Konservative21 minutters læsning

Et gammelt mundheld lyder ca. således:

“Hvis du som ung ikke er socialdemokrat, har du intet hjerte, men hvis du som ældre ikke er konservativ, så har du ingen hjerne.”

Det Konservative Folkeparti har været et regeringsparti i sammenlagt mange årtier. De sidste årtier er partiet måske mest kendt for at miste stemmer. I 00’erne var Bent Bendtsen kendt som “Mr. 10 procent”, og følgende formænd for partiet er senere blevet kendt som Fru 5,5 procent, Mr. 3pct og så fremdeles. Man kunne have ønsket, at formændene blev kendt for deres krav til den marginale indkomstskat i stedet for deres vælgertilslutning.

Lynhistorie

Det Konservative Folkeparti blev dannet i 1915, som en sammensmeltning af Højre og Frikonservative. Frikonservative var en gruppe, der havde forladt Højre for at alliere sig med Venstre om en reform af Grundloven. Ved dannelsen af Det Konservative Folkeparti indgik Frikonservative i det nye parti. Årsagen til det nye parti var, at Grundloven af 1915 blev vedtaget, således medlemskab af Landstinget blev ændret til at hvile på den almindelige valgret frem for på den privilegerede valgret som defineret i Grundloven af 1866. I den privilegerede valgret udnævnte kongen 12 medlemmer for livstid og ved at forbeholde 27 af de 66 pladser til landets største skatteydere. På denne vis var de store landbrug sikret 39 af de 66 pladser og dermed flertal.

Efter vedtagelse af Grundloven af 1915 blev medlemmer af Landstinget ikke længere valgt ind via den privilegerede valgret, men i stedet af den almindelige valgret. Der var stadig forskel på det alderskrav, vælgerne skulle opfylde mellem Landsting og Folketing. Til Folketinget skulle man kun være 25 år, mens det krævede en alder af 35 år for at være stemmeberettiget til Landstinget. På trods af disse forskelle skubbede demokratiet til fordelingen af medlemmer til Landstinget.

Det Konservative Folkeparti gik ind for folketingsparlamentarismen, og overtog visse politikker fra Højre herunder interessen for det nationale, lagde vægt på ejendomsretten og det private initiativ, mens partiet også søgte at skabe en lovgivning, der var til fordel for de svageste i samfundet.

Ligesom mange andre partier skiftede Det Konservative Folkeparti strategi i 1920’erne, og gik efter at blive et regulært folkeparti. I perioden 1920-1929 var partiet støtteparti for venstreregeringen, men pga. uoverensstemmelser angående forsvaret brød de med regeringen. Fra 1920’erne og frem til 1971 var partiet skiftevis i regering og i opposition. De var i opposition, når Socialdemokratiet havde flertal bag sig, og kom i regering, når venstre havde flertal bag sig (med få undtagelser).

I 1968 blev den konservative Poul Møller finansminister i VKR-regeringen (med den Radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister), og hvis nogen havde håbet på, at nu skulle der komme en ende på de stigende skatter, som Socialdemokratiet og De Radikale havde pålagt samfundet, så ville man være blevet ganske skuffet. Poul Møller fortsatte arbejdet med at skaffe finansiering til velfærdsstaten ved at plukke markedsøkonomien. I 1970 indførtes kildeskatten, for at dulme den progressive smerte som skatteyderne følte på “skattedagen”, hvor selvangivelsen skulle indsendes, og det pinefulde “skattekontingent” skulle betales. Kildeskatten var begrundelsen for indførsel af CPR systemet i 1968 for at lette skattemedarbejderens arbejde med at kontrollere og beskatte danskerne.

Det Konservative Folkeparti mistede i den følgende periode mange vælgere, og gik fra en tilslutning i 1971 på 16,7% til 5,5% i 1975. Først efter kollapset af det Socialdemokratiske paradigme i velfærdsstatens guldalder i 1982 lykkes det for Det Konservative Folkeparti at indtage regeringen og nyde en øget tilslutning blandt vælgerne.

I 1982 indførte Poul Schlüter fastkurspolitikken. Idéen var, at den pengepolitik som var ført af de tidligere regeringer, der medførte devalueringer på halvårsbasis, skulle stoppes samtidigt med at bevise seriøsiteten i politikændringen. Fastkurspolitikken var essentiel for at stabilisere kronens værdi, og var naturligvis en forudsætning for, at staten kunne optage gæld på borgernes vegne fremover. I dag findes en fasttømret mytologi omkring fastkurspolitikken, der dengang i 1982 var en reel forbedring af kronens fremtidige værdi. Schlüter bliver ved magten indtil 1993, hvor offentliggørelsen af Tamilsagen får ham til at træde tilbage.

Ved sidste folketingsvalg i 2015 fik Det Konservative Folkeparti 3,4% af stemmerne, og 6 mandater i Folketinget. De indgik senere i valgperioden i regering med Venstre og Liberal Alliance.

Det Konservative Folkeparti har fire hovedpunkter i deres politiske program.

  • Hjælp og omsorg, når du har brug for det
  • Respekt for loven og vores fælles værdier
  • Lavere skat og virksomheder i vækst
  • En god start på livet
Hjælp og omsorg, når du har brug for det

 

Vores egen læge er en afgørende del af vores sundhedsvæsen. For den praktiserende læge skaber tryghed, og kender din sygdomshistorik. Desværre står over 100.000 danskere i dag uden fast familielæge – og 200.000 vil miste deres familielæge de næste tre år, hvis vi ikke gør noget. Derfor arbejder vi for at alle har en praktiserende læge i nærheden.

Det Konservative Folkeparti nævner ikke noget om, at de ønsker at se markedet løse opgaven. Jeg må derfor gå ud fra, at deres ønsker og politiske program skal finansieres af skatteyderne. Det er ikke klart, hvorfor det kan være en ret, at man skal have adgang til en skattefinansieret praktiserende læge. Her er vi som sædvanlig ude i problemet med, at en positiv ret for den ene medfører et krav overfor andre. Afhængig af hvilken metode der bruges til at sikre denne politiske “ret”, kan man få forskellige udfald. Formentlig mener Konservative, at det er skatteyderne, der skal til lommen for at finansiere disse ekstra praktiserende læger.

Men de økonomiske problemer stopper ikke her. Hvis Konservative vil sikre flere praktiserende læger, så må de dermed også angive hvorfra disse læger skal komme. Et af deres metoder er at uddanne 100 flere praktiserende læger om året. Det er desværre ingen hjælp, for det skubber bare problemet længere væk. Hvordan vil de opnå deres tal på 100? Hvorfor er tallet 100? Hvorfor ikke 80 eller 120? Hvem siger, at det er den bedste brug af de personer, der vælger uddannelse, at vælge den som praktiserende læge? Hvad så hvis der ikke er 100 mere om året, der ønsker at være praktiserende læge?

Skal personen selv have lov at vælge frit, eller vil Konservative udpege aspiranter til et liv som praktiserende læge uafhængig af personens egne ønsker? Der er nok nærmere tale om at indføre endnu en central planlægning af samfundets resurser, hvor Konservative vil lokke unge uddannelsesparate læger til at vælge at blive praktiserende læge ved at trække en gulerod ud af skatteyderne, og præsentere den for aspiranterne. Alternativt kan de jo forsøge at diktere, hvor de praktiserende læger skal hen for at dække Danmarks arealer, men det løser bare ikke problemet med hvor mange, der ønsker at vælge dette speciale. Jo mere diktat, jo mindre fordelagtig er valget for aspiranten, og færre vil vælge at specialisere sig som praktiserende læge.

