Grundloven af 1849: Den almindelige valgret og værnepligt
Lidt forsinket kommer her nogle betragtninger om historien om grundlovens tilblivelse (det havde været mere rammende at kunne bringe det på grundlovsdag, men den dag sad jeg netop og læste op på en del af kilderne til dette indlæg).
Jeg vil blot beskrive en ting i indlægget her. Hvordan den første grundlov af 1849 endte med almindelig valgret frem for en kvalificeret valgret i form af skatte- eller ejendomscensus.
Optakt til grundloven
Grundloven var ikke den første lov, der gav valgret til befolkningen. Det skete med de provinsielle stænderforsamlinger af 1834, der lå i helstatens fire regioner: Jylland, Sjælland, Slesvig og Holsten. Hvert sted fik sin egen forsamling, der rent faktisk holdt sig til det gamle begreb om stænder – altså en gruppering af befolkningen efter stand: Bønder, købmænd, gejstlige og godsejere.
Forsamlingerne var kun rådgivende og var snedigt udlagt således, at ingen af stænderne kunne majorisere hinanden, og at de lå i de fire landsdele, således ingen kunne siges at blive så magtfulde, at de kunne genere kongen på nogen måde. Det var intentionen med det hele. Stænderforsamlinger var et resultat af Wienerkongressens oprettelse af det tyske forbund fra 1815. Det var et led i den monarkiske genopbygning af Europa efter Napoleon, og var netop tiltænkt at give kongen sikkerhed i sit styre, mens den på overfladen ydede en vis repræsentation af befolkningens politiske synspunkter.
Den første valgret blev givet jordbesiddere på en sådan måde, at selvejere og fæstegårdmænd var inkluderet, samt naturligvis købmænd, håndværksmestre, fabrikanter, skibsredere og godsejere. Der var specifikke krav til værdien af jordejendommen, det var mindst på landet og størst i byerne. En gruppe var ekskluderet, nemlig de som besad “intelligentsen”, som professorerne blev kaldt og “formuen”, som velhavende højborgerlige blev kaldt. Samlet set kunne man lidt firkantet sagt kalde dem embedsmandsstanden.
Udelukkelsen af dem var lidt pudsig, for det var netop denne gruppe, der havde fået magten i Frankrig efter julirevolutionen i 1830 med Francois Guizot i spidsen for gruppen, man kaldte “Doctrinaires“. Hvorfor ville man forsøge at holde denne gruppe udenfor indflydelse, når man tilstod den til simple fæstegårdmand? Det forklarede gehejmestatsminister Stemann simpelt ved, at kapitalisten var en mand, der bare selv lagde hænderne i skødet og lod andre arbejde med sine penge. Han var slet ikke værdig til at deltage i statsanliggender. Med de ord trumfede han A.S Ørsteds indsigelser. Stemann ville dog ikke have haft fæstegårdmændene med, men blev presset til det af andre ministre i kongens koncil.
Eksklusionen af den “intelligente” og “formuende” højborgerlige gruppe førte straks til, at københavnske aviser som Dansk Ugeskrift, Fædrelandet og Københavnsposten blev grundlagt. Her arbejdede de sammen på at skabe deres eget liberale politiske program, og de fulgte nøje med i, hvad der var til debat i stænderforsamlingerne, og sørgede for ved deres gode kendskab til alle fortrædelighederne i enevældens administration at blotlægge disse og kritisere dem.
Ofte førte enevælden retssager mod redaktørerne og skribenterne. Nogle gange blev disse dømt til livsvarig censur (Johannes Hage), andre gange blev de frifundet (C.N. David) og værst af alt blev de fængslet (Orla Lehmann) og gjort til martyrer. Hver gang de gennemgik enevældens straf, blev de mere populære. Igen var det et meget pudsigt træk af enevælden at forfølge dem, for netop censur og undertrykkelse af trykkefrihed var impulsen bag julirevolutionen i Frankrig i 1830, der gav magten til “intelligentsen” og “formuen” (de liberale).
De liberale bliver nationalliberale
Da Christian 8. blev konge i 1839, havde de liberale allerede gjort sig forhåbninger om, at han ville give dem en fri forfatning. I stedet blev de skuffede, da kongen videreførte enevælden og brugte op mod 163.000 Rbd. på at føre royal propagandavirksomhed igennem de store aviser i København herunder Berlingske Tidende, Dagbladet og en række mindre blade. Til gengæld blev deres egne aviser udsat for en bøderegn. Skuffede over det politiske nederlag sadlede gruppen nu om. Orla Lehmann og D.G. Monrad nåede til en fælles konklusion: Det var nødvendigt at styrke den politiske stilling ved at samarbejde med flere grupper. Hertil behøvede man en fælles sag, der kunne galvanisere støtten.
Den nye sag, nationalismen, blev afprøvet i en berømt tale på Falster. Denne var årsagen til, at Orla Lehmann blev fængslet, og under afsoningen i 1842 blev det nye program iværksat: Nu skulle den frie forfatning sættes i anden række, mens nationalismen skulle forrest. Samarbejdet skulle foregå med bønderne, der også var begyndt at engagere sig i politik, tydeligt i 1842 med oprettelsen af ugebladet Almuevennen. Kombinationen af ønsket om en fri forfatning og “Ejderprogrammet” gjorde, at gruppen blev kendt som de nationalliberale. I 1846 dannede de to grupper et fælles organ kaldet “Bondevennernes selskab”. Herfra udstak man den politiske linje, som kunne genfindes i Fædrelandet og Almuevennen.
Værnepligten var i perioden op til 1848 en af bøndernes kæpheste, som de ville have fordelt ligeligt ud over befolkningen. Hidtil havde den hvilet på bønderne alene, og de mente ikke, at det var rimeligt, at de alene skulle være den stand, der leverede soldaterne. Det punkt kom højt på programmet.
Da Christian 8. døde og den nye konge kom til i 1848 udgav H.N. Clausen og J.F. Schouw et skrift, der argumenterede for at give “intelligentsen” og “formuen” valgret og dermed indflydelse på stænderforsamlingerne, eller måske ligefrem erstatte de provinsielle stænderforsamlinger med en national stænderforsamling med skattebevillingsret, lovgivningsmagt og råderet over finanserne og måske endda at indføre en fri forfatning.
Hvorfor en fri forfatning? Jo, den skulle løse alle problemerne med Slesvig og Holstens tilknytning til helstaten. Det var, udover at få skik på de hærgede statsfinanser og den korrupte administration, tidens mest presserende problem. Hvordan? Jamen, det var ganske enkelt fordi, det var godt med en fri forfatning, og at folket med stænderforsamlingernes aktivitet havde bevist, at det var så besindigt og i fællesskab kunne klare alle tænkelige problemer på en helt fredelig måde. Det havde enevælden slet ikke kunnet.
Med skriftet blev det nye politiske program skudt af, der efter alt at dømme sigtede på at samle bønder, studenter og de nationalliberale i en fælles opposition mod enevælden.
Det fredelige folkestyre
Da Frederik 7. kom på tronen i januar 1848 henvendte gruppen af nationalliberale sig til ham og udbad ham en fri forfatning. Nu havde de skrevet længe om den i aviserne og i deres pamfletter, og nu kunne kongen faktisk godt lige tage og give dem det, de havde hylet op om i et par årtier. De var jo både rige og geniale, hvad kunne gå galt? Kongen, det forkvaklede pus, medgav at lade et udkast udarbejde af hans tro ministre – men meningen var egentlig kun, at stænderforsamlingerne skulle have en overbygning, der ikke længere kun var rådgivende, men var tiltænkt at have “besluttende medvirken” i sager om finanser, skatter og love.
En nationalstænderforsamling ville hurtigt føre til, at kongeriget majoriserede hertugdømmerne. I Slesvig-Holsten boede 700.000, mens kongeriget kunne mønstre 1.400.000. Udsigten til at blive lagt under en københavnsk stænderforsamling var ikke, hvad hertugdømmernes politiske elite ønskede sig. De havde for nylig bl.a. måttet affinde sig med, at toldgrænsen var flyttet. Før lå toldgrænsen sådan, at kongeriget udgjorde en toldenhed og hertugdømmerne en anden. Hvert område havde sine egne toldregler. Nu flyttedes grænsen sydpå og indlemmede således hertugdømmerne under de danske toldregler, der effektivt ophævede toldfriheden for hertugdømmernes eliter, og købmændene i byerne måtte affinde sig med højere toldsatser generelt, men især forhøjelser overfor deres favorithandelsbyer Hamborg og Lübeck.
Man kunne ikke tage fejl af den politiske situation: Hertugdømmerne blev langsomt indlemmet under den danske krone, og med en fælles stænderforsamling ville deres politiske indsigelser drukne under demokratiets flertalslogik.
Derfor greb Slesvig-Holstenerne til handling, da kongen vaklede og tilsyneladende var blevet tryllebundet af disse københavnske nationalliberale og deres propaganda. De krævede at fortsætte som undersåtter under hertugen, ikke under nogle københavneres farlige ideer.
Desværre fik røret i Slesvig-Holsten også sat sindene i kog i København og i den sædvanlige optakt til enhver krig, optrappede stillingerne på hver side og endte i konflikt.
Det fik de nationalliberale til at henvende sig til kongen igen med de af Orla Lehmann så berømte ord: “Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp!“. A.F. Tscherning istemte Lehmanns alarmisme og erklærede, at “Jeg kræver ikke Krig mod Slesvig, men mod Oprør i Landet, og den Slesviger der nægter Kongen af Danmark Huldskab og Troskab erklærer jeg Krig“.
Ejderprogrammet
Kort efter ophævede kongen sit gamle koncil og oprettede i marts et nyt ministerie, der bl.a. inkluderede Nationalbankdirektør L.N. Hvidt, præsten D.G. Monrad, juristen Orla Lehmann og officeren A.F. Tscherning. De var de fremmeste fortalere for det velkendte Ejderprogram.
Ejderprogrammet var nogenlunde simpelt: Den frie forfatning skulle gælde for kongeriget og Slesvig. Holsten kunne tyskerne få. Det ville Slesvig-Holstenerne ikke. De var blevet lovet af Christian 1. i 1460, at de skulle leve “evig udelt sammen”. Det var jo ikke noget problem, at man var lidt uenige, for som Schouw og Clausen postulerede, ville folket klare tingene fredeligt sammen. Det gik dog ikke helt som spået.
Havde man med oprettelsen af martsministeriet allerede tænkt på krig som et muligt udfald? Det var i alt fald klart for det gamle gehejmestatsråd den 20. marts, at stemningen i hertugdømmerne formentlig ville ende i oprør, og man planlagde at iværksætte nogle hensigtsmæssige foranstaltninger.
De nyvalgte medlemmer af det nye ministerie tilhørte nogle faggrupper, der ikke som sådan var specielle for netop dette ministerie, men det er påfaldende som krigens krav ligger i kortene. Banken til at finansiere krigen, præsten til at argumentere for selvopofrelsen, juristen til lovgivningen og officeren til udførsel af krigshandlingerne?
22. marts blev det såkaldte martsministerie nedsat, der skulle udarbejde et udkast til en ny forfatning. 24. marts blev Rendsborg kaserne besat, soldaterne gik over til Slesvig-Holstenerne og pengekisterne med skatter til skatkammeret blev ikke afsendt til København. Officerer, der ikke frivilligt valgte at skifte side, blev fængslet indtil de skiftede mening.
Den provisoriske regering i Slesvig-Holsten skaffede sig både penge, militært isenkram og mandskab. Nu var fronten trukket klart op og udviklingen mod krig gik sin sædvanlige pinefulde gang. Slesvig-Holsten havde allerede sikret sig opbakning fra det tyske forbunds stater og danske forsøg på at mødes midtvejs blev mødt med modkrav, som den danske regering ikke ville acceptere.
I april måned var martsministeriet i færd med at debattere, hvordan valgretten skulle gives, mens hærene stod overfor hinanden omkring Flensborg. 3. april begyndte debatten i ministeriet,
4. april rykkede en prøjsisk hær ind i Holsten og 6. april landsattes danske tropper på halvøen Holnis øst for Flensborg, mens slesvig-holstenske tropper tog position nord for Flensborg.
I martsministeriet var man afklaret med situationen. Nationen var i fare. Krigsminister A.F. Tscherning skulle bruge mænd. Mange mænd. Det behov fortsatte indtil krigen endelig afsluttedes i februar 1851, mere end et helt år efter grundloven blev vedtaget af den grundlovgivende forsamling. Den 25. maj 1849, hvor den grundlovgivende forsamling vedtog grundloven, var dele af Nørrejylland besat og Fredericia belejret og under bombardement.
Ånden fra 48
I den hektiske tid, hvor martsministeriet var sat, gennemlevede en stor del af befolkningen det fænomen, historikerne kalder “Ånden fra 48”. Vi der gennemlevede corona tiden kan ganske let fatte, hvordan hele befolkningen kan blive opslugt af en abstrakt fantasi. En tanke, der bliver dem indprentet af autoriteterne, pisket op af pressen og forstærket af politikerne. Samlet set kunne man tvinge befolkningen til den rette handlemåde, når blot frygten svejsede hele ideologien sammen og reducerede den gennemsnitlige IQ til stuetemperatur. Man var enten et egoistisk afskum, eller man gik med mundbind, sprittede hænder og tog sin vaccine.
Forestil jer så, hvordan det ville være, hvis Tyskland var på nippet til at erklære krig og faktisk havde stillet tropper langs grænsen. Så forstår man, hvorfor begrebet “Ånden fra 48” er slået igennem og er nævnt af stort set alle historikerne.
Et indblik fås af Vilhelm Holst, der skrev om treårskrigen i 1852. Han indleder sin bog med følgende:
Kong Frederik den Syvende gav den 22de Marts sit Folk Friheden! Det danske Folk skulde fra nu af være sin egen Lovgiver. Glæden derover og Begeistringen for Kongen var ubeskrivelig; fædrelandske Sange og jublende Hurra udenfor Slottet hver Aften i en længerede Tid var en Taknemmeligheds-Tribut, den store Masse af Folket bragte den folkelige Konge, medens alle Klasser i Samfundet ilede med at bringe ham deres Tak i Ord og Skrift.
Medens denne Begeistringens klare Lue flammede over hele Danmark, havde giftbefængte Mosedunster fra Syden hos Holstenerne qvalt al nedarvet Kjærlighed til Konge og al Følelse af et flere hundredaarigt Broderskab til det danske Folk. De vare i lang Tid hemmeligt blevne bearbeidede af de to Landsforrædere: Hertugen af Augustenborg og hans broder, Prindsen af Noer; nu, da Revolutionen i Tydskland rasede paa sit Høieste, vare de taabelige nok til at bryde Blodets Baand, bryde Troskabs Ed til deres Konge-Hertug, der sikkert vilde have skjænket dem deres Deel af Frihedens kostelige Gave, for at kaste sig i Armene paa den berusede Frihed fra Syden, der nu, da den efter 3 Aars Opoffrelser og Kamp er bortdunset, kun har efterladt dem Anger, Bitterhed og Taarer.
Det første, der springer i øjnene er, hvor skarpt de to situationer sættes op. Fred og fordragelighed i et København, der nyder den sande frihed, mens den giftige mosedunst har forpestet slesvig-holstenerne med en falsk ditto. Det næste er, hvilken selvmodsigelse det er at føre krig mod forrædere med nationalismen som begrundelse. Hvis man mener, at nationen er vigtig, og at Slesvig var en del af denne nation, hvordan kan man tillade sig at angribe? Ved et angreb på Slesvig fører man da netop sværdet mod sit eget folk og forårsager skade derpå. Omvendt, hvis Slesvig var en anden nation, hvorfra får man da retten til at skade en fremmed nation, der har ret til sit eget land og sin egen eksistens?
Det hele hviler på svage argumenter om, at Slesvig i virkeligheden var dansk. Hvis det var dansk, hvem har da retten til på deres vegne at erklære dem for danske? Hvem har retten til med militærmagt at undertvinge dem? Nej, det forekommer mig mest af alt at være et magtspil. Slesvig skulle tvinges til at være dansk, uanset hvad de selv ønskede.
Som vi husker alt for tydeligt fra den forpestede tid 2020-2022, var det ikke tilladt at tænke selv, og i 1848 med de ledende intellektuelles indsats for nationalismen var det næppe populært at stille sig på tværs. Det var en kættersk idé, at Slesvig-Holsten måske bare skulle have lov at bestemme selv, eller måske kunne deles.
Monrad og Lehmann, der selvfølgelig ikke kunne acceptere at hele Slesvig gik med Holsten, forsøgte at forhandle om en løsning, der involverede en deling af Slesvig. Denne blev pure afvist af de konservative i ministeriet, de såkaldte “Helstatsmænd”. Havde man dog tilladt den tanke at få offentlig opbakning og velsignelse, kunne man måske have sprunget 1848 og 1864 over og gået til 1920 med en grænsedragning, der vedtoges fredeligt. Men nu kom jeg lidt på afveje. Tilbage til 1848.
Det står ulideligt klart, at militæret om nødvendigt skulle tages i brug for at forfølge Ejderpolitikken. Som det blev udplapret af de kloge nationalliberale og andre aggressive nationalister, så ville tabet af Slesvig på det nærmeste betyde den sikre død for det danske folk. I alt fald ville tabet være så stort, at ingen kunne forestille sig, hvilken rædsel og lidelse det ville medføre for folkets selvforståelse (hvad end det luftige begreb betyder). Derfor var det på det nærmeste et nødvendigt selvforsvar at myrde en del af slesvigerne og bombe sig vej igennem deres byer, så man kunne beholde asken. Militær skulle der til, og det skulle udgå fra folket. Det havde bestyrelsen for Bondevennernes selskab, der var stærkt repræsenteret i ministeriet, for længst programsat.
Værnepligten skulle være lige. Med krigsudbruddet blev dette synspunkt højaktuelt. Ligesom vi alle blev lukket ned i marts 2020, ligeså skulle alle arbejde for “nationens tarv” i 1848.
Med den lige valgret kommer lige værnepligt
Det er påfaldende, at ministeriet søgte så udstrakt en valgret som muligt. Kun D.G. Monrad magtede i situationen at bevare et overblik, der var køligt nok til at fremsætte ideen om, at for at modtage valgretten, skulle man være skatteyder. Monrad gik dog så vidt som at tillade enhver form for skatteyder valgret, men selv ikke det kom han igennem med, selvom han udtalte sin bekymring for at stille valgmyndige overfor ikke-valgmyndige.
Det blev sågar Nationalbankdirektøren L.N. Hvidt personligt, der talte ham fra det. I stedet for en skattecensus skulle valgretsalderen sættes til 25 år og gives til dem, der havde et uplettet rygte og en selvstændig stilling. Efter et længere foredrag af Bardenfleth, der argumenterede for indirekte valg for at sikre intelligensens indflydelse, hævede ministeriet den foreslåede valgretsalder til 30 år, men afviste ellers forslaget. Det endelige udkast satte betingelserne for at opnå valgret til 30 års alder, ren straffeattest, man skulle have tilbagebetalt evt. modtaget fattighjælp og man måtte ikke være tyende uden egen husstand.
Gennemgående er diskussionen i ministeriet dybt påvirket af tanken om folket, fædrelandet og nationen som en fælles gruppe med fælles interesser. Det blev fremlagt som om borgerne var en sammensvejst gruppe af danske individer, der kun havde et politisk formål: at sikre fædrelandets tarv. De frie, selvstændige valgberettigede ville naturligvis varetage denne, og de ville endda nærmest kappes om at være den mest selvgode og selvopofrende af alle.
Ministrene kunne knapt forestille sig, at vælgerne ville stemme med andre intentioner end for fædrelandets bedste. De kunne ikke forestille sig, at rigsdagens mænd ville have andre mål end at bedre almenvellet ved politisk dygtigt statsmandskab. Så mange som muligt skulle have valgret. Det eneste man skulle sikre sig var, at det ikke blev givet til afhængige individer, som var lidt suspekte og faldt udenfor kategorien. Alle, der kunne tænke selvstændige tanker måtte være opsat på nationens bedste som eneste ønske, og med blot et krav til vælgerne ville alt gå godt. Man tror det er løgn, men det er faktisk så hamrende naivt, protokollerne fra ministrenes møder fremlægger det.
De nationalliberales succes med nationalismen må have opildnet dem til at fortsætte ad dens spor for at få deres politik gennemført. De var på vej mod en politisk sejr, og nu skulle de ikke svække det våben, de havde fundet. Derfor holdt de fast og argumenterede nærmest på et komisk plan for at opretholde det momentum.
Ser man kort tilbage på de provinsielle stænderforsamlinger af 1834, gav man kun valgretten til jordbesiddere, og kun knebent kom fæstegårdmændene med i et kompromis. I alt fik ca 2.8% af befolkningen valgret. Med martsministeriets udvidelse fik omtrent 15% af befolkningen valgret. Det synes måske ikke af så meget, men det var en meget aggressiv udrulning af valgret i forhold til, hvad man så i andre europæiske lande. Det er værd at bemærke her, at A.F. Tscherning, som var krigsminister i 1848, var med i bestyrelsen i “Bondevennernes selskab”, der klart havde defineret den almindelige værnepligt som et topprioriteret politisk mål.
Skulle bønderne ikke stå alene med værnepligten, måtte valgretten følge pligten. Det synes snublende nær at se denne sammenhæng, ligesom historikerne har gjort det. Her er Jens Møllers vurdering:
Det er klart, at en tid, hvor landets skæbne står på spil, må kalde følelsen af fællesskabet frem. Den sletter de indre skel, den skaber landsmænd. Så bliver det let at se, at privilegierne for en enkelt stand eller enkelte grupper må forsvinde, at de personlige byrder og pligter må bæres og røgtes uden forskel, at enhver kun bør hædres efter sit borgerværd, at adgangen til goder og rettigheder må være lige for alle. Den skeludslettende lighedsfølelse, skabt af den fælles fare, bærer også den almindelige valgret oppe.
Det bringer os til en simpel slutning. Junigrundloven var både genstand for krig og blev vedtaget, mens landet var i krig. Den barske historie sætter grundlovsdag i et helt andet lys, end hvad vi normalt forbinder den med. Vi kan naturligvis stadig fejre dagen for de gode ting, bare vi også lærer lidt om skyggesiderne.