Oliekriserne i 1970erne11 minutters læsning

Oliekrisen i 1970erne

Ser man på nogle af de væsentlige faktorer for krisen, var det Yom-Kippur krigen, forøget vestlig afhængighed af olie fra mellemøsten, amerikansk inflationspolitik, forøget beskatning af olieudvinding i mellemøsten og til sidst vestlige regeringers ønske om at kontrollere priser og produktion. Nogle af krisernes væsentligste årsager vil jeg omtale i det følgende.

Ifølge Leonardo Maugeris bog “The age of oil” blev 1973 krisen delvist udløst af den amerikanske præsidents priskontrol fra 1971, der reducerede incitamentet til at søge efter nye oliekilder og stimulerede efterspørgslen på olie i Amerika, mens det amerikanske oliereguleringsbureau Texas Railroad Commission samme år besluttede at udnytte den fulde produktionskapacitet. Siden 1950 havde produktionsrationering i Amerika været den vestlige verdens reservekapacitet til at sikre forsyninger i tilfælde af produktionsnedskæringer andetsteds, fx forsøg fra OPECs side på at hæve olieprisen (OPEC er organisationen for olieeksporterende lande “Organisation of Petroleum Exporting Countries”. Det er en slags internationalt kartel, som altid har haft en svag effekt, mens den har forsøgt at opretholde en stærk facade, der skulle styrke opfattelsen af, at OPEC var meget magtfuld). Med den amerikanske produktion på overarbejde blev vesten mere sårbar overfor OPECs mulighed for at bruge produktionsnedskæring som våben.

Der var også effekter at spore på krisen udløst af den amerikanske centralbanks pengepolitik. Det var den, som havde skabt inflationen som præsidenten reagerede på med priskontrol i 1971. Resultatet af maksimalprisen i USA blev naturligvis kødannelser, som førte til endnu et indgreb fra præsidenten i 1973, da et rationeringssystem førte til “kompleksitet og selvmodsigelser i ekstrem grad”. Maugeri kalder sågar Nixon administrationens reguleringsivrighed “militaristisk”. Amerikansk olieforbrug steg samtidigt med, at importkvoten som fastlagt af Eisenhower i 1959 blev forkastet og lod amerikanere efterspørge endnu mere arabisk olie. .

Men der var flere ugler i mosen fra amerikansk side. Udadtil havde den amerikanske centralbank siden 1944 lovet at godtgøre enhver forespørgsel fra en centralbank om at veksle dollars til guld, men da Charles de Gaulle i slutningen af 1960erne begyndte at veksle den franske centralbanks dollarreserver til guld i større omfang, lukkede Nixon for aftalen i august 1971 og kappede dollarens guldindløselighed. Fupnummeret blev afsløret.

De olieeksporterende lande afregnede i dollar, men uden indløselighed i guld begyndte spekulationerne. Hvad var dollaren værd nu? Hvor mange penge har de mon skabt, siden de ikke kan indløse dem i guld længere? Ser man på den historiske valutakurs, faldt dollaren 23% overfor den Saudi Arabiske Riyal fra 4,5 SAR pr. USD i 1971 til 3,45 SAR pr. USD i 1976. Amerikanernes politik påvirkede oliemarkedet markant i starten af 1970erne, men deres påvirkning på krisens udvikling er ikke fortalt færdig.

Engelske og amerikanske olieselskaber havde udviklet de arabiske oliefelter på kontrakter, hvor staten solgte ejendomsretten over oliefelterne til olieselskaberne i en lang årrække mod at staten fik en fast pris for olien og en procentdel af selskabernes profit på driften. Under den kolde krig søgte de amerikanske politikere at støtte finanserne i de arabiske lande i deres forsøg på at modvirke kommunisternes tilstedeværelse. Støtten tog form af at lade mere af olieprofitten gå til staterne, og de valgte i 1950 at foreslå Saudi-Arabien at indgå en fifty-fifty kontrakt, der delte profitten ligeligt mellem selskab og producentstat. Det satte en ny standard for oliekontrakter i Mellemøsten, og fifty-fifty blev hurtigt kopieret i resten af Mellemøsten. Det var denne standard, som de arabiske stater på ny ændrede i starten af 1970erne.

De store olieselskaber, som kaldes “de syv søstre”, havde i en lang årrække haft deres hjemstaters støtte til at rode sig ud af problemer i de lande, hvor de drev olieudvinding. Men i sidste halvdel af 1960erne svækkedes den stærke opbakning til selskaberne fra hjemstaterne. Storbritannien havde i knapt et århundrede haft en sikkerhedsstyrke på 6.000 mand udstationeret i Mellemøsten, hvis opgave det var at sikre freden. Til de arabiske staters ærgrelse og forundring trak briterne i november 1971 deres styrke ud og efterlod et magtvakuum.

Samtidigt var USA siden eskaleringen i 1963 involveret i en politisk og økonomisk omkostningstung Vietnamkrig, som fik den amerikanske præsident til at støtte en politik for en stærk regional sikkerhedsskabende magt, der fik til opgave at overtage for de britiske sikkerhedsstyrker. Valget faldet på Iran, da Shahen havde Nixons tillid. De store olieselskabers økonomiske interesser i mellemøsten var nu i princippet overladt til Shahens luner . Men det var dog ikke Iran, der blev arnestedet for den første forskydning af magtbalancen, der endte i et opgør med selskaberne.

Mellemøstens opgør med olieselskaberne

Gaddafi var foregangsmanden for den nye generation af oliekontrakt i Mellemøsten. Velinformeret om de vestlige landes svindende indflydelse og magt i Mellemøsten slog han til mod olieselskaberne efter sit succesfulde kup i 1969, og begyndte “forhandlinger” af betingelserne for olieudvinding i Libyen. Presset af Libyen gik de store olieselskaber til deres hjemstater og bad om hjælp. England var positivt stemt for at hjælpe, men det amerikanske udenrigsministerium gav dem en kølig modtagelse og påpegede kynisk, at de kunne bare hæve salgsprisen på olien, der alligevel primært gik til Europa. Det ville give de amerikanske producenter en konkurrencefordel. Resultatet blev, at selskaberne måtte gå med til Gaddafis krav, der hævede den faste afregningspris for olien med knap 23% og gav Libyen 55% af profitten. Gaddafis succesfulde mission lagde fundamentet for en revolution af oliekontrakter i de arabiske lande, der ville have samme betingelser, som Libyen havde sikret sig . OPEC tilsluttede sig den nye kontrakt og medvirkede til at hæve beskatningen af olien i alle de arabiske lande.

Udover en aggressiv skattepolitik fulgte flere af de arabiske lande også en politik om delvis overtagelse af olieselskaberne. Algeriet overtog i alt 51% af olieselskabernes værdi mellem 1968-71, Libyen nåede også 51% i 1971 og Irak nåede også 51% i 1972. Den forøgede statskontrol med selskabernes olieproduktion og den forhøjede afregningspris skete alt sammen før oliekrisen brød ud i december 1973. Det flyttede kontrollen med produktion fra de store internationale olieselskaber over til de mellemøstlige stater, der forsøgte at organisere sig i OPEC.

Der var således mærkbare skattestigninger på olieudvinding i de arabiske lande og tilmed ikke nogen reserveproduktion i vesten at tære på, da Yom-Kippur krigen brød ud i 1973. Opildnet af deres nyvundne magt over olieproduktionen henvendte OPEC sig til de vestlige stater og krævede, at de ikke involverede sig på Israels side i Yom-Kippur krigen.  Fulgte man ikke dette krav, ville OPEC reducere olieleverancerne til det pågældende land med 5% pr. måned. De arabiske deltagere i OPEC var som altid splittede, og kunne ikke opretholde den udadtil stenhårde facade. Men en falsk facade var tilsyneladende alt, der skulle til for at sætte krisen i gang. Mens OPEC indgik en indbyrdes aftale om at reducere produktionen, gik Iran og Irak deres egne veje og forøgede deres produktion.

OPECs trussel om at skære olieleverancerne ned førte til en stor reaktion fra de vestlige lande, endda langt større end hvad de fundamentale forsyningsforhold tilsagde. Allerede i 1974 blev produktionen forøget til før-krise niveau, som burde have beroliget de fleste vestlige regeringer. Men det skete ikke. De vestlige regeringer ignorerede udviklingen i olieproduktionen.

 

Inflationskorrigeret WTI oliepris 1950-1985

Kilde: Macrotrends

Ser vi på olieprisen på langtidskontrakt i inflationskorrigerede dollar, steg prisen pr. tønde olie fra $21,63 i juni 1973 til $58,41 i januar 1974. Spotpriserne i 1973-74 kunne sågar være mere end 70% højere.

Det er ikke en overdrivelse at kalde den første oliekrise i 1973 for et resultat af staternes indblanding i oliemarkedet. Men en ting er, at olieprisen stiger. Det kan markedet tage hensyn til og justere priser og produktion til den nye situation. Noget helt andet er, hvordan politikerne reagerer på, at olieprisen stiger. Men som grafen ovenfor viser, var det ikke slut med prisstigningerne i 1975, der var mere i vente.

Panikken over den første oliekrise (som vi har set var en pris- og statskrise) satte spekulationer i gang hos mange betydningsfulde organisationer, herunder CIA, IEA og OPEC selv. I en hvirvelvind af pessimisme om verdens olieproduktion og -forbrug udsendte organisationerne forudsigelser, estimater og prisudviklingsprognoser, der alt sammen bar ved til bålet. Priserne ville fortsætte med at stige, produktionen ville fortsat kun præcis kunne matche forbruget, og der var intet at gøre ved det udover at omfavne en nedgang i levestandard, hvis ikke man skiftede til andre energikilder. Som så mange gange før i historien blev det forudset, at verden ville løbe tør for olie om få år.

Den islamiske revolution

Men i slutningen af 1978 skete der det, at det betroede iranske regime, sikkerhedsproducenten i Mellemøsten, blev opslugt af en islamisk revolution. Iran havde i 1972 fået bevilling til at købe hvilket som helst våben fra det konventionelle amerikanske arsenal – naturligvis med henblik på at sikre freden i Mellemøsten. Det havde Shahen gjort grundig brug af og indkøbte et stort arsenal for alle de dejlige oliepenge, som den første oliekrises prisstigning havde tilført hans skatkammer. Men når man er rig og har masser af våben til rådighed, hvorfor skulle man så ikke også prøve at bruge dem til noget “fornuftigt” i fredstid? Opsat på at ændre den iranske kultur fra oven, begyndte Shahen også at bruge statens magt til at presse befolkningen til at tilegne sig hans dikterede kulturelle og religiøse normer. Desværre for Shahen gik han for hårdt til værks og hans “kulturrevolution” endte med at fattiggøre store dele af befolkningen.

For at kontrollere problemerne greb shahen til at undertrykke dissidenter ved tortur eller drab. Det førte til enorme demonstrationer og direkte oprør mod Shahen, og endte med at indsætte Ayatollah Khomeini i hans sted. Mens Shahen var venlig overfor vesten, var Khomeini det stik modsatte. Omvæltningen tog en skarp drejning og rettede noget af volden imod de vestlige arbejdere, der hidtil havde drevet den iranske olieproduktion. Med forsøg på attentat med bomber eller skuddrab, skræmte de revolutionære iranere de udenlandske arbejdere fra vid og sans. Hurtigt iværksatte de deres evakueringsplaner og forlod oliefelterne. Kort efter faldt den iranske olieproduktion til ingenting.

Irans olieproduktion var i slutningen af 1978 omtrent 5,5 mio tønder dagligt, ca. 10 pct af verdensproduktionen. I januar 1979, efter magtovertagelsen, producerede de iranske oliefelter 40.000 tønder pr dag. I april 1979 var produktionen genoptaget og nåede 4 mio. tønder pr. dag. Mens den iranske produktion faldt, steg den andre steder med ca. 2 mio. tønder, sådan at produktionsfaldet på verdensplan i få måneder faldt ca. 5,5 pct. Det var dog nok til at sende olieprisen i vejret igen. Kort efter gik Iran og Irak i krig med hinanden, og de to landes produktion faldt med 3 mio. tønder om dagen og sendte prisen op for sidste gang.

Dommedagsprofeterne om oliemarkedets håbløse situation spidsede yderligere til, og olieeksperternes konsensusprognose var, at olieprisen ville stige til $100 pr. tønde i 1990erne. Særligt teorien om “peak oil” blev blåstemplet af ufejlbarlige CIA, mens Carter udtalte at “verdens oliebrønde tørrer ud.” Pessimisterne tog grueligt fejl, og olieprisen faldt i de kommende år – i 1990erne blev gennemsnitsprisen omtrent $20 pr. tønde olie. Hysteriet fik dog store politiske konsekvenser.

De danske forhold

I 1950erne var den danske politiske situation på lang sigt meget skrøbelig, men på kort sigt meget gunstig. Den danske krone var bundet til dollaren i det internationale pengesystem, man kaldte “Bretton Woods” efter stedet, hvor aftalen blev indgået. Man kan tale om, at der foregik et internationalt svindelnummer igennem den amerikanske centralbank, der muliggjorde en relativt billig olieimport til de vestlige lande, der var med i Bretton Woods systemet. Den overvurderede dollar kombineret med den socialdemokratiske investeringsideologi og pengepolitik førte til, at det danske samfund i meget høj grad blev “afhængig” af den billige olie, og derfor overinvesterede i de produktionsprocesser, hvor olie indgår. Det gjaldt både import af råvarer, der var forarbejdet med energiforbrug af olie, men også olieimporten selv blev ramt, da prisen på olie blev rettet op.

Fra 1950erne og frem fortsatte man med at importere billig olie i stigende mængder til at forsyne de mange produktionsvirksomheder, som politikerne ivrigt tilskyndede. Produktion var rentabel pga. oliens lave pris, og tilskyndelserne til at investere og oprette fabrikker gjorde det muligt at udbygge olieforbrugende virksomheder til et omfang, der var helt ude af trit med virkeligheden. Sammenlignet med andre lande var Danmark særligt sårbart, da energiforbruget i højere grad var baseret på olie. Det er således ikke 1970erne, der var kriseårene. Det var blot her, det blev afsløret, at noget var gået helt galt. Den usynlige krise fandt sted i 1950erne og frem, da virksomhederne investerede for meget i de produktionsprocesser, der forbrugte olie, mens politikerne ivrigt tilskyndede industri og udvidede den statslige elproduktion, der brugte olie som det eneste brændsel. Når olieprisen sidenhen rettede sig, afsløres de mange investeringer som fejlinvesteringer og mange af priserne på lønninger, produkter og andet må tilpasses olieprisen. Det produktionsboom, som socialdemokratiet havde bygget deres politik og opbygning af velfærdsstaten på, var bygget på falske prissignaler, der delvist blev muliggjort af den amerikanske centralbanks svindelnummer.

Oliens andel af det totale energiforbrug i Danmark steg fra 72% i 1965 til 92% i 1972, og det totale energiforbrug steg også voldsomt i perioden fra 125TWh til 225TWh.(Kilde: https://ourworldindata.org/fossil-fuels )

 

Kilde: Palgrave Macmillan International historical statistics 1750-2010

Da krisen ramte og priserne begyndte at reagere på det nye signal, valgte politikerne resolut at indføre et pris- og avancestop i 8 uger, som Poul Hartling varslede i sin nytårstale 1. januar 1974. Prisstoppet blev senere fulgt op af en skærpet lov om priser og avancer. Dertil suspenderede han al valutahandel fra 23. januar. Krisen blev herefter forværret, da markedsprocesserne blev forhindret i at søge sin ligevægt af regeringens hysteriske reaktion. Politikerne troede, at de kunne centralplanlægge sig ud af krisen ved at fastlægge maksimalpriser – i stedet forhindrede de en rationel resurseallokering i lyset af de nye priser.

Men hvis det er meget slemt, at olieprisen stiger markant på kort tid, kunne man jo så håbe på, at politikerne ville sænke afgifterne på energi, så forbrugerne ikke skulle bære begge byrder samtidigt. Det ville vel være en logisk slutning set i lyset af, at krisen i virkeligheden ikke havde at gøre med mængden af forsyninger, men med prisen på dem.

 

Kilde: Dansk Toldhistorie Bind V

Udover forhøjelser på energiafgifterne direkte koblet til olie, blev elafgiften indført i 1977 med 2 øre pr. kWh og syvdoblet i perioden indtil 1983. Momsen blev også hævet fra 15% til 22%. Alt i alt var der altså ikke meget hjælp at hente fra staten. Den pålagde yderligere byrder på en i forvejen træls situation. Det skal dog nævnes, at energiafgifterne på olie, gas og el ikke ramte virksomheder, der var momsregistrerede. Afgifterne blev derfor næsten kun pålagt den almindelige danskers forbrug. Under oliekrisen fortsatte politikerne med at fokusere på betalingsbalancen og pålagde danskerne afgift på afgift i deres naive tro på, at når betalingsbalancen var negativ, var det statens opgave at centralplanlægge dens udvikling – selvom den havde været negativ siden 1957, og således er endnu et eksempel på, hvor uduelige politikerne var. Her har vi kun nævnt energiafgifterne, men mange andre afgifter blev ligeledes forøget.

Oliekrisen var således nærmere en politisk panik, da overraskelsen over prisstigningen fik vestlige regeringer til at iværksætte skadelige afgifter, priskontrol og rationeringssystemer i et misforstået forsøg på at mindske krisen. Et resultat af den politiske reaktion på oliekrisen var at oprette det statslige energiselskab DONG med argumentet om, at når det kommer til forsyningssikkerhed, kan man ikke stole på markedet .

Men som min historie ovenfor viser, var det staternes indgriben i oliemarkedet, der skabte de voldsomme prisstigninger og på den hjemlige front gjorde danske politikere dansk økonomi særligt sårbar først og bagefter forværrede de situationen med afgifter og restriktioner. Heraf slutter de selv, at man ikke kan stole på markedet. Det er en slutning så mageløs, at det kræver et helt ypperligt niveau af inkompetence, arrogance og selvbedrag, at vi ofte kun kan finde det blandt vore toppolitikere.

Bibliografi

Mitchell, B. R, and Palgrave Macmillan (Firm). International Historical Statistics: 1750-2010, 2013. https://search.ebscohost.com/login.aspx?direct=true&scope=site&db=nlebk&db=nlabk&AN=1594107.
Gersmann, Paul, Alf Therkildsen, and O. Tobiesen Meyer. Fra Importregulering Til Moms, 1945-1986. Dansk Toldhistorie 5. København: Toldhistorisk selskab, 1987.
Bini, Elisabetta, Giuliano Garavini, and Federico Romero, eds. Oil Shock: The 1973 Crisis and Its Economic Legacy. International Library of Twentieth Century History 88. London: I.B. Tauris, 2016.
Yergin, Daniel. The Prize: The Epic Quest for Oil, Money, and Power. New York: Simon & Schuster, 1991.
Maugeri, Leonardo. The Age of Oil: The Mythology, History, and Future of the World’s Most Controversial Resource. Westport, Conn: Praeger Publishers, 2006.
Olesen, Thorsten B., and Niels Wium Olesen. Anker Jørgensens Tid 1972-1982. 2. udgave. København: Gads Forlag, 2017.