Monthly Archive: april 2018

Dommen over Peter Madsen

I går blev Peter Madsen dømt af retten. Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at forklare, hvad Peter Madsen er anklaget for, og hvad politiets efterforskere har fundet af beviser i sagen. Sagen har fået så megen medieomtale, at jeg vil springe et kort resumé over.

Det som er interessant, som jeg vil belyse i dette indlæg, er dommen, der er tilkendt Peter Madsen. De fleste vil nok fokusere på fængselsstraffen, som Peter Madsen er blevet tilkendt, men i dette blogindlæg vil jeg fokusere på andre aspekter af dommen, som jeg håber læseren vil finde interessante.

Det kan være, at der er nogen der tænker, at det er besynderligt at interessere sig for retsvæsenet, når man driver en liberal blog. Hvorfor tale om kriminelle, dom og straf? Er meningen med liberalismen ikke, at vi alle skal være frie, til at gøre hvad vi vil?

Det er ind i mellem det indtryk man får, når man taler med folk om liberalisme og frihed. Frihed til at gøre hvad man har lyst til, frihed til at vælge, frihed fra begræsninger osv. Denne type af opfattelse af frihed er ren gift. Det er meget let at se, at sådan en konstruktion af frihed, som en ret til at gøre, hvad man har lyst til, til at blive frigjort fra begrænsninger, er en falsk frihed, der i det tilfælde det praktiseres, kun kan udleves af en del af befolkningen, på bekostning af andre.

Den frihedsopfattelse jeg beskriver, og fastholder, er den hvor individet er fri fra andres voldelig indblanding, jævnfør de negative rettigheder, men også begrænset til kun at bruge sin retmæssige ejendom, på sådan en vis at man ikke overtræder andres ligeværdige ejendomsret. Ejendomsretten er absolut vigtig for forståelsen af frihed i den liberale tradition. Årsagen er, at det er den eneste rettighed, der kan gøres universel, altså at alle kan opnå den.

Ludwig von Mises, Liberalism, s. 2 Liberty Fund:

The program of liberalism, therefore, if condensed into a single word, would have to read: property, that is, private ownership of the means of production. All the other demands of liberalism result from this fundamental demand.

Eksempelvis kan den førstnævnte form for frihed blive meget indskrænkende for andres frihed (altså ikke universel, og bestemt i konflikt med ejendomsretten). Et eksempel er velfærdsstaten der giver borgeren friheden til at sige sit job op, og benytte sig af de offentlige ydelser, til at opretholde livet. Denne form for frihed har en omkostning for andre, skatteyderen, der må se sig plyndret af skattevæsenet, for at finansiere den “frie” udfoldelse af et andet menneske. Da liberalismen anser mennesker for ligeværdige i rettigheder, må det deraf følge, at det er forkert at tage fra en for at give til en anden. Retten til ejendom er ukrænkelig i den liberale frihedsfilosofi (i alt fald den version af de mange liberalismer der findes, som udfolder sig i Murray Rothbards politiske filosofi).

Hvad har ejendomsretten med retsvæsenet at gøre?

Ejendomsretten er først og fremmest grundfast i dit individuelle ejerskab af din egen krop. Uden først at erkende, at ethvert menneske har ejerskab (altså, med andre ord, eksklusiv kontrol over) sin egen krop, kan der ikke etableres nogen logisk sammenhængende politisk filosofi omkring menneskets samfund. Det er også fra et rent teknisk perspektiv ganske svært at udøve kontrol over et andet menneske. Hertil bruges ikke elektroniske redskaber, men i stedet den velkendte politiske tvangsmekanisme, hvor man med trusler om vold, indirekte udøver kontrol med et andet menneske igennem menneskets individuelle valg.

Hvis der fandtes en teknisk indretning, der kunne bevæge andre menneskekroppe på kommando, og styre dem til at gøre, hvad kontrolløren fandt passende, var det ikke nødvendigt at anvende trusler om vold, for at få individet til at følge kontrollørens ordrer. I stedet kunne kontrolløren “fredeligt” blot anvende sit kontrolaggregat til at dirigere det andet menneske omkring. Idet det endnu ikke teknisk er muligt at styre et andet menneske med tekniske indretninger, tyer de politiske herskere i samfundet i stedet til at anvende trusler om vold, for at mennesket selv vælger at følge ordrer frem for at modsætte sig herskeren.

