Liberalisme del 3: Liberal anarkisme, tredje del

Indtil videre har artikelserien om den liberale anarkisme kritiseret idéen om den minimale stat. Jeg har forsøgt at beskrive, hvordan loven opstår spontant i samfundet, hvilke forudsætninger loven har for at opstå og hvilke rationelle årsager der findes, for at støtte en lov.

I tredje del af min artikel om liberal anarkisme beskriver jeg hvordan markedets produktionsevne bidrager til konfliktminimering, hvordan det er muligt at indføre et strafsystem i det liberale anarki, hvordan straf bør udmåles og hvordan domstolene kunne fungere.

Til sidst kommer en kritik af det liberale anarki.

Markedet minimerer konflikter

Kort sagt, markedskræfterne, netværket af frivillige udvekslinger i et samfund, der benytter en lov, der beskytter ejendomsretten, er selve fundamentet for et rigt, fredeligt og liberalt samfund. I de foregående indlæg har jeg forsøgt at fremsætte en række argumenter for det frie samfund, og nu kan jeg derfor springe til nogle konklusioner:

Alle økonomiske goder kan underlægges samfundets frivillige udvekslinger. Der er intet økonomisk gode, der ikke bør håndteres af det frie marked. Markedsøkonomien er dermed i sig selv en institution, der frembringer resultater for samfundet, der minimerer risikoen for konflikter, fordi den er i stand til, i større og større omfang, at producere de resurser, hvis knaphed kan give konflikter. Det er ganske enkelt: Jo flere resurser der er tilgængelig, jo mindre risiko for konflikter, alt andet lige.

Enhver afvigelse fra den liberale lov fører til flere konflikter, og det kan derfor rationelt anerkendes, at den lov, der bedst sikrer fred i samfundet, er den liberale. I det omfang det lykkes at erkende dette faktum, vil det civiliserede samfunds love udvikle sig til at sikre den private ejendomsret. Hvis der ikke er nogen stat, der tvinger samfundets borgere til at følge et dikteret lovsæt, så vil menneskets stræben efter at bedre sin situation, føre til at der opstår parallelle systemer, hvor det er muligt at lære af hinandens fejl og kopiere hinandens handlinger. Så længe det er frit for samfundets individer at finde nye løsninger, uhindret af en tvangsinstution som staten, så vil det være muligt at lære af de, der har success, og implementere de mekanismer der førte til success for andre. På den måde spredes idéer og systemer der har ført til en opfattet success til andre dele af samfundet. Fra menneske til menneske. Der er ikke en magtinstitution der truer med fængsel, hvis man forsøger at genskabe fordele for sig selv ved gøre brug af andre systemer.

Beskyttelsen af person, eller ejendom, mod aggression er derfor essentiel, men der er visse undtagelser til reglen. For at kunne bruge ejendomsrettens som skjold mod aggression, skal det godtgøres, at den ejendom, man påstår er sin, er blevet sådan ved legitime handlinger og ikke ved tidligere uetiske handlinger, der er i strid med de liberale principper. Fysisk vold er kun moralsk og etisk acceptabel, hvis den bruges defensivt til at beskytte person, eller ejendom, mod aggression.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 51-52, Mises Institute:

[…] we cannot say that the great axiomatic moral rule of the libertarian society is the protection of property rights, period. For the criminal has no natural right whatever to the retention of property that he has stolen: the aggressor has no right to claim any property that he has acquired by aggression. Therefore, we must modify or rather clarify the basic rule of the libertarian society to say that no one has the right to aggress against the legitimate or just property of another.

For at sikre det civiliserede samfunds økonomiske, sociale og etiske opblomstring og succes, er det nødvendigt at benytte et system, der bevirker at kriminelle tendenser dæmpes. Et er at give de stjålne genstande tilbage til sin retmæssige ejer, men for tyven er det næppe nogen afskrækning, at måtte aflevere det stjålne. Hvis konsekvensen ved tyveri er, at de stjålne goder afleveres tilbage, betyder det, at hvis en tyv tager 1000kr fra dig, skal han bare aflevere 1000kr tilbage. Det afskrækker næppe tyven fra at tage chancen. Lykkes det ikke at opspore tyven, kan han beholde pengene, men bliver han fundet, bliver han bare sat tilbage til sin tidligere position. Altså mister han ingenting ved forsøget på tyveri. Der skal derfor mere til end blot at levere det stjålne gods tilbage.

En måde at fremstille problemet er ved at sige, at kriminalitet er en social interaktion, der er uønsket. Kriminalitet er det modsatte af et økonomisk gode, det er et økonomisk onde. For at minimere et onde, er det nødvendigt med foranstaltninger, der påfører omkostninger, og en af metoderne, der kan tages i brug til at påføre denne omkostning, er at straffe den kriminelle for sin kriminelle gerning.

Straf – hvordan?

Der forekommer at være sket en fejl i systemet. Hidtil har de liberale anarkister sagt, at der ikke findes noget monopol, der skal underkue de kriminelle, men samtidigt er postulatet, at individets ejendomsret skal beskyttes, fordi det er det eneste rationelle (og etiske) system til at sikre retfærdighed. Det forekommer at der er sket en fejl, en logisk selvmodsigelse: Hvis ejendomsretten ikke kan overskrides, hvis et monopol ikke må tvinge samfundets borgere til noget, hvordan kan man da have et retsvæsen der kan straffe kriminelle? Vil det ikke være i strid med grundprincipperne i det liberale anarkistiske samfund?

Murray Rothbard fremførte en løsning på det tilsyneladende uløselige teoretiske problem: Proportionalitetsprincippet. Din ejendomsret er ukrænkelig, såfremt du ikke har overskredet en andens ejendomsret. Hvis en person overskrider en andens ejendomsret, opgiver den aggressive person sin egen ejendomsret i proportion med sin initierede aggression. Det er ved tyvens egen handling, at denne demonstrerer, at han ikke opfatter ejendomsretten som ukrænkelig. Tyvens moralske kompas er i konflikt med samfundets. Tyvens demonstrerede præference for krænkelse af ejendomsretten bruges dermed mod ham selv i den følgende strafudmåling.

En tyv, der tager 10.000kr fra en anden, har opgivet sin ejendomsret for 10.000kr plus de tilstødende omkostninger til retssag, detektivarbejde og offerets tort forbundet med tyveriet. Tyven demonstrerer sin egen præference for at overskride ejendomsretten og i denne kriminelle handling ligger en delvis opgivelse af tyvens egen ejendomsret.

Altså – foretager du intet overgreb på andres ejendomsret, er din egen ejendomsret intakt, men i den udstrækning du overskrider en andens ejendomsret, opgiver du delvist din egen i den pågældende sag. Det er dine egne handlinger, der fører til en opgivelse af din ejendomsret. Ved at overtræde andres ejendomsret, viser du med dine handlinger, at du ikke anser ejendomsretten som en ret, og den, som var offer for din handling, kan derfor i retfærdighedens navn kræve erstatning for at genvinde det tabte, men også straffe dig proportionelt med din overtrædelse.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 85, Mises Institute:

We have advanced the view that the criminal loses his rights to the extent that he deprives another of his rights: the theory of “proportionality”. […] In the first place, it should be clear that the proportionate principle is a maximum, rather than a mandatory, punishment for the criminal.  […] The proportionality rule tells us how much punishment a plaintiff may exact from a convicted wrongdoer, and no more; it imposes the maximum limit on punishment that may be inflicted before the punisher himself becomes a criminal aggressor.

Det er vigtigt at pointere her, at det liberale anarki ikke fastlægger straffen alle skal følge. Strafsystemet der beskrives her, som citatet antyder, fastlægger blot den maksimale straf, der kan udmåles til den kriminelle. Det er dig frit stillet at lempe straffen i forhold til det tilladte, eller helt opgive straf, eller fravælge at føre sagen. En retssag kræver en forurettet part, der søger genoprettelse, der er ingen, der kan føre sager på andres vegne, medmindre samtykke hertil er givet.

Rothbard bruger proportionalitetsprincippet som basis for sin teori om straf. Rothbard skriver selv, at alle teorier om straf er mangelfulde, og han har ikke selv løst problemet fuldstændigt. Der er måske tale om en social konvention, frem for et grundlæggende principielt standpunkt, baseret i ejendomsretten, når proportionalitetsprincippet bruges som fundament for strafudmåling. Problemet er dog til at overse, da proportionalitetsprincippet blot kan bruges til et retssystem. I det liberale anarki vil der være flere konkurrerende retssystemer, der hver især benytter sine egne principper. Hvordan disse principper er fremkommet, er ikke afgørende for systemets levedygtighed og konsistens. Det essentielle er, at det er frivilligt, for den enkelte, at tilvælge det retssystem, der passer personen bedst. Samfundets bærende princip, der ikke må omgås, er blot at de personer, der straffes, selv vælger at lade sig straffe af systemet. Strafudmålingen kan derfor hvile på sociale konventioner. De strafregler der vil blive opbygget i de konkurrerende retssystemer, vil formentlig blive baseret på sædvane og kulturelle forhold. I sidste ende vælger man selv, hvilket system man ønsker at underlægge sig.

Med ovenstående princip i hænde (som et eksempel på et ud af mange mulige retssystemer), kan det lade sig gøre at argumentere for, at dømte kriminelle kan straffes, fordi deres ejendomsret er opgivet delvist ved deres kriminelle handling. Respekterer den kriminelle ikke selv ejendomsretten, så må den liberale lov straffe den kriminelle svarende til det omfang, som den kriminelle har overtrådt en andens rettigheder. Men hvordan skal straffen udføres i praksis? Hvad hvis tyven ikke vil underlægge sig domstolens afgørelse? Hvordan undgår man, at en privat domstol dømmer alt og alle, og inddrager tvivlsomme beviser for overtrædelse af ejendomsretten?

Domstole – udførsel af lovens bogstav

For at holde domstolene i skak er det nødvendigt, at hvert medlem af domstolen har indgået en kontrakt, der viser at personen frivilligt har valgt domstolen. I tilfældet af at de to personer, der kommer i konflikt hører under samme domstol, afsiger domstolen en dom, som personerne er bundet til at følge. Hvis den dømte kriminelle undviger straffen alligevel, risikerer personen at blive fredløs, og mister sin ejendomsret totalt. I vores digitale tidsalder vil der være registre (ligesom RKI i dag har information om hvem der ikke har vedligeholdt sin aftale med kreditorer), der viser, om en person har nægtet at følge en dom, og bliver man oprettet i et sådant register, vil automatiske reaktioner træde i kraft i de tilknyttede virksomheder (såsom banker, købmænd osv.).

Samfundet kunne som reaktion på tillidsbruddet ekskludere personen, nægte at sælge til personen eller at huse personen. Det gælder bl.a. også indefrysning af bankindestående. Strafnægteren har som sagt mistet sin ejendomsret, og derfor kan banken straffrit indefryse personens indskud. Formentlig vil bankerne også være bundet af en lov, der fastlægger, at den skal deltage i det sociale pres på personen. Bankerne er selv interesseret i at loven følges, da bankerne er almindelige mål for kriminalitet, og lovens håndhævelse medfører bestemt en gevinst for bankerne selv. Dette princip blev brugt af købmændene i middelalderen, hvor en købmand, der ikke fulgte den fælles regel mellem købmænd, blev udelukket fra handel, og hurtigt mistede sin indtægt, kapital og handlemuligheder. Denne form for socialt pres har fået de fleste til at følge den afsagte dom. Hvis udelukkelsen fra samfundet er effektiv, vil den lovløse person kun kunne føre et selvforsynende og asketisk liv, uden mulighed for at nyde gevinsten ved arbejdsdelingen eller lovens beskyttelse. De fleste mennesker vil følge loven: Udsigten til en permanent karriere som deltager i “Alene i Vildmarken” (uden en satellit og GPS baseret “jeg-giver-op” knap) tiltaler de færreste.

Spørgsmålet er derfor, om det er muligt at ekskludere de kriminelle personer fra samfundet. Det er kun legitimt i anarkiet at diskriminere mod at dele sin ejendom med andre. Såfremt hele det geografiske område hvor samfundet befinder sig, er privatiseret, er alle arealer privat ejendom. I det omfang det er økonomisk gunstigt, vil det være i personerne i samfundets interesse, at sørge for en effektiv eksklusion af strafnægtere. Hvis det ikke er muligt at ekskludere kriminelle personer fra samfundet, fordi ejerne af visse arealer ikke håndhæver deres ret til at ekskludere (det kan være uøkonomisk at indhegne store arealer, som private skove fx), så er problemet ikke nødvendigvis ødelæggende for samfundets retsvæsen.

Pointen er, at det blot skal være tilstrækkeligt afskrækkende, og tilstrækkeligt effektivt at afholde strafnægterne fra at opnå økonomiske gevinster, ved at fortsætte deres kriminelle aktivitet på områder hvor udbyttet er højt. Kort sagt – hvis man kan ekskludere strafnægterne fra at gå ind på byens torv (som er privat ejet), indkøbscenteret, banken og andre kommercielle centre, samt huse med stor økonomisk aktivitet, så kan man fremsætte en tilstrækkelig stor trussel mod strafnægtelse, således det er i den kriminelles egeninteresse, at acceptere straffen, mod at få lov at fortsat deltage i samfundet. I anarkiet kan man kun diskriminere andre, ved at afholde dem fra at bruge ens ejendom og kun straffe, såfremt den som straffen påfalder, erkender sin skyld (strengt taget er det måske ikke nødvendigt at erkende, at man er skyldig, men blot at man følger dommen) og vedgår sin straf.

Konkurrerende domstole

Hvis to personer i konflikt tilhører forskellige domstole, kan hver benytte hver sin domstol til sagens udredning, og kommer de to domstole ikke til samme dom, må en appeldomstol, tilhørende et overordnet lovsystem, mægle mellem de to oprindelige domstole. Da loven udvikler sig i samfundet baseret på erfaring og tidligere afsagte domme, vil disse appelsager medføre en tendens til, at systemerne vil komme til at ligne hinanden, således loven delvist homogeniseres på tværs af juridiske systemer, men kun i et omfang der er i overensstemmelse med borgernes præferencer. I det liberale anarki kan der opstå forskellige lovsystemer, der tiltaler forskellige kulturelle tilhørsforhold. For at sætte pointen på spidsen kan vi betragte et lidt ekstremt tilfælde: Hvis der er tilstrækkeligt med borgere der ønsker at underlægge sig en sharia-lov, kan de gå sammen om at lave en domstol, hvor de kan blive dømt efter sharia-lov. Denne domstol kan ikke dømme andre end dens medlemmer efter sharia-loven. Andre domstole vil have andre juridiske principper, baseret på deres kunders præferencer. Kommer to i konflikt med hinanden, der tilhører hver domstol, vil en tredje domstol som sagt mægle mellem dem. Ingen kan dømmes efter sharia-loven, hvis de ikke tilhører denne domstol, og omvendt tillader det, at de som ønsker at blive dømt efter sharia-loven, at blive dømt således.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 97, continuum:

Conflict of laws, then, is a fact of life but despite this, the different jurisdictions manage to arrange their affairs to minimize conflict and to resolve intersystemic problems adequately.

More fundamentally, however, the restriction of law to matters of justice – the prevention and punishment of aggression – will ensure that there will be a tendency of initially divergent legal systems to converge on a set of common principles.

Skulle en domstol begynde at udnytte sin position, så vil det være muligt at appellere til en anden domstol, ligesom det i dag er muligt at anke en dom. I stedet for at der er fastsat tre niveauer, som i dag (byret, landsret og højesteret), vil det liberale anarkistiske samfund finde frem til dets egen stoppunkt for, hvor mange gange en dom kan ankes til en appeldomstol, og således forhindre en juridisk strid i at fortsætte i det uendelige.

I det liberale anarkistiske samfund tilhører man frivilligt en domstol, og følger de afgørelser som domstolen afsiger. Ønsker man at skifte domstol, kan dette også forekomme. Der vil være regler for under hvilke betingelser det er gyldigt at skifte domstol (eksempelvis hvis domstolen gentagne gange er kommet frem til det forkerte svar på skyldsspørgsmålet, hvis skiftet sker i direkte forbindelse med en sag, eller ved almindeligt skifte med et aftalt opsigelsesvarsel, hvor skiftet sker uden forbindelse med en sag). Domstole er derfor i sin egen interesse nødt til at være rimelige og følge god praksis for at undgå kundeflugt.

Tilhører man ikke en domstol, fordi man eksempelvis ikke har råd til “abonnementet”, er man ikke lovløs. I forbindelse med en sag må man da blot betale det gebyr, som domstolen kan tilbyde sin service til. For de personer der ikke har råd til at finansiere deres retssag (fx hvis de ikke har haft en ansvarsforsikring), kan almindelig velgørenhed støtte personen, enten ved at domstolene yder gratis juridisk bistand til fattige, eller ved at familie eller private organisationer der hjælper de svage, tager sig af denne del af udgifterne.

Straf – erstatning til offeret frem for rehabilitering af gerningsmanden

I stedet for et tvangsmonopol til at beskytte de rettigheder, som monopolet finder belejligt at beskytte, så er det liberale anarki som et marked for beskyttelse, hvor du via arbejdsdelingen kan uddelegere opgaven for din beskyttelse til konkurrerende beskyttelsesfirmaer. Disse vil udføre opgaven at beskytte din ejendom mod invasion, og hvis det ikke lykkes at undgå eksempelvis tyveri, vil firmaet tage sig af at returnere din legitime ejendom til dig igen. Dette står i skarp kontrast til i dag, hvor politiet ikke gider bruge tid på tyveri, medmindre en grænse på 100.000kr er overskredet. I det liberale anarki vil der også være en “selvrisiko”, men til forskel fra det eksisterende tvangsmonopol på beskyttelse, kan du i det liberale anarki vælge blandt flere muligheder. Og skulle ingen af de eksisterende muligheder falde i din smag, kan du vælge ikke at finansiere nogen af virksomhederne. Synes du at politiet ikke er pengene værd i dag, så har du ikke mulighed for at undlade at finansiere deres aktiviteter via skatten, udover at opgive at være værdiproduktiv.

I det liberale anarki vil der pga. markedsefterspørgselen opstå forsikringsvirksomheder, der kan hjælpe med at sikre værdien af ejendom mod tyveri og hærværk. For at reducere risikoen for hærværk, tyveri, røveri osv. vil det være i forsikringsselskabets interesse at identificere, hvilke metoder kan tages i brug for at forhindre omtalte kriminalitet. I modsætning til staten vil forsikringsselskabet formentlig ikke opstille krav, som fx at alle skal afleverer deres våben til forsikringsselskabet for at modtage beskyttelse af selskabet. Det er medvirkende til at reducere risikoen for kriminalitet, hvis man har mulighed for at beskytte sig selv. Det er let at forestille sig, at forsikringsselskaber vil tilbyde lavere risikopræmie, hvis man kan fremvise et bevis på, at man er egnet til at benytte et våben (fx via kurser og certifikater), som selskabet anser for brugbart til selvforsvar. Modsat, hvis du ejer våben uden at være egnet til det, eller hvis du ejer våben uegnet til selvforsvar, vil din risikopræmie måske være højere (køkkenknive, pander og kageruller vil formentlig ikke kræve kurser og certifikater). Tænk på forsikringspræmien i forbindelse med anhængertræk til bilen. Har du et anhængertræk fast monteret, forårsager du lettere skade på andre biler, og din præmie bliver højere. Det samme gælder visse typer våben, der kan udrette skade på andres ejendom.

Det står også i skærende kontrast til det eksisterende statslige system. Incitamentet for forsikringsselskaber med tilhørende beskyttelsesfunktion er at opspore og returnere din ejendom til dig efter et tyveri eller røveri. Lykkes det ikke at tilvejebringe de stjålne genstande skal forsikringsselskabet betale erstatning til dig, jævnfør den forsikringspolice du har tegnet. I dag kan staten ignorere din tabte ejendom og tvinge dig til at betale for deres service. Staten eksternalisere omkostningen på forsikringsselskaberne, der, takket være den ikke-eksisterende konkurrence på beskyttelse og opsporing af stjålne genstande, hæver priserne på forsikringerne som resultat af den ringere beskyttelse af ejendomsretten. Hvis det skulle lykkes for det statslige beskyttelsesvæsen at finde forbryderen, udmåles en straf, og forbryderen sættes i fængsel, mens regningen for dette ophold sendes til skatteyderne, heraf ofret for forbrydelsen. Denne absurditet er et af resultaterne af det statslige monopol på beskyttelse: prisen stiger, kvaliteten falder.

I tilfælde af røveri, involveres flere elementer end blot at du har mistet noget af din ejendom. Du har også været igennem en mere eller mindre skrækindjagende oplevelse af at være blevet truet undervejs. I det liberale anarkistiske samfund vil røveren blive pålagt, hvis skadelidte ønsker det, at betale en bod for tort. I stedet for at spilde resurser på at spærre røveren inde, vil strafsystemet i stedet fokusere på erstatning til offeret for kriminaliteten. Afhængig af loven, naturligvis, vil der være definerede erstatningsrater for forskellige typer røveri. Kan røveren ikke betale den pålagte bod, kan tvangsarbejde komme på tale (afhængig af loven, igen). Her kan man lade sig inspirere af velfærdsstatens metode til at opsuge den størst mulige produktion, uden at ødelægge hele grundlaget for den parasitiske udplyndring. Skal røveren betale 100pct af sin indtægt som bod, er det formentlig ikke let at få denne til at arbejde. Det er nok bedre at nøjes med en mindre andel af røverens indtægt, fx 56,4pct, for ikke at ødelægge hele hans incitament til at arbejde.

Kritik

Det liberale anarki er den logiske konsekvens af en forståelse af de økonomiske love, at alle goder i samfundet skal produceres i markedet. Selv loven.

Fra en liberal synsvinkel er det svært at kritisere den liberale anarkisme, da positionen ikke kan blive mere ekstremt liberal. Fra en klassisk liberal vinkel vil det være muligt at kritisere anarkismen på nogle fronter, fx ved at fastholde at tvangen i strafsystemet skal opretholdes og ikke kan overlades til private aktører. Kritikken mangler desværre det historiske aspekt, for omend det kan være svært at forestille sig det, så er tilfældet det, at statens varetagelse af domstolene er baseret på en overtagelse fra et privat foretagende (ligesom alt andet staten gør). Altså: Staten var ikke pioner på området, men som med alle andre af samfundets institutioner, overtog staten det eksisterende private foretagende, der var bygget op fra fundamentet af frivillige kræfter. Problemet med statens ejerskab af disse institutioner er, at deres basale funktion bliver perverteret i det politiske liv. Uden noget feedback fra frivillige brugere bliver systemet tyrannisk, og begynder langsomt at ændre funktion. Hvor det markedsbaserede system hele tiden er udsat for konkurrence og underlagt brugernes præferencer, kan det statslige system begynde at udnytte sin position, og vender sig langsomt fra at tjene kunderne til at tjene de politiske venner (bureaukraterne, politikerne osv.)

I sidste ende er det vigtigste spørgsmål hvorvidt loven kan tilvejebringes af et liberalt anarki. Historisk set er svaret, at det kan lade sig gøre, og at det har været gjort i flere tilfælde.

Kritikken falder, for mit vedkommende, tilbage på at spørge ind til udfaldet af visse dele af samfundets institutioner. Vil loven der skabes i anarkiet blive en liberal lov? Kan det liberale anarki forsvare sig mod eksterne fjender? Vil der være fred i samfundet? Vil det være et rigt samfund?

Som i alle andre dele af samfundet der er baseret på frivillige interaktioner, kan man ikke vide noget om udfaldet af dette samfund. Hvis loven tillades at udvikle sig i samfundet, kan vi ikke på forhånd sige noget om, hvordan strafsystemet bliver, hvordan domstolene vil fungere i det praktiske tilfælde, eller hvordan politifunktionen vil blive håndteret, hvor mange resurser der vil blive brugt på politi, domstole, forsvar osv. Det er den samme kritik der kan rettes mod alle markedsbaserede løsninger – der er ingen central aktør der fastlægger produktionsforløbet og intet offentligt budget til at finansiere udgifter med.

Kritikken er imidlertid lidt svag, for hvor meget kan vi egentlig vide om udviklingen af samfundet under den demokratiske stat? Kan vi reelt vide om enhedslisten en dag får flertal og nationaliserer al privat ejendom? Kan vi reelt vide os sikre på, at staten kan forsvare os mod eksterne fjender? I Danmark har vi historisk set haft meget svært ved det – både i 1864, 1940, men også tidligere. I alle tilfælde har danskerne haft en stat, hvis opgave bl.a. var at beskytte landet mod krig, mod indtrængende fjender. Men som historien viser, har statens rolle i flere tilfældet af krig været en medvirkende årsag til krigen selv. Staten har fungeret som katalysator for at skabe situationer, der “kræver” en stat. Tilfældet af krigen i 1864 er i alt fald nævneværdig.

Forskellen mellem statsligt nationalt forsvar og det liberale anarki kan forklares rimelig simpelt:

Staten kan træffe beslutninger på hele nationens vegne, den kan fx indgå samarbejdspolitik og overgive hele nationen på én gang til den indtrængende fjende. Sat på spidsen: Et lille slagsmål i Sønderborg tvinger Københavnerne til at overgive sig. Det har vidtrækkende konsekvenser for hele landet, når politikerne indgiver en overgivelse til fjenden, som tilfældet har været ind i mellem. Det liberale anarki, i funktion af sit individualiserede politiske system, kan ikke med et slag overgive hele nationen Danmark. Da der ikke er nogen central styring med samfundet, er det ikke tilstrækkeligt at erobre Christiansborg for at få Vendsyssel til at underlægge sig fjendens regler.

Modsat vil det ikke være givet på forhånd, at det liberale anarki har større succes med at afvise fjender, uanset hvor produktivt og frit et lille samfund er, så er det altid let for en stor og ressourcestærk modstander at overvinde en lille og mindre ressourcestærk. Dette faktum er uændret, men det er heller ikke formålet at ændre alle virkelighedens facetter, kun at ændre de politiske strukturer.

I det almindelige tilfælde hvor en stat overtager en anden stat, benytter sejrherren det eksisterende kontrolnetværk, som den tidligere stat benyttede sig af til at kontrollere og plyndre samfundet, til at overtage styringen med samfundet. Dette kontrolnetværk findes ikke i det liberale anarki, hvilket også vil gøre det mere besværligt at overtage og udnytte det liberale anarkistiske samfund, hvis man som fremmed stat forsøger med et erobringstogt.

Dannelse af loven hviler stærkt på at den liberale lov bliver anerkendt som den bedste og mest retfærdige af anarkistiske lovsystemer. Skulle det gå hen og være således at anarkiets lov udvikler sig i en ikke-liberal retning, hvad så? Her er anarkiet rent faktisk overlegent – for med anarkiet følger muligheden for individet at sige nej tak til alt. Hvis visse lovsystemer udvikler sig til eksempelvis sharia-lov, så er det tilladt at underlægge sig sådan et system frivilligt, og modsat er det tilladt at afholde sig fra at underlægge sig denne lov. Der er derfor mulighed for at det liberale lovsystem kan få en eksistens og dømme efter beskyttelse af ejendomsretten og ved at bruge proportionalitetsprincippet. Da brugerne selv har frit valg, og iværksætterne ligeledes kan konkurrere om kunderne, er det ikke utænkeligt, at det liberale lovsystem også vil få en plads i det anarkistiske samfund. Det er tvivlsomt om det liberale lovsystem vil dække hele nationen, men det er blot forcen ved anarkiet: Der er plads til forskellige lovsystemer, og man kan deltage i det, som man finder bedst egnet til sine egne ønsker.

Alle disse elementer gør det liberale anarki en svær størrelse at kritisere, fordi der er så lidt der vides med sikkerhed. Det eneste som man kan vide, hvis det skulle lykkes at skabe dette samfund, er at samfundet vil optimere sit resurseforbrug og bruge de resurser, der er til rådighed, til det mest værdiproduktive mål. Der vil ikke være en stat, der systematisk snylter på samfundet, beskatter og bestemmer, og i den forstand vil for hver borgers rettigheder være sikret mod det systematiske overgreb, som staten står for i dag. Modsat kan det ikke ignoreres, at borgernes rettigheder vil blive udsat for overgreb fra andre borgere, de kriminelle. De borgere i samfundet der er fast besluttet på at reducere kriminalitet for dem selv, kan også forvente at få gode resultater, men omvendt kan vi ikke i udgangspunktet vide os sikre på, at dette mål vil være så meget værd, at kriminaliteten bliver reduceret til et omfang, der er mindre end hvad staten, plus de kriminelle, ville have initieret.

Vi kan med andre ord ikke på forhånd sikre, at borgernes rettigheder forbliver fuldkomment beskyttede i det liberale anarki. Det kan vi dog heller ikke i den demokratiske stat. Grundloven var et naivt og svagt forsøg på at sikre borgernes rettigheder mod staten, men som historien så tydeligt viser, så er grundloven ikke nogen sikring. Et stykke papir kan ikke fastholde nye politikere på dydens smalle sti (i minarkistens syn finders der et rimeligt spillerum for politikere), og denne naivitet har ført til, at vi i dag har en demokratisk stat, der konfiskerer en meget stor del af samfundets produktion, og spilder resurserne på vennetjenester, store bureaukratier og magtudøvelse mod fredelige mennesker.

Når man skal kritisere det liberale anarki, må man derfor forlade sig på sammenligninger mellem onder. Vil statens eksistens føre til mindre aggression end uden statens eksistens? Spørgsmålet er ikke om det ene system er perfekt, og sikrer menneskets rettigheder fuldkomment mod overgreb, men i stedet hvilket af de to systemer der bedst beskytter mod overgreb. Hvis vi ønsker at forlade os på empiriske studier, så er vi nødt til at prøve anarkiet af, nedlægge staten og se om ikke anarkiet er bedre end staten. Hvorfor ikke prøve det af, da staten er blevet så utålelig, som den er?

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *