Økonomisk inspiration

Østrigerskolen som inspirationskilde

De østrigske økonomer er en betegnelse for en økonomisk filosofi der bygger teori på grundlag af det individuelle menneskes ageren. Kort sagt kalder man tankegangen for kausal og realistisk – her er ingen rationelle agenter, ingen produktions funktion og ingen handelsligning, kun det simple menneske beskrives. Teorierne tager udgangspunkt i det enkelte menneske der tager de midler i brug for at nå sine mål, som mennesket rationelt udvælger til formået.

Skolen blev grundlagt i 1871 da Carl Menger (1840-1921) skrev sin forholdsvis korte bog, Principles of Economics. Bogen er anerkendt som et af de første økonomiske værker der revolutionerede den økonomiske videnskab, ved at udvikle teorien om den marginale nytte som basis for værditeorien. Hans efterfølgere tæller bl.a. Friedrich von Wieser (1851-1926), Eugen von Böhm-Bawerk (1851-1914), Ludwig von Mises(1881-1973) og Friedrich August von Hayek (1899-1992). Alle levede deres liv i Wien på universiteterne og i deres privatseminar. Kort før 2. verdenskrig flyttede F.A. Hayek til London, mens Ludwig von Mises blev i Wien, og først i 1934 flyttede til Geneve i Schweiz for senere at flygte fra Nazisterne i juli 1940 gennem Frankrig og Spanien til Portugal for at sejle til New York, USA.

Østrigerskolen har flere grene, og den jeg har studeret er den misesianske, efter Ludwig von Mises. Mises byggede et strengt logisk system på en aksiomatisk tilgang til økonomi, hvor teorien på forhånd kan forudsige resultatet, fordi vi ved hvad der driver menneskets valg (eksempelvis at en mindsteløn fastsat ved lov skaber arbejdsløshed i den grad loven sætter lønnen over den enkelte lønmodtagers marginale produktivitet). Mises’ store indsigt var at man i de sociale videnskaber, modsat de naturvidenskabelige, ved hvorfor mennesket gør som det gør. I naturvidenskaben ved vi i udgangspunktet intet om det vi studerer, og må betragte alle udfald og teoretiske betragtninger som midlertidige skridt på vejen. I de naturvidenskabelige studier finder man konstante sammenhænge der oftest kan beskrives matematisk og modelleres sådan. Ydermere behøver man som ingeniør ikke tage hensyn til om Ohms lov er uretfærdig overfor elektronerne, eller om Kirschoffs lov diskriminer nogle elektrongrupper. I denne sammenhæng kan vi se bort fra elektronernes ønsker, og skabe et elektronisk kredsløb sådan som vi ønsker det, for at opfylde et eller flere menneskelige behov.

I den sociale videnskab kan vi ikke se bort fra det enkelte menneskes behov, men ydermere kan vi heller ikke sammenligne menneskers glæde og tilfredsstillelse. Derfor bliver matematiske modeller flittigt brugt til at koste rundt med elektroner, mens disse selvsamme matematiske modeller er håbløse og uduelige til at fundere en socialvidenskabelig teori hvis man ønsker at skabe rammerne for at mennesket kan opnå sin største tilfredsstillelse. Årsagen til at det forholder sig således er bl.a. fordi mennesker er forskellige, har forskellige mål i livet og givet det frie valg, vælger forskelligt. Det samme menneske vil også vælge forskelligt på to separate tidspunkter. Der er derfor ingen konstante forhold i menneskets relationer til sin omverden der gør sig gældende, og som kan modelleres matematisk.

De østrigske økonomiske teorier bygger derfor på det fundamentalt simple aksiom at mennesket træffer sit valg på baggrund af sin viden om årsag og virkning og på baggrund af sine egne behov og ønskede mål. Det lyder simpelt, men disse simple betragtninger medfører vidtrækkende økonomiske teoretiske analyser, der er baseret på simple antagelser om mennesket, som ikke pludseligt ender i svævende teoretiske konstruktioner.

Denne stringente afholdelse fra matematisk modelbyggeri, koblet med en harsk kritik af statens indblanding i markedsøkonomien, har gjort det langt sværere for østrigerne at vinde indpas i moderne mainstream økonomi. Hvis man ikke kan beregne indtægtseffekterne af en skatteændring, hvorfor skal det offentlige da ansætte dig? Hvis man ønsker en stor stat, hvordan kan man da bruge sådan en økonom, der bare siger at staten er impotent?