Seneste indlæg

Kan man kræve vaccination af andre?

Da regeringen indledte sin coronapolitik i marts 2020 gravede den en af zombierne op fra idehistoriens kirkegård. Nationalromantikken opblomstrede på rekordtid, hvor forestillingen om Folket som en samlet organisme vandt frem. Det kom til udtryk i ord som folkesundhed og samfundssind. Som mennesker blev vi frataget vores individualitet, og vi blev indsat som en ubetydelig og underordnet bestanddel i det store hele. Alle forskelligheder skulle udjævnes for at passe ind i regeringens plan. Det blev regeringen, der ene og alene fastsatte, hvad var tilladelig adfærd, og hvor vi måtte færdes.

Det ekstreme forsigtighedsprincip erstattede proportionalitetsprincippet og samfundssind erstattede den personlige risikovurdering. De som ikke delte regeringens mening om det ekstreme forsigtighedsprincip blev kørt over af lovgivningens damptromle. En damptromle, som for nylig er blevet rettet imod en lille minoritet i befolkningen: De uvaccinerede. De skal nu presses med pressemøder og coronapas, måske senere indirekte tvinges, til at tage imod corona vaccinerne.

En lille kerne af uvaccinerede mennesker, der står fast på deres ret til at sige nej, bliver nu gjort til syndebuk for regeringens coronapolitik. Smitten stiger, som den altid gør om vinteren, og mens regeringen begynder at lægge lag på lag af deres uvirksomme restriktioner, påstår de, at det kun er nødvendigt, fordi der er så mange uvaccinerede i samfundet. Regeringen postulerer, at løsningen er, at alle bliver vaccineret.

Udfra denne forfejlede logik føler nogle, at risikoen for en ny stor nedlukning er belæg nok til at presse de uvaccinerede til at tage imod vaccination. På de sociale medier kan man læse artige ting såsom, at de uvaccinerede skal interneres, isoleres på en øde ø, udelukkes fra samfundet og nogle hidser sig endda op til at opfordre til begå overgreb på de uvaccinerede.

Mens individualitet vinder terræn over nationalromantikken, er der et argument på individualistisk grund, der er interessant. Argumentet er, fordi vi har socialt samkvem og vaccinerne reducerer smitte, bør vi hver især vise ansvar og tage imod vaccinen. Det er det argument, jeg gerne vil forsøge at diskutere i indlægget her.

My body my choice møder samfundssind

Den liberale filosofi giver hvert individ frihed og rettigheder til sin krop og ejendom. Her findes kimen til synspunktet: My body, my choice. Fortalerne for vaccination siger modsat, at det er egoistisk at stille sig skråsikkert på den personlige frihed, for valget har potentielt konsekvenser for andres krop og ejendom. Naturligvis kunne man blive smittet og smitte videre.

Men hvis vi opgiver retten til at bestemme, hvad der kommer i vores krop, kan vaccinefortalerne ikke klage over at blive smittet – for i det tilfælde måtte de jo heller ikke bestemme, hvad der kom i deres krop. Så begge sider er principielt enige i, at vi har ret til vores egen krop. Der er ikke nødvendigvis en konflikt her, hvis vi bare sørger for at tænke detaljeret over problemet. Vi er nødt til at præcisere de to synspunkter.

Vi kan ikke komme rundt om problemet ved at henvise til, hvad “fællesskabet” kræver, for vi kan ikke give vore repræsentanter en ret, vi ikke selv har. De kan ikke på vore vegne overskride andres ret til deres krop. Og set fra et utilitaristisk synspunkt kan tilsidesættelsen af den individuelle ret til at bestemme over egen krop på sigt komme til at skade dem, som for nuværende er fortalere for indirekte tvangsvaccination igennem et apartheidlignende system. Derfor er det væsentligt, at vi forstår og respekterer hinandens udgangspunkt, og er i stand til at bilægge konflikten i mindelighed.

I første omgang må vi slå fast, at man ikke er smittet, blot man er uvaccineret. Er man uvaccineret, er man i gennemsnit rask >99,7% af tiden (6% årlig risiko for smitte og 14 dage med sygdom, og begge dele er højt sat). Er man vaccineret, ser det også ud til (fx i SSIs analyser af gennembrudsinfektioner), at man er i stand til blive smittet og sprede smitte – særligt 6 mdr efter vaccination. Så i første omgang kan vi tale om, at her kun er tale om midlertidigt risikoreducerende tiltag ved vaccination. De vaccinerede kan smitte og bliver smittet selv. Vi er derfor nødt til at trække linjen, ikke mellem vaccineret og uvaccineret, men i stedet mellem smittende og rask. For praktisk talt alle situationer tæller en asymptomatisk positivt testet som en rask person, da flere undersøgelser viser, at de smitter meget sjældent. Så lad os for argumentets skyld sige, at der er to tilstande for mennesket: Rask eller smittende.

Argumentation som første skridt

Hvilke foranstaltninger må man tage for at sikre sig mod en anden persons smitte? Hvis det drejer sig om at kontrollere, hvem får adgang til ens ejendom, herunder virksomhed eller hjem, kan inspiration tages fra et af mine andre indlæg om emnet. I det følgende vil jeg blot fokusere på argumenter omkring indgreb i en anden persons krop: Vaccination.

Naturligvis er det tilladt at argumentere for vaccinationens virkning, både for den vaccinerede selv og for hans nærmeste kontakter. Det er helt legitimt at forsøge at overtale hinanden til at tage imod vaccination fx med argumenter om, at vaccinerne er godkendt af myndighederne, at den er taget af millioner af mennesker allerede, at det er ikke for din egen skyld, men for at reducere den smitte, du udsætter andre for – og meget andet. Smittepotentialet kan være mere eller mindre konkret, fx smitte i samfundet, eller smitte til nære relationer med komorbiditeter og høj risiko forbundet med corona.

På den anden side findes argumenter mod vaccination, som understreger sygdommens lave risiko for hovedparten af befolkningen, den kortsigtede effekt af vaccinerne, bedre effektivitet ved naturlig immunitet, den midlertidige vaccinegodkendelse, den nye vaccineteknologi, de korte, afbrudte og enkeltstående dobbeltblinde placebokontrollerede kliniske studier, samt udsigten til bedre behandling under sygdom og muligvis andre vacciner i fremtiden.

Når alle argumenterne er fremført, og vedkommende ikke vil tage imod vaccinen, kan du så gå det næste skridt og tvinge den anden, direkte eller indirekte, til at tage imod vaccination?

Vaccination som selvforsvar?

Når det kommer til at legitimere tvangsindgreb i en anden persons krop kræves en særlig grundig analyse. For at illustrere argumentet bruger jeg retten til selvforsvar som udgangspunkt. Normalt bruges retten til selvforsvar imod kriminelle aktiviteter såsom vold, svindel, tyveri, røveri og lignende. Det er naturligvis ikke kriminelt at være syg, men for at sætte det liberale perspektiv på den risiko, hvor man som syg kan udsætte andre for en smitterisiko, kan vi måske finde en filosofisk pendant i andre velbeskrevne overgreb.

En vaccination, der udføres imod den vaccinerede vilje, er kort og godt aggression. Det skal derfor godtgøres som et nødvendigt selvforsvar fra en potentielt skadelidt part, hvis man som liberal skal stå inde for direkte eller indirekte tvangsvaccination.

Her vil jeg gerne bruge Rothbards betragtninger i hans Ethics of Liberty, hvor han omtaler retten til selvforsvar. I den liberale filosofi bruges ofte begrebet NAP (Non-Aggression Principle), der er et princip for at sikre fredeligt samkvem. Man er ifølge NAP ikke berettiget til at indlede aggression mod en anden person.

Hvis andre indleder aggression imod dig, har du ret til at udøve forsvar. Men vi er ikke begrænset til at afvente, fx at få en kølle i hovedet, og bagefter slå igen, for der er en undtagelse til princippet om ikke-aggression. Det er i tilfældet af trusler, at vi må gribe ind, før begivenheden indtræffer. Men der er naturligvis problemer forbundet med at komme en trussel i forkøbet, da en sådan berettigelse kan føre til misbrug.

I forbindelse med trusler drager Rothbard en skarp linje, hvor han siger, at vi kun må udøve aggressivt selvforsvar mod trusler, hvis truslen er “håndgribelig, øjeblikkelig og direkte. En rask person udgør naturligvis ikke sådan en trussel mod andre, og det følger heraf, at man ikke må bruge argumentet om selvforsvar til at gribe ind overfor en fredelig rask person. Det er dette punkt, vaccinefortalernes analyse er sprunget for let hen over.

