Offentlige goder, social nytte og andre fantasier9 minutters læsning

I almindelig økonomisk teori findes der to forskellige typer af goder. Der er offentlige goder, som er den ene type, og som den anden type er der private goder.

Mit blogindlæg her kan ses som en smagsprøve på, hvad de østrigske økonomer kritiserer denne opdeling af økonomiske goder for. Jeg vil bringe et eksempel fra din egen hverdag i en video længere nede i indlægget for at vise, at den almindelige teori om offentlige goder ikke er så vandtæt, som den umiddelbart ser ud til.

Hvad er et offentligt gode?

Vi kan starte ud med at undersøge, hvad der får et gode til at falde i kategorien “offentligt gode”.

I kølvandet på min harcelering over Gyldendal i de sidste to indlæg er det på sin plads at benytte DenStoreDanske.dk til at guide os på vej ind i den almindelige økonomiske teori. Således definerer DenStoreDanske offentlige goder.

I artiklen fremsættes det, at ingen vil købe en vare, hvis det indebærer, at alle andre kan bruge det gratis. Dette mener jeg er en kategorisk fejltagelse. Her sættes mennesket i en bås, som det ikke passer ind i. Det er ganske enkelt forkert at sige, at man ikke ønsker at købe noget, som andre kan bruge gratis. Vi kan blot tænke på velgørenhed som et af de bedste eksempler på, at mennesket ikke udelukkende er egennyttigt, men at mennesket også tænker i sociale sammenhænge.  Hvorfor donerer mennesker penge til velgørenhed? Hvorfor køber forældre mad, gaver og ferier til deres børn?

Den næste fejltagelse i artiklen er, at det fremsættes på en absolut måde. Hvem er “alle”? Hvor mange personer er tilstrækkelig i gruppen til, at det indebærer “alle”? Er det alle danskere? Eller er det alle i byen? Det kunne også være alle i indenfor øjets rækkevidde. Det kunne også være alle i husholdningen.

Der står dog trods alt noget brugbart. Der står, at et gode er offentligt, hvis en persons brug ikke udelukker en andens samtidige brug.

Vi kunne også bruge et andet leksikon, Wikipedia, som har denne artikel om offentlige goder. Her står der i første sætning det essentielle for teorien om offentlige goder. Det er goder, hvis forbrug ikke er rivaliserende, samt ikke ekskluderende. Dvs. godet kan forbruges af flere samtidigt (ala Gyldendal), og godets forbrug kan ikke begrænses til den, som betaler. Altså at godet er af en sådan type, at så snart det er produceret, kan alle bruge det.

Problemet, som fremsættes af teorien om offentlige goder, er, at den sum penge det private salg kan indbringe, er for lille til at dække omkostningerne til den produktion, der er påkrævet, for at optimere den sociale nytte af godet. Den private nytte, som driver køberne til at købe, inkluderer ikke den sociale nytte. Så længe det kun er private, der køber godet, vil de købe for lidt af det, fordi den sociale nytte ikke bliver tilgodeset af det private valg. Eller sagt på jævnt dansk, der produceres ganske enkelt for lidt af et gode, hvis man kan opføre sig som en free rider ved at forbruge godet uden at betale for det.

Eksempler på offentlige goder er politiet, retsvæsenet, sprog, kultur, gadebelysning og fyrtårne (i tidligere tider, før GPS blev udbredt og brugt). Hvis der ikke findes mekanismer til at internalisere de positive gevinster ved produktionen af disse offentlige goder, så vil de blive underproduceret, og den sociale nytte af goderne bliver suboptimal. Problemet med internaliseringen af de eksterne økonomiske gevinster er dermed alfa og omega for produktionsudvidelser fra den suboptimale frie markedsproduktion til den korrigerede markedsproduktion.

Hvad er et privat gode?

Private goder, på den anden hånd, er goder, der ikke falder i kategorien offentlige goder. Dvs. det er goder, hvor man kan ekskludere andre fra at forbruge det, og hvor en persons forbrug udelukker en andens forbrug. Et eksempel kan være en pizza. Forretningen der sælger pizza’er, kan let udelukke kunderne fra at få godet. De kan kræve betaling for produktionen af hver eneste pizza, de laver. Ligeledes kan en pizza kun spises een gang, og selvom to personer deler pizza’en, kan man ikke uden tab af eget forbrug af godet dele med flere.

De private goder kan derfor blot produceres på det frie marked, fordi godets natur gør det muligt at “internalisere” den totale gevinst, der opnås ved forbruget af godet, og dermed er de også villige til at betale den pris, som producenten af godet kræver. Her kan markedet sikre den rette balance mellem goderne i den forstand, at forbrugernes egne præferencer styrer deres pengeforbrug, og sikrer at der ikke købes for få pizzaer eller for få sandwiches til at tilfredsstille den sociale nytte.

Teorien er dermed klar: Markedet er udmærket til produktion af private goder, mens det er utilstrækkeligt til produktion af offentlige goder.

Hvordan finansieres offentlige goder?

Hvis vi starter fra en situation, hvor den totale laissez-faire kapitalisme (det uhindrede og absolut frie marked, under et system med privat ejendomsret over samtlige produktionsfaktorer og goder) producerer samtlige goder i samfundet, så vil der i denne situation, jævnfør teorien om offentlige goder, være en række af goder der bliver underproduceret.

Det er ikke let at forestille sig, hvordan sådan et markedsbaseret system skulle være blevet en realitet, men lad os bare for tankeeksperimentets skyld antage, at det er den (fantastiske og herlige) situation samfundet befinder sig i. Der er ingen stat, intet skattevæsen og ingen organisation der med vold har sikret sig et monopol på lovudformning og håndhævelse i det geografiske område, vi betragter.

Nu kommer problemet så. Vi antager for en stund, at teorien om offentlige goder er korrekt og legitim, og nu skal vi til at implementere løsningen på problemet med underproduktion af offentlige goder fra dette udgangspunkt. Lad os bare lave nogle meget urealistiske antagelser for at få teorien til at fungere. For at optimere samfundsnytten skal vi nu have opkrævet en sum penge i skat og lad os bare sige, at hele samfundet bliver grebet af denne fantastiske teoris evne til at overbevise, og de medgår frivilligt at oprette et monopol på indkrævning af skatter til at finansiere de offentlige goder, som samfundet tidligere har lidt under manglen på.

Første spørgsmål er da: Hvis samfundet i udgangspunktet udelukkende producerer goder, der enten kategoriseres som private goder, eller offentlige goder, så må det derfor i udgangspunktet være tilfældet, at de offentlige goder skal finansieres på bekostning af de private goder. Skatterne skal falde på de private goder, og denne udplyndring og afskrækning fra produktion og udveksling af private goder, skal nu finansiere de offentlige goder.

Hans-Hermann Hoppe, A Theory of Socialism and Capitalism, Second Edition, Mises Institute, s. 224-225:

Since money or other resources must be withdrawn from possible alternative uses to finance the supposedly desirable public goods, the only relevant and appropriate question is whether or nor these alternative uses to which the money could be put (that is, the private goods which could have been acquired but now cannot be bought because the money is being spent on public goods instead) are more valuable – more urgent – than the public goods. And the answer to this question is perfectly clear. In terms of consumer evaluations, however high its absolute level might be, the value of the public goods is relatively lower than that of the competing private goods, because if one had left the choice to the consumers (and had not forced one alternative upon them), they evidently would have preferred spending their money differently (otherwise no force would have been necessary).

Der er dermed tale om, at der på den ene side er et samfundstab ved beskatning og reduktion af produktion af et gode, der jævnfør teorien tidligere var i balance med forbrugernes præferencer, og på den anden side skal produktionen af andre goder nu øges. Hvilke goder? Hvilken kvalitet af disse goder? Hvor mange af disse goder skal produceres? Hvor skal disse goder produceres og distribueres? Løsningen på disse spørgsmål findes kun på det frie marked, hvor individerne kan vise deres præferencer igennem deres handlinger. De viser deres præferencer ved at købe eller ved at afholde fra at købe.

Hvis der er nogen offentlige goder, der finansieres via beskatning af private goder, er samfundet dermed gået fra en tilstand, hvor de private goder blev produceret optimalt, til at de bliver produceret suboptimalt. De offentlige goder er gået fra at være blevet underproduceret, til at blive produceret i større mængde, kvalitet, eller på anden måde, hvor værdien angiveligt skulle være øget.

På den ene side af dette postulerede “regnestykke” har vi et samfundstab og på den anden en mulig samfundsgevinst.

Finansiering af de offentlige goders produktion

For at finansiere denne produktionsudvidelse, er det nødvendigt at finde en beskatningsform, der er neutral for markedet, således de private goder stadig bliver produceret i de optimale kvantiteter og kvaliteter. Et nærmere teoretisk studie af fremsatte beskatningssystemer er udført af Murray N. Rothbard, og hans konklusion er følgende:

Murray N. Rothbard, Man, Economy, and State, Mises Institute, Scholars Edition, s. 1244:

We have thus analyzed the alleged canons of tax justice. Our conclusions are twofold: (1) that economics cannot assume any principle of just taxation, and that no one has successfully established any such principles; and (2) that the neutral tax, which seems to many a valid ideal, turns out to be conceptually impossible to achieve. Econonomists must therefore abandon their futile quest for the just, or neutral, tax.

Ifølge Rothbards konklusion er det derfor ikke muligt at finansiere produktionen af offentlige goder ved at beskatte private goder, uden at reducere produktionen af private goder til under et punkt hvor de ikke længere produceres optimalt. Idéen reduceres dermed til at finansieringen af offentlige goder kan tilvejebringes ved at beskatte offentlige goder. Men dette synspunkt er en selvmodsigelse, på linje med hvis kontanthjælpsmodtagere, offentligt ansatte, politikere, dommere, politibetjente påstår, at de betaler skat. Det er er tale om en finansiel kortslutning – man kan ikke udtage en del af den oprindelige størrelse, og lægge de to dele sammen og forvente at opnå en større størrelse.

For at kunne beskatte markedet, for at skaffe den fornødne finansiering, skal man bevæge sig ud som ideolog og postulere, at man egenhændigt kan fastlægge samfundsnytten ved alle goderne i samfundet (offentlige såvel som private), på vegne af alle individer i samfundet, og omdirigere produktionen til deres sociale fordel. Staten må slå en stilling op, hvor de søger en produktionsdiktator, der kan opstille listen af produktionskvantiteter og sikre produktionskvaliteten af alle goder.

Markedet løser problemet frivilligt

Nu er vi (endeligt, tænker den hårdt prøvede læser) kommet til eksemplet, som jeg nævnte i begyndelsen af indlægget. Fyrværkeri.

Ud af en overfladisk analyse af fyrværkeri kan det sagtens konkluderes, at fyrværkeri er af typen offentligt gode. Hvis man skyder fyrværkeri af, kan nabo’en gratis kigge med, man kan ikke ekskludere ham herfra. Ydermere kan man heller ikke “forbruge” fyrværkeriet ved flere kigger på det. Fyrværkeri er dermed klokkeklart at finde i kategorien offentligt gode, fordi det hverken er rivaliserende eller ekskluderende. Fyrværkeri futtes blot af i den frie luft, og alle der kan og vil, kan lytte og se med på sagerne.

I Danmark har vi dog en stærk og lang tradition for privat fyrværkeri. Produktionen af fyrværkeri er endda så stærk, at lovgivningen er blevet strammet op mange gange over årene, til at det kun må fyres af på bestemte tidspunkter af året. De færreste, der har oplevet en nytårsaften i nærheden af andre mennesker, vil sige, at problemet med nytårsaften er, at der er alt for lidt fyrværkeri at se på.

En af årsagerne er, naturligvis, at en nærmere analyse af fyrværkeri afslører, at der for nogle mennesker er mere i det end blot at se det på himlen. Nogle mennesker nyder at være den, der affyrer fyrværkeriet. Nogle nyder at overgå naboen. Andre iværksættere kobler fyrværkerisalgets overskud til støtte af den lokale sportsklub. Disse ekstra tilknyttede nydelser ved fyrværkeriet er iværksætterne, der sælger fyrværkeriet, klar over. De spiller på netop disse menneskelige følelser, når de sælger deres fyrværkeri. På reklamer for fyrværkeri står ofte, at man bør købe mere, for at overgå naboen, eller at man støtter den lokale sportsklub. På den måde kan fyrværkeriets sociale dimension internaliseres af kløgtige iværksættere, som selv er interesseret i at tjene så meget som muligt på at sælge fyrværkeri.

Det er blot et af eksemplerne på, hvordan sælgerne af et gode, der tilsyneladende kan klassificeres som et offentligt gode, kan inddrage sociale elementer for at øge salget og produktionen af godet. Som udgangspunkt bør det også anerkendes, at hvis et gode har positive eksternaliteter, så er der i mange tilfælde også en parallel personlig følelse, der gør, at dygtige iværksættere kan spille på denne følelse, og overtale kunderne til at øge deres forbrug af dette gode.

Ikke nok med at det er en fejl at postulere, at man kan finansiere de offentlige goder uden større omkostning andetsteds, men det er også højst sandsynligt at iværksættere, der forsøger at tjene til livets ophold ved at sælge godet, vil finde en måde at markedsføre, eller kombinere godet med andre goder, der kan håndtere problemet.

Markedet løser problemet, som vi kan se i eksemplet, jeg optog i min egen baghave nytårsaften.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.