Kritik af “Velfærd i det 21. århundrede”, del 1, 2. omgang

Jeg lovede, i forbindelse med linket på 180grader.dk, at jeg ville skrive noget positivt om Martin Ågerups nye bog.

Ret skal være ret, og da mit sidste indlæg var kritisk overfor Martin Ågerups nye bog, skal dette indlæg, for rimelighedens skyld, være dedikeret de gode elementer i første del af bogen. Jeg er nået lidt videre (tiden med familien og andre sysler som fx arbejde og hvile forsinker processen), og kan i dette indlæg berette om nogle positive oplevelser ved gennemlæsning af Martin Ågerups bog.

I mikrofundamentet i Martin Ågerups økonomiforståelse finder man dejlige passager, som jeg kan tilslutte mig. Det gælder bl.a. følgende:

S 42.:

“Økonomisk vækst er ikke en forudsætning for at en markedsøkonomi kan fungere. Markedsøkonomier har vist sig fremragende til at frembringe investeringer, innovation og dermed stigende produktivitet. Men der er intet i markedsøkonomier, som fremtvinger denne udvikling. Intet forhindrer for eksempel, at borgerne i en markedsøkonomi vælger at omsætte produktivitetsstigninger til stadig mere fritid i stedet for økonomisk vækst.”

og på side 43:

“Når vi ikke har omsat mere til fritid, men i stedet har ladet hovedparten af produktivitetsfremgangen igennem mere end hundrede år bidrage til øget velstand, skyldes det altså, at almindelige mennesker har villet det sådan. De har som frie individer truffet en række valg, som har ført til økonomisk vækst.

Det er ikke markedet der frembringer vækst. Det er mennesker. Markedsøkonomien giver dem friheden til at forfølge deres drømme og ambitioner.”

Hvis man har sat sig lidt ind i markedsøkonomi, så finder man at Martin Ågerups udsagn må være overvejende sande. Det eneste jeg ville fluekneppe var udsagnet om at mennesket i Danmark gennem det sidste århundrede har været noget i nærheden af fri, i den liberalistiske forståelse af økonomisk frihed (beskyttelse af ejendomsret, kontraktret, og alle de andre “negative rettigheder”), til selv at vælge hvordan de ville træffe deres valg og udføre deres planer. Væksten gennem “mere end hundrede år” er næppe fremkommet i den liberale utopi af det frie samfund – der har til alle tider været en restriktiv statsmagt der har forpurret almindelige menneskers fredelige planer, mens den har foræret rovet til sig selv og sine nærmeste allierede.

På den anden side er det tvivlsomt om statens voldelige indgreb i det danske samfund har ført til mere vækst end ellers ville have været tilfældet, og på denne facon er det muligt at sige at i det omfang den almindelige dansker allernådigst har fået lov til at hjælpe sine medmennesker via de økonomiske metoder i markedsøkonomien, så har deres valg ført til den vækst i produktivitet og menneskelig velbefindende som økonomisk historiske studier kan vise.

Ågerup fortsætter den gode stil på side 47:

“I det liberale demokrati har mennesker haft friheden til at forfølge deres drømme. Det har ført til vækst – ikke kun for velstandens egen skyld, men også fordi vi trives med at udrette ting, nå ambitiøse mål, præge et lille hjørne af samfundet.

Det er denne stræben – mere end noget andet – som danskerne igen skal have adgang til, fordi det giver mening i tilværelsen og en følelse af dyb tilfredshed at udrette bemærkelsesværdige ting. Samtidig er det menneskers  stræben, som i sidste instans er nøglen til at løse vores fælles problemer.”

Jeg henleder igen læserens opmærksomhed på det faktum, at i frivillig udveksling af økonomiske goder i markedsøkonomien, drager begge parter nytte af at kunne udveksle med hinanden. Enhver stræben på at vinde økonomiske fordele, for sig selv, kan kun foregå ved at indgå som en middel til at hjælpe andre mennesker til at opnå deres mål. Selv den mest egoistiske og følelseskolde kapitalist vil igennem sine egoistiske handlinger udrette store sociale bedrifter fordi beskyttelsen af ejendomsretten sørger for at ingen indlader sig på uøkonomiske samarbejder. Intet menneske vil i udgangspunktet skade sit egen tilfredsstillelse. Det er naturligvis muligt at begå fejl i sine valg, men i menneskets rationelle forståelse af sin egen tilfredshed, og sin forståelse af de naturlige sammenhænge, vil mennesket søge at optimere sin egen tilfredshed ved at samarbejde med andre.

Ethvert menneskeligt valg drejer sig om at bruge den viden som mennesket besidder i nuet til at danne en forventning om fremtidens resultat af valget. Baseret på sin rationelle tilgang til årsag og virkningssammenhænge vælger mennesket en ting frem for en anden. Det er denne økonomisering der gennemsyrer menneskets valg og fører til de store bevægelser man kan betragte i markedsøkonomien, og som danner grundlaget for civilisationens eksistens. Kunne mennesket ikke drage fordel af at indgå i samarbejde med hinanden via frivillige aftaler, så var der ikke et grundlag længere for et marked eller civilisationen selv. Enhver der betvivler dette umiddelbart bombastiske udsagn kan studere begivenhederne i Nordkorea eller Venezuela i disse år.

På side 66 overgår Martin Ågerup mine vildeste forventninger, og bruger Murray N. Rothbards bog, Man, Economy, And State som reference for en teoretisk underbyggelse af at økonomisk frihed er positivt korreleret med økonomisk vækst. Træerne vokser ikke ind i himmelen. Martin Ågerup citerer ikke en bestemt side i Rothbards mesterværk, men her vil jeg hjertens gerne stille mig til rådighed og citere Rothbards konklusion, s 1024:

Directly, voluntary action – free exchange – lead to the mutual benefit of both parties to the exchange. Indirectly, as our investigations have shown, the network of these free exchanges on socielty – known as the “free market” – creates a delicate and even awe-inspiring mechanicsm of harmony, adjustment, and precision in allocating productive resources, deciding upon prices, and gently but swiftly guiding the economic system toward the greatest possible satisfaction of the desires of all the consumers. In short, not only does the free market directly benefit all parties and leave them free and uncoerced; it also creates a mighty and efficient instrument of social order.

Fed skrift indsat af undertegnede.

Martin Ågerup fortsætter, til min store glæde:

“Beskyttelsen af ejendomsretten medfører, at borgerne kan regne med at kunne beholde frugten af deres arbejde. Hvis ejendomsretten er uklar eller usikker, vil borgerne være mindre tilbøjelige til at investere kapital og arbejdskraft og i det hele taget gøre sig mindre umage med at skabe nye værdier, hvilket vil være til skade for vækst og velstand.”

Ovenstående citat er et fint springbræt for mig, så jeg kan tage en af mine utallige kæpheste af stald.

Ejendomsretten, som beskrevet af Martin Ågerup, bliver i dagens Danmark ikke fuldstændigt beskyttet. Den bliver ej heller tilsidesat totalt. Ejendomsretten er i Danmark perverteret af statens stærke greb i samfundet, hvor staten konfiskerer store dele af borgernes indkomst, detailregulerer fredelige menneskers samarbejde og monopoliserer hele sektorer i økonomien. Det er grotesk at der i grundloven står at ejendomsretten er ukrænkelig mens skattetrykket er så højt.

I grundloven står således:

§ 73
Stk. 1.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Det selvmodsigende og diffuse begreb “almenvellet” er det juridiske brækjern som staten har benyttet sig af til at invadere borgernes ejendomsret i sit intellektuelt korrupte korstog for at skabe det som ganske Orwell’sk kaldes “lighed og retfærdighed”.

Lighed skal forstås som en progressiv beskatning – en reduktion af ejendomsretten proportionalt med værdiskabelsen.

Retfærdighed skal forstås som en ekspropriation af velstand. Velstand som er skabt via frivillige markedstransaktioner hvor begge parter drog gavn af samarbejdet.

“Almenvellet” er et diffust begreb, som kan bruges som påskud for at nedbryde ejendomsretten, for at omfordele indkomst eller for at forhindre konkurrence og effektiv udnyttelse af de tilgængelige økonomiske resurser. Det påstås gang på gang at det er for almenvellets skyld at topskatten er indført. Det er ikke videnskabeligt muligt at løfte bevisbyrden for at nogen skat er god for almenvellet. Det kan man kun påstå ved at fastlægge arbitrære værdier til de økonomiske goder. Er det godt for almenvellet at det offentlige driver sygehusene? Er det godt for almenvellet at der ingen konkurrence er på domstole? Er det godt for almenvellet at dommere og politi er på statens lønningsliste når de skal tage stilling til om hjemmets fred må krænkes?

Kun hvis man som almindeligt menneske tillægger disse goder en subjektivt opfattet værdi, som tilsidesætter andres værdiopfattelser, kan man konkludere at ja, ja og ja staten skal drive sygehuse, domstole og politi. Men økonomisk forståelse bygger på at godernes værdi opfattes subjektivt, at fremtiden er usikker og at goderne er knappe. Derfor er det nødvendigt, for at opnå den største økonomiske velstand, at goderne kan vurderes frit af alle (frihandel) og ejes af hvem der vil eje dem (ejendomsretten). Det frie marked fører netop til den situation, som beskrevet af Rothbard, hvor forbrugernes tilfredsstillelse når sit højdepunkt. Enhver statslig intervention i det frie marked skaber tab af værdi for den enkelte (medmindre man modtager ydelser eller tjenester af staten der opvejer det negative), og for samfundet totalt set.

Ejendomsretten burde derfor være absolut ukrænkelig, både baseret på moralske men også på nyttebaserede overvejelser. Det er den logiske konklusion af kendskabet til menneskets mangfoldighed. Det er derfor i almenvellets interesse at lade ejendomsretten være i fred, og lade hvert menneske forfølge sine ønsker i samarbejdet i markedsøkonomien.

Skriv kommentar