Er praktikanternes arbejde værdiløst, eller er de blot slaver af griske kapitalister?

En kommentar i Berlingske angående praktikanters vilkår, særligt deres løn, har fået mig til at skrive dette blogindlæg.

Kommentaren går i sin enkelthed ud på, at, nu hvor loven tillader at virksomhederne betaler praktikanterne 3.000kr pr måned, uden praktikanten trækkes i SU, så er det kun griske kapitalister der ikke betaler løn til sine praktikanter. Argumentet er, at det koster mange penge at leje en lejlighed, hele SU’en går typisk til leje af lejlighed, og for at få mad på bordet, så er det forældrene, eller måske endda praktikantens egen opsparing, der må betale.

Det giver økonomisk usikkerhed for praktikanten at forholdene er sådan.

Det er også et problem at alle praktikanter ikke får samme vilkår, selvom de arbejder lige hårdt. De fleste arbejdsgivere, de griske kapitalister, vil ikke engang betale 19kr i timen for deres fuldtidspraktikanter. De får ellers, påstås det, en praktikant der er villig til at “arbejde røven ud af bukserne” for virksomheden. Alle praktikanter er tilsyneladende meget arbejdsomme.

I kommentaren postuleres det at hvis arbejdsgiveren ikke betaler en løn, så signalerer man at praktikanten ingen værdi har for virksomheden.

De fremførte pointer fra indlægget i Berlingske er naturligvis ikke den forståelse som alle mennesker har, men jeg har en fornemmelse af at der er mange der deler elementer af den forståelse. Derfor finder jeg det som en god øvelse at skrive et indlæg her, i et forsøg på at hjælpe forståelsen lidt på vej. Jeg vil forsøge at forklare situationen set fra en økonomisk synsvinkel. Jeg håber det vil lykkes mig at belyse emnet på en anden måde, og vise at verden ikke er så uretfærdig, som den ind i mellem fremstilles.

Praktikanten som investor

I stedet for at se på praktikanten som en stakkels person der er underlagt andre menneskers tilfældige gøren og laden, kan man vælge at se praktikanten som en der selv har taget nogle valg, som har ført ham til den situation som han er i. Praktikanten har selv valgt at påbegynde sin uddannelse. Praktikanten har valgt uddannelsen på baggrund af sine egne lyster, ønsker og fremtidsudsigter. Givet det frie valg, har praktikanten, trods alt, valgt det der faldt ham bedst på det tidspunkt valget skulle tages.

Praktikanten har også flere valg af virksomhed, men da virksomheden ligeledes også har det frie valg, vil en attraktiv virksomhed kunne få de praktikanter de ønsker, uden at betale løn, eller betale mindre løn, fordi praktikanterne vurderer at få arbejde for virksomheden er så værdifuld for dem, at deres belønning for arbejdet ligger udenfor pengesfæren. Det kan være oplevelsen, erfaringen, prestigen eller måske CV linjen der viser man har været på virksomheden, der gør at denne belønning udgør tilstrækkelig kompensation for indsatsen.

Fremtiden er uvis, en hvilken som helst uddannelse involverer en vis risiko, en vis potentiel gevinst, og har en vis omkostning for den studerende. Derfor bør man se praktikanten som en investor. Investering kræver kapital, dvs. der må være en periode hvor man forbruger mindre, end man ellers ville have forbrugt, og forskellen lægges til side til forbrug i perioden hvor uddannelsen står på. Den studerende skal holde sine omkostninger op mod den forventede gevinst og træffe sit valg. Den studerende skal danne nogle fremtidsudsigter, opveje sine egne evner, vurdere fremtidens efterspørgsel af arbejdskraft indenfor det interessante faglige felt, og yde en indsats for at tilegne sig den viden, der er nødvendig for at opnå eksamen og bestride erhvervet. Kun fremtiden vil vise om det var omkostningen værd at tage uddannelsen. Valget af uddannelse er til en vis grad spekulation under usikre omstændigheder, som så meget andet.

I et frit marked skulle den studerende nøje opveje omkostningen ved uddannelsen og holde den op mod den forventede fremtidige indkomst. Omkostningen er fx at spare op af egen indkomst, låne pengene på lånemarkedet, eller, hvis de valgte det, at forældrene betalte uddannelsen på deres betingelser.  Markedet ville sørge for at give incitamenter til at uddanne de personer indenfor de felter hvor efterspørgslen er stor, og give incitamenter til at fravælge uddannelser hvor efterspørgslen er lille. En dyr uddannelse til en job med relativt lav indkomst ville ikke være attraktiv. Men i det frie marked ville den studerende selv danne disse forventninger og tage alle omkostningerne i mente.

