“Nedslidte” skal ikke have en krone via skatterne7 minutters læsning

I den foregående periode, har der været flere kampagner i gang fra fagforeningerne, eksempelvis en angående ulighed, som jeg omtalte i mit sidste indlæg.

De har dog også flere punkter på programmet, eksempelvis en reduceret pensionsalder for ufaglærte. Årsagerne til, at de ufaglærte skal have nedsat deres pensionsalder, går på delvist at de er flere år på arbejdsmarkedet, samt at deres arbejde præges i høj grad af fysisk hårdt arbejde. Derfor fører det til en nedslidning, som bør kompenseres af det statslige pensionssystem.

Umiddelbart kan man ganske udmærket få sympati for den enkelte, der føler sig fanget i sit arbejde, og som frygter for sin indtægt, hvis ikke kroppen holder til at fortsætte med at udføre samme arbejde efter 40år. Denne usikkerhed er et vilkår for de ufaglærte, siger 3f.

Forslaget går i sin enkelthed ud på at tilskynde et vist antal år på arbejdsmarkedet inden pensionsalderen indtræffer, i stedet for at fiksere pensionsalderen på en særlig fødselsdag, for alle.

Der er masser af valid kritik af det eksisterende pensionssystem. Der kunne skrives mange indlæg alene om hvor elendig folkepensionen er, fx at den bliver finansieret ved at true den produktive del af befolkningen til at betale til systemet. Eller at systemet er indrettet uden en opsparing, hvorfor samfundets forbrug øges på bekostning af kapitalopbygning. Nuværende pensionisters udbetalinger kan kun gennemføres, fordi nuværende produktive personer beskattes. Den private del af det kombinerede pensionssystem (arbejdsmarkedspensionerne) forslår som et Mikey-Mouse plaster på en åben halspulsåre.

Nyttetab af arbejdsindsats

En af de få antagelser som de østrigske økonomer (fx Ludwig von Mises og Murray Rothbard) bruger, er at sige, at der er et nyttetab forbundet med at forbruge sin personlige energi på at arbejde. Dette nyttetab i forbindelse med arbejde er en af de faktorer, der indgår i dannelsen af markedsprisen for arbejdet. Vi kan let forstå hvorfor arbejdsopgaver, der har et lille nyttetab, har lettere ved at tiltrække arbejdstagere, end en arbejdsopgave hvormed et større nyttetab er tilknyttet. Hvis arbejdsgiveren har færre arbejdstagere at vælge mellem til at udføre arbejdet, så vil lønnen være højere, end hvis flere ville udføre arbejdet. Når man vælger sit arbejde, indgår overvejelsen af, om lønnen er nyttetabet værd. Højere nyttetab kræver dermed højere løn – alt andet lige.

Det følger derfor, at et arbejde der er nedslidende (nyttetab) og dermed påfører arbejdstageren vis usikkerhed (nyttetab) i forbindelse med, om arbejdet kan fastholdes i personens samlede tid på arbejdsmarkedet, eller om arbejdstageren må fravælge arbejdet senere i livet, pga. nedslidning, vil være højere lønnet, end hvis arbejdet ikke var nedslidende. De, der vælger et nedslidende arbejde, får derfor fordel af, at andre personer er afskrækket fra at konkurrere på denne arbejdsopgave. Den som vælger et nedslidende arbejde, bliver derfor kompenseret for det slid, arbejdet påfører ham. I alt fald ifølge personens egne vurderinger.

Fagforeningerne er nogle hyklere

Valget mellem forskellige typer af arbejdsopgaver er dog ikke frit. Fagforeningerne har, med deres voldelige metoder, sørget for, at mange arbejdsopgaver ligger udenfor rækkevidde af den ufaglærte. Har man ikke papirerne i orden, vil fagforeningen bruge vold mod dig eller din arbejdsgiver. Fagforeningerne kalder eufemistisk deres pseudo-love for “overenskomster”. Fagforeningerne fastlægger arbejdsregler, som fx siger at en tømrer ikke må lægge tagsten, hvis en murer er tilgængelig. Selv mellem fagforeninger udpensles disse arbejdsregler i de mindste bagateller, og en ufaglært har derfor et mindre valg mellem alternativer, når fagforeningerne først har gjort visse valg umulige.

Det er derfor åbenlyst, at når de lækre arbejdsopgaver er udtaget til de faglærte, der beskyttes af fagforeningen (eller rettere – de medlemmer af fagforeningen, der har et job), så er der kun visse typer af arbejde tilbage til de ufaglærte. Da alle ufaglærte betragtes som ikke-medlemmer af de faglærtes fagforening, bliver alle ufaglærte proppet ned i samme kasse, og de må derfor alle søge de samme jobs, som fagforeningerne ikke gør krav på. Fordelen ved at vælge et arbejde med et større nyttetab bliver derfor delvist steriliseret af fagforeningernes eksklusionspolitik, fordi en meget større del af arbejdstagere presses til at søge disse jobs med højt nyttetab, sammenlignet med situationen hvor fagforeningen ikke var en voldelig organisation, der selv skrev pseudo-love.

Skatteyderne er lette mål for politisk forbundne fagforeninger

Resultaterne af fagforeningernes amoralske pseudo-lovgivning kender vi. Arbejdsløshed: Nogle arbejdstagere prises ud af markedet pga. den samlede omkostning, som overenskomsten påfører arbejdsgiveren. Det er derfor staten finansierer en stor del af a-kasserne via arbejdsmarkedsbidraget. Det er for at forsøge at kompensere de arbejdsløse for fagforeningernes hærgen i markedsøkonomien. Denne ordning subsidierer særligt indkomstgrupper, der er præcis på det punkt, hvor dagpengesatsen er højest. Denne indkomstgruppe betaler det mindste i arbejdsmarkedsbidrag relativt til dagpengesatsens størrelse. Da fagforeningerne ikke selv ønsker at erstatte det tab, de påfører de berørte personer (som man normalt ville kræve, da deres handlinger bedst beskrives som aggression mod fredelige mennesker), så har fagforeningerne “løst” problemet ved at indføre skattefinansieret arbejdsløshedsforsikring.

Nu forsøger fagforeningerne igen at komme et af deres selvskabte problemer til livs ved at sætte skatteyderen på krogen. I stedet for at sige til fagforeningerne, at de må betale erstatning til de personer, hvis arbejdsfrihed de krænker (fx nedslidte ufaglærte), fordi de med vold afholder dem fra at vælge et mindre nedslidende job (fx et fagforeningsbeskyttet job), så søger politikerne i socialdemokratiet og andre “arbejderpartier” at socialisere omkostningerne: Lad skatteyderne betale for fagforeningernes skade på arbejdsmarkedet – sænk pensionsalderen for de mennesker, der skades af fagforeningernes politik.

Et problem med denne politiske løsning er, at de faggrupper der er politisk forbundne, vil kæmpe for at netop deres pensionsalder bliver reduceret. Den politiske løsning bliver derfor langt fra en, der fokuserer på hvilke faggrupper slides ned, og tildeler pensionsalder efter nedslidningsgrad. Det vil i stedet tilkomme de, der er bedst politisk forbundne, på bekostning af de, der ikke er det.

Derudover er der de sædvanlige konsekvenser af disse socialiseringsprojekter: Man får mere af det, man oprindeligt ønskede at mindske. Hvis staten subsidierer arbejdsløshed opstår større arbejdsløshed – ligeledes vil det gå for subsidier til nedslidning. Flere vil søge jobs, der nedslider dem, sammenlignet med situationen, hvor subsidierne ikke eksisterede. Kampen om at få et job, der fører til tidlig pensionering, vil øge antallet af nedslidte personer. Det er derfor en destruktiv politik at subsidiere nedslidning. Det er ikke til nogen gavn at lokke flere ind i jobs, der nedslider dem.