I og med at det er rimelig ukontroversielt at påstå, at det er fornuftigt, at lade mennesket styre sin egen krop, følger det også heraf, at ejendomsretten til din krop naturligt er din egen. Du bestemmer selv, hvad du vil bruge din krop til, du har eksklusiv kontrol med din krop, og du må fylde din krop med slik og kage dagen lang, hvis det er det, du lyster.

Når det kommer til forbrydelser mod ejendomsretten, er det nødvendigt med et retssystem, der sørger for, at disse tendenser for at dominere, ødelægge, udnytte og udplyndre hinanden reduceres, og såfrem det er muligt, at erstatning for tab bliver godtgjort af den, som forvolder skaden. Hermed kommer vi til den del af sagen, der har interesse for den liberalt interesserede person. Når ejendomsretten krænkes, skal der ske erstatning for tabet. Den kriminelle skal betale erstatningen som bod for sin krænkelse af et ligeværdigt menneskes rettighed.

Det er rimelig ukontroversielt at sige, at Kim Walls ejendomsret til sin egen krop, er blevet krænket af Peter Madsen. Da det ikke længere er muligt at yde erstatning til Kim Wall personligt, da hun under tragiske og forfærdelige omstændigheder er gået bort, træder hendes nærmeste i samfundet i hendes sted, og bør modtage en erstatning for det tab, som Peter Madsen har påført. Eller – sådan ville jeg ønske at det foregik.

Dommen over Peter Madsen

I denne video (med tilhørende domsresumé) kan man høre/læse et uddrag af dommen. Kort opsummeret bliver Peter Madsen dømt til livstid i fængslet, hvor det efter denne artikel angives, at det almindeligvis betyder, at Peter Madsen vil sidde mellem 16 og 17 år i fængsel.

I spørgsmålet angående pengeoverførsler i forbindelse med retssagen, er følgende blevet fastlagt:

  • Sagens omkostninger skal betales af Peter Madsen, herunder 247.075kr plus moms til forsvarsadvokaten.

Advokaten har udført et stykke arbejde, og tager sig betalt for det arbejde, der er udført. Der er ikke så meget at sige til det, udover at man kan påpege at advokatbranchen fører en restriktiv politik, når det kommer til nyuddannelse af nye advokater. Igennem et sæt høje karakterkrav mindskes antallet af nye advokater, der kan konkurrere med de eksisterende. Denne restriktive politik tilgodeser advokaterne, og øger deres løn over det niveau, hvor et frit marked ville fastlægge det. Ydermere modtager advokaterne subsidier i form af kravet om, at alle har ret til en rettergang, samt at staten fører sager på gud og hver mands vejne, selv i tilfælde, hvor parterne ikke ønsker en retssag. Advokaterne er derfor en priviligeret klasse i samfundet, som nyder godt af deres politiske forbindelser.

  • 120.000kr til tidligere samlever.

Tidligere samlever tilkendes 120.000kr i erstatning, med begrundelsen at det har været hårdt at følge med i medierne, og at forbrydelsens karakter er meget voldsom.

  • 33.775kr til søfartsstyrelsen, formentlig for usikker sejlads.

Det beskrives ikke i detaljer i resuméet hvorfor søfartsstyrelsen skal have 33.775kr. Jeg antager, at det drejer sig om det forhold, at Peter Madsen har sejlet uden lanterner og for tæt på et andet fartøj.

  • 0kr til forældrene.

