flere konkurrerende retssystemer, der hver især benytter sine egne principper. Hvordan disse principper er fremkommet, er ikke afgørende for systemets levedygtighed og konsistens. Det essentielle er, at det er frivilligt, for den enkelte, at tilvælge det retssystem, der passer personen bedst. Samfundets bærende princip, der ikke må omgås, er blot at de personer, der straffes, selv vælger at lade sig straffe af systemet. Strafudmålingen kan derfor hvile på sociale konventioner. De strafregler der vil blive opbygget i de konkurrerende retssystemer, vil formentlig blive baseret på sædvane og kulturelle forhold. I sidste ende vælger man selv, hvilket system man ønsker at underlægge sig.

Med ovenstående princip i hænde (som et eksempel på et ud af mange mulige retssystemer), kan det lade sig gøre at argumentere for, at dømte kriminelle kan straffes, fordi deres ejendomsret er opgivet delvist ved deres kriminelle handling. Respekterer den kriminelle ikke selv ejendomsretten, så må den liberale lov straffe den kriminelle svarende til det omfang, som den kriminelle har overtrådt en andens rettigheder. Men hvordan skal straffen udføres i praksis? Hvad hvis tyven ikke vil underlægge sig domstolens afgørelse? Hvordan undgår man, at en privat domstol dømmer alt og alle, og inddrager tvivlsomme beviser for overtrædelse af ejendomsretten?

Domstole – udførsel af lovens bogstav

For at holde domstolene i skak er det nødvendigt, at hvert medlem af domstolen har indgået en kontrakt, der viser at personen frivilligt har valgt domstolen. I tilfældet af at de to personer, der kommer i konflikt hører under samme domstol, afsiger domstolen en dom, som personerne er bundet til at følge. Hvis den dømte kriminelle undviger straffen alligevel, risikerer personen at blive fredløs, og mister sin ejendomsret totalt. I vores digitale tidsalder vil der være registre (ligesom RKI i dag har information om hvem der ikke har vedligeholdt sin aftale med kreditorer), der viser, om en person har nægtet at følge en dom, og bliver man oprettet i et sådant register, vil automatiske reaktioner træde i kraft i de tilknyttede virksomheder (såsom banker, købmænd osv.).

Samfundet kunne som reaktion på tillidsbruddet ekskludere personen, nægte at sælge til personen eller at huse personen. Det gælder bl.a. også indefrysning af bankindestående. Strafnægteren har som sagt mistet sin ejendomsret, og derfor kan banken straffrit indefryse personens indskud. Formentlig vil bankerne også være bundet af en lov, der fastlægger, at den skal deltage i det sociale pres på personen. Bankerne er selv interesseret i at loven følges, da bankerne er almindelige mål for kriminalitet, og lovens håndhævelse medfører bestemt en gevinst for bankerne selv. Dette princip blev brugt af købmændene i middelalderen, hvor en købmand, der ikke fulgte den fælles regel mellem købmænd, blev udelukket fra handel, og hurtigt mistede sin indtægt, kapital og handlemuligheder. Denne form for socialt pres har fået de fleste til at følge den afsagte dom. Hvis udelukkelsen fra samfundet er effektiv, vil den lovløse person kun kunne føre et selvforsynende og asketisk liv, uden mulighed for at nyde gevinsten ved arbejdsdelingen eller lovens beskyttelse. De fleste mennesker vil følge loven: Udsigten til en permanent karriere som deltager i “Alene i Vildmarken” (uden en satellit og GPS baseret “jeg-giver-op” knap) tiltaler de færreste.

Spørgsmålet er derfor, om det er muligt at ekskludere de kriminelle personer fra samfundet. Det er kun legitimt i anarkiet at diskriminere mod at dele sin ejendom med andre. Såfremt hele det geografiske område hvor samfundet befinder sig, er privatiseret, er alle arealer privat ejendom. I det omfang det er økonomisk gunstigt, vil det være i personerne i samfundets interesse, at sørge for en effektiv eksklusion af strafnægtere. Hvis det ikke er muligt at ekskludere kriminelle personer fra samfundet, fordi ejerne af visse arealer ikke håndhæver deres ret til at ekskludere (det kan være uøkonomisk at indhegne store arealer, som private skove fx), så er problemet ikke nødvendigvis ødelæggende for samfundets retsvæsen.

Pointen er, at det blot skal være tilstrækkeligt afskrækkende, og tilstrækkeligt effektivt at afholde strafnægterne fra at opnå økonomiske gevinster, ved at fortsætte deres kriminelle aktivitet på områder hvor udbyttet er højt. Kort sagt – hvis man kan ekskludere strafnægterne fra at gå ind på byens torv (som er privat ejet), indkøbscenteret, banken og andre kommercielle centre, samt huse med stor økonomisk aktivitet, så kan man fremsætte en tilstrækkelig stor trussel mod strafnægtelse, således det er i den kriminelles egeninteresse, at acceptere straffen, mod at få lov at fortsat deltage i samfundet. I anarkiet kan man kun diskriminere andre, ved at afholde dem fra at bruge ens ejendom og kun straffe, såfremt den som straffen påfalder, erkender sin skyld (strengt taget er det måske ikke nødvendigt at erkende, at man er skyldig, men blot at man følger dommen) og vedgår sin straf.

Konkurrerende domstole

Hvis to personer i konflikt tilhører forskellige domstole, kan hver benytte hver sin domstol til sagens udredning, og kommer de to domstole ikke til samme dom, må en appeldomstol, tilhørende et overordnet lovsystem, mægle mellem de to oprindelige domstole. Da loven udvikler sig i samfundet baseret på erfaring og tidligere afsagte domme, vil disse appelsager medføre en tendens til, at systemerne vil komme til at ligne hinanden, således loven delvist homogeniseres på tværs af juridiske systemer, men kun i et omfang der er i overensstemmelse med borgernes præferencer. I det liberale anarki kan der opstå forskellige lovsystemer, der tiltaler forskellige kulturelle tilhørsforhold. For at sætte pointen på spidsen kan vi betragte et lidt ekstremt tilfælde: Hvis der er tilstrækkeligt med borgere der ønsker at underlægge sig en sharia-lov, kan de gå sammen om at lave en domstol, hvor de kan blive dømt efter sharia-lov. Denne domstol kan ikke dømme andre end dens medlemmer efter sharia-loven. Andre domstole vil have andre juridiske principper, baseret på deres kunders præferencer. Kommer to i konflikt med hinanden, der tilhører hver domstol, vil en tredje domstol som sagt mægle mellem dem. Ingen kan dømmes efter sharia-loven, hvis de ikke tilhører denne domstol, og omvendt tillader det, at de som ønsker at blive dømt efter sharia-loven, at blive dømt således.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 97, continuum:

Conflict of laws, then, is a fact of life but despite this, the different jurisdictions manage to arrange their affairs to minimize conflict and to resolve intersystemic problems adequately.

More fundamentally, however, the restriction of law to matters of justice – the prevention and punishment of aggression – will ensure that there will be a tendency of initially divergent legal systems to converge on a set of common principles.

Skulle en domstol begynde at udnytte sin position, så vil det være muligt at appellere til en anden domstol, ligesom det i dag er muligt at anke en dom. I stedet for at der er fastsat tre niveauer, som i dag (byret, landsret og højesteret), vil det liberale anarkistiske samfund finde frem til dets egen stoppunkt for, hvor mange gange en dom kan ankes til en appeldomstol, og således forhindre en juridisk strid i at fortsætte i det uendelige.

I det liberale anarkistiske samfund tilhører man frivilligt en domstol, og følger de afgørelser som domstolen afsiger. Ønsker man at skifte domstol, kan dette også forekomme. Der vil være regler for under hvilke betingelser det er gyldigt at skifte domstol (eksempelvis hvis domstolen gentagne gange er kommet frem til det forkerte svar på skyldsspørgsmålet, hvis skiftet sker i direkte forbindelse med en sag, eller ved almindeligt skifte med et aftalt opsigelsesvarsel, hvor skiftet sker uden forbindelse med en sag). Domstole er derfor i sin egen interesse nødt til at være rimelige og følge god praksis for at undgå kundeflugt.

Tilhører man ikke en domstol, fordi man eksempelvis ikke har råd til “abonnementet”, er man ikke lovløs. I forbindelse med en sag må man da blot betale det gebyr, som domstolen kan tilbyde sin service til. For de personer der ikke har råd til at finansiere deres retssag (fx hvis de ikke har haft en ansvarsforsikring), kan almindelig velgørenhed støtte personen, enten ved at domstolene yder gratis juridisk bistand til fattige, eller ved at familie eller private organisationer der hjælper de svage, tager sig af denne del af udgifterne.

Straf – erstatning til offeret frem for rehabilitering af gerningsmanden

I stedet for et tvangsmonopol til at beskytte de rettigheder, som monopolet finder belejligt at beskytte, så er det liberale anarki som et marked for beskyttelse, hvor du via arbejdsdelingen kan uddelegere opgaven for din beskyttelse til konkurrerende beskyttelsesfirmaer. Disse vil udføre opgaven at beskytte din ejendom mod invasion, og hvis det ikke lykkes at undgå eksempelvis tyveri, vil firmaet tage sig af at returnere din legitime ejendom til dig igen. Dette står i skarp kontrast til i dag, hvor politiet ikke gider bruge tid på tyveri, medmindre en grænse på 100.000kr er overskredet. I det liberale anarki vil der også være en “selvrisiko”, men til forskel fra det eksisterende tvangsmonopol på beskyttelse, kan du i det liberale anarki vælge blandt flere muligheder. Og skulle ingen af de eksisterende muligheder falde i din smag, kan du vælge ikke at finansiere nogen af virksomhederne. Synes du at politiet ikke er pengene værd i dag, så har du ikke mulighed for at undlade at finansiere deres aktiviteter via skatten, udover at opgive at være værdiproduktiv.

I det liberale anarki vil der pga. markedsefterspørgselen opstå forsikringsvirksomheder, der kan hjælpe med at sikre værdien af ejendom mod tyveri og hærværk. For at reducere risikoen for hærværk, tyveri, røveri osv. vil det være i forsikringsselskabets interesse at identificere, hvilke metoder kan tages i brug for at forhindre omtalte kriminalitet. I modsætning til staten vil forsikringsselskabet formentlig ikke opstille krav, som fx at alle skal afleverer deres våben til forsikringsselskabet for at modtage beskyttelse af selskabet. Det er medvirkende til at reducere risikoen for kriminalitet, hvis man har mulighed for at beskytte sig selv. Det er let at forestille sig, at forsikringsselskaber vil tilbyde lavere risikopræmie, hvis man kan fremvise et bevis på, at man er egnet til at benytte et våben (fx via kurser og certifikater), som selskabet anser for brugbart til selvforsvar. Modsat, hvis du ejer våben uden at være egnet til det, eller hvis du ejer våben uegnet til selvforsvar, vil din risikopræmie måske være højere (køkkenknive, pander og kageruller vil formentlig ikke kræve kurser og certifikater). Tænk på forsikringspræmien i forbindelse med anhængertræk til bilen. Har du et anhængertræk fast monteret, forårsager du lettere skade på andre biler, og din præmie bliver højere. Det samme gælder visse typer våben, der kan udrette skade på andres ejendom.

Det står også i skærende kontrast til det eksisterende statslige system. Incitamentet for forsikringsselskaber med tilhørende beskyttelsesfunktion er at opspore og returnere din ejendom til dig efter et tyveri eller røveri. Lykkes det ikke at tilvejebringe de stjålne genstande skal forsikringsselskabet betale erstatning til dig, jævnfør den forsikringspolice du har tegnet. I dag kan staten ignorere din tabte ejendom og tvinge dig til at betale for deres service. Staten eksternalisere omkostningen på forsikringsselskaberne, der, takket være den ikke-eksisterende konkurrence på beskyttelse og opsporing af stjålne genstande, hæver priserne på forsikringerne som resultat af den ringere beskyttelse af ejendomsretten. Hvis det skulle lykkes for det statslige beskyttelsesvæsen at finde forbryderen, udmåles en straf, og forbryderen sættes i fængsel, mens regningen for dette ophold sendes til skatteyderne, heraf ofret for forbrydelsen. Denne absurditet er et af resultaterne af det statslige monopol på beskyttelse: prisen stiger, kvaliteten falder.

I tilfælde af røveri, involveres flere elementer end blot at du har mistet noget af din ejendom. Du har også været igennem en mere eller mindre skrækindjagende oplevelse af at være blevet truet undervejs. I det liberale anarkistiske samfund vil røveren blive pålagt, hvis skadelidte ønsker det, at betale en bod for tort. I stedet for at spilde resurser på at spærre røveren inde, vil strafsystemet i stedet fokusere på erstatning til offeret for kriminaliteten. Afhængig af loven, naturligvis, vil der være definerede erstatningsrater for forskellige typer røveri. Kan røveren ikke betale den pålagte bod, kan tvangsarbejde komme på tale (afhængig af loven, igen). Her kan man lade sig inspirere af velfærdsstatens metode til at opsuge den størst mulige produktion, uden at ødelægge hele grundlaget for den parasitiske udplyndring. Skal røveren betale 100pct af sin indtægt som bod, er det formentlig ikke let at få denne til at arbejde. Det er nok bedre at nøjes med en mindre andel af røverens indtægt, fx 56,4pct, for ikke at ødelægge hele hans incitament til at arbejde.

Kritik

Det liberale anarki er den logiske konsekvens af en forståelse af de økonomiske love, at alle goder i samfundet skal produceres i markedet. Selv loven.

Fra en liberal synsvinkel er det svært at kritisere den liberale anarkisme, da positionen ikke kan blive mere ekstremt liberal. Fra en klassisk liberal vinkel vil det være muligt at kritisere anarkismen på nogle fronter, fx ved at fastholde at tvangen i strafsystemet skal opretholdes og ikke kan overlades til private aktører. Kritikken mangler desværre det historiske aspekt, for omend det kan være svært at forestille sig det, så er tilfældet det, at statens varetagelse af domstolene er baseret på en overtagelse fra et privat foretagende (ligesom alt andet staten gør). Altså: Staten var ikke pioner på området, men som med alle andre af samfundets institutioner, overtog staten det eksisterende private foretagende, der var bygget op fra fundamentet af frivillige kræfter. Problemet med statens ejerskab af disse institutioner er, at deres basale funktion bliver perverteret i det politiske liv. Uden noget feedback fra frivillige brugere bliver systemet tyrannisk, og begynder langsomt at ændre funktion. Hvor det markedsbaserede system hele tiden er udsat for konkurrence og underlagt brugernes præferencer, kan det statslige system begynde at udnytte sin position, og vender sig langsomt fra at tjene kunderne til at tjene de politiske venner (bureaukraterne, politikerne osv.)

I sidste ende er det vigtigste spørgsmål hvorvidt loven kan tilvejebringes af et liberalt anarki. Historisk set er svaret, at det kan lade sig gøre, og at det har været gjort i flere tilfælde.

Kritikken falder, for mit vedkommende, tilbage på at spørge ind til udfaldet af visse dele af samfundets institutioner. Vil loven der skabes i anarkiet blive en liberal lov? Kan det liberale anarki forsvare sig mod eksterne fjender? Vil der være fred i samfundet? Vil det være et rigt samfund?

Som i alle andre dele af samfundet der er baseret på frivillige interaktioner, kan man ikke vide noget om udfaldet af dette samfund. Hvis loven tillades at udvikle sig i samfundet, kan vi ikke på forhånd sige noget om, hvordan strafsystemet bliver, hvordan domstolene vil fungere i det praktiske tilfælde, eller hvordan politifunktionen vil blive håndteret, hvor mange resurser der vil blive brugt på politi, domstole, forsvar osv. Det er den samme kritik der kan rettes mod alle markedsbaserede løsninger – der er ingen central aktør der fastlægger produktionsforløbet og intet offentligt budget til at finansiere udgifter med.

Kritikken er imidlertid lidt svag, for hvor meget kan vi egentlig vide om udviklingen af samfundet under den demokratiske stat? Kan vi reelt vide om enhedslisten en dag får flertal og nationaliserer al privat ejendom? Kan vi reelt vide os sikre på, at staten kan forsvare os mod eksterne fjender? I Danmark har vi historisk set haft meget svært ved det – både i 1864, 1940, men også tidligere. I alle tilfælde har danskerne haft en stat, hvis opgave bl.a. var at beskytte landet mod krig, mod indtrængende fjender. Men som historien viser, har statens rolle i flere tilfældet af krig været en medvirkende årsag til krigen selv. Staten har fungeret som katalysator for at skabe situationer, der “kræver” en stat. Tilfældet af krigen i 1864 er i alt fald nævneværdig.

Forskellen mellem statsligt nationalt forsvar og det liberale anarki kan forklares rimelig simpelt:

Staten kan træffe beslutninger på hele nationens vegne, den kan fx indgå samarbejdspolitik og overgive hele nationen på én gang til den indtrængende fjende. Sat på spidsen: Et lille slagsmål i Sønderborg tvinger Københavnerne til at overgive sig. Det har vidtrækkende konsekvenser for hele landet, når politikerne indgiver en overgivelse til fjenden, som tilfældet har været ind i mellem. Det liberale anarki, i funktion af sit individualiserede politiske system, kan ikke med et slag overgive hele nationen Danmark. Da der ikke er nogen central styring med samfundet, er det ikke tilstrækkeligt at erobre Christiansborg for at få Vendsyssel til at underlægge sig fjendens regler.

