Monthly Archive: maj 2018

Ågerkarlene scorer kassen – kviklån, smslån og andre

Ind i mellem kommer emnet op i medierne, hvor nogle mennesker er kommet i knibe, fordi de har optaget et kviklån og sidenhen måttet betale høje renter for et relativt lille lån. Ofte medfølger en indigneret passage i artiklen om, hvor høje renterne er, og hvor uretfærdigt det er, at det tillades at renterne på lånene fastsættes så højt.

Umiddelbart vil jeg anslå, at der er nogle forskellige delelementer i indignationen, heraf bl.a.

Rige låner penge til fattige (lidt ala Marxismens udnyttelsesteori, kapitalisten udpiner proletarerne ved at udlåne penge til proletarerne og opkræver en rente så høj at det holder proletarerne i fattigdom i uendeligheden)

Renten er for høj i forhold til alternativerne

Det er alt for nemt at tjene penge på ågerrente

Mod alle tre synspunkter kan man forsvare sig, såfremt man forstår markedskræfterne og logikken i menneskets valg. Årsagen til misforståelserne er ofte en malplaceret overestimering af kapitalistens profit af udlånet (eller en underestimering af risikoen der er involveret), og en mekanistisk forståelse af låntagerens valg. Frem for at se låntageren som et individ, der har fri vilje, et sæt værdier der i hovedtræk guider valgene og et verdensbillede der fortæller personen hvordan denne lettest når sine mål, anskuer den indignerede tilskuer låntageren som en stakkel der pga. eksterne omstændigheder ikke har noget reelt valg. Jo, kun valget mellem at sulte eller optage lånet til ågerrenten.

Menneskets eget valg

Et af de første argumenter mod at anskue låntageren således, er at det er ganske enkelt naivt at tro, at låntagerens situation er opstået spontant, uden påvirkning af låntagerens egne tidligere valg. Sagt på en anden måde, anskuelsen af låntagerens situation er baseret på en overfladisk vurdering af den akutte nuværende situation, uden hensyn til al den tid, og alle de valg, der er gået forud.

Naturligvis kan man ikke som simpel observatør, med meget kort kendskab til personen der betragtes, udtale sig skråsikkert om det ene eller andet. Det vil dermed være lige så forkert at postulere, at uanset den nuværende situation, er det altid personen selv der er 100pct ansvarlig for at være endt her. Det frie valg skal således ikke ses som en ubegrænset resurse, der kan gennembryde alle barrierer og hoppe over alle forhindringer. Men uden forståelsen af det frie valg, er det ikke meningsfyldt at diskutere situationen, som låntageren står i. Man kan naturligvis, som det subjektive og fejlende menneske vi nu engang er, fastsætte sin dom over låntageren på baggrund af fordomme. Det er dog i den situation bedst, om man forholder sig selv til egne domme, og tilbyder sin egen hjælp eller rådgivning til personen, frem for at føre en sag for at skatteyderne skal betale for kontrol eller subsidier til den kommende låntager.

Agiterer man for et forbud mod at fastlægge renten over en vis højde, viser man, at man ønsker at forbruge skatteydernes penge på kontrollanter og strafsystem.

Agiterer man for at subsidiere alle der har lyst til et forbrugslån, viser man sit ønske om at bruge skatteydernes penge på ødselhed, kontrollanter og strafsystem. Det er teoretisk muligt, at man kan fastholde et ønske om et skatteydersubsidie uden tilhørende kontrolinstans og strafsystem, men det hører trods alt til sjældenhederne.

Markedskræfterne

Et af de mest oversete elementer i markedskræfterne er menneskets evne til at finde profit-oaser. En profit-oase er en niche i markedet, som tidligere personer, af en eller anden årsag, ikke har opdaget, og som ligger nøgen og ubenyttet hen til den, som først finder oasen, og omsætter den til produktivt brug. I denne sektion drejer det sig om den vigtige person i markedet, den som tager risiko og estimerer fremtidens priser. Det er iværksætteren, der er kilden til denne opdagelse af profit-oaser (og naturligvis i modsat fald, er det muligt for iværksætteren at finde tabs-oaser, hvor investeringen ikke går godt).