Løsningen er ligetil – liberalisering af lægepraksis landet over. Fjern støtten til lægerne, privatiser lægemarkedet og lad dem tiltrække kunder på markedsvilkår. Markedsprisen for en praktiserende læge vil sørge for at tiltrække tilstrækkeligt med praktiserende læger, og så længe markedet er frit på dette punkt, er det også muligt for andre nært beslægtede faggrupper at træde til og tilbyde deres services som helbredsrådgiver. Det vil udvide mulighederne for patienterne, og skabe priser på ydelserne, så de hurdles der skal overkommes for at tage jobbet i Nr. Snede, bliver kompenseret i prisen for ydelsen og dermed lønnen for lægen. I dag er systemet centralt planlagt, og praktiserende læger får det samme, om de er praktiserende i København, Århus, Odense eller Nr. Snede. Er der nogen der kan forestille sig, at problemet som Konservative vil løse, måske skyldes de tidligere centrale planlægninger af den praktiserende læges aflønning?

 

Vi skal beskytte vores børn bedst muligt mod kræft og alvorlige sygdomme. Desværre begynder 40 børn under 18 år hver dag med at ryge. Og cirka hver tredje unge ryger forventes at dø på grund af rygning, hvis de forsætter med at ryge videre som voksne, ifølge Kræftens Bekæmpelse. Voksne har ret til at bestemme over deres eget liv, men børn og rygning hører ikke sammen.

Forældrene skal vejlede børnene. Forsikringspræmien for at forsikre et barn mod sygdomme er meget større hvis barnet ryger. Privatisering af hospitalsvæsenet er vejen frem. Lad forældrene betale den større præmie for at forsikre deres rygerbørn, og lad andre forældre, der lykkes med at sikre at deres børn ikke ryger, nyde godt af den reducerede pris på sundhedsforsikringer. Hvis risikoen for skader er privatiseret, så der ikke er en tvungen og systematisk overførsel af penge fra ikke-rygere til rygere, så er det økonomiske problem blevet løst.

Tilbage er blot at sige, at børneopdragelse og børnerettigheder er et stort minefelt, som jeg ikke er tilstrækkeligt velbevandret i til at kommentere på. Mine egne børn skal jeg nok sørge for ikke begynder at ryge, men kan man kalde det et overgreb på børnene, at de selv ryger, eller er passive rygere hos forældrene, som andre må reagere på med vold for at beskytte børnene mod skade, det er jeg ikke så sikker på.

Konservative vil gerne diktere hvordan børn skal opdrages af deres forældre, og det er i strid mod individets rettigheder. Konservative må gerne fortælle deres version af den gode opdragelse og børnepasning, men de må ikke bruge skattevæsenet til at tilrette forbruget af tobak eller pålægge skolerne at have røgfrie zoner. Det er skolernes ansvar at levere et miljø, der er tiltrækkende for forældre at vælge. Det er en konkurrenceparameter, og det er skolens eget valg at tage. Ligeledes er det forældrenes ret at beholde deres egne penge og planlægge en fredelig forbruger boykot af skoler, der ikke har rygeforbud.

 

Ventetiden på hospitaler kan betyde forskellen mellem liv og død. Vi har siden 00’erne reduceret de faretruende lange ventelister på operationer fra 90 til 42 dage. Det går den rigtige vej i Danmark, men vi er ikke i mål. Der er stadig store geografiske forskelle på, hvor lang ventetid du har til din behandling. 182 flere kvinder ville have fået behandling til tiden, hvis Region Hovedstaden havde været lige så gode til at behandle brystkræft som Region Syddanmark. Vi arbejder videre for kortere ventelister i hele landet.

Jeg tror, at mit synspunkt er blevet fremsat mange gange i forbindelse med sundhedsydelser, og det er naturligvis det samme her. Ventetider er blot et resultat af manglende markedspriser på alle goder i sundhedsvæsenet, ligesom der manglede brød i bagerierne i Sovjetunionen. En total privatisering af systemet vil over tid føre til en effektiv allokering af resurser, så ventetider bliver minimeret. Ydermere vil det også forhindre politikere i at vælge hvilke sygdomme, der skal modtage flere resurser, fordi det er særligt gunstigt at plukke resurser fra behandling af andre sygdomme for at tilgodese det “politisk korrekte”.

Borgerne beholder deres egne penge. De allokerer dem til de ydelser, de finder er værdifulde for dem, og iværksættere i sundhedsvæsenet sørger for at tilrettelægge produktionen af ydelserne på en sådan måde, at de knappe resurser bliver produktivt anvendt, som vurderet af profit og tab i driften.

Hvis der skal være tid til en god og omsorgsfuld behandling, kræver det, at der er ordentlige vilkår for vores sundheds- og plejepersonale. Eksempelvis må unødvendige dokumentationskrav og it-problemer aldrig stå i vejen for, at personalet kan levere omsorg. Vi ønsker at skabe gode arbejdsvilkår for sundheds- og plejepersonalet, så de kan levere den bedste pleje.

Samme problem som før – tilrettelæggelsen af produktionsprocessen er en opgave for iværksættere, der risikerer deres egen kapital. Hvor gode vilkår skal medarbejderne have? Hvor mange penge skal man bruge på kaffeautomater, ergonomiske stole, kontorborde, keyboards, mus, skærme? Hvor mange penge skal gå til vedligehold af sygehuset, til maskiner, til parkeringsplads? Alle disse spørgsmål besvares nemmest i et privatiseret sundhedsvæsen, hvor priserne på ydelserne viser, hvor der er behov for yderligere investering, og hvor en beskæring af investering er gunstig. Iværksættere, der har frie hænder til at optimere og afprøve nye metoder, vil, i samarbejde med patienternes ønsker, søge efter en sammensætning af produktionsfaktorerne således den mest effektive udnyttelse bliver valgt.

Uden en markedsbaseret optimeringsmekanisme forbryder sundhedsvæsenet sig mod den private ejendomsret, da den finansieres af skatteyderne, og samtidigt kan sundhedsvæsenet ikke prioritere ydelsernes produktion til alle involverede deltageres fordel. Markedsløsningen skaber en tendens til at både de ansatte, iværksætteren og patienterne bliver så tilfredse som muligt under de givne resursebegrænsninger. En produktionstsar, der samtidig er en magtudøvende parasit, kan på ingen måde forestilles at gøre et tilnærmelsesvist ordentligt stykke arbejde set fra synspunktet af alle involverede parter.

Respekt for loven og vores fælles værdier

Der skal slås hårdt og hurtigt ned på kriminalitet. Det kræver, at politiet er til stede der, hvor kriminaliteten sker. Derfor ønsker vi et styrket og lokalt politi. Helt konkret ønsker vi at uddanne flere politibetjente. Samtidig vil vi ansætte 150 ekstra politibetjente, der har lokalt politiarbejde som deres primære funktion. Og vi vil investere i flere mobile politistationer, der skal skabe mere lokal tryghed. For vi vil gøre livet tryggere for dig – og hårdere for de kriminelle.

Straffen for kriminalitet skal være høj og konsekvent. For kriminelle skal føle, at deres handlinger har en klar og mærkbar konsekvens. Samtidig er det et mål i sig selv, at personer, der har begået grove forbrydelser, sidder bag lås og slå og dermed er afholdt fra at begå ny kriminalitet. Det handler om retfærdighed – særligt for ofrene.

Når man bliver udsat for eksempelvis vold eller voldtægt, er det statens opgave at beskytte og passe på ofrene – og fange gerningsmanden. Det Konservative Folkeparti står altid på ofrenes side, fordi vi mener, at deres trivsel vægter langt højere end de kriminelles. Vi ønsker bedre vilkår for ofrene og højere straffe til de kriminelle.

Konservative er her i færd med at centralplanlægge beskyttelsesfunktionen af borgerens retmæssige ejendom og person. Deres forslag kan kritiseres på samme måde som deres centralplanlægningsforslag til at “styrke” den praktiserende familielæge. Der er de sædvanlige problemer, hvordan kan det være, at Konservative ved, at det er en fordel med 150 betjente yderligere? Hvorfor taler de ikke om at fjerne resursespildslove i stedet? Love der pålægger politiet arbejde, uden der er nogen forurettet person involveret, er tydeligvis eksempler på, at politiets resurser spildes. I et frit marked for beskyttelse vil det naturligvis kræve en part, der vil betale for politiet, for at politiet involverer sig i sagen. Hvis der ikke er en forurettet part, så vil der i markedet ikke være nogen, der vil betale for politiets arbejde. Dermed er alle love, der kræver politiarbejde uden en forurettet part et eksempel på resursespild.

Det klassiske eksempel på spild er narkotikalovgivningen, og ind i mellem fremstiller nogle liberale også, at fartkontrol er resursespild, fordi det er en “offerløs” forbrydelse. I tilfældet af narkotikalovgivningen er det ganske tydeligt, at såfremt de der handler er private personer, der har indvilliget sig på transaktionen frivilligt, ved brug af deres retmæssige ejendom, begge drager fordel af transaktionen. En person der indfører en kanyle i egen krop og injicerer en mængde narkotika skader ikke andre med handlingen her. Vedkommende skader udelukkende sig selv. Derfor er det spild af resurser for politiet at jagte narkotika.

I det frie marked hvor alle arealer er ejet privat, kan det dog komme på tale, at det private politi kan bruge resurser på at opspore og fratage narkotika fra brugeren. Det gælder de tilfælde, hvor brugeren af narkotika ikke har accepten fra ejeren af arealet til at bruge narkotika. Det er fuldstændigt samme princip som de private biografer, der ikke vil have at man medbringer egne mad- og drikkevarer i deres biograf. Det er svært at forestille sig, at Legoland, Djurs Sommerland og andre private jordbesiddere vil finde sig i, at narkomaner skyder sig selv høje på narkotika i deres områder. I disse situationer er det legitimt, at politiet kan involveres til at fjerne de personer, der har brudt reglerne for brug af området.

Ligeledes er det grundejerforeningernes ret at nægte besøgende at medbringe narkotika på deres arealer. Enhver isoleret privat jordbesidder har samme ret.

Fartbøder er igen samme princip, med den twist at der er en forurettet person i forbindelse med overskridelse af hastighedsgrænsen. Den private vejejer og tilknyttede jordbesiddere (eksempelvis parcelhusejere i nærheden af vejen) bliver påvirket af større hastighed med både luftforurening i form af udstødningsgas, bremseslid, dækslid og andet materiale fra bilen, samt lydforurening fra bilens motor, indsugning og udstødning. Hvis der er en gældende aftale mellem vejejeren og parcelhusejeren (eller en forening af parcelhusejere), der regulerer hastighed på vejen, så er det ikke en offerløs forbrydelse at køre hurtigere på vejen end aftalen fastlægger. I det tilfælde vil der også være overensstemmelse med den forurettede part og skadeserstatningens destination. I det nuværende statslige system modtager skattevæsenet i sidste ende pengene fra bøden, og den forurettede part modtager ingenting. Det er naturligvis helt i modstid med almindelig juridiske principper om erstatning for tort, men ikke desto mindre er det tilfældet i dag, at den skadelidte part ikke modtager kompensation for skaden.

Disse simple betragtninger bliver forstærket i tilfældet af voldsforbrydelser, tyveri eller røveri. Her bliver ofrene ikke kompenseret for deres svie og smerte af gerningsmanden, men bliver i stedet bedt om at betale skat for at huse gerningsmanden i et moderne hotel med tremmer for vinduerne. Konservative løser ingen problemer med deres centrale planlægning. Så længe de blot tilsidesætter ejendomsretten, og ikke gør brug af erstatningsprincippet for kriminalitet, så er der ikke i mine øjne nogen plausibel løsning på kriminalitet og forbedring af ofrenes stilling.

Ofrene for forbrydelser er selv skatteydere (nogle af dem, i alt fald), og det er ikke tydeligt at højere skatter vil være gavnligt for dem.

 

Der findes i dag dele af Danmark, som ikke følger de danske love og værdier. Bander- og rockergrupper trives i disse områder, hvor unge mennesker bliver rekrutteret til et liv på den forkerte side af loven. Det skal vi ikke acceptere.

Vi mener, at det er ødelæggende for vores samfund, at unge drenge og piger vokser op i miljøer, hvor utryghed, manglende evne til at tale dansk, social kontrol, arbejdsløshed og kriminalitet fylder en alt for stor del af hverdagen. Vi ønsker et opgør med parallelsamfund.

