Seneste indlæg

Cape Towns vandproblemer, revisited

I juni 2016 skrev jeg et indlæg om Cape Towns vandproblemer, og forsøgte at forklare hvordan markedet kan hjælpe Cape Town med at løse vandproblemet i byen.

Jyllands-Posten, der bragte den første artikel om Cape Town, har nu skrevet endnu en artikel om samme emne.

Den nye artikel er væsentligt bedre end den oprindelige. I den nye artikel nævnes ligefrem den utætte infrastruktur og befolkningstilvæksten. Allerede her har artiklen fået fat i nogle flere væsentlige årsager til Cape Towns vandproblemer. I et statisk univers, hvor hver borger bruger præcis samme mængde vand over alle årene, ville alene befolkningstilvæksten i Cape Town medføre en tredobling af vandforbruget siden 1970’erne. I den nye artikel gives klimaforandringerne, til journalistens kredit, ikke skylden ene og alene.

Problemerne genbesøgt

For de som har glemt hovedpunkterne i problemstillingen, som jeg gennemgik mere nøje i det tidligere blogindlæg, kan jeg kort ridse dem op igen:

  1. Prisen på vand er progressiv (høj vandpris per liter for et højt forbrug og lav pris per liter for et lavt forbrug)
  2. Vandværket er offentligt ejet og ekskluderer konkurrence fra private udbydere
  3. Rationeringssystemet bygger på bureaukratiske regler frem for personlig rationering på baggrund af markedsprisen på vand
  4. Myndighederne har nægtet at investere i afsaltningsanlæg for at producere drikkevand af havvand

Det er måske værd at nævne at når produktionen falder og knapheden melder sig, gribes til den velkendte offentlige løsningsmetode: Problemet hældes over på forbrugeren. Forbrugeren skældes ud, som minimum bliver visse grupper af forbrugere skældt ud. Bureaukraterne fastlægge regler for hvad resursen må bruges på, og hvad den ikke må bruges på.

Billigt vand er formentlig en “menneskeret” i Cape Town, og derfor blev det valgt at det offentlige skal producere en uøkonomisk mængde vand på en uøkonomisk måde, mens forbrugerne på uøkonomisk vis forbruger resursen. Kaos indfinder sig i vandmarkedet. Investeringen og produktionen matcher ikke behovet. I Cape Town vil denne menneskeret snart ikke kunne ydes, takket være en komplet idiotisk metode til at forsøge gøre vand billigere. Enhver økonom kan forklare, at fastsætter man en maksimalpris under markedsprisen, opstår der mangel. Ødelægger man tilmed konkurrencen med en ekstremt lav maksimalpris, bliver produktionen drevet ineffektivt.

Hvis politikerne i Cape Town/Sydafrika ikke var komplet uduelige, ville de straks:

  1. Privatisere vandværkerne
  2. Lade markedet fastsætte prisen på vand
  3. Liberalisere vandproduktionen (tillade at producere vand på en hvilken som helst facon og tillade enhver at producere forbrugsvand)
  4. Sælge offentlige arealer (fx til vandopsamling)

Vandrestriktion er nu på niveau 6, hvor den i juni måned var på niveau 4. Det har dog ingen betydning for vandprisen at gå fra rationeringsniveau 4 til niveau 6. På begge niveau’er er prisen den samme i følge byens vandtarif. Her kan du læse reglerne for niveau 6 rationering.

I juni skrev jeg, desværre forkert, at man fik 72m³ vand per husholdning foræret – det er ikke korrekt, det er kun de socialt udsatte der får det. Det ændrer ikke konklusionerne i mit tidligere indlæg, men det er værd at nævne, at forbrugeren betaler en pris, selv for den første liter vand, hvis man ikke er fattig. Prissystemet er progressivt, så jo mere vand man forbruger, jo dyrere bliver de sidste liter. Lidt ligesom skattesystemet i Danmark. Prisen hæves over produktionsomkostningen for store forbrugere (de rige svin) så man kan forære vandet til en pris lavere end produktionsprisen til de fattige og til den lille husholdning, som, pga. den lave pris, ikke selv rationerer sit vandforbrug på økonomisk vis. Virksomhederne har ingen progressiv vandpris, de betaler en pris fra den første liter der er faktor 4,9 højere end en privat husholdning. En privat husholdning skal bruge over 126m³ ved level 2 rationering for at nå samme prisniveau. Det køber sikkert stemmer. Men uden progression i prisen for virksomheder kan en privat komme til at betale over det dobbelte af virksomhedsprisen for vand, hvis den private husholdning bruger over 294m³ ved niveau 3 rationering.