Argumentet for ikke at betale erstatning til forældrene er, ifølge uddraget af dommen, at Kim Wall var flyttet hjemmefra, selvom hun havde folkeregisteradresse hos forældrene. Der er lagt vægt på hendes alder, og der er set bort fra forældrenes argument om, at de havde et særdeles godt forhold til hende. De vise dommere fandt dog ikke, at forældrenes tilknytning til deres datter var af nogen særlig betydning. Deres tab er sandsynligvis meget stort, men pyt med det, siger dommerne. Sæt dette i kontrast med søfartsstyrelsen, der modtager 33.775kr som betaling for en triviel overtrædelse. Forældrene, der har fulgt Kim Wall gennem hele hendes liv, som har investeret enorme mængder af tid og penge i hendes opvækst, som har et personligt bånd, og som repræsenterer Kim Walls efterladte, de tilkendes ikke en bøjet fem-øre af det statslige organ der er navngivet på klassisk Orwell’sk som “retsvæsenet”. Selv samleveren modtager en ganske lille erstatning på 120.000kr.

Systemet er fuldstændigt absurd.

Her er det være ganske passende at indsætte et citat fra Gustave de Molinari:

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Professionerne, der særligt nyder gavn af systemet er advokaterne, psykiaterne, politiet, fængselsbetjentene og dommerne. Alle disse involverede parter nyder godt af, at retssager trækker ud og at staten kan tvinge alle til at benytte det samme system, og betale for det, uanset effektivitet og dommens rimelighed og straffens udmåling. Er man i tvivl om udsagnet, kan man jo blot sammenligne advokatens salær med forældrenes erstatning eller samleverens erstatning. Eller sammenligne søfartsstyrelsens “erstatning” med forældrenes erstatning.

Liberal lov

I et liberalt privatretligt system ville der formentlig være sket noget helt andet. Essensen i erstatningsprincippet er at forbryderen, så vidt muligt, skal erstatte det som er ødelagt. Det er et almindeligt princip, som kan udledes af ejendomsretten. Hvis man ikke fastholder ejendomsretten bortfalder også erstatningsprincippet. Og omvendt: Hvad er ejendomsretten værd, hvis en overtrædelse ikke medfører en erstatning af det tabte?

Der er mange forskellige mulige valg af erstatning for drab, jeg vil blot nævne et par stykker, men andre er også mulige at diskutere.

Pengeerstatning:

Det er naturligvis umuligt at opgøre et menneskeliv i penge, for de som er involveret, men indirekte ved vi lidt om hvilken størrelsesorden et menneskeliv repræsenterer i pengeværdi, ved at se på hvilken størrelse af livsforsikring man ønsker at tegne, og i et frit samfund vil der også være data at trække på, fx hvor store summer man ønsker at dække sig ind med sundhedsforsikringer. Forbryderen betaler eksempelvis den sum som en almindelig livs-/sundhedsforsikring lyder på. Alternativt kunne man se på, hvor stor en indkomst personen havde udsigt til at skabe i sit liv, og bruge det som basis for erstatningens størrelse. Der er fejl i alle disse forslag, og det må være op til almindelig udvikling af retspraksis i det private lovsamfund at nå frem til et rimeligt kompromis. Derudover er der et spørgsmål om den tort, som de pårørende har lidt, som også bør afgøres.

Betalingen kunne falde som en beskatning af Peter Madsen, gennem en periode af hans liv (jeg foreslår at erstatningsskatten skal løbe resten af hans liv, eller indtil beløbet med renter er betalt af) sådan at en vis procentdel af hans indkomst skal tilfalde de pårørende.

Livserstatning:

Hvis det var muligt at genoplive Kim Wall, ville det da ikke være den eneste ægte erstatning? Hvilken pris ville da være rimelig at tage, for at sætte en maskine til at genoplive Kim Wall? Jeg mener godt man kan argumentere, at hvis maskinen kun fungerede ved at suge livskraften ud af Peter Madsen, for at genoplive Kim Wall, så ville det være retfærdigt at trykke på knappen. Hvis det derimod kostede 10kr at genoplive Kim Wall, da ville erstatningen ikke være fuldført ved en betaling af 10kr til maskinen fra Peter Madsen, da Kim Wall personligt har været igennem en stor tort, samt oplevelsen som de pårørende har lidt også er et stort tab. Da er vi tilbage til pengeerstatningen, og selvom det er muligt at betale endnu et teknisk apparat for at slette oplevelserne fra hukommelsen, har de pårørende lidt en tort ved at have mistet tid i deres liv, de kunne have brugt på andre ting. Da der ikke findes sådan en maskine skal der både betales for oplevelserne (torten) samt tiden der er gået fra deres almindelige liv i forbindelse med forbrydelsen og den efterfølgende retssag.

