Venstrefløjens paradoksale ulighedspolitik7 minutters læsning

I året for det kommende folketingsvalg flyder det over med kampagner fra fagforeningerne (fx denne artikel fra formanden for fagforeningen 3F), der slår på at uligheden er stigende i Danmark. Formanden beskriver den nuværende ulighed som uanstændig. I dette blogindlæg vil jeg kort diskutere økonomisk ulighed, og give en liberal version af problemer med ulighed.

Det er naturligvis politikerne, der skal ændre lovene, således målet om mindre ulighed kan nås. Ifølge 3F skal vi gøre noget nu, for ellers er det farvel til VelfærdsDanmark (interessant er det, at velfærd ikke er subjektivt – 3F formanden kan definere det for os).

En hurtig indskydelse er på sin plads. Det er vigtigt at trække en linje mellem absolut fattigdom, og ulighed. Disse to elementer bliver tit blandet sammen i venstrefløjens retorik, men pas på ikke at falde for tricket. Absolut fattigdom bør korrigeres af samfundets frivillige kræfter, mens økonomisk ulighed ikke behøver at blive korrigeret.

I kampen mod uligheden er der tre muligheder for at opnå økonomisk lighed.

  1. De som klarer sig bedst, skal slås længere ned
  2. De som klarer sig dårligst, skal løftes op
  3. En kombination af begge punkter ovenfor

Ulighed er et resultat af menneskets handling og naturens givne startpunkt.

Vi kan tage udgangspunkt i en situation umiddelbart efter en magisk begivenhed. Magien er ganske enkelt den, at alle er blevet gjort fuldstændigt økonomisk lige. En engel har natten over distribueret alle økonomiske goder efter lighedsprincippet. Fra startpunktet er alle dermed lige i eksterne goder. Men sådan vil det ikke være fremover.

I en markedsøkonomi vil en sparsommelig mand, der har meget arbejdsenergi, og finder stor glæde ved arbejde, med tiden opnå større økonomisk råderum end en mand, der i sine handlinger udviser mindre af de tre nævnte egenskaber. Hvis den anden mand har samme arbejdsenergi og glæde ved arbejdet, men bruger penge som en fuld sømand, så vil resultatet stadig være, at den sparsommelige af de to vil opnå et større økonomisk råderum, ganske enkelt fordi personen sparer op.

Hvis den ene mand er arbejdsom, tager overarbejde og fravælger mere fritid, og den anden passer blot sit arbejde, vil det alt andet lige også resultere i større økonomisk råderum for den arbejdsomme.

Deres egne handlinger er årsagen til, at deres råderum er, som det er. Økonomisk lighed er dermed et uendeligt projekt, der strækker sig ud i al fremtid. Gang på gang skal englen i spil, for at distribuere alle de økonomiske goder på ny. Englen i mit lille eventyr her, i venstrefløjens øjne, er, skattevæsenet.

Venstrefløjens foretrukne midler

På venstrefløjen er det god retorik at fremføre, at højere skatter, flere skatter, nye subsidier og flere offentligt ansatte til at bemande de store kontorer, vil føre til mere lighed. Hvis problemet er at akademikere lever længere end ufaglærte, så er det statens fremmeste opgave i kampen mod denne ulighed at uddanne den ufaglærte og give den ufaglærte en særstilling i sundhedsvæsenet, således uligheden reduceres.

Arveafgiften skal sørge for, at startpunktet for børn af rige kontra mindre rige børn bliver mere ens.

Progressive indkomstskatter skal sørge for, at uanset indsatsen på arbejdsmarkedet eller kapitalmarkedet, vil en person med stor succes kunne beholde noget, der er tættere på det samme, som den med mindre succes.

Kort sagt, så skal fordelingspolitikken rettes til. Igennem velfærdsstatens mekanismer benytter man dermed kombinationsmetoden, fordi man kan opkræve samme totale sum i skatter ved at hæve skatterne på de rige og sænke skatterne på de mindre rige. På den måde kan man fortsætte med at forære sundhedsydelser, børnehavepladser, skolepladser, ældrepladser væk, og trække en større del af finansieringen ud af de rige.

Det er jo smart. Eller, det kunne man i alt fald let komme til at tro. Illusionen brister dog så snart man læser god økonomisk teori. Det viser sig, at midlerne som venstrefløjen bruger, er en af driverne til at skabe ulighed. Beskatning beriger staten og dens nære allierede i magteliten. Mange af de personer, som venstrefløjen ser som de rige, er blevet rige igennem venstrefløjens egen favoritpolitik. Høje skattesatser begunstiger eksisterende virksomheder og kapitalister. Særligt disse har stærke bånd til politikerne, og kan sikre sig tjenester fra politikerne, som ikke går gennem skattesystemet. De sikrer sig beskyttelse mod konkurrenter igennem miljølovgivningen, pengepolitikken, finanspolitikken og subsidierne til virksomheder.

Da det er det offentlige der giver lov til dit og dat, så er det også en nem måde at fordreje konkurrencen i sin favør, når man er repræsentant for en stor virksomhed, der har stærke forbindelser til politikerne på toppen. Denne form for subtil korruption spiller en langt større rolle, end venstrefløjen ønsker at erkende.

Hvis de erkendte problemet, ville deres kamp mod ulighed flugte i langt højere grad med den liberale kamp mod ulighed. For der findes gode liberale midler, der bekæmper en anden form for ulighed. En, der er værd at bekæmpe.

Liberale midler

I det liberale tankegods er der kun én form for legitim lighed. En, der er værd at kæmpe for. Lighed i rettigheder. Denne kamp manifesterer sig i en evig gentagelse af ejendomsrettens herlighed. Ejendomsretten er den eneste fundamentale rettighed, der kan gøres universelt gældende – altså lige for enhver. Rettigheder der ligger udover ejendomsretten, har vist sig ikke at være universelle og dermed ikke lige for alle. Kampen for at re-etablere ejendomsretten for alle i samfundet, er den liberales hjerteblod.

Det har vidtgående konsekvenser, hvis man genopretter ejendomsretten, for det betyder eksempelvis at beskatning må ophøre, regulering må ophøre, offentlig virksomhed må ophøre. Alle disse forslag er fuldstændigt uspiselige for langt de fleste mennesker i Danmark, enten fordi de ikke forstår hvordan samfundet kan fungere uden, eller fordi de ikke ønsker et samfund, der er baseret på streng opretholdelse af ejendomsretten. Demokratiet har gjort stor skade på ejendomsrettens vigtighed, fordi demokratiet i sig selv er et middel til at forme statens overgreb på netop denne. Der kommer endeløse forslag fra den ene vælger efter den anden, der påtager rollen som den socialistiske diktator, for at beskatte, subsidiere, regulere eller ekspropriere den ene eller den anden borger. Kort sagt viser demokratiet sig blot som et effektivt middel til at destruere ejendomsretten. Menneskets opfindsomhed dirigeres til at finde på måder at plyndre hinanden med staten, og subsidiere det man selv finder godt.

Som liberalist kan man udmærket forstå visse af venstrefløjens kritikpunkter. De peger på udviklingen i formuefordelingen siden finanskrisen, og viser, at de rigeste er blevet meget rigere i det sidste årti. De kræver progressiv indkomstskat, progressiv formueskat og progressiv ejendomsskat. Det nytter blot ikke noget. Den liberale kritik af denne udvikling er ikke, at de rigeste er blevet så rige. Kritikken er, at de er blevet så rige, fordi de er blevet subsidieret af staten, der har begået overgreb på ejendomsretten.

De rigeste er netop blevet så rige, fordi venstrefløjens foregående politiske forslag er blevet vedtaget. Det er ikke det frie markeds skyld, at de rigeste er blevet så rige siden finanskrisen. Det er resultatet af en eksperimentel statspolitik, der har forøget pengemængderne enormt, reddet de store banker med skatteydernes penge, reguleret konkurrencen på de finansielle markeder til fordel for de bestående store spillere, og startet enorme offentlige byggerier, der særligt har begunstiget de store virksomheder, for blot at nævne nogle af eksemplerne.

Alle de indgreb staten har foretaget siden finanskrisen, har båret præg af at have reddet de riges spekulation, oppustet kapitalværdierne igennem pengepolitik, og holdt hånden under store virksomheder i krisetider. Alle disse indgreb havde ikke været mulige, hvis ejendomsretten var intakt. I det liberale tankegods kan man dermed også skelne mellem de, der er blevet rige vha. markedet, og de der er blevet rige via staten. Rigdom skabt gennem det frivillige marked er et gode for alle, rigdom skabt gennem politisk iværksætteri er destruktivt og forkasteligt.

Den ekspansive pengepolitik er kun muligt igennem statens centralbank. Nationalbanken fungerer som bankernes ven og bagmand. Nationalbanken har sørget for, at der var lånere til at finansiere statens store offentlige byggerier. Den konstante udvidelse af pengemængden, som muliggøres ved Nationalbankens eksistens og monopol på pengeproduktion, har gjort det muligt for de rigeste at låne til investering. De største låntagere i samfundet er de store virksomheder og staten selv. Uden dette system, der eufemistisk kaldes et “fleksibelt pengesystem”, var det ikke muligt at begunstige de nære politiske venner. Nationalbanken må derfor nedlægges så hurtigt som muligt, for at bekæmpe ødelæggelsen af ejendomsretten.

Skattevæsenet sørger for at skaffe midlerne til den politiske elites handlinger. Skattevæsenet har muliggjort den store gældsætning af staten, for uden skattevæsenet kan ingen låner stole på staten. Staten er ikke en virksomhed, der tjener penge ad frivillighedens vej. Staten har kun de penge, den har beslaglagt hos borgerne. Den almindelige udlåner vil udelukkende låne penge til staten, hvis det er muligt for skattevæsenet at opkræve pengene til at betale lån og renter tilbage. Den politiske udlåner vil muligvis finde sig i et lille tab på denne udlånskarrusel, fordi han spekulerer i at vinde en større sum på favoriseringsgyngerne. Men denne aktivitet finansieres også enten af lånepolitikken eller beskatning.  Bl.a. derfor skal skattevæsenet bekæmpes. For at genoprette ejendomsretten og give borgerne i samfundet mulighed for at klare sig selv, og for at eliminere muligheden for saftige politiske aftaler, der kommer de politisk forbundne i magteliten til gunst på bekostning af borgerne.

Lighed, for den liberale, er dermed lighed i rettigheder. Det vigtigste er at markedsprocessen fungerer retfærdigt. Nøglen til en retfærdig markedsproces er opretholdelse af ejendomsretten. Er markedsprocessen retfærdig, så er det ikke interessant med liberale briller, hvad resultatet bliver. Hvem bliver den store kapitalist, hvem bliver den lille proletar. Her ser den liberale det som et samfundsprojekt at sikre mod ulykke, sygdom og fattigdom. Frivillige donationer til velgørenhed kan løfte opgaven at afværge absolut fattigdom. Velgørenhed har før klaret opgaven, og det vil være endnu lettere at klare opgaven i vore dage. Men absolut fattigdom må ikke forveksles med økonomisk ulighed.

Hvis markedsprocessen derimod er uretfærdig, altså at ejendomsretten er tilsidesat, så kan der være overlappende synspunkter mellem den liberale og den venstreorienteredes syn på samfundsudviklingen. Men det er vigtigt at fastholde, at den liberale ikke ser noget problem i økonomisk ulighed. Lighed skal funderes i rettigheder, ikke i økonomisk formåen.

I venstrefløjens politiske agenda ser den liberale intet andet end en forøgelse af uligheden i rettigheder.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.