Om bloggeren (kort version)
Jeg er født i 1981. Jeg er gift og har fire børn. Jeg er uddannet civilingeniør i elektronik med speciale i fejltolerant kontrol (tænk: DVD-afspiller der kan læse en DVD, selvom den er fyldt med ridser). Jeg fik min eksamen fra Aalborg Universitet Esbjerg i juni 2006.
Til dagligt arbejder jeg i en af de store virksomheder i dansk industri. I min sparsomme fritid interesserer jeg mig særligt for økonomi. Interessen for økonomi har jeg haft længe. I starten var det privatøkonomi, der fik fokus, men med tiden er det blevet mere samfundsorienteret. Gennem de seneste par år har jeg dedikeret meget tid til at læse de østrigske økonomers kendte værker, men jeg har også brugt meget tid på at følge med på Mises.org og deres misesmedia youtube kanal, hvor man kan se deres videomateriale gratis.
Jeg kunne ikke slippe det, da jeg først fandt Mises. Det er en fantastisk rejse: Jeg gik fra at have en følelse af, at det kunne bare ikke passe, at alt skulle være så dyrt i Danmark, samtidig med at skattetrykket var rigtig højt (lever vi ikke under en velfærdsstat? Hvis ja, hvorfor er alting så dyrt?) – til i dag, hvor jeg har en forståelse af, hvorfor de to ting går hånd i hånd. Kort sagt: Høje skatter på alt fra varer og arbejde til kapital medfører prisstigninger. Jeg startede vist helt fra bunden, kan man sige. Teorierne forklarer også, hvordan økonomisk frihed kan medvirke til at håndtere alle samfundets problemer på en måde, der skaber rammerne for et produktivt, velstående og lykkeligt samfund.
Jeg sidder meget ved en computer i kraft af mit arbejde og interessen for økonomi. Heldigvis har jeg også flere småsysler på sidelinjen, som eksemplificeres i billedet foroven af bogen “Brænde”. Jeg har giftet mig ind i en familie, der ejer en skov, og siden 2024 har jeg erhvervet en landejendom, hvor vi også har en skov. Fra barndommen fik min far stor indflydelse på mig (udover hans gentagne klager over den negative følelse det giver at blive flænset af skattevæsenet), og jeg har fulgt hans glæde ved at have levende lys i en brændeovn. Svigerfamilien har haft en rigtig god indflydelse på mig, for som svigerfar sagde til brylluppet: “Vi har forsøgt at gøre noget ved hans spaghettiarme ved at sætte ham til at fælde træer i skoven.”
Udover at jeg skriver bloggen her, så har jeg også en youtube kanal. Jeg har haft flere debatindlæg i børsen og en kronik. Jeg havde også en kort periode som klummeskribent på siden www.180grader.dk. Det er muligvis fra 180grader.dk du kender mig. Jeg håber senere på at flere vil stifte bekendtskab med min blog og de økonomiske teorier, jeg fremsætter her, der underbygger individets frihed.
Her på bloggen vil jeg bruge de østrigske økonomers analyseværktøjer til at beskrive økonomiske emner, for at danne en logisk sammenhængende modvægt til den meget udbredte Keynesianisme, der hviler tungt i det socialdemokratiske tankegods, hvor staten skal sørge for at politikerne kan tvinge visse mål igennem på bekostning af individets ønsker og drømme.
Den lange version
Statistikken på bloggen viser, at der rent faktisk er interesse for at læse om mig. Hermed kommer derfor en lidt udvidet version, hvis din nysgerrighed ikke blev stillet ovenfor. Jeg gætter på, at der (udover en vis mængde fejl-klik) er en vis interesse i at vide, hvem denne gale liberalist er, og hvordan man kan blive født i socialdemokratiske Danmark, for senere at ende som liberal anarkist.
Den længere version, som kan læses nedenfor, vil ikke indeholde ligegyldighederne fra mit simple liv. Jeg vil fokusere på elementer i min opvækst, som jeg tror har gjort, at jeg har taget visse personlige værdier til mig, der har ført til, at jeg i dag har taget denne politiske position til mig. Min fortælling her er naturligvis til en vis grad efterrationalisering af min opvækst. Hverken jeg, eller andre, kan med sikkerhed vide, hvilke begivenheder og idéer, der har ført mig til at tage disse værdier til mig.
De første år
Mine forældre var begge selvstændige advokater med møderet for højesteret (nu er de dog pensionerede). Ved middagsbordet var det almindeligt, at samtaler førtes opbygget af og understøttet med argumenter. Af den ene eller anden årsag er jeg selv endt som mine forældre og kan godt lide at argumentere. Det har så krævet, at jeg måtte læse ret grundigt for at udforske argumenterne, der underbygger mine overbevisninger. Således er jeg i mine unge dage blevet fodret af begge mine forældre, der viste mig, hvordan man fører argumenter frem. Det satte sit præg tidligt i mit liv. En af mine bekendtskaber fra mine teenageår sagde til mig, at han var dødtræt af at diskutere med mig.
Min mor satte sit præg på mig ved at fastholde, at frivillige valg var de bedste. Det var ifølge hende altid OK at sige nej til invitationer, forslag, spørgsmål osv. Denne holdning var meget udtalt hos min mor, der bravt forsvarede vores ret som børn til at sige nej. Det var ikke altid let at forsvare vores ret til at sige nej, for vi kunne godt finde på at sige, at vi kedede os i sommerhuset med bedsteforældrene. Men min seje mor tog ofte kampen og stod fast på sit princip, selvom det kunne gøre hende lidt upopulær hos de voksne.
Jeg blev i en alder af fem år spurgt af mine forældre, hvilken skole jeg kunne tænke mig at gå på. Jeg fik et valg blandt tre forskellige, og valgte Esbjerg Realskole. Dette valg blev vigtigt for mig, da skolen stod for nogle bløde værdier, som jeg tog til mig. Valget kan næppe ses som en nøje afvejning af pro et kontra, men var i stedet udtryk for barnlig overfladiskhed. Realskole lød godt. Realskolen var i 1980’erne en skole med morgensang og fadervor. Hver fredag sang vi salmer fra Grundtvig, Weyse og Ingemann. Disse salmer betyder i dag meget for mig, og særligt har det været en fryd at lære mere om Grundtvig, som er leveringsdygtig i mange liberale synspunkter. Flere af hans sange går godt i spænd med mine politiske og sociale overbevisninger. Særligt “Morgenstund har guld i mund” med sine vers om frihed, gavn og arbejde. Min far underbyggede min glæde ved sang, særligt ved juletid, hvor vi ofte gik i kirke. Omkring juletræet sang vi mange af julens sange som fast tradition. Min far havde en god sangstemme til julesangene, synes jeg.
I skolen fik jeg interessen for naturvidenskaben, som blev vigtig for mig senere hen. Matematik, kemi og fysik var fag, som jeg fandt meget interessante. I modsætning hertil var de bløde sproglige fag, hvor der sjældent fandtes et enkelt korrekt svar. Mange svar var “gode” og få var “dårlige”. Det irriterede mig, og i modsætning hertil stod simpliciteten ved naturvidenskaben, som gjorde mig mere rolig. Her var der ofte kun een løsning, selvom metoderne til at nå løsningen kunne være flere. Senere skuffede jeg dog min lærer (det var samme lærer til de tre fag), da interessen fladede ud, og jeg måtte også lægge øre til, at kvaliteten af mine rapporter var til at overse. Min indsats stod ikke mål med hans ønsker, men hvor var det dog dødkedeligt at lave regnestykker og skrive de samme formler igen og igen.
Min mor introducerede mig til computere i en tidlig alder, da hun mente, at det var fremtiden. Hun så dem som et vigtigt redskab, og det var godt at lære at bruge dem tidligt. Vi fik egen PC i hjemmet omtrent da det var almindeligt i starten af halvfemserne. Min far derimod var mere tilbageholdende, og blev aldrig rigtig interesseret i mulighederne som computeren bragte ind i hjemmet. For mig skulle det senere vise sig, at den tidlige eksponering for den nye teknologi og teknik blev af stor betydning. Jeg begyndte langsomt at lære nogle basale kommandoer i DOS, som var nødvendige for at installere og konfigurere spil.
