Folkesundhed – hvad er det for noget?10 minutters læsning

For tiden er et begreb særligt i vælten. Folkesundheden. Det postulerede hensyn til folkesundheden er årsagen til, at Mette Frederiksen gang på gang indfører restriktioner på borgernes frie samkvem.

Men hvad er folkesundhed egentlig? Det er noget, vi kan forestille os i det abstrakte. Måske forestiller vi os, at “folket er sundt”, men hvad betyder det egentlig, at folket er sundt? Og hvordan kan man bruge hensyn til folkesundhed politisk?

Jeg skrev et provokerende tweet, hvor jeg rent ud benægtede eksistensen af folkesundheden:

Jeg synes, at det kræver lidt mere forklaring, end hvad jeg kan præstere på twitter. Så jeg vil i dette indlæg forsøge at redegøre for mit provokerende synspunkt. Lad mig starte med at erklære, at som jeg forstår folkesundhed, så er det hver af de danske borgeres sundhed. Altså deres individuelle sundhed set som en helhed, som en gruppe. For at forstå helheden må vi først tage et kig på elementerne der udgør helheden. Her ved vi, at den mindste bestanddel af folket er individet, så lad os se på individuel sundhed.

Hvad er individuel sundhed?

Til at definere individuel sundhed kan jeg nøjes med at bruge velkendte kilder som fx WHO:

World Health Organization defines health as a state of complete physical, mental and social well-being and not merely the absence of disease or infirmity.

Kilde: WHO.

WHOs definition er lidt utopisk, da man sjældent føler fuldstændig fysisk, social og mental velvære samtidigt. En pessimistisk attitude til WHOs definition er, at den sygeliggør mange mennesker med sit utopiske krav. Men om ikke andet kan vi i det mindste medgive, at der er mere i menneskets sundhed end bare fraværet af fysisk sygdom. Både det mentale og sociale vil WHO også inddrage. Det er særligt det mentale, jeg vil hæfte mig ved.

Al velvære, sådan som jeg forstår det, er baseret på subjektive følelser. Følelser er flygtige sensationer i kroppen, som konstant skal fornys og søges. Det kræver med andre ord handling for at bringe følelser til live eller for at fjerne ubehagelige følelser. I vores søgen efter at opnå velvære, vælger vi det, som stiller os bedre tilfreds, men i valgets natur må vi opgive noget andet – det der stiller os mindre tilfreds. Før vi foretager valget mellem A og B gennemgår vi en tankeproces, hvor vi overvejer, hvordan vi med vore handlinger forbedrer vores tilfredsstillelse. I vores overvejelser tager vi naturligvis hensyn til vores velvære, men sjældent gør vi det kompromisløst. Ganske rigtigt fjerner vi hånden fra ovnens varme flader og hælder koldt vand på for at forsøge at udbedre skaden, og vi trækker os fra pinefulde omgivelser til fordel for omgivelser, som vi trives i. Kort sagt tilrettelægger vi vores handlinger, også med hensyn til at passe på os selv.

Eksempler som ovenfor er tydelige eksempler, som de fleste kan genkende. Det er nok de færreste, der vil pine sig selv. De nævnte handlinger er handlinger, hvor det er let at blive enige om, hvad “sundt” er. Men der er masser af eksempler på, at valg vedrørende sundhed vægtes forskelligt fra menneske til menneske. Fx når man vælger at vægte en af WHOs sundhedsparametre højere end en anden. Tag rygning som eksempel. Der er en større minoritet i Danmark, der ryger tobak. Det gør de ikke fordi, de er svage personer, og er faldet for afhængigheden. De gør det heller ikke, fordi de bare er dumme og ikke forstår, at man kan blive syg af rygning. De gør det, fordi de får noget ud af det. De nyder fx deres følelser, deres omgivelser eller deres rutiner, mens de ryger. Kort og godt, så ryger mennesker, fordi det giver dem noget, der er værdifuldt nok til, at de vil bære omkostningen af det. Det er måske fordi de vælger at øge deres mentale velvære ved at tage en risiko for deres fysiske velvære på sigt.

Men der er mange andre eksempler i samme stil. Der er andre mennesker, der kaster sig i dødsforagt ud fra høje platforme med en elastik sat fast til kroppen, for at opleve det vilde sus det er at flyve igennem luften, blive grebet af elastikken og hevet op igen. Der er mennesker, der kører i rutschebane og skriger af følelsernes spil i deres krop. De afvejer risikoen ved aktiviteten og holder den op mod følelsen af velvære. Sådan er der mange forskellige oplevelser, følelser og valg, som vi hver især træffer for at søge det gode liv. For at opnå kvalitet i livet.

Fra individuel sundhed til folkesundhed

Hvis vi tager udgangspunkt i de førnævnte eksempler, så er der intet fælles for dem, der kan forenes i en objektiv samlet enhed. Ved at observere rygning, bungee-spring og rutschebaner overfladisk kan vi ikke forstå, at de alle drejer sig om sundhed, da de er så forskellige. Vi må bevæge os ned under overfladen og kigge på essensen for at forstå menneskets valg. Det er i valgprocessen, der er et fælles træk: Hvert menneske vælger det, som forøger tilfredsstillelsen med livet. Igennem vore valg plejer vi også vores sundhed jævnfør WHOs definition, der inkluderer mental, fysisk og social velvære. Men i alle valg er det nødvendigt at afveje risiko mod fordele. Der findes sandsynligvis valg, der forøger alle tre parametre på en gang, men der findes også valg, der forøger en, mens den udsætter en anden for risiko. Fx vil det være en stor omkostning for den sociale og mentale velvære for mig at undvære juleaften, selvom jeg måske risikerer at blive smittet af en af deltagerne, eller (mere sandsynligt) at jeg i juletravlheden brænder mig på ovnen.

Men hvad er vigtigst? Hvad er hver parameter værd for det handlende menneske? Der er tre parametre, der går sammen ind under begrebet sundhed, så hvordan skal de vægtes, hvis nogle valg tvinger en til at vælge en fremfor en anden? Er der en objektiv måde at vælge den bedste afvejning?

Det mener jeg ikke, at der er. Afvejningen mellem parametrene, så det tilsammen fører til den størst mulige livskvalitet for mennesket, det er mennesket selv, der bedst kender den. De nærmeste omkring os, vores familie og nærmeste venner kender os. De har set vores frivillige valg gentagne gange, og kan måske sige lidt om, hvilke valg, der går igen og igen. Det er igennem nærhed med dem og åbenhed, at de har fået kendskab til en række af vores demonstrerede præference i givne situationer. De situationer kender de og kan genfortælle dem. Hvis de har brugt rigtig meget tid i rigtig mange situationer, så kan de kende os godt nok til (i mange tilfælde i alt fald) at forudsige, hvad vi vælger i situationer, der er genkendelige.

Familie og venner er naturlige dele af vores velvære. Det er ofte sammen med dem, at vi oplever den største velvære. Det er muligt, at i vores sted kan de nærmeste relationer give nogenlunde præcise bud på, hvilke aktiviteter og valg, der giver os den største velvære, hvis de korrekt gengiver en tidligere demonstreret præference. Det er det personlige kendskab til os, der gør dem i stand til at afveje nogenlunde rigtigt på vores vegne. Men denne mulighed er et udkomme af de frivillige bånd, de mange timer sammen og den åbenhed og deling af oplevelser, som vi har med vores nære relationer. Men da mennesket ændrer sig over tid og betingelserne for handling også ændrer sig, så vil det til syvende og sidst for de fleste personer være dem selv, der kender sig selv bedst på et bestemt tidspunkt og under givne betingelser. Det er kun fortidens demonstrerede præference i fortidens betingelser, som de nære relationer kan have kendskab til. Fremtiden, eller nye betingelser, kan de ikke sige noget om med sikkerhed.

Det er kun de nærmeste relationer, der har en chance for at kende til vores afvejninger og kun i grove træk kan opsætte aktiviteter, der forøger en vores velvære. Men det væsentligste i de nære relationer er, at de ikke bruger tvang. Med tvang kan det ikke undgås at påføre store omkostninger på det mentale velvære, uanset hvilken parameter, der er udset til “forbedring” med indgrebet. Det er derfor håbløst i udgangspunktet at bede offentlige bureaukrater og den kolde lovgivning at gribe ind og forbedre menneskets sundhed. De kender ikke individernes afvejning, de ved ikke, hvad individet føler velvære ved, og de har ikke mulighed for at tilrette et indgreb (selv hvis vi ser bort fra brugen af lovens tvang), der er så nuanceret, at det tager hensyn til hver enkelt menneskes præference. Lovgivning er “objektiv” i den forstand, at der gælder samme love for alle. Med en one-size-fits all afvejning af sundhedsparametre må vi derfor konkludere, at det er forkert at bruge loven som middel til at forøge individets sundhed. Det kan ikke lade sig gøre.

Løsningen er i stedet den simple, at mennesket skal have friheden til at vælge på egen hånd. Mennesket kender sig selv bedst, det er her velværet kan føles og vurderes, og det er her omkostningerne bæres. Afvejningen mellem parametrene foregår derfor optimalt hos mennesket selv. For fx at sikre social velvære skal hvert menneske være fri til at samarbejde med andre om at søge den kvalitet i livet, som de værdsætter i frivilligt fællesskab. Den bedste lov, man kan håbe på, er derfor en liberal lov på sundhedsområdet, der sikrer det frie valg og opretholder den private ejendomsret.