Uanset hvilken form for erstatning man vælger at benytte, bør det være tydeligt, at en fængsling af Peter Madsen ikke er en rimelig mulighed, ligesom dødsstraf heller ikke udgør nogen erstatning. Det kan argumenteres, at mens han sidder indespærret, skader han da ikke flere. Dette er ikke helt sandt, men det er et argument jeg selv har brugt før i tiden, hvor jeg brugte det som en trøst over tingenes tilstand. Jeg er dog kommet lidt i tvivl om, hvorvidt argumentet er i overensstemmelse med ejendomsretten for skatteyderne (der tvinges til at betale for Peter Madsens ophold), og for Peter Madsen selv. Ejendomsretten giver dig mulighed for at ekskludere andre fra at bruge din ejendom, men ikke at forhindre andre i at tillade Peter Madsen ophold. Hvis Peter Madsen skal have en chance for at betale en stor erstatning, må det være nødvendigt, at han foretager sig noget produktivt, frem for at sidde i fængsel. Principielt kunne han bo i et privat center for kriminelle, der skal betale erstatning til deres ofre, hvor han får mulighed for at producere goder, og med indkomsten fra salget herfra går en del til erstatning til de pårørende af hans gerning.

Uanset disse uafklarede elementer i et liberalt anarki, er der dog visse tydelige fejl i det nuværende system, set med liberale øjne.

Man fristes til at sige følgende om de nuværende incitamenter i retsvæsenet:

Hvis forældrene ville have nogen trøst af, at have mistet deres datter, skulle de have valgt at forsvare drabsmanden, og have modtaget 257.075kr plus moms for deres ydelser, frem for absolut ingenting.

Jeg kan blot håbe på, at landsretten kommer frem til en anden afgørelse i spørgsmålet om erstatning til de ægte ofre i sagen. Ikke søfartsstyrelsen eller forsvarsadvokaten, men i stedet familien og de pårørende.

EUs handelsaftaler skader global frihandel

På Jyllands-Posten har Morten Løkkegaard (ML) skrevet et indlæg om frihandel, EU og fred.

I indlægget understreger ML betydningen af den frie handel, og påstår at handelshindringer skader forbrugerne og beskæftigelsen. ML mener, at det er nødvendigt at støtte EU, for at skubbe verden i den rigtige retning, hvor handelsaftaler udbredes og følges. EU skal være et fyrtårn for frihandel og være fredsskabende igennem denne frihandelspolitik. Argumentet er, at hvor handlen er fri, er incitamentet til krig mindre end det ellers ville have været. Indlægget er et rigtig godt eksempel på hvor forkert man kan opfatte frihandel og sammenhængen mellem frihandel, handelsaftaler og EU.

Hvis man vil høre det fra en økonom, kan man blot følge linket her, og læse Niels Westys gode indlæg om fordelene ved frihandel. Det korte budskab i indlægget er, at handelsrestriktioner udgør et tab af velstand, men at det ikke har nogen betydning for beskæftigelsen. Frihandel skaber mere produktive arbejdspladser, hverken flere eller færre, men fordi fordelene ved international handel kan udnyttes, er hver arbejdsplads mere produktiv.

Murray N. Rothbard, Man, Economy, And State s. 1101:

Tariffs injure the consumers within the “protected” area, who are prevented from purchasing from more efficient producers at a lower price. They also injure the more efficient foreign firms and consumers of all areas, who are deprived of the advantages of geographic specialization.

Når det er sagt, at årsagen til at man vil sikre frihandel er, at man ikke vil lægge forhindringer i vejen for, at folk søger at forbedre deres liv ved at handle fredeligt med hinanden, hvad kan man så sige om den nuværende situation, som Danmark og EU er en del af?

Først lidt om argumentet for ensidet frihandel, altså en politik hvor en stat ikke blander sig i handel, uden hensyn til om andre stater gør det eller ej.

