Seneste indlæg

Venstrefløjens paradoksale ulighedspolitik

I året for det kommende folketingsvalg flyder det over med kampagner fra fagforeningerne (fx denne artikel fra formanden for fagforeningen 3F), der slår på at uligheden er stigende i Danmark. Formanden beskriver den nuværende ulighed som uanstændig. I dette blogindlæg vil jeg kort diskutere økonomisk ulighed, og give en liberal version af problemer med ulighed.

Det er naturligvis politikerne, der skal ændre lovene, således målet om mindre ulighed kan nås. Ifølge 3F skal vi gøre noget nu, for ellers er det farvel til VelfærdsDanmark (interessant er det, at velfærd ikke er subjektivt – 3F formanden kan definere det for os).

En hurtig indskydelse er på sin plads. Det er vigtigt at trække en linje mellem absolut fattigdom, og ulighed. Disse to elementer bliver tit blandet sammen i venstrefløjens retorik, men pas på ikke at falde for tricket. Absolut fattigdom bør korrigeres af samfundets frivillige kræfter, mens økonomisk ulighed ikke behøver at blive korrigeret.

I kampen mod uligheden er der tre muligheder for at opnå økonomisk lighed.

  1. De som klarer sig bedst, skal slås længere ned
  2. De som klarer sig dårligst, skal løftes op
  3. En kombination af begge punkter ovenfor

Ulighed er et resultat af menneskets handling og naturens givne startpunkt.

Vi kan tage udgangspunkt i en situation umiddelbart efter en magisk begivenhed. Magien er ganske enkelt den, at alle er blevet gjort fuldstændigt økonomisk lige. En engel har natten over distribueret alle økonomiske goder efter lighedsprincippet. Fra startpunktet er alle dermed lige i eksterne goder. Men sådan vil det ikke være fremover.

I en markedsøkonomi vil en sparsommelig mand, der har meget arbejdsenergi, og finder stor glæde ved arbejde, med tiden opnå større økonomisk råderum end en mand, der i sine handlinger udviser mindre af de tre nævnte egenskaber. Hvis den anden mand har samme arbejdsenergi og glæde ved arbejdet, men bruger penge som en fuld sømand, så vil resultatet stadig være, at den sparsommelige af de to vil opnå et større økonomisk råderum, ganske enkelt fordi personen sparer op.

Hvis den ene mand er arbejdsom, tager overarbejde og fravælger mere fritid, og den anden passer blot sit arbejde, vil det alt andet lige også resultere i større økonomisk råderum for den arbejdsomme.

Deres egne handlinger er årsagen til, at deres råderum er, som det er. Økonomisk lighed er dermed et uendeligt projekt, der strækker sig ud i al fremtid. Gang på gang skal englen i spil, for at distribuere alle de økonomiske goder på ny. Englen i mit lille eventyr her, i venstrefløjens øjne, er, skattevæsenet.

Venstrefløjens foretrukne midler

På venstrefløjen er det god retorik at fremføre, at højere skatter, flere skatter, nye subsidier og flere offentligt ansatte til at bemande de store kontorer, vil føre til mere lighed. Hvis problemet er at akademikere lever længere end ufaglærte, så er det statens fremmeste opgave i kampen mod denne ulighed at uddanne den ufaglærte og give den ufaglærte en særstilling i sundhedsvæsenet, således uligheden reduceres.

Arveafgiften skal sørge for, at startpunktet for børn af rige kontra mindre rige børn bliver mere ens.

Progressive indkomstskatter skal sørge for, at uanset indsatsen på arbejdsmarkedet eller kapitalmarkedet, vil en person med stor succes kunne beholde noget, der er tættere på det samme, som den med mindre succes.

Kort sagt, så skal fordelingspolitikken rettes til. Igennem velfærdsstatens mekanismer benytter man dermed kombinationsmetoden, fordi man kan opkræve samme totale sum i skatter ved at hæve skatterne på de rige og sænke skatterne på de mindre rige. På den måde kan man fortsætte med at forære sundhedsydelser, børnehavepladser, skolepladser, ældrepladser væk, og trække en større del af finansieringen ud af de rige.

Det er jo smart. Eller, det kunne man i alt fald let komme til at tro. Illusionen brister dog så snart man læser god økonomisk teori. Det viser sig, at midlerne som venstrefløjen bruger, er en af driverne til at skabe ulighed. Beskatning beriger staten og dens nære allierede i magteliten. Mange af de personer, som venstrefløjen ser som de rige, er blevet rige igennem venstrefløjens egen favoritpolitik. Høje skattesatser begunstiger eksisterende virksomheder og kapitalister. Særligt disse har stærke bånd til politikerne, og kan sikre sig tjenester fra politikerne, som ikke går gennem skattesystemet. De sikrer sig beskyttelse mod konkurrenter igennem miljølovgivningen, pengepolitikken, finanspolitikken og subsidierne til virksomheder.

Da det er det offentlige der giver lov til dit og dat, så er det også en nem måde at fordreje konkurrencen i sin favør, når man er repræsentant for en stor virksomhed, der har stærke forbindelser til politikerne på toppen. Denne form for subtil korruption spiller en langt større rolle, end venstrefløjen ønsker at erkende.

Hvis de erkendte problemet, ville deres kamp mod ulighed flugte i langt højere grad med den liberale kamp mod ulighed. For der findes gode liberale midler, der bekæmper en anden form for ulighed. En, der er værd at bekæmpe.

Liberale midler

I det liberale tankegods er der kun én form for legitim lighed. En, der er værd at kæmpe for. Lighed i rettigheder. Denne kamp manifesterer sig i en evig gentagelse af ejendomsrettens herlighed. Ejendomsretten er den eneste fundamentale rettighed, der kan gøres universelt gældende – altså lige for enhver. Rettigheder der ligger udover ejendomsretten, har vist sig ikke at være universelle og dermed ikke lige for alle. Kampen for at re-etablere ejendomsretten for alle i samfundet, er den liberales hjerteblod.

Det har vidtgående konsekvenser, hvis man genopretter ejendomsretten, for det betyder eksempelvis at beskatning må ophøre, regulering må ophøre, offentlig virksomhed må ophøre. Alle disse forslag er fuldstændigt uspiselige for langt de fleste mennesker i Danmark, enten fordi de ikke forstår hvordan samfundet kan fungere uden, eller fordi de ikke ønsker et samfund, der er baseret på streng opretholdelse af ejendomsretten. Demokratiet har gjort stor skade på ejendomsrettens vigtighed, fordi demokratiet i sig selv er et middel til at forme statens overgreb på netop denne. Der kommer endeløse forslag fra den ene vælger efter den anden, der påtager rollen som den socialistiske diktator, for at beskatte, subsidiere, regulere eller ekspropriere den ene eller den anden borger. Kort sagt viser demokratiet sig blot som et effektivt middel til at destruere ejendomsretten. Menneskets opfindsomhed dirigeres til at finde på måder at plyndre hinanden med staten, og subsidiere det man selv finder godt.

Som liberalist kan man udmærket forstå visse af venstrefløjens kritikpunkter. De peger på udviklingen i formuefordelingen siden finanskrisen, og viser, at de rigeste er blevet meget rigere i det sidste årti. De kræver progressiv indkomstskat, progressiv formueskat og progressiv ejendomsskat. Det nytter blot ikke noget. Den liberale kritik af denne udvikling er ikke, at de rigeste er blevet så rige. Kritikken er, at de er blevet så rige, fordi de er blevet subsidieret af staten, der har begået overgreb på ejendomsretten.

De rigeste er netop blevet så rige, fordi venstrefløjens foregående politiske forslag er blevet vedtaget. Det er ikke det frie markeds skyld, at de rigeste er blevet så rige siden finanskrisen. Det er resultatet af en eksperimentel statspolitik, der har forøget pengemængderne enormt, reddet de store banker med skatteydernes penge, reguleret konkurrencen på de finansielle markeder til fordel for de bestående store spillere, og startet enorme offentlige byggerier, der særligt har begunstiget de store virksomheder, for blot at nævne nogle af eksemplerne.

Alle de indgreb staten har foretaget siden finanskrisen, har båret præg af at have reddet de riges spekulation, oppustet kapitalværdierne igennem pengepolitik, og holdt hånden under store virksomheder i krisetider. Alle disse indgreb havde ikke været mulige, hvis ejendomsretten var intakt. I det liberale tankegods kan man dermed også skelne mellem de, der er blevet rige vha. markedet, og de der er blevet rige via staten. Rigdom skabt gennem det frivillige marked er et gode for alle, rigdom skabt gennem politisk iværksætteri er destruktivt og forkasteligt.

Den ekspansive pengepolitik er kun muligt igennem statens centralbank. Nationalbanken fungerer som bankernes ven og bagmand. Nationalbanken har sørget for, at der var lånere til at finansiere statens store offentlige byggerier. Den konstante udvidelse af pengemængden, som muliggøres ved Nationalbankens eksistens og monopol på pengeproduktion, har gjort det muligt for de rigeste at låne til investering. De største låntagere i samfundet er de store virksomheder og staten selv. Uden dette system, der eufemistisk kaldes et “fleksibelt pengesystem”, var det ikke muligt at begunstige de nære politiske venner. Nationalbanken må derfor nedlægges så hurtigt som muligt, for at bekæmpe ødelæggelsen af ejendomsretten.

Skattevæsenet sørger for at skaffe midlerne til den politiske elites handlinger. Skattevæsenet har muliggjort den store gældsætning af staten, for uden skattevæsenet kan ingen låner stole på staten. Staten er ikke en virksomhed, der tjener penge ad frivillighedens vej. Staten har kun de penge, den har beslaglagt hos borgerne. Den almindelige udlåner vil udelukkende låne penge til staten, hvis det er muligt for skattevæsenet at opkræve pengene til at betale lån og renter tilbage. Den politiske udlåner vil muligvis finde sig i et lille tab på denne udlånskarrusel, fordi han spekulerer i at vinde en større sum på favoriseringsgyngerne. Men denne aktivitet finansieres også enten af lånepolitikken eller beskatning.  Bl.a. derfor skal skattevæsenet bekæmpes. For at genoprette ejendomsretten og give borgerne i samfundet mulighed for at klare sig selv, og for at eliminere muligheden for saftige politiske aftaler, der kommer de politisk forbundne i magteliten til gunst på bekostning af borgerne.

Lighed, for den liberale, er dermed lighed i rettigheder. Det vigtigste er at markedsprocessen fungerer retfærdigt. Nøglen til en retfærdig markedsproces er opretholdelse af ejendomsretten. Er markedsprocessen retfærdig, så er det ikke interessant med liberale briller, hvad resultatet bliver. Hvem bliver den store kapitalist, hvem bliver den lille proletar. Her ser den liberale det som et samfundsprojekt at sikre mod ulykke, sygdom og fattigdom. Frivillige donationer til velgørenhed kan løfte opgaven at afværge absolut fattigdom. Velgørenhed har før klaret opgaven, og det vil være endnu lettere at klare opgaven i vore dage. Men absolut fattigdom må ikke forveksles med økonomisk ulighed.

Hvis markedsprocessen derimod er uretfærdig, altså at ejendomsretten er tilsidesat, så kan der være overlappende synspunkter mellem den liberale og den venstreorienteredes syn på samfundsudviklingen. Men det er vigtigt at fastholde, at den liberale ikke ser noget problem i økonomisk ulighed. Lighed skal funderes i rettigheder, ikke i økonomisk formåen.

I venstrefløjens politiske agenda ser den liberale intet andet end en forøgelse af uligheden i rettigheder.

Status på 2018

Som året er overstået, vil jeg her blot kigge tilbage, og skrive lidt om hvilke begivenheder der fandt sted, og hvordan bloggens aktivitet har været.

Bloggen har nu været aktiv i knap 2 år, og hele sidste år har jeg haft statistik på bloggen, så jeg bl.a. kan se, hvilke sider der får hits. Det er det første hele kalenderår, hvor statistikken har været aktiv.

Statistik

I starten af 2018 var der i gennemsnit 200 visninger dagligt på bloggen, hjulpet meget på vej af 180 grader der havde link til min blog på deres egen side. Denne trafik forøgede visningerne fra omtrent 20-30 til 200 dagligt. Som 2018 er gået, er den almindelige daglige trafik blevet mindre, og er i p.t. på omtrent 50-70. For hele året 2018 blev bloggen vist 48.524 gange, eller i gennemsnit 132 dagligt.

De tre mest populære sider på bloggen for 2018 er følgende:

ID Title Link Visits
1 Bør vaccination være et lovkrav? /?p=416 594
2 Dommen over Peter Madsen /?p=1281 525
3 Cape Towns vandproblemer – samt en potent løsning /?p=454 503

 

Det er dermed samme indlæg, der havde flest indlæg sidste år, der også i år tager prisen som det mest besøgte skarpt efterfulgt af nummer to og tre. Det er dog kun andenpladsen, der er skrevet i løbet af 2018.

På kommentarfronten har det været meget sparsomt – der er faldet få kommentarer til artiklerne, men særligt en vakte min interesse. Da jeg havde udgivet indlægget, der klandrer EU for at være skadelig for frihandlen i verden, kom en kommentar fra en Ole Hammer, der spurgte til, hvem denne “Uffe” var. Min gode ven Jonas Ejlersen (der fx driver bloggen www.bastiat.dk) gjorde mig opmærksom på, at en person, der sidder i venstres sekretariat i EU parlamentet, bærer samme navn. Det var lidt pudsigt. Jeg svarede aldrig selv på kommentaren.

Jeg har i løbet af året skrevet 22 indlæg. Det var en smule under mit mål på et indlæg hver 14. dag. Længden af indlæggene har været meget varierende – fra kortere indlæg på små 1000 ord til det grotesk lange sidste indlæg i boganmeldelsen af Martin Ågerups bog, som formentlig kunne have været skåret over i 5-6 indlæg med en mere passende længde. Jeg har ingen idé om, hvor mange der har læst indlægget igennem, og jeg forstår udmærket, hvis man undervejs har tabt pusten, eller at det kunne være sket alene ved udsigten til at læse et indlæg på 11.000 ord. Under alle omstændigheder var det vigtigt for mig at skrive en grundig afslutning på boganmeldelsen.

Kvalitet

I løbet af året 2018 har jeg forsøgt at gøre mig bedre umage med indlæggene. Målsætningen har bl.a. været at skrive indlæg med bedre grammatik samt at argumentere mere for synspunkterne. Det er naturligvis meningen at bloggen både skal være lidt provokerende og flabet, men indlæggene må ikke blive overfladiske eller skrevet i al hast.

Det bedste indlæg jeg har skrevet i 2018, efter min egen vurdering, er sidste del af boganmeldelsen af Martin Ågerups bog. Her har jeg brugt rigtig meget tid på at vise, at velfærdsstaten er baseret på den samme mekanisme som den sovjetiske socialisme. Jeg mener at Martin Ågerup er for flink ved velfærdsstaten, når han giver den en meget venlig behandling. Velfærdsstaten derimod har ikke været venlig ved de private iværksættere, der var pionererne under udbygningen af hospitalsvæsenet, skolevæsenet, ældreplejen og fattigforsorgen. Kun de politiske iværksættere har fået fordel af, at velfærdsstaten har fået så megen magt, som tilfældet er.

Bloggen fremover

Ovenpå de gigantiske indlæg, der tilsammen udgør boganmeldelsen af Martin Ågerups bog, har jeg besluttet at forsøge at holde mig til kortere indlæg på bloggens forside. De længere tirader vil for fremtiden være at finde under en drop down menu, der får titlen “Artikler”. Her vil jeg samle de to store artikelserier, serien om liberalismen fra sidste år, samt boganmeldelsen af Martin Ågerups bog.

Det skal gerne være således, at bloggen fremover bliver opdateret omtrent hver 14. dag. Det har vist sig, at selv med fire børn i alderen 0 til 10 år, er det lykkedes for mig at opretholde denne takt. Derfor fastholder jeg målet for næste år. Længden af indlæggene vil jeg forsøge at holde på omtrent 1000-1500 ord.

Hvis der er nogen derude, der har kommentarer til disse beslutninger, eller har andre ønsker eller spørgsmål, er du velkommen til at skrive en kommentar på indlægget her, eller sende mig en mail på uffe_m snabela teknik punktum dk (gå væk irriterende spam robotter!).

Jeg håber, at du vil læse bloggen fremover, og jeg håber, at du også bliver inspireret af den.

Glædelig jul

De hårdt prøvede læsere, der har stået lidt af hvert igennem på min blog i årets løb, ønskes hermed glædelig jul!

I denne glade juletid i familiens skød, med gaver, et stort indtag af sukker, fedt og andre lækkerier, er det for en kort bemærkning værd at studse over visse af livets lektioner. Julen lærer os mange ting, men her på bloggen vil jeg naturligvis fokusere på de samfundsmæssige lektioner.

Menneskets forskellighed

I dit personlige liv har du med stor sandsynlighed gået og brugt noget af den seneste tid på at spekulere over, hvilke gaver du skal give til dine kære, samt at finde på ønsker til dig selv. Her er gemt en lektie i at udskyde dine egne behov (lad være med at købe det du vil have i et par måneder op til jul – sæt det på ønskesedlen) samt at spekulere over hvilke goder kunne gøre andre glade. Det er en almindelig lektion i, at det er ret svært at give en god gave til en anden, også selvom du kender den anden ret godt (eller i det mindste har forudsætningerne for at kende den anden godt). Mennesket er aldrig en åben bog – hvilke ønsker står højst på listen hos dine kære? Ofte opgiver vi gætteprojektet, og beder om en ønskeliste, som vi kan studere og vurdere om vi vil leve op til. Gemt i denne proces ligger en den skjulte erkendelse af, at mennesker ikke er ens, at vi har forskellige ønsker, og at vi har forskellige måder at vise hinanden på, at vi holder af hinanden.

Denne gaveoplevelse kan du tage med dig som en generel lektion i studiet af menneskets kompleksitet – og i en politisk sammenhæng kan du fundere over, hvordan det kan være, at man ikke kan opnå denne simple erkendelse, når det kommer til fremmede mennesker. Her skal vi naturligvis kaste al logik og erfaring over bords og give præcis det samme til alle.

Det fantastiske marked

I Danmark har vi, trods velfærdsstatens ravage, visse sektorer, der ikke er gennemsyret af det offentlige planlægningskaos. En af disse sektorer er dagligvarer. I julen kan vi glæde os over, at, selvom dette er forbrugshøjtiden over dem alle, den lokale købmand, eller det nærmeste supermarked, ikke er på nippet til at løbe tør for varer op til jul. Købmændene sørger for, at de er rigeligt forsynede, men det er ikke dem alene, der kan tage æren for, at vi har sådan en fantastisk forsyning af forbrugsgoder klar til køb, selvom efterspørgslen er meget stor. Hele produktionsapparatet der går forud, sørger for at varelagre, kapital, arbejdskraft og transportlogistik går op i en højere enhed, således hele produktionsprocessen fra den nyfødte lille grisebasse til den kolde flæskesteg til 11-12kr pr. ½kg ligger i købmandens køledisk i bekvem afstand fra dit eget køleskab.

Priserne på varerne tenderer sågar at falde op til julen, selvom det forventes af efterspørgslen på netop sukker, smør, fløde, flæskesteg, and og gås eksploderer. Disse varer ses på ekstraordinært tilbud op til jul. Disse rabatpriser er købmændenes middel til at tiltrække forbrugerne, de ved hvilke varer forbrugerne særligt fokuserer på op til jul, og de er villige til at sælge varerne med store rabatter, blot de kan få forbrugeren til at købe ind hos dem. Denne iværksætterbeslutning ligger ikke blot hos købmanden. Gennem hele forsyningskæden er en perlerække af disse iværksætterbeslutninger, og alle skal rettes til for at undgå at købmandens hylder bliver tomme, når han sætter priserne dramatisk ned.

Koordineringen af produktionen over tid sker via iværksætternes risikovillighed til at satse deres egne penge på deres forudsigelser om forbrugernes præferencer. De benytter de nuværende priser, forbrugerne vil betale, og indgår som spekulanter i det fantastiske netværk af frivillige handler, der udgør prissystemet. Det er takket være iværksætternes gæt på fremtiden, baseret på tidligere erfaringer samt egne justerende gæt, plus de nuværende priser på alle goderne i markedet, der sørger for, at danskernes jul er en jul med enorme mængder flæskesteg, fløde, smør og sukker. Kort sagt – købmændene sørger for at give forbrugerne det bedste de kan, i forventning om at tiltrække tilstrækkeligt med salgsvolumen således de langsigtede forudsigelser om priser og mængder i sidste ende giver dem en profit.

I Venezuela spiser befolkningen skrald de finder i gaderne. I Cuba står de i timevis og venter på brød. Disse begivenheder er ikke pga. julen, men det er et fænomen de kender fra deres dagligdag. Her får markedskræfterne ikke lov til at masseproducere forbrugsgoderne, således forbrugernes behov bliver mødt så effektivt som muligt. Her eksisterer udelukkende bureaukratisk produktion. Her er ingen iværksættere, ingen konkurrence, ingen markedspriser og intet økonomisk feedback fra forbrugerne. Det er disse lande vi bør tænke på ind i mellem, når vi går ned i den lokale brugs 10 minutter før lukketid lillejuleaften, for at se om de måske har en lille ting, vi kunne tænke os at spise juleaften. Din forventning er at de har varen liggende klar til dig på hylden. Den altovervejende sandsynlighed er, at du ikke bliver skuffet. Din lokale købmand sørger for at hylderne er fyldt, så du ikke går forgæves. Hvis du boede i Venezuela eller Cuba ville du vide, at de ikke har dine varer, og hvis de har dem, må du vente i timevis på at få de mest basale fødevarer udleveret.

Forskellen på Venezuela, Cuba og de andre antiforbruger økonomier på den ene side, og Danmark og andre vestlige økonomier på den anden, er ganske enkelt fraværet af markedsøkonomien og den private ejendomsret. Produktionsapparatet i Venezuela og Cuba er “planlagt” af det offentlige. Det er socialiseret. Alt vi tager for givet i supermarkedets overflod af forbrugsgoder, kan ikke tages for givet. Det er ind i mellem værd at studse over, hvilken fantastisk mekanisme markedsøkonomien er, og hvor heldige vi er i Danmark, at socialisterne trods deres ødelæggelser i mange andre sektorer, har tilladt at købmændene selv planlægger indkøbet til deres forretning, samt at deres underleverandører ligeledes også har friheden til at producere de forbrugsgoder, som er værdifulde. I festen juleaften kan vi mærke, at disse forbrugsgoder indgår i vores traditioner. De er naturligvis ikke det vigtigste, men de indgår i traditionen og giver os som mennesker muligheden for at fejre julen med familien på traditionel manér.

Lad os glæde os over hvor let det er at sørge for hyggen og traditionerne i den danske jul, og sende en venlig tanke til de griske spekulanter, der har knoklet for at planlægge produktionen af alle varerne, og igennem deres indsat sørget for at levere varerne til tiden og til lave priser.

Glædelig jul til alle.

Boganmeldelse: Velfærd i det 21. århundrede af Martin Ågerup, del 3

I denne del af min anmeldelse af Martin Ågerups bog, vil jeg tage fat på to pointer mere: Velfærdsstatens historiske opbygning og konkurrence som markedsfænomen.

Indlægget har været længe undervejs. Hvis du frygtede, at jeg ville skrive endnu et indlæg på 4900 ord, så kan du være helt rolig. Jeg har skrevet et på 11.000 ord. Jeg er en mand af mit ord, og jeg skrev på bloggen, at jeg ville skrive mit sidste indlæg om bogen, og det agter jeg at holde (givet den forudsætning, at jeg ikke bliver kritiseret for min kritik – i det tilfælde at jeg modtager kritik, kan jeg blive nødt til at svare på kritikken). Jeg lovede derimod ikke noget om længden af dette sidste indlæg. Jeg vil gerne gøre blogarbejdet med en vis grundighed, og det fører mig ind i mellem ud i situationer, hvor indlæggene bliver meget længere end man normalt ville forvente at se på en blog. Det kan være, at jeg en dag mestrer at fatte mig i korthed, men det ser ud til, at der er lidt vej dertil endnu.

Den trofaste læser (jeg håber, at du er derude) kan dog være forvisset om, at jeg i fremtiden vil forsøge at holde indlæggene lidt kortere. Jeg håber du vil tilgive mig, og læse indlægget, da jeg mener, at der er nogle saftige detaljer i det.

For at hjælpe dig igennem, vil jeg ved hver overskrift give et overslag over, hvor længe det vil tage at læse det følgende afsnit.

Martin Ågerup og velfærdsstatens historiske udvikling [9 minutter]

Del 2 af min boganmeldelse, særligt afsnittet om fraværet af økonomiske beregninger i den offentlige sektor, bliver mit udgangspunkt for endnu en længere tirade over bogen.

I sidste indlæg kastede jeg en kommentar om, at socialisterne kunne bruge Martin Ågerup, fordi han er tilhænger af nyttesammenligninger på tværs af personer. Det er dog ikke udtømmende for de punkter, hvor Martin Ågerup går socialisternes ærinde. I sin historie om velfærdsstatens opbygning, bliver det dog mere tydeligt, at socialisterne og Martin Ågerup har mere til fælles, end man skulle tro. Følgende citat kan sætte mit synspunkt i relief.

Fra bogen s. 84:

Det var staten, der trådte til for at øge mængden af human kapital og adgangen til sundhedsydelser. Af to årsager kunne den opnå dette forholdsvis uproblematisk og forholdsvis hurtigt. For det første havde Danmark i udgangspunktet et relativt lavt skattetryk. Helt frem til slutningen af 1950’erne var det danske skattetryk under 25 procent, hvilket var lavere end skattetrykket i USA på samme tidspunkt.

Man bemærker tydeligt, at Martin Ågerup mener, at det private havde svigtet. Det står ikke direkte, men mellem linjerne fornemmer man, at produktionen af velfærdsydelser i privat regi er for lille. Martin Ågerup fortsætter s. 85-86:

Derfor var det relativt uproblematisk (især sammenlignet med i dag) at skaffe ressourcerne til udbygningen både politisk og økonomisk. […]

For det andet skulle staten primært foretage en “skalering”, øge omfanget af nogle allerede kendte ydelser. Flere skulle i gymnasiet, flere på universitetet, flere på erhvervsskole osv. Der var tale om kendte og velafprøvede produktionsformer, som ikke skulle udvikles ret meget. […]

Netop i sådan en situation kan et planøkonomisk system fungere – i hvert fald nogenlunde. Hvis det er let at fastslå, hvad der bør produceres, hvilke input (for eksempel medarbejdere med en bestemt uddannelse og kapital såsom bygninger og maskiner) der skal bruges til produktionen, og hvordan selve produktionen bør finde sted, kan central planlægning fungere. Primært fordi kun en begrænset grad af planlægning er nødvendig, hvorfor der kun stilles begrænsede krav til planlæggerne. Central planlægning kan sågar i helt bestemte situationer være en fordel, fordi den centrale planlægger resolut kan dirigere store mængder ressourcer i en bestemt retning. Det klassiske eksempel er krig. Under 2. verdenskrig indførte krigsdeltagerne på begge sider et kraftigt element af planøkonomi for at sikre en hurtig omstilling fra fredsøkonomi til krigsøkonomi. Der skulle produceres krigsfly, tanks, våben og ammunition, ikke køleskabe og vaskemaskiner.

Hvis man i foregående citat ikke har tabt både næse og mund, så vil jeg tro, at de sidder umanerligt godt fast. Martin Ågerup foregiver at være liberalist, og han er endda også økonom. Ovenstående citat viser, at den subjektive værdilære er smidt overbords, kritikken af socialismens umulighed, bedst fremsat af Ludwig von Mises i sin artikel i 1920, er blevet erstattet med en form for Stockholm syndrom. I dette citat kaster Martin Ågerup sig i armene på socialisterne, og fornægter økonomisk teori, helt og holdent. Der er ingen antydning af, at der findes en optimal balance mellem økonomiske goder, hvis det drejer sig om velfærdsydelser eller krig. Staten og de ansatte bureaukrater kan optimere samfundet, ved at udbygge en sektor i økonomien, ved at dirigere store mængder ressourcer i en bestemt retning. Det er ligefrem en fordel, skriver Ågerup. En fordel i forhold til hvad? En fordel for hvem?

Ludwig von Mises beskrev sine egne oplevelser, da han personligt deltog i 1. verdenskrig på Østrig-Ungarns side. I hans bog, “Nation, State and Economy”, beskriver han, at selv produktionen af krigsmateriel klares bedst af markedet.

Ludwig von Mises, Nation, State and Economy, s. 140-141:

It will be the task of economic history to describe in detail the stupidities of the economic policy of the Central Powers during the war. At one time, for example, the word was given to reduce the livestock by increased slaughtering because of a shortage of fodder; then prohibitions of slaughtering were issued and measures taken to promote the raising of livestock. Similar planlessness reigned in all sectors. Measures and countermeasures crossed each other until the whole structure of economic activity was in ruins. […]

The army administrations of Germany and Austro-Hungary knew very well why they did not give in to the pressure for state ownership of the war-supplying enterprises. They put aside their outspoken preference for state enterprises, which would have better suited their world view, oriented toward power policy and state omnipotence, because they knew quite well that the great industrial tasks to be accomplished in this area could be accomplished only by entrepreneurs operating on their own resposibility and with their own resources. Was socialism knew very well why it had not been entrusted with the armaments enterprises right in the first years of the war.

Eksemplet Martin Ågerup giver er 2. verdenskrig, en krig der blev startet af staterne selv. Det er meget klart, at statens tilgængelige magt kan starte krige og efterfølgende dirigere ressourcer til denne statspolitik. Det er et særligt eksempel Martin Ågerup tager frem. I min opfattelse er det et af de mest afskyelige eksempler, man kunne vælge. Martin Ågerup forholder sig også helt overfladisk til krigen, og taler om produktion af krigsmateriel, altså om kolde ting. Denne distance kan være nødvendig at opretholde, når man vil diskutere et forfærdeligt emne som en krig. Som citatet af Mises ovenfor antyder, så er der også problemer med central planlægning af krigsproduktion. Det er ganske enkelt mere effektivt, at lade iværksætterne selv tilrettelægge og udføre de planer, der er profitable i forbindelse med produktion og distribution af krigsmateriel. Overlades produktionen af krigsmateriel til staten selv, bliver kvaliteten derefter.

På hjemmefronten var det også problematisk, at staten dirigerede ressourcerne til krigsførelsen. Selv kolde ting har værdi for mennesket. Rationeringen og inflationen under krigen påvirkede kolde ting, men medførte også tab af menneskeliv. Som man kan se i mine artikler om vaccinationens historie, døde der under krigen flere børn af mæslinger, end der var normalen for perioden. Dette skete bl.a. fordi økonomien var dirigeret til krigsproduktion af staten. Hvordan kan man opveje disse økonomiske goders fordeling mellem forsyning af forbrugsgoder til krigsindsatsen kontra forsyning af forbrugsgoder til civilbefolkningen?

Martin Ågerup er ingen dum mand. Han skriver jo også, at man kun kan central planlægge, hvis man ved hvad der bør produceres. Med et lille finurligt trick kan han bagefter, alt efter publikum, sige at man ikke kan vide, hvad der bør produceres, og derfor er central planlægning umuligt, eller sige at man kan gætte hist og pist, og så kan man central planlægge økonomien. Fantastisk. På denne måde kan Martin Ågerup være Mr. Teflon, han kan afvise alt skidtet, jeg kan forsøge at klæbe fast på ham.

Martin Ågerup går på de følgende sider meget op i at beskrive Sovjetunionen som en økonomisk vækstsucces i udgangspunktet. Fra 1928 og frem havde de høje vækstrater. Det kom dog ikke borgerne til gode, fordi produktionsmidlerne blev dirigeret til atomprogrammer, våbenindustri og den slags statspjatteri. Blå jeans til forbrugerne til lave priser, det kunne Sovjetunionen ikke magte. Denne analyse fører Martin Ågerup til at skrive følgende:

Fra bogen, s 87:

Kun et marked med prismekanismer og konkurrerende producenter kan frembringe et væld af forbrugsgoder med de rette egenskaber til den rigtige pris på det rigtige tidspunkt og det rigtige sted. Det er en ekstremt kompliceret proces.

Martin Ågerup er dermed tydeligvis ude på at underbygge historien om, at velfærdsgoder er særlige goder, som staten kan tage sig af. Forbrugsgoder derimod kræver koordination og distributionen igennem markedsøkonomien, og det kan staten ikke finde ud af. Det er ikke lykkes mig at finde ud af, hvorfor velfærdsydelserne har disse tilsyneladende magiske egenskaber, at de er så simple at producere, at selv staten kan finde ud af det (det er heller ikke lykkes mig at finde ud af, hvorfor markedet ikke er bedre til at producere dem end staten). Jeg tror ganske enkelt, det drejer sig om at klemme en teori sammen, der kan forklare det, som vi oplever i Danmark på velfærdsområdet, hvor staten er nær ved eneproducent, uden at sige det rent ud, at årsagen til problemet er staten selv.

Han ser lige så tydeligt som jeg, at det offentlige altid skriger efter flere penge, og altid producerer ufatteligt lidt for de resurser, de får tildelt af staten. Hvad kunne forklare problemet? Martin Ågerup skriver i sin bog, at det er fordi, der er faldende marginalnytte af de offentlige velfærdsydelser, og fordi det offentlige ikke kan innovere, og ikke er underlagt konkurrence. På overfladen giver det mening, jo flere penge vi hælder i, jo mindre ekstra får vi per krone. Der er næsten ingen konkurrenter til det offentlige system, og vi kan ved egne observationer konstatere, at der er mange af værktøjerne, der er gamle, og bærer tegn af at være slidte.

Efter historien om Sovjetunionens problemer med de blå jeans, og deres flotte vækstrater i starten, begynder Martin Ågerup at berette sin teori om, hvordan velfærdsstaten startede, ligesom han ser det ske i Sovjetunionen, med flotte resultater, og som tiden går, bliver systemet mere og mere ineffektivt, for til sidst at kollapse.

Fra bogen, s 96:

Ved etableringen af velfærdsstaten omkring punktet A blev der brugt relativt få resurser på kerneydelser som uddannelse og sundhed, og udbygningen af velfærdsstaten har derfor indtil et vist punkt B ført til store forbedringer, som også har gavnet samfundsøkonomien.

Martin Ågerups analyse af opstarten og væksten i den offentlige sektor, siden dens spæde begyndelse, er som en analyse af en privat virksomhed, der producerer et helt nyt produkt, tidligere ukendt på markedet. I starten har virksomheden markedet helt for sig selv, og de skal derfor alene stå for at øge produktionen af varen, for at tilfredsstille kunderne. I tilfældet af private virksomheder på et frit marked er hans fortælling brugbar. Ved opstart af en ny iværksættervirksomhed er det givet, at nye kapitalinvesteringer, der foretages ud fra økonomiske beregninger i den frie markedsøkonomi, vil kunne give store velfærdsgevinster for samfundet, som produktionen øges fra sin spæde start. Det er helt efter bogen. Når en iværksætter identificerer et tidligere utilfredsstillet behov hos forbrugerne, er han i udgangspunktet i den naturlige situation, at forbrugernes velfærd øges markant med den første sending varer, og som produktionen af varen øges igennem mobiliseringen af kapital og arbejdskraft, falder samfundets totale velfærdsfremgang pga. faldende marginalnytte for den enkelte forbruger, samt tilstedeværelsen af mætningsfænomer på markedet, hvor flere og flere af de interesserede forbrugere får tilfredsstillet deres behov af produktet. Til sidst er alle forbrugere, der er interesserede i varen, i stand til at købe varen, og yderligere mobilisering af kapital er ikke tilstrækkeligt til at øge produktionen profitabelt. Effektiviseringer og teknologiske fremskridt bliver nødvendige for at øge produktionsvolumen uden at øge omkostningerne tilsvarende. Foruden effektivisering må den private virksomheds produktion holdes tilbage, fordi en øget produktion kun kan sælges til lavere priser, priser der til sidst ikke dækker producentens omkostninger. Omkostningerne per enhed af produktet må derfor reduceres, hvis salget skal øges profitabelt.

Martin Ågerup fortsætter, s 96:

Men væksten kom som følge af mobilisering [tilførsel af kapital og arbejdskraft], ikke som følge af innovation. TFP [totalfaktorproduktivitet] var uændret, produktionsfunktionen flyttede sig ikke opad. Det var til at leve med på strækningen fra A til B. Men gradvist er velfærdssektoren stødt ind i problemet med faldende marginalnytte af yderligere ressourceanvendelse. Flere milliarder til uddannelses- og sundhedssektoren giver derfor efterhånden et meget ringe afkast – i visse tilfælde måske slet intet afkast eller endog et negativt afkast.

Martin Ågerup begår en lille bitte fejl i sin historie her, for det er hverken muligt at sige med sikkerhed, at produktionsfunktionen flyttede sig op eller ned i det offentlige velfærdscirkus, for ingen kan vide, hvad det de producerer, er værd. Vi kan heller ikke vide, hvad deres samfundsomkostning er, for velfærdstabet igennem beskatning er ligeledes umulig at fastslå størrelsen af. Vi kan sige, at de har taget så og så mange milliarder af skatteydernes penge, og brugt dem på at lave dit og dat, men vi kan ikke sige, at omkostningerne til produktionen af offentlige velfærdsydelser har en bestemt størrelse, og vi begår en fejl hvis vi tror, at vi kan måle dem i penge. Omkostninger er subjektive, også skatteomkostninger.

Betragt følgende eksempel. I dag er topskatten på 15%, og pålægges alle der har en indkomst over ca. 500.000kr. Den indbringer rundt regnet 16 mia. kroner. Disse 16 mia. kroner kan bruges til at betale læger og producenter af medicinaludstyr for at producere øjenoperationer. Lad os sige, at vi nu vil opkræve pengene til driften af øjenoperationerne på en anden måde. Lad os hæve topskatten til 50%, så den samlede marginalskat bliver godt 90%. Hvis det skulle ske, at der stadig ville blive opkrævet 16 mia. kroner i skatteindtægter, kan vi da stadig sige, at samfundsomkostningen af øjenoperationerne, er den samme? Og vil det samme antal læger være nok til at producere det efterspurgte antal operationer, nu deres skatteprocent er steget (man må formode at læger også er mennesker, der også kan finde ud af at afveje deres nytte af indkomst mod deres nytte af fritid)? Og hvis nu vi hævede skatten til 100%, og der ikke kom en krone i kassen, ville samfundsomkostningen ved skatten da være nul?

Det er muligt ved lykketræf at det offentlige har flyttet produktionsfunktionen opad. Det kan man blot ikke vise, men teoretisk kan det ikke afvises, at der har været perioder med højere produktionsfunktion end i andre perioder. Det er blot en akademisk diskussion. Begrebet produktionsfunktion bør dog kun anvendes som en løs term om produktionen af et enkelt gode i den private sektor, hvor man kan se, hvor mange penge virksomheden bruger, på at producere sine ydelser, og hvor mange penge den modtager ved salg af disse. Begrebet kan ikke bruges til at beskrive produktionen fra en hel sektor, der producerer adskillige heterogene goder, og det er meningsløst at diskutere det i forbindelse med den offentlige sektor.

Martin Ågerup fortsætter, s. 96:

Spørgsmålet er selvfølgelig, om den danske velfærdsstat befinder sig tæt ved punktet A, B eller punktet C i figur 14. Hvis vi fortsat er tættere på punkt A end punkt B, kunne det eventuelt give god mening at tilføre flere ressourcer, hvis gevinsten derved opvejer omkostningerne ved at opkræve ressourcerne i skat, inklusive forvridningseffekter. Er vi derimod ved punkt B, er det usandsynligt, at brug af ekstra ressourcer til velfærdssektoren kan konkurrere med den nytte, disse ressourcer kunne skabe andetsteds, især når man medregner forvridningstabet fra skatteopkrævningen. Er vi i nærheden af punkt C, gælder sidstnævnte i endnu højere grad, med den ekstra – og ekstremt vigtige dimension – at et ønske om forbedring overhovedet ikke er opnåeligt længere ved at tilføre ressourcer. Der skal andre metoder til, nemlig innovation, som kan øge ressourceanvendelsens produktivitet.

Så hvor befinder vi os? Tæt ved punkt A, punkt B eller punkt C? Det er et helt afgørende spørgsmål.

Men Martin Ågerup er sprunget til en konklusion, der i mine øjne er uholdbar. Martin Ågerup antager mange ting, men særligt er der tre der er værd at understrege;

  1. at staten producerer på samme vilkår som det private
  2. at det private velfærdssystem var underdimensioneret i udgangspunktet
  3. at hele den offentlige velfærdsproduktion kan anses som et enkelt gode
1  Staten producerer på samme vilkår som det private [7 minutter]

Det er værd at sige, at Martin Ågerups overfladiske behandling af velfærdsstatens produktion af velfærdsydelser ikke tjener til hans ære. I hans fortælling benyttede staten blot flere ressourcer på at producere flere ydelser. Det lyder meget harmløst, det er beskrivelsen af, at den offentlige velfærdssektor i Danmark kom til verden som en jomfrufødsel. Der er med andre ord ikke sket noget beskidt i processen, der har ført til leveringen af den fantastiske nye socialdemokratiske baby.

Fra bogen, s. 283-284:

Stort set alle velfærdsstatens centrale institutioner eksisterede før velfærdsstaten, skabt af civilsamfundet eller af markedet.

Velfærdsstaten har ikke opfundet velfærdsinstitutionerne, men overtaget dem og herefter skaleret aktiviteterne op takket være en mobilisering af ressourcer via skatteindtægter og ved at lægge beslag på væksten i arbejdsstyrken fra demografi og fra kvindernes øgede erhvervsfrekvens.

Innovation har med andre ord aldrig været en væsentlig del af ligningen. Velfærdsstaten har hverken opfundet folkeskoler, universiteter, erhvervsskoler, arbejdsløshedsforsikring, sygehuse, eller gerninger som læge, sygeplejerske eller jordemoder. Den har spillet en rolle i deres tilblivelse og udvikling, men den har ikke været alene om det. Civilsamfundet og markedet har i et samspil med staten bidraget til udviklingen.

Martin Ågerups ved dermed godt, at der eksisterede et privat system, der sørgede for at producere velfærdsydelser i Danmark, før staten gjorde det. Martin Ågerups kritik er dog ikke, at da staten begyndte at opbygge sine velfærdsinstitutioner, gjorde den det ved at udkonkurrere den private velfærdssektor. Staten er eneproducent af lovene. Med dette værktøj i hånden, styret af socialdemokraternes ideologi, blev bl.a. skattelovene lavet om, så der var rigelig med finansiering til at kvase den private sektor. Den udvikling har taget tid, lovmassagen kommer ikke natten over, og det vil historien også vise. I det følgende indlæg springer jeg dog lidt hen over tidsfaktoren i overtagelsen, og beskriver i stedet, hvordan midlerne til overtagelsen er blevet anvendt.

I ovenstående citat fra Martin Ågerup er det tydeligt, at han har et blødt punkt for staten. Han skriver, at den private velfærdsproduktion er blevet skabt som et samspil mellem stat og marked. Det private har ikke på egen hånd udviklet systemet, staten har været medspiller i udviklingen, mener Martin Ågerup. Hans kritik af den statslige velfærdsproduktion er, at de har skabt et system, der ikke er gearet til hans egen opfattelse af, hvad der udgør innovation og konkurrence. Han teoretiserer, at det i udgangspunktet var muligt at øge produktionen af velfærdsydelserne med positiv samfundsnytte, men overser at diskutere, om processen hvormed produktionen blev forøget, var retfærdig. I det følgende vil jeg forsøge at give en mere realistisk beskrivelse af, hvordan socialisterne overtog den private velfærdsproduktion og skabte deres nirvana, socialiseret sundhed.

Det fremgår meget tydeligt i Henrik Gade Jensens bog “Menneskekærlighedens værk” med undertitlen “Det danske civilsamfund før velfærdsstaten” (som Martin Ågerup også selv citerer fra), at alle de offentlige velfærdsydelser og -goder der i dag produceres, oprindeligt begyndte som private goder, der blev tilbudt på markedet af private iværksættere. Bogen fremstiller meget tydeligt, at den private drift af alt fra hospitaler til skoler og universiteter var meget effektiv. I visse kapitler af bogen sammenlignes priserne for kommunale hospitaler og private hospitaler, og viser, at de kommunale hospitaler blev favoriseret af politikerne, og at problemet med de private hospitaler var, at de tydeliggjorde hvor dyre, de offentlige hospitaler var (s. 91, pris for offentlige hospitaler 30-50kr per dag per seng, på et privat hospital kostede en seng på fællesstue 8,5kr og 26kr for den dyreste enestue). I det private var der dog ikke problemer med velfærden, for selv hvis man ikke kunne betale for sengepladsen, eksisterede en filantropisk fond, der betalte for sengepladsen. Meget af skræmmebilledet, som de socialdemokratiske ideologer vifter dig med om næsen, når du nævner for dem, at det private sagtens kan drive sygehusene, er dermed ikke meget andet end fiktion. Der findes endda historiske beviser for, at det næstekærlige menneske (naturligvis) sørgede for, at der var en sum penge, der kunne dække udgifterne til de, som var ude af stand til at betale selv.

Det er også værd at nævne, at der var hård politisk modstand mod private hospitaler. Det finder man ingen eksempler på i Martin Ågerups fremstilling. Her er staten blot en medspiller. Men det var ikke sådan det forholdt sig i samtlige tilfælde, tag eksempelvis i min fødeby, Esbjerg:

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 83-84:

At Esbjerg fik et St. Joseph-hospital, skyldtes byens praktiserende læge, dr. Th. Brinch, der i 1903 som læge og byrådsmedlem tog initiativ til at få 120 af Esbjergs bedrestillede borgere til hver at give en syvendedel af deres skattebeløb til at få oprettet et hospital. Det resulterede i over 10.000kr., hvilket var nok til at få St. Joseph-søstrene til byen og påbegynde en hospitalsvirksomhed. Det blev åbnet i 1904 med 64 sengepladser og var dobbelt så stort som det planlagte kommunale sygehus og også større end byens eneste epidemisygehus fra 1894, som kun rådede over 24 senge. Byens læger kunne indlægge patienter på hospitalet og selv behandle dem efter en overenskomst med byrådet.

Der opstod en del offentlig strid i Esbjerg som følge af dr. Brinchs initiativ. Den socialdemokratiske borgmester ville kun have et offentligt sygehus og agiterede mod St. Joseph-søstrene. Samtidigt indgik byens socialdemokrater en uhellig alliance med Indre Mission, der så en fare i katolikkernes indtog i byen. Der var også en god del misundelse fra flertallet i byrådet, fordi byen allerede havde købt en dyr grund til et kommunalt sygehus, som ikke viste sig brugbar. Så da Brinch i byrådet foreslog, at St. Joseph-søstrene fik en grund stillet gratis til rådighed mod at stille et antal sengeplads frit til rådighed for byen, blev det stemt ned.

[…]

Men det lykkedes Brinch på kun to år at få samlet penge ind, købt en grund, taget kontakt til St. Joseph-søstrene i København, som han ikke kendte på forhånd, og så få rejst en mægtig, privat hospitalsbygning. Stridighederne om hospitalet var dog ikke endt. De socialistiske blade i byen skrev hårrejsende historier om den dårlige behandling på hospitalet, hvor søstrene både sultede og pryglede patienterne.

Overtagelsen af de private hospitaler blev derfor ikke gennemført for at tilføje flere ressourcer, det blev i stedet gennemført som et led af en politisk ideologi, der havde til formål at indføre socialismen med demokratiske midler. Det drejede sig absolut ikke om at producere flere sundhedsydelser, for så ville man i stedet have ladet de private hospitaler være i fred – de var billigere og større. Nej, det var en torn i øjet på de socialdemokratiske borgmestre, at kronjuvelen af deres politiske agenda var ussel og dyr. Kunne man blot slippe af med de irriterende private hospitaler, der udstillede socialismens uundgåelige konsekvenser, så var det langt nemmere at fremvise de goder, som det trods alt lykkes de kommunale hospitaler at producere. Uden privat konkurrence kunne kommunehospitalerne bruges som politisk løftestang til at købe stemmer. I de fleste situationer blev de private hospitaler blot udkonkurreret af de offentlige, og som kommuner og amter trak deres støtte til de private hospitaler (sygekasserne startede privat, og betalte både for offentlige og private hospitaler, men med statens overtagelse af sygekasserne, ændredes tilskudsreglerne, og udsultede de private hospitaler), bukkede de under for manglende indtjening i markedet.

Vi kan tage et eksempel mere, hvor det er tydeligt, at staten ikke er nogen medspiller, men i stedet en arg konkurrent.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 85-86:

Sankt Maria-hospitalets succes blev så stor en torn i øjet på domprovsten ved Roskilde Domkirke Peter Bondo, at han tog initiativ til at få opført et menighedssygehus for at imødegå katolikkernes sygepleje. Det blev bygget i samarbejde med kommunen og taget i brug i 1908-09 og kom senere til at indgå i amtssygehuset. I 1961 ophørte det offentlige tilskud til det private, katolske hospital, og det fortsatte som plejehjem, til det ophørte endeligt i 1991. De sidste fem søstre gik på pension og flyttede til København.

På deres højdepunkt omkring 1920 dækkede St. Joseph-hospitalerne ti procent af sengepladserne på sygehusene i Danmark. (Malchau 2003, 150) Derefter tog det offentlige sygehusbyggeri fart og reducerede de private katolske hospitalers markedsandel, selvom de nogenlunde opretholdt et niveau på ca. 1.000 sengepladser frem til år 1940, hvorefter det langsomt faldt. […]

St. Joseph-hospitalerne spillede også en væsentlig rolle som konkurrent til og dermed igangsætter af det offentlige sygehusvæsen, som i flere byer ikke ville være kommet så hurtigt i gang uden udfordringen fra de katolske søstre.

Min pointe er derfor, at det er givtigt at se forandringen mellem den private produktion og overgangen til den offentlige produktion. Vi kan prøve at se det fra synspunktet af flere forskellige aktører. Først kan vi betragte forbrugeren af de private sundhedstilbud, der pludseligt får en seddel ind ad døren, hvor der står, at vedkommende bliver sat i fængsel, hvis han ikke omgående betaler en del, hvis størrelse staten fastlægger han skal betale, af det offentlige hospitals driftsomkostninger (nationalisering af sygekasserne). Hvis man skal betale både for det offentlige “tilbud” samt det private, hvis han vælger det private, men han kun skal betale for det offentlige “tilbud”, hvis man vælger det offentlige – hvorfor så ikke fravælge det private, og spare de penge? De private fik ikke længere tilskud, og ville man indlægges her, skulle man betale særskilt.

Vi kan også se det fra ejeren af det private hospitals synspunkt. Pludseligt starter en konkurrent op i samme område. Konkurrenten er dog ikke som en konkurrent normalt er, en almindelig markedsdeltager, der skal lokke kunderne til, ved at tilbyde dem en bedre ydelse, end den private iværksætter gør. Den nye konkurrent har en særlig organisation, der sørger for finansiering ved at true alle i nærområdet. Både almindelige kunder bliver truet til at betale – en uskik der ikke burde forefindes i et regulært marked – men derudover afpresses også ikke-kunder, samt den private iværksætter selv. Hvordan kan man forvente konkurrence i en situation som denne? Det offentlige hospital afpresser altså både sine kunder, ikke-kunder, men sågar også konkurrenterne til det offentlige hospital. Effekten på den private iværksætter bliver, at han af det offentlige hospital bliver truet til at betale for sin egen forretnings undergang.

Skulle dette ligne en jomfrufødsel? Det er her vi opfanger essensen af socialismen i den danske velfærdsstat: Undertrykkelsen af alle andre produktionsformer og den rå trussel om indespærring, der sikrer betaling til velfærdsstatens udgifter. Det er en afskyelig metode at drive “forretning” på.

Hvordan skulle et privat hospital kunne klare sig, hvis konkurrenten benytter sig af disse afpresningsmidler til at opnå finansiering? Den private iværksætter bliver bogstaveligt talt dårligere i stand til at udbygge produktionen, fordi det offentlige hospital tager midlerne til eventuelle udvidelser fra ham. Det sker både direkte ved beskatning af hans indkomst men også indirekte ved at tvinge kunderne til at betale for de offentlige hospitaler.

Mange af iværksætterne har derfor måttet indse, at deres foretagende var politisk uønsket. For at redde hvad reddes kan, har mange formentlig solgt til det offentlige, mens de stadig havde en vis kapital til at drive forretningen. Ventede man for længe, som fx tilfældet af Sankt Maria hospitalet, bliver man nødt til at skifte fokus til et andet område, hvor staten ikke vil kvase dig. Det er dog meget tydeligt, når man læser historien, at de private blev kvast af staten, da den brugte sin magt til at ændre lovene og til at opkræve enorme summer i skatter.

Staten er ikke en medspiller i markedsøkonomien. Den er en parasitisk diktator.

2 Det private velfærdssystem var underdimensioneret i udgangspunktet [6 minutter]

Det skal på det strengeste afvises, at det private produktionsapparat var underdimensioneret. Dette er en helt afgørende fejl at få basket af bordet. Jævnfør mit tidligere indlæg om markedsberegninger kontra det offentlige produktionskaos, så er det fuldstændigt indlysende, at den private velfærdssektor havde præcis den størrelse, som markedssituationen tilsagde, at den skulle have. Hvis man ønskede en større produktion, kunne man bare betale af egen lomme, enten som investor eller som kunde. Statens hindringer lagt i vejen for den frie udfoldelse af sektoren har naturligvis begrænset dens mulighed for at opnå dens “naturlige” størrelse sammenlignet med et ægte frit marked. Løsningen er ikke at begå flere statsfejl, men at fjerne statsfejlene ved at fjerne statens indblanding i markedet. Størrelsen på og strukturen af alle private producenter i markedet afgøres af forbrugernes køb og afholdelse fra køb. Alle goder konkurrerer mod hinanden. Hvis man vil have flere hospitalssenge, kan man ikke samtidigt have lige så mange operaforestillinger. Enhver forøgelse af størrelsen på velfærdssektoren i det private vil medføre reduceret investeringsafkast og eventuelt tab, hvis den udvides udover den optimale markedsstørrelse. Den private sektor sørger altid for at være i balance med markedet. Træder en virksomhed ud over den størrelse, som markedssituationen dikterer er den optimale, opleves tilbagegang og virksomheden bliver nødt til at restrukturere for at undgå den totalt fallit.

Omvendt er profitsøgende kapitalister også interesseret i at lægge deres investering i produktion, hvor salget af produktet medfører en højere profit end salget af andre goder gør. Dette hviler i menneskets rationelle evne til at søge at anvende sine ressourcer bedst muligt. Investeringen til produktion af et specifikt gode foretages på bekostning af investering i en anden produktionsproces. På denne vis afvejes investeringsstørrelsen og -typen mellem samtlige af de goder, der produceres i markedet, og sørger derfor for at udbygge produktionen på den vis, der bedst tjener forbrugernes præferencer. Et gode kan derfor ikke opsuge større investering og føre til større produktion, medmindre det er profitabelt. Der sker naturligvis fejl i markedet hele tiden, men igennem profit- og tabsberegningerne kan iværksætterne igangsætte nye og omarrangere eksisterende investeringer for at søge at minimere disse fejl. Det er på denne måde, at markedet sørger for, at alle sektorer har præcis den størrelse og struktur, der medfører, at de tilgængelige knappe ressourcer bliver anvendt til de mest værdifulde mål.

Derfor kan der ikke være tale om, at den private velfærdssektor var for lille (at produktionen befandt sig på punkt A). Martin Ågerups argument er baseret på hvordan en privat virksomhed starter fra bunden, hvor produktet slet ikke findes i forvejen. Men dette er ikke tilfældet for velfærdssektorens goder. Disse fandtes i forvejen, og blev udbudt og solgt af private aktører, der skulle føje kundernes ønsker og finde deres behov. Det kan slet ikke accepteres som nogen plausibel historie, at det oprindeligt var muligt ved den offentlige overtagelse af iværksætternes livsværk at gøre samfundet bedre tilpas, ved at tilføre kapital og arbejdskraft. I det private system var den tildelte kapital balanceret mod forbrugernes andre ønsker. Der var præcis den mængde kapital til rådighed, som forbrugerne kunne allokere til velfærdssektoren, og arbejdsstyrken blev betalt af denne sum. Da det offentlige overtog produktionen, blev kapitalen blot beslaglagt med politiets hjælp og arbejdskraften blev købt med hælervarerne. Dette faktum er tilstrækkeligt til at vise, at det er forkert at betragte opbygningen af velfærdsstaten som velfærdsmaksimerende. Velfærdsstaten er blot en transformation, udført på baggrund af socialdemokraternes ideologi med socialismen som det højeste mål, fra et frivilligt finansieret økonomisk beregnende system til et tvangsfinansieret kaotisk system. Intet andet. Årsagen til at resurserne blev øget så kraftigt er ganske enkelt, at det er meget nemmere at få penge fra en mand, ved at stikke en pistol i næbbet på ham, og sige at han skal betale, end det er at spørge om ikke han vil give dig pengene. Hvis betaleren bliver spurgt pænt, vil han overveje sine alternative muligheder med pengene, og kun afstå et beløb, der er i overensstemmelse med hans egne prioriteringer. Med pistolen mod næbbet betaler han hvad du vil have, indtil han ikke har flere penge.

Staten har blot konfiskeret så mange penge hos borgerne, som det har været muligt at slippe afsted med. Da skattesatserne startede lavt, skulle de naturligvis øges for at konfiskere så mange penge som muligt, og det var nødvendigt at udbygge dit og dat, som påskud for at øge udplyndringen af skatteyderne. Hvis skatterne var blevet øget, og alle pengene var gået til statsministerens private ferier, ville man ikke have kunnet øge skatterne i nær samme grad, som hvis man påstår, at man bruger pengene på skatteyderens velfærd (lighed, sikkerhed, sundhed og alt det andet bavl). Dermed var det nødvendigt, for at indføre Karl Marx’ 10 trins model fra det kommunistiske manifest, at opfinde alle mulige velfærdspåskud for at få vælgernes gunst til projektet. Velfærdsstaten er opbygget af Karl Marx’ ideologi og arbejderbevægelsens snævre interesser, ikke af økonomiske hensyn. Det glemmer Martin Ågerup i sin fortælling om velfærdsstatens faser.

Som tiden går, bliver det mere og mere åbenlyst, at det offentlige producerer ineffektivt. Nedbruddet af de økonomiske beregninger medfører økonomiske fejl helt fra udgangspunktet, men de erkendes først som fejl, når de bliver tilstrækkeligt store til at vælgerne får øje på dem. Det tager tid at akkumulere fejlene. Derfor tror jeg, at Martin Ågerup er kommet til sin konklusion, ved at studere historien. Men under historiestudiet har han måttet tilsidesætte sin økonomiske grundlære. Hans observation af øget ineffektivitet over tid har han fejldiagnosticeret. Han ser det som en fejl, der afhænger af inputstørrelser. For at kunne forklare, at den offentlige sektor hele tiden skriger på flere midler, springer Martin Ågerup til den konklusion, at sektoren som helhed lider under faldende marginal nytte, der ikke håndteres via innovation og skift fra en mindre effektiv produktionsfunktion til en mere effektiv produktionsfunktion. Det er sandt, at der er brugt en stigende sum penge på offentlige services over tid, men det er også korrekt, at der under opbygningen af den offentlige sektor har hersket et planøkonomisk kaos (dette burde være en pleonasme, der findes intet socialt system, der er både centralt planlagt af staten og økonomisk ordnet).

Min fortælling i 2. del af boganmeldelsen forklarer det samme fænomen som Martin Ågerup forklarer. Min fortælling er forskellig, fordi den tager udgangspunkt i tidsfaktoren, samt at den skelner mellem det frivillige private beregnende velfærdssystem og det tvungne offentligt kaotiske velfærdssystem. I stedet for at se problemet som et udslag af marginal nytte er det langt mere givtigt at se det som et uundgåeligt udslag af den umulige socialisme. Som tiden går, bliver systemet mere og mere ude af trit med virkeligheden, fordi det mangler feedback. Alle forbrugerpræferencer, der har ændret sig, har ikke medført produktionsændringer, og alle nye investeringer er ikke underlagt den almindelige økonomiske kalkule, der bl.a. hviler i forbrugernes subjektive præferencer. Alle nye teknologier er på et tidspunkt teknisk modne, så de kan implementeres, men hvilke skal implementeres? Hvilke er profitable og hvilke er tabsgivende? Hvornår vælger man en given teknologi, og hvilken størrelsesorden skal investeringen, der manifesterer sig som en udnyttelse af teknologien, skal man vælge? Som tiden går, er der også tilført flere resurser, som har været muligt pga. de stigende skatteindtægter, bragt til torvs pga. markedsøkonomiens effektivitet. Investeringer i markedet kan tilrettelægges og justeres løbende, for at sikre at de tjener et socialt formål. Markedsøkonomien muliggør en stigende mængde af kapital, fordi kapitalen anvendes på en beregnende facon, der hele tiden justerer produktionen, for at søge at skabe overskud. Den stigende mængde af kapital gør det muligt at producere større og større indkomst til markedet, da opsparing og investering tilrettelægges fornuftigt. Investeringer der ikke yder et afkast, som erkendt via den økonomiske kalkule, restruktureres hvis muligt, og forsøges indsat på ny i forsøget på at opnå et afkast. Afkastet beskattes og skatteprovenuet dirigeres til den offentlige sektor, der ødsler kapitalen væk i sit irrationelle system. Denne mekanisme forklarer også vækstkrisen i Danmark. Jo mere kapital den offentlige sektor ødsler bort, jo mindre kapital er tilgængelig for den opbyggende private sektor. Dette passer også udmærket med historien om Anders Foghs opbygning af det offentlige i opgangstiden i 00’erne, og den meget spinkle reduktion i den offentlige sektor efter finanskrisen. Ville man have gjort noget virksomt for at skabe vækst igen efter krisen, skulle man have skåret hårdere i den offentlige sektor, så kapitalen igen kunne blive anvendt fornuftigt. I stedet fastholdt man alt for længe den opsvulmede offentlige sektors størrelse, og fortærede en større mængde kapital, der kunne være anvendt produktivt af den private sektor.

3 Hele den offentlige velfærdsproduktion kan anses som et enkelt gode [5 minutter]

Martin Ågerup kommer desværre også til at forbryde sig mod den marginale nyttelære.

I den teoretiske udredning af den marginale nytte fastlægges det, at loven om faldende marginalnytte kun gælder, såfremt der er tale om homogene goder. Altså, nærmere specifikt, jævnfør den subjektive værdilære, at goderne som de vurderes af den potentielle køber, anses for at være homogene. Visse forbrugere vil anskue 250g smørbar Lurpak for at være identisk med 250g smørbar Kærgården, mens andre forbrugere ikke vil anskue disse produkter som identiske.

Spørgsmålet i forbindelse med Martin Ågerups analyse er derfor, om en knæoperation er det samme som en øjenoperation, er det samme som en tid på en fødselsstue, er det samme som en blodprøve, er det samme som en konsultation hos en praktiserende læge i Viborg, er det samme som en plads i en børnehave i Odense, er det samme som en plads i en folkeskole i Randers, er det samme som en master uddannelse i Ægyptologi fra Københavns Universitet? Kan man svare nej, disse goder er ikke homogene, og vi betvivler, at nogen ville anse disse goder for at være homogene, så har Martin Ågerup et problem med sin teoretiske kritik af velfærdsstaten med argumentet om “faldende marginal nytte”, som han forsøger påduttet en hel sektor af økonomien.

Der er dog også et kritikpunkt, som jeg havde håbet at Martin Ågerup ville fremføre, da han i bogen skriver følgende på side 100:

Fra bogen, s. 100:

I velfærdssektoren antager man sædvanligvis, at værdien af output er lig med værdien af input – altså at værdien af de velfærdsydelser, den offentlige velfærdssektor producerer, svarer til værdien af de samlede resurser, der er blevet brugt på at frembringe dem. Kom en milliard kroner ekstra ind i eksempelvis folkeskolen, og der kommer automatisk værdi ud i den anden ende for nøjagtig en milliard kroner i form af bedre uddannede elever. Årsagen til denne antagelse er, at der ikke findes nogen reel prisfastsættelse af offentlige ydelser i modsætning til ydelserne på et privat marked, som afslører folks egne vurderinger, når de accepterer at give en bestemt pris for ydelsen. For skattefinansierede ydelser antager man som udgangspunkt, at ‘prisen’ – altså værdien for brugeren – er lig med udgifterne til at producere den.

Her forklarer Martin Ågerup, at det offentlige antages at producere værdi nøjagtig magen til værdien af den sum penge, som bruges på produktionen. Altså, at den værdi der skabes, er den samme, som den pengeværdi der bruges på produktionen af ydelsen. Dette er blot et postulat, der ikke kan underbygges, og fordi det blot er et postulat, kan vi bare benægte, at det er sandt. Men vi kan dog endda godkende postulatet, og føre et logisk argument for, at selvom det var sandt, at man fik præcis samme værdi ved at bruge pengene, som hvis man beholdt dem, hvorfor skulle det være en årsag til at bruge pengene i første omgang?

Ludwig von Mises, Human Action, s. 97:

Action is an attempt to substitute a more satisfactory state of affairs for a less satisfactory one. We call such a willfully induced alteration an exchange. A less desirable condition is bartered for a more desirable. What gratifies less is abandoned in order to attain something that pleases more. That which is abandoned is called the price paid for the attainment of the end sought. The value of the price paid is called costs. Costs are equal to the value attached to the satisfaction which one must forego in order to attain the end aimed at.

Helt basalt set, så er al menneskelig handling (action) funderet i et ønske om at afværge tab af tilfredsstillelse på den ene side, og et ønske om at øge sin tilfredsstillelse, på den anden. Med andre ord så handler vi kun, såfremt vi kan se, at handlingen medfører en situation, der er bedre end den, som vi forventer at stå i uden handling.

Tag dette synspunkt og hold det op mod fortællingen om, at hvis vi bruger pengene på den offentlige sektor, så står vi på nøjagtig samme position, som hvis vi ikke brugte pengene på den offentlige sektor. Værdien af den offentlige produktion er lig med værdien af de penge, vi bruger på produktionen.

Hvis dette er tilfældet, så er det mest rationelle at foretage sig, at advokere for en komplet lukning af den offentlige sektors produktion af velfærdsydelser, da den ikke bringer nogen som helst værditilførsel. Hvis det er sandt, at vi præcis ville stå i nøjagtig samme tilfredshedssituation, uden at bruge pengene på det offentlige, så er der ingen årsag til at tage risikoen, og bruge pengene. Med andre ord, fordi vi ikke kan vise, at mennesket opnår en større tilfredsstillelse, ved at bruge skatteydernes penge på den offentlige velfærdsproduktion, så har vi her et meget stærkt argument for at sige, at det offentliges produktion af velfærdsydelser er et spild at finansiere.

Det er derfor bedre at beholde pengene, og bruge dem på noget, der tilfører værdi. Derfor er det et spild at bruge dem på noget, der ikke giver mere værdi. Brugen af pengene på det offentlige frarøver os muligheden for at bruge pengene på noget, der forøger vores subjektive velbefindende. Dette tab af muligheder viser, at vi spilder pengene. Det må være problemets kerne: Da vi ikke med menneskets egen individuelle handling kan se, at mennesket finder det fordelagtigt at betale for en velfærdsydelse, da kan vi ikke påstå noget som helst om ydelsens værdi. Vi kan sige, at beskatningen medfører et tab af værdi, for den beskattede person, fordi transaktionen er tvungen. Vi kan sige, at forbruget af den offentlige ydelse ikke viser, at tabet af værdi i forbindelse med beskatningen, er blevet genvundet. Kort sagt, vi ved ikke noget om, hvad velfærdsydelsen er værd, men vi ved bestemt, at beskatningen er et tab af værdi for skatteyderen.

Det næste falsum er, at blot fordi argumentet er, at der er faldende marginalnytte på offentlig velfærdsproduktion, så kan man ikke dermed vise, at punktet hvor samfundet taber værdi ved øget produktion af velfærdsydelser, er nået. I ovenstående argumentation benyttede jeg den subjektive værdianskuelse af individet til at vise, at merværdi er altid målet for menneskets handling. Det følger af dette teorem, at penges værdi også ligger under for faldende marginalnytte. Hvis markedet finder metoder og processer hvormed det lykkes at producere flere private goder til samme pris, eller samme antal til lavere pris, så vil forbrugeren have flere penge i hånden, som vil blive allokeret til at forbedre sin situation. Punktet, jævnfør Martin Ågerups argument, hvor det offentlige producerer mindre værdi end det forbruger, vil derfor flytte sig hele tiden, fordi markedet for private goder kontinuerligt skubber til pengenes marginale nytte, da den mere effektive produktion enten efterlader mere tilbage af forbrugerens realindkomst (mere effektiv produktion af eksisterende produkter uden tilførsel af nye produkter eller ændrede forbrugerpræferencer) eller mindre (nye saftige Apple produkter har det med at slide privatkontoen op).

Mellem private goder kan forbrugeren vælge, hvilke han ønsker at købe. Dette allokerer resurserne i markedet. Denne private allokeringsmekanisme er fraværende i valget mellem at forbruge offentlige velfærdsydelser eller private goder. I valget mellem privat og offentlig findes kun skattevæsenet og velfærdsbureaukraterne. Skattevæsenet opkræver flere penge og velfærdsbureaukraten justerer den offentlige produktion, således budgettet bliver brugt.

Men hvad nu hvis det kunne vises, at den offentlige produktion medførte en større værdi, end den sum penge, som var forbrugt under produktionen? Kunne vi da sige, at så var det fordelagtigt, at bruge pengene på det offentlige? Vi antager her nogle urealistiske forudsætninger, men blot for argumentets skyld kunne vi postulere, at man kunne måle skatteyderens subjektive værditab, og holde det op mod forbrugeren af den offentlige velfærdsydelses værdigevinst, og vise, at der netto er vundet en vis værdi. Hvad betyder det?

Det er rent faktisk ikke tilstrækkeligt til at vise, at den offentlige produktion er optimal for samfundet. Det som er nødvendigt for at vise dette er at vise, at der ikke findes andre forbrugsmuligheder, der kunne have øget værdien mere for forbrugeren (1), og at der ikke var andre måder, hvor betalerens værditab havde været mindre (2). Hvis der fandtes mere værdifulde forbrugergoder, end dem det offentlige producerer, og at der findes en måde at minimere omkostningerne til deres produktion, så kan man ikke sige, at det offentlige producerer det optimale for samfundet.

I ovenstående er der to punkter, som er fremført:

  1. Det vigtigste først, frem for noget mindre vigtigt (ergo – vælg det der giver mest værdi)
  2. Den mindste omkostning vælges over en større (ergo – vælg den billigste måde at købe det på)

Det kan være, at det er en idé at gennemgå punkterne lidt mere detaljeret, for at give dem en vis vægt.

1 Det vigtigste først, frem for noget mindre vigtigt [1½ minut]

Vi kan tage udgangspunkt i en hverdagssituation, nede hos den lokale købmand. Hvis vi som forbruger valgte at bruge alle pengene på noget, der var værdifuldt for os, fx vaskepulver, så kan enhver se, at det er vigtigere først at købe mad og drikke, for at opretholde livet, end at købe vaskepulver. Årsagen til, at vi alligevel køber en mindre mængde vaskepulver, er, at vores behov for essentielle livsbevarende varer bliver dækket ind i et almindeligt indkøb først. Vi ordner goderne efter vigtighed, så vi køber det vigtigste først, og det mindre vigtige bagefter. Det er måske lidt søgt at bruge eksemplet med at bruge alle pengene på vaskepulver, og derefter risikere sultedøden, for i sammenligningen med den offentlige sektor, så tager skattevæsenet trods alt ikke hver en krone som retmæssigt er vores. Skatteyderen beholder en del af sin indkomst, trods alt. Vi har råd til at købe mad og drikkevarer, når skattevæsenet har plyndret os.

Men der er andre tilfælde, hvor det bliver tydeligt, at det tilsyneladende ekstreme tilfælde, hvor personen står uden penge til livets opretholdelse, kan benyttes på den offentlige sektor. Vi kan blot betragte en person med en dødelig sygdom, der står på venteliste til behandling på de offentlige overbookede hospitaler, som ikke har penge til at købe ydelsen et andet sted. Personen her er udsat for samme åbenlyse idioti, som den tænkte person i eksemplet, der brugte alle pengene på vaskepulver, og sultede ihjel. Forskellen mellem den syge person på venteliste, og den åbenlyse idiot hos købmanden, er, at den syge person er blevet frarøvet sine muligheder for at vælge, hvor pengene skulle anvendes, mens idioten hos købmanden selv valgte sin skæbne.

Det kan være vigtigt her at indskyde, at argumentet ikke er, at det ville være perfekt i en privatiseret verden, hvor skattevæsenet ikke eksisterede, og hver forbruger selv kunne vælge, det der tilfredsstiller ham i fredeligt samarbejde med producenterne. Argumentet er, at i denne verden ville prioriteringerne være korrekte (i den forstand, at den vigtigste tilfredsstillelse af personens behov blev tilgodeset først) på det individuelle niveau. I den alternative verden ville det kunne siges, at prioriteringerne i produktionen af velfærdsydelser flugter med forbrugernes præferencer. Ikke alle syge mennesker ville blive reddet fra døden, men problemet ville være langt mindre, end det er i dag.

2 Den mindste omkostning vælges over en større [1½ minut]

Udgangspunktet for dette postulat er, samme som før, en indkøbstur hos den lokale købmand. Efter at have valgt hvilke varer, han ønsker at købe, betaler personen for dem ved kassen, inden han går ud. Ved kassen skal det vælges hvorledes betalingen skal finde sted. Det er muligt at benytte kontanter, eller kreditkort. Nogle personer vælger kontanter, andre vælger kreditkortet. For den enkelte person er valget afhængig af hvilke omkostninger han vurderer mod hinanden. Som udenforstående observatør kunne vi finde på at erklære, at vi personligt finder kreditkort som det mindst omkostningsfulde, og vi forstår derfor ikke den anden persons valg, når denne vælger kontant betaling.

Medmindre vi selv har mange kontanter i pungen. Så kan det være, at vi foretrækker at bruge kontanterne, frem for kreditkortet. Der kan være alle mulige personlige årsager til at vælge, det man vælger. Derfor skal valget være op til den enkelte, der af egen vilje vælger det mindst omkostningstunge.

I relation til offentlig finansiering er der en lidt større omkostning, end blot at vælge om man vil betale med kontanter eller kreditkort. Valget mellem hvilken skat, man helst selv betaler, for at finansiere det offentliges velfærdsproduktion, er også et subjektivt valg. Nogle skatter føles langt mere omkostningstunge, end andre. Dertil kommer at tilstedeværelsen af skattevæsenet gør truslen om afhentning af gendarmerne, og efterfølgende ophold i kachotten, til en allestedsnærværende trussel. Udfylder du din årlige selvangivelse forkert, enten af almindelig fejl eller af ønsket om at beholde flere penge, risikerer du den omtalte “omkostning”, medmindre du betaler hvad de forlanger. Truslen om det eksisterende skattevæsen, der kunne finde på at beslaglægge din ejendom ved en fejl, udover selve beløbets størrelse, udgør en omkostning, der skal godtgøres når pengene bruges på den offentlige velfærdsproduktion.

For at vise, at den offentlige produktion af velfærdsydelser er et plus for samfundet, skal man derfor først vise, at skatteopkrævningen, som summen af den byrde der opfattes af hver enkelt person, er mindre omkostningsfuld end frivillig betaling, og dernæst vise, at kaotisk økonomisk famlen i mørke er bedre end feedback-baseret økonomisk planlægning. Kritikerne af det frie marked ønskes held og lykke med opgaven.

Konkurrence som markedsfænomen [1½ minut]

Et af Martin Ågerups kneb, der skulle tages i anvendelse for at forbedre produktionsfunktionen af de offentlige ydelser, er at sikre konkurrence i produktionen. Martin Ågerups eget forslag er at gøre offentlige selskaber for selvejende og underlægge al offentlig velfærdsproduktion Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens regler. Dette, i kombination med en moderat brugerbetaling, er Martin Ågerups kompromisforslag til at modificere produktionsfunktionen, så den offentlige sektor skaber mere værdi for pengene. Delvis ved decentralisering (selvejerskab) og ved konkurrence (brugerbetaling og underlæggelse af konkurrencestyrelsens regler).

Fra bogen, s. 416-417:

Danmark har en forholdsvis stærk konkurrencemyndighed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Der er bred politisk enighed om, at det er i almenvellets interesse, at private firmaer udsættes for konkurrence – også langt ud på venstrefløjen. Vi har en streng lovgivning, der skal sikre, at konkurrencen opretholdes, en konkurrencemyndighed med vide beføjelser og hårde straffe til virksomheder, der bliver taget i at forsøge at mindske konkurrencen, for eksempel gennem prisaftaler. Det er en god ting. […]

Generelt bør sektorspecifikke undtagelser fra konkurrencelovgivningen fjernes. Opgaven med at overvåge, om konkurrencelovgivningen overholdes, bør i langt højere grad samlet hos den myndighed, der har klart mandat og forpligtelse samt de bedste kompetencer på området, nemlig Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. […]

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen [skal] have lige så vidtgående beføjelser til at gribe ind, som den har i den private sektor.

Overfladisk set virker det fornuftigt at underlægge den offentlige sektor konkurrence. I stedet for en stor offentlig produktionsenhed, splittes den op i mindre enheder, der kan konkurrere mod hinanden om en indtægt, fra brugerbetalingen. Det er sandsynligvis bedre, end hvad vi har i dag, da der kommer en smule feedback fra forbrugerne igennem brugerbetalingen. Det løser naturligvis ikke hele problemet, men det er jo også et kompromisforslag. Der er dog et par elementer i konkurrencelovgivningen, som østrigerne ville angribe.

  1. Konkurrence er ikke en tilstand, men en proces
  2. Monopoler er ikke bare store virksomheder
  3. Skal konkurrencestyrelsen selv have monopol?
1 Konkurrence er ikke en tilstand, men en proces [2½ minut]

Typisk vil østrigerne sige, at konkurrence er en “dynamisk rivaliserende opdagelsesproces drevet af iværksættere”. Kort sagt betyder det, at konkurrence skal ses som en proces, hvor markedets rivaliserende iværksættere forsøger at opdage og afprøve, hvad der skal gøres for at imødekomme forbrugernes behov mest effektivt. Det inkluderer eksempelvis at sammenlægge virksomheder, for at forsøge at opnå stordriftsfordele. Det inkluderer at markedsføre produkterne på en måde, som fører til at forbrugerne køber dem. Det inkluderer at skabe forskellige produkter, der i forskellige kvaliteter dækker markedets efterspørgsel.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 275

Catallactic competition, one of the characteristic features of the market economy, is a social phenomenon. It is not a right, guaranteed by the state and the laws, that would make it possible for every individual to choose ad libitum the place in the structure of the division of labor he likes best. To assign to everybody his proper place in society is the task of the consumers. Their buying and abstention from buying is instrumental in determining each individual’s social position. Their supremacy is not impaired by any privileges granted to the individuals qua producers. Entrance into a definite branch of industry is virtually free to newcomers only as far as the consumers approve of this branch’s expansion or as far as the newcomers succeed in supplanting those already occupied in it by filling better or more cheaply the demands of the consumers. Additional investment is reasonable only to the extent that it fills the most urgent among the not yet satisfied needs of the consumers. If the existing plants are sufficient, it would be wasteful to invest more capital in the same industry. The structure of market prices pushes the new investors into other branches.

Essensen i konkurrencebegrebet er dermed, at markedet er frit, og at staten og andre bøller ikke blander sig i menneskets affærer. Prisaftaler, der opretholdes frivilligt, er dermed ikke et problem for konkurrencen. Markedsmekanismerne kan sagtens holde disse fænomener i skak – profitmotivet er stærkt, og hvis en sektor indgår prisaftaler, tiltrækker det nye deltagere, der ønsker at producere varen for at få del i profitten. Den naturlige tendens for markedet (at investere hvor det er mest profitabelt) er tilstrækkelig sikring mod, at prisaftaler kan give særlige producenter et overnormalt afkast i det lange løb.

I østrigerskolens opfattelse af konkurrence er det derfor absurd at foreslå at håndhæve en fastholdelse af arbitrære forretningsparametre, under påskud af at disse skulle forøge “konkurrencen”. Konkurrencen eksisterer på markedet såfremt det er frit for enhver at entrere.

I det offentlige fastlægges størrelsen på hospitalet, skolen, børnehaven osv. efter arbitrære bureaukratiske valg. Hvis den lokale centralplanlægger i kommunen fik besked om, at det var imod reglerne at lave en enkelt børnehave i en lille by, fordi kravet om konkurrence er, at der skal være fx fire i en relevant afstand, så er konkurrencestyrelsens krav lige så arbitrært, som den kommunale bureaukrat. At finde ud af hvilken børnehave (fx antal ansatte, størrelse og placering) er et iværksætterprojekt, hvor man risikerer at tage fejl, da det kun er ved forbrugernes køb samt afholdelse fra køb, der viser, om børnehaven er i overensstemmelse med forbrugernes ønsker. Der er ingen, der på forhånd kan sige, at en by på 700 indbyggere føler optimal tilfredsstillelse hvis der er en børnehave, mens en by på 2000 indbyggere bliver bedst tilfredsstillet, hvis der er to. Disse gøres af markedsprocessen i et frit samfund, og disse optimale valg er altid i forandring. Dette er en del af risikoen, som iværksætteren påtager sig.

Processen der undersøger forbrugernes behov er dermed iværksætterens evne til at vurdere forbrugernes behov og hans villighed til at tage risiko. Denne behovsvurdering kræver indgående kendskab til forbrugernes ønsker og vaner, samt en særlig sans for at vurdere hvordan disse udvikler sig i fremtiden. Det er ikke let at forestille sig, at en kommunalt ansat bureaukrat, der ikke har sin egen kapital på spil, er i stand til at opdyrke disse evner. Udvælgelsen af den mest egnede iværksætter eller “produktionskoordinator” er bedst at overlade til markedet, frem for HR afdelingen i den lokale kommune.

2 Monopoler er ikke bare store virksomheder [3½ minut]

Forbrugerne anses som beslutningstagere, der vælger om de ønsker at købe produktet eller ej, og iværksætterne er personen der tager risiko ved at stille egen eller lånt kapital til rådighed til produktion af nye eller ændrede kendte produkter. Iværksætterne løber dermed risikoen for, at når deres storslåede planer er ført ud i livet, og forbrugerne lærer om det nye produkt, at produktet ikke kan sælges til profitable priser. Iværksætterens evner for vurdering af fremtidens behov og priserne der kan opnås på at imødekomme disse behov, er ingredienser i den konkurrencebetonede markedsproces. Det kan eksempelvis betyde, at produktionsteknologien og markedssituationen fører til, at det er mest profitabelt at sammenlægge alle virksomheder, der producerer et specifikt gode, i en stor virksomhed. Hvis denne eneproducent kan skabe den indtægt, der skal til at fortsætte produktionen, betyder det blot, at samarbejdet mellem producenten og forbrugerne viser, at det er profitabelt at drive en virksomhed i denne størrelsesorden. Det har i østrigsk forståelse af markedsprocessen intet at gøre med et monopol.

Østrigerne forstår monopoler i den klassiske forstand: Tildeling af statslige privilegier til enkelte virksomheder, hvis produktion og priser forsvares med politiet og fængselsvæsenet. I et frit marked er enkeltproducenter af goder ikke et tegn på monopoler for dette specifikke gode. Såfremt virksomheden drives på markedsvilkår, altså uden brug af vold mod handelspartnerne, anser østrigerne gigantvirksomheden for at være et udslag af den dynamiske proces, der fører til velfærdsmaksimering for alle parter. Der kan være tilfælde, hvor produkter er mest effektivt produceret ved at samle kapitalen til produktionen under en virksomhed. Hvis virksomheden tjener forbrugerne, og forbrugerne finder at produkterne er fordelagtige at købe i en mængde, der holder eneproducenten profitabel, så er der ifølge østrigsk økonomisk teori ikke noget galt med eneproducenter.

Markedet, såfremt det er frit, kan håndtere hvis en eneproducent vælger at skære i produktionen og hæve priserne. Dette er ikke noget særtilfælde af markedsprocessen, for som altid vil sektoren i økonomien tiltrække konkurrenter, hvis det er muligt at producere godet med større profit end andre goder. Hvis eneproducenten vil forsøge sig med at fastlægge en “monopolpris” for varen, risikerer denne, at nye konkurrenter sætter sig for at entrere deres marked for at deltage i tilfredsstillelsen af markedsdeltagernes præferencer. Det er altså ikke et problem, såfremt adgangen for nye producenter ikke er lukket med vold, at nogle virksomheder sammenlægges og bliver eneproducenter. Der er altid risikoen, at en konkurrent ser det fordelagtigt at starte en virksomhed op, der kan producere en sammenlignelig vare, for at tiltrække forbrugerne og få del i markedet. Den nye producent har muligheden for at starte sin virksomhed med den nyeste teknologi tilgængelig til produktion af varen, mens den gamle producent stadig vedligeholder sit aldrene kapitalapparat, der er mindre effektivt. Det gælder dermed om at holde priserne skarpe og produktionsprocessen effektiv, for at undgå at åbne sin flanke for konkurrenter, der har rig mulighed for at producere billigere.

Den alternative producent skal naturligvis selv vurdere, at det er fordelagtigt at allokere kapitalen til at starte ny virksomhed i konkurrence med en eksisterende eneproducent. Derfor skal den eksisterende eneproducent passe på med at gøre det lukrativt for andre at entrere sit marked. Det kalder østrigerne for “potentiel konkurrence”, og er et vigtigt element for at sørge for, at store virksomheder holder sig på tæerne.

I denne teori om markedsprocessen er der naturligvis ingen årsag til at plyndre folk i skat, for at betale for et bureaukrati, hvis eneste funktion er at ødelægge forbrugernes og producenternes tilfredsstillelse ved at splitte store højeffektive virksomheder op i mindre effektive mindre virksomheder. Når Martin Ågerup vil bruge konkurrencestyrelsen mod det offentlige, ser jeg ikke at det udelt er en fordel. I markedsøkonomien er konkurrencestyrelsen en belastning for økonomien, fordi dens arbejdsopgave er overflødig, og alt den foretager sig, er et angreb på skatteyderens ejendomsret, forbrugernes frie køb og producenternes frie produktion. Men dette gælder markedet, hvor der er mekanismer der hjælper producenterne med at opdage, hvilken virksomhedsstørrelse er optimal for markedet. I det offentlige er problemet, at disse mekanismer er totalt fraværende.

3 Skal konkurrencestyrelsen selv have monopol? [2 minutter]

Det logiske spørgsmål at stille Martin Ågerup, hvis han er så glad for konkurrence, er: Skal konkurrencestyrelsen selv være et monopol? Hvis det er mest effektivt at splitte en virksomhed op i mindre dele, så er det vel også bedst for konkurrencestyrelsen selv? Og kan disse mindre konkurrencestyrelser udvikle deres egne modeller, der afgør hvilke virksomheder skal splittes op og hvilke, der ikke skal? Hvilken af de små konkurrencestyrelser skal have lov at diktere disse valg i et specifikt geografisk område? Skal Jylland have en enkelt konkurrencestyrelse, eller skal den have fire? Og kan konkurrencestyrelserne gå sammen for at forbedre deres produktion af “konkurrence”?

Det er ikke ligegyldige teoretiske spørgsmål. Det har en betydning, for det viser lidt om Martin Ågerups opfattelse af konkurrence. Hvis det er korrekt, at konkurrence defineres som små enheder, der producerer et gode, så er dette vel også gældende for produktion af reglerne, der fastlægger, hvad der er konkurrence? Altså duer det ikke at sige, at konkurrencestyrelsen skal overvåge det offentlige system, og sikre konkurrence, mens konkurrencestyrelsen selv skal være et monopol. Det virker selvmodsigende. Enten er konkurrence godt, eller også er det skidt. Hvis Martin Ågerup kan definere for alle andre, hvad der er den “eneste rigtige opskrift på konkurrence”, samt at postulere, at han kan korrigere for samtlige såkaldte “politikfejl” i det offentlige, så kan han fastholde sit synspunkt. Hvis konkurrence er et specielt felt, der kræver monopolistisk tvang, så kan vi jo kun håbe på, at dette system er underlagt mekanismer der sørger for, at det bliver socialt optimalt. Desværre er der ikke meget at håbe på, for ligesom produktionen af hospitalsydelser og dåsemad kun kan udformes til forbrugernes optimale tilfredsstillelse på et frit marked, ligeså kan fastlæggelsen af, hvad der udgør optimal produktion af en specifik vare kun opdages igennem markedsprocessen.

I sidste ende kollapser idéen om, at der er en samfundsmæssig gevinst i at fastlægge centrale regler for konkurrence, og håndhæve dem med politi og fængselsvæsenet. Det er ikke muligt at sige, hvad der er bedst tilfredsstiller samfundet, uden at tilbyde både forbrugeren og producenten det frie valg i alle henseender. Det eneste der skal bruges til formålet, er det simple tilbud om frivillig markedsudveksling: Vil du udveksle dette gode med mig, eller vil du ikke?

Vi når derfor til den konklusion, at konkurrencestyrelsen ikke er et gode, der skal kopieres til i den offentlige sektor. Det er en institution, der gør skade på markedet, og det eneste fornuftige at gøre er at nedlægge den, rub og stub. Markedet i sig selv har indbyggede mekanismer, der nok skal sørge for at give iværksættere og forbrugere de muligheder, de ønsker at have, ved at anvende de tilgængelige knappe ressourcer bedst muligt.

Konklusion [4 minutter]

Jeg har forsøgt at vise, at alle tre af Martin Ågerups implicitte antagelser er forkerte i forbindelse med velfærdsstatens spæde start. Hvis jeg har gjort et godt stykke arbejde hermed, håber jeg at du kan se, hvorfor Martin Ågerups resterende analyse af velfærdsstaten er forfejlet. Velfærdsstaten var et kup imod den private produktion af det Martin Ågerup kalder “velfærdsydelser”. Hver eneste krone der er brugt på velfærdsstaten, har medført et tab for samfundet, fordi pengene er brugt på en “krigsindsats”, hvis udfald var, at den frivillige sektor blev kvast af den voldelige.

Det største kritikpunkt er Martin Ågerups fuldstændige mangel på behandling af investeringsspørgsmålet, og hans mangel på forklaring på metoderne staten brugte, da den skabte det statslige velfærdssystem. Disse to elementer synes jeg er vigtige, og derfor, da jeg tilsyneladende ikke magter at fatte mig i korthed, blev mine kritiske indlæg enormt lange.

Det efterfølgende forløb, hvor velfærdsproduktionen blev skaleret op, er ligeledes umulig at identificere som en bevægelse fra punkt A til punkt B eller C på kurven. Der er ikke nogen “kurve”, da transaktionerne ikke demonstrerer de økonomiserende individers præferencer for hver af de enkelte homogene goder, og derudover er den optimale størrelse på velfærdssektoren ikke en fast størrelse, man kan beregne. Hver ændring af forbrugernes præferencer skubber på den optimale velfærdssektors størrelse, hvert nyt produkt, hver ny teknologi, hvert eneste valg for den individuelle forbruger, ændrer på forbrugernes allokering af ressourcer. Forbrugerens valg mellem at købe en tid i konsultationen hos sin læge, kontra at betale for alle andre mulige goder, er altid genstand for ændring. Lidt firkantet sagt: Hvis forbrugeren har brugt pengene på en ny smartphone, må han nødvendigvis udskyde sit besøg hos lægen. På den vis konkurrerer alle goder mod hinanden.

Der er derfor ikke et spørgsmål om vi befinder os ved punkt A, B eller C, når vi skal vurdere, hvor stor den offentlige sektor bør være. Den offentlige sektor er destruktiv af natur, og skal derfor afskaffes. Jo mere den bliver reduceret, jo bedre. Hvis den bliver afskaffet helt, opnår samfundet den største gevinst, beholdes den som den er, opnås ingen gevinst. Vækstkrisen som Martin Ågerup også taler om, er også et udslag af størrelsen på den offentlige sektor. Det har jeg forsøgt at argumentere for via investeringsmekanismerne, der gør sig gældende i den offentlige kontra private sektor. Jeg har forsøgt at vise, at det kun er den private sektor, der kan opbygge kapital, fordi det er kun denne sektor, der kan beregne hvor kapitalen kan investeres med kapitalopbygning for øje. Den offentlige sektor kan ikke opbygge kapital, men kan kun forbruge den. Hvis den offentlige sektor reduceres, reducerer samfundet spildet af kapital, og genvinder muligheden for at investere kapitalen frem for at forbruge den.

Hvad angår konkurrence, har det frie marked ikke problemer med at klare de fænomener, som Martin Ågerup tror, at konkurrencestyrelsen kan håndtere. Sagt lidt direkte, så tror Martin Ågerup, at det offentlige kaos er bedre til at regulere den private sektor, end markedet er det. Konkurrencestyrelsen selv er et planøkonomisk værktøj, uanset Martin Ågerups lovprisning af denne institution. Denne fejltagelse vil han tilmed have indført i den offentlige sektor. Heldigvis, kan man sige, behøver skaden ikke nødvendigvis at være så stor, når man indfører planøkonomi oveni en planøkonomi. Skaden er meget større, når man indfører planøkonomi, hvor der tidligere var en markedsøkonomi.

Trods de teoretiske problemer er Martin Ågerups bog dog et rimeligt forsøg på forslag til at forbedre den offentlige sektor, men kritikken af det bestående system hviler på nogle forfejlede fundamentale antagelser. Martin Ågerups forslag om skattelettelser er den bedste ingrediens i hans velfærdsopskrift. Det vil blive spændende at se, om vi i fremtiden ser, at politikerne inddrager nogle af Martin Ågerups forslag til forbedringer.

På trods af min kritik af bogen, synes jeg det er vigtigt at tippe med hatten til Martin Ågerups forsøg på at komme med et moderat ændringsforslag til velfærdsstatens system. Hans idéer er ikke dårlige, og hans reformforslag er meget større, end det vi normalt ser diskuteret. På den front skal Martin Ågerup have tak for at vise modet til at foreslå reformer i en størrelsesorden, der vil få betydning for den almindelige danskers liv, frem for de almindelige små “reformer”, der ikke betyder ret meget.

Jeg håber, at nogle af læserne kan drage nytte af at læse om forskellene i analysemetoderne mellem østrigerskolen og public choice skolen. Jeg mener, at bogen er et udmærket køb, blot man holder sig for øje, at bogens vigtigste bidrag er indsigterne i de arbejdsgange i det offentlige (både for produktion samt for udformningen af lovene), der er kritisable. Her gør Martin Ågerup et godt stykke arbejde, og viser mange af de uhensigtsmæssige beslutninger, der sjældent kommer til debat. Jeg blev klogere af bogen, og det er altid en dejlig oplevelse.

Boganmeldelse: Velfærd i det 21. århundrede af Martin Ågerup, del 2

Dette blogindlæg har været længe undervejs, det er nu en måned siden jeg sidst opdaterede bloggen her. Jeg havde brug for ekstra tid for at gøre indlægget mere sammenhængende, og for at skærpe argumenterne jeg bruger. Jeg håber, at indlægget er ventetiden værd. I alt fald kan jeg allerede nu afsløre, at indlægget er på omtrent 4900 ord (eller 9 tætskrevne A4 sider). Der skulle dermed være lidt at tygge på, indtil næste (og sidste) del af min kritik af Martin Ågerups bog toner frem på bloggen.

Som led i min strategi om at følge bedstemoderreglen for kritik, har jeg i første del fortalt den positive historie om alle de gode aspekter ved Martin Ågerups bog, og jeg vil her i anden omgang give en kritisk anmeldelse af Martin Ågerups bog. Alle punkter er ikke dækket, naturligvis, Martin Ågerups bog er et stort værk, som indeholder mange elementer. Der er mange ting, jeg er enige med ham i, og der er også mange ting, jeg er uenig med ham i. Det vil derfor være meget omfangsrigt at kritisere det hele. Jeg tager kun fat i de store linjer, og forsøger at belyse, hvor Martin Ågerups analyse kunne forbedres set fra en østrigsk synsvinkel.

Martin Ågerup benytter som sagt Public Choice tilgangen til økonomi, og der er en vis forskel mellem Public Choice og østrigerskolen.

Kritikken her vil tage udgangspunkt i Martin Ågerups egne forslag og forholde sig til præmissen, at det ønskelige er et kompromis. Det ville ellers være let som liberal anarkist at kritisere et forslag, der ikke nedlægger den offentlige sektor totalt. I stedet vil jeg forsøge at kritisere de elementer, som jeg mener, er i modstrid med den østrigske skoles økonomiske teorier.

Der er fem punkter jeg vil tage op:

  1. Manglende fokus på investering
  2. Økonomiske beregninger er nødvendige
  3. Mises kontra Hayeks syn på velfærdsstaten
  4. Teorien om opbygningen af velfærdsstaten
  5. Konkurrencebegrebet

Denne del vil fokusere på punkterne 1, 2 og 3, mens sidste del vil fokusere på punkt 4 og 5.

Manglende fokus på investering

Martin Ågerup fokuserer i sin bog meget på innovation, men glemmer investeringsmekanismen. Tidligt i bogen, s. 91-92, skriver Martin Ågerup følgende:

Vi ved i dag, at hovedkilden til øget velstand ikke er denne mobilisering. Hovedkilden til velstand er ny viden omsat til “teknologisk fremskridt” i ordets bredeste forstand. Det kan både dække over udvikling af nye teknologier såsom stadigt hurtigere mikroprocessorer, nye materialer, smartere software osv., og nye måder at organisere sig eller drive virksomhed på. Jeg vil i denne bog betegne dette med udtrykket innovation.

Økonomen Robert Solow fik i 1987 Nobelprisen i økonomi for sit arbejde med at udvikle og forbedre vores forståelse af kilderne til økonomisk vækst. Solow fandt blandt andet, at innovation stod for langt hovedparten – over 80 procent – af den langsigtede velstandsfremgang. Man kan altså ikke i det lange løb opnå pæne vækstrater ved blot at anvende stadigt mere kapital og arbejdskraft. Langsigtet vækst er ikke noget, man mobiliserer sig til. Det er noget, man innoverer sig til.

Dette citat er udgangspunkt for min kritik af Martin Ågerups manglende fokus på investering. Det er i dette citat, jeg først stødte på essensen af min uenighed med bogens tekst og argument. Så snart det er slået fast, at innovation er vejen til velstand, så overser man let den elementære lære i, hvordan investeringer former produktionsapparatet, og Martin Ågerup fokuserer i resten af bogen på sekundære, eller symptomatiske, elementer i velfærdsstaten, som er kritisable. Uden først at slå fast, at enhver innovation, der ønskes gennemført, kræver en forudgående investering af kapital og arbejdskraft, til at føre de luftige planer ud i livet, kan kritikken ikke nå nældens rod. En nærmere analyse af hvorledes velfærdsstaten investerer kontra markedsøkonomien, ville være meget gavnlig, men da Martin Ågerup ikke går denne vej, vil jeg kritisere ham for netop ikke at tage dette essentielle punkt op. Kritikken af velfærdsstaten, som den fremføres i Martin Ågerups bog, er ikke brugbar, for den kan afvises ved at postulere, at nye ledelsesmetoder kan tages i brug, for at fremme innovation, og den offentlige sektor kan herefter fortsætte sin drift.

Altså, mit argument er her, hvis man ikke går helt til det rå fundament i sin analyse af den offentlige sektor, så ser man aldrig det reelle problem. I stedet ser man symptomer af det grundlæggende problem. Det er netop den fundamental analyse, der kan forklare problemerne, samt give en historie af velfærdsstaten og den nuværende elendige situation. Hvis man vil forstå essensen af velfærdsstatens problem, skal man se på, hvordan et produktionsapparat opbygges og vedligeholdes i markedet: Økonomisk investering af kapital og arbejdskraft er essentielt for forståelsen. Uden en dyberegående analyse af investeringsteknikken kan vi ikke forstå, hvordan den offentlige sektor er bygget op til forskel fra den private sektor. I stedet fanges vi i at analysere på overfladiske symptomer til vore dages ende.

Martin Ågerup standser i sin analyse af den offentlige sektor ved dens manglende innovation, fordi en professor, der har vundet Nobelprisen i økonomi, siger at 80pct af velstandsfremgangen kommer af innovation. I denne konklusion er enhver analyse af problemets kerne allerede antaget at være manglende innovation. I bogen ses helt bort fra byggestenene, som burde være nøgleelementet i analysen, og antager blot, at byggestenene er solide, fordi betydningen af kapitaltilførsel og arbejdskrafttilførsel er relativt lille for velstandsfremgangen ifølge professor Solow. Men professor Solow har formentlig ikke analyseret velstandsfremgangen i offentlige sektorer (fordi det er umuligt at måle velstandsfremgang i offentlige sektorer) – i stedet har han brugt hele økonomien som analyseområde. Hele økonomien består af både en offentlig og en privat sektor. Det er derfor ikke anvendeligt at tage en konklusion fra studier af hele økonomien, og bruge denne på den offentlige sektor, som drives efter principper, der er grundlæggende anderledes, end de som den private sektor fungerer ved. Martin Ågerup har derfor brugt et resultat for en hel økonomi, og vil pådutte dette resultat på den offentlige sektor specifikt. Denne fejlantagelse er kernen i meget af bogens svage side.

Som Markus Penn siger i Steven Seagal-filmen “Under Siege 2: Dark territory”: Assumption is the mother of all fuckups. (ca. 47 sekunder inde i klippet falder de meget relevante ord).

I kontrast til Martin Ågerups håndtering af investeringsproblemet, beskriver Mises, hvor vigtigt det er at forstå investering under sin kritik af “velfærdsskolen”:

Ludwig von Mises, Human Action s. 844:

It is true that some of the champions of the welfare school feel trouble by a dim notion of the problems involved. They realize that capital must be maintained intact if the future productivity of labor is not to be impaired. However, these authors too fail to comprehend that even the mere maintenance of capital depends on the skillful handling of the problems of investment, that it is always the fruit of successful speculation, and that endeavors to maintain capital intact presuppose economic calculation and thereby the operation of the market economy.

Ovenpå denne lille tirade er det muligvis nødvendigt at falde lidt ned på jorden igen. Det er som sagt kernen i min kritik af bogen, men det er ikke kernen i Martin Ågerups bog, der er bygget på en fejlantagelse. Jeg er blot nødt til at sætte investering i fokus, for at forklare, hvorfor jeg mener, at Martin Ågerups bog er kritisabel. Årsagen til, at jeg bruger så meget plads og tid på dette element, er, både at jeg vil vise, at Martin Ågerups fortælling om opbygningen af velfærdsstaten er forfejlet, men også at den offentlige sektor er økonomisk kaotisk fra ende til anden.

I Martin Ågerups vision af problemerne i den offentlige sektor drejer det sig delvist om faldende marginal nytte (s.101), delvist om manglende iværksætteri (s. 316), delvist om dårlig konkurrence (s. 198), delvist om dårlig revisionspraksis (s.364) og delvist om, at kunderne ikke frivilligt betaler for ydelserne (s. 363). Disse elementer er overfladisk set værd at kritisere den offentlige sektor for, og Martin Ågerup gør et godt stykke arbejde med at udstille disse symptomer. Men vi bør ikke glemme, at de blot er symptomer på det grundlæggende problem.

Økonomiske beregninger

For at kunne tilrettelægge en investering, skal man bagefter kunne opveje omkostninger og indtægter, på en sådan måde, at det kommer samfundet til gavn, det man foretager sig. For at kunne opstille denne kalkule, skal man altså have dannet et system, hvor man kan finde en fællesnævner, der tillader at man adderer og subtraherer korrekt. Ludwig von Mises har brugt meget tid på at underbygge sit synspunkt, der siger, at det er penge, der er den fælles enhed, der gør det muligt på samfundsniveau at beregne, om investeringer gør gavn, eller om de giver tab.

Ludwig von Mises, Human Action s. 230:

Monetary calculation is the guiding star of action under the social system of division of labor. It is the compass of the man embarking upon production. He calculates in order to distinguish the remunerative lines of production from the unprofitable ones, those of which the sovereign consumers are likely to approve from those of which they are likely to disapprove. Every single step of entrepreneurial activities is subject to scrutiny by monetary calculation. The premeditation of planned action becomes commercial precalculation of expected costs and expected proceeds. The retrospective establishment of the outcome of past action becomes accounting of profit and loss.

The system of economic calculation in monetary terms is conditioned by certain social institutions. It can operate only in an institutional setting of the division of labor and private ownership of the means of production in which goods and services of all orders are bought and sold against a generally used medium of exchange, i.e., money.

Økonomiske beregninger er, jævnfør von Mises, den unikke egenskab som markedet besidder, der gør iværksætteren i stand til at se på bagkant, om en investering er god (profitabel) eller dårlig (tabsgivende), set fra samfundets samlede synspunkt. Økonomiske beregninger indtager den centrale rolle i det misesianske tankegods, ganske enkelt fordi det er det feedback, som giver iværksætteren mulighed for at evaluere objektive omkostninger i penge med objektive indtægter i penge (ordet objektiv bruges her, for at understrege, at iværksætteren ikke kan se andet end kroner og ører på sin konto). Men markedspriser er mere end blot et spejl af objektive fænomener – markedspriser indeholder også de subjektive præferencer fra forbrugerne. Netop denne indsigt er kilden til forståelse af, at markedet er det eneste mulige system, hvormed man i fuldskala og i en avanceret økonomi, kan tage hensyn til forbrugernes subjektive præferencer for kvantitet og kvalitet, ganske enkelt fordi det bygger på forbrugernes præferencer via markedspriserne på de goder, de køber.

Genialiteten består ganske enkelt i, at i markedsprisen indeholdes forbrugerens subjektive præferencer. Hver vare der kan sælges til en given pris, viser altså at varen, for de som købte den, blev opfattet af dem som værende mere værdifuld end den sum penge, som de opgav for at købe varen. Varen i sig selv var i konkurrence med alle andre goder, der kunne købes for penge, og på det tidspunkt mente forbrugeren derfor, at varen var den vigtigste for personen. Forbrugeren indikerer med sit køb, at varen er værdifuld nok til prisen. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med forbrugere, som finder varen værdifuld nok til prisen, så modtager iværksætteren ikke en sum penge, der gør ham i stand til at fortsætte produktionen af varen. Iværksætteren må indse, at han har begået en fejl, produktet indbringer ikke en sum penge tilstrækkelig til at dække hans udlæg. Produktionen omarrangeres eller standses, for at undgå den totale fallit. På denne vis kan iværksætteren også beregne om størrelsen på investeringen var i overensstemmelse med forbrugernes præferencer. Det giver iværksætteren en let måde at identificere, hvorvidt hans produktion er for stor, for lille, eller tilpas.

Med den mekanisme kan iværksætteren i markedsøkonomien dermed også identificere områder, hvor han vurderer at en yderligere investering er profitabel. Udover at indikere hvad er profitabelt og hvad er tabsgivende, ved iværksætteren også præcist hvor hans største fortjeneste kommer fra. Iværksætteren, der hellere vil investere i en udvidelse af produktionen, der er mere profitabel end andre, vil dermed følge forbrugerens ønsker, og udvide produktionen hvor han vurderer at den nye investering vil være mest profitabel. Tager han fejl i sin vurdering, har han det velkendte feedback, den økonomiske beregning i penge, til at guide ham til at se, om han tog fejl, eller havde ret. På den måde har iværksætteren et konkret værktøj, der fortæller ham præcist, hvorhenne forbrugerne indikerer, at de mest mangler yderligere investering, for at tilgodese deres behov. Denne mekanisme til at sikre, at opsparet kapital går til de mest profitable investeringsobjekter, er kritisk for opretholdelsen og væksten i en succesfuld markedsøkonomi. Kapitalinvestering er hjertet i produktionsudvidelser, det er absolut afgørende, at disse investeringer foretages de steder, hvor de gør mest gavn. En investering der ikke giver et afkast, er et tab – både for iværksætteren og for samfundet som helhed.

For at forstå forskellen mellem velfærdsstatens produktion og markedsbaseret produktion, vil jeg gerne rette læserens opmærksomhed mod en bog, som Ludwig von Mises skrev i 1944, under titlen “Bureaucracy”. Jeg vil anbefale at læse bogen, gratis her, for at få et alternativt syn på, hvad der er problemet med den danske velfærdssektor.

Ludwig von Mises opdeler metoder til at drive produktion i to: Profitdrevet ledelse og bureaukratisk ledelse. Først omtaler han profitdrevet ledelse.

Ludwig von Mises, Bureaucracy, s 27. Liberty Fund

There is no need for the general manager to bother about the minor details of each section’s management. The managers of the various sections can have a free hand in the administration of their sections “internal affairs”. The only directive that the general manager gives to the men whom he entrusts with the management of the various sections, departments, and branches is: Make as much profit as possible. And an examination of the accounts shows him how successful or unsuccessful they were in executing the directive.

Det er med andre ord, som også Martin Ågerup selv skriver, muligt at decentralisere sin virksomhed, såfremt den opererer under profitmotivet, og gøre hver delelement ansvarlig for driften og profitabiliteten af sig selv, uden at gribe til detailregulering.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 364:

Private virksomheder søger hele tiden ny viden om, hvordan de kan minimere deres omkostninger. Derfor sikrer de sig blandt andet, at deres regnskabs- og rapporteringssystemer frembringer information, der gør det muligt at sammenligne på tværs af organisatoriske enheder. Mange globale virksomheder har en ret decentral organisation, når det handler om håndtering af den daglige drift, fordi lokale forhold i forskellige lande nødvendiggør dette. Men på ét område stiller hovedkontoret oftest meget strikse krav om at overholde nøje og detaljerede krav, nemlig når det handler om økonomi-rapportering. Her sikrer man sig, at hver organisatorisk enhed frembringer nøgletal, der gør det muligt at sammenligne på tværs, så man let kan se, hvem der klarer sig godt, hvem dårligt og hvorfor.

Så vidt så godt. Begge er enige i, at profitdrevet ledelse giver muligheder for decentral beslutningstagen. Nu kommer så, hvad Mises mener, er karakteristisk for bureaukratisk ledelse:

Ludwig von Mises, Bureaucracy, s 37. Liberty Fund

Bureaucratic management is management bound to comply with detailed rules and regulations fixed by the authority of a superior body. The task of the bureaucrat is to perform what these rules and regulations order him to do. His discretion is to act according to this own best conviction is seriously restricted by them.

Men hvorfor behøver det at være sådan? Kan man ikke blot redefinere rollen som bureaukraten indtager? Hvorfor giver vi ikke bare friere hænder til de offentligt ansatte? Skal det absolut være sådan, at de skal følge så strikse regler og anvisninger? Hvad risikerer vi, hvis vi løsner deres bånd, og lader dem tage ansvaret for egen handling i egne hænder?

Ludwig von Mises, Bureaucracy, s 52. Liberty Fund

The only alternative to profit-seeking business is bureaucratic management. It would be utterly impracticable to delegate to any individual or group of individuals the power to draw freely on public funds. It is necessary to curb the power of the managers of nationalized or municipalized systems by bureaucratic makeshifts if they are not to be made irresponsible spenders of public money and if their management is not to disorganize the whole budget.

Den offentlige “iværksætter” bliver reduceret til en uansvarlig forbruger af offentlige midler, hvis det ikke dirigeres tydeligt, hvad og hvordan han må bruge pengene. Detailreguleringen er dermed ikke total og uforanderlig, men det er et grundvilkår for en offentligt ansat, at brugen af midler skal være i overensstemmelse med budgettet og reglementet – ikke forbrugerne. Bureaukraten må derfor ikke være iværksætter og prøve nye metoder af. Disse valg er dikteret oppefra af højerestående personer, der har ansvar for budgettet. Der kan være tale om nogen frihed, men det kommer ikke til samme niveau, som en privat virksomhed.

Men et er planlægningen af bureaukratens produktion, altså en fremadskuende menneskelig aktivitet. Noget andet er, hvordan projektet efterfølgende vurderes at have bragt samfundet i en positiv eller negativ retning, altså en tilbageskuende menneskelig aktivitet. For profitdrevet ledelse på markedet, kan man let finde ud af om projektet var positivt eller negativt. Har investeringen givet et positivt afkast, eller har det været tabsgivende? Igen – her er det nødvendigt at understrege, at markedspriserne, altså beregningsgrundlaget i sig selv, indeholder subjektive forbrugerpræferencer såsom kvalitetsvurderinger, produktionsmetode, kundeservice og meget andet. Der er altså ikke tale om, at profitmaksimerende virksomheder på en eller anden måde udnytter samfundet, eller på anden vis tilsidesætter forbrugernes subjektive velbefindende, som det så ofte argumenteres i medier og debatter. Profitdrevne virksomheder hjælper forbrugeren og samfundet til at allokere de knappe resurser på en sådan måde, at man ved tilbageskuen kan identificere de projekter, der var positive for samfundet, og hvilke der var negative for samfundet. Vha. korrekt bogføring og dygtigt revisorarbejde kan man identificere disse på meget detaljeret niveau selv i større virksomheder.

Men dette feedback er ikke til rådighed for bureaukraten, der tilrettelægger den offentlige produktion, fordi der ikke betales frivilligt for ydelserne (brud på ejendomsretten, og et brud med de økonomiske beregninger). Uden nogen rettesnor kan bureaukraten ikke på bagkant vide, om det var bedst for samfundet, at der blev produceret flere knæoperationer, eller om det var mere fordelagtigt at producere øjenoperationer i stedet. Bureaukraten kan heller ikke vide, om det er bedre med større kapitalinvestering kontra arbejdskraft. Bureaukraten ved heller ikke, om det er bedre med flere ansatte i serviceafdelingen, eller om det er i maskinrummet der skal mandes op. Eller ned.

Forbrugerne prioriterer ikke selv og viser dermed ikke deres subjektive præferencer. Bureaukraten er et almindeligt menneske, og besidder ikke overmenneskelige egenskaber. Han ved ikke, hvordan han kan planlægge udbuddet af offentlige services, medmindre han gør brug af nogle arbitrært fastsatte mål. Bureaukraten skal dermed tilsidesætte forbrugerens egne præferencer, og erstatte disse mange personers lyster og prioriteringer, med nogle han drømmer op i sin egen verden.

Bureaukratens chef, politikeren, er også ilde stedt (i forsøget på at tjene samfundets interesser, forstås, politikerens private interesser tjener han formentlig til sine evners yderste). Politikeren der stemmer om fastlæggelse af budgettet famler også i blinde. Han ved ikke, om allokeringen af mere investering eller mindre investering er påkrævet. Politikerens økonomiske feedback er så godt som ikke-eksisterende (hvor tit har du stemt på om sundhedsvæsenet skulle bruge 155mia eller 150mia dkk årligt? Og ville dette være i overensstemmelse med ejendomsretten?). I fællesskab famler bureaukraten og politikerne i et økonomisk blinde. De må dog beslutte et eller andet, nu hvor de har lovet, at sundhedsvæsenet skal finansieres over skatten. Deres beslutninger kan være baseret på spørgeskemaundersøgelser eller på personlige interviews med tusindvis og atter tusindvis af borgere. Det nytter ikke noget. Menneskets subjektive værdipræferencer kan kun observeres gennem det enkelte menneskes individuelle valg. Der er ingen genvej hertil. Alt andet end menneskets frie valg under opretholdelse af ejendomsretten er uvidenskabeligt gætteri i bedste fald og despotisk undertrykkelse i værste fald.

Essensen i forskellen mellem Sovjetunionen og den offentlige velfærdsproduktion er dermed denne: I Sovjetunionen kunne man ikke engang beregne omkostningerne i udgangspunktet for produktionen, fordi der uden priser på alle kapitalgoderne, ikke kunne fastlægges nogen økonomiske omkostninger. Når projekter blev startet, anede man ikke engang, hvad de reelt kostede. Disse omkostninger måtte man famle i blinde for at estimere. I den danske velfærdssektor kender man godt omkostningerne, når projekterne sættes i søen (altså på det basale niveau kan man se priserne i markedet, og lægge dem sammen til at udgøre en samlet omkostning. I det offentlige er det dog almindeligt med store budgetoverskridelser, og det er en forventelig feature af det planlagte tvangsfinansierede system, men det har dog ikke noget med denne pointe at gøre). Men på bagkant aner man intet om, hvorvidt det var en fordel for samfundet, eller et nederlag for samfundet, set med forbrugernes øjne.

Dette kritiske punkt er meget meget vigtigt at forstå. Uden et værktøj der på bagkant kan identificere om resurserne blev anvendt økonomisk, hvordan skal den offentlige bureaukrat vælge at investere? Hvilke sektorer er vigtigst at investere i? Hvilken produktionsproces er mest effektiv? Hvilke kompetencer skal bruges hvor? Hvor mange læger skal ansættes? Hvor mange sygeplejersker skal ansættes? Hvor mange senge per sygeplejeske eller læge? Hvor er det største samfundsmæssige afkast? Det ved ingen, når markedet er forment adgang til at producere ydelserne. Uden markedspriser på alle inputs til delprocesser i produktionen, samt markedspriser på outputs, kan man ikke afgøre, om hele processen er produktiv eller destruktiv. Der er ingen rettesnor, når forbrugerne ikke kan se prisen, og frivilligt betaler den. Derfor opstår der økonomisk kaos både i tilbuddet af services, men dette kaos fortsætter også når bureaukraten, jævnfør markedsøkonomiens evne til at skabe større produktion og velstand, modtager et større budget eller bevilling fra centraladministratorerne, der skal anvendes til at udvide serviceydelserne. Hvor skal bureaukraten udvide? Hvilke økonomiske goder skal indsættes i produktionen, og hvor? Skal man købe en MR scanner, en CT scanner, eller en røntgenmaskine? Skal man ansætte en sygeplejeske, en kontorassistent, en ambulanceredder, eller en læge?

Det offentlige råd (den ødsle brug af kapitalen), som pågår år efter år, bliver mere og mere udtalt i de subjektive opfattelser af forbrugerne af ydelserne. Det kan vi høre dagligt i nyhederne og blandt kollegerne. De færreste forstår dog hvorfor det står så elendigt til. Nogle tilskriver det korruption. Andre tilskriver det dovenskab blandt de offentligt ansatte. Nogle tilskriver det tab i administrationen. Nogle tilskriver det dårlig ledelse. Tilsyneladende tilskriver ingen, eller meget få, at det er systemet i sig selv, der er sygt og destruktivt. Selv den bedste ledelse, de mest energiske medarbejdere, den mest effektive administration og det mindst korrupte embedsapparat, kan ikke overkomme det uoverkommelige problem: Ingen af de offentligt ansatte kan vurdere, hvad der er mest værdifuldt, og ingen kan dermed tilrettelægge produktionen eller investere i ny produktion på en økonomisk facon. Hele det offentlige system er gennemsyret af dette økonomiske kaos, og der er ingen kraft på jorden, der kan redde systemet fra sin egen skæbne. Der skal hældes enorme resurser i meget lille merproduktion, og jo større den offentlige sektor bliver, jo mindre bliver den sektor, der kan stable kapital på benene, til at dække det sorte investeringshul. Det kan ikke fortsætte uden at blive ringere og ringere som årene går. Uden feedback kæmper selv guderne forgæves.

Martin Ågerups manglende fokus på hvordan investeringer fører til produktionsforandringer, og at markedet besidder en unik mulighed til at vise, præcis hvor investeringerne giver afkast, fører Martin Ågerup til en forfejlet historie om opbygningen af velfærdsstaten. Dette emne tager jeg op i del 3 af min boganmeldelse.

Mises kontra Hayek

Martin Ågerup bruger også meget plads og tid til at tale om Hayekiansk tænkning, altså at benytte markedet, til at udnytte information på en decentral facon, således man kan identificere de vigtige parametre, der gør at en producent producerer sin ydelse (undervisningsydelse, sundhedsydelse) på en god måde. Martin Ågerup ser tilsyneladende markedet som en informationsudnytter, en decentral organisme der kan finde de bedste producenter, således de dårligste kan lære af de bedste. Denne information vil Martin Ågerup lade de offentlige produktionsplanlæggere udnytte.

Min kritik af Martin Ågerups analyseværktøj er i forbindelse med von Mises’ socialismekritik. Denne er en gengivelse af de grundlæggende forskelle på Hayek og Mises verdensbillede. For Hayek var det under visse omstændigheder muligt at anse velfærdsstaten i samspil med politisk frihed. Mises derimod anså velfærdsstaten for at være en dødsdømt social institution, i modstrid med det liberale tankegods. I denne forstand er Hayek den bløde variant af østrigerskolen, og han lader en kattelem være åben for socialisterne, der vil bruge staten til at drive virksomhed.

Et citat fra Ludwig von Mises kan sætte situationen i relief:

Economic Freedom and Interventionism, Liberty Fund, s. 174-175:

Unfortunately, the third part of Professor Hayek’s book is rather disappointing. Here the author tries to distinguish between socialism and the Welfare State. Socialism, he alleges, is on the decline; the Welfare State is supplanting it. And he thinks the Welfare State is, under certain conditions, compatible with liberty. In fact, the Welfare State is merely a method for transforming the market economy step-by-step into socialism.

Kontra til dette synspunkt står von Mises fast. Der er ingen mellemvej mellem den frie kapitalismes fundamentale fordele med sit feedback og den blinde socialismes ragnarok. Mellemstationen, velfærdsstaten, er ifølge Mises en ustabil situation. Statsmagten vil blive skuffet over sine interventioner i økonomien, og i sit forsøg på at styre denne, vil staten regulere mere og mere, og til sidst ende i socialismen.

Martin Ågerup og Hayek ligner hinanden på dette punkt. Martin Ågerup kritiserer ikke velfærdsstaten for at være en kaotisk system, der ikke engang kan identificere tabsgivende produktionsprocesser. Martin Ågerup tror, at med reformer af velfærdsstaten, så kan skuden vendes, og vi kan få mere for pengene. I Martin Ågerups løsningsmodel ligger et håb begravet. Hvis vi korrigerer for politikfejlene med indsigt fra Public Choice, så får vi det bedste system. Ifølge Public Choice, som er den moderate af de to økonomiske skoler, så findes der både markedsfejl og politikfejl. Det betyder, at staten og markedet ikke ses som kaotisk kontra beregnende ala Mises, men i stedet opstilles målsætninger for at evaluere, om det er fordelagtigt for samfundet at vælge den politiske løsning, frem for markedet. Det fører Martin Ågerup til sine konklusioner, at det er værd at gå efter reformer af velfærdsstaten, fordi analyseværktøjet han bruger, fortæller ham at markedet også kan tage fejl. For at undgå den største af de to typer af fejl, vælger den kloge Public Choice økonom mellem systemerne, og kan på alle andre menneskers vegne postulere, at hans valg er til deres bedste. Man tegner blot et diagram med udbud og efterspørgsel på en tavle, sætter nogle streger ekstra som fx kunne være marginal indkomst for virksomheden og marginal omkostning for virksomheden, kontra forbrugernes marginaler, og når frem til, at produktionen som den private virksomhed leverer, er for lille eller stor.

Ligesom Hayek, der var den bløde østriger, griber Martin Ågerup chancen for at give socialisterne et nik for, at de kan fortsætte deres aktiviteter i staten. Så længe man kan argumentere for sin interventionistiske sag, fx ved at tegne nogle overbevisende diagrammer, så kan vi stole på, at Martin Ågerup ikke vil kritisere forslaget. Martin Ågerup, ligesom Hayek, forsøger at indtage en mellem position, således han kan få sit kompromis gennemført. Socialisterne i de politiske partier kan derfor bruge Martin Ågerup. De kan fortsætte plyndringen af skatteyderne og subsidiere sine venner, blot man gør det på en snedig måde, med overbevisende diagrammer, der alle, indenfor østrigsk økonomisk teori i alt fald, begår den ultimative synd: At sammenligne menneskers subjektive værdiopfattelser i et diagram som argument for at indføre ufrivillige foranstaltninger, der forgriber sig på ejendomsretten, menneskets naturlige frihed.

Mine forslag til ændring af Ågerups mission

I bogen udformer Martin Ågerup en strategi for at opnå sit mål. I min kritik er det tydeligt, at nogle af Martin Ågerups mål ser jeg som overflødige, og andre som uopnåelige. Mine to kritikpunkter af Martin Ågerup kan kortes ned til følgende ene punkt:

Privatisering af den offentlige sektor, frem for selvejerskab. I stedet for at indføre brugerbetaling i offentlige institutioner, sådan som Martin Ågerup foreslår, vil jeg foreslå at disse enten sælges til højstbydende kapitalist i små bidder, for at kunne give hurtige skattelettelser, eller også skal institutionerne privatiseres via aktieuddeling i forhold til historisk skattebetaling. Således kan danskerne på praktisk vis komme til at eje en del af institutionerne, i forhold til hvor mange penge de har betalt i skat gennem årene. Når aktierne er delt ud, kan de, naturligvis, købes og sælges frit.

I stedet for at fastholde, at den offentlige velfærdssektor skal producere noget som helst, skal den privatiseres, således velfærdssektoren kan gøre brug af økonomiske beregninger, for at give forbrugerne magten tilbage, og for at lade skatteyderne beholde det, som retmæssigt er deres. I kompromissets kunst kan det formentlig ikke lade sig gøre at gå hele vejen, så for at imødekomme Martin Ågerups præmis, kan man, i stedet for at indføre en procentuel brugerbetaling alle steder, privatisere den samme procentdel af den offentlige sektor, målt på udgiftsniveau. Dvs. i stedet for at indføre brugerbetaling all-round, kan man privatisere eksempelvis folkeskolen eller hospitalerne og lade det offentlige kaos fortsætte uhindret andre steder. For at give borgerne mulighed for at betale for de nu privatiserede goder, gives fradrag for hver krone, der bruges på de private udbydere. Dette er ikke optimalt, for det skævvrider markedet, og skaber overinvestering i disse sektorer, pga. skattefradraget, men det vil være en lektie i hvordan servicen kan forbedres, når en hel sektor bliver privatiseret. Det burde let kunne tjene som et eksempel på, hvordan den private sektor kan producere bedre goder til lavere priser, og hvor meget det betyder, når man selv kan råde over flere af sine egne penge.

Det største problem, som er fælles for både mit og Martin Ågerups forslag, er, at socialisterne i alle partierne vil finde måder, hvorpå de kan fastholde deres socialistiske politiske styring, for senere at erklære “liberalisering” for at være en fiasko. Ganske som de plejer.

Boganmeldelse: Velfærd i det 21. århundrede af Martin Ågerup, del 1

Det er et stykke tid siden, jeg skrev om nogle af de første kapitler i Martin Ågerups bog, Velfærd i det 21. århundrede.

Jeg blev til sidst enig med mig selv om, at læse bogen færdig, før jeg igen ville skrive om min læseoplevelse. Dels fordi jeg var så heldig, at Martin Ågerup bemærkede, at jeg kritiserede hans analyse, inden jeg nåede til kapitel 9, der har undertitlen: “Samspil mellem stat, marked og civilsamfund”. Da jeg havde færdiglæst kapitlet, manglede jeg alligevel kun 141 sider i bogen, og besluttede mig for at læse hele bogen færdig, før jeg igen ville skrive mere om den.

Da jeg nu er ved vejs ende, kan jeg bedre opsummere bogens indhold og understrege de gode sider af bogen og underbygge min kritik af de sider, hvor jeg er uenig med forfatteren i hans analyse.

I denne anmeldelse vil jeg forsøge at ramme en balance, da jeg på den ene side synes rigtig godt om mange aspekter af bogen, mens jeg på andre områder finder, at bogens analysemetode kunne være skærpet. På den ene side vil jeg gerne have at læserne efter endt læsning, tænker at bogen er pengene værd, således læseren vil købe bogen. På den anden side vil jeg også gerne efterlade et indtryk af, at på trods af de mange gode sider af bogen, så er der nogle områder, hvor de østrigske økonomer ville analysere problemerne i den danske velfærdsstat helt anderledes.

På mit studie til ingeniør lærte jeg af en af underviserne, at den måde man bedst giver kritik på, er ved at starte med det positive, og først bagefter komme med den negative kritik. Måden at give kritik på kaldte han for “bedstemormetoden” og den vil jeg også bruge her.

Positive aspekter i bogen

Det er nødvendigt som det første, at sige, at bogen indeholder flere positive elementer, end dem jeg vælger at beskrive i det følgende. Det vil være en skam, hvis jeg påstod, at alle de positive punkter af bogens 496 sider, kunne beskrives i et kort blogindlæg. Det ville ikke gøre forfatteren sin fortjente ære. Derfor er afsnittet her blot et kondenseret afsnit, hvor jeg kun har taget højdepunkterne, sådan som jeg opfatter dem.

Den historiske fortælling om Danmark

I starten af bogen viser Martin Ågerup hvordan Danmarks velstandsudvikling målt i BNP pr. indbygger er forløbet fra 1890 til i dag. Fortællingen i bogen viser, at Danmarks langsigtede vækstrend blev brudt efter finanskrisen, og der er ikke langt til at afstanden mellem denne langsigtede trend og til det aktuelle niveau, begynder at ligne den samme afstand, som blev en realitet under besættelsen i 2. verdenskrig (i absolutte tal, i procentuelle tal skal vi til 2030 med nuværende trend). Det ser dog ud til at perioden fra 1945 til 1970 havde meget højere væksttrend, end den er i dag. Ågerup skriver, at det skyldes at Danmarks økonomi begyndte at indhente det forsømte og stagnerede, da oliekrisen i 1973 brød ud. Sidenhen, indtil finanskrisens udbrud, fulgte Danmarks økonomi den langsigtede trend.

Martin Ågerup mener at det er bekymrende, at så mange begynder at vænne sig til lave vækstrater på 1pct om året, og alt over 1pct kaldes hæderlige vækstrater. Jeg er enig med Martin Ågerup i hans betragtning om vækstrater og den slappe attitude til situationen. Jeg ville måske gå så vidt at sige, at da vækstkrisen startede i 1973, burde man have taget fat om nældens rod (den offentlige sektor, store subsidier til arbejdsløshed og idiotisk økonomisk politik med priskontrol og store inflationsrater) og sagt, at 3pct vækst om året er et hæderligt tal, ikke 2pct.

Martin Ågerup gennemgår tal omkring arbejdstimer og sammenligner os med andre lande, herunder Singapore, Hong Kong, Schweiz og nogle amerikanske stater. Martin Ågerup kritiserer også lystigt velfærdsstaten for dens forvridende skatter og negative incitamenter. Det er sød musik at læse sådanne udfald mod høje skatter og de socialt destruktive subsidier til arbejdsløshed.

Martin Ågerup understreger også, og det er værd at kreditere ham for at gøre det så eksplicit, at vækst ikke er et mål i sig selv, som fastlægges fra centralt hold. Vækst er et resultat af alle frie individers personlige valg om hvor mange timer de vil arbejde, hvad de vil arbejde med, og hvor meget de vil spare op, hvor meget de vil investere og hvor de vil investere. Resultatet er at markedsøkonomien vokser, når befolkningen vælger at spare op for at investere i større produktion, nye produktionsgoder og nye produkter. Vækst der undertrykkes af statens magtmidler, er derimod problematisk, og det er her Martin Ågerup lægger sit fokus. Det vises tydeligt med hans væksttrend. Fulgte vi trenden, som er knap lige så gammel som demokratiet i Danmark, så ville vi have haft højere vækstrater de seneste år. Derfor antydes det, implicit, at de nuværende vækstrater er et resultat af statslig undertrykkelse af markedsøkonomien i Danmark.

Martin Ågerup viser også indeks for economic freedom, og viser at i de kategorier, hvorpå man måler, klarer Danmark sig fremragende, pånær på et eneste punkt: Den offentlige sektor er stor, enormt stor. Dette er naturligvis ikke nok til at vise, at det er den offentlige sektor, der er problemet med væksten, men det er udmærket at fokusere på, at economic freedom indekset netop betragter en stor offentlig sektor som problematisk for frihed. For at forstå hvorfor den offentlige sektor er så problematisk, begynder Martin Ågerup på en nøje gennemgang af problemerne i den offentlige sektor.

Analysemetoden er velkendt fra den økonomiske skole der kaldes “Public choice”. Denne økonomiske skole slår sig op på at være bygget på et fundament der sammenligner institutionelle opsætninger. Altså, man vurderer markedet som det er, og holder det op mod den offentlige sektor, sådan som den er. Ifølge en af grundlæggerne bag skolen, James Buchanan, så er public choice “politics without the romance”. Altså et nøgternt blik på hvad der foregår, når man forsøger at bruge politik til at drive markedsvirksomhed.

Essentielt siger public choice, at markedet indeholder fejl (fx monopoler, offentlige goder, eksternaliteter), men politik indeholder også fejl, og fra sag til sag kan man vurdere, hvilken af de to institutioner der giver de bedste resultater. Det er naturligvis lidt forskelligt fra den måde østrigerne anser økonomi på, men ikke desto mindre er der masser af overlap mellem de to skoler og set fra min synsvinkel, er det disse overlap der pryder Martin Ågerups bog.

Udviklingen i regelbyrden

Bogen tager et meget interessant emne op, nemlig størrelsen af regelbyrden, som danskerne påtvinges af staten. Ifølge produktivitetskommissionen bliver der årligt udstedt 20 gange så mange regler i dag, som i 1960’erne. Denne stigning i regelbyrden mener Martin Ågerup har nogle effekter, som han beskriver som ulinære. Den første smule regulering fører til meget lidt gene, men som reguleringen tager til, nås til sidst et punkt, hvor blot en lille smule mere fører til dramatiske gener for dem det går ud over. Den store stigning i regelbyrden indbefatter dog også ændringer af eksisterende regler, og er altså ikke nødvendigvis et udtryk for nye regler der lægges oveni de gamle.

Det virker umiddelbart meget logisk, at det må være sådan regulering opbygges. Først regulerer man nogle småting, der er nemme at skrive regulering til, som griber lidt ind i produktionen for at afbøde de værste brølere (set med politikere og bureaukraternes øjne). Senere, som mulighederne for at bestemme over menneskets valgmuligheder udtømmes, skal reguleringen nødvendigvis målrettes de meger essentielle eller trivielle elementer i virksomhederne, og som reguleringen øges, ligeledes øges kravene.

Ikke desto mindre er det et problem for virksomhederne, at reglerne de skal følge, ændrer sig hele tiden. Det betyder, at medarbejderne skal reserveres til at følge regeludviklingen, og flere resurser skal bruges på at følge regeludvikling, som nødvendigvis tages fra at følge markedsudviklingen. I stedet for at bruge al tilgængelig arbejdskraft på at tilfredsstille forbrugerne, bruges et stigende antal arbejdstimer på at tilfredsstille bureaukratiets nær ved uendelige appetit på papir.

Det betyder samtidigt også, at virksomheder kan opnå store besparelser ved at lobby, for at sikre, at deres egen virksomhed bliver mindre ramt af de nye regler. En større rent-seeking proces startes, hvor det for virksomheden er meget gunstigt, at dirigere resurser til at følge politikere og lobby for at sikre regeludviklingen skader deres konkurrenter og ikke i så høj grad dem selv. Det er endda en forventlig udvikling, da selv virksomheder, der ikke i udgangspunktet ønsker at bruge krudt på politisk arbejde, kan se at der i billedlig forstand er fordel i at sidde med ved bordet, frem for at være på menu’en. De virksomheder som særligt har råd til denne udgift er de store virksomheder, hvor det ikke betyder så meget om en eller to medarbejdere bruger deres tid fuldkomment på at tale virksomhedens sag. Derudover har de store virksomheder også flest stemmer i sig, det er medarbejdernes stemmer som politikerne er interesserede i at please.

Små virksomheder, og forbrugerne, bliver derfor plyndret af særinteressernes politiske ageren. Da staten til al tid blander sig i markedsøkonomien, regulerer, beskatter og bestemmer, så er det ganske enkelt nødvendigt for virksomhedens succes, at forsøge at sikre sig så stærkt et bånd til voldsmonopolet, som det kan betale sig. For store virksomheder er der særligt store beløb på spil, og det kan derfor særligt betale sig for de store, at lobby politikerne, for at undgå den værste udplyndring og regulering.

Fagforeninger som særinteresse

En af de rigtig store særinteresser i Danmark er fagforeningerne. Martin Ågerup belyser også med hvilke metoder, fagforeningerne sikrer sig særlige privilegier på bekostning af skatteyderne, særligt i den offentlige sektor, hvor større lønkrav ikke medfører arbejdsløshed i samme omfang som i den private sektor. Det er rigtig dejlig læsning, at se Martin Ågerup kaste om sig med eksempler på, hvormed de offentlige fagforeninger sikrer sig sit eget rov, fx ved at presse politikerne, til at vedtage gunstige lønstigninger, som kan plukkes fra skatteyderne.

De private fagforeninger ser Martin Ågerup også som forvridende men trods alt med et vist feedback, da deres medlemmer risikerer at miste arbejdet, hvis lønkravene bliver højere, end deres produktivitet kan bære. Altså er fagforeningerne på det private område ikke begunstiget på samme måde, som de offentlige fagforeninger. De private fagforeninger må stadig ligge under for de økonomiske love, der siger, at den højeste løn en medarbejder kan modtage, er hans marginale produktivitet. Altså, virksomheden kan ikke i længden betale en medarbejder flere penge, end medarbejderens bidrager til indkomsten. Ellers ville det være et netto tab at medarbejderen var ansat (her er en vis detalje gemt, da det reelt er virksomhedens totale indkomst, psykisk såvel som monetært, der afgør sagen. Altså kan man som virksomhed beholde en monetært tabsgivende medarbejder, såfremt den psykiske gevinst af at have medarbejderen ansat overstiger det følte monetære tab for beslutningstageren). Såfremt medlemmerne i fagforeningen hæver overenskomsten, bliver de selv arbejdsløse, og dette feedback giver trods alt fagforeningerne en smule realitetssans i deres krav i overenskomsten.

Fra bogen s. 206:

I en sådan situation vil de overbetalte have svært ved at få arbejde på et privat arbejdsmarked, hvor virksomheder er i konkurrence og dermed ikke kan tillade sig at ansætte folk, der ikke leverer værdi svarende til deres løn. Det kan fagbevægelsen leve med, hvis der er tale om relativt få personer. Men et tab af en stor del af medlemsskaren er et problem, de ikke kan acceptere.

Martin Ågerup glemmer, så vidt jeg husker, at nævne, at disse private fagforeninger stadig overskrider ejendomsretten. Uanset hvem der bliver gjort arbejdsløs af deres politik og trusler om vold, så er det et moralsk problem, at disse personer gøres arbejdsløse, for at begunstige andre personer. Hvorfra har fagforeningerne deres overmenneskelige rettigheder, der tillader dem, at begå overgreb på andre personers krop og ejendom?

Personligt ansvar som styringsmekanisme

Martin Ågerup gentager ofte i bogen, at det vigtigste er at give ansvaret til borgeren i Danmark. For at udvikle velfærdsstaten fra at være topstyret og bureaukratisk, skal den formes efter markedsorienterede principper. Et af virkemidlerne hertil er, at indføre brugerbetaling på velfærdsydelserne på den ene side, og give skattelettelser på den anden. Da borgeren på denne vis selv kan bestemme over lidt flere af pengene, er det også borgerens egne prioriteringer, der i højere grad afgør om en velfærdsydelse bliver efterspurgt. På denne vis indføres en større del af borgerens ønsker i driften af velfærdsydelserne. Hvis ydelsen ikke er ret meget værd for borgeren, vil denne i det nuværende system stadig forbruge ydelsen, men i Martin Ågerups situation med egenbetaling, skal værdien af velfærdsydelsen overstige borgerens værditilskrivning af pengene, denne skal betale, før ydelsen vil blive efterspurgt. Det er et udmærket argument at føre, for det er netop borgerens egne prioriteringer, der burde danne efterspørgslen på velfærdsydelser. I dag tildeles velfærdsydelserne efter bureaukratiske principper, hvor borgeren selv ikke har nogen monetær omkostning ved at efterspørge ydelsen. Borgerens egen prioritering overdrages til myndigheden.

En af de største fordele ved at bruge brugerens egne monetære præferencer til at guide efterspørgslen, er, at brugerens egen viden indgår i efterspørgslen.

Fra bogen s. 353:

Ifølge Hayek sker den bedste udnyttelse af viden og information ved at lade mennesker træffe individuelle beslutninger i en markedsøkonomi, mens central planlægning af samfundets aktiviteter i en offentlig myndighed vanskeligt kan udnytte samfundets samlede viden.

Martin Ågerup fortsætter pointen, s 355:

Jo længere væk vi bevæger os fra vores egne, konkrete erfaringer, jo mindre kompentente er vi. Derfor bør vi tilstræbe en samfundsorden, hvor beslutningerne træffes så decentralt som muligt.

Martin Ågerup skriver også, at den danske velfærdssektor er centralt planlagt, hvor borgernes viden og præferencer ikke bruges. I stedet allokeres resurserne af politikere, fagpersoner, eksperter og embedsmænd.

Iværksætteren som markedets driver

Martin Ågerup beskriver på side 301 og frem, hvordan iværksættere bidrager til radikal innovation. Iværksættere er fx personer der forlader eksisterende store virksomheder efter at være blevet frustrerede over afslag på innovative idéer. Deres nye virksomheder der er i konkurrence med den bestående virksomhed kan gennemføre en ny forretningsmodel, der øger produktiviteten og udgør en skarp konkurrent. Ågerup nævner flere eksempler, fx IBM vs Microsoft og senere Microsoft vs Google. Ågerup giver også en meget stor rolle til iværksætteren, der via sin risikovillighed og “skøre” idé forsøger at stable et alternativt produkt på benene. Nogle gange er produktet en ny forretningsmodel, andre gange en ny produktionsteknik.

Fra bogen s. 304:

Sandheden er, at de virkelig innovative iværksættere – dem, der skaber noget helt nyt – er en særlig slags mennesker. Der er ikke mange af deem, men de er fuldstændigt afgørende for fremdriften og onnovationen i vores samfund.

For at imødekomme det sædvanlige kritikpunkt, der udspringer af den anti-kapitalistiske mentalitet i samfundet, nemlig at de kapitalistiske svin, den successfulde iværksætter, udnytter og udplyndrer samfundet med sine nye idéer, som de dumme forbrugere lokkes til at købe i deres afgrundsdybe uvidenhed, noterer Ågerup på side 305 følgende:

Økonomiprofessor William Nordhaus (f. 1941) fra Yale University har på baggrund af data fra USA i perioden siden 2. verdenskrig estimeret, at iværksættere kun formår at indfange beskedne 2 procent af den samledee velstandsgevinst ved innnovation – resten går til alle os andre i form af lavere priser, større udvalg, bedre kvalitet osv.

Det betyder at en stat, der ikke ødelægger iværksætterens samfundsfunktion ved beskatning og regulering, tillader samfundets borgere at opbygge kapital til iværksætterens projekt, og giver ham incitamenter og frihed til at allokere resurser, til at opbygge nye virksomheder, der er i utrolig høj grad kommer samfundet til gode. Staten står i vejen for samfundets velfærd.

For de som mener at Nobelprisen i økonomi har nogen betydning, kan det noteres, at William Nordhaus netop i år vandt Nobelprisen i økonomi.

Konkurrence i produktionsleddet

Ifølge Martin Ågerup er konkurrence årsagen til at beskedne 2 procent af gevinsten ved innovation tilgår iværksætteren. For at sikre samfundet mod at iværksættere “stikker af” med gevinsterne, er det derfor afgørende vigtigt at konkurrencen mellem virksomhederne bliver så effektiv som muligt.

På side 316 fortæller Martin Ågerup at velfærdssektoren (den offentlige sektor) er iværksætterfri zone. Ikke nok med at velfærdssektoren er undtaget fra konkurrence, så er den også opbygget til at modstå og nedbryde iværksættere. I de store private virksomheder såsom Barnes and Nobel (amerikansk boghandelskæde med fysiske butikker) er der ifølge Ågerup også modstand mod at innovere forretningsmodellen, hvilket Amazon fik fordel af. I tilfældet af Barnes and Nobel vs Amazon er det let at se, at da markedet er frit, kan nye konkurrenter entrere markedet og opbygge en virksomhed, der kan udkonkurrere de bestående spillere.

Amazon kunne tiltrække kunder fordi de var mere attraktive at handle os, Amazon gav mere værdi for pengene. I den offentlige sektor kan der ikke opstå en konkurrent der kan gøre indhug i indtægten til det bestående system, for selvom Barnes and Nobel var imod online boghandel, så havde de trods alt hverken politiet og fængselsvæsenet til at sørge for at de fortsat fik deres indtægt, og måtte derfor måbende se til, mens Amazon overtog deres kunder. Den offentlige velfærdssektor har med skattevæsenet i ryggen en unik mulighed for, at fortsætte uden konkurrenter, ganske enkelt fordi deres indtægt ikke berøres af hvis nogle utilfredse medarbejdere stikker af, og forsøger at skaffe kapital til at opbygge et alternativ. Kunderne, de flåede skatteydere, har heller ikke noget valg. De skal betale til det eksisterende system under trusler om fængsling.

Det er denne mekanisme, fraværet af konkurrencemulighed, Martin Ågerup vil linde lidt på, ved at indføre en moderat brugerbetaling og give skattelettelser. Det vil gøre det muligt at konkurrere lidt i velfærdssektoren, og det vil være muligt som kunde at flytte sine penge til det produkt, der bedst tjener kundens private interesse.

Metoden til at sikre konkurrence i den offentlige sektor er bl.a. brugerbetaling, men det er også at udsætte de offentlige virksomheder for de samme regler, som den private virksomhed underlægges. Konkurrencestyrelsen skal dermed analysere om visse offentlige virksomheder bedriver monopoldrift, og viser det sig at være tilfældet, skal den offentlige virksomhed splittes op i forskellige forretningsenheder, ligesom de private virksomheder bliver det.

Opsummering

I bogen gør Martin Ågerup en masse godt for, at underbygge og argumentere for hvorfor frihed, ansvar og ejendomsret er afgørende for velstand, iværksætteri, kvalitetsforbedring, innovation og flere forbrugsmuligheder. Martin Ågerup angriber den centralplanlagte offentlige sektor, og giver undervejs mange meget interessante eksempler på fraværet af innovation i den offentlige sektor, samt eksempler på det evindelige resursemisbrug.

Martin Ågerup sammenligner den danske offentlige sektor med Sovjetunionen, han nævner Murray Rothbard i sin litteraturliste, han skriver flere kapitler hvor han intensivt bruger Hayeks frihedstanker og han gentager ind i mellem, at det er meget svært at vurdere værdien af offentlige ydelser. Dette er fantastisk læsning. Det er en rigtig god bog, som jeg vil anbefale læseren at købe (eller låne på biblioteket, men helst købe).

Jeg har bevidst fravalgt at bringe Martin Ågerups løsningsforslag, det må læserne af hans bog have til gode selv at opleve. Jeg vil dog nævne, at en af hovedingredienserne i løsningsforslaget er at sænke skatterne med 167mia kroner. Det er et rigtig fint reformforslag, der langt overgår de sædvanlige småtterier, der diskuteres i forbindelse med den årlige finanslov.

Som afsluttende bemærkning skal det nævnes, at jeg ikke modtager nogen returkommission fra Martin Ågerup for dette indlæg. Som jeg sagde i starten af indlægget, så er dette den positive del af Martin Ågerups bog, hvorfor opsummeringen også bliver positiv.

Landsrettens dom over Peter Madsen

I et tidligere blogindlæg skrev jeg om byrettens dom over Peter Madsen. I indlægget lagde jeg vægt på, at retten ikke havde formået at overholde basale principper i den liberale forståelse af ejendomsretten. Ikke nok med at erstatningerne for drabet på Kim Wall var lave, der var slet ingenting til forældrene.

Jeg havde set frem til landsrettens afgørelse, fordi jeg gik ud fra, at landsretten besad lidt mere fornuft, givet at de sager der når landsretten, er sager hvor parterne i sagen er uenige i byrettens afgørelser. Domsresumé kan findes her.

I spørgsmålet om strafudmåling til Peter Madsen når landsretten frem til livsvarigt fængsel, ganske som byretten gjorde det. I mit tidligere indlæg fremsatte jeg idéen om, at fængselsstraf er mystisk, når det drejer sig om overtrædelse af ejendomsretten. Det primære må være at forsøge at erstatte overgrebet på ejendomsretten. Jeg skrev også, at når det drejer sig om drab, er det indtil videre ikke teknisk muligt at restorere skadeslidte i sagen. Derfor er emnet lidt speget – det er nemmere at returnere et stjålent TV til sin ejermand, end det er at genoplive Kim Wall. I tilfælde af uoprettelig skade, må man bruge andre metoder til at yde erstatning.

Fængselsstraffen i sig selv lider stadig under samme problemer som før. Det strider mod ejendomsretten at fængsle Peter Madsen, bl.a. fordi fængslet betales af skatteydernes midler. Jo flere der sidder fængslet, jo flere penge opkræver skattevæsenet hos de produktive personer i samfundet. Skatter er en overtrædelse af ejendomsretten, ganske enkelt. Det er derfor ikke nogen trøst for de som udsættes for kriminalitet, at de skal betale deres gerningsmands ophold på et meget dyrt hotel.

Der er til al held også positive elementer i landsrettens afgørelse i forhold til byrettens. Endda elementer, som gjorde mig glad, fordi det brød med byrettens afgørelse om, at forældrene ikke skulle tilkendes erstatning. Landsretten er kommet frem til følgende:

Livstid i fængsel til Peter Madsen

328.746,14kr til forældrene

150.000kr til samleveren

Det nævnes ikke hvorvidt søfartsstyrelsen skal have penge for Peter Madsens overtrædelse af lanternelovgivningen, dette blev nævnt i byrettens afgørelse og domsresumé. Landsrettens resumé omtaler det ikke, men da gribbene vil have 175kr for en komplet domsudskrift, så har jeg sparet pengene og kan ikke give yderligere information herom.

Den positive udvikling er at der nu tilfalder en erstatning til forældrene, omend den er beskeden, Kim Wall kunne formentlig have tjent denne sum penge på omtrent 6-9mdr arbejde. Det er, på trods af beløbets beskedne størrelse, trods alt en opløftende afgørelse at overvære, såfremt man, ligesom jeg, tager ejendomsretten meget seriøst. I dag er der ikke i ret høj grad lagt op til erstatning, men i stedet benyttes fængselsstraffen, der både straffer offer og gerningsmand.

Erstatning, straf og ejendomsret i retsvæsenet i et frit samfund

I et samfund der tager ejendomsretten seriøst kan de efterladte, der repræsenterer den skadeslidte, modtage en erstatning der står mål med det tabte, såfremt de ønsker det. Et system der baserede sig på privat ret til forsvar og genoprettelse af ejendomsretten, ville naturligvis være indrettet til at maksimere erstatningsgraden for skadeslidte, samt at lade skadevolder afholde udgifterne i forbindelse med opklaring og afgivelse af dom i sagen.

Det er ikke sikkert, at der ville være behov for fængsler i dette system, i alt fald ikke sådan som vi kender dem i dag. Fængsler finansieres i dag over skatter, som alle produktive personer betaler. Den slags kunne ikke tillades, da det er en overtrædelse af ejendomsretten, som i udgangspunktet var retsvæsenets fornemste rolle at beskytte. Det er paradoksalt at kernen i det bestående retsvæsen, hvis eneste legitime rolle er at beskytte ejendomsretten, er et system, der delvist lever af plyndring af skatteyderne under trusler om vold. Dette paradoks kunne løses ved at lade retsvæsenet fungere på et frit marked, med fri adgang til konkurrenter og kun med frivilligt betalende kunder. Et godt retsvæsen, der seriøst respekterer ejendomsretten, vil også håndtere indespærring af en farlig kriminel på en anden måde. Der er sikkert flere løsningsmåder, men jeg tror, at de vil være variationer af følgende to muligheder:

  1. Frivillige donationer til at finansiere drift af fængsler med passiv indespærring eller minimal produktivt arbejde for fanger
  2. Selvejede institutioner, der kan opbevare dømte kriminelle og sætte dem i produktivt arbejde for at betale for opholdet samt erstatningsbidrag til skadeslidte

I et frit samfund ville det være muligt at begge institutioner kunne drives. Der kan være nogle kriminelle, som ikke er produktive nok til at betale deres eget ophold i fængsel, og på den anden side, kan der være visse omstændigheder, der gør, at den kriminelle sættes i et fængsel hvor der ikke er mulighed for at producere noget. Det kan være fordi man vurderer at farligheden af fangen er så stor, at give mulighed for produktive sysler ville være medføre en for stor en risiko for flugt, til skade for samfundet omkring.

Udover disse fængselstyper kunne man også forestille sig, at fængsler som vi kender dem, ville få fanger, der var ekskluderet fra andre steder at være. Selv en dømt forbryder, afhængig af forbrydelsen, har rester af sin oprindelige ejendomsret. Der kan være tilfælde, hvor den kriminelle ikke må indespærres ufrivilligt, fordi forbrydelsens art er således, at en indespærring ville være at yde større skade på den kriminelles ejendomsret til sig selv og sin krop, end den kriminelle har skadet sit offer. Her kan man da i stedet komme i en situation, hvor de omkringliggende samfund ikke vil acceptere den kriminelle i samfundet i en række år. Den kriminelle må derfor søge steder hvor han må være, og et af sådanne steder kunne være en facilitet, hvor den kriminelle kunne arbejde til livets ophold, men da de omkringliggende lodsejere ikke tillod ham på deres jorder, måtte den kriminelle blive i faciliteten eller søge overflyttelse til steder, der tillader, at han tager ophold. I stedet for at blive tvunget i fængsel, ville den kriminelle være nødsaget til at finde et opholdssted af egen fri vilje, da andre ikke vil handle bopæl eller aftage hans arbejdskraft. Her kan særlige faciliteter komme i betragtning, hvor den kriminelle frivilligt lader sig indlogere i en årrække.

En person som Peter Madsen kunne muligvis betale den erstatning han ville blive afkrævet i et frit samfund. Peter Madsen er et produktivt individ, der formentlig kunne udføre sit arbejde uden at øge risikoen for flugt. På den vis ville det være muligt at lade Peter Madsen producere værdi til samfundet, samtidigt med at han betaler en erstatning til sit offers repræsentanter. I dag vil Peter Madsen formentlig have lov at foretage sig nogle produktive sysler i fængslet, men det er ikke i kortene, at han skal aflevere en del af sin indkomst herfra til sit offers repræsentanter. Tilsyneladende kan han nøjes med at betale omtrent 450.000kr, en sum som er langt mindre, end hvad mit forsikringsselskab skulle punge op med, hvis jeg stillede træskoene.

Til gengæld er det sikkert, at Peter Madsen skal betale indkomstskat til staten for sine produktive sysler. Staten kommer før den skadeslidte, sådan er det, og vil altid være det i et samfund, hvor man tillader en organisation at have monopol på voldsudøvelse og domsafsigelse.

Forbrugerrådet Tænk’er ikke rigtigt om problemet med kviklån

Af uransaglige årsager har jeg valgt at blive medlem af forbrugerrådet Tænk, og modtager derfor månedtligt deres blad.

I septemberudgaven falder en lille kolonne om kviklån på side 4 i min interesse, og ved nærmere gennemlæsning mærker jeg en stadig stigende irritation og ophidselse over forbrugerrådets synspunkter. Kynikeren i mig siger, at statslige programmer ofte har et navn, der angiver det modsatte af hvad der faktisk foregår. Her falder det ganske passende ind, et forbrugerråd der kalder sig tænk, tænker sig ganske enkelt ikke om.

Forslaget som diskuteres kommer oprindeligt fra socialdemokraterne, der ønsker at begrænse hvor mange kviklån hver person kan optage. De vil gerne sætte grænsen for antal kviklån per person til 2. Det er formentlig hvad man kan forvente af et parti, der ønsker at indføre socialismen med demokratiske metoder – heraf navnet socialdemokraterne, eller som jeg foretrækker at sige det: Socialist Demokraterne. Deres idé er, at hvis man behandler symptomet, kviklånet, med tvang (politiet og fængselsvæsenet) så får man gode resultater. Hvis man tænker over problemet, som jeg vil anbefale forbrugerrådet at gøre lidt oftere, så kan vi hurtigt identificere en række problemer med sådan et forslag.

For det første ved vi af almindelig erfaring med livet, at symptombehandling altid skaber ravage, det fører til bivirkninger og i visse tilfælde situationer, der er værre end uden behandling. For det andet ved vi også, at mennesket har fri vilje, vi besidder evner til at træffe valg, ved at bruge vores egen rationalitet og de værdier som vi vælger at følge. Givet den frie vilje er der altså alternative løsninger til et simpelt forbud.

I kolonnen benytter Tænk sig også af udtalelser fra deres egen seniorøkonom, Morten Bruun Pedersen, som udtaler at “Kviklån er simpelthen roden til alt ondt i økonomien for rigtig mange mennesker.” samt “Maks. to kviklån per person er et godt forslag, fordi vi ser et stort problem i, at folk tager kviklån for at betale gamle kviklån tilbage.”

Som det ikke var nok at det almindelige panel hos Tænk favoriserer lovgivning mod kviklån, så er selv deres seniorøkonom, der burde vide bedre, også begejstret for at indføre forbud mod antallet af kviklån.

I slutningen af kolonnen overgår Tænk sin egen uvidenhed, og skriver ligeud, at “Forbrugerrådet Tænk så også gerne et loft på kviklån for ÅOP – de samlede omkostninger udtrykt i procent per år.”

Det er tydeligt, når jeg læser sådanne artikler, at Tænk rent faktisk ikke besidder en forståelse af almindelig økonomisk teori. Det ville måske kunne undskyldes at almindelige Tænk-journalister begår fejl i økonomi, økonomi er en videnskab, der kræver megen tid og energi at sætte sig ind i. Men at deres udpegede seniorøkonom favoriserer lovgivning på antal kviklån per person, det kommer bag på mig. Det kan jo ganske let få en til at tænke på om deres kompetencer på andre områder, er lige så fundamentalt forkerte, som det er på kviklån.

Økonomisk teori og virkeligheden

Jeg tror basalt set, at forbrugerrådet Tænk vil det godt for forbrugerne. Jeg formoder at deres mål er ganske sympatisk, at forbrugerne fravælger kviklån og søger for at finansiere deres forbrug via andre kanaler, eksempelvis opsparing og udskydelse af forbrug. Det er der såmænd ikke noget galt i. Jeg mener personligt at det er en dyd at spare op før sit forbrug, men man behøver ikke at anse det som dydigt at spare op før forbrug, man kan lige så vel blot erkende, at det er metoden hvormed man sikrer sig et større forbrug gennem livet. Ved at udskyde sit forbrug og spare op, får man både glæde af at virkelig tænke over hvad man køber (en ting er, at forventningens glæde er så vigtig, en anden ting er, at man når at komme over sin følelsesmæssige periode, og går ind i en senere periode hvor man bedre kan anskue sine behov nøgternt frem for følelsesbetonet), samtidigt med, at man undgår at betale renter, og dermed beholder flere af sine penge til at forbruge dem.

Problemet er blot det, at fordi mennesket har fri vilje, så er der andre løsningsveje at gå, end at indføre forbud mod kviklån på den ene eller anden måde.

Jeg vil i det næste blot vise hvad der sker, hvis man fastsætter et loft for ÅOP, der ligger under markedsprisen på visse kviklån. Først vil jeg vise et eksempel på, hvad forbrugerrådet egentlig ønsker (der er flere løsninger, og husk at alle tallene i mine eksempler her er taget ud af den blå luft for at illustrere en pointe).

 

I første figur vises udgangspunktet. Markedssituationen, om man vil, for kviklån. I mit simple eksempel viser jeg blot udbud og efterspørgsel, og en nuværende markedspris på kviklån med en ÅOP på 30. Det er ikke hvad forbrugerrådet ønsker. De vil sænke ÅOP niveau’et, da de mener at det er for højt (hvorfor skulle man ellers være fortaler for et loft, hvis ikke man havde erfaring for, at den nuværende pris var for høj?). Deres ønske vises på næste figur.

 

 

I figuren ovenfor ses at efterspørgselskurven er lagt ned, således den præcis skærer udbudskurven i punktet hvor maksimalprisen befinder sig. Her er markedets priser i synkronisme med lovgivningen, der er ingen, der kunne ønske at handle med hinanden, der begge kan opnå en gevinst af handlen. Der er ikke tilstrækkeligt med lånbare midler til at efterkomme efterspørgslen udover de 20.000 kviklån. Skulle flere kviklån ydes, så måtte ÅOP reduceres, fx kunne man i mit tænkte eksempel se, at ved en ÅOP på 10% vil 40.000 kviklån kunne sælges. I dette punkt er der dog kun 10.000 til rådighed, og derfor bydes prisen på kviklån op til 20% ÅOP for at tilfredsstille både sælger og køber i markedet. Handlerne skal som sagt være gensidigt fordelagtige for at blive gennemført, i det frie marked.

I den ovenstående situation har maksimalprisen således ingen virkning. Markedet fungerer præcis som det ville uden en maksimalpris.

Årsagen til den lykkelige situation er, at forbrugerne har ændret deres præferencer for lån, fordi de har været i kontakt med idéer, der viser dem, at det er bedre at udskyde sit forbrug, og vente med at købe produkterne, sådan de bruger tid til at spare op først. Det er i sin essens det bedste, der kunne ske, fordi det da ville være frivillighed der lå bag årsagen til den lykkelige situation. Da der kun er tale et et forbud mod en “for høj” ÅOP, så bliver realiteten en anden.

 

 

Da hverken udbud eller efterspørgsel har ændret sig (med en lille twist, forbrugerrådet ønsker at gøre reklame for kviklån forbudt, og det kan godt påvirke efterspørgslen en lille smule) vil situationen udfolde sig som eksemplet ovenfor. Da maksimalprisen indføres på lånet, opstår en kløft mellem udbud og efterspørgsel. Denne kløft er i mit eksempel på 20.000 kviklån, altså der er efterspørgsel på 40.000 lån ved den pågældende ÅOP og den udbudte lånemængde er kun 20.000. Hvad gør man så, når der er større efterspørgsel, end der er udbud, og man ikke længere kan bruge prismekanismen til at lade køberne prioritere efter?

Ludwig von Mises, Human Action, s 757:

The price can no longer segregate those potential buyers and sellers who can buy or sell from those who cannot. A different principle for the allocation of the goods and services concerned and for the selection of those who are to receive portions of the supply available necessarily comes into operation. It may be that only those are in a position to buy who come first, or only those to whom particular circumstances (such as personal connections) assign a privileged position, or only those ruthless fellows who chase away their rivals by resorting to intimidation or violence.

Situationen, set i forhold til markedet, er derfor, at hvis markedet fik sin frihed, ville 10.000 kviklån blive tilbudt yderligere, da ÅOP ville stige fra 20 til 30. Altså har forbrugerrådets effekt i mit tænkte eksempel medført at 10.000 lån er tilbageholdt fra det hvide marked. Afhængig af forbrugerne af kviklåns risikovillighed og kendskab til alternative finansieringsmuligheder vil de søge at få deres lyster styret på det sorte marked i stedet. Da risikoen ved lån på det sorte marked hos narkobaronerne, rockerne eller andre er væsentligt større end risikoen ved lån på det hvide marked vil nogle af de 10.000 uopfyldte lån blive droppet helt. Der er dog en andel af disse 10.000 lån der vil blive udstedt, fordi låntageren har så dårlig en kreditværdighed, at det hvide marked ikke må tilbyde låneren finansiering. Hvis låneren er i en desperat situation kan det blive ham nødvendigt at optage lånet på det sorte marked. Låneren der tidligere havde mulighed for kviklånet vil nu, takket være den naive politik fremsat af de økonomiske analfabeter i det såkaldte forbrugerråd, søge lånet hos narkobaronerne og rockerne. Hvilken beskyttelse yder forbrugerrådet i denne situation? Ikke megen beskyttelse.

Men er det nu ikke bare mig, der søger at ophidse gemytterne ved at påstå, at der findes visse låntagere, der er så desperate? Er det ikke langt mere sandsynligt, at loftet over ÅOP vil føre til rolige tilstande, hvor kviklånerne pludseligt blot dropper deres overforbrug, og begynder at spare op?

Her kan jeg citere fra Jon Wegener, ekspert i økonomisk psykologi:

“På grund af blandt andet Instagram og Facebook er der kommet et langt større pres på de unge for at få fat i de ting, der giver status iblandt dem. For unge, der køber på afbetaling, kan følelserne for produktet være så stærke, at det føles som et tab, ja næsten som at dø, ikke at få dem.”

Citatet er taget fra forbrugerrådet Tænk’s egen artikel på modsatte side af deres kolonne om kviklån. Dette citat giver i det mindste en fornemmelse af, at der findes mennesker, der ønsker et forbrug nu så stærkt, at de ikke vil vente næsten uanset omkostningerne. Hvis der findes mennesker med så ringe kreditværdighed, at de ikke må få et lån, fordi forbrugerrådets ÅOP grænse forhindrer dem i at finde hjælp på det hvide marked, vil de derfor i nogen grad søge alternative finansieringsmuligheder, herunder at opsøge tvivlsomme personer.

Men er der så ingenting man kan gøre for at ændre situationen med at mennesker optager kviklån og går personligt fallit? Er liberaletanker.dk blot et site, der elsker kviklån, og ikke føler sympati for dem, som går personligt konkurs? Nej. Kviklån anser jeg for at være en skandale af dimensioner, en personlig tilkendegivelse af, at man har sat alle hæmninger over styr, for at kaste sig frådende ind i en materialistisk forbrugsfest. Kviklån er jeg absolut ikke fan af, jeg opfatter det som et udtryk for personlig værdikonkurs. Kun under absolut frygtelige omstændigheder i den akutte nød og lidelse kan jeg se at et kviklån kan være fornuftigt. Men jeg vil ikke blande mig i hvad andre mennesker går og foretager sig, de har ret til deres ejendom og til at indgå frivillige aftaler med hvem de lyster. Jeg selv har en opgave der består i at hjælpe min egen familie.

Der er dog visse ting, der kan gøres for at forbedre den nuværende situation, som kan foregå, uden at angribe ejendomsretten, og som giver bedre resultater.

Samfundets hjælp

Samfundet kan hjælpe i stor stil. I min begrebsverden er samfundet blot de frivillige sociale interaktioner mellem individerne, der bor i samfundet. Samfundet inkluderer således ikke kriminelle, eksempelvis staten, rockerne og andre når de forgriber sig på andre individers ejendomsret.

Samfundets hjælp består mest af alt med at opbygge og understøtte et sæt af personlige værdier, som er gunstige for opsparing og dermed udskydelse af forbrug. Et rigt samfund er et, der opbygger kapital og investerer produktivt. I sidste ende kan målet være forbrug eller endnu større opsparing, det er et individuelt valg. Det er blot vigtigt at understrege, at opsparing bedst ses som udskudt forbrug. Nøglen til forståelsen er, at meningen med opsparing er at forbruge senere. Måske ønsker man forbruget skal tilfalde sine børn, og derfor fravælger man at forbruge hele sin formue selv, andre ønsker at udskyde forbruget til alderdommen, hvor de således kan nyde deres otium gennem større forbrug. Målene er mindst lige så mange, enddog muligvis flere, end der er mennesker til.

Hvis man ønsker at hjælpe, kan man også yde familielån til den pågældende person. Dette må bero på en frivillig aftale mellem familiemedlemmerne, og nogle gange kan det føre til at holde det fremskudte forbrug i ave, fordi man ønsker at fremstå rimelig mellem familiemedlemmer. Ind i mellem har familiemedlemmer en tendens til at reducere deres forbrug, hvis omkostningerne bliver kendt for nogle af de andre familiemedlemmer. Man skal dog passe på, og altid vurdere kritisk på situationen, selvom man gerne ønsker at hjælpe sin familie med at få et lykkeligt liv, fx ved at låne dem penge eller give dem forbrugsgenstanden, som de ønsker. Der er altid en rolle for familien i at hjælpe og guide sine medlemmer til at forstå realiteterne.

Statens hjælp

Staten kan faktisk hjælpe med at reducere forbrugernes lånelyst. I bogen “Theory of Money and Credit”, siger Mises, at der er følgende sammenhæng mellem indkomst og tilbøjeligheden til at udskyde forbrug:

Ludwig von Mises, Theory of Money and Credit, Liberty fund, s 386:

Generally speaking, individuals with large incomes make better provision for the future than individuals with small incomes. The smaller an individual’s income is, the greater is the premium which he sets on present goods in comparision with future goods. Conversely, increased prosperity means increased provision for the future and higher valuation of future goods.

Altså er en af de vigtigste elementer i dine forbrugsmuligheder, at du har en rimelig indkomst. For at reducere lånelysten kunne man øge indkomsterne. Der er et par ændringer i lovgivningen, der kunne hjælpe i denne retning.

En fjernelse af indkomstskatten er en god hjælp til at øge indkomsten. Her kan staten hjælpe, ganske enkelt, ved at holde op med at beskatte så hårdt, som den gør nu. Det bedste er at fjerne indkomstskatten fuldstændigt, naturligvis.

For at hjælpe indkomsten på vej særligt hos unge mennesker bør staten også underlægge fagforeningerne de samme regler som det resterende samfund: Fagforeningerne skal respektere ejendomsretten. På den vis vil det ikke være dem muligt at fastlægge overenskomster på ufrivillig manér. Jeg husker selv tydeligt, da jeg som bud hos min far blev 18 år gammel, og overenskomstlønnen steg fra 48kr i timen til 84kr. Jeg blev fyret øjeblikkeligt, og det var fast rutine i virksomheden, at alle bude der bliver 18 år gammel, bliver fyret. Takket være fagforeningen HK kunne unge mennesker ikke beholde deres arbejde, fordi de havde haft fødselsdag. Fjernelse af denne hindring til at arbejde for indkomst vil også hjælpe, særligt de unge, med at fastholde en højere indkomst.

Det vil også være gunstigt at fjerne momsen, da denne pålægges alle varer, som derfor hæver prisen på samtlige varer, der kan forbruges. En fjernelse af momsen vil sænke priserne (i hvilket omfang afhænger af udbud- og efterspørgselskurvens elasticitet – eller på dansk: hvor meget producenter og forbrugere reagerer på prisændringer), og dermed reducere forbrugerens pris, og gør det lettere for ham at opnå produktet.

I dag arbejder Nationalbanken og banksystemet kontinuerligt på at udvide pengemængderne, og presse forbrugerpriserne i vejret. Den konstante erosion af penges værdi gør det særligt interessant at optage gæld og forbruge i nuet. Da den nye pengemængde rammer kreditmarkedet først, så lokkes forbrugerne til at optage mere gæld, fordi renten reduceres med pengeudvidelsen. Staten kan derfor også nedlægge Nationalbanken, eller lade den privatisere og samtidigt overgå fuldstændigt til pengeproduktion der ikke forgriber sig på ejendomsretten. På den måde reduceres fordelen ved at optage gæld, og skubber efterspørgselskurven ned.

Sidst, men ikke mindst, kan folkeskolen holde op med at underbygge og legitimere politikernes karrierer som magtmennesker i vores samfund. Det er meget vigtigt, at børnene får en kritisk holdning til staten og politikerne, så de ikke ender som forbrugerrådet selv er endt – i en situation hvor de tror, at alle problemer kan løses ved at indføre lovgivning. Det er ganske påfaldende at økonomi ikke er et emne i folkeskolen, det burde være en del af samfundsfag, men det er det ikke. For at imødekomme den slags undervisning bør folkeskolen privatiseres og undervisningsministeriet og -styrelsen nedlægges for at give skolerne frihed til at undervise og differentiere sig.

Disse fem forslag er meget effektive midler til at hjælpe forbrugeren til at undgå kviklån, men på trods heraf, har forbrugerrådet slet ikke nævnt dem i sin kolonne. Det er ellers ganske logisk at disse forslag vil få meget bedre resultater, end fjollede love om hvor mange kviklån forbrugeren må tage, eller hvilken ÅOP långiver må tilbyde.

 

Ludwig von Mises, Human Action, s. 753:

The problem is whether it is possible for the police power to attain the ends it wants to attain by fixing prices, wage rates and interest rates at a height different from what the unhampered market would have determined. It is beyond doubt that a strong and resolute government has the power to decree such maximum or minimum rates and to take revenge upon the disobedient. But the question is whether or not the authority can attain those ends which it wants to attain by resorting to such decrees.

Opdatering af “Om mig”

I anledning af ankomsten af vores fjerde barn er jeg blevet så egoistisk, at jeg har skrevet mere til sektionen der hedder “Om mig”.

Jeg har beholdt den oprindelige tekst, rettet lidt hist og pist, men under den tidligere tekst har jeg skrevet en længere tekst om min færd på vej mod min forståelse af det liberale tankegods.

Der er rent faktisk nogen, der har klikket på linket, og jeg tænkte, at måske var det værd at skrive lidt mere om min færd. I alt fald har jeg nu gjort det, og her kan i, hvis i da skulle have lysten, læse resultatet.

Vaccination, populisme og politik

Jens-Kristian Lütken har på sin Jyllands-Posten blog skrevet et indlæg om vaccinationskravet i Italien.

Situationen er, ganske kort, at Italien under den tidligere regering fremsatte et lovforslag, der krævede at alle børn, der ville gå i den offentlige skole, skulle følge den italienske stats vaccinationsprogram. Den nye regering har trukket dette lovforslag tilbage. Vice-statsministeren har tilmed udtalt sig angående vaccinationsprogrammet i vendinger, der antyder, at 10 vaccinationer måske er mere skadeligt end gavnligt, samt at han støtter en politik, der tillader alle italienske børn at komme i skole.

Jens-Kristian Lütken er tilsyneladende forarget over Matteo Salvini’s udtalelser om vaccination. I alt fald påstår Jens-Kristian Lütken at Salvini sætter spørgsmål ved videnskaben. Ydermere mener Jens-Kristian Lütken, at det “er fuldstændig uhørt, at den slags rablende konspirationsteorier finder vej til regeringskontorerne i et vestligt demokrati“. Lütken kunne måske forstå, at man sætter spørgsmålstegn ved økonomernes modeller, men at man sætter spørgsmålstegn ved lægevidenskaben, det kan tilsyneladende ikke tilgives. Lütken ser Matteo Salvini’s droppede lovforslag som “højre populisme”, som et farligt angreb på det han kalder det “liberale demokrati”, fordi populismen er et opgør ikke blot mod den politiske elite, men også den teknokratiske elite, herunder statslægerne.

Lütken skriver ydermere, at hvis man ikke vaccinerer sit barn, så udsætter man barnet, og andre, for fare.

Der er et par punkter i hans indlæg, som jeg ikke kan lade være med at kommentere.

  1. Hvad er forskellen på et flertalsdemokrati og populisme?
  2. Hvad er forskellen på et lovkrav om vaccination, og en frivillig ordning?
  3. Hvad er successkriteriet for om en vaccine “virker”?
  4. Er et raskt ikke-vaccineret barn en fare for andre?
Demokrati vs populisme

Populisme er et udbredt ord, brugt om alt der er forkasteligt og nederdrægtigt. Alt der går mod den gængse opfattelse af, hvad der er korrekt, kalder man populisme. Jeg slog ordet op, for at se hvad nogle ordbøger mente det betød.

Politikens Nudansk ordbog, 2001, populisme:

1: en folkelig politisk retning som går imod en statslig centraliseret styring af økonomien

2: bestræbelser på at appellere til den brede befolkning

I en anden ordbog, finder man dog en lidt anden udgave af populisme.

Gyldendals Dansk Fremmedordbog, 1999, populisme:

1: folkelig bevægelse rettet mod fx statsmagten el. finkulturen; en ikke særlig veldefineret betegnelse der bruges om visse strømninger af politisk art

Gyldendal mener tilsyneladende at populisme kun kan knyttes til politik, mens Politiken også omfatter ikke-politiske folkelige appeller. Mens politiken indsnævrer den politiske bevægelse til at være anti-stat og pro-marked, tillader Gyldendal at den politiske bevægelse har flere mål end blot frigørelse af økonomien. Der er formentlig flere måder at fortolke ordet på, og givetvis kan man bruge en bred eller snæver fortolkning af ordet. I bred forstand kan det bruges uden nødvendigvis at være knyttet til politik, eller i snæver forstand hvor det knyttes til politiske bevægelser.

Da dette blot er et simpelt blogindlæg, vil jeg tillade mig selv at bruge det i sin brede betydning.

I min optik er der ikke nogen synderlig forskel mellem demokratisk statsundertrykkelse og populistisk statsundertrykkelse. Begge medfører, qua brugen af staten som middel, den samme koncentration af magt, begge tilsidesætter ejendomsretten, og begge medfører uhyrlige situationer som krig, sult, inflation og andre former for udplyndring. For en liberalist som jeg selv, er det meget svært at hidse sig op over populisme som sådan. Hvis det blot var almindelig populisme, såsom modefænomener, hvor privatpersoner bruger sine egne penge på populær musik, eller tøjmærker, så er det ganske udmærket. Der hvor populismen bliver problematisk, er altid, når den bliver politisk, og medfører, at et menneske vil tvinge andre til at følge egne modefænomener og strømninger. Det samme gælder demokratiet. Det er ganske fint at snakke sammen, og i fællesskab komme til beslutninger, eksempelvis på bestyrelsesmøder og aktionærforsamlinger, men når demokratiet pludseligt bruges til at udvælge enkeltpersoner til at styre staten, som i demokratiets navn stjæler dine ting, socialiserer din krop (fx ved at stjæle dine penge, og dermed afholder dig fra at søge den sundhedshjælp du har brug for), tvinger dig til at handle med offentligt ansatte, eller priviligerede private virksomheder, så er demokratiet forkasteligt og uhæderligt.

Da Lütken selv er interesseret i at få magt i demokratiet, er han naturligvis nødt til at trække nogle linjer, for at få det til at se ud som om, at der er nogen forskel mellem populisme og demokrati. På den ene side vil han gerne have mange stemmer, så han kan få magt, og er derfor nødt til at tækkes flertallet for at opnå sine ønsker. På den anden side vil han gerne distancere sig fra den populistiske pøbel, der ikke er videnskabelig, og derfor ikke vil forbedre situationen for samfundet. Lütken skal derfor foregive at hans holdninger distancerer sig fra rå populisme, fordi hans holdninger er baseret på videnskaben, og følger man blot hans anvisninger, så vil de gode resultater blive til virkelighed for den befolkning, som han gerne vil herske over.

I indlægget kritiserer Lütken særligt højre-populismen. I relation til vaccination er der blandt nogle højreorienterede en idé, der siger, at hvis børn dør af børnesygdomme, så er det en darwinistisk mekanisme, der sørger for, at luse lidt ud i de svage individer. Dermed, tænkes det, kan manglende vaccination fungere som en metode til at styrke mennesket som art. I sammenhæng med børnesygdomme er dette dog i langt de fleste tilfælde et meget svagt argument. Studier af udviklingen af børnesygdomme peger kraftigt i retning af, at deres bedring i høj grad drejede sig om bedre og dækkende kost, der understøttede et velfungerende immunforsvar, samt bedre hygiejne og adgang til rent vand – ikke om gener. Darwinismen kommer dermed kun ind i billedet, såfremt man fokuserer på viden om hygiejnens og kostens betydning for immunforsvaret, og fokuserer på markedsøkonomiens evne til at øge produktionen af nærende fødevarer og renere vand og udbredning af kloakering, som kommer børnene til gavn i kamp mod sygdomme. Det sidste element, den frie markedsøkonomi, er også en meget vigtig parameter. Det nytter ikke noget, at man ved, hvad der er godt for barnets chancer for overlevelse, hvis man ikke har råd til at købe det, der skal til.

Lovkrav om vaccination og frivillig vaccination

En vaccination er et indgreb i din krop. Vaccination er ikke speciel på den måde, at den er fuldstændigt uden bivirkninger. Der findes visse kendte bivirkninger fra vaccinen (her kan man se dem fra produktresumé for MFR). Der er også andre ulemper ved vaccination. Nogle læger taler om, at vaccination ikke yder kroppen den fordel gennem livet, som den rigtige sygdom gav kroppen. Immunforsvaret reagerer anderledes overfor vaccinen end sygdommen, og den almindelige reaktion på mæslinger, hvor huden reagerer tydeligt, er fraværende når man vaccineres. Forskellen i kroppens reaktion kan senere vise sig at blive betydningsfuld, men da vaccinen mod mæslinger kun er brugt siden midten af firserne, så findes der ikke data på et livsforløb af almindelig længde endnu. Vaccination er heller ikke fuldstændigt dækkende, og det kræves derfor at man får gentagne vacciner for at hæve sandsynligheden for, at den enkelte person, der tager vaccinen, er dækket.

Givet at der er disse tradeoffs, og givet at vaccination har en effekt på din krop, er det for mig ganske let at komme til den konklusion, at vaccination skal være et privat anliggende. Du læser selv indlægsedlen, sætter dig ind i hvilke risici du løber, vurderer hvordan din egen sundhedstilstand forventes at være (du kan fx kigge til hvordan sygdomshistorien i din familie er, omend det ikke er nogen garanti, er det dog et fingerpeg), vurderer dit behov for at komme udenlands og i risiko for at møde sygdommene, og herefter drager du beslutning om, om du ønsker vaccinationen. Ingen andre kan løfte byrden for dig. Det er din egen, eller dit barns, krop det gælder. Ingen ekspert kan fortælle dig, hvad du bør gøre. De tekniske eksperter kan blot vise fordele og ulemper, sådan du bliver sat ind i, hvilke risici du løber. Desværre er det småt med at snakke åbent om ulemperne ved vaccination i debatten.

I sit blogindlæg taler Lütken ikke om noget som helst andet, end at vaccination “virker”. Han nævner ikke de kendte bivirkninger, dem finder du kun i indlægssedlen. Han taler heller ikke om udviklingen af børnesygdommene før vaccination blev brugt. Hvis du læser hans indlæg, og på denne baggrund beslutter dig for at lade dig, eller dine børn, vaccinere, begår du efter min mening en overilet handling. Du træffer dit valg på et uhyre spinkelt grundlag, ved at lade en politiker tale til dine følelser.

Selvsamme politiker taler om, at populisme ikke må vinde over fakta. Set i lyset af indholdet i hans eget indlæg, virker det mere som et frustreret udfald, end det virker som en nøgtern anskuelse af vaccinernes effekter. Hvis du lader dig overtale til vaccination, fordi en politiker skriver et blogindlæg om det, er du da ikke netop blot en uinformeret del af en populistisk bevægelse? (Hvis du omvendt ikke tager vaccinen, fordi du har læst mit blogindlæg, så er det ikke bedre – du skal selv lave din due-diligence på området, og bruge flere kilder)

Virker vaccinerne?

Før man kan tage stilling til om vaccinerne virker, skal man definere et succeskriterie for at svare ja eller nej. Vi kan finde på forskellige kriterier

  1. Sygdomsforekomsten af den givne sygdom falder
  2. Alvorlige følgevirkninger af sygdommen falder

Jeg tror 1 er det mest almindelige kriterie at benytte. Hvis vi tager et kig på SSIs materiale angående vaccination i historisk kontekst, kan vi se at vaccinationen virker i denne forstand. Ser man på graferne, kan vi se at forekomsten af sygdommen falder efter vaccinationen indføres. Desværre er det meget lidt brugbart, for der er her tale om propaganda for vaccinerne. Det er kun de positive virkninger, der omtales. Der er ingen objektiv vurdering af hvor mange der har lidt af bivirkninger pga. vaccinationsprogrammet. Siden langt de fleste børn er vaccineret, er det da også ganske besværligt at finde en egnet kontrolgruppe til at estimere, hvor mange børn har lidt af bivirkninger, da næsten alle børn har fået vaccinen.

I sig selv er det med til at bolstre vaccinationsprogrammet, fordi der ikke findes ret mange, der ikke deltager. Hvordan skal man så sammenligne?

Hvis vi i stedet bruger det andet successkriterie, altså i stedet for at forebygge udbruddet af sygdommen, at man ser på alvorlige følgevirkninger af sygdommen, så bliver det mere tvivlsomt, om vaccination virker. Ser man på figur 2 her, så kan vi se, at antal dødsfald som følge af mæslinger i 1980’erne var mellem 1 og 3 årligt (vaccinationsprogrammet mod mæslinger blev startet i 1982 i små pilot-forsøg, men gik over til fuldskala i 1987), mens antal smittede med mæslinger var et sted mellem ca. 20.000 og 30.000 årligt. Det svarer til en dødelighed på 0,005-0,01%, eller mindre end en tiendedel af det niveau, hvor bivirkningerne for vaccinationen angives (typisk betragtes under 1 til 1000 tilfælde som en ukendt størrelse). Der er dog nogle tal, som er værd at kende i den forbindelse.

I en ti-årig periode før vaccinens indførsel (1976-1987) kan man også beregne dødeligheden på en anden måde. I perioden i betragtning var der ikke rapporteringspligt for mæslinger, og tallene, vi har til rådighed, baserer sig på estimater. Tager man udgangspunkt i antallet af børn født i perioden (ca. 750.000 se dst.dk), og anslår at 98% bliver smittet med mæslinger, kan vi bruge de registrerede dødsfald og omregne det til en dødsrate på 1 ud af 40.000-45.000, eller 0,0022-0,0025%. Det synes ikke at være de helt store problemer, vi ville risikere, hvis ikke danskerne blev vaccinerede for mæslinger. Risiko i denne størrelsesorden virker ikke værd at nævne, og det fornemmes i stedet at årsagen til den store politiske opbakning til programmet skal findes andre steder end i risikoen forbundet med alvorlige følgevirkninger af sygdommen.

Hvis man mener, at det er værre at være død, end at få fx en betændelse i nervesystemet, så kan man på dette punkt sige, at vaccinationen er at foretrække frem for sygdommen. Men sammenligningen er dog ikke korrekt. Vi kender ikke det reelle tal for dødeligheden af mæslinger i det nuværende Danmark. Umiddelbart virker det meget plausibelt, at der er sket fremskridt på sundhedsteknologi og den generelle sundhedstilstand i Danmark fra 1986 til i dag, hvorfor det må forventes at dødeligheden er faldet yderligere siden slutningen af firserne. I relation til varige men af mæslinger (her hjernebetændelse), er tallene fra 1980’ernes statistik 1 ud af 21.000.

For mæslinger er der en nedadgående trend på følgevirkninger af de kendte børnesygdomme, som startede længe før vaccination blev indført. Vaccinerne har dermed forhindret mange i at få mæslinger, men de har såmænd ikke gjort synderlig forskel på hverken dødelighed eller alvorlige følger af mæslinger.

Uvaccinerede børn, farlige?

Et almindeligt forekommende punkt på enhver propagandakampagne mod vaccinationsskeptikerne er at postulere, at ikke-vaccinerede børn udgør en fare. Det passer naturligvis ikke. Almindelige sunde børn, vaccinerede eller ej, udgør ikke nogen smittefare. Det er korrekt at sige, at syge børn udgør en smittefare for deres omgivelser, men det har intet at gøre med om de er vaccinerede eller ej. Sådanne åbenlyse sammenhænge benytter man sig naturligvis ikke af – formålet med vaccinationspropaganda er at indgyde frygt for sygdommen på den ene side, og skamfølelse over manglende vaccination på den anden. Disse to mekanismer er tilsammen en rigtig effektiv driver for at skabe negative følelser i kroppen for den, som endnu ikke har undersøgt videnskaben på området. Derfor lader man sig overtale, fordi det føles godt. Ikke fordi der er noget videnskabeligt grundlag til stede, men i stedet fordi man ikke vil have en følelse af skam og frygt på samme tid.

Et andet element, der er værd at nævne, er, at hvis man anser vaccination som et effektivt middel til at undgå at blive smittet, så bør det netop være det private valg, der er det optimale. Hvis du selv er vaccineret, hvorfor skal du da være bange for sygdommen, såfremt du tror at vaccinationen har hjulpet dig?

Ofte er der også andre argumenter for at have en høj vaccinationsrate. Et af dem er at man ønsker at undgå en epidemi, som kunne smitte sårbare børn, der ikke kan tåle vaccinationen. Dette er et svagt argument. Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem de, der ikke tåler vaccinationen, og de som ville blive skadet af at blive smittet med den rigtige sygdom. Vaccinen indeholder en masse andre stoffer, end blot sygdommen, og derfor kan man ikke blot sige, at gruppen, der ikke kan tåle vaccinen, heller ikke kan tåle sygdommen. Det kan lige så vel være, at de ikke kan tåle tilsætningsstofferne i vaccinerne. Ydermere er det altid et privat ansvar at håndtere sine egne risici – hvis det er således, at du er i en særlig gruppe, der ikke har noget stærkt immunforsvar, er det op til dine egne planer at håndtere denne risici. Det er korrekt, at du kan få en positiv virkning af, at andre ikke kan viderebringe smitte, men børnesygdomme er blot et ganske lille udpluk af sygdomme, der kan ramme dig. Du er med andre ord ikke sikret, hvis vaccinationer blev udført ved brug af tvang. Dermed drejer det sig kun om at øge en persons chance i livet, ved at påføre en anden person en risiko. Det kan ikke accepteres, at nogle skal tvinges til at bære en risiko for bivirkninger ved vaccination, for at yde en positiv gevinst for andre. Livet er fuld af risici, og de håndteres alle bedst i privat regi.

Konklusion

Valget om at lade sig selv, eller sine børn, blive vaccineret bør hvile på en privat overvejelse om, hvorvidt det er fordelagtigt eller ej. Dette valg ønsker jeg at alle tager, på en afbalanceret facon, med henblik på barnets ve og vel, frem for på politikernes strategier for vaccinationsudbredelse i Danmark.

Det er derfor en stor liberal sejr, at Italien har droppet deres krav om vaccination for skolebørn. Italienerne skal naturligvis også have lov at vælge vaccination til eller fra. Liberalisering betyder ikke en fornægtelse af at vacciner virker, men er i stedet en anerkendelse af, at vaccination er et personligt valg, som hver enkelt har lov til at tage, da det drejer sig om deres egen eller deres barns krop.

Til afslutning er det værd at opsummere, at Lütkens kritik af vaccineskeptikere er en der baserer sig i høj grad på overdrevne skadevirkninger ved sygdommene, og let overser de negative elementer ved vaccinerne. Kort sagt, så er det ikke et indlæg der selv gør særlig brug af videnskaben, men taler i stedet selv netop til de populistiske følelser, som han kritiserer. Ydermere taler Lütken forbi dem, han kritiserer, da hans egen påstand blot er, at vacciner virker, mens dem han kritiserer, tillader det frie valg, men også påpeger, at der er tale om et trade-off mellem virkning og bivirkning.