Ludwig von Mises, Human Action p. 288:

Like every acting man, the entrepreneur is always a speculator. He deals with the uncertain conditions of the future. His success or failure depends on the correctness of his anticipation of uncertain events. If he fails in his understanding of things to come, he is doomed. The only source from which an entrepreneur’s profits stem is his ability to anticipate better than other people the future demand of the consumers.

En profit-oase er meget sjælden, den findes ikke som noget fysisk fænomen, ligesom en rigtig oase, og den består ikke i ret lang tid ad gangen. Et eksempel på en profit-oase, der blev fundet, er Apples iPad. Microsoft forsøgte tidligere at udnytte denne niche i markedet, med introduktionen af deres XP Tablet PC i 2001. Hvis du ikke tidligere har hørt om denne tablet, er det nok delvist fordi, det var en dundrende fiasko. Først senere, da Apple introducerede deres iPad, blev profit-oasen til virkelighed. Der var flere teknologiske forskelle på de to produkter, som gjorde at iPad blev en success, mens XP Tablet PC blev en fiasko.

Hvad har en iPad med et smslån at gøre?

I økonomisk forstand har de meget med hinanden at gøre, da begge er et gammelt produkt (lån vs PC) der bruger ny teknologi (telefon vs touchskærm, wifi) til at distancere sig fra konkurrenterne. SMS lånet var en ny finansiel opdagelse, og de første der har taget SMS lånet i brug, har formentlig haft stor succes, da det blev introduceret. Ved at være markedsførende på låneområdet, har det formentlig været muligt at yde et lån, der gav et overskud der lå over markedets almindelige overskud på investering. Ligesom iPad var SMS-lånet et rigtig veltjenende produkt, da det blev introduceret, og skabte større overskud end de penge der blev investeret i gængse produktionsprocesser.

Ville det have været bedre, hvis ikke profit-oasen var blevet opdaget?

Eksistensen af profit-oasen er et udtryk for, at der findes behov, som forbrugerne er meget glade for at få tilfredsstillet. Årsagen til det “overnormale” overskud på investeringer i profit-oaser er, at det tidligere utilfredsstillede behov havde så stor vægt i forbrugernes øjne, at de er villige til at betale mere for en tilfredsstillelse af dette behov, frem for de behov, som de optil nu har tilfredsstillet. En profit-oase er dermed et udtryk for, at der er opdaget et behov hos forbrugerne, som er så værdifuldt, at de ønsker at betale høje priser, for at få deres behov tilfredsstillet. Udtrykt således, må svaret være, såfremt man er interesseret i menneskelig lykke, glæde og tilfredsstillelse, et rungende NEJ. Profit-oasen bør opdages, og forbrugernes behov tilfredsstilles så vidt muligt, med de knappe resurser vi har til rådighed.

Ludvig von Mises, Human Action p 97:

The difference between the value of the price paid (the costs incurred) and that of the goal attained is called gain or profit or net yield. Profit in this primary sense is purely subjective, it is an increase in the acting man’s happiness, it is a psychical phenomenon that can be neither measured nor weighed.

Men, der er så høj rente på SMS lån, at det er helt forkert at tillade, at renten fastlægges så højt.

Renten på et lån er blot prisen. Hvis man fastholdt at prisen for en iPad ikke måtte overstige en vis højde, da ville det ikke have været interessant at forsøge at finde og opdyrke profit-oasen, til stor skade for forbrugerne. Det er her nødvendigt at huske på, at enhver iværksætters aktivitet er fastsat af personens vurdering om fremtidens priser og efterspørgsel. Hvis prisen ikke må følge markedet, men i stedet skal følge bureaukraternes eller politikernes diktater, vil iværksætterne ikke i nær så høj grad investere her. Hvis det ikke havde været tilladt for Apple at prissætte deres iPad sådan som de ønskede, og de på forhånd havde vist at det ville forholde sig således, så er det dermed mindre sandsynligt, at de ville investere i udviklingen af produktet. Eftersøgningen af området, for at se om der skulle være en profit-oase der, ville ganske enkelt være blevet afblæst i forventning om, at risikoen ikke afspejler muligheden for profit.

Det samme gælder for lån. Nye finansieringsformer, der kommer forbrugerne til gode, skal tillades at tilbydes til hvilken som helst pris (rente) som iværksætteren tror markedet kan bære. Hvis markedet ikke havde haft nogen produktiv anvendelse for smslån og andre kviklån, ville investeringen i udviklingen af låneplatformen være spildt. Hvis renten de kunne tage for denne type finansiering ikke var markedsbestemt, men i stedet bestemt af en bureaukrat eller af politikerne, ville nye lånemuligheder, der forbedrer forbrugerens tilfredsstillelse, ikke være blevet tilbudt. Eller de ville være blevet tilbudt i for lille et omfang.

På trods af det banksystem der ligger til grund for långivning, er der trods alt begrænsninger for, hvor stor en kapital man ønsker at risikere på nye typer af lån. Særligt når det kommer til lån, hvor man kun ved at låntageren ejer en mobiltelefon, og formentlig betaler sit mobiltelefonabbonnement.

Udover profit-oase mekanismen, er der i forbindelse med disse særlige kviklån også et element, der gør det dyrere, end andre typer af lån: Risiko.

Murray Rothbard, Man, Economy, and State p. 551, Mises Institute

In the ERE, as we have seen, the interest rate throughout the economy will be uniform. In the real world there is an additional entrepreneurial (or “risk”) component, which adds to the interest rate in particular risky ventures, and in accordance with the degree of risk.

I almindelige banklån, hvor banken spørger om større mængder information, og baggrundstjekker sin kommende kunde, reduceres risikoen for at lånet ikke betales tilbage. Disse omstændige processer tager ofte flere dage, og i nogle tilfælde, flere uger, før undersøgelsen er gennemført, og banken kan vurdere om lånets risiko modsvarer den mulige gevinst.

Uden dette baggrundstjek stiger risikoen for lånet betragteligt. Dermed stiger den komponent i renten der udgøres af risikoen for, at lånet ikke betales tilbage.

Da markedet for SMS lån og andre lån er baseret på frivillighed for låntageren, kommunikerer SMS lånets høje rente også en vigtig information til låntageren: Renten er høj, fordi vi vurderer, at risikoen på lånet er høj. Er du villig til at betale disse høje renter, for at få dit forbrug tilfredsstillet her og nu? Kan du ikke vente, og gennemgå den almindelige låneproces med baggrundstjek?

Det er derfor op til den enkelte at vurdere, om lånets omkostninger er den psykiske gevinst værd. Er det så vigtigt, at få mulighed for at øge forbruget i nuet, mod at betale så mange penge i fremtiden? Det er op til den enkelte selv at vurdere. Her er intet rigtigt svar, der er ens for alle. Vi er alle unikke personer, der har hver vores værdier, og vi tilfredsstilles af forskellige ting. Det vil være en skandale at fastlægge maksimalpriser på renter, da økonomien ganske enkelt vil tilbyde for få lån til de som tilfredsstilles i meget høj grad af deres nuværende forbrug.

Profit på kviklån

Da lånemarkedet endnu ikke er underlagt den totale statskontrol, og nye lånemuligheder udvikles og tilbydes, vil der på lånemarkedet, ligesom på alle andre markeder, være de samme markedstendenser der gør sig gældende. I starten, når profit-oasen pakkes op, og tilbydes til de frådende forbrugere, vil overskuddet af driften på profit-oasen være højere end markedsafkastet af gængse investeringer. Såfremt statens magtapparat holder sig i baggrunden, og ikke tildeler monopolstatus til en enkelt udbyder, vil andre, opsat på at få en bid af profit-oasens lækre frugter, kaste penge i et konkurrerende produkt, der kan substitueres for det originale profit-oase produkt (eksempelvis er Samsungs Galaxy Tablet en konkurrent til Apples iPad). Da flere producenter entrerer markedet og tilbyder lignende produkter til forbrugerne, vil de to konkurrenter presse prisen, og dermed profitten, nedad.

Det er naturligvis også muligt, at den første profit-oase eventyrer klokker i det, og fastlægger prisen for produktet “for lavt”, og dermed ikke skaber profitten for sig selv, men “forærer” i stedet profitten til forbrugerne. Dette kan også forekomme, og i den situation er det muligt, at en indkommende konkurrent ikke hjælper forbrugerne i den forstand, at prisen på produktet falder, men i stedet at produktionen udvides og tilfredsstiller flere forbrugere. Det er vigtigt i denne forbindelse at skelne mellem iværksætterens egne forkerte prisestimater, og statens fastsatte maksimalpris for nye produkter. Iværksætterens fejl kommer forbrugerne til gode, da iværksætteren selv valgte at investere pengene, men undervurderede den mulige salgspris, hvor statens maksimalpris skaber et usikkerhedsmoment for iværksætteren, der skal tages i betragtning inden investeringen foretages. Alt andet lige vil det være bedst om iværksætteren selv fastsætter sine priser, og justerer dem efterfølgende, hvis nødvendigt, frem for at staten fastlægger maksimalpriser og ødelægger opdagelser af profit-oaser der kan komme forbrugerne til gode.

Ludwig von Mises, Human Action p. 805

Profits is the driving force of the market economy. The greater the profits, the better the needs of the consumers are supplied. For profits can only be reaped by removing discrepancies between the demands of the consumers and the previous state of production activities. He who serves the public best, makes the highest profits. In fighthing profits governments deliberately sabotage the operation of the market enconomy.

Samme markedstendens gælder lånemarkedet. Hvis det viser sig, at overskuddet på kviklån er højere end for normale lån, vil flere grådige kapitalister kaste penge i investering til kviklån. Den større sum af penge, der ønskes lånt ud i det nye marked, betyder at prisen på lånet (renten) presses ned, til glæde for forbrugerne af lånet. Denne mekanisme vil fortsætte indtil punktet er nået, hvor afkastet på penge investeret i kviklån er nået ned på det niveau, som er gældende for andre mulige investeringer.

Forslag til en liberal løsning

Det bedste samfundet kan gøre for at afværge problemer med kviklånene og deres høje pris, er at hjælpe deres børn og andre interesserede, hvad det betyder for ens fremtidsudsigter, at optage et kviklån. Jeg husker tydeligt, da jeg selv var ung og naiv (senere i livet er jeg nået dertil at jeg blot er naiv), at jeg ønskede at købe en vare på afbetaling. Min far var prompte med sin respons “Man køber ikke noget som helst på afbetaling.” – et udmærket princip, som jeg til stadighed vil fastholde, at man bør opretholde. I mine øjne er problemet med kviklån ikke at renterne på dem er høje, det ser jeg blot som et udtryk for at markedet fungerer, men problemet er i stedet at der er visse mennesker, der er så forhippede på at forbruge i øjeblikket, at de ikke kan udskyde deres forbrug til deres opsparing tillader dem at forbruge pengene. Det er ikke i disse menneskers tjeneste at forbyde kviklån, der trods deres høje renter, befinder sig på den hvide side af økonomien, men i stedet at forsøge at forklare dem, at det er i deres egen interesse at udskyde deres forbrug, indtil de har midlerne i hånden af egen produktion, til at deres behov kan blive tilfredsstillet.

Det er ikke en løsning at ulovliggøre visse højder af renter på lån, det skubber blot de mest forhippede forbrugere ud på det sorte lånemarked, og det yder ingen tjeneste til de mennesker, der mest af alt har behov for at lære, at deres forbrug, når det udskydes, bliver sødere og større. Det er i stedet nødvendigt at uddanne mennesket i at udskyde sit behov, og denne læring sker bedst mellem forældre og børn, ligesom det skete for mig selv. Det er for mig absolut grotesk at fæstne nogen tillid til, at den største forbruger og gældsoptager, staten, skal betros opgaven at tillære børnene flid og dydighed når det kommer til forbrug af penge. Her bør man i stedet se til fornuftige forældre, som en naturlig authoritet for børnene. Forældrenes egen fornuft burde også være et resultat af at leve i et sundt samfund med respekt for ejendomsretten, med en stærk selvforsørgelsesdrift og hvor opsparing og investering kommer af udskudte behov. Den forældrelige authoritet og de gode normer blomstrer ikke i et perverst velfærdsstatsligt samfund, hvor dyder beskattes og lediggang og overforbrug subsidieres.

Uffe Elbæk – Fælleseje af jorden

Alternativets formand, min kære navnebroder, Uffe Elbæk, tager i sit nye katalog fat på det politiske spørgsmål, om det skal være muligt for privatpersoner at eje jord.

Emnet er kontroversielt, og har været debatteret blandt politiske tænkere i århundreder.

I et interview med BT.dk, skelner Uffe Elbæk mellem ejerskab af bolig og den jord, som boligen står på. Ifølge Uffe Elbæk vil et forbud mod privat ejendom af jord skabe et mere lige samfund. Ifølge Uffe Elbæk er det et principielt spørgsmål om, hvorvidt man kan eje det, der er fælles for alle, nemlig jord, vand og luft.

Uffe Elbæk underbygger sin påstand med endnu en påstand, nemlig, at det der definerer din vej gennem livet, er, om man er født i en ejer eller lejerfamilie. Uffe Elbæk mener, formentlig, at for at nå målet om øget lighed, er det derfor nødvendigt at reducere værdien af ejerboligen, fx ved at nationalisere al jord. Det er ikke lykkes mig at finde ud af hvilken praktisk metode, staten skal tage i brug for at nationalisere al jord. Derfor bliver jeg nødt til at springe den del over.

Der er dog flere goodies at tage fat på i forslaget, men jeg vil forsøge at begrænse mig til det principielle spørgsmål, som Uffe Elbæk forsøger at løse, ved at gøre jorden til fælleseje.

Før vi tager fat på det grundlæggende angående privat ejerskab, vil jeg kort blot indskyde, at det er vildledende at betragte “jord” eller “vand” eller “luft” som et enkelt gigantisk gode, vi alle forbruger en homogen masse af. Der er aldrig tale om aggregerede størrelser for det handlende menneske. For mennesket er der altid tale om specifikke goder, man ønsker at anvende som middel, til at nå sit mål. Et eksempel er, at jeg trækker vejret, og benytter en specifik mængde luft nær mine luftveje, for at udnytte ilten til forbrændingen af mad, som min krop kræver, for at kunne yde energi og vedligeholde mine kropslige funktioner. Jeg udnytter ikke “luften”, jeg benytter mig af en specifik mængde luft per åndedrag i min egen nærhed.

Jeg er som individ derfor ikke interesseret i “luften” som helhed, men i den luft, som jeg benytter til mine formål.

Privat ejendomsret i luften er en nødvendighed, i det omfang vi kan trække vejret, uden at udfylde formularer hvorvidt det fælles gode må benyttes til at videreføre mit liv. Det samme gælder vand og jord. Vi kan som fysiske væsener ikke undgå at betræde et område hvor vores krop står. Derfor er det nødvendigt at have et minimum af privat ejendomsret til jorden, nemlig det område man står i. Naturligvis kan man postulere, at, selvom det er fællesejet, kan vi betræde jorden som individer, når vi følger reglerne for brug af jorden. Det skaber blot konflikter over hvem må stå hvor, og hvem skal bestemme, hvem må stå hvor. Det er langt mindre konfliktfyldt at tillade privat ejendomsret, og lade markedet allokere jordlodderne til de mest værdiproduktive formål.

Privat ejendom

På almindeligt dansk kan vi forstå hvad privat betyder: det tilhører en sfære, hvor der kun er adgang for dig selv, eller dine inviterede gæster. I politisk sammenhæng betyder privat, at det er udenfor statens rækkevidde. Vi forstår også, i alt fald mange gør, at ejendom er et økonomisk gode, der kan kontrollers, og sættes i forbindelse med menneskelig subjektiv værdi. Privat ejendom følger dermed ret enkelt, det er et økonomisk gode, hvor der kun gives adgang til de inviterede gæster. Dermed er der lagt op til storstilet diskrimination mod alt og alle, for enhver årsag man kunne finde på, efter hvilket humør man befinder sig i, og meget andet. Kort fortalt er privat ejendom fuldstændigt fantastisk, for alle. Retten til privat ejendom udgør din mulighed for at bygge et fristed, for dig selv og de, som du finder ønskværdig at dele den med, hvor i fælles (eller dig selv alene) kan vælge at dyrke jeres fællesskab og sociale samhørighed. Muligheden for at smide uromagere, charlataner og døgenigte ud fra sfæren, er med til at skabe en meget større velfærd for dig, og din private kreds.

Så længe det er muligt, at vi alle kan finde steder, hvor vi bliver tilladt at socialisere og samarbejde, så er privat ejendomsret med til at sikre en meget større velfærd for samfundet som helhed, og for individet i særdeleshed. Diskrimination mod uønskede individer er et udmærket middel til at sikre sig selv mod overgreb, eller ubehag. Charlatanerne, uromagerne og døgenigtene skal derfor stramme sig an, for at blive accepteret i andres private kredse, hvis de ønsker at deltage i dem. Da privat ejendomsret ikke dikterer nogen regler for brugen af ejendommen (det bestemmer ejeren – det er denne, der udgør regeldanneren og håndhæveren, for det afgrænsede gode) kan alle regeltyper principielt forestilles. Det betyder, at det også giver charlatanerne, uromagerne og døgenigtene mulighed for at skabe deres eget private sted, hvor de kan dyrke deres interesser, der ville forargre andre.

Eksklusionen af andre fra den private ejendom betyder dog ikke blot lykke og velfærd i spandevis. Det betyder også omkostninger. Dette er et meget vigtigt punkt at fastholde i analysen. Omkostninger til drift og opretholdelse af nydelsen ved den private ejendom tilfalder ejeren. Jo flere, der ekskluderes fra at dele ejendommen, jo mere koncentreres omkostningerne. Det er derfor nødvendigt, som ejer, at tage stilling til, hvordan man ønsker at finansiere ens ejendom. Ønsker man den fuldkommen for sig selv, betaler man også omkostningerne selv. Ønsker man at dele den med andre, kan man tage en pris for at dele, og fastlægger man en rimelig pris, vil andre også deltage i delingen af ejendommen, således de frivilligt indgår i samarbejdet om at bære omkostningerne til de udgifter, som ejeren ønsker at afholde på at vedligeholde ejendommen. Udgiften til vedligehold af ejendommen skal være på et niveau, der yder en værdi, som de frivilligt betalende ejendomsdelere (forbrugerne, i daglig tale) finder rimelig. På den måde har både ejere og forbrugere af ejendommen noget at skulle have sagt i sagen. Ejeren står med det endegyldige ansvar for drift, mens forbrugeren blot behøver at tage stilling til prisen, og via sit valg, eller fravalg, signallerer til ejeren hvorvidt driften er rimelig eller ej. Et eksempel på denne deling kunne være en forlystelsespark, en købmand, en fabrik eller et transportmiddel.

Det grundlæggende princip er derfor, at den private ejendomsret giver dig mulighed for, at invitere dem du kan lide indenfor, og til at fastlægge reglerne for jeres sociale samkomst. Kort sagt, privat ejendomsret giver dig mulighed for at bestemme over et begrænset/knapt gode.

Den private ejendomsret er derfor let at forstå: Den giver en specifik person, eller gruppe af personer, kontrol med regeludformning og regelhåndhævning på et afgrænset område eller af et knapt gode. Klokker disse personer i sammensætningen af udgifter og værdi, fravælger andre at bære omkostningerne til vedligeholdet, og omkostningerne bæres i større og større grad af ejeren selv. Som ejer, der ønsker at dele med andre, bliver man derfor nødt til at tilbyde noget rimeligt til kunderne, da man ellers risikerer at stå med regningen for herligheden alene. Det er en disciplinerende mekanisme, som man i daglig tale henviser til under navnet “markedskræfterne” eller “egeninteressen”.

Hvis det økonomiske gode ejes af en gruppe af mennesker, fx aktionærer, kunne man måske tale om, at denne type af ejerskab er et “fælles” ejerskab. Ligeledes kunne man også argumentere for, at der er et vist fællesskab mellem ejer og forbruger af ejendom, der tilbydes til tjeneste for forbrugerne. Det er næppe denne type fællesskab som Uffe Elbæk tænker på.

Hvad betyder fælleseje egentlig?

Fælleseje, formoder jeg, er meget anderledes.

Hvor fælles er dette “fællesskab”? Fælles betyder sandsynligvis, at alle bestemmer reglerne. Det er omgående klart, at dette er upraktisk. Hvem tæller med, som en del af dette fællesskab? Børn? Demente? Bedøvede patienter på sygehusene? Hvordan deltager de i regelfastsættelsen, når de i deres nuværende tilstand ikke kan træffe rationelle beslutninger?

Måske er det en god idé at falde tilbage på definitionen af fællesskab til at blive de, som har valgret. Men er det tilstrækkeligt? Kan man forestille sig, at afholde folkeafstemning om hvert eneste lille regelændring, på hvert eneste afgrænsede område? Man kan jo, med rette, spørge, hvad fordelen er ved at københavneren har ret til at bestemme over vestjydens mark, eller hvad fordelen er ved at vestjyden får ret til at bestemme over københavnerens park. Og hvorfor være nationalist, når det kommer til ægte fælleseje? Lad os spørge alle mennesker i hele verden om deres mening om hvad reglerne bør være.

Jeg tror at Uffe Elbæk mener, at fælleseje er, når det er staten, der fastlægger reglere og håndhæver disse. Fælleseje dækker formentlig ikke over en gruppe af mennesker, der indgår i frivilligt samarbejde, men i stedet er der tale om det tvungne fællesskab, som staten presser ned over den danske befolkning via sit territoriale magtmonopol og sit mægtige finansieringsvåben, beskatning.

Det bærer derfor i retning af, at reglerne fastlægges af politikerne og håndhæves af statens magtapparat, i stedet for at reglerne fastlægges af private ejere. En tendens til centralisering og ensartede regler opstår. Afhængig af den politiske enhed, hvor regelfastlæggelsen underlægges, opstår der mere eller mindre centralisering. Lægges reglerne ud til kommunerne, centraliseres mindre, end hvis regelfastlæggelsen lægges hos politikerne på Christiansborg. I det nuværende politiske miljø ender det i en one-size-fits-all løsning, i det danske land.

Velfærdsforringelse og omkostningseksplosion

Hvis man ikke fornægter historien og økonomisk videnskab, kommer vi nødvendigvis til den konklusion, at brugen af det økonomiske gode, der lægges under statens kontrol og betales af skatteyderen, vil bevæge sig fra, i tilfældet af privat ejendom, at optimere velfærd og minimere omkostninger, til den offentlige ejendom, at minimere velfærd og maksimere omkostningerne.

Vi kan herfra tage fat i nogle konkrete eksempler på, hvad Uffe Elbæks forslag vil betyde for den almindelige dansker.

Der er forskellige modeller, man kan forestille sig. Den ene model læner sig op ad måden, de offentlige sygehuse drives på.

Hvis jord ikke må ejes af privatpersoner, så betyder det, at skatteyderen skal betale for vedligehold af haven. Det er ikke svært at forestille sig, at gartnere og handymen vil se forslaget som meget attraktivt for deres forretning. Nu hvor det ikke længere er boligejeren, der fastlægger hvor ofte græsset skal slås og hækken klippes, kan gartnerne og handymændene slå sig sammen i en politisk organisation, der agiterer for at øge standarderne for græsslåning og hækklipning. De kan formentlig også få en politisk håndsrækning af gødningsfabrikanter og pesticidfabrikanter. Haverne skal have et rigtig boost, og gøres flotte, for det gør almenvellet godt, når haverne er i orden og strutter af grønne planter og vækst. Alle borgere kan nyde velfærden af en flot have. Siger gartnerne og handymændene, mens de med glæde trækker i arbejdstøjet, og sætter rovet fra skatteyderen i banken.

Kort sagt, så vil der være et stort pres fra lobbyorganisationer, for at øge udgifterne til haverne. Den lille merbetaling fra den udpinte skatteyder vil formentlig ikke skabe en vred hob af ophidsede demonstranter, bevæbnet med høtyve og fakler, foran Christiansborg.

Den anden metode man kunne forestille sig, er den som bruges i dag for danske fortorve. Selvom disse ejes af kommunen eller staten, pålægges det boligejeren på matriklen at vedligeholde fortorvet, så det om vinteren er fri for sne og blade, og om sommeren ikke er tildækket af ukrudt. Kort sagt – bestemmelser om vedligeholdet foretages politisk, og den enkelte husejer pålægges at leve op til bestemmelserne og bære omkostningerne hertil.

Fortorvene er i dag frit tilgængelige for alle, der er ingen der ekskluderes fra at benytte dem. Man kunne benytte Uffe Elbæks argument om fælleseje til at sige, at enhver må holde fest i enhver andens have. Efterladenskaberne kan boligejeren herefter få fornøjelsen af at fjerne. Ligesom brugere af fortorvene ind i mellem benytter lejligheden til at henkaste affald i haven, således kan brugen af haven som affaldsplads øges med det fælles ejerskab. Boligejeren pålægges blot at opretholde en vis standard i haven, således det er muligt for den næste festarrangør, at benytte haven til det formål, som de finder belejligt.

I begge tilfælde bliver udfaldet det samme: Omkostningen til vedligehold af ejendommen eksternaliseres fra beslutningstageren, og perverse situationer opstår, hvor det er fordelagtigt at opstille kontraproduktive regler for driften, mens al ødselheden kommer de nærmeste politiske allierede til gode. Det er måske ikke for meget at sige, at den situation, som Uffe Elbæk ønsker bliver til virkelighed, forekommer mig at være ganske forfærdelig.

Hvor er revolutionen?

Uffe Elbæk mener, at spørgsmålet om den private ejendomsret til jord, er principiel, og at han modigt tager det med til debat.

Jeg mener, at Uffe Elbæk ikke forstår, hvad den private ejendomsret er. Ejendomsret betyder eksklusiv kontrol med økonomiske goder for private personer. Hvis jord var underlagt privat ejendomsret, hvorfor må jeg så ikke opstille et 11m² skur på min grund, uden kommunens tilladelse? Hvorfor må jeg ikke bebygge 40% af grunden, hvis det er det, som er den bedste brug af mine knappe resurser? Hvorfor skal jeg årligt betale skat af ejerskabet, hvis det retteligt er mit? Hvorfor må jeg ikke tænde bål på min grund, hvor jeg har lyst?

Hvis idéen går ud på at ejeren af jorden fremover skal leje den af staten, må jeg blot henvise til, at jordejere allerede i dag betaler skat, grundskyld, af den jord, de har købt og betalt. Staten opkræver dermed allerede en vis leje af al jord, og i princippet er jorden derfor ikke ejet af den private person, men i stedet ejer staten jorden og tillader private at forvalte jorden, såfremt denne betaler det vederlag, som staten har fastlagt.

Spørgsmålene burde allerede nu gøre det tydeligt for enhver: Den private ejendomsret til jord er en hul ret til at forvalte et stykke jord på statens præmisser. Det revolutionære og modige forslag af Uffe Elbæk, er derfor blot en fortsættelse af det socialdemokratiske nedbrydningsprojekt, der gør os alle fattigere, og magthaverne mere magtfulde.

Det eneste der kunne være en smule nyt i Uffe Elbæks forslag er, hvis det ikke længere er muligt for grundejeren at bestemme, hvem der er velkomne, og hvem der ikke er, på sin grund. Ejendomsretten til jord under den danske velfærdsstat er i realiteten kun fiat ejendom, man ejer ikke jorden egenrådigt, langt de fleste regler er bestemt af staten og kommunen, der sågar tager sig vældigt fint betalt i form af grundskyld, for at regulere dit brug af jorden, som du har købt. Hvis jorden ejes af fællesskabet, og alle må bruge jorden til hvad de lyster, vil det føre til store konflikter mellem husejeren og festarrangører der ønsker at benytte haver til deres fester.

Hvis målet er at skabe mere lighed, så vil jeg foreslå at fjerne de uendelige regler, der blokerer den uhæmmede ejendomsret, og frigive flere offentligt ejede grunde til privat ejendom. Det vil lette byrden på skatteyderen og påbegynde et ægte økonomiske brug af de store arealer, og tillade flere afvigende anvendelser af den knappe resurse. Offentligt ejet jord er et restriktionspolitik der tjener som subsidie til eksisterende jordejere. Sælg den offentlige jord, og lad priserne falde, således flere får råd til at købe det jord, der kan give dem merværdi i livet, og lad dem bruge jorden til det, der tjener deres private velfærd.