Der er formentlig løsninger på disse problemer i markedet. Et forslag til at reducere bandernes virke kunne være afkriminalisering og legalisering af narkotika. Store dele af bandernes indtægter stammer fra salg af narkotika, og deres indbyrdes kampe skyldes deres ønske om at opnå eller fastholde de mest favorable territorier til køb og salg af narkotika.

En anden planke i bekæmpelsen af kriminalitet er nedlæggelse af velfærdsstatens overførselsindkomster. Kriminelle bander modtager også dagpenge, førtidspension og kontanthjælp, og giver dem rigere mulighed for at fortsætte i deres kriminelle løbebane. Det gør det endda mere attraktivt at fortsætte i den kriminelle løbebane, når de kan få hotelopholdet betalt af skatteyderne, og når de slipper ud, modtager de stadigvæk penge af selvsamme skatteydere, mens de plyndrer skatteyderne i tyveri- og røveriaktiviteter.

 

Hvis man kan bidrage, så skal man bidrage. Det er én af de kerneværdier, vi har opbygget vores velfærdssamfund på – og det skal vi værne om. Derfor skal udlændinge forsørge sig selv, når de kommer til Danmark, for vi har ikke plads til, at vores velfærdsgoder bliver opfattet som et tag-selv-bord. Samtidig skal udlændinge lære at tale dansk. Det skaber bedre betingelser for en vellykket integration.

Jeg har fremført synspunkterne angående indvandring og integration tidligere i mit indlæg om Socialdemokratiet. Det kan læses her.

Lavere skat og virksomheder i vækst

Skatten er for høj i Danmark. Den højeste marginalskat er på svimlende 56,6 procent – og oven i det kommer momsen og andre afgifter. Det er ganske enkelt ikke rimeligt. Derfor vil vi lade danskerne beholde flere af de penge, de selv har tjent – både i bunden og toppen. Det vil styrke beskæftigelsen, øge væksten og skabe styr på dansk økonomi.

Danskerne skal beholde alle de penge, de retmæssigt tjener. Skatten er ikke “for høj” i den forstand, at der findes en skattesats, som er lige i øjet. Der er ingen retfærdig skat, og der er ingen markedsneutral skat. Derfor skal skatten som system afskaffes. Konservative er bedre end mange andre partier på dette punkt, men de er naturligvis ikke liberale anarkister som undertegnede, og derfor denne uoverensstemmelse.

Vi har i vores regeringstid sænket boligskatterne med 28 milliarder kroner. Men vi mener forsat, det skal være billigere at være boligejer i Danmark. Derfor foreslår vi, at vi nu letter boligskatterne med 13 milliarder kroner frem mod 2027 – og på sigt vil vi gerne afskaffe de løbende boligskatter som grundskylden og ejendomsværdiskatten.

Lavere skatter er skridt på vejen til et liberalt samfund, og det er fint at gå i den retning. En afskaffelse af en skat må dog ikke medføre at en anden øges, for at kompensere og lave “skatteomlægninger”. Det er nødvendigt at reducere statens udgifter samtidigt. Det er ikke meget tale, der falder på hvilke sektorer, der skal privatiseres for at reducere statens udgifter. Uden den anvisning er Konservative på samme gyngende grund som Socialdemokraterne og De Radikale, der vil øge udgifterne uden at tale om skatterne.

Det skal være billigere at købe bil i Danmark. Vi mener ikke, at du skal betale ekstra mange afgifter, når du køber bil, bare fordi du bor i Danmark. I dag er registreringsafgiften på hele 150 procent. Den ønsker vi at nedsætte markant – og samtidig gøre det billigere at købe en grønnere og mere klimavenlig bil.

Ingen biler skal begunstiges politisk. Lad markedet styre udviklingen og lad forureningspriserne være op til vejejeren i samarbejde med nærliggende jordbesiddere. Forureningsafgifter på nationalt plan medfører bare gigantisk lokal forurening i eksempelvis København og de store byer. Hvis der skulle betales erstatning til de nærliggende huse for den forurening, der blev udledt, ville prisen på vejbrug formentlig stige ganske betragteligt. Først når der er markedspriser på vejbrug og forurening fra biler, kan man finde en effektiv måde at udvælge køretøj og planlægge et effektivt vejnet.

Arveafgiften er en ren dødsskat. For når et familiemedlem dør, skal de efterladte betale op mod hele 36 procent i afgifter. Det gælder blandt andet for søskende, der i dag ikke betegnes som nærmeste familie – og derfor skal de betale ekstra meget i skat. Vi mener, at det er dybt umoralsk at beskatte døde familiemedlemmer.

Hvis det er umoralsk at beskatte døde mennesker, hvad så med de levende? Er det mindre umoralsk at tage fra dem, der stadig har behov for at opretholde livet? Er der nogen årsag til at diskriminere mod levende mennesker? Mod rige mennesker? Mod raske mennesker? Mod produktive mennesker? Jeg mener, at det er umoralsk at beskatte nogen eller noget som helst. Raske, rige, produktive, levende mennesker har ret til deres ejendom på lige fod med alle andre. Staten er i den forbindelse bare en mafiabande, der præsenterer sig som en menneskerettighedsorganisation. Hvis røgsløret blev løftet for dette faktum, så ville resten af Konservatives politiske program falde til jorden med et brag.

Uden vores erhvervsliv var der ingen velfærd. Derfor er bedre vækstvilkår for danske virksomheder altafgørende. De skal sikre den velfærd, vi alle holder af og de arbejdspladser, vi har behov for. Vi har lettet byrderne for virksomhederne i denne regeringsperiode, og det arbejde vil vi fortsætte.

Det er sandt, at der ikke er noget skattegrundlag, hvis ingen virksomhed eksisterede. Konservative ser tilsyneladende virksomhederne som en malkeko, og ikke som en samling mennesker der har ret til deres ejendom og til at være i fred.

En god start på livet

Faglighed er med til at forme de muligheder, som vores børn får senere i livet. Uanset om man gerne vil læse på universitetet eller være håndværker, skal man have mulighed for at opfylde sin drøm. Det starter med mere faglighed på ungdomsuddannelserne og i folkeskolen, så vores børn kan blive de bedste til det, de drømmer om.

Hvem skal betale for den ret, som de unge “skal” have? Skatteyderne! Det er umoralsk som beskrevet ovenover.

Hvem siger, at børnene ønsker at blive “de bedste”? Konservative! Det er sikkert fordi, de ønsker at kunne malke virksomhederne i skat for at betale for deres kæmpe planlægningsfiasko i den offentlige sektor. Disse målsætninger hører udmærket sammen for en centralplanlægger, men er naturligvis utilstedeligt i den liberale filosofi. Børnene kan selv vælge, hvad de vil, og de må finde sponsorer til deres uddannelse i deres forældre eller andre, hvis de vil have en uddannelse.

Lad samfundets borgere selv finde ud af det. Central planlægning medfører tilsidesættelse af menneskets ejendomsret samt økonomisk kaos herunder spild af resurser.

Børn skal have tid til fritid. Uanset om det gælder den lokale fodboldklub eller spejderforening, så skal dit barn ikke forhindres i at have fritidsinteresser på grund af unødvendigt lange skoledage. For foreningslivet kan give noget, som skolen ikke kan tilbyde. Og familien skal have mere tid sammen. Samtidig har de lange skoledage i folkeskolen hverken medført højere karakterer, eller at eleverne klarer os bedre i de nationale test.

Udover at ordet “skal” igen bliver brugt, er jeg ganske enig i kritikken af lange skoledage og fjollerierne med at vurdere familietid som mindre værd end skoletid. En skole er spild af tid for ethvert menneske, men lad dog dem, der har lyst, betale for deres egne børns spildtid i skoleopbevaringen.

Børn skal være glade og have overskud til at lære. Det kræver en folkeskole, hvor vi slår hårdt og hurtigt ned på mobning. Ingen børn skal gå grædende hjem fra skole.

Man fornemmer modet stråle ud af Konservative. Lige om lidt mander de sig måske endda op til at være mod terrorbombning af civilbefolkningen i arabiske lande.

Familien skal have gode muligheder for at få deres barn passet i dagtilbuddene. Mange familier har skæve arbejdstider, hvor det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen – det skal de ikke straffes for. Tværtimod skal alle familier have en god mulighed for at få deres barn passet. Derfor arbejder vi for trygge og fleksible dagtilbud. Vi har eksempelvis foreslået at øge antallet af pædagoger i ydertimerne, så ingen pædagog er alene, når antallet af børn overstiger fem.

Centralplanlægningen fortsætter her. De første par floskler der bliver smidt ud, kan man som liberal tilslutte sig, men når det begynder at flyde over i, at den offentlige sektor skal planlægges “bedre”, så hopper kæden af. Markedet kan sagtens håndtere opgaven med børnepasning. Lad de forældre, der har lyst til det, have glæden ved at have egne børn gående hjemme og passe dem i fred. Hvis skattesystemet bliver afskaffet, vil det også i langt højere grad blive muligt at vælge frit.

Børnepasning drejer sig ikke om at børnene skal opbevares hos professionelle mennesker. Faglighed drejer sig ikke om at børn sidder på en stol i et klasselokale, og forsøger at følge med i en undervisning. I dag har vi så mange muligheder for at passe børnene hjemme, og gøre brug af den enorme vidensdeling der er i internettet, at det er en åbenlys hån mod fremskridt og menneskets velvære at tvinge børn til 9 års skolegang. Børn og forældre har alt for lille mulighed for at få bedre tid sammen, fordi vi har et gigantisk velfærdscirkus, der opsluger enorme resurser fra samfundet og ensretter al kultur og tankegang om børn og uddannelse.

Det er ikke et problem at lade børnene blive oplært af forældrene i hjemmet. Det er ikke et problem, at børn får lov at blive passet af forældrene i hjemmet. Der er rig mulighed for at bruge frivillige kræfter til at løfte opgaven med børnepasning. Dem der ikke ønsker at bruge tid med egne børn, måske fordi de har større glæde af arbejdslivet og professionel børnepasning, eller fordi de ganske enkelt ikke har interessen, kan naturligvis samarbejde med professionelle børnepassere, og betale for den hjælp de får. Alle institutioner skal naturligvis være privat finansieret for at give så rig mulighed som muligt for, at samfundets frivillighed kan forme institutionerne og drive udviklingen fremover. Central planlægning af børnepasning og skolegang er et horribelt tidsspilde, der negligerer mulighederne, der er lige foran hver familie, men som bliver blokeret af lovgivning og knusende skatter.

I en børnefamilie eksisterer der det, som friskolerne kalder “aldersintegration”. Der er børn af forskellig alder sammen. Denne integration mellem årgangene giver mulighed for at børnene lærer af hinanden, og bliver stimuleret af hinanden til gensidig fordel. Der er gode grunde til at tro, at hvis aldersintegration fungerer for en friskole (der som sagt er spild af tid), så vil den også fungere i en almindelig børnefamilie. Børnene drives, ligesom voksne, af deres interesser. Det som de finder særligt interessant, kan de hurtigt lære, og de kan gå sammen om at lære det.

Flere familier kan slå sig sammen og hjælpe hinanden med at dække de emner, som børnene søger viden om. Flere familier, der samarbejder om projektet, kunne endda tilrettelægge dage sammen, hvor de tager nogle emner op, som børnene finder interessante. En ny type indlæringsproces kan prøves af, hvis staten ikke stod i vejen. Der er ikke grund til at beskatte alle familierne og tvinge dem til at sende børnene i en institution som skolen.

Stem på Det Konservative Folkeparti

Hvis du er typen der:

  • Foretrækker central planlægning af vigtige samfundsfunktioner
  • Ser virksomheder som malkekvæg
  • Vil støtte familien med tvang og skatter
  • Elsker længere hotelophold for kriminelle, betalt skatteyderne
  • Synes at skatter på døde er værre end skatter på levende mennesker
  • Kan lide at fastholde de sociale reformer som Radikale og Socialdemokratiet indfører

Så er Det Konservative Folkeparti lige noget for dig!