Bungee-springeren og rygeren skal ikke følge samme “plan” eller samme retningslinjer. De skal begge være frie til at træffe valg for dem selv og bære konsekvenserne af deres valg. Bungee-springerens elastik kan knække på vej mod jorden, og det kan gå rigtig galt. Han kan også ramme noget ved et uheld på vejen i luften, og blive skadet. Men det kan også gå godt tusindvis af gange. Rygeren kan blive syg af rygningen (men bliver det ikke nødvendigvis). Begge træffer deres eget valg og må acceptere den risiko, som deres valg indebærer. For bungee-springeren er bungee-spring sundhed, og for rygeren er rygning sundhed.

Men vi kan naturligvis godt forestille os, at et helt folk har en bestemt ting, som de alle føler velvære ved, og som de vægter identisk (måske lidt usandsynligt, men lad os bare for eksemplets skyld forestille os det). Hvis dette er tilfældet, sådan at en lovgivning kunne pålægge dem at udføre den ting og forøge deres velvære, må vi her huske på, at så ville hvert menneske i befolkningen af egen drift gå efter det alligevel, og lovgivning ville være overflødig.

Hvis vi springer fra disse relativt enkle eksempler, hvor personerne kun gør skade på sig selv, hvis det går galt for dem, og kigger på det relevante tilfælde med corona, hvor en person kan smitte en anden, må vi spørge os selv, om vi med det skift kommer i en situation, hvor førnævnte konklusion ikke længere holder? Er smitte mellem mennesker en årsag til at bryde menneskets frihed og underlægge det en fælles plan, som skal sikre folkesundheden?

Vi kan let konstruere laboratorieagtige abstraktioner, hvor vi kan tænke os ud i, at med smitte har vi at gøre med noget mindre kontrollerbart end rygning og bungee-spring. Bungee-spring og rygning kan kontrolleres således det kun udføres steder, hvor andre ikke påvirkes (i målbar grad). Men sådan er det ikke altid med smitte, der ikke så nemt lader sig kontrollere. Den som for nylig har fået corona-smitte, og er ved at udvikle en infektion, kan smitte, uden at kunne styre det, og kan uvidende om sit smittepotentiale bevæge sig ind på områder, hvor det påvirker andre. Kan vi så nu begynde at tale om, at der findes et hensyn til folkesundheden, der kan begrunde indgreb for socialt samvær? Nej. Problemet er det samme for løsningsmodellen. Sundhed er unik for hver person.

Håndtering af smitte mellem mennesker kan klares ved, at ejerne af mødestederne (restauranter, barer, butikker osv.) fastlægger regler for brugen af deres område. Jeg har forsøgt at forklare systemet i en del af et andet blogindlæg, det direkte link til delen finder du her.

Eksisterer folkesundhed så?

Svaret på spørgsmålet, tror jeg, er: Det kommer an på, hvad du mener. Folkesundhed er mængden af de individuelle borgeres sundhed – det er ikke en sum af individernes “objektive” sundhed. Problemet med begrebet “den danske folkesundhed” er, at man ikke kan lægge danskernes velvære sammen, for velvære er forskellige ting for forskellige mennesker. Hvert menneskes sundhed er derfor en unik følelse, der kun gælder for det ene menneske. Uden en fællesnævner kan man ikke sammenlægge data. Derfor er folkesundhed ikke noget, som politikerne eller teknokraterne kan optimere for os, for man kan ikke sammenligne sundheden mellem mennesker. Hvis de ville forsøge at øge summen af folkesundhed, ville de være villig til at ofre en lille smule af et individs sundhed for at tilgodese et andet i større grad og få en større samlet folkesundhed ud af det. Men hvis man ser folkesundhed på denne måde, så findes begrebet ganske enkelt ikke. Det var essensen af mit tweet.

Tænk engang over det. Selv ikke vore nærmeste relationer ville være i stand til at træffe gode valg på vores vegne i situationer, hvor betingelserne er ændret. De fjerne politikere eller bureaukrater, som ikke engang har mødt os bare en eneste gang, kan slet ikke forventes at være i stand til træffe det rigtige valg på vores vegne – selvom de ønskede at gøre det. Men jeg tror heller ikke, at de er interesserede i at træffe gode valg for os. I stedet er de interesseret i at træffe valg, der er gode for dem selv. Valg, der taler til statsideologien og den quasi-religiøse tro på, at man hver især skal føle, at man lider for den abstrakte “folkesundhed”. Og følger man deres retningslinjer og lider, så gør man noget godt for andre. Det er det rene nonsens.

Politikerne fører propaganda, der holder store dele af befolkningen skræmt og ude af stand til at tænke kritisk. Den strategi ser ud til at sikre dem genvalg, og det er politikernes primære interesse.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

14 − 10 =

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.