Fordi den uvaccinerede er en rask person, må vi ikke bruge argumenter om selvforsvar for at gribe til tvangsvaccination (eller indirekte tvangsvaccination). Men ikke nok med, at man ikke har ret til at påtvinge andre en vaccine, må man heller ikke indskrænke personens frihed begrundet i en diffus forøget smitterisiko. Selv indirekte tvangsvaccination må udelukkes, for der er ikke gode argumenter for at ekskludere mennesker fra at søge samtykkebaseret samkvem. Uanset de er raske eller smittede.

Bliv hjemme, hvis du er syg

Med Rothbards tre ord forsvinder berettigelsen til at påtvinge et andet menneske en præventiv behandling, som en vaccine er. Den skulle jo gives til et raskt menneske, der ikke udgør nogen trussel i smittehenseende. Og når først man er smittet, er vaccination uvirksom mod den “trussel”, som en smittende person udgør for andre. Der skal andre foranstaltninger til for at håndtere situationen. Men hvad må man så gøre ved ham?

Ifølge Rothbard (og i øvrigt også den danske paragraf om nødværge) må vi kun bruge proportionelle midler til at fjerne truslen. Men da vi her diskuterer en smitterisiko fra en fredelig person (og ikke et voldeligt overfald med våben), kan truslen håndteres ved venligt at bede den smittende om at gå hjem og ønske ham god bedring. Kortere samkvem fører ikke til smitte, og det er derfor ikke nødvendigt for at håndtere risikoen at gribe til vold, eller andre drastiske metoder.

Men vi skal også huske på, at der ikke er noget krav om, at man skal fjerne en smittende person fra sin ejendom. Det ville fx være i strid med god hospitalsskik at afvise smittende mennesker, som nogle af vaccinefortalerne mener, man skal presse de uvaccinerede med. Det ville være lige så grotesk, og ellers uden sammenligning, som hvis fængslerne afviste de kriminelle. Det er jo netop her, de professionelle udøver deres hverv og har som opgave at tage sig af de syge. De har speciel viden, specielle værktøjer og har med deres ansættelse accepteret erhvervsrisikoen, som deres aflønning også afspejler.

Primært er det dog hjemmet, der bliver brugt til at pleje den smittende person. Her er familien udsat for smitten, og det er op til familiens medlemmer at drøfte problemstillingen og finde en løsning. Typisk accepterer familiemedlemmer risikoen for at blive smittet, da de fleste familier har en meget lav risiko forbundet med smitten og samtidigt også hjælper hinanden med pleje og omsorg under sygdom. Jeg har dog hørt om flere tilfælde, hvor hysteriske forældre har indespærret deres positivt testede børn – til skræk og rædsel for de stakkels børn. Det gør ondt, når forældre svigter rollen som fornuftig værge. Men den slags opførsel kan vi takke myndighederne og regeringens “ekstreme forsigtighedsprincip” for.

Før 2020 var den almindelige norm, at man blev hjemme, når man var syg. Gik vi tilbage til den norm, var vi kommet 85% af vejen til at håndtere epidemien og ville sandsynligvis have fået samme resultater for den raske del af befolkningen som med afstand, mundbind og nedlukning. De sidste 15% kan hentes ved at følge en strategi for fokuseret beskyttelse som beskrevet i The Great Barrington Declaration. Nu har vi sågar vaccinerne til rådighed, som kan være en hjælp for de skrøbelige grupper, men er blevet presset ud til hele befolkningen i et forsøg på at eliminere smitten – et projekt, som på forhånd er dødsdømt af både etiske og tekniske årsager.

Vi bør gå tilbage til influenza strategien fra 2019 og tilbyde vaccination primært til ældre og skrøbelige. Lad samfund og sundhedsvæsen spille hver sin rolle i et afbalanceret forhold til smitte og sygdom. Beskyt de skrøbelige og de gamle, lad resten leve deres liv som før. På den måde kunne vi håndtere corona på liberal manér og dermed undgå den splittelse mellem befolkningens grupper, som regeringen ustandseligt puster til.

Bibliografi

Rothbard, Murray N. The Ethics of Liberty. New York and London: New York University Press, 2002.