Monthly Archive: februar 2019

Gyldendals leksikon-lussing

Jeg stiftede bekendtskab med Gyldendals ordbøger i 5. klasse, da jeg fik engelsk som fag. Min engelsklærer fortalte, at Gyldendal havde nogle rigtig fine ordbøger, som var værd at bruge til at lære engelsk og udvide sit ordforråd. I faget understregede læreren også, at det var en god teknik at lære at slå op i en ordbog. Jo mere vi øvede os, jo bedre blev vi til at bruge de velkendte ordbøger i Gyldendals røde serie. Vi havde timer, hvor meget af tiden gik med at slå forskellige ord op i ordbogen. På den måde blev vi gode til at huske om fx O kommer før eller efter M.

I resten af min tid i skolen og senere i uddannelsesforløbet brugte jeg dog ikke disse værktøjer til alverden. Først som voksen begyndte jeg at tage min lærers gamle formaninger op igen. Som bognørd har jeg også søgt at fylde noget af reolen op med ordbøger, og jeg har først og fremmest gået efter at fylde bøger af Gyldendal ind. Min egen research har vist at min engelsklærer havde ret – Gyldendals ordbøger er rent faktisk meget gode.

Starten på et prestigeprojekt

Den 2. maj 1991 gik Gyldendal til kulturministeriet, og fremlagde deres plan for et Nationalleksikon. Her blev de modtaget med åbne arme, og et samarbejde kom i stand. Staten skulle assistere Gyldendals projekt ved at yde “inflationsgaranti”. Da projektet var estimeret til at forløbe over 10år, ville inflationen udhule den frosne kapital, der skulle købe lokaler, trykkeudstyr, computere og betale lønninger til bidragyderne.

Det er staten, der er årsag til inflationen i første omgang. Statens pengepolitik og banklove gør det muligt at udstede dækningsløse papirpenge, og der er en vis rimelighed i at søge at undgå at blive ramt af denne fordækte beskatningsmekanisme. Gyldendal gjorde det fornuftige, og forsøgte at undgå at blive fattigere af inflationen under det store projekt. Det var naturligvis bedre for os alle, hvis vi kunne komme banksystemets dækningsløse papirpenge til livs.

Det første bind udkom i 1994, og de følgende år udkom bind for bind, indtil 2001, hvor det sidste bind, nummer 20, udkom. Ved projektets afslutningen stod det klart, at den viden der var lagt i leksikonet i den lange periode, havde flyttet sig. Derfor valgte Gyldendal at udstede et supplementsbind for at holde papirudgaven af encyklopædien up-to-date. I alt udkom 35.000 papirudgaver og 50.000 CD-ROM samt 35.000 DVD udgaver af leksikonet. Om leksikonet på dette tidspunkt havde været en god eller dårlig forretning for Gyldendal, ved jeg ikke.

Gyldendal var dog ikke alene om at udgive leksikon. Der findes en lang række af berømte leksikon på mange sprog, og med teknologien og internettets udvikling, kom en uventet konkurrent ind i billedet. I januar 2001, samme år som bind 20 af Den Store Danske Encyklopædi udkom, startede wikipedia som internetleksion, skrevet af frivillige bidragydere.

I 2009 webificerede Gyldendal deres store prestigeværk med opslagsportalen Den Store Danske. Sidenhen tilføjedes flere værker til websiden, for at gøre den mere attraktiv. Flere forretningsmodeller blev afprøvet, bl.a. at reklameindtægterne skulle dække omkostninger til drift, vedligehold og opdatering af encyklopædien som et sidste forsøg.

Iværksætterbrøleren

Ak og ve. Gyldendal tog fejl af deres kunder. Fra 2009 til 2017 blev Den Store Danske webportal opdateret, men de senere år gav projektet et underskud på 2-3 mio kroner årligt. Værket blev også transformeret fra at være skrevet udelukkende af udvalgte eksperter, til at blive skrevet af Hr og Fru Hansen, med en smule eftersyn fra tidligere omtalte eksperter. Reklameindtægterne var ikke tilstrækkelige, på trods af et dagligt besøgstal på 60.000-100.000. Gyldendal oplyser, at mindst 150.000 daglige besøgende var nødvendigt, for projektet på sigt kunne løbe rundt. Gyldendal beskriver også i artiklen, at de kunne få betaling for værket i papirudgave eller på CD-ROM/DVD, men da værket blev lagt online kneb det med betalingen for brugen af værket.

Gyldendals fadæse er dermed, at de har forventet et langt større antal besøgende end det, der blev virkeligt. I artiklen skriver Gyldendal også, at de generelt har været ude af stand til at drive onlinehandel profitabelt, eksempelvis deres egen netboghandel samt en kombination af spil og læring har ligeledes været fadæser.

Gyldendals succes på onlineområdet ser dermed ud til at være ganske klar: De duer ikke til at drive det profitabelt. Markedsløsningen på sådanne iværksætterfadæser er naturligvis enten at iværksætteren selv accepterer tabet, og forsøger at dække et tab på et område ind, med profit fra et andet, eller hvis det ikke kan dækkes, at sælge tabsgivende projekter fra, eller at gå fallit.

Encyklopædien hang dermed i en tynd tråd, fordi den blev vedligeholdt af en uduelig virksomhed.

Mikael Jalving og Den Store Danske Encyklopædi

For et års tid siden læste jeg et indlæg på JP af Mikael Jalving, hvor Jalving begræder sine medmenneskers dårskab og tingenes tilstand på et område, der ligger ham særligt nært. Uddannelse og dannelse. Efter en kort bredside mod alle der anser dannelse for elitær eller anser det som af mindre værdi end Jalving selv, begynder beskrivelsen af Gyldendals store værk. Jalving er ikke selv forblændet af værket, særligt artiklerne om Sovjetunionen og kommunismen har politisk slagside, skriver han. Til trods for disse fejl, anser Jalving værket som af stor betydning for dannelsen, danskheden og bestræbelsen på at tilegne sig viden i en kompliceret verden.

Umiddelbart er det for mig svært at se, at dannelse skulle findes i om man slår op i et leksikon, eller ej. Hvis jeg ønsker at opnå viden om et særligt område, så vil jeg første finde ud af, om emnet er interessant nok, ved at finde en light-udgave, fx en youtube video eller artikel online, hvor jeg kan få en appetitvækker. Et leksikon er ikke den eneste måde at få appetitvækkeren på – og selvom det skulle være således, behøver jeg absolut ikke et dansk leksikon. Ønsker jeg at gøre mig bedre bekendt med fagområdet, køber jeg en eller flere bøger, for at udvide min viden og gå i dybden med emnet.

Jalvings præmis for hele hans bredside om dannelse og uddannelse virker allerede nu forfejlet og ganske ude af trit med nutidens muligheder for at tilegne sig viden.

Det interessante kommer i midten af indlægget, hvor Jalving beskriver Gyldendals strabadser med sin Store Danske Encyklopædi, som nævnt ovenfor. Konklusionen var at markedet ikke har fundet forretningsmodellen værdifuld nok til at betale omkostningerne. Om dette forhold skriver Jalving, at dette er netop et bevis på, at man ikke kan overlade dannelse til markedet (det er med andre ord ikke Jalving, der tager fejl, nej, det er markedet, der tager fejl!). Jalving beskriver desværre ikke noget sted, hvorfor netop hans version af dannelse skal gøres universel, og hvordan det kan være i overensstemmelse med menneskets frie vilje og selvbestemmelse. Jalving falder dermed i diktatorrollen, og vil definere for alle andre, hvad dannelse er, og at det er så vigtigt. Nogen må gøre noget for kollektivet, fordi efterspørgslen ikke gør det for os, postulerer Jalving.

Jalving fremstiller sin uvidenhed om mennesket, markedet og værdibegrebet. I stedet for at skrive en brugbar tekst, der rent faktisk gør os klogere (som var selve meningen med dannelsen i hans egen optik), fylder Jalving den med floskler om dannelse og reducerer frie menneskers individuelle værdiopfattelse og afholdelse fra køb i et konkurrencepræget marked, til blot at være “efterspørgsel”.

Ingen steder beskriver Jalving, at problemet med efterspørgslen efter Gyldendals Store Encyklopædi er, at Gyldendal ikke har været i stand til at levere værdi til frie mennesker, der havde muligheden for at sige nej tak. Ingen steder skriver Jalving, at det er godt, at Gyldendal er presset til at standse opdateringen af encyklopædi’en, for nu kan det da endelig være, at en ordentlig iværksætter med forståelse for menneskets behov, kan lave en forretningsmodel, der er værdifuld for forbrugerne, således det store værk igen kan få den opmærksomhed, som Jalving selv mener, at den er berettiget til. Dette synspunkt ser ikke dagens lys. For Jalving er forbrugerne de rene tumper, der ikke forstår hvilket fremragende vidensværk Gyldendal har frembragt. Alle problemer i forbindelse med finansiering af det store værk er således de udannede forbrugere og det selviske markeds skyld.

I hans hetz mod markedets forbrugere, der står for indtægtssiden i regnskabet, glemmer Jalving også den anden side af regnskabet. Omkostningerne. Hvorfor ser Jalving sig ikke sur på de griske ansatte og underleverandører på værket, der tager sig fyrsteligt betalt, for at opdatere værket? Og hvorfor skal Gyldendal absolut opdatere værket hvert eneste år? Er det ikke rimeligt at have en lavere opdateringsrate, hvis det kunne reducere omkostningerne og sikre overskud?

Og hvorfor skal vi absolut have et dansk værk om ikke-danske emner såsom astronomi, fysik, kemi, elektronik, biologi, geografi, økonomi og filosofi? Her kan man lige så vel hente solid viden fra andre leksika, hvis man da absolut vil kaste sig over leksika for at tilegne sig viden.

Et citat fra Hans-Hermann Hoppe passer ganske udmærket ind i denne sammenhæng.

Hans-Hermann Hoppe, A Theory of Socialism and Capitalism, s. 91, Second Edition, Ludwig von Mises Institute:

An ideology such as conservatism also exerts its influence, very inconspicuously, by simply maintaining the status quo and letting things continue to be done according to age-old traditions. […]

[N]o owner owns all of his property and all of the income that can be derived from its utilization. Rather, part of this belongs to the society of present owners and income recipients, and society has the right to allocate present and future produced income and wealth to its individual members in such a way that the old, relative distribution of income and wealth is preserved. And it is also society’s right to determine how large or small the income and wealth-share that is so administered should be, and what exactly is needed to preserve a given income and wealth-distribution.

Da jeg i sin tid var færdig med at læse Jalvings komplet vidensblottede indlæg, grinte jeg af hans forslag. Det var tydeligt, at selv 100.000 daglige besøgende ikke var tilstrækkeligt til at dække udgifterne til det store værk i hænderne på Gyldendal. Måske er det bedste der kunne ske, at det blev sat på pause for en stund eller sat til salg til hvem der end ville købe rettighederne til værket, og måske kunne det få en genopblomstring hos en ny ejer der kunne revurdere kundebehovet og finde en profitabel måde at drive opdateringen af værket, så driften igen blev nyttig for samfundet. Jalvings plæderen for at lade staten overtage tabene på Gyldendals fadæse fandt jeg morsom. Hvis værket var noget værd, så skulle der nok en dag komme en interesseret forbi, der havde mulighed for at vurdere om værket kunne føres videre, eller om det har haft sin tid. Hvis ingen ville købe, og Gyldendal ikke selv ville fortsætte sin underskudsforretning, så var dette blot et tegn på, at værkets nuværende drift var for dyr. Det ville være et tab for samfundet som helhed at drive værket videre uforandret.

Jalvings forslag flugter perfekt med Hans-Hermann Hoppes fortælling om konservativ socialisme – Jalving vil fastholde den tidligere indkomstfordeling, således Gyldendal kan fortsætte med at hyre eksperter til at skrive artikler til at opdatere deres encyklopædi. Uanset om Gyldendal har lavet et produkt, der er for dyrt. Tabet kan dækkes ved at tage pengene fra selvsamme modvillige forbrugere med skattevæsenet. Tanken er ren gift for et produktivt samfund.

Jeg kastede derfor hans konservativ-socialistiske forslag fra mig i en rum tid, indtil det dukkede op igen i december 2018.

Fortsættes i næste indlæg.

Hvor farlig er mæslinger?

For nylig er der opstået lidt ny diskussion omkring mæslinger og vaccination, senest da Alternativets folketingskandidat Allon Hein Sørensen udtalte til Ekstra Bladet, at mæslinger kunne bidrage til øget beskyttelse mod kræft senere i livet. Sidenhen har en forsker afvist teorien overfor B.T.

Jeg ønsker ikke at gå ind i den videnskabelige diskussion om det emne, men jeg vil gerne forsøge at oplyse, og genoplyse, om farligheden ved at få mæslinger. Det er tilsyneladende ganske mange, der mener, at mæslinger er meget farlige. Der er al grund til at søge data, i stedet for at kaste sig i frygtens magt.

Ifølge SSI’s egne tal om mæslinger, døde der 85 personer af mæslinger i en 25 år lang periode fra 1960 til 1985. I perioden var 1.039.378 blevet smittet. Det svarer til en dødelighed på 1 ud af 12.114 personer. Det giver en overlevelsesprocent på 99,99174509%. Altså i perioden fra 1960 til 1985. Det kan nok forventes at vi i 2019 har opnået endnu bedre sundhedsforhold, end det som var gældende fra 1960 til 1985. Det er formentlig ganske rimeligt at påstå, at overlevelsesgraden i forbindelse med børn der får mæslinger, er endnu højere i dag end dengang. I alt fald var denne trend pågående, så længe der er ført statistik over mæslinger.

 

(Kilde: SSI.dk)

SSI’s egne tal laver lidt et krumspring fra 1960 til 1985. Hvorfor klumpe disse tal sammen, når nu hele dataserien hidtil ellers er opgivet per tiår? Heldigvis har SSI lavet en fin graf, som jeg kan bruge til at kaste lys over 20 års perioden fra 1960 til 1980 (ifølge SSI begyndte vaccinationen i 1980, hvorfor årene efter oplever markant reduceret antal smittede). De opgiver ikke størrelsesordenen af hvor mange der døde per antal smittede, og jeg kan kun plotte antallet af dødsfald. Hvis man ser på SSI grafen af antal smittede i perioden fra 1960 indtil 1980, så er det ikke helt galt at påstå, at antallet af smittede i perioden var omtrent det samme (40.000-50.000 per år, glidende gennemsnit). Antallet af dødsfald i forbindelse med mæslinger kan med rimelighed antages at indikere risikoen, og er ikke blot et udtryk for et faldende antal smittede.

(Kilde: SSI.dk)

For mine blege ingeniør-øjne ser det ud til, at trenden fortsatte sin nedadgående retning i perioden 1960-1980. Det betyder, at vi formentlig kan vurdere, at de 1 ud af 12.114 døde kan reduceres yderligere, blot ved at bruge data fra 1970-1980. Siden dengang kan det tilmed forventes, at antal døde per smittede med mæslinger er faldet yderligere, ligesom trenden indikerer.

Hvorfor skrive et indlæg om mæslinger, når man kan få en vaccine mod mæslinger?

Det er ganske tydeligt ifølge SSI’s egne tal, at mæslingevaccinen ikke dækker 100%. Ifølge deres egne tal dækker to skud af MFR vaccinen ikke 100% (se spørgsmålet: Hvor godt beskytter vaccinen? – ca 95% dækning per skud, dvs. 97,5% efter to). Der er med andre ord stadig en lille sandsynlighed for, at ens vaccinerede barn får mæslinger. Hvis det skulle gå så galt, så vil jeg gerne fremføre den påstand, som har opbakning fra SSI.dk’s egne tal, at man ikke behøver at frygte for barnets liv, hvis det skulle få mæslinger.

“Nedslidte” skal ikke have en krone via skatterne

I den foregående periode, har der været flere kampagner i gang fra fagforeningerne, eksempelvis en angående ulighed, som jeg omtalte i mit sidste indlæg.

De har dog også flere punkter på programmet, eksempelvis en reduceret pensionsalder for ufaglærte. Årsagerne til, at de ufaglærte skal have nedsat deres pensionsalder, går på delvist at de er flere år på arbejdsmarkedet, samt at deres arbejde præges i høj grad af fysisk hårdt arbejde. Derfor fører det til en nedslidning, som bør kompenseres af det statslige pensionssystem.

Umiddelbart kan man ganske udmærket få sympati for den enkelte, der føler sig fanget i sit arbejde, og som frygter for sin indtægt, hvis ikke kroppen holder til at fortsætte med at udføre samme arbejde efter 40år. Denne usikkerhed er et vilkår for de ufaglærte, siger 3f.

Forslaget går i sin enkelthed ud på at tilskynde et vist antal år på arbejdsmarkedet inden pensionsalderen indtræffer, i stedet for at fiksere pensionsalderen på en særlig fødselsdag, for alle.

Der er masser af valid kritik af det eksisterende pensionssystem. Der kunne skrives mange indlæg alene om hvor elendig folkepensionen er, fx at den bliver finansieret ved at true den produktive del af befolkningen til at betale til systemet. Eller at systemet er indrettet uden en opsparing, hvorfor samfundets forbrug øges på bekostning af kapitalopbygning. Nuværende pensionisters udbetalinger kan kun gennemføres, fordi nuværende produktive personer beskattes. Den private del af det kombinerede pensionssystem (arbejdsmarkedspensionerne) forslår som et Mikey-Mouse plaster på en åben halspulsåre.

Nyttetab af arbejdsindsats

En af de få antagelser som de østrigske økonomer (fx Ludwig von Mises og Murray Rothbard) bruger, er at sige, at der er et nyttetab forbundet med at forbruge sin personlige energi på at arbejde. Dette nyttetab i forbindelse med arbejde er en af de faktorer, der indgår i dannelsen af markedsprisen for arbejdet. Vi kan let forstå hvorfor arbejdsopgaver, der har et lille nyttetab, har lettere ved at tiltrække arbejdstagere, end en arbejdsopgave hvormed et større nyttetab er tilknyttet. Hvis arbejdsgiveren har færre arbejdstagere at vælge mellem til at udføre arbejdet, så vil lønnen være højere, end hvis flere ville udføre arbejdet. Når man vælger sit arbejde, indgår overvejelsen af, om lønnen er nyttetabet værd. Højere nyttetab kræver dermed højere løn – alt andet lige.

Det følger derfor, at et arbejde der er nedslidende (nyttetab) og dermed påfører arbejdstageren vis usikkerhed (nyttetab) i forbindelse med, om arbejdet kan fastholdes i personens samlede tid på arbejdsmarkedet, eller om arbejdstageren må fravælge arbejdet senere i livet, pga. nedslidning, vil være højere lønnet, end hvis arbejdet ikke var nedslidende. De, der vælger et nedslidende arbejde, får derfor fordel af, at andre personer er afskrækket fra at konkurrere på denne arbejdsopgave. Den som vælger et nedslidende arbejde, bliver derfor kompenseret for det slid, arbejdet påfører ham. I alt fald ifølge personens egne vurderinger.

Fagforeningerne er nogle hyklere

Valget mellem forskellige typer af arbejdsopgaver er dog ikke frit. Fagforeningerne har, med deres voldelige metoder, sørget for, at mange arbejdsopgaver ligger udenfor rækkevidde af den ufaglærte. Har man ikke papirerne i orden, vil fagforeningen bruge vold mod dig eller din arbejdsgiver. Fagforeningerne kalder eufemistisk deres pseudo-love for “overenskomster”. Fagforeningerne fastlægger arbejdsregler, som fx siger at en tømrer ikke må lægge tagsten, hvis en murer er tilgængelig. Selv mellem fagforeninger udpensles disse arbejdsregler i de mindste bagateller, og en ufaglært har derfor et mindre valg mellem alternativer, når fagforeningerne først har gjort visse valg umulige.

Det er derfor åbenlyst, at når de lækre arbejdsopgaver er udtaget til de faglærte, der beskyttes af fagforeningen (eller rettere – de medlemmer af fagforeningen, der har et job), så er der kun visse typer af arbejde tilbage til de ufaglærte. Da alle ufaglærte betragtes som ikke-medlemmer af de faglærtes fagforening, bliver alle ufaglærte proppet ned i samme kasse, og de må derfor alle søge de samme jobs, som fagforeningerne ikke gør krav på. Fordelen ved at vælge et arbejde med et større nyttetab bliver derfor delvist steriliseret af fagforeningernes eksklusionspolitik, fordi en meget større del af arbejdstagere presses til at søge disse jobs med højt nyttetab, sammenlignet med situationen hvor fagforeningen ikke var en voldelig organisation, der selv skrev pseudo-love.

Skatteyderne er lette mål for politisk forbundne fagforeninger

Resultaterne af fagforeningernes amoralske pseudo-lovgivning kender vi. Arbejdsløshed: Nogle arbejdstagere prises ud af markedet pga. den samlede omkostning, som overenskomsten påfører arbejdsgiveren. Det er derfor staten finansierer en stor del af a-kasserne via arbejdsmarkedsbidraget. Det er for at forsøge at kompensere de arbejdsløse for fagforeningernes hærgen i markedsøkonomien. Denne ordning subsidierer særligt indkomstgrupper, der er præcis på det punkt, hvor dagpengesatsen er højest. Denne indkomstgruppe betaler det mindste i arbejdsmarkedsbidrag relativt til dagpengesatsens størrelse. Da fagforeningerne ikke selv ønsker at erstatte det tab, de påfører de berørte personer (som man normalt ville kræve, da deres handlinger bedst beskrives som aggression mod fredelige mennesker), så har fagforeningerne “løst” problemet ved at indføre skattefinansieret arbejdsløshedsforsikring.

Nu forsøger fagforeningerne igen at komme et af deres selvskabte problemer til livs ved at sætte skatteyderen på krogen. I stedet for at sige til fagforeningerne, at de må betale erstatning til de personer, hvis arbejdsfrihed de krænker (fx nedslidte ufaglærte), fordi de med vold afholder dem fra at vælge et mindre nedslidende job (fx et fagforeningsbeskyttet job), så søger politikerne i socialdemokratiet og andre “arbejderpartier” at socialisere omkostningerne: Lad skatteyderne betale for fagforeningernes skade på arbejdsmarkedet – sænk pensionsalderen for de mennesker, der skades af fagforeningernes politik.

Et problem med denne politiske løsning er, at de faggrupper der er politisk forbundne, vil kæmpe for at netop deres pensionsalder bliver reduceret. Den politiske løsning bliver derfor langt fra en, der fokuserer på hvilke faggrupper slides ned, og tildeler pensionsalder efter nedslidningsgrad. Det vil i stedet tilkomme de, der er bedst politisk forbundne, på bekostning af de, der ikke er det.

Derudover er der de sædvanlige konsekvenser af disse socialiseringsprojekter: Man får mere af det, man oprindeligt ønskede at mindske. Hvis staten subsidierer arbejdsløshed opstår større arbejdsløshed – ligeledes vil det gå for subsidier til nedslidning. Flere vil søge jobs, der nedslider dem, sammenlignet med situationen, hvor subsidierne ikke eksisterede. Kampen om at få et job, der fører til tidlig pensionering, vil øge antallet af nedslidte personer. Det er derfor en destruktiv politik at subsidiere nedslidning. Det er ikke til nogen gavn at lokke flere ind i jobs, der nedslider dem.

Som menneske har vi kun én krop. Det er vores ultimativt personlige bosted. Det mest perverse staten kan gøre, er at opfordre til ødelæggelse af det mest personlige, du ejer – din krop.

De ufaglærtes byrde

Den ufaglærte bliver derfor ekskluderet af fagforeningerne fra at få højere betalt arbejde, der eksempelvis kunne konkurrere med faglærte arbejdere. Der er visse jobs, der ikke er “beskyttet” af fagforeningernes overenskomster, og hertil må de ufaglærte flokkes. Den større tilstrømning af arbejdskraft gør det billigere for arbejdsgiveren på dette område at ansætte ufaglærte. Arbejdsløshedssubsidiet trækker i den anden retning – arbejdsgiveren skal konkurrere med dagpengesystemet og kontanthjælpssystemets udbetalinger og regler. Den ufaglærte kan søge at optjene tilstrækkeligt med indkomst for at kvalificere sig til den højeste dagpengesats. Da er det relativt mere attraktivt at vælge et job med højt nyttetab (fx af nedslidende karakter), for at sikre at indtægten overstiger kravet til den højeste dagpengesats.

Dette opfordrer til kortvarige ansættelser, der har til formål at genoptjene en ny dagpengeperiode. Det er muligt at vælge at arbejde i et år, for at modtage dagpenge i to år. For disse kortere ansættelser er det også mere acceptabelt for den ufaglærte at tage jobs, der er hårdere, fordi de ikke er permanente. Men i det lange løb akkumuleres den nedslidning som disse jobs medfører.

Ikke nok med at den ufaglærte ekskluderes af fagforeningerne, og subsidieres af dagpengesystemet til at nedslide sig selv, så vil skattevæsenet også gerne have den ufaglærte til at betale en høj andel af indtægten i skat. Særligt forbrugsskatterne er en byrde for de lavere indkomster.

Disse skatteindtægter fra den ufaglærte går bl.a. til at betale folkepensionen, som den ufaglærte pga. middellevealder i mindre grad end den faglærte når at nyde. Pga. folkepensionens indretning er det særligt omkostningstungt at spare penge op privat, når man har en lavere indkomst, fordi tillægsydelserne til folkepensionen afhænger af, om man har en privat opsparing ved siden af. Modregningen medfører en meget høj omkostning ved opsparing til privat pension.

Løsningen på problemet

I den virkelige verden er der kun en person, der ultimativt styrer dine handlinger. Dig selv. Du har selv ansvaret for at finde et arbejde, der ikke nedslider dig, hvis du ønsker at undgå nedslidning. Hvis du foretrækker at blive slidt ned, og til gengæld modtage en større løn, er dette også dit eget valg.

Nedslidning er derfor et privat anliggende. Der er intet socialt over nedslidning, det påvirker den person, der har taget et nedslidende arbejde, og har fortsat sit nedslidende arbejde gennem en periode, der med tiden fører til et nedslidt stadie. Gevinsten ved at tage dette arbejde bør netop tilfalde den, der udfører arbejdet. Ikke til fagforeningspersonale, politikere, offentligt ansatte eller andre, der lever af skatterne, der tvinges ud af den, der arbejder.

Løsningen er derfor, at give hver person sin frihed til at vælge at samarbejde med hvem de vil samarbejde med. Fagforeningerne skal derfor ophøre at bruge vold mod fredelige arbejdssøgende, og skatterne skal ophæves, således hver person har absolut rådighed over sin egen indkomst, og kan allokere denne til de mest værdiproduktive mål. Det gør det mindre omkostningstungt at spare op til egen pension, og det giver mulighed for at vælge et lavere betalt job, som ikke slider en i nær så høj grad.

Væk med skatter og subsidier – giv mennesket sin retmæssige frihed.