I Danmark har vi ikke noget der ligner et frit marked. I Danmark modtager de studerende skatteydermidler der ændrer billedet meget. Skatteyderen nægtes hele sin retmæssige indkomst, staten forærer en portion af skatteyderens midler til den studerende. Der er to overførsler, den ene finansierer bureaukraterne i den offentlige uddannelsesadministration og den anden finansierer den studerendes forbrug til hverdagsting.

Den studerende, der burde opveje sine omkostninger strengt privat, befinder sig i stedet i et socialiseret uddannelsessystem, hvor omkostningerne og gevinsterne ved uddannelse ikke er private. Omkostningen bæres i høj grad af skatteyderne, og gevinsten ved uddannelsen beskattes senere. Den studerende er dermed i Danmark næsten fuldkommen frataget sin oprindelige rolle som investor. Den studerende kan investere skatteydernes penge i sin egen private uddannelse og bliver senere hen plukket af skattevæsenet, såfremt uddannelsen har givet personen en vis produktivitet, der kan beskattes.

Den socialiserede model, hvor de to fejl (subsidier og beskatning) får lov at fortsætte år efter år, fører til misforståelser af hvad der foregår for den studerende under studieforløbet. Det medfører at den studerende tror at det er en ret at tage en uddannelse, og at “hårdt arbejde” er tilstrækkeligt til at få en høj indkomst. Både investeringsforløbet og gevinstudmøntningen er forvredet, så den studerende gør sig ikke mange økonomiske overvejelser inden studiet påbegyndes. Da det er en rettighed at få en uddannelse betalt af skatteyderne, tænker man ikke så meget over sit valg, og da subsidierne er tårnhøje er det almindelig økonomisk logik, at det vil føre til at flere vælger en lang uddannelse. Det at vælge en lang uddannelse bliver sædvane og baseres på egne personlige ønsker og lyster uden hensyn til omkostningerne, frem for at følge markedets ønsker og inddrage såvel omkostning som gevinst.

Dette glemmes alt for ofte, og det bærer indlægget tydeligt præg af. Det er den studerendes egen private overvejelser der gør at uddannelsen er påbegyndt, men omkostningerne for uddannelsen er blevet socialiseret af politikerne og har gjort den studerende til en privilegeret person i samfundet, der kvit og frit får uddannelsen foræret på skatteydernes regning. Denne særstatus har kvalt mange almindelige overvejelser om uddannelse, og bevirker at den privilegerede studerende tror at studielivet skal være let, og at det er helt fair at bede alle andre om at betale uddannelse og alle medfølgende omkostninger. Denne opfattelse er ren gift for et samfund. Den basale misforståelse af hvad omkostninger er, skaber let en vrangforestilling for den studerende. Det ses også i indlægget at omkostningerne for virksomheden i forbindelse med at have praktikanter er overset.

Den studerende burde have betalt hele fornøjelsen selv. Både husleje, mad og uddannelsesomkostninger burde være finansieret med private midler, og gevinsten ved uddannelsen burde selvsagt også have været privat. I den del af systemet som praktikanten befinder sig er det let at forfalde til at tænke på enhver udgift som noget systemet (andre) burde betale – og hvad skulle man ellers tænke om omkostninger, når man slet ikke er vant til at tage stilling til dem?

Den omtalte økonomiske usikkerhed er til gengæld ganske pudsig. Denne usikkerhed gælder alle mennesker i samfundet – der er ingen der er skånet fra økonomisk usikkerhed. Alle risikerer at miste indtægt, investeringer slår fejl, dagligvarer bliver dyrere, sygdom, uheld og en lang række andre faktorer der til sammen udgør den økonomiske usikkerhed. Selvom det er den økonomiske usikkerhed der trækkes frem som argument for at betale mere for praktikanter, drejer indlægget sig i virkeligheden om at praktikanterne ønsker bedre levestandard. Hvem gør ikke det? Hvem kunne ikke godt tænke sig at leve uden økonomisk usikkerhed, eller ved en højere levestandard? Men hvad skal man gøre for at gøre sig fortjent til denne bedring af sine vilkår?

Det er netop dette som markedet er god til at vise. Markedet sørger for at man får løn som fortjent, og lokker dig til at skifte til en mere værdiproduktiv produktion via prissystemet.

Praktikanten som medarbejder

I virksomheden er praktikanten en særlig person. Når virksomheder ansætter nye medarbejdere på almindelig basis er der visse foranstaltninger som tages for at sikre at den nye medarbejder vil være et godt valg. Der foretages flere jobinterviews af virksomhedens eksisterende medarbejdere, der udføres ind i mellem visse tests, og ansøgeren bliver bedt om at svare på en lang række spørgsmål. Alle disse bestræbelser har til hensigt at finde ud af om personen er en der er kvalificeret til at bestride arbejdet, og vigtigst af alt, at personen kan bidrage til virksomhedens indtjening i det lange løb.

Når en ny medarbejder starter i en virksomhed, skal denne igennem en proces for at blive bekendt med virksomhedens regler, strukturer og arbejdsgange. Det er lige meget om det er en mekaniker på et værksted, en økonom på et kontor eller en tømrer. Alle skal sætte sig ind i virksomhedens arbejdsgange, vide hvor værktøjerne kan findes, hvordan kvaliteten forventes at blive sikret og meget andet. Alt dette tager tid, jo flere processer og værktøjer der skal vises frem, jo længere tid varer processen.

I visse simple typer arbejde kan denne proces være ganske kort, i andre snørklede processer kan det tage måneder, eller år, før medarbejderen positivt bidrager til bundlinjen i virksomheden.

For undertegnede tog det knap 3 år før det føltes som at mit eget arbejde bidrog positiv over lange perioder i træk til virksomheden. Inden da var der naturligvis perioder hvor det var tydeligt at arbejdet jeg udførte var et positivt bidrag, men i andre perioder var det ikke tydeligt.

I starten er medarbejderen med andre ord en udgift for virksomheden, og først senere hen begynder medarbejderen at producere netto øget indtjening til virksomheden.

Denne dynamik for nyansættelser gælder også for praktikanter. Der er en lang række opgaver som kræver vidensdeling, introforløb, værktøjer og tålmodighed. Vidensdelingen koster andre medarbejderes produktivitet, værktøjerne ligeledes, pladsen som optages af praktikanten er også en plads der kunne være brugt på en langsigtet medarbejder, osv. Der er med andre ord ganske mange omkostninger for virksomheden ved at tage en praktikant ind, fordi man reserverer en plads på kontoret, værkstedet, osv. til praktikanten frem for en medarbejder.

I det lys skal man se på praktikantens produktivitet – det er en kortvarig affære hvor meget af tiden går med at give praktikanten en indsigt i arbejdsgangene og dagligdagen i virksomheden, hvor virksomheden stiller værktøjer til rådighed (som vel at mærke ikke er gratis at stille til rådighed) og giver praktikanten mulighed for at lære af de erfarne medarbejdere der skal hjælpe praktikanten med at løse sin opgave.

Praktikanten har i lønhenseender en meget stor ulempe som medarbejder – man ved ganske enkelt fra start, at forløbet bliver af en varighed på ca. 6 måneder, at praktikanten skal have værktøjer stillet til rådighed, at praktikanten skal have lov at få viden fra de erfarne medarbejdere (som derved har mindre tid til deres almindelige arbejde) og at den plads som praktikanten optager koster den mulighed at have en ny medarbejder ansat i en længerevarende periode. Det er derfor ikke givet at 6 måneder er tid nok til at praktikanten når at bidrage positivt til virksomhedens bundlinje.

Det bør også påpeges, for en god ordens skyld, at ordningen om at modregne SU’en i praktikperioder er blevet ændret for nylig, og at virksomhederne skal have tid til at omstille sig til de nye vilkår.

Hvad afgør din løn?

I det frie marked har din løn tendens til at blive lig med den diskonterede marginale værdi produktivitet. Det lyder lidt snørklet, men er ikke så slemt igen, lad os se på hvad det betyder nedenfor.

Diskonteret betyder blot at kapitalisten betaler dig en løn før produktet af dit arbejde er solgt, og i tidsperioden fra starten på arbejdet og salget af produktet, løber der renter på den løn du har fået forudbetalt af arbejdsgiveren, mens han ventede på at du fik snøvlet dig færdig til at lave, og sælge, produktet. Hvis du havde et forbrug på 0kr og satte alle pengene fra dine lønchecks ind til en “markedsrente” (hvor end denne kunne findes henne), så ville du få den totale værdi produktivitet af dit bidrag til det endelige produkt. Dette får du midlertidig ikke, fordi din mave knurrer, din krop afkøles og du har gavn af at få pengene nu, så du kan tilfredsstille dine behov i nuet, frem for at udskyde hele behovet i den periode hvor produktet færdiggøres.

