Boganmeldelse: Velfærd i det 21. århundrede af Martin Ågerup, del 1

Det er et stykke tid siden, jeg skrev om nogle af de første kapitler i Martin Ågerups bog, Velfærd i det 21. århundrede.

Jeg blev til sidst enig med mig selv om, at læse bogen færdig, før jeg igen ville skrive om min læseoplevelse. Dels fordi jeg var så heldig, at Martin Ågerup bemærkede, at jeg kritiserede hans analyse, inden jeg nåede til kapitel 9, der har undertitlen: “Samspil mellem stat, marked og civilsamfund”. Da jeg havde færdiglæst kapitlet, manglede jeg alligevel kun 141 sider i bogen, og besluttede mig for at læse hele bogen færdig, før jeg igen ville skrive mere om den.

Da jeg nu er ved vejs ende, kan jeg bedre opsummere bogens indhold og understrege de gode sider af bogen og underbygge min kritik af de sider, hvor jeg er uenig med forfatteren i hans analyse.

I denne anmeldelse vil jeg forsøge at ramme en balance, da jeg på den ene side synes rigtig godt om mange aspekter af bogen, mens jeg på andre områder finder, at bogens analysemetode kunne være skærpet. På den ene side vil jeg gerne have at læserne efter endt læsning, tænker at bogen er pengene værd, således læseren vil købe bogen. På den anden side vil jeg også gerne efterlade et indtryk af, at på trods af de mange gode sider af bogen, så er der nogle områder, hvor de østrigske økonomer ville analysere problemerne i den danske velfærdsstat helt anderledes.

På mit studie til ingeniør lærte jeg af en af underviserne, at den måde man bedst giver kritik på, er ved at starte med det positive, og først bagefter komme med den negative kritik. Måden at give kritik på kaldte han for “bedstemormetoden” og den vil jeg også bruge her.

Positive aspekter i bogen

Det er nødvendigt som det første, at sige, at bogen indeholder flere positive elementer, end dem jeg vælger at beskrive i det følgende. Det vil være en skam, hvis jeg påstod, at alle de positive punkter af bogens 496 sider, kunne beskrives i et kort blogindlæg. Det ville ikke gøre forfatteren sin fortjente ære. Derfor er afsnittet her blot et kondenseret afsnit, hvor jeg kun har taget højdepunkterne, sådan som jeg opfatter dem.

Den historiske fortælling om Danmark

I starten af bogen viser Martin Ågerup hvordan Danmarks velstandsudvikling målt i BNP pr. indbygger er forløbet fra 1890 til i dag. Fortællingen i bogen viser, at Danmarks langsigtede vækstrend blev brudt efter finanskrisen, og der er ikke langt til at afstanden mellem denne langsigtede trend og til det aktuelle niveau, begynder at ligne den samme afstand, som blev en realitet under besættelsen i 2. verdenskrig (i absolutte tal, i procentuelle tal skal vi til 2030 med nuværende trend). Det ser dog ud til at perioden fra 1945 til 1970 havde meget højere væksttrend, end den er i dag. Ågerup skriver, at det skyldes at Danmarks økonomi begyndte at indhente det forsømte og stagnerede, da oliekrisen i 1973 brød ud. Sidenhen, indtil finanskrisens udbrud, fulgte Danmarks økonomi den langsigtede trend.

Martin Ågerup mener at det er bekymrende, at så mange begynder at vænne sig til lave vækstrater på 1pct om året, og alt over 1pct kaldes hæderlige vækstrater. Jeg er enig med Martin Ågerup i hans betragtning om vækstrater og den slappe attitude til situationen. Jeg ville måske gå så vidt at sige, at da vækstkrisen startede i 1973, burde man have taget fat om nældens rod (den offentlige sektor, store subsidier til arbejdsløshed og idiotisk økonomisk politik med priskontrol og store inflationsrater) og sagt, at 3pct vækst om året er et hæderligt tal, ikke 2pct.

Martin Ågerup gennemgår tal omkring arbejdstimer og sammenligner os med andre lande, herunder Singapore, Hong Kong, Schweiz og nogle amerikanske stater. Martin Ågerup kritiserer også lystigt velfærdsstaten for dens forvridende skatter og negative incitamenter. Det er sød musik at læse sådanne udfald mod høje skatter og de socialt destruktive subsidier til arbejdsløshed.

Martin Ågerup understreger også, og det er værd at kreditere ham for at gøre det så eksplicit, at vækst ikke er et mål i sig selv, som fastlægges fra centralt hold. Vækst er et resultat af alle frie individers personlige valg om hvor mange timer de vil arbejde, hvad de vil arbejde med, og hvor meget de vil spare op, hvor meget de vil investere og hvor de vil investere. Resultatet er at markedsøkonomien vokser, når befolkningen vælger at spare op for at investere i større produktion, nye produktionsgoder og nye produkter. Vækst der undertrykkes af statens magtmidler, er derimod problematisk, og det er her Martin Ågerup lægger sit fokus. Det vises tydeligt med hans væksttrend. Fulgte vi trenden, som er knap lige så gammel som demokratiet i Danmark, så ville vi have haft højere vækstrater de seneste år. Derfor antydes det, implicit, at de nuværende vækstrater er et resultat af statslig undertrykkelse af markedsøkonomien i Danmark.

Martin Ågerup viser også indeks for economic freedom, og viser at i de kategorier, hvorpå man måler, klarer Danmark sig fremragende, pånær på et eneste punkt: Den offentlige sektor er stor, enormt stor. Dette er naturligvis ikke nok til at vise, at det er den offentlige sektor, der er problemet med væksten, men det er udmærket at fokusere på, at economic freedom indekset netop betragter en stor offentlig sektor som problematisk for frihed. For at forstå hvorfor den offentlige sektor er så problematisk, begynder Martin Ågerup på en nøje gennemgang af problemerne i den offentlige sektor.

Analysemetoden er velkendt fra den økonomiske skole der kaldes “Public choice”. Denne økonomiske skole slår sig op på at være bygget på et fundament der sammenligner institutionelle opsætninger. Altså, man vurderer markedet som det er, og holder det op mod den offentlige sektor, sådan som den er. Ifølge en af grundlæggerne bag skolen, James Buchanan, så er public choice “politics without the romance”. Altså et nøgternt blik på hvad der foregår, når man forsøger at bruge politik til at drive markedsvirksomhed.

Essentielt siger public choice, at markedet indeholder fejl (fx monopoler, offentlige goder, eksternaliteter), men politik indeholder også fejl, og fra sag til sag kan man vurdere, hvilken af de to institutioner der giver de bedste resultater. Det er naturligvis lidt forskelligt fra den måde østrigerne anser økonomi på, men ikke desto mindre er der masser af overlap mellem de to skoler og set fra min synsvinkel, er det disse overlap der pryder Martin Ågerups bog.

Udviklingen i regelbyrden

Bogen tager et meget interessant emne op, nemlig størrelsen af regelbyrden, som danskerne påtvinges af staten. Ifølge produktivitetskommissionen bliver der årligt udstedt 20 gange så mange regler i dag, som i 1960’erne. Denne stigning i regelbyrden mener Martin Ågerup har nogle effekter, som han beskriver som ulinære. Den første smule regulering fører til meget lidt gene, men som reguleringen tager til, nås til sidst et punkt, hvor blot en lille smule mere fører til dramatiske gener for dem det går ud over. Den store stigning i regelbyrden indbefatter dog også ændringer af eksisterende regler, og er altså ikke nødvendigvis et udtryk for nye regler der lægges oveni de gamle.

Det virker umiddelbart meget logisk, at det må være sådan regulering opbygges. Først regulerer man nogle småting, der er nemme at skrive regulering til, som griber lidt ind i produktionen for at afbøde de værste brølere (set med politikere og bureaukraternes øjne). Senere, som mulighederne for at bestemme over menneskets valgmuligheder udtømmes, skal reguleringen nødvendigvis målrettes de meger essentielle eller trivielle elementer i virksomhederne, og som reguleringen øges, ligeledes øges kravene.

Ikke desto mindre er det et problem for virksomhederne, at reglerne de skal følge, ændrer sig hele tiden. Det betyder, at medarbejderne skal reserveres til at følge regeludviklingen, og flere resurser skal bruges på at følge regeludvikling, som nødvendigvis tages fra at følge markedsudviklingen. I stedet for at bruge al tilgængelig arbejdskraft på at tilfredsstille forbrugerne, bruges et stigende antal arbejdstimer på at tilfredsstille bureaukratiets nær ved uendelige appetit på papir.

