Skatter er legitime transaktioner – for og imod14 minutters læsning

I fredags (28. juni 2019) læste jeg følgende tweet fra Torben Rose:

“Milliardæren Bent Jensen raser over arveafgift: »Det er ondskab« Jeg tænker at her overdriver milliardæren nok en kende! Jeg er helt sikker på at hans børn nok skal klare sig, når den tid kommer. Afgiften har også før, været 15% så det går nok.”

Inspireret af Murray Rothbards politiske filosofi, tænkte jeg, at jeg ville tage teten med et retweet.

Murray Rothbard, For a New Liberty, s 63:

Indeed, it would be a useful exercise for nonlibertarians to ponder this question: How can you define taxation in a way which makes it different from robbery?

Min kommentar i mit retweet var, som sædvanlig, moderat og afbalanceret:

Basalt set ser Torben Rose ikke et problem i, at statsmafiaen plyndrer en, som han ikke kan lide.

Argumentet for at det ikke er problematisk at stjæle, er, ufatteligt nok, at der tidligere har fundet tyverier sted, og at Hr. Rose vurderer, at børnene klarer den.

#skatertyveri

Det medførte en smule opmærksomhed, bl.a. fra Torben Rose selv. Adspurgt hvorvidt han kunne definere skat, uden det er det samme som tyveri, medførte følgende fra Hr. Rose:

“Gæt selv, måske lyset kommer på et tidspunkt.”

Derfor vil jeg tage Hr. Roses opfordring op, men i stedet for at gætte, vil jeg forsøge at argumentere for, først, hvorfor skat ikke er tyveri og dernæst for, hvorfor det er tyveri. For at gøre det, vil jeg bruge Den Danske Ordbogs artikel om tyveri:

(jura) den strafbare handling at tilegne eller berige sig med en genstand uden dennes ejermands vidende eller samtykke

Samme ordbog definerer skat således:

en vis del af en persons eller virksomheds indkomst som skal betales til det offentlige til dækning af de offentlige udgifter – opdeles i direkte skatter og indirekte skatter (afgifter)

Der er umiddelbart problemer i farvandet. I første omgang er en skat altså defineret som en persons eller virksomheds indkomst, der skal betales. Altså er personen/virksomheden ejeren af indkomsten ifølge ordbogen, og der er ikke behov for samtykke, fordi personen/virksomheden skal betale. Det kunne virke som en klokkeklar sag, men der er mere at sige til det, end hvad jeg påpeger som resolut liberalist.

Der er tre elementer i definitionen af tyveri, som kan anfægtes, i forsvar for skatters legitimitet:

  1. tilegne eller berige
  2. ejerforhold
  3. samtykke

Jo flere af disse tre elementer der bliver succesfuldt anfægtet, jo stærkere er sagen for, at skatter ikke er tyveri. Hvis alle tre elementer anfægtes succesfuldt, kan skatter overhovedet ikke sammenlignes med tyveri.

Hvorfor er det egentlig vigtigt om skatter er tyveri eller ej? Kan det ikke være lige meget? Hvis skatter er tyveri, kan vi da ikke blot sige, at fordi skatterne bruges på noget, som kommer nogle af samfundets borgere til gavn, at tyveriet i sig selv er acceptabelt? Hvad hvis skatter, selvom de er et onde, finansierer noget, der er et større gode? Hvad hvis det er nødvendigt med skatter, for at sikre rettigheder til en gruppe, som samfundet har en moralsk forpligtelse til at bistå? Så kan det være nødvendigt, i moralens navn, at negligere skatternes moralske problemer og prædike for særrettigheder.

Sådan kan man tænke, og det gør mange. Jeg mener, at det er vigtigt at diskutere skatters moralske status.

Vi tager fat på berigelsesdelen, men først et lille citat:

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s 1:

For many people, perhaps most, these contentions will seem both shocking and absurd. Some will immediately object that taxation is clearly not theft.

Skat er ikke tilegnelse eller berigelse

En gemen tyv, der tager fra sit offer, beriger sig selv direkte. Offerets tab af genstand kommer tyven direkte til gode. Pengene, der tages ud af pungen på offeret, ender i pungen hos tyven. En direkte berigelse eller tilegnelse finder sted. Tyven stikker af med godset, og kalder sig herefter for ejermand af disse penge.

Sådan gør staten ikke. Staten beriger ikke sig selv, se blot på statens overskud. Alle pengene bruges i hvert finansår, om ikke altid og helt præcist, men så i gennemsnit over en årrække. Nogle år bruger staten flere penge, end den får i skatteindtægter, og andre år bruger den færre. Over årerne forøges, eller formindskes, statens gæld i en takt, der sørger for, at statens opgaver overfor borgerne bliver varetaget på en ordentlig og fornuftig facon.

Staten bruger skatterne til at omfordele markedsfordelingen af indkomster, for at bekæmpe ulighed og uretfærdighed. Den tager sig af de svage og de syge, ved at overføre indkomst til de, som ikke kan, og hjælper dem, som er blevet syge, gamle, handikappede og meget andet. Staten som institution drager ikke fordele af skatterne, den sørger for at formidle pengene til andre i samfundet. Måden staten afgør på hvor mange penge, der skal betales i skat, er ligeledes også fornuftig og retfærdig, for den tager ikke alle pengene, som en gemen tyv utvivlsomt ville, men tager i stedet kun en del af indtægten. Den efterlader altid en portion penge, som er tilstrækkeligt til at opretholde livet for de svageste, og som er retfærdig overfor de rigeste.

Det er måske muligt at indvende, at staten er i besiddelse af pengene i et stykke tid, men det er kun en rent praktisk forordning for at holde styr på budgetterne, at den ikke direkte overfører pengene fra skatteyderens konto til skattemodtagerens konto. For at sikre at budgetterne bliver holdt bliver pengene parkeret i ganske kort tid på en mellemliggende konto i statens varetægt. Dette er nødvendigt af praktiske årsager, og har ikke at gøre med, at staten permanent tilegner sig eller beriger sig på skatteydernes vegne.

Derfor er skatter ikke hverken berigelse eller tilegnelse, for pengene sendes videre hurtigt og direkte.

Ejerforhold

Det kan formentlig ikke seriøst argumenteres, at man ikke ejer sin egen indtægt. Her fanges man hurtigt i snørklede konstruktioner, fordi kilden til den producerede indtægt kommer af frie midler, og betales til en person eller virksomhed for deres indsats. Man modtager en frivillig betaling givet af frie midler, og det er ikke muligt for mig at se, hvordan man kan argumentere for, at denne frivillige betaling i bund og grund ikke tilkommer den, der har gjort indsatsen, og har indgået aftaler om betalingen. Det er heldigvis ikke nødvendigt at benægte, at man retmæssigt ejer hele sin indtægt, enten som virksomhed eller som person, for at lirke lidt på ejerforholdet i indkomsten.

For at føre argumentet mod at der er problemer med ejerforholdet af indkomsten, er det måske gavnligt med en analogi til noget ganske almindeligt forekommende.

En person går ind på en restaurant. Her sætter han sig ved et bord, og tjeneren spørger “Kan jeg hjælpe dig med noget?” – hvortil personen svarer “Må jeg få et glas vand?”. Tjeneren henter vandet, og personen drikker det. Da personen vil gå, siger tjeneren til personen, at han har glemt at betale. Personen modsætter sig, og siger, at han ikke har indgået nogen kontrakt med restauranten, og at han utvivlsomt spurgte om han måtte få et glas vand, ikke at han gerne ville købe et glas vand.

De fleste vil formentlig medgive, at det er kunden i dette tilfælde, som er i færd med at berige sig uden samtykke. Selvom han blot har spurgt om han måtte få et glas vand, så er det implicit restaurantens areal og dennes vand og medarbejdere, der har produceret vandet til kunden. Det er ikke nødvendigt at nedfælde en kontrakt for at få et glas vand, fordi det er en helt almindelig sædvane, at når man går på restaurant og får serveret, så betaler man den pris, som restauranten fastsætter.

Kunden kan, naturligvis, påpege at han ikke er blevet præsenteret for en prisliste, og har derfor ikke haft mulighed for at vurdere, om vandet var pengene værd. Men det er stadig ikke tilstrækkeligt til at overbevise andre om, at kunden burde have vidst, at restauranten skulle betales for et glas vand, der serveres af tjeneren i almindelig drift af restauranten.

I tilfældet af at kunden klager over, at prisen eller vandets kvalitet har ændret sig siden han var på besøg sidst, nytter heller ikke noget. Kunden forventes at sætte sig i kendskab med priserne, og det er restaurantens ret at ændre sine services og priser sådan som det passer ejeren.

Skatter og offentlige services ses igennem samme kikkert – det er staten der ejer området, og det er derfor dennes ret til at fastlægge priser og ydelser for brug af disse områder. Den private ejendomsret er en begrænset ret, der gives pga. statens interesse i at drive en markedsøkonomi. Det er ikke en ultimativ og absolut ejendomsret de private lodsejere besidder, men i stedet en begrænset og foreløbig ret til at drive deres forretning og leve deres liv.

Den danske stat er den ultimative ejer af Danmark. Staten ejer “restauranten” og den kan derfor fastlægge reglerne for brugen og betalingen herfor. Skatter er dermed ikke tyveri, men er i stedet en form for husleje. Det er et udkomme af et fornuftsbaseret syn på markedsøkonomi og det liberale samfund, der gør, at skatterne pålægges betalingsevne og forbrug.

Skatter er derfor ikke tyveri, fordi de blot er en betaling for brug af statens område.

Samtykke

I forbindelse med samtykke kan man argumentere, at der er visse former for samtykke, der ikke behøves at gives eksplicit. Ligesom tilfældet i restauranten så gives samtykke ikke eksplicit via kontraktuelle og dokumenterede aftaler, men indfinder sig som en sædvanlig måde at drive forretning effektivt på. I tilfældet af restauranten er det let at se, at det ville være bøvlet, og kan ses som en mangel på kundeservice, hvis man bad enhver kunde om at underskrive en kontrakt, før de fik serveret så lidt som et glas vand. I samme stil kan man se statens regler som en uskreven kontrakt, der indgås via sædvane ved brug og ophold på statens områder. Heraf kommer det velkendte retoriske udfald, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, kan man finde et andet sted at opholde sig.

Hvis man modsætter sig at betale skatter, så presser staten på, for at få sin betaling. Den udsender advarsler, bøder og afhenter de mest grelle betalingsnægtere med politiet og afleverer dem i moderne fængsler, hvor opholdet er tilrettelagt så humant som muligt. Man bliver ganske vist frihedsberøvet, men man bliver behandlet som et menneske med venlighed og respekt af personalet. Værelserne er indrettet så du ikke kan stikke af, men er udstyret med moderne faciliteter, der gør hverdagen ganske tålelig. På samme vis vil restauranten presse på for at få sin retmæssige betaling, ved at gøre brug af retsvæsenet (ikke for så lidt som et glas vand, men det var blot for at illustrere pointen).

Skatter er derfor ikke tyveri, fordi man giver sit samtykke til dem, fordi man opholder sig på statens område. Alternativt kan man også fremføre, at ved deltagelse i demokratiet har du afgivet samtykke til statens reglement.

Det liberale modsvar

Jeg har forsøgt i ovenstående at præsentere en stærk sag på statens vegne. Jeg har forsøgt, så vidt jeg kunne, at relatere til hverdagsfænomener, som langt de fleste formentlig vil være enige i er legitime. Jeg har forsøgt at opbløde på statens rolle som indkomstfordeler, som retfærdighedsdommer og som generøs tillader af den private ejendomsret til bedring af menneskets livsvilkår. Jeg har sågar præsenteret statens rolle som en venlig og humanitær frihedsberøver.

Jeg vil forsøge at modargumentere de tre punkter, der blev opstillet ovenfor.

Tilegnelse eller berigelse

Gerard Casey, Libertarian Anarchy s. 23:

Everything hinges on this supposed legitimacy of the state, legitimacy being that quality supposedly attached to a state and its actions that makes its use of force and violence ethically acceptable.

Staten er ikke bare en organisation, der overfører indkomst fra skatteyderen til skattenyderen. Den bruger en stor sum på at legitimere sin egen position. Forestil dig hvis staten nægtede at betale for retsvæsen, politi, militær, veje, sygehuse, ældrepleje, børnehave og hvis den nægtede at yde socialhjælp. Hvilken status ville staten da have? Kan vi forestille os, at den kunne fortsætte med at opsluge 50% af BNP, og bruge pengene på andre ting, som fx flere krige, større pensioner til politikere, flere direkte subsidier til politikernes venner i de store virksomheder og andre organisationer? Det finder jeg tvivlsomt.

Staten beriger sig derfor ved at bruge store summer på subsidier til dens nærmeste intellektuelle allierede, her er de mest kendte måske medierne, men det bør ikke overses, at folkeskolen og universiteterne udgør et formidabelt propagandaapparat for staten. Alle landets intellektuelle bliver uddannet af staten. Økonomer, filosoffer, revisorer og advokater er alle uddannet på universiteterne, og en stor del af dem finder ansættelse i det offentlige bagefter. På universiteterne tilrettelægges undervisningen i høj grad i fag, der legitimerer statens rolle. Hvordan kan man have lov, hvis man ikke har et monopol, der definerer loven? Hvordan kan man producere offentlige goder uden et skattevæsen? Hvordan kan man korrigere markedsfejlene som eksternaliteter, asymmetrisk information, overforbrug og underforbrug uden staten? Hvordan kunne man optimere pengemængden uden staten? Hvordan kan man drive et velfærdssamfund, hvis ikke de sociale ydelser bliver finansieret med skatter?

Utilitaristen falder let for disse argumenter, der befinder sig i abstrakte sammenligninger af andre menneskers værdiopfattelser. Som utilitarist skal man vurdere andres subjektive værdianskuelser, og sammenligne dem, for at nå til en konklusion. Oftest fører disse interpersonelle værdisammenligninger til krav om at bruge en smule magt for at opnå den større sociale værdi, som utilitaristen har tænkt sig frem til, at man kan opnå ved “ekstern hjælp til aktørerne”. Rettighedsforkæmperen bliver let forhippet på at fokusere på særrettigheder, eller positive rettigheder, der skal gives til særligt udpegede mennesker, som man finder at samfundet har en moralsk forpligtelse overfor. For at sikre disse rettigheder skal staten træde til. Staten appellerer til begge typer med sin propaganda.

Alle disse ideologiske strømninger vinder indpas og kultiveres i universiteterne og medierne. Den almindelige studerende bliver ikke præsenteret seriøst for andre teorier. De kan bagefter ikke, uden at forkaste deres fortid, tage andre økonomiske teorier eller politiske filosofier til sig. Staten sørger for at kultivere et miljø, der tager sig af det fortsatte arbejde med at fastholde statens absolutte nødvendighed for samfundet. Med subsidier og offentlig ansættelse vinder den nye venner og minimerer kritik.

Selv tyven, der stjæler penge fra deres retmæssige ejermand, bruger pengene på en eller anden måde bagefter. Denne forbrugshandling løfter ikke tyvens karakter over gemen berigelse.

Staten køber sig til legitimitet med nogle af sine udgifter (fx overførselsindkomsterne, mediestøtten, uddannelsesministeriets pensum, omfordelingen af indkomst, subsidier til “svage grupper” osv), ligesom tyven køber sig til et fint fjernsyn. Aktiviteterne som staten udfører, beriger staten i den forstand, at det på den ene side underbygger statens opfattede legitimitet, og på den anden side belønner dens medarbejdere.

Skatter er tyveri, fordi den beriger sig selv og en del af befolkningen på bekostningen af en anden del af befolkningen.

Ejerforhold

Staten kan ikke ses som en restaurantejer. Restaurantejeren besidder en legitimitet, der er funderet i forudgående frivillige udvekslinger. Ejeren af restauranten har brugt sine egne tidligere retmæssigt tjente penge til at betale en tidligere retmæssig ejer af restauranten i handlen. Ejerskabet, så vidt det kan tilbageføres i en kæde af retmæssige ejermænd til sin oprindelige naturtilstand, hvor en privat person tog besiddelse af et uejet areal, er legitimt. I udgangspunktet anses den nuværende ejer for at være legitim ejer, såfremt der ikke føres bevis for, at der er sket en kriminel handling, hvor ejerskabet er overført ufrivilligt fra en tidligere ejer til sin aggressive modpart.

I tilfældet af staten er det netop muligt at føre bevis for disse erobringer af landområder. Da den danske stat er en videreførelse af den enevældige konge, som er en videreførelse af tidligere konger og så fremdeles, er det let at vise, at hvis staten fastholder sit ejerskab af hele Danmarks arealer, så er det sket som et led i et voldeligt plyndringstogt, finansieret af skatter der er pålagt beboerne i et tidligere erobret område. Den korte tilbagevisning af statens legitime ret til at beskatte, er det simple synspunkt, at staten har erobret landområdet med vold, og er dermed illegitim ejer af området.

Skatter er tyveri, fordi statens håndlangere gennem tiden brugte vold mod de legitime jordbesiddere for at etablere sit herredømme over Danmark.

Samtykke

Samtykke skal gives frivilligt. Ellers er det ikke ægte samtykke, men i stedet et tvunget samtykke, der ikke har nogen værdi i sig selv. Der kan ikke være tale om, at man giver sit samtykke, blot ved at opholde sig på statens påståede legitime areal, eller ved at staten monopoliserer styreformen og nægter andre systemer at vinde fredeligt frem. Legitimiteten af statens ejerskab er hul, og det eneste samtykke man kan få ud af skatteyderen, er et tvunget samtykke.

Skatter er tyveri, fordi man ikke giver sit individuelle frivillige samtykke til at finansiere statens aktiviteter.

Lidt om ordvalg

Det første citat af Rothbard angiver han, at man bør overveje, om man kan beskrive skatter på en måde, der gør dem anderledes end røveri. Jeg har i stedet brugt ordet tyveri. Det samme ord bruger Gerard Casey. Forskellen på røveri og tyveri er truslen om vold, hvis vi forlader os på ordbogens definition. Jeg tror, at der kan bruges forskellige ord til at beskrive forskellige skatter. Kildeskatten opfattes som tyveri for medarbejderen, som ikke modtager hele sin løn, da arbejdsgiveren afpresses til at sende en del af medarbejderens penge til skattevæsenet. Arbejdsgiveren er ikke medskyldig, for han presses af staten til at arrangere pengeoverførslen, og angiver blot på lønsedlen, hvor mange penge han har sendt til skattevæsenet, og hvor mange han har sendt til medarbejderen.

Er skatter så afpresning, røveri eller tyveri? Det kommer an på hvilken skat vi taler om, og hvilken person vi ser det fra. Røveri involverer som sagt en trussel om vold, og det er de færreste, der oplever at blive truet med vold. Men det er korrekt i en snæver forstand, at alle skatter opkræves ultimativt med truslen om vold, hvis man gør det meget besværligt at indkræve pengene (fx ved at hæve alle sine penge i banken og forskanse sig i sit hus med rigelige forsyninger). I sidste ende kan vi kun finde ud af om det er tyveri, afpresning eller røveri, ved at se om skattevæsenet blot konfiskerer summen på din konto via afpresning af din bank, eller om de sender en betjent til din dør, for at hente dig med magtanvendelse.

Hvad angår den moralske værdi af de goder, som skatterne tilvejebringer, så er en velkendt regel den, at en ægte moralsk handling ikke må tage udgangspunkt i en tidligere umoralsk handling. Hvis statens indtægter kommer af umoralske handlinger, så kan staten ikke foretage en handling, der bruger disse indtægter, og kalde denne handling moralsk overlegen. Med denne regel kan skatternes moralske status sterilisere enhver moralsk værdi af statens aktiviteter. Og hvis dette accepteres, kan enhver nedskyde statselskernes påstande om, at velfærdsstaten er en moralsk institution. Derfor er moral et vigtigt spørgsmål at tage stilling til i den intellektuelle kamp. Hvem af parterne bør betragtes som moralsk, og hvem bør betragtes som umoralsk? Staten eller skatteoprørerne, der kræver skattelettelser i uendeligheden?

Uanset hvilket ord vi kan bruge til at beskrive skatter, så ser liberalisten blot på det faktum, at skatter betales ufrivilligt og at staten udøver sin monopolistiske magt i alle afkroge af det geografiske område, som den fastholder er under dens ultimative kontrol. Afhængig af hvilken type liberalist man betragter sig selv, kan man angribe skatter fra forskellige vinkler – rettighedsvinklen eller nyttevinklen. For at kunne udholde den lange kamp for frihed anbefaler jeg, at man ser skatter som illegitime transaktioner, og støtter sig til det moralske spørgsmål om rettigheder, i stedet for til det utilitaristiske nytteperspektiv. Det kræver meget udholdenhed at fortsætte kampen for det frie samfund, og jeg mener, at den udholdenhed bedst næres ved at se staten som en uretfærdig men velorganiseret og regelret mafia.

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.