Der er også et usikkerhedselement i processen, hvad nu hvis kapitalistens nyeste påhit af et produkt bliver en dundrende fiasko? Så er der ikke nok indkomst fra salget til at kunne tilbagebetale kapitalisten sit udlæg til løn. Men på trods heraf har medarbejderne fået deres løn udbetalt i perioden. Dette usikkerhedselement medfører enten profit eller tab. Gætter kapitalisten rigtigt, underbetaler han dig for det du var værd, og han scorer en profit, gætter han forkert, lider han selv et tab. På denne måde håndterer markedet den naturlige risiko ved tidskrævende produktion på en gavnlig måde for begge parter. Kapitalisten er indforstået med risikoen og ønsker at løbe den, mens du som medarbejder ikke ønsker at løbe risikoen, men foretrækker at få din løn udbetalt med jævne mellemrum. I samarbejder om processen og når frem til en kontrakt i begge er tjent med.

Den marginale værdi produktivitet er dit individuelle bidrag af værdi til produktet. Hvis en virksomheds overskud stiger med 100kr for din indsats i en time, så vil dette være den højest mulige løn du i længden kan oppebære. Den laveste løn du vil acceptere er det største alternative bud du har fået, eller forventer at få. Her er det igen vigtigt at påpege at for at der kan blive tale om at få udbetalt en løn, skal din produktivitet først overvinde omkostningerne forbundet med din ansættelse hos virksomheden. Hvis der er store omkostninger ved at have en medarbejder, så vil lønnen, alt andet lige, være lavere, end hvis omkostningerne var lavere.

Det korte af det lange er, at det du producerer kun har værdi hvis forbrugerne ønsker at købe produktet. Det er kun hvis virksomheden kan se en fordel i at ansætte dig, fordi det arbejde du bidrager med i produktionen af det endelige produkt opfattes af forbrugerne som værdifuldt, at du får ansættelse. Ligeledes er konkurrencen mellem kapitalisterne om at skaffe medarbejdere med til at hæve lønnen. Din løn vil ligge i et spænd mellem to punkter, det højeste er afgjort af din diskonterede marginale værdi produktivitet, og det laveste er afgjort af konkurrencen mellem kapitalisterne for at få dig ansat.

Hvis produktet tager meget lang tid at lave, fx udviklings- eller forskningsprojekter, så vil lønnen også blive diskonteret mere end ved kortere forløb.

Lønnen bliver dermed et resultat af hvor let det er at få praktikanten til at give overskud (produktivitet minus omkostninger), hvor mange praktikanter der vil have en plads, hvor mange kapitalister der vil have en praktikant, hvor lange projekter praktikanten indgår i og hvad kapitalisten tror at praktikantens værdibidrag til produktet er, samt hvad kapitalisten tror at virksomhedens kunder i fremtiden synes at produktet som helhed er værd.

Lønnen er dermed bestemt af hele markedet og ikke kun af arbejdsgiveren.

Hvad er praktikanten værd?

Givet alt det ovenstående, optræning af praktikanten, praktikantens forbrug af værktøj, viden og plads på arbejdspladsen, den korte ansættelse, og virksomhedens mål med praktikanten, så er det ganske forståeligt at der er meget stor forskel på hvad en praktikant kan få i løn af arbejdsgiveren. På samme måde er det forståeligt at der er forskellige lønninger for forskellige typer jobs i arbejdsmarkedet. Det er dermed ikke fordi arbejdsgiveren værdsætter praktikantens indsats til nul og niks at praktikanten ikke får en løn, det er også pga. markedets priser på alle omkostningerne og konkurrencen om at få praktikanter der gør at lønnen er nul.

Her spiller subsidierne til uddannelse også ind. Hvis der er “for mange” praktikanter så kan de ikke få ret meget løn for deres arbejde. Det er for let for virksomhederne at skaffe praktikanter, praktikanterne accepterer tilbud uden løn fordi de skal have en praktikplads.

Der er visse arbejdsgivere der ønsker at betale løn til praktikanten, og det må være deres egen sag. De kan lige så vel ønske at aflønne praktikanten, fordi de synes det er synd for de studerende, som de kan gøre det for at lokke praktikanten til virksomheden efter endt uddannelse, eller af andre årsager. Nogle arbejdsgivere køber formentlig også historien om at det sender signaler om at praktikanten ikke er noget værd, hvis man ikke betaler en løn.

