Den liberale klassekampsteori
Karl Marx er kendt bl.a. for sin teori om klassekamp. I hans bøger fra 1800-tallet taler Karl Marx om den uundgåelige klassekamp i det kapitalistiske samfund, hvor kapitalisterne udnytter arbejderne, der bl.a. i det lange løb fører til at levestandarden for arbejderne blot daler og daler, mens kapitalisterne scorer kassen og sætter sig på mere og mere af samfundets velstand. I de sidste dage af kapitalismen, ifølge Marx, konflikter de fysiske produktionskræfter i en sådan grad med hinanden, at kapitalismen går under, og proletariatet (de ejendomsløse) overtager magten i desperat revolution.
Idéen om en klassekamp i samfundet er ikke ny med Marx. Til trods for at den liberale klassekampsteori er ældre, så kender de fleste kun teorien om klassekamp i samfundet som fremsat af Karl Marx. Rent faktisk medgiver (mere her) Marx selv at hans klassekampsteori blev baseret på tidligere franske liberale (inspireret af J.B. Say og hans svigersøn, Charles Comte), der i deres analyse af klassekonflikten i samfundet nåede frem til at der var rent faktisk to grupperinger der var interessante at betragte hver for sig i samfundet.
I den liberale grundtanke er der to måder at tjene sin indkomst i samfundet:
- Markedsmetoden (den frivillige udveksling i markedsøkonomien)
- Den politiske metode (den ufrivillige udveksling under anvendelse af magt)
Den liberale analyse af samfundets klasser bygger derfor på hvilken af de to grupper man hører til, om man tjener sin indkomst via markedsøkonomien, hvor hver udveksling kommer både køber og sælger til gode, altså en socialt optimal metode, eller om man bruger den politiske metode, hvor man ved hjælp af politikerne udnytter muligheden for at gennemføre lovgivning der tilgodeser dig på bekostning af skatteyderne.
Den liberale klassekonflikt teori siger derfor, at der ganske rigtigt er to klasser i samfundet, dem der får sin indkomst ved at tvinge andre til at betale, og dem der får sin indkomst ved at tilbyde varer og serviceydelser i bytte for en sum penge, hvor køber frivilligt indgår handlen, og dermed selv nyder godt heraf.
I samme åndedræt bør det derfor også indskydes, at det er denne klassekampsteori der ligger mellem linjerne, når de liberale taler mod høje skatter og mod indblanding fra statens side i markedets og samfundets frivillige samarbejde mellem individerne. Den liberale vil præcis påpege at en øget magtanvendelse i samfundet fører til en optrapning af klassekonflikten. Årsagen til at den liberale ikke ønsker denne konflikt er at den liberale ønsker et fredeligt samfund – et samfund hvor den enkelte har frihed til at forfølge sin fredelige egeninteresse, i erkendelse af at når den enkelte gør hvad denne kan for at opnå sine egne fredelige mål, ved brug af frivillige midler, så må denne inddrage sine medborgere i et frivilligt samarbejde der også kommer dem til gode. Det fredelige samfund er hjørnestenen i den liberale samfundsopfattelse, fordi markedsøkonomien fungerer mest effektivt til at skabe velstand, der giver mennesket mulighed for at vælge mellem mere materiel rigdom eller at forfølge andre ikke-materielle mål i livet, hvis samfundet hviler i en fredelig tilstand hvor tvang, vold og ufrivillighed er minimeret.
Hver enkelt borger bruger dermed sine medborgere til at opnå sine egne mål, men i denne stræben efter egen gevinst (monetært eller psykisk), indgår borgeren frivilligt i andre borgeres stræben efter deres mål. Den spontane fredelige udveksling fører til et rigt, produktivt og lykkeligt samfund, i en så høj grad de nuværende knappe resurser kan strække sig til.
Derimod ser den liberale også med afsky på anvendelsen af magt mellem mennesker. Den der ved magtanvendelse opnår sine mål indgår ikke selv som et led i sit offers stræben efter egne mål, men udnytter sit offer og efterlader denne fattigere end før. Magtanvendelsen, den politiske metode, fører dermed til nedbrydelse af samfundet og til at skabe konflikter mellem grupper i samfundet. Midlet til at dæmpe konflikter og til at skabe harmoni mellem borgerne er at sørge for at samfundet i så høj grad som det er muligt benytter sig af frivilligt samarbejde (via markedsøkonomien, der er ikke tale om at arbejde gratis), for at skabe forståelse, fred og glæde i samfundet i processen.
Karl Marx mente i stedet, at klassekonflikten i samfundet udkæmpedes mellem kapitalisterne og proletariatet. Hans klassekampsteori byggede på de klassiske økonomers værditeori der sagde at al værdi skabes af arbejde. Heraf følger det naturligt at en kapitalist derfor ikke må tjene penge, medmindre denne selv arbejder. Kapitalisterne tjente betydeligt flere penge end arbejderne, og ud fra værditeorien måtte der være tale om en udnyttelse. Kapitalisten tog ganske enkelt en del af arbejderens løn, ved simpel udnyttelse. Marx skrev i 1840erne, og det var få årtier før værditeorien blev revolutioneret med marginalnytte teorien, som Carl Menger var en af ophavsmændene til.
I marginalnytteteorien skabes værdi ikke blot af arbejderen. I forbindelse med produktion af goder og serviceydelser betyder det at markedsøkonomien sørger for at marginalnytten for kapital, land og arbejdskraft balancerer, og at værdiskabelsen derfor stammer delvist fra alle tre grundelementer. Kapitalen som kapitalisten tilvejebringer, bibringer sin andel af værdi til slutproduktet, og værdien stammer ikke blot fra arbejderen alene. Med den marginale værditeori kunne man derfor forklare hvorfor kapitalisten tjener mere end arbejderen – kapitalisten bibringer en mere værdifuld vare til produktionen: kapital.
For at forstå hvordan de liberale ser på kapitalister og arbejdere og forbrugeres rolle i samfundet, er det værd at quote Ludwig von Mises Human Action, s. 270:
The direction of all economic affairs is in the market society a task of the entrepreneurs. Theirs is the control of production. They are at the helm and steer the ship. A superficial observer would believe that they are supreme. But they are not. They are bound to obey unconditionally the captains orders. The captain is the consumer. Neither the entrepreneurs nor the farmers nor the capitalists determine what has to be produced. The consumers do that. If a businessman does not strictly obey the orders of the public as they are conveyed to him by the structure of market prices, he suffers losses, he goes bankrupt, and is thus removed from his eminent position at the helm. Other men who did better in satisfying the demand of the consumers replace him.
Da flertallet af forbrugere er almindelige arbejdere, så er det dem der har magten i markedsøkonomien. Forbrugerne køber kun de varer de finder værdifulde, og iværksætterne forsøger blot at lokke forbrugerne til at købe ved at tilbyde effektivt producerede varer i den kvalitet og mængde som forbrugerne finder det fordelagtigt at købe.
I stedet for at give forbrugerne magten i det danske samfund, så har det socialdemokratiske tankegods sparet forbrugerne for deres egne menneskelige lyster ved at beskatte, subsidere og regulere markedsøkonomien. I stedet for at lade forbrugerne fredeligt købe eller afholde fra at købe, tager skattevæsenet pengene fra forbrugeren og giver det til de personer der har været bedst til at påvirke den politiske proces.
Hvis den virkelige verden ind i mellem giver dig fornemmelsen af at Karl Marx havde ret, eksempelvis fordi adskillige store virksomheder tjene rigtig mange penge, som kan virke meget provokerende, så tænk ind i mellem også på den liberale klassekampsteori: Årsagen til at nogle af de store virksomheder klarer sig så godt er at de er politisk velforbundne og har fået megen af deres indkomst v.h.a. den politiske metode. Andre er rent faktisk deres indtjening værd, de der har tjent pengene via markedsmetoden.
I stedet for at forfølge Karl Marx’ (og socialdemokraternes) ideologiske felttog for at indføre socialismen, så husk dig selv på at det liberale tankegods, stik modsat af Marx, siger at den politiske metode skal minimeres, således virksomhederne skal konkurrere frit på markedet hvor forbrugerne bestemmer.