Liberalisme – den anarkistiske

I min tredje kategori af liberalismen finder vi den formentlig mest kontroversielle og mindst kendte af de tre.

Denne form for samfundsteori har mange forskellige navne. Murray Rothbard kaldte den “anarcho-capitalism”, Hans-Herman Hoppe kalder den “private law society” og jeg kunne finde på at fordanske den til liberal anarkisme (ikke at jeg på nogen måde tør sammenligne mig med de to tidligere nævnte intellektuelle giganter indenfor anarkismen).

Det er i sig selv kontroversielt at kalde dette samfundssyn for liberal anarkisme, og der er nogle der mener at den ikke tilhører liberalismen, da liberalismen bl.a. fastholder staten som en essentiel samfundsinstitution der skal tage sig af beskyttelse af ejendomsretten og opretholdelsen af lov og orden.

Ludwig von Mises, Liberalism, s. 17:

Liberalism is not anarchism, nor has it anything whatsoever to do with anarchism. The liberal understands quite clearly that without resort to compulsion, the existence of society would be endangered and that behind the rules of conduct whose observance is necessary to assure peaceful human cooperation must stand the threat of force if the whole edifice of society is not to be continually at the mercy of any one of its members. One must be a in a position to compel the person who will not respect the lives, health, personal freedom, or private property of others to acquiesce in the rules of life in society. This is the function that the liberal doctrine assigns to the state: the protection of property, liberty, and peace.

For den klassiske liberalist er demokratiet en nødvendig institution, demokrati ses som en fredelig metode til at vælge en ny regering, og valgene medfører løbende justering af staten til at følge med tiden. I stedet for at kaste samfundet ud i borgerkrig for at vælte en upopulær regering, vil den klassiske liberalist fastholde at demokratiet, på trods af alle dens fejl og mangler, trods alt er en fredelig mekanisme til at erstatte en upopulær regering med en populær. For nogle klassiske liberale var politisk demokrati den samme fredelige vej til samfundsjustering indenfor politik, som markedsøkonomien var en fredelig metode til at vælge produktionskonfiguration til de økonomiske goder. Ludwig von Mises, en klassisk liberal, fastslog at demokrati og markedsøkonomi hænger sammen.

Ludwig von Mises, Economic Freedom and Interventionism, s. 44 Liberty Fund edition.

The individual is free and supreme as long as he does not restrict the freedom of his fellow citizens in pursuance of his own ends. In the market he is sovereign in his capacity as a consumer. In the governmental sphere he is a voter and in this capacity a part of the sovereign lawgiver. Political democracy and democracy of the market are congeneric.

Det siger sig selv at den liberale anarkist ikke anser demokratiet for nogen legitim styreform. Blot fordi flertallet har stemt om en politik giver det dem ingen ret til at begå overgreb på andre, ej heller ved at stemme på nogen, der i næste ombæring stemmer på at tage fra en gruppe i samfundet og give til en anden. Den liberale anarkist anser det, naturligvis, for nødvendigt at der er regler og strukturer i samfundet som bibringer fredelige forhold, men fastholder at disse regler skal komme ud af en frivillig proces, hvor sædvane og almindelige moralske principper fastlægger reglerne og sikrer deres opretholdelse. Ingen selvstændig institution bør have monopol på at fastlægge lovene, opfinde nye love, og ændre eksisterende love som tiden går. For den liberale anarkist er det ikke andet end et statsligt program, når man ønsker at bruge staten til at beskytte ejendomsretten. Beskyttelsen af ejendomsretten er et økonomisk gode, såvel som alle andre goder.

Det kan virke paradoksalt at jeg, på trods af ovennævnte citat fra Ludwig von Mises, stadig vælger at kategorisere denne form for anarkisme som liberal anarkisme. Er jeg ikke blot ved at begå samme fejl som de socialliberale, der kaldte sig liberale, men som stred imod samtlige af de klassiske liberales økonomiske principper?

Årsagen til at jeg definerer det som liberal anarkisme er de fælles værdier såsom lighed for loven, beskyttelse af ejendomsretten og, naturligvis, en stædig kritik af centraliseret magt. Om det vil lykkes mig at fremføre systemet fornuftigt lader jeg være op til læseren selv at vurdere.

Murray Rothbards teoretiske arbejde står ikke som et pionerarbejde i alle henseender, det bygger på tidligere tænkere som Gustave de Molinari, John Locke, Ludwig von Mises, Lysander Spooner, H.L. Mencken og mange andre liberale der kom før ham. I det følgende indlæg vil jeg forsøge at give bud på hvordan Ludwig von Mises’ ovennævnte kritik af anarkisme kan imødekommes – hvordan samfundsloven, der udvikler sig i det liberale anarkistiske samfund, tillader at bruge vold til beskyttelse af ejendomsretten (selvforsvar, enten personligt eller, via arbejdsdelingen, en agent der udfører forsvaret i dit sted), hvordan lovene kan udvikle sig og hvordan det kan lade sig gøre at undvære staten.

Følgende opslag fra en ældre ordbog kan dirigere læserens tanker på sporet:

Fra Meyers Fremmedordbog:

Anarchi, anarki, gr., et, Mangel paa Regering (arche) […] et Samfund, hvor intet Menneske har Ret til at herske over et andet;

Liberal anarkisme

Alle de klassiske liberales kritikpunkter af statens indblanding i markedsøkonomien deles af den liberale anarkist. Det er indlysende at det frie marked producerer bedre produkter, af højere kvalitet, og i større kvantitet, end de offentligt drevne produktionsfaciliteter. Markedskræfternes disciplinerende effekt på effektivitet og kvalitet, samt sikring af at de knappe resurser går til de mest værdiproduktive menneskelige mål, viser at markedskræfterne kan bruges til at dirigere samfundets knappe resurser på en både moralsk og effektiv facon. Brugen af markedskræfterne sikrer den størst mulige produktion, den højeste levestandard, selv for et stigende antal mennesker, og sikrer dermed at de produktive kræfter, både menneskelige og naturgivne, bruges på en måde der gør samfundet i stand til at tage sig i større og større grad af de menneskelige behov.

Karl Marx kaldte kapitalismen for “produktionens anarki”, hvor der hersker planløshed, hvor spontane sociale relationer fører til produktion og hvor der tilsyneladende ikke er styr på noget som helst. Hvor folk selv bestemmer hvem de vil arbejde for, hvad de vil producere, og hvad de ønsker at forbruge. I det klassiske liberale samfund bestemmer man disse ting fuldstændigt selv. Der er ingen fastlagt teknologisk central plan for produktionen af sko, biler, fødevarer, mobiltelefoner og mange andre økonomiske goder. Hvordan kan det være, at markedet på trods af denne komplette mangel på central kontrol fungerer så godt som den gør?

Den liberale anarkist mener, at det er de selvsamme kræfter, der skaber decentrale økonomisk-teknologiske planer for produktion af de økonomiske goder i markedsøkonomien, der skal betragtes med nye øjne som bevæggrund for et helt frit samfund. Hvis mennesker selv kan finde sammen for at producere sko, lave kontrakter med hinanden om betaling for arbejde, investering osv., hvorfor kan selvsamme mennesker da ikke gå sammen i frivillige fællesskaber og skabe et samfund, der beskytter ejendomsretten ved frivillige midler, såsom at acceptere at i et et givet område er reglerne fastlagt af ejerne af området, i stedet for af staten?

Hvis frie individer kan indgå fælles ejerskab, fx i et aktieselskab, hvor individerne sammenlægger deres ejendom for at skabe en fælles enhed for at udnytte stordriftsfordelene ved masseproduktion, hvorfor kan selvsamme individer da ikke gå sammen og fastlægge fælles regler for et område hvor flere individers ejendomme vælger at underlægge sig et fælles regelsæt? Den decentraliserede beslutningsproces medfører også at størrelsen på områderne der deler regelsæt, vil være afgjort af den spontane proces af menneskets frie valg til at associere eller dissociere fra området. I dag kan du ikke skifte regelsæt uden samtidigt at flytte helt ud af landet, fordi staten i Danmark monopoliserer regelsættet der bruges i hele landet. I det liberale anarki vil størrelsen af områderne der tilhører et enkelt regelsæt ikke bestemmes centralt af politikere og magthaverne (kommuner, regioner etc.), men i stedet udvikle sig som en samfundsproces, hvor det er frivilligt at følge samme regelsæt eller ej. Det giver mennesket i samfundet mulighed for at vælge i en reel forstand, det bliver ikke nødvendigt at udskifte kultur og sprog for at skifte regelsæt. I stedet for at flytte fra Danmark til fx Tyskland, fordi man er utilfreds med topskatten eller børnepasningen, kan man i det liberale anarki nemmere udskifte de problematiske regler ved at melde sig ud af en mindre forening eller ved at flytte til et nærliggende område med et andet regelsæt.

Den lettere valgmulighed for mennesket gør også et regelsættene skal tilpasse sig hurtigere og nærmere stemme overens med indbyggernes ønsker.

De liberale anarkister tæller bl.a. Hans-Hermann Hoppe, Murray Rothbard, Jesus Huerta De Soto, Guido Hülsmann, Robert P. Murphy, Gerard Casey, Thomas Woods, Stefan Molyneux og Lew Rockwell.

Anarki, betyder det ikke kaos og menneskelig tragedie?

Den liberale anarkisme er konceptuelt meget svær at forstå (det var den i alle tilfælde for undertegnede – andre kan formentlig have nemmere ved at forstå systemet, men for min egen skyld går vi roligt frem), så for at introducere det politiske system gradvist kan det være gavnligt at starte fra en situation der er velkendt og acceptabel for flere: Minarkismen, den minimale stat, der kun tager sig af beskyttelse af ejendomsretten.

Hvis vi starter udgangspunktet i den minarkistiske situation, at staten varetager produktion af beskyttelse af ejendomsretten som dens eneste opgave, hvorfor kan man da ikke herfra argumentere, at det offentlige retsvæsen er langsomt og ineffektivt, ligesom postvæsenet er det i den nuværende velfærdsstat? I det minarkistiske udgangspunkt er der stadig visse økonomiske goder der monopoliseres af staten – kan det ikke gøres bedre end at lade det offentlige drive monopolvirksomhed på så vigtige samfundsopgaver?

Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.

If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.

Det offentlige retsvæsen er plaget af lange ventelister og bureaukratiske arbejdsprocesser. Ydermere beskæftiger det sig udover legitime sager også med sager der ikke involverer overtrædelse af ejendomsretten. Det offentlige retsvæsen bruger tid på offerløse forbrydelser, eller postulerede forbrydelser af en borger mod “samfundet”. Ydermere finansieres monopolproduktionen ved anvendelse af tvang, og i denne situation, i en hvilken som helst anden del af markedsøkonomien (biler, fødevarer, mobiltelefoner, computere etc.), er det let for minarkisten at forstå, at det er meget usandsynligt at produktionen forløber til kundernes tilfredsstillelse. Hvorfor kan de offentlige domstole ikke privatiseres så konkurrerende dommere kappes om buddet? Behøver dommerne at være offentligt ansatte? Den større konkurrence kan øge produktiviteten og kvaliteten af domsafsigelser og reducere kødannelsen i retsvæsenet.

Hvis det frie marked er mere produktivt end et offentligt bureaukrati, så bør den klassiske liberale også, ligesom logikken af privatisering af synshallerne tilsiger det, kunne forstå, at samme dynamik kan benyttes til at privatisere domstolene. Loven, de følger, er jo stadig den samme som før, fastlagt af politikerne med håndsoprækning i folketinget. Hvorfor skulle det ikke være muligt at privatisere domstolene, hvis det er muligt at privatisere synshallerne? Synshallerne tilses stadig af offentlige kontrollanter, og reglerne for et bilsyn er stadig lagt i hænderne på transportministeriet. De private domstole kunne på samme vis tilses af justitsministeriet.

I det private eksisterer også virksomheder der tager sig af beskyttelse af privat ejendom. Der findes adskillige private vagtfirmaer som bruges til beskyttelse af virksomheders ejendom, særligt i industriområder som havne, store varelagre og lignende. Hvorfor kunne disse virksomheder ikke også konkurrere med det offentligt styrede politi? Hvis det kan frigive resurser og øge produktionen af beskyttelse af ejendomsretten, hvorfor kan det så ikke lade sig gøre at bruge private virksomheder i konkurrence med hinanden til at hjælpe samfundet? Kan man privatisere ældreplejen, så kan man vel også privatisere at køre patruljevogn og uddele fartbøder? Nu vi alligevel er i gang, så kan man også gabe over langt større opgaver, hvor det gælder om at finde stjålne genstande og give dem tilbage til sin retmæssige ejer? Private detektiver bruges allerede i forsikringsbranchen, og hvis det gælder at konkurrence udsætte offentlige opgaver for at sikre den mest hensigtsmæssige produktion, hvorfor så ikke også lade private detektiver finde tyvekoster og få dem returneret til deres retmæssige ejermand?

Hvis argumentet mod privatisering af disse funktioner er at det absolut skal være det offentlige, der producerer dem, så kan vi jo spørge, hvorfor dette ikke også gælder postvæsenet? Sundhedsvæsenet? Skolevæsenet? Fødevarer? Huse? Sko? Biler? Telefoner? Adskillelsen af produktion af økonomiske goder mellem “statslige” og “private” er arbitrær og selvvalgt uden hæftelse i nogen fundamental logik der siger, at postvæsenet skal være offentligt. Ligesom produktionen af biler og mobiltelefoner varetages elendigt i det offentlige, så kan enhver med al tydelighed se, at offentlig postomdeling er en farce. Hvis postvæsenet ikke skal være offentligt, hvorfor skal politiet så være det? Er der ingen fordel i at udsætte politiopgaver for konkurrence?

Det er da klart at samfundet er bedst tjent med et effektivt retsvæsen og politi. Gælder det ikke også for beskyttelsen af ejendomsretten, den fundamentalt afgørende samfundsinstitution, at den skal være så effektiv som muligt? Hvorfor pludseligt klappe sammen, blive nærig, og nægte samfundet adgang til høj kvalitet og lav pris på præcis disse vigtige områder, ved at monopolisere og tvangsfinansiere beskyttelsesbureaukratiet?

Hvis denne hurdle kan overkommes, ligesom alle de tidligere hurdles af privatisering af produktion af økonomiske goder, er der måske håb forude. Med andre ord: Hvis det er lykkes for dig at gå fra at være almindelig socialdemokrat (fx hvis du tidligere var tilhænger af et af de 9 socialdemokratiske partier, som jeg selv var), til at blive minarkist, så kan det være at den sidste hurdle er langt mere konceptuelt vanskelig at overkomme. Nemlig den der ligger mellem den minimale stat der kun definerer loven og overlader politi og retsvæsen til det private, til den totale anarkisme: Privatisering af loven.

Hans-Hermann Hoppe, The future of Liberalism: A plea for a new radicalism, s. 140:

If liberalism is to have any future, it must repair its fundamental error. Liberals will have to recognize that no government can be contractually justified, that every government is destructive of what they want to preserve, and that protection and the production of security can only be rightfully and effectively undertaken by a system of competitive security suppliers. That is, liberalism will have to be transformed into the theory of private property anarchism (or a private law society), as first outlined nearly 150 years ago by Gustave de Molinari and in our own time fully elaborated by Murray Rothbard.

Liberal kritik af den minimale stat

I modsætning til den socialliberale eller den klassiske liberalist, tror den liberale anarkist ikke at det er en naturtilstand for mennesket at angribe hinanden og samtidigt forsvare sig selv for dårligt. Det forekommer som en urealistisk antagelse at alle mennesker ikke forstår den situation de befinder sig i. I et samfund hvor der findes personer der begår kriminelle handlinger er der behov for beskyttelse, og den største velfærdsgevinst af beskyttelsen nyder præcis den person eller familie der formår at beskytte sig selv. Enten via selvforsvar eller via køb af beskyttelsesservice på markedet.

En liberal samfundsorden forudsætter at ejendomsretten er beskyttet i loven. For at bygge fundament for en liberal lov, der er universelt gældende for alle, kan man benytte følgende argumentation: Der er behov for regler der minimerer konflikter i samfundet og der er behov for et forsvar af privat ejendom mod kriminelle. Den liberale anarkist mener, ligesom den klassisk liberale, at fred er vigtigt, at lighed for loven skal opretholdes og at det er vigtigt for samfundets fred og rigdom at bevare ejendomsretten og det frie marked.

For den liberale anarkist er ikke tale om kaos, når samtalen falder på regler og love. Modsat hviler systemet ikke i en naiv samfundsopfattelse. Den liberale anarkist tror ikke på at mennesket, uden tilstedeværelsen af en tvangsinstitution som staten, pludseligt bliver ikke-voldelig og forkaster alle dyriske drifter som vold og plyndring, og hengiver sig til at respektere enhver andens ejendomsret. I stedet for at anse mennesket som en engel, ser den liberale anarkist på mennesket som et almindeligt menneske, med irrationelle lyster og dyriske drifter men også som værende i besiddelse af rationelle evner der gør mennesket i stand til at danne samfund og institutioner, der kan beskytte samfundet. I stedet for at hænge sin hat på at det er staten, voldsmonopolet der agerer ultimativ dommer i alle sammenhænge, der skal varetage beskyttelsen af den private ejendomsret og de afledte menneskelige rettigheder, fastholder den liberale anarkist at arbejdsdelingen på dette område også skal varetages af markedskræfterne.

Ligesom den klassisk liberale ønsker markedsproducerede varer, frem for offentligt monopoliseret produktion af postvæsen, togtrafik eller sundhedsvæsen, ønsker den liberale anarkist også at det frie samfund selv producerer lov, retsvæsen og politi.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 161, Mises Institute:

The State indeed performs many important and necessary functions: from provision of law to the supply of police and fire fighters, to building and maintaining the streets, to delivery of the mail. But this in no way demonstrates that only the State can perform such functions, or, indeed, that it performs them even passably well.

Den liberale anarkist ser følgende afgørende teoretiske problemer i den klassiske liberales fremstilling af statens nødvendighed:

Hans-Hermann Hoppe, The Myth of National Defense, s. 4, Mises Institute.

Two of the most widely accepted propositions among political economists and political philosophers are the following:

First: Every “monopoly” is “bad” from the viewpoint of the consumers. Monopoly is here understood in its classical sense as an exclusive privilege granted to a single producer of a commodity or service […] the price of his product x will be higher and the quality of x lower than otherwise.

Second, the production of security must be undertaken by and is the primary function of government. Here, security is understood in the widest sense adopted in the Declaration of Independence[…]. In accordance with generally accepted terminology, government is defined as a territorial monopoly of law and order.

That both propositions are clearly incompatible has rarely caused concern among economists and philosophers, and in so far as it has, the typical reaction has been one of taking exception to the first proposition rather than the second.

Statens rolle i samfundet, som defineret af den klassiske liberale, beskrives dermed som en logisk selvmodsigelse: Man ønsker at opstille et monopol, der kan beskatte (overtræde ejendomsretten) for at beskytte ejendomsretten mod overtrædelse. Og ikke nok med at staten har monopol på beskatning, så har den også monopol på at udforme lovene som alle der bor i dets territorium skal indordne sig under. Resultatet er, som klart vises i monopolteori, at kvaliteten af beskyttelsen af ejendomsretten daler, mens prisen for beskyttelse stiger. I monopoltilstanden har staten taget magten til at afholde sine borgere fra at vælge andre beskyttelsespersoner end dem ansat af staten selv, og samtidigt beskriver staten reglerne for hvordan man kan leve i samfundet i det territorie, som den behersker.

Murray N. Rothbard, Ethics of Liberty, s 175, Mises Institute

If, in fact, we cast a cold and logical eye on the theory of “limited government”, we can see it for the chimera that it really is, for the unrealistic and inconsistent “Utopia” that it holds forth. In the first place, there is no reason to assume that a compulsory monopoly of violence, once acquired by the “Jones family” or by any State rulers, will remain “limited” to protection of person and property. Certainly, historically, no government has long remained “limited” in this way.  And there are excellent reasons to suppose that it never will.

Selve eksistensen af en stat, uanset størrelse, er for den liberale anarkist problematisk. Tager vi ved lære af historien, er vi nødt til at indse, at selve statens eksistens er tilstrækkeligt til at ødelægge fundamentet for det frie samfund, for den sociale orden, der bygger på privat ejerskab. Eksisterer der et territorialt monopol med tvangsbeføjelser til at tage ultimative beslutninger i alle tilfælde af konflikter, selv i tilfælde der involverer den selv, så er privat ejendomsret blot et statsligt privilegie. Al ejendom er kun ejendom så længe staten tillader det. Staten kan til enhver tid inddrage al ejendom, hvis statsapparatet finder det fordelagtigt. Denne farlige situation var de klassisk liberale ikke tilstrækkeligt skrappe kritikere af, de blev med tiden bløde og tillod staten at drive hjørnestenene i samfundet, såsom undervisning, vejdrift, krigsmaskinen, bankvæsenet, retsvæsenet og lovgivning.

Murray N. Rothbard, For a New Liberty, s 18, Mises Institute:

For the liberals became content to leave the war-making power in the hands of the State, to leave the education power in its hands, to leave the power over money and banking, and over roads, in the hands of the State – in short, to concede to State dominion over all the crucial levers of power in society. In contrast to the eighteenth-century liberals’ total hostility to the executive and to bureaucracy, the nineteenth-century liberals tolerated and even welcomed the buildup of executive power and of an entrenched oligarchic civil service bureaucracy.

Den liberale anarkisme er derfor en genopvækkelse af tidligere tiders liberalisme, kampen mod central magt og privilegier, men udover at genoptage kampen, har den liberale anarkist også rettet flere essentielle fejlslutninger i det klassiske liberale tankegods. Statens eksistens er ikke nogen nødvendighed, staten er selve årsagen til meget menneskelig lidelse og nød. Staten har så store resurser under sin kontrol og har, med sine privilegier på magtudøvelse, beføjelser til at starte de mest forfærdelige menneskelige tragedier, krige, og trække disse i langdrag med sin særlige position til at opsuge enorme resurser af samfundet via beskatning og pengeudstedelse, for blot at fortsætte disse afskyelige masseovergreb mod menneskeheden.

Staten har, både i teori og praksis, vist sig at være en elendig beskytter af ejendomsretten, til fredens bevarelse og til konfliktløsning.

Det liberale anarkistiske samfund skal grundlægges ved brug af de liberale principper, ført til deres logiske konklusion: Uden statens indblanding kan friheden i langt højere grad sikres end hvis staten tillades sin eksistens. For samfundets udviklings skyld skal lov opbygges og udvikles, denne lov skal baseres på ejendomsretten for at kunne løse samfundets konflikter.

Lovens oprindelse i det frie samfund

Når der opstår konflikter i samfundet (mere om årsager til konflikter senere) skal disse bilægges.  Der er kun tre muligheder for at bilægge konflikter:

  1. Opnå enighed (fredeligt)
  2. Falde tilbage på vold (ikke fredeligt)
  3. Tilkende en afgørelse (tredjeparts afgørelse i konflikten) (fredeligt)

Formålet med at have en lov er at konflikter mellem mennesker kan bilægges fredeligt, for at undgå vold og større usikkerhed i samfundet.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy s. 88:

Violence is expensive and inherently risky. It is expensive in that if a dispute escalates into an open conflict, the increase in overall wealth resulting from the division of labour and comparative advantage will diminsh or disappear altogether and that is mutually non-beneficial, and that is not to mention the possibility of collateral damage. […] Both parties to the dispute (and their neighbors also) therefore have an interest in its peaceful resolution. […] If agreement cannot be reached and violence is not an acceptable option then only adjudication remains.

Der er visse grundbetingelser der skal være mødt for at lov kan opstå. Hvis vi tager udgangspunkt i en Robinson Crusoe-situation, hvor en enkelt person er strandet på en øde ø, er det let at se at lov som sådan er overflødigt. I fraværet af et socialt netværk, er der ikke behov for en lov der fastlægger sociale regler og konventioner. Hvis endnu en person skyller op på stranden, kan der opstå konflikter, men i samme situation kan der ikke opstå lov, som sådan, fordi der mangler noget i samfundet, nemlig en neutral person der kan afgøre konflikter mellem anklagede og forurettede.

I situationen med kun to individer i samfundet kan konflikter kun afgøres ved enten at opnå enighed eller ved at falde tilbage på vold.

For at lov kan opstå er det nødvendigt at en tredje person ankommer. Hvor der er tre personer til stede, kan man i tilfælde af konflikt mellem to personer finde en tredjepart, som kan afgøre konflikter, ved at afsige en tilkendelse.

Neutralitet i tilkendelser

Et af de vigtige elementer i opbygning og vedligeholdelse af loven er at tilkendelserne i sagerne er objektive og neutrale. Loven skal med andre ord forholde sig til en objektiv bevisførelse og afgive en neutral tilkendelse. Det kan ikke nytte noget hvis A altid, uanset sagens indhold, holder med enten den anklagede eller den forurettede. Kommer A selv i konflikt, skal han bruge de to andre personers afgørelse til at bilægge sin egen konflikt. I tilfældet af vores lille mini-samfund med 3 individer, A, B og C, vil der være en rationel stræben efter at tilkendelserne bliver retfærdige. Det er i hver individs interesse at alle afgørelser er objektive og neutrale.

Lad os eksempelvis sige at A og B er bedste venner, og C ikke kommer ret godt ud af det med hverken A eller B. Selv i denne situation kan det vises, at det vil være i alles interesse at B afgiver en tilkendelse, der er retfærdig, i en konflikt mellem A og C. Lad os sige at de tre ikke har prøvet at bilægge konflikter fredeligt før, og at de endnu ikke har tænkt konsekvenserne af deres handlinger igennem. A og C er kommet i konflikt og er uenige om hvorvidt en høne tilhører A eller C. I tilfældet her er det B som skal afgøre konflikten, som er bedste ven med A. B vil formentlig være biased og tilkende hønen til As ejerskab. Lad os sige at det objektivt forholder sig således at hønen retfærdigvis tilhørte C, og tilkendelsen er uretfærdig. Hvad sker der så?

C føler sig naturligvis uretfærdigt behandlet af de to bedste venner, og at de to bedste venner formentlig tilsammen er stærke nok til at overmande C, så det kan ikke lade sig gøre for C at åbenlyst gå ud og hente hønen uden at komme i problemer. C har i dette tilfælde valgmuligheden at lade sig underkue eller at hævne sig voldeligt på enten A eller B. Selvom han er i undertal, kan tidspunktet for hans hævntogt bære frugt. Han kan med andre ord skade A eller B mens de sover.

Lad os sige at C er et fredeligt menneske og lader sig underkue af afgørelsen af B. C har nu et horn i siden på både A og B. I tilfælde af konflikter mellem A og B vil C nu ikke kunne fungere særligt objektivt, afhængig af hvilken person han ønsker at genere, kan hans fremtidige tilkendelser blive uretfærdige med overlæg. Med tiden vil konfliktløsningerne vise sig at blive kompromitteret af manglende retfærdighed i tilkendelserne. Erfaring og rationalitet viser A, B og C at det bedste er at skabe en proces der er retfærdig og objektiv, således konflikter mellem alle samfundets indvider kan bilægges fredeligt. De har alle brug for hinanden til at bilægge konflikter ved at danne tilkendelser som er objektive som det er muligt. A og B er derfor nødt til at se bort fra deres indbyrdes venskab når de skal afsige en tilkendelse i konflikter, ganske enkelt for at sikre at de ikke selv kommer i problemer senere.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 89:

Even if a particular judgement is substantially bizarre, it stil has to have an appearance of rationality. In the long term, it will not do for Charlie to simply say that the dispute is to be resolved in Barbara’s favour and then for him to go off to lunch, satisfied that he has done his duty. He has to say why his judgement should be as it is. Only if disputes are resolved by judgements that have the form decision + reason (rule) can they provide guidance for future conduct.

Dermed vil der være en tendens til at skabe et retfærdigt og objektivt lovgrundlag, en lov som alle personerne er underlagt, og en proces som følges. Dette kan opstå spontant, som en anerkendelse af behovet for et fredeligt og retfærdig samfund. Egeninteressen i kombination med rationalitet og erfaring kan bruges til at vise, at der vil være en tendens til at samfundsloven bliver objektiv og retfærdig. Ganske ligesom det frie menneskes samarbejde i markedsøkonomien tilrettelægger produktion, investering og forbrug kan de producere lov i fællesskab.

Konfliktløsningsmetoder

I det følgende afsnit vil jeg gengive hvad Hans-Hermann Hoppe har argumenteret i utallige forelæsninger. Ønsker man hans egen fremlæggelse, kan jeg henvise til denne video.

Først er det vigtigt at understrege hvad der kan udgøre konflikter i et samfund, defineret som social kontakt mellem flere individer. Konflikter opstår, ifølge Hoppe, fordi der ikke er et uendeligt antal resurser til rådighed. Hvis to individer har modstridende ønsker til anvendelse af et specifikt gode, vil der opstå en konflikt. For eksempel, hvis Per ønsker at bruge en specifik bil til at køre til og fra sit arbejde dagligt, mens Poul ønsker at bruge samme bil til at køre sin gamle mor til og fra plejehjemmet. I den situation er det nødvendigt med regler for at undgå konflikter – og igen er det væsentligt at understrege at målet med regler, hvis de ikke skal blive tyranniske eller ligegyldige, er, at de sørger for at minimere konflikter. Hvis konflikter ikke kan opstå, så er der ikke brug for regler i sociale sammenhænge. En effektiv måde at løse konflikten på er at tildele ejerskabet af bilen til enten Per eller Poul, således er det defineret præcist, hvem der har kontrol med bilen og kan allokere den til den brug som ejeren finder bedst (fx ved at bruge bilen eksklusivt selv, eller at låne den til andre, eller en blanding heraf, hvad end ejeren ønsker).

Hvis det også fastholdes, at menneskets rettigheder skal ligestilles, altså at ingen har særlige privilegier over andre, at enhver rettighed skal være universel, gældende for alle individer, som den klassiske liberale ville sige, så er lighed for loven og et opgør med særlige privilegier til enkelte individer afgørende for et fredeligt og succesfuldt samfund. Hvilken rettighed kan gøres universel, gældende for alle?

Du har måske allerede gættet det: Den private ejendomsret er den fundamentale metode til at løse sociale konflikter. Med eksklusiv privat kontrol over samfundets resurser kan konflikter løses med simple og letforståelige regler: Hvis du ejer resursen bestemmer du hvad den skal bruges til, hvis du ikke ejer resursen kan du ikke bestemme. Privat ejendomsret betyder ultimativ og eksklusiv kontrol over et givent gode.

Det er vigtigt her at understrege at den private ejendomsret ikke er nogen konvention, altså et system der er vedtaget af en eller anden årsag, og at der eksisterer alternative løsningsmuligheder for konfliktløsning. Privat ejendomsret er den eneste logisk konsistente metode til at løse sociale konflikter med. For at demonstrere hvorfor det er sådan, kan man filosofere over alternativerne til privat ejendomsret. Vi kan starte med et let eksempel: Din krop. Din krop er under din kontrol og du kan bevæge den som du har lyst, det er her dit sind, dine intellektuelle og fysiske evner udvikles og har hjemme. Du har eksklusiv kontrol over din egen krop. Dine tanker og hjerneprocesser bestemmer hvordan dine muskler skal trække sig sammen og slappe af, for at producere en bevægelse som du har valgt (naturligvis er reflekser undtaget i denne sammenhæng, da der ligger menneskelige impulser dybt i centralnervesystemet som vi med tankens kraft ikke systematisk kan påvirke eller kontrollere). Din krop er det eksempel, hvor det er mest simpelt at se, at her er det åbenlyst meningsfuldt, at den private ejendomsret gælder. Enhver alternativ løsningsmetode giver afgjort absurde resultater. Enten ejer du din egen krop alene, eller også ejer du den delt med andre (og alle andre ejer ligeså ikke deres egen krop eksklusivt) – eller måske ejer andre din krop fuldstændigt, og dermed ejer de ikke deres egen krop overhovedet. Det er fra de tre nævnte muligheder tydeligt, hvilken der giver færrest konflikter og er mest meningsfyldt, hvis vi bruger kroppen som eksempel. Det demonstrerer at kroppen er absolut privat ejendom, at ejendomsretten over din egen krop ikke er en konvention, men det eneste logiske og universelle system der kan tages i anvendelse.

Konfliktløsning angående eksterne goder

Nu har vi diskuteret den private ejendomsret over din egen krop. Hvad så med eksterne objekter? Privat ejerskab over de økonomiske goder eksternt fra egen krop kan ikke udledes fra de fysiologiske sammenhænge, der beskriver menneskets anatomi. Det som virkede mest overbevisende for egen krop, pga. de tekniske og etiske problemer med at kontrollere andres kroppe eksklusivt, kan ikke direkte tages i brug her. Eksterne objekter skal derfor analyseres på en anden måde end for menneskets egen krop. Udgangspunktet for analysen kan være todelt. Det kan enten være et utilitaristisk synspunkt, at det mest værdiproduktive system skal vinde, eller et etisk synspunkt, det skal være det system hvis proces sikrer at de etiske retningslinjer følges, der skal vælges.

I begge tilfælde er svaret det samme: Den private ejendomsret. I det følgende forsøger jeg at forklare begge synspunkter.

Utilitarismens svar

Fra den utilitaristiske vinkel demonstrerede Ludwig von Mises i 1922 med bogen “Socialism”, hvordan et socialistisk system famler i blinde og producerer irrationelle udfald. Hans analyser af socialismen demonstrerede at det er umuligt at producere værdifulde produkter på en industriel skala, når produktionsgoderne er ejet af staten. Når arbejdsdelingen kontrolleres totalt af et centralt bureau der dirigerer alle produktionsmidlerne til fastlagte mål, kan produktionen ikke fastholdes på et niveau der tilfredsstiller et industrielt samfunds behov. Det ville være muligt at undvære markedet, hvis alle borgerne var selvforsynende, da produktionsprocesserne her er meget simple. Når det er det samme menneskes værdiskala, der bruges til at vurdere omkostningen ved produktionen samt produktionens afkast, så kan man undvære markedet, da der ingen transaktion mellem mennesker er. Det er også muligt i små enheder, som fx familier, at arrangere produktion uden brug af markedet. Det er først når et menneske skal producere til et andet via en tredjepart der kontrollerer deres handlinger, at socialismen bryder sammen. Individer kan vælge og fastlægge en produktionsproces af meget kort længde og af lav kompleksitet og vurdere, om omkostningen var mindre end udkommet. Det enkelte menneske kan vurdere om det er vigtigere at kløve brænde eller jage harer på marken, fordi det selv bærer omkostningerne af valget direkte. Indsættes en tredjeperson mellem to menneskers produktionsprocesser, mistes værdiovervejelserne der opvejer omkostningerne med den vundne værdi og systemet bryder sammen. Genialiteten i markedsøkonomien med priser og penge gør netop, at de subjektive værdiovervejelser bliver afspejlet på en objektiv facon i markedspriserne, og disse kan bruges til at koordinere arbejdsdelingen på en facon, der gør den mere produktiv end streng selvforsyning. Socialismen, fælleseje, er dermed et system, hvormed samfundet og civilisationen nedbrydes, fordi mennesket ikke længere ser sine medmennesker som partnere, men som fjender. Sociale relationer fyldes med konflikter, fordi produktionen af resurser daler, og fordi metoden til konfliktløsning er fuldstændigt irrationel. Privilegierne, der uddeles til de centrale planlæggere, nedbryder enhver rest af tillid, da det bliver tydeligt at se hvem denne samfundsindretning er gavnlig for.

Ludwig von Mises, Socialism, s. 424, Liberty Fund:

Socialist policy employs two methods to accomplish its purposes: the first aims directly at converting society to Socialism; the second aims only indirectly at this conversion by destroying the social order which is based on private ownership. The parties of social reform and the evolutionary wings of the socialist parties prefer the first means; the second is the weapon of revolutionary Socialism, which is privarily concerned to clear the ground for building up a new civilization by liquidating the old one. To the first category belong municipalization and nationalization of enterprises: to the second, sabotage and revolution. [..]  As we have shown, even the direct method which aims at the creation of a new society can only destroy; it cannot create. Thus the beginning and end of the socialist policy, which has dominated the world for decades, is destruction. In the policy of the communists the will to destroy is so clear that no one can overlook it. […] That production is still being carried on, even semi-rationally, is to be ascribed only to the fact that destructionist laws and measures have not yet been able to operate completely and effectively. Were they more effective, hunger and mass extinction would be the lot of all civilized nations today.

Etikkens svar

Det etiske argument, som formuleret af Murray N. Rothbard i sin fænomenale bog “Ethics of Liberty”, følger den oprindelige argumentation som grundlagt af John Locke i 1600-tallet. Ved at bygge på en naturgiven lov, følger det at mennesket har sine rettigheder med sig fra fødslen ifølge Rothbard. Hvis man ejer sin egen krop, så vil man med sit arbejde kunne transformere naturgivne jomfruelige goder (dvs. goder der ikke tidligere er blevet taget til en andens ejendom) til sin ejendom ved at blande sit arbejde med godet. Hvis mennesket ejer sin krop, og mennesket bruger denne til at transformere naturgivne jomfruelige goder til brug for mennesket selv, da har mennesket brugt af sin egen energi, viden og fysik, for at opnå ejerskab af et eksternt gode ved at transformere det fra en jomfruelig naturtilstand til et produceret og nu ejet gode. Uden menneskets indblanding var godet ikke produceret. Hvem skal da sige, når et jomfrueligt gode først på denne måde er bearbejdet af et menneske, at resultatet af denne bearbejdelse ikke tilhører det menneske der har udført arbejdet? Hvis godet ikke tilhører mennesket, der udførte arbejdet, hvem kan da tage ejerskab af godet, under et system der bygger på en universelle rettigheder? Er det den næste der forsøger at transformere det jomfruelige gode? Skal den første der transformerer godet, vente til nummer to melder sig som interesseret i godet? Og hvis ikke den første eller den anden, hvorfor så den tredje? Det logiske svar må være at den første der med sit arbejde transformerer jomfruelige goder opnår ejerskab af godet. Eksterne goder bliver så at sige ligeså logisk tilhørende ejet af mennesket der tager dem i brug for første gang, som det er for menneskets egen krop.

I en tidlig naturtilstand, hvor alle omgivelser er jomfruelige og ikke ejet af andre mennesker, vil det menneske, der knækker en gren af et træ og forarbejder den ved sit arbejde, tage den tidligere ikke-ejede gren i sin besiddelse. Grenen kan da bruges til at domesticere okser, som også bliver menneskets ejendom. Med hjælp fra sit eget originale arbejde og efterfølgende anvendelse af redskaber og dyr, domesticeret af en selv, kan mennesket forarbejde jorden og tage større arealer under sin besiddelse. Det er naturligvis kun den person, der oprindeligt domesticerer jomfruelige naturresurser der på denne måde kan tage resursen under sin kontrol. Alt, der hermed produceres, er også under ejerskab, kun naturresurser der er jomfruelige kan tages under personligt ejerskab.

Fra en situation uden ejerskab kan naturen gradvist tages i ejerskab af mennesker ved at blande sit arbejde og sine opbyggede midler, der oprinder af eget arbejde eller legitim udveksling med andre, med naturens resurser. Resurser der allerede ejes af et menneske kan overføres til et andet menneske igennem frivillige udvekslinger, fx med gensidige overførsel af ejendom, ved gaver, arv eller på anden frivillig måde. Det etiske aspekt af systemet er at det giver alle mulighed for at bruge sin medfødte ejendom, sin krop, til at tilegne sig ejendom fra jomfruelig natur eller ved at udveksle med andre.

Eksterne goder kan dermed også trygt lægges under den private ejendomsret, som en universel etisk, eller utilitaristisk, løsning.

Markedet minimerer konflikter

Kort sagt, markedskræfterne, netværket af frivillige udvekslinger i et samfund, der benytter en lov, der beskytter ejendomsretten, er selve fundamentet for et rigt, fredeligt og liberalt samfund. I de foregående indlæg har jeg forsøgt at fremsætte en række argumenter for det frie samfund, og nu kan jeg derfor springe til nogle konklusioner:

Alle økonomiske goder kan underlægges samfundets frivillige udvekslinger. Der er intet økonomisk gode, der ikke bør håndteres af det frie marked. Markedsøkonomien er dermed i sig selv en institution, der frembringer resultater for samfundet, der minimerer risikoen for konflikter, fordi den er i stand til, i større og større omfang, at producere de resurser, hvis knaphed kan give konflikter. Det er ganske enkelt: Jo flere resurser der er tilgængelig, jo mindre risiko for konflikter, alt andet lige.

Enhver afvigelse fra den liberale lov fører til flere konflikter, og det kan derfor rationelt anerkendes, at den lov, der bedst sikrer fred i samfundet, er den liberale. I det omfang det lykkes at erkende dette faktum, vil det civiliserede samfunds love udvikle sig til at sikre den private ejendomsret. Hvis der ikke er nogen stat, der tvinger samfundets borgere til at følge et dikteret lovsæt, så vil menneskets stræben efter at bedre sin situation, føre til at der opstår parallelle systemer, hvor det er muligt at lære af hinandens fejl og kopiere hinandens handlinger. Så længe det er frit for samfundets individer at finde nye løsninger, uhindret af en tvangsinstution som staten, så vil det være muligt at lære af de, der har success, og implementere de mekanismer der førte til success for andre. På den måde spredes idéer og systemer der har ført til en opfattet success til andre dele af samfundet. Fra menneske til menneske. Der er ikke en magtinstitution der truer med fængsel, hvis man forsøger at genskabe fordele for sig selv ved gøre brug af andre systemer.

Beskyttelsen af person, eller ejendom, mod aggression er derfor essentiel, men der er visse undtagelser til reglen. For at kunne bruge ejendomsrettens som skjold mod aggression, skal det godtgøres, at den ejendom, man påstår er sin, er blevet sådan ved legitime handlinger og ikke ved tidligere uetiske handlinger, der er i strid med de liberale principper. Fysisk vold er kun moralsk og etisk acceptabel, hvis den bruges defensivt til at beskytte person, eller ejendom, mod aggression.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 51-52, Mises Institute:

[…] we cannot say that the great axiomatic moral rule of the libertarian society is the protection of property rights, period. For the criminal has no natural right whatever to the retention of property that he has stolen: the aggressor has no right to claim any property that he has acquired by aggression. Therefore, we must modify or rather clarify the basic rule of the libertarian society to say that no one has the right to aggress against the legitimate or just property of another.

For at sikre det civiliserede samfunds økonomiske, sociale og etiske opblomstring og succes, er det nødvendigt at benytte et system, der bevirker at kriminelle tendenser dæmpes. Et er at give de stjålne genstande tilbage til sin retmæssige ejer, men for tyven er det næppe nogen afskrækning, at måtte aflevere det stjålne. Hvis konsekvensen ved tyveri er, at de stjålne goder afleveres tilbage, betyder det, at hvis en tyv tager 1000kr fra dig, skal han bare aflevere 1000kr tilbage. Det afskrækker næppe tyven fra at tage chancen. Lykkes det ikke at opspore tyven, kan han beholde pengene, men bliver han fundet, bliver han bare sat tilbage til sin tidligere position. Altså mister han ingenting ved forsøget på tyveri. Der skal derfor mere til end blot at levere det stjålne gods tilbage.

En måde at fremstille problemet er ved at sige, at kriminalitet er en social interaktion, der er uønsket. Kriminalitet er det modsatte af et økonomisk gode, det er et økonomisk onde. For at minimere et onde, er det nødvendigt med foranstaltninger, der påfører omkostninger, og en af metoderne, der kan tages i brug til at påføre denne omkostning, er at straffe den kriminelle for sin kriminelle gerning.

Straf – hvordan?

Der forekommer at være sket en fejl i systemet. Hidtil har de liberale anarkister sagt, at der ikke findes noget monopol, der skal underkue de kriminelle, men samtidigt er postulatet, at individets ejendomsret skal beskyttes, fordi det er det eneste rationelle (og etiske) system til at sikre retfærdighed. Det forekommer at der er sket en fejl, en logisk selvmodsigelse: Hvis ejendomsretten ikke kan overskrides, hvis et monopol ikke må tvinge samfundets borgere til noget, hvordan kan man da have et retsvæsen der kan straffe kriminelle? Vil det ikke være i strid med grundprincipperne i det liberale anarkistiske samfund?

Murray Rothbard fremførte en løsning på det tilsyneladende uløselige teoretiske problem: Proportionalitetsprincippet. Din ejendomsret er ukrænkelig, såfremt du ikke har overskredet en andens ejendomsret. Hvis en person overskrider en andens ejendomsret, opgiver den aggressive person sin egen ejendomsret i proportion med sin initierede aggression. Det er ved tyvens egen handling, at denne demonstrerer, at han ikke opfatter ejendomsretten som ukrænkelig. Tyvens moralske kompas er i konflikt med samfundets. Tyvens demonstrerede præference for krænkelse af ejendomsretten bruges dermed mod ham selv i den følgende strafudmåling.

En tyv, der tager 10.000kr fra en anden, har opgivet sin ejendomsret for 10.000kr plus de tilstødende omkostninger til retssag, detektivarbejde og offerets tort forbundet med tyveriet. Tyven demonstrerer sin egen præference for at overskride ejendomsretten og i denne kriminelle handling ligger en delvis opgivelse af tyvens egen ejendomsret.

Altså – foretager du intet overgreb på andres ejendomsret, er din egen ejendomsret intakt, men i den udstrækning du overskrider en andens ejendomsret, opgiver du delvist din egen i den pågældende sag. Det er dine egne handlinger, der fører til en opgivelse af din ejendomsret. Ved at overtræde andres ejendomsret, viser du med dine handlinger, at du ikke anser ejendomsretten som en ret, og den, som var offer for din handling, kan derfor i retfærdighedens navn kræve erstatning for at genvinde det tabte, men også straffe dig proportionelt med din overtrædelse.

Murray N. Rothbard, The Ethics of Liberty, s. 85, Mises Institute:

We have advanced the view that the criminal loses his rights to the extent that he deprives another of his rights: the theory of “proportionality”. […] In the first place, it should be clear that the proportionate principle is a maximum, rather than a mandatory, punishment for the criminal.  […] The proportionality rule tells us how much punishment a plaintiff may exact from a convicted wrongdoer, and no more; it imposes the maximum limit on punishment that may be inflicted before the punisher himself becomes a criminal aggressor.

Det er vigtigt at pointere her, at det liberale anarki ikke fastlægger straffen alle skal følge. Strafsystemet der beskrives her, som citatet antyder, fastlægger blot den maksimale straf, der kan udmåles til den kriminelle. Det er dig frit stillet at lempe straffen i forhold til det tilladte, eller helt opgive straf, eller fravælge at føre sagen. En retssag kræver en forurettet part, der søger genoprettelse, der er ingen, der kan føre sager på andres vegne, medmindre samtykke hertil er givet.

Rothbard bruger proportionalitetsprincippet som basis for sin teori om straf. Rothbard skriver selv, at alle teorier om straf er mangelfulde, og han har ikke selv løst problemet fuldstændigt. Der er måske tale om en social konvention, frem for et grundlæggende principielt standpunkt, baseret i ejendomsretten, når proportionalitetsprincippet bruges som fundament for strafudmåling. Problemet er dog til at overse, da proportionalitetsprincippet blot kan bruges til et retssystem. I det liberale anarki vil der være flere konkurrerende retssystemer, der hver især benytter sine egne principper. Hvordan disse principper er fremkommet, er ikke afgørende for systemets levedygtighed og konsistens. Det essentielle er, at det er frivilligt, for den enkelte, at tilvælge det retssystem, der passer personen bedst. Samfundets bærende princip, der ikke må omgås, er blot at de personer, der straffes, selv vælger at lade sig straffe af systemet. Strafudmålingen kan derfor hvile på sociale konventioner. De strafregler der vil blive opbygget i de konkurrerende retssystemer, vil formentlig blive baseret på sædvane og kulturelle forhold. I sidste ende vælger man selv, hvilket system man ønsker at underlægge sig.

Med ovenstående princip i hænde (som et eksempel på et ud af mange mulige retssystemer), kan det lade sig gøre at argumentere for, at dømte kriminelle kan straffes, fordi deres ejendomsret er opgivet delvist ved deres kriminelle handling. Respekterer den kriminelle ikke selv ejendomsretten, så må den liberale lov straffe den kriminelle svarende til det omfang, som den kriminelle har overtrådt en andens rettigheder. Men hvordan skal straffen udføres i praksis? Hvad hvis tyven ikke vil underlægge sig domstolens afgørelse? Hvordan undgår man, at en privat domstol dømmer alt og alle, og inddrager tvivlsomme beviser for overtrædelse af ejendomsretten?

Domstole – udførsel af lovens bogstav

For at holde domstolene i skak er det nødvendigt, at hvert medlem af domstolen har indgået en kontrakt, der viser at personen frivilligt har valgt domstolen. I tilfældet af at de to personer, der kommer i konflikt hører under samme domstol, afsiger domstolen en dom, som personerne er bundet til at følge. Hvis den dømte kriminelle undviger straffen alligevel, risikerer personen at blive fredløs, og mister sin ejendomsret totalt. I vores digitale tidsalder vil der være registre (ligesom RKI i dag har information om hvem der ikke har vedligeholdt sin aftale med kreditorer), der viser, om en person har nægtet at følge en dom, og bliver man oprettet i et sådant register, vil automatiske reaktioner træde i kraft i de tilknyttede virksomheder (såsom banker, købmænd osv.).

Samfundet kunne som reaktion på tillidsbruddet ekskludere personen, nægte at sælge til personen eller at huse personen. Det gælder bl.a. også indefrysning af bankindestående. Strafnægteren har som sagt mistet sin ejendomsret, og derfor kan banken straffrit indefryse personens indskud. Formentlig vil bankerne også være bundet af en lov, der fastlægger, at den skal deltage i det sociale pres på personen. Bankerne er selv interesseret i at loven følges, da bankerne er almindelige mål for kriminalitet, og lovens håndhævelse medfører bestemt en gevinst for bankerne selv. Dette princip blev brugt af købmændene i middelalderen, hvor en købmand, der ikke fulgte den fælles regel mellem købmænd, blev udelukket fra handel, og hurtigt mistede sin indtægt, kapital og handlemuligheder. Denne form for socialt pres har fået de fleste til at følge den afsagte dom. Hvis udelukkelsen fra samfundet er effektiv, vil den lovløse person kun kunne føre et selvforsynende og asketisk liv, uden mulighed for at nyde gevinsten ved arbejdsdelingen eller lovens beskyttelse. De fleste mennesker vil følge loven: Udsigten til en permanent karriere som deltager i “Alene i Vildmarken” (uden en satellit og GPS baseret “jeg-giver-op” knap) tiltaler de færreste.

Spørgsmålet er derfor, om det er muligt at ekskludere de kriminelle personer fra samfundet. Det er kun legitimt i anarkiet at diskriminere mod at dele sin ejendom med andre. Såfremt hele det geografiske område hvor samfundet befinder sig, er privatiseret, er alle arealer privat ejendom. I det omfang det er økonomisk gunstigt, vil det være i personerne i samfundets interesse, at sørge for en effektiv eksklusion af strafnægtere. Hvis det ikke er muligt at ekskludere kriminelle personer fra samfundet, fordi ejerne af visse arealer ikke håndhæver deres ret til at ekskludere (det kan være uøkonomisk at indhegne store arealer, som private skove fx), så er problemet ikke nødvendigvis ødelæggende for samfundets retsvæsen.

Pointen er, at det blot skal være tilstrækkeligt afskrækkende, og tilstrækkeligt effektivt at afholde strafnægterne fra at opnå økonomiske gevinster, ved at fortsætte deres kriminelle aktivitet på områder hvor udbyttet er højt. Kort sagt – hvis man kan ekskludere strafnægterne fra at gå ind på byens torv (som er privat ejet), indkøbscenteret, banken og andre kommercielle centre, samt huse med stor økonomisk aktivitet, så kan man fremsætte en tilstrækkelig stor trussel mod strafnægtelse, således det er i den kriminelles egeninteresse, at acceptere straffen, mod at få lov at fortsat deltage i samfundet. I anarkiet kan man kun diskriminere andre, ved at afholde dem fra at bruge ens ejendom og kun straffe, såfremt den som straffen påfalder, erkender sin skyld (strengt taget er det måske ikke nødvendigt at erkende, at man er skyldig, men blot at man følger dommen) og vedgår sin straf.

Konkurrerende domstole

Hvis to personer i konflikt tilhører forskellige domstole, kan hver benytte hver sin domstol til sagens udredning, og kommer de to domstole ikke til samme dom, må en appeldomstol, tilhørende et overordnet lovsystem, mægle mellem de to oprindelige domstole. Da loven udvikler sig i samfundet baseret på erfaring og tidligere afsagte domme, vil disse appelsager medføre en tendens til, at systemerne vil komme til at ligne hinanden, således loven delvist homogeniseres på tværs af juridiske systemer, men kun i et omfang der er i overensstemmelse med borgernes præferencer. I det liberale anarki kan der opstå forskellige lovsystemer, der tiltaler forskellige kulturelle tilhørsforhold. For at sætte pointen på spidsen kan vi betragte et lidt ekstremt tilfælde: Hvis der er tilstrækkeligt med borgere der ønsker at underlægge sig en sharia-lov, kan de gå sammen om at lave en domstol, hvor de kan blive dømt efter sharia-lov. Denne domstol kan ikke dømme andre end dens medlemmer efter sharia-loven. Andre domstole vil have andre juridiske principper, baseret på deres kunders præferencer. Kommer to i konflikt med hinanden, der tilhører hver domstol, vil en tredje domstol som sagt mægle mellem dem. Ingen kan dømmes efter sharia-loven, hvis de ikke tilhører denne domstol, og omvendt tillader det, at de som ønsker at blive dømt efter sharia-loven, at blive dømt således.

Gerard Casey, Libertarian Anarchy, s. 97, continuum:

Conflict of laws, then, is a fact of life but despite this, the different jurisdictions manage to arrange their affairs to minimize conflict and to resolve intersystemic problems adequately.

More fundamentally, however, the restriction of law to matters of justice – the prevention and punishment of aggression – will ensure that there will be a tendency of initially divergent legal systems to converge on a set of common principles.

Skulle en domstol begynde at udnytte sin position, så vil det være muligt at appellere til en anden domstol, ligesom det i dag er muligt at anke en dom. I stedet for at der er fastsat tre niveauer, som i dag (byret, landsret og højesteret), vil det liberale anarkistiske samfund finde frem til dets egen stoppunkt for, hvor mange gange en dom kan ankes til en appeldomstol, og således forhindre en juridisk strid i at fortsætte i det uendelige.

I det liberale anarkistiske samfund tilhører man frivilligt en domstol, og følger de afgørelser som domstolen afsiger. Ønsker man at skifte domstol, kan dette også forekomme. Der vil være regler for under hvilke betingelser det er gyldigt at skifte domstol (eksempelvis hvis domstolen gentagne gange er kommet frem til det forkerte svar på skyldsspørgsmålet, hvis skiftet sker i direkte forbindelse med en sag, eller ved almindeligt skifte med et aftalt opsigelsesvarsel, hvor skiftet sker uden forbindelse med en sag). Domstole er derfor i sin egen interesse nødt til at være rimelige og følge god praksis for at undgå kundeflugt.

Tilhører man ikke en domstol, fordi man eksempelvis ikke har råd til “abonnementet”, er man ikke lovløs. I forbindelse med en sag må man da blot betale det gebyr, som domstolen kan tilbyde sin service til. For de personer der ikke har råd til at finansiere deres retssag (fx hvis de ikke har haft en ansvarsforsikring), kan almindelig velgørenhed støtte personen, enten ved at domstolene yder gratis juridisk bistand til fattige, eller ved at familie eller private organisationer der hjælper de svage, tager sig af denne del af udgifterne.

Straf – erstatning til offeret frem for rehabilitering af gerningsmanden

I stedet for et tvangsmonopol til at beskytte de rettigheder, som monopolet finder belejligt at beskytte, så er det liberale anarki som et marked for beskyttelse, hvor du via arbejdsdelingen kan uddelegere opgaven for din beskyttelse til konkurrerende beskyttelsesfirmaer. Disse vil udføre opgaven at beskytte din ejendom mod invasion, og hvis det ikke lykkes at undgå eksempelvis tyveri, vil firmaet tage sig af at returnere din legitime ejendom til dig igen. Dette står i skarp kontrast til i dag, hvor politiet ikke gider bruge tid på tyveri, medmindre en grænse på 100.000kr er overskredet. I det liberale anarki vil der også være en “selvrisiko”, men til forskel fra det eksisterende tvangsmonopol på beskyttelse, kan du i det liberale anarki vælge blandt flere muligheder. Og skulle ingen af de eksisterende muligheder falde i din smag, kan du vælge ikke at finansiere nogen af virksomhederne. Synes du at politiet ikke er pengene værd i dag, så har du ikke mulighed for at undlade at finansiere deres aktiviteter via skatten, udover at opgive at være værdiproduktiv.

I det liberale anarki vil der pga. markedsefterspørgselen opstå forsikringsvirksomheder, der kan hjælpe med at sikre værdien af ejendom mod tyveri og hærværk. For at reducere risikoen for hærværk, tyveri, røveri osv. vil det være i forsikringsselskabets interesse at identificere, hvilke metoder kan tages i brug for at forhindre omtalte kriminalitet. I modsætning til staten vil forsikringsselskabet formentlig ikke opstille krav, som fx at alle skal afleverer deres våben til forsikringsselskabet for at modtage beskyttelse af selskabet. Det er medvirkende til at reducere risikoen for kriminalitet, hvis man har mulighed for at beskytte sig selv. Det er let at forestille sig, at forsikringsselskaber vil tilbyde lavere risikopræmie, hvis man kan fremvise et bevis på, at man er egnet til at benytte et våben (fx via kurser og certifikater), som selskabet anser for brugbart til selvforsvar. Modsat, hvis du ejer våben uden at være egnet til det, eller hvis du ejer våben uegnet til selvforsvar, vil din risikopræmie måske være højere (køkkenknive, pander og kageruller vil formentlig ikke kræve kurser og certifikater). Tænk på forsikringspræmien i forbindelse med anhængertræk til bilen. Har du et anhængertræk fast monteret, forårsager du lettere skade på andre biler, og din præmie bliver højere. Det samme gælder visse typer våben, der kan udrette skade på andres ejendom.

Det står også i skærende kontrast til det eksisterende statslige system. Incitamentet for forsikringsselskaber med tilhørende beskyttelsesfunktion er at opspore og returnere din ejendom til dig efter et tyveri eller røveri. Lykkes det ikke at tilvejebringe de stjålne genstande skal forsikringsselskabet betale erstatning til dig, jævnfør den forsikringspolice du har tegnet. I dag kan staten ignorere din tabte ejendom og tvinge dig til at betale for deres service. Staten eksternalisere omkostningen på forsikringsselskaberne, der, takket være den ikke-eksisterende konkurrence på beskyttelse og opsporing af stjålne genstande, hæver priserne på forsikringerne som resultat af den ringere beskyttelse af ejendomsretten. Hvis det skulle lykkes for det statslige beskyttelsesvæsen at finde forbryderen, udmåles en straf, og forbryderen sættes i fængsel, mens regningen for dette ophold sendes til skatteyderne, heraf ofret for forbrydelsen. Denne absurditet er et af resultaterne af det statslige monopol på beskyttelse: prisen stiger, kvaliteten falder.

I tilfælde af røveri, involveres flere elementer end blot at du har mistet noget af din ejendom. Du har også været igennem en mere eller mindre skrækindjagende oplevelse af at være blevet truet undervejs. I det liberale anarkistiske samfund vil røveren blive pålagt, hvis skadelidte ønsker det, at betale en bod for tort. I stedet for at spilde resurser på at spærre røveren inde, vil strafsystemet i stedet fokusere på erstatning til offeret for kriminaliteten. Afhængig af loven, naturligvis, vil der være definerede erstatningsrater for forskellige typer røveri. Kan røveren ikke betale den pålagte bod, kan tvangsarbejde komme på tale (afhængig af loven, igen). Her kan man lade sig inspirere af velfærdsstatens metode til at opsuge den størst mulige produktion, uden at ødelægge hele grundlaget for den parasitiske udplyndring. Skal røveren betale 100pct af sin indtægt som bod, er det formentlig ikke let at få denne til at arbejde. Det er nok bedre at nøjes med en mindre andel af røverens indtægt, fx 56,4pct, for ikke at ødelægge hele hans incitament til at arbejde.

Kritik

Det liberale anarki er den logiske konsekvens af en forståelse af de økonomiske love, at alle goder i samfundet skal produceres i markedet. Selv loven.

Fra en liberal synsvinkel er det svært at kritisere den liberale anarkisme, da positionen ikke kan blive mere ekstremt liberal. Fra en klassisk liberal vinkel vil det være muligt at kritisere anarkismen på nogle fronter, fx ved at fastholde at tvangen i strafsystemet skal opretholdes og ikke kan overlades til private aktører. Kritikken mangler desværre det historiske aspekt, for omend det kan være svært at forestille sig det, så er tilfældet det, at statens varetagelse af domstolene er baseret på en overtagelse fra et privat foretagende (ligesom alt andet staten gør). Altså: Staten var ikke pioner på området, men som med alle andre af samfundets institutioner, overtog staten det eksisterende private foretagende, der var bygget op fra fundamentet af frivillige kræfter. Problemet med statens ejerskab af disse institutioner er, at deres basale funktion bliver perverteret i det politiske liv. Uden noget feedback fra frivillige brugere bliver systemet tyrannisk, og begynder langsomt at ændre funktion. Hvor det markedsbaserede system hele tiden er udsat for konkurrence og underlagt brugernes præferencer, kan det statslige system begynde at udnytte sin position, og vender sig langsomt fra at tjene kunderne til at tjene de politiske venner (bureaukraterne, politikerne osv.)

I sidste ende er det vigtigste spørgsmål hvorvidt loven kan tilvejebringes af et liberalt anarki. Historisk set er svaret, at det kan lade sig gøre, og at det har været gjort i flere tilfælde.

Kritikken falder, for mit vedkommende, tilbage på at spørge ind til udfaldet af visse dele af samfundets institutioner. Vil loven der skabes i anarkiet blive en liberal lov? Kan det liberale anarki forsvare sig mod eksterne fjender? Vil der være fred i samfundet? Vil det være et rigt samfund?

Som i alle andre dele af samfundet der er baseret på frivillige interaktioner, kan man ikke vide noget om udfaldet af dette samfund. Hvis loven tillades at udvikle sig i samfundet, kan vi ikke på forhånd sige noget om, hvordan strafsystemet bliver, hvordan domstolene vil fungere i det praktiske tilfælde, eller hvordan politifunktionen vil blive håndteret, hvor mange resurser der vil blive brugt på politi, domstole, forsvar osv. Det er den samme kritik der kan rettes mod alle markedsbaserede løsninger – der er ingen central aktør der fastlægger produktionsforløbet og intet offentligt budget til at finansiere udgifter med.

Kritikken er imidlertid lidt svag, for hvor meget kan vi egentlig vide om udviklingen af samfundet under den demokratiske stat? Kan vi reelt vide om enhedslisten en dag får flertal og nationaliserer al privat ejendom? Kan vi reelt vide os sikre på, at staten kan forsvare os mod eksterne fjender? I Danmark har vi historisk set haft meget svært ved det – både i 1864, 1940, men også tidligere. I alle tilfælde har danskerne haft en stat, hvis opgave bl.a. var at beskytte landet mod krig, mod indtrængende fjender. Men som historien viser, har statens rolle i flere tilfældet af krig været en medvirkende årsag til krigen selv. Staten har fungeret som katalysator for at skabe situationer, der “kræver” en stat. Tilfældet af krigen i 1864 er i alt fald nævneværdig.

Forskellen mellem statsligt nationalt forsvar og det liberale anarki kan forklares rimelig simpelt:

Staten kan træffe beslutninger på hele nationens vegne, den kan fx indgå samarbejdspolitik og overgive hele nationen på én gang til den indtrængende fjende. Sat på spidsen: Et lille slagsmål i Sønderborg tvinger Københavnerne til at overgive sig. Det har vidtrækkende konsekvenser for hele landet, når politikerne indgiver en overgivelse til fjenden, som tilfældet har været ind i mellem. Det liberale anarki, i funktion af sit individualiserede politiske system, kan ikke med et slag overgive hele nationen Danmark. Da der ikke er nogen central styring med samfundet, er det ikke tilstrækkeligt at erobre Christiansborg for at få Vendsyssel til at underlægge sig fjendens regler.

Modsat vil det ikke være givet på forhånd, at det liberale anarki har større succes med at afvise fjender, uanset hvor produktivt og frit et lille samfund er, så er det altid let for en stor og ressourcestærk modstander at overvinde en lille og mindre ressourcestærk. Dette faktum er uændret, men det er heller ikke formålet at ændre alle virkelighedens facetter, kun at ændre de politiske strukturer.

I det almindelige tilfælde hvor en stat overtager en anden stat, benytter sejrherren det eksisterende kontrolnetværk, som den tidligere stat benyttede sig af til at kontrollere og plyndre samfundet, til at overtage styringen med samfundet. Dette kontrolnetværk findes ikke i det liberale anarki, hvilket også vil gøre det mere besværligt at overtage og udnytte det liberale anarkistiske samfund, hvis man som fremmed stat forsøger med et erobringstogt.

Dannelse af loven hviler stærkt på at den liberale lov bliver anerkendt som den bedste og mest retfærdige af anarkistiske lovsystemer. Skulle det gå hen og være således at anarkiets lov udvikler sig i en ikke-liberal retning, hvad så? Her er anarkiet rent faktisk overlegent – for med anarkiet følger muligheden for individet at sige nej tak til alt. Hvis visse lovsystemer udvikler sig til eksempelvis sharia-lov, så er det tilladt at underlægge sig sådan et system frivilligt, og modsat er det tilladt at afholde sig fra at underlægge sig denne lov. Der er derfor mulighed for at det liberale lovsystem kan få en eksistens og dømme efter beskyttelse af ejendomsretten og ved at bruge proportionalitetsprincippet. Da brugerne selv har frit valg, og iværksætterne ligeledes kan konkurrere om kunderne, er det ikke utænkeligt, at det liberale lovsystem også vil få en plads i det anarkistiske samfund. Det er tvivlsomt om det liberale lovsystem vil dække hele nationen, men det er blot forcen ved anarkiet: Der er plads til forskellige lovsystemer, og man kan deltage i det, som man finder bedst egnet til sine egne ønsker.

Alle disse elementer gør det liberale anarki en svær størrelse at kritisere, fordi der er så lidt der vides med sikkerhed. Det eneste som man kan vide, hvis det skulle lykkes at skabe dette samfund, er at samfundet vil optimere sit resurseforbrug og bruge de resurser, der er til rådighed, til det mest værdiproduktive mål. Der vil ikke være en stat, der systematisk snylter på samfundet, beskatter og bestemmer, og i den forstand vil for hver borgers rettigheder være sikret mod det systematiske overgreb, som staten står for i dag. Modsat kan det ikke ignoreres, at borgernes rettigheder vil blive udsat for overgreb fra andre borgere, de kriminelle. De borgere i samfundet der er fast besluttet på at reducere kriminalitet for dem selv, kan også forvente at få gode resultater, men omvendt kan vi ikke i udgangspunktet vide os sikre på, at dette mål vil være så meget værd, at kriminaliteten bliver reduceret til et omfang, der er mindre end hvad staten, plus de kriminelle, ville have initieret.

Vi kan med andre ord ikke på forhånd sikre, at borgernes rettigheder forbliver fuldkomment beskyttede i det liberale anarki. Det kan vi dog heller ikke i den demokratiske stat. Grundloven var et naivt og svagt forsøg på at sikre borgernes rettigheder mod staten, men som historien så tydeligt viser, så er grundloven ikke nogen sikring. Et stykke papir kan ikke fastholde nye politikere på dydens smalle sti (i minarkistens syn finders der et rimeligt spillerum for politikere), og denne naivitet har ført til, at vi i dag har en demokratisk stat, der konfiskerer en meget stor del af samfundets produktion, og spilder resurserne på vennetjenester, store bureaukratier og magtudøvelse mod fredelige mennesker.

Når man skal kritisere det liberale anarki, må man derfor forlade sig på sammenligninger mellem onder. Vil statens eksistens føre til mindre aggression end uden statens eksistens? Spørgsmålet er ikke om det ene system er perfekt, og sikrer menneskets rettigheder fuldkomment mod overgreb, men i stedet hvilket af de to systemer der bedst beskytter mod overgreb. Hvis vi ønsker at forlade os på empiriske studier, så er vi nødt til at prøve anarkiet af, nedlægge staten og se om ikke anarkiet er bedre end staten. Hvorfor ikke prøve det af, da staten er blevet så utålelig, som den er?