En vigtig ting at huske på i denne sammenhæng er at praktikanten, ligesom alle andre i markedet, bør underlægges markedets disciplin og incitamenter. Det har intet at gøre med hvor hårdt du arbejder, hvad din løn er. Det er markedet, der består af forbrugere, ejere og medarbejdere, der vurderer hvad det produkt du arbejder med er værd. Man kan sagtens bruge rigtig meget tid på en opgave, som ikke er noget værd for andre. Det er ikke om arbejdet er hårdt, der alene afgør din løn, det er også om din indsats er værdifuld for andre. Det vigtige er at incitamenterne til at vælge sin plads i arbejdsdelingen hviler i markedet, sådan at løndannelsen er fri og at arbejdsvalget ligeledes er frit.

Ikke alle vælger jobbet med den højeste løn, der er, naturligvis, mange forskellige elementer der spiller ind når man vælger sin beskæftigelse. Det er markedets lokkemetode, igennem prissystemet, at forsøge at få dig til at vælge det som giver en høj løn, for at tilfredsstille forbrugernes ønsker i større grad, ved at producere noget der er meget værd, frem for at bruge tid på at producere noget som er mindre værd.

Derfor rammer pointen fra Berlingske ved siden af målet, når det fremstilles at indsatsen værdsættes til nul, hvis der ikke udbetales løn. Dette er forkert – for inden en løn kan udbetales skal summen af omkostninger og indtægter først være positiv. Hvis indtægten fra medarbejderen er positiv, men omkostningerne modsvarer indtægten, så er lønnen naturligvis nul. Det betyder ikke at værdien af praktikantens arbejde er nul, men blot at de afholdte omkostninger er lige så store som værdien af praktikantens arbejde. Dernæst er det også vigtigt at pointere at antallet af praktikanter der strømmer ud fra universiteterne alle ankommer på samme tid, og skal finde en praktikplads samtidigt. Antallet af praktikanter der sendes ud er også kunstigt hævet over markedsniveauet pga. subsidierne til uddannelse.

Her bør det også indskydes, igen, at lovændringen er relativt ny, og enhver justering af virksomhedens brug af praktikanter tager tid. Hvor det førhen var at foretrække for praktikanten, at der var en masse behagelige ting ved at være på virksomheden, altså en form for psykisk indtægt der ikke var en overførsel af penge (fordi penge modregnes i SU), er det nu attraktivt at modtage en beskeden indtægt fra virksomheden. Balancen mellem disse psykiske goder og pengeindtægter bliver skubbet som tiden går, og er et mellemværende mellem virksomhed og praktikant. Det kan være at virksomheder som er “kedelige” lettere kan tiltrække praktikanter ved at tilbyde de 3.000kr om måneden, mens de prestigefyldte virksomheder kan nøjes med at tilbyde 0kr som de plejer. Lovændringen kan derfor udvide hvilke virksomheder kan tiltrække praktikanter.

I praksis kan teorien koges ned til at virksomhederne tilbyder en vis pakke til praktikanter, og er den ikke attraktiv, vil praktikanterne fravælge tilbuddet. Kan virksomheder der ønsker praktikanter ikke få dem de ønsker, må de gøre deres tilbud mere attraktivt sådan flere vælger at afholde praktikophold hos dem. Førhen kunne virksomheden ikke lokke med løn, fordi det bare blev modregnet, men nu hvor loven er ændret kan virksomheden tiltrække praktikanterne med penge. Den nye konkurrencen om praktikanterne vil, alt andet lige, skubbe til konkurrencen om praktikanterne, så der i større grad vil blive udbetalt løn til praktikanterne end før. Processen tager lidt tid, markedet er ikke uendeligt hurtigt.

Det ville være interessant at vide, hvis lovgiverne havde tilladt virksomhederne at betale 200.000kr om måneden, uden at trække praktikanterne i SU, hvilket krav den retorikstuderende da havde fremsat. Det er påfaldende at den retorikstuderende ikke kritiserer lovgiverne for at være nærige. Hvorfor er indlægget ikke skrevet som en kritik af lovgiverne, der prisfixer at lønudbetalingen modregnes hvis den overstiger 3.000kr om måneden? Det er måske helt OK at politikerne trykker lønningerne ned på praktikanter, men det er ikke OK hvis virksomhederne gør det?

1 Comment

  1. Pingback: Status på året 2017 – Liberale tanker

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *