Brøkreservesystemet
Det danske banksystem bygger på det man kalder brøkreservesystemet – eller mere kendt på engelsk: Fractional reserve system. I sin enkelthed går systemet bare ud på at banken ikke behøver at beholde alle indskydernes penge som reserve, men skal beholde en vis procentdel, eller brøk, som reserve.
Normalt ser du på internettet forklaringen om fractional reserve banking fx på youtube kanaler som Mike Maloneys her. En anden god kilde til grundig analyse og forståelse er Murray N. Rothbards “The mystery of banking.”
I youtube video’en fortæller Mike Maloney hvordan banksystemet fungerer, og hvordan brøkreservesystemet fører til stigende pengemængder. Det beskrives også hvordan centralbankens opkøb i open market operations fører til at bankerne kan fortsætte med at skabe nye penge. Bankerne sælger aktiver til centralbanken, og de nye penge skabt af centralbanken kan igen lånes ud på kryds og tværs i banksystemet der igen fører til en ny stigning i pengemængden.
Helt overordnet set kan centralbanken styre bankernes udlån ved at sætte kravene til reserverne (fx brøkdelen af indskud som banken skal have på hånden) og ved at købe værdipapirer (typisk statsobligationer) af bankerne samt ved at fastsætte renter på forskellige indlån og udlån fra centralbanken. Hvis centralbanken fastsætter at bankerne skal have 10pct reserve, betyder det at når centralbanken køber for 1mio værdipapirer af banken, så kan de nye penge der blev skabt af centralbanken bruges af bankerne som fundament til at bygge en såkaldt pyramide ovenpå. 1 mio indskudt i et banksystem med 10pct brøkreserve krav fører til at bankerne kan låne 10mio ud og holde 1mio i reserve.
Den danske version af brøkreservesystemet
I de amerikanske fortællinger på youtube får du serveret den gængse historie om at bankerne afkræves at de afsætter en vis procentdel af kundernes indskud hos dem som reserve. I Danmark har vi et andet regelsystem, og der er ikke fastsat nogen grænse for hvor meget af indskydernes penge banken må låne ud igen. Det nærmeste der kommer af krav er Nationalbankens krav om at foliokontoen (bankens indskudskonto hos Nationalbanken) skal balancere eller være positiv ved afslutning af hver bankdag, ellers pålægges banken bøder og rente for overtrækket. Se side 22 her.
Reelt betyder det at de danske banker ikke har noget reservekrav i procent. De må låne rub og stub ud af de penge som indskyderne har sat ind på deres konti hos banken, såfremt de stadig overholder kapitalkravene til typen af udlån etc. Banken skal i stedet selv vurdere behovet for kontanter til udbetaling til kunderne fra dag til dag. Fra central hold fastlægges intet krav, bankerne har egen diskretion i denne sag.
En af de finurlige problemer der opstår med brøkreservesystemet er hvis en større procentdel af indskuddene kræves udbetalt end banken havde påregnet. Da bliver banken nødt til at sælge værdipapirer, tære på kapitalen og/eller ophæve eksisterende lån for at imødekomme indskydernes krav om udbetaling af indskydernes penge.
Det kaldes på engelsk et “bank run” når indskyderne går til banken og vil have deres penge ud igen. I dag kunne det i stedet foregå via netbank, hvor kunderne har konti hos flere banker, og overfører deres indestående fra den ene til den anden bank. Der behøver ikke at være fakler og høtyve i gaderne når en bank skal udbetale penge til indskyderne, det hele kan i dag foregå digitalt, når som helst.
Fra ovenstående beskrivelse er det klart at banken aldrig er i stand til at betale sine indskydere tilbage når indskyderne ønsker dette, hvis indskyderne samlet set ønsker en sum penge udbetalt der er større end hvad banken har på hænde, risikerer banken at måtte indrømme at den ikke kan betale indskyderne, og banken får meget store problemer. Bankens fundament er bygget på en risikabel praksis hvor banken håber at den har sat tilstrækkeligt med penge til side som reserve til at kunne udbetale de penge som kunderne ønsker at trække ud. Enten ved direkte at hæve kontanter i automater, ved netbankoverførsel eller ved almindeligt forbrug af penge hvor modtageren af pengene er kunde i en anden bank.
Pantsætning frem for direkte opkøb
I de almindelige forklaringer om brøkreservesystemet beskrives det også hvordan den amerikanske centralbank, FED, kan opkøbe værdipapirer hos bankerne for at indskyde nye penge i banksystemet. I Danmark er systemet lidt anderledes, i stedet for at værdipapirerne bliver købt af Nationalbanken, bliver de i stedet pantsat. Forskellen er ikke ret vigtig da pantsættelsen kan rulles så længe det er nødvendigt, og forskellen mellem en potentielt uendelig pantsættelse og et direkte køb fortaber sig i nogle juridisk/filosofiske diskussioner der har meget lidt praktisk påvirkning på den økonomiske konsekvens af centralbankens mulighed for at indskyde penge i banksystemet ved at favorisere visse værdipapirer.
Er brøkreservesystemet bare svindel og bedrag?
I liberale kredse hersker der lidt uenighed om hvorvidt et brøkreservesystem er svindel og bedrag, eller om det er et markedsbaseret system der kan fungere hvis risikoen for bankens overlevelse indprises i kundens betaling for at være kunde. I stedet for at garantere indskud, som staten gør i dag, så vil liberale fjerne statens subsidier til bankdrift og lade kunderne forsikre sig selv og deres indskud i banken ved at opsøge et forsikringsselskab der kan vurdere bankens soliditet og prissætte risikoen for dine indskud i denne brøkreservebank. Forsikringsselskabernes priser på forsikring mod bankkrak vil føre til at det er billigere at have indskud med forsikring i en sund bank og dyrere at have en risikabel bank.
På den anden side er der også argumenter for at brøkreserve systemet er rendyrket svindel og bedrag. Det fremhæves at indskyderne rent faktisk forventer at deres penge ligger i banken til enhver tid. Indskyderne i banken indgår en kontrakt med banken som nogle liberale vil sige er en ugyldig kontrakt. En af pointerne der går igen i Murray N. Rothbards værker er at brøkreservesystemet er forkert af flere årsager. Først og fremmest fordi det fører til opsving og recessioner når pengemængderne øges ved rentemanipulation, men også fordi bankens kontrakt med dig er misvisende. I bankens kontrakt med dig skriver den at dit indskud kan hæves uden varsel, men samtidigt driver banken sin forretning således at dette ikke kan lade sig gøre for alle kunder at hæve sine penge øjeblikkeligt. Pengene er låst i udlån, og for hvert udlån banken foretager, kan en ny bank bruge udlånet til at bygge endnu et udlån med. Pengemængden kan derfor stige betragteligt på ganske kort tid, mens størstedelen af indskuddene i bankerne er falske. Pengene findes ikke på din konto – du kan ikke se hvor mange banken reelt har til rådighed til din disposition.
Centralbanken som kartelmekanisme for banksystemet
I brøkreservesystemets ungdom var der ganske store problemer med at låne for mange penge ud. En bank der lånte for store mængder af indskydernes penge ud kom hurtigt i problemer når andre og mere konservative banker ikke ønskede at følge trop, men i stedet valgte at afkræve betaling fra den aggressive bank. Hurtigt ville den aggressive bank komme i problemer fordi den skulle overføre indskydernes penge til en anden bank, der ikke gengældte udlånsaktiviteten og sendte pengene videre (i netværket mellem banker ville mange penge blive sendt tilbage igen til den oprindelige aggressive bank).
Bankerne ville på den måde have en snor i hinanden, hvor sunde banker med forsigtig udlånspolitik ville dæmpe gemytterne i aggressive banker ved at dræne dem for penge når lånet skulle overføres til modtagerens bank. Bankerne låner også fra dag til dag af hinanden for at have reserver nok til at opfylde deres eget opfattede behov for penge der kan hæves straks. Renten fra bank til bank ville variere i det frie banksystem, hvor en bank kunne blive afkrævet en højere rente end en mere sund og forsigtig bank. I dette system fungerer nogle af markedets disciplinerende kræfter, og dæmper igen den samlede pengeskabelse ved at nogle banker opfører sig mindre aggressivt end andre.
Disse problemer, som det blev opfattet af inflationselskende politikere og forbrugsliderlige vælgere, skulle naturligvis kommes til livs. Forsigtige banker kunne afsløre mindre forsigtige banker, som så blevet tvunget til at opføre sig forsigtigt – resultatet blev at renten på lån var højere og kredit var strengere at komme til. Forbrugere, iværksættere og stater synes at denne situation var irriterende, de ønskede let adgang til kredit og til at slukke deres tørst for tilfredsstillelse i nuet eller investering.
Centralbanken blev funderet fordi man mente at banksystemet var for restriktivt og for ustabilt. En aggressiv bank kunne let gå fallit på kort tid, og kreditten til politikere i staten, iværksættere og forbrugsliderlige vælgere var for stram. Noget måtte gøres for at lempe smerten for den aggressive bank, og for at skubbe den forsigtige bank til at låne mere ud.
Danmarks Nationalbank
Danmarks Nationalbank fungerer i dag på den måde at den har nogle politiske midler den kan tage i brug for at rette bankerne ind. I daglig tale kalder man de fastsatte renter og rammer for konto hos Nationalbanken for “pengepolitikken”. Det er også et ganske udmærket ord, der tydeligt angiver at der er tale om politik frem for marked.
To af redskaberne som Nationalbanken bruger for at styre bankerne kaldes foliorammen og den anden kaldes indskudsbevisrenten. En bank skal have en konto i Nationalbanken hvor den skal placere indskydernes penge. Størrelsen på denne konto afhænger af hvor mange penge banken har fået som indskud, og hvor mange den igen har udlånt. Balancen mellem ind- og udlån fra banken er det beløb banken sætter ind på foliokontoen hos Nationalbanken. Foliokontoen er derfor den enkelte banks beholdning af indskydernes penge minus bankens udlån. For at dæmme op for at en bank sidder på pengene og opfører sig fornuftigt og forsigtigt, så kan Nationalbanken fastsætte en folioramme for hver enkelt bank. Foliorammen bruges som midlertidigt lager for bankerne, hvor renten typisk er nul. Banken kan placere pengene uden at betale for det eller uden at få gevinst heraf. Når banken har fyldt foliorammen ud, skal den købe indskudsbeviser af Nationalbanken. Disse værdipapirer bærer den rente som Nationalbanken fastsætter på sine rentemøder, og har en typisk løbetid på 7 dage (eller indtil næste markedsoperation hos Nationalbanken).
Ved at fastsætte en “passende” rente på indskudsbeviserne i kombination med foliorammen har Nationalbanken karteliseret det danske banksystem fuldstændigt. Det er nu meget dyrt at være en forsigtig bank, fordi Nationalbanken kan sænke bankes folioramme og afkræve negative renter af indskudsbeviserne. På denne måde tilskyndes banken at låne pengene ud, så den ikke behøver at ligge inde med indskudsbeviser, men kan nøjes med at udnytte sin folioramme. I stedet for at bankens risiko eksponeres for markedskræfterne, så bliver markedet karteliseret af Nationalbanken, og prisen på at låne fra bank til bank afgøres af Nationalbankens foliorente og indskudsbevisrente.
Det er klogere for en bank at låne penge til en anden og mere aggresivt udlånende bank, selvom denne måske er upålidelig, fordi det koster penge at lade dem stå i indskudsbeviser hos Nationalbanken. Frem for at bankerne disciplinerer hinanden, hepper Nationalbanken på en større pengeudvidelse ved at fastsætte lånerente mellem bankerne (ens for alle banker) samtidig med at Nationalbanken fungerer som en garant for at andre banker kan betale sine interbank udeståender. Et lån fra bank til bank bliver langt mindre risikofyldt når Nationalbanken kan låne ubegrænsede midler til en nødlidende bank. Andre banker vil derfor være mindre påpasselige med at låne penge til en dårlig bank, fordi de ved at pengene er lige så sikre hos den anden bank, som de er hos Nationalbanken.
Hvis en bank ønsker at låne penge af Nationalbanken for at balancere foliokontoen, (eksempelvis fordi den har udlånt for aggressivt og er blevet tømt for penge af andre mere forsigtige banker) således denne bliver nul eller positiv, skal banken pantsætte værdipapirer hos Nationalbanken der lever op til Nationalbankens krav for sikkerhedsstillelse. De godkendte værdipapirer er i dag enten realkredit, stats- eller kommunale obligationer eller obligationer udstedt af det Færøske landsstyre.
Disse politiske krav til værdipapirer gør disse værdipapirer særligt attraktive for danske banker, da disse kan benyttes som pant i tilfælde af problemer. Bankerne er derfor særligt interesseret i at opkøbe og opbevare disse værdipapirer da de fungerer som en let adgang til de uendelige kreditter der kan skabes af Nationalbanken. Det er dermed let at forstå hvordan fleksobligationer har fået sådan en lav rente – de fungerer i princippet som skjold mod at skulle købe indskudsbeviser hos Nationalbanken. For at forstå prisdannelsen af realkreditobligationer baseret på flekslånene skal man også sætte sig lidt ind i hvordan Nationalbankens sikkerhedsstillelse og bankernes flugt fra indskudsbeviser påvirker processen. Indskudsbevisrenten er drivende for den 1 årige fleksobligation, og herfra korrigeres for bankens fremtidsudsigter til F2, F3 osv. Denne situation er opstået fordi så mange penge er hobet op på indskydernes konti. Banken forsøger at undgå tab mens den fastholder sin garanti for redning hos Nationalbanken ved at købe bl.a. fleksobligationer frem for indskudsbeviser.
Finanskrisen, staten og Nationalbanken
Under finanskrisen blev kravene til kreditinstrumenter dog lempet i en sådan grad, at man fristes til at sige, at de blev fuldstændigt opløst. Banksystemet viste sig fra den absolut værste side: Man foregiver at der er en vis soliditet og stringens under normale omstændigheder, men når problemerne hober sig op og systemet skal stå sin prøve, så gør bureaukraterne det som er politisk favorabelt og valuta’en bliver bombarderet med nye penge af Nationalbanken for at redde idiotiske, insolvente og fallerede banker fra deres selvskabte problemer. Man lånte penge direkte til banker der var politisk forbundne og i stor selvskabt nød uden sikkerhedsstillelse. Mekanismerne er lidt mere nuancerede, men i det store hele udstedte staten for 100mia. DKK obligationer som Nationalbanken pantsatte. Pengene blev sat ind hos politisk favoriserede banker.
Disciplinen fordamper altid når politikere hiver i trådene og har stor magt. Dette er en af grundpillerne i enhver liberal kritik af vores eksisterende socialiserede og monopoliserede bankvæsen. Hele banksystemet er bygget på statens magt, på særlige politiske allierede der udadtil foregiver at være markedsorienterede (private banker) mens systemet indadtil gennemsyres af politiske beslutninger og socialistisk magtanvendelse. Banksystemet er alt andet end markedsorienteret, det bør være klart for enhver der har fulgt med indtil nu.
Det danske banksystem med Nationalbanken i centrum bliver derfor gjort langt mere ustabilt, risikobetonet og udlånsvilligt fordi Nationalbanken står som monopolist med ubegrænset magt til at producere penge. Hvilke andre sektorer i markedet kan prale af at have sådan en sugardaddy til at forsikre, kartelisere og garantere mod dårlig drift, risikabel opførsel og irrationel ledelse?
Danmark og fastkurspolitikken
I Danmark har vi ikke nogen selvstændigt funderet pengepolitik. Siden 1982, hvor Poul Schlüter ønskede at stabilisere den danske krone, har Nationalbanken ført en fastkurspolitik med en anden centralbank. Fra 1982 til 1999 med Bundesbank i Tyskland, og siden med den europæiske centralbank ECB.
Fastkurspolitikken betyder ikke at Danmark fører en “fornuftig” pengepolitik, en lavinflationær pengepolitik eller en eksportvenlig pengepolitik. Det betyder bare at Danmark har lagt alle sine æg i samme kurv – vi har udliciteret beslutningsprocessen til Frankfurt og ECB. I stedet for at vælge pengepolitik selv, er Nationalbanken bundet af lovgivningen til at føre en pengepolitik der sikrer at vekselkursen mellem euro og kroner forbliver i et smalt bånd omkring en fastsat kurs. Denne fastkurspolitik skaber lige for tiden de samme problemer som Schlüter flygtede fra i 1982. ECB er en meget inflationær centralbank hvor den tyske indflydelse er blevet reduceret betragteligt. Eftersom ECB tager demokratiske beslutninger, så er det lykkedes de inflationsivrige lande (Frankrig, Italien, Spanien, Grækenland osv) at skabe et flertal for massivt pengetrykkeri ved at optage flere og flere nye lande i eurozonen der kan medvirke til beslutninger i pengepolitikken.
I forbindelse med annonceringen af QE programmet i januar 2015 skrev jeg en engelsk artikel til mises.org og en dansk kronik til børsen om Nationalbankens udnyttelse af muligheden for at trykke enorme mængder penge til valutareserven som i sidste ende malkede valutamarkedet for godt 2mia DKK. Mekanismen var ganske enkelt at lade som om man var ubeslutsom således markedet begyndte at frygte en politisk afgang fra fastkurspolitikken, og mens danske pensionsselskaber og udlandske valutahandlere hedgede sig mod en eventuel kursstigning af kronen, pumpede Nationalbanken 275mia friske DKK ud og købte billige euro som de senere solgte dyrt.
Strategien var blot at gøre noget nyt: I stedet for at følge ECBs politikændring på dagen med en udmelding om fastkursens sikkerhed, tøvede Nationalbanken med at kommentere på noget som helst i den retning i hele 14 dage hvor valutakursen i mellemtiden kunne udnyttes politisk.
For at læse mere om den europæiske centralbank kan jeg anbefale Philipp Bagus’ bog “The tragedy of the euro” hvor Bagus gennemgår sit argument der siger at ECB er en konstruktion der tillader at det land som inflaterer pengemængden mest kan tørre inflation af på andre lande der inflaterer mindre. Altså en tragedy of the commons i penge – den som trykker flest penge kan sende inflationen til nærliggende lande og selv høste fordelene af at få pengene tidligt, mens andre lande blot oplever at købekraften af deres euros falder.
Udlån med fast pengemængde
I forbindelse med det politiske parti “Alternativet”s pengepolitiske forslag om at kræve 100pct reserver hos bankerne, blev partiets ordfører udspurgt af en næsvis journalist fra dagbladet børsen om hvordan bankerne kan låne penge ud, hvis de afkræves 100pct reserver. Desværre havde ordføreren intet svar og sagde blot at hun måtte hjem og undersøge sagen nærmere.
Det medførte også et opfølgende debatindlæg hvor Alternativet blev skældt hæder og ære fra (det kræver såmænd ikke en ret stor indsats).
Men for at tage kritikken seriøst, så kan det anbefales at man læser bogen “The mystery of banking” af Murray N. Rothbard, der let forklarer at et banksystem med 100pct reserver sagtens kan låne penge ud – det eneste der skal til er at kunderne flytter deres penge fra en indskudskonto over til en udlånskonto, der har en vis løbetid. Hvis kunden flytter pengene væk fra indskudskontoen, hvor der kræves 100pct reserve, og hen på en udlånskonto, så kan banken disponere over pengene på denne konto, og tilbyde kunden en vis rente for de lånbare midler. Det vil fungere ligesom i gamle dage hvor penge var fysisk guld, der kunne man også sagtens låne penge igennem banksystemet til hinanden. Det krævede blot at kunden var indforstået med at lånet gjorde midlerne utilgængelige i en periode, hvor de altså var udlånt til anden side.
Det er meget simpelt og let forståeligt at sådan et system, hvor banken skal kunne betale indskyderne sine penge tilbage men samtidigt tilbyder lånefaciliteter og udlånskonti, undgår en masse problemer og skaber en sund sammenhæng mellem udlåner og låner. Pengemængden kan i dette system fortsat være fikseret, men lånemarkedet vil fortsat eksistere.
Pengesystemet er delvist frivilligt endnu
Det er klart at sådan et system der konstant udvider pengemængden skal fungere på markedsvilkår, da der stadig er frivillighed i om man ønsker at optage et lån. Staten kan endnu ikke tvinge dig til at tage et lån i banksystemet uanset renten – banken må fastsætte en rente der gør dem i stand til at låne ud. Her kommer det vigtige ind i billedet: Hvis bankerne vil låne flere penge ud, så bliver de nødt til at sænke renten for at tiltrække nye lånere der ønsker at øge deres gæld.
Omvendt betyder det også at hvis pengemængden ikke udvides, så skal renten styres af markedet for lånbare midler. I denne situation vil rentens højde ændre sig, op eller ned, for at svare markedets signaler og balancere udbud af lånbare midler med efterspørgslen på lånbare midler. Hvis pengemængden ikke ændrer sig via lånemarkedet, så vil lånemarkedet bevæge sig i retning af et ægte frit marked, med markedsdisciplin og markedsgevinst. Her samarbejder man om prioriteringen af lånene og drager selv fordelen af muligheden for at spare op og låne ud. Markedet lokker opsparere til at spare op samt investorer til at investere.
En stor efterspørgsel på lånbare midler, fx fordi ny teknologi gør det særligt attraktivt at erstatte eksisterende produktionsmidler med nye, vil øge renten for at tiltrække den nødvendige realopsparing således investeringen bliver mulig. På samme vis vil en stor lyst til at spare op betyde at renten falder for at finde nye investeringsprojekter til at opsuge de opsparede midler. På denne måde koordineres opsparing og forbrug over tid – investeringerne bliver synkroniseret med opsparingen i samfundet.
Staten har magten over pengesystemet
Men sådan vil staten og bureaukraterne ikke have samfundet skal udvikle sig. Ifølge deres teorier vil denne situation føre til kronisk arbejdsløshed og mangel på investeringsmidler til at fremme teknologisk fremskridt eller industriel produktion. Bureaukraterne, der naturligvis kun har samfundets bedste for øje, vil derfor ikke nøjes med at fastsætte pengemængden een gang for alle – de vil styre samfundets interaktion ved at pille ved renterne med deres mægtigste manipulationsvåben: Seddelpressen.
Hvis vi ser på hvad liberalisterne klager over, så er det bl.a. statslige privilegier, blokering for konkurrence, beskatning – eller mere generelt, angreb på ejendomsretten. Mange liberale kritiserer derfor retteligt statens skattevæsen, konkurrencestyrelsen for at skabe barrierer og fagforeningerne for at bruge vold mod fredelige markedsdeltagere. I deres grundholdning finder man udpræget en modstand mod ufrivillighed, mod centralisering og mod brug af magt mod fredelige mennesker. Desværre benytter de fleste sig ikke af den samme grundholdning når det kommer til pengesystemet. Mens de fleste fritmarkedsøkonomer vil støtte markedsbaserede varer indenfor fødevarer, sundhed, forsikring, transport, kommunikation og boliger, så kollapser deres logiske position når det kommer til penge. Markedet kan producere sko, mad, operationer, biler, huse og mobiltelefoner – men penge skal sandelig planlægges central af en politisk valg bureaukratisk organisation.
Selvom de er modstandere af politisk indblanding i produktion af forbrugergoder, så vil de ikke støtte markedsbaserede penge. Inderst inde tror de ikke på at systemet er til alles bedste hvis ikke pengemængden stiger hele tiden.
Det er her østrigerne kommer til undsætning og forklarer præcis hvorfor det er absolut nødvendigt at pengevaren bliver leveret af markedet. Een ting er at kritisere subsidier til olieproduktion der påvirker priserne på olie og ændrer efterspørgslen på olie og de inputs hertil, det er slemt nok i sig selv. Men at føre argumentet til sin logiske konklusion er tilsyneladende for radikalt: Hvis det er dumt og farligt at manipulere prisen på olie, så må det også være dumt og farligt at manipulere alle priser i hele samfundet via pengesystemet.
Det er netop hvad der sker, når man lader pengemængden stige. Man manipulerer alle priser i hele samfundet, ikke lige meget eller på samme tid, men over tid vil den større pengemængde sive ud i hele økonomien og presse priserne op.
Pengeudvidelser forstyrrer markedets harmoni og skaber fejlinvestering
De nye penge som bliver udlånt skal udlånes til en rente der er lavere end den rente der balancerer udbud og efterspørgsel på lånbare midler. Det siger næsten sig selv.
Den lavere rente medfører naturligt at forbrugere, iværksættere og stater får mulighed for at låne flere penge til flere projekter end de ellers havde haft mulighed for at låne til. Men problemerne der starter når pengene skabes ud af den blå luft, er uoverkommelige i det lange løb. Projekterne der startes op vil uafværgeligt være projekter der hidtil havde været uprofitable ved den højere markedsrente, og via markedsdisciplinen var investorerne afskrækket fra at påbegynde projektet.
Nu hvor projekterne synes profitable på baggrund af den nye lavere rente, begiver projektmagerne sig afsted på deres projekt. De låner pengene, som skabes ud af den blå luft, og begynder at købe resurser til projektet. Problemet er at de resurser der købes for de nye penge hidtil var blevet allokeret til andre projekter, som kunne drives via egenkapital og opsparing. Pludseligt bliver resursen gjort mere knap, prisen stiger og projektet bliver lidt dyrere end man havde forestillet sig. Så længe renten undertrykkes og nye penge flyder fra lånemarkedet og køber resurser til nye projekter, så længe kan priserne forventes at stige og give små overraskelser i startfasen af projektet.
Priserne ville ikke være steget hvis renten var faldet som konsekvens af markedets ønske om større opsparing. Da havde flere resurser i stedet været tilgængelig til nye projekter.
Nøglen til at forstå hvorfor det kan gå så galt er at se at de fysiske resurser til gennemførsel af de nye projekter ikke findes. Markedet ønsker ikke at reservere dem til investeringer, markedet ønskede at sende resurserne til forbrugerne i stedet. Investeringerne er foretaget uden den nødvendige kapital er opsparet. Så længe nye penge strømmer ud fra lånemarkedet, så længe kan nye projekter startes og overbyde eksisterende projekter og for en tid virker det som alt kan sælges, der er gang i hjulene, priserne stiger i økonomien og der er masser af beskæftigelse.
Problemerne viser sig når centralbankerne, frygtsomme over den stigende inflation, begynder at hæve renterne for at “forhindre overophedning af økonomien”. Du kender sikkert det udtryk. Det bruges gang på gang i medierne, af økonomerne i aviserne og af økonomerne i Nationalbanken. Deres syn på markedsøkonomien er præget af simplicitet og meget firkantede overordnede begreber som “forbrugerpriser” osv. De ser ikke de nye projekter der er startet og som kræver konstant tilførsel af kredit for at fortsætte med at være levedygtige. De ser bare på forbrugerpriserne og tolker ud fra situationen om deres pengepolitik er rigtig eller forkert. De tager alle fejl, for de ser på de forkerte data. De burde se på pengemængden, enhver stigning i pengemængden der indføres via lånemarkedet starter den skadelige proces af fejlinvestering og overforbrug.
Forbrugerne der har optaget store lån til at købe samtalekøkkener skal til at betale højere renter på lån, ligeså skal virksomhederne. Begge begynder at skære ned på aktiviteten for lånte penge, mens den reelle markedsrente begynder at vinde frem igen. Som centralbankerne “træder på bremsen” så vises markedets ægte signal igen, og her bliver det tydeligt at renten skal være højere for at balancere markedet for lånbare midler. Når pengestrømmen bremser eller standser helt, så begynder projekterne at blive urentable. Forbrugerne har ikke råd til at betale de høje priser for fancy forbrugergoder længere, virksomhederne kan ikke låne til driften, og en recession begynder så småt at tage form.
Recessionen er en nødvendig proces hvor markedet skal genfinde den produktionsform der er profitabel for hvert produkt. Det bliver tydeligt at store investeringer må afskrives og går tabt. Forbrugerne står tilbage med en stor gæld og deres aktiver er faldet i værdi. Det bliver tydeligt for dem at de har forbrug for meget i den seneste periode. De havde indregnet værdistigningen af deres aktiver i deres indkomst, og havde taget lån i friværdier og lignende for at forbruge mere i nuet. Beslutningen viser sig at være forkert – aktivprisen var opskruet og urealistisk og har ført forbrugeren til at bruge af sin kapital, ligesom iværksætterne nu ikke kan drive virksomheden profitabelt. Kapitalen i samfundet er blevet forbrugt på forkerte iværksætter projekter og for stort forbrug i opsvinget.
For at læse mere om konjunkturcyklussen og om kapitalforbruget i opsvinget, læs eksempelvis Robert P. Murphys gode artikel her. Eller se Thomas E. Woods youtube video om selvsamme teori her.