Frihandel kan og bør føres uden modkrav

Det første, og vigtigste, budskab er, at frihandel ikke kræver internationale politiske aftaler. Det kræver blot, at statens toldbetjente og skattevæsen undlader at pålægge told på import. Toldpålæggelse er i sin essens blot at statsmagten konfiskerer varer der krydser grænsen, og før varen frigives til sin retmæssige ejermand, kræver de en løsesum. Perfekt frihandel fra borger til borger forudsætter, at der på begge sider af grænserne, der krydses, findes en politik, der tillader varer at skifte ejermand, uden at varen beslaglægges og ejermanden afpresses for toldbetaling. Men det er ikke strengt nødvendigt at kræve perfektion, ensidet frihandel er også gunstigt for frihed og velstand.

Et af argumenterne for en decideret handelspolitik er, at hvis man oplever at visse lande pålægger told, så kan man med sin egen toldpolitik føre “gengældelse” mod anden anden stat. Det er meget oppe i tiden, hvor politikken i USA og Kina går i retning af restriktion og gengældelse. Argumentet synes at hvile i, at politikerne på tværs af grænserne skal have “noget at give af”, for at nå til enighed om at begge sider opgiver deres toldpolitik. Problemet med gengældelsesargumentet er, at det både rammer forbrugerne der er under staten, der gengælder, som de rammer producenterne i staten der “startede” (det er godt eksempel på en børnehave). Hvis man vil føre gengældelsespolitik, er man udsat for kritik for at øge undertrykkelsen af borgerne i statens territorie, samtidigt med, at man argumenterer med halve sandheder.

Det forekommer dog som et pudsigt sammentræf, hvis der på begge sider skulle være interesse i frihandel, men at man ikke fører den politik. Hvorfor ikke bare opgive sin toldpolitik helt og holdent, hvis man i virkeligheden ønsker frihandel?

I det næste tilfælde, hvor den ene part ønsker en toldmur, og den anden part ønsker frihandel, hvad så? Hvad er den bedste måde at agere på, med økonomens briller?

Lad os se lidt nærmere på problemet, lad os tage eksemplet med, at der er told på import til Stat B, men at Stat A ikke pålægger told. I denne situation fører Stat A en ensidet frihandelspolitik og Stat B fører en toldpolitik. Hvad er resultatet for forbrugerne der lever under Stat A og de der lever under Stat B?

Stat A’s forbrugere nyder fordelen ved at kunne købe varer direkte af Stat B’s producenter, mens Stat A’s producenter støder på en toldmur, når deres kunder befinder sig i Stat B’s territorie. Det er derfor fordelagtigt for både Stat A’s producenter og Stat B’s forbrugere at fjerne toldmuren. Der er også en valuta-effekt, der medvirker at der i Stat A befinder sig færre Stat B-penge, end der ellers ville have været. Denne effekt påvirker producenterne i Stat B’s mulighed for at sælge til forbrugerne i Stat A, da betalingsmidlet til betaling for import fra Sta B er reduceret. Det betyder, kort sagt, at en toldmur hos Stat B gør det sværere for producenterne i Stat B at afsætte deres varer til Stat A. En politik der umiddelbart påvirker forbrugerne, påvirker derfor også producenterne af andre varer end den der pålægges told.

Bevæger politikken sig den anden vej, mod mere protektionisme, ved at Stat A også indfører en toldmur, så skader det forbrugere yderligere i Stat A og producenterne i Stat B.

Det er derfor ikke i forbrugernes (eller andre producenters) interesse, at staten pålægger told på udenlandske varer. For producenterne af den told”beskyttede” vare er det lidt anderledes, men ikke på den lange bane.

Producenterne som “beskyttes” af en toldmur kan kun på kort sigt opnå større indtægter, end de ellers ville kunne. Årsagen er, at en toldmur ikke er det samme som et monopolprivilegie. Hvis der var tale om et monopolprivilegie, så ville producenterne af den monopoliserede vare kunne udtrække en større profit, end ellers. Men i tilfældet af en toldmur, så er der ikke tale om et monopol for producenterne. Deres kortsigtede profiteffekt vil på længere sigt blive konkurrereret væk af nye virksomheder, der entrerer markedet, for at tage del i den større profitrate.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 742:

It is important to realize that what those benefited by these measures consider an advantage for themselves lasts only for a limited time. In the long run the privilege accorded to a definite class of producers loses its power to create specific gains. The privileged branch attracts newcomers, and their competition tends to eliminate the specific gains derived from the privilege. The the eagerness of the law’s pet children to acquire privileges is insatiable. They continue to ask for new privileges because the old ones lose their power.

Da investeringer i produktion bestemmes af investorernes forventninger til afkast, så vil toldmure også tiltrække investering til den sektor, der “beskyttes” af toldmuren. Investeringen kan oprinde fra udlandet såvel fra indland, såfremt der er frie kapitalbevægelser. Denne ekstra tiltrukne investering vil dog være suboptimal (i forhold til det frie marked), foranlediget udelukkende ved statens magtanvendelse. Resultatet af den større investering i sektoren bliver, sammenlignet med tilfældet uden toldmur, at investeringerne går til projekter, som er mindre effektive, end de kunne have været, men gives kunstigt åndedræt af toldmuren.

Toldpålæggelse medfører, at produktionen indenfor statens territorie bliver mere rettet mod selvforsyning end mod samhandel og udnyttelse af komparative fordele. I det ekstreme tilfælde, hvor al handel pålægges enorme toldudgifter, vil det statslige territorie hensygne til rå selvforsyning, og til at forbigå gevinsterne ved den internationale arbejdsdeling. Det er værd at have in mente, når man taler om handelsrestriktioner, at en af konsekvenserne er, at landet mister handelsmuligheder, og at det tenderer til en større grad af selvforsyning. Tænk på, hvor meget din levestandard ville falde, hvis du udelukkende ville forbruge dine egne produkter, og ikke ville købe ind hos købmanden, slagteren, bageren, landmanden osv.

Udover at forbrugerne plyndres af statens toldmur, lokkes investorerne til at sætte penge i ineffektiv produktion, der, uden toldmuren, ikke er rentabel. Er toldmuren først opsat, er disse investeringer kun rentable med den kunstige toldmur, og det bliver derfor svært at fjerne toldmuren, så længe investorerne er politisk forbundne. Udsigten til tab på investeret kapital er et udmærket incitament for kapitalisten til at argumentere mod frihandel. Denne pointe er værd at huske på. Senere i indlægget vender jeg tilbage hertil.

Et andet argument for at beholde toldmure er, at det kunne bruges som middel i forhandlinger med fx Stat B’s politikere, for at fjerne begge toldmure. Men hvilket rationale, skulle Stat A kunne bruge, for at beholde en toldmur i et forsøg på at opnå frihandel? Den skade, der påføres af toldmuren, rammer både Stat A’s forbrugere såvel som Stat B’s producenter.  Argumentet kunne være, at politikerne i Stat B vil se protektionistiske ud, hvis Stat A fjerner toldmuren, uden en sammenfaldende fjernelse af toldmuren i Stat B. Det kan man vel argumentere for, men realistisk set, så er det i sidste ende ikke entydigt hvad Stat B’s politikere går til valg på, og får stemmer af. De kan lige så vel være arge protektionister, som de kan være rabiate frihandelsfanatikere.

Hviler argumentet derfor på, hvad politikerne går til valg på, så er der en vis selvmodsigelse i spil. Hvis politikerne i Stat B alligevel er gået til valg på en frihandelspolitik, hvorfor skal Stat A gøre noget som helst, for at Stat B’s politikere kan fjerne deres egen toldmur, for at give forbrugerne fordelene af frihandel? Hvorfor bør de da ikke blot sige, at de har kun magt til at indføre en ensidet frihandelspolitik, og derfor vil de gennemføre denne?

Det eneste lokkemiddel som Stat B’s nye frihandelspolitik indeholder er, at Stat A’s producenter får lettere ved at sælge produkter til Stat B’s forbrugere.

