Liberalisme del 1: Klassisk liberalisme

Når man beskæftiger sig med liberalismen bliver man let forvirret. Der findes et utal af tråde der er udsprunget af det liberale tankegods, og i debatten hører man tit meget forskellige synspunkter serveret af folk der alle kalder sig liberale. Da der ikke er nogen fastlagt og kontrolleret definition af hvad liberalisme betyder, er det efter min mening en udmærket idé at forsøge at kategorisere nogle hovedtråde af liberalismen og beskrive dem enkeltvis. I min opdeling vil der givetvis være nogle tråde der ikke er beskrevet, jeg håber på tilgivelse af læserne der havde set frem til en anden kategorisering og beskrivelse.

Jeg har valgt at dele op i tre kategorier, som bliver diskuteret i de følgende tre blogindlæg:

  1. Klassisk liberalisme
  2. Socialliberalisme
  3. Anarkistisk liberalisme

Jeg havde oprindeligt tænkt at skrive et indlæg om de tre, men da jeg nævnte ordantallet for fruen, mente hun at det nok var en god idé at dele artiklen op i tre dele og udgive dem løbende, for overskueligheden og for bloglivlighedens skyld.

Som vi går igennem livet lærer vi som menneske med tiden nye ting. Vores viden om livet, naturvidenskaben og de sociale videnskaber ændrer sig over tid, som vi kommer i kontakt med nye opdagelser, nye perspektiver og nye argumenter. Vi tager nye idéer til os og forkaster gamle. De nye idéer er ikke nødvendigvis tættere på sandheden end de gamle. Det samme gælder undertegnede, jeg har ikke alle de rigtige svar. Det håber jeg at læseren er bekendt med. Denne artikelserie er derfor blot mit nuværende syn på de tre hovedtråde af liberalismen, og det er muligt jeg tager fejl om nogle detaljer, uvæsentlige som væsentlige. Forhåbentlig tager jeg dog ikke fejl af hovedbudskabet, som jeg håber læseren vil påskønne.

Fra Gyldendals Dansk Fremmedordbog

libera’lisme (-n) (polit) samfundsopfattelse der kræver størst mulig frihed for den enkelte borger, dvs. med et minimum af styring fra statens side.

Klassisk liberalisme

Den klassiske liberalisme udsprang i kølvandet på den enevældige konges magt over sine undersåtter og hans særlige privilegier, han alene stod hævet over loven. Liberalismens kerne gav borgerne deres egne rettigheder, ret til at eje hvad de igennem frivillige aftaler arbejder sig til at opnå og ret til at forsamle, til at sige og mene hvad de ville og til at blive behandlet retfærdigt af det retslige system. Særligt gennem den sidste tid af kongemagtens herredømme havde retssystemet taget en drejning mod større undertrykkelse af borgerne, og den enevældige konge i Danmark var særligt anset som værende despotisk. Gradvist lykkes det for liberale tænkere at vende den faktiske retstilstand i magtens centrum.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 184

Danmark havde under enevælden fra 1660-1848 en af Europas mest absolutistiske forfatninger, Kongeloven fra 1665, som i 1683 blev supplementeret af lovværket Danske Lov. Kongeloven gav Danmark et ry i Europa som diktatorisk og undertrykkende, fordi europæiske intellektuelle tog enevældens forfatning for en beskrivelse af den faktiske retstilstand, hvad der ikke altid var tilfældet. Især i den sidste halvdel af enevælden blev Danmark opinionsstyret af oplyste adelige og embedsmænd, og i slutningen af 1700-tallet var praksis langt mere liberal end ordlyden.

Liberalismen var en modreaktion på enevældens magt og privilegier, men opstod ikke som en komplet politisk teori, det tog mange år at udvikle, og som årene gik blev det filosofiske system mere udviklet i både teori og praksis.

De grundlæggende værdier for den klassiske liberalisme er lighed for loven, fred i og mellem samfund og ejendomsrettens ukrænkelighed (samt de heraf følgende personlige friheder, indenfor religion, forsamling, nærings- og ytringsfrihed). De klassiske liberale tæller fx Adam Smith, John Locke, Jean-Baptiste Say, Frederic Bastiat, Ludwig von Mises og Nikolai Frederik Severin Grundtvig. I daglig tale siger vi at hvis man er tilhænger af at staten kun skal sørge for “politi, retsvæsen og militær” så er man en klassisk liberal. Underforstået er uddannelse, arbejdsløshed, sygdom og alderdom ikke noget staten skal varetage nogens interesser i. Staten skal beskytte ejendomsretten og lade markedet være i fred.

Her er Ralph Raicos beskrivelse af liberalisme ganske velplaceret:

Ralph Raico, Classical Liberalism and the Austrian School, s 302.

Liberalism is, in fact, the ideology of the capitalist revolution that prodigiously raised the living standards of the mass of people; a doctrine gradually elaborated over several centuries, which offered a new concept of social order, encompassing freedom in the only form suited to the modern world. Step by step, in practice and theory, the various sectors of human activity were withdrawn from the jurisdiction of coercive authority and given over to the voluntary action of self-regulating society.

På flere områder er der dog uenighed. Transportsektoren og visse infrastrukturer (såsom, veje og “naturlige monopoler” som vandværker, varmeværker osv) skal staten alligevel regulere, for nogle. Penge er også et omstridt emne, skal staten monopolisere pengeproduktionen og forsøge derigennem at optimere samfundsnytten? Er penge noget staten skal blande sig i? Må staten stemple guldmønterne? Skal guld være penge? Skal staten subsidiere uddannelse? Skal staten tage sig af de absolut svageste der ikke kunne tjene til dagen og vejen?

På trods af deres uenigheder var der dog et fællespunkt for deres tankegang: Staten var den eneste organisation i samfundet der måtte bruge vold og tvang mod borgerne. Staten er et legalt voldsmonopol. Freden i samfundet skulle lægges i statens hænder, hvor staten var betroet opgaven at opretholde beskyttelsen af ejendomsretten og de personlige friheder der udspringer af ejendomsretten. Udover denne ene opgave, at beskytte borgernes rettigheder mod aggressive elementer, både indenlands og udenlands, havde staten intet at gøre for samfundet.

I den forstand var disse liberale såkaldte minarkister – tilhængere af kun et minimum af episoder hvor borgeren underkues af statens magt. For minarkisterne var tvang defineret som aggression mod person eller ejendom, eller akutte trusler herom. Staten skulle dermed sørge for frihed fra denne slags vold mellem mennesker, og fungerede ved at producere beskyttelse mod tvang der passede i denne snævre kategori. Der var kun et tilfælde hvor det var i orden at underkue borgere over længere tid, og det var i tilfælde af kriminelle dømt igennem en retfærdig rettergang. De klassisk liberale mente det var nødvendigt for at kunne afslutte konflikter mellem mennesker, at der skulle være een lov som blev anvendt til disse processer, at der var en uafhængig dommer og politiinstans der tog sig af disse konflikter. Uden en fælles lov var det dem ikke muligt at se en løsning på konflikt mellem borgerne. I sin essens er denne liberale tråd også influeret kraftigt af Thomas Hobbes vision – mennesket i naturtilstanden søger konflikt og samfundets nedbrydelse (mere om Hobbes i næste blogindlæg).

Markedsøkonomien er basis for samfundet

Statens rolle i samfundet er at tage sig af at minimere aggressiv voldelig adfærd rettet mod personer eller deres ejendom. Ved at opretholde lov og orden i samfundet bliver staten en gevinst for samfundet. Når lovens opretholdelse varetages af staten, kan det gensidige samarbejde mellem samfundets individer begynde og markedsøkonomien bliver fundamentet for samfundets organisering og arbejde:

Ludwig von Mises, Human Action, s 258.

The market economy is the social system of the division of labor under private ownership of the means of production. Everybody acts on his own behalf; but everybody’s actions aim at the satisfaction of other people’s needs as well as at the satisfaction of his own. Everbody in acting serves his fellow citizens. Everybody, on the other hand, is served by his fellow citizens. Everybody is both a means and an end in himself; an ultimate end for himself and a means to other people in their endeavors to attain their own ends.

Ludwig von Mises var stor kritiker af statslig indblanding i markedsøkonomien. Ifølge ham var det ikke muligt for staten at blande sig og skabe en situation der for hele samfundets synspunkt var bedre end en markedet kunne skabe. Når staten blandede sig, skabte indblandingen utilsigtede konsekvenser, der var værre end udgangspunktet, og hvis ikke politikerne opgav ævred og rullede lovgivningen tilbage, måtte de fortsætte på stien mod den totale socialisme.

Et godt eksempel på denne udviklingsmekanisme kan findes i samspillet mellem fagforeningernes påvirkning på arbejdsmarkedet og det ideologiske krav om sociale ydelser til arbejdsløse.

Ludwig von Mises, Human Action, s 374.

On the domestic market the unions to not tolerate the competition of the nonunionized workers and admit only a restricted number to union membership. Those not admitted must go into less remunerative jobs or must remain unemployed. The unions are not interested in the fate of these people. […] For the unemployed union members are not the only people wronged by the union’s policy of substituting higher wage rates. The interests of those excluded from membership are not taken into account.

Når fagforeningerne lykkes at hæve lønningerne, sker det på bekostning af de grupper i samfundet som ikke er i fagforening samt en andel af fagforeningens egne medlemmer. Lykkes det at få alle arbejdere i alle sektorer i en fagforening af en eller anden slags, så skabes stadig arbejdsløshed. I stedet for at producere varer med manuelt arbejde, introduceres kapitalkrævende maskiner i stedet, eller produktionen forlader landet, for at fortsat være produktiv i kundernes øjne. Nogle arbejdere mister arbejdet, andre mister indtægt fordi de skal affinde sig med at arbejde i sektorer hvor ingen fagforening hersker over arbejdssituationen. Som antallet af arbejdsløse fagforeningsmedlemmer stiger, ønsker fagforeningerne at bruge de intellektuelles ideologi om lighed til at sikre at skatteyderne betaler for arbejdsløshedsdækningen, det erklærede mål er at sikre solidariteten med arbejderen. I Danmark tager dette form af dagpengesystemet og kontanthjælpen.

Frem for at fagforeningerne er solidariske med egne medlemmer, så eksternaliserer de via staten omkostningerne ved deres førte arbejdsmarkedspolitik, og sørger for at skatteyderne betaler for, hvis ikke hele; så store dele af, effekterne af deres politik. Arbejdsløshedsforsikring var i gamle dage et privat foretagende, som gradvist blev indlemmet under staten som udviklingen af velfærdsstaten tog til. Dagpengesystemet finansieres i dag i høj grad af arbejdsmarkedsbidraget, som er en skat der tager 8pct af din indtægt, og har intet at gøre med din personlige risiko for arbejdsløshed. Da det er en skat, er den heller ikke en frivillig betaling. Den lille egenbetaling for medlemskab af en a-kasse dækker knap 20pct af udgifterne og denne bagatel bruges til at foregive at det er en forsikringsordning man selv kan fravælge.

Her er det måske værd at indsætte at der ikke er nogen konflikt mellem de klassiske liberales syn på foreningsfriheden og deres aversion mod de etablerede fagforeninger som vi kender dem i dag. For at forstå kritikken mere nærgående så er det nødvendigt at sige at de klassiske liberale ikke forholder sig kritisk til foreninger af arbejdere der gennem frivillige og fredelige handlinger søger at forbedre deres vilkår. Arbejdsgiverens frihed til at sige nej til deres krav er stadig gældende i dette tilfælde. Først når fagforeningen træder ud over at bruge fredelige metoder, så bliver det nødvendigt for den liberale at sige fra overfor foreningen. Bruger fagforeningen midler som, hvis udført af almindelige private, er kriminelt, så er fagforeningen også kriminel og skal standses af politiet og underlægges retsvæsenets regler for straf. Her gælder ingen særlig lov. Det er helt legitimt og i overensstemmelse med den klassiske liberales opfattelse af tvang, at arbejdsgiveren siger nej til at ansætte medarbejdere der kræver en løn der er højere end arbejdsgiveren er villig til at betale. Arbejdsgiveren må ansætte andre der ønsker at arbejde for den tilbudte løn. Når fagforeningerne med statens velsignelse stiller op for at chikanere kunder og true nye medarbejdere fra at tage arbejde hos arbejdsgiveren, så er det tydeligvis i konflikt med beskyttelse af arbejdsgiverens og arbejdstagerens ejendomsret. Fagforeningerne må bruge fredelige midler til at opnå sine mål, ligesom alle andre i samfundet. Hverken fagforeningerne for arbejdsgiver eller arbejdstager må gribe til vold eller trusler herom for at få sine krav gennemført.

Trinnene i udviklingen er således:

  1. Fagforeningen ønsker at arbejderne skal have bedre vilkår
  2. Fagforeningerne sikrer sig igennem voldsmetoder en højere løn til sine medlemmer
  3. Arbejdsløsheden tager til pga. uligevægten skabt af fagforeningens plyndringstogt i markedet
  4. De intellektuelle kritiserer kapitalismen for at være defekt fordi den skaber arbejdsløshed
  5. Presset af kravene om en fair indkomstfordeling indfører politikerne en lille arbejdsløshedsforsikring
  6. Skatterne stiger, også for fagforeningsmedlemmerne

Når lønstigningerne begynder at skabe større arbejdsløshed end medlemmerne vil tolerere bremses lønkravet. Pga. den demokratiske struktur i fagforeningen, standses lønstigningen på et niveau der ikke skaber for stor risiko for afskedigelse fra arbejdspladsen. Ikke desto mindre vil nogle af medlemmerne have mistet arbejdet undervejs da markedsprocessen ikke er en uendelig hurtig proces. Det tager tid fra de nye lønkrav indføres til arbejdsgiverne reagerer på dem.

Resultatet af det initielle ønske om bedre vilkår for arbejdere er større arbejdsløshed og højere skatter. Ingen af delene er til arbejdernes fordel, kun til de privilegerede arbejdere der har kunnet beholde deres arbejde og hvis lønstigning har været så stor at de højere skatter ikke har opsuget hele stigningen.

Interventionismen er vejen til socialismen

Interventionisternes idé om indblanding og fordeling af indkomst var defekt fra starten, det løste ikke problemerne for samfundet når staten blandede sig i markedet. Resultaterne der flød fra statens indblanding ville være så dårlige at ny indblanding var nødvendig. I deres forsøg på at skabe velfærdsstaten ville det reducere produktionen, og gøre flere og flere afhængige af statens indkomstoverførsel. Når først indkomstoverførslen var begyndt at skabe socialklienter, begynder en negativ spiral. Hvor det før var gunstigt at gå på arbejde for lavtlønnede, bliver det nu en mulighed at vælge den offentlige indkomstoverførsel i stedet. Afhængig af personernes værdianskuelser, hvor højt selvoprettelseskraften vægter i deres afvejelser, vil det være mere eller mindre gunstigt at tage mod indkomstoverførslen. Denne søgen mod større indkomst og lempeligere vilkår på offentlig betalt ophold, hvis den var succesfuld, ville tillokke flere at vælge et liv på offentlig ophold, udvide klientellet og gøre det mere sandsynligt at stemmerne gik til at udvide ordningerne påny. Den ene mekanisme er at ydelsernes størrelse stiger og stiger, men den anden side af situationen er at skatterne også stiger og stiger. Forskellen mellem indkomstoverførsel og indkomst fra markedsøkonomien ville til stadighed eroderes og gøre problemet større.

Interventionisterne ser også hvordan indkomstoverførslen giver de svageste i samfundet en hjælp, de svageste får større materiel velbefindende, og de intellektuelle vil lobby for at hjælpe flere mennesker. Staten har jo virkelig hjulpet de svageste i samfundet, så den næste gruppe der kan hjælpes skal også have en ydelse. Denne søgen mod at hjælpe flere og flere, samt at gøre hjælpen mere generøs er et politisk samarbejde mellem de intellektuelles ideologiske synspunkter (deres princip om lighed i indkomst har stor vægt) og bureaukraternes egen interesse i større budget og prestige. Det politiske samarbejde skaber desværre problemer for alle andre end de privilegerede grupper i samfundet, og som problemerne andre steder vokser, bliver nye grupper marginaliserede og falder under kategorien “svage”.

Før 1961 havde man ikke stemmeret hvis man modtog offentlig hjælp, så udviklingen i statens socialhjælp gik forholdsvist langsomt. Det var drevet af de intellektuelle der ønskede at udvide ordningerne, og disse udvidelser kunne kun gennemføres hvis skatteyderne var med på idéen. Ideologien havde afgørende betydning i denne fase af velfærdsstaten. Med ændringen af forsorgsloven blev det muligt at være på offentlig forsørgelse og samtidigt stemme. Pludseligt blev det lettere at være politiker og tale for store sociale programmer betalt af skatteyderne, fordi der var mange vælgere som oplevede at det var nødvendigt at have disse ordninger, da det ikke var til at finde arbejde.

Bent Jensen, Vil der være hænder nok?, s 35.

I 1961 reformeredes bestemmelserne om offentlig forsorg. Det system, der blev indført med Steinckes socialreform, blev afløst af mere generøse ordninger. Fattighjælpen med dennes tab af valgret blev nu helt afskaffet. Den sidste af 1800-tallets socialt diskriminerende bestemmelser forsvandt herved ud af den offentlige forsorg.

Udover den negative samfundsudvikling der kunne sættes i gang ved at klientgøre store dele af befolkningen, var de klassiske liberale også mod større skatteopkrævning, ikke mindst fordi det angreb ejendomsretten (din indkomst er også din ejendom) og gav staten resurserne og muligheden for politisk indblanding i markedet, men også fordi det store statsapparat giver mulighed for at lobby politikerne for at skaffe sig selv, eller sin interessegruppe, særlige privilegier.

Ludwig von Mises, Human Action, s 273.

In an unhampered market economy the capitalists and entrepreneurs cannot expect an advantage from bribing officeholders and politicians. On the other hand, the officeholders and politicians are not in a position to blackmail businessmen and to extort graft from them. In an interventionist country powerful pressure groups are intent upon securing for their members privilegies at the expense of the weaker groups and individuals. Then the businessmen may deem it expedient to protect themselves against discriminatory acts on the part of the executive officers and the legislature by bribery; once used to such methods, they may even try tro employ them in order to secure privileges for themselves.

Min fremhævning.

Den ivrige stat, der blander sig i markedets gøren og laden, var derfor et element der kunne skabe konflikter mellem samfundets individer. De der søgte politisk indflydelse, vandt på bekostning af andre, og skabte særligt gode forhold for afgrænsede grupper. Det politiske arbejde kendetegnes ved at man opnår noget uden at yde noget til gengæld andre frivilligt vil have. Denne konfliktmekanisme var også væsentlig at adressere, fordi det på den ene side skabte en afhængighed af staten og på den anden side igangsatte en ond cirkel for samfundet som helhed.

Indkomstoverførslerne var også et problem, og efter at have besøgt England og undersøgt de sociale problemer der var opstået her, formulerede N.F.S Grundtvig følgende, som beskrevet i Henrik Gade Jensens bog:

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s 58:

Grundtvig, der var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848-1849, hørte til skeptikerne over for at indføre en generel forsørgelsespligt. Han anså forslaget for en national ulykke og ville have formuleret den mere restriktivt. “Det eer en almindelig Forsørgelsesret, som denne Paragraph stræber at indføre i Danmarks Grundlov, og saa høit og lydeligt, som jeg kan, maa jeg da protestere derimod som en af de største Ulykker, som kunde skee baade for Grundloven og, hvis den kommer til at staae i Grundloven, følgeligen ogsaa for hele Landet.”

Og så refererer Grundtvig ret indgående erfaringerne fra England, som han havde besøgt flere gange i 1830’erne, og hvor en for storsindet fattighjælp førte til omfattende pauperisme. En pauper er ikke bare en fattig, men også afhængig, så pauperisme bliver et system af storstilet offentlig hjælp, der samtidig skaber afhængighed.

Frivillig velgørenhed kan løfte den sociale opgave

I stedet for at lade staten give indkomstoverførsel til de der blev kategoriseret som svage, så ønskede de klassisk liberale at bevare retten til selvhjælp og til frivillig socialhjælp. Staten skulle ikke tage sig af alle, den skulle i yderste tilfælde hjælpe ganske få mennesker fra at leve et kummerligt liv, men langt størstedelen af socialhjælpen skulle leveres af frivillige organisationer drevet af ønsket om at fastholde selvhjælpen på lang sigt. Problemets størrelse kunne i høj grad afhjælpes ved at liberalisere arbejdsmarkedet, bl.a. ved at fratage fagforeningerne sine privilegier, privilegier der tillader dem at true med, eller at bruge, vold uden retsforfølgelse. Var arbejdsmarkedet frit ville langt færre have behov for socialhjælp. Friheden for arbejdstager og arbejdsgiver var essentiel for et samfund der hviler på selvhjælp og frivillig socialhjælp.

For at håndtere de sociale begivenheder der kunne gøre et mindre antal almindelige mennesker fattige og svage, kunne private velgørenhedsorganisationer og privat forsikring klare problemerne. Det beskrives fint således:

Ludwig von Mises, Socialism, s 430:

No ordered community has callously allowed the poor and incapacitated to starve. There has always been some sort of institution designed to save from destitution people unable to sustain themselves. As general well-being has increased hand in hand with the development of capitalism, so too has the relief of the poor improved.

I stedet for at se på kapitalismen som en en-øjet profitmekanisme, der intet har at bruge de fattige og syge til, ses igennem den klassiske liberalisme i stedet det frie samfund hvor borgerne bærende på næstekærlige værdier, hvis midler igennem den frie markedsøkonomi blomstrer, gør det i større udstrækning muligt at tilfredsstille samfundets svagestes behov over tid. Den frie udvikling af produktionen skaber gradvist et større overskud, hvor en del af samfundets indkomst bliver overført til nødlidende via frivillige organisationer. Overførslens størrelse bestemmes af summen af de enkelte donorers valg, de agerer på sine egne overbevisninger om, hvor meget er rimeligt at betale, hvem er ægte nødlidende og hvilken organisation der bedst varetager brugen af de velgørende midler. Som samfundets produktion øges af kapitalismens udvikling, takket være den stigende mængde kapital til rådighed, kan flere mennesker undvære flere resurser til socialhjælp. Samtidigt bliver produkterne bedre og billigere og løfter samfundets mulighed for at øge levestandarden for de uheldige heri. I dette perspektiv er en velgørenhedskultur, baseret på næstekærlighed, sympati og empati, vigtig at opretholde. Det er både vigtigt for den som giver, men også for den som modtager. Gøres hjælpen frivillig indskydes også markedsdisciplinen og -effektiviteten i driften af de velgørende organisationer. De giver ydermere mulighed for at have mange forskellige regelstrukturer, der hver gavner på forskellige måder.

I denne vision af samfundet kan den klassisk liberale fastholde det sociale arbejde og samtidigt beskytte ejendomsretten mod statens ekspansion på dette område.

Fred er afgørende

Markedsøkonomien var også set af de klassiske liberale som en mekanisme til at øge sandsynligheden for fred i og mellem samfund. Hvor der ikke var handelsbarrierer var risikoen for krig mindre end hvor der var handelsbarrierer. Deres budskab var ikke, som man ofte hører gentaget fra dem som ikke har ønsket at sætte sig grundigt ind i synspunkterne, at frihandel sikrer fred i og mellem samfund. Frihandel var et gode der skulle fastholdes, et gode der kunne skabe sociale bånd på tværs af landegrænser, og vise at det er meningsløst med erobringstogter for materiel vindings skyld. Hvad nytter det at udvide landets grænser, hvis du alligevel skal købe produkterne fra egnen på markedet til samme pris som før erobringen? Hvilken materiel fordel har du af at producenten efterfølgende residerer indenlands, hvis det ikke er for at mindske din betaling til statens told? Andre årsager til krig findes i mennesket, disse drifter for erobring og blodsudgydelser skulle angribes intellektuelt og vises at de var i modstrid med menneskelig velbefindende. Et spinkelt håb om, at mennesket trods alt også vægter sin materielle tilstand højt på ranglisten af værdier, og at sprede budskabet om dette faktum ville dæmpe krigslysten for masserne. Måske var de klassiske liberale en smule naive på visse punkter, men på dette punkt var de realistiske.

Ludwig von Mises “Liberalism”, s 6:

The liberal critique of the argument in favor of war is fundamentally different from that of the humanitarians. It starts from the premise that not war, but peace, is the father of all things. What alone enables mankind to advance and distinguishes man from the animals is social cooperation. It is labor alone that is productive: it creates wealth and there with lays the outward foundations for the inward flowering of man.

Materiel rigdom er ikke så vigtigt, påstås det af mange kritikere af liberalismen. De siger at mennesket indeholder rigdomme der ikke er materielle, og at den materielle rigdom ikke må tage forspring over den spirituelle, intellektuelle eller emotionelle, hvilken man end selv holder mest af. Det gennemgående fokus på de økonomiske friheder skaber tomme forbrugermennesker, hvor man i stedet burde skabe hele mennesker, der kan nyde deres rigdomme og se bort fra materiel skrammel.

Ludwig von Mises “Liberalism”,s XX

It is not from a disdain of spiritual goods that liberalism concerns itself exclusively with man’s material well-being, but from a conviction that what is highest and deepest in man cannot be touched by any outward regulation. It seeks to produce only outer well-being because it knows that inner, spiritual riches cannot come to man from without, but only from within his own heart. It does not aim at anything but create the the outward preconditions for the development of the inner life.

Kritik

På trods af den klassiske liberalismes mange gode takter og tilhørsforhold til markedsøkonomien, det frie samfund og den vigtige ejendomsret som grundsten for arbejdsdelingen og samfundets eksistens, er der visse problemer i den klassiske liberalisme. De klassiske liberales fastholdelse af at demokratiet er vejen til det liberale samfund er usikkert. De liberale vidste godt at med demokratiet kommer også strømninger mod “ualmindelige” mennesker, altså en kamp mellem grupperinger i samfundet. En klassekamp mellem flertallet og mindretallet. De liberale kendte til disse farer, og i deres håb om at løse problemerne ved at binde statens magtbeføjelser, ønskede de en grundlov der beskyttede borgernes friheder mod overgreb fra staten. Et overgreb på den personlige frihed var et overgreb, hvad enten den var initieret af en diktatorisk eller demokratisk stat.

Det er ikke længere et teoretisk spørgsmål om denne foranstaltning er effektiv til at dæmme op for demokratiets diktatoriske tendenser. Den har været en eklatant fiasko. Eksemplerne på denne intellektuelle fiasko findes overalt man søger. Den danske grundlov, hvor vag og elendig den er til at beskytte borgernes friheder, ville alligevel ikke have været et problem at overkomme for de socialistiske strømninger der i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet tog sit indtog hos vælgerne og de politiske partier i Europa. Et af de bedre eksempler på denne fiasko er dog den amerikanske grundlov, der på trods af et tydeligt sprog, der ønskede at begrænser magten, havde den naivitet at give magten for fortolkning til den samme organisation som den ønskede at tilbageholde. Hvem skal få staten til at følge grundloven, når det er staten selv, der fortolker den?

Det næste problem, hvis vi accepterer at det lykkes at fastholde den minimale stat til beskyttelse af ejendomsretten og de personlige friheder, er at de klassiske liberale tilsyneladende glemmer at produktionen af beskyttelse i sig selv er et økonomisk gode. Det betyder at det er udsat for præcis de samme problemer som alle andre goder: Hvis vi accepterer de økonomiske loves eksistens, så kan vi også sige ved at fastlægge et tvangsmonopol på beskyttelse, vil det føre til de samme problemer som et hvilket som helst andet monopol. I et tvangsmonopol bestemmer udbyderen præcis hvad denne ønsker at kræve som betaling for sin service. Det er forskelligt fra det frie marked. Hvis der kun findes en enkelt virksomhed på det frie marked der udbyder godet, så kan udbyderen ikke tvinge dig til at betale for produktet. Virksomheden kan heller ikke forhindre konkurrenter fra at opstå ved brug af vold mod dem. Det betyder at selv i det frie marked, hvor kun en enkelt udbyder tilbyder et økonomisk gode, kan du stadig som forbruger nægte at betale for en vare du ikke ønsker, og konkurrenter kan stå på spring for at overtage dele af markedet fra den eneudbyder der tidligere har udkonkurreret alle. Denne mulighed er ikke eksisterende i det statslige tvangsmonopol på beskyttelse. Du skal betale for statens beskyttelse, hvad end du bryder dig om det, eller ej. Prisen for denne monopoliserede beskyttelse kan staten også selv fastsætte, og den kan samtidigt med sit voldsmonopol afholde konkurrenter fra at tilbyde samme services til dig.

Gustave de Molinari, som kritiserede de klassiske liberales blinde punkt, mente at det var nødvendigt med konkurrence på markedet for produktion af beskyttelse, ligesom på alle andre markeder, fordi uden konkurrence vil prisen stige og kvaliteten falde.

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Skulle det lykkes staten at afgrænse sine aktiviteter til kun at producere beskyttelse, vil det producerede gode være af dårligere kvalitet, og på grund af den manglende forbrugerfeedback, vil produktet være ude af trit med forbrugernes ønsker. Statens udgifter til produktion af beskyttelse vil derfor stige mens kvaliteten falder, og der er ikke nogen økonomisk lov der afholder disse omkostninger fra at blive ekstravagant høje. Selv uden velfærdsstaten kan det ikke a priori afvises at statens udgifter i det lange løb sniger sig op på præcis så meget som det er muligt at opkræve i skatter.

Med statens monopol på beskyttelse kan den fastlægge betingelserne for beskyttelse. Eksempelvis at du ikke må eje våben til at beskytte dig selv med. Dette kan fremføres ved det typiske argument at våben er farlige, og derfor, hvis ingen ejer dem, kan farlige situationer ikke opstå. Denne form for betingelse er desværre medvirkende til at skabe afhængighed af staten. Hvis det ikke er lovligt at eje våben til selvforsvar, og du ikke må bruge markedet til at uddelegere arbejdsopgaven til andre end staten selv, så bliver du naturligvis helt afhængig af statens beskyttelse. De kriminelle er de facto de eneste der ejer våben, og med statens blotlægning af sine undersåtter, har de kriminelle bedre vilkår for sine aktiviteter.

Af praktiske årsager ville jeg være langt bedre tilfreds med en stat der fulgte de klassiske liberales formaninger, fordi under den klassiske liberalisme er friheden næsten uindskrænket. Forhåbentlig kan det lade sig gøre at holde statens udgifter fra at stige mod smertegrænsen, og det er en stor trøst at kammeraterikapitalismen, interventionismen og socialismen ikke eksisterer. Politiske privilegier gives ikke til forretningsdrivende eller politiske interessegrupper. Rent realistisk set, så er det tvivlsomt om det er realiserbart, i det lange løb, at fastholde staten som en lille organisation. Der findes ikke mange eksempler på at staten holder sig lille. Den konstante søgen efter mere magt, i kombination med den lette adgang til finansiering, giver staten en udsøgt mulighed for stadigt større ekspansion ved at beskatte det stadigt større afkast som kapitalismen leverer. Den minarkistiske drøm af en minimalstat er måske realiserbar, men om den er holdbar er et helt andet spørgsmål.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.