Teknikeren Anthony Turton

I artiklen henvises til en forsker som hedder Anthony Turton, der i en artikel udgivet i oktober 2017 fremsatte den forudsigelse, at i marts 2018 vil Cape Town løbe tør for vand. Anthony Turton er teknisk specialist, og foreslår en lang række tekniske forbedringer, der kan øge produktionen af vand. Han spørger undrende hvorfor de offentlige myndigheder, der driver vandproduktionen i Cape Town, ikke reagerede på en rapport der, for årtier siden, forudså at visse af reservoirerne ville blive tørlagt?

Anthony siger at det må enten være inkompetence (den gode årsag) eller et politisk middel for at vinde større magt (den dårlige årsag), der har ført til vandkrisen. Hvis det skyldes inkompetence, så kan man jo bare få kloge mennesker ansat, som fx Anthony Turton, så kan de rette skuden op med deres tekniske forståelser og deres lydhørhed på tekniske forudsigelser. Hvis det skyldes at det er et politisk middel der er brugt for at vinde større magt, så er det usmageligt, ifølge Anthony, for så kan dygtige teknikere alligevel ikke gøre nogen forskel.

Anthony spørger også hvad forretningslivets planer er, da forretningslivet ikke kan fortsætte uden vand. Det er naturligt at forretningslivet har en stor interesse i at kunne fortsætte deres daglige drift, og at vandmangel vil være et stort problem for dem, ligesom det er for alle andre. Et sted undrer det mig at Anthony stiller netop dette spørgsmål. Er han ikke klar over at med den førte vandpolitik kan det ikke betale sig for forretningslivet at gøre noget ved problemet? Forretningslivet kan ikke producere vand, fordi de skal drive deres virksomhed på markedsvilkår. De skal kunne tjene penge på at drive virksomheden, ellers kan de ikke drive virksomhed, de kan ikke konkurrere og investere uden en indtægt der mindst dækker alle deres omkostninger. Det offentlige subsidierer vandforbruget, og i visse tilfælde forærer de vandet væk. Ingen person ved sine sansers fulde fem vil gå ind i sådan et marked med egne penge.

Derudover rammer Anthonys kritik mest af alt produktionsleddet ved at stille spørgsmål som: Hvorfor har myndighederne ikke tilladt afsaltning af havvand, hvorfor har de ikke investeret i infrastruktur, hvorfor har de ikke øget produktionen?

Det er ikke brugbar hjælp, når det er så overfladisk og forsimplet. De korrekte spørgsmål at stille, efter man har anvist et udvalg af tekniske muligheder, er de økonomiske: Hvilken teknologi skal vi vælge til at øge produktionen af vand? Hvor meget bør vi øge produktionen? Hvor skal vi sætte ind for at forbedre infrastrukturen? Hvor meget skal investeres? I hvilke specifikke produktionsgoder? Hvordan skal vandet transporteres? Hvilken kvalitet skal vandet have? Hvor mange ansatte har vi brug for? Hvilke kompetencer skal vi bruge? Alle disse spørgsmål kan kun besvares via markedspriserne på vand og et overslag på omkostningen til projektet, kontra den forventede indtægt fra salg af mere vand. Teknisk rådgivning er ikke tilstrækkeligt i sig selv, selvom det er en nødvendig forudsætning. Det der afgør om det er muligt at træffe et rimeligt valg er tilstedeværelsen af markedspriser, der muliggør en økonomisk beregning af forslagene. Såfremt det økonomiske spørgsmål ikke adresseres er det utilstrækkeligt at diskutere de tekniske løsninger. Det er som at omarrangere stolene på dækket på Titanic.

I Cape Town har det offentlige drevet produktionen af vand, og som alle offentlige virksomheder famler de i et økonomisk blinde. I årevis har deres vandpolitik været en katastrofe for byen, men det har været en katastrofe som først er blevet synlig i den seneste tid. Det kræver mange år før dårlig politik bliver til en katastrofe. Det kræver tid at udtømme deres store vandresurser. Situationen er nu så dårlig, at der er næppe er noget der kan nå at vende skuden i det nuværende system. Det skriver Anthony selv. Myndighederne i Cape Town har, i deres desperate forsøg på at sørge for, at det vand de formår at producere strækker så langt som muligt, lavet en rationeringsplan. En ting er at der kan være tale om grov inkompetence, når spørgsmålet om investering bringes op, men det er vigtigt at understrege, at selvom de offentlige bureaukrater var engle, så kan kun kan opnå en ufuldkommen økonomisk viden fra deres salgstal og indtægter. Så længe ejerskabet af vandproduktionen overlades til det offentlige, og underskud dækkes af skatteyderen, så kan investering, produktion og forbrug ikke blive økonomisk rationelt. Teoretisk set kan offentlig drift gøres tålelig (tilsyneladende er det ikke tilfældet i Cape Town), men det kræver at befolkningen accepterer enorme underskud på driften (sådan som danskerne gør, på trods af den nærmest endeløse strøm af kuldsejlede offentlige projekter og elendige offentlige sektor). Men hvorfor absolut vælge den dårlige løsning, når der findes en god?

Vil man absolut subsidiere de fattige så kan andre metoder tages i anvendelse for at hjælpe de nødlidende mennesker (privat velgørenhed i et frit marked). I stedet for at fokusere på at hjælpe de fattige har politikerne valgt at ødelægge vandmarkedet for alle. Ødelæggelsen af vandmarkedet har været sådan en succes at det nu er ved at bringe byen på afgrundens rand.

Udbud kan diskuteres – men hvor er tanken på efterspørgslen?

Det er midlertid langt fra nok at tale om hvordan man producerer vand. Der findes både udbud og efterspørgsel – udbudssiden kan man justere nok så meget på, men hvis man ikke også korrigerer fejlene på efterspørgselssiden, så er situationen ikke meget bedre.

Der er visse spørgsmål der er værd at stille i forbindelse med Cape Towns forbrugere:

Bliver vandet forbrugt på en socialt fornuftig facon, når det er gratis?

Vil forbrugeren spare på vandet på en måde, så han først tilfredsstiller sit vigtigste behov og dernæst det næstvigtigste?

Vil forbrugeren totalt set bruge mere når prisen er nul, end hvis prisen var højere?

En passage i artiklen viser dog en vis form for realitetssans, da det nævnes at Cape Town er en by hvor mange aldrig har tænkt over deres forbrug. Kort efter udlægges situationen som at være positiv, fordi knapheden har skabt et fællesskab, fordi det er blevet populært at spare på vandet og dele sparetips via sociale medier. Ligesom oliekrisen fik de vestlige økonomier til at spare på olien, og gjorde mange mennesker bevidste med at naturlige resurser er knappe, så maler slutningen af artiklen vandkrisen som et positivt socialt fænomen.

Alt kan vendes til noget positivt, hvis man vil det. Jeg tror ikke på at det er positivt at en resurse som vand bliver behandlet så letsindigt. Det er for mig ubegribeligt at befolkningen finder sig i, at ansvaret for noget så vigtigt hviler i det offentliges hænder. Hvis noget er vigtigt, skal man tage det økonomiske spørgsmål seriøst og lade markedet klare ærterne.

Det økonomiske spørgsmål kan besvares i en markedsøkonomi, da vi kan bruge markedspriserne til at beregne om vandproduktionen er rentabel. I det offentlige kan man ikke besvare det økonomiske spørgsmål, fordi det ikke er forbrugeren der frivilligt betaler for en vare produceret i markedet. I det offentlige kan vandproduktion let sjofles, fordi det offentlige ikke risikerer konkurs når driften af produktionen er urentabel.

Økonomi er tilsyneladende uinteressant

Hverken Anthony Turton eller Jyllands-Postens artikel nævner med et ord at kernen i problemet er, at det offentlige producerer vand og fastsætter meget lave priser på vand. Begge ser tydeligt at den nuværende situation er en gigantisk fiasko, men sætter ikke spørgsmålstegn ved det offentlige ejerskab og de store subsidier. I stedet forsøges at henlede opmærksomheden på klimaforandringer, tørke, rige menneskers swimmingpools, bilvask og meget andet. For at afslutte den komplette mangel på klarhed om problemes natur, beskriver artiklen at vandkrisen har skabt solidaritet, fællesskab og socialt samvær, når man står i køen og venter på at få sin ration vand. Det lyder vældig hyggeligt.

Ligesom i Venezuela, hvor man ikke kan få de mest basale varer, rammes Cape Town af socialismens uundgåelige økonomiske problemer: Mangel, ødselhed, inkompetence og stigende bureaukratisk kontrol over det frie menneskes liv.