De mellemliggende år
Som elev i privatskolen var jeg middelmådig. Jævnfør den gamle 13-tals skala fik jeg oftest 8 eller 9 i mine fag, men ved en aflevering i biologi, som var fuldstændigt blottet for indhold, måtte læreren også give mig en lille opsang til mit fem-tal. Til alt held var min indsats dog tilstrækkeligt til, at skolen indstillede mig som “egnet” til at gå på videregående uddannelser. En af mine kammerater, som var startet et år før mig, fortalte mig, at HTX ikke havde oldtidskundskab eller gymnastik (fag som jeg ikke havde høje tanker om), og at man her sad på komfortable kontorstole. Valget var derfor nærmest givet på forhånd – jeg skulle på HTX.
På HTX gik det hverken bedre eller værre for min indsats i de tre fag, matematik, kemi og fysik. Kemi klarede jeg bedst af de tre, men det er næppe noget at råbe hurra for. Jeg var ufokuseret og doven i skolen. I fritiden var jeg bud hos min fars firma, hvor jeg tjente penge til at betale mine interesser. Der var kun én – computere. Jeg blev interesseret i at købe det rigtige hardware og for at gøre det, satte jeg mig ind i, hvilke komponenter gav den bedste ydelse i spil. Som et spin-off herfra fandt jeg et virkelig nørdet forum, som tilsyneladende var et samlingspunkt for elektronik ingeniører, der designede computerchips. Ace’s Hardware hed stedet. Her læste jeg med vældig interesse særligt om processorers opbygning, om hukommelsesteknologi og meget andet. For at forstå hvad jeg læste, måtte mit engelsk først forbedres, og særligt når jeg skrev indlæg på deres forum var det nødvendigt at skrive et rimeligt engelsk. Her startede kimen til at studere teknik og det engelske sprog. Mit selvstudie var drevet af interesse, men det vil være synd at glemme at nævne min gode engelsklærer fra folkeskolen, som har hjulpet mig godt på vej. På et tidspunkt endte jeg selv med at skrive anmeldelser af hardware for en englænder og en amerikaner. Det blev dog kun til et kortere samarbejde, da mit fokus faldt på holdspillet “Counter-Strike”, som endte med at opsluge mig fuldstændigt.
I hjemmet begyndte jeg at bemærke, hvordan min far skældte fjernsynet ud, når en politiker blev interviewet. Med min faders ord var de alle sammen dumme. De forstod ingenting. Jeg bemærkede også, at skattevæsenet flåede min far, et faktum han ikke sjældent kommenterede på.
Den største oplevelse var dog, da jeg på mit 3. år blev indkaldt til samtale hos studievejlederen, som efter et kort interview fortalte mig, at jeg var narkoman. Spille-narkoman, forstås. Ordene fløj ud af munden på ham: “Jamen, du er jo narkoman!”. Naturligvis var jeg narkoman. Det var langt mere interessant at spille holdspil på internettet end at regne dødssyge teoretiske regnestykker ud, fordi en midaldrende mand siger, at det står i pensum. Motivationen til at engagere mig i uddannelsen udeblev totalt. Da studievejlederen fandt ud af, at jeg, udover at have brugt enorme resurser på at spille computerspil, også havde brugt evigheder på at sætte mig ind i computerens funktionalitet og systematiske opbygning, hyrede han mig til at fikse hans computer. Det er ikke til at vide, hvad der gjorde udfaldet. Mit engagement i skolen hverken faldt eller steg bemærkelsesværdigt, men en generel stigning i karaktererne i mine fag var en realitet.
Da HTX var overstået, var det på tide at vælge, hvad fremtiden skulle indebære. Min far mente, at det var bedst at tage en lang uddannelse, og min mor mente det samme, så jeg overvejede forskellige muligheder. På den anden side af gaden fra HTX lå Aalborg Universitet Esbjerg, hvor deres projektorienterede undervisning byggede på gruppearbejde. Straks fandt jeg interessen, da jeg i erkendelse af min halvringe indsats på uddannelse, samt af interesse for samarbejdet i grupper (afledt af min fortsat store interesse for Counter-Strike) valgte at starte på ingeniørstudiet. Til alt held var kravet til karakterer ganske overskuelige. Jeg blev optaget på trods af dårlige karakterer i fag som kemi, matematik og fysik. Jeg havde valgt fagene på de højeste niveauer, og det var tilsyneladende vigtigere end selve karaktererne.
Det første år gik i en gruppe, der var ambitiøs. Her fik jeg ufortjent høje karakterer, hvor jeg free-loadede på deres genialiteter. Efter første år valgte jeg at skifte gruppe i erkendelse af, at deres ambitioner (og ikke mindst evner) var større end mine. Det lykkedes mig også at skuffe deres forventninger til en fælles opgave på 2. semester, som de måtte redde mig ud af. Det var ikke godt. På 3. semester skiftede jeg derfor til en gruppe, hvis ambitionsniveau viste sig at være lavere end mit eget (utroligt, men sandt). Først på 4. semester fandt jeg den gruppe, jeg ville forblive i det meste af min tid på studiet. Jeg var stadig meget optaget af mine eskapader i Counter-Strike, og hvis det ikke havde været fordi to af gruppens medlemmer havde påtalt det, og sagt at det var nødvendigt at fokusere på projektet, ville jeg formentlig ikke på det tidspunkt have skiftet stil.
Efter den venlige, men bestemte, hentydning fik jeg til opgave at sørge for rettelse og renskrivning af rapporten, der blev skrevet på engelsk. Her kunne jeg bruge mine engelskkundskaber, og det gik tilfredsstillende for gruppen. Samarbejdet mellem de forskellige deltagere lærte mig, at det er smart at dele større opgaver op i mindre dele, og lade enkeltpersoner dedikere sig til den del af den fælles opgave, hvor de leverer deres bedste resultat (frivillig arbejdsdeling). Mit var at skrive, rette, spørge ind til tekniske sammenhænge fra de forskellige gruppemedlemmers fagområde og udpensle detaljerne til vejleder og sensor i rapporten. Det var utroligt lærerigt for mig, da mine medstuderende var rigtig gode til at forklare mig, hvad de havde studeret og beskrevet.
Den oplevelse var med til at ændre mit engagement. Jeg observerede, hvordan mine gruppemedlemmer ved ærligt og hårdt arbejde præsterede rigtig gode resultater. De var dygtige studerende, men modsat min første gruppe var de samarbejdsorienterede og åbne om deres læringsproces. De viste, at de arbejdede hårdt for deres dygtighed. Det hårde arbejde foregik måske mere i det skjulte i min første gruppe, som jeg ikke kunne følge med (af mangel på selvdisciplin velsagtens). Det tog endnu et semester, før det endelig gik op for mig. Jeg fandt min inspiration i deres eksempel, deres engagement og deres ydmyghed. Ved at sætte sig for at gøre det bedste man kan, så kan man også opnå gode resultater. Som sagt, så gjort. De næste mange semestre bød på lutter to-cifrede karakterer for mig og min gruppe. 60-70 timers arbejdsuger på universitetet og seriøsitet og sammenhold omvendte mig fra den dovne laps jeg var, til at finde ambitionerne og arbejdsomheden frem. Samarbejdet med gruppen var nøglen for mig. De fælles opgaver, det fælles slid og de mange oplevelser sammen gjorde, at det hele gav mening. De inspirerede mig og accepterede, at det tog lang tid at lære nye ting. Projektarbejdet var i sig selv også meget motiverende, da de fleste projekter drejede sig om at få nogle mekaniske systemer til at fungere. Omsættelse fra teori til praksis var en meget stor motivation for mig, så jeg endte ofte i laboratoriet med en mikroprocessor, der skulle programmeres som en controller. Det kan formentlig også have sin retfærdighed at nævne, at jeg indså, at hvis jeg skulle have en vis levestandard i fremtiden, så var det bedre at bruge sine kræfter på studiet til ingeniør, end på at spille Counter-Strike.
De senere år
Efter endt studie fortsatte jeg mit afgangsprojekt hos virksomheden, jeg havde arbejdet for. De tilbød mig en kontrakt et par måneder før min uddannelse blev afsluttet, og som den eneste på årgangen fik jeg job før jeg fik mit eksamensbevis. Noget må jeg have vist, da jeg ikke var alene om arbejdet hos virksomheden. Fornøjelsen blev dog kort og efter et års arbejde hos dem, udløb min kontrakt. De havde sat mig til at lave noget andet, end de oprindeligt lovede jeg skulle lave. Så som det altid går med mig, blev jeg demotiveret af det uinteressante arbejde, og de ville ikke forlænge kontrakten (det var vist det bedste for alle parter). Heldigvis skulle jeg skifte job i 2007, som var et år, hvor alle kunne få job. Jeg fik så hurtig ansættelse igen, at jeg ikke havde nogen pause mellem jobs. Den nye virksomhed har beholdt mig lige siden 2007, hvor jeg har haft større indflydelse på mine opgaver og i lange perioder har jeg været meget engageret, da jeg som ung ingeniør skulle skabe et område, der var mit. I dag (2025) sidder jeg stadig med det område, jeg tog til mig i 2007-2009, og jeg er kendt i virksomheden for at have styr på det. Det er ret fedt.
Med mere fast grund under fødderne købte jeg et hus med min kæreste i 2008. Vi bliver gift og får det første barn i 2009. Undertiden undrede det mig, at finanskrisen brød ud. Alt gik jo så godt. Hvorfor faldt mit hus 30pct i værdi på få år? Jeg kunne ved nærmere undersøgelse konstatere, at huset havde fire-doblet sin værdi siden midt-halvfemserne. Hvorfor dog disse voldsomme prisudsving på huse? En af mine gode kolleger havde en interessant forklaring, og han fortalte mig om en person, der lavede videomateriale på youtube. Det var Peter Schiff. Schiff fortalte, at centralbanken havde gjort pengene billige ved at sænke renterne, og havde skabt store prisstigninger i boligmarkedet med deres lempelige lånevilkår i kombination med statslige programmer, der skulle understøtte hushandlen. Det var en øjenåbner at se rentemekanismerne. Pludseligt forstod jeg, hvorfor huspriserne var steget så voldsomt. Det var pengepolitikken og realkreditpolitikken, der havde skabt enorme mængder af penge, der pressede priserne op.
Jeg stødte også på det, jeg dengang opfattede som en ekstremist. En der hedder Milton Friedman. Han var egentlig fed nok, når han sagde, at det ikke var statens arbejde at regulere bilers sikkerhed, for det var køberen af bilen i samarbejde med fabrikanten, der skulle finde ud af, hvad der kunne betale sig at levere. Staten skulle holde sig på afstand og se til, at markedet fungerede ved at agere dommer over ejendomsretten. Hans argumenter lød plausible, men det var jo ret ekstremistisk at sige, at staten ikke skulle tage sig af sådan noget. Virksomhederne kunne jo lave usikre biler, som folk kom til skade af at køre i. Senere forstod jeg, at det ikke var et problem, for virksomhederne, der kunne sagsøges for at forårsage skader, nok skulle sørge for at lave sikre biler, for at undgå dyre søgsmål og erstatninger.
En dag stødte jeg på Thomas E. Woods, der fortalte om finanskrisen. Han havde været på The Peter Schiff show for at forklare om finanskrisen, og på en eller anden måde stødte jeg i juleferien 2014 på Mises Instituttet. Fra den dag var jeg solgt til østrigernes teorier. Jeg købte bøger. Masser af bøger. På egen hånd studerede jeg dem, jeg læste som en besat. Særligt Ludwig von Mises og Murray Rothbards bøger var fortryllende, fremragende, fantastiske og frem for alt, sande. De var ligesom mine forældres samtaler hen over middagsbordet, logisk opbyggede, baseret på sunde forudsætninger og streng argumentation. Ingen matematik (pyyh). Mange af konklusionerne bekom mig slet ikke ved første bekendtskab, men til sidst måtte jeg overgive mig (det vil være meget omfattende at forklare, hvor hårdt det var for mig at forstå, at masser af mine forudindtagede holdninger om statens rolle blot var økonomisk nonsens fra start til slut). Det var ganske enkelt ikke muligt for mig at finde fejl i deres ræsonnement, hvor meget jeg end prøvede. Jeg forsøgte også at læse deres kritikere, for at se, om nogle havde spottet fejlene, og udstillet dem. Indtil videre har jeg ikke fundet nogen, der har gjort noget afgørende for at tilbagevise østrigernes gamle teorier – udover østrigerne selv, der avancerer teorierne støt og roligt.
Gennem pinsel og plage, men også fantastiske episoder med klarsyn om menneskets natur og menneskets valg, satte jeg mig stædigt men langsomt på egen hånd ind i tankegangen. Denne store øjenåbner måtte jeg dele med andre. Der er alt for få, der har fortalt mig om disse teorier. De florerer slet ikke i de almindelige diskussioner, selvom de er så kraftfulde og såvidt jeg kan vurdere, er de også sande. Undervejs havde jeg mine kriser, var teorierne sande? Hvorfor kendte andre ikke disse teorier, hvis de er sande? Kan man på nogen måde gendrive deres teorier, ved nøje at studere dem, og tilbagevise dem med sunde argumenter? Det socialdemokratiske miljø, som jeg rent faktisk troede jeg ikke var en del af, har taget meget lang tid at lægge bag mig. Det har været som mange andre psykologiske omvæltninger, en proces med fremskridt og tilbagefald. Hvis det var sandt, at man rent faktisk helt kunne undvære staten, så skal man smide enorme mængder energi i at bearbejde tankerne om, hvordan det frivillige samfund arbejder.
Jeg skulle vænne mig til at analysere alting fra den liberale synsvinkel, hvor voksne mennesker selv tager ansvar, hvor de selv hjælper andre, hvor deres eget interne kompas sørger for medmenneskeligheden, den smule, der trods alt er nødvendig, når køb og salg på det vi opfatter som det almindelige marked, ikke inkluderer de svage og syge. Jeg skulle i virkeligheden, helt fundamentalt, acceptere at markedsudveksling kommer både køber og sælger til gode. Ludwig von Mises viste mig, klart og tydeligt, at markedet er et samarbejde, ligesom projektarbejdet på universitetet var det. Et frivilligt samarbejde, hvor hver kan hjælpe hinanden til at komme frem til socialt optimale løsninger (frivilligheden på begge sider af aftalen er det afgørende element). Det samarbejde, som gav mig og min gruppe så fantastiske resultater på universitetet, kunne udvides til at gælde alle dele af samfundet. Det er jo ikke bare mig, det virkede på. Min indsats i gruppen var også med til at hæve niveauet for de andre, fordi jeg var god til det, jeg lavede. Det fungerede rigtig godt, fordi vi frivilligt delte vores ekspertise med hinanden. Resultatet var, at vi kunne fokusere hver især på det, som vi var bedst til. Enhver kunne forlade gruppen, hvis de ville. Accepterer man først denne basale indsigt i økonomisk teori, erkender man, at alt man tidligere har troet, er forkert, farligt og umoralsk, så er man færdig som socialdemokrat.
Jeg begyndte kort efter min karriere som skribent, talerør om man vil, for den østrigske skoles teorier. Mit ønske er at udbrede kendskabet til den østrigske skole, basalt set, fordi jeg er overbevist om, at de har ret. Resten kan læses om på disse sider, god fornøjelse.