Penge-evolutionen

Penge som byttemiddel

I dag tager vi penge for givet. Vi bruger det i vores hverdag og i alle vores handler med hinanden i markedet. Vi har særlige associationer med andre menneskers forhold til penge, og vi har adskillige mundheld der involverer penge. Penge får skyld for mangt og meget, fra at være årsag til menneskets grådighed til dets nærighed. Mundheld kan være ganske sjove at bruge i sociale sammenhænge, men de giver meget lidt eller slet ingen forståelse af markedsfænomenerne.

En solid baggrundsviden om penge er nødvendig for at forstå hvorfor jeg så tit omtaler markedet som en samarbejdsmekanisme, om et socialt netværk hvor deltagerne bruger hinandens frivillighed til et fælles mål. Hvordan prissystemet guider den enkelte til at deltage i samarbejdsnetværket således samfundets velfærd maksimeres, uden at skade andres velfærd undervejs.

Penge er et byttemiddel. Vi bruger det til at handle med hinanden, og vi tager det i den grad for givet. Det er let at glemme at i en almindelig handel findes både en køber og en sælger på begge sider af handlen. Parten som vi i daglig tale kalder for “køberen” er i virkeligheden både køber og sælger på samme tid. Pengefunktionen er så indgroet i vores forståelse at det glemmes at parten vi kalder “køberen” i virkeligheden sælger sine penge for at købe en anden vare – og dennes modpart sælger en vare og køber penge.

Penge gør markedet i stand til at udvide arbejdsdelingen og muliggør smidige transaktioner, hvor (næsten) alle varer og tjenesteydelser kan sælges for penge og gør det lettere at producere og bringe højt specialiserede værktøjer og forbrugergoder til markedet.

Teorier om hvordan penge opstod

Hvis vi går tilbage i historien til før penge blev opfundet, så befinder menneskeheden sig i et samfund, hvor byttehandler går mellem to varer – også kaldet direkte handel. En sælger af en hest køber måske samtidigt 20 sække korn for at handlen kan gå igennem. I direkte handel benyttes det vi kalder en bytteøkonomi, som besværliggøres i høj grad af, at det bliver nødvendigt at finde en modpart der ønsker at købe præcis det du har at sælge, mens modparten ønsker at sælge præcis det du vil købe – det kaldes det dobbelte behovstilfælde (frit oversat fra: double coincidence of wants).

I denne verden er arbejdsdelingen, som er en del af fundamentet for hele markedsøkonomien, besværet ved at byttehandler kræver disse særlige tilfælde, hvor sælger og køber står med modsat rettede behov der præcis går op mod hinanden, hvis de bytter varer med hinanden. Det kan være ganske svært at sælge en ko, hvis man ikke vil eje det som andre har til salg, eksempelvis hvis man i forvejen er rigelig forsynet med korn og andre ønsker at sælge korn for at købe en ko.

Hver vare bliver derfor sværere at sælge på markedet i en bytteøkonomi i forhold til en pengeøkonomi.

Carl Mengers evolutionsteori

På et tidspunkt bliver sælgerne opmærksom på, at der er visse varer som er lettere at sælge end andre. Der er et større marked for eksempelvis korn end der er for kikkerter eller brynjer. Brynjesælgeren som er i markedet efter en kikkert kan komme til at bruge rigtig lang tid på at finde en kikkertsælger der vil købe en brynje. Brynjesælgeren kan derimod se at korn er en fantastisk let vare at sælge. Brynjesælgeren kan derfor i stedet kigge sig om efter en kornsælger der vil have en brynje, og selvom brynjesælgeren har rigeligt med korn, kan han indgå i en byttehandel med en brynje for nogle sække korn, selvom hans mål i sidste ende er at anskaffe sig en kikkert.

Korn bliver nu efterspurgt ikke for dets værdi i sig selv for køberen, men ganske enkelt som en middelvej for at kunne købe det som brynjesælgeren i sidste ende ønsker at købe. Det er nu muligt for brunjesælgeren at bruge kornet som mellemvej og derefter finde en kikkertsælger som ønsker at købe kornet som brynjesælgeren byttede sig til.

Korn opstår som en form for penge i markedet, det opstår som en spontan markedsløsning på et fælles problem, nemlig hvordan man sørger for at kunne sælge sine varer lettere til et større marked. Kornet bliver først brugt af enkelte individer som har fået ideen at måske skulle man gå via en omvej til at sælge sine varer, hvis disse varer er svære at finde købere til som tilfældigvis har hvad du selv ønsker at have.

“This knowledge will never be attained by all members of a people at the same time. On the contrary, only a small number of economizing individuals will at first recognize the advantage accruing to them from the acceptance of other, more salable, commodities in exchange for their own whenever a direct exchange of their commodities of the goods they wish to consume is impossible or highly uncertain. The advantage is independent of a general acknowledgement of any one commodity as money.”

Når markedsdeltagerne lærer af hinanden via erfaring og vidensdeling (enten via observation af andres handling eller direkte fortælling om succes og smarte tricks) så får den udvalgte vare (korn) pengestatus af flere årsager, herunder at det er let omsætteligt på markedet og mange ønsker at købe, men også fordi det er så let at dele op i mindre portioner for at graduere handelsmængderne og værdifastsættelserne kan blive mere præcise fordi en sæk korn er delelig.

På denne måde udvikler nogle markedsvarer sig til at blive generelt accepteret som penge, igennem den spontane frivillige udvikling på markedspladsen. Pludseligt bliver denne vare værdsat både for sin nytte for den enkelte behovsopfyldelse, men også for at blive brugt som pengevare til indirekte transaktioner, som mellemvare.

Kilde: Carl Menger, “Principles of Economics, 1871“, kap 8, s. 257 – 285 udgivet af Ludwig Von Mises Institute, Auburn, Alabama, USA. ISBN: 9781479210213

Statsteorien

Andre teoretikere har fremsat en teori der går kontra til ovenstående teori fremsat af grundlæggeren af den østrigske økonomiske skole, Carl Menger. Georg Friedrich Knapp fremsatte i 1905 sin statslige teori om skabelsen og accepten af penge som byttemiddel. I denne teori opstod penge ikke på markedet, men i stedet blev penge opfundet af dygtige fremsynede sociale ingeniører i centraladministrationen der kun ønskede at hjælpe markedet med at håndtere sine problemer med den direkte bytteøkonomi. Jeg har personligt ikke brugt ret meget tid på at sætte mig ind i denne teori, men for helhedens skyld bør det nævnes at der findes alternative teorier til dannelsen af penge som byttemiddel.

Bogen kan læses på pdf her.

Penge har ikke objektiv værdi

Som beskrevet tidligere så udviklede penge sig fra at være en almindelige markedsvare med en direkte nytteværdi som forbrugergode til at være en mellemvare der bruges som fælles handelsmedium, en markedsvare der tidligere kun havde nytteværdi får pludseligt en tilført værdi fordi den er egnet som brug  til handelsmedium. Hvis analysen af den direkte handel er, at sælger ønsker at sælge en vare der er mindre værd for ham, end den vare han ønsker at købe, så kan samme teori genbruges selvom pengeøkonomien og de indirekte handler introduceres.

Det bliver naturligvis lidt mere besværligt rent teoretisk når værdien af penge skal forklares, da den oprindelige marginale nytte teori forklarede ethvert godes værdi baseret på den marginale nytte af godet. Penge udfordrer denne tankegang, da værdien af penge afhænger af dets nytteværdi, mens nytteværdien afhænger af pengeværdien. Tilsyneladende er der her skabt en uendelig cirkel, som ikke kan forklares eller brydes.

Since there is no direct connection between one as such and any human want, individuals can obtain an idea of its utility and consequently of its value only by assuming a definite purchasing power.

Det var i hvert fald tilfældet mellem 1871 og 1912. I 1912 udgiver Ludwig Von Mises sin første bog, “The theory of Money and Credit”. I denne bog forklarer han hvordan den uendelig cirkel kan brydes. Som så mange andre geniale teorier fremsat af østrigerne, så indeholder denne forklaring også tidselementet.

The money prices of today are linked with those of yesterday and before, and with those of tomorrow and after. But this alone will not suffice to explain the problem of the element of continuity in the value of money; it only postpones the explanation. To trace back the value that money has today to that which it had yesterday, the value that it had yesterday to that which it had the day before, and so on, is to raise the question of what determinmed the value of money in the firce place. […] The first value of money was clearly the value which the goods used as money possessed (thanks to their suitability for satisfying human wants in other ways) at the moment when they were first used as a common media of exchange.

Kilde: Ludwig Von Mises, “Theory of Money and Credit 3rd edition“, 1953, kap. 8 sektion 1, s 129-131, Liberty Fund edition, ISBN: 0-913966-70-3.

Ludwig Von Mises introducerede dermed “regressionsteorien” for den marginale nytte af penge. Man baserer ganske enkelt sin marginale nytte af penge i dag på priserne fra i går af de goder man har interesse i. Tidsperspektivet i forklaringen af værdien af penge er en naturlig del af det østrigske tankegods – tidsperspektivet er et af de vigtigste elementer i østrigernes fundamentale teorier. Uden en forståelse af tidens betydning for økonomiserende individer famler man ganske enkelt i blinde når andre problemer såsom renteteori, produktionsteori og kapitalteori formes. Det kommer jeg ind på i en af de andre indlæg.

Som afslutning på pengekapitlet her vil det være tilstrækkeligt at pointere at priser udtrykt i penge ikke kan bruges til at beregne matematiske modeller til at sammenligne omkostninger på tværs af individer, at danne indekstal over stigningen i pengemængdes betydning for økonomien osv. Pengepriser er udtryk for subjektive individers marginale nytte. Ligeså er individets behov for en pengebeholdning (fx en konto i banken, hvor mange penge vil du have stående på den?) afhængig af priserne på de varer de ønsker at købe. Det er med andre ord realværdien af pengene og din egen subjektive fornemmelse af værdien af en pengebeholdning der afgør hvor stor en pengebeholdning du ønsker at have.

Pengeberegninger har derimod den enestående funktion at iværksætteren der producerer til markedet kan beregne om den måde produktionen fortløber på er gavnlig for samfundet (profitabel) eller om produktionens forbrug af inputværdi overstiger salgsværdien af produktet (tabsgivende). Pengeberegninger gør det muligt for iværksætteren at vælge mellem alternative inputs og alternative teknologier til produktionen. Pengeberegningen er fundamentet for den dynamiske proces der kontinuert sørger for at guide iværksættere til at anvende de knappe tilgængelige resurser på en måde hvor de giver overskud – altså at produktionen er værdiskabende.

Frivilligheden på markedet skaber prissystemets fantastiske dynamik

Det bør også på dette tidspunkt understreges at pengepriser hviler i markedsdeltagernes frivillige udvekslinger. Hvis priserne ikke dannes af et frit marked, hvor hvert økonomiserende individ er beskyttet fra udplyndring, trusler eller repressalier af voldelig karakter, så kan pengepriserne ikke bruges til at beregne om produktionen er værdifuld. Den frivillige markedsøkonomi kan skabe meget gunstige vilkår for menneskets opblomstring, samarbejde og fælles problemløsning, men hvis man ikke lader markedet være i fred og fortsætter det frivillige arbejde, så risikerer man at opnå resultater som ikke er gunstige. Med statens lovgivning, subsidieres eller beskattes økonomiserende individer til at modsætte sig samarbejde og problemløsning. I det ufrivillige, eller kontrollerede, marked opstår der besynderlige situationer med mangel i på en vare mens der sker overproduktion af en anden.

Et typisk eksempel på dette resursespild er al offentlig produktion: Sundhed, veje, politi, militær, ældrepleje, børnehaver, skoler, universiteter osv. belemres alle med samme diskoordination fordi betalingen ikke er frivillig og markedet ikke er frit tilgængeligt for konkurrenter. Forbruget af inputs modsvares dermed ikke af frivillige subjektive værdivurderinger. Uden disse vitale markedssignaler er det utænkeligt at produktionen af førnævnte offentlige goder og tjenesteydelser kan forløbe produktivt – altså værdiskabende. Det er nødvendigt at huske på at rent teoretisk kan det godt være at det offentlige skaber værdi i deres produktion af varer og tjenesteydelser – det kan blot ikke bevises. På den anden side må det også fremhæves at produktion til markedet er usikkert, forbrugerne revurderer konstant hvilke varer og tjenesteydelser de vil betale for, og hvor mange penge de ønsker at bruge på forbrug kontra opsparing kontra investering.

Offentlig produktion, der foregår i økonomisk blinde uden noget ægte feedback signal, kan derfor tvivlsomt anskues som produktiv. Det absolut mest sandsynlige scenarie er at den offentlige produktion er tabsgivende.