I realiteten er der sjældent tale om sådanne simple sammenfald med enten total frihandel på den ene side, eller toldpolitik på samtlige importvarer. Det håber jeg også læseren har indset. Jeg bilder mig ikke ind, at “frihandel” reelt betragtes sådan som det burde betragtes: Som et gennemsyrende fænomen, der gælder alle varer og tjenesteydelser. Vi kan blot se til vores egen toldlov, og hurtigt blive klar over, at, på trods af alle de politiske flosker om, at Danmark er en lille åben økonomi, så pålægger staten moms på alt der krydser grænsen (med undtagelse af privat import ved egen hjemførsel), samt at der er masser af varetyper, der derudover pålægges told. De varertyper, der pålægges told, er ikke usandsynligt et resultat af politiske aftaler, lobbyarbejde, og meget andet, der har til formål at “beskytte” en særlig forsamling af producenter, der tilfældigvis er gode venner med politikerne, eller ganske simpelt blot et middel til at opkræve flere penge hos skatteyderne.

Frihandelsaftaler – resultat af årevis af lobbyisme og vennetjenester

Det forudgående fører os dermed til næste punkt: Hvis det er politikere, der udformer frihandelsaftalerne, så kan man være ganske sikker på, at der er overvejende sandsynlighed for, at aftalerne strikkes således sammen, sådan at producenter i det ene land fortsat “beskyttes” med en toldmur, mens andre producenter i det andet land, også beskyttes af en toldmur.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 128:

Stærke lobby-organisationer kan også udnytte asymmetrisk information til at bilde politikere, bureaukrater, journalister og offentligheden ind, at forskellige former for regulering i er i almenvellets interesse, mens det i virkeligheden kun fremmer lobbyisternes snævre egeninteresser. Regulering, der gør det svært for udenlanske producenter at komme ind på det danske marked, kan for eksempel sælges som forbruger-eller miljøbeskyttelse.

Afhængig af deres politiske arbejde, sikrer de største producenter sig ofte en form for toldmur, enten i tekniske krav til import (under dække af “forbrugerbeskyttelse”, “klimahensyn” og andet nonsens), eller i toldsatser på udvalgte varer. Opfindsomheden er altid stor, når det kommer til menneskets velfærdssikring. Resultatet er, som altid, at visse producenter beskyttes af staten mod udenlandsk konkurrence, mens disse producenter i rollen som forbruger nyder godt af den skrappere konkurrence fra udlandske producenter. Man ønsker skrap konkurrence på de goder, man køber og meget sparsom konkurrence på de goder, man sælger. Lav pris og høj kvalitet, på de varer man selv køber, og lav kvalitet og høj pris, på de varer man sælger.

Det er den samme drift, der har ført mange danske vælgere til at støtte op om den progressive indkomstskat, omfordelingen og en lang række andre destruktive politikker. De ønsker, at byrderne skal bæres af andre, mens de selv høster gevinsterne (de tror i alt fald, at deres egen velfærd forbedres ved at proppe andres skatteyderpenge i velfærdsstatens ydelser, som de selv ønsker at forbruge).

EUs rolle som moderator i international handelspolitik

I indlægget fra ML understreges det gang på gang, at EU er sådan en fin organisation, der kan agere fyrtårn for frihandel og sikre at staterne imellem følger den overordnede handelspolitik. Med EUs handelsaftaler sikres fri handel, påstår ML. Jævnfør ovenstående diskussion om Stat A og Stat B, kan vi nu i stedet sige “samlingen af Staterne A kontra samlingen af Staterne B” (fx EU kontra USA). Det ændrer ikke på handelsteorien at EU dækker et større territorie, end de enkelte stater dækker. Det er stadig velstandsmaksimerende at føre en ensidet frihandelspolitik. Der er dog visse politiske effekter af sammenlægningen. Det kommer jeg til.