Som menneske har vi kun én krop. Det er vores ultimativt personlige bosted. Det mest perverse staten kan gøre, er at opfordre til ødelæggelse af det mest personlige, du ejer – din krop.

De ufaglærtes byrde

Den ufaglærte bliver derfor ekskluderet af fagforeningerne fra at få højere betalt arbejde, der eksempelvis kunne konkurrere med faglærte arbejdere. Der er visse jobs, der ikke er “beskyttet” af fagforeningernes overenskomster, og hertil må de ufaglærte flokkes. Den større tilstrømning af arbejdskraft gør det billigere for arbejdsgiveren på dette område at ansætte ufaglærte. Arbejdsløshedssubsidiet trækker i den anden retning – arbejdsgiveren skal konkurrere med dagpengesystemet og kontanthjælpssystemets udbetalinger og regler. Den ufaglærte kan søge at optjene tilstrækkeligt med indkomst for at kvalificere sig til den højeste dagpengesats. Da er det relativt mere attraktivt at vælge et job med højt nyttetab (fx af nedslidende karakter), for at sikre at indtægten overstiger kravet til den højeste dagpengesats.

Dette opfordrer til kortvarige ansættelser, der har til formål at genoptjene en ny dagpengeperiode. Det er muligt at vælge at arbejde i et år, for at modtage dagpenge i to år. For disse kortere ansættelser er det også mere acceptabelt for den ufaglærte at tage jobs, der er hårdere, fordi de ikke er permanente. Men i det lange løb akkumuleres den nedslidning som disse jobs medfører.

Ikke nok med at den ufaglærte ekskluderes af fagforeningerne, og subsidieres af dagpengesystemet til at nedslide sig selv, så vil skattevæsenet også gerne have den ufaglærte til at betale en høj andel af indtægten i skat. Særligt forbrugsskatterne er en byrde for de lavere indkomster.

Disse skatteindtægter fra den ufaglærte går bl.a. til at betale folkepensionen, som den ufaglærte pga. middellevealder i mindre grad end den faglærte når at nyde. Pga. folkepensionens indretning er det særligt omkostningstungt at spare penge op privat, når man har en lavere indkomst, fordi tillægsydelserne til folkepensionen afhænger af, om man har en privat opsparing ved siden af. Modregningen medfører en meget høj omkostning ved opsparing til privat pension.

Løsningen på problemet

I den virkelige verden er der kun en person, der ultimativt styrer dine handlinger. Dig selv. Du har selv ansvaret for at finde et arbejde, der ikke nedslider dig, hvis du ønsker at undgå nedslidning. Hvis du foretrækker at blive slidt ned, og til gengæld modtage en større løn, er dette også dit eget valg.

Nedslidning er derfor et privat anliggende. Der er intet socialt over nedslidning, det påvirker den person, der har taget et nedslidende arbejde, og har fortsat sit nedslidende arbejde gennem en periode, der med tiden fører til et nedslidt stadie. Gevinsten ved at tage dette arbejde bør netop tilfalde den, der udfører arbejdet. Ikke til fagforeningspersonale, politikere, offentligt ansatte eller andre, der lever af skatterne, der tvinges ud af den, der arbejder.

Løsningen er derfor, at give hver person sin frihed til at vælge at samarbejde med hvem de vil samarbejde med. Fagforeningerne skal derfor ophøre at bruge vold mod fredelige arbejdssøgende, og skatterne skal ophæves, således hver person har absolut rådighed over sin egen indkomst, og kan allokere denne til de mest værdiproduktive mål. Det gør det mindre omkostningstungt at spare op til egen pension, og det giver mulighed for at vælge et lavere betalt job, som ikke slider en i nær så høj grad.

Væk med skatter og subsidier – giv mennesket sin retmæssige frihed.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.