Modsat vil det ikke være givet på forhånd, at det liberale anarki har større succes med at afvise fjender, uanset hvor produktivt og frit et lille samfund er, så er det altid let for en stor og ressourcestærk modstander at overvinde en lille og mindre ressourcestærk. Dette faktum er uændret, men det er heller ikke formålet at ændre alle virkelighedens facetter, kun at ændre de politiske strukturer.

I det almindelige tilfælde hvor en stat overtager en anden stat, benytter sejrherren det eksisterende kontrolnetværk, som den tidligere stat benyttede sig af til at kontrollere og plyndre samfundet, til at overtage styringen med samfundet. Dette kontrolnetværk findes ikke i det liberale anarki, hvilket også vil gøre det mere besværligt at overtage og udnytte det liberale anarkistiske samfund, hvis man som fremmed stat forsøger med et erobringstogt.

Dannelse af loven hviler stærkt på at den liberale lov bliver anerkendt som den bedste og mest retfærdige af anarkistiske lovsystemer. Skulle det gå hen og være således at anarkiets lov udvikler sig i en ikke-liberal retning, hvad så? Her er anarkiet rent faktisk overlegent – for med anarkiet følger muligheden for individet at sige nej tak til alt. Hvis visse lovsystemer udvikler sig til eksempelvis sharia-lov, så er det tilladt at underlægge sig sådan et system frivilligt, og modsat er det tilladt at afholde sig fra at underlægge sig denne lov. Der er derfor mulighed for at det liberale lovsystem kan få en eksistens og dømme efter beskyttelse af ejendomsretten og ved at bruge proportionalitetsprincippet. Da brugerne selv har frit valg, og iværksætterne ligeledes kan konkurrere om kunderne, er det ikke utænkeligt, at det liberale lovsystem også vil få en plads i det anarkistiske samfund. Det er tvivlsomt om det liberale lovsystem vil dække hele nationen, men det er blot forcen ved anarkiet: Der er plads til forskellige lovsystemer, og man kan deltage i det, som man finder bedst egnet til sine egne ønsker.

Alle disse elementer gør det liberale anarki en svær størrelse at kritisere, fordi der er så lidt der vides med sikkerhed. Det eneste som man kan vide, hvis det skulle lykkes at skabe dette samfund, er at samfundet vil optimere sit resurseforbrug og bruge de resurser, der er til rådighed, til det mest værdiproduktive mål. Der vil ikke være en stat, der systematisk snylter på samfundet, beskatter og bestemmer, og i den forstand vil for hver borgers rettigheder være sikret mod det systematiske overgreb, som staten står for i dag. Modsat kan det ikke ignoreres, at borgernes rettigheder vil blive udsat for overgreb fra andre borgere, de kriminelle. De borgere i samfundet der er fast besluttet på at reducere kriminalitet for dem selv, kan også forvente at få gode resultater, men omvendt kan vi ikke i udgangspunktet vide os sikre på, at dette mål vil være så meget værd, at kriminaliteten bliver reduceret til et omfang, der er mindre end hvad staten, plus de kriminelle, ville have initieret.

Vi kan med andre ord ikke på forhånd sikre, at borgernes rettigheder forbliver fuldkomment beskyttede i det liberale anarki. Det kan vi dog heller ikke i den demokratiske stat. Grundloven var et naivt og svagt forsøg på at sikre borgernes rettigheder mod staten, men som historien så tydeligt viser, så er grundloven ikke nogen sikring. Et stykke papir kan ikke fastholde nye politikere på dydens smalle sti (i minarkistens syn finders der et rimeligt spillerum for politikere), og denne naivitet har ført til, at vi i dag har en demokratisk stat, der konfiskerer en meget stor del af samfundets produktion, og spilder resurserne på vennetjenester, store bureaukratier og magtudøvelse mod fredelige mennesker.

Når man skal kritisere det liberale anarki, må man derfor forlade sig på sammenligninger mellem onder. Vil statens eksistens føre til mindre aggression end uden statens eksistens? Spørgsmålet er ikke om det ene system er perfekt, og sikrer menneskets rettigheder fuldkomment mod overgreb, men i stedet hvilket af de to systemer der bedst beskytter mod overgreb. Hvis vi ønsker at forlade os på empiriske studier, så er vi nødt til at prøve anarkiet af, nedlægge staten og se om ikke anarkiet er bedre end staten. Hvorfor ikke prøve det af, da staten er blevet så utålelig, som den er?