Vaccination, populisme og politik

Jens-Kristian Lütken har på sin Jyllands-Posten blog skrevet et indlæg om vaccinationskravet i Italien.

Situationen er, ganske kort, at Italien under den tidligere regering fremsatte et lovforslag, der krævede at alle børn, der ville gå i den offentlige skole, skulle følge den italienske stats vaccinationsprogram. Den nye regering har trukket dette lovforslag tilbage. Vice-statsministeren har tilmed udtalt sig angående vaccinationsprogrammet i vendinger, der antyder, at 10 vaccinationer måske er mere skadeligt end gavnligt, samt at han støtter en politik, der tillader alle italienske børn at komme i skole.

Jens-Kristian Lütken er tilsyneladende forarget over Matteo Salvini’s udtalelser om vaccination. I alt fald påstår Jens-Kristian Lütken at Salvini sætter spørgsmål ved videnskaben. Ydermere mener Jens-Kristian Lütken, at det “er fuldstændig uhørt, at den slags rablende konspirationsteorier finder vej til regeringskontorerne i et vestligt demokrati“. Lütken kunne måske forstå, at man sætter spørgsmålstegn ved økonomernes modeller, men at man sætter spørgsmålstegn ved lægevidenskaben, det kan tilsyneladende ikke tilgives. Lütken ser Matteo Salvini’s droppede lovforslag som “højre populisme”, som et farligt angreb på det han kalder det “liberale demokrati”, fordi populismen er et opgør ikke blot mod den politiske elite, men også den teknokratiske elite, herunder statslægerne.

Lütken skriver ydermere, at hvis man ikke vaccinerer sit barn, så udsætter man barnet, og andre, for fare.

Der er et par punkter i hans indlæg, som jeg ikke kan lade være med at kommentere.

  1. Hvad er forskellen på et flertalsdemokrati og populisme?
  2. Hvad er forskellen på et lovkrav om vaccination, og en frivillig ordning?
  3. Hvad er successkriteriet for om en vaccine “virker”?
  4. Er et raskt ikke-vaccineret barn en fare for andre?
Demokrati vs populisme

Populisme er et udbredt ord, brugt om alt der er forkasteligt og nederdrægtigt. Alt der går mod den gængse opfattelse af, hvad der er korrekt, kalder man populisme. Jeg slog ordet op, for at se hvad nogle ordbøger mente det betød.

Politikens Nudansk ordbog, 2001, populisme:

1: en folkelig politisk retning som går imod en statslig centraliseret styring af økonomien

2: bestræbelser på at appellere til den brede befolkning

I en anden ordbog, finder man dog en lidt anden udgave af populisme.

Gyldendals Dansk Fremmedordbog, 1999, populisme:

1: folkelig bevægelse rettet mod fx statsmagten el. finkulturen; en ikke særlig veldefineret betegnelse der bruges om visse strømninger af politisk art

Gyldendal mener tilsyneladende at populisme kun kan knyttes til politik, mens Politiken også omfatter ikke-politiske folkelige appeller. Mens politiken indsnævrer den politiske bevægelse til at være anti-stat og pro-marked, tillader Gyldendal at den politiske bevægelse har flere mål end blot frigørelse af økonomien. Der er formentlig flere måder at fortolke ordet på, og givetvis kan man bruge en bred eller snæver fortolkning af ordet. I bred forstand kan det bruges uden nødvendigvis at være knyttet til politik, eller i snæver forstand hvor det knyttes til politiske bevægelser.

Da dette blot er et simpelt blogindlæg, vil jeg tillade mig selv at bruge det i sin brede betydning.

I min optik er der ikke nogen synderlig forskel mellem demokratisk statsundertrykkelse og populistisk statsundertrykkelse. Begge medfører, qua brugen af staten som middel, den samme koncentration af magt, begge tilsidesætter ejendomsretten, og begge medfører uhyrlige situationer som krig, sult, inflation og andre former for udplyndring. For en liberalist som jeg selv, er det meget svært at hidse sig op over populisme som sådan. Hvis det blot var almindelig populisme, såsom modefænomener, hvor privatpersoner bruger sine egne penge på populær musik, eller tøjmærker, så er det ganske udmærket. Der hvor populismen bliver problematisk, er altid, når den bliver politisk, og medfører, at et menneske vil tvinge andre til at følge egne modefænomener og strømninger. Det samme gælder demokratiet. Det er ganske fint at snakke sammen, og i fællesskab komme til beslutninger, eksempelvis på bestyrelsesmøder og aktionærforsamlinger, men når demokratiet pludseligt bruges til at udvælge enkeltpersoner til at styre staten, som i demokratiets navn stjæler dine ting, socialiserer din krop (fx ved at stjæle dine penge, og dermed afholder dig fra at søge den sundhedshjælp du har brug for), tvinger dig til at handle med offentligt ansatte, eller priviligerede private virksomheder, så er demokratiet forkasteligt og uhæderligt.

