Nye Borgerlige11 minutters læsning

Nye Borgerlige er et nyt parti. De har ikke været stemt ind i folketinget før, men de er opstillingsberettigede til valget 2019.

Det er ikke rigtig meningsfyldt med en lynhistorie om et parti, der ikke har nogen historie i politik. Skulle man være interesseret i baggrunden for det nye parti, kan jeg henvise til stifternes blogs på deres partihjemmeside.

Peters blog.

Pernilles blog.

Nye Borgerlige har et principprogram, som de inddeler i følgende fem kategorier:

  • Vi vil sikre et stærkt, kulturelt værdifællesskab

  • Vi vil have mindre stat og mere menneske

  • Vi vil tage fælles ansvar for samfundets svageste

  • Vi vil beskytte vores naturværdier med fornuft

  • Vi vil stå vagt om vores frihed, folkestyre og nationale suverænitet

Vi vil sikre et stærkt, kulturelt værdifællesskab

Vores stærke, kulturelle værdifællesskab er en bærende enhed i det danske samfund. En kultur, hvor frie mennesker lever side om side i fred og fordragelighed i et samfund baseret på tillid, solidaritet og sammenhold. Og en kultur med lov og orden, hvor retsbevidstheden er høj, fordi vi sikrer, at ofre beskyttes og gerningsmænd straffes. og at straframmen er passende. Det giver os en høj grad af tillid til hinanden, at vi deler grundlæggende værdier.

Elementer af den danske kultur er ganske enkelt fabelagtige. Den høje tillid, den udbredte respekt for ejendomsretten hos private og den nemme omgang med hinanden, er meget værdifulde kulturelementer, som skaber fantastiske forudsætninger for frie menneskers fredfyldte samarbejde. Den kultur flugter med de grundelementer, der er nødvendige for et succesfuldt og lykkeligt liberalt samfund.

Den liberale kulturkamp strækker sig dog yderligere end her til. Det er korrekt, at der er en bred enighed om ovenstående kulturelle værdier blandt store dele af befolkningen. Der mangler en stærk vilje til at klare sig selv, til at sikre sig selv ved egen kraft og en erkendelse af farligheden ved offentlige programmer. I Danmark har velfærdsstaten eroderet den del af kulturen, som er nødvendig for at bibeholde en liberal samfundsorden. Alt for mange mennesker er på offentlig forsørgelse, og demokratiet sørger for, at der gives med rund hånd til dem, der klynker eller klager. Borgernes blinde tro på staten som problemløser eroderer den liberale samfundsorden. De fleste borgere tror, at det hjælper samfundet med offentlige hjælpeprogrammer, offentlige virksomheder (sundhedsvæsen, uddannelsesvæsen, ældrepleje, børnepasning etc.) og subsidier, men det forholder sig omvendt. I stedet for at tage ansvar personligt, og forsøge at løse problemerne med frivillige midler (velgørenhed, crowdfunding, iværksætteri etc), søger danske borgere i vid udstrækning at få offentlig støtte til netop deres sag. Den udbredte tilbedelse af demokratiet som sandheden selv, som den kollektive visdom, og vogteren af samfundets fredfyldte harmoni, har systematisk ført til en kultur, der forudsætter krænkelse af individets rettigheder, fordi det kræver høje skatter at finansiere disse offentlige udgifter. De udgifter og skatter er skadelige for et liberalt samfund. Særligt den langsigtede kulturvirkning er bekymrende.

Før velfærdsstaten blev opbygget af socialisternes ideologi var der privat velgørenhed, som stillede krav til dem, der blev forsørget. Man kiggede særligt efter evnen og viljen til selvforsørgelse, og hvis man i sin søgen herefter ikke fandt den, blev det besluttet, at pengene var spildt ved at hjælpe. Penge kan kun bruges en gang af den eksisterende indehaver, og velgørenhed var ligeledes nødvendig at prioritere, for at sikre at den gjorde mest mulig gavn, og for at sikre at donorerne stadig ønskede at yde støtte. Selvmedlidenhed, ynk og klynk var naturligvis ikke elimineret, men det blev holdt på et lavere niveau, end det vi ser i dag. I stedet blev selvoprettelseskraft, viljen til arbejde og viljen til at håndtere sine problemer belønnet af velgørenhed. Den kulturelle effekt af de private velgørende organisationers krav var at understøtte de værdier, der skaber et samfund, der er produktivt og velfungerende.

Socialhjælp kan ikke ydes til alle, og penge der bruges på socialhjælp, er penge der tages fra anden produktiv anvendelse. Socialhjælp kommer dermed på bekostning af bl.a. investering i arbejdspladser, nye maskiner og teknologi. Kort sagt – jo flere penge der bruges på socialhjælp, jo færre penge er til rådighed til at øge velstanden i samfundet. Et velstående samfund kræver derfor at en stor andel af befolkningen klarer sig selv, og deltager i produktivt samarbejde i markedsøkonomien, for at investere de knappe resurser i de vigtigste processer, og for at sikre at der er overskud til dårlige tider. En kultur der opildner til selvforsørgelse, er en kultur der skaber vækst og en bedre fremtid for mennesket. En kultur der dyrker socialt svage, og udstiller den produktive negativt, er en kultur der fører til stagnation, misundelse og en evig kamp om lighed. Den del af den danske kultur skal vendes, hvis der skal gøres noget håb om, at fremtiden vil blive bedre for danskerne.

Mit synspunkt angående kriminalitet, straf og beskyttelse af ofre kan læses om i mit indlæg om Det Konservative Folkeparti.

Vi vil have mindre stat og mere menneske

Det skaber værdi i livet at kunne forsørge sig selv og sin familie. Derfor vil vi forbedre rammerne for, at virksomheder kan skabe danske arbejdspladser. Vi ønsker et samfund med mere økonomisk frihed til danskerne. Vi vil gøre op med tanken om, at problemer løses bedst ved at bruge flere penge. Sådan ville vi aldrig forvalte vores egen økonomi, og sådan vil vi ikke være med til at forvalte andre menneskers penge.

Det lyder rigtig liberalt, det havde jeg ikke forventet. Det er dejligt at læse, at der rent faktisk er nogen, der taler mod at bruge penge som det eneste middel til at hjælpe andre. Familiehjælp og selvhjælp er meget vigtige elementer i et liberalt samfund, som beskrevet ovenfor. Det er nødvendigt med den private rettesnor for socialhjælp, for at sikre at udgifterne ikke bliver for store, og dermed opsluger samfundets mulighed for at investere til velstand. Nye Borgerlige skriver ikke hvor meget mere økonomisk frihed de søger, men i DRs interview med Kåre Quist sagde Pernille Vermund, at de søger at sænke skatterne og beholde en flad indkomstskat på 37-38%. Det er lidt bedre end de tilstande, vi har i dag. Finansieringen kommer dog fra nogle fantasier hos CEPOS, hvor kommunerne bare skal blive lige så effektive, som den mest effektive kommune. Løsningen finder jeg lidt flad og urealistisk. Det er da bedre (mere liberalt) at finde de knap 100 mia til skattelettelser ved at privatisere nogle af de offentlige virksomheder. Stop udgiften til driften og privatiser den offentlige virksomhed ved at udstede aktier til skatteyderne. På den måde kan man rent faktisk også privatisere folkepensionen, ved fx at privatisere skolerne og udstede aktier til folkepensionister (de af dem, der har betalt skat – antallet af aktier de modtager afhænger af størrelsen på skattebetalingen i deres arbejdstid), der kan sælge eller spekulere i værdien af de offentlige virksomheder. Folkepensionen udgør et årligt træk på de offentlige finanser på ca. 130 mia kroner, og dækker dermed Nye Borgerliges skattereform.

 

Vi vil tage fælles ansvar for samfundets svageste

Mennesker er forskellige og har forskellige behov. Systemet skal forenkles, og vores socialpolitik skal altid tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov. Civilsamfundet skal styrkes, og familierne og de nære fællesskaber skal i højere grad have frihed til selv at tage sig af deres nærmeste.

Igen taler Nye Borgerlige en god liberal tone, selvom der stadig er lagt op til, at det er det offentlige, der skal udbetale penge til de forsørgede. Jo mindre det offentlige udbetaler, jo mere kan den private rettesnor få lov at opdyrke selvforsørgelseskulturen. Nye Borgerlige vil ikke gøre helt op med den offentlige forsørgelse, men i det mindste taler de om at reducere statens kulturkamp og styrke den liberale kulturkamp.

I sektionen om det fælles ansvar finder vi dog et par socialdemokratiske hellige køer. Sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet skal fortsætte, sådan som det er. Det er en skam, som jeg skriver om i mine andre indlæg (sundhed her og her og uddannelse her og her), fordi det skaber et økonomisk kaos, og fratager produktive mennesker deres mulighed for at klare sig selv mod sygdom og alskens andre problemer i livet. Demokratiseringen af systemerne sikrer også “politisk korrekt” uddannelse og sygdomsbekæmpelse. Elementerne af systemerne er forskellige, men fra et økonomisk synspunkt deler de to sektorer samme skæbne.

I sundhedsvæsenet overinvesteres i kræftbekæmpelse, og i uddannelsesvæsenet overinvesteres i humaniora. Groft sagt.

Det ville klæde Nye Borgerlige, hvis de havde fastholdt deres liberale islæt i sundhedspolitik og uddannelsespolitik. Det offentlige system garanterer ødsel brug af knappe resurser, da det fører til fejlinvesteringer i bl.a. uddannelses- og sundhedssystemet. I normale markedsvirksomheder finansieres virksomheden af sin egen indtægt samt af kapitalinvesteringer. Kapitalinvestering er kun muligt ud af et overskud fra driften af samme eller af andre virksomheder. I de offentlige virksomheder skabes intet overskud, der skabes ikke engang en indtægt. De skal derfor kontinuerligt finansieres af skatter, der bl.a. mindsker muligheden for at investere i markedsvirksomheder. Kapitalen der er opsuget af skattevæsenet, bliver dirigeret til fejlinvesteringer i det offentlige system i stedet for til produktiv investering i markedsøkonomien.

Vi vil beskytte vores naturværdier med fornuft

Den danske natur og det danske kulturlandskab giver os værdi i livet. Naturen er en del af os, vores historie og vores kulturelle arv. Vi har ansvar for at give naturen videre til vores efterkommere uden at ødelægge den, mens den er i vores varetægt. Fornuften skal tilbage i miljøpolitikken. Vi skal basere vores beslutninger på viden og fakta.

Floskler om at bruge viden og fakta til at sikre naturen er latterlig. I den udstrækning at fakta og viden overhovedet kan siges at have indflydelse på politik, plejer det ofte at blive demokratiske overvejelser, der vægtes højest. Politikerne skal naturligvis genvælges. Beslutningen om at dumpe kemisk affald i Kærgård klitplantage blev også taget på baggrund af viden og fakta, men med et kærligt blik på, at lokationen af plantagen var i et befolkningsfattigt område i modsætning til Grindsted by.

Det er et spørgsmål, om Nye Borgerlige mener, at fornuft er det samme som central planlægning, eller om det er baseret på den private ejendomsret og tortlovene. Det er nok for meget at håbe på, at Nye Borgerlige vil gå linjen ud, og tilslutte sig Murray Rothbards forslag om brug af tortlovgivning og ejendomsretten som juridiske redskaber til at standse forurening, samt at prissætte den der tillades af ejeren.

I sektionen bekender Nye Borgerlige sig til socialistisk anvendelse af de knappe naturresurser. De vil sikre fri og lige adgang til offentlige naturarealer.

Mener de monstro “fri og lige adgang til at hente brænde i statsskovene”? Det fænomen kendes på økonomsprog og kaldes “The tragedy of the commons”. Situationen bliver, naturligvis, overudnyttelse af de knappe naturresurser, og et rush efter at udnytte dem før andre. Løsningen på en tragedy of the commons er at privatisere arealet, så udnyttelsen af resursen bliver holdt i skak, så den i større udstrækning fastholder (og ofte udbygger) sin kapitalværdi.

Nye Borgerlige vil også bruge samme metode, til det de kalder “kystnært fiskeri”. De vil ændre kvoterne og gøre det nemmere at drive fiskerivirksomhed. Her er problemet det samme som før. Havene er i forbindelse med fiskeri en tragedy of the commons. Uden kvoter vil fiskerne bare fiske, til der ikke er flere fisk tilbage, fordi havet er offentligt ejet. Opdel det kystnære areal, og forær det til de fiskere, der har udført fiskeri på området. Det er deres arbejdsindsats i forbindelse med fiskeriet, der kan bruges til at legitimere, at et stykke kystnært hav bliver deres privateje. Det er brugerne af arealet, der med rimelighed kan gøre krav på det. Hvis man ikke kan gå tilbage i historien og finde dem og deres efterkommere, der først fiskede, kan man tildele nuværende fiskere retten i stedet. Fiskernes organisation må herefter selv fastlægge kvoter for fiskeri, og sørger fremover selv for at opretholde bestanden. Disse principper virker i dag i de private skove, hvor jagtkonsortier fastlægger kvoter for skydning af vildt, og regulerer bestanden med fodring og udsættelse af vildt. Hvorfor må fiskerne ikke nyde samme produktive anvendelse af fisketerritorier?

Vi vil stå vagt om vores frihed, folkestyre og nationale suverænitet

Det europæiske samarbejde om at åbne markeder for fri handel med varer og serviceydelser har været en stor gevinst for hele Europa. Og udvidelsen af EU med de østeuropæiske lande efter Sovjetunionen sammenbrud var en juvel i det europæiske samarbejde, som løftede Europa ud af den kolde krigs skygge. Men den centralisering og bureaukratisering, som EU har gennemgået siden midten af 1980’erne, har ødelagt mange af de positive perspektiver i samarbejdet. Vi vil stå vagt om danskernes frihed, rettigheder og det danske folkestyre – og bekæmpe enhver begrænsning heraf.

Nye Borgerlige starter med en påstand. Jeg har den frækhed at benægte dens sandhed. Det europæiske samarbejde er en toldunion, og den spinkle liberalisering der er ført internt, er blevet gjort til skamme med den regulering og beskatning af produkter, der er ført eksternt. Jeg har et blogindlæg om effekten af EUs told- og reguleringspolitik, det kan læses her.

Omkring EU fæstner Nye Borgerlige sig ved flygtninge- og udlændingeproblematikken. De vil sikre, at den danske stat kan udvise flygtninge og indvandrere i overensstemmelse med Nye Borgerliges politik. De fastholder at reservere velfærdsydelser til danske statsborgere, og udelukke andre statsborgere fra at få velfærdsydelserne. Jeg synes, at det er vigtigt at udelukke begge grupper fra offentlig forsørgelse. Privat velgørenhed kan løfte opgaven, den har gjort det i årene op til velfærdsstaten overtog rollen, og siden den private velgørenhed blev elimineret, har byrden af de passivt forsørgede tynget danske skatteydere. Gruppen af passivt forsørgede er eksploderet efter velfærdsstaten overtog rollen af at dele penge ud til forsørgelse. Det må ses som den fiasko, det er. I stedet for at sikre at så få som muligt blev forsørget af andre, har velfærdsstatens bureaukrater (vælgere) og velfærdsklienter (vælgere) i samarbejde sikret deres andel af skatterne ved at udbygge og underbygge netop disse “sociale” offentlige udgifter gennem demokratiet.

Nye Borgerlige bekender sig også her til demokratiet, en styreform der er overflødig i en decentraliseret nation, der lever efter den liberale anarkismes samfundsform. Hvis demokratiet er en dårlig styreform, og der ikke findes nogen bedre, så er det måske et signal om, at det er en dårlig idé at forsøge at “styre et land”. Måske er decentralisering og fastholdelse af den private ejendomsret en bedre måde at sikre et rigt og lykkeligt samfund. Jo flere beslutninger der tages af private, jo bedre. I Nye Borgerliges kamp for selvbestemmelse går de dog et skridt på vejen for danskerne. Hvis Nye Borgerlige gerne vil sikre danskerne selvbestemmelse uden politisk indflydelse fra EU, hvorfor må Skjern ikke få selvbestemmelse løsrevet fra Regionen og Staten? Hvad med mindre byer? Hvorfor må de ikke få selvbestemmelse?

Pointen er, at kritik mod politisk koncentration af magt let kan føres til sin ekstreme konklusion: Hvert menneske skal have selvbestemmelse over sine ejendele og sig selv. Og hvorfor egentlig ikke?

Stem på Nye Borgerlige

Hvis du er typen der:

  • Tror at udgifterne til indvandrere og flygtninge er meget store
  • Ønsker mere frihed for civilsamfundet
  • Tror at miljøpolitikken kan fikses ved at tale om fakta og viden
  • Tror at en mindre stat er et gode for samfundet
  • Tror at en flad indkomstskat på 38% er lige i øjet

 

Så er Nye Borgerlige lige noget for dig!