Boganmeldelse: Velfærd i det 21. århundrede af Martin Ågerup, del 2

Dette blogindlæg har været længe undervejs, det er nu en måned siden jeg sidst opdaterede bloggen her. Jeg havde brug for ekstra tid for at gøre indlægget mere sammenhængende, og for at skærpe argumenterne jeg bruger. Jeg håber, at indlægget er ventetiden værd. I alt fald kan jeg allerede nu afsløre, at indlægget er på omtrent 4900 ord (eller 9 tætskrevne A4 sider). Der skulle dermed være lidt at tygge på, indtil næste (og sidste) del af min kritik af Martin Ågerups bog toner frem på bloggen.

Som led i min strategi om at følge bedstemoderreglen for kritik, har jeg i første del fortalt den positive historie om alle de gode aspekter ved Martin Ågerups bog, og jeg vil her i anden omgang give en kritisk anmeldelse af Martin Ågerups bog. Alle punkter er ikke dækket, naturligvis, Martin Ågerups bog er et stort værk, som indeholder mange elementer. Der er mange ting, jeg er enige med ham i, og der er også mange ting, jeg er uenig med ham i. Det vil derfor være meget omfangsrigt at kritisere det hele. Jeg tager kun fat i de store linjer, og forsøger at belyse, hvor Martin Ågerups analyse kunne forbedres set fra en østrigsk synsvinkel.

Martin Ågerup benytter som sagt Public Choice tilgangen til økonomi, og der er en vis forskel mellem Public Choice og østrigerskolen.

Kritikken her vil tage udgangspunkt i Martin Ågerups egne forslag og forholde sig til præmissen, at det ønskelige er et kompromis. Det ville ellers være let som liberal anarkist at kritisere et forslag, der ikke nedlægger den offentlige sektor totalt. I stedet vil jeg forsøge at kritisere de elementer, som jeg mener, er i modstrid med den østrigske skoles økonomiske teorier.

Der er fem punkter jeg vil tage op:

  1. Manglende fokus på investering
  2. Økonomiske beregninger er nødvendige
  3. Mises kontra Hayeks syn på velfærdsstaten
  4. Teorien om opbygningen af velfærdsstaten
  5. Konkurrencebegrebet

Denne del vil fokusere på punkterne 1, 2 og 3, mens sidste del vil fokusere på punkt 4 og 5.

Manglende fokus på investering

Martin Ågerup fokuserer i sin bog meget på innovation, men glemmer investeringsmekanismen. Tidligt i bogen, s. 91-92, skriver Martin Ågerup følgende:

Vi ved i dag, at hovedkilden til øget velstand ikke er denne mobilisering. Hovedkilden til velstand er ny viden omsat til “teknologisk fremskridt” i ordets bredeste forstand. Det kan både dække over udvikling af nye teknologier såsom stadigt hurtigere mikroprocessorer, nye materialer, smartere software osv., og nye måder at organisere sig eller drive virksomhed på. Jeg vil i denne bog betegne dette med udtrykket innovation.

Økonomen Robert Solow fik i 1987 Nobelprisen i økonomi for sit arbejde med at udvikle og forbedre vores forståelse af kilderne til økonomisk vækst. Solow fandt blandt andet, at innovation stod for langt hovedparten – over 80 procent – af den langsigtede velstandsfremgang. Man kan altså ikke i det lange løb opnå pæne vækstrater ved blot at anvende stadigt mere kapital og arbejdskraft. Langsigtet vækst er ikke noget, man mobiliserer sig til. Det er noget, man innoverer sig til.

