Monthly Archive: juni 2018

Politikken om åbne grænser, set med liberale briller

I Jyllands-Posten har Morten Uhrskov skrevet et indlæg, hvor han i overskriften skriver: “Libertarianere, progressive og venstreradikale ønsker helt åbne grænser”

Jeg tænkte, at det kunne være brugbart at diskutere emnet, ud fra den filosofi om liberalisme, som jeg her på sitet forsøger at præsentere.

Standardliberalisme

Først og fremmest må det erkendes, at det er meget let at tillægge liberale den holdning, som Morten Uhrskov kritiserer. Det er ikke sjældent, at det synspunkt fremlægges hos debattører som forbinder sig selv med en liberal tankegang. Hvis man tager udgangspunkt i, at man er for det frie marked, og at man har opfattet, at markedet fungerer bedst, hvis der er fri bevægelse for arbejdstagere, varer og tjenesteydelser, så kan man let komme til den konklusion, at der ikke må opstilles barrierer for, at arbejdskraften kan bevæge sig til de geografiske områder af markedsøkonomien, hvor deres produktivitet er størst.

Synspunktet, som jeg forstår det, er, at markedet fungerer bedst (eller rettere – producerer mest output), hvis man tillader kapital, varer og arbejdskraften den frie bevægelse. Derfor vil mange økonomisk orienterede personer støtte den frie grænse for at sikre, at markedsøkonomien fungerer mest effektivt. Man kan i den forbindelse godt forstå den, som, af principielle årsager, ikke vil gå på kompromis med nationalt orienterede personer, og opstille restriktioner for adgang til det geografiske område, som vi i daglig tale kalder Danmark.

Andre liberale har et andet synspunkt, nemlig at det skal være muligt for undertrykte mennesker at søge ly for et diskriminerende flertal (eller en diktator) i deres hjemland, ved at rejse til Danmark og skabe sig et nyt liv i friere udfoldelse. Her er det ikke så vigtigt, hvad deres opfattelse af markedets mekanismer er, men de tager det synspunkt, at der skal være åbenhed overfor underkuede mennesker, sådan at de får mulighed for at leve deres liv på deres egen måde, i stedet for at blive undertrykt.

Der ser dermed ud til at være opstået en kløft mellem de, der har erkendt problemerne med integration, og de som fastholder at markedsøkonomien skal have lov at opsuge arbejdskraft fra andre geografiske lokationer, for at sikre den største velfærd for markedsdeltagerne, eller at Danmark skal være et trygt sted at flytte til, hvis man bliver undertrykt hjemme.

Problemets kerne

Som jeg forstår det, så er problemet ikke at der kommer flittige arbejdere fra lignende kulturer hertil, for at deltage i arbejdsmarkedet. Den gængse kritik af politikken om åbne grænser er, at der er en høj andel af de personer der er muslimer, og afrikanere, der kommer her til som lever på offentlig forsørgelse, og som i deres samfundsvirke forsøger at skabe nogle af deres hjemlige institutioner i Danmark (moskéer, minaretter, basarer osv.).

Den liberale, der går ind for åbne grænser, tager til genmæle overfor kritikken angående ovenstående problem ved at påpege, at det er klart, at vi får disse problemer, så længe vi har så gavmilde velfærdsydelser, som enhver kan modtage, såfremt de har addresse i Danmark. Ved at fjerne velfærdsydelserne vil man reducere problemet med integration, ghettodannelse og mange af de andre kulturelle problemer.

Der er også en gruppe af mennesker, der tager ophold i Danmark, som bliver involveret i kriminalitet. Denne gruppe tror jeg ikke der er nogen der forsvarer. Her bør den liberale med sit “åbne grænser” mindset også kunne se, at kriminelle ikke er ønskværdige.

Et slogan, som den liberale ofte gentager, er, “åbne grænser, lukkede kasser”. Incitamenterne for at leve på statslig forsørgelse er i Danmark særligt store, og det skaber et utal af problemer, som kunne løses, hvis vi blot fjerner de offentlige ydelser.

Er det umuligt at være for det frie marked, for det frie valg, for personlig frihed og samtidigt erkende problemerne med integrationen?

Essensen af problemet

Som jeg ser problemet, så er det muligt at tage det standpunkt, at man kan være liberalist (med ovenstående synspunkter), uden at være nationalliberal, og fastholde at der er store problemer med integration.

Hvis vi først tager et skridt tilbage, så er det for mig muligt at se, at der er visse elementer i diskussionen, som går igen i begge lejre. Her er det vigtigt at indskyde, at der i hver “lejr” er et undersæt af lejre, som har visse punkter de er uenige om. Men generelt tør jeg vove den påstand, at både de liberale og de nationalt orienterede, er enige om, at det i udgangspunktet ikke er meningen, at vi skal til en situation, hvor ingen mennesker må krydse grænsen. Det er tydeligt, at den største frustration fra de nationalt orienteredes side er, at integrationen ofte slår fejl, når de mennesker, der kommer hertil, er fra meget fremmedartede kulturer. Polakker, Englændere, Svenskere, Nordmænd, Tyskere, Belgiere, Hollændere og mange andre er der ikke ret mange problemer med. Disse personer kan begge lejre formentlig tillade at få adgang til Danmark. Nøglen til enigheden herom er både kulturelt men også markedsbaseret. Personerne fra disse lande er både relativt vestligt orienterede og samtidigt produktive mennesker, der har noget at bidrage med. De kan forsørge sig selv og de kan indgå i vores eksisterende kulturelle institutioner.

Det er derfor ikke indvandring som generelt fænomen, der er kilden til konflikten mellem de to grupper. Det er specifikke kulturer og lande, der skaber størstedelen af problemerne, men fra hver kultur og fra hvert land er der undtagelser til reglen. Det hele baserer sig i sidste ende i et statistisk spørgsmål om hvorvidt personer fra land X i gennemsnit er ønskværdige eller ej. Nogle få meget problematiske personer kan derfor skabe ravage, og mudrer billedet markant.

Der er derfor et vist element af individualisme blandet ind i indvandring. Man kan ikke på forhånd sige, at blot fordi personen kommer fra land X, som har en statistisk dårlig status i integration, at denne person, Y, også vil være dårlig til at integrere sig. Y tilhører en gruppe, baseret på geografisk lokation X og kultur, men er i sig selv stadig et individ, der har sine egne personlige træk.

I et forsøg på at erobre den personlige del af indvandringsproblemet har mange nationale forsøgt at opstille restriktioner for indvandring, ved at agitere for en politik, der skulle sikre at integrationsproblemet minimeres. Integrationstests, statsborgerskabs tests og alverdens andre tests skulle bruge som middel til at holde de mest problematiske personer udelukket fra at skabe ravage i det skatteyderfinansierede velfærdsorgie.

Problemet med denne tilgang er, at hvis hver person, der vælger at indvandre til Danmark, er unik, således er hver person, der allerede bor i Danmark, det også. Skatteyderen, der skal finansiere det statslige indvandringsprojekt, har derfor sin egen mening om, hvem der skal have lov at komme, og hvem der ikke skal have lov. Problemet bliver nationalt, og forsøges håndteret af den demokratiske nationalstat. Løsningen, som man optimistisk kalder den, bliver den demokratiske statsløsning. Et program, som alle skal klemmes igennem, finansieret med skatteydernes penge, skal afgøre hvem der får adgang og hvem der ikke gør. Det forsøges med et one-size-fits-all, ligesom det gør alle andre steder i den nationale stats programmer, og resultaterne har været lige så ringe for samfundet, som alle de andre nationale statsprogrammer har været det. Det har været en eklatant fiasko, ud over alle grænser.

Liberalisme baseret på streng ejendomsret

Løsningen, som jeg ser den, er at nedbryde liberalismen til sin kerne, og analysere sig fra denne kerne og op til en løsning på problemet med integration. Kernen i liberalismen er ejendomsretten. Retten til din krop og dine retmæssigt erhvervede eksterne goder er fundamentet for et retfærdigt samfund, hvor problemerne kan håndteres på en rimelig måde, med et minimum af konflikter mellem mennesker. Hvis dette erkendes som fundamentet i liberalismen, så er det også muligt at erkende, at det almindelige liberale synspunkt om åbne nationale grænser er en farce. Ejendomsretten medfører at de rettigheder, som mennesket besidder, er negative rettigheder. Retten til at være i fred, retten til at sige hvad man vil på sin egen ejendom, retten til at skrive hvad man vil, på sit eget papir og retten til at forsamle på sin egen ejendom, er alle rettigheder der er funderet som en negativ ret, frihed fra ikke-selvvalgt undertrykkelse af andre.

Åbne grænser, derimod, er en positiv rettighed. Det er retten til at indtrænge på andres område, uden deres accept. Når man formulerer det således, er der ingen tvivl om, at det ikke kan være liberalt at støtte en politik om åbne grænser. Sagt på en anden måde, så er åbne grænser et statsligt projekt, der sponsoreres af skatteyderne. Dette er naturligvis i konflikt med den uindskrænkede ejendomsret. Derfor kan det ikke være 100pct korrekt som liberal, at støtte et statslige projekt om fri indtrængen af gud og hver mand. Man kan heller ikke helhjertet støtte et statsligt selektionsprogram, der udvælger visse personer, som gives adgang, da det statslige program i sig selv er et angreb på ejendomsretten, både for den som ønsker at hjælpe en fremmed, eller give denne et job, og for den som helst ser en adskillelse af indfødte danskere og udenlandske personer.

Som kompromissøgende liberal kan man dog være nødsaget, pga. situationens omstændigheder, til at støtte et statsligt selektionsprogram, som kun accepterer personer der kvalificerer sig ved visse egenskaber. Enten at de har et job, eller at de har formue til at forsørge sig selv – eller mange andre tænkelige krav og konstruktioner. Liberalt i sin essen er det ikke, men det er dog nødvendigt, da vi for tiden lever under velfærdsstatens åg, at tage højde for de store problemer det skaber, at vi har så gavmilde offentlige ydelser.

For at forstå hvordan ejendomsretten kan være behjælpelig til en ren liberal løsning, er det måske behjælpeligt at stille sig selv spørgsmålet: Hvem ejer Danmark?

Spørgsmålet er vigtigt, fordi det i den liberale ånd er ejeren af det økonomiske gode, der bestemme reglerne for brugen heraf. Ergo må det være ejeren af landområdet, der bestemmer hvem der tillades adgang hertil. Ligeledes er det frit for ejeren at tillade uhæmmet adgang. Beslutningen er op til ejeren.

I dag er det staten der påstår, at den ejer hele Danmark. Staten konfiskerer indbyggernes ejendom, tvinger dem til at følge dens regler, og sætter dem i fængsel, hvis ikke de makker ret. Liberalister, som jeg selv, anser ikke staten for legitim ejer af hele Danmark. Som det fremgik tidligere, er det kun retmæssigt erhvervet ejendom, som man kan eje. I bund og grund kan staten dermed ikke bestemme hvad der foregår på andres ejendom, og statens ejendom er let at kritisere, for alt den ejer er noget den har stjålet fra dens retmæssige ejermand i en tidligere periode. Staten er derfor blot illegitim ejer af Danmarks arealer, og bør derfor ikke tillades at beslutte hvad indbyggerne ønsker at indlade sig på. Statens greb om arealerne bør derfor opløses, og så vidt muligt skal arealerne ejes privat i stedet.

Med inddelingen af Danmarks arealer i private områder bliver løsningen på indvandringens problem synlig. I stedet for en national politik, nedbrydes enheden Danmark til en samling af mange små eller større private jordbesiddere. De må tillade adgang for hvem de vil samarbejde med, ved at bruge deres egne resurser og deres egen tid, til at samarbejde med hvem de har lyst til. Indvandringspolitikken bliver dermed sat af ejeren af det areal som er i betragtning.

På den måde kan man også slippe for at betale for andres dårskab. Der vil helt afgjort være mennesker, som ønsker at hjælpe, der får sig et meget grimt møde med realiteterne, når først de har prøvet at hjælpe vildt fremmede på en rundhåndet manér. Det kender vi allerede eksempler på i dag. Tillader man de forkerte personer adgang, risikerer man kun sin egen velfærd og rigdom, frem for at eksternalisere omkostningen for ens egen politik til andre. Løsningen som jeg fremsætter er derfor, at tillade alle at bruge deres egne resurser og deres egen tid på at støtte de mennesker de har lyst til, men også at de selv bærer byrden som de påtager sig. Det kan også organiseres igennem større frivillige organisationer, som kan hjælpe mennesker i nød, udenlandske såvel som indenlandske.

Den som ikke ønsker at indlade sig på integrationsprojekter, kan frit nægte at lade andre end etniske danskere adgang. Det er naturligvis også muligt at indgå i større organisationer, og tilvælge et fælles regelsæt, som fx grundejerforeninger i større skala, for at sikre at integrationsproblemet ikke kommer til ens eget nabolag.

I dette scenarie tillades det at finde en løsning på problemet på en personlig facon, samtidigt med at man gøres ansvarlig for sine egne overbevisninger. Dette ville også kunne gøres uden at nedlægge nationalstaten, såfremt beskatningen faldt til en bagatel og offentlige arealer blev privatiseret i meget stort omfang, således man kunne bruge sine penge som man selv lyster.

Den eneste måde at tillade frihed på, er ved at tildele ansvar samtidigt. Tillader man frihed til at bruge andres penge, så smadres ansvarligheden, og resultaterne bliver præcis så ringe, som de er blevet det i dag.

SKAT når ikke sin målsætning for 3. år i træk

I en artikel i Jyllands-Posten kan man læse, at skattevæsenet for tredje år i træk ikke når sin målsætning angående skatteopkrævning.

Dette indlæg vil jeg dele op i to dele, den første, der tager udgangspunkt i et nøgtern synvinkel ved at bruge fakta, og det næste indlæg, hvor jeg vender tilbage til mine kæpheste, og påpeger at skat er tyveri og at offentlig produktion er økonomisk ineffektiv.

Skattevæsenets effektivitet måles på, hvor tæt skattevæsenets opkrævninger kommer på et beregnet teoretisk tal. Det beregnede tal er udtryk for, hvor stort et skatteprovenu, der kunne opkræves, hvis alle skattereglerne blev fulgt til punkt og prikke i Danmark. Målet for hvor stort et gab der tillades at opstå, mellem det teoretiske maksimum og det opnåede resultat er 2%, og har været det siden 2010. Skattevæsenet er igen i år ikke nået i mål, men har alligevel været tæt på, og rammer et resultat på 2,5%.

Dette måltal er udgangspunktet for en udtalelse fra Jesper Petersen fra Socialdemokratiet, der har indkaldt skatteminster Karsten Lauritzen til et samråd. Ifølge Jesper Petersen er det uacceptabelt, at det tillades at skattevæsenet ikke når sit mål 3 år i træk. De 2,5%, der ikke er opkrævet, svarer ca til 25-30mia. kroner, og skulle skattevæsenet opnå sit måltal på 2,0pct, ville det svare til at øge skatteprovenuet med 5mia kroner. I artiklen fokuserer Jesper Petersens udtalelse på de fulde 2,5%, altså en fuldstændigt perfekt skatteopkrævelse set i forhold til det teoretisk beregnede tal.

Jesper Petersen fortsætter, og postulerer, at det er uacceptabelt, at skattevæsenet ikke formår at opkræve de 25-30 mia. kroner. I hans optik er det penge, som kunne være brugt på velfærdssamfundet, til at hjælpe samfundet. Jesper Petersen fremsætter også argumentet, at det er urimeligt for de virksomheder og personer, der betaler den skat, som de skal betale. De private og de virksomheder, der ikke betaler den fulde skat, snyder dermed velfærdssamfundet for velfærd, da de private ejere dermed selv beholder flere penge, end de ifølge skatteloven er berettiget til at beholde.

Løsningen er heldigvis meget enkel, i følge Jesper Petersen. Skat, der for ganske få år tilbage blev lovet 1000 nye medarbejdere, på baggrund af den sidste skatteskandale, skal tilføres yderligere resurser, for at lukke skattehullet. Men fik SKAT tilført det antal medarbejdere, som politikerne talte om? En ting er hvad politikerne siger, ofte er det en anden sag, hvad virkeligheden viser at der efterfølgende skete.

Lidt empiri

Jeg har været igennem årsrapporterne fra 2008 til 2017 for at notere antallet af årsværk, hvilket mål SKAT havde for skattegabet, og hvilket resultat de opnåede det pågældende år. Det kan være at der er nogen der bliver lidt overraskede, men den kyniske statskritiker vil formentlig ikke blive det.

Det ser ud til, at SKAT fik tilført flere antal årsværk fra 2016 til 2017, i alt 347 ekstra, eller godt 5%. Det kunne se ud til at det er ca. en tredjedel af den tilførsel, som politikerne havde talt om i 2016. Der er dog en hage ved sammenligningen, for de tal jeg har kunnet finde er antal årsværk, og politikerne taler om antal medarbejdere. To personer på deltid kunne udgøre et årsværk, eller mindre, afhængig af ansættelseskontrakten. Derfor kan jeg ikke præcist argumentere for, at politikerne ikke holdt deres løfte, fordi jeg sammenligner pærer med bananer.

Noget andet vi kan se fra tabellen er også, at måltallet for skattegabet har været noget højere før, end det er i dag. Skattegabet har også ændret sig over årene. Det er dog også lidt interessant at læse, hvad SKAT selv skriver i deres årsrapporter om deres eget mål.

En passage fra årsrapporten i 2008:

Målsætningen om at fastholde skattegabet på det historisk lave niveau på 3,1 procent målt i 2006, er derfor et bevidst meget ambitiøst valgt mål. Værdien af dette mål er først og fremmest, at det giver SKAT et fast overordnet mål for tilrettelæggelsen af sin indsats og ikke mindst udstikker kursen for tilrettelæggelsen af indsatsen som effektbaseret. Hermed sikres, at SKAT holder fokus i sin indsats, selvom den generelle udvikling i samfundsøkonomien også har stor betydning for målopfyldelsen det enkelte år

Siden den udtalelser er der gået 10 år, men det er uvist om Jesper Petersen er bekendt med denne historiske udvikling. For 10 år siden betragtede SKAT selv en målsætning med et skattegab på 3,1% som en meget ambitiøs målsætning. I år har de opnået 2,5%, som i dette lys må anses at være ganske pænt.

Det er måske også på sin plads at indtage et andet synspunkt. Da det er SKAT selv der skriver, at deres målsætninger er ambitiøse, kan vi lige så vel forestille os, at dette er et forsøg på at pleje sit eget image overfor befolkningen. Enhver leder af en organisation ved, at det er vigtigt at underbygge organisationens renommé. Dette kan man eksempelvis gøre ved at skrive i årsrapporten, at målsætningerne er meget ambitiøse, og at det er derfor at man ikke nåede i mål. Ikke fordi at man har dovnet den af, og klokket i driften af organisationen, men fordi målsætningen i sig selv var uhyrlig ambitiøs.

For at betragte synspunktet om, hvorvidt det over årene har været meningsfyldt at afsætte flere årsværk i skattevæsenet, kan nærmere visualiseres ved at plotte antal årsværk mod skattegabet i procent. Får vi en ret linje, betyder det, at der er en korrelation mellem antal årsværk og skattegabet. Den følgende figur viser problemet med Jesper Petersens argument. Der er ingen ret linje at observere for de 10 punkter.

Kilde: Årsrapporter fra SKAT

Det er formentlig ikke baseret på tidligere tiders resultater, at Jesper Petersen har sine meninger om, hvor mange resurser skattevæsenet bør råde over. Formentlig har Jesper Petersen sit synspunkt fra en forestilling om, at der er en sammenhæng mellem antallet af årsværk og skattegabet, der entydigt viser, at flere medarbejdere giver et mindre skattegab. Empirisk kan vi dog ikke observere sådan en simpel sammenhæng.

Vi kan end ikke observere, at nyansættelser medfører et fald i skattegabet. Tvært imod. Fra et gab i 2008 på 3,6% til 2013 på 1,17% blev SKAT barberet ned fra 8708 årsværk til 6829 årsværk. Man kan lige så vel argumentere for, at det gælder om at fyre løs i SKAT, hvis vi vil reducere skattegabet.

Om ikke andet, kan man ved henvisning til ovenstående figur argumentere for, at det på overfladen ser ud til, at omtrent 7000-7500 årsværk er det optimale punkt, hvor skattegabet bliver reduceret mest muligt. Denne analyse er naturligvis ikke nogen håndgribelig metode til at reducere skattegabet, for det besvarer ikke de vigtige spørgsmål. Problemet er, at man skal vide præcis hvilke kompetencer der skal bruges, hvilke værktøjer disse personer skal bruge, og hvilke af skatteområderne, der har en positiv skattegabseffekt af, at ansætte flere. Derfor bliver det nødvendigt at gå i dybden med detaljerne, inden der ansættes nogen. Ellers, hvis man blot ansætter således man opnår de knap 500-1000 årsværk yderligere, risikerer man at få en helt anden effekt, end den man søger. Det er også vigtigt at huske på, at SKAT har sine egne incitamenter, som den flittigt vil følge, for at øge sin egen indflydelse, magt og rigdom. Det er eksempelvis pudsigt, at vi altid hører, at det er nødvendigt at ansætte flere i SKAT, når de fejler. Det kunne lige så vel være, at SKAT har behov for at ændre deres produkt, ved at simplificere skattereglerne, ved at justere organisationen til at udføre kun de vigtigste opgaver og ved at automatisere flere processer, så færre mennesketimer skal bruges på at lave arbejde som en computer kan lave.

Denne almindelige organisationsdynamik kommer sjældent til udtryk i medierne.

Skulle du være interesseret i et indlæg om, hvordan jeg benyttede skatteskandalen i 2016 til at kritisere SKAT, kan du læse den her.

Lidt liberalisme

Jesper Petersens argument hviler på nogle forudsætninger, der er uacceptable. Først, at staten og samfundet er det samme, og dernæst at det er til samfundets bedste, at skattevæsenet opkræver alle de penge, reglerne siger, der skal opkræves.

Første punkt er af afgørende vigtighed at modsætte sig. Samfundet er ikke staten, og staten er ikke samfundet. Omend de personer, der udgør staten, tilhører samfundet, er der en afgørende forskel på, hvordan personerne opfører sig i den rolle, som de udfører. I sin rolle som privat person er skattemedarbejderen underlagt reglerne, som alle andre privatpersoner. Men, i sin funktionelle rolle som skattemedarbejder, ændres billedet fuldstændigt. Som skattemedarbejder har du, jævnfør reglerne, lov til at tage andres værdier fra dem, uden at de bliver straffet herfor. I sin rolle som privat person, må skattemedarbejderen ikke tage andres værdier fra dem. Denne forskel mellem rollen som privat person i samfundet, og rollen som skattemedarbejder for staten, er præcis det, der er problemet med systemet. Det tillades, at visse personer må udføre handlinger i rollen som statsansat, som ville være forkastelig og forkert, hvis personen på eget privat initiativ udførte det samme.

Liberalistens syn på samfundet er, at dette er netværket af frivillige udvekslinger, hvor kriminalitet er sjældent, og hvor hver person har lige rettigheder. I modsætning hertil staten agerer som en mafia, der hersker over samfundet, og finansierer sine egne aktiviteter ved at sjæle fra samfundet på en systematisk facon. Mens privat kriminalitet udgør en bagatel i det almindelige samfund, udgør statslig kriminalitet mod samfundets frivillige udvekslinger en enorm trussel. Samfundet underlægges statens magt, og det er kun den offentlige mening, der har mulighed for at standse de mest åbenlyse magtmisbrug af de politiske magthavere og deres bureaukrater. Statens udnyttelse af samfundet er systematisk, regelmæssig og ordentlig. De fleste indbyggere ved, at når SKAT sender et lille brev, der påminder om at betale et beløb, så betaler man beløbet, uden at udfordre om det nu skulle lade sig gøre, at beholde sine egne penge.

Dette problem med en dobbeltmoral i loven mellem rollen som statsansat og som privat person i samfundet, er en liberal betragtning. I stedet for at tillade disse funktionelle privilegier, at kunne stjæle ustraffet, påpeger liberalisten, burde loven være ens for alle. Selv funktionelle privilegier fører til undertrykkelse, også selvom disse funktionelle privilegier kun udnyttes til at sikre statskassen indtægter. Skattevæsenet finansierer naturligvis de offentlige virksomheder, bureaukraterne og politikernes karrierer, samt subsidiere favoriserede virksomheder og sektorer af økonomien, og mange mennesker har dermed accepteret, at fordi nogle af pengene går til at finansiere noget de finder nødvendigt, eksempelvis et sundhedsvæsen, så er skattevæsenets rolle nødvendigt for samfundet. Men den liberale anarkist vil påpege, at det stadig er moralsk forkert at stjæle, og at det er kontraproduktivt at finansiere produktion af hvilken som helst vare eller serviceydelse, ved brug af trusler om vold og fængsel.

Liberalisten påpeger i stedet, at samfundet, hvis det ikke blev systematisk udplyndret af staten, ville have råd til at betale for egne affærer i langt større udstrækning, end tilfældet er i dag. I stedet for at lade det politiske system indføre store økonomiske tab, drive produktionen ineffektivt, og samtidigt prioritere forbruget forkert, ønsker liberalisten at samfundet i større grad finansieres med frivillige udvekslinger og private aftaler, og den liberale anarkist påpeger, at dette gælder alle statens funktioner, inkl. retsvæsen, militær og politi. Da liberalisten kan se, at samfundet selv kan finansiere det, som gør hver privat person mest tilfreds med sin tilstand, da følger det også, at skattevæsenet ikke er et nødvendigt onde, men ganske simpelt blot et onde.

Heraf følger det, at jo mindre skattevæsenet opkræver fra samfundet, jo større velfærd er samfundet i stand til at producere. Dette strider direkte mod det synspunkt, at skattevæsenet er nødvendigt for at producere velfærdsgoder, sådan som det almindeligvis berettes. Alle politiske partier er enige i, at staten er til stor nytte for samfundet, og politiske debatter bliver tandløse og går i stedet ud på at diskutere, hvilken måde staten skal tilrettelægge produktionen på, frem for at gøre op med statslig produktion i det hele taget.

Det næste punkt, angående ønskværdigheden at lukke skattegabet, er der delte meninger om. Et er at minimere skattebetalingen fra samfundet til staten, noget andet er at gøre det på en måde, hvor man på forhånd ved, at der er fri passage. Det er et almindeligt fornuftigt synspunkt at påpege, at det er værdifuldt at undgå usikkerheder. Eksempelvis er klare regler et vigtigt punkt at tage stilling til. Med skattegabet befinder vi os formentlig et sted, hvor det drejer sig om, at håndhæve reglerne lige godt alle steder. Altså, hvis man kommer til at selvangive noget forkert, så opdages det af skattemedarbejderen, og påpeges i en gennemgang af årsopgørelsen. Hvis reglerne var mere tydelige, kunne det være, at der ville ske færre fejl.

Ved første øjekast virker det dermed rimeligt at fastholde at skattegabet skal minimeres, så alle arbejder under samme regelsæt angående skattebetaling. Men der er også andre aspekter i det.

Et af de andre aspekter er, at det ind i mellem er så indviklet at angive tal på forskudsopgørelsen, at skattegabet også bliver er udtryk for, at reglerne er uklare, indviklede og svære at fortolke. Dermed er det ikke godt, når en person fortolker reglerne på en vis måde, som myndighederne senere omstøder, og opkræver store resurser hos den private. Her ville det være bedre, at skattevæsenet ikke blandede sig, og tog til takke med det som personen selv havde anført. Årsagen er, at fortolkningen har ført til en vis opførsel, som med en lavere skattebetaling er mere gunstig for samfundet, fordi tabet der er påført af skatten er blevet mindre. Ved at kontrollere og påføre personen der skal betale skat en større betaling, begrænses hans incitament til at udføre sit arbejde i samfundet. Denne begrænsning er et tab for samfundet. Den tvungne skattebetaling kan ikke vise at gavne samfundet, end ikke hvis pengene går til drift af vigtige funktioner i samfundet, såsom politi, sundhedsvæsen, osv. Årsagen er, naturligvis, at funktionerne varetages af det offentlige, og foræres væk efter bureaukraternes prioritering, i stedet for at blive prioriteret af kunderne via deres køb eller deres afholdelse fra køb.

Skattegabet kan derfor ses som en lille mulighed for at øge samfundets velstand, ved at nogle kommer igennem med en lavere skattebetaling, og dermed bidrager mere til samfundets frie udfoldelse, end de ville have gjort, hvis de vidste at de ville komme til at betale skatten. Usikkerheden om hvorvidt det er positivt at nogle kan slippe i SKAT mens andre følger reglerne gør det mere besværligt at sige, hvad er liberalt og hvad der ikke er liberalt. Det er lettere at tage stilling til hvordan systemet burde være.

Der er endnu et synspunkt, man kan belyse i ovenstående. Hvis en person “slipper” billigere i SKAT, end reglerne tilsiger, og skattegabet øges, hvordan forholder vi os så til, at denne person modtager de samme offentlige services, som hvis denne havde betalt den fulde skat?

Det er vigtigt først at understrege, at der i det offentlige system ikke findes nogen løsning i forvejen. Hvorfor skal alle have den samme service uanset indkomst, uanset skattebetaling? Hvorfor skal direktøren betale langt mere i SKAT, end kontanthjælpsmodtageren? Hvilke økonomiske aktiviteter skal bære skattebyrden? Hvordan skal skattebyrden bæres?

Det er klart, at for mig, er der kun een løsning: Det frie marked i alle afkroge og hjørner af samfundet. Privatiser hele den offentlige sektor.

Stod det til mig, nedlagde vi hele skattevæsenet, for at give samfundet maksimal nytte af de knappe resurser, ved at lade hver enkelt person planlægge sit eget forbrug, opsparing og investering ved at indgå private aftaler med andre på lige fod, og lod det frie marked drive produktionen af alle de goder som i dag drives af staten.