Rockwools entre i Rusland8 minutters læsning

Rockwool er en af de danske virksomheder, som har valgt at fortsætte produktionen i Rusland efter Ruslands invasion af Ukraine i februar i år. Det har de fået megen kritik for af en lang række mennesker, som fx professor i virksomhedsetik på Roskilde Universitet Jacob Dahl Rendtorff, som kalder Rockwools beslutningmeget provokerende for den offentlige holdning og over for den danske tilgang“.

Som jeg har skrevet flere steder på bloggen( fx her og her), er jeg helt enig med Rockwool om at fortsætte produktionen og samhandlen med Rusland. Sanktioner gavner ikke Ukraine, de standser ikke Ruslands invasion, men de fattiggør både den danske og russiske befolkning, som er dem, der primært nyder godt af handlen. Den lille effekt på den russiske stats indtægt bør ikke kunne opveje den meget større effekt på velstanden for almindelige og fredelige danske og russiske mennesker.

En ting er på den ene side de filosofiske argumenter for frihandel og på den anden side behandling af skyldsspørgsmålet angående valg, der sker under tvang (fx når du afpresses af skattevæsenet til at finansiere statens moralsk forkastelige udgifter).

Et andet vigtigt punkt er historien om, hvordan de danske virksomheder kom til Rusland i første omgang, for det viser sig at være meget interessant.

Jeg vil ikke sige, at medierne slet ikke har fortalt historien. Jeg følger ikke med i nyhederne i selvforsvar, da jeg ønsker at beholde så meget af mit gode humør som muligt. Jeg ønsker sådan set også selv at forme min mening om verden uden at blive bombarderet med medieindustriens politisk korrekte udlægning dag ud og dag ind. Men selvom jeg ikke kan afvise, at historien har været bragt i et dansk medie, vil jeg alligevel gøre mig den ulejlighed at fortælle den her på bloggen. Det er nemlig ganske interessant at sætte sig ind i, hvordan danske virksomheder begyndte at investere i Rusland.

Den statslige IØ fond

Jeg faldt tilfældigvis over en bog fra 2012 i den lokale genbrug. Bogen er skrevet af journalist Hugo Gården, der har stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Bogens titel er “Danske pionerer i Øst. Historien om hvordan danske virksomheder skabte milliardværdier i Østeuropa og Rusland sammen med den statslige IØ-fond

Bogen ligner et bestillingsarbejde fra bureaukratiet. I 2011 skulle IØ fonden være afviklet, og for at sætte et fint punktum for sit virke fra sin begyndelse i 1989 til 2011 ville den udgive en let læselig bog, der fortæller om alle de storslåede projekter, den har faciliteret og understøttet med sit virke. Bogen er ikke ren propaganda, da den også fortæller nogle af de mindre heldige historier, men netop bogens iver efter at berette om IØs store indflydelse gør den velegnet til indlægget her. Den sætter nemlig ikke sit lys under en skæppe – og måske endnu vigtigere – den er skrevet i en tid, hvor det var politisk korrekt at samarbejde med Rusland.

IØ fonden blev grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i 1989, da han med stor forventning kastede blikket på de baltiske lande. Her så han, som en anden Valdemar den Store, store muligheder for statens engagement i de baltiske lande efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning. Ellemann-Jensen ville have den danske stat engageret lynhurtigt, for som han selv siger:

Som liberal finder jeg det bekræftende, at østeuropæerne reagerede på den måde. De ville have den politiske frihed, og de ville have den økonomiske frihed. Derfor var det så vigtigt, at vi kunne give dem en håndsrækning, og respektere deres bestræbelser.

Ellemann-Jensen fik derefter skrabet pengene sammen ved at omdirigere midler fra ulandsbistanden, der finansierede Danidas arbejde i fx Afrika til investeringsfonden IØ. For at sikre sig mod problemer i Folketinget fik han Svend Aukens accept af ændringen – begge var tilsyneladende meget interesserede i Østeuropa, og lykkedes med at få IØ kørt igennem, selvom Kristeligt Folkeparti of De Radikale var imod. Da Svend Auken i 1993 blev miljøminister, var han også meget begejstret for IØ fonden, og udvidede investeringsprojektet med sin egen fond (MIØ), hvor han stod for at sende skatteydernes penge ind i såkaldte “miljøinvesteringer” i Østeuropa med Danida som partner.

Men i 1998 gik den russiske stat bankerot. Nu åbnede erhvervsmulighederne sig i Rusland, og IØ indgik hurtigt et samarbejde med en række danske virksomheder om at etablere produktion i Rusland – Dandy var det første danske selskab, men Rockwool fulgte med kort tid efter.

Rockwool etablerer sig

Hugo Gården beskriver, at Rockwool var hurtigt på banen i Rusland, og fik en meget stærk støtte fra den danske statsfond IØ. IØ gik ind som medinvestor (for at sikre sig en del af afkastet af investeringen), men den gjorde langt mere end bare at forære skatteydernes penge til tvivlsomme og risikable investeringer i Rusland.

At investeringerne var risikable og højst upassende for skatteyderne at blive tvunget ud i kan vi tage grundlæggeren af idéen til indtægt for, da Uffe Ellemann-Jensen skriver følgende i kapitel 2:

“Jeg drømte ikke om, at der ville ske en så hurtig og god udvikling. Jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig, at de to milliarder kr., som staten skød ind i fonden, ville komme tilbage og endda give overskud,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Det er meget betryggende, at sådanne projekter, som grundlæggeren ikke engang tror vil give afkast for skatteyderne, bliver søsat. Især føles det hult, når Ellemann-Jensen skriver, at det er som liberal, han ville respektere Østeuropæernes bestræbelser. Men hvad så med de danske skatteyderes bestræbelser? Skal de tvinges til at betale for disse eventyrlige investeringer, som ministeren ikke engang selv tror på? Det er mageløst at læse.

Men hvis vi retter blikket frem til Rockwools projekt i Rusland, får vi et indtryk af, at det slet ikke var pengene, de havde brug for. I stedet var det den politiske smørelse, der var særlig gavnlig for dem. Den statslige fond havde med andre ord sit netværk og køreplanen i orden. Muligvis belært af omtrent et årti i Østeuropa vidste IØ, hvordan de skulle takle Rusland.

“IØ har været uhyre vigtig for os. Vi havde ikke haft brug for IØ’s kapital, men IØ har været en slags garant for os, så vi lettere kunne få de rette forbindelser i Rusland, “ siger Eelco van Heel.

Men uanset Rockwool ikke mente, de havde brug for pengene, sørgede IØ for at “investere” massivt i Rockwools fabrikker, og sandsynligvis også gøre en ekstra grundig og ihærdig indsats indenfor politisk smøring. IØ ejede 44 procent af aktierne i den første Rockwool-fabrik, mens fonden i 2003 ejede 22 procent af samtlige russiske Rockwool-fabrikker.

Grundigheden ser ud til at have været meget vidtstrakt, for direktør Nick Vince siger, at de har mødt en fantastisk god opbakning fra den danske stat i det fælles investeringsprojekt:

Nick Vince har i det daglige mærket den betydning, det har haft, at IØ og den danske regering stod bag. “Det havde enorm betydning over for myndighederne i de første år, f.eks. når vi skulle have tilladelse til byggeri. Der er brug for 13 forskellige tilladelser. Som udenlandsk firma kan det være vanskeligt at få disse tilladelser, men det var tydeligt en fordel for os, at vi havde den danske stat bag os. Også den danske ambassade har spillet en stor rolle. Der er gigantiske investeringsmuligheder i Rusland, og derfor er det vigtigt at kunne udnytte mulighederne maksimalt, og det kunne vi i kraft af IØ’s og ambassadens medvirken,” siger Nick Vince på Rockwools kontor i det centrale Moskva.

Men en ting er, at Rockwool havde opbakning fra ministre og ambassadører – en helt anden ting er det, at også kongehuset kastede sig ud i at støtte Rockwool og de danske investeringer i Rusland.

“De danske ambassadører er ekstremt hjælpsomme og langt mere aktive og effektive end mange andre europæiske ambassadører. Det har også hjulpet os – som dansk firma – at Danmark var et af de første lande til at støtte etableringen af naturgasledningen i Østersøen fra Rusland til Tyskland, og at både præsident Dmitrij Medvedev og ministerpræsident Vladimir Putin har været på officielle besøg i Danmark i de seneste par år og hilst på vores koncernchef, og at Dronningen, Prinsgemalen og Kronprinsen har været på officielle besøg i landet og besøgt vores fabrik i Moskva”, siger Nick Vince.

Nogle af besøgene på fabrikkerne blev bragt i medierne, som havde en smule kritik at sætte på, fx da dronningen i 2011 besøgte Rockwools fabrik i byen Sjeleznodorosjnij. Byen har vist et lidt blakket ry angående kriminalitet, for hvis vi kan stole på Ekstra Bladet, kalder indbyggerne byen en “mafiarede”. Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at Eelco van Heel udtalte til bogen, at han er meget glad for, at de har billeder af ham, der giver hånd til både Medvedev og Putin, hængende i hver fabriks reception:

“Alle, der besøger os, og som ser billedet i receptionen, kan med det samme se, at vi har gode forbindelser til toppen, og det afholder helt givet mange fra at forsøge at lave numre med os”

Da Rockwool åbnede sin russiske fabrik i Elabuga i 2012, var den russiske minister for økonomisk udvikling, den danske ambassadør Tom Jensen og den danske handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr til stede sammen med Rockwool cheferne Nick Vince og Eelco van Heel.

Konklusion

En af årsagerne til, at Rockwool bliver i Rusland kan være en forventning om, at de kan regne med beskyttelse fra både dansk og russisk side. Deres risiko ved at blive kan derfor være ganske lav. Men der er måske også det element i det, at hvis de trækker sig ud, vil den russiske stat ikke se positivt på, hvad måske kunne blive opfattet som en forræderisk virksomhedslukning. Måske er det takket være de politiske forbindelser nemt at være Rockwool, men på den anden side kunne det også af samme grund være ganske svært.

Der kan altså ikke være megen tvivl tilbage om, at Rockwool er tæt forbundet til den danske og russiske stat. Men i tumulten omkring Ukraine krigen har enhver omtale af fortiden været næsten helt fraværende. I hvert fald så vidt jeg ved. Det er imidlertid højst interessant at læse om, hvordan danske Rockwool blev sat op i Rusland med ivrige politikere, embedsmænd, skatteydernes penge og sågar dronningen som medhjælper i projektet. Det er pudsigt, at forhistorien til den nuværende situation ikke rigtig inddrages i mediernes dækning.

Hvorfor er det ikke relevant, at Rockwool fik den danske stats hjælp – en ihærdig og meget bred en af slagsen – til at forankre sig solidt i det russiske politiske system? Hvorfor er det ikke relevant, at danske skatteydere var med til at bygge de første russiske Rockwool-fabrikker?

Jeg tør måske komme med et forsigtigt gæt på, at det er fordi, det ville få både socialdemokraterne og kongehuset til at tage sig dårligt ud i lyset af Ruslands invasion og den politisk korrekte holdning dertil. Fordi det nu er politisk ukorrekt at samarbejde med Rusland, bliver forhistorien til Rockwools fabrikker i Rusland forbigået i tavshed.

Men nu ved du altså, at det var med bred opbakning fra den danske stat, at Rockwool etablerede sig i Rusland. Dengang var det nemlig politisk korrekt.

Bibliografi

Petersen, Nikolaj. Dansk udenrigspolitiks historie. Europæisk og globalt engagement 1973-2006. Edited by Carsten Due-Nielsen, Ole Feldbæk, and Nikolaj Petersen. 2. udgave. Dansk udenrigspolitiks historie 6. København: Gyldendal Leksikon, 2006.
Gården, Hugo. Danske Pionerer i Øst. Historien Om Hvordan Danske Virksomheder Skabte Milliardværdier i Østeuropa Og Rusland Sammen Med Den Statslige IØ-Fond. København: Gyldendal business og IFU, 2012.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

57 + = 62

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.