Det er ydermere desværre ikke sandt at EU bedriver frihandelspolitik. Det er korrekt, at internt i EU kan varer udveksles uden pålæggelse af told. I det omfang at EU indbefatter flere og flere nationer, kan der opstå fordele af denne politik, isoleret set (EU har medført andre store velstandstab med sine uendelige reguleringer og subsidier). Det ændrer dog ikke på, at EU er en toldunion, og fører en handelspolitik som kan koges ned til en “der er told på alt udefra, pånær visse undtagelser”-politik. En handelsaftale om ægte frihandel behøver blot en enkelt linje, “Alle varer og tjenesteydelser fra land X,Y og Z kan krydse grænsen uden inspektion af toldvæsenet.” De fleste handelsaftaler indeholder dog en stor mængde tekst udover den ene linje, der er essensen af frihandel. Handelsaftalerne bliver ikke til andet end politiske forhandlinger om hvilke sektorer, der fortsat modtager privilegier af staten. Handelsaftalerne har masser af undtagelser, med henvisning til miljøkrav, klimakrav og meget anden nonsens, med det utvetydige mål at sikre visse produkter mod konkurrence.

Hvorfor tror du, at en kaffemaskine ikke længere må forbruge strøm i standby? Hvorfor må en støvsuger kun have en effekt på 900W? Tekniske krav, der forhindrer handel, er ikke andet en røgslør for protektionisme.

EUs handelsaftaler er derfor ikke en forbedring af problemerne med producent-privilegier. Tværtimod forværres problemet, fordi gevinsten ved at sikre sine privilegier bliver så meget større. De love der vedtages i EU, har langt større effekt, end de nationale love. Derfor er det langt mere fordelagtigt at lobby for EU politik, end det er at lobby for national politik. Dette gælder også for handelspolitikken. Der er ganske enkelt langt mere profit i at sikre sig “gode” aftaler i EU. Da omkostningen for at lobby er ret høje, vil det være muligt for kun de største selskaber at afsætte tilstrækkeligt med resurser til at smøre politikerne. Den almindelige tømrer i Vendsyssel har formentlig ikke resurserne til at lobby for sin lille forretning, mens Volkswagen, Peugeot, Siemens, L’Oréal og Ferrero formentlig har resurser til det, og er tilstrækkeligt store til at kunne tjene udgiften til lobbyarbejdet hjem igen med det opnåede privilegie.

Men hvordan kan det være, at særinteresser har denne magt? Er det ikke demokratiske stater, vi har med at gøre? Særinteresserne er i stærkt undertal, og hovedparten af vælgerne er ikke interesseret i højere priser på varerne, de forbruger.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 127:

Når én gruppe betaler for en aktivitet, som en anden gruppe nyder gavn af, kan det være vanskeligt at få den afviklet, selv om den ikke leverer en værdi, der blot tilnærmelsesvis matcher omkostningerne. Det gælder især, når omkostninger er spredt på mange, mens værdien tilfalder en lille gruppe – økonomer taler om “spredte omkostninger og koncentrerede fordele”.

Situationen er derfor den, at med EU har lobbyorganisationerne endnu større grund til at gå i flæsket på politikerne, fordi det med EUs befolkning på godt 500 mio mennesker er muligt at sprede enorme gevinster til særinteresserne ud på mange flere mennesker.

I meget af det der er sagt og skrevet om Brexit, har der ind i mellem været brugt eksempler med, at Storbritannien ikke har kunnet gennemføre en handelspolitik med New Zealand, fordi de franske bønder ikke ønskede dette. Så længe Storbrittanien var en del af EU, skulle de følge EU reglerne om at opretholde toldmuren udadtil, også selvom det enkelte land ønskede at indgå en handelsaftale med et land udenfor toldmuren. EU var for Storbritannien hvad staten er for den almindelige borger: En restriktion af frihed til at handle.

Således er det meget svært at se, hvordan EU skulle være noget fyrtårn for andet end lobbyisme, sikring af privilegier til storindustrien, magtmisbrug og øget udplyndring af borgerne. Ægte frihandel kræver ikke overstatslige organisationer, det kræver blot at staten ikke plyndrer sine borgere, når de bestiller varer fra udlandet. Hvis andre stater ønsker at føre toldpolitik, så er den velstandsmaksimerende politik at fastholde ensidet frihandel, til gavn for produktiviteten og samfundets velstand samlet set.