Joachim B. Olsen vs. kommunister
I tirsdags lyttede jeg til borgerlig tabloid hos BT, hvor Joachim B. Olsen havde to kommunister i studiet. Han var nysgerrig for at høre, hvad der tiltrak unge mennesker til en ideologi, som i den almindelige historieskrivning var ansvarlig for tab af millioner af menneskeliv. Man kan fx læse om de mange morderiske regimer i “Kommunismens sorte bog”.
Umiddelbart lyder spørgsmålet ganske hårdtslående, nærmest som det rene knock-out, men de to i studiet havde et svar. De benægtede ganske enkelt, at der havde eksisteret et kommunistisk samfund. De definerede kommunisme som et klasseløst samfund uden stat, hvilket man næppe kan kalde Cuba, Nordkorea, Venezuela, Sovjetunionen, Cambodia, Kina osv.
Hvad der i stedet kan læses om i historiebøgerne, forklarede de, er forskellige former for diktatur, hvor den økonomiske planlægning blev varetaget af embedsværket i stedet for af et ægte demokrati. Det åbenlyse spørgsmål man kunne stille var, hvordan de regner med at nå til kommunismen, når vi starter med et system med privat ejendomsret og først skal afvikle det?
Skal man så ikke en tur via tvangskollektiviseringen, så velkendt fra socialismens forsøg, som vi kender fra Cuba, Sovjetunionen, Venezuela, Cambodia osv.? Er det en substantiel forskel, at man ikke kender til kommunistiske samfund, hvis det er nødvendigt at gennemføre det socialistiske samfund, med alle dets rædsler, for at nå til kommunismen?
Hvad er det også for et forsvar af kommunismen? Alle forsøg på at nå til kommunismen er endt i disse morderiske diktaturer, og alligevel er ingen af dem lykkedes med at nå til den lyksalige kommunisme, på trods af mange års forsøg. Hvorfor skulle det gå anderledes denne gang?
Hvem er mest demokratisk?
Debatten udfoldede sig desværre til en konkurrence om at definere, hvad et demokrati var for noget ved at tilskrive det forskellige egenskaber. På den ene side var Joachim B. Olsens synspunkt, at der ikke fandtes kapitalistiske lande, som ikke også var demokratiske. Påstanden var ganske snu, for hvis gæsterne godtog den, måtte de strække våben og medgive, at kapitalismen ikke var helt frisat til selv at udøve sin indflydelse på samfundet.
Det gjorde de, naturligvis, ikke. De påpegede i stedet, at kapitalismen ikke er et rigtigt demokrati, fordi arbejdspladsen ikke styres demokratisk. Her finder vi i stedet kapitalisten, virksomhedsejeren, der, uden at være valgt demokratisk, har kontrol over et produktionsmiddel og kan gøre med det, hvad han ønsker for at maksimere sin profit.
I sin jagt på profitten kan virksomhedens ejer udnytte arbejderen, fordi arbejderen, der i kommunisternes analyse er den som skaber værdien, ikke bliver betalt en løn, der modsvarer hans værdiskabelse. Kapitalisten udnytter arbejderen.
Joachim B. Olsen svarede igen, at det var mærkeligt, at frit indgåede aftaler kunne medføre udnyttelse. Hvordan kan det være udnyttelse, hvis begge parter samtykker som voksne mennesker til en økonomisk transaktion? Jo – det var fordi, arbejderen var tvunget til at arbejde for at opretholde livet. Han ville sulte, hvis ikke han arbejdede.
Den umiddelbare indvending i vores nuværende samfund er, at man får forsørgelse, hvis man ikke arbejder for at forsørge sig selv. Man skal bare have en legal årsag, så får man ydelser af staten. Dertil er der andre muligheder for at forsørge sig uden at arbejde for en arbejdsgiver. Man kan forsøge at starte sin egen virksomhed og producere goder for andre, eller man kan forsøge at blive selvforsynende og producere goder til sig selv.
Til sidst må man også huske, at det ikke er kapitalistens skyld, at arbejderens krop kræver fysiske goder for at opretholde livet. Varme, vand, mad og husly er alle krav, der ikke er pålagt af kapitalisten, men af naturen. En demokratisk valgt produktionsproces kan ikke ændre dette forhold, ligesom det ikke kan ændre, at for at være mere produktiv er det nødvendigt at opbygge kapitalgoder, som arbejderen ikke kan benytte som løn.
Kapitalgoder skal vedligeholdes og opbygges, og de resurser, der lægges i disse goder, skal nødvendigvis tages af arbejderens produktion. Uanset hvilket system man vælger, kan det ikke lade sig gøre at betale arbejderen den fulde værdi af hans arbejde. Kommunisternes slagord er ikke andet end en utopi.
Demokratisk kapitalisme?
Joachim B. Olsen flyttede så vidt muligt fokus over på, at markedsøkonomien var demokratisk, da hver deltager kan vælge mellem alternativer. Hvem vil du arbejde for? Hvilke forbrugsgoder vil du købe? Dette var eksempler på, at markedsøkonomien var demokratisk, altså at den overlod valget til individet. Ved forbrugernes valg på markedet bliver resurserne dirigeret til de mest værdiproduktive anvendelser, som Ludwig von Mises ville sige. Forbrugerne er dermed kaptajnen på skibet.
Ligeledes påpegede han, at i de kapitalistiske økonomier var grundlove på plads, der beskyttede ejendomsretten, ytringsfriheden osv. Joachim B. Olsen fremsatte således den demokratiske liberalisme, hvor det opfattes som en god ting, at kapitalismen bliver reguleret og styret af det politiske demokrati. (Ca ved tiden 43:30 siger JBO, at det allervigtigste er, at vi har en reguleret kapitalisme, fordi vi har et demokratisk system, som han kalder en “ufattelig, kæmpestor succes”).
Denne udlægning af demokratisk kapitalisme forekommer at være et forsøg på at klemme kapitalismen ind i en ramme, hvor den ikke hører hjemme. Kendetegnet ved demokrati er netop, at der ikke er noget krav til vælgeren – alle må stemme om hvad-som-helst. Intet økonomisk indgreb i andres private ejendom er udelukket på forhånd. Alt kan lægges op til demokratisk debat og afstemning, der i sidste ende sætter statens vold og magt i bevægelse mod sine ofre.
I modsætning til den ukvalificerede demokratiske proces er kapitalismen anderledes restriktiv. Kravet for at deltage i kapitalismen er, at man indgår i et kontraktuelt forhold med andre, at man gør det frivilligt og har en modydelse at tilbyde, således begge parter drager fordel af hinanden.
Skal man forsvare kapitalismen, så nytter det efter min mening ikke at bruge demokratiet som ideologisk opbakning i sit forsvar, for de to begreber er inkompatible i deres grundvold. Det er måske et vink med en vognstang, at hvis man konkurrerer med kommunisterne om, hvem der er mest demokratisk, så er man kommet lidt på liberale afveje.
Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener med det.
Liberalismen der glødede ud
Den frie markedsøkonomi med privat ejendomsret til produktionsmidlerne er ikke et demokrati i politisk forstand. Hver ejer kan beslutte, hvad han vil gøre med sin ejendom. Han kan vælge at producere det ene eller andet, og sætte produktet til salg til den pris, han selv finder bedst.
Dermed er essensen af kapitalismen netop en eksklusion af demokratiets beslutninger, der almindeligvis pålægges kapitalisterne med lovens tvang. Privat ejendomsret betyder eksklusiv kontrol, ikke at udenforstående kan tvinge deres beslutninger igennem.
Dette var udgangspunktet for den klassiske liberalisme, hvis danske følgere omkring midten af 1800-tallet kæmpede for at indføre en fri forfatning. Den første grundlov af 1849 indførte almindelig valgret, og blev set som en for tiden dristig manøvre. Almindelig valgret er en betegnelse for en valgret, der gives, uden at stille krav om indtægt eller jordejerskab. Forfatningen kaldes fri, fordi den var tiltænkt at kodificere, hvordan staten skulle forholde sig til ejendomsret, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og andre friheder.
Om indførsel af almindelig valgret var en politisk taktik af nødvendighed, eller om det var en intellektuel fejl, varierer. Nogle af de danske liberale politikere fandt hurtigt ud af, at valgretten som vedtaget med grundloven af 1849 var en fejl, og blev aktive fortalere for at sætte krav til vælgerne. Det førte til indførsel af, hvad kendes som den privilegerede valgret, der krævede en vis skattebetaling for at måtte vælge den ene halvdel af landstingets medlemmer i 1866. Andre fortsatte i deres tro på, at den almindelige borger ville blive en statsmand af sind, hvis man betroede ham valgret.
Som årene gik blev det dog tydeligt, hvad der foregik. Liberalismen kunne ikke overleve i sin ægte form i det demokratiske samfund. De tidligere liberale politikere blev politisk udfordret af deres mindre liberale modstandere. Disse blødte op på liberalismen og leflede for vælgernes gunst ved bl.a. at foreslå progressiv indkomstskat og formueskat. I stedet for at opretholde den principfaste opbakning til den private ejendomsret og laissez-faire, gik de nye politikere på kompromis med fuldt overlæg.
Da det blev tydeligt for enhver, at jo mere blødsødent og slapt man forholdt sig til liberalismen, jo flere stemmer fik man, sprang flere politikere ud som opportunister og flere adopterede John Stuart Mills svage liberalisme.
Det var sådan, de klassisk liberale blev erstattet af, hvad der i vore dage kendes som vattede socialliberale politikere. Den ægte liberalisme, som defineret ved sit tilhørsforhold til privat ejendomsret, en fri markedsøkonomi og laissez-faire, vandt ikke vælgerne for sig, og den stædige stræben efter at gøre masserne glade, svækkede liberalismens fordele og fratog den sin kompromisløse logik.
En dansk læge oversatte, eller gengav, franskmanden Anatole Leroy Beaulieus skrift fra 1885, hvor han i kontante vendinger beskrev, hvordan den ægte liberalisme gik under:
For den sande Liberalisme maa derfor Demokratiet betragtes som en forstyrrende Magt; det har været Aarsag til fordærvelige Svingninger hos de liberale, det har forført dem til at gaa paa Afveje, det har overdrevet eller lemlæstet deres Lærdomme, og har enten misforstaaet eller forvansket disses Virkninger og Resultater. Jo mere Staterne bleve styrede i liberal Aand og jo mere Demokratiet udviklede sig, desto mere bleve de liberale Grundsætninger udsatte for at forandres og fordrejes; man kunde derfor sige, at Liberalismen, efterhaanden som den vandt større Indflydelse, ligesom sled sig op og blev svækket ved sine egne Sejre under Paavirkning af de folkelige Kræfter, den satte i Bevægelse.
Den påfaldende kronologiske rækkefølge
De liberale politikere drev flere aviser i København, men den mest prominente og politisk orienterede hed Fædrelandet (1834-1882). Deres stræben efter politisk indflydelse fik dem til at kombinere den dominerende nationalisme i den romantiske tidsånd med deres liberale grundholdninger. Den indflydelsesrige gruppe af politikere fik deraf navnet “De nationalliberale”. Således er de kendt i alle historiebøgerne.
Ligeledes er det kendt, at efter 1866 allierede de nationalliberale sig med godsejerne i partiet Højre og fulgte hinanden til deres fælles politiske undergang i 1915. Takket være den privilegerede valgret kunne de holde stand i Landstinget mod deres demokratiske politiske modstandere. Men inden undergangen blev beseglet med den nye forfærdelige grundlov, var der tegn på ideologisk ødelæggelse af den klassiske liberalisme og overgang til den demokratisk fremkaldte socialliberalisme.
Det er symptomatisk, at den socialliberale avis Politiken startede i 1884 blot 2 år efter, den nationalliberale avis Fædrelandet lukkede. Med Politikens virksomhed fik den socialliberale bevægelse sin egen avis, der 21 år senere medvirkede til at skabe partiet Det radikale venstre. Netop dette parti fik i 1913 regeringsmagten og statsministerposten og sad således på magten, da grundloven af 1866 blev erstattet af grundloven af 1915.
Viggo Hørup var medstifter og redaktør af Politiken. Inden han startede Politiken med Edvard Brandes, havde han fungeret som journalist på Morgenbladet, der var venstres partiavis. Herfra blev han i 1883 sparket ud, fordi ledelsen mente, hans synspunkter ikke længere passede her. Det var blevet tydeligt, at Hørups politik og kultur ikke gik i spænd med den dominerende grundtvigianske læserskare.
Hørup var en af de mest fremtrædende kritikere af de nationalliberale. Han fungerede fx i 1877 som anklageren i rigsretssagen mod to nationalliberale politikere, C.C. Hall og A.F. Krieger, som var anklaget for at sælge statslige aktiver for billigt. (de blev frikendt)
Han var en demokratifanatiker på linje med flere af hans fæller fra Det Forenede Venstre fra 1870, hvor han udgjorde den “Radikale” fraktion og som kæmpede forfatningskampen (1866-1901) med det stædige fokus, at Folketinget, baseret på den almindelige valgret, skulle have forret til finansloven og tilmed at udvælge regeringen af Folketingets medlemmer.
Valgretten var et af Hørups mest skattede kritikpunkter af de nationalliberale. Han er bl.a. kendt for det demokratiske slogan: “Intet over og intet ved siden af Folketinget“. Fra hans pen havde i årevis udgået det ene klageskrift efter det andet om de nationalliberales dårligdomme og fortrædeligheder. I Morgenbladet 21.-23. juni 1881 beskriver han tydeligt, hvordan de to partier strides:
Dersom det kun havde været et politisk parti, ville dets historie have været ude, da det vendte det sidste blad i sit politiske program. … Det ville ikke have overlevet den uværdige sjakker, hvorved det solgte sit liberale program til godsejerne for en siddeplads i Landstinget, vi ville være blevet forskånet for den uhyggelige dødskamp, der i det sidste tiår har udtømt sig i forhånelser af valgretten, parlamentarismen, bevillingsretten, indtil det slutteligt samlede sig i det feje råb på provisoriske finanslove, der bønhørtes i 1877. Hvis partiet havde slået på politikken, ville det være faldet med politikken. Overalt hvor politikken beherskede valgene, faldt dets kandidater igennem, det tabte alle landskredsene.
På nærmest poetisk manér sejrede socialliberalismens demokratiske hurra-råb over den klassiske liberalismes restriktioner på valgretten. Det er demokratiets politiske logik, der førte dertil. Skal den demokratiskeptiske liberalisme vækkes igen, er det nødvendigt at adskille liberalismen ideologisk fra demokratiets politiske fangarme.
Det kan man eksempelvis gøre ved at påpege, at kapitalismen netop er dejlig og udemokratisk, fordi den private ejendomsret tillader dig at træffe private valg, hvor du ikke behøver at affinde dig med indblanding fra uvedkommende demokrater. Dit gode, dit valg.
Lad bare kommunisterne kalde sig ægte demokratiske. Lad dem slippe afsted med deres påstand og underminer i stedet demokratiets ideologiske fundament ved at fremhæve de fantastiske sider ved den ægte kapitalisme, der virker ved økonomisk samarbejde med samtykke fra de involverede parter i stedet for ved demokratisk påduttet tvang fra den rå masse af mennesker, der får deres valgret, bare de har en puls og er fyldt 18 år.