Det betyder samtidigt også, at virksomheder kan opnå store besparelser ved at lobby, for at sikre, at deres egen virksomhed bliver mindre ramt af de nye regler. En større rent-seeking proces startes, hvor det for virksomheden er meget gunstigt, at dirigere resurser til at følge politikere og lobby for at sikre regeludviklingen skader deres konkurrenter og ikke i så høj grad dem selv. Det er endda en forventlig udvikling, da selv virksomheder, der ikke i udgangspunktet ønsker at bruge krudt på politisk arbejde, kan se at der i billedlig forstand er fordel i at sidde med ved bordet, frem for at være på menu’en. De virksomheder som særligt har råd til denne udgift er de store virksomheder, hvor det ikke betyder så meget om en eller to medarbejdere bruger deres tid fuldkomment på at tale virksomhedens sag. Derudover har de store virksomheder også flest stemmer i sig, det er medarbejdernes stemmer som politikerne er interesserede i at please.

Små virksomheder, og forbrugerne, bliver derfor plyndret af særinteressernes politiske ageren. Da staten til al tid blander sig i markedsøkonomien, regulerer, beskatter og bestemmer, så er det ganske enkelt nødvendigt for virksomhedens succes, at forsøge at sikre sig så stærkt et bånd til voldsmonopolet, som det kan betale sig. For store virksomheder er der særligt store beløb på spil, og det kan derfor særligt betale sig for de store, at lobby politikerne, for at undgå den værste udplyndring og regulering.

Fagforeninger som særinteresse

En af de rigtig store særinteresser i Danmark er fagforeningerne. Martin Ågerup belyser også med hvilke metoder, fagforeningerne sikrer sig særlige privilegier på bekostning af skatteyderne, særligt i den offentlige sektor, hvor større lønkrav ikke medfører arbejdsløshed i samme omfang som i den private sektor. Det er rigtig dejlig læsning, at se Martin Ågerup kaste om sig med eksempler på, hvormed de offentlige fagforeninger sikrer sig sit eget rov, fx ved at presse politikerne, til at vedtage gunstige lønstigninger, som kan plukkes fra skatteyderne.

De private fagforeninger ser Martin Ågerup også som forvridende men trods alt med et vist feedback, da deres medlemmer risikerer at miste arbejdet, hvis lønkravene bliver højere, end deres produktivitet kan bære. Altså er fagforeningerne på det private område ikke begunstiget på samme måde, som de offentlige fagforeninger. De private fagforeninger må stadig ligge under for de økonomiske love, der siger, at den højeste løn en medarbejder kan modtage, er hans marginale produktivitet. Altså, virksomheden kan ikke i længden betale en medarbejder flere penge, end medarbejderens bidrager til indkomsten. Ellers ville det være et netto tab at medarbejderen var ansat (her er en vis detalje gemt, da det reelt er virksomhedens totale indkomst, psykisk såvel som monetært, der afgør sagen. Altså kan man som virksomhed beholde en monetært tabsgivende medarbejder, såfremt den psykiske gevinst af at have medarbejderen ansat overstiger det følte monetære tab for beslutningstageren). Såfremt medlemmerne i fagforeningen hæver overenskomsten, bliver de selv arbejdsløse, og dette feedback giver trods alt fagforeningerne en smule realitetssans i deres krav i overenskomsten.

Fra bogen s. 206:

I en sådan situation vil de overbetalte have svært ved at få arbejde på et privat arbejdsmarked, hvor virksomheder er i konkurrence og dermed ikke kan tillade sig at ansætte folk, der ikke leverer værdi svarende til deres løn. Det kan fagbevægelsen leve med, hvis der er tale om relativt få personer. Men et tab af en stor del af medlemsskaren er et problem, de ikke kan acceptere.

Martin Ågerup glemmer, så vidt jeg husker, at nævne, at disse private fagforeninger stadig overskrider ejendomsretten. Uanset hvem der bliver gjort arbejdsløs af deres politik og trusler om vold, så er det et moralsk problem, at disse personer gøres arbejdsløse, for at begunstige andre personer. Hvorfra har fagforeningerne deres overmenneskelige rettigheder, der tillader dem, at begå overgreb på andre personers krop og ejendom?

Personligt ansvar som styringsmekanisme

Martin Ågerup gentager ofte i bogen, at det vigtigste er at give ansvaret til borgeren i Danmark. For at udvikle velfærdsstaten fra at være topstyret og bureaukratisk, skal den formes efter markedsorienterede principper. Et af virkemidlerne hertil er, at indføre brugerbetaling på velfærdsydelserne på den ene side, og give skattelettelser på den anden. Da borgeren på denne vis selv kan bestemme over lidt flere af pengene, er det også borgerens egne prioriteringer, der i højere grad afgør om en velfærdsydelse bliver efterspurgt. På denne vis indføres en større del af borgerens ønsker i driften af velfærdsydelserne. Hvis ydelsen ikke er ret meget værd for borgeren, vil denne i det nuværende system stadig forbruge ydelsen, men i Martin Ågerups situation med egenbetaling, skal værdien af velfærdsydelsen overstige borgerens værditilskrivning af pengene, denne skal betale, før ydelsen vil blive efterspurgt. Det er et udmærket argument at føre, for det er netop borgerens egne prioriteringer, der burde danne efterspørgslen på velfærdsydelser. I dag tildeles velfærdsydelserne efter bureaukratiske principper, hvor borgeren selv ikke har nogen monetær omkostning ved at efterspørge ydelsen. Borgerens egen prioritering overdrages til myndigheden.

En af de største fordele ved at bruge brugerens egne monetære præferencer til at guide efterspørgslen, er, at brugerens egen viden indgår i efterspørgslen.

Fra bogen s. 353:

Ifølge Hayek sker den bedste udnyttelse af viden og information ved at lade mennesker træffe individuelle beslutninger i en markedsøkonomi, mens central planlægning af samfundets aktiviteter i en offentlig myndighed vanskeligt kan udnytte samfundets samlede viden.

Martin Ågerup fortsætter pointen, s 355:

Jo længere væk vi bevæger os fra vores egne, konkrete erfaringer, jo mindre kompentente er vi. Derfor bør vi tilstræbe en samfundsorden, hvor beslutningerne træffes så decentralt som muligt.

Martin Ågerup skriver også, at den danske velfærdssektor er centralt planlagt, hvor borgernes viden og præferencer ikke bruges. I stedet allokeres resurserne af politikere, fagpersoner, eksperter og embedsmænd.

Iværksætteren som markedets driver

Martin Ågerup beskriver på side 301 og frem, hvordan iværksættere bidrager til radikal innovation. Iværksættere er fx personer der forlader eksisterende store virksomheder efter at være blevet frustrerede over afslag på innovative idéer. Deres nye virksomheder der er i konkurrence med den bestående virksomhed kan gennemføre en ny forretningsmodel, der øger produktiviteten og udgør en skarp konkurrent. Ågerup nævner flere eksempler, fx IBM vs Microsoft og senere Microsoft vs Google. Ågerup giver også en meget stor rolle til iværksætteren, der via sin risikovillighed og “skøre” idé forsøger at stable et alternativt produkt på benene. Nogle gange er produktet en ny forretningsmodel, andre gange en ny produktionsteknik.

Fra bogen s. 304:

Sandheden er, at de virkelig innovative iværksættere – dem, der skaber noget helt nyt – er en særlig slags mennesker. Der er ikke mange af deem, men de er fuldstændigt afgørende for fremdriften og onnovationen i vores samfund.

For at imødekomme det sædvanlige kritikpunkt, der udspringer af den anti-kapitalistiske mentalitet i samfundet, nemlig at de kapitalistiske svin, den successfulde iværksætter, udnytter og udplyndrer samfundet med sine nye idéer, som de dumme forbrugere lokkes til at købe i deres afgrundsdybe uvidenhed, noterer Ågerup på side 305 følgende:

Økonomiprofessor William Nordhaus (f. 1941) fra Yale University har på baggrund af data fra USA i perioden siden 2. verdenskrig estimeret, at iværksættere kun formår at indfange beskedne 2 procent af den samledee velstandsgevinst ved innnovation – resten går til alle os andre i form af lavere priser, større udvalg, bedre kvalitet osv.

Det betyder at en stat, der ikke ødelægger iværksætterens samfundsfunktion ved beskatning og regulering, tillader samfundets borgere at opbygge kapital til iværksætterens projekt, og giver ham incitamenter og frihed til at allokere resurser, til at opbygge nye virksomheder, der er i utrolig høj grad kommer samfundet til gode. Staten står i vejen for samfundets velfærd.

For de som mener at Nobelprisen i økonomi har nogen betydning, kan det noteres, at William Nordhaus netop i år vandt Nobelprisen i økonomi.

Konkurrence i produktionsleddet

Ifølge Martin Ågerup er konkurrence årsagen til at beskedne 2 procent af gevinsten ved innovation tilgår iværksætteren. For at sikre samfundet mod at iværksættere “stikker af” med gevinsterne, er det derfor afgørende vigtigt at konkurrencen mellem virksomhederne bliver så effektiv som muligt.

På side 316 fortæller Martin Ågerup at velfærdssektoren (den offentlige sektor) er iværksætterfri zone. Ikke nok med at velfærdssektoren er undtaget fra konkurrence, så er den også opbygget til at modstå og nedbryde iværksættere. I de store private virksomheder såsom Barnes and Nobel (amerikansk boghandelskæde med fysiske butikker) er der ifølge Ågerup også modstand mod at innovere forretningsmodellen, hvilket Amazon fik fordel af. I tilfældet af Barnes and Nobel vs Amazon er det let at se, at da markedet er frit, kan nye konkurrenter entrere markedet og opbygge en virksomhed, der kan udkonkurrere de bestående spillere.

Amazon kunne tiltrække kunder fordi de var mere attraktive at handle os, Amazon gav mere værdi for pengene. I den offentlige sektor kan der ikke opstå en konkurrent der kan gøre indhug i indtægten til det bestående system, for selvom Barnes and Nobel var imod online boghandel, så havde de trods alt hverken politiet og fængselsvæsenet til at sørge for at de fortsat fik deres indtægt, og måtte derfor måbende se til, mens Amazon overtog deres kunder. Den offentlige velfærdssektor har med skattevæsenet i ryggen en unik mulighed for, at fortsætte uden konkurrenter, ganske enkelt fordi deres indtægt ikke berøres af hvis nogle utilfredse medarbejdere stikker af, og forsøger at skaffe kapital til at opbygge et alternativ. Kunderne, de flåede skatteydere, har heller ikke noget valg. De skal betale til det eksisterende system under trusler om fængsling.

Det er denne mekanisme, fraværet af konkurrencemulighed, Martin Ågerup vil linde lidt på, ved at indføre en moderat brugerbetaling og give skattelettelser. Det vil gøre det muligt at konkurrere lidt i velfærdssektoren, og det vil være muligt som kunde at flytte sine penge til det produkt, der bedst tjener kundens private interesse.

Metoden til at sikre konkurrence i den offentlige sektor er bl.a. brugerbetaling, men det er også at udsætte de offentlige virksomheder for de samme regler, som den private virksomhed underlægges. Konkurrencestyrelsen skal dermed analysere om visse offentlige virksomheder bedriver monopoldrift, og viser det sig at være tilfældet, skal den offentlige virksomhed splittes op i forskellige forretningsenheder, ligesom de private virksomheder bliver det.

Opsummering

I bogen gør Martin Ågerup en masse godt for, at underbygge og argumentere for hvorfor frihed, ansvar og ejendomsret er afgørende for velstand, iværksætteri, kvalitetsforbedring, innovation og flere forbrugsmuligheder. Martin Ågerup angriber den centralplanlagte offentlige sektor, og giver undervejs mange meget interessante eksempler på fraværet af innovation i den offentlige sektor, samt eksempler på det evindelige resursemisbrug.

Martin Ågerup sammenligner den danske offentlige sektor med Sovjetunionen, han nævner Murray Rothbard i sin litteraturliste, han skriver flere kapitler hvor han intensivt bruger Hayeks frihedstanker og han gentager ind i mellem, at det er meget svært at vurdere værdien af offentlige ydelser. Dette er fantastisk læsning. Det er en rigtig god bog, som jeg vil anbefale læseren at købe (eller låne på biblioteket, men helst købe).

Jeg har bevidst fravalgt at bringe Martin Ågerups løsningsforslag, det må læserne af hans bog have til gode selv at opleve. Jeg vil dog nævne, at en af hovedingredienserne i løsningsforslaget er at sænke skatterne med 167mia kroner. Det er et rigtig fint reformforslag, der langt overgår de sædvanlige småtterier, der diskuteres i forbindelse med den årlige finanslov.

Som afsluttende bemærkning skal det nævnes, at jeg ikke modtager nogen returkommission fra Martin Ågerup for dette indlæg. Som jeg sagde i starten af indlægget, så er dette den positive del af Martin Ågerups bog, hvorfor opsummeringen også bliver positiv.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *