Socialliberalismen

Den klassiske liberalisme var et populært modsvar til den enevældige konges herredømme over samfundet, hans privilegier og undertrykkende lovgivning. Den klassiske liberalisme fastholdt at samfundet kan klare sig selv uden en diktator der dirigerer dem omkring. Den sociale liberalisme blev et populært modsvar til den klassiske liberalismes økonomiske doktrin. Hvor den klassiske liberalisme er stejl og hårdnakket fastholder ejendomsretten, markedets suverænitet og samfundets selvregulering, så er socialliberalismen den kloge onkel, der ved nøje teoretiske studier af samfundsmodellerne går på kompromis, og forsøger igennem interventioner at gøre det bedre end det frie marked. Den kloge onkel er ikke stejl og selvom ejendomsretten stadig ikke er helt ligegyldig, så er den alligevel ikke så vigtig. Ejendomsretten må gerne krænkes, bare der er nogle dygtige eksperter til at styre hvordan det foregår, så kan de i det lange løb skabe en bedre situation end det frie samfund kunne.

Essentielt set tror den socialliberale ikke på at et frit marked selv finder de bedste løsninger, eller at samfundet selv kan udvikle sig optimalt. Den socialliberale vil have statslige eksperter til at blande sig i markedsøkonomien, de ønsker at ændre markedsudfaldet for at sørge for at der produceres tilstrækkeligt med socialhjælp, investering, konkurrence, uddannelse eller hvilken niche i samfundet der ligger den socialliberales hjerte nær. Markedet opfattes i denne tænkemåde, ulig de klassiske liberale, som en form for teknisk indretning, der skal opføre sig på en mekanistisk facon (afgjort af de økonomiske modeller der er udviklet til at beskrive markedet) for at tilfredsstille nogle selvopstillede normative målsætninger. Frem for at fastholde at markedet blot er et smukt og frivilligt samarbejdsnetværk, der gør det muligt for samfundets individer at hjælpe hinanden i gensidige fordelagtige transaktioner, så postulerer man i stedet at når staten lægger sig fast på en streng laissez-faire politik at markedet kan blive farligt. Disse farlige situationer kalder man markedsfejl. Idéen er at markedet burde have givet et andet resultat end det som den økonomiske model forudsiger at markedet kommer til at give. Eksempler på sådanne er monopoler der udplyndrer forbrugerne, at asymmetrisk information snyder forbrugerne, kronisk arbejdsløshed, positive eksternaliteter, negative eksternaliteter, usikre produkter, for lidt skolegang, for lav vækst, for høj vækst, for meget opsparing, for lidt opsparing… listen over disse markedsfejl er uendelig. Fælles for denne tankegang er at der er kun et eneste rigtigt mål som bør opnås i hver sektor, et mål som økonomen har fastlagt på forhånd. Hvis økonomens teoretiske markedsmodel ikke opnår dette mål, så er der tale om en markedsfejl som staten kan, og bør, korrigere (eksempelvis ved at ansætte nogle dygtige økonomer der som embedsmænd kan hjælpe politikerne til at regulere markedet, for at øge velfærden for alle – er det ikke bare smukt?).

Her kommer et par citater som forklarer nærmere hvad jeg taler om.

Erik M. Bøye, Deskriptiv økonomi 4 udg. s. 305:

Under liberalismen skete der store materielle fremskridt. Levestandarden steg, dødeligheden faldt og den demografiske transition startede. Desuden fik det ene land efter det andet en fri forfatning. Slaveriet blev afskaffet. Der blev indført næringsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed. Men medaljen viste sig at have en bagside i form af monopoler og kriser (konjunktursvingninger). Desuden blev indkomstfordelingen uacceptabelt skæv. Blandt andet disse markedssvigt giver en begrundelse for at have en offentlig sektor.

307:

Når stordriftsfordele betinger, at der kun er plads på markedet til én producent med den optimale virksomhedsstørrelse, taler man om et naturligt monopol. Som eksempler angives oftest telekommunikation, kollektiv transport og kraftværker. Løsningen kan være at lade det offentlige stå for driften (kommunale værker, statsbaner), eller at give en private virksomhed koncession (eneretsstilling).

s. 309:

Det økonomiske liv pulserer. Højkonjunktur afløses af lavkonjunktur, der igen afløses af højkonjunktur osv. Den hidtil dybeste depression var krisen i 1930’erne. På den måde, som man dengang opgjorde arbejdsløsheden på, var arbejdsløsheden 32% i 1932. Velfærdstabet var kolossalt. Kapitalismen var i krise, og den økonomiske videnskab havde ingen teori til forklaring af miséren. Og derfor heller ingen kur mod sygdommen – Ikke førend den engelske økonom John Maynard Keynes i 1936 udgav sit banebrydende værk The General Theory of Employment, Interest and Money.

Socialliberalismen var også en måde at være pragmatisk på. Det var nødvendigt, mente nogle af de liberale, med et modsvar til tidens socialistiske strømninger, der satte spørgsmålstegn ved den klassiske liberalismes dogmer om laissez-faire (læs gerne den fine artikel om dette opgør som beskrevet af professor Richard M. Ebeling. Bemærk at artiklen omtaler det som neoliberalisme, men det bør nævnes at man overvejede at bruge ordet socialliberalisme. Forskellen mellem den liberalisme omtalt i artiklen og min omtale er brugen af Keynes mirakelkur mod markedsøkonomiens makro-fejl). Under en laissez-faire politik udviklede markedsøkonomien visse ufrie mekanismer, så som store virksomheder der besidder økonomisk magt. Var der ikke mere end blot én slags tvang? Er ejendomsrettens opretholdelse gunstig i alle tilfælde? Kan markedsøkonomien finde den optimale løsning på udfordringer? Tør man overlade vigtige beslutninger til det frivillige samfund? Vil den uhæmmede kapitalisme udvikle monopoler? Vil der blive produceret nok social beskyttelse? Vil alle de der ønsker det, kunne få et job?

Erling Olsen, Danmarks økonomiske historie siden 1750, s 18-19:

I tiden efter den anden verdenskrig fortrængtes interventionismen gradvis af social-liberalismen. Denne politiks sociale indhold kom frem i kravet om, at staten skulle påtage sig ansvaret for beskæftigelsen samt afholde betydelige udgifter til undervisning og social sikring. Dens liberale indhold fandt udtryk i kravet om, at beskæftigelsespolitikken hovedsageligt skulle føres ved hjælp af penge- og finanspolitiske midler, medens det økonomiske liv i øvrigt skulle overlades til kræfternes frie spil. Afgørende for denne kursændring var den økonomiske videnskabs landvindinger. John Maynard Keynes havde i The General Theory of Employment, Interest and Money (1936), gjort det klart, at kapitalismen var funktionsdygtig. Når blot det offentlige over penge- og finanspolitikken regulerede efterspørgslen, skulle det være muligt at opretholde den fulde beskæftigelse.

Med ovenstående citater om kernebudskabet i socialliberalismen, lad os da se nærmere på hvad det betyder for Danmark i dag.

Socialliberalismen

Socialliberalismen er et udspring af den klassiske liberalisme. Socialliberalismen tager udgangspunkt i, at det ikke er nok med de negative frihedsrettigheder der skal beskytte individet mod overgreb på sin person og sin ejendom. Nogle positive sociale frihedsrettigheder må også formuleres til at skabe et velfærdssamfund, for at undgå at den lange liste af markedsfejl manifesterer sig, og reducerer samfundets velfærd. Den stringente fastholdelse af ejendomsretten må opgives og overgives til eksperternes vurdering om hvornår det er gunstigt og ikke gunstigt at opretholde ejendomsretten for den enkelte. I Danmarks Grundlov finder vi utallige eksempler på denne tankegang, da enhver borgers rettigheder kan tilsidesættes. I grundloven står der meget ofte efter hver rettighed “undtagen hvor almenvellet kræver det”. Denne form for socialliberalisme har mange grene, og spænder fra tæt ved socialdemokratiske synspunkter om statens sociale arbejde der tæller bl.a. hele den blå fløj i folketinget og til de som mener at staten bør sørge for en universel basisindtægt (fx borgerløn), men ikke mere end det. Det spænder således fra de blå partier i folketinget til Milton Friedman og Friedrich August von Hayek.

Den økonomiske frihed må files lidt ned, og til gengæld kan man opleve et sikkert og trygt samfund, der regulerer de farlige aspekter af markedsøkonomen ved hjælp af eksperterne. De personlige friheder skal også sikres, og må ikke trædes på, medmindre de provokerer andre mennesker. Hvor den klassiske liberalisme definerede tvang som aggressiv vold eller overlagte trusler herom mod en person eller dennes ejendom, så opfinder socialliberalismen nye former for tvang, som skal retfærdiggøre statens interventioner i markedsøkonomien. Tvang kan i denne sammenhæng være økonomisk tvang, som et monopol udsætter markedet for, da monopolet kan kræve ublu priser og tjene styrtende med penge. Forskellen i synspunktet angående tvang er centralt for frihedsforståelsen, og derfor er det meget vigtigt at nævne i forbindelse med liberalismen der som sagt ønsker at sætte mennesket fri for tvang. En udvidet beskrivelse af hvad der er tvang bevirker at det er nødvendigt at udvide den sociale beskyttelsesfunktion, som staten, naturligvis, skal tage sig af. De socialliberale mener, som de klassiske liberale, at staten er det eneste legitime voldsmonopol, og staten skal bruges til at beskytte borgerne mod både den klassiske aggressive vold eller trusler herom, samt den nye økonomiske tvang.

Friedrich August von Hayek, The Constitution of Liberty, s. 20-21:

“By ‘coercion’ we mean such control of the environment or circumstances of a person by another that, in order to avoid greater evil, he is forced to act not according to a coherent plan of his own but to serve the ends of another.”

I denne forstand bliver det derfor nødvendigt med en basisindkomst, da en arbejdsgiver ellers kan styre dig til at gøre noget (fx arbejde overtid) ved at kontrollere din situation (din ansættelse). I denne form for frihedsopfattelse bliver det statens opgave at sikre dig nogle positive rettigheder, således det ikke er muligt for andre at få dig til at gøre noget du ikke bryder dig om.

Hvis udgangspunktet for ens egen samfundsforståelse starter fra folkeskolens, mediernes og politiske debatters udgangspunkt, så er Danmark allerede et socialliberalt land. Synspunktet underbygges i undervisningen i samfundsfag med at i Danmark er det offentlige system meget lidt korrupt, bl.a. takket være magtens tredeling samt en solid dansk anti-korruptionskultur, der kan eksemplificeres med diverse “ærlighedstests”, hvor punge med penge leveres tilbage inklusiv indhold i Danmark i langt højere grad end andre europæiske lande. Det er derfor intet problem i Danmark at den offentlige sektor udgør en meget stor del af den samlede samfundsøkonomi, fordi den offentlige sektor er meget lidt korrupt, og vi kan forvente at eksperterne på topposterne i det offentlige kun går på arbejde for at højne samfundets velfærd. Fra samfundsfag får vi at vide, at det socialdemokratiske tankegods har skabt en velfærdsstat, som vi kan være stolte af, som hjælper de svage, helbreder de syge, udjævner de handikappedes hverdagsproblemer og giver de ældre en respektabel eksistens. De socialliberale har bidraget ved at sørge for at markedsøkonomien giver borgerne et vellønnet arbejde og en høj levestandard. Samspillet mellem de to strømninger har skabt det danske sikkerhedsnet, som er solidarisk, gavmildt og stærkt. Det sørger for at vi igennem livet får et minimum af goder serveret, således vores vej gennem livet bekommer os vel. Det kaldes velfærd, når vi er tilpas med vores tilværelse. Hvem andre end staten skulle sørge for de udsatte i samfundet får det godt, kapitalismen kan jo ikke vride penge ud af dem der ingen har, så hvorfor overhovedet tale om at den kan gøre noget for dem?

Hjørnestenen i det socialliberale tankegods: Økonomisk tvang

De socialliberale har et særligt stort fokus på det de kalder økonomisk tvang. Økonomisk tvang er, for eksempel, hvis en virksomhed eller person opbygger en stor velstand, og kan derved bruge sine større resurser på at mele sin egen kage, ved at bruge resurser på en sådan måde, at det er muligt at kontrollere folks adfærd. Den rige kapitalist, kan eksempelvis få sine ansatte til lidt af hvert, ved at føre firmapolitik på en sådan måde, at hvis de ansatte ikke følger reglerne for ansættelsen, som kapitalisten ændrer som han lyster, mister de deres ansættelse hos ham. De mindre resursestærke medarbejdere er i denne situation udsat for økonomisk tvang af en overmagt, der ikke mister lige så meget velfærd som de gør, hvis kapitalisten finder på at diskriminere på særlige måder eller ved at føre virksomheden således medarbejderne føler sig udsat for ubehageligheder til en sådan grad, at vedkommende selv siger op. Tabet af velfærd for den ansatte vurderes at være større end tabet af velfærd for arbejdsgiveren.

Et citat fra Hans-Jørgen Schanz lommebog “Tænkepauser” om frihed understreger synspunktet, s 54:

Neoliberalisternes illusion – hvis det da var en sådan – bestod i troen på, at kapitalens frihed ville føre til menneskelig frihed. De overså eller ignorerede, at positiv og negativ frihed meget let kolliderer, og så er ulven løs. Resultaterne af neoliberalismens gennemslag har været økonomisk frihed for færre og elendighed for mange.

Ulven i ovenstående citat er transformationen af det enkelte menneske i samfundet i naturtilstanden som Thomas Hobbes beskrev. Mennesket bliver til en ulv der overfalder sine medmennesker for egen vindings skyld. Ifølge Hobbes vil mennesket i naturtilstanden, uden en ordensmagt der sørger for beskyttelse, bruge for få resurser på at beskytte sig, og det vil derfor være fordelagtigt for alle at plyndre hinanden, givet omstændighederne at alle forsvarer sig for dårligt. Staten er derfor et nødvendigt onde for at opretholde et fredeligt samfund.

Hans-Jørgen Schanz fortsætter, på side 56:

De moderne vestlige samfund har netop ikke villet betale for kapitalens frihed med fattigdom og elendighed. Friedman har heldigvis ikke sejret, og hvis han havde, ville han have sejret ad helvede til: Med den frie kapital følger en økonomisk tvang, der dræber just den frihed, der var målet. Den neoliberale negative frihed – frihed fra ydre omstændigheder, der kan hindre en i at handle – har i høj grad vist sig ikke kun at have staten som modspiller. Også den stumme økonomiske tvang – ja netop tvang – har vist sig som en effektiv blokering af handlingsmulighed og frihed.

I ovenstående citat kritiserer Hans-Jørgen Schanz at kammeraterikapitalismen er et system hvor de store virksomheder benytter sig af deres forbindelser til politikerne, så de vedtager love der skaber en skævvridning af konkurrencevilkårene til virksomhedens fordel. Typisk sker det ved at ekskludere andre fra at konkurrere, enten ved at indføre store overheadomkostninger der er nemmere at bære for en stor virksomhed, men som små virksomheder tynges relativt mere af, eller ved at vedtage tekniske krav til specifikke varer (fx effektivitetskrav, forureningskrav, osv). Denne kritik er udmærket at tage frem, men det er nok ikke specielt godt rettet mod Milton Friedman, som ikke støtter kammeraterikapitalismen. De solide forbindelser mellem politikerne og de store virksomheder giver de store virksomheder nogle konkurrencefordele, omend de selv også lider en skade af den førte politik, lider deres konkurrenter endnu mere. Det hæver omkostningerne som smitter af på prisen på produkterne, så både potentielle konkurrenter samt almindelige forbrugere stilles værre.

Der er, så vidt jeg ved, kun ét punkt hvor Milton Friedman kan kritiseres for at skabe forhold der er gunstige for kammeraterikapitalisme, og det er hans politiske program der støtter centralbankens manipulation med pengemængderne. Det er ikke muligt at undgå kammeraterikapitalisme, når hovedfokus for pengepolitikken er at centralbanken skal sørge for at pengemængderne vokser med en bestemt rate per år. Bankerne tjener så at sige penge ved at skabe nye penge til ingen omkostning. De bærer blot en risiko for at udlånet går galt, og bankerne er derfor særligt privilegerede i deres funktion som pengeskaber. De nye penge der udstedes vil give fordele til de store virksomheder der har lettere adgang til kapitalmarkeder end små virksomheder. Den lettere adgang til kredit vil også gøre det mere favorabelt at låne penge, således man er den første der kan bruge de nye penge, før priserne på varerne man agter at købe er steget. For at styre pengemængdens vækst igennem kreditmarkedet favoriserer man låntagere, og jo større låntager man er, jo større favorisering modtager man af denne politik.

Milton Friedman er også kendt for sit tankeeksperiment om helikopter-penge (fra en artikel i 1969 med titlen “The Optimum Quantity of Money”), hvor centralbanken blot indsætter et vist beløb hos enhver borger, således pengemængden stiger ved kunstige bankindskud. Hvorvidt Milton Friedman blot spekulerede over de økonomiske dynamikker i et sådant indgreb, eller om han kunne finde på at fremsætte det som et forslag til centralbankerne, er jeg ikke afklaret med. Her vil jeg blot nævne det som eksempel på hvordan pengepolitik kunne udføres, i den socialliberale ånd. Denne form for indgreb vil alt andet lige også skævvride markedet, da det er forskelligt hvordan hver person bruger de nye penge. Alt efter om man vælger at beholde pengene på sin konto eller ej vil afgøre hvilken effekt man får af dem, og i det store spil vil de der vælger at lade pengene stå til en regnvejrsdag miste købekraft. Det gælder, kort og godt, om at bruge de nye penge så hurtigt som muligt, for at undgå erosion af købekraften. Det er igen en særlig gruppe i samfundet der drager nytte heraf, og afhængig af hvordan fordelingen af pengene udmøntes, kan man kalde det kammeraterikapitalisme eller ej. Kommer det særligt de store virksomheder til gavn, da deres pengebeholdning også øges, kan det være endnu et tilfælde hvor store virksomheder drager særlig fordel af projektet.

Ligesom Friedrich August von Hayek introducerer nye begreber om hvad udgør tvang, ligeså gør Hans-Jørgen Schanz. Begge ser nogle nødvendige positive rettigheder som staten skal tildele for at beskytte borgeren mod deres forskellige opfattelser af hvad tvang er for en størrelse.

Hans-Jørgen Schanz vil jeg umiddelbart vurdere til at være en socialliberal meget tæt på socialdemokratismen. Hans postulater om nødvendigheden af positive frihedsrettigheder og advarsler om de negative, er en demonstrationen af hvordan kritikken af de negative frihedsrettigheder fremføres. Han har tilsyneladende ikke meget til overs for Milton Friedman, men jeg vælger at kategorisere dem begge indenfor socialliberalismen, i den meget brede kategorisering jeg har valgt. Blot for at gentage mit synspunkt, så er det min egen kategorisering, og der er sikkert mange der synes at det er forkert at sætte de to herrer i bås sammen. Ikke desto mindre er det nødvendigt for mig at gøre, fordi der ikke er plads til Milton Friedman i min kategorisering af den klassiske liberalisme pga. hans tilhørsforhold angående pengepolitik og socialpolitik.

Overførselsindkomstens kilde: Beskatning

I socialliberalismen vægtes det højt at individet har en basisindkomst garanteret, således det bliver muligt for individet at opleve frihed til at vælge produkter som denne synes er værdifulde. Hvad er friheden værd, hvis man sulter og dør af den? Ejendomsretten er også vigtig, men mest i den forstand, at man gerne må sige nej til at tage mod gæster i sit eget hjem. Den økonomiske frihed vejes op mellem skatteyderens velfærd på den ene side, og den svage i samfundets velfærd som for eksperten synes også at være vigtig. Eksperten kan afgøre, at det nok vil være til gavn for samfundets totale velfærd, hvis man pænt overfører indkomsten fra en skatteyder til en socialt udsat person. Det er vigtigt for dette overførselssystem at det er så lidt generende for borgerne som muligt. Der er ingen grund til at blive grov. Systemet skal fungere smidigt så de fleste skatteydere ikke engang ser de penge, der oprindeligt var deres, og kildeskatten opsuger nænsomt og uden fanfare en del af indkomsten, før den når ud på skatteyderens bankkonto. Staten skal finde på sirlige metoder til at lirke borgernes penge fra dem på den mest skånsomme måde, således deres følelser ikke opstemmes.

Skattevæsenets breve er høflige men bestemte. Du skal betale din skat. På overfladen ånder fred og ingen fare, så længe man blot gør som der bliver sagt. Lovene er kendt på forhånd, og man udsættes kun for en forventelig beskatning, da man kan læse sig frem til reglerne. Man bestemmer selv om man vil betale skat, ønsker man at undgå at betale skat, kan man bare overholde reglerne ved ikke at indgå i den økonomiske transaktion der udløser skatten. Her er ingen tvang. Staten opfører sig pænt overfor borgerne, taler i et afdæmpet og roligt toneleje og fremsætter blot at lovgivningen skal følges.

Sikring af beskæftigelsen: Justering af finans- og pengepolitik

John Maynard Keynes, som omtalt tidligere, beskrev i sin berømte bog, at markedsøkonomien fungerer udmærket ved fuld beskæftigelse. De klassiske økonomer (Adam Smith, David Ricardo, John Stuart Mill, Jean-Baptiste Say etc) studerede desværre kun et særtilfælde af markedsøkonomien. Særtilfældet var at økonomien var i fuld beskæftigelse. I andre tilfælde, fx efter en økonomisk tilbagegang, var de klassiske økonomer helt galt på den. Det var, i følge Keynes, muligt at markedsøkonomien kunne være i ligevægt med en massiv arbejdsløshed til følge. Årsagen til denne utilfredsstillende situation var en mangel på efterspørgsel. Ved at gennemføre visse politiske rettelser, kunne staten sikre samfundet fuld beskæftigelse. Dette skulle foregå ved store offentlige udgifter til fx byggeri af infrastruktur finansieret ved at trykke penge og ved at staten optog lån der var store nok, til at beskæftige alle. De positive resultater af disse tiltag ville være at markedsøkonomien blev genoprettet, og i denne situation med fuld beskæftigelse kunne den klassiske økonomiske lære genindtræde, og staten kunne neddrosle sit engagement og lade markedskræfterne være i fred på ny.

For at tillade staten at gældsætte sig i tilstrækkelig grad, var det nødvendigt at have en låner til rådighed. Det måtte ikke være en af de almindelige lånere, kapitalisterne, for de var alligevel utilregnelige. Det var nødvendigt at have en låner der var pålidelig, en der altid kunne lånes penge af, en centralbank. Pengesystemet var nødvendigt at planlægge centralt, for med centralbankens rolle i Keynes vision, kunne staten netop opnå at låne de midler det var nødvendigt for gennemførslen af de politiske indgreb som han foreslog. Centralbanken, og under den, de private banker, skulle være bolværket der sikrede staten magten til at låne store summer, så man blev uafhængig af borgernes lyst til at låne penge til staten. Centralbanken var en vigtig brik i spillet, og pengesystemet skulle baseres fuldstændigt på papir, således det blev så billigt som muligt for staten at optage gæld og for banksystemet at skabe nye penge.

En anden variant af benyttelse af centralbanken til at øge samfundets velfærd, som eksemplificeret i Milton Friedmans monetarisme, eller andre nyere keynesianske eller pseudokeynesianske strømninger, er at fokusere på væksten i pengemængderne, og lade centralbanken sænke renten for at stimulere investering (gerne blot privat) således beskæftigelsen stiger på ny. Andre mener at centralbanken skal sigte efter en vis vækst i nominel BNP for at drive inflationen og efterspørgslen opad. Alle har det til fælles at de ønsker en centralt planlagt valuta, som eksperter skal administrere. Indbyrdes er de alle uenige i reguleringsstrategien, men i hovedtræk er enhver af de omtalte økonomiske skoler interesseret i at kontrollere centralbanken. Få af de socialliberale er interesseret i at nedlægge centralbanken og lade markedet producere penge på egen hånd.

Regulering af konkurrencen

I den socialliberale filosofi er den økonomiske tvang som eksemplificeret ved monopoler en af de frygteligste former for antisocial adfærd. Den økonomiske tvang kan i denne omgang neutraliseres ved konkurrencelovgivning. Den socialliberale ønsker at virksomheder ikke opnår en økonomisk magt på markedet, da de store virksomheder med større end x procent markedsandel kan malke forbrugerne ved at bruge sin økonomiske magt mod dem. Monopolet fastsætter prisen og forbrugerne bøjer sig, i fraværet af konkurrenter, og køber produktet alligevel. Forbrugeren er udsat for økonomisk tvang i det omfang prisen ville have været lavere under en tilstand af perfekt konkurrence. Det flugter udmærket med citatet ovenfor af Hans-Jørgen Schanz. Den økonomiske tvang er en blokering af friheden.

Erik M. Bøye, Deskriptiv Økonomi, s 212:

Hvis markedet domineres af nogle få store virksomheder, hersker der u-fuldkommen konkurrence. Er der kun én udbyder på markedet, er der monopol, og monopolisten kan sætte sin pris uden hensyn til konkurrenter, for han har ingen. Ved at begrænse produktionen kan prisen sættes højere end omkostningerne. Monopolisten opnår derved profit. En profit, som vel at mærke ikke bliver konkurreret væk. Et centralt element i erhvervspolitikken hos lande med markedsøkonomi er at korrigere for dette markedssvigt med en monopollovgivning.

Monopolisten, der har udkonkurreret alle på sit område, kan efterfølgende nedskære produktionen, hæve priserne, og nyde et overnormalt afkast på sin investering. Den efterfølgende profit for denne ene virksomhed er en markedsfejl, fordi tabet for forbrugerne er større end gevinsten for monopolisten (figur). Der er derfor ikke blot tale om at udnytte sin økonomiske magt mod andre, men også at brugen af den økonomiske magt fører til et tab af velfærd for samfundet som helhed. Staten kan derfor med fordel regulere virksomhederne med konkurrenceloven i hånden, og sørge for at virksomhederne ikke bliver store nok til at kunne opnå denne overnormale profit og udnytte forbrugerne.

Dygtige eksperter kan ansættes i konkurrencerådet der administrerer konkurrenceloven. Disse kan via fastlagt lovgivning vurdere om to virksomheder må fusionere eller ej. De kan pålægge bøder til virksomheder der overtræder loven, og den afskrækkende virkning på potentielle monopolister sørger for at markedet til dagligt fungerer tættere på den fuldkomne konkurrence, der kommer forbrugerne til gode.

Den liberale statsminister

“Danmark er langt fra en socialistisk planøkonomi. Danmark er en markedsøkonomi”, sagde Lars Løkke Rasmussen under det amerikanske valg til Bernie Sanders i en tale på Harvard. Bernie Sanders refererede netop til Danmark, som et bevis på, at socialismen er medvirkende til social nytte og særligt til hjælp til de fattige. Lars Løkke Rasmussen måtte dog gå mod Bernie Sanders, fordi, som leder af Danmarks Liberale Parti, kan man naturligvis ikke have det hængende på sig, at man er statsleder for et socialistisk land, og da slet ikke at blive holdt op som et eksempel på en succesfuldt implementeret socialisme.

Lars Løkke argumenterer, at selvom vi har en udvidet velfærdsstat, som giver en høj grad af sikkerhed for sine borgere, så er det også en succesfuld markedsøkonomi, hvor den enkelte har frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv som man lyster.

Lars Løkkes udsagn underbygger alt det tidligere beskrevne. Velfærdsstaten er en venlig organisation, der sørger for at alle har mulighed for friheden til at udfolde sig. Enten ved at være beskyttet mod de farlige markedsfejl, at være sikret en minimumsindkomst, ved at øge beskæftigelsen eller ved at være sikret gratis sundhedsvæsen eller gratis uddannelse. På denne måde sikrer velfærdsstaten friheden for den enkelte ved at beskytte mod de sociale konsekvenser af uheld og ulykke i livet. Velfærdsstaten sørger for at du har en fair chance i livet, og at du får hjælp og støtte til at forfølge de drømme og de værdier du har valgt er vigtige at forfølge.

Lars Løkkes argumentation er at velfærdsstaten kan alt, man kan både have en stor velfærdsstat og samtidig en stor personlig frihed. Der er ingen ende på lyksalighederne når velfærdsstaten styres af politikere med ægte samfundssind, af den socialliberale regering.

Kritik

Det er svært at vide hvor kritikken af socialliberalismen bør starte. De socialliberales grundtanke er så uforenelig med de frie markedskræfter, ejendomsretten og personlige friheder. Baseret på deres opfattelse af hvad der udgør tvang i samfundet, skaber de et system hvor eksperterne ved lovgivning og rådgivning til politikere skal rette alle de af eksperterne opfundne markedsfejl, hvor eksperterne benytter sig af interpersonelle velfærdssammenligninger, hvor eksperterne skal godtgøre at tilsidesætte borgernes rettigheder ved at vise at hensynet til almenvellet kræver det.

Det essentielle problem i socialliberalismen er at det er ikke muligt at skabe det samfund de ønsker. Positive rettigheder er ikke muligt at gøre universelle, hvis man fastholder at ejendomsretten er ukrænkelig. De positive rettigheder, der kræver indkomstoverførsler, regulering af økonomien og ekspertvælde, er alle ekstra omkostninger som samfundet tynges af. Det er derfor ikke en mulighed at gennemføre projektet, for der skal kun et indgreb til før markedsøkonomien giver uønskede konsekvenser, der igen, i den socialliberale filosofi, skal tages hånd om med nye indgreb. Beskyldningerne om at markedsøkonomien er eneansvarlig for de dårlige resultater er kraftigt medvirkende til at denne dårlige politik fortsætter og udbygges med flere politiske indgreb.

Ludwig von Mises, Human Action, s.851

The interventionist doctrinaires and their followers explain all these undesired consequences as the unavoidable features of capitalism. As they see it, it is precisely these disasters that clearly demonstrate the necessity of intensifying interventionism. The failures of the interventionist policies do no in the least impair the popularity of the implied doctrine. They are so interpreted as to strengthen, not to lessen, the prestige of these teachings. As a vicios economic theory cannot be simply refuted by historical experience, the inventionist propagandists have been able to go on in spite of all the havoc they have spread.

Det socialliberale projekt inkluderer nogle væsentlige statslige funktioner der får stor betydning for markedets udfald. Mange af de negative konsekvenser ved den førte politik kan man med lethed observere i dag. Boligbobler pga. billig kredit, arbejdsløshed pga. fagforeningsindblanding, et stort antal mennesker på overførselsindkomst, store problemer med finansiering af alderspensioner, invalidepensioner, kroniske ventelister på hospitalerne og en evig mistænkeliggørelse af alle der trods den store stat klarer sig godt.

Det mest morsomme, hvis man stadig kan finde sin humoristiske sans i morasset, er at de socialliberale tror at deres system fører til et mere effektivt marked, til et mere retfærdigt samfund, ved at indføre kontrol, påbud, tilskud, inflation, monopolisere hele sektorer, tilskynde kammerateri, og ved at lade staten, den mindst effektive aktør, drive produktion af mange af goderne. Det er næsten håbløst at færdiggøre kritikken af alle de programmer den socialliberale ønsker. Jeg vil derfor kun tage fat på nogle enkelte, da jeg frygter at indlægget ellers aldrig bliver færdigt.

Pengemanipulation, statsunderskud osv.

Det vil tage mange blogindlæg at vise hvorfor pengepolitik som agiteret af keynesianere eller montarister ikke fører til det ønskede resultat, hvorfor det vil føre til økonomiske kriser og øget kammeraterikapitalisme, hvorfor Keynes tog fejl i sine teorier og hvordan den uregulerede markedsøkonomi fungerer som beskrevet af de klassiske økonomer, uden forudsætninger om fuld beskæftigelse. Jeg vil derfor blot fremsætte nogle få argumenter mod deres politik og referere videre til yderligere læsning til den interesserede.

Det er et logisk paradoks at påstå at markedsøkonomien er i ligevægt når der er arbejdsløshed. Det er som at sige, at der er ligevægt når store varelagre er usælgelige. Det er en selvmodsigelse. I stedet for at påstå at det er et tilfælde af en ligevægtssituation, så er det gavnligt at analysere hvad der afholder markedet i at søge mod sin ligevægt på netop arbejdsmarkedet. Keynes’ postulat om “sticky wages” er en nødvendig forudsætning for brugbarheden af hans teoretiske værk. Men i stedet for at rette fejlene, at staten tillader fagforeningerne at bedrive vold og optøjer mod private virksomheder, der skaber de rigide lønninger (fagforeningstvang, indkomstoverførsler, regulering etc.), søger Keynes at beholde alle de fejlagtige statsprogrammer og at føje spot til skade ved at introducere endnu et.

En af hjørnestenene af Keynes værk er hans tilbagevisning af Says lov om markeder. Denne tilbagevisning er blevet grundigt analyseret af mange økonomer, som man ikke har ønsket at lytte til i populære kredse. Til læseren der ønsker at forfølge denne tråd, kan jeg henvise til Henry Hazlitt’s bog “The failure of the new economics” (særligt kapitel 3), “The critics of keynesian economics” og til Friedrich August von Hayeks artikelsamling “A tiger by the tail”.

Hvad angår Keynes beskæftigelsesteori, så er der, udover de teoretiske argumenter mod keynesianismens brug af midler til at nå sit udtalte mål, også fundamentalt noget galt med socialliberalismen på dette punkt. Ralph Raico forklarer ganske simpelt hvad det problem er.

Ralph Raico, Classical liberalism and the Austrian school, s. 154:

If liberalism’s core doctrine is that, given institutional adherence to the rights of life, liberty and property, civil society can be counted on by and large to run itself, and if the showcase example in liberalism’s brief is the capacity of the undirected market economy to function satisfactorily, then the “Keynesian Revolution” signaled the abandonment of liberalism. […]

In the United States, the Employment Act of 1946 recognized the primary responsibility of the federal government for ensuring maximum employment through fiscal operations. The results of this revolution were disastrous.

Prior to Keynes, budget balancing had at least been the goal of the governments of civilized countries. Keynesianism reversed this “fiscal constitution”. By making governments responsible for “counter-cyclical” fiscal policy while ignoring the tendency of shortsighted politicians to accumulate deficits, it set the stage for the unprecedented levels of taxation and public debt of the decades following the Second World War.

Monetarismen har mange afskygninger som afviger meget fra ovennævnte keynesianisme, og selvom ovennævnte kritik kan rettes mod dem der stadig påstår at de er liberale, så har ingen af dem tilsyneladende taget Ludwig von Mises’ konjunkturcyklusteori alvorligt. I deres kådhed over hvor fedt det vil være, hvis eksperterne brugte deres teori til at regulere pengemængden, overser de de specifikke problemer i produktionsstrukturen som deres ønskede pengepolitik skaber. For de økonomiske teorier der anser det for en velfærdsmaksimerende politik at manipulere med renterne og udvide pengemængderne, er det eneste problem der kunne opstå i forbindelse med at følge deres teorier at inflationen i priser bliver stor og skaber forvridninger i markedet. De anser det ikke som relevant at renten i sig selv har en koordinerende rolle at udføre i markedsøkonomien. Det er en skam, for hvis man forstår rentens effekt på investeringshorisonten, så følger det heraf at manipulation af renten er et startsignal til fejlagtig brug af de til rådighed stående kapitalgoder. Ønsker man at sætte sig lidt ind i den østrigske konjunkturcyklusteori kan denne knap 8 minutter korte video forklare nogle af de grundlæggende elementer.

Konkurrenceloven

I gamle dage betød ordet “monopol” et privilegie som eneproducent af en given vare, givet til en enkelt virksomhed, af staten. Staten kunne håndhæve monopolets eksistens ved at bruge politiet og retsvæsenet mod de formastelige som forsøgte at konkurrere mod monopolet. I dag er monopol blevet brugt om virksomheder der i markedet har en meget stor markedsandel, og denne betegnelse er forvirrende for læserne der ønsker at forstå sammenhængene.

Det reelle problem med monopol er ikke dannelsen af en enkelt virksomhed der med overvældende salgstal fylder hele, eller næsten hele, markedet. Monopoler findes overalt i økonomien og er intet problem i sig selv, set fra forbrugernes synspunkt. Forbrugernes problem opstår først, hvis monopolet kan sikre sig større indtægt ved at reducere produktionen og hæve priserne – og som udkomme af denne taktik kan opnå større indtægt end før.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 356:

Monopoly is a prerequisite for the emergence of monopoly prices, but it is not the only prerequisite. There is a further condition required, namely a certain shape of the demand curve. The mere existence of a monopoly does not mean anything. The publisher of a copyright book is a monopolist. But he may not be able to sell a single copy, no matter how low the price he asks. Not every price at which a monopolist sells a monopolized commodity is a monopoly price. Monopoly prices are only prices at which it is more advantageous for the monopolist to restrict the total amount to be sold than to expand his sales to the limit which a competitive market would allow.

I Mises’ monopolteori er det meget usandsynligt at monopoldannelse i sig selv skaber problemer for forbrugerne. Det er kun i meget sjældne tilfælde, hvor et gode monopoliseres og samtidigt at forbrugernes efterspørgselskurve er sådan at de vil betale en totalt set større sum for en mindre mængde af produktet. Selv hvis vi tog de socialliberales tankegods for gode varer, følger det ikke at store virksomheder skal reguleres af staten. Det er kun hvis de store virksomheder kan hæve prisen og, ved at reducere mængden der produceres, få en større indtjening end før, at der kan være tale om en form for “økonomisk tvang”. Det er dog vigtigt at nedbryde denne type virksomhed i to overordnede typer, for at forstå hvornår det er ligegyldigt med monopoler, og hvornår det ikke er ligegyldigt.

I det følgende benytter jeg Murray Rothbards monopolteori, der bygger på Ludwig von Mises’ teori. Hvor Mises understregede forbrugernes suverænitet, satte Rothbard fokus på en mere generaliseret markedsteori der understreger individets suverænitet (altså både som forbruger og som producent).

Et offentligt monopol kan tvinge dig til at betale for produkter via beskatning, som du ikke ønsker at betale for. Det offentlige monopol kan med beskatningsmagten sørge for sin egen indtægt, uanset hvad det producerer og uanset hvad kunderne synes om produktet. Med beskatningsmagten kan monopolet tage for sig af retterne i det omfang det er muligt, så længe det ikke møder stor politisk modstand. Staten kan ikke gøre alt, men må i en vis udstrækning tækkes vælgerne. Det er dog ikke svært at opnå denne situation i praksis – jeg behøver vel blot at nævne den nylige kapitalindsprøjtning af skatteydernes midler i PostNord.

En privat virksomhed der er eneudbyder på et specifikt marked af en specifik vare kan ikke tvinge dig til at købe noget som helst af det. Et privat eneudbyder er dermed underlagt forbrugernes efterspørgsel, på samme måde som hvis der var mange konkurrenter aktive. Den eneste måde den private udbyder kan tjene flere penge ved at hæve prisen på produktet, er hvis forbrugerne frivilligt betaler merprisen. Hvis efterspørgselskurven er elastisk, så er det i eneudbyderens interesse at producere mere, for at tjene flere penge. Hvis efterspørgselskurven er uelastisk, kan eneudbyderen nedskære produktionen og hæve prisen, og totalt set have en større indtægt. Eneudbyderen i det frie marked er dermed stadig underlagt forbrugernes værdidomme. Dette simple faktum overses meget let, og tales ofte ikke om, når det kommer til diskussioner om eneudbydere på markedet (undertegnede var selv af den opfattelse, at staten skulle bruges til at øge konkurrencen, da jeg var ung og naiv 🙂 ). Hvis de socialliberale reelt var bange for økonomisk magt, så burde de også af den  logiske følge måtte advokere for at forbrugerne skulle tvinges til at købe gode produkter (som anbefalet af eksperterne), da producenten af produktet kan blive tvunget til at lukke sin virksomhed, hvis produktet ikke falder i forbrugernes smag. Producenten ville være udsat for økonomisk tvang, hvis forbrugerne ikke ønskede at betale prisen for produktet.

Denne absurditet, som er et logisk udkomme af de socialliberales definition af “økonomisk tvang”, sender samfundet direkte i det totalitære fængsel, hvis man fulgte deres logik til sin ultimative konklusion. Enten har økonomisk tvang ingen berettigelse i sociale sammenhænge, eller også kan alle udsætte alle andre for økonomisk tvang. Hvad enten det er producenter, der via påstået monopolmagt, tvinger forbrugerne til at betale overpris, eller forbrugerne der tvinger virksomheder til at gå konkurs, fordi den producerer for dyre, eller for dårlige, produkter, så er økonomisk tvang en gennemsyrende kraft i alle markedssammenhænge der skal reguleres eller også er den ikke. Hvis man vil denne form for tvang til livs, så bør alle markedstransaktioner nøje overvåges og reguleres af eksperterne. Der er ingen middelvej.

Er der nogen der kan forestille sig at der er noget som helst liberalt i sådan en situation? Her er det værd at fremhæve den gode definition, som de klassiske liberale brugte, af tvang, som værende aggressiv vold, eller overlagte trusler herom, mod en anden person eller dennes ejendom.

Med konkurrenceloven er det endegyldigt slut med at store effektive virksomheder kan producere til det nationale marked. I stedet for at lade markedskræfterne vise hvilken konfiguration af kapitalstrukturen der er mest effektiv, beslutter bureaukraterne i konkurrencerådet at nedsable enhver virksomhed der opnår mere end x procent markedsandel. Dette forhindrer stordriftsfordele og er et angreb på ejendomsretten for virksomhedens ejere og en hån mod markedets frie udfoldelse. Teorien der beskriver nødvendigheden af konkurrencelovgivning er teorien om den “fuldkomne konkurrence” (eller perfekt konkurrence). Denne teori hviler på den antagelse at markedet er “perfekt”, eller tilnærmelsesvist perfekt, under visse helt unikke betingelser. Det er klart at fra denne perfektionistiske teori er det let at finde fejl i markedet, da markedet er en manifestation af mennesker der samarbejder, og at holde det samarbejde op mod en syntetisk perfekt verden er meget tynd argumentation for statsindgreb, ligeledes af mennesker.

Murray Rothbard, Man, Economy, And State s. 645:

We do not know, and economics cannot tell us, the optimum size of a firm in a given industry. The optimum size depends on the concrete technological conditions of each situation, as well as on the state of consumer demand in relation to the given supply of various factors in this and in other industries. All these complex questions enter into the decisions of producers, and ultimately of consumers, concerning how large the firms in various lines of prodution will be. […] As a result, any existing situation on the free market will tend to be the most desirable for the satisfaction of consumers’ demands (including herein the non-monetary wishes of the producers).

Neither economists nor engineers can decide the most efficient size of a firm in any situation. Only the entrepreneurs themselves can determine what size of firm will operate most efficiently, and it is presumptuous and unwarranted for economists or for any other outside observers to attempt to dictate otherwise.

Et andet punkt der er værd at diskutere er valget af, hvor stor en virksomhed må være, før det kolliderer med tesen om den perfekte konkurrence. I dette meget simplificerede verdenssyn er konkurrence tilstedeværelsen af flere virksomheder. Hvorfor skulle det være bedre for forbrugerne at virksomhederne blev splittet op i mindre dele? Hvordan kan man føre argument for at ved at splitte virksomhederne op, at det tjener forbrugernes interesse?

Et tredje punkt at angribe er, hvorfor det præcis er den samme procentsats for ethvert marked, der er det optimale trade-off punkt? Et fjerde punkt er, hvordan det kan være at et monopol aldrig oplever konkurrenter, som alle andre markeder udsættes for kontinuert? Det må være klart for enhver at et monopol, der opnår overnormal profit, er et tegn på at i denne sektor kan man tjene store penge ved at begynde at konkurrere. Overvejer man at starte en virksomhed, og søger man at få et godt afkast på sin investering, så er det åbenlyst at man bør prøve at gå ind på monopolets marked, da chancen for profit her er større end andre markeder hvor konkurrencen er kraftigere.

Et femte kritikpunkt af monopolteorien er, at postulatet om at monopolet kan få en overnormal profit, fordi monopolets omkostninger er langt lavere end salgsprisen, er absurd. Det essentielle i enhver omkostning er at forstå, at en omkostning altid er en alternativomkostning. Det betyder, for monopolteorien, at deres anskuelser om omkostninger løftes fra den almindelige forståelse af ordet omkostninger, til at blive en særlig art af omkostning, der kun gælder for monopolvirksomheder. I stedet for at bruge den universelle alternativomkostning, så opfinder bureaukraterne deres egen omkostningsteori og påstår at den eneste omkostning der gælder, er den monetære omkostning i faktiske udgifter til driften af produktionen. I alle andre sammenhænge vil enhver økonom, der er noget værd, sige, at alle omkostninger er alternativomkostninger. Altså omkostninger der består af “det næstbedste alternativ man kunne have forfulgt”.

For monopolisten er det tydeligt at, hvis denne virkelig er monopolist i den strenge definition, hans alternativomkostning er, at ved at sænke produktionen yderligere, kunne han hæve prisen endnu mere. Monopolistens omkostning er derfor den mulighed for større profit, der går tabt, når han sænker prisen og øge produktionen. Monopolisten er dog ingen gud der ved præcis hvordan efterspørgselskurven ser ud i alle prispunkter, og han ved heller ikke hvor elastisk kurven er. Ligesom alle andre erhvervsdrivende i markedet må man være villig til at tage risiko og udforske markedets respons på pris- og kvalitetsændringer. I denne risiko ligger også risikoen for, at hvis det bliver en succes at hæve prisen, tiltrækker det nye konkurrenter på markedet der ønsker en del af profitkagen.

I sidste ende er det vigtigt at pointere, at en efterspørgselskurve på det frie marked er et frivilligt fænomen. Ingen er tvunget til at købe det monopoliserede gode af producenten, og i den virkelige verden er transport samt international handel med til at sikre at monopoler ikke opstår. Det er blot en empirisk observation at monopoldrift af virksomheder ikke sikrer dem større indtjening end almindelig “konkurrencepræget”, for at bruge socialliberalisternes ordvalg, drift. Selv velkendte tilfælde af monopolvirksomheder som John D. Rockefellers Standard Oil resulterede i en massiv ekspansion af produktionen, et dramatisk fald på 90pct af prisen på lampeolie, og da staten begyndte retssagen mod Standard Oil var markedsandelen for firmaet godt en tiendedel.

Thomas J. DiLorenzo, The Gates-Rockefeller Myth

The industry’s output of refined petroleum increased rapidly throughout this period–just the opposite of what mainstream monopoly theory would predict. In 1911, the year in which the federal government forced the breakup of Standard Oil, the company faced fierce competition from Associated Oil and Gas, Texaco, Gulf, and 147 other independent refineries. Because of this competition Standard Oil’s market share fell from 88 percent in 1890 to a mere 11 percent by 1911.

Markedet havde fungeret som forventet af de gode økonomer – monopolet kunne ikke holde fordi nye iværksættere fandt mere effektive måder at tilfredsstille forbrugerne. Læs mere i artiklen her og her.

Deraf følger det, at de eneste monopoler der er nødvendigt at nedbryde, er statens egne monopoler, de offentlige virksomheder. Det er ikke nødvendigt at blande sig i et frit marked, men det er nødvendigt at privatisere samtlige offentlige virksomheder, for at sikre den største velfærd for samfundet.

Ønsker man en grundig gennemgang af problemerne, kan jeg henvise til Peter Kleins 3 delte serie hos Mises Instituttet der omhandler konkurrence, monopoler og iværksætteri. Alternativt kan man også få megen god information ud af Thomas DiLorenzos lektion angående konkurrenceloven i USA. Er man en læsehest, kan Murray N. Rothbards “Man, Economy, And State”, særligt kapitel 10, anbefales.

Velfærdsstaten, en konsekvens af socialliberalt politisk arbejde

Den socialliberale tankegang fører til velfærdsstaten, med alle de problemer den medfører. Det er ind i mellem meget svært at se forskel på en socialdemokrat og en socialliberal, i alt fald hvis vi ser på forskellen på den førte politik mellem Venstre og Socialdemokratiet. Min fornemmelse er at for den socialliberale er markedsdrevne virksomheder gode, såfremt den “fuldkomne konkurrence” er sikret med konkurrenceloven, lighed ikke så vigtigt som statslig sikring mod absolut fattigdom, beskæftigelsen kan sikres med finans- og pengepolitik og der er også så vidt jeg fornemmer modstand mod progressive skatter. Med alle de stylter påsat markedsøkonomien, så kan den trods alt godt bruges. Disse elementer findes ikke i så stor udstrækning i den socialdemokratiske bevægelse. Her er lighed et mål og progressive skatter et egnet middel til at nå målet. Hos den socialliberale er den klassiske liberales ideologiske standpunkt overfor statens rolle i samfundet udskiftet med eksperternes opvejelser mellem forskellige menneskers velfærd. De socialliberales kritik af velfærdsstaten i sin nuværende udformning bliver til nogle vage argumenter om at visse skatter er lidt for forvridende og ind i mellem også at der måske er mere provenu i at sænke nogle skattesatser.

Det socialliberale projekt er på mange måder overfladisk set ganske sympatisk. Man ønsker blot at samfundet producerer den maksimalt opnåelige velfærd. Problemet er at med justering af markedsøkonomien via interventionismen, reguleringen, skattetrykket og overførselsindkomsterne skaber man også problemer undervejs, problemer som er større end det oprindelige problem, og som de socialliberale i deres misforståelse af markedsøkonomien søger at bedre ved at indføre igen flere forbud, påbud, tilskud og beskatning. Konkurrenceloven opbryder effektive virksomheder, og afholder forbrugerne stordriftsfordele, Nationalbanken svækker købekraften af pengene og begunstiger et bankkartel samt skaber konjunkturcyklussen, overførselsindkomsterne skaber svage mennesker, der ikke ville være svage uden statens indblanding. Den offentlige sektors “forsikringsrolle” skaber kapitalforbrug, generationsudplyndring og kan ikke finansieres i sin nuværende form på lang sigt. Problemet bunder i at der ikke spares op til at møde fremtidige udgifter. Staten sørger for at holde forbruget højt, og lover at der er penge til fremtidige problemer, når de opstår. Et forsikringsselskab der bedrev samme praksis ville være blevet lukket som det pyramidespil det retteligt bør anklages for at være. Blot fordi staten bedriver pyramidespillet kan det “lovligt” fortsætte, det er jo staten selv der fastlægger lovene.

De negative effekter af pyramidespillet, at hvis der går færre ind end der går ud, snydes de sidst ankomne, kan ikke viftes væk. I statslig sammenhæng er der dog ingen frivillighed, alle der opholder sig indenfor dens territorie underlægges dens magt. Som befolkningssammensætningen ændrer sig over årene, beskattes således forskelligt og det fører til forskellige størrelse af kapitalforbrug. Når de store årgange, der er lovet guld og grønne skove i pension, går fra arbejdsmarkedet, har staten ikke sparet penge op som den kan udbetale, eller bruge til at afholde deres sundhedsomkostninger. Kapitalen, der skulle være gemt til senere brug, er spist op af staten, feset af på politiske programmer der alle yder samfundet et netto tab. I stedet for at spare op og investere pengene i produktive markedsvirksomheder, er pengene kastet ud til særinteresserne af politikerne, i deres søgen efter at fastholde magten. Pengene, der kunne være anbragt produktivt til borgernes velfærd, er blevet anbragt politisk til skade for markedets fremtidige evne til at producere det afkast som man som pensionist skulle leve af.

Som de sociale ordninger gøres mere venlige og imødekommende, så gøres problemet større. For tiden ses tendenser til at regulere antallet af klienter der tillades indskrivning i de sociale ordninger, senest med førtidspensionen, som er blevet meget restriktiv. Folkeskolereformen var også en spareøvelse, effektivitetskravene til offentlig produktion er ligeledes en manifestation af virkeligheden: Der er ikke råd til at spilde så mange penge som der var før, pyramidespillets dynamik og kapitalforbruget reducerer råderummet. De penge der skulle være brugt til helbredelse af gamle findes ikke, for afkastet af de såkaldte offentlige investeringer findes ikke. Denne bevægelse vil ramme flere af de sociale ordninger som tiden går, som de negative konsekvenser af interventionismen fattiggør samfundet, mistes også muligheden for at beskatte borgerne hårdt nok til at opretholde de gunstige og ønskede ordninger. Alle de offentlige udgifter kan ikke stige samtidigt, beskatningsgrænsen er nået, og overskredet. Fremover vil kun mirakler (eller effektfulde politiske reformer, som er det samme) løse statens finansieringsproblem på lang sigt. Standses kapitalforbruget ikke effektivt, ved at liberalisere store dele af økonomien, kan det ikke lade sig gøre at producere tilstrækkeligt med velstand til at servicere den store udgiftsbyrde der ligger i fremtiden.

Giver velfærdsstaten mere frihed og øget velfærd?

Lars Løkkes udsagn om at staten giver frihed til borgerne er i intern modstrid med sig selv. Det er ikke muligt at have en udvidet velfærdsstat og samtidigt give den enkelte frihed til at forfølge sine drømme og leve sit liv som man lyster. Det er ikke engang nødvendigt at være ekstremist for at påstå dette. Det følger ganske logisk at det ikke kan lade sig gøre at have en stor stat og samtidigt en lille stat. Lad mig forklare.

For at kritisere Lars Løkkes synspunkt må det først gøres klart, at staten intet overskud producerer og den har ingen penge selv. Staten er ikke en virksomhed der tjener penge ved at sælge til markedet og gennem denne indtægtskilde finansierer driften. Kunne staten gøre dette (og vi for en stund ser bort fra lovgivningsmagten), ville man blot kalde det et almindeligt aktieselskab, der i stedet for at have profitmotivet som det eneste pejlemærke også har en form for socialprofit som motiv for sit virke. Det forholder sig ikke således, for uanset velfærdsstatens smarte systemer og ordlyden af skattevæsenets breve til skatteyderne, så er velfærdsstatens virke kun muliggjort af de resurser det lykkes for politikerne og bureaukraterne at tage fra skatteyderne ved lovgivning der enten beskatter, belåner eller trykker penge, for at give en del af midlerne til velfærdsstatens klienter, til de politiske interessegrupper og bruge resten på sig selv. Jo større udgifter, jo større andel af samfundets resurser tages af staten og fordeles politisk.

For den enkelte der mister muligheden for selv at bruge hele sin indtægt, er det et tab af velfærd, i det omfang indtægten bliver beskattet væk eller eroderet af inflation på den ene side og muligheden for absolut kontrol med sin ejendom indskrænkes af regulering på den anden side. Muligheden for at søge sin største tilfredsstillelse i markedsøkonomien indskrænkes også af at markedskræfterne ikke får fri udfoldelse til at etablere de mest effektive virksomheder. De påståede markedsfejl er argumentet for at gribe ind i markedet og forhindre den frie udveksling. Det fører til ringere effektivitet og reduceret producent- såvel som forbrugervelfærd.

De der modtager penge som overførselsindkomst modtager naturligvis en større total indkomst (i kombination af penge og fritid) end de ville have valgt selv i den hæmmede markedsøkonomi, der er et resultat af årtiers politisk indblanding. Deres velfærd er på overfladen øget takket være indkomstoverførslen, tager man indkomstoverførslen fra dem og fastholder alle andre politikker er det klart at det ikke er gavnligt for dem. Deres valg viser at deres velfærd bliver maksimeret på offentlig overførsel. Det fører til at de uproduktive subsidieres og de produktive beskattes. Men har denne forcerede transaktion medført større velfærd totalt set? Tydeligvis ikke for skatteyderen, men hvad med personen på indkomstoverførsel? I dette tilfælde er teorien ude på glatis fordi det argumenteres at samfundets velfærd forøges ved at overføre indkomst fra en rig til en fattig. Den grundlæggende præmis er at velfærd per krone er meget forskellig fra den rige til den fattige. Ved at øge pengebeholdningen for en fattig skaber man en større velfærd pga. den aftagende marginalnytte af homogene goder. De første kroner på konto’en går til de vigtigste goder, og derfor påstås det at den rige allerede har dækket sine basale behov og de sidste kroner på kontoen, er, for den rige, mindre velfærd, end hvis selvsamme beløb indsættes på den fattiges konto og indgår til at dække de vigtigste behov.

Selvom det er muligt at forestille sig at dette kunne være tilfældet, så er der intet videnskabeligt over det. Det er blot et postulat, der hviler i den blå luft. Vi kan godt som subjektive personer forstå den aftagende marginalnytte af indkomst, for vi ved udmærket godt at overarbejde, for os selv, skal betale ret godt, før vi vil spendere flere timer på arbejde. I den forstand er der dele af teorien som forekommer korrekt. Vi ville selv ikke vælge at arbejde i uendeligheden, fordi de sidste penge køber os en tilfredsstillelse af behov, der ligger lavere end de allerede tilfredsstillede behov. På et tidspunkt finder vi, at marginalerne mellem arbejdstid og fritid gør, at vi foretrækker fritid. Det er dog når postulatet tages videre herfra at det bliver til nonsens.

Argumentet fungerer fint så længe vi holder os til samme person, og at vi kun rangerer valgmulighederne ordinalt (første, anden, tredje osv.). Det næste skridt er at den marginale nytte gøres kardinal, (at tælle nytteenheder og fastslå deres højde, fx ved decimaltal som 37,5) og dernæst at denne nytteværdiskala er sammenlignelig mellem mennesker. Der er intet menneskeligt i at gøre valgmuligheder op i kardinal nytteværdi, alle vore valg hviler på at vi foretrækker et valg og forkaster et andet. Vi kan ikke bestemme hvor mange nytteenheder vi knytter til hvert valg. Det postulerer eksperten, at han kan. Det er uvidenskabeligt, det kan ikke bevises at det forholder sig således. Det eneste økonomi har at gå ud fra er at frie mennesker givet det frie valg vælger således at det maksimerer deres velfærd. Tvinges en af deltagerne (i den klassiske forståelse af tvang) til at gennemføre en transaktion mister vi muligheden for at sige om det, i økonomisk forstand, øger velfærden, eller ej.

Murray N. Rothbard, Man, Economy, And State, s. 301-302

It follows that the law of the diminishing marginal utility of money applies only to the valuations of each individual person. There can be no comparision of such utility between persons. Thus, we cannot, as some writers have done, assert that an extra dollar is enjoyed less by a Rockefeller than by a poor man, If Rockerfeller were suddenly to become poor, each dollar would be worth more to him than it is now; similarly, if the poor man were to become rich, his value scales remaining the same, each dollar would be worth less than it is now. But this ia far cry from attempting to compare different individuals’ enjoyments or subjective valuations. It is certainly possible that a Rockefeller enjoys the services of each dollar more than a poor, but hightly ascetic, individual does.

Det er naturligvis et problem at arbejdsmarkedet ikke er liberalt, og derfor afholdes mange mennesker for at opnå den indtægt de ønsker. Problemerne bliver midlertid ikke mindre af at indføre en indkomstoverførsel for at hjælpe de som tager skade af den dårlige arbejdsmarkedspolitik. Det er bedst for alle at både arbejdsmarkedspolitikken (samt politik på alle andre markeder) bliver ophævet og samtidigt at indkomstoverførselspolitikken også bliver det.

Udover at skatteyderen mister velfærd pga. den tvungne indkomstoverførsel mister personen på offentlig indkomstoverførsel også velfærd pga. andre politikker der gjorde valget på offentlig indkomstoverførsel til dennes foretrukne. For at være på indkomstoverførsel skal man leve op til et sæt krav som politikerne har vedtaget i folketinget. Afhængig af hvilken indkomst man modtager af det offentlige er det nødvendigt at bevise at kravene er mødt. Man har dermed på overførselsindkomst ikke fået en ubegrænset frihed og bliver let underlagt kontrol af det offentlige. Den enkelte på indkomstoverførsel havde måske haft større velfærd om arbejdsmarkedet lod denne person vælge sin beskæftigelse i fri konkurrence med andre, og kunne vælge et arbejde med en markedsindkomst frem for offentlig indkomstoverførsel og medfølgende kontrol.

Først hvis alle borgere besidder deres økonomiske frihed, kan det videnskabeligt bevises, at deres handlinger medfører at den sociale velfærd maksimeres. Statslige programmer der hviler på beskatning og indkomstdistribution kan ikke vises at være velfærdsforøgende, end ikke for socialklienterne.

Den politiske proces

Der er i politik ikke tale om at det er de svage og nødlidende der får størst vægt. Det er en simpelt fejl at tro det. Ikke desto mindre bruges det som påskud, at staten hjælper de svage, og virker til at distrahere vælgerne fra, at politikerne også fører en politik der gavner de venner politikerne ønsker at have. Når politik bliver til lovgivning, så er der altid en overvægt af særinteresser bag vedtagne forslag. En politiker sælger så at sige sin tid og sin midlertidige magt i folketinget og i regeringen til de organisationer, som denne ønsker at handle med, for at fremme sin egen interesse.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 127

Når én gruppe betaler for en aktivitet, som en anden gruppe nyder gavn af, kan det være vanskeligt at få den afviklet, selv om den ikke leverer en værdi, der blot tilnærmelsesvis matcher omkostningerne. Det gælder især, når omkostningerne er spredt på mange, mens værdien tilfælder en lille gruppe – økonomer taler om “spredte omkostninger og koncentrerede fordele”.

For denne lille gruppe kan det betale sig at udøve voldsom lobbyisme for at fastholde sit privilegium, mens den store gruppe af skatteydere hver især ikke betaler nok for aktiviteten til, at det kan betale sig at bedrive lobbyisme for at undgå denne omkostning.

Martin Ågerup fortsætter,

s.129:

En lang række af velfærdsstatens institutioner arbejder for at sikre flest mulige skattekroner til lige præcis deres område. Ud over de offentligt ansattes fagforeninger gælder det for eksempel patientforeninger, udviklingsorganisationer, kulturinstitutioner som teatre, museer og spillesteder, gymnasier, erhvervsskoler, folkeskoler, svømmehaller, Ældresagen, miljøorganisationer, universiteter, sektorforskningsinstitutter, jobcentre, daginstitutioner, børnehaver, efterskoler, højskoler osv. osv. Selv erhvervsorganisationerne trækker ikke entydig i retning af lavere skatter. Der gives i Danmark subsidier til det private erhvervsliv for cirka 20 milliarder kroner, og meget af denne støtte lobbyer erhvervsorganisationerne for at bevare. Oveni kommer indirekte støtte via offentlig finansieret rådgivning til iværksættere, støtteordninger til iværksættere og små og mellemstore virksomheder osv.

Et typisk eksempel på denne proces kan ses i vores skattelovgivning, hvor diverse interesseorganisationer har forsøgt, mange med held, at få indført særlige fradrag i indkomstskatten for at undgå at betale det fulde skattebeløb alle andre skal betale. Fagforeningsfradrag, rentefradrag, kørselsfradrag, håndværkerfradrag – listen er meget længere end disse få velkendte fradrag.

Hvis fagforeningerne er så solidariske, hvorfor agiterer de så for et skattefradrag til deres medlemmer, så de kan betale fagforeningens kontingent? Burde de ikke i stedet argumentere for at særligt fagforeningsmedlemmer, som især er solidariske mennesker, skal betale det fulde beløb i skat, fordi det gavner de svage, syge, handikappede og ældre? Naturligvis ikke. Fagforeningerne ser også skatten som et onde der søges minimeret, de er også godt klar over deres egen interesse i situationen, og de ved at de kan få større fagforeningstilslutning ved at bruge deres politiske indflydelse til at skaffe skattefradrag ved at sælge deres loyalitet til særlige partier eller politikere, fx i form af partistøtte eller ledige ledelsesstillinger.

Politik er kampen om magten. Det er nødvendigt med alliancer for at sikre sin egen overlevelse, og en af de bedste alliancer en politiker kan have er interesseorganisationer der lobbyer for særlige privilegier til dem selv på bekostning af forbrugerne eller skatteyderne (hvis det er muligt, gerne begge på samme tid). Lobbyorganisationen vil også se til at bruge resurser på at få folkelig opbakning til deres projekt, ved at påstå at netop deres produkt eller service er specielt værdifuld og bør støttes af det offentlige. Det hjælper naturligvis også politikerne i deres valg af samarbejdspartner, hvis det lykkes for lobbyisterne at sikre en vis opbakning til deres projekt. Det er ikke ualmindeligt at politikere gør karriere i lobbyvirksomheder efter en periode i folketinget eller regeringen. Det kan selvfølgelig være af egen drift og dygtighed som leder eller andre kvalifikationer såsom netværk osv., men det kan nok ikke helt udelukkes at det også er muligt at der er tale om en vennetjeneste der betales tilbage.

Som støtteordningerne, subsidierne og den særlovgivning der beskytter erhvervsinteresserne deles ud, stiger omkostningerne for samfundet som helhed. Omkostninger der skal betales ved at tage penge fra skatteyderne. Der er derfor tale om at velfærdsstaten i sig selv er et frontalangreb på friheden for borgerne. Borgerne beskattes, reguleres og dirigeres omkring af statens lovgivning. Det kan dermed ikke lade sig gøre at påstå at velfærdsstaten giver frihed, givet dens dynamik. Velfærdsstaten tager borgernes frihed. Det er kun hvis man er heldig at være i en interessegruppe med stor politisk magt, at man kan sige at velfærdsstaten hjælper en. Friheden man selv opnår via den politiske proces kommer på bekostning af andres ligeværdige frihed ved at bruge statsapparatet til at tiltuske sig privilegier eller finansiering på bekostning af skatteyderne.

Ekspertvældet

Der er såmænd, i min optik, ikke noget galt med at sige at det er eksperterne der bidrager til at samfundet opnår den størst opnåelige velfærd. Vi er som forbrugere interesseret i at de produkter vi køber designes af dygtige teknikere og produceres af dygtige producenter. Som forbruger ønsker vi en arbejdsdeling der er effektiv, hvor specialisterne sørger for at dykke ned i de tekniske detaljer i det omfang det er økonomisk fordelagtigt. Eksperter i den forstand er afgørende for en succesfuld arbejdsdeling. Problemet med socialliberalismen er at man ønsker at indsætte eksperter der kan bruge statens magt til at regulere og bestemme over de økonomiske forhold mellem mennesker. Det er en helt forkert metode at gribe til, hvis man ønsker at opbygge et velfærdssamfund. Det er netop markedets force at det frasorterer de dårligste, fordi forbrugerne kan sige “njet” til produkterne. De tilbageværende er de som er eksperter i den forstand, at de har formået at bruge resurserne produktivt.

Den socialliberale er her blottet for principper og realitetssans. De har smidt den basale økonomiske lære overbord: Værdi er subjektivt. Ingen ekspert kan afgøre hvad du nu vægter højest, ingen ekspert sidder med din nuværende viden, kender dine nuværende behov, kender dine nuværende ønsker og ingen ekspert kan planlægge hvad du mener om det hele i morgen.

Selv hvis vi for argumentets skyld accepterede, at det var muligt at skabe et meningsfyldt og handlingsorienteret feedback, så er det ikke meningen at eksperterne skal udskiftes. Eksperterne i den socialliberale regering er embedsmændene, og de bliver siddende som regeringerne skifter. Den eneste læring disse eksperter modtager er de akademiske diskussioner de inddrages i. Så længe det ikke er frivilligt at underkaste sig eksperterne, som fx eksperterne der forsøger at lave et nyt produkt, så bliver eksperterne despotiske. Eksperternes dom rammer hele sektoren af samfundet de hersker over, de tillader ingen eksperimenter der går imod deres teorier, fordi de har lovgivningens magt bag sig. Hele ekspertvældeteorien falder til jorden, så snart man gennemskuer at eksperternes agenda er baseret på deres egne tilfældige værdidomme og deres egne opfattelser af markedsøkonomien.

Eksperterne, der påstår at være med til at øge velfærden i samfundet, begiver sig derfor ud på en uvidenskabelig rejse i absurditeter, hvor de fastholder at de kan maksimere velfærden i modsætning til frie individer der forfølger deres egne mål i fredeligt samarbejde med andre. Det frivillige valg er fundamentet bag individernes sociale velfærdsmaksimeringen, tages det frie valg bort, famler al teori om velfærd i blinde, præcis som eksperterne der udformede Gosplan i Sovjetunionen.

Trods de gode hensigter ender de små sociale ydelser med at blive store og universelle, og skatterne, ikke mindst pga. beskæftigelsespolitikken, med at blive høje og altopslugende. Velfærden i samfundet undertrykkes af eksperternes værdidomme og “videnskabelige” metoder, der bruges til at tillade eller forbyde visse produkter og transaktioner mellem fredelige individer. Socialliberalismen er et sammensurium af intellektuelle fejl, som desværre ikke har affødt en tilstrækkelig stor folkelig modstand til at fratage dem kontrollen med velfærdsstaten.

Socialliberalismen er efter min mening vejen til den totale socialisme. Hvis statens udvikling og overtagelse af magten fra samfundets frivillige sfære ikke holdes i skak af vælgerne i demokratiet, får eksperterne lov til at pille mere og mere ved borgernes liv og økonomiske forhold, indtil eksperterne styrer hele økonomien, i den maksimale sociale velfærds tegn.

Ludwig von Mises, Economic Freedom and Interventionism, s. 175, Liberty Fund

In fact, the Welfare State is merely a method for transforming the market economy step-by-step into socialism. The original plan of socialist action, as developed by Karl Marx in 1848 in the Communist Manifesto, aimed at a gradual realization of socialism by a series of governemental measures. The ten most powerful of such measures were enumerated in the Manifesto. They are well known to everybody because they are the very measures that form the essence of the activities of the Welfare State, of Bismarck’s and the Kaiser Wilhelm’s German Sozialpolitik as well as of the American New Deal and the British Fabian Socialism.