Da Lütken selv er interesseret i at få magt i demokratiet, er han naturligvis nødt til at trække nogle linjer, for at få det til at se ud som om, at der er nogen forskel mellem populisme og demokrati. På den ene side vil han gerne have mange stemmer, så han kan få magt, og er derfor nødt til at tækkes flertallet for at opnå sine ønsker. På den anden side vil han gerne distancere sig fra den populistiske pøbel, der ikke er videnskabelig, og derfor ikke vil forbedre situationen for samfundet. Lütken skal derfor foregive at hans holdninger distancerer sig fra rå populisme, fordi hans holdninger er baseret på videnskaben, og følger man blot hans anvisninger, så vil de gode resultater blive til virkelighed for den befolkning, som han gerne vil herske over.

I indlægget kritiserer Lütken særligt højre-populismen. I relation til vaccination er der blandt nogle højreorienterede en idé, der siger, at hvis børn dør af børnesygdomme, så er det en darwinistisk mekanisme, der sørger for, at luse lidt ud i de svage individer. Dermed, tænkes det, kan manglende vaccination fungere som en metode til at styrke mennesket som art. I sammenhæng med børnesygdomme er dette dog i langt de fleste tilfælde et meget svagt argument. Studier af udviklingen af børnesygdomme peger kraftigt i retning af, at deres bedring i høj grad drejede sig om bedre og dækkende kost, der understøttede et velfungerende immunforsvar, samt bedre hygiejne og adgang til rent vand – ikke om gener. Darwinismen kommer dermed kun ind i billedet, såfremt man fokuserer på viden om hygiejnens og kostens betydning for immunforsvaret, og fokuserer på markedsøkonomiens evne til at øge produktionen af nærende fødevarer og renere vand og udbredning af kloakering, som kommer børnene til gavn i kamp mod sygdomme. Det sidste element, den frie markedsøkonomi, er også en meget vigtig parameter. Det nytter ikke noget, at man ved, hvad der er godt for barnets chancer for overlevelse, hvis man ikke har råd til at købe det, der skal til.

Lovkrav om vaccination og frivillig vaccination

En vaccination er et indgreb i din krop. Vaccination er ikke speciel på den måde, at den er fuldstændigt uden bivirkninger. Der findes visse kendte bivirkninger fra vaccinen (her kan man se dem fra produktresumé for MFR). Der er også andre ulemper ved vaccination. Nogle læger taler om, at vaccination ikke yder kroppen den fordel gennem livet, som den rigtige sygdom gav kroppen. Immunforsvaret reagerer anderledes overfor vaccinen end sygdommen, og den almindelige reaktion på mæslinger, hvor huden reagerer tydeligt, er fraværende når man vaccineres. Forskellen i kroppens reaktion kan senere vise sig at blive betydningsfuld, men da vaccinen mod mæslinger kun er brugt siden midten af firserne, så findes der ikke data på et livsforløb af almindelig længde endnu. Vaccination er heller ikke fuldstændigt dækkende, og det kræves derfor at man får gentagne vacciner for at hæve sandsynligheden for, at den enkelte person, der tager vaccinen, er dækket.

Givet at der er disse tradeoffs, og givet at vaccination har en effekt på din krop, er det for mig ganske let at komme til den konklusion, at vaccination skal være et privat anliggende. Du læser selv indlægsedlen, sætter dig ind i hvilke risici du løber, vurderer hvordan din egen sundhedstilstand forventes at være (du kan fx kigge til hvordan sygdomshistorien i din familie er, omend det ikke er nogen garanti, er det dog et fingerpeg), vurderer dit behov for at komme udenlands og i risiko for at møde sygdommene, og herefter drager du beslutning om, om du ønsker vaccinationen. Ingen andre kan løfte byrden for dig. Det er din egen, eller dit barns, krop det gælder. Ingen ekspert kan fortælle dig, hvad du bør gøre. De tekniske eksperter kan blot vise fordele og ulemper, sådan du bliver sat ind i, hvilke risici du løber. Desværre er det småt med at snakke åbent om ulemperne ved vaccination i debatten.

I sit blogindlæg taler Lütken ikke om noget som helst andet, end at vaccination “virker”. Han nævner ikke de kendte bivirkninger, dem finder du kun i indlægssedlen. Han taler heller ikke om udviklingen af børnesygdommene før vaccination blev brugt. Hvis du læser hans indlæg, og på denne baggrund beslutter dig for at lade dig, eller dine børn, vaccinere, begår du efter min mening en overilet handling. Du træffer dit valg på et uhyre spinkelt grundlag, ved at lade en politiker tale til dine følelser.

Selvsamme politiker taler om, at populisme ikke må vinde over fakta. Set i lyset af indholdet i hans eget indlæg, virker det mere som et frustreret udfald, end det virker som en nøgtern anskuelse af vaccinernes effekter. Hvis du lader dig overtale til vaccination, fordi en politiker skriver et blogindlæg om det, er du da ikke netop blot en uinformeret del af en populistisk bevægelse? (Hvis du omvendt ikke tager vaccinen, fordi du har læst mit blogindlæg, så er det ikke bedre – du skal selv lave din due-diligence på området, og bruge flere kilder)

Virker vaccinerne?

Før man kan tage stilling til om vaccinerne virker, skal man definere et succeskriterie for at svare ja eller nej. Vi kan finde på forskellige kriterier

  1. Sygdomsforekomsten af den givne sygdom falder
  2. Alvorlige følgevirkninger af sygdommen falder

Jeg tror 1 er det mest almindelige kriterie at benytte. Hvis vi tager et kig på SSIs materiale angående vaccination i historisk kontekst, kan vi se at vaccinationen virker i denne forstand. Ser man på graferne, kan vi se at forekomsten af sygdommen falder efter vaccinationen indføres. Desværre er det meget lidt brugbart, for der er her tale om propaganda for vaccinerne. Det er kun de positive virkninger, der omtales. Der er ingen objektiv vurdering af hvor mange der har lidt af bivirkninger pga. vaccinationsprogrammet. Siden langt de fleste børn er vaccineret, er det da også ganske besværligt at finde en egnet kontrolgruppe til at estimere, hvor mange børn har lidt af bivirkninger, da næsten alle børn har fået vaccinen.

I sig selv er det med til at bolstre vaccinationsprogrammet, fordi der ikke findes ret mange, der ikke deltager. Hvordan skal man så sammenligne?

Hvis vi i stedet bruger det andet successkriterie, altså i stedet for at forebygge udbruddet af sygdommen, at man ser på alvorlige følgevirkninger af sygdommen, så bliver det mere tvivlsomt, om vaccination virker. Ser man på figur 2 her, så kan vi se, at antal dødsfald som følge af mæslinger i 1980’erne var mellem 1 og 3 årligt (vaccinationsprogrammet mod mæslinger blev startet i 1982 i små pilot-forsøg, men gik over til fuldskala i 1987), mens antal smittede med mæslinger var et sted mellem ca. 20.000 og 30.000 årligt. Det svarer til en dødelighed på 0,005-0,01%, eller mindre end en tiendedel af det niveau, hvor bivirkningerne for vaccinationen angives (typisk betragtes under 1 til 1000 tilfælde som en ukendt størrelse). Der er dog nogle tal, som er værd at kende i den forbindelse.

I en ti-årig periode før vaccinens indførsel (1976-1987) kan man også beregne dødeligheden på en anden måde. I perioden i betragtning var der ikke rapporteringspligt for mæslinger, og tallene, vi har til rådighed, baserer sig på estimater. Tager man udgangspunkt i antallet af børn født i perioden (ca. 750.000 se dst.dk), og anslår at 98% bliver smittet med mæslinger, kan vi bruge de registrerede dødsfald og omregne det til en dødsrate på 1 ud af 40.000-45.000, eller 0,0022-0,0025%. Det synes ikke at være de helt store problemer, vi ville risikere, hvis ikke danskerne blev vaccinerede for mæslinger. Risiko i denne størrelsesorden virker ikke værd at nævne, og det fornemmes i stedet at årsagen til den store politiske opbakning til programmet skal findes andre steder end i risikoen forbundet med alvorlige følgevirkninger af sygdommen.

Hvis man mener, at det er værre at være død, end at få fx en betændelse i nervesystemet, så kan man på dette punkt sige, at vaccinationen er at foretrække frem for sygdommen. Men sammenligningen er dog ikke korrekt. Vi kender ikke det reelle tal for dødeligheden af mæslinger i det nuværende Danmark. Umiddelbart virker det meget plausibelt, at der er sket fremskridt på sundhedsteknologi og den generelle sundhedstilstand i Danmark fra 1986 til i dag, hvorfor det må forventes at dødeligheden er faldet yderligere siden slutningen af firserne. I relation til varige men af mæslinger (her hjernebetændelse), er tallene fra 1980’ernes statistik 1 ud af 21.000.

For mæslinger er der en nedadgående trend på følgevirkninger af de kendte børnesygdomme, som startede længe før vaccination blev indført. Vaccinerne har dermed forhindret mange i at få mæslinger, men de har såmænd ikke gjort synderlig forskel på hverken dødelighed eller alvorlige følger af mæslinger.

Uvaccinerede børn, farlige?

Et almindeligt forekommende punkt på enhver propagandakampagne mod vaccinationsskeptikerne er at postulere, at ikke-vaccinerede børn udgør en fare. Det passer naturligvis ikke. Almindelige sunde børn, vaccinerede eller ej, udgør ikke nogen smittefare. Det er korrekt at sige, at syge børn udgør en smittefare for deres omgivelser, men det har intet at gøre med om de er vaccinerede eller ej. Sådanne åbenlyse sammenhænge benytter man sig naturligvis ikke af – formålet med vaccinationspropaganda er at indgyde frygt for sygdommen på den ene side, og skamfølelse over manglende vaccination på den anden. Disse to mekanismer er tilsammen en rigtig effektiv driver for at skabe negative følelser i kroppen for den, som endnu ikke har undersøgt videnskaben på området. Derfor lader man sig overtale, fordi det føles godt. Ikke fordi der er noget videnskabeligt grundlag til stede, men i stedet fordi man ikke vil have en følelse af skam og frygt på samme tid.

Et andet element, der er værd at nævne, er, at hvis man anser vaccination som et effektivt middel til at undgå at blive smittet, så bør det netop være det private valg, der er det optimale. Hvis du selv er vaccineret, hvorfor skal du da være bange for sygdommen, såfremt du tror at vaccinationen har hjulpet dig?

Ofte er der også andre argumenter for at have en høj vaccinationsrate. Et af dem er at man ønsker at undgå en epidemi, som kunne smitte sårbare børn, der ikke kan tåle vaccinationen. Dette er et svagt argument. Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem de, der ikke tåler vaccinationen, og de som ville blive skadet af at blive smittet med den rigtige sygdom. Vaccinen indeholder en masse andre stoffer, end blot sygdommen, og derfor kan man ikke blot sige, at gruppen, der ikke kan tåle vaccinen, heller ikke kan tåle sygdommen. Det kan lige så vel være, at de ikke kan tåle tilsætningsstofferne i vaccinerne. Ydermere er det altid et privat ansvar at håndtere sine egne risici – hvis det er således, at du er i en særlig gruppe, der ikke har noget stærkt immunforsvar, er det op til dine egne planer at håndtere denne risici. Det er korrekt, at du kan få en positiv virkning af, at andre ikke kan viderebringe smitte, men børnesygdomme er blot et ganske lille udpluk af sygdomme, der kan ramme dig. Du er med andre ord ikke sikret, hvis vaccinationer blev udført ved brug af tvang. Dermed drejer det sig kun om at øge en persons chance i livet, ved at påføre en anden person en risiko. Det kan ikke accepteres, at nogle skal tvinges til at bære en risiko for bivirkninger ved vaccination, for at yde en positiv gevinst for andre. Livet er fuld af risici, og de håndteres alle bedst i privat regi.

Konklusion

Valget om at lade sig selv, eller sine børn, blive vaccineret bør hvile på en privat overvejelse om, hvorvidt det er fordelagtigt eller ej. Dette valg ønsker jeg at alle tager, på en afbalanceret facon, med henblik på barnets ve og vel, frem for på politikernes strategier for vaccinationsudbredelse i Danmark.

Det er derfor en stor liberal sejr, at Italien har droppet deres krav om vaccination for skolebørn. Italienerne skal naturligvis også have lov at vælge vaccination til eller fra. Liberalisering betyder ikke en fornægtelse af at vacciner virker, men er i stedet en anerkendelse af, at vaccination er et personligt valg, som hver enkelt har lov til at tage, da det drejer sig om deres egen eller deres barns krop.

Til afslutning er det værd at opsummere, at Lütkens kritik af vaccineskeptikere er en der baserer sig i høj grad på overdrevne skadevirkninger ved sygdommene, og let overser de negative elementer ved vaccinerne. Kort sagt, så er det ikke et indlæg der selv gør særlig brug af videnskaben, men taler i stedet selv netop til de populistiske følelser, som han kritiserer. Ydermere taler Lütken forbi dem, han kritiserer, da hans egen påstand blot er, at vacciner virker, mens dem han kritiserer, tillader det frie valg, men også påpeger, at der er tale om et trade-off mellem virkning og bivirkning.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *