Juuhuu, nu stiger inflationen!

 

De sidste par måneders inflationstal viser et lille hop i inflationen fra en middelværdi fra tidligere <0,5pct til godt og vel 1pct.

 

Er vi så ude af finanskrisen nu? Er det nu vi skal forvente et opsving, stigende beskæftigelse, stigende priser på aktiver og stigende priser på fødevarer?

 

Det er typisk sådan man ser på inflationen i det generelle mediebillede. Inflation på 2pct er godt, 1pct mindre godt, 0pct er grænsende til forfærdeligt.

 

Som almindelig forbruger ser jeg på stigende priser med irritation, jeg foretrækker afgjort at priserne på de ting jeg køber for mine penge enten forbliver hvor de er, eller falder. Der er intet der gør så godt i privatøkonomien og mit subjektive velvære som et tilbud eller en anden kampagne med reducerede priser.

 

Men jeg er naturligvis bare en egoistisk forbruger, der ikke tænker på samfundets bedste. Inflation på 2pct er “the sweet spot” for centralbankerne, målet for den Europæiske Centralbank (ECB) er at opnå tæt på men under 2pct inflation. Årsagen til at inflationen på 2pct er så fantastisk er at det øger de nominelle renter i pengemarkedet, som centralbankerne manipulerer med deres pengepolitik, og giver dermed et øget spillerum for at kunne reducere renten for at kunne “stimulere” økonomien igen.

Manglende inflation gør det besværligt for centralbankernes pengepolitik, da de opfatter 0pct renten som den lavest mulige rente, da negative renter vil medføre at bankkunderne trækker deres kontanter ud af bankerne og dermed mister negative renter deres potentiale til at piske opsparere til at skaffe sig af med deres indestående. Som forbruger er din rolle at kaste dine penge ud så hurtigt som centralbankerne mener det er belejligt for dem. Du er jo bare en egoist, hvorimod deres formål er det ædle at styre samfundet. Det forstår vi jo alle sammen godt – dine personlige glæder og fornøjelser er ligegyldige, du skal bare gøre som der bliver sagt.

 

Problemet bliver naturligvis når man derefter spørger, hvad så hvis flertallet af forbrugere er enige om ikke at bruge pengene? Så tager centralbankerne fejl – og deres mission bliver den egoistiske i stedet for den som maksimerer samfundets velfærd.

 

Det er netop hvad vi har været vidne til i de sidste mange år siden finanskrisen. Det ene vilde tiltag efter det andet fra centralbankernes side har ikke medført den “ønskede” inflation. Programmerne har været aktive i årevis nu. Forbrugerne har reageret mod den konventionelle magt siden finanskrisen ved at opbygge deres opsparing, eller nedbragt deres gæld, eller har stoppet den tidligere konstante øgning af gælden – ganske enkelt: de har opført sig fornuftigt og rationelt i deres privatøkonomi. Centralbankerne har med andre ord forsøgt at tvinge en uønsket pengepolitik igennem, og det er centralbankerne og deres politiske venner der har opført sig fuldstændigt egoistisk for at presse priserne op ved at pumpe penge ud i økonomien stik imod forbrugernes ønsker.

 

Markedsløsning på forbrugernes ønsker

Lad os for argumentets skyld antage at det er fornuftigt at have en vis form for centralplanlagt kontrol med hvor stor pengemængde der er i samfundet. Det er ikke just min kop te, og det bliver også gendrevet fuldstændigt i mange af østrigernes bøger såsom Ludwig Von Mises’ “The theory of money and credit” og Murray N. Rothbards “The mystery of banking”, men lad os blot lade som om at dette argument var logisk sammenhængende og gyldigt. Hvad skulle pengemængden så være?

 

Svaret er: Konstant. Det samme hele tiden. Ingen ændring.

 

Vi kan tage eksemplet fra finanskrisen, hvor et tidligere såkaldt opsving satte en forbrugsfest i gang, hvor forbrugerne gældsatte sig voldsomt i forventning om yderligere prisstigninger i deres huse og andre aktiver. De fik let til kredit og lånte til sortglaserede tegl på alt – selv sommerhuset, dyre samtalekøkkener og en tredje bil i garagen til teenageren der boede hjemme. Så kommer krisen, kreditten strammes op, aktivpriserne falder og der indfinder sig en generel forståelse af at det er svært at sælge sine varer mens gælden stadig tynger privatbudgettet.

 

Det logiske privatøkonomiske at gøre er naturligvis at reducere sit forbrug, sætte ind på at beholde sit arbejde og nedbringe gælden eller bringe privatøkonomien under kontrol i det mindste. Hver forbruger vælger sin egen løsning i sin egen situation, men generelt var der bevægelser mod at flere ønskede at opbygge lidt reserver på bankkontoen mens ny gæld var mindre attraktiv (og ofte sværere end før at opnå).

 

I et markedsbaseret pengesystem, hvor pengevaren ikke kan manipuleres gratis, men har en høj produktionsomkostning for at tilvejebringe flere enheder af pengevaren, der vil sådan en situation betyde at når færre penge cirkulerer (det individuelle ønske til egen beholdning af penge stiger) vil varerne til salg i markedet blive solgt langsommere end før så længe priserne forbliver de samme som før.

 

De som har lagre vil se situationen som forfærdelig – deres lageropbygning har været omkostningsfuld, og kombineret med en fortløbende produktionsproces, vil et langsommere salg medføre stigende varelagre. Noget må derfor gøres. Den trælse, men markedsbaserede, løsning er at reducere priserne således forbrugerne igen vil købe den varestrøm der kommer ud af produktionen. Produktionen må også rettes til den nye efterspørgsel og varelageret mister noget af sin værdi. Det er dyrt at være spekulant og have varelagre når priserne falder. Omvendt er det godt for spekulanten når de stiger.

 

Ikke desto mindre er den markedsbaserede løsning også med til at fremskynde justeringsprocessen. Markedskræfterne vil medføre at priserne falder indtil efterspørgslen kan opsuge hele udbuddet af varer igen. Ved lavere priser kan flere varer sælges – det siger loven om efterspørgsel. Skal hele justeringsbyrden lægges over på producenter og lagerførende grossister?

 

Der er flere sider at betragte

Det er vigtigt at huske på at det man ønsker at have i reserve ikke er en nominel størrelse af penge. Når du vælger hvor stor din opsparing til en regnvejrsdag skal være, så er du ikke ligeglad med hvad priserne på hverdagens varer er, du er ikke ligeglad med hvad din løn er. Din beslutning afhænger af markedssignalerne, herunder din løn og priserne på de varer du ønsker at købe.

 

I justeringsprocessen betyder det derfor at som priserne på de varer du køber falder, ligeledes falder dit behov for at opbygge penge på din opsparingskonto i banken fordi købekraften af hver enhed penge stiger. Det betyder at to bevægelser trækker i samme retning i processen: Du tilbageholder penge og priserne falder. Tilsammen betyder de to effekter at situationen opnås hurtigere hvor forbrugernes efterspørgsel på opsparing er opnået og de begynder langsomt igen at sætte flere penge til på forbrug. Den samlede effekt bliver at som forbrugerne opbygger opsparing og priserne falder, så stiger realværdien af opsparingen hurtigere end forbrugerne lægger penge til side. Den kombinerede proces mellem prisfald og opsparing betyder at situationen, hvor forbrugerne igen øger andelen af deres indkomst til forbrug, opstår tidligere end hvis priserne var forblevet høje.

 

Hjælp fra 3. part

Hvis pengevaren blev produceret af markedet, så ville en værdistigning af pengevaren betyde at en større produktion bliver profitabel. Det betyder at de som producerer penge opsuger flere resurser til produktion af flere penge, de vil øge produktionen bl.a. ved at øge antallet af medarbejdere og afhjælpe problemet med arbejdsløshed – samtidig med at den nye produktion af pengevaren øger den cirkulerende pengemængde og hjælper med at mætte efterspørgslen.

 

Den vigtige pointe at tage med fra fordelen af markedsbaserede penge er at udvidelse af pengemængden sker i markedet selv, og de nye penge bliver i høj grad solgt på markedet til markedsprisen – de indgår ikke som et lån der forstyrrer rentesignalet, men bliver i stedet solgt som andre varer i markedet.

 

Centralplanlagte digital/papirpenge som er realiteten i dag har mange problemer, herunder at produktionen er så billig og let at det ikke opsuger arbejdskraft og naturligvis det moralsk forkastelige i at gevinsten for pengeproducenten er enorm: Omkostningen til produktionen af digital/papirpenge er knap nul – men købekraften af pengene er langt højere. Det er derfor klart at staten har taget kontrollen med pengevaren, har karteliseret banksystemet og monopoliseret valuta’en for at sørge for at denne magt, altså forskellen på produktionsomkostning og købekraft, forbliver stor og politisk styret.

 

Det er derfor meget belejligt at indoktrinere befolkningen til at tro at stigende priser er gunstigt for alle mulige positivt opfattede samfundselementer: Beskæftigelse, forbrug og let adgang til kredit. Det er farligt for de politiske magthavere hvis befolkningen får viden om at pengesystemet er umoralsk, korrupt og skadeligt.

 

Derudover introduceres nye digital/papirpenge i systemet via lånemarkedet – nye penge opstår som gæld via banksystemet. De negative langtidseffekter for markedsøkonomien vil jeg komme ind på senere i indlægget.

 

Hov, hvad med min løn?

Det er klart at i sådan en justeringsperiode vil der være behov for virksomheder at revurdere situationen og fyre medarbejdere for at finde den nye optimale struktur i produktionen. For at kunne producere varer til lavere salgspriser, skal produktionen gøres mere effektiv, det kræver bl.a. at inputpriserne reduceres. Inputprisen for produktionen er blandt mange andre ting også lønmodtagernes betaling for deres arbejde.

 

Det vigtige at forstå i denne sammenhæng er at der ikke startes en ond cirkel der i det uendelige reducerer lønningerne, forbrugerne sparer mere og mere, og til sidst har ingen et arbejde og alle skriger på opsparing. Det er den fortælling medierne udbasunerer igen og igen, at deflationsspiralen er så forfærdelig. Men det er forkert. Som fortalt tidligere så er ønsket om en pengereserve på bankkontoen afhængig af markedssignalerne, dvs. situationen hvor priserne falder og virksomhederne fyrer folk kan ikke fortsætte i det uendelige – markedet har feedbacksignaler internt der sørger for at stabilisere økonomien automatisk uden at føre til den visse død eller ulidelige tilstande.

 

Det som kræves for at kunne kaste deflationsspøgelset ud af vinduet er at indse at så længe priserne i markedet kan justere sig både op og ned uden forhindringer i lovgivningen, så kan markedet finde en ny balance, hvor alle der ønsker et job kan få et, og man selv kan vælge hvor stor en opsparing man ønsker at have. En almindelig forståelse af Say’s lov om markeder er at produktion til markedet er den drivende kraft der skaber efterspørgsel – en recession er ikke et resultat af for stor produktion, men af forkert produktion.

Som Ricardo skrev til Thomas Malthus:

“Men err in their production; there is no deficiency of demand.”

Menneskets ønske om at klare sig og løse problemerne i livet gør at efterspørgslen ikke kan falde til nul og ødelægge samfundet. Så længe markedsøkonomien er fri og umolesteret af statens lovgivning mod prisændringer, så kan markedet automatisk klare enhver krise og ruste samfundet til at klare fremtidige kriser bedre end noget kombineret stats- eller centralbankprogram nogensinde vil kunne gøre.

 

Markedet opdrager mennesket gennem erfaring

En af de helt store problemer med de valgte pseudoløsninger på finanskrisen er at man har forsøgt at løse et gældsproblem ved at “stimulere” økonomien, og gøre det langt mere attraktivt at optage mere gæld. Løsningen på gældsproblemet er mere gæld. Det næste er den komplette mangel på realitetssans på løsningerne: Finanskrisen er i bredeste forstand blevet opfattet som et problem med de fundamentale markedsmekanismer, og alt for lidt fokus har været rettet mod de statslige programmer der konstant ødelægger pålideligheden af markedssignalerne såsom renten på penge, risikoen ved lån og politisk pres for at redde boligejere.

 

Det er nødvendigt at bruge markedet sådan som det er – med alle de disciplinerende funktioner der eksisterer i markedet. Risiko skal opvejes mod profit – men alle funktionerne i markedet skal være baseret på markedet. Det nytter ikke noget for forståelsen af problemet, hvis man nægter at se problemerne i øjnene som centralbankerne skaber, og samtidigt efter at have begået en kæmpe fejl, begår den samme fejl een gang mere.

 

Stigningen i pengemængderne siden finanskrisen er formentlig indenfor det “almindelige” i disse kredse. Det som har været nyt er de midler som centralbankerne har måttet tage i brug for at gennemtrumfe deres politiske mål. I gamle dage var det ikke nødvendigt med storstilede opkøbsprogrammer, her nøjes man med at reducere renten og foretage enkelte open market operations, hvor centralbanken køber aktiver af bankerne, og hælder dermed nye penge på økonomien, som bankerne kan bruge som base der i sidste ende bliver flerdoblet via deres gensidige udlån.

 

Ovenstående kritik er naturligvis bare mig som almindelig forbruger der synes at centralbankerne er nogle slyngler der presser prisstigninger ned over hovedet på mig, under påskud af at være samfundsopbyggende og “statsmandsagtige”. Der er en langt vigtigere kritik at rette mod centralbanksystemet som det er i dag.

 

Den østrigske opsving og recessionsteori

Centralbanksystemet fungerer i dag ved at skabe nye penge via opkøb af finansielle aktiver samt ved at kartelisere bankvæsenet således alle bankkunder får statsgaranti for deres indskud, uanset hvilken falleret bank de end måtte vælge at låne deres penge ud til, samt særligt at fastsætte en interbank rente i centralbanken, hvor alle banker kan låne af hinanden til samme rente – igen uanset hvor falleret og tåbelig banken er.

 

Rentemanipulationen og den socialiserede risiko i banksystemet er absolut ikke markedet værdigt. Markedets største force er at priserne på hver enkelt transaktion bliver nuanceret og dannes på baggrund af risikoopfattelsen hos deltagerne. Det er derfor langt at foretrække at lade markedet indprise risikoen og lade markedsdisciplinen styre hver enkelt deltager til at være troværdig og pålidelig – inklusiv bankerne.

 

Østrigernes store indsigt i opsving og recessioner er at renten er et vigtigt markedssignal. Renten styrer investeringshorisonterne, så at sige, altså længden på investeringen og størrelsen på investeringen. Renten i det frie marked er prisen på penge i fremtiden – hvad vil udlåner have som betaling for at låne ud på udbudssiden, og på efterspørgselssiden styrer hvad der profitabelt kan investeres i (eller som almindelig forbruger, hvor meget er det værd for dig at få ting nu kontra at vente på at spare op til dem?). Renten styrer derfor både hvor profitabelt det er at spare op og hvor profitabelt det er at låne, for den enkelte.

 

Når renten hviler i markedet, så betyder det at de tilrådighed stående opsparingsreserver bliver modsvaret af en efterspørgsel på investering der følger det sociale værdisæt for samfundet, og det betyder dermed også, at de opsparede resurser og forbrugernes ønske om at udskyde forbrug flugter således der er råd til at investere, hvis man ser på de fysiske resurser i samfundet. Det er vigtigt at huske på at hvis du sparer penge op, så har du produceret en værdi, som du har valgt at udskyde at forbruge. Værdien reflekteres oftest i nogle resurser (træ, cement, jern, rådgivningstimer etc) ikke bliver brugt men i stedet er der “ledige resurser” der nu kan gå til investering i stedet.

 

Din opsparing betyder at der er udbydere andre steder som kan sættes i gang – investerer du pengene, kan investoren i stedet bruge resurserne. Via pengeøkonomien kan resurser “transformeres” fra hvad du ville have efterspurgt til hvad investoren efterspørger. Pointen er at markedsøkonomien er plastisk og formelig i en vis grad, som indikeres af relative priser mellem varerne, mens den vigtige koordinerende funktion over tid afgøres af renten på penge. Renten driver så at sige “længden” på den investering du kan foretage, en lav rente medfører at lange investeringsprojekter bliver rentable, mens en høj rente afskrækker en lang investeringshorisont.

Inflation er mindre interessant

Østrigernes kritik af centralbanksystemet er derfor ikke at prisstigninger i samfundet er skidt, tværtimod siger de, at priserne i samfundet reflekterer markedets ønsker. Prisstigninger i sig selv er markedet der fungerer ved at rationere tilgængelige resurser. Inflation i den forstand er ikke særligt interessant. Det er derimod stigningen i pengemængden via lånemarkedet der medfører rentereduktioner der er skadeligt for markedet på sigt.

 

Østrigernes kritik af centralbankerne går på at deres rentemanipulation påvirker lånemarkedet og diskoordinerer investering og forbrug. Markedet bliver ude af stand til at planlægge investering og forbrug, fordi signalet (renten på penge) bliver forstyrret og forårsager forbrugere til at forbruge mere end de reelt ville hvis markedssignalerne var ægte, samt at investorer investerer i andre linjer og på andre projekter end de ville, hvis markedssignalet var ægte.

 

Derfor er det ikke vigtigt hvad inflationen i forbrugerprisindekset er, udover at man som forbruger ikke kan lide prisstigninger på de ting man køber, det vigtige er stigningen i pengemængderne der skabes via manipulation af rentemarkedet, kartelisering af bankvæsenet og socialiseringen af risiko. Alle medfører en øget pengemængde, reduceret rente, større iver efter risiko og det garanterer at markedssignalerne bliver forvrængede og medfører uundgåeligt at investeringerne i højere grad risikerer at blive tabsgivende samtidigt på sigt – en ny recession er uundgåelig.

 

For mere om opsving og recession, læs eksempelvis siden “Banksystemet og pengerenten“.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.