Dette citat er udgangspunkt for min kritik af Martin Ågerups manglende fokus på investering. Det er i dette citat, jeg først stødte på essensen af min uenighed med bogens tekst og argument. Så snart det er slået fast, at innovation er vejen til velstand, så overser man let den elementære lære i, hvordan investeringer former produktionsapparatet, og Martin Ågerup fokuserer i resten af bogen på sekundære, eller symptomatiske, elementer i velfærdsstaten, som er kritisable. Uden først at slå fast, at enhver innovation, der ønskes gennemført, kræver en forudgående investering af kapital og arbejdskraft, til at føre de luftige planer ud i livet, kan kritikken ikke nå nældens rod. En nærmere analyse af hvorledes velfærdsstaten investerer kontra markedsøkonomien, ville være meget gavnlig, men da Martin Ågerup ikke går denne vej, vil jeg kritisere ham for netop ikke at tage dette essentielle punkt op. Kritikken af velfærdsstaten, som den fremføres i Martin Ågerups bog, er ikke brugbar, for den kan afvises ved at postulere, at nye ledelsesmetoder kan tages i brug, for at fremme innovation, og den offentlige sektor kan herefter fortsætte sin drift.

Altså, mit argument er her, hvis man ikke går helt til det rå fundament i sin analyse af den offentlige sektor, så ser man aldrig det reelle problem. I stedet ser man symptomer af det grundlæggende problem. Det er netop den fundamental analyse, der kan forklare problemerne, samt give en historie af velfærdsstaten og den nuværende elendige situation. Hvis man vil forstå essensen af velfærdsstatens problem, skal man se på, hvordan et produktionsapparat opbygges og vedligeholdes i markedet: Økonomisk investering af kapital og arbejdskraft er essentielt for forståelsen. Uden en dyberegående analyse af investeringsteknikken kan vi ikke forstå, hvordan den offentlige sektor er bygget op til forskel fra den private sektor. I stedet fanges vi i at analysere på overfladiske symptomer til vore dages ende.

Martin Ågerup standser i sin analyse af den offentlige sektor ved dens manglende innovation, fordi en professor, der har vundet Nobelprisen i økonomi, siger at 80pct af velstandsfremgangen kommer af innovation. I denne konklusion er enhver analyse af problemets kerne allerede antaget at være manglende innovation. I bogen ses helt bort fra byggestenene, som burde være nøgleelementet i analysen, og antager blot, at byggestenene er solide, fordi betydningen af kapitaltilførsel og arbejdskrafttilførsel er relativt lille for velstandsfremgangen ifølge professor Solow. Men professor Solow har formentlig ikke analyseret velstandsfremgangen i offentlige sektorer (fordi det er umuligt at måle velstandsfremgang i offentlige sektorer) – i stedet har han brugt hele økonomien som analyseområde. Hele økonomien består af både en offentlig og en privat sektor. Det er derfor ikke anvendeligt at tage en konklusion fra studier af hele økonomien, og bruge denne på den offentlige sektor, som drives efter principper, der er grundlæggende anderledes, end de som den private sektor fungerer ved. Martin Ågerup har derfor brugt et resultat for en hel økonomi, og vil pådutte dette resultat på den offentlige sektor specifikt. Denne fejlantagelse er kernen i meget af bogens svage side.

Som Markus Penn siger i Steven Seagal-filmen “Under Siege 2: Dark territory”: Assumption is the mother of all fuckups. (ca. 47 sekunder inde i klippet falder de meget relevante ord).

I kontrast til Martin Ågerups håndtering af investeringsproblemet, beskriver Mises, hvor vigtigt det er at forstå investering under sin kritik af “velfærdsskolen”:

Ludwig von Mises, Human Action s. 844:

It is true that some of the champions of the welfare school feel trouble by a dim notion of the problems involved. They realize that capital must be maintained intact if the future productivity of labor is not to be impaired. However, these authors too fail to comprehend that even the mere maintenance of capital depends on the skillful handling of the problems of investment, that it is always the fruit of successful speculation, and that endeavors to maintain capital intact presuppose economic calculation and thereby the operation of the market economy.

Ovenpå denne lille tirade er det muligvis nødvendigt at falde lidt ned på jorden igen. Det er som sagt kernen i min kritik af bogen, men det er ikke kernen i Martin Ågerups bog, der er bygget på en fejlantagelse. Jeg er blot nødt til at sætte investering i fokus, for at forklare, hvorfor jeg mener, at Martin Ågerups bog er kritisabel. Årsagen til, at jeg bruger så meget plads og tid på dette element, er, både at jeg vil vise, at Martin Ågerups fortælling om opbygningen af velfærdsstaten er forfejlet, men også at den offentlige sektor er økonomisk kaotisk fra ende til anden.

I Martin Ågerups vision af problemerne i den offentlige sektor drejer det sig delvist om faldende marginal nytte (s.101), delvist om manglende iværksætteri (s. 316), delvist om dårlig konkurrence (s. 198), delvist om dårlig revisionspraksis (s.364) og delvist om, at kunderne ikke frivilligt betaler for ydelserne (s. 363). Disse elementer er overfladisk set værd at kritisere den offentlige sektor for, og Martin Ågerup gør et godt stykke arbejde med at udstille disse symptomer. Men vi bør ikke glemme, at de blot er symptomer på det grundlæggende problem.

Økonomiske beregninger

For at kunne tilrettelægge en investering, skal man bagefter kunne opveje omkostninger og indtægter, på en sådan måde, at det kommer samfundet til gavn, det man foretager sig. For at kunne opstille denne kalkule, skal man altså have dannet et system, hvor man kan finde en fællesnævner, der tillader at man adderer og subtraherer korrekt. Ludwig von Mises har brugt meget tid på at underbygge sit synspunkt, der siger, at det er penge, der er den fælles enhed, der gør det muligt på samfundsniveau at beregne, om investeringer gør gavn, eller om de giver tab.

Ludwig von Mises, Human Action s. 230:

Monetary calculation is the guiding star of action under the social system of division of labor. It is the compass of the man embarking upon production. He calculates in order to distinguish the remunerative lines of production from the unprofitable ones, those of which the sovereign consumers are likely to approve from those of which they are likely to disapprove. Every single step of entrepreneurial activities is subject to scrutiny by monetary calculation. The premeditation of planned action becomes commercial precalculation of expected costs and expected proceeds. The retrospective establishment of the outcome of past action becomes accounting of profit and loss.

The system of economic calculation in monetary terms is conditioned by certain social institutions. It can operate only in an institutional setting of the division of labor and private ownership of the means of production in which goods and services of all orders are bought and sold against a generally used medium of exchange, i.e., money.

Økonomiske beregninger er, jævnfør von Mises, den unikke egenskab som markedet besidder, der gør iværksætteren i stand til at se på bagkant, om en investering er god (profitabel) eller dårlig (tabsgivende), set fra samfundets samlede synspunkt. Økonomiske beregninger indtager den centrale rolle i det misesianske tankegods, ganske enkelt fordi det er det feedback, som giver iværksætteren mulighed for at evaluere objektive omkostninger i penge med objektive indtægter i penge (ordet objektiv bruges her, for at understrege, at iværksætteren ikke kan se andet end kroner og ører på sin konto). Men markedspriser er mere end blot et spejl af objektive fænomener – markedspriser indeholder også de subjektive præferencer fra forbrugerne. Netop denne indsigt er kilden til forståelse af, at markedet er det eneste mulige system, hvormed man i fuldskala og i en avanceret økonomi, kan tage hensyn til forbrugernes subjektive præferencer for kvantitet og kvalitet, ganske enkelt fordi det bygger på forbrugernes præferencer via markedspriserne på de goder, de køber.

Genialiteten består ganske enkelt i, at i markedsprisen indeholdes forbrugerens subjektive præferencer. Hver vare der kan sælges til en given pris, viser altså at varen, for de som købte den, blev opfattet af dem som værende mere værdifuld end den sum penge, som de opgav for at købe varen. Varen i sig selv var i konkurrence med alle andre goder, der kunne købes for penge, og på det tidspunkt mente forbrugeren derfor, at varen var den vigtigste for personen. Forbrugeren indikerer med sit køb, at varen er værdifuld nok til prisen. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med forbrugere, som finder varen værdifuld nok til prisen, så modtager iværksætteren ikke en sum penge, der gør ham i stand til at fortsætte produktionen af varen. Iværksætteren må indse, at han har begået en fejl, produktet indbringer ikke en sum penge tilstrækkelig til at dække hans udlæg. Produktionen omarrangeres eller standses, for at undgå den totale fallit. På denne vis kan iværksætteren også beregne om størrelsen på investeringen var i overensstemmelse med forbrugernes præferencer. Det giver iværksætteren en let måde at identificere, hvorvidt hans produktion er for stor, for lille, eller tilpas.

Med den mekanisme kan iværksætteren i markedsøkonomien dermed også identificere områder, hvor han vurderer at en yderligere investering er profitabel. Udover at indikere hvad er profitabelt og hvad er tabsgivende, ved iværksætteren også præcist hvor hans største fortjeneste kommer fra. Iværksætteren, der hellere vil investere i en udvidelse af produktionen, der er mere profitabel end andre, vil dermed følge forbrugerens ønsker, og udvide produktionen hvor han vurderer at den nye investering vil være mest profitabel. Tager han fejl i sin vurdering, har han det velkendte feedback, den økonomiske beregning i penge, til at guide ham til at se, om han tog fejl, eller havde ret. På den måde har iværksætteren et konkret værktøj, der fortæller ham præcist, hvorhenne forbrugerne indikerer, at de mest mangler yderligere investering, for at tilgodese deres behov. Denne mekanisme til at sikre, at opsparet kapital går til de mest profitable investeringsobjekter, er kritisk for opretholdelsen og væksten i en succesfuld markedsøkonomi. Kapitalinvestering er hjertet i produktionsudvidelser, det er absolut afgørende, at disse investeringer foretages de steder, hvor de gør mest gavn. En investering der ikke giver et afkast, er et tab – både for iværksætteren og for samfundet som helhed.

For at forstå forskellen mellem velfærdsstatens produktion og markedsbaseret produktion, vil jeg gerne rette læserens opmærksomhed mod en bog, som Ludwig von Mises skrev i 1944, under titlen “Bureaucracy”. Jeg vil anbefale at læse bogen, gratis her, for at få et alternativt syn på, hvad der er problemet med den danske velfærdssektor.

Ludwig von Mises opdeler metoder til at drive produktion i to: Profitdrevet ledelse og bureaukratisk ledelse. Først omtaler han profitdrevet ledelse.

Ludwig von Mises, Bureaucracy, s 27. Liberty Fund

There is no need for the general manager to bother about the minor details of each section’s management. The managers of the various sections can have a free hand in the administration of their sections “internal affairs”. The only directive that the general manager gives to the men whom he entrusts with the management of the various sections, departments, and branches is: Make as much profit as possible. And an examination of the accounts shows him how successful or unsuccessful they were in executing the directive.

Det er med andre ord, som også Martin Ågerup selv skriver, muligt at decentralisere sin virksomhed, såfremt den opererer under profitmotivet, og gøre hver delelement ansvarlig for driften og profitabiliteten af sig selv, uden at gribe til detailregulering.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 364:

Private virksomheder søger hele tiden ny viden om, hvordan de kan minimere deres omkostninger. Derfor sikrer de sig blandt andet, at deres regnskabs- og rapporteringssystemer frembringer information, der gør det muligt at sammenligne på tværs af organisatoriske enheder. Mange globale virksomheder har en ret decentral organisation, når det handler om håndtering af den daglige drift, fordi lokale forhold i forskellige lande nødvendiggør dette. Men på ét område stiller hovedkontoret oftest meget strikse krav om at overholde nøje og detaljerede krav, nemlig når det handler om økonomi-rapportering. Her sikrer man sig, at hver organisatorisk enhed frembringer nøgletal, der gør det muligt at sammenligne på tværs, så man let kan se, hvem der klarer sig godt, hvem dårligt og hvorfor.

Så vidt så godt. Begge er enige i, at profitdrevet ledelse giver muligheder for decentral beslutningstagen. Nu kommer så, hvad Mises mener, er karakteristisk for bureaukratisk ledelse:

Ludwig von Mises, Bureaucracy, s 37. Liberty Fund

Bureaucratic management is management bound to comply with detailed rules and regulations fixed by the authority of a superior body. The task of the bureaucrat is to perform what these rules and regulations order him to do. His discretion is to act according to this own best conviction is seriously restricted by them.

Men hvorfor behøver det at være sådan? Kan man ikke blot redefinere rollen som bureaukraten indtager? Hvorfor giver vi ikke bare friere hænder til de offentligt ansatte? Skal det absolut være sådan, at de skal følge så strikse regler og anvisninger? Hvad risikerer vi, hvis vi løsner deres bånd, og lader dem tage ansvaret for egen handling i egne hænder?

Ludwig von Mises, Bureaucracy, s 52. Liberty Fund

The only alternative to profit-seeking business is bureaucratic management. It would be utterly impracticable to delegate to any individual or group of individuals the power to draw freely on public funds. It is necessary to curb the power of the managers of nationalized or municipalized systems by bureaucratic makeshifts if they are not to be made irresponsible spenders of public money and if their management is not to disorganize the whole budget.

Den offentlige “iværksætter” bliver reduceret til en uansvarlig forbruger af offentlige midler, hvis det ikke dirigeres tydeligt, hvad og hvordan han må bruge pengene. Detailreguleringen er dermed ikke total og uforanderlig, men det er et grundvilkår for en offentligt ansat, at brugen af midler skal være i overensstemmelse med budgettet og reglementet – ikke forbrugerne. Bureaukraten må derfor ikke være iværksætter og prøve nye metoder af. Disse valg er dikteret oppefra af højerestående personer, der har ansvar for budgettet. Der kan være tale om nogen frihed, men det kommer ikke til samme niveau, som en privat virksomhed.

Men et er planlægningen af bureaukratens produktion, altså en fremadskuende menneskelig aktivitet. Noget andet er, hvordan projektet efterfølgende vurderes at have bragt samfundet i en positiv eller negativ retning, altså en tilbageskuende menneskelig aktivitet. For profitdrevet ledelse på markedet, kan man let finde ud af om projektet var positivt eller negativt. Har investeringen givet et positivt afkast, eller har det været tabsgivende? Igen – her er det nødvendigt at understrege, at markedspriserne, altså beregningsgrundlaget i sig selv, indeholder subjektive forbrugerpræferencer såsom kvalitetsvurderinger, produktionsmetode, kundeservice og meget andet. Der er altså ikke tale om, at profitmaksimerende virksomheder på en eller anden måde udnytter samfundet, eller på anden vis tilsidesætter forbrugernes subjektive velbefindende, som det så ofte argumenteres i medier og debatter. Profitdrevne virksomheder hjælper forbrugeren og samfundet til at allokere de knappe resurser på en sådan måde, at man ved tilbageskuen kan identificere de projekter, der var positive for samfundet, og hvilke der var negative for samfundet. Vha. korrekt bogføring og dygtigt revisorarbejde kan man identificere disse på meget detaljeret niveau selv i større virksomheder.

Men dette feedback er ikke til rådighed for bureaukraten, der tilrettelægger den offentlige produktion, fordi der ikke betales frivilligt for ydelserne (brud på ejendomsretten, og et brud med de økonomiske beregninger). Uden nogen rettesnor kan bureaukraten ikke på bagkant vide, om det var bedst for samfundet, at der blev produceret flere knæoperationer, eller om det var mere fordelagtigt at producere øjenoperationer i stedet. Bureaukraten kan heller ikke vide, om det er bedre med større kapitalinvestering kontra arbejdskraft. Bureaukraten ved heller ikke, om det er bedre med flere ansatte i serviceafdelingen, eller om det er i maskinrummet der skal mandes op. Eller ned.

Forbrugerne prioriterer ikke selv og viser dermed ikke deres subjektive præferencer. Bureaukraten er et almindeligt menneske, og besidder ikke overmenneskelige egenskaber. Han ved ikke, hvordan han kan planlægge udbuddet af offentlige services, medmindre han gør brug af nogle arbitrært fastsatte mål. Bureaukraten skal dermed tilsidesætte forbrugerens egne præferencer, og erstatte disse mange personers lyster og prioriteringer, med nogle han drømmer op i sin egen verden.

Bureaukratens chef, politikeren, er også ilde stedt (i forsøget på at tjene samfundets interesser, forstås, politikerens private interesser tjener han formentlig til sine evners yderste). Politikeren der stemmer om fastlæggelse af budgettet famler også i blinde. Han ved ikke, om allokeringen af mere investering eller mindre investering er påkrævet. Politikerens økonomiske feedback er så godt som ikke-eksisterende (hvor tit har du stemt på om sundhedsvæsenet skulle bruge 155mia eller 150mia dkk årligt? Og ville dette være i overensstemmelse med ejendomsretten?). I fællesskab famler bureaukraten og politikerne i et økonomisk blinde. De må dog beslutte et eller andet, nu hvor de har lovet, at sundhedsvæsenet skal finansieres over skatten. Deres beslutninger kan være baseret på spørgeskemaundersøgelser eller på personlige interviews med tusindvis og atter tusindvis af borgere. Det nytter ikke noget. Menneskets subjektive værdipræferencer kan kun observeres gennem det enkelte menneskes individuelle valg. Der er ingen genvej hertil. Alt andet end menneskets frie valg under opretholdelse af ejendomsretten er uvidenskabeligt gætteri i bedste fald og despotisk undertrykkelse i værste fald.

Essensen i forskellen mellem Sovjetunionen og den offentlige velfærdsproduktion er dermed denne: I Sovjetunionen kunne man ikke engang beregne omkostningerne i udgangspunktet for produktionen, fordi der uden priser på alle kapitalgoderne, ikke kunne fastlægges nogen økonomiske omkostninger. Når projekter blev startet, anede man ikke engang, hvad de reelt kostede. Disse omkostninger måtte man famle i blinde for at estimere. I den danske velfærdssektor kender man godt omkostningerne, når projekterne sættes i søen (altså på det basale niveau kan man se priserne i markedet, og lægge dem sammen til at udgøre en samlet omkostning. I det offentlige er det dog almindeligt med store budgetoverskridelser, og det er en forventelig feature af det planlagte tvangsfinansierede system, men det har dog ikke noget med denne pointe at gøre). Men på bagkant aner man intet om, hvorvidt det var en fordel for samfundet, eller et nederlag for samfundet, set med forbrugernes øjne.

Dette kritiske punkt er meget meget vigtigt at forstå. Uden et værktøj der på bagkant kan identificere om resurserne blev anvendt økonomisk, hvordan skal den offentlige bureaukrat vælge at investere? Hvilke sektorer er vigtigst at investere i? Hvilken produktionsproces er mest effektiv? Hvilke kompetencer skal bruges hvor? Hvor mange læger skal ansættes? Hvor mange sygeplejersker skal ansættes? Hvor mange senge per sygeplejeske eller læge? Hvor er det største samfundsmæssige afkast? Det ved ingen, når markedet er forment adgang til at producere ydelserne. Uden markedspriser på alle inputs til delprocesser i produktionen, samt markedspriser på outputs, kan man ikke afgøre, om hele processen er produktiv eller destruktiv. Der er ingen rettesnor, når forbrugerne ikke kan se prisen, og frivilligt betaler den. Derfor opstår der økonomisk kaos både i tilbuddet af services, men dette kaos fortsætter også når bureaukraten, jævnfør markedsøkonomiens evne til at skabe større produktion og velstand, modtager et større budget eller bevilling fra centraladministratorerne, der skal anvendes til at udvide serviceydelserne. Hvor skal bureaukraten udvide? Hvilke økonomiske goder skal indsættes i produktionen, og hvor? Skal man købe en MR scanner, en CT scanner, eller en røntgenmaskine? Skal man ansætte en sygeplejeske, en kontorassistent, en ambulanceredder, eller en læge?

Det offentlige råd (den ødsle brug af kapitalen), som pågår år efter år, bliver mere og mere udtalt i de subjektive opfattelser af forbrugerne af ydelserne. Det kan vi høre dagligt i nyhederne og blandt kollegerne. De færreste forstår dog hvorfor det står så elendigt til. Nogle tilskriver det korruption. Andre tilskriver det dovenskab blandt de offentligt ansatte. Nogle tilskriver det tab i administrationen. Nogle tilskriver det dårlig ledelse. Tilsyneladende tilskriver ingen, eller meget få, at det er systemet i sig selv, der er sygt og destruktivt. Selv den bedste ledelse, de mest energiske medarbejdere, den mest effektive administration og det mindst korrupte embedsapparat, kan ikke overkomme det uoverkommelige problem: Ingen af de offentligt ansatte kan vurdere, hvad der er mest værdifuldt, og ingen kan dermed tilrettelægge produktionen eller investere i ny produktion på en økonomisk facon. Hele det offentlige system er gennemsyret af dette økonomiske kaos, og der er ingen kraft på jorden, der kan redde systemet fra sin egen skæbne. Der skal hældes enorme resurser i meget lille merproduktion, og jo større den offentlige sektor bliver, jo mindre bliver den sektor, der kan stable kapital på benene, til at dække det sorte investeringshul. Det kan ikke fortsætte uden at blive ringere og ringere som årene går. Uden feedback kæmper selv guderne forgæves.

Martin Ågerups manglende fokus på hvordan investeringer fører til produktionsforandringer, og at markedet besidder en unik mulighed til at vise, præcis hvor investeringerne giver afkast, fører Martin Ågerup til en forfejlet historie om opbygningen af velfærdsstaten. Dette emne tager jeg op i del 3 af min boganmeldelse.

Mises kontra Hayek

Martin Ågerup bruger også meget plads og tid til at tale om Hayekiansk tænkning, altså at benytte markedet, til at udnytte information på en decentral facon, således man kan identificere de vigtige parametre, der gør at en producent producerer sin ydelse (undervisningsydelse, sundhedsydelse) på en god måde. Martin Ågerup ser tilsyneladende markedet som en informationsudnytter, en decentral organisme der kan finde de bedste producenter, således de dårligste kan lære af de bedste. Denne information vil Martin Ågerup lade de offentlige produktionsplanlæggere udnytte.

Min kritik af Martin Ågerups analyseværktøj er i forbindelse med von Mises’ socialismekritik. Denne er en gengivelse af de grundlæggende forskelle på Hayek og Mises verdensbillede. For Hayek var det under visse omstændigheder muligt at anse velfærdsstaten i samspil med politisk frihed. Mises derimod anså velfærdsstaten for at være en dødsdømt social institution, i modstrid med det liberale tankegods. I denne forstand er Hayek den bløde variant af østrigerskolen, og han lader en kattelem være åben for socialisterne, der vil bruge staten til at drive virksomhed.

Et citat fra Ludwig von Mises kan sætte situationen i relief:

Economic Freedom and Interventionism, Liberty Fund, s. 174-175:

Unfortunately, the third part of Professor Hayek’s book is rather disappointing. Here the author tries to distinguish between socialism and the Welfare State. Socialism, he alleges, is on the decline; the Welfare State is supplanting it. And he thinks the Welfare State is, under certain conditions, compatible with liberty. In fact, the Welfare State is merely a method for transforming the market economy step-by-step into socialism.

Kontra til dette synspunkt står von Mises fast. Der er ingen mellemvej mellem den frie kapitalismes fundamentale fordele med sit feedback og den blinde socialismes ragnarok. Mellemstationen, velfærdsstaten, er ifølge Mises en ustabil situation. Statsmagten vil blive skuffet over sine interventioner i økonomien, og i sit forsøg på at styre denne, vil staten regulere mere og mere, og til sidst ende i socialismen.

Martin Ågerup og Hayek ligner hinanden på dette punkt. Martin Ågerup kritiserer ikke velfærdsstaten for at være en kaotisk system, der ikke engang kan identificere tabsgivende produktionsprocesser. Martin Ågerup tror, at med reformer af velfærdsstaten, så kan skuden vendes, og vi kan få mere for pengene. I Martin Ågerups løsningsmodel ligger et håb begravet. Hvis vi korrigerer for politikfejlene med indsigt fra Public Choice, så får vi det bedste system. Ifølge Public Choice, som er den moderate af de to økonomiske skoler, så findes der både markedsfejl og politikfejl. Det betyder, at staten og markedet ikke ses som kaotisk kontra beregnende ala Mises, men i stedet opstilles målsætninger for at evaluere, om det er fordelagtigt for samfundet at vælge den politiske løsning, frem for markedet. Det fører Martin Ågerup til sine konklusioner, at det er værd at gå efter reformer af velfærdsstaten, fordi analyseværktøjet han bruger, fortæller ham at markedet også kan tage fejl. For at undgå den største af de to typer af fejl, vælger den kloge Public Choice økonom mellem systemerne, og kan på alle andre menneskers vegne postulere, at hans valg er til deres bedste. Man tegner blot et diagram med udbud og efterspørgsel på en tavle, sætter nogle streger ekstra som fx kunne være marginal indkomst for virksomheden og marginal omkostning for virksomheden, kontra forbrugernes marginaler, og når frem til, at produktionen som den private virksomhed leverer, er for lille eller stor.

Ligesom Hayek, der var den bløde østriger, griber Martin Ågerup chancen for at give socialisterne et nik for, at de kan fortsætte deres aktiviteter i staten. Så længe man kan argumentere for sin interventionistiske sag, fx ved at tegne nogle overbevisende diagrammer, så kan vi stole på, at Martin Ågerup ikke vil kritisere forslaget. Martin Ågerup, ligesom Hayek, forsøger at indtage en mellem position, således han kan få sit kompromis gennemført. Socialisterne i de politiske partier kan derfor bruge Martin Ågerup. De kan fortsætte plyndringen af skatteyderne og subsidiere sine venner, blot man gør det på en snedig måde, med overbevisende diagrammer, der alle, indenfor østrigsk økonomisk teori i alt fald, begår den ultimative synd: At sammenligne menneskers subjektive værdiopfattelser i et diagram som argument for at indføre ufrivillige foranstaltninger, der forgriber sig på ejendomsretten, menneskets naturlige frihed.

Mine forslag til ændring af Ågerups mission

I bogen udformer Martin Ågerup en strategi for at opnå sit mål. I min kritik er det tydeligt, at nogle af Martin Ågerups mål ser jeg som overflødige, og andre som uopnåelige. Mine to kritikpunkter af Martin Ågerup kan kortes ned til følgende ene punkt:

Privatisering af den offentlige sektor, frem for selvejerskab. I stedet for at indføre brugerbetaling i offentlige institutioner, sådan som Martin Ågerup foreslår, vil jeg foreslå at disse enten sælges til højstbydende kapitalist i små bidder, for at kunne give hurtige skattelettelser, eller også skal institutionerne privatiseres via aktieuddeling i forhold til historisk skattebetaling. Således kan danskerne på praktisk vis komme til at eje en del af institutionerne, i forhold til hvor mange penge de har betalt i skat gennem årene. Når aktierne er delt ud, kan de, naturligvis, købes og sælges frit.

I stedet for at fastholde, at den offentlige velfærdssektor skal producere noget som helst, skal den privatiseres, således velfærdssektoren kan gøre brug af økonomiske beregninger, for at give forbrugerne magten tilbage, og for at lade skatteyderne beholde det, som retmæssigt er deres. I kompromissets kunst kan det formentlig ikke lade sig gøre at gå hele vejen, så for at imødekomme Martin Ågerups præmis, kan man, i stedet for at indføre en procentuel brugerbetaling alle steder, privatisere den samme procentdel af den offentlige sektor, målt på udgiftsniveau. Dvs. i stedet for at indføre brugerbetaling all-round, kan man privatisere eksempelvis folkeskolen eller hospitalerne og lade det offentlige kaos fortsætte uhindret andre steder. For at give borgerne mulighed for at betale for de nu privatiserede goder, gives fradrag for hver krone, der bruges på de private udbydere. Dette er ikke optimalt, for det skævvrider markedet, og skaber overinvestering i disse sektorer, pga. skattefradraget, men det vil være en lektie i hvordan servicen kan forbedres, når en hel sektor bliver privatiseret. Det burde let kunne tjene som et eksempel på, hvordan den private sektor kan producere bedre goder til lavere priser, og hvor meget det betyder, når man selv kan råde over flere af sine egne penge.

Det største problem, som er fælles for både mit og Martin Ågerups forslag, er, at socialisterne i alle partierne vil finde måder, hvorpå de kan fastholde deres socialistiske politiske styring, for senere at erklære “liberalisering” for at være en fiasko. Ganske som de plejer.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.