Seneste indlæg

Myten om effekten af den sociale afstand

I de forrige indlæg har jeg brugt rådgivernes udsagn til at kritisere regeringens politik. Læserne kan måske have fået indtryk af, at jeg anså og stadig anser rådgiverne for at være dygtige fagpersoner, hvis synspunkter bør veje særligt tungt i udformningen af politikken. Det er midlertid ikke mit syn på rådgivere. Rådgiverne har til opgave at forklare de kausale sammenhænge mellem virkelighedens elementer og bør vurderes på deres effektivitet og præcision i at beskrive disse. Rådgiverne skal med andre ord analysere, hvilke midler er brugbare til at opnå et valgt mål og udformningen af politik skal naturligvis overholde de borgerlige frihedsrettigheder.

Et af spørgsmålene, der skal besvares i samme ombæring, er, hvem skal vælge målene? Skal en lille minoritet vælge målet for andre og tvinge dem til at følge disse, eller skal hver beslutningstager selv have lov at vælge sit eget mål?

Fra en liberalistisk synsvinkel er der nogle særlige problemer med statslige rådgivere. Et af problemerne er, at de forsøger at hjælpe politikere med at styre borgerne mod et politisk valgt mål. Et andet af problemerne er, at de tillader sig at analysere brugen af midler, som jeg anser for illegitime, da brugen af statens midler fx krænker den private ejendomsret, forsamlingsfriheden eller ytringsfriheden. Mit syn på rådgivernes rolle er, at de udelukkende bør analysere midler, der er legitime for alle aktører i samfundet. Dvs. deres analyse skal tage udgangspunkt i midler, der er fredelige og respekterer den private ejendomsret. Ligesom alle andre aktører bør gøre.

Hvis du vil læse mere om det emne, har jeg skrevet en mere udførlig beskrivelse af rådgivere på markedet og rådgivere for Staten. Den kan læses her.

I dette indlæg vil jeg kritisere regeringens rådgivere, fordi de på visse punkter har vist sig at være ganske uduelige. Selv set ud fra et rent teknisk synspunkt. Jeg vil i indlægget her fokusere på et punkt: Epidemimodellerne. Der blev udgivet 5 modeller i marts-april, hvor den såkaldte epidemi startede og 3 modeller i maj måned. Modellerne har ikke været i nærheden af at kunne forudsige begivenhedernes gang – og i visse tilfælde har de været så dårlige, at de ikke engang på bagkant kunne erkende, hvor eller hvornår toppunktet på epidemien var. Ikke desto mindre har politikerne brugt disse miserable modeller til at uddrage konklusioner, når de har præsenteret deres politik.

Først tager vi et kig på den første model af 30. marts.

Den første model over den danske corona-katastrofe

Den 30. marts udkom den første model for epidemiens udvikling fra SSI. I rapporten vises modellens forudsagte resultat af tre scenarier:

  1. Det skrækkelige norditalienske scenarie
  2. Den fantastiske nedlukning og den trinvise genåbning
  3. Den frygtelige fare, der lurer, hvis økonomien åbnes på en gang

I den første model skræmmes læseren først med et Norditaliensk scenarie (mystisk nok er det ikke hele Italien, men kun epicenteret i Bergamo som hele Danmark pludseligt omdannes til – en fuldstændigt uantagelig antagelse, og mystisk nok skal vi pludseligt sammenligne os med Italien, et land vi sjældent sammenligner os med!). I forhold til de målte tal ser prognosen noget hysterisk og meget voldsom ud:

Kilde: SSI COVID-19 overvågningsrapporter fra 12. marts til 19. maj 2020 (kapacitetsgrænsen er aflæst fra modellen for udviklingen fra 30. marts)

Som man kan se af grafen (eller af intensivpatienterne i rapporten fra den dag) så nås toppunktet den 2. april med 153 intensivpatienter. Det er blot 3 dage efter, at de udgiver deres model. Det er vist den slags fejl, som jeg ville kalde pinlig (hvis de, der havde ansvaret for modellens resultater havde faglig stolthed). Det blev dermed ikke det Norditalienske scenarie, der udspillede sig i Danmark. Og hvilket chok, at det ikke skete.

I slutningen af rapporten fra 30. marts vises de to sidste modeller: Den første sammenligner en trinvis genåbning af samfundet med en brat genåbning. Modellen forudser, at en trinvis genåbning tangerer at udnytte intensivkapaciteten fuldt ud: Toppunktet flugter perfekt med kapaciteten (anslået til 450 pr 30. marts) omkring 1. juli. Det er den “perfekte” genåbning af Danmark. Hospitalsvæsenet bliver ikke overbelastet, og økonomien åbnes op så hurtigt som muligt, således det præcis lader sig gøre for sygehusene at kapere de indlagte. Der er ikke et øje tørt! Hvor er den socialdemokratiske regerings fremlagte politik dog helt fantastisk! (i bagklogskabens lys kan vi se, at det heller ikke blev tilfældet, at kapaciteten blev udnyttet fuldt ud 1. juli, der var under 10 indlagt på intensiv den dag!)

Modellen over den bratte genåbning simulerer en ophævelse af alle restriktioner 13. april, og her eksploderer antallet af intensivpatienter til mere end det dobbelte af det Norditalienske scenarie. Toppunktet er ca. 1. juni på omtrent 3500 intensivpatienter.

Konklusionen af modellens to scenarier er klar: Gør som den kloge socialdemokratiske og ansvarlige regering har lagt op til: Trinvis genåbning er optimal, og alle, der vover at nævne en straksåbning, ønsker tydeligvis bare død og ødelæggelse, der overbelaster hele landets sundhedsvæsen med faktor 7,5. Det viser modellen jo!

I udgivelsen af 30. marts beretter de ikke om, hvorledes de er nået frem til disse fabelagtige resultater. Det er dog højst interessant at finde ud af, hvordan disse hysteriske og voldsomt overdrevne antal indlagte patienter blev simuleret. Som beskrevet her, ved vi, at det er en minoritet af befolkningen, der har en forhøjet risiko for at blive indlagt på intensiv. Jeg fandt det derfor ganske interessant at finde ud af, hvordan og hvorfor modellen kommer frem til, at man kan beskytte en plejehjemsbeboer, en kronisk syg person eller en person i hjemmeplejen ved at lukke restauranter, barer, virksomheder, skoler, børnehaver, og meget mere ned. Antagelserne omkring og grundlaget for modellen kommer først frem få dage senere.

Ekspertgruppens syn på antagelser og matematiske modeller

Ekspertrapporten som udgives 2. april, løfter sløret for, hvordan modellerne blev skabt. Den beskriver, hvilke forudsætninger der blev tastet ind i modellen og viser, hvordan den såkaldte epidemi udvikler sig under forskellige tænkte genåbningsscenarier.

I modellen beskrives en masse epidemiologisk, hospitalsstatistisk og sundhedsmæssig viden, som jeg ikke har faglighed til at kommentere på. Der er mange referencer til andre studier, og jeg betvivler ikke, at det er et fint stykke arbejde, der er gået forud for skabelsen af modellens struktur. Selvom jeg ikke er fagmand på området og ikke på forhånd kan afgøre om deres antagelser er korrekte eller ej, så er det trods alt påkrævet, at behandlingen af antagelserne skal være logisk og sammenhængende.

I modellen beretter eksperterne om, at deres model af et samfunds interaktion er forsimplet. Det er der ikke noget i vejen med. Alle modeller er i en vis udstrækning en forsimplet udgave af virkeligheden. Det er helt fint af ekspertgruppen at påpege. Nogle dynamikker går tabt i simplificeringen, men modellen skal trods alt stadig være anvendelig til sit formål. Hvis den ikke er det, så er der noget galt med den, og man må rette den til, således den passer bedre.

Forfatterne til modellen beskriver den generelle idé om en matematisk model af virkeligheden således:

Resultater fra matematiske modeller kan derfor kun fortolkes som forsimplede matematiske repræsentationer af virkeligheden ud fra vores nuværende bedste bud på realistiske antagelser om menneskers adfærd og kontaktmønstre baseret på tilgængelige data og forskningsbaseret viden.

Dvs. forfatterne erklærer selv, at hovedelementerne i modellen er realistiske antagelse og forskningsbaseret viden. Modellens antagelser er dem, som jeg særligt vil lægge vægt på i det følgende. De udfylder nemlig det hul i den forskningsbaserede viden, der skal lukkes, før modellen kan give resultater.

Typer af kontakter mellem mennesker og deres smitterisiko

I epidemimodellen har de en kontaktmodel for hvordan de smittede og ikke-smittede transmitterer sygdommen fra person til person. De har overordnet set to kontakttyper: Samtale og fysisk kontakt. (se side 7 i ekspertrapport af 2. april – disse antagelser fortsætter i samtlige fremtidige rapporter i april og maj måned). Kontakten kan foregå i hjemmet, på arbejde, i skole eller andre steder. Hvert sted har sin plads i modellen og risiko for smitte kan behandles særskilt. Andelen af kontakter mellem mennesker og kontakttypen på de forskellige steder, er taget fra en undersøgelse fra BBC og London School of Hygiene and Tropical Medicine fra 2018.

På side 7 står der, at ved en samtalekontakt er smitterisikoen 20% af en fysisk kontakt. En fysisk kontakt har 100% smitterisiko (se side 12). Der er altså garanti for, at hvis man som rask person har en fysisk kontakt med en smittet, så får man med 100% sikkerhed sygdommen selv.

Sådanne antagelser burde naturligvis være solidt underbygget, men det er blot antaget, at det forholder sig sådan. I udgangspunktet har modellen dermed fjernet enhver reduktion af smitterisiko mellem mennesker, der vedrører den ikke-smittedes naturlige immunitet fra tidligere lignende sygdomme (kun tidligere smittede med præcis denne sygdom tæller som immun), smittesprederens effektivitet til at afgive virus er ligeledes også helt uden betydning. Det samme gælder sæsonen og brug af personlige værnemidler. Det betyder lige præcis et stort rundt nul, at ens immunforsvar er stærkt, eller at man bærer maske, visir, eller at den smittede ikke er effektiv som smitter. I modellen smitter den smittespredende person 100% ved “fysisk kontakt” med andre, ikke 80%, 90% eller 95%, nej han smitter 100% hver gang.

Vi er alle prisgivet på forhånd i denne model. Har vi blot en lille andel af fysiske kontakter, så vil vi blive smittet på et tidspunkt. Epidemien vil udvikle sig eksplosivt hurtigt og alle, der ikke har immunitet ved præcis at have haft denne virus tidligere, bliver smittet i en fart.

Hvordan kan man så bremse en epidemi, hvis ingen faktorer kan reducere smitterisikoen for en fysisk kontakt til under 100%?

Den heroiske antagelse om den fysiske afstands unikke gavn

Til alt held så findes der i modellen en faktor, som kan reducere smitterisikoen ved de fysiske kontakter til mindre end 100%. Eksperterne kalder den “fysisk” eller “social” afstand. I modellen beskrives den som social afstand i starten, og senere bruges ordet fysisk afstand. Jeg antager, at de mener det samme i begge tilfælde. Afstand er den eneste effekt, der kan reducere smitten til mindre end 100% ved fysiske kontakter. Intet andet kan gøre det. Effekten er i den forstand unik i modellen.

Tidligt i rapporten på side 3, skriver forfatterne således om den sociale afstand:

Modellerne er dermed ekstremt følsomme over for vedvarende overholdelse af social distance og overholdelse af hygiejneråd. I modellerne antages det, at effekten i smittespredningen for kontakt ifm. overholdelse af social afstand er reduceret med 35 pct. for aldersgrupper, der kan forventes at overholde disse, men denne faktor er ikke inkluderet for børn.

De fortsætter med at underbygge deres fokus på den sociale afstand på side 12:

Der ses en stor afhængighed af social afstand. Befolkningens evne til forsat at holde social afstand er således central i genåbningen, hvilket yderligere understreges af resultaterne fra simulationsmodellerne.

På side 13 gentager forfatterne, at effekten af sociale afstand er meget stor i deres model. De skriver således:

Det bemærkes, at modellerne er ekstremt følsomme over for vedvarende overholdelse af social afstand og overholdelse af hygiejneråd, som reducerer risikoen for overførsel per kontakt til 65%.

I diskussionen omkring antagelsen skriver forfatterne således, side 17:

En helt afgørende parameter i hele estimeringen af effekter af tiltagene i Danmark, har været et estimat af betydningen af social afstand. Denne har vi i udgangspunktet sat til 65% (så risikoen per kontakt reduceres til 65%). Det er meget tydeligt, at effekten af social afstand er virkelig betydelig. Samtidig er dette tal præget af meget usikkerhed.

Det er bemærkelsesværdigt. Det afgørende i deres model, således den blot viser en faldende tendens over tid, er effekten af den fysiske afstand mellem borgerne. De henviser ikke til den videnskabelige litteratur for at underbygge denne antagelse, som de fortsætter med at bruge i de fremtidige modeller. De andre elementer i modellen er rigt dokumenteret ved brug af referencer og tidligere studier og sådan bør det også være, hvis man ønsker at fremstå videnskabelig. Men en antagelse omkring en effekt som de beskriver som “virkelig betydelig”, “central i genåbningen” og som modellen er “ekstremt følsom overfor”, hvorfor har de ikke noget dokumentation for den? Hvor blev videnskaben af?

Diskussion om effekten af fysisk afstand

På det helt basale plan, så kan man godt forestille sig, at fysisk afstand mellem en smittet og en ikke-smittet kan reducere risikoen for, at den raske bliver smittet. Igennem dråber fra slimhinderne kan smittesprederen udsende virus, som den raske kan rammes af, og hvis disse dråber overføres til den raskes slimhinder, så kan den raske risikere at blive smittet.

Vi kan derfor godt se, at hvis man har direkte fysisk kontakt med en smittet person, så er sandsynligheden større for at man overfører en mængde virus, end hvis man ikke havde direkte fysisk kontakt. Der er med andre ord en vis realisme i, at en fysisk afstand mellem de to parter har en betydning for risikoen for smitte. Men under helt normale omstændigheder, så holder mennesker også fysisk afstand til hinanden. Det er helt normalt, at vi giver hinanden plads, så vi ikke trænger ind på en anden persons personlige område. Almindeligvis er afstanden større til fremmede i supermarkedet og mindre mellem familiemedlemmer. Men det interessante er ikke, at der er en effekt af at gå fra direkte fysisk kontakt til at holde den almindelige høflighedsafstand til hinanden. Det lyder ikke helt uantageligt, at der er en reduktion at hente ved at gå fra 0cm afstand til de sædvanlige 30-50cm afstand, og muligvis også fra høflighedsafstanden til 2 meters afstand. Men hvor meget?

Det interessante er, at ekspertgruppen i april rapporterne postulerer, at ved at holde 2 meter afstand mellem mennesker, så reduceres smitten med 35%, og hvis afstanden kun er 1 meter, så er reduktionen kun det halve, og effekten forsvinder fuldstændigt med normal fysisk afstand. Altså hvis man bare holder høflighedsafstanden til hinanden, vil hver kontakt mellem en smittet og en ikke-smittet føre til overførsel af nok virus til, at den ikke-smittede bliver inficeret og syg(!). Altså en solid 100% risiko for smitte med almindelig fysisk afstand, 82,5% med 1 meters afstand og 65% med 2 meters afstand (i modellerne fra april måned). Men det lyder ganske urealistisk. Hvad med andre effekter, såsom at undgå at hoste eller nyse på hinanden? Hvad med værnemidler? Hvad med den ikke-smittedes modstandskraft overfor virus? Hvad med kapaciteten af den smittede til at smitte andre? Hvad hvis virussen ikke rammer slimhinderne på modtageren? Den slags medtages ikke. Der er kun en eneste effekt i modellen, der kan reducere smitten fra 100% risiko, og det er den antagede effekt, som ekspertgruppen vælger at kalde “fysisk” eller “social” afstand – men det er tvivlsomt, om det er et rimeligt navn.

Effekten indgår direkte i reproduktionstallet for nogle af de tidlige modeller, og for de senere modeller indgår det kun for visse kontakter (børn forventes eksempelvis ikke at overholde den fysiske afstand og effekten er fjernet for deres kontakter). Dermed er alle dynamikker angående reduktion af virustransmission mellem to personer samlet i et begreb. Effekten af sæson, resistens mod smitte, smittekapacitet af bæreren, beskyttelsesmidler og alle andre reducerende effekter er samlet i et stort altoverskyggende begreb: Afstand.

Det havde nok været mere rimeligt at kalde effekten for “summen af modellens fejl der kan korrigeres ved at reducere smittetrykket” eller “faktor for reduktion af total smitteeffektivitet fra alle kilder” eller “størrelsen på modellens overestimerede smitteeffektivitet”. Men de navne valgte man ikke. De er også lidt komplicerede, og egner sig nok ikke til propaganda formål. Navnet på effekten kunne jeg tænke mig blev givet med et politisk formål for øje. I resten af indlægget her bruger jeg fortsat navnet “fysisk afstand”, men lad det være klart, at det er et højst misvisende navn.

I alle ekspertrapporterne vises altid mindst to resultater: En der bruger almindelig fysisk afstand (skrækscenariet) og en anden, der viser, at den større fysiske afstand redder hospitalsvæsenet. Men det undrer mig, at man bruger så meget krudt på den såkaldte “fysiske afstand”s effekt. Hvis man er usikker på størrelsen og dynamikken af effekten, hvorfor er den så central i simuleringerne? Det er OK at vise usikre effekter, men da bør de være en biting. Det var og er den fysiske afstand ikke. Den er brandvarm politisk, selv her i juli måned.

Hvorfor opfandt man sådan en enhjørning? Hvorfor er modellerne ikke i sig selv tilstrækkelige til at forudsige, hvad der sker? Hvorfor er det nødvendigt at antage en meget stor reduktion af smitterisikoen ved at holde en ekstra fysisk afstand? Hvorfra får de idéen om at almindelig høflighedsafstand med 100% sikkerhed medfører, at man smitter hinanden tilstrækkeligt til at blive syge af det? Disse antagelser underbygges intet sted i deres rapporter.

Mit bud på årsagen til den heroiske antagelse om den fysiske afstands effekt er, at det var nødvendigt at finde på et eller andet, der kunne bringe modellens resultater tilbage på jorden. Med 100% risiko for smitte mellem borgerne i den ene af kontakttyperne i udgangspunktet, så havde man konstrueret en model med et sæt parametre og forudsætninger, som resolut ville vise en eksplosiv epidemi. For at tøjre modellens forudsigelser og for at give befolkningen håb om, at det nytter noget at lade sig kommandere rundt af de nævenyttige politikere, så var der akut behov for en reducerende faktor, som kunne legitimere statens indgreb i borgernes frie samkvem. Effekten blev døbt “social afstand” og senere omtalt som “fysisk afstand”. Myten om den absolutte nødvendighed af afstand blev således underbygget i modellerne. Om det var ekspertgruppen selv, eller om det var politikerne, der tog beslutningerne, det ved jeg ikke.

På denne måde opbyggede man en model, som man kunne true befolkningen med på den ene hånd: Overladt til sig selv ville befolkningen nedlægge sundhedsvæsenet og slå adskillige bedstemødre ihjel i deres egen egoisme, men på den anden side kunne man lokke dem til at følge politikernes retningslinjer, som sidenhen kunne guddommeliggøres.

Det skortede heller ikke på hetz og udskamning fra den politiske direktør på SSI, Kåre Mølbak, der ikke stod tilbage for at komme med absurde opfordringer. Ligeledes skrev han også følgende i det ledsagende notat til ekspertrapporten af 16. april:

Eksempelvis vil der være en risiko for, at belastningen på intensivafdelingerne stiger til 590 indlagte patienter i en udvidet fase 1 åbning der omfatter alle nye initiativer, og hvor der ikke længere opretholdes fysisk afstand (se tabel 6).

Kilde: Ledsagende notat til ekspertrapport af 16. april

Alle disse opfordringer hviler i en antagelse om, at det virker og at det er den eneste reducerende effekt. Uden at give videnskabelig evidens for, at det er rimeligt. En politimand i Esbjerg stod heller ikke tilbage for at tæske en mand med sin knippel, fordi manden havde forbrudt sig mod antagelsen om den fysiske afstands unikke nødvendighed. For manden fik antagelsen om fysisk afstand fysiske konsekvenser.

Udviklingen af den fysiske afstands effekt

Oprindeligt af første model 2. april var effekten antaget at være 35%. Denne effekt gjaldt både for arbejdspladser og i hjemmet. Senere blev effekten forøget. I ekspertrapporten af 6. maj antages effekten af fysisk afstand på arbejdspladserne at forøges til 55% (side 16 under punktet Arbejdsmarked – smitten antages at blive reduceret til 45% på arbejdspladsen). Det var netop da man åbnede op for de private arbejdspladser. Tænk, effekten stiger, lige som politikerne har bestemt, at de vil tillade flere at vende tilbage på arbejde. Og effekten gælder kun for kontakter på arbejdspladsen. Hvis to personer mødes på en arbejdsplads og holder fysisk afstand, så reduceres smitten mellem dem til 45%, men hvis de mødes nede i deres lokale købmand, så reducerer den samme fysiske afstand mellem dem kun smitten til 65%. Det var nødvendigt, at effekten i modellen blev forøget, for ellers ville modellen vise, at regeringens foretrukne politik var et risikabelt træk, som muligvis kunne føre til et overbelastet sundhedsvæsen.

Den fysiske afstand er stadig central for genåbningen, da ekspertgruppen skriver på side 10:

Den øgede bevægelses effekt på smittespredningen afhænger i høj grad af, om befolkningen opretholder fysisk afstand og god hygiejne.

Og videre på side 13:

Det er af afgørende betydning for smittespredningen i hvilken grad befolkningen opretholder fysisk afstand og følger anbefalingerne for hygiejne.

Ekspertrapporten af 6. maj viser de sædvanlige forudsigelser. Hvis den fysiske afstand ikke opretholdes, så dør baby. Det samme viser tillægsrapporten af 13. maj, som også benytter 55% reduktion af smitte på arbejdspladser.

På side 3 gentages pointen om den fysiske afstand af rapporten fra 13. maj:

Sammenfattende kan det konkluderes, at fastholdelse af fysisk afstand og efterlevelse af hygiejneråd har stor betydning for den mulige belastning af sygehusvæsenet.

En kommentar på side 5 er dog interessant at bringe frem. Nu er det ikke længere 2m fysisk afstand, der simuleres som “stor fysisk afstand”, men i stedet 1m. Betyder det så, at de fremover kun regner med 17,5% reduktion af smittetrykket for de nye anbefalinger, nu hvor afstanden er halveret, ligesom de gjorde i rapporten af 16. april i tabel 5? Naturligvis ikke:

Siden ekspertrapporten af 6. maj har Sundhedsstyrelsen på baggrund af en sundhedsfaglig vurdering opdateret afstandskravene. Dette ændrer ikke forudsætningerne i beregningen, da de nye afstandskrav antages at have samme smittedæmpende effekt som de tidligere.

Vi kan kort opsummere udviklingen i modellens antagelser om effekten af den fysiske afstand. Først reducerede den smittetrykket til 65%, hvis borgerne holdt 2 meters fysisk afstand i april måned.

I maj måned forøges effekten af den fysiske afstand, og smitten reduceres nu til 45%, men kun hvis man er på arbejde. Ydermere reduceres afstanden fra 2 meter til 1 meter, men alle reducerende effekter opretholdes i modellen.

Kort sagt: Modellen er gået fra at antage en reduktion af smittetrykket ved 2 meter afstand mellem borgerne på 35%, til at antage en reduktion på 55% ved 1 meters afstand, men kun hvis borgerne er på arbejde. Hvor er logikken og sammenhængen?

Ekspertgruppen begynder at tvivle på deres egen model

I ekspertrapporten af 20. maj undrer ekspertgruppen sig over de opnåede resultater. På side 4 skriver de:

Siden ekspertrapporten af den 6. maj 2020 er der sket en udvikling, som gør, at ekspertgruppen vurderer, at risici ved yderligere genåbning ikke alene kan vurderes ud fra modelberegninger som dem, der præsenteres i nærværende rapport. COVID-19 er en ny sygdom, og derfor er der mange faktorer i dens spredning, som vi ikke kender.

Det er således fortsat uklart, hvorfor der stadig ikke er registreret øget smitteaktivitet 4-4,5 uger efter første genåbning af Danmark. Vi ved ikke, hvorvidt dette skyldes høj efterlevelse af fysisk afstand og hygiejneråd, eller om det evt. skyldes biologiske forhold fx svækkelse af virulens (dvs. sygdomsfremkaldelse ved smitte) eller smitsomhed ved virus. Såfremt det er fysisk afstand, der er det bærende, er der en betydelig risiko for, at effekten vil vise sig, hvis befolkningen ændrer adfærd, blot forsinket i forhold til det forventede. Dette kan ved en yderligere genåbning føre til væsentlig genopblomstring af smitte. Det er heller ikke klarlagt, hvorvidt der er en naturlig sæsonvariation af COVID-19 i lighed med, hvad man ser for andre luftvejsvira.

Det første der springer i øjnene er den lille detalje, at de skriver “alene kan vurderes ud fra modelberegninger”. Betyder det, at det eneste man hidtil har brugt som rettesnor, er modelberegninger? Det er også pænt af dem at skrive, at de ikke kender alle faktorerne for Covid-19’s smittespredning. De har på dette tidspunkt “kun” rådgivet regeringen i 2 måneder. De tvivler også en smule på om det er den fysiske afstand, der redder det hele, eller om der måske også er en faktor på spil, der hvert år kvæler influenzaepidemien, der kunne have haft en finger med i spillet – en effekt, som de ikke har modelleret(!).

Men hvis ikke man ved om det er fysisk afstand eller sæsonen, der har bidraget til de gode resultater, hvorfor forfølger regeringen stadig denne tvivlsomme politik med at håndhæve den fysiske afstand overfor borgerne med bøder og knippelsuppe? Det er grove løjer på et meget tyndt grundlag.

På trods af deres tvivl omkring modellens evne til at forudsige udviklingen, så fortsætter denne rapport i samme spor som alle de foregående: Modellen af 20. maj viser, at til efteråret eksploderer epidemien igen, hvis ikke den fysiske afstand overholdes, hvis alle går tilbage til den samme adfærd, som før starten af epidemien i marts måned. Der er dog medtaget nogle effekter af immunitet til efteråret. Men det er med denne model som alle de andre: Baby dør, hvis ikke alle holder fysisk afstand til hinanden. Lad ikke usikkerhed om effekten være årsag til at ryste på hånden overfor borgerne. Regeringen vil jo blot borgerne det bedste.

Det vil være en interessant udvikling, hvis sundhedsstyrelsen anbefaler at holde den almindelige høflighedsafstand til efteråret. Da vil jeg gætte på, at modellen til den tid antager, at vi får 35% reduktion af smittetrykket med den afstand og 55%, hvis vi stadigvæk går på arbejde. Det må være det logiske skridt for ekspertgruppen baseret på deres hidtidige arbejde.

Overblik over smitterisiko og kontakttyper

For at få et overblik over kontakttyperne og deres relaterede smitterisiko har jeg lavet følgende tabel, som jeg har baseret på deres rapporter. Hvis ikke jeg har taget fejl, så er der nogle elementer, der er værd at diskutere. Men først skal du se tabellen, og så tager vi diskussionen bagefter om elementerne i den:

Først kan vi se, at smitterisikoen ved samtale er 20% af fysisk kontakt. Men ved 2 meters afstand er risikoen for smitte 65% og samtale kun 13%. Det forekommer besynderligt, at man fastholder at kalde det en fysisk kontakt, når man står 2 meter fra hinanden. Hvorfor er det da ikke samme risiko som samtale? Eller måske bør samtale have højere risiko end blot at opholde sig ved siden af hinanden uden at bruge sin stemme. Det er mærkeligt, at modellens antagelser falder sådan ud. Det virker ikke som et logisk skridt.

I tabellen kan du også se, at i april måned er der en større effekt af 2 meters afstand end 1 meters afstand, mens effekten for begge afstande er den samme i maj måned.

Ligeledes i maj måned kan du se, at fysiske kontakter med 1 meters afstand på arbejde fører til mindre smitterisiko end samme fysiske kontakt med 2 meters afstand andre steder. Det virker heller ikke som en logisk antagelse.

Kort og godt, så er det myndighedernes anbefalinger, der er det eneste, der virker mod epidemien: Hygiejneråd og den fysiske afstand. Det er kun det som reducerer smitterisikoen. Det er lige meget om myndighederne anbefaler 2 eller 1 meters afstand i maj måned, mens den forkortede afstand i april viser større risiko. Og følger man ikke disse anbefalinger, så er risikoen for smitte ved en fysisk kontakt 100%.

Det betyder essentielt set, at enhver succes med at bringe epidemien under kontrol udelukkende kan tilskrives myndighedernes anbefalinger. Andre effekter er ikke regnet med. Immunforsvaret er (næsten) ligegyldigt, sæsonen er ligegyldig og de smittedes effektivitet er ligegyldig. Det er kun myndighederne, der kan redde epidemien fra eksplosion.

Opsummering af modellernes præcision for epidemien i marts-april

I denne opsummering ser jeg kun på modellens forudsigelser af intensivpladser i starten af epidemien. Jeg har medtaget to tal fra modellerne: Det første tal i grafen er toppunktet for den store fysiske afstand, mens det andet tal er tal fra modellen, når den simulerer, at befolkningen kun holder normal fysisk afstand.

Årsagen til at jeg tager tallet med fra normal fysisk afstand er, at det er her vi kan se, at modellen er opbygget til at være eksplosiv. Fjernes effekten fra den forøgede fysiske afstand, en effekt der er udokumenteret og blot antaget ud af den blå luft, så kan vi se at modellens resultater forudsiger ragnarok og nedbrud af det offentlige sundhedsvæsen.

De første modellers grelle resultater er bl.a. påvirket af de mange fejl, som senere blev afsløret. Smittetrykket var ikke beregnet korrekt, men indgik i modellerne. Som tiden gik, blev fejlene mindre og modellens forudsigelser blev bedre, men kun under antagelsen om opretholdelse af fysisk afstand. Hvis man tog den fysiske afstands effekt bort, så eksploderede modellerne.

Kilder er model fra 30. marts, model fra 2. april, model fra 4. april, model fra 6. april og model fra 16. april.

Bemærk hvordan modellens estimater tilsyneladende altid viser, at regeringens politik er den optimale. Helt frem til 6. april flugter estimatet for belastningen af intensivpladser næsten med den estimerede kapacitet. 30. marts estimeres, at 450 pladser er tilgængelig og modellen forudsiger, at 450 pladser skal bruges. 2. april estimeres, at der kun er 300 pladser på intensiv, og så forudsiger modellen, at der bliver behov for 277. På få dage revideres estimatet fra 450 til 277 i takt med at kapaciteten bliver revideret. De efterfølgende rapporter reducerer ligeledes den estimerede belastning, men det er først 16. april, at en større revision finder sted.

Kapaciteten var angivet i modellen af 30. marts, og kunne aflæses på grafen. De senere modeller har undladt at vise kapaciteten, men hvis man tager et kig på kildekoden fra C19DK modellen, kan man læse på linje 40 i filen /C19REST030/ui.R, at modellen antager en kapacitet på 300 som standard. Der er mulighed for at justere denne værdi fra 100 til 1000. Men interessant er det, at den er angivet til 300 som udgangspunkt.

Kapaciteten for COVID-19 patienter er ikke hugget i sten, for det er et prioritetsspørgsmål, hvor mange af de intensive senge man ønsker at anvende til COVID-19. Der kan være andre sygdomme, som kræver intensiv behandling og afhængig af presset fra disse sygdomme, vil den tilgængelige kapacitet til COVID-19 skubbes op eller ned. Der er således ikke noget mystisk i, at kapaciteten til en bestemt sygdom stiger eller falder, men det er interessant at epidemimodellen følger kapaciteten så fint.

Der er naturligvis flere forklaringer på, hvorfor det er tilfældet, at de to følges ad. Måske har modellen givet input til, hvor stor kapacitet bureaukraterne i sundhedsstyrelsen skulle reservere til COVID-19 patienter. Men hvis det var tilfældet, så er det påfaldende, at kapaciteten på 300 senge fastholdes længe efter, at modellen angiver, at behovet kun er 125.

Med sådanne resultater, så kan vi måske ikke forvente, at ekspertgruppen selv synes særlig godt om modellens resultater. Noget kunne tyde på det. Det ser vi på i det følgende.

Gennemgang af webinar af ekspertgruppen

På Youtube har Lasse Engbo Christiansen udlagt et webinar af ekspertgruppen bag modelarbejdet. I webinaret er 5 oplæg, der hver præsenterer de delkomponenter, der indgik i den samlede epidemimodel. Til webinaret var indkaldt tre eksperter til at give kritik efter hvert oplæg.

Robert Skov (senior doktor) fra SSI introducerede webinaret, og tilføjede hurtigt, at ekspertgruppen havde udført arbejde som konsulent for sundhedsministeriet. De har kun arbejdet med myndighedsbetjening: Altså har gruppen udelukkende arbejdet på at behandle spørgsmål og scenarier udstukket til dem af ministeriet. De har ikke på egen hånd udviklet og forsøgt at finde det optimale scenarie for genåbningen. Hvorfor samle 13 universitetsfolk som Ph.D’er og professorer for at udføre regeringens bestillingsarbejde?

Jeg kan bedst forestille mig, at årsagen til forsamlingen af disse højtstående videnskabsmænd er, at deres titler og renommé skulle pensles på den model, som regeringen ønskede udformet. For at skjule det faktum, at det er bestillingsarbejde og målet for arbejdet er at vise regeringens ønskede resultater, så forsøger man at gemme sig bag eksperternes dygtighed på deres fagområde. Det er let at se, hvorfor regeringen ønsker deres fantasier blåstemplet af en gruppe eksperter fra de bedste universiteter i Danmark, men det er sværere at se, hvorfor universiteterne deltager i arbejdet, da deres anseelse bliver omsvøbt den dampende varme lort, som på malerisk vis ganske præcist beskriver kvaliteten af de resultater, der kom ud af deres epidemimodeller. Det kan have lidt at gøre med, at det er godt at have politiske forbindelser i dagens “Velfærdsdanmark”.

Jeg tror, at webinaret var et krav fra universiteterne. Webinaret blev dog først afholdt, da de største politiske slagsmål var overstået. Det var med andre ord mere spiseligt for den politiske elite, at webinaret blev afholdt i midten af juni måned. Her var genåbningen vedtaget, og fra dette tidspunkt kan vi få skudt i skoene, at kritikere af hele episoden bare er bagkloge. I webinaret får vi direkte at vide, at modellerne var bestillingsarbejde. Universiteterne har sandsynligvis ønsket at afholde webinaret for at fortælle deres version af historien omkring modellerne. Det forstår jeg ganske udmærket. Modellerne er blevet brugt af politikerne på en måde, som man ikke med god samvittighed kan ignorere som medvirkende videnskabsmand. Webinaret kan ikke kaldes en bragende succes, da den i skrivende stund blevet vist 505 gange på Youtube, eller omtrent det samme som min video, hvor jeg foreslår at privatisere kontanthjælpen.

Som introduktion til første oplæg fortæller Jakob Stoustrup (professor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet) om en morsomhed, som Kaare Mølbak og Søren Brostrøm havde fortalt om. De foreslog at fyre hele ekspertgruppen, med baggrund i et satirisk indlæg i Politiken, hvor de gjorde nar af, at den almindelige dansker følte sig lige så godt i stand til at give råd til myndigheder og tage beslutninger om genåbningen. Som erstatning for ekspertgruppen skulle man bare have en lydoptager, der skulle opsamle den almindelige danskers råd. Årsagen til at fortælle morsomheden kunne være kombinationen af en form for misfornøjelse over modellernes dårlige resultater, samt en opfattelse af, at almindelige mennesker, der ikke begår sig i videnskabens gange på de fine universiteter, ikke besidder en viden, der gør dem i stand til at rådgive myndighederne. Det er de almindelige danskere slet ikke kloge nok til at gøre. Til sådanne vigtige samfundsopbyggende formål skal man naturligvis kun bruge de klogeste og bedste universitetsprofessorer og deres uvurderlige viden.

Formentlig kunne de almindelige borgere ikke bygge så fin og kompliceret en model, som ekspertgruppen har opbygget. Så vidt er det sandt, at rådgivere bør have et højt fagligt niveau for at være gode og ikke alle er egnede til arbejdet. Men det er ikke tilstrækkeligt for modellens nøjagtighed, at den interne opbygning af modellen er god og præcis, når det som modellen bliver fodret med af antagelser og parametre er politisk bestemt. Som man plejer at sige om relationen mellem input og output: “Garbage in, garbage out”. Med modellens resultater in mente er det derfor ganske forståeligt, at den almindelige borger har følt sig i stand til at forudsige epidemiens udvikling mindst lige så godt som ekspertgruppens model.

Første oplægsholder udlægger målet for modellen: At forudsige behovet for hospitalskapacitet for almindelige senge og for intensive senge. For at kunne det, har de måttet lave en model af hvordan patienterne bevæger sig mellem almindelige senge og intensive senge. Efter oplægsholderen var færdig og de tre kritikere fik ordet, sagde en af dem som det første, at denne del var den bedste del ved modellen.

Næste oplægsholder er Lasse Engbo Christiansen, og han fortæller om kontakter og den smittereducerende effekt af det, som de kalder “fysisk afstand”. Han beskriver selv modellens simulerede effekt af den mytiske fysiske afstand sådan her:

We used this as a fudge factor to estimate what is needed to get the reduction in reproduction number that we actually expected at the time.

Kilde: Webinaret ved 1:00:50

Det er meget ærlig snak. Det kan jeg godt lide. Men hvis det er en “fudge factor”, så er det bare en drejeknap for at få modellen til at passe med virkeligheden. Det er helt fint med sådanne, men det er ikke en underbyggelse af, at hver person skal holde fysisk afstand i virkeligheden. Størrelsen på deres fudge factor er bare summen af alle fejlene i modellen, som skal kompenseres ud for at give et rimeligt resultat. Det er fint at have nogle stilleskruer, så man får modellen til at matche virkeligheden, men man bør være meget varsom med at bruge det som grundlag for, at en given adfærd har en bestemt effekt. Det var Kåre Mølbak ikke, da han udsendte sit notat, som jeg beskrev i en tidligere sektion af indlægget. Han satte trumf på sin kæphest om den fysiske afstand og underbyggede hans synspunkt ved at henvise til modellen. Men det er skudt helt ved siden af, for størrelsen på deres fudge factor er ikke effekten af fysisk afstand. Det er bare summen af fejlene i modellens præcision. Effekten af fysisk afstand kan vi ikke bruge modellen til at sige noget om, og siden det forholder sig sådan, så er det forkert at anbefale en bestemt fysisk afstand med henvisning til modellen.

Et andet problem med deres fudge factor er, at den er tidsinvariant. Den indstilles til sin værdi, og så bruges den til at simulere dag efter dag i fremtiden. Det var sandsynligvis også derfor, at de måtte forøge deres fudge factor på arbejde, da genåbningen tillod private arbejdspladser at åbne op igen. De tidsafhængige fejlkilder ændrede sig. Det er derfor sandsynligt, at deres model har fejl, der er afhængige af tid (sæson eksempelvis). De skal derfor have en fudge factor, der er tidsvariant, således de tidsafhængige fejl bliver korrigeret for. Ellers risikerer de, at deres model passer til et forår, men ikke til et efterår eller vinter. Til den tid kan de så begynde at klø sig i hovedet igen, når deres model konsistent undervurderer smittetrykket og udviklingen i epidemien.

Til den tid kan vi så forvente at se Kåre Mølbak harcelere over, at folk spilder deres tid på at holde fysisk afstand, for der er en meget lille effekt af den om vinteren. Og så kan det slet ikke betale sig at holde afstand mere. Fordi modellen “viser det”.

Første kommentar til andet oplæg tilkendegiver også, at dette er den vigtigste del, for den giver input til politikken. Og det er den sværeste, fordi vi ikke har data, som han siger. Anden kommentar kritiserer BBC undersøgelsen for at være ikke-randomiseret og at den heller ikke er foretaget i Danmark. Begge kommentatorer siger, at det er lige meget hvad det ville koste, at lave en dansk undersøgelse, fordi epidemien er så dyr – og samtidigt siger kommentator 2, at økonomi er ligegyldigt, fordi det gælder en epidemi. Det er nonsens at sige sådan om grundlaget for hele samfundet. Men vedkommende er statistiker, og kommentarer om økonomi er ikke nødvendigvis særligt gennemtænkt (skriver ingeniøren…).

I svaret på et af spørgsmålene siger oplægsholderen, at der kun er 1% immune i befolkningen. Det tror jeg er forkert. Oplægsholderen tænker sandsynligvis på, at kun dem, der har haft den specifikke sygdom er immun overfor smitte. Men mellem 25-45% af befolkningen får ingen eller milde symptomer ved covid-19, og burde være et hint om, at denne antagelse om 98-99% modtagelige personer formentlig er betragteligt overdrevet (særligt hvis ens fokus er på behov for kapacitet på sygehusene – hvis man har milde symptomer, så vil man ikke indlægges). Hvis det er sandt, som en virulog har pointeret, så smitter symptomfri personer ikke (eller kun meget sjældent). De kan testes positive, men det er fordi PCR testen kan identificere virus RNA i kroppen på personen, som er rester af virus der er neutraliseret af immunforsvaret.

Tredje oplægsholder kommenterer på præcisionen af forudsigelserne. Han fortsætter i samme spor, og tillægger den dårlige præcision til 2 årsager i starten: 1) den manglende effekt af “fysisk afstand og hygiejnerådene” i modellen, som bliver bedre med tiden og 2) en bedre fitting algoritme. Den første kommentator siger, at ingen vil kritisere en matematisk model for dens forudsigelsesevne, når den er lavet på 14 dage og bruges for første gang. Nej, naturligvis ville jeg aldrig kritisere sådan en model, medmindre den blev brugt til at forme politik, der styrer borgernes liv! Hvis gruppen selv havde den skepsis overfor deres model, så ville det da være ganske hasarderet eller overmodigt at frigive dens resultater med så lang en forudsigelseshorisont til magtmennesker som politikere, der bruger den til at tvinge andre mennesker væk fra deres mest skattede sysler. I det mindste kunne gruppen åbenlyst erklære, at de mener at politikerne bruger modellen forkert eller misvisende. Da modellen blev brugt så intensivt, så blev jeg nysgerrig, fordi den var dårlig til at estimere udviklingen. Men min skrappeste kritik er deres antagelse om og navngivning af “den fysiske afstands effekt” på smittespredning. En antagelse som politikerne stadig holder fast i efter adskillige måneder, men som ekspertgruppen selv beskriver som en “fudge factor”.

Samme kommentator nævner heldigvis netop denne pointe senere i webinaret – modellen er blevet brugt til politiske beslutninger, og det var hans overbevisning, at det var den overhovedet ikke af høj nok kvalitet til. Først pakker han budskabet ind i en sætning, der tog ham et minut at sige. Han fortæller, at de sikkert har været stressede, at der har været et stort pres, at de har gjort deres yderste og at de er virkelig dygtige til deres arbejde. Efter at have pakket hans budskab ind i den store bløde vatpude siger han, at der skulle have været en kæmpe overskrift på modellen “Denne model må ikke bruges til politiske beslutninger”. Den kommentar fik han ikke anerkendende blikke fra panelet for, og det er bemærkelsesværdigt, at eksperterne ikke var enige med hans synspunkt. Er de ikke upartiske videnskabsmænd? På video’en kan man ikke se deres reaktion, men efter hans udsagn var de tydeligt uenige med ham. Han mistænker, at ekspertgruppen har været under et stort politisk pres for at frigive modellen. Det tror jeg, at han har fuldstændigt ret i. Men det virker nærmest til, at ekspertgruppen ønskede at bruge deres model til at rådgive magthaverne med. Selvom den har været dårlig.

Robert Skov tager ordet, og forsvarer modellen. Han siger, at selvom den er upræcis, så har den leveret tal, som politikerne har forsøgt at relatere til. Og desuden kan man slet ikke bruge en model under den stigende fase til at gætte toppunktet eller tidspunktet for toppen:

“At that time we were in the exponential growth phase, so all the curves that is shown most of the times is actually from the exponential growth phase where you have not hit the first top. And everyone I think who knows about modelling knows that you cannot compare before and after. That is simply not doable.”

Kilde: Webinaret 2:24:50 og frem

Det kan modeller slet ikke, og det ved alle. Det glæder jeg mig til at tænke tilbage på, når modellen bliver brugt igen til efteråret. Så kan vi vel bare trække på skuldrene og gentage Hr. Skovs pointe. Ydermere siger Hr. Skov, at fordi vi lever i et demokrati, så har “vi” haft behov for at planlægge samfundet med Staten. Mit svar til Hr. Skov er, at det er ikke en særlig god begrundelse for kun at lave en eneste model, som man erkender er dårlig og ude af stand til at levere et toppunkt (som netop er meningen med hele manøvren, at se om hospitalerne bliver overbelastet – hvad er toppunktet ellers?), og dernæst at bruge den til at give magthaverne et instrument til at hyppe befolkningen med. Man kan let få den idé, at formålet med modellen, selv for ekspertgruppen, var at give politikerne en løftestang for at styre befolkningen.

Robert Skov siger bagefter, at årsagen til, at webinaret ligger så sent i forløbet er, at ekspertgruppen har haft for travlt med at arbejde på modellen indtil nu.

Kåre Mølbak giver en af de sidste kommentarer og siger, at efterhånden har politikerne fundet ud af, at modellen har sine begrænsninger, mens de i starten troede, at det var den hellige gral og den kunne besvare alle mulige spørgsmål, som fx hvad der sker, hvis bryllupper bliver åbnet op. Det håber jeg sandelig er sandt, så kan vi forhåbentlig slippe for at høre på mere skræmmesnak til efteråret, når modellen igen forsøger at estimere toppunktet eller tidspunktet for toppen. Til den tid kan vi vel bare sige til dem, at nu er vi blevet klogere, vi ved at modellen er dårlig og ikke kan forudsige toppunktet, og vi ved også at den er fremkommet under et stort politisk pres. Som borgere bør vi derfor ignorere alle retningslinjer, der udelukkende baserer sig på modellens forudsigelser.

Konklusion

Effekten af den fysiske afstand er en enhjørning. Der er ingen, der kender den. Ekspertgruppen og myndighederne har ikke den fjerneste idé om, hvad effekten er af at holde 2 meter, 1 meter eller blot høflighedsafstand mellem borgerne. Som sundhedsstyrelsens råd blev justeret, fortsatte ekspertgruppen med at antage store reduktioner i smittetrykket af anbefalingen omkring den fysiske afstand. De har til dato stadig ikke underbygget deres antagelse om effekten af hverken den ene eller anden afstand. De kalder den åbenlyst en “fudge factor”. Jeg konkluderer derfor, at denne effekt blev indsat i modellen således der var et håndtag, hvormed ekspertgruppens model kunne justeres til at underbygge regeringens politik.

Epidemimodellerne har ikke kunnet forudsige noget som helst i nærheden af virkeligheden. Ville regeringen lukke op for en sektor, indsatte ekspertgruppen en større effekt af den fysiske afstand i de nyåbnede sektorer. Anbefalede sundhedsstyrelsen en reduceret fysisk afstand, beholdt ekspertgruppen deres antagede reduktioner af smittetrykket alligevel, selvom de tidligere havde estimeret en reduktion af effekten med reduceret fysisk afstand.

I stedet for at modellere den effekt som foråret har på sæsoninfluenzaen, så valgte ekspertgruppen at ignorere denne effekt fuldstændigt. Det havde måske været rimeligt at gøre set i lyset af, at COVID-19 var en ny virus. Men at man samtidigt inddrager heroiske og udokumenterede antagelser om effekten af fysisk afstand, det harmonerer ikke.

I sidste ende mener jeg, at hverken den påtvungne og anbefalede fysiske afstand, eller den ekstremt dyre nedlukning, kan forklare, hvorfor COVID-19 epidemien blev så mild i Danmark. Jeg mener, at det er mest sandsynligt, at forårets komme og befolkningens reaktion på epidemien har haft den største betydning for reduktionen af smitte mellem borgerne. Hvis nedlukningen havde haft en effekt, hvordan kan det da være, at ved hvert skridt af genåbningen skete der ingenting med antallet af nye tilfælde? Hvis det havde været den fysiske afstand, hvorfor skete der da heller ingenting, da denne blev reduceret?

Mens forårseffekten har været til stede under hele epidemiens udvikling, så har de andre været varieret uden man kunne spore forandringer i resultaterne. Forårseffekten forekommer mig derfor for at være den mest betydende og vedvarende effekt, der har kvalt COVID-19 epidemien. Hvis jeg har ret i denne antagelse, så bør jeg også antage, at der kommer en stigning i antallet af COVID-19 tilfælde med efterårets komme omkring uge 40, hvor den almindelige sæsoninfluenza også begynder at stige langsomt. Kun tiden vil vise, hvad der sker.

Jeg krydser fingre for at de nævenyttige politikere ikke lukker økonomien ned til efteråret. Jeg mener ikke, at de har nogen evidens for, at nedlukningen har hjulpet. Og jeg håber så sandelig også, at politikerne stopper med at håndhæve den fysiske afstand med knippelsuppe og bøder.

Og så håber jeg, at de som læser denne artikel vil hjælpe med at sprede budskabet om, at epidemimodellerne er politikernes værktøj til at banke befolkningen i geled. Næste gang de udsender en ny forudsigelse om epidemiens udvikling, sandsynligvis her til efteråret, så håber jeg at du, ligesom jeg selv, vil bryde ud i skraldlatter og ryste på hovedet.