Nordisk Socialisme96 minutters læsning

Nordisk Socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi af Pelle Dragsted, 384 sider. Udgivet af Gyldendal 2021. Kan bl.a. købes her.

Tak skal lyde til både Gyldendal og Pelle Dragsted for venligst og hurtigt at sende mig et anmeldereksemplar.

Før du læser anmeldelsen, vil jeg gerne ganske kort forklare, hvorfor jeg har brugt min tid på at læse og kritisere Pelle Dragsteds bog. Jeg er som liberalist af den overbevisning, at den private ejendomsret er et mindstekrav til et civiliseret samfund. Det er den, der er fundamentet for at bygge et lykkeligt og rigt samfund, der er så decentraliseret og frit som muligt. Her råder hver person over sin ejendom og kan bruge den til at producere, udveksle eller på anden vis indgå i frivillige interaktioner, der kommer både køber og sælger til gode. Med frivilligheden og den private ejendomsrets afgrænsninger vælger hver person med sin ejendom om han vil dele, udleje, sælge, eller indgå i fællesskaber med andre. Så vidt det er muligt bør hele samfundet organiseres således, hvis man ønsker det mest fredelige og rigest mulige samfund.

Krænkelser af den private ejendomsret er et angreb på denne fred og frivillighed, og er for mig højst problematisk. I vores situation er det oftest staten, der krænker den private ejendomsret – og det foregår sågar systematisk og i et kolossalt omfang. Derfor er jeg primært kritiker af staten, da den udgør den største trussel mod det liberale samfund.

Jeg er derfor ikke enig med socialisternes vurdering af, at det er et positivt mål for samfundet, at den private ejendomsret transformeres til fælleseje med statens hjælp.

Men jeg er også nysgerrig. Hvad er socialisme efterhånden? Efter Sovjetunionens kollaps skete der noget med ideologien – eller om ikke andet med den ideologiske propaganda. På den ene side kunne selverklærede liberale som Anders Fogh Rasmussen sige ved præsentationen af venstres nye principprogram på venstres landsmøde i 1995, at “Socialdemokratiet har travlt med at hugge ordet socialisme ud af deres partiprogram. Venstre kan med stolthed stå ved ordet liberalisme.” I dag ved vi hvad Anders Fogh Rasmussen i virkeligheden stod for. Intet andet end en fortsættelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, der under Fogh, ligesom højkonjunkturen i 1960erne, byggede på lempelig kreditpolitik, der endte med at udløse en økonomisk krise for landet. Og Anders Fogh Rasmussen, der talte så varm for individets ansvar og pligt overfor samfundet i samme tale? Han tog imod et internationalt job i det krigsoptrappende NATO, da kogepladen i Danmark blev for varm. Men dygtig som manipulator – det var han!

Socialisternes fremfærd ændrede sig også. De var bl.a. lettede over, at de ikke længere skulle kædes sammen med de frygtelige resultater, som Sovjetunionens ledelse havde opnået med deres tvangskollektivisering og deres forfærdelige morderiske regime. De monstrøse personligheder i Sovjetunionen kunne de også distancere sig fra. Fremtiden bød på muligheden for at lade alle rædslerne gå i glemmebogen. Håbet var, at man fremover kunne erklære, at man var rigtig nok socialist, men ikke som dem i Sovjetunionen – for det var ikke rigtig socialisme.

Det kollapsede regime i Sovjetunionen kunne ikke længere forsvare sig mod disse anklager ved at erklære, at de er ægte socialister, eller at de er ved at rette fejlene på deres vej mod den ægte socialisme. På den måde fik andre socialister muligheden for at ånde lettet op. Nu var der ikke længere en dystopisk østblok, som enhver kritiker af socialismen kunne pege på, og sige, at det ville man ikke nyde noget af. Håbet for en bedre socialistisk fremtid begyndte igen at vokse, uden at være tynget under åget fra et upopulært aktuelt forsøg på at virkeliggøre socialismen.

Dragsted benytter også lejligheden til at påpege mange problemer i Sovjetunionen i sin bog, og giver gode grunde til, hvorfor det gik galt set fra et økonomisk perspektiv. Grunde som jeg endda i stor udstrækning er sympatisk indstillet overfor. Men hvis Sovjetunionen ikke var rigtig socialisme, og nyere eksempler som Venezula også angiveligt har bevæget sig væk fra socialismens filosofiske idealer, hvad er socialisme så i 2021?

Det tænkte jeg, at chefideologen hos Enhedslisten kunne være behjælpelig med at klarlægge for mig. Så jeg kontaktede Pelle Dragsted, som lynhurtigt indvilligede i at sende mig et anmeldereksemplar, som kunne gøre mig klogere på, hvordan Dragsteds koncept af “Nordisk socialisme” retter fejlene fra Sovjetunionen og de andre fejlslagne forsøg på socialisme.

Jeg har i dette indlæg forsøgt til mine evners bedste at anmelde bogen så nøgternt og objektivt som det er mig muligt. Min intention er at forsøge at klarlægge for læserne af bloggen, hvad den nordiske socialisme er – og hvorfor jeg ikke kan lide den. God fornøjelse.

Menneskeheden er i overhængende fare. Vi trues af klimakatastrofe, galoperende ulighed og en farlig koncentration af økonomisk magt hos en lille elite. Heldigvis er der råd at hente hos Pelle Dragsted.

Dragsteds bog beskriver, hvordan vi hælder kølige nordiske demokratitraditioner på den glohede klode, udbreder demokratisk ejerskab af virksomheder til at opdele den økonomiske magt, mens højere skatter og forstærket omfordeling skal sikre ligheden. Samlet under en fællesnævner kalder Dragsted systemet for Nordisk socialisme.

En demokratisk økonomi

Pelle Dragsted er glad for demokrati. Det tør jeg godt røbe tidligt. Det er nøgleordet i bogen. Tælles antallet af gange, hvor ord med “demokrati” indgår på de første 24 sider (forord og indledning), får man tallet 89. Demokrati, siger Dragsted, er løsningen på kapitalismens uløste problemer som klimakrisen, ulighed og oligarkisk magt. Problemerne udspringer af virksomhedernes kapitalistiske struktur, der beriger de få kapitalister på bekostning af flertallet. Deres rigdom er selvforstærkende, da rigdom kan købe magt, der igen kan forøge koncentrationen af rigdom. For at bryde den onde cirkel foreslår Dragsted, at den kapitalistiske styring af virksomhederne skal stækkes, mens den demokratiske kultiveres og udbygges.

Det står mere og mere klart, at en økonomi domineret af et snævert kapitalistisk ejerskab ikke alene reproducerer en stadig større økonomisk ulighed og uretfærdighed, men også undergraver selve grundlaget for vores folkestyre, fordi den sikrer en snæver økonomisk elite en omfattende oligarkisk magt, der begrænser og reducerer de folkevalgtes demokratiske handlerum.

Samtidigt har den kapitalistiske økonomi, med sit snævre profitmotiv, hidtil vist sig helt ude af stand til at svare på vores generations største trussel – klimakrisen. Min påstand er, at disse problemer ikke kan løses inden for rammerne af den nuværende kapitalistisk dominerede økonomi. At kun en demokratisering af økonomien, der distribuerer ejerskab og magt til de mange og demokratiserer beslutninger om investeringer og økonomiens retning og formål, vil være i stand til at svare på vor tids store udfordringer.

 

Men med al den snak om demokrati, hvad er så ideen med at kalde Dragsteds bog for Nordisk Socialisme? Er det ikke bare demokrati, det hele? Og demokrati er jo det bedste, der er sket nogensinde i den politiske filosofi. Det er borgerlig frihed til at regere sig selv. Det er regering af folket, for folket. Alle elsker da demokrati, ikke? Så hvorfor ikke bruge det til at styre økonomien også?

Dragsteds budskab rummer moderation igennem demokratiets popularitet. I bogen beskriver han, at han ønsker at opgive den strenge socialisme, hvor staten ejer alle produktionsmidlerne, til fordel for en pluralistisk demokratisk økonomi. Den primære virksomhedsform som Dragsted sigter efter er kooperativer, men andelsselskaber og sågar aktieselskaber må gerne fortsætte, dog under nye betingelser. Men det rummer økonomien jo allerede i dag, så hvad er forskellen? Dragsted mener, at den danske økonomi allerede har visse af de socialistiske træk, som han ønsker at bygge videre på. Historien om dansk økonomi rummer mange eksempler på virksomhedsformer, som Dragsted er positiv overfor. Andelsselskaber, forbrugerejede købmænd, forsikringsselskaber ejet af medlemmerne, kreditforeninger og andelssparekasser er eksempler på demokratiske virksomhedsformer, som Dragsted ikke ser som revolutionære, men er i stedet velkendte og gode demokratiske ejerformer, som vi bare skal genoplive.

Dragsted ønsker naturligvis at rykke økonomien tættere på den socialistiske pol. Men fremskridtet må ikke ikke ske ved revolution, eller på anden måde uden at følge parlamentarismens regler. I stedet for den velkendte socialismes statslige styring af virksomhederne, ønsker Dragsted i fremtiden at flere virksomheder end i dag fungerer på demokratisk manér. Dragsted mener, at det er det politiske demokrati, der har gjort os velstående og lige. Og hvis demokrati er godt, hvorfor skal vi være nærige med den gode løsning og ikke også bruge den til at drive virksomhederne med? Historien viser os, at vi allerede har prøvet det i et vist omfang tidligere, så hvorfor være så berøringsangste overfor en demokratisk økonomi?

Det lyder så moderat, at man ind i mellem glemmer, at Dragsted er socialist, særligt når han siger, at der skal være plads til, at små og mellemstore virksomheder fortsat drives “ikke-demokratisk” (s 234-236). Men som vi vil stifte bekendtskab med senere, vil Dragsteds allestedsnærværende fokus på udryddelse af ulighed sandsynligvis skubbe økonomien hen mod statens kontrol med al indkomst, om ikke andet for at omfordele den.

Dragsted er på visse punkter så moderat, at han til tider minder om socialdemokratiet fra forskellige perioder, men særligt fra 1970erne. Han tager selv den kappe på, da han henviser til Jens Otto Krags tanker om økonomisk demokrati og keynesiansk fuld beskæftigelse, Gunner Adler-Karlssons funktionssocialisme (formelt privat ejerskab, som staten griber regulerende ind i) og Frederik Borgbjergs kooperative bevægelse som “en slags Cellebygning” der “trænger Kapitalismen tilbage”.

Men de tre fremhævede personers idéer hører alle fortiden til. Borgbjerg virkede omkring århundredeskiftet, Krag i efterkrigstiden og Adler-Karlsson samlede sine idéer inden 1970. Hvorfor er det interessant at genoplive de gamle idéer? Og hvis de gamle virksomhedsformer var gode, hvorfor har de ikke vundet på kampen om markedets gunst?

Til at besvare spørgsmålet vender Dragsted sig til en historiefortælling. Samfund består overordnet set af både kapitalistiske og socialistiske elementer, der udbygges eller nedrives efter to modsat rettede kræfters kamp. På den ene side virker demokratiske kræfter til at fremme demokratisk kontrol, mens på den anden side står de oligarkiske kræfter, der fremmer kapitalistisk kontrol.

Dragsteds synspunkt er, at der overordnet set skete store fremskridt i Danmark igennem demokratiseringsprocessen fra 1849 til omtrent 1970erne. I efterkrigstiden vandt demokratiet særligt godt frem, da socialdemokratiets politik gjorde alle rigere og derfor holdt kapitalisterne i skak. Men så kom den internationale oliekrise og nedskar kapitalisternes profit (s.83-86). På et tidspunkt blev profitreduktionen for meget, og kapitalisterne slog tilbage mod de demokratiske kræfter ved at reducere investeringerne, som forøgede arbejdsløsheden, og iværksatte en propagandakampagne, der fik knæsat den nyliberale dagsorden, som vi lever med i dag. Lavere skatter på de rigeste, mindre socialt sikkerhedsnet og reduktion af de offentlige ydelser blev gennemført.

Jeg har et større indlæg om demokratiets virkninger på skattetryk og nationalisering af socialhjælp, det kan læses her.

Den demokratiske tillidskrise

Selvom demokratiet har eroderet den private ejendomsret og gjort op med den liberalt-konservative samfundsorden for mange år siden, er der problemer på vejen til det socialistiske paradis. Demokratiseringsprocessen stoppede ifølge Dragsted i slutningen af 1970erne. Siden er der ikke sket flere “fremskridt”. Opbremsningen har ført til et fald i opbakningen til demokratiet i de seneste årtier, som Dragsted kalder en tillidskrise (s. 61-64). Tillidskrisen har ført til apati overfor systemet. Men Dragsted afviser, at det kan være systemets egen skyld.

Dragsted lægger skylden for opbremsningen af demokratiseringen på kapitalisternes skuldre. Han siger, at apatien overfor demokratiet skyldes markedskræfternes dominans! Jeg er enig med Pelle i, at interessen for demokratiet er meget lav målt på medlemstallet i de politiske partier, og at der er økonomiske love, som ingen politisk magt kan bryde. Jeg vil i stedet formulere tillidskrisen anderledes. Jeg vil særligt lægge vægt på to faktorer: 1) Magtens centralisering på Christiansborg 2) De økonomiske realiteter af en stor statslig omfordeling.

Omkring centraliseringen kan vi se, at der i perioden har været en næsten ubønhørlig bevægelse mod at nedlægge det lokale selvstyre til fordel for Talmajestæten centreret på Christiansborg. Her besluttes efterhånden næsten alt. Lokal politik er bare et show for borgerne. Deres råderum til at gøre noget er meget begrænset. Udligningsordninger, pålæg om “minimumsservice” og meget andet lægger kommunerne i en spændetrøje, og mindsker mulighederne for lokal variation af selv de demokratiske beslutninger.

Ser vi på antallet af kommuner i landet, finder vi, at i 1901 var der 1197 kommuner, i 1950 (efter Sønderjyllands indlemmelse i Danmark i 1920) 1391. I 1970 svandt antallet af kommuner til 277 og igen i 2007 svandt den til det nuværende 98. Demokratiseringen ser således ud til også at koncentrere magten i kommunerne ved at lægge dem sammen. Altid med påskud om, at det er “mere effektivt”. Mere effektivt, især til at forøge antallet af bureaukrater og kvæle det lokale selvstyre og borgerens indflydelse.

I små kommuner med høj grad af selvstyre har den enkelte vælger større indflydelse på de lokale beslutninger og kan nemmere råbe politikerne op, når de træder ved siden af. Vil man isolere sig fra de irriterende vælgere er en effektiv strategi først at søge statstilskud til at bestikke de lokale vælgere. Staten vil sidenhen forsøge at kontrollere og sammenlægge kommunerne, fordi de er nemmere at overskue og kontrollere. Det er også delvist i den lokale politikers interesse, så den enkelte vælger ikke længere kan blande sig effektivt. De tidligere indflydelsesrige grupperinger i kommunen kan man lettere afvise at lytte til, da de efter en kommunesammenlægning ikke længere udgør nogen større procentdel af den totale vælgermasse. Det er en klog strategi som politiker, der kan isolere ham fra de almindelige vælgergrupper, mens han kan hytte sit eget skind ved at lytte til særinteresserne, der har mulighed for at lobby efter et større budget.

Men synes man, at det er galt, at kommunerne er lagt sammen og selvstyret er eroderet til det rene ingenting, er det vand i forhold til valgene til folketinget. Til folketingsvalg har hver vælger indflydelse i forholdet 1 til 4,2 mio – det må selv den mest engagerede vælger indse. Det er vel logisk, at demokratiet bliver mindre og mindre relevant for den enkelte, jo større vælgermasse den inkluderer. Jo mere man udvider flertalsdemokratiet, jo mindre bliver individets betydning.

 

Kilde: Danmarks Statistik: Kvinder & mænd i 100 år – fra lige valgret til ligestilling

På figuren kan vi se, at fra at hver vælger havde 1 ud af 400.000 indflydelse på folketingsvalget i 1901 faldt det nogenlunde stabilt indtil 1915, da det ramte 1 ud af 500.000. Herefter gik det hurtigt ned ad bakke, og i 1935 var den enkeltes indflydelse en ud af 2 mio. I dag er det 1 ud af 4,2 mio. Nedenfor kan vi se kravet til valgretsalderen til Landsting og Folketing, lidt simplificeret. Ved grundloven af 1915 var en glidende overgang fra alderskravet fra 30 år til 25 år, ikke et spring som jeg tegner her. Landstinget blev helt nedlagt i 1953 og markerer endnu et tilbageslag for skatteyderne. Men i princippet var Landstingets rolle allerede udspillet i 1915, da den mistede sin primære opgave som skatteydernes repræsentant.

 

Ser vi på de økonomiske årsager til demokratiets problemer kan vi overordnet set betragte skattetrykket målt i procent af BNP. Her kan vi se, at da skattetrykket ramte omtrent 45% i 1970erne har det siden kun langsomt og tøvende bevæget sig op på og kun midlertidigt over 50. Opbremsningen i skattetrykkets stigning falder tidsmæssigt sammen med Dragsteds postulerede krise og nyliberale revolution.

Jeg finder, at det er mere plausibelt, at det var udvidelsen af demokratiet og de heraf uundgåelige følger for samfundet, der førte til tillidskrisen. Tænk på, at det først var i 1978, at demokratifanatikerne standsede deres reduktion af krav til vælgerne. Alle myndige af en alder på mindst 18 år fik valgret. På det tidspunkt var der ikke andre begrænsninger. Mordere fik valgret i 1953 og socialklienterne i 1960. Kun umyndiggjorte personer over 18 år må ikke stemme til folketingsvalg.

I lyset af udviklingen hen mod skattemuren kan vi let forestille os, at euforien på finanslovene fortsatte og fortsatte indtil regeringerne ikke kunne finde flere skatteobjekter uden at risikere at blive væltet. I 1970erne nåede man smertegrænsen – nu blev skatterne så høje og omfangsrige, at selv medianvælgeren (den almindelige mand) kunne mærke skattetrykket så voldsomt og ikke længere kunne propaganderes til at acceptere højere skatter. Byrden blev så tung, at enhver forøgelse føltes ubærlig. Systemet under den almindelige valgrets triumf nåede altså op på en form for skattemæssig ligevægt omkring 50%, en ligevægt der tidligere lå på 7%, når skatteyderne havde et effektivt værn mod at blive udplyndret (Se graf ovenfor: Fra 1875 til 1915 havde de største skatteydere vetoret i lovgivningen pga, datidens valgretsregler).

Kort sagt tror jeg nærmere, at demokratiets “tillidskrise” er af økonomisk natur. Men Dragsted mener, at det er fordi kapitalisterne truer med at flytte ud af landet, hvis man beskatter deres kapital for hårdt. Den barriere skal overvindes, og alt vi behøver for at få mere velfærd og flere sociale rettigheder er at beskatte kapital langt hårdere, eller ekspropriere kapitalisterne og give deres virksomheder til medarbejderne.

Men hvis Dragsted tager fejl, og realiteten i stedet er, at velfærdsstaten ikke kan udvides mere, fordi netop de vælgere, som skal støtte politikken, i høj grad er dem, der skal betale for den monopolistiske velfærdsstat og ikke ønsker at betale, hvad så? Tillidskrisen kan lige så vel beskrives som realitetschekket, der blotlagde den skinbarlige virkelighed: Det er den almindelige mand, der skal til lommerne, hvis han vil have flere statslige velfærdsydelser. Der er ikke en klasse i samfundet, der undslipper at betale de enorme skatter, sådan som Dragsted antager. Hunden skal fodres med sin egen hale, og derfor er den ikke så sulten længere.

I 1973 fandt “jordskredsvalget” sted, hvor Mogens Glistrups Fremskridtsparti kom i folketinget med 28 mandater. Hans program var et simpelt og effektivt tre-trins program: 1) Hjælp de svage ved at afskaffe indkomstskatten. 2) Hjælp de svage ved at forenkle lovgivningen. 3) Hjælp de svage ved at fjerne blanketter og papirer. Glistrups aversion mod indkomstskatten blev meget omtalt, da han, dagen før selvangivelsen skulle indsendes i 1971, deltog i en fokus-udsendelse i TV og sagde, at det var umoralsk at betale skat, og at han ikke ville betale skat, når staten smider om sig med penge. Til sidst sammenlignede han skatteunddragere med jernbanesabotører under besættelsen med ordene “De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job.” 14 dage senere gik han til bekendelse i radioudsendelsen “Presselogen”, og afslørede sit skattefradrag, der var så stort, at det effektivt gav en trækprocent på 0.

Udtalelserne vakte opsigt og fik den konservative finansminister Poul Møller til at harcelere over Glistrup, fordi Møller mente, at han som finansminister skulle have rådighed over andres penge og blev betuttet over, at skatteyderne kunne finde på at sprælle lidt i nettet. Møller ville også klage til Radiorådet, fordi udsendelsen burde have “informeret folk om, hvordan de korrekt skulle udfylde deres selvangivelse, og ikke om hvordan man snyder i skat.

Glistrup snød ikke i skat, han var landets førende skatteadvokat med orden i sagerne. Han elskede dog at kalde sig en legal skattesnyder. Regeringen kunne ikke håndtere presset fra Glistrups uortodokse retorik og satte ind imod ham med alle midler. Til deres fortrydelse og takket være Glistrups grundighed blev hans skattefradrag godkendt et utal af gange af forskellige offentlige kontrolinstanser, omend det blev reduceret fra 710.000kr til 600.000kr. Det flyttede dog ikke på hans trækprocent. For at fælde ham, betalte anklagemyndigheden, hvad der svarer til 19 mio kr (i 2013 kroner) for en revisionsrapport, der fremtryllede det absurde argument, at værdierne var fiktive, som fx hans bil og sommerhus, der ellers ganske tydeligt var reelle aktiver.

Revisoren kunne ganske enkelt ikke finde ud af Glistrups bogholderi, men fik penge nok til at lægge navn til en gang faglig nonsens som fiktionsteorien. Skagen kommune opkrævede i alt fald fortsat ejendomsskat af sommerhuset. Fiktionsteorien blev taget for gode varer hele vejen igennem de tre retsinstanser og var grundlag for at dømme Glistrup ved højesteret i 1983. Men uanset Glistrups politisk ukorrekte stil, var der en substans i hans synspunkt, som de andre partier måtte forsøge at tage hensyn til.

I Poul Hartlings nytårstale 1. januar 1974 faldt emnet også på skatterne i et indslag, der med gængs demokratisk jargon kom ind på, at en regering ikke kan gå mod befolkningens ønske og vilje. Dernæst sagde han: “Det er således åbenbart, at befolkningen ikke mere vil finde sig i stadigt voksende skatter og offentlige udgifter.” Smertegrænsen for det uindskrænkede demokratis skatteevne var opnået. Alt var beskattet maksimalt.

Det politiske system var tilvænnet de voldsomme stigninger på finansloven, og da realiteterne meldte sig, var politikernes reaktion for træg og kortvarigt var udgifterne for store, fordi forventningerne til fremtidige store skattestigninger ikke kunne indfris. Langsigtede såkaldt sociale programmer som dagpenge, folkepension, efterløn, invalidepension, førtidspension og de mange nyligt ansatte i det offentlige var tyngende byrder, politikerne søgte at finansiere og i visse tilfælde udvide med flere.

Nye politikere erstattede de gamle, og førte til en ny løsning på finansieringen af staten igennem reformer. Reformerne bestod kort fortalt bare af små og midlertidige justeringer nedad på udgifterne og store justeringer opad på skatteopkrævningen. Fastkurspolitik, kartoffelkur, genopretningsplan og “Helhedsplan” i 1980erne stabiliserede statens udgifters vækst i et mere roligt tempo, men de fortsatte med at stige. Med de mange indgreb under Poul Schlüters regeringer balancerede statens budget, og systemet kørte videre. Der var ikke nogen nyliberal æra, der skubbede velfærdsstaten tilbage, sådan som Dragsted postulerer. Velfærdsstaten stagnerede bare i sin udvikling, fordi skatteopkrævningen havde nået smertegrænsen.

Et andet økonomisk problem med det store statsbudget som kendetegner velfærdsstaten er, at særinteressernes magt stiger i takt med budgettet. Som nævnt i min artikel om demokratiseringen, søgte særinteresserne statstilskud til deres velgørende private foreninger og sidenhen at udforme lovgivningen, som opstillede krav til alle foreningerne, der søgte statstilskud. Det førte til et samarbejde mellem specifikke private foreninger og politikerne, der skabte en ensretning og gennemtvang en “regelimperialisme”, hvor en specifik privat forenings idéer blev tvunget ned over resten af foreningerne, der ønskede at modtage statstilskud. På samme måde arbejder særinteresser generelt for at sikre et bestemt resultat på deres eget område ved at skubbe omkostningerne for resultatet over på andre.

Problemet er, naturligvis, at særinteressens ønskede resultat ikke nødvendigvis gavner almenvellet. Det mest almindelige er, at særinteressens arbejde fører til, at den kan leve fedt på bekostning af skatteyderne, selvom den er i mindretal i forhold til skatteyderne. Det særlige ved særinteressen er, at den kan tilbyde politikere en god handel for politikeren som enkeltperson ved fx at reservere en fornem stilling med en god løn i virksomheden, når politikeren er færdig med at vedtage den lovgivning, som særinteressen ønskede. De kan også tilbyde donationer til det politiske parti. Det er klart, at det kun er store virksomheder, der har råd til at betale den slags fine stillinger til politikere, og som derfor skaber et almindeligt samarbejde mellem store virksomheder og politikerne.

En anden og meget udbredt måde som politikerne kan indgå i samarbejde med særinteressen er, hvis særinteressen er en organisation, som i en vis forstand “repræsenterer” en gruppe. Et eksempel kan være Dansk Industri, Dansk Erhverv, LO osv. I et demokrati anses det som legitimt, at politikere og store organisationer indgår i samarbejde, fordi det forventes at politikerne lytter til organisationernes synspunkter, fordi det antages, at organisationerne varetager medlemmernes interesser. Men det behøver ikke at være tilfældet. Det er blot nødvendigt at fastholde glansbilledet af den lydhøre politiker, der samarbejder med organisationerne under antagelsen, at organisationerne repræsenterer de organiserede.

Tillidskrisen kan således også være påvirket af særinteressernes evne til at kapre politikken på et særligt område, der tilgodeser særinteressen frem for “den jævne mand”, eller almenvellet. Jo større statsbudgettet er, jo større gevinst kan særinteresserne sikre sig ved at lobby politikerne – og forventelig vil de bruge mere tid og byde højere stillinger til politikeren for hans hjælp. Synspunktet om særinteressernes påvirkning på politik er ikke ekstravagant – det er så mainstream, at selv Martin Ågerup tildeler et underkapitel titlen “De kvælende særinteresser” i sin bog og beskriver, hvordan de kan tilsidesætte almenvellet i samarbejde med politikerne .

Velfærdsstatens skade på kultur og økonomi er nået så vidt, som det nærved uindskrænkede og ukvalificerede flertalsstyre går med til at finansiere. Det ved politikerne og det ved vælgerne. Demokratiets hærgen er fuldendt. Som historikeren Søren Mørch skrev for 25 år siden, er systemet nået til vejs ende. De store diskussioner i politik drejer sig nu blot om patetiske enkeltsager. Finanslovene ændrer på decimalerne på en procent af statens budget og mister fuldstændig relevans. Det er længe siden, at de politiske partier indførte partistøtten i selvforsvar mod en uinteresseret vælgerskare, der ikke frivilligt ville betale medlemskab.

Opsummering af demokratiseringen

Det kan virke lidt pudsigt, at jeg brugte så meget plads på den demokratiske tillidskrise i en anmeldelse af en bog, der udelukkende taler om demokrati i virksomheder. Men jeg tror, der er et rimeligt sammenligningsgrundlag mellem de to.

For det første kan vi sammenligne kapitalist-aktionærernes ejendomsret med de gamle valgretsregler op til 1915. Aktionærerne kan ganske vel lytte til medarbejdernes planer og ønsker, men har i sidste ende vetoret til at gøre med deres ejendom, som de ønsker. Det er aktionærerne, sammen med bestyrelse og direktion, der har det sidste ord, når beslutninger om virksomhedens drift skal tages. Men ligesom de største skatteydere skulle samarbejde med et flertal i Folketinget skal aktionærerne også samarbejde med medarbejderne, og kan ikke slippe afsted med at gennemføre beslutninger, som ikke kan accepteres af medarbejderne.

Dragsteds forslag rummer således et brud med aktionærernes ejendomsret på linje med bruddet med de største skatteyderes værn mod skatteplyndring i 1915 grundloven.

Det næste er tendenserne til centralisering og at skubbe omkostninger væk fra sig selv, der også kan sammenlignes. Dragsteds forslag om en medarbejderfond kontra den store statsfond minder meget om kommunernes selvstyre kontra statens overordnede kontrol. I kommunerne var det også ønsket om at få tilskud fra staten, der i sidste ende kostede kommunerne deres uafhængighed. Ligesom vi kan se centraliseringen af magten i det politiske liv, kan vi formentlig forvente det ske på virksomhederne også. Dragsteds medarbejderfonde vil søge statsfonden om hjælp hver gang de mangler penge, og med hver pose penge vil statens fond begynde at regulere og overtage virksomheden. Præcis som det skete for kommunerne og de velgørende private foreninger.

Dernæst kan vi se, at demokratiseringen har opløst den naturlige hierarkiske opbygning, hvor dygtige mennesker formår at vise deres værd og ad den vej opnå anerkendelse blandt andre. Nu findes der en anden vej til at blive magtfuld: politik. Igennem demokratiet oplever vi politikere som demagoger og nonsensspredende tanketosser, der kun sjældent formår at takle reelle problemer. Frem for alt foregår politikernes retorik på et virkelighedsfjernt plan, hvor deres handlinger og kompromisser i politik skaber de selvsamme problemer, som de jævnligt postulerer, at de korrigerer og udbedrer. I stedet for at blive målt på deres reelle succes med at udbedre problemerne drager politikerne vælgernes stemme til sig igennem deres talegavers evne til at skubbe skylden for deres miserable resultater over på andre.

Den gennemgribende råddenskab ved det politiske lederskab vil vi vende tilbage til i historien om oliekrisen og arbejdsløsheden, der til rigelighed vil beskrive, hvordan politikerne var ude af stand til at håndtere de problemer, de selv skabte – og samtidigt give andre skylden for dem. Lad os blot her konstatere, at hvis min påstand om det indbyggede problem med demokratisk politik giver sig udslag i, at lederskabet bliver den bedste demagog frem for den bedste problemløser, så kan vi let forestille os, at den samme slags problemer vil blive indført i virksomhederne fremover.

Demokratiseres virksomhederne vil de få den samme type lederskab, som vi oplever i politik. I stedet for at løse problemerne vil de bruge deres talegaver til at fjerne opmærksomheden fra de reelle udfordringer, og den videnskabelige diagnose og behandling af dem, til en fiktiv fortælling om problemets natur og løsning. Virksomhederne vil således miste det gode lederskab, der er skabt igennem at skabe resultater i økonomien, til at blive til en flok talende ignoranter, der ikke forstår at løse problemerne, men som forstår at skabe politiske alliancer og sikre forbindelser, der kan skaffe virksomheden et bredt sugerør forbundet direkte til statskassen.

Udover den uspiselige ekspropriation af den private ejendomsret for aktionærer og andre virksomhedsejere, er risikoen ved Dragsteds demokratiseringsforslag, at det bliver middelmådige virksomheder, der ledes efter bureaukratiske principper, der kommer til at overtage økonomien. Præcis som det går med alt det offentlige foretager sig i dag, kan vi forvente, at virksomhederne i den demokratiske økonomi opbygger et bureaukratisk fedtlag og begynder i stigende grad at træffe beslutninger, der trodser forbrugernes ønsker. Præcis som den offentlige sektors ydelser bliver dårligere og dårligere som tiden går, kan vi forvente, at de demokratiske virksomheders produkter ligeledes bliver dårligere og dårligere. Problemet kan ikke løses med mere demokrati eller decentralt demokrati, som medarbejderfondene er udtryk for. Det kan kun reddes med at genetablere privat ejerskab af virksomheden og afskære den fra at få penge af staten.

Hvis man ønsker en ægte pluralistisk økonomi, skal man derfor sørge for at udelukke staten fra at give tilskud og kontrollere. Dragsted klager også selv over, at de store banker får hjælpepakker af staten, hver gang de er i problemer – en kritik som jeg hjertens gerne vil istemme. Bankerne skal ikke reddes af staten. Punktum. De skal have lov at risikere at gå fallit, ligesom alle andre virksomheder i markedsøkonomien kan. En fallit smadrer ikke samfundet, sådan som politikerne fremstiller det. En fallit er et ejerskifte, hvor de gamle ejere taber penge og nye ejere køber op for at forsøge at drive virksomhedens aktiver videre. Beskytter staten en virksomhed fra fallit, beskytter den ikke samfundet, men i stedet de eksisterende ejeres velstand.

Men kapitalistiske virksomheder bør overlades til markedet, de behøver ikke at blive demokratiseret for at blive til fordel for almenvellet. Hvis kapitalistiske virksomheder kan gå til politikerne for at overleve, hvor de burde gå fallit, så vil demokratiske virksomheder velsagtens også kunne overleve med politikernes hjælp på skatteydernes bekostning. Det problem tror jeg særligt vil blive fremmet, hvis Dragsteds fonde og kooperationer bliver en realitet. De er netop i store problemer, når det kommer til at træffe gode forretningsbeslutninger, gardere sig mod risiko, opbygge kapital og investere. Det vender vi tilbage til i afsnittet om kooperativerne.

Velfærdsstatens storhedstid og den økonomiske politik

Efterkrigstiden bruger Dragsted som et eksempel på tre årtiers succes, hvor han fremhæver de mange sociale reformer, rettigheder og den voksende velstand, som kom hele samfundet til gode. Men helt specifikt fremhæver Dragsted, at det en overgang lykkedes at fjerne kapitalismens smertensbarn, arbejdsløsheden (s. 83). Lad os derfor tage et kig på, hvad der foregik i den periode og hvilken relevant politik, der blev ført.

For det første var målet for Socialdemokratiets vækstpolitik i efterkrigstiden at styrke virksomhedernes produktion ved at skabe incitamenter for investering og tøjle fagbevægelsens lønkrav ved at true den med forhøjede afgifter på forbrug. Det var en del af den keynesiansk-inspirerede økonomiske styring, som de daværende socialdemokratiske politikere og embedsmænd (ligesom stort set resten af den vestlige verden) troede var en sand økonomisk teori.

Ganske kort fortalt går det ud på, at med finans- og pengepolitik kan man skrue op og ned for investeringer, der igen skruer op og ned for efterspørgslen på arbejdskraft. For at øge investeringerne kan man lade staten låne pengene og investere dem, eller sænke renten på lån med Nationalbankens pengepolitik, der stimulerer banksystemet til at udstede flere lån til private virksomheders investeringer. Forøgelse af pengemængderne igennem Nationalbankens udlånspolitik giver ikke udslag i inflation, så længe der er ledige resurser i økonomien. Når arbejdskraften er fuldt udnyttet, vil yderligere stimulans føre til inflation. Skulle inflationen vise sig, kan staten dæmpe inflationen ved at opsuge købekraft ved at sikre et overskud på statens budget (dvs. hæve statens provenu eller reducere statsudgifterne). Meningen er således, at man på den ene side kan få fuld beskæftigelse, hvis man bare tør at pumpe penge nok ud i økonomien med Nationalbankens kontrol over renter og politikernes kontrol over fradrag og tilskud, såfremt man er beredt på at hæve skatterne, når inflationen melder sig.

I praksis blev pengemængden udvidet kraftigt, og det var netop målet. I lyset af den keynesianske teori, troede regeringen og dens rådgivere, at de kunne styre prisstigningerne ved at pålægge importtold for at sikre betalingsbalancen og højere skatter på indkomst for at reducere købekraften. Førsteprioriteten var at opnå fuld beskæftigelse og en del af inflationsbekæmpelsen gik på at dæmpe stigningerne i indkomster – lønpolitik blev det kaldt. Spændetrøjen blev langsomt lagt om økonomien, men omfattede ikke alle aspekter heraf.

Men da højere skatter generelt er upopulære, fremstillede regeringerne i efterkrigstiden fejlagtigt fagforeningernes lønkrav som skurken bag prisstigningerne. En vis stigning i overenskomsterne var i orden, den skulle bare afmåles i forhold til produktionen, for så var tanken, at der ikke ville opstå inflation. Hvis overenskomsterne steg ”for meget”, mente regeringen, at dens ansvar var at hæve skatterne for at modvirke inflation. Taktikken udmøntede sig derfor i at presse fagforeningen til at holde tilbage med lønnen, for hvis ikke den gjorde det, blev regeringen ”tvunget” til at hæve skatterne for at dæmpe inflationen, redde valutareserven og betalingsbalancen, mens de kunne sikre den fulde beskæftigelse med lave renter og høj udlånsvækst.

Produktionen mente socialdemokratiet, at man kunne ophjælpe ved at tilføre kredit. Gerne i form af “offentlig opsparing  og kredit”, hvis vi skal lytte til Viggo Kampmann. En nær alliance mellem store virksomheder og staten begyndte således, og de generøse statslige investeringer flød til de mest velforbundne politiske partnere. Hensigten var angiveligt at ophjælpe beskæftigelsen og produktionen. Det var datidens samfundssind. Andre former for hjælp blev også uddelt, blandt andet Maersks 50 årige monopolstilling i koncessionen for hele nordsøolien i den danske sektor.

Vi kan fx henvise til en tale som H.C. Hansen (formand for socialdemokratiet 1955-1960) gav i 1955 ved De samvirkende Fagforbunds generalforsamling, hvor han appellerede arbejderne til at “afpasse deres lønpolitiske krav efter de økonomiske muligheder” for det var meningsløst at tilsidesætte disse, hvis resultatet blev “at han skulle betale højere priser for de ting, han købte og yderligere betale større skatter.

I et desperat forsøg på at undgå de uundgåelige prisstigninger, som pengemængdernes stigning medførte, forsøgte socialdemokraterne i stigende grad at overtage kontrollen med markedet. I første omgang gik de efter en lønpolitik, der havde til sigte at holde overenskomsterne tilbage. Fagbosserne som Hans Rasmussen og Ejler Jensen sad fra efterkrigstiden til hhv. 1972 og 1967, og særligt Hans Rasmussen (kendt som “den stærke smed”) tog ofte kampene med sine egne medlemmer for at presse dem til at dæmpe lønstigningerne – han vidste udmærket godt, at for høje lønninger førte til arbejdsløshed . Truslen om højere skatter var midlet til at inducere arbejderne til at holde lønstigningerne moderate eller “afpassede”. Det blev generelt opfattet sådan, at lønningerne skulle afpasses til produktionen.

Tilbageholdenheden havde den gavnlige effekt, at arbejdsløsheden faldt – og var et element i mosaikken af fejlslutninger, der førte socialdemokraterne og fagbevægelsen til troen på, at de havde “styr på den økonomiske politik”. Selvbedraget var fuldendt, men illusionen brast i starten af 1960’erne. I en sjælden realistisk evaluering erklærer Hans Rasmussen i et tilbageblik om efterkrigstidens økonomiske overbevisninger og den førte lønpolitik:

Det forekom mig – som det også tyder på i dag – at vi alt for ofte uforberedt har grebet ind i det økonomisk liv uden at opnå de virkninger, som vi tilsigtede.

Noget kunne således tyde på, at man godt var klar over, at virkningerne af tiltagene udeblev. Det er let at forstå, sådan som fejlslutningerne i den økonomiske forståelse er løbet amok i administrationen og fagbevægelsen. Men Hans Rasmussen veg ikke tilbage fra at forfølge vejen mod socialismen og erklærede kort efter, at en indkomstpolitik er “det eneste middel mod den nuværende (1962) krise Økonomiens spændetrøje var angiveligt alt for slap og dækkede ikke ordentligt.

Den hidtidige lønpolitik mente man havde slået fejl, og i stedet for at løsne topstyringen af økonomien fortsatte man med ufortrøden overbevisning længere ud ad vejen mod socialismen. Markedet havde ikke opført sig tilfredsstillende, og i tankerne på den politiske ledelse var løsningen at kontrollere større dele af markedet. At man var nået hertil på et fundament af økonomiske fejl rokkede ikke ved politikerne og fagbevægelsens selvbillede. De følte sig fuldkommen klar over, hvad der skulle til. Spørgsmålet var bare, om de kunne få et flertal bag deres økonomiske planer. Den politiske ledelse har formentlig ikke seriøst tænkt over, hvorfor kapitalismen var så uregerlig og ikke opførte sig “ordentligt”. Men hvis tanken slog nogen af dem, må de have overbevist sig selv om, at det sandelig ikke var fordi, man var en indbildsk ignorant om økonomisk teori. Fremad!

I 1960erne under Viggo Kampmann og Jens Otto Krags regeringer lød den samme parole, der med Jens Otto Krags regeringsperiode i 1960erne nåede sit højdepunkt med indførsel af momsen og et stærkt ønske om en indkomstpolitik, som han kaldte en ”helhedsløsning”. Helhedsløsning er en eufemisme for en udvidelse af den centrale planlægning. Næste punkt var at kontrollere en større del af markedets aktørers indkomst. Overenskomsterne var ikke længere nok – inflationen, betalingsbalancen og valutakontoen blev jo ikke bragt under kontrol, og det måtte den. “Helheden” skulle sikres med mere central planlægning. Det betyder ifølge Jens Otto Krag,

at fastsættelsen af arbejdernes løn, af funktionærernes løn, af tjenestemændenes løn, af en ordning for landbruget, af statens udgifter til pensionisterne og til andre formål, samt skattelettelsesforslag må overvejes som et samlet hele.

Men samtidigt må jeg lige så stærkt understrege, at kravet om tilbageholdenhed ikke alene og ikke specielt er rettet mod lønmodtagerne. Det er et krav, som gælder for fastsættelsen af alle indkomster, avancer og udbytter. Alle må bidrage ved at vise tilbageholdenhed, og alle befolkningsgrupper har interesse i, at kravet imødekommes.

Jens Otto Krags megalomaniske økonomiske planlægningsiver forsøger han her at skjule ved at sige, at det kommer alle til gode, selvom central planlægning sjældent kommer andre end planlæggerne til gode. Klassisk herskermentalitet.

Det er intet under, at Pelle Dragsted ser Jens Otto Krag som en god socialdemokrat, da hans fejlagtige økonomiske tankegang uvægerligt ville føre regeringen nærmere og nærmere socialismen. Dragsted citerer Krag på s 249 for at have sagt i 1943 ”Planøkonomi er ikke et spørgsmål om enten-eller, men om mere eller mindre.” Vi kan tænke os til, at godt 20 år senere må Krags tanker i stedet have ræsonneret sig frem til, at planøkonomi er kun et spørgsmål om mere og mere. Bagefter går Dragsted til sagens kerne og skriver:

Endelig spiller planlægning en afgørende rolle på det økonomiske makroniveau via Nationalbankens pengepolitik, regeringens finanspolitik, udlånspolitik fra offentlige banker som Vækstfonden og et socialt sikkerhedsnet, som også er med til at bestemme prisen på arbejdskraft. Den demokratiske økonomiske planlægning kan altså både tage form af direkte offentligt ejerskab og drift af sektorer og virksomheder, af direkte og indirekte regulering af fx priser, kvoter og statsstøtte og af makroøkonomisk styring med skatter, afgifter og finans- og pengepolitik. Alt sammen er planøkonomiske redskaber, hvor demokratisk valgte beslutningstagere enten direkte eller indirekte griber ind i produktionen og distributionen af varer og ydelser.

Med en liste så lang som den, er der ikke meget tilbage til den enkeltes økonomiske frihed at afgøre. For at få en fornemmelse af, hvad resultatet blev af de store anstrengelser for at styre markedsøkonomien kan vi spørge, hvilken succes de havde med at nå deres mål om fuld beskæftigelse og styring med inflationen i efterkrigstiden?

Dragsted beskriver den historiske udvikling således:

Men fra slutningen af 1970’erne begyndte forestillingen om en konstant fremgang baseret på en kontant regulering af kapitalismen at krakelere. Den kapitalistiske økonomi løb ind i en dyb international krise. Arbejdsløsheden og inflationen skød i vejret, underskuddet og gælden voksede. Og de keynesianske økonomiske redskaber med gældsfinansierede offentlige investeringer kunne ikke længere modvirke nedturen.

Dragsted blander tingene lidt sammen fornemmer jeg. Det var statens gæld og underskud, der voksede. Arbejdsløsheden vender vi tilbage til senere, men her er det på sin plads kort at fortælle, at to ikke-kapitalistiske institutioner spillede væsentlige roller i udviklingen: statens dagpengesystem og fagforeningernes overenskomster.

Vi husker på Dragsteds egen definition på kapitalisme: Det er privat ejerskab af produktionsmidlerne og konkurrence mellem kapitalisterne, der sælger produkterne på et marked. Ingen statsmagt er nævnt specifikt, men skal smugles ind ad bagdøren via antagelser om, at det er “nødvendigt”. Hverken fagforeninger eller dagpengesystemet kan kaldes kapitalistisk efter Dragsteds definition.

Set i det lys er det upræcist at kalde efterkrigstidens økonomiske problemer for “kapitalistiske”. Selv den danske økonomi kan vi gøre indvendinger mod at kalde kapitalistisk, når vi husker på, hvor indgribende Christiansborg styrede den. Det var dog ikke bare Christiansborg alene, der greb ind i den frie prisdannelse. Fagforeningerne voksede i efterkrigstiden og fik meget stor indflydelse både på overenskomsterne, men også på politikken. Ser man på politikken i sin helhed, kan vi finde mange indgreb, der forhindrede markedets resurseallokerende dynamik i at yde sit bedste – men indtil 1970erne var overenskomsternes stigning underlagt teorien om at følge produktionsudviklingen. Da formandsposten gik til Thomas Nielsens i 1967 til 1982 kom der andre boller på suppen, og overenskomsterne steg i den periode mere end hidtil. Den nye formand argumenterede anderledes end hans forgængere og kunne desuden også støtte sig på det nye dagpengesystem, som var særligt gunstigt at misbruge. Dagpengesystemet vender jeg tilbage til senere.

Kort fortalt blev dansk økonomi kun meget langsomt og tøvende liberaliseret. Krigens restriktioner tog en årrække at ophæve, og mens restriktionerne langsomt blev fjernet, voksede en keynesiansk inspireret “fintuningspolitik” frem, der havde til hensigt at styre økonomien med penge- og finanspolitik. Ser man på resultaterne havde de hverken styr på inflation eller betalingsbalance, men gav gerne forbrugerne skylden for effekten af deres politik for kreditfinansieret vækst.

Kimen til kontrollen med økonomien lå i netop de erfaringer, som centrale personer som Viggo Kampmann, Erik Ib Schmidt og Jens Otto Krag gjorde sig som embedsmænd i statens planlægningsorganer fra krigens tid som fx Danmarks Statistik og Valutacentralen. Deres karrierer startede her, og de tog deres overbevisninger om statens evne til at kontrollere økonomien med sig i deres efterfølgende politiske arbejde. Hvis jeg skal være generøs overfor Dragsted, kan jeg gå med til at kalde det for en hæmmet kapitalistisk økonomi, der blev forsøgt styret af politikerne.

Jeg har skrevet et indlæg omkring oliekriserne i 1970erne, som passer godt til diskussionen af efterkrigstiden – det kan læses her.

Arbejdsløsheden i 1970ernes kriser

Et andet element i 1970ernes kriser er arbejdsløsheden. Det vil jeg også gerne bruge lidt tid på at forsøge at give en økonomisk forklaring på. Egentlig startede kampen mod arbejdsløshed meget godt. Kort efter befrielsen i 1945 trådte De samvirkende fagforbunds (LO i vore dage) repræsentantskab sammen og stadfæstede blandt andre kravet om fuld beskæftigelse. Intentionerne var i alt fald gode – men som set så ofte før, er vejen til helvede brolagt med gode intentioner. På det tidspunkt var arbejdsløsheden 4,3%. Fra 1945 til 1958 lå arbejdsløsheden mellem 3% og 4,4%. Men fra 1958 til 1975 faldt arbejdsløsheden og lå i en årrække på det laveste niveau siden 1920erne.

 

Ser vi på grafen, kan vi se, at fra 1975 frem til 1993 var arbejdsløsheden stigende med få tilbagefald. Men at det skulle være kapitalisterne, der hævnede sig på demokratiet med forøget arbejdsløshed, hænger ikke sammen. Det skulle da være nogle sejlivede kapitalister, der i knap 20 år formår at holde et kartel kørende, der både forhindrede nye virksomheder i at starte op og bryde kartellet, mens det på den anden side kunne forhindre bestående virksomheder i at hyre flere medarbejdere, når der var arbejde til flere.

Dragsted forklarer ikke, hvorfor arbejdsløsheden faldt i 1990erne. Blev kapitalisterne trætte af den lange kampagne? Eller blev de ramt af medmenneskelighed og begyndte at investere igen?

Det er noget af en maraton for kapitalisterne at holde arbejdsløsheden høj i så mange år. Dragsted forklarer ikke, hvordan det skulle lykkes at drive et kartel på markedsvilkår i godt 20 år, eller at kapitalisterne skulle være interesseret i at skabe arbejdsløshed – er det ikke netop Dragsteds postulat, at de udnytter arbejderen? Hvorfor ville de da ikke hyre så mange som muligt, så de kan udnytte så mange som muligt?

Ville nye virksomheder ikke blande sig og byde på arbejdsmarkedet? Ville kartelvirksomhederne ikke bare lyve for hinanden og hyre flere medarbejdere end de har aftalt, for at forøge deres markedsandel? I stedet for at give kapitalisterne skylden for arbejdsløsheden, bør vi se efter en anden forklaring.

Ser vi på økonomisk teori, kan vi let forklare arbejdsløshed. På det frie marked findes der ikke arbejdsløshed udover måske en kort periode, hvor arbejdere leder efter job. Markedets priser er i en konstant ændringsproces, hvor nær ved det eneste vi kan føle os sikre på, er forandring. Den mest effektive metode til at sikre fravær af arbejdsløshed er at lade lønnen være fri til at blive aftalt mellem arbejdstager og -giver. En fuldt fleksibel løndannelse kan sikre mod høj arbejdsløshed, som vi også kan se i dansk historie, før staten gav tilskud til arbejdsløse, og sidenhen hvor en stor andel af arbejderne ikke var dækket.

Statstilskud til arbejdsløshed introducerer stivhed i løndannelsen og dæmper arbejderens ivrighed for at acceptere lavere løn. Således er det tydeligt, at statstilskud til arbejdsløshed er en vigtig ingrediens i fagforeningernes søgen efter at fastsætte overenskomster, der gælder selv for ikke-medlemmer. Stivhed i løndannelsen fører let til problemer, når markedets priser ændrer sig. Stivheden kommer både fra fagforeningernes rigide overenskomster, men også fra sociale sikringers lokkende ydelser.

Ser vi i efterkrigstiden fungerede et ældre dagpengesystem, som var indført i 1907, men var blevet reformeret i 1933 under kanslergadeforliget og justeret sidenhen. Men overordnet set var det a-kassernes risiko, hvis de betalte for generøse ydelser. Det ændrede sig i 1967, da dagpengesystemet blev væsentligt reformeret med bred politisk opbakning. Reformen blev gennemført i den buldrende højkonjunktur, hvor der var jobs til alle. Både Konservative og Venstre var vilde med idéen, det var ikke bare et socialdemokratisk projekt.

Meningen med reformen var, at det skulle gøres til samfundets problem, når man blev arbejdsløs. Før 1967 gav staten et fast beløb pr. medlem i tilskud til a-kasserne, men hvis arbejdsløsheden steg, kunne a-kassen komme i problemer og måtte reagere med præmieforhøjelser eller ydelsesreduktioner. A-kassernes medlemmer måtte betale en præmie, der i et vist omfang fulgte deres risiko for arbejdsløshed. Pga. statens tilskud var det ikke et markedsneutralt system, men det er dog bedre, at de forsikrede i højere grad selv bærer omkostningerne – særligt risikoen for arbejdsløshed.

Reformen sigtede på at give den arbejdsløse en ”erstatning for tabt arbejdsfortjeneste” og kompensationsgraden blev sat til vanvittige 90% for lavtlønnede.   Vrangforestillingerne nåede formentlig sit klimaks i et udvalg, man kaldte ”Wechselmann-udvalget”, der foreslog, at man helt bør fjerne koblingen mellem medlemmernes betaling til a-kassen og deres risiko for arbejdsløshed. Forskellen skulle skatteyderne betale – og det kom de sandelig også til. Inden reformen var statens tilskud til a-kasserne i størrelsesordenen 20-30% af omkostningerne, men den steg i 1969 til 80%.

Vi kan allerede nu forestille os, hvor gunstige forholdene blev som forsikringstager. Med skatteyderne på krogen, et højt kompensationsniveau og i en politisk fortælling, der kaldte dagpengene en “erstatning” for et økonomisk tab, kan vi let forestille os, at det både blev mindre stigmatiserende og mindre omkostningsfuldt at tegne en såkaldt “arbejdsløshedsforsikring”. Selvom dagpengeperioden var 3½ år kunne den let genoptjenes fra 1977, da jobtilbudsordningen blev indført. Det muliggjorde, at den arbejdsløse dagpengemodtager kunne bruge sin dagpengeperiode op, arbejde i jobtilbud i 26 uger og bagefter gå på dagpenge med en ny periode. Jacob Christensen skriver: “Sagt lidt firkantet blev jobtilbuddenes vigtigste formål at kvalificere de svageste arbejdsløse til endnu en periode i dagpengesystemet. og videre, at “Tanken om, at det skulle være næsten umuligt for voksne arbejdsløse at falde ud af dagpengesystemet forblev en central del af den socialdemokratiske arbejdsløshedspolitik frem til begyndelsen af 1990erne.

Incitamenterne blev så forrykte, at selv en mainstream cand.polit som Gunnar Viby Mogensen konkluderer i sit afsnit om arbejdsløshed mellem 1970 til 1993, at ”Økonomisk forskning afdækkede, at omkring hver fjerde langtidsledig selv havde valgt dagpengene frem for arbejdsindkomst”.

A-kassernes medlemstal steg betragteligt efter forhøjelsen af ydelserne, reduktion af optjeningsperioden og andre justeringer af dagpengesystemet i midten af 1970’erne. Set i et historisk perspektiv var stigningen meget voldsom. I 1945 krydsede arbejdsstyrkens andel af forsikrede 30%, fra 1953 og frem til 1973 godt uændret på ca. 35%, mens den steg (eller eksploderede) til 60% i 1980. Statens udgifter til dagpenge svingede fra 1950erne og frem til 1973 mellem 0,1-0,7% af bruttofaktorindkomsten, mens den i 1980 nåede 4,5%. Kort sagt: Jo flere penge skatteyderne betaler til dig på meget lempelige vilkår, når du er arbejdsløs, jo flere vælger at tage mod pengene og fortsætte som arbejdsløs. Jeg håber, læseren sad ned til det chok.

Ser man på den gennemsnitlige kompensationsgrad i dagpengesystemet for industriarbejdere, steg den fra 47% før 1967 til 67% efter 1967 og igen i midten af 1970erne steg den til 78%, men blev gradvist reduceret til 65% i 1993. Ser vi på formen af arbejdsløshedskurven, bliver vi bekræftet i den økonomiske teori. Nemlig at det ikke er ligegyldigt, hvor stor kompensationsgraden er, eller hvor stor andel af risikoen, den forsikrede personligt betaler for. Men vi bør også huske på, at det ikke er den gennemsnitlige industriarbejder, der blev arbejdsløs. Det er altid den marginale arbejder, der bliver lokket til at fortsætte som arbejdsløs af dagpengesystemet, da kompensationsgraden er højst for dem.

Omstruktureringen på arbejdsmarkedet forsinkes

Men der er nogle ekstra kommentarer, der er nødvendige for at forstå udviklingen lidt bedre. Ganske vist kan vi se, at lovgivningen nåede sit mest groteske stade i 1975-77, men arbejdsløsheden toppede først i 1993. Er der ikke et problem med min forklaring? Noget af forklaringen, ifølge Dansk Velfærdshistorie bind 5, er at optælling af arbejdsløse ændrede sig i perioden. Der er derfor nogle, der blev talt med som arbejdsløse senere i perioden, som ikke tidligere blev talt med. Det har naturligvis en indflydelse, men forklarer ikke hele udviklingen.

Mit bud er, at det tager tid før konsekvenserne ved de kraftige subsidier viser sig. Man melder sig ikke bare arbejdsløs samme dag, som regeringen forøger dagpengesatsen. Det ville uanset den høje kompensationsgrad medføre et tab af indtægt. Det var først, da de tilbagevendende økonomiske kriser indfandt sig, at systemet rigtigt udspillede sine negative sider. Det er vigtigt at huske på, at oliekriserne havde en særlig karakter. Arbejdsmarkedet var tæt på ligevægt (lav arbejdsløshed) inden oliekrisen, og ved den markante ændring af olieprisen i 1973 medførte det ændringer i efterspørgslen på arbejdskraft i mange sektorer.

Nogle arbejdsgivere oplevede et fald i indtægterne, og de kunne ikke fortsat tilbyde den samme løn som før. Det ville ikke være et problem på det frie marked, da medarbejderne selv kan vælge mellem en lavere løn, eller at lede efter et andet arbejde. Effekten på markedet bliver således, at som lønnen falder hos en arbejdsgiver, får medarbejderne et incitament til at se sig om efter en anden arbejdsgiver, der betaler bedre – eller måske starte egen virksomhed. Men den mulighed forhindrer overenskomsten. I stedet kan arbejdsgiveren kun fyre medarbejderen.

På et frit arbejdsmarked kan arbejdsgiverne tilbyde løn i konkurrence med hinanden, og den som tilbyder det bedste, tiltrækker medarbejdere, mens den der tilbyder dårlige vilkår vil miste medarbejdere. Det er væsentligt at huske på, at arbejdsgivere ikke bestemmer lønnen i absolut forstand, sådan som Pelle Dragsted antyder. Det gør markedet i stedet. Arbejdsgiveren er bundet af forbrugernes efterspørgsel og alle de andre markedspriser, når han tilbyder medarbejderne løn. Tilbyder han for lav løn får han problemer, ligesom hvis han tilbyder for høj løn. Arbejdsgiverens rolle er dog ikke at lege robot, men i stedet at finde ud af, hvad medarbejderne skal producere og hvordan, således han kan sælge produktet til forbrugerne til den højeste pris og aflønne medarbejderne tilstrækkeligt godt til at de fortsat vil arbejde for ham. Det vender vi tilbage til i afsnittet om ejerskab.

Når der sker store ændringer i olieprisen, må arbejdsgiverne finde ud af at justere produktionen, så han stadig kan sælge produkterne til forbrugerne. Han kan fx reducere energiforbruget, lede efter alternative energikilder, eller materialer, justere på medarbejdernes løn og arbejdsgange, men hvis han bliver afgrænset i sine muligheder af andet end markedet, risikerer han at måtte vælge mellem næstbedste løsninger frem for de bedste (set fra markedets synspunkt).

Mens overenskomsterne sørgede for at holde lønningerne højt, sikrede de derfor en langsommere omstilling til de nye markedspriser. Det tvang mange arbejdere ud i arbejdsløshed, men fordi dagpengesystemet var så gunstigt, kom der intet arbejderoprør mod fagforeningen ud af det. Hvis arbejdsløsheden var stor pga. overenskomsten og der ikke var noget statsligt subsidie, ville arbejderne ignorere overenskomsten og underbyde den (som de gjorde indtil ca. 1920erne). Til forskel fra tidligere kriser faldt arbejdsløsheden nu kun meget lidt og langsomt, efter krisen var forbi, og nåede ikke ned på samme lave niveau, som før krisen indtraf.

Om arbejdsløshed under en omstrukturerering af økonomien skriver Rothbard:

However, during this transition period there is no reason why these workers cannot bid down wage rates until they are low enough to enable the employment of all the workers during the transition. This transition wage rate will be lower than the new equilibrium wage rate. But at no time is there a necessity for unemployment.

Nøglen til at undgå arbejdsløshed i en periode med omstrukturering i økonomien er således, at arbejderne er frie til at tilbyde deres arbejdskraft til en løn, som arbejdsgiverne kan og vil betale for deres ydelser. Det er netop i omstruktureringer, at problemerne med fagforeningernes overenskomster og dagpengesystemets høje kompensationsgrad forhindrer arbejderne i at byde lønnen ned i deres forsøg på at finde et arbejde. Hvem ville byde lønnen ned under den sikre dagpengesats? Hvem ville forsøge sig som skruebrækker mod de mægtige fagforeninger?

Kombinationen af en økonomisk krises omstrukturering, det gavmilde dagpengesystem og fagforeningernes overenskomster, sikrede at omstillingen af økonomien gik i sneglefart og med stigende arbejdsløshed. Som Rothbard siger, vil den økonomiske krise føre til et midlertidigt fald i den løn, som arbejderne i kriseramte sektorer bliver tilbudt. Hvis de vil undgå arbejdsløshed, må en mindre del af hele arbejdsstyrken acceptere lavere løn i en overgangsperiode, indtil ligevægten på arbejdsmarkedet igen indfinder sig. Det nødvendige lønfald i lyset af krisens omstrukturering blev midlertid blokeret ganske effektivt. Kriserne ramte i 1973 og 1979, og for hver krise skød arbejdsløsheden ganske rigtigt op og reflekterede overenskomsternes skadesvirkning, men da først arbejderne var uden arbejde, blev det gunstige dagpengesystem et klæbrigt edderkoppespind, der holdt dem fra hurtigt at komme ud på arbejdsmarkedet igen.

Fra 1975 og frem herskede den irrationelle tro på, at man som arbejdsløs skulle kompenseres for sin tabte arbejdsfortjeneste. For at bekæmpe de onder, de selv skabte, søsatte politikerne den ene misforståede ordning efter den anden. Aktivering. Efterløn. Løntilskud. Arbejdstilbud. Uddannelsestilbud. Listen af forsøg på at bekæmpe problemet er meget længere, men som man tydeligt kan se i data, hjalp det ikke stort. I 1983 forsøgte Schlüter regeringen med genopretningspakken at reducere statens udgifter til a-kasserne ved at hæve arbejdsgiverens og medlemmernes bidrag og reducere kompensationsgraden fra 90 til 80%, der for en kort periode førte til et lille fald i statens andel af udgifterne fra ca. 90% til 60%. Forsøget endte i kapitulation til irrationaliteten og Ssocialdemokratiet (men jeg gentager mig selv) i 1988, da arbejdsmarkedsbidraget blev indført, satserne hævet og igen pålagde skatteyderne at løfte 80% af byrden.

Først i 1993 blev der sat en begrænsning på den periode, som en dagpengemodtager kunne fortsætte på dagpenge, før genoptjening ved regulært arbejde blev krævet. Hidtil havde man kunne nøjes med at gennemføre et aktiveringsforløb for at genstarte dagpengeperioden. Grænsen for at være på dagpenge blev først sat til 7 år, men blev reduceret af skiftende regeringer indtil den i 2010 nåede 2 år. Ydelsen blev også reformeret i perioden. Som ydelsen og dagpengeperioden blev sat ned faldt arbejdsløsheden igen hurtigere efter økonomiske kriser, ganske som økonomisk teori beskriver. Retten til dagpenge er en væsentlig medvirkende faktor til at forlænge og intensivere det problem, det var meningen, den skulle afhjælpe.

Kapitalisme og kapitalister ifølge Dragsted

Kapitalisme, citerer Dragsted fra den store danske encyklopædi, er produktion, hvor produktionsmidlerne ejes privat, kapitalejeren ejer produkterne, der sælges på et marked, hvor kapitalisterne konkurrerer mod hinanden. Denne definition virker underligt søgt. Ikke fordi den er forkert, men fordi den ikke bruges af Dragsted i resten af bogen. De fleste af Dragsteds kritikpunkter af kapitalismen forklarer han ikke ud fra definitionen på kapitalismen, men tillægger i stedet systemet disse kritisable egenskaber, uden at underbygge at egenskaberne nødvendigvis er indbygget i systemet. Kapitalismen, som beskrevet af Dragsted, hviler ikke i hans definition af systemet, og desværre tager han sig ikke tid til at forklare, hvorfor privat ejerskab til produktionsmidlerne i konkurrence med andre private ejere skulle medføre koncentration af velstand. Den politiske magtfaktor, som er indbygget i Dragsteds kritik af kapitalismens onde cirkel, findes ikke i definitionen.

Dragsted kunne også empirisk vise, at kapitalen bliver koncentreret på færre og færre hænder. Det postulerer han adskillige gange i bogen, men fører hverken empirisk eller økonomisk bevis for, at det må være, eller at det er, sådan. I stedet har han forklaret, at nye iværksættere udfordrer de bestående virksomheder. Det kan man let eftervise ved at kigge på historien om fx Kodak, Nokia eller andre virksomheder, der havde meget store markedsandele i en længere årrække inden de blev udkonkurreret. Ganske vist kan Dragsted påpege, at deres store markedsandel netop er et eksempel på økonisk magtkoncentration, men det har ikke forhindret den mindre iværksætter i at bygge sin virksomhed op for til sidst at udkonkurrere den tidligere markedsmastodont. Ganske enkelt ved at producere et produkt, som forbrugerne finder mere værdifuldt.

Dragsted følger således i fodsporene på så mange tidligere socialister, da han ikke bruger plads på at omtale nogle meget væsentlige elementer i markedsøkonomien. I stedet fremstilles markedsøkonomien som “kapitalisme” på en måde, der overser væsentlige dele af virkeligheden. Thomas DiLorenzo, professor emeritus ved Loyola University, Maryland, beskriver i sin bog “The problem with Socialism”, at

Det er let at angribe en institution, hvis man definerer den så meningsløst som muligt. I over godt 100 år har socialisterne bygget endeløse kapitalistiske stråmænd, som de kan angribe, og de har angrebet dem så ofte, at de satser på, at de med rå gentagelse kan overtale folk til at tro på deres socialistiske argumenter.

Egen oversættelse.

Den homogene kapitalist-klasse

Kapitalisterne, som Pelle Dragsted ser dem, er en klasse med fælles mål, homogene tanker og identiske interesser. Det er som et velorganiseret fodboldhold. De handler i synkronisme med hinanden, og de følger altid deres fælles handleplan. Det er dem alene, der skubber skattestigninger og nationaliseringer tilbage. Deres trussel om at trække kapitalen ud af et land for at investere andetsteds er ikke et resultat af frie mænds ønske om at placere deres midler, hvor det på grund af bedre produktionsbetingelser er mest profitabelt, men er i stedet for et led i en sammensværgelse om at bekæmpe socialismen. Det er kapitalisterne, der bestemmer, hvad politikerne kan iværksætte. Det er dem, der bestemmer hvilken social udligning, de vil tolerere.

Men hvorfor lytter politikerne til kapitalisterne? Kunne politikerne ikke bare sige, at vi er ligeglade med kapitalisternes trussel om at flytte kapitalen væk, i stedet vil vi gå efter socialismen, som er lige så produktiv og derfor kan opbygge sin egen kapital? Politikerne kunne i stedet erklære: Vi har ikke længere brug for jer, kapitalister, vi kører videre uden jer. Kapitalisterne kan ikke fjerne bygninger, jord og naturresurser. De kan højest sælge det fysiske produktionsapparat og emigrere – den fysiske kapital kan de ikke tage med.

Mere realistisk er det nok, at politikerne er interesseret i at beskatte kapitalisternes virksomheder, og hvis kapitalisterne bare laver det beskidte arbejde og investerer, løber risiko, og organiserer arbejdet, så er politikerne godt tilfredse med blot at konfiskere en andel af produktionen, som de kan tildele deres politiske allierede. I jagten på at opnå en lind strøm af dejlige penge, der er konfiskeret fra kapitalisterne og deres medarbejdere, er politikerne nervøse for, om de kan blive genvalgt, hvis de skræmmer store etablerede virksomheder væk. Risikoen for at blive smidt på porten af vælgerne i perioden efter kapitalisterne er flygtet fra socialismen, opfatter politikerne som for stor.

Ifølge Dragsted er kapitalisten kortsigtet og grådig. Kapitalisterne bærer heller ikke tab i Dragsteds bog – han skubber tabene over på medarbejderne som arbejdsløshed, eller på skatteyderne igennem hjælpepakker. Det er ikke et overbevisende argument, Dragsted fører her. I økonomisk teori forklares løndannelsen som et resultat af frivillige udvekslinger i markedet, hvor kapitalisten på den ene side ikke kan betale arbejderen mere end hans produktivitet, mens han på den anden side heller ikke kan slippe afsted med at betale mindre, end hans konkurrenter vil betale for arbejderen. Sagt på en anden måde ligger arbejderens løn et sted i spændet mellem hans produktivitet og konkurrencen på arbejdsmarkedet mellem kapitalister, der efterspørger den samme specifikke arbejdskraft.

Hvis arbejdsgiveren kan betale arbejderen væsentligt mindre end hans produktivitet (han udbytter arbejderen), er det fordi, konkurrencen på markedet er for svag. Det kan kun foregå i en kortere periode, da andre kapitalister kan betale arbejderen en lille smule mere og tiltrække ham for at udnytte ham i deres virksomhed. Jo flere kapitalister der forsøger at overbyde hinanden, jo tættere på arbejderens produktivitet bliver hans løn. Skulle kapitalisten udnytte arbejderen, ville det være langt mere gunstigt blot at reducere arbejderens løn. Hvis han bliver fyret kan kapitalisten vel ikke længere drage fordel af ham? Så vi må spørge Dragsted, om det er rimeligt at tro, at kapitalisten ville fyre medarbejderen i stedet for at reducere hans løn?

Et andet punkt er, at det ikke er alle kapitalisterne, der får gavn af hjælpepakker, fx under nedlukningen i coronapolitikken. Det er oftest de større virksomheder, der har gode politiske forbindelser, der får den største andel af hjælpepakkerne (som de som skatteyder også er med til at betale for). Det hjælper dog ikke de mindre velforbundne kapitalister, der skal kæmpe mere for at få del i hjælpepakken, eller de endnu mindre endda, der måske helt fravælger at søge hjælpepakker, fordi det er for bureaukratisk og kompliceret. Det står ikke altid mål med indsatsen at søge hjælpepakker for den lille iværksætter.

Men selv hvis det var kapitalisterne, der var initiativtagerne til hjælpepakkerne og dermed skubbede omkostningerne over på skatteyderne, hvad skulle standse de demokratiske virksomheder i at gøre det samme?

I Dragsteds bog mangler også beskrivelsen, der følger af den oprindelige definition af kapitalisme, af konkurrence mellem kapitalisterne. I Dragsteds overordnede historie holder kapitalisterne altid sammen og går mod demokratiet eller arbejderne i en fælles kamp. I Dragsteds fortælling finder vi altså nogle mangler, som kort sagt er bemærkelsesværdige – et fravær af konkurrence mellem kapitalister, risikoen ved at være virksomhedsejer og de økonomiske tab, der skal bæres af ejerne af produktionsmidler, når de fejlvurderer markedets fremtidige priser.

Et sted i Dragsteds bog omtaler han olieudvindingen i Nordsøen (s 51-54), hvor han ganske korrekt påpeger, at Mærsk har sikret sig gunstige forhold med sine politiske forbindelser, som bl.a. udmøntes i støtte til de partier, der arbejder for Mærsks stilling. Det er en helt igennem interessant passage, hvor Dragsted beskriver et eksempel på den magt, som det politiske magtcentrum kan yde til et mindretal af befolkningen på bekostning af flertallet af befolkningen. Der er midlertid to punkter, hvor jeg ville gøre indsigelser. For det første antyder Dragsted, at Mærsk betaler for lidt i skat for at udnytte oliefelterne i Nordsøen. Dragsteds betragtning hviler i hans grundlæggende opfattelse af, at alle naturresurser er fælleseje. Her er jeg helt uenig. Jeg ser alle naturresurser som uejede, indtil de er inddraget til privat ejendom. Når de er legitimt inddraget til privat ejendom, regulerer markedet profit og udnyttelsens hastighed og dybde. Hvor hurtigt skal olien hentes op? Hvor meget af den teknisk tilgængelige olie er økonomisk at udvinde? Disse beslutninger afgøres af den private ejendomsbesidder under hensyntagen til markedets priser, og pålægges han at betale skatter til staten, snydes forbrugerne, ejerne og medarbejderne for, hvad de kunne have fået på markedet.

Men et andet punkt, som også er væsentligt at bringe op i forbindelse med olieudvindingen og de politiske tjenesteydelser til den store virksomhed. I Dragsteds version af kapitalisterne, arbejder den kapitaliske magt altid sammen mod demokratisk magt. Men netop i tilfældet af olieudvinding i Nordsøen er der en meget lærerig historie. I en af de senere omlægninger af beskatning af Nordsøolien, sikrede Mærsk sig en ny konkurrenceforvridende fradragsret. Skattereglen var den, at al afskrivning højst kunne løbe 4 år. Herefter kunne man ikke længere afskrive investering ud af sin indkomst. For en veletableret deltager på oliemarkedet som Mærsk, der havde en stor indtægtsstrøm fra bestående produktionsenheder betød sådan en reduceret afskrivningsregel ikke noget. Til gengæld blev nye spillere på oliemarkedet i Danmark effektivt blokeret fra at deltage. Investeringer i oliesektoren er meget omkostningstunge og projekterne tager ofte årevis fra den første investering er sat ind til at olien begynder at give indtægter. Effekten blev den, at en interesseret investor i Nordsøen, Bayern Gas, med de nye regler blev udelukket fra at komme ind på markedet. Men det var skatteminister Holger K. Nielsen ligeglad med, da han spillede skuespil for pressen og fingerede nogle løse påstande om nye gunstige vilkår for investering i Nordsøen, da han blev bekendt med Bayern Gas beslutning om at trække sig fra udbudsrunden. Skatteaftalen blev forresten indgået sammen med enhedslisten.

Den nødvendige stat og politiske magt

Dragsted er dog så venlig at nævne, at “Selv de største modstandere af offentligt ejerskab er enige om, at der er visse områder af økonomien, fx forsvar, politi og retsvæsen, som staten bør drive. og på den vis inkluderer han sandsynligvis, at der skal være et politisk magtcentrum i en kapitalistisk økonomi.

Men den liberale tradition jeg identificerer mig selv med går ikke med på Dragsteds (og i øvrigt de fleste liberales) præmis om statens nødvendighed. Hans-Hermann Hoppe erklærer ganske nøgternt, at konklusionen om statens nødvendighed er en logisk selvmodsigelse for den liberale filosofi. Det er en af fejlene ved den klassiske liberalisme.

Liberalism’s erroneous acceptance of the institution of government as consistent with the basic liberal principles of self-ownership, original appropriation, property, and contract, consequently led to its own destruction.
First and foremost, it follows from the initial error concerning the moral status of government that the liberal solution to the eternal human problem of security – a constitutionally limited government – is a contradictory, praxeologically impossible ideal. Contrary to the original liberal intent of safeguarding liberty and property, every minimal government has the inherent tendency to become a maximal government.

Once the principle of government – judicial monopoly and the power to tax – is incorrectly accepted as just, any notion of restraining government power and safeguarding individual liberty and property is illusory.

Fratrækker vi således nødvendigheden af staten og dermed af det politiske magtcentrum, kan vi nå til konklusioner om den “rene kapitalisme”, der ikke inkluderer risikoen for, at rigmænd køber politikernes tjenester til at mele deres egen kage.

Kapitalisten som diktator

Men det værste ved kapitalisten, tror jeg, Dragsted mener, er at han er diktator over medarbejderne. Dragsted bringer en forfatter frem i bogen, som hedder Elizabeth Anderson. Hun gengiver et meget lidt flatterende billede af kapitalistens position i forhold til sine medarbejdere, som Dragsted citerer:

“Forestil dig en regering, der tildeler alle borgerne en overordnet, som de skal adlyde og følge ordrer fra. Den overordnede bestemmer love og regler og kan ændre dem efter forgodtbefindende. Og borgerne har i de fleste tilfælde ingen mulighed for at gøre indsigelse (…) De overordnede kan sætte skarpe rammer for påklædning og frisurer. Og de kan med relativt få begrænsninger frit overvåge borgerne for at sikre, at de følger ordrerne, fx ved at kigge med i mails eller aflytte telefonsamtaler. (…) Styreformen er diktatorisk. I nogle tilfælde er diktatoren udpeget af et oligarki, i andre tilfælde er han selvudnævnt. (…) Ville vi anse mennesker, der var underlagt denne form for regering, for at være frie individer?” spørger Anderson og peger på, at det, hun beskriver, jo blot er virkeligheden på de fleste amerikanske arbejdspladser.

Anderson er ikke bange for at bruge begrebet diktatur om relationen mellem lønmodtager og arbejdsgivere. Hun peger på, at det, der kendetegner et diktatur, netop er, at borgerne (her de ansatte) er underlagt diktatorens (her arbejdsgivernes) autoritet, og at magtudøvelsen og autoriteten ikke er forankret i nogen demokratisk proces.

Liberalisternes svar på denne type kritik er ofte at pege på den klassiske liberalismes idéer om kontraktfrihed; At der ikke kan være tale om et diktatur, når lønmodtageren altid har friheden til at sige op. Anderson giver ikke meget for det argument: “Det er som at sige, at Mussolini ikke var diktator, fordi italienerne havde mulighed for at emigrere”

Dragsteds fremstilling af kapitalisten som enerådig, diktatorisk og selvbestaltet er jo på en måde korrekt. Arbejdsgiveren fastlægger reglerne for arbejderne i hans virksomhed, og da han må sikre sig, at medarbejderne ikke stikker af med produkterne, sælger virksomhedens forretningshemmeligheder, eller på anden vis udfører arbejde, der skader virksomheden, forsøger arbejdsgiveren at sikre sig mod disse begivenheder ved bl.a. at overvåge, kontrollere og bestemme. Det lyder alt sammen meget negativt, og hvis han virkelig var en diktator, kan man jo spørge, hvorfor ikke de fleste arbejdere selv søger at blive selvstændige i en fart. Svaret er, naturligvis, at arbejdsgiveren ikke er en diktator i klassisk forstand. Forskellen er, at hvor de fleste diktatorer har et skattevæsen, et politi og et retsvæsen til sin rådighed, har arbejdsgiveren ikke andet end et tilbud om at betale medarbejderen en løn, hvis han vil være så venlig at arbejde under de tilbudte betingelser. Arbejdsgiveren er en “diktator” under kontraktuelle forhold, der påvirkes af hans og medarbejdernes økonomiske incitamenter. Arbejdsgiveren kan ikke opsætte regler, der påfører medarbejderne en følt omkostning, der ikke opvejes af arbejdsgiverens tilbudte løn og andre arbejdsforhold. Det kontraktuelle forhold hviler i arbejdsgiverens og medarbejderens økonomiske beslutninger, der hviler i gensidige kontraktforpligtelser, fx overførsel af penge fra arbejdsgiver til medarbejder til gengæld for en vis ydelse af arbejdskraft.

Ingen diktator, jeg har hørt om, betalte sine undersåtter for deres anstrengelser. Ingen diktator udfærdigede kontraktuelle dokumenter, som gav undersåtten mulighed for at beholde sit hus, bil, familie og ejendele, hvis undersåtten valgte at indgå en kontrakt med en anden. Selvom der er ligheder i måden som arbejdsgiveren fastlægger reglerne for medarbejderen, er sammenligningen med en diktator ganske voldsom og for den liberalt sindede person fuldstændigt forskruet. Kontraktfriheden giver medarbejderen mulighed for at finde en anden arbejdsgiver, som Anderson ganske vist ikke giver meget for, men medarbejderen kan af sin udbetalte løn spare sammen til at starte sin egen virksomhed. Den mulighed giver en rigtig diktator ikke sine undersåtter – i stedet plyndrer han dem i skat, kommanderer dem omkring ved brug af politiets og (i nogle tilfælde med) lovens tvang. Diktatoren frihedsberøver sine politiske modstandere, der end ikke behøver at have overtrådt loven (eller reglerne), som diktatoren har opstillet. Den ægte diktator arbejder i vid udstrækning under politiske incitamenter, hvor tvang (dvs. i klassisk liberalistisk filosofi defineres tvang som trusler om vold mod den fysiske integritet af borgernes krop, eller ejendom) mod befolkningen er et gennemsyrende fænomen.

Kapitalisterne er de få rigmænd

Kapitalisterne, stik modsat Dragsteds postulater, er en heterogen gruppe, der er meget stor i Danmark. Igennem pensionssystemet, privat opsparing og iværksætteri er mange almindelige danskere, lønmodtagere pensionister og iværksættere, medinvestor i de store virksomheder, der er børsnoterede. Dertil kommer den lille gruppe af meget rige investorer, som Dragsted vælger enøjet at fokusere på. Vinklingen som Dragsted lægger frem, giver læseren indtryk af, at det kun er den lille gruppe af ekstremt rige mennesker, som ejer virksomhederne. Dragsted påstår, at de udbytter det store arbejderflertal og da de er et mindretal kan de derfor let kanøfles uden nævneværdige demokratiske problemer.

De ekstremt rige har ikke mange fællestræk med de fleste danskere. De bliver let genstand for misundelse, de har et højere forbrug, en mere luksuriøs livsstil, flottere biler, større huse osv. Det kan også være, at de opfører sig arrogant overfor andre mennesker. Det kan være, de ikke har bygget deres rigdom selv, men har arvet deres formue og det kan være, at de driver virksomheder på en måde, som vi som almindeligt menneske ikke ville stå inde for med god samvittighed. Nogle af dem nyder sågar godt af statens beskyttelse mod konkurrence, fordi de er særligt godt forbundet til det politiske system. Men på trods af alle de potentielle indvendinger mod ”de rige” er det stadig ikke en god idé at tage deres ejendom fra dem. Først og fremmest, fordi det er deres private ejendom, der er opnået ved utallige frivillige handler i markedet. Som udenforstående skulle vi, udover at nægte rigmandens ret til sin formue, også nægte alle rigmandens handelsparters handler med ham. Det er trods alt igennem sine modparter i alle sine transaktioner, at rigmanden er blevet en rigmand.

Skal vi tage den pragmatiske hat på, i stedet for den liberalistiske, kan vi også ty til økonomisk teori og forklare, at de riges ejendom, bl.a. som er bundet i kapitalgoder i virksomheder, tjener en social funktion for markedsøkonomien. Den rigmand som ejer en skofabrik, kan ikke anvende fabrikken udelukkende til at dække sit eget forbrug, men producerer i stedet sko til markedet. Som forbruger af sko nyder vi derfor godt af, at kapitalisten ejer skofabrikken. Vi kan købe et par sko uden at spare op til en hel fabrik – eller lave dem selv. Det er også kapitalistens ansvar at lave gode sko, da han er i konkurrence med andre skofabrikanter, som alle forsøger at matche forbrugernes præferencer for pris og kvalitet. Rigmanden tjener kun penge på fabrikken ved at foretage succesfuld spekulation i hvilke sko, forbrugerne ønsker. I hans egen interesse er han drevet til at tilfredsstille forbrugeren og guides af markedet til at investere sin kapital og tilrettelægge design og produktion af sko på en socialt gunstig måde. Tog vi rigmandens fabrik fra ham, mister samfundet bidraget fra en vigtig person, som har bevist sin dygtighed i at tjene forbrugeren.

Dragsted finder det heller ikke nødvendigt at omtale, at markedsøkonomien hviler på frivillige udvekslinger, som kommer begge parter til gode. Dragsted omtaler på s. 248, at markeder er baseret på frivillig udveksling, men drager ikke den essentielle indsigt heraf, at udvekslingen var gensidigt fordelagtig. Uden denne indsigt i markedsøkonomien kan man let kritisere dens resultater, fordi man kan se nogle udvekslinger, man ikke selv forstår, eller mener er kritisable.

Igennem forståelsen af den gensidige fordelagtighed ved markedet kan man også bedre forstå og tolerere ulighed som fænomen. Vi værdsætter forskellige ting i livet, vi har forskellige talenter, energi og effektivitet og med muligheden for at udnytte ens personlige fordele i markedet kan de iboende forskelligheder observeres som ulighed. Men det vil være mere præcist at sige, at den naturlige menneskelige ulighed får lov til at spille sig ud igennem markedet på en måde, som kommer alle deltagerne til gode. Den dygtige iværksætter eller arbejder bliver belønnet for sin indsats af de parter, han indgår samarbejde med. Uligheden skabes ikke af systemet, han arbejder i, så meget som den skabes af personens egenskaber, herunder hans medfødte talenter, tendens til at være heldig og sans for forretning.

Men netop i de frivillige udvekslinger ligger også et krav. Hvis ulighed opstår igennem tvungne udvekslinger, fx med subsidier fra skatteyderne, privilegier mod konkurrence, toldmure eller mange andre måder, hvor den private ejendomsret krænkes, så er det naturligvis en anden sag. Ulighed som resultat af statslig indblanding i markedsøkonomien kan og bør kritiseres. Men for en liberalist er ulighed som generelt fænomen og i sig selv ikke et problem. I stedet fokuserer han på, at processen, der fører til uligheden, respekterer den private ejendomsret fuldt ud.

Markedssocialismen

Midt i al kritikken af kapitalismen, fremhævelsen af fælleseje, lighed, profitdeling og demokratiske rammeplaner, ramler man ind i Dragsteds diskussion om markedet for forbrugsgoder. Hvis det er muligt at få piskesmæld af at læse en bog, så sker det på side 273 i et citat fra Preben Wilhjelm, der kalder markedsmekanismen på forbrugsgoder ”genial” og ”ultrademokratisk”. Forbrugerne træffer de mikroøkonomiske beslutninger, der guider virksomhedernes produktion. Hvorfor denne ”geniale” og ”ultrademokratiske” mekanisme ikke tillades at fungere for køb af sundhedsydelser, psykologydelser, børnehaveydelser, skoleydelser og en lang række andre ”fælles forbrugsgoder” kan synes besynderlig. Hvorfor kun gøre nærigt brug af mekanismen, hvis den er så god?

I markedssocialismen konkurrerer producenterne mod hinanden for at producere produkter, forbrugerne ønsker. Men producenterne skal have kapital bl.a. for at reagere hurtigt på forbrugernes ønsker, ny teknologi, eller ændringer i produktionsstrukturen forårsaget af ydre faktorer. Men investeringer fra statsfonden kræver, at der er et flertal bag dem. Så hvem skal have kapital?

Man kan spørge sig selv, om en demokratisk investeringsfond ville turde skyde penge i progressive iværksættere, der fremsætter deres idéer? Tænk på mænd som Martin Thorborg (bl.a. Jubii), Janus Friis (bl.a. Skype) og Klaus Riskær Pedersen (bl.a. CyberCity), som alle var meget fremsynede iværksættere. Nu kan vi se, at det var en god investering at give dem kapital, men når man skal tage beslutningen om at give kapital eller ej, husker man også på, at man risikerer at finansiere en Stein Bagger.

Flertallet af danskere er knapt så interesserede i at tage risiko, som en iværksætter er det, og derfor kan vi måske bedst forestille os en meget konservativ investeringsstrategi for den statslige investeringsfond. Ydermere risikerer vi meget vel at miste en del af markedets dynamik, da en koalition af de største virksomheders medarbejdere kan opnå flertal og sikre sig kapital fra fonden, uanset hvad mindretalsforbrugerne mener om det. Det fører til kapitaludsultning af virksomheder, der producerer produkter for mindretallet.

I kapitalismen kan investorer og iværksættere (heldigvis) være ligeglade med flertallet. De ejer deres egen personlige kapital og kan samarbejde, hvis de kan blive enige. Sådan er mange skøre projekter startet op og deres produkt er siden blevet hvermandseje. Mange af projekterne er også kuldsejlet, og det er en kunst at udvælge, hvilke produkter forbrugerne vil betale en tilstrækkelig pris for. Takket være enkelte risikovillige og excentriske investorer har innovative iværksættere kunnet skaffe kapital til projekter, som siden har vist sig at være meget populære blandt forbrugerne. Fraværet af demokratiske investeringsbeslutninger er en af årsagerne til, at forbrugerne nyder et væld af produkter på det kapitalistiske marked, der tilgodeser ganske små minoriteters ønsker.

Den nordiske socialismes demokrati

Det er igennem demokratiet, at beslutningerne gavner flertallet og opnår den af Dragsted ønskede status som bæredygtig og langsigtet. Essensen er, at demokratiet indfanger alle vælgernes præferencer og lader et flertal afgøre, hvilken præference skal tilgodeses. Men der er problemer med det næsten universelt accepterede udgangspunkt. Flertalsbeslutninger blev analyseret af nobelprisvinderen Kenneth Arrow i 1950’erne, og det opsigtsvækkende ved Arrows analyse er, at flertalsbeslutninger kan give udfald, der er stik modsat de bagvedliggende præferencer. Man kan altså ikke konkludere, at når flertallet har talt, har de fleste fået, hvad de ønskede.

Helt basalt er der også afgørende forskel på at stemme og på at indgå i kapitalistiske kontrakter. I stemmeboksen kan man vælge uden at levere de goder, der skal bruges til at gennemføre valget. Hvis man fx ønsker en større skattebyrde, så kan man vælge det, uden at man selv bærer omkostningerne. Dem kan du skubbe over på andre, hvis du indgår i en koalition af ligesindede, der har fundet et mindretal, de kan kanøfle. Der er ingen økonomisk grænse for de udgifter, du kan påføre andre i stemmeboksen, da beslutningen ikke er af den økonomiske slags, der hviler i frivillige og gensidige aftaler. I stemmeboksen fremkommer i stedet en politisk beslutning, der kan tvinges igennem med politiet og retsvæsenets vold.

Set i det lys bliver “økonomisk demokrati” netop den frygtelige dystopi, at man ikke kan eje noget i fred længere. At man ikke kan vide sig sikker på, at det nytter noget at anstrenge sig i et forsøg på at forbedre sit liv. Opsparing vil være meningsløst, når man ikke kan nyde gevinsten af sin investering. At man i stedet for at eje sin egen kapital kan allokere kapital i de gigantiske demokratiske fonde uden at bære omkostningerne og derfor uden at vide, hvad alternativomkostningen er. Det er en meget farlig situation for en økonomi at komme ud i. Uden erkendelse af omkostning og alternativomkostning kan den økonomiske aktør ikke rationelt allokere kapitalen. Det er et af de væsentligste problemer ved socialismen, at det fælles ejerskab udsletter muligheden for at erkende omkostninger og alternativomkostninger ved investeringer. Hvis det bliver et gennemsyrende fænomen, vil produktionen hurtigt kollapse i mangel på økonomiske beregninger og incitamenter til at yde en indsats.

Et af Dragsteds postulater er, at flertallets beslutninger er mere langsigtede i forhold til kapitalistens. På intet tidspunkt forklarer Dragsted, hvorfor det skulle forholde sig sådan. Det er svært at forestille sig, medmindre Dragsted mener, at medarbejderne bliver mere langsigtede af at blive ejere af virksomheden. I dag forudbetaler kapitalisten medarbejdernes løn og underleverandørernes varer og venter på, at forbrugerne køber hans produkt. I sammenligning mellem kapitalist og medarbejder er det kapitalisten, der træffer de mest langsigtede beslutninger. Overdrages virksomheden til medarbejderne, kan vi modsat Dragsteds postulat forvente, at beslutningerne bliver mere kortsigtede.

Dragsted er dog opmærksom på, at den enkelte virksomhed kan tilsidesætte almenvellet og agere i sin egen snævre interesse. Han fremhæver bl.a., at andelsselskaberne ikke var dydsmønstre. De gav ikke altid medarbejderne bedre forhold eller forurenede mindre i åer og vandløb end deres kapitalistiske søskende. Derfor bør virksomheder være underlagt en overordnet styring fra folketinget.

Rammeplanlægning

For den danske økonomi som helhed skal en demokratisk planlægning sætte rammerne for udviklingen, tæmme klimaproblemerne og sikre lighed i samfundet. Rammen skal fastlægges demokratisk på Christiansborg og indenfor den ramme, kan den enkelte virksomhed vælge, hvordan den vil agere. Rammeplaner fra Christiansborg er velkendte, men er ikke gode per definition.

”Det var ikke rigtig socialisme”, siger venstrefløjen ofte, når den konfronteres med de socialistiske staters miserable resultater. Men mon ikke også Dragsted må benægte fortidens demokratiske beslutninger som ”ikke rigtigt demokratiske”, når vi graver i historiens bog og finder, at netop den højt besungne socialdemokratiske vækstpolitik i efterkrigstiden skabte de største forureningskatastrofer i danmarkshistorien. Katastrofer, som vi 60 år senere stadig diskuterer, hvem skal betale for, og hvordan skal løses. Cheminova og Grindstedværket var tandhjul i datidens socialdemokratiske maskine, der sigtede på fuld beskæftigelse i alle landsdele. Virksomhederne fik af regeringen tilladelse til at forurene hhv. Harboøre Tange og Grindsted Å eller Kærgård Klitplantage, og fulgte dermed bare den demokratiske rammeplan.

Deleøkonomi

Dragsted erklærer, at det er spild af resurser, at vi hver især har værktøj, som vi sjældent bruger. Det meste af tiden ligger værktøjet bare og flyder og bliver ikke taget i produktiv anvendelse. Det er meget mere effektivt at det flyttes til lokale værktøjslagre, der har det liggende til udlån, så resurserne cirkulerer fra opgave til opgave og i mindre grad ligger stille og venter på at blive brugt. Dragsted foreslår at oprette værktøjsbiblioteker, som kendes fra Toronto, til at mindske resursespildet og sætte resurserne i arbejde i højere grad.

Det er ikke ressourcemæssigt muligt eller ansvarligt at fortsætte en model, hvor vi hver især ejer identiske kopier af redskaber og brugsgenstande, som vi kun bruger ganske sjældent. Her kan vi bygge videre på vores tradition for folkebiblioteker ved at etablere offentlige værktøjsbiblioteker, hvor borgere kan låne boremaskiner, græsslåmaskiner, hækkeklippere og andre typer værktøj.

På overfladen lyder det også ganske fornuftigt at udnytte resurserne bedre ved at dele plæneklipperen med andre. Ganske vist kan vi hver især have vores egen præference for plæneklippere, som naboerne måske ikke deler, og samtidigt have en ejerfornemmelse over plæneklipperen, som vi passer bedre på, da alle omkostninger til vedligehold og reparation påhviler os selv. Så i udgangspunktet kan vi måske ikke få den plæneklipper, som vi bedst kan lide, hvis vi skal dele med andre. Vi risikerer måske også, da man deler omkostningerne til vedligehold og reparation med andre, at man ikke i så høj grad som ellers passer på plæneklipperen. Det kan vi også se med biblioteksbøger, som ofte skal forstærkes og pakkes særligt ind, hvis den skal holde til et par års udlån og transporten frem og tilbage i poser, tasker, kasser osv.

Men ved nærmere eftertanke virker det besynderligt. Hvis der er så store resurser at spare, hvorfor har vi ikke allerede gjort det? Hvorfor skal vi have Pelle Dragsted til at fortælle os, hvordan vi sparer penge? Måske er der alligevel gode argumenter for, at vi har hver vores værktøj og hver vores brugsgenstande. Vi kan starte med at stille spørgsmålet: Hvorfor skulle der være resursespild forbundet med, at vi hver især har vores egen plæneklipper stående? Resurser bliver vel ikke spildt, når det der faktisk foregår er, at man sparer på dem?

Men skulle det være tilfældet, at det er spild af resurser, så har markedet allerede en løsning på problemet med at dele værktøj med hinanden. Løsningen kan dog mere end bare at dele værktøjet – på markedet findes virksomheder, som sender en specialist i brugen af værktøjet med ud. Håndværkere. De har specialbyggede biler og medbringer et bredt udvalg af værktøj i professionel kvalitet, der kan tåle at blive brugt intensivt. Det værktøj er de vant til at bruge, og de kan hurtigt løse opgaverne indenfor deres fagområde.

Der er også en væsentlig værdi i at have værktøj til rådighed selv. Plæneklipperen hjemme hos os bruges i omtrent 20 minutter ad gangen. Der skal ikke mange minutters arbejde til, før det vil være en uforholdsmæssig stor omkostning, hvis vi skulle køre ned og hente den. Først skulle traileren sættes på bilen, derefter køreturen hen til “biblioteket” og tilbage – og tilbage igen efter endt brug. Når vi henter den, kender vi heller ikke standen på plæneklipperen. Skal den vedligeholdes inden den kan bruges? Er knivene skarpe nok? Disse spørgsmål kan vi straks besvare, når vi ejer plæneklipperen selv. Vi kender standen på den, den er let at tage i anvendelse og aflevere igen.

Alternativt kunne Dragsted foreslå, at plæneklipperne går på tur blandt naboerne, så den roterer rundt fra nabo til nabo med minimal transport og besvær. Men det hjælper ikke på problemet med at pleje sin plæne på den måde, man selv finder mest fordelagtig. Nogle vil gerne slå plænen et par gange om ugen, mens andre mere afslappede typer foretrækker at lade stå til i en uge eller to og derefter slå den. Ofte er det også problematisk at passe plæneklipning ind i en hektisk hverdag i kombination med vind og vejr. Når der lige er 20 minutter til rådighed og vejret har holdt tørt i en dag eller to, så er det god timinig at få ordnet plænen. Vil delesystemet kunne tillade det? Hvor mange plæneklippere skal der til, når der ofte sker det, at de gunstige betingelser for at slå plænen oprinder samtidigt? Biblioteket skal have rigtig mange plæneklipperne stående, hvis tilfældet bliver, at mange vil slå plænen på samme dag.

Men udover det er det også med meget store forbehold, at det skulle være mindre effektivt, at vi hver især har vores egen plæneklipper stående, som vi sjældent bruger. Fabrikanterne af plæneklippere ved udmærket, at vi sjældent bruger plæneklipperen. De minimerer derfor resurseforbruget til produktionen af plæneklippere for at tilpasse produktet med den brug, de regner med forbrugerne udsætter det for. Hvis vi pludseligt begynder at bruge plæneklipperne langt mere intensivt, som vil ske, hvis vi deler det mellem flere mennesker, ville de blive slidt hurtigere op. Fabrikanterne skal således producere lige så mange plæneklippere som før, men i stedet for at plæneklipperne står og har en lang levetid hos mange ejere, vil levetiden blive langt kortere hos færre ejere. Men i sidste ende vil det være nødvendigt at opretholde produktionen af plæneklippere, for det er samme mængde græs, der skal klippes som før.

Det siger vel nærmest sig selv? Plæneklippere, der måske er designet til ca. 1000 driftstimer, vil ikke holde de gængse 20 år, hvis den deles af flere personer. I stedet slides plæneklipperen op hurtigere ved at dele den med andre.

Der er ganske enkelt ikke de store gevinster at hente ved at dele plæneklippere med flere personer. Teknologien til at producere plæneklippere med en velberegnet levetid er så forfinet, at producenterne ikke skyder vildt over deres mål. Det var måske sandt i gamle dage, men her ville plæneklipperne også være dyrere og give ejerne et incitament til at dele dem med hinanden. Plæneklippere i dag koster næsten ingen penge. De er billige, fordi materialerne er billigere og designet er mere effektivt til deres brug. Der er formentlig ingen reduktion at hente ved at dele plæneklipper og andet værktøj med andre, selv hvis det ikke bliver behandlet mere skødesløst af brugerne end før.

Ejerskab

Et af de essentielle elementer i økonomien er ejerskabet til produktionsmidlerne. Det er netop på dette punkt, at socialister og liberalister er meget uenige. Pelle Dragsted skriver sådan om ejerskab:

Ejerforholdet i økonomien er selve hjerterytmen i ethvert samfund. Hvem der ejer kapital, produktionsapparat og jord, er et af de vigtigste spørgsmål for at forstå, hvordan et økonomisk system fungerer. De, der ejer og styrer en virksomhed, bestemmer, hvordan arbejdet tilrettelægges, hvad der skal produceres, ikke mindst hvordan overskuddet skal bruges og fordeles.

På sin vis er jeg enig med Dragsted i, at det er vigtigt for forståelsen af økonomiens funktion at vide, hvem der ejer produktionsmidlerne. Men væsentligst for en liberalist er ikke slutresultatet, hvordan ejerskabet fordeler sig, men hvordan processen i systemet fungerer. Det er i vid udstrækning ligegyldigt, hvem der ejer produktionsmidlerne, så længe vi taler om en fri markedsøkonomi, hvor alle transaktioner foregår frivilligt og den private ejendomsret bliver respekteret. Dragsted kommer også med en observation, som på overfladen virker rigtig. Det er ejeren af virksomheden, der bestemmer, hvordan virksomheden skal drives. Men det er ikke hele historien om ejerens forhold til produktionsmidlerne i hans ejerskab. For med de frivillige transaktioner og den private ejendomsret er ejeren af en virksomhed underlagt markedets priser, underleverandørernes leverancer og forbrugernes efterspørgsel, som han skal tage hensyn til i sine beslutninger. Beslutningerne er med andre ord indsnævret i den forstand, at ejeren skal følge forbrugernes efterspørgsel og markedets priser, hvis han vil forblive ejer af virksomheden. Tilsidesætter ejeren hensynet til forbrugerne, medarbejderne eller underleverandørerne, mister han penge hurtigt, og ændrer han ikke sin adfærd fratager markedet ham hans ejerskab til virksomheden i en konkurssag.

Ludwig von Mises siger det ganske godt i følgende passage:

The direction of all economic affairs is in the market society a task of the entrepreneurs. Theirs is the control of production. They are at the helm and steer the ship. A superficial observer would believe that they are supreme. But they are not. They are bound to obey unconditionally the captain’s orders. The captain is the consumer. Neither the entrepreneurs nor the farmers nor the capitalists determine what has to be produced. The consumers do that. If a businessman does not strictly obey the orders of the public as they are conveyed to him by the structure of market prices, he suffers losses, he goes bankrupt, and is thus removed from his eminent position at the helm. Other men who did better in satisfying the demand of the consumers replace him.

Det er netop den markedsproces i det private ejerskab, de frivillige interaktioner, beskyttelsen af hver persons private ejendom, der gør markedsøkonomien til det optimale sociale system. Pga. frivilligheden er hver person stimuleret til at søge at tjene sine medmennesker i et forsøg på at nå sine egne mål. Hvis du skal have en kunde til at købe det, du sælger, skal du tilbyde ham noget, han gerne vil have. For ellers siger han bare nej, og du står tilbage med et produkt, du ikke selv vil have. Det private ejerskab betyder i den sammenhæng, at hvis du begår fejl i din vurdering af, hvilke produkter der skal produceres, så hviler fejlen på din skulder. Da det er din private ejendom, må du selv bære tabene ved dine fejl. Essentielt er det netop det private ejerskab, der sikrer, at man kun bærer omkostningerne ved sine egne beslutninger (hvis vi for en stund ser bort fra kriminalitet) og selv høster gevinsten ved dem. Derfor er det private ejerskab essentielt for et produktivt samfund. Det stimulerer enhver til at gøre sit yderste for at tjene andre.

I den nordiske socialisme skal det private ejerskab ikke fortsætte. Det skal i stedet fællesgøres, men på en måde, så ingen i realiteten ejer noget produktionsmiddel. Man må ikke sælge sin andel af en virksomhed eller en fond (det vender vi tilbage til i næste afsnit) og man skal betale meget høje skatter, hvis man vil fortsætte at drive en privat virksomhed og gøre brug af den socialt gunstige private ejendomsret. I den nordiske socialisme spredes ansvaret for fejlene ud på hele samfundet, ligesom fortjenesten ved succes spredes ud. Det reducerer hver persons incitamenter til at anstrenge sig, da påvirkningen af egne fejl på en selv bliver mikroskopiske, mens det også fratager gevinsten ved succes, der ligeledes også bliver mikroskopisk. Alle de signaler til individet, der først skal igennem den store demokratiske maskine, bliver divideret med 5,8mio og ethvert feedback til investoren, arbejderen, lederen osv i hans handlinger i produktionsprocesserne bliver derfor fjernet. Hvad skal han reagere på, når signalerne bliver så utydelige?

I et samfund uden klare signaler til at guide produktionen kan vi kun forvente at se opbremsning af innovation, fremdrift, initiativ og virkelyst. Alt bliver så afdæmpet og kedeligt, at jeg ikke kan forestille mig, at nogen gad gøre en indsats udover de ganske få, der er ideologisk motiveret til det. Der vil ikke være nogen belønning for at gøre en ekstraordinær indsats. For at tænke i nye baner og tage en risiko på et nyt produkt. Al overskud skal deles igennem fondene, som enten ejes af medarbejderne eller af borgerne i fællesskab. Allerede i dag eksisterer incitamentsproblemerne i private virksomheder med mange medarbejdere. Hvordan stimulerer man bedst sine medarbejdere til at være initiativrige, iværksætte nye projekter og finde innovative løsninger på problemer? Det er en konstant udfordring i virksomhederne. Hos nogle findes en bonusordning, hos andre er det muligt at få en anerkendelse for en ekstraordinær god indsats, der er løntrin og titler og mange forskellige måder at lokke medarbejderen til at yde sit bedste. Men uanset udfordringen kan man i det mindste selv vælge, hvilken type virksomhed man vil arbejde i, hvor man vil investere osv. i et forsøg på at tjene markedet og sig selv. Men det kan blive ganske svært at se nogen årsag til at gøre sådan i den nordiske socialisme, da ejerskabet skal fællesgøres i fondene og beskatningen af kapital skal hæves ganske betragteligt (mere herom senere).

Det private ejerskab giver plads til netop den pluralistiske økonomi, som Dragsted postulerer, at han ønsker. Som frit menneske i den kapitalistiske økonomi vælger du selv, hvilken struktur samarbejdet med andre skal tage. Vil du være medejer i en virksomhed? Vil du være arbejder? Vil du investere i samme virksomhed, som du arbejder i? Vil du oprette et interessentskab, aktieselskab, anpartselskab, enmandsvirksomhed – mulighederne for at samarbejde er lige så rigelige, som du kan finde samarbejdspartnere til.

Essensen i den nordiske socialismes ejerskab er, at man er en midlertidig forvalter af kapitalen i virksomheden eller fonden. Man må træffe beslutninger der iværksætter de fysiske kapitalgoder i produktionsprocesserne, men da man ikke ejer kapitalen kan vi med Hans-Hermann Hoppes argumentation forudsige, hvad der vil ske. Hvert individ må træffe beslutninger, der kan skabe indkomst til ham selv, men må ikke sælge kapitalen. Da indkomsten fra kapitalen bliver hvert individs personlige indkomst (den del, der altså ikke beskattes væk af Dragsteds lighedssystem) vil individerne forsøge at maksimere indkomsten og minimere vedligeholdsomkostninger til kapitalen. Det følger ganske enkelt af, at kapitalen er fælleseje, men indkomsten efter skat er privat eje. Incitamenterne fører derfor til kapitalforbrug meget større end i forhold til situationen på et frit marked, eller endda i forhold til den handikappede kapitalisme, som vi har i Danmark i dag.

Kooperativer og medarbejderfonde

En af Dragsteds løsninger på magtkoncentrationen er at omdanne kapitalistiske virksomheder til kooperativer. Som de tidligere afsnit har vist, er jeg ganske glad for at flashe min indre reaktionære neandertaler, så lad os da starte med et citat fra vedtægterne i den første kooperative virksomhed i Danmark, som blev grundlagt i 1866 i Thisted af præsten Hans Christian Sonne. Jeg bør også kort indskyde, at Dragsted selv bringer denne historie frem i sin bog (s. 124-125), men bruger bare historien som startskud til hans egen fortælling om det gode ved kooperativer. Jeg vil gerne drage læserens opmærksomhed hen på et bestemt element ved det første kooperativ, som Dragsted glemmer at understrege.

I vedtægterne står kooperativets målsætning:

Foreningens formål er ved frivillige bidrag af medlemmerne at danne et fond, for at sætte dem istand til et fordelagtigere indkøb af livsfornødenheder.

Dragsted ønsker således ikke at følge de oprindelige vedtægter for kooperativerne, han vil have statens magt involveret til at oprette kooperativer ud af eksisterende kapitalistiske virksomheder. Det skal naturligvis foregå igennem en “fair”, parlamentarisk og demokratisk krænkelse af den private ejendomsret. Det kan naturligvis ikke accepteres, at man tvinger mennesker til at afstå deres retmæssige ejendom. Det er moralsk forkasteligt, set med liberale briller. Men naturligvis vil en socialist ikke se, at der er et moralsk problem her, for indgrebet er bare et, der bringer orden i den kapitalistiske uretfærdighed. Retten til ejendommen er, angiveligt, ganske enkelt ikke retmæssigt kapitalisternes. Ligesom en liberal ville støtte politiet i at bryde ind hos en tyv for at hente et stjålet TV, ville en socialist også se på en demokratisering af privat ejendom som en retfærdig handling, der nulstiller tidligere uretfærdige handlinger. Men på det punkt er liberale og socialister uenige.

Dragsted går dog ikke til ekstremer, da han tillader virksomheder med under 100 medarbejdere at fortsætte som før, men de store skal med lovens tvang omdannes til ”demokratiske” virksomheder, eller betale en skat så høj, at de ville ønske, de var blevet det. Hvert år skal nye aktier udstedes svarende til 2% af aktiekapitalen og foræres til medarbejderfonden. Dragsted ser ikke det store problem i denne metode, da han fremfører:

Nyudstedelsen af aktier vil udtynde eksisterende aktionærers ejerskab, men der er tale om en beskeden udtynding. Og allerede i dag oplever aktionærerne lignende udtyndinger i forbindelse med aktieoptionsprogrammer til virksomhedens ledende lag. En anden mulighed er at gøre ordningen frivillig for selskaberne, men med en særskat til de virksomheder, som ikke vil bidrage til demokratiseringen af ejerskabet. Den ekstra skat skal være af et omfang, der sikrer, at det er en økonomisk fordel for selskabet at deltage i fondsdemokratiet.

Dragsted skøjter let hen over, at aktieoptionsprogrammet er en måde at aflønne ledelsen på. Udtyndingen af aktiekapitalen i dag er altså bare den foretrukne måde at betale løn på. En måde, der er valgt af aktionærerne og bestyrelsen i et frivilligt fællesskab. Spørgsmålet er om han mener, at medarbejderne skal skæres i løn svarende til de aktier, de opnår i medarbejderfonden? Eller mener han, at fordi aktionærer og bestyrelse frivilligt vælger på generalforsamlingen at aflønne ledelsen med aktieoptionsprogrammer, at det så er det samme som at blive tvunget af staten til at afhænde aktionærernes kapital til medarbejderne? Udtyndingen vil jo være dobbelt så stor, hvis aktionærerne fortsat vil aflønne ledelsen med aktieoptionsprogrammer samtidigt med, at Dragsteds overgang til kooperationer iværksættes. Men at udtyndingen bliver dobbelt så stor, er ikke det væsentlige problem.

Det største problem er, at Dragsted vil tvinge aktionærerne til at afhænde deres kapital. For en liberalist er det den vigtigste forskel. Det er også ganske interessant at læse, at Dragsted planlægger at pålægge aktionærerne en skat så høj, at de ligefrem skulle ønske at forære deres ejendom bort til medarbejderne. Men hvordan kan det ske? Der findes ingen skat høj nok. Skatten eller foræringen til medarbejderfonden er begge ekspropriation. Hvorfor skulle man da vælge? Her er intet frit valg. Dragsteds system hviler i tvang og et frontalt angreb på den private ejendomsret.

I den kooperative virksomhed skal kapitalen opdeles i to sektioner, hvis fordeling løbende kan justeres: En ejes af medarbejdernes fond og en ejes af statens fond. Kapitalen i virksomheden må ikke sælges af hverken statens eller medarbejdernes fond og bliver derfor et investeringsmæssigt sort hul, hvorfra intet kan trækkes ud.

Formålet med kooperativer er, at virksomhedens profit bliver delt ud til fondene. Medarbejderne bliver ikke udbyttet af kapitalisten længere, men i det omfang statens fond har medejerskab, udbytter staten dem vel? Der mangler en diskussion af, hvorvidt medarbejderne ønsker at løbe risikoen som virksomhedsejere. Som medejere af virksomheden er de afhængige af et overskud, da der ellers ingen profit kan deles. Får virksomheden underskud, må medarbejderne skæres i deres løncheck, medmindre fondene træder til og dækker tabet. Det er normalt det tab, som kapitalisten dækker. Den funktion er ikke med i Dragsteds fremstilling af kapitalisten, som bliver lidt mangelfuld.

Bogen præsenterer en løsning på kapitalproblemet: En del af medarbejderfondens andel af overskuddet skal tvangsgeninvesteres i virksomheden, og derudover kan den statsejede fond investere i de kooperative virksomheder. Af de to muligheder bliver statsfonden en attraktiv måde at skaffe kapital. Kooperativer kan ganske vist hente kapital fra deres overskud, eller medarbejderfonden, men begge kommer på bekostning af medarbejdernes løn. Det økonomiske problem, at indtægterne skal deles mellem ”kapitalisten og medarbejderen” er reelt ikke løst. Derfor frygter jeg, at staten kommer til at dække tabene i kooperativerne.

Medarbejderne har stor interesse i at få så stor andel af indtægterne udbetalt som løn, særligt i lyset af Dragsteds lighedspolitik, hvor der lægges et loft på, hvor mange kroner af virksomhedens overskud, der kan udbetales til medarbejderne. Alt derudover går til statens fond. Medarbejderne vil derfor sørge for, at overskuddet er så lille som muligt ved at udbetale så høj en løn som muligt. Her mangler et klart svar fra Dragsted på, om det er op til medarbejderne at bestemme, hvad overskuddet er? For overskuddet er indtægter minus omkostningerne som fx er: løn til medarbejdere, afskrivning på kapital og betaling af husleje og underleverandører. Medarbejderne har magten til at bestemme, og får de lov til at bestemme, at når underleverandører, husleje og afskrivninger er betalt, så kan resten udbetales som løn til medarbejderne efter en fordelingsnøgle? Hvis de gør, så er reglen om en tvungen geninvestering i virksomheden intet værd, men omvendt er medarbejderejerskabet intet værd, hvis ikke de får lov til at fastlægge lønnen. Hvordan bilægger Dragsted denne konflikt?

Ser man på de danske kooperationers historie, finder vi også rigelige eksempler på, at store kooperationer havde en fin omsætning, men opbyggede ikke egenkapital til at tære på i nedgangstider, eller opbyggede noget overskud af nogen særlig størrelse. Om kooperationer i Silkeborg i 1950erne skriver Keld Dalsgaard Larsen, at kooperationerne ikke havde let ved at skabe den store fortjeneste, og giver tre årsager hertil:

  1. De søgte at være prisregulerende og søgte at gøre arbejdet billigst muligt
  2. De søgte at give medarbejderne løn og arbejdsvilkår i den gode ende af det normale
  3. Hovedparten af opgaverne kom fra liciteringer

Især punkt nummer 2 har jeg forsøgt at argumentere for vil være et stort incitamentsproblem i en kooperativ virksomhed. Medarbejderne har ikke et incitament til at opbygge kapital i virksomheden, da de ikke ejer den del af deres løn, der investeres i virksomheden, eller efterlades som egenkapital. Derfor vil de trække en højere løn ud end andre virksomheder. Og dermed udsulte virksomheden for kapital.

Da JME-Silkeborg, en af de store byggekooperationer, gik konkurs i 1972 beskriver rapporterne om konkursen, at forretningen “hele tiden [kørte] på kanten af den økonomiske risikos afgrund – der skulle ikke regnes meget galt ved et licitationstilbud, førend tabet ville få katastrofale følger” og ydermere at “overskuddet har siden 1966 ikke stået mål med risikoen. Det er intet under, at Dragsted fokuserer meget på kapitalgrundlaget i kooperationerne, som han ønsker at fremme med lovgivning og et stor statsligt fond. Men det ser jo også ud til, at der er en modvilje i kooperationerne mod at opbygge en egenkapital i virksomheden, da det kommer på bekostning af medarbejdernes løn.

Det mener Dragsted, at man kan håndtere med lovgivning, der skal tvinge medarbejderne til at geninvestere i kooperationen. Problemet med den slags er, at det er tvang. Det forsøger at modvirke et kapitalproblem, der er skabt af de ringe incitamenter i kooperationerne til at opbygge, eller bare vedligeholde, den nødvendige kapital. Det er i stedet bedre at privatisere kapitalen og skabe sunde og naturlige incitamenter til at akkumulere kapital, da det er livsnerven i et samfund, der skal kunne håndtere risiko og en “regnvejrsdag”. De naturlige og sunde incitamenter i en kapitalistisk økonomi kan man ikke skabe igennem tvang. Det burde være et af nøglepunkterne i lærdommen fra Sovjetunionens kollaps. Man får aldrig den samme menneskelige glæde og indsats ved at bruge tvang, som ved at bruge frihed under ansvar – altså privat ejendomsret.

Der er dog i Silkeborg kooperations historie et eksempel på en succesvirksomhed igennem en længere periode. Arbejdernes fællesbageri blev startet i 1907 og hyrede en professionel bestyrer til at drive bageriet. Startkapitalen blev mere end 2½ gange så stor som fællesorganisationens forretningsudvalg havde forudset. Da bageriet startede fik det omtale i Social-Demokraten og blev hyldet som en sejr for arbejderne, der nu sørgede for at forsyne sig med en væsentlig fødevare. Virksomheden havde et pænt overskud og var i stand til at lægge til side til sin egen kapitalfond og udvidede med nye maskiner osv. Bageriet blev en sådan succes, at det lykkedes at hjælpe andre arbejdere i Silkeborg, når de blev arbejdsløse. Man solgte rugbrød til de arbejdsløse til 50øre pr. 4 kg rugbrød, mens normalprisen var 88 øre. Derudover støttede man ofte de arbejdsløse med penge og andre hjælpemidler for at bringe dem igennem en periode med arbejdsløshed. Det er en rigtig fin historie om et veldrevet bageri, der betalte medarbejderne en fin løn og tilmed gav dem 12 dages ferie og julegratiale. Til gengæld gik bestyrelsen imod regeringens forslag om en ugentlig fridag. Det var jo ikke meningen, at svendene skulle gå og holde fri, de skulle lave rugbrød. Dejlig gammeldags forretningsdrift. Den eneste malurt i bægeret til kooperationens historie er, at fællesbageriet var et aktieselskab og ikke et kooperativ.

Hvad med medarbejdere i eksisterende kapitalistiske virksomheder, som ikke ønsker at være medejere? Der er gode grunde til at arbejde i en kapitalistisk virksomhed, bl.a. at man slipper for at tage beslutninger med andre medarbejdere i demokratiske debatter om virksomhedens drift, men især at man slipper for at tage risikoen forbundet med at eje virksomheden. Her er medarbejderne i en klemme, hvis en virksomhed med mere end 100 medarbejdere ikke ønsker at blive medejere. Virksomhedens ejere skal tvinges til at betale ekstra høje skatter til staten, eller give medarbejderne en andel af kapitalen hvert år. Kan medarbejderne få lov til at stemme nej til forslaget på arbejdspladsen? Vil Dragsted respektere sådan en decentral beslutning uden at pålægge virksomheden ekstraskatten?

Sandsynligvis ikke. I stedet vil Dragsted måske sige, at man er fri til at flytte til en kapitalistisk virksomhed med mindre end 100 medarbejdere, hvor man kan fortsætte. Er man imod at deltage i den tunge beslutningsproces i virksomheden vil Dragsted nok ikke nægte en at udeblive fra at deltage. Omvendt må han dog udelukke, at medarbejderne får lov til at fravælge at bidrage til virksomhedens investeringer. Om de ønsker det eller ej, skal de finde sig i reduceret løn til fordel for at investere i virksomheden. Det står i meget stærk kontrast til en kapitalistisk virksomhed, hvor man netop kan få sin løn udbetalt og selv vælge, hvor man ønsker at investere.

Medarbejderne af kooperative virksomheder tvinges med Dragsteds system til at løbe en større risiko. Dragsted kritiserer ellers allerede de kapitalistiske virksomheder for at påtvinge medarbejderne at løbe en stor nok risiko, når han skriver:

Et typisk argument for den skæve fordeling af magt er, at det er aktionærerne, der tager risikoen, mens arbejderne ikke taber noget, hvis virksomheden går ned. Men argumentet er tyndt. For virkeligheden er, at de fleste aktionærer – såvel private som de store institutionelle investorer – diversificerer deres ejerskab med en bred og omfattende aktieportefølje. Deres risiko er således spredt og begrænset. Helt anderledes er det med medarbejderne. Hos dem er risikoen koncenteret. De mister ikke bare hele deres indkomst, hvis virksomheden lukker, men også den knowhow, som de har bygget op i relation til de unikke opgaver på virksomheden. For slet ikke at tale om kolleger eller identitet.

I kooperativet vil deres risiko være endnu mere koncentreret, end da de var ansat på kapitalistiske vilkår. Nu skal de både påtage sig rollen som kapitalist og medarbejder – og modsat kapitalisterne må de ikke diversificere deres investeringer. Går virksomheden ned, mister de både alt det Dragsted summerer op, og i tilgift også hele deres opsparing (som trods alt alligevel ikke er deres, selvom de har været tvunget til at betale for kapitalen i virksomheden). Hvad godt gør det for medarbejderne, hvis de mister alt? Mit argument her gælder jo også, hvis de bliver fyret. Nedskæringer i medarbejderstaben vil altid være nødvendigt fra tid til anden, om ikke andet for at følge forbrugernes efterspørgsel. Når en medarbejder i et kooperativ bliver fyret, mister han også sin opsparing og kan kun håbe på at få ansættelse i en virksomhed, der er lige så velkapitaliseret, som den han forlod.

Men ser vi ud over kooperativerne, ud på aktieselskaberne som stadig accepterer udefrakommende investorer, så kan medarbejderne jo investere her for at få diversificeret deres opsparing. Hvis de kan spare noget op af den løn, de trods alt får udbetalt, så kan de se frem til at vælge mellem at investere i danske aktieselskaber, der er tynget af at skulle betale en meget høj skat til fondssocialimens system. I det lys vil det være mere interessant at investere kapitalen i udlandet, hvor beskatningen af kapital er mindre. Jeg vil umiddelbart gætte på, at med den meget høje danske beskatning af kapital i virksomhederne, vil danske medarbejdere i højere grad finde at investering i udlandet bedre tjener deres formål med opsparingen. Hvis Dragsted vil undgå kapitalflugt fra landet, skal han indføre kapitalkontrol, så den almindelige borgers opsparing ikke får lov at søge til udlandet, hvor afkastet ikke bliver underlagt så streng en beskatning.

Men hvis Dragsted indfører kapitalkontrol og samtidigt beskatter virksomhederne meget hårdt, vil den almindelige opsparer se relativt større fordel i at forbruge flere af sine penge i nuet i stedet for at spare op. Den totale opsparing vil derfor blive påvirket i negativ retning og vil yderligere bidrage til problemet med at skaffe kapital til virksomhederne.

Men lad os for argumentets skyld sige, at et kooperativ er i en situation, hvor dens indtægter så rigeligt kunne dække dens behov for kapital, hvad så? Vil medarbejderne bare trække ekstra løn ud og forbruge en mulighed for at opbygge kapital? Der kan være andre steder i økonomien, hvor investeringer er bedre set fra forbrugerens synspunkt. De ville foretrække, at kapital flød til en anden virksomhed, da en udbygning af den er særligt profitabel, fordi det er værdsat af forbrugerne. Må den rigeligt kapitaliserede kooperative virksomhed investere i den anden? Svaret må vel blive et nej, da investeringen fra et kooperativ til et andet vil medføre profitdeling til andre end kooperativets medarbejdere. Hvis det ikke tillades, vil forbrugernes ønsker ikke blive tilfredsstillet i så høj grad, som hvis kapital kunne investeres frit.

I stedet må investeringer i andre kooperativer gå igennem den sociale velstandsfond, der er en af de få fonde, der må investere i kooperativer. Desværre er mekanismen meget anderledes end på et kapitalistisk marked, hvor kapitalejere let kan fordele kapital til at imødegå deres profitforventninger. I den nordiske socialisme skal kapitalen konfiskeres hos den ene kooperation og sendes til den anden. Men investeringerne fastlægges ikke på baggrund af økonomiske overvejelser som tilfældet er i kapitalismen. De fastlægges af demokratiske beslutningstagere i statsfonden, der ikke selv ejer kapitalen, og dermed heller ikke reagerer på incitamenter vedrørende risiko og tab for deres personlige ejendom, men i stedet varetager en rolle som ansvarsfri kapitalforvalter. Beslutningstagerne bærer således ikke selv den økonomiske byrde af deres fejl og høster heller ikke gevinsten af deres succes. Deres engagement kan vi derfor bedst forestille os som værende kølig og langsom. Derfor kan vi ikke forvente, at investeringerne vil gå til de mest lovende projekter, men i stedet til politisk velforbundne virksomheder, fx en medarbejder koalition fra de største virksomheder, der kan gå sammen og skabe et flertal for at investere særligt meget i de største virksomheder og således trodse forbrugernes ønsker.

Den sociale velstandsfond

En del af Dragsteds historiefortælling drejer sig om andelssparekasserne og realkredittens demokratiske ejerskabs undergang i slutningen af 1980’erne. Det er rigtigt, at sparekasserne valgte at konvertere til aktieselskaber og at flere realkreditselskaber også konverterede. Dragsteds pointe er, at den demokratiske kapitalallokering også led et tilbageslag i forbindelse med nyliberalismens sejrsgang. Det er måske værd at indskyde her, at JME-Silkeborgs konkurs måske kunne være undgået, hvis Arbejdernes Landsbank havde ydet den et midlertidigt lån, Andelskassen havde udbetalt løn til medarbejderne som vanligt og arbejdsmændenes fagforening i Silkeborg ikke havde trukket deres medarbejdere ud fra bygge pladserne.

Jeg springer over at kommentere yderligere på denne del af historien og går i stedet til at diskutere hans forslag om at styrke demokratisk kapitalinvestering igennem fondssocialismen.
De kooperative virksomheder kan henvende sig til den sociale velstandsfond for sælge en del af kooperativet, eller for at søge om lån. Som beskrevet ovenfor, er det mest sandsynligt, at det er en koalition af de store virksomheders medarbejdere, der indsætter bestyrelsen i velstandsfonden og derfor typisk de største virksomheder, der vil kunne sikre sig kapital fra fonden. Fonden “ejes” af alle borgere på samme måde, som medarbejderne ejer medarbejderfonden. Den er også et sort hul, omend langt større, hvorfra intet kan trækkes ud. Borgerne har en andel i fonden, men kan ikke sælge andelen. Da fonden således ikke giver borgerne noget incitament til at investere af egen lomme, må fonden sikre indtægter på anden vis. Specifikt beskriver Dragsted, at fondens indtægter kommer fra fire kilder: 1) beskatning af kapital, 2) beskatning af finansielle transaktioner, 3) afkast af fondens ejerskab af fx aktieselskaber og kooperativer (udover beskatningen af dem) og 4) overskud fra medarbejderfonde udover et lovbestemt loft.

Særligt punkt 4 er interessant. Begrundet med kampen mod ulighed indføres et lighedssystem, der overfører alt overskud over et fastlagt maksimum til den sociale velstandsfond. Det er i realiteten en skat på 100% med et bundfradrag (teknisk set kan procenten falde til 99,9999828, hvis hele indbetalingen fra virksomheden udbetales til hele befolkningen, hvor også medarbejderne i virksomheden får deres andel. Jeg er ikke sikker på, at det har ret stor betydning om den er 100% eller næsten 100%. Regnestykket er altså 100% beskatning minus den andel medarbejderne får ud af den sociale velstandsfond, dvs 100%-1/5.800.000).

Den sociale velstandsfond skal siden udbetale en del af de indkomne indtægter til borgerne. Hvor stor andel af dens indtægter den geninvesterer, eller udbetaler, afhænger af den demokratisk valgte bestyrelses beslutninger. Denne fonds udbetalinger skal sikre lighed mellem medarbejdere i de mange virksomheder, men vil i princippet sikre, at kapitalen i samfundet bliver forbrugt hurtigt. Den sociale velstandsfond kan enten vælge at reinvestere nogle af sine indtægter i virksomhederne eller udbetale dem som sociale ydelser til alle borgerne. Gæt hvilken af de to muligheder, jeg finder mest sandsynlig, givet at kapitalen i fonden er offer for ”tragedy of the commons” – ingen ejer kapitalen, men kan gøre krav på udbetaling fra den.

Det er næsten præcis det samme problem, som den oprindelige ”tragedy of the commons” beskrev. Alle bønderne i et område måtte sende deres køer ud for at græsse på engene, men bønderne ejede ikke engen. De kunne hver især godt se, at geninvestering i engen ville komme de andre til gode og derfor ønskede de ikke at investere i at opretholde engen, der blev forbrugt og forvandlet til et goldt jordareal, fordi forbruget af græs blev for stort. Men undlod en bonde at sende sine køer på græs, for at modvirke afgræsning, kunne andre bønders køer spise græsset og høste gevinsten heraf.

Den sociale velstandsfond lider ikke præcis under samme problem, da fonden ved demokratiske valg i princippet kan geninvestere en del af sin indtægt og på den vis holde andre fra at ”græsse” fondens kapital til goldhed. Men problemet er, at geninvesteringsprocenten bliver et resultat af den demokratiske middelmådighed, som deltagerne ikke kan omgå. I stedet for at hver især kan investere, sælge, købe osv. en sum, skal alle investorer blive enige om, hvor stor geninvesteringsprocenten er. Den kortsigtede investor og den langsigtede investor bliver begge stillet værre, end hvis de havde deres egen kapital og det frie valg.

De demokratiske flertalsbeslutninger fører til middelmådige beslutninger, der sandsynligvis ikke rigtig passer ret mange af beslutningstagerne. Markedets velkendte dynamik går tabt. På markedet kan hver enkelt vælge sin egen investeringsstørrelse, investeringsmål og man ejer sin egen kapital. På den måde kan hver enkelt optimere sin egen investering til at passe til sine egne behov uden at være underlagt flertallet. Med privat ejerskab til kapitalen er incitamenterne produktive: Du får selv maksimal gevinst ud af investeringen og stimuleres derfor til at spare op i overensstemmelse med dine egne værdiafvejelser. Med socialiseret ejerskab af kapitalen er incitamenterne ikke produktive – flertalsbeslutningerne blokerer dig fra at handle på dine egne afvejelser og med socialiseret ejerskab er dit incitament at trække kapitalen ud af fonden hurtigere end ellers. Du kan råde over de midler, som fonden udbetaler til dig, men så længe kapitalen står i fonden er den underlagt de demokratiske beslutninger.

Medarbejderne som investorer af arbejdskraft

Dragsted betragter medarbejderne i virksomheder som medinvestorer, og det er ud fra dette syn på dem, at han mener, de burde have indflydelse. Han skriver:

Den nuværende selskabsmodel, hvor magten ligger enerådigt hos kapitalejerne, medfører et for stort fokus på kortsigtet afkast frem for bredere og mere langsigtede hensyn til virksomhedens udvikling. Det er også sandsynligt, at en øget indflydelse til medarbejderne vil indebære et større fokus på samfundsmæssig ansvarlighed, idet arbejdskraftinvestorerne i modsætning til mange kapitalinvestorer er bosat og forankret i det land eller lokalsamfund, hvor virksomheden opererer. Endelig vil magtfordelingen uden tvivl have positive resultater, når det gælder en mere fair fordeling mellem løn og profit.

Som jeg har kritiseret andre steder, er det kapitalisterne, der har langsigtede interesser, mens medarbejdernes er kortsigtede. Netop den større fordeling af indtægterne til profit (som kan dække for et senere tab) er med til at sikre virksomhedens overlevelse på sigt. Netop virksomhedens langsigtede overlevelse kræver en opsparet kapital. Det viser historien om kooperationen også. De udbetalte større løn og eroderede virksomhedens mulighed for at klare sig igennem dårlige tider. Men her præsenterer Dragsted et nyt argument til fordel for at lade medarbejderne få større indflydelse på virksomheden: Ifølge Dragsted investerer de deres arbejdskraft.

Umiddelbart kunne vi afvise det ved at sige, at det er pudsigt som arbejdskraftinvestorerne får udbetalt en kontraktuel sum penge før kapitalinvestorerne gør – hvis kapitalinvestorerne overhovedet får penge ud af det. Normalt vil vi sige, at en investor ikke kan sikre sig en udbetaling, da hans midler bliver investeret og afkastet afhænger af fremtidens priser og forbrugernes efterspørgsel. En investering er betinget af risiko for fiasko, eller chance for succes – det er ikke en kontrakt, der med sikkerhed udbetaler noget som helst.

Overfor den risikable investering står medarbejdernes kontraktuelle lønudbetaling som en langt mere sikker og forudsigelig økonomisk transaktion. Hvis medarbejderne vil være puritanske arbejdskraftinvestorer, så skal de ikke have udbetalt nogen løn – ligesom kapitalisten skal de arbejde gratis og håbe på profit. Men hvis vi skal være fair overfor Dragsted, så vil han muligvis vende tilbage med et argument om, at kapitalisten udbytter medarbejderen en part af hans arbejdskraft, og det er denne sum, som medarbejderen investerer, og som han har ret til at få indflydelse med. Problemet med den udlægning er, at hvis vi ser sådan på situationen, skal medarbejderen blive delvis medejer af virksomheden og investere penge i den, så der er råd til at forsyne medarbejderen med de værktøjer, maskiner og bygninger, som virksomheden kræver som grundlag for sin produktion.

For det er kapitalistens rolle i virksomheden. At købe værktøj, maskiner, bygninger og råmaterialer til at starte produktionen. Alle disse udgifter afholdes af kapitalisten, når virksomheden starter op, og når den drives. Der er hele tiden udgifter til virksomhedens fortløbende produktion, der skal betales, for produktionen kan fortsætte. Hvis ikke disse udgifter forudbetales, har medarbejderen ingen værktøj, maskine, bygning eller råmateriale at arbejde med. Det er essentielt det, som kapitalisten gør, udover at forsøge at sammensætte alle disse økonomiske goder til et produkt, som han håber kan yde ham et overskud.

Medarbejderen bliver ansat til en kontraktuel løn, og kan starte med at bruge alle de værktøjer, maskiner, bygninger og råmaterialer, som kapitalisten stiller til hans rådighed. Medarbejderen får på trods af sin mangel på investering alligevel en løn, som om han faktisk ejede lidt af de værktøjer og maskiner, han bruger til at øge sin produktivitet. Det er jo netop det smukke og sociale ved en kapitalistisk virksomhed: Medarbejderen kunne med sine bare nævner kun grave ganske langsomt og påregne en yderst beskeden aflønning herfor, men kapitalisten stiller en minigraver til hans rådighed, og pludseligt kan medarbejderen grave enormt hurtigt og dybt – men får en langt højere løn, end hvis han gravede med sine egne næver. Det er meget svært at forstå, at kapitalisten skulle udbytte medarbejderen.

Fordelingen af kapitalinvestering skal således være anderledes, hvis vi skal gå med på Dragsteds idé. Lønarbejderen må investere sin egen kapital i virksomheden, hvis han vil have del i risikoen for tab eller chancen for profit. Graveren skal fx medbringe, eller leje, sin egen minigraver og selv vedligeholde den. At blive investor i en virksomhed kan man dog fx gøre ved at spare penge op og købe aktier i et aktieselskab. Så kan vi til en vis grad lade Dragsted postulere, at medarbejderen bliver udbyttet, og argumentere, at medarbejderen ved køb af aktier udbytter sig selv.

For det er vel helt fair, at begge investorer stilles på samme vis? Hvis man vil investere sin arbejdskraft i en virksomhed, så kan man vel få lov at købe aktier for sin løn? Så kommer man med på “Team Kapitalist”, og kan både udbytte sig selv, og hvis man er god til at spare op og investere i virksomheden, kan man også udbytte sine mindre sparsommelige kolleger. Det synes jeg, lyder fair.

Aktieselskabernes demokrati

I de foregående afsnit har jeg brugt en del tid på at kritisere demokratiet, fordi det er garant for middelmådighed og irrationalitet. Middelmådigheden sikres igennem et kompromis mellem alle deltagernes idéer og sympatier, mens flertalsbeslutningens logik er irrationel, som den blev undersøgt og bevist af Kenneth Arrow. Men er der så ikke et problem i mit argument her? Aktieselskaber bruger den demokratiske beslutningsproces, blot med en lidt anden vægtning. Hver aktie har en stemme i stedet for hver mand. Den store investor har mere vægt end den lille investor.

Men hvad der er sagt om middelmådighed og irrationalitet holder også for aktieselskaber. Der er blot to væsentlige forskelle mellem et aktieselskab og et politisk demokrati. For det første, og mest væsentlige, kan aktionærer trække deres kapital ud ved at sælge deres aktier til en køber. Man kan derfor i protest over en beslutning ganske enkelt afkoble sig fra den og beskytter sin kapital mod ødelæggelse til en vis grad. Hvis man vælger at trække kapitalen ud efter en destruktiv beslutning er taget, vil køberen muligvis ikke betale den samme pris for aktien som før. Det er den slags risiko man må finde sig i, når man indgår i et socialt samarbejde med andre mennesker, som man kan være uenig med. Det ændrer dog ikke på, at det er muligt at trække sig ud, og lige så vigtigt, at man kan lade være med at deltage i første omgang.

Den anden væsentlige forskel er, at i aktieselskabet er middelmådigheden afgrænset mellem investorerne, og den vægt de hver især lægger i. Der er med andre ord krav til deltagerne: du skal have sparet penge op og vise, at du kan træffe langsigtede beslutninger. Jo flere penge du har sparet op og investeret, jo mere vægt får du. Det korrigerer en væsentlig del af middelmådigheden væk, da middelmådigheden måles mellem en eksklusiv gruppe af personer, der har visse karakteristika. Man kan altså ikke som udgangspunkt sige, at middelmådigheden i et aktieselskab er lav målt i forhold til hele befolkningens. Den er nærmere hævet op på grund af kravet om produktivitet og udskydelse af behov som adgangsbetingelse.

Vi kan relatere det til de to første perioder, som jeg viste i et af de første afsnit om den demokratiske skatteplyndring. De to flade perioder stillede stadig krav til vælgerne om, at de skulle være i stand til at forsørge sig selv. Ganske vist steg skattetrykket, da man fjernede aristokratiets værn mod skatteplyndring, men det endte med at balancere på et højere niveau frem for at igangsætte en eksponentiel stigning og en politisk krise. Det var først, da kravet om at være selvforsørgende blev fjernet med kanslergadeforliget i 1933, at den eksponentielle stigning i skattetryk satte ind. Det vidner om, at de nye vælgere fra 1915-1933 var i stand til at udsætte deres egne behov og klare sig selv. Staten behøvede ikke at forsørge dem og der var stadig intellektuelle røster, der succesfuldt argumentere mod socialisternes idé om et velfærdsmonopol – men større offentlige tilskud til private velfærdsforeninger var dog en realitet. Derimod vidner kanslergadeforligets nye vælgere om et skifte fra selvforsørgelse og behovsudskydelse til fremrykning af forbrug og opkrævning af en accelererende mængde midler af andre menneskers penge til forsørgelse af de fattige.

Det er naturligvis lidt firkantet sagt, for der er netop den dynamik mellem ideologi, statens monopol på beskatning, særinteressen og de intellektuelle socialister, der forskubber billedet. Det er klart, at hvis de fattige selv kunne vælge, ville de ikke have gjort sådan, som de intellektuelle socialister havde foreslået. Formentlig var de selv ydmyge omkring deres behov, og uden en sofistikeret teori om velfærdsmonopolets gunstige virkning, ville de fattige have udtænkt et langt billigere system uden al den ekstra bureaukratisering, som socialisterne sad og udtænkte. Som jeg nævnte var de jo netop interesseret i at få kontrol med samfundet og dermed også de fattige! Det er netop en del af forklaringen på udgiftseksplosionen, at socialisternes forkerte idéer fordyrede fattighjælpen kraftigt, mens særinteressen fra de offentligt ansatte bar ved til skattebålet.

Det er essentielt tilsidesættelsen af den private ejendomsret, markedets disciplinerende kræfter, der ødelagde fattighjælpen. I stedet for at lade markedet finde på effektive metoder til at hjælpe de fattige uden for store bureaukratiske organisationer, fik socialisterne ad åre tag i ideologien i samfundet og bragte den i kombination med særinteresserne blandt de offentligt ansatte på skinner mod maksimal skatteplyndring. På konkurrencevilkår på markedet er mange af problemerne fra særinteresserne løst – omend ikke alle.
Det er her aktieselskaberne formår, til trods for deres demokratiske system, at skabe fremgang og vækst. De skal konkurrere på markedet og tjene forbrugerne med deres produkter. De får finansiering af frivillig vej og ligger under for markedsdisciplinen og markedets balancerende resurseallokering. Dem som tjener forbrugerne bedst, tjener profit, mens dem der ikke tjener forbrugerne, må finde sig i tab. Markedet regulerer på den vis alle sektorer mod hinanden og sikrer overordnet set, at udviklingen kommer samfundet til gode igennem den frivillige ligeværdige interaktion.

Det er således ikke aktieselskabets demokrati, der har gjort aktieselskabet til den dominerende og mest produktive fælles virksomhedsform. Det er markedet, den private ejendomsret og de frivillige udvekslinger, der korrigerer nogle af fejlene i aktieselskabet og har sikret, at det er gunstigt at investere i en sådan type selskab – fordi det er i stand til at tjene forbrugerne og skaffe indtægter og opbygge kapital. Aktieselskaber kan inkludere flere deltagere og vokse, eksempelvis ved at udstede nye aktier til at finansiere nye produkter, processer osv. Det tilbyder til nye investorer et frivilligt ejerskab til en del af virksomheden. Det kan derfor forventes, den disciplinerende markedsfunktion vil sikre, at fortrinsvis produktive aktieselskaber vil vokse frem, mens uproduktive mister kapital og går fallit.

Ovenstående udlægning er den “ideelle” type af aktieselskab, hvor man skal være aktionær for at få indflydelse. Desværre er loven for øjeblikket sådan udformet, at medarbejderne i selskaber med over 50 medarbejdere også bliver repræsenteret i bestyrelsen. Det er Dragsted glad for, selvom han mener, at det er forkert at give kapitalisterne majoriteten i selskaberne (s. 243). Jeg mener, at det er en af problemerne med aktieselskaberne, for det er medvirkende til at trække middelmådigheden i selskabet længere ned og giver medbestemmelse til mennesker, der ikke har købt deres medbestemmelse ved frivillige udvekslinger. Jeg kan dog trøste mig lidt med, at effekten er ikke meget stor, da aktionærerne stadig har majoriteten og kan trække kapitalen ud, eller undlade at investere, hvis medarbejdernes idéer kunne tvinges igennem.

Ser vi til kooperationen, støder vi gang på gang ind i fortællingen om manglende kapital, manglende overskud og forhøjet risiko for fallit. Selv hos kooperationer med stor omsætning. I kooperationen er fejlen i demokratiet ikke korrigeret og som virksomhedsform er den ikke produktiv nok til at tiltrække kapital og slå aktieselskaberne. Det ses mest tydeligt ved, at kooperationens flagskib og solstrålehistorie byggede på strukturen af et aktieselskab. Kooperationer ser ud til at leve længst, når de omfatter produktion, der er mindre kapitalintensiv. Eksempelvis håndværkere med et lille behov for maskiner og andet. Det vil således være svært at forestille sig, at en kooperation kunne drive en olieboreplatform, der er meget kapitalintensiv. Her har aktieselskaberne vist, at de kan tilvejebringe kapital til driften og har overvundet kapitalproblemet hos kooperationen.

Kapitalproblemet bliver dog løst i mindre omfang, jo større beskatning af kapital. Det er her, Dragsteds forslag om aggressive, progressive kapitalskatter begynder at ødelægge selv de tidligere succesfulde aktieselskaber. Det vil blive tydeligt i næste afsnit, at det ikke er små summer, der skal opkræves i kapitalskat. Da det er aktieselskaberne, der kan forme og tiltrække kapital, er det her, byrden for kapitalskatten må bæres.

Reformforslagene og deres finansering

I Dragsteds bog fremsætter han 10 reformer, og for nogle af dem anviser han finansiering. Se oversigten nedenfor.

Nye offentlige udgifter Finansiering Side
Oprettelse af medarbejderfonde Kapitalskat 296
Oprettelse af social velstandsfond Kapitalskat, udbetaling fra medarbejderfonde og finansielle transaktioner 298
Renationalisering af kritisk infrastruktur Angives ikke 300-301
Oprettelse af offentlig almennyttig bank (ala Girobank) Rammevilkår og statsgaranterede lån 306
Udvidelse af vækstfonden Angives ikke 307
Offentlig betalingsinfrastruktur Rammevilkår og statsgaranterede lån 307
Opsplitning og overtagelse af banker, hvis de er for store eller ikke følger reglerne Angives ikke. Ekspropriation? 309-310
Omfattende udvidelse af den almene fællesejede boligsektor Forøgelse af løbetid på realkreditlån op til 100 år 311-312
Jord- og grundfond til køb af parcelhusgrunde Ophævelse af rentefradrag og beskatning af prisstigninger på bolig, senere af indtægt fra udlejning af jord 313
Økologisk jordbrugerfond til opkøb af landbrugsjord Ophævelse af rentefradrag og beskatning af prisstigninger på bolig, senere af indtægt fra udlejning af jord 314
Gratis internet Kapitalskat, arveskat og formueskat 319
Gratis mobiltelefon Kapitalskat, arveskat og formueskat 319
Fjernelse af brugerbetaling for og udvidelse af den offentlige transport Kapitalskat, arveskat og formueskat 319
Gratis tandpleje Kapitalskat, arveskat og formueskat 319
Gratis receptpligtig medicin Kapitalskat, arveskat og formueskat 319
Gratis psykologhjælp Kapitalskat, arveskat og formueskat 319
Offentlig deleøkonomi Angives ikke 320
Offentlig jobgaranti Angives ikke 323-324

Umiddelbart er min vurdering, at de kapitalskatter skal sættes ganske højt. Med så høje skatter på kapital kan det nok blive svært at forestille sig, at der er nogen fordel at hente ved at drive virksomhed i Danmark. Hvorfor ikke bare placere den i udlandet?

Afslutning

Bogen er velskrevet, let læst og overskueligt opbygget. Dragsted argumenterer godt for sine synspunkter, endda til en sådan grad, at man overraskes over vægten af hans argumenter, der inddrager en bred litteratur og adskillige undersøgelser. Det er en “page turner”, hvor man indføres i Dragsteds syn på samfund og økonomi.

Uanset den ofte moderate tone i bogen, der ind i mellem antyder, at Dragsted bare ønsker at skrue tiden tilbage til 1972 og genstarte debatten om økonomisk demokrati og overskudsdeling, kan man ikke komme udenom, at bogen beskriver en revolutionær ændring af samfundsøkonomien.

Dragsteds lighedssystem med høje, progressive arve-, formue- og kapitalskatter kombineret med kooperationernes sorte investeringshul vil føre til, at aktieselskaberne udsultes og statens indflydelse på kooperativerne vokser. Statens investeringsfond vil formentlig forsøge at kontrollere kooperativernes drift i takt med, at statsfondens investeringsandel vokser. Som det gik med kommunerne, kan vi forestille os det vil gå med de statsstøttede kooperationer. De vil blive slået sammen og vokse til mega-selskaber og erodere den enkelte medarbejders indflydelse på dem. Samtidigt vil fraværet af økonomiske beregninger medføre en kaotisk økonomi, hvis tab hele tiden skal dækkes ind med skatter og subsidier. Det bevæger sig mod netop den statssocialisme, som Dragsted oprindeligt satte sig for at undgå.

Ledelsen i alle kooperationerne vil i stigende grad bliver politiseret og udsat for en accelererende middelmådighed og belønne demagogi over problemløsning. Søgen efter statsstøtte vil overgå søgen efter produktivitet. Medarbejderne bliver tvunget ned i løn, så de kan spare nok op til at dække alle de dårlige investeringsbeslutninger. Men fordi det bygger på tvang, vil det medføre et fald i virkelysten. Som fæstebønder i et fastlåst produktionssystem vil deres eneste middel til at skærme sig mod misbrug blive at dovne den af.

Den nordiske socialismes glubske kapitalskatter og dermed stærke incitamenter til forbrug, vil erodere økonomiens kapitalreserver over en årrække. Det bliver ganske enkelt meningsløst at spare op, når man ikke kan eje sin kapital. Imens allokeres de sparsomme reserver efter irrationelle demokratiske mindretalsknusende investeringsbeslutninger. Derfor kan vi let forestille os, at Dragsteds nordiske socialisme sikrer os en vækstfri økonomi. Spørgsmålet er, om den i det hele taget er i stand til at holde status quo?

Bibliografi

Dalsgaard Larsen, Keld. Arbejderkooperationens historie: set fra Silkeborg. København: AOFʹs Forlag, 1983.
Bøgh, Nikolaj. Brødrene Møller: historien om et konservativt dynasti. 1. udg., 1. opl. København: Aschehoug, 2007.
Mellbin, Eva Fischer, and Franz-Michael Skjold Mellbin. Nu gælder det Danmark! statsminstrenes nytårstaler. 1. udg., 1. opl. København: Lindhardt og Ringhof, 2011.
Andersen, Lars Schädler, Jacob Christensen, Niels Finn Christiansen, Søren Kolstrup, Jørn Henrik Petersen, and Klaus Petersen. Dansk Velfærdshistorie. 3: Velfærdsstaten i støbeskeen, 1933 - 1956. University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences, vol. 434. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2012.
Andersen, Lars Schädler, Jacob Christensen, Niels Finn Christiansen, Søren Kolstrup, Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen, and Heidi Vad Jönsson. Dansk Velfærdshistorie. 4: Velfærdsstatens storhedstid - 1956 - 1973. University of Southern Denmark Studies in History and Social Sciences, vol. 448. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2012.
Andersen, Lars Schädler, Jacob Christensen, Niels Finn Christiansen, Søren Kolstrup, Jørn Henrik Petersen, and Heidi Vad Jønsson. Dansk Velfærdshistorie. 5: Velfærdsstaten i tidehverv, 1973 - 1993. Edited by Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen, and Niels Finn Christiansen. University of Southern Denmark studies in history 472. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2013.
Mogensen, Gunnar Viby. Det Danske Velfærdssamfunds Historie: Tiden Efter 1970. København: Gyldendal, 2010.
DiLorenzo, Thomas J. The Problem with Socialism. Washington, DC: Regnery Publishing, 2016.
Dragsted, Pelle. Nordisk Socialisme. På Vej Mod En Demokratisk Økonomi. København: Gyldendal, 2021.
Johansen, Hans Christian. Danmarks historie. 16: Danmark i tal. Register. Edited by Olaf Olsen. Gyldendal og Politikens. København: Gyldendal, 1991.
Rothbard, Murray Newton. Man, Economy, and State with Power and Market. Second Scholars Edition. Auburn, Alabama: Ludwig von Mises Institute, 2009.
Hoppe, Hans-Hermann. Democracy The God That Failed: The Economics and Politics of Monarchy, Democracy and Natural Order. New Brunswick, New Jersey: Transaction Publishers, 2001.
Ågerup, Martin. Velfærd i det 21. århundrede. København: People’sPress, 2017.
Rasmussen, Hans. Ilden i min Esse. Edited by Ib Koch-Olsen. København: Fremad, 1977.
Mises, Ludwig von. Human Action - A Treatise on Economics. New Haven: Yale University Press, 1949.
Lidegaard, Bo. Jens Otto Krag 1962-1978. 3. udgave. Vol. 2. 2 vols. København: Gyldendal, 2014.
Jensen, Bent. Hvad skrev aviserne om de arbejdsløse? København: Gyldendal, 2008.
Glistrup, Anne-Marie. Mogens Glistrup: Fra Bornholm Til Folketinget. 1926-1973. Vol. 1. 2 vols. København: People’s Press, 2013.
Christiansen, Ernst, Viggo Kampmann, Ib Koch-Olsen, Hans Larsen-Bjerre, and Peder Nørgaard. Kampens Gang - LO gennem 75 år 1898-1973. Edited by Ib Koch-Olsen. København: Landsorganisationen i Danmark, 1973.